Fredag den 26. september - 8 måneder tidligere
Lyden skar sig ind i Christian Bjørnbos hoved og spredte sig som fysisk ubehag i hele kroppen. Det virkede, som om lyden kom langt væk fra, men alligevel var den så stærk, at det næsten ikke var til at holde ud. Christian vred sig i sengen, mens det langsomt gik op for ham, at det var hans eget vækkeur, der plagede ham. Han stønnede og åbnede med en kraftanstrengelse øjnene og så på uret på sengebordet, der med sine røde tal viste 7.35.
Han mærkede den næsten kvalmende træthed, han altid følte på denne tid af morgenen - i hvert fald når han skulle på arbejde. Han forsøgte at komme i tanke om, hvilken dag det var. Shit … det er fredag, tænkte han og overvejede, om han kunne finde på en undskyldning for ikke at deltage i fredagens obligatoriske morgenmøde klokken 9.00. Han sukkede i bevidstheden om, at det trods alt nok ville være en skidt ide at blive væk, da det i så fald ikke var første gang. Selv om han havde travlt, blev han liggende lidt i sengen for at se, om trætheden ville aftage. Efter nogle minutter indså han, at han som altid først ville vågne rigtigt, når han havde været oppe i et stykke tid. Han tog sig sammen og stod op og spiste hurtigt en skål mysli med mælk og skyllede et glas appelsinjuice ned. Et kig ud af vinduet bekræftede meteorologernes dystre forudsigelser. Regnen faldt tungt fra de lavthængende skyer. Det fik dog ikke Christian til at ændre sin faste rutine med at lade den firehjulstrukne Subaru Forester stå og cykle til arbejdet. Han kom skiftetøj, håndklæde og toiletartikler i den vandtætte rygsæk, hvorefter han iførte sig sit cykeltøj, mens han studerede sig selv i det store spejl på garderobeskabet for enden af sengen. Spejlbilledet gjorde ham i godt humør. Det stramme cykeltøj frem-hævede hans muskuløse krop, og hans blå øjne lyste op i ansigtet, der stadig var kraftigt solbrændt efter de mange timer i det fri i løbet af sommeren. På trods af sine 41 år havde han fortsat en krop som en topidrætsmand. Han løb hurtigt ned af trapperne fra sin lejlighed på 3. sal i Aksel Møllers Have på Frederiksberg. I den aflåste cykelkælder hentede han sin mountainbike og trak den op på vejen. ”Danske lorteklima,” mumlede han, mens han med regnen piskende i ansigtet kørte mod det forsikringsselskab lidt nord for København, hvor han arbejdede. Hvis han kørte til, kunne han køre turen på cirka 35 minutter. Det ville give ham 15 minutter til bad og omklædning. Lige i underkanten - men det var der jo ikke rigtigt noget at gøre ved. Midt i ærgrelsen over vejret glædede han sig over, at regnen til gengæld betød færre cyklister på cykelstierne. Der var ikke noget værre end alle de cykelmongoler, som i godt vejr forvildede sig ud på cykel. Helst skulle de køre to og to ved siden af hinanden i sneglefart og blokere hele cykelstien. Eller også foretog de helt uforudseelige manøvrer, som betød, at det var med livet som indsats, at man overhalede dem. Christian havde kørt turen så mange gange, at han præcist vidste, hvor han skulle køre særligt hurtigt for at nå over for grønt lys, og hvor han skulle være lidt forsigtig, når han var nødt til at køre over for rødt for at undgå at standse helt op. Flere gange undervejs var han nødt til at hoppe op over kantstenen og ind på fortovet for indenom at overhale cyklende mødre på vej til børnehaver og vuggestuer med børn i cykeltrailere efter cyklen. Han lod sig ikke mærke med, at det indimellem medførte tilråb fra fodgængerne. Ved et par andre lejligheder gav han fingeren til bilister, der fra sideveje kørte ud over cykelstien og derved blokerede vejen for ham. For et par uger siden havde han med en knytnæve knaldet et sidespejl af en sort BMW, der ikke have set sig ordentlig for under et højresving og havde været lige ved at påkøre ham. Fjolset i BMW’en havde naturligvis himlet op, men Christian havde end ikke gidet standse op for at diskutere med idioten. Også her havde han blot hejst en langfinger og var fortsat. Da Christian som beregnet nåede frem til sin arbejdsplads et kvarter i ni, var morgenens træthed helt forsvundet. Han følte sig stærk og i godt humør. Han stillede cyklen i cykelkælderen og gik hurtigt gennem receptionen, hvor han vinkede til pigerne bag skranken og fortsatte ud i omklædnings-rummet. Forsikringsselskabets omklædningsrum var normalt alt for lille og trængslen ofte stor. På grund af vejret var der dog i dag kun de faste cyklister. Christian satte sig på sin sædvanlige plads og hilste på en lidt ældre kollega, der var ved at tage sit våde cykeltøj af.
