Torsdag den 7. maj
Michael sad og funderede over det, Tina havde sagt. Det kunne ikke udelukkes, at hun kunne have ret. I hans ører lød det dog lidt for fantasifuldt, og han ville fortsat tage udgangspunkt i, at Bjørnbo befandt sig i udlandet. Omvendt var der ikke længere så meget, der kunne overraske ham i forhold til Christian Bjørnbo - så alt var muligt. Michael rakte ud efter telefonen og tastede det franske telefonnummer, han havde fået oplyst fra Sidsel Ærtekjærs mor. Telefonen ringede kun en enkelt gang, inden en glad stemme på fransk svarede ”Bonjour - c’est Marie.”
Michael blev helt forvirret over, at der blev svaret på fransk. Da han ikke selv var ret god til dette sprog, indledte han på engelsk. ”Øhh, hallo … you are talking to Michael Niedermeyer from the Danish Policeforce.”
Inden han nåede videre med sit hjælpeløse engelsk, afbrød den glade stemme ham med et grin. ”Tal bare dansk til mig.”
Michael følte sig temmelig åndssvag, men fortsatte. ”Øhh ... ja … naturligvis … Det overraskede mig, at du svarede på fransk.”
Kvinden i telefonen grinede igen. ”Hvad havde du forestillet dig, når du ringede til et fransk telefonnummer? Jeg kan jo ikke se, hvem det er der ringer - og oftest er det franskmænd.”
Kvindens stemme var så glad og grinet så smittende, at Michael slappede af og ikke selv kunne lade være med at grine. ”Du har helt ret. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på. Men må jeg stille dig et par spørgsmål?”
”Ih ja, naturligvis. Men hvad kan jeg dog hjælpe det danske politi med?”
Stemmen var stadig så glad og charmerende, at Michael tænkte, at det var en stemme, man kunne blive forelsket i. Enhver virksomhed, der levede af telefonservice, burde ansætte en kvinde med en sådan stemme.
”Kender du en dansk kvinde ved navn Sidsel Ærtekjær - og besøger hun dig i så fald i Paris i disse dage?”
”Ja, naturligvis kender jeg Sidsel. Hun er en meget kær veninde. Hun er lige her ved siden af, vil du tale med hende?”
Michael havde overhovedet ikke lyst til at stoppe samtalen med den charmerende stemme, men han tog sig sammen. ”Ja tak, det vil jeg meget gerne.”
Et øjeblik efter havde han Sidsel Ærtekjær i røret. Hun lød nervøs, da hun sagde: ”Er der sket noget. Har I fundet Christian?”
”Nej,” svarede Michael i overensstemmelse med sandheden. ”Og jeg ville netop høre, om du måske havde hørt fra ham, siden vi talte sammen sidst?”
Nervøsiteten var erstattet af mistro, da Sidsel svarede. ”Nej, det har jeg ikke. Men hvorfor ringer du på Maries telefon og ikke på min mobil? I har jo fået mit telefonnummer. Og hvor har du i det hele taget det her nummer fra?”
”Jeg har forlagt dit nummer,” løj Michael uden helt at vide hvorfor. ”Nummeret fik jeg fra din mor.”
”Nå,” svarede Sidsel Ærtekjær afmålt. ”Men havde det så ikke være nemmere at bede hende om mit eget nummer?” Michael græmmede sig over sig selv.
Sidsel Ærtekjær fortsatte. ”Men under alle omstændigheder har jeg som sagt ikke hørt fra Christian. Og du kan være helt rolig … jeg er altså i Paris, som jeg fortalte dig. For var det i virkeligheden ikke det, du ringede for at tjekke?”
”Nej, slet ikke,” løj Michael igen og syntes selv, han kunne høre, hvor lidt troværdigt det lød. ”Men du må love, at du kontakter mig, hvis du hører fra ham.”
”Det har jeg jo allerede lovet dig én gang.” Den unge kvindes stemme var nu iskold.
”Tak for det,” svarede Michael og ønskede kun at afslutte samtalen.
”Men du må vel hellere få mit telefonnummer igen, ikk? Det er jo lidt lettere at ringe direkte til mig, når du vil tale med mig.”
Michael fik nummeret, men skrev det ikke ned. Han havde det naturligvis allerede stående i sin adressebog.
Fuck, fuck, fuck, tænkte han, da han havde lagt telefonrøret på. Det slap du ikke særligt elegant fra. Tag dig dog sammen!
De næste timer brugte han på at finde frem til venner og bekendte, Christian kunne have i udlandet. Han kontaktede Christians forældre og alle andre fra sagen, som han mente kunne vide noget. Resultatet var på samme tid opmuntrende og nedslående. Opmuntrende, fordi han rent faktisk fik en masse navne i udlandet at gå efter. Nedslående, fordi listen var lang. Den gode hr. Bjørnbo var tilsyneladende ikke blot en meget berejst herre. Han formåede åbenbart også at knytte venskaber næsten alle de steder, han besøgte. Han måtte erkende, at billedet var alt for sløret til, at han havde noget konkret at gå efter. Christian Bjørnbo kunne være hvor som helst.
