Fredag den 8. maj
Michael følte sig træt og modløs, da han ankom til politigården fredag morgen. For en sjælden gangs skyld havde han ikke kunnet falde i søvn aftenen forinden. Han havde ligget og spekuleret på sagen med Christian Bjørnbo, og tankerne havde kørt rundt i hovedet på ham, uden at han var blevet klogere af det. For første gang i mange år var han derfor ikke vågnet af sig selv, før vækkeuret ringede. Denne lille forskel gjorde, at han slet ikke følte sig udhvilet. Humøret blev ikke bedre af, at fredagen som altid skulle starte med et afdelingsmøde for hele afdelingen, hvor igangværende sager blev drøftet. Oftest blev der også diskuteret interne og organisatoriske forhold på disse møder. I praksis betød det en masse brok over diverse småting. Ikke lige det Michael havde allermest lyst til lige nu. Mødet startede med, at Jansen informerede om de seneste lappeløsninger for at dulme de værste følger af den kuldsejlede politireform. Det lod til, at der endelig var opnået forståelse for, at det var mere hensigtsmæssigt at ansætte nogle flere HK’ere til at passe kontoropgaverne og vagterne i afdelingen for anmeldelse og visitation, så politifolkene i højere grad kunne beskæftige sig med det, de var uddannet til - nemlig politiarbejde. Nyheden blev modtaget med klapsalver og hurraråb, men også med stærk skepsis. Politifolkene i lokalet var nået til et punkt, hvor de ville se forbedringerne, før de troede på dem. På trods af at der var tale om gode nyheder, benyttede Tom og et par af de andre erfarne kriminalfolk lejligheden til atter at lufte deres utilfredshed med tingenes tilstand. Jansen forsøgte tydeligvis at være loyal over for ledelsens beslutninger, men det var ikke svært at se, at han var lige så frustreret over virkningerne af politireformen som alle andre. Det forekom derfor også Michael meningsløst, at de skød på Jansen, da beslutningerne blev truffet helt andre steder.
Herefter fulgte en gennemgang af de større igangværende sager. Særligt sagerne omkring bandeopgørene blev der brugt meget tid på. Man frygtede med god grund, at man kun havde set toppen af isbjerget, og at disse bandekonflikter kunne udvikle sig yderligere, hvis man ikke fik det under kontrol. Michael hørte kun halvt efter, da han samtidig sad og overvejede, hvor meget han skulle sige, når det blev hans tur til at orientere om Bjørnbo-sagen. Egentlig havde han slet ikke lyst til at sige noget som helst, da der ikke var meget positivt at fortælle. Særligt gårsdagens fiasko i Århusgade ville han gerne gå let hen over. Da det endelig blev hans tur, slap han til sin egen overraskelse ganske godt fra det. Han opsummerede kort, hvad der var sket i sagen indtil nu. Inden nogen kunne nå at stille spørgsmål, rejste Jansen sig og afsluttede mødet. Michael, Bent og Tina blev siddende i mødelokalet, da de andre havde forladt det, og fordelte dagens opgaver. De blev enige om, at Bent skulle blive på stationen og følge op på diverse løse ender, herunder den stjålne motorcykel og Golfen de havde set køre væk fra Århusgade. Tina og Michael ville aflægge Nils Lund og Stine Jamies tidligere sambo Anja Ledin et besøg for at finde ud af, om de måske vidste mere, end de gav udtryk for.
Første destination var Nils Lunds ejendomsmæglerbutik i Birkerød. De havde valgt ikke at varsle deres ankomst, i håb om at det ville give Nils Lund dårligere mulighed for at forberede sig. Sådanne uanmeldte fremmøder kunne nogle gange få folk til at tale over sig.
De kunne naturligvis risikere, at Nils Lund ikke var på sit kontor, men den chance besluttede de sig for at tage. På vejen til Birkerød talte de ikke meget om Christian Bjørnbo, men for første gang om mere private forhold.
”Du har to børn, ikke? ”spurgte Tina med noget, der virkede som ægte interesse.