”Hej Henning - tilfreds med vejret?”
Henning smilede. ”Tja ... det kunne være værre - men lidt solskin ville da snart være okay. Og tillykke for resten.”
Christian kiggede undrende på ham. ”Med hvad?”
”Vandt du ikke igen sommerens salgskonkurrence?”
”Nåh jo,” smilede Christian.
”Hvordan fanden bærer du dig ad? Har du ikke vundet samtlige salgskonkurrencer de sidste mange år.”
Christian rejste sig og gik ud mod badet. ”Mjoov … det har jeg vist.”
Henning rystede smilende på hovedet. ”Du er fandeme utrolig, Christian.”
Han lod det kolde vand skylle ned over kroppen. Egentlig foretrak han et varmt bad, men han svedte kraftigt efter cykelturen, og kun et koldt bad kunne forhindre, at han ville svede længe efter badet. For at dampe helt af gav han sig god tid til at klæde sig på. Han var nu alene i omklædningsrummet, da klokken havde passeret 9.00, hvor de fleste afdelinger holdt deres ugentlige af-delingsmøder. Klokken var derfor blevet ti minutter over ni, da han åbnede døren til mødelokalet. ”God morgen” hilste han smilende mod de mange ansigter, der vendte sig mod ham. Han slog sig ned på en ledig stol ved mødebordet, som var fyldt med franskbrød, wienerbrød og kaffe.
Han bemærkede, at forsikringsdirektør Lisa Lundbakke sad for bordenden ved siden af hans nærmeste chef, afdelingschef Søren Klughgaard. Det er rigtigt, tænkte han. Det er jo i dag, at vi har fint besøg af fru forsikringsdirektøren - gud være os nådig. Det overraskede ham derfor heller ikke det mindste, at den lille rotte til Søren Klughgaard straks greb anledningen til at vise, hvor dygtig en chef han var.
”Hvad fanden er det for en tid at komme på?” sagde han med al den myndighed, han var i stand til at mønstre. Christian kiggede på sit ur og svarede smilende. ”9.11 - præcist.”
Søren Klughgaard gloede ondt på ham, men han kunne tilsyneladende ikke finde på et godt svar. I stedet sagde han: ”Det er manglende respekt for dine kollegaer, at du altid kommer for sent.”
Christian slog stadig smilende ud med hånden mod det velfor-synede morgenbord. ”Årh, de ser da ud til at hygge sig fint. Og jeg skal ikke have noget af det der. Jeg har spist rigtig mad hjemmefra. De der kaloriebomber er ikke noget for mig. I øvrigt mener jeg ikke, at morgenmad hører til i arbejdstiden … men er jeg gået glip af noget vigtigt?” Afdelingschefen skulle til at svare, men en yngre kvinde ved navn Sidsel kom ham i forkøbet. ”Bare rolig. Vi er slet ikke startet endnu.”
