Lørdag den 23. maj
Michael og Tina spiste morgenmad sammen på hotellet. Aftenen forinden var forløbet hyggeligt. De havde spist middag sammen og talt om løst og fast og naturligvis en del om den igangværende sag. Til Michaels store lettelse var Tina ikke kommet med flere hentydninger om et eventuelt forhold mellem dem, men Michael var begyndt at se på Tina med andre øjne. Hidtil havde han alene betragtet hende som en god ven og kollega, og han havde glædet sig over det voksende venskab mellem dem. Hendes antydninger dagen før havde givet deres forhold en ny drejning, som han ikke rigtig vidste, hvordan han skulle forholde sig til. Pludselig begyndte han i højere grad at lægge mærke til hendes krop og hendes påklædning. Hun var ikke, hvad man normalt ville betegne som decideret smuk eller specielt feminin som eksempelvis Pernille. Men hun var slank og veltrænet og havde en flot figur. På arbejdet gik hun altid i jeans, men i dag havde hun et par korte shorts på, som yderligere henledte opmærksomheden på hendes figur og på det faktum, at hun var en kvinde.
Pokkers distraherende, tænkte Michael, da han studerede hendes bagdel, mens hun hentede forsyninger ved buffeten. Når han nu for en gangs skyld havde fået, hvad han betegnede som en god ven af hunkøn, hvorfor fanden skulle hun så komplicere det med sine småfrække hentydninger.
Han havde tit hørt kvinder påstå, at mænd ikke kunne være venner med kvinder, da de på et eller andet tidspunkt ville forsøge at komme i seng med dem. Måske havde de ret. Men var kvinder meget bedre? Ikke i dette her tilfælde i hvert fald.
De havde intet hørt fra Giulio Casini, og de havde derfor besluttet at tage ud til kunstudstillingen og prøve at komme til at tale med Celentano.
”Glæder du dig til, vi skal på kunstudstilling?” spurgte Tina, da hun vendte tilbage til bordet.
Michael skar en grimasse. ”Jeg er ikke vild med kunst, og jeg tror ærligt talt ikke på, at Alessandro Celentano vil tale med os.”
”Årh, hold nu op med at være så pessimistisk,” grinede Tina. ”Han er vel italiener.”
”Hvad mener du?” spurgte Michael desorienteret.
”Kan du forestille dig en ældre italiensk gentleman, som vil afvise en smuk lyshåret kvinde. Når jeg anstrenger mig lidt, kan jeg faktisk blive ret lækker.”
Michael kunne ikke lade være med at grine. ”Det tror jeg gerne, men jeg tvivler nu på, at han vil hoppe på den.”
”Ja, men det må jo så komme an på en prøve,” svarede Tina med et lille uskyldigt smil.
”Men jeg kom i øvrigt til at tænke på noget,” skiftede Michael emne. ”Skal man ikke have en invitation for at komme ind til et sådant arrangement?”
”Nix. I hvert fald ikke til dette her. Kan du ikke huske det udskrift, jeg viste dig fra internettet. Af det fremgik det, at der var adgang mod entre for det beskedne beløb af 100 euro, hvoraf hovedparten åbenbart går til at støtte Celentanos børnehospital.”
Michael nikkede. ”Det må man sgu så håbe, at de gør. At betale 100 euro for at se på klatmalerier er i hvert fald totalt latterligt. Har du også styr på, hvor museet ligger, og hvordan vi kommer dertil?”
Tina nikkede. ”Det hedder Museo di Carpdimonte og er, så vidt jeg kan forstå, et stort og velrenommeret museum. Skal vi ikke bare ringe efter en taxa?”
”Jo, endelig,” svarede Michael, som ikke følte stor trang til på egen hånd at begive sig ud i Napolis trafikale kaos.
Åbningen af udstillingen var klokken tolv, så de fik receptionisten til at bestille en taxa til klokken elleve og aftalte at mødes ude foran hotellet. Michael gik op for at skifte tøj. Han kiggede på udvalget i sin kuffert og konstaterede, at der næppe var noget, der egnede sig til åbningen af en kunstudstilling. Han sukkede og trak i et par lyse jeans og en lyseblå skjorte. Han spekulerede på, om han skulle have taget et slips med, men det var under alle omstændigheder for sent nu. Han studerede sig selv i spejlet. Resultatet var vel okay. I hvert fald hvis det havde drejet sig om en privat sammenkomst. Han måtte erkende, at han ikke havde den fjerneste ide om, hvilken dresscode der gjaldt ved åbninger af napolitanske kunstudstillinger. Han spekulerede på, hvad Tina ville tage på. Ud over de shorts hun havde haft på her til morgen, havde han aldrig set hende i andet end jeans. Da hun næppe troppede op i de små shorts, var det nok mest sandsynligt, at hun atter ville være i jeans, og så passede de jo i hvert fald meget godt sammen.
