Fredag den 8. maj
Solen brød pludselig frem mellem skyerne, da Michael og Tina kørte mod Anja Ledins adresse på Islands Brygge på Amager. Michael undrede sig over, hvor meget solens tilstedeværelse betød. Fra det ene øjeblik til det andet var verden fuldstændig forandret. Før solen kom frem, havde alt virket trist og gråt. Det var, som om ens øjne automatisk blev ledt mod alt det grå og triste, når det regnede. De tunge grå husfacader, den mørke våde kørebane og menneskene på fortovene, som så forfrosne og tilknappede ud. Så snart solen kom frem, begyndte øjnene som ved et trylleslag at fokusere på andre ting. Pludselig blev man opmærksom på, at det rent faktisk var forår. Man så, at træerne var lysegrønne, og at der tittede blomster frem på selv de mest usandsynlige steder i rabatten, og man blev opmærksom på fuglene i træerne. Hvor mon de havde været henne, mens det regnede? Michael skævede over mod Tina. Selv hun så anderledes ud, nu når solen skinnede ind gennem bilens vinduer. Hendes korte strithår, som ellers havde virket ret livløst, afslørede nu pludselig flere forskellige farvenuancer, og hendes blå øjne virkede klarere end for blot et øjeblik siden.
Tina bemærkede, at han studerede hende, og vendte blikket mod ham. ”Hvis du har ret omkring, at Nils Lund aktivt hjælper Bjørnbo, burde vi så ikke få ham overvåget og hans telefon aflyttet?”
Michael tænkte sig lidt om, før han svarede. ”Jo, det burde vi nok. Hvis det rent faktisk var harddisken, han kørte af sted med, skal han vel også hente den igen på et tidspunkt. Problemet er nok bare at få tildelt ressourcer til en overvågning, når vi intet konkret har at gå efter.”
Tina sukkede. ”Du har nok ret. Der skal formodentligt mere til end spekulationer og en papkasse, som måske bare indeholder salgsopstillinger.”
De fandt hurtigt den opgang i Nansensgade, hvor Anja Ledin boede, men som altid var det umuligt at finde en P-plads. Michael kunne mærke irritationen stige. Hvis man antog, at det var korrekt, når man sagde, at man har de politikere, man har fortjent, måtte københavnerne virkelig ikke have gjort sig fortjent til noget godt. Gennem de sidste mange år havde man løbende reduceret antallet af P-pladser i København i den tro, at det ville medfører færre biler og mindre trafik i byen. Enhver med bare det mindste omløb i hovedet kunne jo regne ud, at det naturligvis ikke havde nogen som helst virkning på trafikken. Folks kørselsbehov blev jo ikke mindre af, at det var vanskeligt at finde en P-plads. Til sidst opgav han og valgte i stedet at parkere ulovligt. De kunne ikke blive ved med at spilde tiden på det her pjat, selv om han selv ville komme til at betale en eventuel bøde. Selv ikke politiet må parkere ulovligt, medmindre der er tale om en situation, som kræver det. Han lagde stopskiltet - eller slikkepinden som den ofte kaldes - i forruden. Måske ville det formilde - eller forvirre - en eventuel P-vagt. Anja Ledin viste sig at være en køn fyldig ung kvinde. Hun havde håret sat op i en hestehale, som vippede fornøjet, når hun gik. Hun var iført et par løse joggingbukser og en stor T-shirt. ”Beklager påklædningen,” smilede hun. ”Men jeg er hjemme i dag, fordi jeg er snotforkølet, og jeg har bare ligget og gloet fjernsyn hele dagen.”
Michael kunne konstatere, at hun også lignede en, der var godt gammeldags forkølet. Øjnene var matte, og hun var helt rød om næsen efter hyppig brug af lommetørklæder.
”Må jeg byde på noget?” spurgte hun.
Michael rystede på hovedet. ”Nej, tak. Vi skal ikke forstyrre dig ret længe. Vi har bare lige et par hurtige spørgsmål.”
Han startede med at bede hende uddybe, hvad manden, som havde udgivet sig for at være fra politiet, havde sagt, da han ringede til hende.
