Mandag den 4. maj
Michael var så fordybet i sagsmaterialet, at han helt glemte tiden. Han blev revet ud af sine tanker ved, at telefonen ringede. ”Hej skat,” lød Mariannes stemme i røret. ”Jeg ville lige sikre mig, at du huskede at hente ungerne i dag. Malte skal jo spille kamp klokken seks.”
Michael stivnede. ”Shit. Det har jeg helt glemt. Vi har fået en vigtig sag. Har du ikke hørt om ham morderen, som er stukket af fra fængslet i Vridsløselille?”
Der gik et kort øjeblik, før Marianne svarede. ”Jo, jeg hørte noget om det i nyhederne.”
”Jeg har fået ansvaret for eftersøgningen, så jeg bliver nødt til at blive her længe i dag.”
Marianne sukkede og sagde: ”O.k. Du fanger fyren, og jeg henter ungerne og tager til fodbold. Men Malte bliver nok skuffet over, at du nu igen ikke kommer.”
”Du er en skat,” sagde Michael lettet. ”Ring til mig lige inden kampen - så taler jeg med ham.”
”Skal du lige lægge taktikken over telefonen,” grinede Marianne. ”Fang nu bare ham tossen, så skal jeg nok tage mig af fodbolden.”
Michael kiggede på uret. Der var endnu en halv time til, at han skulle mødes med de andre. Han undrede sig over, at de slet ikke havde kontaktet ham i løbet af dagen, og han spekulerede igen på, om det mon kunne skyldes, at de var utilfredse med, at han var blevet valgt til at lede eftersøgningen. Vrøvl, tænkte han. Vi havde jo en aftale om at orientere hinanden på mødet klokken 17.00, og så er der jo ingen grund til, at de skulle orientere mig inden da. Han fordybede sig atter i mapperne. Der var et eller andet i denne sag, som han ikke rigtig kunne få til at hænge sammen, men han kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var.
Præcist kl. 17.00 samlede han sine notater sammen og gik ned i møderummet. De andre var der allerede og var gået i gang med at orientere hinanden om, hvad de havde fundet ud af i løbet af dagen. Michael blev irriteret og følte sig udenfor. Han fornemmede, at de havde været i løbende kontakt, og at det tilsyneladende kun var ham, de ikke havde orienteret.
”Skal vi starte … eller I er måske allerede startet?” sagde han irriteret, men fortrød straks den indledning. Tag dig nu sammen, tænkte han og vendte blikket mod Peter. ”Har patruljevognene fortsat ikke set noget til Christian Bjørnbo?”
”Ikke det mindste. Han er pist væk,” mumlede Peter, mens han rensede kagerester ud af tænderne med en tandstik. ”Jeg har sendt vogne til hans lejlighed, som han stadig har, og til andre kendte kontakter, som vi har fået oplyst fra Vridsløse. Og jeg har naturligvis været i kontakt med lufthavne og så videre, men vi har ikke meget at gå efter.”
Michael vendte blikket mod Bent. ”Hvad med jer - hvad har I fundet ud af?” Bent kløede sig tankefuldt i det ene øre med en kuglepen. ”Hmmm … tja… ikke så vildt meget. Vi har talt med de to fængselsbetjente, som ledsagede Christian Bjørnbo fra Vridsløselille til Glostrup Hospital. Christian Bjørnbo var tilsyneladende blevet alvorlig syg i løbet af natten og skulle overføres fra sygeafdelingen i Vridsløse til Glostrup Hospital.”
De havde fået at vide fra lægen, at det var meget alvorligt, og at Bjørnbo næsten var bevidstløs, vist nok på grund af hjernebetændelse. Lægen tog med i ambulancen sammen med ambulancefolkene. De to fængselsbetjente fulgte efter ambulancen til hospitalet i en tjenestevogn.
Vicekriminalinspektør Jansen brød ind. ”Burde en af dem ikke have været med i ambulancen? Og burde en så farlig fange ikke bære håndjern?”
”Jo, måske,” svarede Bent ”Men du ved jo, hvordan det er i praksis. Man gør det ikke mere dramatisk end højst nødvendigt. Og der var vel dårlig plads til flere i ambulancen. Ifølge lægen var fyren nærmest bevidstløs. Det er jo sin sag at give en halvdød mand håndjern på, mens læger og ambulancefolk drøner rundt og stikker ting i ham og prøver at redde hans liv.”
Jansen nikkede og bad ham fortsætte.