”Jo,” smilede Michael. ”Malte på ti år og Ida på seks år. Hvad med dig, du har ikke børn, vel?”
Tina tøvede lidt. ”Nej, og det får jeg nok heller ikke lige med det samme.” Hun tøvede igen. ”Jeg tror … at jeg måske vil gå fra min kæreste.”
Michael blev pludselig opmærksom på, hvor lidt han egentlig vidste om Tina. ”Okay,” svarede han blot, da han ikke var helt sikker på, hvordan han skulle reagere.
Først troede Michael, at Tina ikke ville tale mere om det, men så fortsatte hun uopfordret. ”René er meget sød … for sød måske. Der sker ikke rigtigt så meget … den ene dag ligner den anden. Jeg har lyst til at rejse jorden rundt med rygsæk - opleve Borneos jungle, pampassen i Argentina, den kinesiske mur … og så få børn på et senere tidspunkt. René vil helst med vennerne i sommerhus i Marielyst. Grille og spille Trivial Pursuit.”
Michael smilede forsigtigt. ”Men det ene udelukker vel ikke det andet. Man kan da gøre begge dele. Jeg vil også gerne se hele verden, men jeg kan da også godt lide at grille og spille Trivial med vennerne.”
”René vil gerne have børn snart. Men hvis vi får det, bliver jeg helt sikkert lullet ind i rollen som mor - og så bliver det kun Marielyst og nul Borneo. Forstår du, hvad jeg mener?”
”Det tror jeg,” nikkede Michael.
Tina fortsatte. ”Hvis jeg ikke havde mit job i politiet, hvor der hele tiden sker noget nyt og uforudsigeligt, ville jeg blive skør. Jeg elsker, at jobbet er så uforudsigeligt, og at man møder alle mulige slags mennesker. På en måde er det lidt som at rejse ud i verden. I det her job møder vi også mennesker fra verdener, vi slet ikke kender - selv om deres verdener er lige her i Danmark.”
Michael tænkte lidt over det, Tina sagde, og han blev bevidst om, at han syntes bedre og bedre om hende, for hver dag der gik. Det var ikke en erotisk tiltrækning, som den han oplevede i forhold til eksempelvis Pernille. Han syntes bare rigtigt godt om at være sammen med Tina.
Hun kiggede ud af sideruden og fniste barnligt. ”Og så er han heller ikke den helt store eksotiske rejse i sengen. Her er det nok også mere i stil med sommerhus og havegrill.”
Michael grinede over metaforen. ”Du mener hyggelig - men forudsigelig og uden overraskelser?”
”Lige præcis,” svarede Tina og vendte sig mod ham og sendte ham et stort smil.
De kørte videre i tavshed, og Michael kunne ikke lade være med at spekulere på, hvordan Marianne opfattede ham. Som en sommerhusferie - eller som den store eksotiske rejse? Formodentlig ingen af delene - måske nærmere som en fisketur til Sverige. Det lød ikke særligt smigrende, og han besluttede sig for, at han måtte tage det op til nærmere overvejelse i den nærmeste fremtid.
Da de svingede ind på P-pladsen foran Nils Lunds ejendomsmæglerforretning, slog det ham, at Tina ikke havde bedt ham holde deres samtale om hendes private forhold for ham selv. Det virkede, som om hun stolede fuldstændig på ham, og at det derfor ikke var nødvendigt at sige det. Han følte en underlig stolthed og glæde ved denne erkendelse.
Inde i ejendomsmæglerforretningen blev de modtaget af den samme elegante kvinde, som også havde taget imod dem ved deres tidligere besøg.
Hun smilede venligt til dem. ”Nils er her desværre ikke lige nu. Han havde et ærinde ude i byen. Skal jeg ringe til ham og spørge, hvornår han forventer at være tilbage?”
”Ja tak,” svarede Michael og måtte erkende, at overraskelsesmomentet var gået tabt.
Kvinden gik over til et skrivebord og løftede røret på en telefon. Efter en kort samtale lagde hun på og kom tilbage til dem. ”Han er her i løbet af fem minutter. Hvis I vil vente, kan I tage jer en kop kaffe. Den er helt frisk.”