Anja Ledin gentog det, hun havde fortalt Michael i telefonen, uden at der kom noget nyt frem.
Michael nikkede eftertænksomt. ”Du havde fuldstændig ret i, at fyren ikke var fra politiet. Vi er faktisk ret overbeviste om, at det var Christian Bjørnbo selv, der ringede til dig. Det var kvikt af dig at opfange, at der var noget galt.”
Kvinden så lidt chokeret ud. ”Puha. Skræmmende, at den lede fyr har taget kontakt til mig. Jeg håber ikke, at han kan finde på at opsøge mig.”
Tina smilede beroligende til hende. ”Det tror jeg bestemt ikke, at du skal frygte. Det virker, som om han fik de oplysninger, han skulle bruge. Vi har ingen som helst grund til at tro, at han vil kontakte dig igen.”
Anja Ledin smilede mat. ”Jeg håber, at I har ret.”
Michael greb chancen for at komme ind på det emne, som var den egentlige årsag til deres besøg.
”Jeg tror kun, at han kan finde på at kontakte dig igen, hvis han tror, at du kender noget til, hvor Stine Jamies pc er blevet af. Det virker, som om han er meget opsat på at få fat i den. Hvis du ved noget som helst om, hvad der er sket med pc’en, bør du fortælle os det nu.”
Han tav et kort øjeblik, før han tilføjede: ”Om ikke andet for din egen sikkerheds skyld.”
Anja Ledin så både overrasket og forskrækket ud. ”Jamen, jeg har ingen som helst anelse om, hvor pc’en er blevet af. Jeres kollegaer spurgte en del til det lige efter mordet, men jeg fik det indtryk, at de mente, at det var ham Bjørnbo som havde taget den.”
Michael nikkede igen. ”Det er korrekt, at det var den opfattelse, politiet havde på det tidspunkt. Men hvis det var tilfældet, giver det jo ingen mening, at han nu jagter en backup af den selvsamme pc.”
Han tav og lod ordene hænge i luften.
Det gik tilsyneladende pludselig op for Anja Ledin, hvad det var, han antydede.
”Tror I, at jeg har stjålet den?” udbrød hun vantro.
Tina lagde beroligende en hånd på hendes skulder. ”Vi tror ingenting. Vi prøver blot at finde ud af, hvad der er sket med pc’en. Vi håbede på, at du kunne hjælpe os. Måske ved du noget, som du ikke engang selv er klar over kan have betydning.”
Anja Ledin kiggede mistroisk på hende. ”Jeg har i hvert fald ikke stjålet den. Og jeg ved ingenting om, hvor den er blevet af.”
Michael smilede med, hvad han håbede kunne opfattes som et afvæbnende smil. ”Kan du ikke fortælle os lidt mere om den pc og om Stine Jamies forhold til den?”
”Det er egentlig sjovt, at du bruger ordet forhold,” svarede Anja Ledin eftertænksomt. ”Normalt vil jeg påstå, at man ikke kan have et forhold til en død ting som en pc. Men i Stines tilfælde var det anderledes. Man kan vel på en måde godt sige, at hun havde et forhold til sin pc.”
”Hvordan det?” spurgte Tina interesseret.
”Jo, altså … hun var mere end almindelig glad for den. Hun brugte utrolig mange timer foran den ,og hun tog den altid med sig. Hun havde den med på sit værelse om aftenen, når hun rejste, ved bordet når hun spiste - og sågar nogle gange med på toilettet, hvilket jeg fandt ret underligt og lidt klamt. Hun kunne også blive helt hysterisk, hvis noget ikke fungerede, som det skulle.”
”Hvornår så du den sidst?”
Anja Ledin tøvede, inden hun svarede. ”Jeg ved det ikke helt præcist. Jeg tror, at den var på skrivebordet aftenen før mordet, men jeg er ikke sikker.”
Michael kiggede på kvinden, som virkede meget troværdig. ”Men du er sikker på, at den var væk, da du kom hjem og fandt Stine myrdet?”
