Lørdag den 23. maj
Michael stirrede desorienteret på Alessandro Celentano, hvis ansigtsudtryk pludselig havde ændret sig. Han så pludselig meget gammel og træt ud. ”Hvad fanden mener du?” spurgte Michael mistroisk. ”Så vidt jeg ved, står I bag mordene på et meget stort antal mennesker, og jeg kan ikke rigtigt forestille mig et andet motiv til dette, end at I ønsker at have eneret på Metusalem-gruppens opdagelse.”
Han skulle til at fortsætte, men i det samme så han til sin store forbløffelse Christian træde frem fra en busk umiddelbart bag ved Alessandro Celentano og Günter Vogel med en maskinpistol i hånden.
Han tvang sig selv til atter at kigge på Alessandro Celentano. ”Hvis det forholder sig anderledes, synes jeg ærligt talt, at du skulle fortælle os det.”
Alessandro Celentano skulle til at svare, men i det samme var det, som om han fornemmede noget bag sig, og han begyndte at dreje kroppen rundt i stolen. Christian kastede sig frem og greb fat i Alessandro Celentanos kraftige grå hår og trak ham bagover, så både Alessandro Celentano og stolen trimlede om på terrassens stengulv. Christian sprang frem og tog pistolen fra bordet, hvor den havde ligget foran Alessandro Celentano. Herefter vendte han sig hurtigt mod Günter Vogel, som chokeret så til. ”Ned på gulvet med hænderne bag nakken,” snerrede Christian, og Günter Vogel adlød. Mens han dækkede dem med maskinpistolen, trak han kniven frem fra rygsækken og skar Michael og Tina fri. Det hele var gået så hurtigt, at hverken Tina eller Michael havde nået at sige noget.
Nu rejste Michael sig og trak Alessandro Celentano og Günter Vogel op på stolene, mens Christian holdt dem dækket med maskinpistolen. Christian rakte Michael Alessandro Celentanos pistol.
”Christian, for helvede. Hvad fanden laver du her?” spurgte Michael forundret.
Christian smilede uden at tage øjnene fra de to mænd i stolene overfor. ”Jeg kunne vel spørge dig om det samme, men mon ikke vi er her i samme anledning.”
Michael vendte sig mod Tina, som stadig sad som forstenet i sin stol. Hun var askegrå i ansigtet og så ud, som om hun var på vej i chok. ”Er du okay?” spurgte Michael bekymret.
Det var, som om Tina vendte tilbage til verden. ”Ja, jeg er ok … tror jeg. Men jeg vil bare væk herfra hurtigst muligt.”
Michael nikkede. ”Ring til Giulio Casini og få ham til at komme herud med hele styrken.”
”Nej,” sagde Christian fast. ”Vent lidt med det. Først skal vi have en kammeratlig samtale med de to herrer her.”
Michael stirrede på Christian og genkendte det farlige glimt i hans øjne, som han havde set ved flere tidligere lejligheder. ”Nej, Christian. Det stopper her. Det er allerede gået alt for vidt. Fra nu af må du lade politiet overtage sagen.”
Christian skulle til at protestere, men i det samme hørte de en lyd inde fra huset, og da de rettede blikket mod døren, så de til deres forfærdelse den anden chauffør komme trækkende med Sidsel, mens han pegede på hende med sin maskinpistol.
”Sidsel,” udbrød Christian overrasket og løftede instinktivt maskinpistolen og lod den pege direkte mod Alessandro Celentano, som hidtil havde siddet sammensunket i stolen. Manden bag Sidsel stirrede overrasket på sceneriet foran ham, og det var tydeligt, at han var i vildrede om, hvad han skulle gøre.
Pludselig var det, som om Alessandro Celentanos energi vendte tilbage. Han vendte sig mod manden i døren og sagde. ”Tak, Fabio. Bliv stående der. Hvis nogle af vores gæster foretager sig noget, så skyd hende straks.” Herefter vendte han sig mod Christian. ”Christian Bjørnbo formoder jeg. Som du sikkert ved, er mit navn Alessandro Celentano, og manden her er Günter Vogel. Jeg kan forstå, at I har søgt efter ham. Da vi nu alle er samlet − og da … hmm … våbenbalancen nu er udlignet, synes jeg, at vi skal sætte os ned og tale om tingene, inden nogen af os kommer til skade.”
