Tirsdag den 19. maj
Tirsdag morgen blev Michael kørt til Åre Östersund Airport. Michael trak på smilebåndet, da han læste navnet på den lille lufthavnsbygning. Navnet virkede temmelig fjollet, da der var ganske langt mellem Åre og Östersund. Men der lå nok markedsføringshensyn bag navngivningen. Man ville sikkert gerne signalere, at det var muligt at nå både Åre og Östersund ved hjælp af fly. Så vidt Michael kunne vurdere, måtte der dog være mindst 100 km fra lufthavnen til Åre. Det svarede næsten til, at man i Danmark skulle have en Århus Ålborg Airport.
Der gik ingen fly direkte til København, så han måtte flyve over Arlanda i Stockholm og derfra videre mod København. Mens han sad i flyet og studerede landskabet under sig, spekulerede han på, hvor Christian mon befandt sig nu. Et godt gæt kunne være, at han var sammen med Sidsel.
Da han endelig landede i Københavns Lufthavn, ringede han til Marianne. Han havde ikke villet ringe til hende, før han med sikkerhed vidste, hvornår han var hjemme. Som forventet var hun på arbejde. Han fortalte, hvor han befandt sig, og spurgte, om hun ikke kunne tage tidligt fri for arbejdet, da han havde stort behov for at tale med hende. Marianne lovede straks at tage hjem.
Han følte en underlig nervøsitet, da hans taxa kørte op foran huset i Greve, og han konstaterede, at Mariannes bil allerede stod i carporten. Det føltes næsten som at skulle på den første date igen. Nervøsiteten forsvandt dog, så snart Marianne åbnede døren. Han syntes, at hun så dejligere ud end nogensinde. Den første tid brugte de begge til at undskylde. Marianne undskyldte, at hun ikke havde stolet på Michael og bare var stukket af. Michael undskyldte, at han havde været så fjern i de sidste måneder, og at han efterfølgende var rejst til Sverige uden at orientere hende. De sad sammen i sofaen i stuen, men kunne ikke lade hinanden være, og de endte hurtigt inde i dobbeltsengen. Bagefter lå de tæt omslynget, mens Michael forsøgte at beskrive den sidste uges hændelser. Men heller ikke Marianne fortalte han om Metusalem-projektets egentlige formål. Marianne lyttede i stilhed til hans beretning.
Da han holdt en pause, sagde hun. ”Det lyder fuldstændigt surrealistisk. Store opdagelser, mord på forskere fra hele verden, lejemordere fra Balkan. Jeg har svært ved at forholde mig til alt det på en gang.”
”Det behøver du heller ikke. I hvert fald ikke lige nu,” svarede Michael. ”Faktisk vil jeg bede dig om ikke at tænke alt for meget på det hele. Jeg vil også bede dig om ikke at tale om det med andre end mig. Vi mangler fortsat at få bekræftet det hele og at finde ud af, hvem der står bag alle disse mord. Måske var Stieg Andersson en fantast … eller måske har nogen bildt ham en masse ind.”
”Du har ret,” sagde Marianne stille.”Jeg vil vente med at forholde mig til alt dette, til hele sandheden kommer frem. Lige nu er jeg bare glad for, at du er hjemme igen.”
Michael kiggede på uret og sukkede. Klokken var allerede næsten fire. Han var nødt til at kontakte Jansen. Han kunne ikke være andet bekendt. Han rakte ud efter mobiltelefonen og tastede Jansens nummer.
”Jeg er hjemme,” sagde han blot, da Jansen besvarede hans opkald.
”Godt,” brummede Jansen. ”Kan du komme ind på politigården med det samme?”
”Naturligvis. Jeg skal bare lige have et bad og skifte tøj. Jeg kan være på gården inden for en time.”
Der gik dog kun 45 minutter, før Michael trådte ind på politigården i Albertslund. Han så straks, at Pernille sad i vagten. Heldigvis var hun alene. Han tog en dyb indånding og gik hen til hende.
”Hej Pernille - er alt o.k.?”
Hun så op fra sin skærm og sendte ham et stort smil. ”Michael … for pokker, hvor er det godt at se dig.” Hun blev pludselig mere alvorlig. ”Jeg har det fint - men hvad med dig?”
Michael gengældte hendes smil. ”Det går fint nu. Det hele er ved at falde på plads. Jeg er ked af, at du er blevet udsat for alle disse rygter, og at jeg ikke har kontaktet dig.”
”Pjat,” svarede Pernille hurtigt. ”Du har vist haft nok at tænke på, og jeg har det helt fint. Jeg er sgu da helt ligeglad med, hvad det fjols til Tom har gået rundt og sagt. Han var bare bitter over, at jeg ikke gad have noget med ham at gøre. Jeg har været mere bekymret for dig ... og Marianne. Det var virkelig ikke min mening at ødelægge noget for jer. Jeg syntes bare, at du er … sød … og så glemte jeg at tænke mig om. Undskyld.”
