Torsdag den 21. maj
Torsdag formiddag bød ikke på nye spor, og Michael følte, at eftersøgningen af den mystiske Günter Vogel for alvor var kørt fast. Günter Vogel var som sunket i jorden uden at efterlade sig nogen som helst spor i form af kreditkortkøb eller andet. De schweiziske myndigheder havde hjulpet med bankoplysninger, men heller ikke her var der meget nyt at hente. Oplysningerne mindede i høj grad om dem, de havde set på Stine Jamie. Først en regelmæssig indkomst og en pæn opsparing. Efterfølgende den pludselig manglende indkomst og brug af opsparingen - formentlig til leveomkostninger efter at Günter Vogel havde opsagt sit job. Et udtræk på et mindre beløb havde tømt Günter Vogels konto, umiddelbart før han var forsvundet.
Michael sukkede tungt. De mest sandsynlige var formodentligt, at fyren var død. Hvad skulle han ellers have levet af, siden han forsvandt?
Han kom til at tænke på Tinas ide om, at Günter Vogel måske stadig havde kontakt til velgøreren Alessandro Celentano. Han syntes stadig, at det lød meget usandsynligt, men hvis det var tilfældet, kunne det måske forklare, hvor Günter Vogel fik penge fra.
Michael rejste sig og gik ned til Tinas kontor. Han fandt hende optaget af en telefonsamtale, som til Michaels store overraskelse foregik på italiensk.
”Hvad helvede … taler du italiensk?” udbrød Michael, da Tina afsluttede telefonsamtalen.
Tina smilede lidt genert. ”Taler og taler … det er måske så meget sagt, men jeg kan da lidt. I mine unge dage arbejdede jeg et par sæsoner som skiguide i Livigno, og der lærte jeg lidt. Og så elsker italienere, når man kan sige lidt på italiensk.”
”Har du fundet ud af mere om ham Celentano-fyren?”
Hun skar en grimasse. ”Jeg ved sgu ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det her. Jeg har ikke talt med Alessandro Celentano selv, da han tilsyneladende er ude at rejse. Men jeg har talt med en kvinde, der præsenterede sig som hans personlige assistent. Det var en meget mærkelig samtale. Først var hun meget reserveret, men da hun hørte mine velmenende forsøg på at tale italiensk, tøede hun lidt op. Først bekræftede hun, at hun rent faktisk kendte Günter Vogel, og at hun ville hjælpe mig med at få kontakt til ham. Hun satte mig i venteposition, men da hun vendte tilbage, var hun igen meget reserveret og påstod nu pludselig, at hun ikke kendte til nogen af dette navn. Syntes du ikke, at det lyder mystisk?”
”Jo,” medgav Michael. ”Det kunne jo umiddelbart tyde på, at hun er kommet til at tale over sig og efterfølgende har fået besked på at holde kæft. Men hvordan helvede kommer vi videre ad den vej?”
”Du skal lige høre resten også,” fortsatte Tina. ”Jeg spurgte, hvornår Alessandro Celentano ville være at træffe, og hun oplyste, at der ville gå nogle uger, inden han var tilbage i Napoli.” Hun rakte Michael et print fra internettet. ”Men så fandt jeg det her på nettet. Det er programmet for åbningen af en kunstudstilling i Napoli, som finder sted på lørdag. Prøv at se, hvem der i rollen som mæcen for udstillingen skal sige nogle ord i forbindelse med åbningen.”
Michael kiggede på det printede program og så straks, hvad Tina mente. Udstillingen ville blive åbnet af selveste Alessandro Celentano. ”Og hvad får du så ud af det?” spurgte han.
”Vær nu lige lidt kvik, Michael. Er det ikke lidt mærkeligt, at Alessandro Celentanos personlige assistent oplyser, at han er ude og rejse og først kan træffes om flere uger, når han samtidig skal være i Napoli for at åbne den udstilling på lørdag. Hvordan hænger det sammen?”
Michael kiggede op fra papiret. ”Hvem var det så, du talte med lige nu?”
Tina nikkede eftertænksomt for sig selv. ”Det var en venlig dame på museet, som bekræftede, at Alessandro Celentano rent faktisk kommer til åbningen af den udstilling. Jeg ville lige være helt sikker på, at der ikke var sket ændringer i programmet.”
Michael lyste op i et stort smil. ”Tina - du er sgu ret kvik af en tøse-strømer at være!”
Tina sparkede ham hårdt over benet under bordet. ”Tøse-strømer … jeg skal fandeme give dig tøse-strømer.”
Michael hylede op og tog sig til sit ømme skinneben. ”Av for satan … hvad laver du?”