”Undskyld, Christian,” hulkede Sidsel henne fra døren. ”Jeg tror, at han så resterne af madrassen på pigtråden, og da han efterfølgende så bilen og mig, fattede han mistanke.”
”Det er helt i orden, Sidsel. Det er alene min skyld. Jeg skulle ikke have efterladt laserne fra madrassen på pigtråden.”
”Kunne vi ikke holde os til engelsk, så vi alle kan følge med?” afbrød Alessandro Celentano.
”Hvordan har du tænkt dig, at vi kommer videre herfra?” sagde Michael henvendt til Alessandro Celentano. ”Var det ikke bedre, om I bare overgav jer til politiet. Det er for sent for jer at slippe godt fra det her.”
Alessandro Celentano så tankefuldt på Michael. ”Det er nok ikke helt så enkelt. Først må vi have overblik over, hvordan vi sikrer, at hele denne sag ikke ender i en katastrofe. Ikke bare for os, men for hele menneskeheden.”
”Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvad du vrøvler om,” snerrede Christian. ”Som jeg ser det, er det hele meget enkelt.” Han nikkede med hovedet mod Günter Vogel uden at fjerne maskinpistolen fra Alessandro Celentano. ”Psykopaten her har fået myrdet alle, som kendte til Metusalem-projektet, fordi han ville tage hele æren og score hele fortjenesten selv. Efterfølgende har du så også villet have en del af kagen. I er et par grådige mordere - længere er den ikke.”
”Tak for opsummeringen, Christian,” svarede Alessandro Celentano ironisk. ”Det var netop her, vi var kommet til, inden du kom og forstyrrede vores samtale. Som jeg fortalte Michael og signorina Tina for lidt siden, er tingene ikke helt så enkle, som de kunne se ud. Lad mig starte med at stille jer et enkelt lille spørgsmål. Hvis en redningsbåd efter et skibsforlis er fyldt med nøjagtigt det antal mennesker, som båden maksimalt kan bære − hvad er så den mand, som forhindrer endnu en skibsbruden i at komme op i redningsbåden ved at smide ham tilbage i havet til den sikre død? Er han helt eller morder? Han dømmer på egen hånd et uskyldigt medmenneske til en lidelsesfuld og sikker død. Men samtidig redder han livet for alle de andre i redningsbåden. Helt eller morder? Afhænger det ikke af øjnene, som ser?”
Christian stirrede forvirret på den noble italiener, der nu igen virkede fuldstændig rolig. ”Hvad fanden har dette med sagen at gøre?”
”Det har ikke bare noget med sagen at gøre. Det er hele sagens kerne,” svarede Alessandro Celentano med fast stemme. ”Hvis I vil tillade det, vil jeg prøve at beskrive sagen set fra min side. Så kan I dømme bagefter.”
Han satte sig bedre til rette i stolen og samlede håndfladerne under hagen.
”Man kan vel sige, at jeg blev inddraget i hele denne historie ved et tilfælde. Som Michael ganske rigtigt påpegede i starten af vores samtale, narrede Günter mig til at støtte Metusalem-projektet ved at foregive, at det drejede sig om et helt andet projekt. Günter vidste fra sit tidligere arbejde, at jeg gennem de sidste mange år har støttet en lang række godgørende formål.”
”Hvor ædelt,” vrængede Tina, der endelig virkede, som om hun var ved at være sig selv igen.
”Ja, det må man vel rent faktisk sige,” fortsatte Alessandro Celentano uden at lade sig mærke med Tinas sarkasme. ”Jeg har levet et langt liv, og jeg har skaffet mig en meget stor formue. Nogen vil nok mene, at mine metoder gennem årene ikke altid har været lige … hmmm … ædle. Men man må huske på, at jeg har opereret i et område, hvor det ikke er muligt at opnå noget uden at udvise en vis form for handlekraft og kreativitet i forhold til lov og moral.”
”Med kreativitet mener du vel bestikkelser, trusler, vold og mord,” indskød Michael i samme sarkastiske tone som Tina.
