Lørdag den 16. maj
Lige så frisk som Michael havde følt sig i løbet af natten, lige så smadret følte han sig, da alarmen på hans mobiltelefon vækkede ham klokken ni samme morgen. Hvordan fanden kan man blive så træt af at sove? tænkte han bittert. Jeg var ikke det mindste træt, da jeg gik i seng i nat, og efter 3-4 timers søvn føler jeg mig totalt smadret.
Da han en time senere gik ned for at spise morgenmad, fandt han Christian ved et bord, hvor han var i gang med en telefonsamtale. Da han efter at have forsynet sig med morgenmad fra buffeten vendte tilbage til bordet, havde Christian afsluttet sin samtale.
”Hvem talte du med?” spurgte Michael nysgerrigt.
Christian smilede. ”Jeg har ringet lidt rundt og fundet ud af, hvor Stieg Anderssons mor bor. Jeg har lavet en aftale med hende klokken tolv.”
Han pegede på et bykort, han havde taget i receptionen. ”Hun bor i noget, der hedder Söderslätt over på den anden side af elven.”
Efter de havde afsluttet morgenmaden, begav de sig af sted for at møde Stieg Anderssons mor. Det kom ikke længere som en overraskelse for Michael, at Christian foreslog, at de skulle gå derover. Christian havde været lige ved at protestere, men han opdagede til sin egen forbløffelse, at han også selv havde lyst til at gå i det stadig gode vejr. Christian lagde ud i sit sædvanlige høje tempo. Michael, som fortsat var øm i benene, tog sig sammen og spurgte, om de ikke kunne sætte tempoet bare lidt ned.
”Selvfølgelig,” smilede Christian og sænkede farten.
Det første stykke gik de langs elven. På bredden lå unge mennesker, som benyttede lørdagen til at læse eller hygge sig med kæresten. De passerede den smukke kirke og fortsatte op på broen, som førte over Umeelven. Herefter drejede de til venstre mod Söderslätt. De passerede en smuk lille skole opført i træ i de traditionelle røde og hvide farver. Det var ren Emil fra Lønneberg. Et skilt på gavlen fortalte, at skolen var opført i 1887. Michael havde svært ved at forestille sig, at skolen skulle være så gammel, da den virkede utrolig velholdt. Han kunne ikke lade være med at sammenligne med skolerne i Greve, som var af langt nyere dato, men allerede virkede trætte og nedslidte.
Han spekulerede på, hvordan det ville være at bo i Umeå og have børn i en sådan skole. Det ville uden tvivl være en mere rolig tilværelse, hvor han og Marianne ville have mere tid til hinanden. Måske for roligt. Kedeligt ville børnene sikkert mene.
Det så idyllisk ud, men måske var det bare facade. Mon ikke skolen her havde de samme problemer og udfordringer, som alle andre skoler i verden? Børn er nok meget ens, uanset hvor de bor. Var der ikke den ene slags problemer, så var der sikkert bare nogle andre.
De svingede ned på en hyggelig vej med velholdte trævillaer på begge sider og nåede frem til et gult træhus i to plan. Fru Andersson viste sig at være en lille krumrygget dame med stålgråt hår. Hun bød dem velkommen og viste dem ind i en hyggelig lys stue.
”Jeg kan forstå, at I kommer fra politiet i Danmark,” indledte hun.
”Ja, det er korrekt,” svarede Christian smilende og præsenterede dem.
”Men du taler da udmærket svensk,” gnæggede den gamle dame og gengældte hans smil.
Det næste kvarters tid fik Michael endnu et bevis på Christians utrolige evne til at opnå helt fremmede menneskers fortrolighed. Han talte til den gamle dame med respekt, men samtidig som om hun var en kær gammel slægtning. Han spurgte til hendes helbred og til billederne på væggene, hvor mange af dem viste billeder af det, der sikkert var Stieg Andersson i mange forskellige aldre. Han lyttede til hende uden at afbryde og brugte de ting, hun fortalte, til at stille uddybende spørgsmål. Det var tydeligt, at han til fulde mestrede kunsten at få folk til at tale om deres yndlingsemne, nemlig dem selv, og i dette tilfælde altså også hendes søn. De fleste falder i den fælde at benytte det, andre fortæller, som afsæt til i stedet at fortælle om sig selv. Det gjorde Christian på intet tidspunkt. Hele hans opmærksomhed var rettet mod kvinden og det, hun fortalte.
