Lørdag den 9. maj
Christian blev vækket ved, at solen fandt vej ind gennem en sprække i gardinerne og ramte ham i ansigtet. Der var varmt i det lille soveværelse, og han følte sig tung i hovedet. Han stod op og trak gardinerne til siden. Udenfor viste det danske forår sig nu pludselig fra sin bedste side. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var næsten vindstille. Det var ikke ofte, at det danske forårsvejr så sådan ud. Christian trængte til frisk luft og til at røre sig. Han smuttede derfor hurtigt i løbetøjet. Inden han tog af sted, stod han med huen i hånden og overvejede, om han skulle tage den på. Det var nok for varmt til at være behageligt med hue. Han lod dog hensynet til sikkerheden vinde og trak huen godt ned om ørerne og tog solbrillerne på. Vejret var lige så pragtfuldt, som det havde set ud fra vinduet i soveværelset. For første gang i lang tid kunne Christian mærke solen varme kroppen igennem løbetøjet.
Da han efter næsten en times løbetur vendte tilbage til sommerhusområdet, havde han det meget bedre, og han følte sig mere klar i hovedet. På vejen ned til sommerhuset i bunden af vejen mødte han flere sommerhusgæster, som nikkede til ham, da han løb forbi. De første dage havde hovedparten af sommerhusene ligget øde hen, men weekenden og det gode vejr havde lokket mange sommerhusejere til. De mange mennesker bekymrede ham lidt. Det skulle lige passe, at der var nogen, som genkendte ham. Han var glad for, at han havde valgt at tage huen og solbrillerne på, selv om der sikkert var nogen, som ville undre sig over, at han løb med hue i det dejlige forårsvejr.
Tilbage i sommerhuset drak han et glas koldt appelsinjuice, mens han trak det svedige tøj af. Herefter gik han ud i badeværelset og åbnede for bruseren. Mens han badede, syntes han, at han hørte nogen banke på døren. Fandens også, tænkte han. Det er sikkert en eller anden nævenyttig nabo, som vil hilse på eller byde på kaffe. Han skyndte sig at skylle sæben ud af håret og lukke for bruseren. Mens han tørrede sig, hørte han pludselig en svag skramlen fra stuen. Han stivnede. Kunne det være politiet, som havde sporet ham? Han så sig om i det lille badeværelse. Han havde ingen tøj med derud, og der var ikke umiddelbart noget, han kunne bruge som våben. Han bandt hurtigt håndklædet om livet og kiggede forsigtigt ud gennem nøglehullet. Der var intet at se. Han åbnede forsigtigt et lille vindue, som var placeret lige over toilettet og kiggede ud. Heller ikke her var der noget at se. Vinduet var for lille til, at han kunne kravle ud gennem det. Så hvis der var nogen, som ventede på ham i stuen, var han fanget som en rotte i en fælde. Han tog en dyb indånding og åbnede langsomt døren og gik ud i den lille mellemgang. Han lyttede igen, men alt var stille. Lige da han skulle til at gå videre, hørte han en svag lyd. Det lød, som om der sad nogen inde i stuen. En svag knirken og lyd af stof imod stof. Han vurderede afstanden hen til hoveddøren og skulle lige til at løbe, da hans blik ved et tilfælde strejfede spejlet i entréen, som gav ham et glimt af stuen. Et smil bredte sig over hans ansigt. Han trådte ud i stuen og sagde: ”Sidsel, for fanden, du var ved at skræmme livet af mig.” Sidsel sad i sofaen og smilede tilbage til ham. Hun var klædt i en let blomstret kjole og lignede en reklame for forår. Hendes sorte hår faldt ned over hendes brune skuldre. ”Hej skat,” sagde hun og rejste sig og gik ham i møde og lagde sine arme om halsen på ham og kyssede ham lidenskabeligt. Efter en tid holdt han hende ud fra sig. ”Og det var sikkert at komme her?”
Hun grinede. ”Ja, det skulle jeg mene. Det gik fuldstændig. som du havde forudsagt. Politiet tjekkede op på, at jeg var i Paris. Så snart jeg havde bekræftet det, tog jeg af sted. Jeg lejede en bil i Paris, så ingen ved, at jeg er tilbage i Danmark.”
Christian grinede. ”Hvor er folk dog forudsigelige.”