”Jeg har benyttet de metoder, der var nødvendige, hverken mere eller mindre. Men alligevel har I lidt ret. Jeg er ikke lige stolt af alt, hvad jeg har medvirket til. Slet ikke i starten af min karriere. En psykolog ville nok mene, at mit store engagement i velgørenhedsarbejde her på mine ældre dage er en slags bodshandling, og det er måske ikke helt forkert.” Han slog undskyldende ud med hænderne og tilføjede. ”Jeg er katolik, og i takt med at mit liv nærmer sig sin afslutning, har jeg følt en stigende trang til at råde bod på nogle af mine synder ved at bruge store dele af min formue på velgørenhed.”
”Typisk katolsk indstilling,” vrissede Michael. ”Skide være med, hvad man har gjort af ugerninger. For den rette betaling kan man altid få aflad for sine synder!”
Alessandro Celentano så rent faktisk lidt såret ud over Michaels udtalelser. ”Kære Michael, helt så enkelt er heller ikke dette. Men lidt ret har du vel også her. Men giver det ikke også meget god mening, at synder kan tilgives ved efterfølgende gode handlinger? Der var jo ingen grund til angre og blive et bedre menneske, hvis det ikke var muligt at opnå tilgivelse for tidligere synder.”
”Jeg kan ikke rigtig se, hvordan hverken historier om redningsbåde eller dit ønske om at få syndsforladelse harmonerer med, at I med koldt blod har fået myrdet en lang række uskyldige mennesker. Nogen af dem endda efter først at være blevet mishandlet på det grusomste. Jeg har svært ved at se, at din gud skulle kunne betragte dette som en god gerning,” snerrede Christian aggressivt.
”En ting ad gangen,” svarede Alessandro Celentano uanfægtet. ”Foreløbig forklarer jeg blot, hvordan Günter her kom i kontakt med mig. Men selv om jeg støtter mange godgørende formål, er jeg ikke et fæ, der blot smider pengene ud af vinduet. Jeg begyndte derfor så småt at undre mig over, at der ikke rigtigt kom nogle resultater ud af Günters fine projekt.”
Han vendte sig mod Günter Vogel, som hidtil intet havde sagt. ”Kan du ikke fortsætte herfra, Günter, og fortælle, hvordan jeg blev involveret i Metusalem-projektet.”
Günter lænede sig lidt frem i stolen. Han så noget rystet ud, men kom lidt efter lidt i gang med at fortælle. ”Som I åbenbart allerede ved, arbejdede jeg tæt sammen med Stine Jamie, Stieg Andersson og Matti Aho omkring Metusalem-projektet. Jeg mener godt, at man kan tillade sig at sige, at vi var entusiaster grænsende til fanatikere, der blindt arbejdede mod et fælles mål. Pengene, vi fik fra signor Celentano, gik alene til de folk, som hjalp os med at indsamle informationer. Ingen af pengene gik til os selv. Vi troede fuldt og fast på, at vi nok skulle få belønningen for vores arbejde senere, og vi ønskede, at pengene skulle række længst muligt. Jeg vil nok påstå, at jeg var den mest realistiske og pragmatiske af os fire. Efterhånden som vi fik grund til at tro på, at vi virkelig var på rette vej, begyndte jeg at fundere over, hvordan vi fik sat vores opdagelse i system og ført ud i livet. Der skulle gennemføres omfattende tests i større målestok, stoffet skulle produceres i store mængder og introduceres på verdensmarkedet. Til alt dette havde vi brug for penge til finansiering og dækning af omkostninger. Sagen var bare, at i hvert fald Stine, Matti og jeg var på randen af fallit, da vi i lang tid ikke havde tjent nogen penge og samtidig havde brugt hele vores opsparing. Jeg fornemmede samtidig, at signor Celentano var ved at smække pengekassen i, da han ikke så nogen resultater fra vores skyggeprojekt.