Tina takkede ja, men Michael tænkte fandeme nej og overraskede sig selv ved at svare ”Nej tak.”
”Men vil du hellere have en kop te, eller en vand?” smilede kvinden.
”Nej, tak - ingenting.” Michael følte sig bagefter svært tilfreds med sig selv. Han var jo en stor dreng, der godt kunne sige nej.
De blev vist ind på Nils Lunds store lyse kontor, men de nåede kun lige at sætte sig ved mødebordet, før Nils Lund storsmilende kom ind på kontoret. Han hilste hjerteligt på dem begge, og igen fik Michael en fornemmelse af, at det var svært ikke at synes om denne fyr.
Nils Lund havde en lille papkasse under armen, som han placerede oven på en lav reol.
Han hængte habitjakken på en bøjle og placerede den på en knage bag døren, hvorefter han satte sig ved mødebordet iført en lyseblå skjorte og et dyrt udseende matchende slips. Fyren ser uden tvivl forbandet godt ud, tænkte Michael. Måske skulle jeg tage ud og købe mig noget tøj i den stil.
”Hvordan kan jeg hjælpe jer?” spurgte den storsmilende ejendomsmægler med de hvide tænder.
Michael kunne ikke lade være med at tænke over ordvalget. Nils Lund spurgte ikke, om han kunne hjælpe dem. Men om hvordan han kunne hjælpe dem - i sikker forvisning om, at han naturligvis kunne hjælpe. Gad vide, om dette var tillært, eller om det kom rent instinktivt?
Michael tog en dyb indånding og besluttede sig for at se, om han kunne ryste den selvsikre fyr. ”Vi har gode grunde til at tro, at du har været i kontakt med Christian Bjørnbo, efter at vi talte sammen sidst.”
Nils Lund smilede fortsat, da han svarede. ”Nå da - det må du vist hellere uddybe lidt.”
Michael måtte indrømme, at fyren ikke umiddelbart virkede specielt rystet. Ganske cool hverken at be- eller afkræfte noget, men blot sende bolden tilbage. Men så let skulle han ikke slippe.
”Det vil jeg gerne gøre, men først vil jeg bede dig svare på, om du har været i kontakt med Christian Bjørnbo, efter vi talte sammen sidst.”
Ejendomsmægleren tænkte sig grundigt om, og Michael var svært tilfreds med sit sidste spørgsmål.
”Ja,” svarede Nils Lund til Michaels store overraskelse. ”Ja, jeg har været i telefonisk kontakt med Christian.”
Michael stirrede ind i de surrealistisk blå øjne. ”Men gjorde vi ikke på vores sidste møde meget klart opmærksom på, at du skulle orientere os, hvis du hørte fra ham?”
”Jo, det gjorde I. Og derfor har jeg også netop orienteret jer.”
”Men hvornår var du i kontakt med ham?” indskød Tina
”Ja, se det husker jeg ikke helt præcist,” smilede Nils Lund. ”Jeg har haft så vanvittigt travlt på det sidste.”
”Men hvorfor i himlens navn kontaktede du os ikke straks, da du havde talt med ham?” fortsatte Tina aggressivt.
”Årh, min mobil var løbet tør for strøm, og så kom jeg fra det igen. Jeg har som nævnt haft meget at se til. Og så sagde han i øvrigt ikke noget af betydning. Det var bare et ganske kort opkald om, at han havde det godt, og at jeg ikke skulle være bekymret for ham. Der var derfor ikke så meget, jeg kunne fortælle jer. Men nu ved I det under alle omstændigheder.”
Snedige bæst, tænkte Michael. Han bliver presset til at give et svar, før han ved, hvor meget vi reelt ved. Han undgår derfor behændigt at lyve om, at han har talt med Bjørnbo, da dette kunne bringe ham i fedtefadet. Selv om hans opførsel ville kunne kritiseres, ville man aldrig kunne få fyren dømt for medvirken til noget som helst på dette grundlag. Ud fra hans forklaring havde han ikke gjort sig skyldig i andet end en forglemmelse, hvilket ikke i sig selv var kriminelt. Direkte adspurgt havde han bekræftet kontakten.
