Søndag den 17. maj
Christian var havnet med ansigtet lige ud for Stieg Anderssons ansigt. Stieg Andersson stirrede ud i rummet med tomme øjne, men han trak fortsat vejret. Pludselig greb han med sin ene hånd om Christians arm. Hans stemme var svag og uklar, da han hviskede ”Båndrobotten …”
Mere nåede han ikke at sige. Der lød en hvislen fra hans mund, da han åndede ud for sidste gang. Stieg Andersson var død.
”Om på maven med hænderne bag nakken,” råbte manden med riflen på engelsk med stærk accent.
Der var ikke andet at gøre end at adlyde, så Christian og Michael gjorde, som der blev sagt.
”Hvem er I og hvad søger I?” fortsatte manden med riflen fortsat på det gebrokne engelsk.
Som altid når Christian var under pres, arbejdede hans hjerne endnu hurtigere end normalt. Han indså hurtigt, at deres svar på dette spørgsmål sandsynligvis ville afgøre, om de ville blive skudt med det samme eller ej. Da forskere næppe har den store erfaring i at rejse rundt i verden og myrde folk, var han overbevist om, at de to fyre måtte være professionelle mordere, der var hyret til opgaven. De var derfor nødt til at give disse mænd en god grund til ikke at dræbe dem.
Han tog chancen og svarede på engelsk. ”Vi er her i samme ærinde som jer. Da I ikke er lykkedes med at finde og dræbe fyren her, blev vi sat på opgaven. Og som I kan se, fandt vi ham før jer.”
Fyren med riflen gloede mistroisk på ham, og den anden fyr sagde. ”Hvorfor sad I så og hyggesnakkede med fyren i stedet for at udføre opgaven?”
Christian viste ingen tegn på frygt og svarede roligt. ”Ud over at dræbe fyren har vi fået til opgave at få nogle oplysninger ud af ham. Vores fælles arbejdsgiver frygter, at han kan have delt sin viden med andre i den tid, som I har spildt på at lede efter ham.”
Michael kunne mærke, at han rystede over hele kroppen, og han kunne ikke lade være med at beundre Christians koldblodighed.
De to fyre begyndte at tale sammen på noget, der lød som et slavisk sprog, som hverken Michael eller Christian forstod.
Christian kiggede på Stieg Anderssons døde krop og spekulerede på, hvad han kunne have ment med ordet båndrobotten. Når han havde valgt at bruge sine sidste kræfter på at udtale dette ord, måtte det betyde noget. Men dybest set var det nok ligegyldigt, da deres chancer for at slippe fra denne situation i live var meget små. Han besluttede sig for at prøve at bevare initiativet. Han løftede hovedet og spurgte på engelsk. ”Kan vi rejse os nu?”
Det var tydeligt, at de to mordere ikke var enige om, hvad der skulle ske. Selv om Christian ikke forstod, hvad de sagde, kunne deres tonefald ikke skjule, at de var uenige.
Fyren med riflen vendte sig igen imod ham og slog atter over i engelsk. ”Og fik I så de oplysninger ud af ham?”
”Kun delvist,” sagde Christian tvært. ”I valgte jo at blæse hovedet af ham, inden vi kunne nå at gøre vores arbejde færdigt.”
”Hvad fortalte han jer?” kørte den bevæbnede på.
Christians hjerne arbejde på højtryk. Det var som en balancegang på en meget tynd line. Hvert eneste fejltrin kunne betyde øjeblikkelig død. ”Han gav os navnene på to personer, som han har delt sin viden med. Det er af afgørende betydning, at vi finder disse to personer og får gjort dem tavse hurtigst muligt. Ellers får vi alle sammen problemer og med sikkerhed ingen penge.”
Den ubevæbnede tog en mobiltelefon op af jakkelommen og begyndte at taste et nummer.
Shit, tænkte Christian. Om et øjeblik får de bekræftet, at jeg har fyldt dem med løgn.