”Da de nåede frem til modtagelsen på Glostrup Hospital, kørte de ind under modtagelsens halvtag. Her løftede ambulancefolkene båren ud fra ambulancen, mens lægen holdt et eller andet drop, som fyren havde i armen. Men idet de satte båren på jorden, tog fanden ved hr. Bjørnbo. Han sprang pludselig op fra båren og hev nålene ud af armen. Herefter drønede han hen over en lille græsplæne mod en fyr på en motorcykel, som holdt med motoren i gang på P-pladsen lige over for indkørslen til modtagelsen. Ifølge vidner gik det hele vildt hurtigt - og den gode hr. Bjørnbo var tilsyneladende yderst adræt og så pludselig ikke ret syg ud.”
Bent holdt en lille pause, før han fortsatte. ”Og ja, så drønede motorcyklen ellers ned af P-pladsen og fortsatte ad et bredt fortov, hvor den drejede til venstre ud på Ring 3. Her svingede den, så vidt vi ved, til højre op mod Roskildevej … og væk var den.”
”Hvad med de to fængselsbetjente?” spurgte Michael. ”Fulgte de ikke efter?”
”De forsøgte. Men de havde ikke en chance, da de ikke kunne komme forbi en bom mellem P-pladsen og fortovet. De måtte hele vejen uden om, og motorcyklen var over alle bjerge, da de omsider nåede ud på Ring 3. De slog naturligvis straks alarm, og alle vores patruljevogne blev orienteret om flugten, men ingen var lige i nærheden.” Han tøvede lidt og tilføjede så. ”Det tyder på, at det hele var yderst godt planlagt. Ifølge ambulancefolkene er den omtalte bom normalt åben. Men nu var den lukket og låst med en helt ny hængelås, hvilket betød, at fængselsfyrene ikke kunne følge efter motorcyklen.”
Jansen rejste sig og gik op til tavlen. ”Kan du ikke lige tegne en skitse over flugtstedet for os.”
Bent rejste sig og gik op til Jansen og tegnede en skitse over hospitalets modtagelse, P-plads og flugtvejen via fortovet ved Indgang 1 ud på Ring 3.
”Der må da være vidner, som har set motorcyklen køre ned ad fortovet,” sagde Jansen.
Bent satte to krydser på tegningen. ”Ja, vi har talt med to vidner, som stod her og her. De så motorcyklen med de to personer komme ned ad fortovet og ud på Ring 3. Den kørte tilsyneladende ikke særligt hurtigt, og de virkede ikke, som om de havde specielt travlt. De kørte blot stille og roligt ud over fortovet og cykelstien og drejede til højre i retning mod Roskildevej. Christian Bjørnbo gav sig tilsyneladende også tid til at tage en styrthjelm på, mens de kørte. Ringvejen svinger lidt på dette sted, så vidnerne kunne ikke se, hvad vej motorcyklen kørte i krydset mellem Roskildevej og Ring 3, så herfra ved vi ingenting.”
Der blev stille i lokalet, og Michael tog ordet. ”Men var fyren ikke alvorlig syg og næsten bevidstløs? Hvem har talt med lægen?”
”Det har jeg,” svarede Tina og så ned i sine notater. ”Af en eller anden grund blev den gode doktormand ikke på flugtstedet. Besynderligt nok tog han en taxa tilbage til fængslet. Han påstår, at han var chokeret og bare ville væk. Han var vist efterfølgende lidt flov over det hele.”
”Med god grund - åbenbart. Det virker jo ikke, som om den gode Christian Bjørnbo var ret syg - vel?” brummede Jansen, som igen havde sat sig ved mødebordet. ”Hvad havde fjolset at sige til sit forsvar?”
Tina kiggede igen ned i sine papirer. ”Han mener, at Bjørnbo havde bakteriel meningitis.”
”Og hvad byggede han så det på?” spurgte Michael.
”Christian Bjørnbo var pludselig blevet syg med høj feber … 39,8 ifølge denne dr. Lensberg. Hans almene tilstand var meget dårlig, og dr. Lensberg havde konstateret nakkestivhed. Det, som ifølge lægen for alvor gjorde ham nervøs, var, at han virkede uklar - nærmest bevidstløs, kastede op og havde noget, han kaldte Petekkier på huden.”
”Petek ... hva’ for noget?” spurgte Tom, som for første gang virkede, som om han hørte efter.
