Fredag den 15. maj
Christian satte sig igen foran computeren og kaldte oversigten over de involverede personer og deres specialer frem. Han stirrede på den og mærkede pulsen stige yderligere.
Nogle af tingene gav god mening, mens andre sammenhænge stadig var uklare. Hans øjne standsede ved Thomas Alberg fra Baltimore. Specialist i Wernes sygdom og Progeria læste han. Hvad fanden var Werners sygdom og Progeria?
Han vendte tilbage til Google og søgte på de to for ham ukendte sygdomme. Han behøvede ikke læse meget, før han kunne konstatere, at der også her var en sammenhæng. Han fortsatte ned af listen og søgte på de forskellige specialer, han tidligere havde oplistet. En for en faldt brikkerne på plads. Han så nu tydeligt det, han ikke tidligere havde kunnet se. Det snurrede i hovedet på ham. Det kunne ikke passe! Han måtte tage fejl. Eller også måtte Stine og hendes venner have taget fejl. Det kunne ikke passe!
I det samme bankede det på døren. Han rejste sig som i trance og åbnede døren. Udenfor stod Michael, og han vinkede ham ind.
”Vi må tale sammen,” begyndte Michael. ”Jeg er nødt til at tage hjem.”
Christian virkede ikke, som om han hørte, hvad Michael sagde. ”Sæt dig ned,” sagde han blot. ”Jeg tror, at jeg har fundet ud af, hvad det hele drejer sig om.”
”Øhh … hvad?” sagde Michael desorienteret.
”Jeg tror, at jeg ved, hvad det er for en opdagelse, Stine og de andre har gjort … eller i hvert fald troede de havde gjort.”
”Og hvad er det så?”
Christian, der havde siddet på kanten af det lille skrivebord, rejste sig op og begyndte at gå frem og tilbage i værelset. Michael bemærkede først nu, at han havde et fjernt udtryk i øjnene. Det virkede, som om hans hjerne arbejdede på højtryk, mens han talte.
”Hvad ville være den største opdagelse, man overhovedet kunne tænke sig menneskeheden kunne gøre?” sagde han. ”Hvad er det, mennesket altid har drømt om?”
Michael så desorienteret på ham. ”Kan du blive lidt mere præcis?”
”Hvad er det, mennesket gennem alle tider har stræbt efter? Hvad er det, videnskabsfolk har forsøgt at skabe?”
”Øhh … guld?” svarede Michael, men kunne med det samme selv høre, at det lød dumt.
”Guld?” svarede Christian forvirret. ”Nej, for fanden - Stine og hendes slæng var sgu ikke alkymister. Tænk dig nu om. Hvad har altid været menneskets største drøm?”
Michael tænkte sig lidt om. ”Udødelighed,” svarede han endelig.
”Bingo,” råbte Christian. ”Lige præcis … udødelighed.” Han kiggede Michael direkte ind i øjnene med et intenst blik. ”Jeg tror, at Stine og hendes venner fandt - eller i hvert fald selv troede, at de fandt - vejen til udødelighed, eller i det mindste vejen til et meget langt liv.”
Michael rystede vantro på hovedet. ”Og hvordan er du så nået frem til den vanvittige konklusion?”
”Metusalem,” næsten råbte Christian med et vildt blik i øjnene. ”Det var det navn, der fik det hele til at falde på plads. Metusalem var en fyr, som ifølge Det gamle Testamente blev 969 år gammel.”
Michael var stadig desorienteret. ”Du er nok nødt til at forklare det lidt nærmere. De kan jo have benyttet det navn af tusindvis af årsager. Og evigt liv? Er det ikke noget vrøvl?”
Christian satte sig ned ved siden af Michael på sengen. ”Det er ikke navnet alene, der gør det. Men det var det, der fik mig til at se sammenhængen.”
Han sprang op igen og hentede pc’en og pegede på skærmen, som viste hans oversigt over de mange forskellige fagområder, som de døde forskere havde repræsenteret. ”Jeg har kigget nærmere på en del af disse fagområder, og alle de områder, jeg hidtil har nået, har på en eller anden måde relation til aldring og levetid.”
”Det må du vist også forklare nærmere,” sagde Michael mistroisk.
