Kapitel 58

Søndag den 17. maj

Da Michael og Christian næste morgen kørte sydpå, var forårsvejret blevet afløst af blæst og regn. De fulgte E4 mod Sundsvall, hvor de drejede ind på E14 og fortsatte ind i landet. Det var, som om det pludselige omslag i vejret også påvirkede deres humør. De var begge tavse, og når de talte sammen, var det om praktiske ting som ruten, tankning og proviantering.

Fra bilen forsøgte Michael at få kontakt med Günter Vogel ved at ringe til Faculté de Médecine de Genève. Det gav intet resultat, da en meget lidt hjælpsom kvinde på dårligt engelsk blot kunne fortælle, at Günter Vogel ikke længere arbejdede på fakultetet, og at hun ikke havde nogen viden om, hvad han nu lavede, eller hvor han kunne træffes. De valgte derfor fortsat at koncentrere sig om Stieg Andersson, så måtte de senere prøve at opspore Günter Vogel.

Da de først på eftermiddagen passerede Östersund, spekulerede Michael på, hvilke tanker der var gået gennem hovedet på Stieg Andersson, da han var her og sendte sin mor det hidtil eneste livstegn. Havde han været bange, eller havde han følt sig fri?

Da de nærmede sig Åre, vendte Michael sig mod Christian, som kørte. ”Tror du, at der er nogen som helst mulighed for, at Stieg Andersson kan være indblandet i mordet på Stine Jamie eller nogle af de andre?”

Christian rystede langsomt på hovedet. ”Jeg ved det ikke… men jeg synes ikke, at det lyder sandsynligt. Men for alle tilfælde skyld tror jeg, at vi skal gå meget forsigtigt frem. Dels kan han være indblandet på en eller anden måde, dels kan han gå i panik, når han opdager, at han er blevet fundet.”

Da de lidt efter kørte ind i Åre, blev de enige om at finde et sted, hvor de kunne få noget at spise. De kørte ned mod stationen og parkerede foran en stor moderne bygning, som ifølge et stort skilt husede Holiday Club. Skibakkerne, som rejste sig direkte over byen, var lukket for sæsonen, men der var endnu pletter med sne på bakken, og toppene var stadig hvide. Den store arkade i Holiday Club viste sig at indeholde restaurant og bar samt en række butikker, hvor de blandt andet købte et kort over området. De slog sig ned i restauranten og bestilte mad. Mens de spiste, studerede de kortet for at finde vejen til den afsides beliggende hytte.

Michael kiggede på et ur på væggen, som viste 18.54. ”Skal vi køre derop nu, eller skal vi vente til i morgen formiddag?”

”Lad os gøre det med det samme,” svarede Christian fast. ”Der er ingen grund til at udskyde det.”

Michael insisterede på at betale for maden, da han efterhånden syntes, at Christian havde betalt for rigeligt.

”Som du vil,” svarede Christian blot og trak på skuldrene.

Michael overtog nu rattet. GPS’en kendte ikke den lille vej oppe på fjeldet, hvor hytten lå, så Christian dirigerede ved hjælp af kortet og den vejbeskrivelse, Elin Andersson havde givet dem.

Efterhånden som de kom højere op på fjeldet, blev vejen dårligere og dårligere. Mudret vand sprøjtede op af bilen, når hjulene ramte et af de mange huller, som på grund af regnen var blevet omdannet til mindre søer. I starten lå der en del hytter ud til vejen, men efterhånden som de kom højere op på fjeldet, blev der længere mellem hytterne. Efter et stykke tid endte vejen på en gårdsplads til en større gård. De var ved at tro, at de var kørt forkert, da Christian fik øje på et lille træskilt med teksten Norrhytte.

”Den vej,” udbrød han og pegede på skiltet.

”Der er sgu da ingen vej,” svarede Michael skeptisk.

Men da han kørte lidt tættere på, opdagede han to hjulspor, der førte væk fra gårdspladsen. Cirka 500 meter længere fremme kunne de skimte en lille hytte bag nogle lave buske.

Michael kørte meget forsigtig op ad de hullede hjulspor. Dels ville han ikke smadre bilens undervogn, dels ønskede han at lave så lidt støj som muligt.

På den lille plads foran hytten stod der en snescooter af ældre dato samt en ramponeret Mitsubishi Pajero. Der kom røg op af skorstenen på taget, og Michael kunne mærke, at hans hjerte begyndte at slå hurtigere. Lige nu ville han rigtigt gerne have haft sin tjenestepistol.

”Hvad gør vi?” spurgte han stille, da han havde parkeret bilen ved siden af den udslidte firehjulstrækker. ”Melder vi vores ankomst med et dyt, inden vi går ind, eller prøver vi at overraske fyren?”

Christian tænkte sig lidt om. ”Lad os prøve at se, om vi kan overraske ham. Måske har han ikke hørt os endnu.”