Han så sig om fra sin plads på gulvet, og hans blik faldt på Stieg Anderssons jagtgevær, som stadig stod op af stolpen ved væggen. Der var kun knap tre meter fra Christian hen til geværet. De to mordere kunne umuligt se geværet fra deres position henne ved døren, da udsynet til jagtgeværet var spærret af stolpen. Christian spændte musklerne i kroppen for at gøre klar til at springe ind bag bordet og gribe geværet. Han vidste, at det nok var det rene selvmord, men han ville ikke bare ligge og vente på at blive skudt.
Fyren med telefonen tog den fra øret uden at have sagt noget i røret, og de to fyre begyndte igen at diskutere på det uforståelige sprog.
Ingen dækning, tænkte Christian lettet. Der er naturligvis ingen dækning på mobilnettet helt her ude på fjeldet.
Han forsøgte igen at tage initiativet og henvendte sig atter til dem på engelsk. ”Vi spilder tiden. Vi er nødt til at finde de to andre fyre og få dem gjort tavse. Ellers har alt det, vi hidtil har gjort, været spildt. Kan vi ikke sætte os op ved bordet og tale om, hvad vi nu gør. Måske kunne vi tage en af personerne hver, så vi kan få jobbet udført i en fart.”
Igen sagde den bevæbnede noget på det uforståelige sprog til sin makker, som herefter gik hen til dem og med en rutineret bevægelse lod hænderne løbe ned over deres kroppe for at undersøge, om de var bevæbnede. Michael tænkte lettet på, at hans pung og legitimation befandt sig i hans jakke på knagen. Hans legitimation fra det danske politi ville have været svært at forene med Christians løgnehistorie. Da fyren ikke fandt nogen våben, bad han Michael og Christian sætte sig op på stolene med hænderne synligt på bordet foran dem. Han satte sig selv over for dem på den anden side af bordet, mens hans bevæbnede makker blev stående i døren med riflen rettet mod dem. De var tydeligvis både professionelle og forsigtige og begik ikke den samme fejl som Stieg Andersson ved at komme så tæt på, at der var mulighed for at afvæbne dem.
Christian havde placeret sig på stolen tættest på væggen. Han kunne nå jagtgeværet, som stadig var usynligt for de to mordere blot ved at række hånden ud.
På dansk sagde han hurtigt. ”Afled deres opmærksomhed fra mig.”
”Tal engelsk,” snerrede den ubevæbnede.
Michael havde opfattet Christians ord og havde forstået meningen. Han tøvede og kunne mærke frygten lamme sin krop.
Christian holdt afvæbnende hænderne op foran sig og fortsatte på engelsk. ”Naturligvis - lad os alle holde os til engelsk.”
Michael mærkede Christians fod sparke til hans ben under bordet. Han tog en dyb indånding. Han rejste sig langsomt med hænderne synlige foran sig og sagde henvendt til de to fyre. ”Lad mig lige tjekke, om fyren er død. Måske kan vi få mere ud af ham.” Han tog et par skridt hen imod liget af Stieg Andersson og satte sig på hug ved siden af det. Han valgte bevidst at sætte sig på den modsatte side af liget for at skabe størst mulig afstand imellem sig selv og Christian. Den bevæbnede lod automatisk riflen følge ham.
Michael lagde sin hånd på Stieg Anderssons hals. Efter et øjeblik sagde han. ”Der er puls. Han er stadig i live. Lad os få ham op på sofaen og se, om vi kan få noget ud af ham.” Han rejste sig og tog fat under armene på liget og begyndte at trække det hen mod sofaen i den modsatte ende af stuen.