Gad vide, om han gør det helt naturligt, eller det er noget tillært, tænkte Michael.
Men uanset om det blot faldt Christian naturligt, eller om der var tale om kynisk beregning, så virkede det.
Christian vandt på rekordtid den gamle kvindes fortrolighed, og når hun fortalte noget, som hun mente var særlig interessant, lagde hun sin lille rynkede hånd oven på Christians hånd.
Langsomt nærmede Christian sig det, som de var kommet for at tale om.
”Vi kan forstå, at Stieg pludselig forsvandt sidste efterår. Det må have været et stort chok for dig,” sagde han medfølende.
Den gamle kvinde nikkede sørgmodigt. ”Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der er sket. Stieg har aldrig før taget nogen steder uden at fortælle mig om det. Jeg er sikker på, at der er sket ham noget.”
Christian så medfølende på hende. ”Men hvad siger politiet?”
”De gør overhovedet ingenting,” vrissede den gamle dame og så ulykkelig ud. ”Jeg har kontaktet dem igen og igen. Men de betragter mig vist bare som et gammelt fjols. De bliver ved med at sige, at de intet kan gøre, da alt tyder på, at Stieg er taget væk af egen fri vilje.”
”Men hvad tror du er grunden til, at han er forsvundet?”
Hun vred hænderne og sukkede. ”Jeg ved det virkelig ikke. Det ligner slet ikke Stieg. Først troede jeg, at det havde noget at gøre med hende den danske pige. Han var helt kulret, når hun var her.”
Christian spidsede ører. ”Stine Jamie?” spurgte han interesseret.
”Ja, Stine hed hun i hvert fald. Hun fordrejede helt hovedet på ham.”
”Så du kendte altså Stine?” sagde Christian overrasket. ”Har du ikke fortalt politiet om det?”
”Naturligvis,” svarede den gamle kvinde irriteret. ”Men det eneste jeg fik ud af det var, at de blot mente, at Stieg nok bare var stukket af sammen med hende - og at det ikke var første gang i verdenshistorien, at et forelsket par var stukket af for at være sammen.”
”Men det er det vel heller ikke,” indskød Michael og forsøgte at tale så tydeligt som muligt.
”Nej, naturligvis ikke. Men Stieg ville aldrig gøre sådan noget uden at fortælle mig om det. Og han ville heller ikke bare forlade sit arbejde på grund af hende. Han elskede sit arbejde.”
”Det lyder ikke, som om du brød dig særlig meget om Stine,” sagde Christian roligt.
”Årh … jeg ved ikke,” svarede den gamle kvinde med et sørgmodigt smil. ”Så godt kendte jeg hende jo heller ikke. Hun har kun været herhjemme nogle få gange. Men hun virkede ikke som den rigtige for Stieg.” Hun tilføjede med et lille smil. ”Ja, jeg ved godt, at man siger, at ingen mødre mener, at nogen piger er gode nok til deres sønner. Men Stine og Stieg er så forskellige, som man overhovedet kan tænke sig. Stieg er stille og eftertænksom. Stine er helt modsat. Hun er som en hvirvelvind. Hun ville aldrig kunne passe ind her i Umeå. Hun hører til i en storby. Og Stieg hader storbyer. Han foretrækker Umeå. Når han ikke lige er fordybet i sine maskiner på universitetet, elsker han at være ude i fjeldene - helst kun i selskab med sig selv. Denne Stine virker ikke som en type, der vil kunne trives med det.”
Christian smilede ved tanken om Stine ude i fjeldet med rygsæk på. Nej - den gamle kvinde over for ham havde fuldstændig ret. Det var nok ikke lige Stines stil.