Tina storgrinede. ”Lige nu er det vist dig, som er tøse-strømeren. Har du brug for en tude-kiks og nogle kleenex? ”
”Okay, fair nok,” stønnede Michael og rejste sig op. ”Men jeg mente det nu, da jeg sagde, at det var godt gået. Men hvordan kommer vi videre?”
Tina sendte ham et lille skælmsk smil. ”Burde vi to ikke tage en tur til Napoli i weekenden? Der er en udstilling, som jeg rigtigt gerne vil se.”
Michael gloede vantro på hende. ”Er du blevet fuldstændig tosset? Jansen giver os aldrig lov til at rejse til Napoli for at tale med Alessandro Celentano.”
”Nej … det gør han nok ikke,” smilede Tina sukkersødt. ”Men hvornår er du begyndt at spørge Jansen om lov, før du leger privatdetektiv i udlandet? Så vidt jeg husker, har du lige været et smut i Sverige.”
”Glem det. Hvis jeg laver det nummer igen, slår Jansen mig ihjel,” stønnede Michael.
”Jamen, så må jeg jo rejse alene,” svarede Tina neutralt, og Michael var i tvivl, om hun mente det alvorligt. ”Det kan du sgu da ikke. Lad os prøve at tale med Jansen om det først.”
”Okay,” svarede Tina og rejste sig op. ”Lad os gøre det med det samme.”
De fandt Jansen på hans kontor, hvor han tilsyneladende var i gang med et heftigt skænderi i telefonen.
”Sådan en flok uduelige bureaukrater,” stønnede han, da han endelig afsluttede samtalen og kiggede op på Michael og Tina, som havde ventet lige uden for døren. ”Man skulle tro, at de bevidst forsøger at gøre vores arbejde umuligt.”
På vanlig vis knaldede han begge håndflader i bordpladen som tegn på, at han var klar til at skifte emne. ”Og hvad kan jeg så gøre for jer to superstrømere?”
De slog sig ned ved mødebordet, og Michael kiggede på Tina i håb om, at hun ville føre ordet. Hun opfangede tilsyneladende dette og begyndte. ”Noget kunne tyde på, at denne Alessandro Celentano måske alligevel ved noget om Günter Vogel. Vi kunne derfor rigtig godt tænke os at få mulighed for at tale med ham.”
”Jamen så ring da for helvede til fyren,” brummede Jansen uden at vise den store interesse.
Tina forklarede Jansen om sine samtaler med Alessandro Celentanos personlige assistent og modsætningerne imellem det hun sagde og oplysningerne fra det museum, hvor Alessandro Celentano skulle åbne en udstilling om lørdagen.
”Og …?” sagde Jansen blot og gloede skeptisk frem og tilbage mellem dem.
”Vi kunne godt tænke os at tage et smut til Napoli og få en face to face-samtale med hr. Celentano.”
”I skal fandeme ikke til Napoli,” vrissede Jansen irriteret. ”I kan kontakte jeres udmærkede italienske kollegaer og få dem til at tale med fyren.” Michael skulle til at sige noget, men Jansen pegede på ham med en kuglepen. ”Syntes du ikke selv, at du har været international nok på det sidste?”
Michael trak på skuldrene og rejste sig for at forlade kontoret.
”Jeg skal nok kontakte italienerne, så de kan finde en, der kan hjælpe jer,” råbte Jansen, mens de var på vej ned ad gangen.
”Pis,” sagde Tina ærgerlig, da de igen sad på hendes kontor. ”Jeg ville sgu godt selv have talt med ham.” Hun smilede og tilføjede. ”Og så har jeg heller aldrig været i Napoli.”
Michael trak igen på skuldrene. ”Men Jansen har jo ret. Det er lidt voldsomt at sende to danske strømere helt til Napoli blot for at tale med en fyr, som vi ikke engang ved, om har noget med sagen at gøre.”
De næste timer brugte de til at søge efter flere oplysninger om Günter Vogel, uden at de fandt noget, der kunne bringe dem videre.
Da klokken nærmede sig fire, ringede Michaels telefon. ”Kom ned til mig og tag Tina med,” lød Jansens stemme i røret, hvorefter han lagde røret på uden at vente på svar.
Hvad fanden har vi nu gjort? tænkte Michael bekymret, mens han gik ned ad gangen for at hente Tina.
Jansen sad i sin stol og lænede sig kraftigt bagover med hænderne foldet bag nakken. Han studerede dem et stykke tid uden at sige noget, og Michael begyndte at finde tavsheden ubehagelig. Endelig lænede Jansen sig frem mod dem og sagde. ”Hvor meget kender I til det italienske politisystem?”