”Petekkier tror jeg, han kaldte det. Det skulle være knappenålsstore blødninger i huden, som skulle være tegn på, at bakterierne har spredt sig til blodet. Det skulle ifølge dr. Lensberg være en meget alvorlig tilstand, som krævede øjeblikkelig hospitalsindlæggelse, da han ikke turde tage ansvaret for en behandling i Vridsløselille.”
Der blev igen tavshed i lokalet, mens de tænkte over, hvad de havde hørt.
Det blev atter Michael, som brød tavsheden. ”Hvad siger denne dr. Lensberg nu? Mener han, at Bjørnbo kan have været i stand til at flygte, såfremt hans diagnose var korrekt?”
”Nej - han mener ikke, at Christian Bjørnbo ville have været i stand til at flygte på denne måde, hvis hans diagnose havde været korrekt. I så fald vil han under alle omstændigheder være i alvorlig fare, da han vil have akut behov for lægehjælp.”
”Jeg har kontaktet samtlige hospitaler på Sjælland,” brød Peter ind. ”Ingen har tilsyneladende fået en patient med Christians Bjørnbos signalement og symptomer ind.”
Jansen kradsede sig i det store fuldskæg. ”Mener lægen, at Bjørnbo kan have simuleret denne sygdom?”
Tina rodede atter i sine papirer, og Michael undrede sig over, hvorfor hun konstant var nødt til at kigge i papirerne. Hun kunne da ikke allerede have glemt svarene på disse spørgsmål.
”Han er ikke helt klar på det område. På den ene side mener han, at det må være det, der er sket. På den anden side kan han ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Hans argument er, at feber jo er lidt vanskelig at simulere, og de omtalte blødninger i huden er meget karakteristiske for denne tilstand.”
”Vi må tale med ham igen,” sagde Michael.
Jansen nikkede. ”Ja, få fat i Inge Larsen fra retsmedicinsk og tag hende med. Vi må høre hendes vurdering af sagen.” Michael følte, at dette var vigtigt, og han ønskede brændende selv at tale med denne dr. Lensberg, selv om det mest oplagte ville være at lade Tina fortsætte afhøringen af ham. Han besluttede derfor at vente lidt med at fordele arbejdsopgaverne og spurgte i stedet: ”Hvad kunne de ellers fortælle om Christian Bjørnbo i fængslet?”
”Egentlig ikke ret meget. Ifølge fængselspersonalet har Christian Bjørnbo været lidt af en mønsterfange, og der har praktisk taget ingen problemer været med ham. Han har passet sine pligter og været høflig over for personalet - ja, i det hele taget opført sig pænt og ordentligt.”
Tom strakte sig og sagde. ”Ja, lige med undtagelse af, når han myrder og mishandler kvinder.” Jansen kiggede irriteret på ham. ”Jeg spurgte jo om, hvordan han opførte sig i fængslet. Han har vel for fanden ikke voldtaget nogen i fængslet.”
”Nej,” fortsatte Tina. ”Tilsyneladende har han mest brugt tiden på at læse bøger og træne i motionsrummet. Der har kun været en enkel episode med lidt ballade. En af de første dage blev han tilsyneladende overfaldet. Men siden har der ikke været noget.”
”Okay,” udbrød Jansen højt og indikerede, at nu måtte de videre. ”Hvad ved vi ellers om Christian Bjørnbo? Har han venner eller familie, hvor han kan opholde sig - eller som kan tænkes at have hjulpet ham med flugten. Hvad er han for en type? Hvilket miljø færdedes han i, inden han blev anholdt og så videre - hvem ved noget?”
”Det gør jeg,” sagde Michael og rejste sig. ”Men det her kommer til at tage tid. Skal vi ikke holde en pause, få lidt frisk kaffe og bestille nogle pizzaer?”
”God ide,” sagde Tina og rejste sig. ”Jeg er også lige nødt til at ringe hjem. Vi skulle have haft gæster i aften.”
De forlod alle mødelokalet, og Michael ringede efter pizzaer. Han havde glemt at spørge, hvad de ville have på pizzaerne, så han bestilte lidt forskelligt, men var bevidst om, at der ville være nogen, som brokkede sig over udvalget. Sådan var det altid, uanset hvad de indeholdt. Herefter ringede han til Mariannes mobil. Hun stod på sidelinjen på en fodboldbane i Himmelev, hvor Malte var i gang med fodboldkampen. ”Hvordan går det?” spurgte han.
”Fint - vi er foran med 3-0, og Malte scorede det første. Men det pisser ned, så nu må de sgu godt snart blive færdige.” Han bad hende rose Malte efter kampen og sagde, at han ikke vidste, hvornår han var hjemme.