”Men han sendte dig en mail, nogle dage efter han forsvandt. Skrev han ikke noget om, hvor han var henne, og hvorfor han var rejst væk?”
Den gamle kvinde rejste sig overraskende adræt og gik over til en kommode og åbnede en skuffe. Hun tog et stykke papir op af skuffen og gav det til Christian. ”Det er Stieg, der har lært mig det der med e-mails. Han sendte mange af dem, mens han studerede i udlandet.”
Christian læste den kortfattede mail:
Kære Elin
Jeg er nødt til at rejse bort i en periode. Jeg har det fint, så du skal ikke være bekymret for mig.
Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage, og jeg får nok ikke mulighed for at kontakte dig i et stykke tid. Men bare rolig - alt skal nok ordne sig
Stieg
”Elin,” sagde Christian spørgende. ”Hvorfor skriver han Elin og ikke mor?”
Den gamle kvinde grinede pludselig en lille klukkende latter. ”Årh … det har han altid gjort. Da han var lille, kunne han ikke sige mor, og efterlignede sin far og kaldte mig Elin. Og ja, det har han så gjort lige siden. En overgang irriterede det mig, at han ikke kaldte mig mor, som alle andre børn gør. Men efterhånden vænnede jeg mig til det.”
”Så du er ikke i tvivl om, at det virkelig er Stieg, som har skrevet mailen?” indskød Michael.
Hun trak på de spinkle skuldre og knugede sine hænder. ”Nej, det er jeg ikke. Og ifølge politiet har de også genkendt Stieg på det der sted i Östersund, hvor Stieg sendte mailen fra.”
Christian lagde sin hånd oven på hendes hænder. ”Har du slet ingen ide om, hvor han kan være taget hen? Har han ikke nogle venner eller noget familie, hvor han kunne tænkes at opholde sig?”
Hun rystede på hovedet. ”Jeg har tænkt og tænkt, men jeg kan ikke komme i tanke om nogen steder, han kunne finde på at tage hen, hvis det da ikke lige har noget med hende Stine at gøre.”
Christian overvejede, om det var på tide at fortælle den ulykkelige gamle kvinde, at Stine var blevet myrdet. Han besluttede dog, at det ingen gavn ville gøre, og nok mest ville tjene til at gøre Elin Andersson endnu mere urolig, end hun allerede var.
”Men hvad nu hvis han ønskede at gemme sig helt alene. Hvor tror du så, at han ville gemme sig?”
”Ude i fjeldene,” sagde hun pludselig. ”Han siger altid, at det er der, han føler sig mest tryg ,og han har altid elsket fjeldene. Det er jo også derfor, at han har kaldt den der computer, som han var så stolt af, for AKKA.”
Christian så overrasket på hende. ”Hvordan skal det forstås?”
”Der er kun to ting her i verden, som betyder noget for Stieg. Hans computere og så fjeldene. Da det er ham, som har ansvaret for computerne på universitetet, er det også ham, som får lov til at navngive dem. Han opkalder dem efter svenske fjeldområder. Ud over AKKA har de på universitetet eksempelvis også en maskine, som han har kaldt SAREK. Både SAREK og AKKA er fjelde i Lapland.”
”Tror du, at han kan have gemt sig i disse områder?” spurgte Michael håbefuldt.
Den gamle kvinde kiggede undrende på ham. ”Nej, Stieg har været væk hele vinteren. De områder er meget barske områder i Lapland og ikke steder, man frivilligt opholder sig om vinteren.”
”Men er der ikke andre steder, hvor du kunne forestille dig, at Stieg ville føle sig tryg?” pressede Christian på.
”Så skulle det være i områderne omkring Åre,” svarede den gamle kvinde eftertænksomt. ”Stieg har altid elsket Åre. Ikke så meget på grund af alt det der skihalløj som så mange andre unge mennesker. Men vi havde en hytte ude i fjeldet, hvor vi tit kom, da Stieg var dreng. Det var her, Stiegs interesse for at vandre i fjeldet begyndte.”