”To ting,” sagde Michael alvorligt og holdt to fingre i vejret. ”Nu fortæller du os først ordret, hvad I talte om i telefonen - og så har du fandeme at kontakte os straks, hvis du hører fra ham igen. Og med straks mener jeg straks - okay.”
Nils Lund stirrede Michael direkte ind i øjnene. ”To ting” sagde han og holdt på tilsvarende vis to fingre i vejret. ”For det første har jeg indtil nu besvaret alle jeres spørgsmål, så jeg forstår ikke jeres kritik. Det er jer, der er politiet, og derfor jer, der må stille spørgsmålene. Så skal jeg nok svare, som jeg finder det bedst. For det andet kender jeg ikke præcist juraen på disse områder. Jeg vil derfor rådføre mig med min advokat, før jeg lover jer noget som helst fremover.”
Han klarede igen op i sit blændende smil. ”Men skulle vi ikke hellere bevare det gode forhold? Vi ønsker jo alle det samme - nemlig at få den, som dræbte Stine Jamie, buret inde hurtigst muligt.”
Inden Michael eller Tina kunne nå at svare, fortsatte Nils Lund. ”Det bringer mig videre til, om du har fået læst op på lektien siden sidst. Er du blevet klogere på alt det omkring den forsvundne pc, som vi talte om, sidst I var her?”
Fuck, tænkte Michael. Nu gør han det igen. Bytter om på rollerne og tager teten.
Michael lagde begge hænder på bordet med håndfladerne nedad og lænede sig frem. ”En ting ad gangen. Fortæl os nu blot, hvad du og Christian Bjørnbo talte om i telefonen.”
Nils Lund foldede hænderne bag nakken og lænede sig tilbage i stolen. ”Som sagt, ikke så meget. Det havde vel mest form af en kort hilsen med budskabet om, at han var o.k., hvilket jeg var glad for at høre.”
”Men sagde han ikke noget om, hvor i verden han befandt sig?”
”Nej - og jeg spurgte ikke.”
Tina kiggede mistroisk på ham. ”Hvorfor ikke? Ville du ikke gerne vide det?”
Nils Lund smilede. ”Hvis Christian ønskede, at jeg skulle vide, hvor han befandt sig, ville han vel have fortalt mig det, og jeg så ingen grund til at presse ham.”
Michael besluttede sig for at tage en chance mere. ”Men jeg ved, at du gav ham mit navn. Hvorfor gjorde du det?”
For anden gang i samtalen virkede det, som om den ellers så selvsikre ejendomsmægler havde brug for en kort tænkepause. Han vurderede givetvis, hvor meget Bjørnbo havde sagt i sin samtale med Michael. En samtale som Michael var overbevidst om, at Nils Lund kendte til.
Nils Lund samlede sig dog hurtigt og svarede roligt. ”Jeg mente, at det var det rigtigste at gøre, da jeg vidste, at I gerne ville tale med ham. Og jeg kan forstå af dit spørgsmål, at mine gode hensigter har båret frugt, og at Christian har kontaktet dig. Det glæder mig meget.”
Glat som en ål, tænkte Michael. Han kunne dog ikke lade være med at beundre fyren. Han tænker uden tvivl hurtigt, og begår ikke mange fejl.
”Men kan vi så ikke tale lidt om den forsvundne pc?” fortsatte Nils Lund uanfægtet ”Har du fundet ud af noget om den?”
Michael begyndte at føle sig træt i hovedet. På trods af at samtalen egentlig foregik i en fredelig atmosfære, og Nils Lund udadtil forekom både venlig og imødekommende, virkede det alligevel, som om de udkæmpede en udmattelseskamp, hvor man var nødt til at være meget omhyggelig med hvert eneste ord, der blev sagt.