Jeg besluttede mig derfor for at informere signor Celentano om, hvad vores arbejde i virkeligheden gik ud på. Inden jeg gjorde det, luftede jeg ideen for de tre andre, men de ville ikke høre tale om det. De troede fuldt og fast på, at vi kunne låne penge i banken til finansiering. Selv troede jeg ikke på denne mulighed. Dels ville det være vanskeligt at få nogen til at tro på det, vi fortalte - dels ville det uden tvivl medføre, at vores opdagelse kom ud til offentligheden, uden vi kunne styre hvornår og hvordan. Jeg besluttede mig derfor for at tage sagen i egen hånd. Jeg kontaktede signor Celentano uden de andres viden og fortalte om projektet i den tro, at han ville blive begejstret for den utrolige opdagelse, vi havde gjort. Det viste sig dog hurtigt ikke at være tilfældet.”
Alessandro Celentano lagde hånden på skulderen af Günter Vogel som tegn på, at han nu igen ville tage over. ”Igennem mit arbejde med velgørenhed har jeg haft mange spekulationer omkring, hvad der er godt, og hvad der er … ondt, om I vil. Som tidligere nævnt er tingene ikke altid helt så enkle, som de umiddelbart kan forekomme. Meget afhænger af, hvilket perspektiv man betragter tingene i. Der er altid sager, som mangler penge, og selv ikke jeg har midler til at støtte dem alle. Og det er heller ikke alt, jeg ønsker at støtte. Det medfører en masse dilemmaer. Hvad er eksempelvis vigtigst? At forlænge livet for nogle få ældre hjertepatienter gennem nogle meget kostbare hjerteoperationer - eller at forbedre livskvaliteten for tusindvis af børn med astma? Eller er en ny moderne skole i Napoli nu også så vigtig, når man for de samme penge kan sikre overlevelse for tusindvis af børn i Afrika? Hvordan måler man sådanne ting op mod hinanden - og hvilke ting skal man støtte? Man må jo huske på, at hver gang man vælger at støtte en ting, ja, så fravælger man i sagens natur at støtte en lang række andre ting. I kan sikkert selv tænke jer til mange andre eksempler på sådanne dilemmaer.
Når det drejer sig om støtte til forskning, støder man på tilsvarende dilemmaer. Alt efter fra hvilken side man ser tingene, findes der eksempler på forskning og udvikling, hvor man nok kan tillade sig at stille spørgsmålstegn ved, om udviklingen er til menneskehedens fordel eller ej.
Alle vores opfindelser og hele vores udvikling er ved at kvæle os i forurening, og vores udslip af CO2 medfører en global opvarmning, der langsomt, men sikkert er ved at ødelægge hele jordens fintfølende balance, som er forudsætningen for vores fortsatte eksistens. Samtidig kræver udviklingen, at man over hele kloden fælder de skove, som ellers kunne være vejen til vores frelse.
Og al den rigdom, som vores udvikling har skabt, bruger vi til at æde, ryge og drikke os i ihjel. Man må vel derfor spørge sig selv, hvorvidt udviklingen overhovedet er i menneskehedens interesse. Havde vi ikke alle været bedre tjent med, at vi ikke havde udviklet os så meget − og så hurtigt?”
Hele forsamlingen lyttede i stilhed til Alessandro Celentanos enetale. Michael var ikke i tvivl om, at manden var rablende gal, men der var alligevel noget ved ham, der gjorde, at man ikke kunne lade være med at lytte til ham. Han syntes, han kendte den udstråling et andet sted fra. Og pludselig vidste han hvorfra. Det var fra Christian. Christian kunne have den samme hypnotiske virkning på folk. Man kunne bare ikke lade være med at lytte til dem - uanset om man havde lyst eller ej.
Han tog sig sammen og kiggede direkte på Alessandro Celentano. ”Ja, det er jo meget godt med alt det der snak - og selvfølgelig har du ret i, at der foregår mange mærkelige ting og bliver foretaget besynderlige prioriteringer, men hvad fanden har det med Metusalem-projektet at gøre?”