De stod stille ud af bilen og undlod at smække med dørene. Michael, som var forrest, tog forsigtigt i døren, som viste sig at være ulåst. De trådte ind i en lille entre med to døre ind til selve hytten. Michael kiggede spørgende på Christian, som trak på skuldrene. Efter et øjebliks tøven åbnede han døren til venstre for dem. De trådte ind i en lille hyggelig stue med massive træmøbler. Ilden knitrede i pejsen, og en massiv varme ramte dem som en hammer. Stuen var tom.

”Hallo, er her nogen?” råbte Michael. I det samme blev den anden dør i entreen bag dem åbnet, og en lille spinkel fyr i cowboybukser og striktrøje stirrede på dem.

Det som dog optog både Christian og Michael mest, var det dobbeltløbede jagtgevær, som fyren havde i hænderne og som pegede direkte mod dem.

”Stieg Andersson?” spurgte Christian roligt.

”Hvem er I - og hvad vil I?” sagde den spinkle mand på svensk med en skinger stemme, som røbede stor nervøsitet.

”Vi kommer fra politiet i Danmark,” svarede Michael på dansk, mere rolig end han følte sig. ”Vi leder efter Stieg Andersson, da vi tror, at han kan hjælpe os med en sag.”

Den lille fyr, der åbenbart ikke havde problemer med at forstå dansk, skulede mistroisk til ham. ”Har I legitimation?”

Endnu en gang fiskede Michael sin legitimation frem. Der ville i sandhed blive noget at forklare, når han kom hjem.

Stieg Andersson studerede grundigt legitimationen gennem sammenknebne øjne. Da han tilsyneladende var tilfreds, vendte han sig mod Christian. ”Og dig?” spurgte han.

”Jeg er ikke fra politiet,” svarede Christian smilende. ”Mit navn er Christian Bjørnbo. Jeg kendte Stine Jamie, mens hun levede.”

Den lille fyr så desorienteret fra den ene til den anden. Så tændte et hadsk blik sig i hans øjne.

”Christian Bjørnbo,” sagde han langsomt. ”Så er du det svin, der myrdede Stine Jamie.”

”Nej,” svarede Christian stadig roligt. ”Jeg er den fyr, som fejlagtigt blev dømt for at have myrdet Stine Jamie. Jeg er her sammen med Michael fra politiet i Danmark, fordi vi prøver at finde ud af, hvem der rent faktisk myrdede Stine Jamie. Det er derfor, vi gerne vi tale med dig ... for du kendte Stine, gjorde du ikke?”

”Hvordan har I fundet frem til mig?” spurgte den lille fyr skeptisk og bekræftede dermed, at han rent faktisk var Stieg Andersson.

”Din mor hjalp os,” svarede Michael alvorligt. ”Hun er meget nervøs for dig og ville gerne have, at vi talte med dig.”

Mistroen voksede i øjnene på den lille fyr med jagtgeværet. ”Det er løgn. Ikke engang hun ved, at jeg er her.”

Christian smilede beroligende til ham. ”Det har du ret i. Men da vi talte med hende, kom vi frem til, at det var sandsynligt, at det var her, du gemte dig.”

Det virkede, som om Stieg Andersson spekulerede over det, han hørte. Men inden han nåede at svare, svingede Christian pludselig sin højre arm frem med en voldsom kraft og greb om geværløbet og pressede det op mod loftet. I samme bevægelse drejede han geværet rundt, så Stieg Anderssons fingre blev vredet med rundt. Med et skrig slap han geværet og vendte sig om for at løbe ud af døren. Michael, som forskrækket havde set til, trådte et skridt frem og greb fast i hans arm og tvang han ned på gulvet.

”Tag det nu roligt,” sagde Christian. ”Vi vil dig ikke noget ondt - tværtimod. Det er bare ikke så rart at blive truet med et jagtgevær.”

I fællesskab fik de trukket ham på benene og fik ham placeret i en stol ved et firkantet spisebord. Michael satte sig i stolen ved siden af Stieg Andersson, mens Christian satte sig på stolen over for. Han stillede jagtgeværet fra sig op ad en stolpe i væggen for ikke at virke truende.

Michael lagde sin hånd på Stieg Anderssons skulder for at berolige ham. ”Hør nu her, Stieg. Vi ved en masse om, hvad du, Stine og alle de andre i Metusalem-gruppen var i gang med, men vi vil meget gerne høre din version, da vi som sagt meget gerne vil finde dem, som dræbte ikke bare Stine Jamie, men også en masse andre fra jeres gruppe.”

Stieg Andersson stirrede vantro på dem. ”Kender I til Metusalem-projektet? Hvordan har I hørt om det?”

”Det skal vi nok vende tilbage til,” svarede Michael stille. ”Først synes jeg, at du skal fortælle alt, hvad du ved om denne her sag.”

”Hvordan ved jeg, at jeg kan stole på jer?” svarede den lille mand og så ud, som om han var ved at bryde helt sammen.