De to mordere så tøvende til og vidste tydeligvis ikke rigtigt, hvad de skulle tro. Christian udnyttede, at deres opmærksomhed var rettet mod Michael. Han lod forsigtigt sin højre hånd glide ned i skødet og herefter over mod jagtgeværet, hvor han lagde fingeren om aftrækkeren. Med en lynhurtig bevægelse trak han det dobbeltløbede jagtgevær op, så det pegede mod den bevæbnede morder, og trykkede af. På den korte afstand smadrede de kraftige dyrehagl både brystkassen og underdelen af ansigtet på morderen. Skuddet lød så kraftigt i den lille stue, at det sang for ørerne. Han svingede løbet hen mod den anden morder, som stadig sad ved bordet og så chokeret til. Michael tog nogle hurtige skridt frem mod den blødende mand på gulvet og sparkede riflen væk. Herefter tog han et skridt hen bag manden ved bordet og vred hans ene arm rundt på ryggen og tvang ham ned på gulvet og undersøgte, om han var bevæbnet. Han fandt kun en kniv, som han stak i inderlommen på sin jakke. Mens Christian holdt morderen på gulvet i skak med jagtgeværet ledte Michael efter noget, han kunne binde fyren med. I en køkkenskuffe fandt han en rulle kraftigt sejlgarn, som han snørede mange gange rundt om håndleddene bag på ryggen af morderen og strammede til. For en sikkerheds skyld kontrollerede han, at manden, som Christian havde skudt, vitterligt var død. Han vidste dog med det samme, at det var unødvendigt. Man overlever ikke en salve kraftige dyrehagl i bryst og ansigt fra så kort en afstand.
Det hele var gået så hurtigt, at Michael dårligt havde nået at tænke, men blot havde handlet instinktivt. Nu begyndte hans hænder at ryste voldsomt, og han stirrede på Christian, som stadig stod med jagtgeværet pegende mod den pacificerede morder på gulvet.
På dansk sagde han. ”Du er fandeme ikke rigtig klog. Vi kunne begge to være blevet slået ihjel af det her.”
Christian nikkede roligt. ”Du har ret. Men vi var med sikkerhed blevet slået ihjel af disse to aber, hvis vi ikke havde gjort noget. Jeg tvivler på, at min løgnehistorie havde holdt ret meget længere.”
Michael rystede på hovedet. ”Christian Bjørnbo … du er fandeme ikke helt normal.”
”Tak,” svarede Christian med et lille smil, og Michael spekulerede på, hvad han egentlig mente med det.
Ved fælles hjælp fik de trukket den bagbundne lejemorder op på en stol. Michael sikrede sig, at snoren sad stramt. Han snørede for en sikkerheds skyld noget snor nogle gange rundt om stoleryggen og brystkassen på morderen, så han ikke kunne foretage nogen pludselige bevægelser.
Christian satte sig direkte over for manden i stolen. Han stirrede ham direkte ind i øjnene og slog over i engelsk. ”Nu er du for alvor på røven, makker. Vi er pisse ligeglade med, om et kryb som dig er levende eller død. Så hvis du skal have bare den mindste chance for at overleve det her, må du hellere besvare de spørgsmål, vi nu stiller dig. Fanger vi dig i en eneste løgn, parterer vi dig langsomt … stykke for stykke … er du med?”
Christian havde svært ved at afgøre, om det var Michael eller fyren i stolen, som så mest chokeret ud.
Michael skulle til at protestere, men Christian holdt advarende en hånd i luften uden at fjerne blikket fra morderen.
”Nu fortæller du os præcis, hvem I arbejder for, og hvorfor I render rundt og slår en masse mennesker ihjel - samt hvordan I fandt frem til Stieg Andersson netop i aften.”
Morderen, som var ved at komme sig over chokket, sagde med et ondskabsfuldt blik i øjet. ”Med hensyn til Stieg Andersson var det ikke os, der fandt ham. Det gjorde I for os. Vi fulgte bare efter jer. Så reelt bærer I ansvaret for, at han nu er død.”
Christian lod provokationen passere og sagde blot. ”Hvordan vidste I, at vi var på vej ud til Stieg Andersson?”
”Det var ikke så vanskeligt. Vi har længe holdt Stieg Anderssons mors hus under observation i håb om, at han ville dukke op, og da I dukkede op, kunne vi genkende jer som dem, vi også havde set snuse rundt ude på universitetet. Da I pludselig tog af sted, tog vi chancen på, at I havde fundet ud af noget, og fulgte efter jer. I var lige ved at smutte fra os på det sidste stykke, hvor vi var nødt til at holde lidt mere afstand, men vi fandt jer … og bang … Stieg Andersson var død.”