”Alt,” svarede Alessandro Celentano alvorligt. ”Alt, Michael. Metusalem-projektet rummer netop alle disse dilemmaer i den størst mulige målestok. Günter kom til mig med en utrolig historie om, at Metusalem-gruppen havde fundet vejen til evig ungdom. I starten afviste jeg det som værende det rene galimatias. Det tror jeg, at de fleste tænkende væsner ville have gjort. Evig ungdom! Det hører en science fiction-verden til. Günter var dog meget vedholdende, og han inviterede mig op til hans lille laboratorium i Geneve. På de tre dage jeg var der, overbeviste Günter mig om, at han og hans gruppe rent faktisk havde gjort det umulige. De havde fundet vejen til evig ungdom. Først da jeg kom hjem til Napoli, begyndte jeg for alvor at fatte betydningen af deres opdagelse. Først blev jeg dybt fascineret af tanken. Evig ungdom er jo det, menneskeheden altid har stræbt efter. Langsomt begyndte konsekvenserne af denne opdagelse dog at gå op for mig. I forhold til alle de andre dilemmaer, jeg har mødt på min vej, var der her tale om dilemmaer i en helt anden målestok. Livet på jorden er baseret på, at alt levende dør for at give plads til nyt liv. Hvis døden ikke fandtes, ville de hurtigst avlende organismer overtage jorden. Et skræmmende eksempel er bakterierne. Deres vækst er så eksplosiv, at hvis de ikke også gik til grunde, så hurtigt som de gør, ville jordkloden i løbet af få dage være dækket af et metertykt bakterielag. Det er i sig selv en skræmmende tanke, men det bliver ikke mindre skræmmende, når det drejer sig om mennesker. Vores klode er i forvejen ved at segne under presset fra befolkningstilvæksten, den menneskeskabte forurening og ressourcemangel. En radikal ændring af den gennemsnitlige levealder vil få katastrofale følger. Manglen på fødevarer vil stige, og forureningsproblematikken vil blive mangedoblet. Hele verdenssamfundet vil bryde sammen. Knapheden på ressourcer vil få grupper og lande til at slås for overlevelse. Jorden vil opleve krige, ufred og katastrofer som aldrig før. Millioner vil bukke under for sult og sygdom, og andre millioner vil blive dræbt i krige … og for hvad … for at andre kunne leve længere.”
”Men dette måtte vel kunne styres,” indskød Tina mat.
”Af hvem?” fnyste Alessandro Celentano. ”Hvis først det blev almindeligt kendt, at der fandtes et middel til evig ungdom, ville mennesker gøre alt, hvad der stod i deres magt, for at skaffe det. Helt i lighed med, at mennesker gør de mest uhyrlige ting for at overleve, når deres eksistens er truet. Og hvem skulle have retten til evigt liv? De klogeste? De rigeste? Dem med de bedste gener? Og skulle der indføres begrænsning for, hvem der måtte sætte børn i verden?
En af de mest skræmmende ting ved Metusalem-gruppens opdagelse er, at midlet til evig ungdom er relativt billigt og enkelt at fremstille. I teorien ville midlet derfor hurtigt kunne blive tilgængeligt for næsten alle. Enhver må kunne indse, at denne udvikling aldrig vil kunne styres, og at denne opdagelse kun vil føre ondt med sig.”
Der blev stille på terrassen. Michael havde masser af indvendinger mod det, han hørte, men han vidste ikke, hvor han skulle begynder, og hvor han skulle ende. Det hele virkede totalt uvirkeligt.
”Og så mente I altså, at I havde retten til at bestemme over liv og død,” sagde Christian ironisk. ”At I havde retten til at myrde en masse uskyldige mennesker for at udskyde spredningen af denne opdagelse. For når Metusalem-gruppen kunne gøre denne opdagelse, er det vel kun et spørgsmål om tid, før andre gør den samme opdagelse.”
Alessandro Celentano sukkede tungt. ”Det var ikke nogen let beslutning. Jeg fik Günter herned, og jeg brugte meget lang tid på at få ham til at forstå, hvad det var for en katastrofe, han og hans venner var ved at udløse. Günter havde naturligvis en masse indvendinger og forbehold - nøjagtig som I har. Men til sidst fik jeg ham overbevidst om, at Metusalem-gruppens opdagelse aldrig måtte komme frem. Günter kunne berolige mig med, at det var usandsynligt, at andre i den nærmeste fremtid kunne finde frem til den samme opdagelse, da opdagelsen ud over et kæmpe arbejde byggede på en række helt utrolig heldige sammentræf af omstændigheder. Det var praktisk taget umuligt, at dette ville kunne ske på samme måde igen. I hvert fald inden for en overskuelig fremtid. Günter forsøgte herefter at påvirke de tre andre i gruppen til at droppe projektet, men helt uden held. De var fuldstændigt forblændet af deres opfindelse, og de ville overhovedet ikke høre tale om at stoppe projektet. De begyndte endda at mistænke Günter for at ville tage hele æren for opdagelsen. Da det kun var et spørgsmål om tid, inden opdagelsen ville blive offentliggjort, var jeg klar over, at jeg var nødt til at handle hurtigt for at stoppe katastrofen.”