Da han kort før klokken elleve gik ud af hotellets døre for at mødes med Tina, stod det ham ubehageligt klart, at han havde taget fuldstændig fejl. Tina så ganske enkelt pragtfuld ud. Hun var iført en knælang grøn kjole med bar ryg, der smøg sig tæt om hendes krop, og et par elegante matchende sko med høj hæl. Hendes korte lyse hår, som normalt var sat i en frisk pjusket frisure, var nu lagt helt ind til hovedet og redt stramt væk fra ansigtet. Hendes ansigt var så forandret, at han først næsten ikke kunne kende hende. Normalt brugte hun ingen eller kun meget lidt makeup, men nu bar hun en elegant makeup, som sammen med den nye frisure fuldstændigt forandrede hendes udseende. Han stirrede måbende på hende og fremstammede. ”Hold op, hvor ser du fantastisk ud.”
”Tak,” smilede hun. ”Men vi skulle jo også gerne fange en ældre italiensk gentlemans opmærksomhed … ikk?’”
”Men jeg er slet ikke dresset op som dig. Jeg vil falde fuldstændigt udenfor.”
Hun studerede ham nøje. ”Du ser nu ikke så værst ud. Slet ikke faktisk. Meget casual-lækker. Men du kunne godt bruge en jakke over skjorten, det ville være perfekt.”
”Jeg har vist ikke en egnet jakke med,” sagde Michael undskyldende.
”Pyt,” smilede Tina. ”Vi er sgu da for fanden i Italien. Det må være den mindste kunst at finde en jakke til dig.”
I det samme kørte taxaen op foran hotellet, og de steg begge ind på bagsædet. Tina sagde noget på italiensk til chaufføren, som Michael ikke forstod. Taxachaufføren nikkede og satte i gang. Efter nogen tid holdt han ind til siden i en typisk italiensk dobbeltparkering og sagde noget på italiensk til Tina.
Hun vendte sig smilende mod Michael. ”Så er det ud. Vi skal købe en jakke til dig.”
Michael bemærkede først nu, at chaufføren var holdt ind foran en herretøjsbutik, og han forstod, hvad det var, Tina havde sagt til chaufføren. De stod ud, og chaufføren fiskede en krøllet avis frem, som han åbenbart havde tænkt sig at fordrive ventetiden med.
Michael så sig om i butikken og begyndte planløst at gå rundt og kigge på udvalget. Tina gik direkte op til en af ekspedienterne og talte med ham. Kort efter kom han hen til Michael med et målebånd og tog et par mål, hvorefter han atter forsvandt.
”Det er som at være i byen med min mor for 30 år siden,” sagde Michael med et lille smil.
”Det tror jeg ikke, jeg kan tage som et kompliment,” svarede Tina afmålt.
Ekspedienten vendte tilbage med en mørk jakke og hjalp Michael den på. Michael så sig selv i spejlet og måtte erkende, at jakken gjorde en stor forskel. Pludselig kunne han godt gå for at være på vej til kunstudstilling. Han følte sig rent faktisk temmelig elegant på en alligevel afslappet måde.
Tina smilede til ham. ”Mums … Du ser lækker ud. Den tager vi.”
Michael betalte jakken. Den var noget dyrere, end det tøj han normalt købte, men det var der ikke noget at gøre ved.
Kort før klokken tolv kørte de op foran det store museum. De fandt hurtigt den rigtige indgang, og Michael købte to billetter.
”Husk at gemme kvitteringen,” sagde Tina. ”Jansen betaler.”
Da de kom ind i den imponerende sal, hvor åbningen af særudstillingen skulle finde sted, kunne de konstatere, at de i hvert fald ikke stak ud rent tøjmæssigt, da næsten enhver stilart var repræsenteret. Der var en del elegant klædte ældre kvinder i smarte dragter og ældre mænd i jakke og slips. Men der var også en del yngre gæster, hvoraf en del var iført eksklusive habitter og elegante kjoler, mens den mere avantgardeprægede del af det napolitanske jetset var iført deres uniform i form af hullede cowboybukser og T-shirts samt et rigt udvalg af fantasifuldt placerede piercinger og tatoveringer.
”Det er charmen ved kunst,” sagde Tina med et lille smil. ”Det samler folk i alle aldre.”