Mere alvorligt forsatte han. ”Men du løber en risiko ved at være sammen med mig. Det bryder jeg mig ikke om.”
”Så er det godt, at det ikke er noget, du bestemmer,” sagde Sidsel med fast stemme. ”Det er alene op til mig at afgøre, om jeg vil løbe en risiko eller ej.”
Christian smilede til hende. ”Jeg er nu også ret glad for, at du er her. Jeg har tænkt meget på dig. Og du ser fantastisk ud i den kjole.” Sidsel drejede koket rundt, så den luftige kjole svingede om hendes slanke krop. ”Nyeste parisermode,” grinede hun. ”Købt i Paris i forgårs.”
”Jeg hopper lige i noget tøj. Så kan vi finde ud af, hvad vi skal bruge dagen til,” sagde Christian.
Sidsel sendte ham et frækt smil og tog fat i kanten af håndklædet, han fortsat havde om livet. ”Niksen - nul tøj lige nu. Jeg har ventet i månedsvis på at være alene sammen med dig.” Med taget i håndklædet trak hun ham hen mod døren til soveværelset, og han fulgte smilende efter.
Den næste time var de sammen i sengen. Elskoven var intens, men blid og følsom. Det var, som om de begge havde behov for ømhed og kærlighed. Da de bagefter lå svedige ved siden af hinanden i sengen, rullede Sidsel op på den ene albue og kiggede på ham. ”Hvad så nu? Har du fundet ud af noget?”
Christian overvejede, hvor meget han skulle fortælle hende, men kom hurtigt frem til, at det ikke gav mening at holde noget hemmeligt for hende. ”Jeg har fået fat i en backup af Stines pc.”
Sidsel kiggede overrasket på ham. ”Det var pokkers. Hvordan har du båret dig ad med det så hurtigt?”
Christian strakte sig i sengen. ”Årh - det er en lang historie, den kan du få lidt senere. Mere vigtigt er det, at jeg har fået adgang til nogle mails, som indikerer, at Stine rent faktisk var involveret i et eller andet vigtigt forskningsprojekt, som skulle have været offentliggjort kort efter, at hun døde. Helt i overensstemmelse med det, hun fortalte mig.”
”Du spilder sgu ikke tiden, hr. Bjørnbo. Men hvad gør vi så nu?”
Christian lagde armen om Sidsel og trak hende ind til sig. ”Godt spørgsmål. Først og fremmest vil jeg forsøge at få kontakt til nogle af de personer, som optræder i hendes mails. Jeg håber, at nogle af dem kan hjælpe med at kaste lys over, hvad det var Stine havde gang i.”
”Tror du, at de vil fortælle dig om det?”
”Måske. Jeg plejer at være god til at få folk til at tale.”
Sidsel grinede. ”Men du skal jo ikke sælge dem forsikringer.”
Christian nev hende i siden. ”Ikke fræk du - men egentlig er der ikke den store forskel. Kunsten er som regel blot at stille de rigtige spørgsmål og så holde kæft. Det er i øvrigt derfor, at mange kvinder ikke kan sælge en skid.”
Sidsel indtog en ikke særlig troværdig fornærmet attitude. ”Hvad fanden mener du med det?”
”Ja, de kan måske godt lære at stille de rigtige spørgsmål … det er først, når de skal holde kæft, det går galt.”
”Din gamle mandschauvinist,” råbte hun og smækkede hovedpuden i ansigtet på ham.
Christian grinede og fortsatte. ”Jeg har endnu ikke fået adgang til alle informationerne på pc’en. Når jeg har det, vil jeg forsøge at overbevise politiet om, at Stine ikke blev myrdet af mig, men af nogen, som var ude efter informationerne på pc’en.”
Sidsel blev pludselig meget alvorlig. ”Tror du virkelig, at du kan overbevise dem om det? Smider de dig ikke bare tilbage i fængsel og glemmer alt om forsvundne pc’er og Stine Jamies opdagelser?”
Christian lod sin ene hånd glide gennem Sidsels sorte hår, mens han svarede. ”Det ville de fleste af dem sikkert gøre. Men Niller mener, at den fyr, der står i spidsen for eftersøgningen, også selv fornemmer, at der er noget i sagen, som ikke hænger sammen.”
