.Fredag den 8. maj
Det var blevet mørkt uden for sommerhuset, da Christian spændt koblede den lille harddisk fra John Virat til pc’en. Det havde ikke givet problemer at få fat i harddisken. Niller havde ganske enkelt hentet den hos John Virat og som aftalt afleveret den i boligbutikken i Helsingør, hvor Christian kort efter havde hentet den. Niller mente ikke, at politiet overvågede ham, men der var ingen grund til at løbe nogen risiko ved at mødes. Som John Virat havde sagt, indeholdt pc’en en del af Stines private korrespondance, som ikke umiddelbart virkede interessant. Christian kunne ikke lade være at klikke på en mappe med navnet Billeder. En række yderst intime billeder af Stine kom op på skærmen, og Christian begyndte at ryste svagt, da han klikkede sig igennem billederne. På mange af billederne kiggede Stine direkte ind i kameraet med det lille skælmske smil, som han havde kendt så godt. Det var stadig uvirkeligt at forestille sig, at hun var død. Selv om billederne var meget erotiske, var de af god kvalitet og tydeligvis taget af en fotograf, som vidste, hvad han gjorde. Christian kunne ikke lade være med at spekulere på, hvem der havde taget disse billeder, og i hvilken anledning. På billederne lignede Stine mere den kvinde, han havde mødt den sidste dag før hendes død, end den kvinde han havde haft et forhold til flere år tidligere. Billederne måtte derfor være taget inden for de sidste par år. Han måtte give John Virat ret i, at fotografierne meget vel kunne være taget med tanke på anvendelse på en datingside eller lignende. Alternativt kunne de være tænkt som en meget intim gave til en elsker. Christian følte en begyndende ophidselse i mellemgulvet ved at se på de erotiske billeder. Han besluttede sig for at slå væk fra billederne. Han ville først kigge nærmere på harddiskens øvrige indhold. Bagefter kunne han kigge mere på billederne og eventuelt gå på nettet og søge efter andre erotiske billeder - gerne med S/M-temaer. Han kunne mærke, at hans krop trængte til en udløsning. Det ville også være en kærkommen lejlighed til at stresse lidt af efter mange belastende dage.
Det næste han kiggede på var e-mail-arkivet. Det virkede, som om det ikke var alle mails, Stine havde gemt på harddisken, men alene mails med arbejdsmæssigt indhold.
Mange af de ældste mails var på tysk og stammede tilsyneladende fra Stines tid i Schweiz og var sendt til og fra en mail-adresse i firmaet BioPointer GmbH. Christian huskede udmærket denne mail-adresse, da det var til denne, han havde skrevet til Stine i den første tid, efter at hun var flyttet til Schweiz. Christian talte rimeligt tysk, men disse mails indeholdt mange fagudtryk, og han måtte hurtigt erkende, at han ikke forstod ret meget af indholdet. Nogle af mailene havde tilknyttet forskellige former for filer, som indeholdt en masse opstillinger med noget, der lignede kemiske betegnelser. Den sidste mail vedrørende BioPointer GmbH var dateret i oktober 2007, hvilket måtte have været omkring det tidspunkt, hvor Stine var stoppet i firmaet.
De øvrige mails var sendt til eller fra en mail-adresse med navnet stine.jamie@sif.com. Arkivet indeholdt ikke mindre end 1.402 e-mails, hvoraf de 507 var sendt af Stine. Resten var mails, hun havde modtaget.
Christian åbnede usystematisk nogle af mailene til den nye mail-adresse. Indholdet mindede umiddelbart meget om mailene fra Stines tid i BioPointer, da de havde tilsvarende teknisk indhold. Til forskel fra de første mails, som alle havde været på tysk, var de efterfølgende mails på flere forskellige sprog. Der var mails på både engelsk og tysk samt en del med noget, der ville kunne betegnes som nordisk - altså en sammenblanding af dansk, norsk og svensk. Af mail-adresserne fremgik det, at der var sendt og modtaget mails fra blandt andet Schweiz, Frankrig, Spanien, Italien, Japan, Finland, USA og England, Norge og Sverige. Christian smilede for sig selv, da han konstaterede, at mailene til de franske e-mail-adresser var skrevet på engelsk. Han huskede tydeligt, at Stine havde haft meget stærke meninger om, at hun hadede fransktimerne i gymnasiet.