”Din mor stoler på os,” svarede Michael alvorligt. ”Og din chef Anja Nyström fra HPC2N stoler på os. Så hvorfor skulle du ikke også gøre det?”

”Og hvad er alternativet, ” tilføjede Christian. ”Vil du gemme dig her resten af dit liv?”

Den lille mands krop begyndte pludselig at ryste, og det var tydeligt, at han kæmpede med at holde gråden tilbage. Det lykkedes ikke. Tårerne strømmede ned af hans kinder.

”Bare tag det roligt,” sagde Michael og lagde sin arm om skuldrene på ham. ”Fortæl os nu det hele fra begyndelsen af, så der kan komme styr på det her, og du kan vende hjem til Umeå.”

Stieg Andersson snøftede fortsat, men han begyndte atter at få kontrol over sig selv. ”Undskyld - men jeg har længe levet i frygt uden at vide, hvad jeg skulle gøre. Jeg kan ikke se nogen vej ud af alt det her.”

Christian studerede den ulykkelige lille fyr over for sig. Det var tydeligt, at han var helt ude af sig selv - og sikkert havde været det længe. De kunne nok ikke forvente, at han af sig selv var i stand til at give dem en sammenhængende forklaring. Christian besluttede sig derfor for at hjælpe ham lidt på vej med nogle spørgsmål. ”Hvordan lærte du egentlig Stine Jamie at kende?”

Christian konstaterede straks, at han havde ramt plet med dette spørgsmål. Der blev tændt en glød i Stieg Anderssons øjne. ”Jeg mødte Stine i januar 2006. Jeg var udlånt nogle måneder fra HPC2N for at hjælpe BioPointer GmbH i Schweiz med at få deres nye computer op at køre. Den er slet ikke i samme klasse som AKKA - men der er trods alt tale om en computer af en vis størrelse. Stine arbejdede hos BioPointer. Jeg er ikke særlig god til tysk, så Stine fungerede som en slags tolk mellem mig og de schweiziske teknikere. Vi blev venner, og vi begyndte at gå ud sammen og drikke en øl eller få noget at spise efter arbejde.”

I takt med at Stieg Andersson talte, blev han mere og mere rolig, og ordene flød mere ubesværet fra ham. Det virkede, som om det var en befrielse for ham at tale efter de mange måneders isolation. Han talte hurtigt nu, og Michael havde svært ved at følge med i det svenske og måtte flere gange bede ham gentage - eller få Christian til at oversætte.”Stine var en fantastisk pige. Helt anderledes end nogen piger, jeg før har mødt. Hun var så sjov og ligefrem, og vi grinede meget sammen. Hun behandlede mig ikke som en … nørd, men som om hun kunne lide mig. Jeg tror aldrig, at jeg har grinet så meget i mit liv, som jeg gjorde i min tid i Schweiz.”

Christian smilede ved tanken om Stine. Han forstod godt, hvad Stieg Andersson mente. Det havde aldrig været kedeligt at være sammen med Stine.

”Stine havde naturligvis også andre venner,” fortsatte Stieg Andersson. ”Og en dag præsenterede hun mig for Günter Vogel. Günter Vogel er gerontolog og arbejdede på det tidspunkt på Faculté de Médecine de Genève. Stine kendte ham gennem sit arbejde hos BioPointer, hvor hun tidligere havde lavet noget arbejde for ham.” Stieg Andersson tøvede lidt, som om han ikke rigtigt vidste, hvordan han skulle fortsætte. ”Günter Vogel og jeg brød os fra start ikke ret meget om hinanden. Vi ville nok begge to helst have Stine for os selv. Men da det oftest var Stine, som tog initiativ til at mødes … ja, så blev det, som hun ville have det.”

Stieg Andersson, som mest havde kigget ned i bordpladen, mens han talte, kiggede pludselig op på Christian og spurgte. ”Kender I Aubrey de Grey?”

Christian kiggede på Michael, som rystede på hovedet. ”Nej - det tror jeg ikke, vi gør. Hvem er han?”

Michael, som var ved at få et hedeslag i den varme hytte, rejste sig og tog sin jakke af og hængte den på en knage, som var placeret ved siden af pejsen.

Imens fortsatte Stieg Andersson, som talte sig mere og mere varm. ”Aubrey de Grey er en excentrisk englænder. Han kalder sig vist Biomedical Gerontogist - eller noget i den retning. Aubrey de Grey er oprindeligt uddannet inden for computervidenskab, men han har de sidste mange år arbejdet med at løse gåden omkring, hvorfor vi ældes - og ikke mindst - hvad der skal til for at stoppe aldring.”

Michael og Christian udvekslede hurtigt blikke. Der var noget, der tydede på, at Christian havde haft ret med hensyn til Metusalem-gruppen.