Christian strakte sig i stolen med hænderne over hovedet og sagde: ”Men skulle vi så ikke se at komme i gang? Vi har jo meget, vi skal nå.” Der lød en spredt fnisen rundt om bordet, og det var tydeligt, at Klughgaard var ved at hidse sig op. Han nåede dog ikke at sige noget, før forsikringsdirektøren rejste sig og tændte den bærbare pc, som stod på mødebordet.
Et dias med overskriften Efterårskampagne - Totalkundekoncept sprang op på lærredet.
Christian studerede hovedrystende de to chefer. Sikken et par!
Søren Klughgaard var en lille rotteagtig mand i et alt for stort jakkesæt af dårlig kvalitet. På grund af en fjern fortid i militæret forsøgte han uden det store held at virke machoagtig. Han lod sit tynde hår kortklippe og optrådte tit med korte skægstubbe. Sammen med det dårligt siddende jakkesæt fik det ham dog mere til at se lidt forhutlet ud. På kurser og firmaudflugter yndede han at stille op i militærstøvler og camouflagebukser. Virkningen var dog lettere komisk og genstand for mange sarkastiske bemærkninger bag hans ryg. Forsikringsdirektør Lisa Lundbakke var en høj knoglet kvinde nær de 60 år. Af en eller anden årsag mente hun tilsyneladende, at hun fremstod både ungdommelig og smart gennem et tøjvalg som stilmæssigt placerede sig et sted mellem en prostitueret og en frustreret teenagepige. I dag var hun ud-styret med knælange lilla støvler med høj hæl, et par opsmøgede cowboybukser, som var alt for stramme til den aldrende krop. På overkroppen bar hun en farverig og alt for nedringet bluse samt et virvar af forskellige halskæder. Indtrykket toppedes af en underlig permanentet frisure, som sad oven på hovedet og lignede en mellemting mellem en paryk og en munter nytårshat.
Hvad fanden er der galt med de to mennesker? tænkte Christian. Hvordan kan de i en sådan grad fejlfortolke det indtryk, de gør på andre? Og hvorfor siger deres venner og familie ikke noget til dem? Han sukkede tungt, for han vidste, hvad der nu ville følge. Han havde utallige gange før overværet Lisa Lundbakkes forsøg ud i en blanding af peptalk og trusler. Han hørte derfor kun halvt efter hendes indlæg om efterårets salgskampagne og vigtigheden af denne. Han rettede i stedet opmærksomheden mod Sidsel, som for lidt siden var kommet ham til hjælp. Som altid så hun fantastisk ud. Hun sad på den anden side af bordet, og han kunne derfor ikke afgøre, om hun som så ofte før var i en stram nederdel, men den tætsiddende bluse gjorde det svært ikke at stirre på hendes flotte runde bryster. Hun sad og kiggede på forsikringsdirektøren med et lille smil. Christian kunne ikke afgøre, om hun smilede overbærende over fugleskræmslet ved tavlen - eller om hun bare tænkte på noget rart. Det kunne i hvert fald næppe være forsikringsdirektørens selvhøjtidelige vrøvl, der var årsagen til, at hun smilede. Christian kunne godt lide Sidsel. Hun så godt ud, og hun var altid sjov at være i selskab med. De havde flirtet lidt ved forskellige firmafester - og for den sags skyld også i arbejdstiden - men mere end det var det aldrig kommet til. Han havde tit haft erotiske fantasier om hende. Hende liggende ind over et skrivebord med nederdelen trukket op om hofterne, mens han tog hende hårdt bagfra ... hende liggende bundet til en seng, mens han slikkede hende til orgasme ... Han kunne mærke lysten stige op i ham. Det var jo fredag. Måske skulle han invitere hende ud i aften. Han vidste, at hun boede sammen med en kæreste i Roskilde, men derfor kunne det jo godt være, at hun havde lyst. Hun drejede pludselig hovedet lidt, som om hun havde mærket hans blik. Hun kiggede på ham og fastholdt hans blik et øjeblik. Så kiggede hun igen op på tavlen. Ja - måske havde hun alligevel lyst.