Michael spiste frokost samme med Tina og Bent i politigårdens kantine. Han tog sig sammen og holdt sig til salat og et enkelt stykke kød. Det var hårdt, men hjalp på samvittigheden.
Bent havde sikret, at oplysningerne om Christian Bjørnbos flugt ud af landet var blevet formidlet til Interpol via Sirenekontoret, som stod for sådanne efterlysninger. Men som forventet var der endnu intet nyt at berette fra disse kanter. Tina havde løbende været i kontakt med politiet i Hamborg, men intet tydede på, at Christian Bjørnbo skulle være fløjet videre derfra - medmindre han havde et yderst godt falsk pas og en effektiv forklædning. Ingen af delene forekom videre sandsynligt. Man måtte derfor antage, at Christian Bjørnbo enten fortsat befandt sig i Hamborg - eller var rejst videre på anden vis.
”Har du tænkt på min ide om, at Bjørnbo måske er taget tilbage til Danmark, og at hans gæsteoptræden på overvågningskameraerne i Hamborg kun var for at få os til at tro, at han var flygtet ud af landet?”
”Ja,” svarede Michael, mens han gnaskede på nogle gulerodsstave. ”Jeg kan godt se, hvad du mener. Men lyder det alligevel ikke lidt for søgt. Hvis han først er sluppet ud af Danmark, hvorfor skulle han så tage tilbage igen. Det giver jo ingen mening.”
”Måske ikke,” medgav Tina. ”Men helt umuligt er det vel ikke. Og vi har jo rent faktisk flyttet vores fokus ud af landet. Så hvis det er tilfældet, har tricket jo virket.”
Bent grinede med munden fuld af spaghetti bolognese. ”I så fald er fyren sgu ret udspekuleret.”
”Tror du, han kontakter dig igen, som han antydede ved sit opkald?” spurgte Tina eftertænksomt.
”Måske … jeg tror det faktisk. Han virkede på en eller anden måde meget oprigtig. Det lød, som om han mente det alvorligt.”
Tina kiggede undersøgende på ham. ”Men sagde han ikke noget om, hvordan og hvornår han ville kontakte dig?”
Michael rystede på hovedet. ”Nej - ikke en lyd. Han sagde blot, at jeg skulle sove på det, og at det nok var bedst, at han kontaktede mig.”
”Hmmm,” brummede Bent. ”Det med at sove på det kunne jo indikere, at det allerede er i dag, at han vil kontakte dig.”
”Måske,” svarede Michael. ”Men reelt sagde han jo ikke noget om, hvor mange nætter jeg skulle sove på det.”
Tina sukkede opgivende. ”Er det for meget at sige, at vi er ved at køre godt og grundigt fast?”
Bent rystede langsomt på hovedet. ”Nej, det er det ikke. Vi er vel ved at være der henne, at en pågribelse efterhånden vil bero på rent held - eller måske mere sandsynligt … at den gode hr. Bjørnbo dummer sig et eller andet sted i udlandet og bliver anholdt.”
”Ja, eller mister lysten til at være på flugt og angiver sig selv. Det ses jo tit. I længden er det ikke ret sjovt eller let at leve i skjul,” supplerede Tina.
Michael tænkte lidt over det. ”Jeg ved sgu ikke rigtigt. Denne fyr er ikke helt som de andre tumper, vi normalt leder efter. Det forekommer mig, at han er både rolig og godt forberedt. Han råder over masser af penge, og han har et stort netværk, der eventuelt vil hjælpe og støtte ham. Hans situation er meget anderledes end de småforbrydere, vi normalt leder efter. Personligt tvivler jeg meget på, at han melder sig selv. Jeg frygter også, at han ikke dummer sig lige med det første.”
Tina smilede. ”I så fald er der kun heldet tilbage - det må vi jo så håbe på.”
Da Michael vendte tilbage til sin plads, vidste han reelt ikke, hvad han skulle foretage sig. Han bladrede planløst rundt i sagsmapperne, som stadig lå på hans bord. Men han kunne ikke rigtigt koncentrere sig, da han ikke vidste, hvad han ledte efter. Han tænkte lidt på Pernille og besluttede sig for, at han ville droppe flirteriet med hende. Det ville bare blive noget værre rod. Da klokken var kvart i fem, begyndte han at pakke sammen for at tage hjem. Han ville tage ned på fodboldbanerne og se Malte træne. Det var altid hyggeligt, og måske kunne lidt frisk luft klare tankerne. Hvis der ikke skete noget, måtte han gå til Jansen i morgen og orientere om, at eftersøgningen var ved at nå til et punkt, hvor de ikke rigtigt kunne komme videre.
Lige da han var ved at gå, ringede hans telefon. Han tog røret, og en kvindestemme sagde. ”Mit navn er Anja Ledin. Er det dig, som leder eftersøgningen af Christian Bjørnbo?”
Michael bekræftede dette, og kvinden fortsatte. ”Jeg har lige talt med en, som udgav sig for at være fra politiet - men jeg tror, at der er noget galt.”