Stieg Andersson fortsatte uanfægtet. ”En af Aubrey de Greys hovedteser er, at menneskeheden i stor udstrækning allerede råder over den nødvendige viden til at kunne udvikle medicin, der kan standse - eller i hvert fald bremse - den aldring, som alle levende individer udsættes for. Aubrey de Grey er fortaler for, at forskningen i højere grad bør være målorienteret frem for ... hvad kan vi kalde det … drevet af nysgerrighed … altså grundforskning, hvis I forstår, hvad jeg mener.”

De nikkede begge - uden dog at være hundrede procent sikker på, hvad den lille fyr mente.

”Aubrey de Grey har skrevet en masse om dette emne og har holdt en lang række foredrag og forelæsninger. Han er endvidere manden bag to konkrete initiativer. Det ene initiativ er det som kaldes SENS - eller Strategies for Engineered Negligible Senescence og The SENS Foundation, som er en non-profit organisation, som arbejder med at udvikle og øge kendskabet til medicinsk forskning med henblik på at standse aldring.”

Pludselig var det, som om Stieg Andersson gik i stå, og for at få ham i gang igen spurgte Christian. ”Og hvad er det andet projekt, denne fyr har gang i?”

Stieg Andersson nikkede for sig selv og fortsatte. ”I 2003 etablerede Aubrey de Grey sammen med en fyr, som hedder David Gobel, The Methuselah Foundation som også har til formål at fremme forskning i aldring. De udtænkte blandt andet The Mprize competition eller The Methuselah Mouse Prize, som den også kaldes. I har måske hørt om den?”

Igen rystede de begge på hovedet, og Stieg Andersson fortsatte. ”Det er ganske enkelt en konkurrence, som udlover en stor pengepræmie til den eller dem, der kan slå den til enhver tid gældende verdensrekord, når det gælder levetid for mus.”

”Men hvad har denne Aubrey de Grey med Stine at gøre?” spurgte Michael utålmodigt.

”Ikke noget direkte. Men Günter Vogel var en stor beundrer af Aubrey de Grey og hans ideer og talte tit og ofte om ham. En aften da vi havde fået nogle øl, foreslog Stine for sjov, at vi da bare kunne slå denne muse-rekord, da det vel ikke kunne være så svært. Først grinede jeg af det, men det var tydeligt, at både Stine og Günter begyndte at tage ideen seriøst. Deres argument var, at vi tre tilsammen burde have de bedste forudsætninger for at kunne gå ind i et sådant projekt. Günter var gerontolog og kendte en masse til forskningen på området. Stine var systembiolog og ekspert i at systematisere og behandle store mængder forskningsresultater og data og trække essensen ud af det. Og jeg er jo ekspert på High Performance Computers. Og da vi var ved at forberede installationen af AKKA på HPC2N, ville vi inden for overskuelig fremtid få adgang til en af verdens kraftigste forskningsmæssige computere. Stine og Günter tog udgangspunkt i Aubrey de Greys tanker om, at meget af den nødvendige viden og forskning allerede er til stede i dag, men blot endnu ikke er sat i system og anvendt effektivt på tværs af fagområder. Fra start tog de endvidere udgangspunkt i Aubrey de Greys teorier om, at der er syv forhold, som særligt har indflydelse på aldring. Disse syv forhold udvidede vi dog senere til flere områder på baggrund af de resultater, vi løbende nåede frem til.”

Christian trak sin efterhånden godt krøllede oversigt frem fra lommen. ”Er det de her områder, du taler om?”

Stieg Andersson studerede overrasket listen. Så smilede han for første gang. “Mjoov… det er meget godt ramt - selv om nogle af begreberne … er lidt … hmmm …upræcist eller naivt formuleret.”

”Men hvordan greb I det hele an? Det må jo have været et kæmpestort projekt at gå i gang med, samtidig med at I havde jeres normale arbejde.”

Stieg Andersson nikkede bekræftende. ”Det var det også. Det var også grunden til, at jeg var meget skeptisk i starten. Jeg syntes rent ud sagt, at det var noget pjat. Men Stine kunne være meget overtalende … grænsende til manipulerende … når der var noget, hun ville opnå. Og så kom hun med en genial ide. Vi skulle ikke selv indsamle resultaterne fra alt relevant forskning på området. Det skulle vi få andre til. Hun kaldte det Spøgelseskæden. Jeg tror, at hun havde navnet fra nogle spændingsbøger, hun havde læst som barn.”

”Mysteriebøgerne,” indskød Christian smilende. ”Dem læste jeg også som barn. De er skrevet af Enid Blyton, som også skrev De Fem.”

”Rigtigt,” bekræftede Stieg Andersson. ”Men det gik kort fortalt ud på, at vi skulle bruge vores kontaktnet til forskere over hele verden, som arbejdede med de områder, vi var interesserede i. Det behøvede ikke være topforskere - bare personer som havde kendskab til området og forstand på at fremskaffe materialer og resultater fra allerede gennemført forskning. Disse forskere bad vi så om at bruge deres kontaktnet og så videre. På den måde indsamlede de store mængder data fra allerede gennemført forskning. Ud fra anvisninger fra Stine og Günter systematiserede de oplysningerne og sendte dem til Stine.”