”Og så mente du, at det var helt o.k., at du legede gud og udstedte dødsdomme over en lang række uskyldige mennesker?”
”Det er her, historien om redningsbåden kommer ind i billedet. Er man en forbryder eller en helt, hvis man slår nogle få ihjel for at redde millioner? Døm selv. Hvis der havde været en anden udvej, havde jeg valgt den. Men jeg kunne ikke se andre løsninger dengang. Og det kan jeg i øvrigt fortsat ikke.” Han tav atter og lod alvorligt blikket vandre rundt mellem dem. Da ingen sagde noget, fortsatte han. ”Og så må I også huske på, at mord ikke er en så fjern mulighed i min verden, som den måske er i jeres. Her i området bliver der hver eneste uge dræbt mennesker for langt mindre sager end denne. Her dræbes mennesker for en fortjeneste på få hundrede euro.”
”Og det skulle så berettige dig til at få andre myrdet?” spurgte Tina vantro.
”Jeg ved ikke, om det er en ret. Jeg siger blot, at mord er − og altid har været − en del af menneskets væsen. Et værktøj til at opnå resultater. Nogle gange i den gode sags tjeneste - andre gange i den ondes. Og så ser det gode og onde nok fortsat forskelligt ud, alt efter hvilken vinkel man betragter det fra. Mord for at opnå noget godt er ikke noget nyt i denne verden. I enhver krig dræbes tusindvis af uskyldige. Og det undskyldes altid med, at krigen har et godt formål, og at tab af uskyldige menneskeliv derfor er et nødvendigt onde.”
”Du vil altså påstå, at du heller ikke selv vil benytte midlet til at opnå evigt liv?” spurgte Christian vantro.
Alessandro Celentano nikkede sørgmodigt. ”Ja, det vil jeg påstå. Dels fordi det ikke ville være rigtigt, dels fordi din betegnelse evigt liv ikke er korrekt. Opdagelsen forhindrer ikke ulykkestilfælde eller alle sygdomme, selv om den eliminerer en del aldersbetingede sygdomme - herunder en lang række kræftsygdomme. Men opdagelsen kom nok under alle omstændigheder for sent for mig, da den stopper aldring - den gør ikke gamle yngre. Mit helbred er ikke længere det bedste, og mine dage er under alle omstændigheder talte.”
”Og hvad med dig?” spurgte Christian og kiggede på Günter Vogel.
Günter Vogel rystede på hovedet. ”Nej, jeg har heller ikke taget stoffet. Vi ville vente, til det var bedre testet.”
Christian vendte atter blikket mod Alessandro Celentano. ”Hvorfor har du ikke også fået Günter her myrdet? Han vil jo til enhver tid kunne offentliggøre sin viden.”
”Jeg frygter ikke længere, at Günter vil gå ud og offentliggøre opdagelsen. Günter har indset, hvilke katastrofer det vil medføre. Og desuden er der brug for hans evner og hans viden. Vi arbejder ikke længere på at kunne opnå evig ungdom. Men Metusalem-projektet har kastet lys over en del af kræftens gåde. Günter leder derfor nu et privat projekt, som arbejder med at udvikle denne viden til glæde for menneskeheden.”
”Nu ryger enhver logik sgu da,” næsten råbte Michael. ”Kræft er vel også en del af naturens orden, og ved at forhindre kræften i at slå folk ihjel forlænger I vel også disse menneskers levetid.”
Alessandro Celentano bevarede fortsat roen. ”Sådan ser jeg ikke på det. Det, Metusalem-gruppen gjorde var at ændre på hele naturens orden. Kræftforskningen går alene ud på at rette op på fejl i naturens orden. Langt de fleste årsager til kræft er menneskeskabte. Kan du ikke se forskellen?”
