Torsdag den 7. maj
Michael blev hurtigt overbevidst om, at Anja Ledin havde haft ret med hensyn til hendes mistanke om, at der var noget muggent ved den samtale, hun netop havde haft. Hun kunne ikke huske navnet, som den påstående kriminalassistent havde benyttet - kun at det vist havde været et sen-navn. Det betød dog mindre, for det kunne umuligt være nogle fra politiet, der havde kontaktet Anja Ledin uden om Michael. Han var derfor sikker på, at opkaldet måtte være foretaget af Christian Bjørnbo - eller af en, som hjalp ham. Han takkede Anja Ledin for sin snarrådighed og afsluttede samtalen.
Han fandt hurtigt adresse og telefonnummer på denne Alice Jamie. Han skulle lige til at ringe til hende, men kom så i tvivl om, hvorvidt det nu også var det rigtige at gøre. Han lod hånden hvile på telefonrøret og tænkte hurtigt situationen igennem. Hvis det var Christian Bjørnbo, der havde ringet til Anja Ledin, kunne han allerede nu være i lejligheden i Århusgade. Et opkald ville derfor ikke alene kunne advare Bjørnbo, men også udsætte Alice Jamie for fare. Hvis de skulle benytte muligheden for at få fat i fyren - uanset om det var Bjørnbo selv eller en medhjælper - krævede det, at de nåede ubemærkede frem, inden han forsvandt igen. Han løb ned ad gangen til Tinas kontor, hvor han fandt hende foran hendes pc. Han satte hende hurtigt ind i situationen. Hun greb sin jakke, og sammen løb de ned til våbenskabet, hvor de opbevarede deres tjenestepistoler.
”Burde vi ikke have sendt en patruljevogn ud til stedet allerede nu?” spurgte Tina, da de sad i bilen.
”Måske,” svarede Michael tøvende. ”Men omvendt kan en patruljevogn i gaden medføre, at Bjørnbo, eller hvem det nu er, holder sig væk, og så mister vi chancen for at pågribe ham.”
”Hmm … sandt nok,” medgav Tina. ”Men det her er også lidt risikabelt. Vi får næppe ros, hvis der sker noget med denne Jamie-kvinde, mens vi er på vej.”
Michael nikkede. ”Det har du nok ret i. Men jeg kan ikke forestille mig, at denne kvinde er i reel fare. Det lyder mest, som om Bjørnbo er ude efter indholdet af den forsvundne pc.”
”Men hvad nu hvis hun ikke vil udlevere den, og fyren er desperat. Har vi så ikke et problem?”
Det løb Michael koldt ned ad ryggen ved tanken, og han måtte indrømme, at Tina havde en god pointe.
Men det var for sent at ændre ved dette nu, og fristelsen ved selv at kunne snuppe fyren var for stor. De kørte med fuld udrykning og høj fart mod Østerbro og slukkede først sirenen, da de nærmede sig Århusgade. De stillede bilen et stykke fra opgangen og småløb det sidste stykke. Michael trykkede på knappen ud for navnet Alice Jamie på dørtelefonen.
Det føltes, som om der gik meget lang tid, før der lød en svag stemme fra dørtelefonen. ”Hallo, hvem er det”?
”Det er politiet - vær venlig at lukke op,” svarede Michael hurtigt. Dørtelefonen summede, og låsen i døren klikkede. Michael og Tina sprang hurtigt op af de to trin til reposen på stueetagen og bankede på døren hos Alice Jamie. Også de bemærkede, at de blev studeret gennem dørspionen, og Michael holdt sit politiskilt op foran kighullet og gentog med høj stemme: ”Det er politiet, vær venlig at lukke op.”
Christian, som var på vej ned af trappen med harddisken i favnen for at takke den rare gamle kvinde for hjælpen og for at aflevere nøglerne, var nået ned til 2. sal, da han hørte dette. Ordene fik ham til omgående at standse op. Han stod helt stille og lyttede. Han hørte en dør blive åbnet, og mandestemmen fra før spurgte ”Er du Alice Jamie?” Han kunne ikke høre, hvad der blev svaret, men mandestemmen fortsatte: ”Må vi komme indenfor? ”
Christian behøvede ikke at høre mere for at forstå, at han var i knibe. Nu gjaldt det om at komme væk i en fart. Han vendte om og løb så stille han kunne op til loftetagen igen. Han låste sig hurtigt ind på loftet og låste døren efter sig. Han bad i sit stille sind til, at Alice Jamie kun havde en nøgle til loftet. Han skyndte sig hen ad loftgangen og kom lidt efter til en dør magen til den, han selv var kommet ind af. Det måtte være døren til naboopgangen. Han foretog en hurtig vurdering. Så vidt han kunne huske, havde han parkeret Golfen to gadedøre fra den opgang, Alice Jamie boede i. Han blev pludselig usikker på, om det var i den rigtige retning, men det mente han, at det måtte være. Han løb derfor hurtigt videre til den næste dør. Døren kunne heldigvis åbnes indefra, og han smuttede ud i opgangen og løb ned af trapperne. Da han nåede ned til gadedøren, kiggede han forsigtigt ud. Han kunne ikke se nogen, der lignede politifolk, men sikker kunne han ikke være. Golfen stod ganske rigtigt næsten lige uden for døren. Han overvejede hurtigt situationen. Skulle han prøve at slippe væk til fods - eller skulle han tage chancen og køre væk i Golfen. Tanken om at stå midt i København uden en bil var ikke tiltalende, og eventuelle politifolk på gaden kunne vel næppe have nået at blive advaret om, at han kunne komme ud fra en anden opgang. Christian tog en dyb indånding og gik så roligt han kunne ud fra opgangen og hen til Golfen. Alle hans sanser var i alarmberedskab, men han så ingen på gaden, der kunne ligne politifolk. Han satte sig ind i bilen og tvang sig selv til at køre roligt væk, selv om han følte en voldsom trang til at træde speederen i bund.