Hans blik blev fjernt, og et sørgmodig udtryk bredte sig over hans ansigt. ”Stine var en utrolig begavelse inden for sit felt. Jeg har arbejdet sammen med mange dygtige statistikere og systembiologer, men jeg har aldrig mødt nogen med Stines evner. Hun var helt utrolig, når det gjaldt kunsten at systematisere store mængder data og finde sammenhænge.”

”Men hvad var din rolle?” spurgte Michael interesseret.

Stieg Andersson rettede sig op i stolen. ”Jeg er ekspert i udnyttelsen af High Performance Computers og havde adgang til meget kraftige computere - herunder AKKA, efterhånden som den blev installeret. Jeg hjalp Stine med at få alle data ind i computerne og sikrede, at de blev behandlet effektivt, samt at de relevante data blev hentet ud igen. Senere kom så også Matti Aho ind i billedet, og ham hjalp jeg på tilsvarende vis.”

”Hvilken rolle spiller Matti Aho?” spurgte Christian, som syntes, at det hele lød helt utroligt.

Stieg Andersson kiggede frem og tilbage mellem Michael og Christian, som om han endnu en gang vurderede, om han turde stole på dem. ”Efterhånden som resultaterne fremkom, begyndte der at tegne sig et billede. Et helt utroligt og meget overraskende billede. Stine fandt frem til, at der var en hel del sammenhænge mellem de forskellige områder, der har indflydelse på, hvordan og hvorfor vi ældes. Der tegnede sig altså et billede af, at vi reelt ikke havde med mange forskellige områder at gøre, men om relativt få områder, som påvirkede hinanden indbyrdes på forskellige måder i et meget komplekst samspil. Man kan måske tale om en omvendt spøgelseskæde, hvor man starter med mange forskellige aldersmæssige forandringer og påvirkninger, som så kan samles i grupper med samme udspring. De kan så igen samles i nye større grupper - igen med samme udspring. Vi fik derfor den tanke, at vi ved at finde frem til et relativt begrænset antal stoffer, molekyler og enzymer ville kunne påvirke mange områder på en gang. Jeg tog derfor kontakt til Matti Aho, som er en meget talentfuld forsker inden for kombinatorisk kemi. Jeg kendte ham fra et tidligere projekt, hvor vi havde arbejdet godt og tæt sammen. Ved hjælp af de sammenhænge, Stine og Günter havde fundet frem til, AKKA’s enorme regnekraft og Mattis dygtighed inden for kombinatorisk kemi undersøgte vi milliarder af forskellige kemiske og biologiske påvirkninger og sammenhænge.”

Pludselig så Stieg Andersson igen skræmt ud. Det var, som om han atter blev i tvivl, om han måske havde fortalt for meget.

”Og hvad fandt I så frem til?” pressede Christian på.

Stieg Andersson kørte en hånd over ansigtet med en træt og opgivende bevægelse. Han rystede på hovedet og lød, som om han næsten ikke selv troede på det, da han stille sagde. ”Vi fandt nøglen til evig ungdom.”

Michael og Christian kiggede på hinanden, og derefter stirrede de begge på Stieg Andersson, som nu sad helt sammensunket på sin stol.

”Det må du vist forklare lidt nærmere,” sagde Christian stille.

Stieg Andersson rystede igen på hovedet. ”Det var sindssygt … vi havde vel egentlig ikke engang selv rigtigt troet på det fra start. Men i et samspil mellem vores dygtighed og et utroligt held fandt vi frem til bare tolv elementer, der i det rette samspil helt kan standse aldringsprocessen. Når de tolv elementer bliver bragt i spil på den rigtige måde og i den rigtige sammenhæng, sætter de en kædereaktion i gang, som på næsten magisk vis standser alle de faktorer, som fører til kroppens aldring. Det var så effektivt, at man næsten kunne få den tanke, at alle levende væsner oprindeligt var skabt med disse elementer, men at de på et tidspunkt var gået tabt eller blevet fjernet … af en højere magt.”

”En højere magt?” gentog Michael spørgende.

”Det er naturligvis noget vrøvl,” svarede Stieg Andersson og virrede med hovedet. ”Der er ikke tale om noget guddommeligt eller sådan noget - naturligvis ikke. Effekten af vores opdagelse var bare så effektiv og simpel, at det ikke virkede, som om det kunne være en tilfældighed fra naturens side.”