”Og hvem har så betalt jer for at rejse rundt i verden og myrde folk?”
Morderen sendte ham et ironisk smil. ”Jeg synes, du sagde, at vi arbejdede for de samme. Så det må du jo selv vide.”
Christian løftede det tunge jagtgevær og smadrede kolben med voldsom kraft ned over morderens ene knæ. Der lød en knasende lyd, og morderens stramme cowboybukser afslørede, at mandens knæskal ikke længere sad, hvor den skulle. Fyren udstødte et frygteligt skrig og vred sig i stolen.
”Stop det der!” udbrød Michael forarget på dansk. ”Du kan sgu da ikke bare smadre fyren.”
Christian lod ikke til at høre Michael. Han ventede blot, til morderen var holdt op med at hyle, og fortsatte roligt. ”Vi prøver lige igen. Hvem har betalt jer for at rejse rundt og myrde folk?”
Da morderen tøvede, løftede Christian atter jagtgeværet og gjorde klar til endnu et slag mod det lemlæstede knæ.
”Jeg ved det sgu da ikke,” skreg fyren panisk. ”Hvordan tror du sådan noget foregår? Tror du, at vi har en butik, hvor kunderne kommer ind fra gaden?”
”Hvordan så?” spurgte Christian uden at sænke geværkolben.
”Vi har en kontaktperson, som står for sådan noget. Vi får bare opgaverne.”
”Og hvem er så denne kontaktperson?”
”Det kan jeg sgu da ikke fortælle jer. Hvis jeg gjorde, ville jeg være en død mand.”
Christian stirrede iskoldt ind i morderens øjne.
”Tro mig - hvis du ikke fortæller os, hvad du ved, dør du under alle omstændigheder - og det kommer til at gå ganske, ganske langsomt.” Herefter smadrede han igen geværkolben ned over det allerede lemlæstede ben. Morderen brølede af smerte og kastede sig rundt i stolen.
Michael styrtede frem og skulle til at stoppe Christian, men i det samme stønnede morderen.
”Han kaldes for Artan. Andet ved jeg ikke … og jeg vil heller ikke vide det. Artan er ikke en fyr, man tager pis på. Han ringer bare fra et hemmeligt nummer, når han har en opgave, der skal løses.”
”Og hvordan ved denne Artan, at I udfører denne slags arbejde?” spurgte Christian oprigtigt interesseret.
”Årh … hold dog op. Ved du ikke, hvordan det er på Balkan. Der er masser af veteraner fra krigen, der i dag lever af sådanne og andre tilsvarende opgaver. Vi er ikke lige så pisse dobbeltmoralske som jer i det øvrige Europa, hvor man støtter op om det ene blodbad efter det andet og bagefter vasker hænderne og spiller hellige.”
Michael nikkede bekræftende til Christian og sagde på dansk. ”Han har ret i, at der selv nu så mange år efter krigen på Balkan fortsat er masser af krigsveteraner, der ernærer sig gennem alle mulige kriminelle netværk. De blev formentlig brutaliseret og kriminaliseret under krigen og ser meget anderledes på vold og kriminalitet, end vi er vant til i det øvrige Europa. Du må huske på, at hovedparten af de soldater, som stod bag de utallige massakrer og krigsforbrydelser, aldrig blev retsforfulgt. Efter krigen koncentrerede man sig om at få dømt lederne, da det ville være en helt umulig opgave at finde frem til alle de menige, som i praksis udførte mange af overgrebene. Samtidig ville det i langt de fleste tilfælde være næsten umuligt at gennemføre retssager mod så mange mennesker uden ret mange beviser på, hvem der gjorde hvad.”
Christian kiggede undrende på Michael. ”Er du ekspert i Balkan?”
”Nej - det er jeg ikke. Men selv i det danske politi kommer vi af og til i kontakt med eftervirkningerne af krigen på Balkan. Hovedparten af de illegale våben, som cirkulerer i bandemiljøerne, stammer fra Balkan, og mange af de utallige kriminelle organisationer, som opererer fra Balkan, har interesser i Skandinavien.”