”Men al forskning i sygdomme sigter vel mod at forlænge menneskers levetid,” vedblev Michael. ”Selv uden Metusalem-projektet har man gennem de seneste århundreder oplevet en stadig stigende levetid.”
”Det er ikke helt korrekt,” brød Günter Vogel ind. ”Den maksimale levetid har ikke udviklet sig gennem årtusinder. Det er kun gennemsnitslevetiden, som er steget på grund af bedre hygiejne, bedre lægemidler og generelt bedre leveforhold. Det vores opdagelse ville kunne gøre, var at stoppe selve aldringsprocessen. Vi ville ganske enkelt standse den aldringsproces, som ellers ubønhørligt nedbryder vores krop og til sidst tager livet af os. Hvis man kunne undgå ulykkestilfælde og ikke aldersrelaterede sygdomme, ville man i princippet kunne leve evigt. Hvordan dette liv så ville blive, er en helt anden sag. Dels vil skrækken for at pådrage sig livstruende sygdomme formentlig blive endnu større, da sådanne sygdomme nu ikke længere blot ville kunne forkorte ens liv, men forhindre et teoretisk evigt liv. Samtidig ved vi ikke, hvordan kroppens sliddele vil fungere. Selv om kroppen ikke ældes, må man nok fortsat forvente, at led, brusk og muskler med tiden vil blive slidt ned. Det vil betyde enorme mængder af operationer for at rette op på dette - eller alternativt nok medføre et langt liv, men et liv i smerte og med nedsat livskvalitet.”
Christians tanker begyndte at vandre. Hvordan kunne de slippe godt fra denne her historie? Han var ikke i tvivl om, at Alessandro Celentano og Günter Vogel var så overbeviste i deres tro på, at en offentliggørelse af Metusalem-gruppens opdagelse for enhver pris måtte forhindres, at de aldrig frivilligt ville lade dem forlade huset i live. Altså måtte han selv sørge for, at dette kunne ske.
Michael tænkte i de samme baner og sagde. ”Og hvad vil I så foreslå, at vi gør nu? Vi kan jo ikke blive her på terrassen og pege på hinanden med våbnene til evig tid.”
”Jeg tænkte nok, at du var praktiker,” smilede Alessandro Celentano. ”Det ideelle ville nok være, at vi udryddede hinanden. I så fald ville de fleste, som kendte til opdagelsen, være elimineret. Vi har dog et par enkelte hængepartier. Dels nævnte du, at i hvert fald din chef kender til opdagelsen. Det vil vi nok kunne leve med − eller nærmere præcist dø med, da han ikke rigtigt vil kunne bruge dette til noget uden materiale, som underbygger denne viden. Værre er det, at det aldrig er lykkes os at finde ud af, hvor Stieg Andersson opbevarede alle Metusalem-projektets data. Hvis kompetente forskere kommer i besiddelse af dette materiale, vil de relativt let kunne genskabe Metusalem-gruppens arbejde.”
”Det samme er vel gældende for Stines pc og hendes backup,” indskød Christian.
”Nå, så havde hun alligevel en backup,” sagde Günter Vogel eftertænksomt. ”Jeg kunne heller ikke forstå, at hun ikke havde det. Men det betyder ikke noget. Jeg har Stines pc, og jeg ved, hvad der ligger på den. Uden alle modellerne fra Stiegs arbejde er oplysningerne på Stines pc værdiløse.”
”Ja, I stjal jo Stines pc i forbindelse med, at hun blev mishandlet, voldtaget og dræbt. I må virkelig være stolte af jer selv. Hvordan kan I leve med jer selv, når I ved, at I bærer ansvaret for det, hun blev udsat for?”
”Stines tilfælde var meget uheldigt,” sagde Alessandro Celentano medfølende. ”Vi havde absolut ingen intention om, at hun skulle mishandles på den måde. Rent faktisk gik aftalen på, at alle mord skulle ske så humant som muligt, og helst kamufleres som ulykkestilfælde, for ikke at tiltrække unødvendig opmærksomhed. Men i Stines tilfælde gik noget galt. Vi må nok konstatere, at der er nogle virkeligt syge individer blandt de lejemordere, som findes på markedet.”