Sidsel lagde sig med hagen på Christians bryst og lod tankefuldt fingrene kærtegne hans brystkasse. ”Du var fit, inden du kom i fængsel - men du er ikke blevet mindre fit af nogle måneder på vand og brød.”
Christian smilede ned til hende. ”Nej, men der var også masser af tid til at træne … alt for meget tid kan man vel sige.”
Sidsel vendte tilbage til sagen. ”Der er bare noget, som jeg ikke helt forstår.”
”Og hvad er så det?”
”Jo, altså,” begyndte Sidsel alvorligt. ”Hvis vi nu antager, at du har ret i, at Stine blev myrdet på grund af indholdet på hendes pc - og at det virkelig drejede sig om vigtige og epokegørende opdagelser eller opfindelser … hvorfor har vi så ikke hørt om dem? Der er jo gået lang tid, siden Stine blev myrdet.”
Christian skar ansigt. ”Jeg har selv spekuleret på det samme uden at kunne komme på en god forklaring. Men måske har Stines død betydet en forsinkelse af det hele. Eller måske har det vist sig, at det alligevel ikke var så stor en opdagelse, som Stine selv mente … eller også er opdagelsen blevet offentliggjort af andre, uden at vi er klar over det. Vi ved jo ikke alt, hvad der sker i forskningsverden.”
Sidsel kiggede tankefuldt op i loftet. ”Eller også er der nogen, som slet ikke ønsker opdagelsen bliver offentliggjort. Det vil jo også forklare tyveriet af pc’en.”
Christian tænkte lidt over det, Sidsel havde sagt, og på den sidste mail, Stine havde skrevet til Stieg Andersson få dage før sin død. ”Du kan have ret. Jeg ved det ikke.”
De stod op og tog et bad sammen. Bagefter spiste de frokost. Efter frokosten satte Christian sig igen foran pc’en og forsøgte at skaffe sig et overblik over de oplysninger, der fremgik af Stines mails. Sidsel var træt efter at have kørt hele natten, så hun lagde sig ind på sengen for at hvile lidt.
Christian gik mere systematisk til værks, end han havde gjort ved det første gennemsyn aftenen før. Han lavede en oversigt med en kolonne for hver person, der optrådte i mailene. Under navnene skrev han de adresser og kontaktoplysninger, han kunne finde. Herefter stavede han sig igennem flere mails og noterede de forskningsområder, han fandt frem til under hver person. Det var et trættende og langsommeligt arbejde, da han igen og igen måtte slå ord op i internetbaserede ordbøger og søge på internettet for at forsøge at forstå, hvad de enkelte områder egentlig omhandlede. Han tvang sig til ikke endnu at forsøge at tænke så meget over betydningen og sammenhængen, men alene koncentrere sig om at opstille facts. Først når dette arbejde var tilendebragt, ville han søge efter en sammenhæng og prøve at afkode, inden for hvilke af områderne Stines hemmelighed fandtes.
Han var så optaget af arbejdet, at tiden fløj af sted. Han vendte først tilbage til virkeligheden, da han hørte lette trin bag sig og mærkede Sidsels bløde læber i nakken. ”Finder du ud af noget, skat?” spurgte hun med en stemme, der stadig var døsig.
”Jeg ved det ikke,” svarede han. ”Foreløbig prøver jeg blot at skabe mig et overblik.”
Sidsel lagde sine arme om hans bryst. ”Klokken er allerede halv otte. Er du sulten?”
”Lidt - og jeg trænger under alle omstændigheder til en pause. Skal vi ikke lave noget mad sammen?”