”Jeg har læst de udskrifter af afhøringerne, hvor Bjørnbo nævner denne pc. Men vi ved ikke, hvor den er - eller om dens indhold overhovedet har nogen som helst relevans for sagen.”
Nils Lund kiggede tankefuldt på ham. ”Men hvordan har du det selv med det? Kunne du ikke rigtigt godt tænke dig at vide, hvor den er blevet af, og hvem der har taget den ... og ikke mindst kende indholdet?”
Michael spekulerede på, hvor Nils Lund ville hen med dette. Var det et skjult tilbud om at få lov til at se denne backup?
”Jo,” svarede han eftertænksomt. ”Såfremt denne pc - eller en backup af denne pc findes, vil jeg meget gerne se, hvad den indeholder.”
Der blev helt stille i lokalet, og Nils Lund og Michael stirrede længe hinanden i øjnene. Igen var det Nils Lund, som tog ordet. ”Men så må vi jo håbe, at den pludselig dukker op.”
”Ja,” svarede Michael roligt. ”Eller at der dukker en kopi af indholdet op … sådan lige pludselig.”
Nils Lund kiggede demonstrativt på sit armbåndsur, som Michael genkendte som et Rolex. ”I må undskylde mig nu. Jeg har en anden aftale. Har I fået svar på det, I ønskede?”
Michael rejste sig fra bordet. ”Jeg ved ikke ... har vi?” Han kiggede spørgende på Tina
Tina trak på skuldrene. ”Ellers kommer vi tilbage.”
”I skal være så velkomne. Men ring lige forvejen, så I ikke kører forgæves.” Nils Lund gav Michael hånd og lagde venskabeligt venstre hånd på hans højre skulder samtidig. Bagefter vendte han sig mod Tina, og til Michaels store overraskelse gav han hende et hurtigt knus, hvilket Tina endnu mere overraskende så ud til at finde sig i. Det var satans, tænkte Michael. Han kendte med garanti ikke andre i verden som ville slippe af sted med at give knus til en næsten fremmed politikvinde i denne situation. Helt irrationelt besluttede han i dette øjeblik, at hvis han nogensinde skulle sælge sit hus, ville han henvende sig til Nils Lund.
”Hvad fik du ud af det her cirkus?” spurgte Michael, da de igen sad i bilen uden at have tændt motoren. Tina grundede lidt over spørgsmålet, før hun svarede. ”Jeg er stinkende sikker på, at den gode Nils Lund er langt mere indblandet i denne sag, end han giver udtryk for. Jeg er også helt sikker på, at han er i løbende kontakt med Christian Bjørnbo.”
I det samme så de Nils Lund komme ud af bygningen med den lille papkasse under armen. Han satte sig ind i en stor sort BMW og kørte væk i høj fart.
”Så skal der sælges et hus mere,” konstaterede Tina tørt. ”Han er utvivlsomt overordentlig god til sit arbejde. Jeg skal aldrig købe et hus af ham … han kunne sikkert prakke mig hvad som helst på.”
”Tjaa,” smilede Michael. ”Men han kunne godt få lov at sælge mit hus, hvis vi ellers skulle sælge.”
Michael startede bilen og bad Tina ringe til Anja Ledin og varsle deres ankomst.
På vej ud til Anja Ledin, som befandt sig i sit hjem, spurgte Tina: ”Alt det der med, at du gerne ville se en kopi af pc’en …var det en invitation til Bjørnbo om at kontakte dig igen?”
Michael nikkede langsomt, mens han kiggede ud af forruden. ”Ja, sådan kan man godt udlægge det. Jeg fornemmede både ved det første møde og på mødet i dag, at Nils Lund forsøger at sige os noget … prøver at etablere en kontakt … forstår du, hvad jeg mener?”
”Ja,” svarede Tina. ”Og jeg er enig … jeg frygter bare, at denne Nils Lund er i stand til at løbe om hjørner med os. Han er lidt for smart og glat.”
”Ikke lige sommerhus og havegrill-typen, vel?” sagde Michael med påtaget alvor.