Christian fornemmede instinktivt, at de var ved at nærme sig noget vigtigt. ”Har I stadig den hytte?”
”Nej da, den blev vi nødt til at sælge, da min mand døde for 11 år siden.”
”Hvem solgte I den til?”
Hun så uforstående på ham. ”Hvad har det med sagen at gøre? Det er jo 11 år siden?”
Christian trak smilende på skuldrene. ”Jeg ved det ikke. Sikkert ikke noget. Vi prøver blot at undersøge alle muligheder for at finde Stieg i god behold.”
Det virkede til at tilfredsstille den bekymrede mor. ”Vi solgte hytten tilbage til sønnen af den gårdejer, vi oprindeligt havde købt den af. Jeg tror, at han bruger den til udlejning, selv om jeg har svært ved at se, at der kan være penge i det. Den ligger langt ude i fjeldet, og alle turisterne i dag vil vist helst bo inde ved skibakkerne i byen.”
”Har du et kort over Sverige?” spurgte Christian ivrigt.
Igen sprang den gamle kvinde op og forsvandt ud af stuen.
”Tror du, at han kan gemme sig i den hytte?” spurgte Michael skeptisk.
Christian trak på skuldrene. ”Jeg ved det ikke - men har du et bedre forslag?”
Da Elin Andersson kom tilbage med et kort, bredte Christian det ud på det lille sofabord.
Han fandt Umeå og satte et lille kryds med en kuglepen, som lå på bordet ved siden af et krydsogtværs-hæfte. Han førte en finger ind i landet, til han fandt Östersund. Også her satte han et lille kryds. Herefter lod han fingeren fortsætte yderligere vest på ind i landet, til hans finger stoppede ved Åre, hvor han satte et tredje kryds.
Han kiggede op på Michael. ”Giver det her mening?”
Michael forstod straks, hvad han mente. Östersund lå ikke langt fra Åre, og uanset hvilken vej man valgte fra Umeå til Åre, ville man passere gennem Östersund.
Christian vendte sig mod Elin Andersson. ”Har du et telefonnummer til gårdejeren, som I solgte jeres hytte til?”
”Ja … mon ikke jeg stadig har det et sted,” svarede hun eftertænksomt. Atter kom hun på benene og forsvandt ud af stuen.
Michael så tvivlende på Christian. ”Er der ikke tale om et vildt langskud her?”
Christian rejste sig og kiggede ud af vinduet. Han vendte sig igen mod Michael. ”Jo, men man scorer også nogle gange på langskud. Og på en eller anden måde giver det mening. Du hørte jo selv, at Stieg er typen, som foretrækker kendte og trygge omgivelser. Hvis han har følt sig tvunget til at forlade Umeå for at skjule sig, er det vel ikke usandsynligt, at han har valgt et sted, han kender fra sin barndom, og hvor han føler sig tryg.”
Michael måtte indrømme, at det ikke lød helt skørt.
Elin Andersson kom atter ind i stuen med en lille lommebog i hånden. ”Her er nummeret til Micke Ohlsson,” sagde hun og rakte lommebogen til Christian.
Christian tøvede ikke et sekund, men tog straks sin mobiltelefon frem og tastede nummeret. Elin Andersson og Michael stirrede spændt på ham, og Michael spekulerede på, hvad Christian ville sige til denne gårdejer. De skulle jo nødig risikere at skræmme Stieg Andersson væk.
Han havde dog ikke behøvet at bekymre sig, for Christian havde åbenbart gjort sig tilsvarende tanker. Han udgav sig ganske enkelt for at være en dansk turist, som søgte en hytte på fjeldet til leje i en uge inden for den nærmeste fremtid. Gårdejeren oplyste, at hans hytte var lejet ud for en længere periode. Han gav Christian nummeret til en nabo, som også havde en hytte til udlejning. Christian takkede for hjælpen og afsluttede samtalen. ”Hvor sandsynligt er det, at nogen lejer denne hytte for en længere periode?”