”Så er der da noget godt at sige om kunst,” svarede Michael tørt.
De gik lidt rundt blandt de øvrige gæster og drak et glas kold hvidvin og så på de udstillede billeder. Der var tale om moderne kunst, og Michael havde meget svært ved at se, hvad det hele gik ud på. Tina derimod talte begejstret om billederne, og Michael fornemmede, at hun rent faktisk vidste, hvad hun talte om.
Hun er fuld af overraskelser, tænkte han. Og for pokker hvor ser hun godt ud i det outfit.
Han bemærkede, at det ikke kun var ham, som var tiltrukket af Tinas udseende. Mange af mændene kiggede efter hende. Nogle diskret, andre helt utilsløret.
På et tidspunkt blev der ringet med en lille klokke, og de mange gæster gik ind i en stor tilstødende sal, hvor der var opstillet et podium og en masse stolerækker. Tina tog resolut Michael i hånden og trak ham op foran, så de fik plads på anden række. Den officielle åbning blev indledt med, at en ældre korpulent herre holdt en lang tale på italiensk. Michael fattede ikke en lyd af, hvad der blev sagt, men Tina hviskede til ham, at det var en repræsentant for museets ledelse, og at han takkede en masse mennesker, som havde gjort udstillingen mulig. Han forsøgte sig åbenbart også med nogle morsomheder, for hans talestrøm blev indimellem afbrudt af spredte grin. Taleren blev efterfulgt af endnu en taler. Denne gang drejede det sig tilsyneladende om en repræsentant fra bystyret. Også han talte i lang tid.
Da han var ved at slutte af, hørte Michael pludselig Alessandro Celentanos navn nævnt, og Tina puffede til ham. ”Nu kommer vores ven på.”
Da bifaldet for talen havde lagt sig, trådte en elegant slank gråhåret mand op på podiet. Han bar en velsiddende habit, og kun rynkerne i det solbrændte ansigt røbede, at han måtte være over de tres. Der var ingen tvivl om, at han i forhold til de to foregående talere havde en helt anden personlig pondus og udstråling. Han talte smilende til forsamlingen og udstrålede stor selvsikkerhed. Tina forsøgte at oversætte lidt af det, han sagde. ”Han takker museet og byen for, at dette arrangement kan gennemføres, men han taler mest om børnehospitalet og takker gæsterne for de bidrag, de har ydet.”
Hans tale var væsentlig kortere end de to foregående taleres, men det efterfølgende bifald var markant højere og længere. Der var ingen tvivl om, at Alessandro Celentano var meget velkendt og populær blandt de mange gæster.
Alessandro Celentano blev efterfulgt af endnu to talere, hvor den sidste åbenbart var en af de udstillende kunstnere. Michael syntes, at han passede godt til de udstillede billeder. Med sit orange hår var han mere farverig end køn.
Så snart den officielle åbning var afsluttet, rejste Tina sig op og hviskede til Michael. ”Vent her - jeg prøver at få kontakt med Celentano. Hvis det lykkes, kommer du hen til os.”
”Skal jeg ikke hellere gå med dig nu?” spurgte Michael overrasket.
”Nej,” smilede Tina og blinkede til ham. ”Det er langt lettere for enlige kvinder at få kontakt med mænd.”
Tina forsvandt ind i mængden af folk, der rejste sig fra stolene og flokkedes om podiet, og Michael indså, at hun sikkert havde ret. Det var svært at forestille sig, at nogle mænd ville afslå at tale med Tina, som hun så ud i dag. Hvis de henvendte sig sammen, ville de formentlig blive betragtet som et par, og det ville slet ikke have den samme interesse som en enlig kvinde.
Michael fulgte Tina med øjnene, mens han selv kæmpede sig ud fra stolerækkerne. Alessandro Celentano var omringet af folk, der ville tale med ham og trykke hånd. Tina holdt sig diskret i baggrunden og afventede tydeligvis, at der blev mere plads omkring den populære velgører.
Da det begyndte at tynde ud i flokken omkring Alessandro Celentano, trådte hun pludselig frem og rakte ham sin hånd i en gammeldags, men meget feminin bevægelse med håndfladen nedad. Det var umuligt for Alessandro Celentano ikke at tage hendes hånd. Gennem de mange summende stemmer kunne Michael fornemme, at Tina havde henvendt sig på italiensk, og han kunne derfor ikke forstå, hvad der blev sagt, men han kunne se, at Alessandro Celentanos ansigt lyste op i et smil, da han hilste på Tina. De talte smilende sammen i nogen tid, men så sagde Tina tilsyneladende noget, der fik hans ansigtsudtryk til at skifte, og han blev pludselig meget alvorlig. Han så sig omkring, hvorefter han tog fat om armen på Tina og førte hende hen mod en dør bag podiet. Tina fangede Michaels blik og mimede umiskendeligt ordet ”Kom!”