”Så det er ikke usandsynligt, at han taler sandt?”
”Nej - det han siger lyder faktisk meget, meget sandsynligt. Lejemordere er trods alt ikke nogen, man kan støve op på et hvilket som helst gadehjørne. Hvis man i Europa har brug for sådanne kompetencer, er Balkan det rigtige sted at henvende sig.”
Christian vendte sig atter mod lejemorderen i stolen. ”Nu skal du høre rigtigt godt efter. Vi føler ingenting for dig overhovedet - og vi er fuldstændig ligeglade med, om du er i live eller død. Vi har derimod meget stort behov for præcist at vide, hvad det er, der foregår. Man kan derfor forestille sig to scenarier. Et hvor du ikke vil fortælle os noget, eller forsøger at fylde os med løgn. I så fald dræber vi dig ganske langsomt. Det får ingen af os noget ud af. Du kan også vælge at medvirke til det, vi kan kalde en win-win situation. Du fortæller os alt, hvad du ved, så vi kan komme videre med vores opgave. Til gengæld lader vi dig leve, så du kan skrubbe hjem til Balkan og fortsætte dit usle liv. Valget er dit.”
Christian rejste sig op og gik om bag morderen. Han tog fat i ryglænet og drejede stolen 180 grader rundt, så morderen kunne se sin sønderskudte makker, der lå i en kæmpe blodpøl på gulvet.
”Inden du træffer dit valg,” fortsatte Christian, ” så synes jeg lige, du skal kigge godt på din makker og vurdere, om du har lyst til at ende som ham.”
Morderen stirrede med tomme øjne på liget på gulvet uden at vise nogen form for følelser.
Michael tænkte, at han sikkert havde set langt værre ting under krigen på Balkan.
”Hvilken sikkerhed har jeg for, at I ikke dræber mig, uanset hvad jeg siger?” sagde morderen mut.
Christians stemme var iskold, da han svarede. ”Det eneste du kan være helt sikker på er, at vi dræber dig, hvis du intet siger. Men vi er godt klar over, at du bare gør det her for penge. Det er derfor ikke dig, vi er ude efter. Vi er efter dem, som har bestilt disse mord. Vi er derfor fuldstændig ligeglade med, om du er død eller levende, da vi forventer, at du skrubber hjem til din jordhule på Balkan. Vi ses nok under alle omstændigheder aldrig mere, og vi er skide ligeglad med, om der findes en ussel lejemorder mere eller mindre på Balkan.”
Morderen var tavs, og det var tydeligt, at han nøje overvejede Christians ord. Imens begyndte Christian at gennemrode skuffer og skabe i stuen. I et skab under et ældre skrivebord fandt han en æske med haglpatroner, og han erstattede det tomme hylster med et nyt, så geværet igen havde to skud. Han sikrede sig, at morderen kunne se, hvad han foretog sig. Michael fiskede diskret sin mobiltelefon frem og gjorde den klar til at optage på den indbyggede videooptager.
Morderen sukkede opgivende. ”Men jeg har jo allerede fortalt jer, at jeg ikke engang ved, hvem denne Artan er. Og jeg ved derfor heller ikke, hvem der har bestilt disse mord hos ham. Vi fik bare opgaven på nogle mord og udførte dem. Da Stieg Andersson forsvandt, inden vi kunne nå at fuldføre vores opgave, blev Artan rasende. Vi fik besked om, at vi ikke ville modtage betaling for nogen af mordene, før også Stieg Andersson var død. Vi har derfor brugt de sidste mange måneder på at lede efter ham. Hvad skulle vi ellers gøre? Vi ville hverken få betaling eller nye opgaver, hvis det ikke lykkedes os at opspore og dræbe ham.”
Christian drejede igen stolen, så morderens ansigt vendte mod spisebordet. Han satte sig over for ham, stadig med jagtgeværet i hænderne. ”Hvor mange mord omfattede jeres aftale?”
”Fire,” svarede morderen efter en kort tøven.
”Så må der have været flere mordere på spil,” indskød Michael på dansk.