”Hold dog op,” udbrød Michael. ”Du har sgu da intet at undskylde.”
Mere nåede de ikke at sige, da Jansens dybe bas afbrød deres samtale. ”Hvad pokker … er det ikke vores rejsende medarbejder Michael, som står der. Hyggeligt, at du er i landet.”
Michael vendte sig mod sin chef og smilede. ”Ja - jeg er i landet for en kort bemærkning og ville lige tjekke, hvordan mine mere fastboende kollegaer har det.”
”Må jeg låne ham lidt?” spurgte Jansen henvendt til Pernille og trak af med Michael.
”Michael for helvede!” indledte Jansen, da de kort efter sad ved mødebordet i hans kontor. ”Jeg ved sgu stadig ikke rigtigt, om jeg skal være rasende på dig eller dybt imponeret over det, du har bedrevet. Man kan vel i hvert fald sige, at du ikke har ligget på den lade side - og kedelig er du ikke.”
”Jeg beklager alt det, som er sket” sagde Michael stille. ”Det var nok ikke så velovervejet at rejse til Sverige med Christian Bjørnbo.”
”Nej …” medgav Jansen. ”Det var det objektivt set nok ikke. Men omvendt havde vi vel aldrig fundet ud af, hvad det hele drejede sig om, hvis du ikke havde gjort det. Men det er nok ikke den del af historien, vi skal lægge mest vægt på udadtil. Det ville formentlig kunne generere nogle interessante juridiske spørgsmål, som vi ikke har lyst til at besvare.”
Michael nikkede. Han var helt enig. ”Men hvad med svenskerne? Hvordan ser de på alt det her?”
Jansen gav skægget en voldsom kradsetur. ”Jeg har brugt det meste af dagen på at tale med dem. Jeg tror, at vi er nået frem til en … hmm … forståelse omkring, at vi alle er bedst tjent med at lægge mest vægt på resultaterne og mindre vægt på, hvordan de er opnået … hvis du forstår, hvad jeg mener. I bund og grund er de jo også ret tilfredse med, at de har fået kløerne i ham Balkanfyren.”
”Jeg er mest ked af det, der skete med Stieg Andersson. Hvis vi ikke var rejst til Sverige, havde han sikkert været i live nu. Jeg føler, at jeg på en eller anden måde har et medansvar for hans død.”
Jansen smækkede begge hænder i skrivebordet med et brag. ”Det er noget forpulet vrøvl. Du har muligvis gjort dig skyldig i en række tjenesteforseelser og en masse andet roderi. Men det er kun fyren, som trykkede på aftrækkeren, der er ansvarlig for mordet. Du vidste - eller kunne ikke have vidst - at der var nogen, som fulgte efter jer. Hvis ikke I var rejst til Sverige, havde vi måske aldrig fundet ud af, hvad alt det her drejer sig om. Og så var Stieg Andersson sgu nok blevet myrdet alligevel. Han kunne jo for helvede ikke gemme sig i den hytte resten af sit liv.”
Han tav og kiggede undersøgende på Michael. ”Men jeg tror ikke, at jeg endnu helt har forstået, hvad det præcis var for en hemmelighed, Stieg Andersson, Stine Jamie og de andre gik rundt og gemte på. Det må jo have været af en vis vigtighed, siden det kom til at koste dem livet.”
Michael tøvede. Hvordan skulle han kunne forklare det, uden at det lød helt åndssvagt?
”Det er et godt spørgsmål,” indledte han forsigtigt. ”Jeg er ikke sikker på, at jeg selv helt forstår det. Ifølge Stieg Andersson drejede det sig om en opdagelse, som kunne give … hmmm … evig ungdom … eller evigt liv, om du vil.”
Jansen virrede med hovedet. ”Det er jo totalt latterligt! Tror du selv på sådan noget pis?”
Michael trak på skuldrene. ”Christian Bjørnbo var faktisk selv kommet frem til, at det måtte være det, som det drejede sig om, allerede inden vi talte med Stieg Andersson. Jeg vil ikke sige, at jeg tror på det. Men meget tyder på, at medlemmerne af denne Metusalem-gruppe i hvert fald selv troede på, at de havde gjort en opdagelse i den retning.” Han tøvede, før han fortsatte. ”Og uanset hvad de så end har haft gang i, er der tilsyneladende nogen, som har fundet det umagen værd at dræbe en masse mennesker for at sikre sig opdagelsen.”
”Men evigt liv!” stønnede Jansen. ”Det er jo sindssygt. Det kan sgu da ikke passe … kan det?”
”Jeg ved det ikke,” sukkede Michael. ”Jeg ved det fandeme ikke.”