Han tog sig sammen og forsøgte at koncentrere sig om mødet. Efter at Lisa Lundbakke åbenbart havde gennemgået den nye rabat, kunderne fremover ville kunne opnå ved at samle alle deres forsikringer i selskabet, var hun nu gået over til at forklare, hvordan hun mente, at denne nye rabataftale skulle sælges.
Christian måtte endnu en gang undre sig over, hvad i alverden hun forestillede sig. Kællingen havde aldrig solgt så meget som en papirclips i sit liv. Alligevel mente hun åbenbart, at hun var den rette til at fortælle sælgerne, hvordan de skulle gribe salget an. Vorherre bevares! Hun ævlede løs om rabatter og snedige beregninger og fanden og hans pumpestok og fortsatte med, hvad hun sikkert troede, var en motiverende peptalk. Mest lød det i Christians øre som en trussel om, at det ville gå dem, som ikke solgte nok, ilde. Da Christian som ung var startet i den finansielle sektor, var han mødt op med en forestilling om, at ledere og specielt direktører måtte være meget dygtige og kompetente mennesker. Der var dog ikke gået længe, før at denne illusion brast. Bevares, der fandtes da dygtige ledere, men i alt for mange tilfælde var de, der endte i de ledende stillinger, helt uden evner og format. Hvorfor det var sådan, var det aldrig helt lykkedes ham at gennemskue. En af hans teorier gik ud på, at de fleste, som nåede frem til topstillingerne, især udmærkede sig ved aldrig at have modsagt ledelsen - eller i det hele taget at have foretaget sig noget ud over det sædvanlige. De var blot mødt op og havde løbende udviklet kvalmende spytslikkeri til perfektion. Mestrede de i tillæg kunsten at tage æren for andres succeser og tørre egne fejl af på andre - ja, så var vejen til forfremmelse stort set sikret. Som en ekstra trumf kunne de, uanset hvilket lederjob de end bestred, ofte fremvise en eller anden teoretisk uddannelse, som kun sjældent havde nogen som helst relevans for deres job. Bortset fra det med uddannelsen var Søren Klughgaard et godt bevis på denne teori. Altid leflende for direktørerne og helt uden evne til selv at skabe noget og evigt bagklog, når noget ikke gik helt som det skulle. Christians opfattelse af ham var, at han var både uvidende og ubegavet. Forsikringsdirektøren var nu nået til en gennemgang af det bonussystem, som skulle motivere sælgerne til at yde en ekstra stor indsats. Christian gennemskuede hurtigt, at bonussystemet som tidligere indeholdt en særlig Christian Bjørnbo-regel - selv om den naturligvis blev kaldt noget andet. Jo, jo - janteloven levede skam i bedste vel-gående. Christian Bjørnbo havde i mange år været en i torn i øjet på mange i ledelsen. En stor del af sælgernes aflønning skete i form af bonusordninger på baggrund af det salg, de præsterede. I sagens natur var det vigtigt, at bonussen blev beregnet på en måde, der gjorde den attraktiv for hovedparten af sælgerne. Ellers ville den miste sin værdi. Der var bare den hage ved det, at Christian Bjørnbo irriterende nok altid præsterede salgstal, som lå skyhøjt over alle de andre sælgere. Det betød, at hans årlige indtægt løb op i en størrelse, som overgik selv forsikringsdirektørens. På den ene side var Christian Bjørnbos salg derfor helt afgørende for, at afdelingen nåede de opstillede salgsmål. På den anden side forargede det mange, at en simpel sælger tjente mere end direktørerne. Man havde gennem tiden forsøgt mange krumspring for at ændre på dette forhold. Flere gange havde man uden held forsøgt at lokke Christian Bjørnbo over på en fast løn. Det seneste tiltag var et bonussystem, hvor bonussatsen faldt, når salget nåede over en størrelse, som man vidste, at kun Christian ville nå. I starten havde man helt fjernet bonussen for salg over en vis størrelse.