Det var tydeligt, at minderne påvirkede hende, og hendes øjne begyndte at blive fugtige. ”Nej, det er jeg ikke sikker på. Det var så forfærdeligt … Det han havde gjort ved Stine … Jeg ringede bare til politiet, og så kan jeg ikke huske så meget mere, ud over at jeg brækkede mig inde i stuen. Jeg fik noget beroligende af en læge, og det hele står lidt tåget for mig. Det var først senere, da politiet begyndte at spørge til pc’en, at jeg blev opmærksom på, at den ikke længere var i lejligheden.”
”Hvor længe var det efter mordet?”
Anja Ledin rystede på hovedet. ”Jeg husker det ikke præcist. Nogle dage … måske en uge.”
Tina lagde igen sin hånd på hendes skulder. ”Har nogen haft adgang til at tage pc’en i dagene efter mordet?”
”Jeg ved det ikke,” snøftede Anja Ledin, og Michael havde svært ved at vurdere, hvor meget af snøfteriet der skyldtes forkølelse, og hvor meget der skyldtes de ubehagelige minder, som de rodede op i.
”Der var jo en masse mennesker i lejligheden de næste dage. Politifolk og teknikere, som ledte efter spor og alt sådan noget. Jeg flyttede hjem til min kæreste i dagene efter mordet.”
Michael rettede sig op i stolen. ”Et sidste spørgsmål. Har du nogen som helst ide om, hvad det var, Stine arbejdede så ihærdigt med på sin pc?”
Anja Ledin rystede på hovedet. ”Når jeg spurgte hende, svarede hun blot, at det var arbejde. Men jeg ved faktisk ikke helt præcist, hvad hun arbejdede med. Mens vi boede sammen, arbejdede hun altid hjemmefra - eller var ude og rejse. Typisk var hun væk 4-5 dage for så igen at vende hjem og arbejde med sin pc. Jeg tror, at hun måske var en slags konsulent eller sådan noget inden for noget med biologi. Men hun talte sjældent om det, så jeg ved det ikke præcist.”
Michael og Tina rejste sig og takkede Anja Ledin for hjælpen.
”… Og god bedring,” råbte Tina, da de var på vej ned af trapperne fra den lille lejlighed.
”Hvad mener du om det?” spurgte Michael, da de atter sad i bilen.
Tina kiggede på ham. ”Hun har ikke taget den pc. Det er jeg stensikker på.”
”Enig,” sagde Michael og startede motoren. ”Men hvilke konklusioner leder det os frem til?”
Tina grundede lidt over det. ”Vi må antage, at pc’en var i lejligheden, da mordet skete. Der er vel ikke grund til at tro andet, vel?”
Michael rystede på hovedet, og Tina fortsatte. ”Det er heller ikke sandsynligt, at nogen ud over Anja Ledin og vores egne teknikere har haft mulighed for at stjæle pc’en i dagene efter mordet. Og det tror ingen af os vist rigtigt på er tilfældet.”
”Nej, ingen af delene forekommer særligt sandsynligt,” medgav Michael.
Tina rystede opgivende på hovedet. ”Men så er vi jo tilbage ved, at det kun kan være Bjørnbo, der har taget pc’en … og så giver det ingen mening, at han nu jagter en backup af den selvsamme pc. Det er som at spille ludo. Vi bliver hele tiden slået hjem til start.”
”Jeg kan kun se to muligheder,” tog Michael over. ”Enten tog Bjørnbo pc’en, men fandt ikke det, han søgte på den, og han tror derfor nu, at det, han søger, ligger på backuppen. Men lyder det ikke lidt for søgt? Hvorfor skulle man have noget på en backup, som man ikke har på sin pc?”
Han rystede opgivende på hovedet, mens han fortsatte. ”Eller også var der nogen i lejligheden, efter at Christian Bjørnbo forlod den og før Anja Ledin kom hjem. Og du kan godt se, hvad det betyder, ikk?”
Tina stirrede på ham. ”Jo,” sagde hun stille. ”I så fald kan andre end Christian Bjørnbo have haft mulighed for at begå mordet.”