Elin Andersson rystede på hovedet. ”Ikke særligt sandsynligt. Den ligger meget isoleret og er ret primitivt indrettet i sammenligning med standarden i dag. Der er næppe mange turister, som vil leje den for en længere periode.”
De sad lidt i tavshed, før Christian igen henvendte sig til Elin Andersson. ”Tror du, at det er muligt, at Stieg befinder sig i denne hytte?”
Den gamle kvindes øjne lyste nu med en ny glød. ”Jeg tror faktisk, at det er muligt. Jeg har bare slet ikke tænkt på den hytte før nu.” Hun tilføjede næsten undskyldende. ”Det er jo trods alt næsten 11 år siden, at vi solgte den.”
”Så du har altså ikke fortalt det svenske politi om hytten?” spurgte Michael.
Elin Andersson rystede på hovedet.
Christian kom pludselig i tanke om de to fyre fra Beograd, som tilsyneladende også ledte efter Stieg Andersson. Han lagde atter sin hånd oven på den gamle kvindes hånd. ”Er der andre, som har spurgt efter Stieg, mens han har været væk?”
Hun blev pludselig alvorlig. ”Ja, der er de her to udenlandske fyre, som flere gange er kommet rendende og spurgt efter Stieg. De påstår, at de er kollegaer til Stieg, men det tvivler jeg nu på, at de er. De er helt anderledes end de mennesker, Stieg normalt arbejder sammen med.”
”Hvordan anderledes?”
”Det er ikke intellektuelle mænd. Det er jeg sikker på. Stiegs far var professor på universitetet, og Stieg har arbejdet der i mange år. Jeg har gennem tiderne mødt mange af deres kollegaer og mange af de studerende. Disse to mænd er helt anderledes. De virker som hårde mænd. Mænd der har haft et hårdt liv. De er ikke rare mænd som jer,” sagde hun og sendte Christian et lille koket smil.
Christian nikkede eftertænksomt. Han var ikke den, der tvivlede på menneskelig intuition.
”Har du fortalt dem noget?”
Hun sendte ham et forarget blik. ”Nej,” sagde hun bestemt. ”Jeg tror ikke på, de var venner af Stieg eller vil ham noget godt.”
Kløgtig gamle dame, tænkte Michael og sendte hende et anerkendende smil. ”Det tror jeg, du gjorde klogt i. Har du set noget til dem for nylig?”
”Ja - de var her igen for et par dage siden for at spørge, om jeg havde hørt fra Stieg.”
”Hvad med penge?” indskød Michael.
Elin Andersson kiggede uforstående på ham.
”Stieg må have brug for penge til at leve for,” uddybede Michael. ”Hvordan tror du, at han klarer sig?”
”Det har jeg ingen ide om,” svarede Elin Andersson hurtigt. Michael, som gennem sit arbejde havde hørt mange løgne, bemærkede en lille ændring i både tonefaldet og ansigtsudtrykket, og han fornemmede, at den gamle kvinde ikke længere talte sandt. Han kiggede hende direkte ind i øjnene. ”Hvis du ved noget om, hvordan han klarer sig økonomisk, er du nødt til at fortælle os det. Det er vigtigt.”
Elin Andersson vred sine hænder og så plaget ud. ”Jeg har tjekket i vores pengeskab. Stieg tog over 100.000 kroner i kontanter med, da han stak af.”
”Hvorfor har du ikke fortalt politiet dette?” spurgte Michael undrende.
Elin Andersson sukkede og vred atter sine hænder. ”Jeg var bange for, at politiet ikke ville lede efter Stieg, hvis de vidste, at han havde planlagt sin forsvinden ved at tage penge med.” Hun tøvede, før hun fortsatte. ”Og jeg ville heller ikke bringe ham i problemer.”
”Hvordan problemer?” spurgte Michael undrende.
”Jo … altså … pengene fra pengeskabet er ikke nogen, skattevæsenet kender til. Stieg har gennem mange år hjulpet forskellige lokale virksomheder med at løse deres it-opgaver. I mange af tilfældene er det sket … ja, altså uden regning, hvis I forstår. Jeg har lovet Stieg aldrig at fortælle om disse penge.”