Christian nikkede tankefuldt. ”Det lyder også logisk. Det ville næppe være praktisk muligt for de to fyre her at udføre så mange mord over hele verden på så kort tid.” Han vendte sig atter mod morderen. ”Hvilke andre personer end Stieg Andersson omfattede jeres aftale?”
Morderen stirrede på ham. Han var tydeligvis overrasket over, at de ikke allerede vidste det. ”Vores kontrakt omfattede Karin Fossum i Oslo, Matti Aho i Helsinki og Stine Jamie i København.”
”Afdeling for skandinaviske mord,” sagde Christian tørt på dansk.
Han fortsatte på engelsk. ”Lad os starte med Stine Jamie i København. Hvorfor dræbte I hende ikke bare? Hvorfor valgte I at mishandle hende først? Det var vel næppe en del af opgaven.”
Morderen gloede uforstående på Christian, som om han undrede sig over, at det kunne være vigtigt. ”Årh … det var lidt af et tilfælde. Vi fandt frem til hendes adresse og ventede på, at hun skulle komme hjem. Da hun endelig dukkede op, var hun ikke alene, men i selskab med en eller anden fyr. Vi overvejede, om vi blot skulle dræbe dem begge, men vi besluttede, at det var sikrere at vente, til hun var alene i lejligheden. Vi ventede derfor helt frem til næste morgen, hvor fyren endelig smuttede. Herefter gik vi op og ringede på. Folk i Danmark må være utrolig godtroende, for hun åbnede i hvert fald uden videre døren. Hun lignede en billig luder, med udtværet sminke og kun iført en lille kimono. Da vi smed hende ind på hendes seng for at dræbe hende, opdagede vi, at tøsen åbenbart kunne lide det hårdt. Hele værelset flød med piske og andet sexlegetøj, og på sengestolperne sad to sæt håndjern. Vi besluttede derfor at more os lidt med kællingen, inden vi dræbte hende. Samtidig var det jo et perfekt dække for mordet, da vi regnede med, at fyren, som havde tilbragt natten hos hende, ville få meget svært ved at få nogen til at tro på, at det ikke var ham, som havde begået mordet. Ingen ville derfor lede efter os. Bagefter tog vi, som vi havde fået besked på, hendes pc med og lagde den i en bagageboks på Københavns Hovedbanegård.”
Michael betragtede Christians ansigt. Umiddelbart virkede han fortsat rolig og i balance, men han kunne se, at hans kæbemuskler spændtes som udtryk for, at han bed tænderne hårdt sammen, og hans øjne lyste af had.
Både optrinnet i aften, situationen med den lille ubehagelige koncernsalgsdirektør i Stockholm og historien med Ricki og Bjarne fra fængslet havde vist, at Christian Bjørnbo ikke havde problemer med at anvende vold, når han følte, at situationen krævede det. Michael begyndte derfor at blive urolig for, hvordan Christian ville reagere på det, lejemorderen fra Balkan fortalte. For at bryde den isnende tavshed slukkede han telefonens videooptager og rejste sig. ”Har vi ikke det, vi skal bruge nu?” spurgte han stille.
Christian sad eftertænksom og stirrede på morderen i stolen, og Michael kunne se, at hans kæbemuskler stadig arbejdede, som om han tyggede på et sejt stykke kød.
Pludselig var det, som om spændingen atter forlod hans krop. Hans kæbemuskler slappedes, og hans skuldre sænkede sig. Han vendte blikket mod Michael. ”Hvad gør vi nu ... og hvad gør vi med svinet her?”
Michael måtte indrømme, at de stod i en meget vanskelig situation. De befandt sig langt ude i fjeldet med to lig og en tilfangetaget lejemorder. De kunne ikke bare lade som ingenting og forlade huset med ligene. Og de kunne heller ikke lade morderen gå fri. Samtidig var han overbevist om, at han fortsat ikke ville kunne overtale Christian til at overgive sig til politiet, før sagen var helt opklaret.
”Skal vi ikke aflive det her svin?” spurgte Christian, og det iskolde blik vendte tilbage til hans øjne.