Michael ilede hen mod dem og nåede frem, samtidig med at en ung fyr i jakkesæt åbnede døren for Celentano og Tina.
”Det er min makker, Michael Niedermeyer,” sagde Tina hurtigt, idet hun slog over fra italiensk til engelsk.
Alessandro Celentano kiggede alvorligt på Michael og rakte hånden frem og præsenterede sig. ”Følg med mig,” sagde han på engelsk og gik gennem døren, som førte ind til en lille gang. De fortsatte ned ad gangen, til de kom til noget, der mindede om et møderum.
Alessandro Celentano slog ud med hånden mod stolene omkring bordet og satte sig ned og fortsatte på et charmerende engelsk med tydelig italiensk accent. ”Fortæl mig nu præcist, hvad det er, I mener, at jeg kan gøre for jer.”
”Som jeg nævnte lige før,” indledte Tina, ”leder vi efter en fyr ved navn Günter Vogel. Vi har grund til at tro, at han ligger inde med viden omkring en række mord, og vi håber på, at du kan hjælpe os med at finde ham, da vi ved, at du tidligere har støttet hans forskning.”
Alessandro Celentano lod eftertænksomt blikket vandre mellem Tina og Michael.
”Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvad det danske politi laver i Napoli. Er I ikke lidt uden for jeres jurisdiktion?”
”Vores henvendelse sker i samarbejde med de nationale italienske politimyndigheder,” svarede Michael værdigt.
Alessandro Celentano kneb øjnene sammen.
”Det har jeg svært ved at forestille mig. Jeg ved, at min personlige assistent i går informerede en Giulio Casini fra Arma del Carabinieri om, at jeg desværre ikke havde tid til at tale med jer, da jeg er nødt til at rejse til Paris for at afslutte nogle vigtige forretninger.” Han lod blikket glide op og ned ad Tina, og et lille smil viste sig i hans ansigt, da han fortsatte. ”Og medmindre politimoden er noget mere sofistikeret i Danmark, end den er i Italien, er I heller ikke påklædt, som man normalt ville forvente ved en officiel henvendelse.”
Michael skulle til at protestere, men Alessandro Celentano holdt en hånd i vejret på en måde, der viste, at han var vant til, at folk lyttede til ham. ”Men lad det nu ligge. Jeg hjælper naturligvis gerne politiet. Problemet er bare, at jeg rent faktisk har meget travlt i øjeblikket. Men hvis I har mulighed for at følge med til mit hus i Marechiaro, kan jeg nok godt afse lidt tid til at tale med jer, inden jeg rejser - okay?”
”Helt okay,” svarede Tina, inden Michael kunne nå at sige noget.
Alessandro Celentano tog sin mobiltelefon og gav et par hurtige ordre på italiensk. Herefter vendte han sig igen mod Tina og Michael og sagde. ”Vær venlig at følge med mig.”
De fulgte den elegante italiener gennem nogle lange gange, og kort efter befandt de sig atter på pladsen foran museet. Der holdt to mørke Alfa Romeoer klar, og Alessandro Celentano steg ind i den forreste, mens han pegede på den anden og sagde. ”Stig ind!”
Mens de to biler sneglede sig gennem Napolis kaotiske trafik, kiggede Michael på Tina. ”Tror du, at det her er klogt?”
”Hvad mener du?”
Michael skar en grimasse. ”At tage med fyren hjem. Vi ved jo ret beset ikke ret meget om ham.”
”Nu må du stoppe,” udbrød Tina irriteret. ”Vi er rejst helt til Napoli for at tale med ham, og når vi så får muligheden, brokker du dig.”
”Jeg brokker mig ikke. Jeg er bare ikke så vild med, at han ligesom har taget kommandoen.”
”Det er sgu da lige meget. Hvad skulle der kunne ske ved det? Det kan da godt være, at han har fiflet lidt med nogle byggeprojekter, men det er sikkert meget almindeligt på disse kanter, og han forekommer jo at være højt respekteret her i byen, så jeg har svært ved at se, hvad der skulle kunne ske ved at tale lidt med fyren.”
”Men alligevel …” svarede Michael, uden at han helt selv vidste, hvad han mente. Han havde bare en rigtig dårlig fornemmelse med det hele.