Lørdag den 23. maj
Michael og Tina stirrede lamslåede på manden, som var blevet præsenteret som Günter Vogel og de to mænd med maskinpistolerne. Alessandro Celentano sagde noget til de to vagter på italiensk, som Michael ikke forstod. Den ene af mændene forsvandt ind i huset, men vendte kort efter tilbage med nogle plastikstrips i hånden. Mens både Alessandro Celentano og den anden vagt fortsat pegede på dem med deres våben, gik han hen til Michael og Tina og spændte deres håndled fast til armlænene med plastikstripsene.
”Dette er jo vanvid,” protesterede Michael. ”Både det italienske og det danske politi ved, at vi er her. Slip os omgående fri!”
Alessandro Celentano sagde igen noget på italiensk til de to bevæbnede mænd, som atter forlod terrassen.
”Så tror jeg, at vi kan komme videre,” sagde Alessandro Celentano i et tonefald, som om de befandt sig ved et helt almindeligt møde. ”Det er vist bedst, at ikke alt for mange kender til de ting, vi nu skal tale om.”
”Dette er jo vanvid,” gentog Michael og mærkede panikken vokse.
Alessandro Celentano så tankefuldt på dem. ”Jeg er ikke så sikker på, at hverken det italienske eller det danske politi ved, at I lige nu er mine gæster. Jeg er overbevist om, at jeres lille improviserede besøg på Museo di Carpdimonte var jeres egen ide. Ellers ville I have været i selskab med en repræsentant fra de italienske politimyndigheder, og ifølge jeres chauffør benyttede I ikke mobiltelefon under køreturen fra museet til mit hus. Altså er der næppe nogen, som ved, at I er her.
Men lad os nu ikke rive med. Hvis vi bevarer roen, kan det måske stadig ende godt for os alle. Det vil dog nok kræve, at I besvarer alle mine spørgsmål hundrede procent sandfærdigt. Hvis jeg fornemmer, at I ikke gør det, eller at I holder oplysninger tilbage, kan det hurtigt ende meget ubehageligt.”
”Du tror vel ikke i din syge fantasi, at vi på nogen måde vil give dig oplysninger,” snerrede Michael rasende. ”Vi er for helvede fra det danske politi!”
Alessandro Celentano så atter tankefuldt på ham. ”Jeg tror ikke helt, du forstår, hvor meget der er på spil. Så lad os lave en aftale. Nu stiller jeg spørgsmål, og I svarer. For hver gang I ikke svarer, eller hvis svaret ikke er fyldestgørende, vil jeg personligt klippe et stykke af din yndige kollega − startende med fingrene og tæerne.”
Michael kiggede på Tina, som var blevet ligbleg og rystede kraftigt over hele kroppen. Alessandro Celentano rejste sig fra sin plads og gik ind i huset. Michael rykkede forgæves i armlænene, men det havde kun den virkning, at plastikstripsene skar sig ind i hans hud. Kort efter vendte Alessandro Celentano tilbage med en stor grensaks, som han lagde på bordet foran sig. Han satte sig atter i sin stol og sagde. ”Skal vi så gå i gang?”
Michaels tanker var et stort kaos. Han troede ikke det mindste på, at italieneren ville lade dem gå, uanset om de besvarede hans spørgsmål eller ej. Men han kunne heller ikke sidde og se på, at Tina blev klippet i stykker med en grensaks. Og vurderet ud fra alle de mord, der allerede var blevet begået, tvivlede han ikke på, at Alessandro Celentano ville gøre alvor af sine trusler.
”Fortæl mig nu først præcist, hvad I mener, det er, Metusalem-gruppen har fundet frem til,” fortsatte Alessandro Celentano roligt.
Michael sukkede. ”Vi har grunde til at tro, at i hvert fald Metusalem-gruppen selv mente, at de havde fundet et middel til at sikre evig ungdom. Men da i hvert fald Günter her tydeligvis er en rablende galning, tvivler jeg på, at det rent faktisk er tilfældet.”