Hun havde valgt matematisk-fysisk linje, og hun havde derfor ikke kunnet forstå, at hun skulle være tvangsindlagt til fem fransktimer om ugen. En nærmere gennemgang af nogle af mail-adresserne viste, at de repræsenterede en blanding af noget, der lignede private mail-adresser og mail-adresser, hvor den sidste del af adressen antydede tilhørsforhold til internationale virksomheder og udenlandske universiteter. Den første mail med den nye mail-adresse var helt tilbage fra april 2006, mens den nyeste var fra den 20. september 2008 - altså kun knap en uge før Stine blev myrdet. Christian sukkede. Det ville tage meget lang tid at læse samtlige mails igennem. De fleste var temmelig lange og fyldt med tekniske udtryk på fremmede sprog. Han følte sig dog overbevist om, at hvis Stine havde ligget inde med værdifuld viden, måtte denne viden ligge gemt i disse mails. Han hentede en cola i køleskabet og begyndte at læse i mails sendt til og fra den nyeste mail-adresse. Han startede med de ældste og de nyeste mails i håb om, at han her ville komme på sporet af, hvad det hele handlede om. De første mails var alle udvekslet mellem Stine og to andre personer. Den ene var en Stieg Andersson, som åbenbart arbejdede på noget, der hed HPC2N ved Umeå Universitet. Den anden hed Günter Vogel og var fra Faculté de Médecine de Genève.
Hovedparten af mailene indeholdt en masse teknisk volapyk. En del af de første mails gav indtryk af, at Stine og Günter Vogel var i gang med at opbygge et kontaktnet af forskere fra hele verden. En af de tidlige mails drejede sig, så vidt Christian kunne vurdere, om nogle resultater inden for kræftforskning. Hans første tanke var derfor, at det måske var inden for kræftforskningen, at Stine var nået frem til en vigtig opdagelse. I takt med at han arbejdede sig gennem flere mails, måtte han til sin store skuffelse konstatere, at billedet var langt mere broget, og at der ikke umiddelbart tegnende sig et klart billede af, hvad det var for en opdagelse, Stine mente hun havde gjort. Mailene kom fra forskere fra hele verden og omhandlede et væld af forskellige forskningsområder og specialer. For at danne sig et overblik begyndte han at opliste alle de fagområder, han stødte på. Da han var ved at være træt af at stave sig gennem de mange svært forståelige mails, tog han en pause og studerede den oversigt, han havde lavet. Han sukkede tungt, da han måtte konstatere, at der ikke umiddelbart så ud til at være nogen sammenhæng i de mange forskningsområder. Forskerne arbejdede tydeligvis med vidt forskellige forskningsområder inden for biologi og medicin, der ikke umiddelbart indbyrdes havde noget med hinanden at gøre. De forskere, som Stine kommunikerede direkte med, havde tilsyneladende hver især kontakt til et bagvedliggende netværk af forskere inden for deres fagområder, og det virkede, som om de fungerede som en slags områdeansvarlige inden for deres felt. Günter Vogel og Stine kommunikerede kun direkte med de områdeansvarlige, som løbende indsendte meget store mængder data i form af vedhæftede filer. I andre mails sendte Stine store mængder data til Stieg Andersson i Umeå. Om det var de samme data, Stine sendte videre i en anden form, kunne Christian ikke vurdere, men noget kunne tyde på det. Christian kunne kun i meget få tilfælde læse de vedlagte filer, da hovedparten af dem enten var kodede eller optrådte i nogle formater, som Christians pc ikke kunne åbne. Men hvis de få filer, han kunne åbne, var repræsentative for de øvrige filer, gjorde det ikke den store forskel, da de indeholdt endeløse mængder af tabeller og data, som ikke sagde Christian det mindste. Der var også en del mails, som indeholdt aftaler om, at Stine skulle hente data forskellige steder i verden, når indholdet eller mængden af data af en eller anden årsag var uegnet til at sende via e-mail. En anden interessant ting var, at Stine i mailene underskrev sig med titlen Chief Coordinator for en fond ved navn The Science Infosystem Foundation - hvilket forklarede ”sif.com” i mail-adressen. Christian prøvede at finde oplysninger om denne fond på nettet, men til hans store ærgrelse kunne han intet finde. Det hele fremstod temmelig uoverskueligt og uforståeligt, og Christian var skuffet over, at han ikke fandt noget konkret at gå efter.
Først i den sidste mail, Stine havde sendt til Stieg Andersson, var der noget, som så ud til at bekræfte, at Stine vitterligt havde været på sporet af et eller andet vigtigt.