”Men det gør du altså alligevel nu,” indskød Christian blidt.
Den gamle kvinde sukkede. ”Ja - og jeg skulle nok have gjort det fra start. Men der vidste jeg jo ikke, at Stieg ville være væk så længe. Og så blev det efterfølgende for indviklet at forklare det til politiet.” Hun sendte Christian et lille nervøst smil. ”Men I er jo ikke fra det svenske politi, og Stieg har været væk så længe ...”
Christian smilede beroligende til hende. ”Det var rigtigt af dig at fortælle os om det. Og du kan være helt rolig. Vi blander os ikke i Stiegs mellemværende med de svenske skattemyndigheder.”
De tog afsked med Elin Andersson og lovede at kontakte hende, så snart de vidste, om det var hendes søn som opholdt sig i hytten ved Åre. De rådede hende samtidig til ikke at dele denne viden med andre foreløbig.
Hun gav dem begge hånden. ”Jeg vil bede for, at I finder min Stieg i god behold.”
Da de igen var ude på vejen og gik tilbage mod centrum, sagde Michael. ”Du er altså ret god til det der med at komme ind på folk. Den der teknik med at lade dem snakke om sig selv er utrolig effektiv. Har du altid kunnet det, eller er det noget, du har tillært dig i forbindelse med dit arbejde?”
Christian svarede ikke straks, og Michael spekulerede på, om Christian måske fandt spørgsmålet upassende. Men efter et stykke tid sagde han. ”Det er nok lidt af hvert - og bygger vel i bund og grund på almindelig sund fornuft. Hvis du vil have folk til at tale med dig, er du nødt til at vise interesse for dem og deres liv. Sådan har vi det vel mere eller mindre alle sammen.”
De gik lidt videre i tavshed, før han fortsatte. ”Det har nok altid ligget naturligt for mig at skabe god kontakt til andre mennesker. Men du har også ret i, at jeg gennem mit arbejde er blevet mere og mere bevidst om effekten af det. Man kan vel sige, at jeg har trænet og udviklet et naturligt talent.”
”Men forbereder du dig på, hvordan du vil gribe en samtale som denne an - eller tager du det bare, som det kommer?” spurgte Michael oprigtigt interesseret.
Igen gik der lidt tid, før Christian svarede. ”Det er ikke sådan, at jeg direkte forbereder, hvad jeg vil sige. Men jeg er meget bevidst om hurtigt at finde frem til, hvad folk interesserer sig for. Det handler egentlig bare om at lytte til, hvad de siger, og så tage udgangspunkt i det.”
”Jeg troede, at sælgere især levede af at besnakke folk til at købe noget,” sagde Michael med et afvæbnende smil.
”En udbredt misforståelse … desværre også blandt mange sælgere,” svarede Christian alvorligt. ”Men jeg har endnu ikke mødt mennesker, som ønsker at blive besnakket til at købe noget som helst. Til gengæld har jeg hjulpet mange til at købe de ting, de har fortalt mig, at de har brug for. Kan du se forskellen?”
Michael nikkede. ”Ja, men er det så enkelt, som du giver udtryk for?”
”Ja,” svarede Christian. ”Det er det rent faktisk.”
Michael skiftede emne. ”Jeg antager, at vi nu skal et smut til Åre.”
Christian grinede. ”Ja, synes du ikke, det lyder som en god ide. Sverige er jo sådan et smukt land.”
”Men for helvede,” udbrød Michael. ”Der er sgu da mindst 500-600 kilometer, og der er næppe tale om motorvej.”
”Det er der næppe,” indrømmede Christian.
De planlagde deres afrejse fra Umeå, mens de gik det sidste stykke tilbage til hotellet. De bemærkede ikke, at den sorte VW Passat, som havde været parkeret over for Elin Anderssons hus, forsigtigt fulgte efter dem i god afstand.