Den næste times tid brugte de sammen i køkkenet. Sidsel udtrykte begejstring for Nillers indkøb. ”Der er godt nok ikke sparet på noget,” sagde hun, da hun undersøgte det bugnende køleskab og fryseren. Christian følte en indre glæde og ro, mens de sammen tilberedte aftensmaden og drak et glas rødvin. I fængslet havde han bevidst lukket af for den ensomhed og frustration, han følte. Han havde i stedet koncentreret sig hundrede procent om planlægningen af sin flugt og den fysiske træning. Selv om han normalt var overordentligt god til at modstå stress og håndtere pressede situationer, måtte han også erkende, at de sidste dage havde tæret på ressourcerne. Mens han gik i det lille hyggelige køkken, var det, som om han for første gang i meget lang tid slappede helt af. En væsentlig del af årsagen til dette var Sidsel. Hun var glad og sød og nævnte ikke hans problematiske situation med et ord. Hun fortalte om sine oplevelser i Paris, og om hvad hun havde set og købt. Hvis det ikke lige var fordi, at Christian rent faktisk var en fange på flugt, kunne de have været et hvilket som helst andet kærestepar, som hyggede sig en lørdag aften. Christian spekulerede på, at det egentlig var underligt, at han følte sig så tryg sammen med Sidsel, for reelt kendte de jo ikke hinanden ret godt. De havde naturligvis været kollegaer et stykke tid, men de var først kommet tæt på hinanden dagen før den skæbnesvangre dag, hvor Stine var blevet myrdet. Selv om de siden havde opnået et tæt forhold gennem Sidsels mange besøg i fængslet, var det alligevel vanskeligt rigtigt at komme tæt på hinanden, når kontakten var begrænset til disse korte besøg. Efter at de havde spist, satte de sig sammen i hjørnesofaen. Sidsel trykkede sig ind til hans bryst, og pludselig kunne han fornemme, at hun græd. Han holdt hende ud fra sig og så, at hendes øjne var fyldt af tårer. ”Hvad er der galt, skat?”
Hun kiggede på ham med et bedrøvet blik. ”Er du klar over, hvor meget jeg har gået igennem de sidste måneder?”
Christian tænkte skamfuldt over, at han lige siden han var blevet anholdt, havde været så koncentreret om sig selv og sin egen situation, at han ikke havde været særlig opmærksom på, hvor svært Sidsel måtte have haft det.
”Jeg er godt klar over, at du ikke har haft det så let.”
”Så let?” hun smilede vemodigt til ham. ”Det er vist århundredets underdrivelse. Først hadede jeg dig, så meget, at jeg ønskede dig død. Den ene dag havde vi noget sammen, som betød mere for mig end jeg kan sætte ord på. Næste dag fik jeg at vide, at du var gået direkte fra mig til en anden kvindes seng - og for at det ikke skulle være løgn ydermere havde myrdet hende på den mest modbydelige måde.”
Christian kunne mærke, at blodet i hans årer frøs til is. Han fattede ikke, at han først nu blev opmærksom på, hvordan hele denne historie måtte se ud fra Sidsels side.
Sidsel fortsatte. ”Da det første chok og vreden havde lagt sig, nægtede jeg simpelthen at tro på, at du kunne have gjort det, de påstod. Jeg måtte have vished. Jeg måtte tale med dig. Det var derfor jeg første gang opsøgte dig i fængslet.”
Christian huskede tilbage til dette første møde. Det stod uklart for ham og det virkede, som om det var hundrede år siden. ”Jeg kan huske, at du spurgte mig, hvad der var sket, og at jeg fortalte dig det.”
Sidsel nikkede. ”Ja, du fortalte det ... og jeg troede på dig fra første øjeblik. Jeg var aldrig i tvivl.”
Christian kiggede undrende på hende. ”Jeg tog det vist for givet på det tidspunkt, men i virkeligheden er det jo helt absurd, at du blot stolede på, at min historie var sand.”
Sidsel rystede bedrøvet på hovedet. ”Det syntes alle andre åbenbart også. Man kan vist rolig sige, at det vakte temmelig stor undren blandt familie og venner, at jeg pludselig flyttede fra Steffen. Det kom jo hurtigt frem, at jeg havde været sammen med dig dagen inden mordet, og mange vidste slet ikke, hvordan de skulle forholde sig til det. En del fordømte mig bare som en billig luder. Andre prøvede at trøste mig ud fra en teori om, at jeg havde været ufattelig heldig at overleve mit møde med dig.”
Tårerne løb nu ned af Sidsels kinder. ”Værst var det nok på arbejdet, hvor de kendte både dig og mig. Der blev hvisket og talt om det alle steder - og der opstod de vildeste rygter.”
En gysen gik gennem hendes krop. ”Værst var det egentlig med Klughgaard. Under forgivende af at være den forstående chef, der ville støtte og hjælpe, skulle han konstant tale med mig. Men det endte altid ud i, at han fiskede efter detaljer omkring, hvad vi havde lavet sammen, og om at det var naturligt for piger at have den slags lyster. Jeg var ved at brække mig.”