”Nej,” svarede Michael alvorligt. ”Det går ikke. For det første har du brug for ham i live for at få sagen om mordet på Stine Jamie genoptaget. For det andet kan jeg ikke acceptere en koldblodig henrettelse. Det er imod alt, hvad jeg står for. Du har ret. Han er et svin. Men han skal dømmes for de mord af domstolene … ikke af os to.”
”Det er jo noget fis,” hvæsede Christian arrigt. ”Kan det overhovedet bevises, at de to fyre har begået alle disse mord? De har sikkert ikke efterladt nogle spor i Stines lejlighed, og han gentager aldrig denne tilståelse under en retssag, hvor han er i sikkerhed med en masse rettigheder, advokat og hele balladen.”
Han rejste sig og begyndte hidsigt at gå rundt i stuen. ”Han bliver sikkert frikendt og kan fortsætte sin herlige levevej - mens jeg ryger tilbage i spjældet.”
”Nej,” sagde Michael bestemt. ”Sådan kommer det ikke til at gå. Jeg har hans tilståelse her på min telefon. Det er næppe et gyldigt bevis i sig selv, da han vil påstå, at han tilstod under trusler om at blive dræbt, men det vil alligevel belaste ham. Samtidig har de to fyre her uden tvivl efterladt spor i Stines lejlighed. Man kan ikke befinde sig to mand i en lejlighed, hvor man mishandler, voldtager og myrder en kvinde uden at efterlade sig spor. Selv om de har båret handsker og brugt kondom, har de uden tvivl efterladt sig dna-spor i form af hår eller lignende.”
”Hvorfor brugte man så ikke disse beviser i forbindelse med sagen mod mig?” spurgte Christian iltert.
”De tekniske beviser er uden tvivl blevet indsamlet og analyseret. Men i enhver lejlighed findes der masser af sådanne materialer. Hvis man ikke har nogen at sammeligne de tekniske beviser med, er de værdiløse. Nu har vi to personer, vi kan sammenholde de tekniske beviser med. Jeg er hundrede procent sikker på, at vi kan bevise, at de har været i lejligheden.”
Christian indså, at Michael formodentlig havde ret.
”Men hvad med fyren, jeg allerede har skudt. Vil det ikke give problemer?”
”Nej,” svarede Michael. ”Her var der tale om nødværge. De havde allerede skudt Stieg Andersson for øjnene af os og ville uden tvivl også have dræbt os, hvis du ikke havde handlet, som du gjorde. Det kan jeg bevidne. Det eneste som måske kan give problemer er, at du har smadret fyrens ene ben. Det er desværre næppe helt lovligt, men her taler vi om en relativ lille ting med en masse formildende omstændigheder. Så det vil nok heller ikke give de helt store problemer.”
Christian satte sig på stolen og var stille i nogen tid. Så rettede han atter blikket mod Michael. ”Det er jo meget fint, at vi får fyren her dømt for mordet på Stine og de tre andre. Men han er jo bare en ussel lejemorder. Vi mangler fortsat at finde ud af, hvem der står bag alt det her … og ikke mindst finde ud af hvorfor.”
Michael lagde en hånd på Christians skulder. ”Det vil politiet tage sig af. Vi har rigeligt med materiale til at sikre, at det hele bliver undersøgt grundigt.”
Christian blev atter tavs - denne gang i meget lang tid. Michael lod ham få fred til at tænke tingene igennem. Morderen, som efterhånden virkede helt apatisk, var også tavs.
Da Christian endelig igen sagde noget, var hans stemme rolig, og hadet i hans øjne var erstattet af beslutsomhed. ”Okay - vi lader svinet her leve og lader politiet tage sig af ham. Du orienterer politiet om, hvad vi har fundet ud af, så de kan få dømt ham for mordet på Stine Jamie og derved renset mig. Men jeg melder mig ikke, før jeg ved præcist, hvad det her drejer sig om, og før jeg er sikker på, at jeg er frikendt for enhver mistanke. Jeg vender ikke tilbage til fængslet under nogen omstændigheder - end ikke for en kortere periode.”