”Okay,” fortsatte Christian uanfægtet. ”Nogle af områderne ligger ligefor. Forskning i Alzheimers og demenssygdomme giver sig selv. De er begge direkte relateret til aldring. Men prøv så at se her.” Han klikkede igen på tastaturet, og billeder af nogle uhyggeligt udseende børn med ansigter, der lignede oldinges, sprang frem på skærmen.
”Thomas Alberg fra Baltimore forskede i sygdommene Werners Sygdom og Progeria. Det er begge sygdomme, som får børn til at ældes i rekordfart.”
Endnu et klik bragte en artikel fra Institut for Molekylær Biovidenskab på Oslo Universitet frem.
”Og prøv at se, hvad Karin Fossums chef professor Berg fra Oslo Universitet beskæftiger sig med!”
Michael skimmede den engelsksprogede artikel igennem. Så vidt han kunne forstå, omhandlede den et projekt, hvor professor Berg og hans afdeling på Oslo Universitet arbejdede med at beskrive, hvordan kromosomerne bliver beskyttet af en særlig struktur, som kaldes telomerer. Ifølge artiklen havde tidligere forskning vist, at disse telomerer bliver kortere, hver gang en celle deler sig, for til sidst ikke længere at kunne beskytte kromosomet. På denne måde optræder telomererne som et slags biologisk ur, der måske kan forklare, hvorfor vores celler ældes og til sidst ikke længere vil dele sig.
Michael begyndte så småt at forstå, hvad Christian mente.
”Og se så denne linkede henvisning,” kørte Christian på og klikkede på en henvisning i slutningen af artiklen.
”Den henviser til forskning udført af en professor Heinrich Winkel fra Department of Medicine and Institute for Molecular Medicine and Cell Research på University of Freiburg.”
Michael skimmede også denne artikel igennem. Den omhandlede forskning i et enzym ved navn telemerase, som tilsyneladende kunne forlænge kromosomernes telomerer. Ved at tilføre dette enzym kunne man åbenbart genskabe og bevare telomererne og udødeliggøre cellerne.
”Jeg kan se, hvad du mener … men det kan jo bero på tilfældigheder,” sagde Michael og studerede Christian, som fortsat ikke kunne sidde stille.
”Men se igen på vores liste over områdeansvarlige. Den nu afdøde Ulf Rasch arbejdede i netop samme afdeling på universitetet i Freiburg … er det også et tilfælde? Kan du ikke se, at alle områderne på en eller anden måde har relation til aldring og levetid?”
Først nu begyndte rækkevidden af det, Christian fortalte, for alvor at forplante sig i Michaels hoved. Han måtte indrømme, at der var flere ting, som ville begynde at give mening, hvis Christian havde ret. Men det lød stadig lidt for utroligt til, at det kunne være sandt. Han kiggede på Christian. ”Hvis vi nu for sjov antager, at du har ret i det, du siger. Hvad betyder det så?”
Christian rystede vantro på hovedet. ”Hvis jeg har ret, er vi midt i noget, der er meget, meget større, end vi i vores vildeste fantasi har forestillet os. Det begynder vel også for alvor at give mening, at så mange mennesker tilsyneladende er blevet myrdet. Værdien af en sådan opdagelse må være astronomisk. Den største opdagelse i menneskehedens historie!”
”Rolig nu,” indskød Michael. ”Selv om du skulle have ret, kan det jo tænkes, at gruppen tog fejl - eller det kan tænkes, at deres opdagelse kun giver en begrænset forlængelse af levetiden … eller at den er fuld af bivirkninger.”
Christian nikkede igen. ”Du har helt ret. Men nogen mener tilsyneladende, at opdagelsen er værd at myrde en masse mennesker for.”
En tanke slog ned i Michael. ”Har du overvejet, at det så også betyder, at vi måske selv kan være i fare. Hvis de, der står bag alt det her, finder ud af, at vi er på sporet, er de nok ret opsatte på, at vi ikke deler denne viden med andre.”
Christian nikkede. ”Tanken har strejfet mig. Fyrene fra Beograd, som var i byen så sent som i onsdags. Vi bør nok passe lidt på.”