”Øhh … beklageligvis ikke ret meget,” indrømmede Michael.
”Det skal du bestemt ikke skamme dig over - for det samme gør sig åbenbart gældende for italienerne selv,” sukkede Jansen. ”Jeg har brugt de sidste par timer på at finde hoved og hale i det, og jeg har talt med en række repræsentanter for de forskellige korps, uden at jeg er blevet ret meget klogere af det. Politistyrken i Italien er opdelt i mange forskellige korps.” Han studerede hovedrystende sine notater på blokken foran sig og fortsatte. ”Arma del Carabinieri er et militært struktureret korps. Det er dem, som I sikkert kender med de tåbelige hatte og operettekostumerne. Så er der Polizia di Stato, der er det statslige politikorps, som hører under indenrigsministeriet og løser almindelige politiopgaver - samt Guardia di Finanza der tager sig af økonomisk kriminalitet. Men tre korps er naturligvis ikke nok, når man er italiener … nej, nej da … der er da brug for flere korps. De har derfor også provinspolitiet, Polizia Provinciale, bypolitiet, Polizia Municipale, og lokalpolitiet, Polizia Locale. Endelig har de et selvstændigt fængselspoliti, skovpoliti og kystpoliti, som trods alt næppe er relevante i denne forbindelse.”
”Mon ikke de i højere grad end os har brug for en politireform?” mumlede Tina.
”Jo, i den grad,” stønnede Jansen. ”For ikke nok med at systemet er totalt ugennemskueligt, det er åbenbart også bemandet med eksperter i bureaukrati og ansvarsfralæggelse. Polizia di Stato mener bestemt ikke, at en opgave som denne hører under dem. De henviste derfor til Arma del Carabinieri. På trods af, at Arma del Carabinieri blandt andet har ansvaret for opgaver omkring mafiakriminalitet og terrorisme, henviste de til Guardia Finanza, da det åbenbart er dem, som tidligere har taget sig af de større sager med anklagerne om korruption og bestikkelse mod Alessandro Celentano. Men det var fyrene fra Guardia Finanza naturligvis slet ikke enige i. De mente, at en afhøring af Alessandro Celentano må høre under et af de tre lokale politikorps. Men heller ikke nogen af disse tre korps vil tilsyneladende røre ved en sag, der har med Alessandro Celentano at gøre. De har tydeligvis et lidt anstrengt forhold til ham, da han åbenbart i årevis har kørt dem rundt i manegen i forbindelse med en række lokale retssager, som i flere tilfælde er mundet ud i erstatningssager på grund af uretmæssige anklager og anholdelser. Så de henviste til Polizia di Stato - men der havde jeg jo ligesom været.”
”Men hvad gør vi så?” indskød Michael, der ikke rigtig vidste, hvor Jansen ville hen med alt det her.
”For at det ikke skal være løgn, har hverken vi selv eller vores nordiske brødre i det nordiske politi og toldsamarbejde i øjeblikket en forbindelsesofficer i Italien. Jeg ringede derfor igen til Arma del Carabinieri og hidsede mig op. De forstod vist, at jeg ikke ville acceptere at blive sendt videre endnu en gang, og de tilbød modvilligt at stille en mand til rådighed, som kunne bistå med det praktiske og hjælpe med oversættelse, hvis vi selv kunne foretage afhøringen.”
”Vi kan altså rejse ned og tale med ham?” spurgte Michael overrasket.
Jansen nikkede. ”Ja, det kan I.”
”Yes …” udbrød Tina entusiastisk og kiggede på Michael. ”Vi skal til Napoli!”
”Men hvad siger de høje chefer?” spurgte Michael ”Er de med på at sende to mand til Napoli for at gennemføre en enkelt afhøring på dette vel ret beset noget spinkle grundlag?”
”Jeg vil fandeme skide på, hvad de fjolser mener. De beskæftiger sig kun med latterlige handlingsplaner, rapporter og fanden og hans pumpestok. Det vil fryde mig at sende bilag på rejseomkostningerne op til dem. Men du har helt ret. De vil uden tvivl sprutte af raseri, når de finder ud af det. Men det skal jeg nok tage mig af, og vi jagter trods alt en fyr, som er under mistanke for adskillige mord.”
Han rejste sig arrigt fra stolen og fortsatte. ”Men så skal I fanden galeme også love mig, at I finde ud af noget, da jeg ellers kommer til at fremstå som en total idiot, hvilket jeg ikke har i sinde … forstået?”
Både Michael og Tina nikkede, uden dog at være helt sikre på, hvad det var, de lovede.