”Hvorfor blev du der?” spurgte Christian undrende.
Sidsel sukkede. ”Godt spørgsmål …det var nok en kombination af flere ting. Jeg ville ikke bare stikke af. Det ville have virket, som om jeg var flov over det, jeg havde gjort. Og det indtryk ville jeg ikke give dem. Og så var der også noget praktisk i det. Jeg flyttede jo fra Steffen, og jeg skulle finde et nyt sted at bo og begynde et liv for mig selv. Jeg havde brug for pengene og vidste ikke, om jeg kunne få et nyt job et andet sted. Hvem ville ansætte en med min historie? Samtidig orkede jeg ikke at skulle forsøge at forklare det hele for en ny arbejdsgiver og ikke mindst en række nye kollegaer. Det ville være naivt at tro, at historien ikke ville følge mig. Så når jeg blev, var det nok en kombination af, at det var både mere tilfredsstillende at holde fanen højt og ikke flygte fra mit job - og samtidig var det bare det letteste.”
Christian følte en stor sorg brede sig i ham over alt det, Sidsel var gået igennem på grund af ham. ”Hvad sagde de til, at du stadig besøgte mig i fængslet?”
Sidsel tørrede tårerne væk fra øjnene og sendte ham et lille smil. ”Det holdt jeg for mig selv. Det var kun mine forældre, min søster og Niller, som vidste det. Og det med Niller er din skyld, for det var dig, der fortalte ham det.”
Christian så bestyrtet på hende. ”Det beklager jeg. Jeg tænkte vist ikke særlig klart i den periode.”
Sidsels smil blev større. ”Det skal du ikke beklage. Niller har været fantastisk. Han har hjulpet mig helt utrolig meget hele vejen igennem. Han er en fantastisk ven … både for dig og mig.”
Christian nikkede tankefuldt. Han fattede stadig ikke, at han slet ikke havde skænket Sidsels situation en tanke før nu. Hvordan kunne han være så tankeløs? Forklaringen var nok, at han havde brugt alle sine ressourcer på sin egen situation, men det undskyldte ikke hans opførsel.
For første gang i sit voksne liv mærkede han tårerne presse sig på. Han forsøgte at bekæmpe det, men kunne ikke, og han kunne mærke, at tårerne løb ned over hans kinder. ”Jeg er en selvoptaget nar. Jeg mener normalt, at jeg er god til at sætte mig ind i andres situation, men i dette tilfælde har jeg fejlet totalt. Jeg kan slet ikke udtrykke, hvor ked jeg er af alt det, du har været igennem på grund af mig. Jeg kan slet ikke se, hvordan du nogensinde skal kunne tilgive mig.”
Sidsel rakte hånden frem og tørrede hans tårer væk. ”Det har jeg gjort for længe siden - ellers havde jeg jo ikke været her nu. Jeg tror godt, at jeg kan forestille mig det, du har været igennem. Og jeg kan godt forstå, at du ikke har haft det store overskud til at koncentrere dig om andet.”
Christian rystede sørgmodigt på hovedet ”Men du havde jo overskud til mig - selv om du selv led.”
Sidsel nikkede. ”Ja, men det er her, Niller og min familie kommer ind i billedet. Jeg havde dem at ty til. Du sad alene i et fængsel, dømt og hængt ud for et mord, du ikke havde begået. Vores situationer kan slet ikke sammenlignes.”
Et underligt skær gled over Christians ansigt, og han kiggede direkte ind i Sidsels brune fugtige øjne. ”Har du aldrig tvivlet på, at jeg er uskyldig? Det kunne jo være alle de andre, som havde ret, og dig der tog fejl.”
Sidsel besvarede hans stirren. ”Nej. Efter at jeg talte med dig første gang i fængslet, har jeg aldrig været i tvivl. Og hvis jeg tager fejl, slår jeg dig fandeme ihjel.”
Christian kunne pludselig ikke lade være med at grine. ”Så må vi sandelig håbe, at jeg er uskyldig.”
De valgte at gå tidligt i seng. De var begge udmattede efter en dag med mange stærke følelser.
De krøb sammen under dynen og lå tæt omslyngede, til de faldt i søvn.