Han rettede sig op i stolen og fortsatte. ”I starten havde vi kun vores teoretiske modeller at gå ud fra. Men efterfølgende lykkedes det Günter at gennemføre kliniske forsøg med både orme og bananfluer. Så snart manipulationen var sket, stoppede forsøgsdyrenes aldring fra den ene dag til den anden, og de levede videre i bedste velgående uden at vise nogen som helst tegn på at blive ældre. Efterfølgende afprøvede han også metoden på mus og rotter og til sidst på aber. Resultatet var det samme. Deres aldring standsede fra den ene dag til den anden.”

Michael rejste sig pludselig fra stolen og gik rundt i stuen. ”I mine ører lyder det fuldstændig vanvittigt. Du fortæller os, at noget, der startede som en spøg over nogle øl, har ført til den mest utrolige opdagelse i menneskehedens historie. Hvordan kunne I fire uden videre finde frem til en så epokegørende opdagelse? Hvorfor er der ingen, der har gjort det før jer, når det tilsyneladende var så enkelt?”

Stieg Andersson rettede sig op i stolen og kiggede forarget på ham. ”Enkelt … det var aldeles ikke enkelt at finde frem til disse yderst komplicerede sammenhænge - det var resultatet, som var enkelt - ikke vejen til at finde det!”

Så var det, som om han atter faldt sammen. ”Men jeg forstår godt, hvad du mener. Det må lyde helt skørt. Men nu har jeg jo også givet jer den hurtige version. Reelt har hele processen taget over 3 år, og det sidste år arbejdede Stine, Günter og Matti fuld tid på projektet. Men der er også nogle andre ting, som I bør forstå. Forskerverdenen er ofte præget af isolation. Man arbejder med hver sit fagområde, og ofte er lysten til at samarbejde og dele sin viden med andre forskningsområder ikke ret stor. Samtidig har de sidste års enorme fremskridt inden for næsten alle forskningsområder gjort det meget vanskeligt at få et samlet overblik over, hvilke sammenhænge der eventuelt kunne være på tværs af fagområderne. I vores projekt har vi reelt ikke drevet nogen form for selvstændig ny forskning. Vi samlede, systematiserede og analyserede blot al den viden, som allerede fandtes på alle relevante områder på en måde, som det aldrig er blevet gjort på før. Og så er det jo også med sådanne projekter, som det er med alle andre ting her i verden. Resultatet bliver ofte nøjagtigt lige så godt som de mennesker, der er med i det. Og her har vi været heldige. Med risiko for at lyde indbildsk vil jeg påstå, at gruppen bestod af de fire bedst egnede, der overhovedet fandtes til denne opgave.” Han kiggede frem og tilbage mellem Michael og Christian og tilføjede med et lille forsigtigt smil. ”Og så må man heller ikke undervurdere betydningen af held. Man kan vel sige, at vi ledte efter den berømte nål i en meget, meget stor høstak. Selv om vi systematiserede eftersøgningen af nålen, krævede det alligevel et utroligt held at finde den. Havde vi været mindre heldige, kunne vi have ledt i årtier uden at finde den.”

”Hvad med Alessandro Celentano. Hvilken rolle spiller han i alt det her?”

”Ingen,” svarede Stieg Andersson fast. ”Han havde intet som helst med selve Metusalem-projektet at gøre. Han var bare et rigt fjols, som leverede nogle penge.”

Christian kiggede uforstående på ham. ”Penge - hvad mener du?”

”Jo, altså. Vi skulle bruge penge til at betale de forskere, som indsamlede data for os. Vi besluttede fra start af, at vi ikke ville indvie andre i vores projekt. Vi fortalte derfor de forskere, som indsamlede data for os, at det drejede sig om et projekt, som skulle gøre eksisterede forskningsresultater lettere tilgængelige for forskere i hele verden. For at få dem til at hjælpe os var vi nødt til at tilbyde dem en eller anden form for betaling. Günter kendte til denne Alessandro Celentanos fra sit tidligere arbejde. Han er en meget velhavende ældre italiensk gentleman, som har støttet flere private og offentlige forskningsprojekter og andre godgørende formål. Günter gav ham den samme historie om projektet, der skulle gøre adgangen til eksisterende forskningsresultater og data lettere tilgængeligt, og han fik ham til at støtte det opdigtede projekt økonomisk gennem The Science Infosystem Foundation, men han viste intet om Metusalem-projektets egentlige formål. Stine, Günter, Aho og jeg modtog ingen penge for vores indsats. Pengene fra fonden blev alene anvendt til dem, som I på jeres oversigt vist kalder områdeansvarlige og underleverandører. Det var ikke fordi vi ikke selv kunne bruge pengene - vi ønskede blot, at de skulle række længst muligt.”

Michael, som havde fået afløb for sin værste uro, satte sig atter ved bordet. ”Men hvad fanden gik så galt. Hvem har myrdet Stine Jamie og alle de andre - og hvorfor?”

Der gled en sky for Stieg Anderssons ansigt. ”Jeg ved det ikke med sikkerhed - men jeg har en god ide om det.”