De genoptog mødet, da pizzaerne var ankommet, og Michael tog ordet, mens han tyggede på et stykke med peperoni.
”Som I ved, har jeg været i København og hentet sagen om mordet på Stine Jamie, som Christian Bjørnbo myrdede sidste efterår,” begyndte Michael. ”Det var Søren Løwborg, som nogen af jer måske kender, der stod for efterforskningen. Ifølge ham var der ikke skyggen af tvivl om, at Christian Bjørnbo var skyldig i mordet på Stine Jamie - selv om han aldrig tilstod det.”
”Men hvad er denne Bjørnbo for en type?” brød Jansen ind.
”Ja, som I nok også ved, er han 41 år, og han boede alene i en lejlighed i Aksel Møllers Have, hvilket er en attraktiv adresse på Frederiksberg. Han arbejdede som sælger i et større forsikringsselskab, og indtil han blev anholdt for mordet på Stine Jamie havde vi intet på ham, og han har tilsyneladende ikke tidligere været på kant med loven.”
”Ham får vi sgu da hurtigt fat i,” fnyste Tom. ”En midaldrende, middelmådig forsikringspusher uden kontakter i de kriminelle miljøer. Hvordan fanden har han tænkt sig at klare sig på flugt?”
Peter grinede. ”Ja, ham burde vi sgu da hurtigt kunne finde, medmindre han er rejst til Gran Canaria for at forsøge at prakke timeshare-lejligheder på naive turister. De ansætter sgu hvem som helst.”
Michael kiggede på dem og sagde stille: ”Jeg er ikke sikker på, at det kommer til at gå helt så let. Denne Christian Bjørnbo er tilsyneladende ikke helt så almindelig, som det måske umiddelbart kunne lyde.”
”Hvad mener du?” spurgte Jansen, som tydeligvis var blevet interesseret, mens Peter og Tom bare fjollede videre med et par nedladende bemærkninger om denne Sælger-Helge på flugt.
”Søren Løwborg og hans kollegaer har tilsyneladende udført et grundigt arbejde med at kortlægge Christian Bjørnbos liv,” fortsatte Michael og ignorerede Peter og Tom. ”Bjørnbo var godt nok det, I omtaler som en forsikringspusher. Men middelmådig var han bestemt ikke. Faktisk havde han en årlig indkomst på næsten to millioner kroner - og det er vel ikke så ringe endda?”
”Det er sgu da løgn,” stønnede Bent. ”To af de store bare ved at sælge forsikringer.”
”Nej, det er ikke løgn - og i øvrigt opnåede han denne indkomst, selv om han holdt fri 12 uger hvert år - tid han brugte til at fare verden rundt for at stå på ski, bestige bjerge, køre mountainbike, kitesurfe, fiske, dykke og alt muligt andet spændende.”
”Så du mener, at han er taget på fisketur,” sagde Tom i en tone, som Michael opfattede som nedladende.
”Nej - jeg mener ikke noget endnu. Jeg prøver blot at nuancere det forudindtagede billede, nogen af jer tilsyneladende allerede har dannet jer af fyren.”
”Videre,” sagde Jansen. ”Hvad ved vi ellers om ham?”
Michael kiggede i sine papirer og kom til at tænke på, at han for kort tid siden var blevet irriteret over, at Tina gjorde det samme. Han kiggede hurtigt op og fortsatte. ”Ved efterforskningen fandt de også hans soldaterpapirer frem. Han gjorde tjeneste som konstabel i Hæren i næsten 4 år, og han var udsendt flere gange. Ifølge hans papirer var han en helt suveræn soldat - bedst i stort set alle discipliner og helt frygtløs - og tilmed intelligent langt ud over det almindelige.”
”Kom han på officersskole?” ville Bent, som selv havde en fortid fra militæret, vide.
”Nej, han havde åbenbart nogle disciplinære problemer. Men det er lidt uklart i hvilken retning. Nogle officerer roser ham til skyerne, mens andre mener, at han var for udisciplineret og egenrådig. Han var tilsyneladende nogle gange lidt vel kreativ og brød instrukserne for at improvisere, og han havde åbenbart ikke meget tilovers for autoriteter. Og det er jo ikke altid lige populært i de kredse.”
”Heller ikke i de kredse,” indskød Jansen tørt. ”Men du siger altså, at fyren ikke er helt dum.”
