Mandag den 18. maj
Michael vågnede træt og forvirret i den lille celle mandag morgen. Først vidste han ikke, hvor han var, men erindringerne fra nattens begivenheder vendte hurtigt tilbage. Han fik serveret et par skiver kedelig franskbrød og et glas juice, og bagefter fik han lov til at ringe til Jansen. Jansen var tilsyneladende allerede blevet underrettet om en del af nattens begivenheder.
”Jeg skal love for, at du får oplevet noget,” lød Jansens dybe stemme i røret. ”Jeg forventer, at du har en rigtig god forklaring på alt det her, for det, jeg hidtil har hørt, lyder ærligt talt temmelig mystisk.”
”Ja,” medgav Michael stille. ”Jeg kan godt forestille mig, at det hele lyder temmelig underligt.”
Han forklarede herefter, hvad der i store træk var sket, siden han havde forladt politigården for en uge siden efter bataljen med Tom. Jansen lyttede i tavshed uden at afbryde.
Da Michael afsluttede det korte resume af den sidste uges begivenheder, var der først helt stille i noget, Michael opfattede som meget lang tid. Så lød Jansens dybe stemme endelig i røret.
”Så havde du tilsyneladende alligevel ret med hensyn til, at det ikke var Bjørnbo, der myrdede Stine Jamie, og at der var noget muggent ved hele denne sag.” Han tav igen en tid, før han fortsatte. ”Men Michael, for helvede … hvad tænker du på? Efter at være blevet fritaget for tjeneste rejser du sammen med en flygtet fange til Sverige og begynder at lege privatdetektiv og udgiver dig samtidig for at repræsentere det danske politi. Det er sgu noget værre roderi.”
Michael vidste ikke, hvad han skulle sige. Jansen havde jo fuldstændig ret.
”Nå, men nu er det altså sådan,” brummede Jansen. ”Og så må vi hellere se at få det bedste ud af det hele.” Pludselig grinede han højt i røret. ”Og jeg som netop har brugt hele weekenden på at kunne beholde dig i politiet. Du gør det fandeme ikke let for mig, Michael!”
”Hvad mener du med det?” spurgte Michael.
”Hmm … jo … jeg har lavet en aftale med Tom, som indebærer, at han trækker anmeldelsen mod dig tilbage. Til gengæld glemmer vi så de uheldige ting, han har været skyld i, så han også kan fortsætte i politiet. Han bliver fra i dag overflyttet til Odense. Jeg mener, at dette er den bedste løsning, da ingen vinder noget ved, at I begge forlader korpset. Men jeg ved sgu ikke, hvordan det hele ser ud efter dine sidste meritter i det svenske!”
Michael var helt paf. Kunne det virkelig passe, at Tom havde trukket anmeldelsen tilbage? Det lød næsten for godt til at være sandt.
”Tak,” sagde han bare, da han ikke kunne finde på andet af sige.
”Det tager vi, når du kommer hjem,” svarede Jansen hurtigt. ”Men der er et punkt, som ikke står helt klart for mig. Så vidt jeg kan forstå på både vores svenske kollegaer og dig, var Bjørnbo ikke i hytten ved Åre, da politiet nåede frem. Hvor helvede befinder han sig nu?”
Michael havde frygtet dette spørgsmål.
”Han stak af, inden politiet nåede frem. Han vil ikke spærres inde, og han vil derfor ikke melde sig, før han er blevet endelig frikendt.”
”Og du lod ham stikke af?”
”Hvad kunne jeg gøre?” svarede Michael stille. ”Jeg var jo nødt til at blive i hytten, til politiet nåede frem.”
”Og hvor tror du så, at vores initiativrige ven er på vej hen?”
”Jeg ved det ikke med sikkerhed,” svarede Michael undvigende.
”Så siger vi det,” sagde Jansen.
Michael fornemmede, at Jansen ikke helt troede på det, han hørte. ”Se at få afsluttet med svenskerne på en ordentlig måde og kom så hjem hurtigst muligt, så vi kan få styr på denne her sag. Og ikke et ord til medierne, før vi er klar med en officiel meddelelse … forstået?”
”Forstået,” svarede Michael og lagde røret på.
Resten af dagen gik med igen og igen at forklare de svenske kollegaer, hvordan sagen hang sammen. På et tidspunkt blev han orienteret om, at Elin Andersson havde fået besked om sin søns død. Hun havde tilsyneladende taget det relativt pænt - men det fik ikke Michael til at føle sig bedre til mode. Han følte, at han bar en stor del af ansvaret for, at Stieg Andersson var død.
Jansen hev tilsyneladende i nogle tråde, for hen på aftenen fik han besked om, at han allerede næste dag ville kunne rejse hjem. Det svenske politi gjorde ham dog opmærksom på, at han nok måtte indstille sig på, at han senere ville blive kaldt tilbage til yderligere afhøringer. En ung betjent kørte ham til et lille hotel, hvor han overnattede.