”Men hvorfor er du ikke gået til politiet i al den tid? Det er jo vanvid, når du som den eneste tilsyneladende kendte til alle disse mord, og når du samtidig vidste, at der var en sammenhæng mellem dem?” fnyste Christian arrigt. ”Er du klar over, at jeg har siddet i fængsel i flere måneder for et mord, jeg ikke har begået.”

”Jeg vidste godt, at der var en, som var blevet dømt for mordet på Stine, men jeg troede, at det rent faktisk var dig, som havde myrdet hende … at du var betalt for at gøre det,” svarede Stieg Andersson undskyldende.

”Betalt af hvem?” indskød Michael.

Stieg Andersson stirrede direkte ind i øjnene på Michael. ”Jeg tror, at det er Günter, som står bag det hele.”

Michael nikkede. ”Og hvad får dig så til at tro det?”

”To ting. Günters opførsel i de sidste uger op til mordene og udelukkelsesmetoden. Ud over mig er han den eneste af os fire fra Metusalem-gruppen, som ikke er blevet myrdet. Samtidig er han tilsyneladende gået under jorden.”

”Er Matti Aho også død? Det var vi ikke klar over,” sagde Michael rystet.

”Ja,” svarede Stieg Andersson trist. ”Han blev stukket ned på vej hjem fra en tur i byen, dagen efter at Stine blev myrdet.”

”Du nævnte også Günter Vogels opførsel i de sidste uger op til mordene. Hvad mener du med det?”

Stieg Andersson forsøgte tydeligvis atter at tænke tilbage. ”Kort før Stine blev myrdet, besøgte hun mig i Umeå. Vi havde nogle sidste ting, vi skulle have på plads, før vi var klar til en offentliggørelse af vores opdagelse. Lige inden Stine kom, havde jeg haft en meget lang telefonsamtale med Günter Vogel. Jeg har som sagt aldrig brudt mig ret meget om Günter, men denne gang virkede han endnu mere mærkelig end ellers.”

”Hvordan mærkelig?” spurgte Christian.

”Han stillede nogle sære spørgsmål omkring, hvem i den gruppe I kalder de områdeansvarlige, som vidste hvad - og han forsøgte at få mig til at fortælle, hvor og hvordan jeg opbevarede alle vores data og resultater. Jeg fik en fornemmelse af, at der var noget helt galt. Det virkede, som om han pludselig havde en anden dagsorden. På det tidspunkt kunne jeg ikke gennemskue, hvad det gik ud på, men efterfølgende faldt tingene på plads. Jeg tror, at han var i gang med at undersøge, hvor mange han var nødt til at dræbe for at kunne bevare hemmeligheden.”

”Men hvorfor var det nødvendigt at slå alle de områdeansvarlige ihjel?” spurgte Michael. ”Jeg synes lige, du sagde, at det kun var Stine, Günter, Matti og dig som kendte projektets egentlige formål og havde kendskab til jeres opdagelse?”

Stieg Andersson nikkede. ”Det er korrekt. Men de fleste af de områdeansvarlige kendte Stine, Günter og mig - i hvert fald af navn. Jeg tror, at Günter frygtede, at nogle af dem kunne lægge to og to sammen, hvis pludselig både Stine og jeg døde under mystiske omstændigheder og Günter herefter offentliggjorde vores opdagelse som sin egen. Dem I kalder underleverandørerne udgjorde omvendt ingen fare, da de kun kendte til en enkelt områdeansvarlig. De ville derfor næppe få kendskab til andre dødsfald end dødsfaldet på den områdeansvarlige, som de selv sendte materiale til.”

Christian nikkede eftertænksomt. ”Det var det, Stines sidste mail til dig handlede om - var det ikke?”

Stieg Anderson nikkede med et sørgmodigt udtryk i øjnene. ”Jo, da Stine sidste gang besøgte mig i Umeå, fortalte jeg hende om Günters opkald, og jeg fortalte hende om min mistanke om, at der var noget helt galt. Da Stine kom hjem, sendte hun mig den mail, du taler om, hvor hun prøver at berolige mig.”

Christian overvejede alt det, Stieg Andersson havde fortalt og sagde. ”Det, du fortæller, forklarer mange ting. Men det bringer mig tilbage til mit tidligere spørgsmål. Hvorfor er du ikke gået til politiet med din viden?”