Michael skulle til at komme med indvendinger, men Christian holdt advarende en hånd i vejret og fortsatte. ”Nu binder vi denne her fyr endnu mere forsvarligt, og så tager jeg bilen og kører ned på landevejen, hvor der er dækning på mobilnettet. Her kontakter jeg det svenske politi og fortæller dem, hvor du befinder dig, og så tager du den derfra. Jeg forsvinder, indtil sagen er afklaret.”
Michael stirrede eftertænksomt på ham. ”Og hvad vil du så foretage dig i den mellemliggende tid? Har jeg ret, når jeg antager, at du stadig vil forfølge sagen?”
Christian sendte ham et gådefuldt smil. ”Er du helt sikker på, at du virkelig vil vide det?”
Michael skar ansigt. ”Christian, for helvede … jeg ved sgu ikke rigtigt. Vi kan ikke have dig rendende rundt og lege privatdetektiv, mens der samtidig pågår en politimæssig undersøgelse. Det er noget forbandet rod.”
”Men sådan bliver det,” svarede Christian fast. ”Og hvis du og jeg ikke havde leget privatdetektiver, som du kalder det, var politiet næppe nogensinde kommet på sporet af alt det her.”
Michael sukkede. Han kunne ikke lide den udvikling, sagen var ved at tage, men han forstod på sin vis godt Christian, og han tvivlede på, at han kunne overtale ham til at melde sig selv på nuværende tidspunkt. Og løsningen var måske ikke så tosset endda. Den betød i hvert fald, at der var en løsning på, hvad de skulle gøre med morderen og de to lig. Det betød endvidere, at sagen fremover ville blive behandlet politimæssigt, og at hans involvering ville slutte her. Han ville kunne rejse hjem til Marianne og børnene. Han ville få meget at forklare over for Jansen - men hvad pokker … han kunne jo ikke miste sit job mere end en gang. Han havde godt nok misbrugt sin legitimation i udlandet og hjulpet en flygtet fange, men omstændighederne taget i betragtning ville det næppe føre til nogen særlig alvorlig straf ved en domstol - om overhovedet nogen.
”Okay,” sagde han tungt. ”Så gør vi det på din måde ... igen. Men hvis du laver lort i den på egen hånd, skal du ikke regne med, at jeg bakker dig op. Jeg har gjort, hvad jeg kunne.”
”Forstået,” sagde Christian blot og rejste sig.
Sammen fandt de noget kraftigere snor og bandt morderen forsvarligt. Han skældte voldsomt ud over, at de ikke som lovet ville lade ham gå. Men det påvirkede dem ikke det mindste. Som prikken over i’et fandt Christian en kraftig kædelås af den type, man bruger til at låse motorcykler med. Han placerede kæden rundt om halsen på morderen og låste den omkring en stolpe. Det gav ham en god fornemmelse, da han nu roligt kunne lade Michael være alene med fyren.
Da de var færdige, gjorde Christian sig klar til at tage af sted. Inden han forlod hytten, rakte han hånden frem mod Michael. ”Tak for alt, Michael. En bedre ven end dig får man ikke. Jeg vil aldrig glemme, hvad du har gjort for mig.”
Michael trak ham ind til sig og gav ham et kram. ”Selv tak. Det har været en fornøjelse at lære dig at kende. Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan, for at denne sag ender godt.”
De stod lidt i tavshed, før Christian gik hen mod døren. ”Hils Marianne og dine børn. Jeg håber, at jeg kommer til at møde dem en dag.”
Så forsvandt han ud af døren og lod Michael alene tilbage med morderen og de to lig.
Michael satte sig i sofaen med geværet i hånden. Der ville nok gå nogen tid, før politiet kunne være fremme. Han ville bruge tiden til at forsøge at få lidt mere ud af lejemorderen. Det ville være af stor værdi for efterforskningen, hvis han kunne få fyren til at fortælle, hvordan de var rejst til og fra Danmark, hvor de havde boet og så videre. Det ville alt sammen kunne medvirke til at få de to fyre fra Balkan hængt op på mordene og dermed få Christian frikendt.