”Det må man sige. I forbindelse med hans sag blev han mentalundersøgt - og også her var vurderingen, at han er intelligent langt ud over det normale - både når det gælder det, som psykologen betegner som logisk intelligens og social intelligens. Ifølge dem ville han ligge langt over det, som man normalt vil kræve for optagelse i eksempelvis Mensa.”
”Men han var altså ikke mere intelligent, end at han mishandlede og myrdede en uskyldig pige - eller mere smart, end at han blev fanget og dømt for det,” indvendte Tom, som tilsyneladende havde besluttet sig for, at Christian Bjørnbo helst skulle være et fjols. Det passede åbenbart bedst ind i hans verdensbillede.
”Det kan du måske have ret i, men indtil da brugte han sine evner til at leve et behageligt liv med en yderst god indkomst og masser af oplevelser.”
”Hmmm… ikke lige den type mordere og voldsmænd, vi ser flest af - vel?” sagde Jansen eftertænksomt.
”Nej, det kan man ikke just påstå. Og han kan vel næppe betegnes som - hvad var det Tom kaldte ham? - Var det ikke en midaldrende og middelmådig forsikringspusher?”
Tom svarede ikke, og Michael fortsatte. ”Vi har tilsyneladende at gøre med en yderst veltrænet og velbegavet fyr, som kan begå sig blandt alle, og som gennem sit aktive adventureliv og militære baggrund er vant til at rejse over hele kloden og håndtere krævende og udfordrende situationer. Så jeg tror ikke, at vi skal forvente, at han bare lige dukker op af sig selv.”
Jansen kløede sig atter i skægget og sagde: ”Det kan du måske nok have ret i, men han er altså alene derude - uden papirer og formentligt uden penge - for hans bank er vel orienteret?”
”Ja, det er der styr på,” svarede Peter hurtigt.
Alle var ved at være godt trætte, og da der ikke var mere, de kunne foretage sig her og nu, besluttede de sig for at tage hjem og mødes igen næste morgen.
Michael tilbød at kontakte Inge Larsen fra retsmedicinsk for at træffe aftale om en afhøring af dr. Lensberg, hvilket der ikke var nogen, som havde indvendinger imod.
Herefter skiltes de, og Michael gik tilbage til sit kontor. Han konstaterede, at klokken var blevet halv otte, og han overvejede, om han skulle vente til den næste dag med at ringe til Inge Larsen. Han besluttede dog at forsøge at få fat i hende med det samme for at få en aftale på plads. Han fandt hendes mobilnummer på intranettet og ringede op. Telefonen nåede kun at ringe en enkelt gang, inden han hørte Inge Larsens hæse stemme i røret. Han præsenterede sig og fortsatte: ”Har du hørt om fangeflugten fra Vridsløselille i dag?”
”Jo,” svarede hun tøvende. ”Men hvad har det med mig at gøre? Har han allerede slået flere ihjel?”
Michael satte hende hurtigt ind i sagen og forklarede, hvorfor de havde brug for hendes hjælp.
Der blev stille i røret et øjeblik, inden hun svarede. ”I vil altså have mig til at vurdere, om denne dr. Lensberg har kvajet sig …er det korrekt?”
”Sådan vil jeg nu ikke udtrykke det. Vi vil bare gerne have en objektiv vurdering af, om denne Christian Bjørnbo har narret dr. Lensberg - eller om vi leder efter en dødssyg mand.”
”Normalt ikke lige vores område - men fair nok - man er vel en hjælpsom sjæl,” svarede Inge Larsen hurtigt. ”Hvor bor han henne?”
Michael tøvede. ”Øhh ... det har jeg ikke tjekket endnu … men ...”
Inge Larsen afbrød ham, inden han nåede at sige mere. ”Ring til mig, når du har fundet adressen. Jeg gør mig klar til tage af sted imens.” Michael havde egentlig forestillet sig, at det kunne have ventet til i morgen med at besøge lægen, men retsmedicineren var tilsyneladende vant til, at tingene skulle gå hurtigt. Han fandt hurtigt dr. Lensbergs privatadresse og telefonnummer. Lægen boede i Solrød en halv times kørsel fra politigården, og han ringede og varslede deres besøg. Dr. Lensberg lød ikke overrasket over, at de ville tale med ham, og han sagde, at de var meget velkomne. Derefter kontaktede Michael igen Inge Larsen, som mente, at hun ville kunne være på dr. Lensbergs adresse omkring klokken ni. Michael havde derfor god tid, og han begyndte atter at studere sagsmapperne fra sagen mod Christian Bjørnbo.