.Hej Stieg
Jeg har brugt hele vejen hjem fra Umeå til at spekulere over det, du fortalte mig og om din mistanke.
Jeg er sikker på, at det bare er noget, du forestiller dig. Vi er alle meget pressede og nervøse i denne tid. Jeg tager også hele tiden mig selv i at tvivle på, om vores resultater virkelig er korrekte, selv om jeg jo godt ved, at de er gode nok. Det er nok meget naturligt, at vi rammes af både tvivl og frygt for det, vi står over for. Det er så stort, at det er helt naturligt, at vi næsten ikke kan rumme det.
Men intet kan stoppe os nu, så lad os bevare roen og fortsætte efter den aftalte plan. Der er intet, vi kan gøre før M-dag. Jeg ved, at du har arbejdet hårdt i mange måneder, så slap af de næste uger og glæd dig til, at resultatet af vores anstrengelser bliver kendt. Når først det sker, skal vi vist ikke regne med meget fred og ro i lang tid fremover.
Din Stine
Ophidselsen skyllede gennem Christians krop. Her var endelig noget konkret, som tydede på, at Stine havde talt sandt den aften i september. Hun bar virkelig på en hemmelighed, som hun mente var af stor betydning.
Selv om hovedparten af de øvrige mails ikke gav den store mening for ham, havde han trods alt nu en række navne, han kunne gå videre med. Han kiggede på uret. Klokken var 23.15, og det var for sent at forsøge at få fat i nogle af de mennesker, Stine havde korresponderet med. Han forsøgte i stedet at gennemskue, hvad de enkelte specialer og forskningsområder dækkede over, og hvem, de personer bag mailene var. Der optrådte en del private mail-adresser, der ikke røbede noget om, hvor personerne bag dem arbejdede. Men der var også et stort antal mail-adresser, der bekræftede, at mange forskellige fagområder var repræsenteret. Der var mail-adresser fra flere store universiteter og fra en række store internationale medicinalvirksomheder. Endvidere var der adresser, som indikerede tilhørsforhold til forskellige forskningsenheder og fonde, som Christian aldrig havde hørt om. Han begyndte at slå nogle af dem op på internettet for at danne sig et billede af, hvad de forskellige medicinalfirmaer, forskningsenheder og fonde beskæftigede sig med. Det eneste der blev tydeligt var dog, at der ikke var noget mønster i det. Alle mulige fagområder inden for biologi og lægevidenskab var repræsenteret. På internettet fandt han henvisninger til flere af personerne bag navnene, men her var billedet ikke mere klart. Mailene repræsenterede personer med næsten enhver tænkelig baggrund og med ethvert tænkeligt speciale. Der var eksempelvis personer, som forskede i så forskellige ting som cancer, Alzheimers/demens, genforskning, hjertekarsygdomme, molekylærbiologi, stamcelleforskning, proteiner, hormoner, enzymer, frie radikaler og ernæring. Hertil kom en række fagområder og specialer, som han aldrig havde hørt om.
Christian kiggede på sine notater og rystede opgivende på hovedet. Han havde håbet på at finde en eller anden form for fællesnævner blandt de forskningsområder, der var involveret, for på denne måde at kunne indkredse, hvad det var Stine og hendes kollegaer havde haft gang i. Men i stedet blev billedet mere og mere sløret, efterhånden som han kunne tilføje stadig nye forskningsområder til sin liste. Han kunne ikke komme videre lige nu, og han var ved at være træt. Den eneste farbare vej forekom at være at tage kontakt til nogle af de mange personer fra Stines mails. Nogen måtte jo vide noget. Han åbnede Stines adressekartotek. Mange af navnene var de samme som dem, han havde set på mailene, men der var også mange nye navne. Der var også et navn, han kendte rigtig godt - hans eget. Til slut åbnede han igen billederne af Stine, og ophidselsen fra tidligere vendte tilbage. Bevidstheden om, at hun var død, gjorde dog, at han ikke kunne holde ud at se på dem ret længe. I stedet gik han på internettet og i søgefeltet på Google skrev han BDSM. Han fandt hurtigt frem til en række billedserier af et par, som dyrkede sex, mens kvinden var hjælpeløst bundet i forskellige stillinger og modtog forskellige former for pisk.
Det var længe siden, at han havde haft adgang til at se sådanne billeder, og ophidselsen skyllede igennem ham, mens han tilfredsstillede sig selv. Lige inden han kom, tænkte han på Sidsel. Han ønskede inderligt, at hun havde været hos ham nu.