”Nej, bestemt ikke,” grinede Tina. ”Men vel heller ikke ligefrem rygsæk og pampas-typen … nok nærmere lystyacht i Caribien med champagne og silkelagen-typen.”
”Men det lyder jo heller ikke så tosset,” tilføjede hun lidt efter med et suk.
”Nu må du styre dig!” udbrød Michael drillende ”Først Fængsels-Mark og nu Charme-og-knus-på-kinden-Nils. Er der nogen i denne sag, du ikke tænder på?”
Hun slog ham hårdt på skulderen. ”Årh, hold dog op. Jeg tænder sgu da ikke på dem, men de ser da begge ret godt ud, på hver deres måde…ikk?”
En tanke slog pludselig ned i Michael. ”Kassen,” udbrød han.
Tina så desorienteret ud. ”Hvilken kasse? Hvad vrøvler du nu om?”
”Lagde du ikke mærke til den kasse, Nils Lund havde med, da han kom - og igen da vi så ham forlade butikken for et øjeblik siden?”
Tina var stadig slet ikke med. ”Øhh jo, men kan du komme det lidt nærmere?”
”Jeg tør vædde på, at harddisken var i den … satans, satans.”
Tina så måbende på ham. ”Hvorfor i alverden skulle harddisken være i den kasse?”
”Indholdets størrelse kunne godt passe med den harddisk, den gamle frk. Jamie beskrev. Og selvfølgelig har Bjørnbo behov for, at nogen hjælper ham med at åbne harddisken. Den er sikkert beskyttet med koder og alt muligt.”
”Og det tror du, ejendomsmægler Nils Lund er mand for?” spurgte Tina tvivlende.
”Nej, nej, ikke ham selv. Men Christian Bjørnbo kan ikke så godt gå ind i den første den bedste pc-butik og bede om hjælp til at åbne den. Det kan Nils Lund imidlertid.”
Michael lavede en U-vending og kørte med høj fart tilbage ad den vej, de netop var kørt.
”Hvad fanden har du gang i?” indvendte Tina bekymret. ”Han er da over alle bjerge nu.”
”Pis,” snerrede Michael. ”Måske ved kontorpigerne, hvor han er kørt hen.”
”Er det så ikke nemmere, at jeg ringer til ham? Jeg har hans mobiltelefonnummer her.”
Michael fortsatte i høj fart tilbage mod den store ejendomsmæglerforretning. ”Prøv. Sig, at vi vil tale med ham nu!”
Tina ringede hurtigt op og ventede. Michael kiggede utålmodigt på hende, men hun rystede blot på hovedet. ”Han svarer ikke.”
Tilbage ved forretningen løb Michael ind i forkontoret. ”Hvor skulle Nils Lund hen?” råbte han forpustet.
Kvinden kiggede overasket på ham. ”Et øjeblik - så skal jeg tjekke det.” Hun slog op på sin computer. ”Der står ikke noget i hans kalender, så jeg ved det faktisk ikke. Han sagde blot, at han havde et møde og var tilbage senest kl. 13.00.”
Michael tænkte sig hurtigt om. ”Plejer han at notere kundemøder og fremvisninger i sin kalender.”
”Ja” svarede kvinden afmålt. ”Det gør han normalt altid. Men der kan jo ske fejl, og der kan også være tale om et privat ærinde. Det blander vi os naturligvis ikke i.”
Michael nikkede for sig selv og tænkte, et privat ærinde - ja, det skal jeg lige love for.
Han takkede kvinden og gik ud til bilen og orienterede Tina.
Hun nikkede for sig selv. ”Måske har du ret. Men det er under alle omstændigheder for sent nu. Han er væk.”
”Pis,” råbte Michael højt. ”Hvis jeg har ret, er han fandeme fræk. Han vidste, at vi ventede på ham, og alligevel svansede han bare ind på sit kontor med harddisken under armen.”
Tina grinede. ”I så fald er han altså virkelig cool.”
”Hold kæft,” sagde Michael blot og vendte igen bilen og kørte på ny mod Anja Ledins adresse.