Stieg Andersson så ud, som om han var blevet ramt af et slag, og hans stemme bævrede. ”Jeg ved det ikke. Jeg skulle naturligvis have gjort det. Jeg havde været ude i fjeldene nogle dage, og da jeg vendte hjem, hørte jeg, at Stine var blevet myrdet. Først kædede jeg det ikke sammen med vores arbejde. Jeg forsøgte at kontakte Aho og Günter for at høre, hvad vi nu skulle gøre. Da jeg konstaterede, at Aho også var død, og at Günter var forsvundet, blev jeg mistænksom og begyndte at undersøge, om der også var sket noget med nogle af de andre. Jeg fandt hurtigt ud af, at mange af de andre også var døde. Herefter var det ikke så svært at gennemskue sammenhængen. Jeg vil tro, at den eneste grund til, at jeg er i live i dag er, at jeg i dagene op til mordene på de andre spontant tog en tur ud i fjeldene. Det betød, at mordet på mig blev forsinket. Så snart jeg var tilbage, blev jeg kontaktet af to fyre, som udgav sig for at være fra universitetet i Beograd. De bad om et møde, som de meget gerne ville holde med mig allerede samme dag, hjemme hos mig privat, hvilket jeg fandt meget usædvanligt. Jeg ringede til universitetet i Beograd, som ikke kendte til nogen af deres navn. Jeg lagde to og to sammen og indså, at de to fyre næppe ville mig noget godt. Og ja … så stak jeg af. Når jeg ikke kontaktede politiet, skyldes det nok, at jeg frygtede, at de ikke ville tro på mig - og at de derfor heller ikke ville beskytte mig. Hvem ville tro på sådan en historie - og alle, som kunne bekræfte den, var døde. Jeg var godt nok i besiddelse af alt vores materiale, men jeg har ikke forstand på at tyde indholdet. Mit speciale er computere, ikke bioteknologi og lægevidenskab. Jeg tvivlede derfor på, at politiet ville tage mig alvorligt og på, at de ville beskytte mig. Jeg håbede derfor på, at vores opdagelse ville blive offentliggjort, og at min historie derved ville komme til at fremstå mere troværdig. Efterhånden som tiden gik, uden at vores opdagelse blev offentliggjort, kom min historie i stedet til at lyde mere og mere skør. Og ja … så er tiden bare gået. Jeg har været et fjols, der bare har gemt mig og håbet på, at det hele gik over. Som en struds, der stikker hovedet i busken.”

Han tav, og tårerne begyndte igen at løbe ned af hans kinder. ”Og så … og så elskede jeg Stine. Jeg kan fortsat slet ikke holde ud at tænke på, at hun ikke længere lever. Mit liv er intet værd uden hende, og det hele kan være lige meget.”

”Var I virkelig kærester?” spurgte Christian uden at kunne skjule sin undren. Han havde fortsat meget svært ved at se Stine og Stieg Andersson som et par.

”Det har jeg ikke sagt,” snøftede Stieg Andersson. ”Jeg elskede hende over alt på jorden, men hun var vist ikke typen, som sådan rigtigt forelskede sig.”

Nej, det har du vist helt ret i, tænkte Christian.

”Men det var også lige meget,” fortsatte Stieg Andersson.”Bare det at kunne være sammen med hende var godt nok for mig. Jeg har slet ikke lyst til at vende tilbage til mit normale liv. Det virker så tomt uden Stine. Jeg har det fint her.”

Christian følte medlidenhed med den lille ulykkelige fyr. Det var tydeligt, at han var gået i panik, da han opdagede, at medlemmerne af Metusalem-gruppen systematisk blev slået ihjel. Det var også tydeligt, at han virkelig havde holdt af Stine. Han havde slet ikke været klar til at forholde sig til alt det, han pludselig var blevet en del af.

”Jeg kendte også Stine,” sagde han blidt. ”Og jeg forstår godt, at du savner hende. Stine var en fantastisk kvinde. Men netop derfor skylder vi hende også at finde dem, som er ansvarlige for hendes død.”

Stieg Andersson nikkede og tørrede sine øjne med bagsiden af hånden. ”Du har ret. Men hvad vil I have, jeg skal gøre?”

”Hvis du ellers har ret i, at det er Günter, som står bag alle disse mord - hvorfor tror du så, at han har gjort det?”

Stieg Andersson kiggede overrasket op på ham. ”Er du klar over, hvor meget denne opdagelse er værd? Günter ville naturligvis være alene om æren og fortjenesten. Personligt er jeg helt ligeglad med alt det. Jeg var mest med i det for Stines skyld. Jeg ønskede blot at fortsætte mit liv som hidtil - og helst sammen med Stine … på en eller anden måde.”

Christian nikkede tankefuldt. ”Men hvorfor har Günter Vogel så ikke offentliggjort opdagelsen?”

”Jeg ved det ikke. Det havde jeg jo også troet, at han ville gøre. Måske tør han ikke gøre det, så længe jeg er i live - eller måske …”

Mere nåede Stig Andersson ikke at sige. Der lød et smæld, og vinduet eksploderede i en kaskade af glasskår. Stieg Andersson sank sammen over bordet og trillede ned på gulvet. Fra et hul i siden af hans hoved bredte der sig en blodpøl ud over trægulvet.

Både Michael og Christian reagerede instinktivt ved at kaste sig ned på gulvet. I det samme blev døren til stuen sparket op, og to mænd trådte ind i stuen. Den forreste holdt en kraftig riffel i hænderne.