Det havde naturligvis blot medført, at Christian præcist solgte, indtil han nåede denne grænse. Da han stadig solgte langt mere end alle andre, var det svært at gøre noget ved det. Samtidig havde dette forsøg medført, at afdelingen for første gang i mange år ikke havde nået sine salgsmål. Den seneste tid havde ledelsen forsøgt at ramme en bonussats, som gjorde, at det kunne betale sig for Christian at sælge lige netop nok til, at afdelingen nåede deres mål. Christian fattede simpelthen ikke logikken i dette. Det var jo trods alt langt billigere for selskabet at have ham ansat i stedet for at skulle ansatte fire-fem nye medarbejdere til at dække hans salg. De faste omkostninger ved fem medarbejdere var i sagens natur fem gange større end ved en medarbejder. Men som så ofte før talte jantelov og misundelse mere end almindelig sund fornuft.
Christian gennemgik i hovedet hurtigt den nye kampagnes komplicerede bonusregler. Han smilede for sig selv. Selv med begrænsningerne ville den nye kampagne skæppe godt i kassen. Hans hjerne arbejdede allerede med ideer til, hvordan han ville kunne opnå det bedst mulige salg. Da mødet endelig sluttede, kom Lisa Lundbakke hen til ham. ”Nå, Christian,” begyndte hun. ”Tror du kunderne bliver tilfredse med den nye måde, vi beregner rabatterne på?”
”Det ved jeg sørme ikke,” svarede han med et lille smil. ”Men det er vel også fuldstændigt ligegyldigt.”
”Fuldstændigt ligegyldigt … hvad mener du med det? Denne kampagne er meget vigtig for os. Hvordan kan du sige, at det er fuldstændigt ligegyldigt, om vi får succes med den?”
Christian overvejede, om det var umagen værd at forsøge at forklare hende, hvad han mente. Hun ville sikkert ikke forstå det alligevel. Men overraskende for ham selv havde han stadig et behov for at prøve at få hende til at forstå. ”Jeg sagde ikke, at det var ligegyldigt, om vi fik succes med kampagnen. Det er da uden tvivl vigtigt for både virksomheden og sælgerne. Det jeg mener er blot, at det ikke giver mening at begynde at tale med kunderne om, hvordan denne rabat beregnes. Det er alt for indviklet at forklare i telefonen, og kunderne er sikkert også fuldstændigt ligeglade med, hvordan vi regner.”
Lisa Lundbakke så forurettet ud. ”Men denne nye rabat er jo hele grundlaget for vores kampagne!”
”Det er meget muligt,” svarede Christian. ”Men hvis nogen forsøger at forklare disse alt andet end simple beregninger i tele-fonen, er det i hvert fald helt sikkert, at de ikke sælger noget.”
”Hvis du nu havde fulgt bare lidt med i min gennemgang af reglerne under mødet, havde du måske ikke fundet reglerne helt så indviklede.”
Christian sukkede og fortrød, at han havde indladt sig på denne diskussion. ”Jeg kender godt reglerne. Dem kendte jeg allerede for en uge siden. Det er slet ikke det, som det drejer sig om. Jeg mener bare, at det ikke er vores opgave at belemre kunderne med alle mulige ligegyldige beregninger og detaljer. Det handler om, at kunderne får de forsikringer, de har behov for, og at de føler sig trygge ved og forstår forsikringerne - samt at de stoler på sælgeren og finder prisen rimelig. Hvordan vi så beregner prisen - og om de sparer 100 kr. eller ej - er helt uden betydning for salget.”
Lisa Lundbakke skruede nu for alvor direktørminen på. ”Du kan umuligt have kendt reglerne før nu. De er først blevet offentliggjort her til morgen. Og i øvrigt er jeg lodret uenig i, at det store arbejde, vi i ledelsen har udført omkring skabelsen af de nye rabatregler, skulle være uden betydning. Jeg synes, at du nu igen har en meget nedladende holdning over for virksomhedens ledelse og strategi!”