Michael kunne mærke Tinas måbende blik, og han kom i tanke om, at end ikke Tina hidtil havde vidst, hvad det var for en opdagelse, Metusalem-gruppen mente de havde gjort. Michael havde fulgt Jansens ordrer om ikke at fortælle dette til nogen.
Alessandro Celentano var tydeligvis en meget opmærksom iagttager, og han bemærkede også Tinas reaktion. ”Jeg tænkte det nok,” smilede han. ”End ikke signorina Tina kendte til dette. Det lover godt. Men fortæl mig nu, hvem der rent faktisk kender til sagens rette sammenhæng ud over dig selv og denne Christian Bjørnbo, som du var sammen med i Åre?”
Michael overvejede, hvilket svar der ville være det bedste. Hvis han påstod, at det kun var ham selv og Christian, som kendte sandheden om Metusalem-projektet, ville Alessandro Celentano kunne skjule sandheden blot ved at dræbe Tina, Christian og ham selv. Hvis han derimod oplyste, at også Jansen kendte til sandheden, ville han sandsynligvis også bringe hans liv i fare.
Alessandro Celentano fornemmede, at Michael tøvede med at svare. Han rejste sig hurtigt fra stolen og greb grensaksen og stillede sig over ved siden af Tina, hvor han pressede grensaksens kæber mod Tinas højre tommelfinger. ”Sandheden tak. Ellers bliver jeg nødt til at klippe i signorina Tina.”
”Min chef hos det danske politi kender til det,” svarede Michael opgivende. ”Men jeg ved ikke, hvem han ellers har delt denne viden med.”
Alessandro Celentano gik tilbage til sin stol. ”Det lyder rimeligt, men det giver os lidt problemer. Men det går nok også at løse.”
Han var tavs en tid, inden han fortsatte. ”Med hensyn til jeres møde med denne Stieg Andersson i Åre. Gav han jer noget, eller fandt I noget i hytten, som kunne have med Metusalem-gruppens arbejde at gøre?”
”Hvad skulle det være?” svarede Michael oprigtig overrasket.
”En pc eller noget lignende med oplysninger om gruppens arbejde.”
”Nej,” svarede Michael fast. ”Vi fandt ikke noget i den retning.”
Efter at det første chok havde lagt sig, mærkede Michael, at vreden begyndte at vokse i ham. Han var sikker på, at han og Tina ville blive dræbt, og han følte et stort had mod den gamle italiener og ikke mindst mod Günter Vogel, som hidtil havde siddet helt stille og blot lyttet. Michael vendte sig mod Günter Vogel og hvæsede. ”Du må virkelig være stolt af dig selv. Du har fået myrdet alle dem, som deltog i Metusalem-projektet, bare for selv at tage hele æren og score hele fortjenesten. Fy for satan, din lede psykopat.”
Günter Vogel nåede ikke at svare, før Alessandro Celentano atter tog ordet. ”Tror du virkelig, at det er det, som er tilfældet, Michael?” Han sukkede tungt, før han fortsatte. ”Så enkelt er det desværre ikke.”
”Selvfølgelig er det det!” hvæsede Michael arrigt og kunne mærke, at hans raseri voksede sig stadig større. ”Hvad fanden skulle ellers være grunden til, at I har myrdet alle, som kender til projektet?”
”Der kunne jo være tale om selvopofrelse. Om at gøre det rigtige. Om at beskytte menneskene for dem selv,” sagde Alessandro Celentano alvorligt.
Michael forstod ikke, hvad manden talte om, og han blev mere og mere sikker på, at Alessandro Celentano i lighed med Günter Vogel var rablende vanvittig. ”I er jo syge i hovederne begge to!” hvæsede han.
Alessandro Celentano studerede ham nøje i noget, som føltes som meget lang tid. Så sukkede han tungt. ”Kære Michael, tingene er ikke altid helt så enkle, som de kan se ud ved første øjekast. Godt er ikke altid godt − og ondt er ikke altid ondt. Du er politimand og burde om nogen vide dette. Du har stirret dig blind på, at Günter og jeg er skurkene. Men er du nu også helt sikker på, at det rent faktisk forholder sig sådan?”