Torsdag den 21. maj
Ud over det pragtfulde værelse med den storslåede udsigt udmærkede Hotel MiraMare sig ved en dejlig tagterrasse, hvor der blev anrettet morgenmadsbuffet. Også fra tagterrassen var der en fantastisk udsigt over Napolibugten, og Christian og Sidsel havde svært ved at løsrive sig fra morgenmaden. Da Alessandro Celentanos personlige assistent havde oplyst, at hendes chef først var hjemme fredag, var der ikke andet at gøre end at vente til næste dag med at opsøge ham, og de havde derfor en hel dag til at lege turister. De besluttede sig derfor for at gå ud og se lidt på byen. Da varmen allerede var intens, stoppede de badetøj og håndklæder i en rygsæk i håb om, at der var en badestrand i tilslutning til byen. De startede med at gå ned til havnen og kiggede på de mange både. Havnen rummede alt lige fra små fiskerbåde over et utal af gummibåde med kraftfulde påhængsmotorer til store lystyachts og krydstogtskibe. Flere steder solgte fiskerne fisk, skaldyr og blæksprutter direkte fra bådene, og Christian og Sidsel hyggede sig med at gå og kigge på de farverige fisk og de flotte blæksprutter.
De kom forbi et hus med en luge, hvorfra der blev solgt billetter til øerne ude i Napolibugten.
”Skal vi ikke tage ud og sejle?” spurgte Sidsel ivrigt. ”Jeg elsker at sejle.”
”Det kan vi da godt,” svarede Christian og kunne ikke lade være med at blive smittet at Sidsels glæde og iver. De studerede skiltet med priser og afgangstider. Valget faldt på den lille ø Procida, da den lå tættest på og bedømt ud fra fotografierne så både hyggelig og overskuelig ud. De fordrev ventetiden med at spise en is på kajen, og klokken 11.00 gik de om bord på den lille færge, der skulle sejle dem til Procida.
På trods af at turistsæsonen endnu ikke for alvor var indledt, var der mange mennesker med færgen. Christian og Sidsel satte sig på soldækket og nød solen, mens de studerede de medrejsende, hvoraf hovedparten tydeligvis var italienere.
Til deres store overraskelse hørte de pludselig nogen tale dansk bag dem. De vendte sig om og så to mænd i fyrrerne, som var ivrigt optaget af at diskutere og vurdere de italienske kvinder. På grund af Sidsels sorte hår antog de åbenbart, at også hun var italiener, og på et tidspunkt hørte de den ene af fyrene sige. ”Se lige hende der med den store hvide hat. Hold kæft en sild. De italienske kvinder er godt nok smukke.” Til stor morskab for Christian vendte Sidsel sig smilende og sagde. ”Mange tak - men jeg er nu fra Roskilde.”
De to fyre blev først helt stille, men begyndte så at grine. ”Jamen, så var det jo heldigt, at det var noget pænt, vi sagde om dig.”
De præsenterede sig for hinanden, men for en sikkerheds skyld præsenterede Christian sig atter som Lars Jensen. Det kunne jo ikke helt udelukkes, at navnet Christian Bjørnbo ville få en klokke til at ringe. Det viste sig, at den ene af fyrene var udstationeret fra det danske militær under NATO Joint Forces Commands, som havde hovedkvarter i Napoli. Hans kammerat var blot på besøg, og de havde besluttet sig for at bruge dagen til at spise frokost og drikke en masse vin på Procida.
Han forklarede, hvordan de fandt en lille hyggelig strand og anbefalede en fiskerestaurant i den nærliggende by Marina Corricella. Da færgen lagde til på Procida, tog de afsked med de to danskere og begyndte at gå gennem byen med retning mod den anbefalede strand.
Det viste sig, at militærfyren havde haft ret. Den smalle strand, som lå i en lille bugt omkranset af klipper, var virkelig et besøg værd, og udsigten til den pittoreske by Marina Corricella på den modsatte side af bugten var utrolig smuk og meget sydlandsk. På trods af vejret var der ikke ret mange mennesker på stranden, og de kunne ugeneret ligge og sole sig og nyde hinandens selskab. De badede også i det smukke blågrønne vand, der dog endnu ikke var rigtigt varmt.
Senere gik de hånd i hånd langs stranden ind til Marina Corricella, hvor de fandt den anbefalede restaurant i den lille havn. De slog sig ned under en af de store gule parasoller og mæskede sig endnu en gang i frisk fisk og skaldyr. Christian bemærkede et skilt på restaurantens mur, som oplyste, at restauranten havde medvirket i den Oscar-vindende italienske film Il Postino - eller Postbuddet. Det var en af de film, som filmnørden John Virat med stor begejstring havde præsenteret Christian for. Christian tog et billede af skiltet og sms’ede det til John Virat. Kort tid efter kom der et begejstret svar fra John Virat, som oplyste, at så vidt han huskede var også dele af filmen The Talented Mr. Ripley optaget på Procida. Hvor fanden John Virat vidste sådanne ting fra, var som altid Christian en gåde. John Virat måtte kunne vinde enhver filmquiz, han stillede op i. Hen på eftermiddagen gik de tilbage til havnen og sejlede retur til Napoli, hvor Christian købte et kort over byen for at få et overblik over, hvor i Napoli Alessandro Celentanos hus lå. Det viste sig, at adressen Via Franco Alfano lå i en lille by ved navn Marechiaro, som tilsyneladende var et eksklusivt kvarter beliggende på en halvø lidt nord for Napolis centrum.
Efter at have skiftet tøj på hotellet gik de som aftenen før ud i byen og spiste og afsluttede dagen med at spise is på havnepromenaden foran hotellet.