”Jamen så må vi vel bare konstatere, at vi ikke er enige,” sagde Christian roligt og vendte sig om og forlod mødelokalet. Da han kom ned i salgsafdelingen, var diskussionen om de nye rabatter og om hvordan de skulle beregnes allerede i fuld gang. Han satte sig på sin stol og lyttede lidt til diskussionen. Der var tilsyneladende kun nogle få, som havde forstået, hvordan reglerne hang sammen. Han tog den opstilling over beregningsreglerne, som han havde lavet i sidste uge, efter at han havde talt med en god ven fra ledelsessekretariat, op af sin skuffe, og gik ud og tog en stak kopier, som han delte ud til kollegaerne.
”Hvor pokker har du den fra?” spurgte en af de mere erfarne sælgere.
Christian undgik at svare på spørgsmålet og spurgte i stedet, om de mente opstillingen kunne bruges.
Sidsel nikkede. ”Ja, for pokker - den er rigtig god. Nu tror jeg faktisk, at jeg fatter, hvordan det hænger sammen.”
”Godt,” smilede Christian. ”Men lad nu for helvede være med at prøve at forklare kunderne, hvordan rabatten beregnes.” Der var straks nogen, som ville diskutere, hvorfor de ikke skulle forklare kunderne reglerne. Han rystede på hovedet og satte sig på sin plads. ”Glem det. Gør, hvad pokker I vil.”
Resten af dagen gik som enhver anden dag. Han sendte breve ud til nogle af sine gamle kunder, som han ikke havde hørt fra længe. Ikke det officielle brev, som det var meningen han skulle bruge, men et langt mere kortfattet, som han selv havde forfattet. Mange af hans kollegaer sled med at finde kundeemner frem. Det problem havde Christian ikke. Hans telefon ringede næsten konstant. Gamle kunder ringede ind for at få gode råd eller for at tegne nye forsikringer. Og nye kunder, som havde fået Christian anbefalet af familie, venner og bekendte, henvendte sig i en lind strøm.
Da klokken nærmede sig tre, gad han ikke mere. Han kiggede på sin salgsliste og kunne konstatere, at han igen havde haft en god og indbringende dag. Han kiggede hen på Sidsel og mærkede atter suget i mellemgulvet. Fuck, hvor er hun lækker, tænkte han.
Han gik over til hende og satte sig på kanten af hendes skrivebord. ”Skal du ikke snart holde weekend?”
Sidsel kiggede opgivende på navnelisterne på bordet foran sig. ”Ikke endnu. Jeg er bagud med salget i denne måned, så jeg har planlagt at blive her længe i aften.”
”Sgu da ikke på en fredag - det er da for trist. Jeg har et godt forslag. Hvis du går med ud og får en enkelt at skylle ugen ned med, så skal jeg hjælpe dig med at indhente det, du er bagud, på mandag.”
Hun kiggede skeptisk op på ham. ”For det første har jeg faktisk en kæreste - og for det andet er det vist ikke helt efter reglerne, hvis du hjælper mig med at nå mine mål.”
”Sikkert ikke,” sagde Christian med et uskyldigt smil. ”Men så må vi jo bare lade være med at fortælle det til hverken din kæreste eller ham jægersoldaten af en chef, vi har. Og i øvrigt var det bare lidt at drikke jeg bød på - ikke min krop - så rolig nu!”
Hun grinede, men så alligevel stadig lidt tvivlende ud. Efter at have studeret emnelisterne lidt sukkede hun og sagde: ”Okay - så en enkelt da. Jeg kan godt trænge til det. Men ikke her i nærheden. Jeg gider ikke møde kollegaer. Så går snakken bare. Du kender dem.”
Christian rejste sig. ”Helt o.k. - men jeg er på cykel. Kan jeg køre med dig, så lader jeg cyklen stå her til i morgen.” Sidsel hentede sit overtøj, og de fulgtes ned i P-kælderen. Christian satte sig ind på passagersædet i Sidsels lille røde Polo. Da de kørte ud af P-kælderen, følte han en kraftig spænding i mellemgulvet.