Michael blev mere og mere overbevist om, at Alessandro Celentano på trods af sin ro og veltalenhed var fuldstændig vanvittig. Han sad her og talte om de brutale lejemord, som om det var enhver anden forretningsaftale, der ikke var forløbet helt til kundens tilfredshed.
”Hvor ædelt, at I havde bedt om, at mordene skulle foregå humant,” vrængede Tina. ”Man bliver jo næsten helt rørt over jeres næstekærlighed. Men hvorfor fanden brugte i overhovedet serbiske lejemordere? Findes der ikke rigeligt med mordere og voldspsykopater blandt dine Camorravenner?” Alessandro Celentano lod sig fortsat ikke provokere, og det virkede, som om han havde et oprigtigt ønske om, at de skulle forstå hans handlinger og motiver. ”Nu er det ikke sådan, at de, som du kalder mine Camorravenner, råder over et større antal professionelle lejemordere med international erfaring. De fleste af de mord, der bliver begået lokalt her i regionen, begås af lokale og er almindeligvis begrundet i lokale forhold. Der findes også tilfælde, hvor man har løst sådanne opgaver andre steder i Italien, men der er ikke tradition for at sende lokale folk ud på betalingsopgaver i udlandet. Det er noget anderledes på Balkan. Krigene i dette område - og der var tale om flere krige og ikke som mange tror kun én - brutaliserede en masse mennesker, og der foregik ting, som overgår selv de værste forestillinger. En del af de mennesker, som stod bag disse uhyrligheder, har ikke overraskende haft svært ved at tilpasse sig et almindeligt liv efter krigenes afslutning. De har heller ingen skrupler over at dræbe mennesker, de ikke personligt har noget udestående med. De er altså langt hen ad vejen de perfekte lejemordere. Desværre er nogen af dem svært traumatiserede og kan til tider optræde ualmindeligt bestialsk - som i tilfældet med Stine. Jeg beklager virkelig dette.”
Michael havde igennem sit arbejde mødt mange forskruede og syge mennesker, men han havde aldrig mødt et menneske, der bare mindede om Alessandro Celentano. Han talte på samme tid om velgørenhed og bestialske mord og vold, som om det var det mest naturlige i verden. Det virkede, som om han oprigtigt selv troede på de ting, han sagde, og det var vel næsten det, som gjorde det mest skræmmende og fik ham til at fremstå som en ægte psykopat.
Det var, som om der pludselig ikke var mere at sige. Som om alt det, der kunne siges, var blevet sagt, og der sænkede sig en stilhed over selskabet. Det var tydeligt, at ingen vidste, hvordan de skulle komme ud af den låste situation, hvor de to maskinpistoler pegede mod henholdsvis Sidsel og Alessandro Celentano, mens pistolen i Michaels hånd pegede mod Günter Vogel.
”Okay,” sagde Christian, som stadig stod ved siden af Alessandro Celentano for enden af bordet. ”Jeg er ikke enig i alt, hvad I to har foretaget jer, men jeg forstår baggrunden for det, og jeg anerkender nødvendigheden af det. Jeg er derfor indstillet på at bakke op om jeres bestræbelser på at hemmeligholde Metusalem-gruppens opdagelse, da jeg er fuldstændig enig i, at der vil udbryde kaos, hvis den viden slipper ud. Jeg er imidlertid bange for, at vores venner fra det danske politi ikke på samme måde har mulighed for at lukke øjnene for alt det, der er sket.” Han svingede maskinpistolen, så den pegede mod Michael. ”Jeg må derfor bede dig lægge din pistol fra dig på bordet.”
Michael troede ikke sine egne øjne og ører. Havde Christian fuldstændig mistet forstanden? Billeder af det had, han ved tidligere lejligheder havde set i Christians øjne, Christians tendens til at benytte vold samt hans tidligere erkendelse af ligheden mellem Christians og Alessandro Celentanos udstråling og retorik snurrede rundt i hans hoved. Var Christian trods al sin charme og begavelse alligevel en galning i stil med Alessandro Celentano?