Jeg holder mig for munden, men lyden er allerede ude. Himlen bliver mørk, og et kor af frøer begynder at kvække. Dumt! tænker jeg. Det var virkelig dumt gjort! Jeg sidder bomstille og venter på, at fjenden vil storme frem mod mig. Men så kommer jeg i tanke om, at der næsten ingen er tilbage.
Peeta, der er såret, er nu min allierede. Uanset hvad jeg måtte have haft af tvivl, når det kom til ham, så er det glemt nu, for hvis den ene slår den anden ihjel, bliver det en meget kold velkomst vedkommende får, når han eller hun vender tilbage til Distrikt 12. Jeg ved også, at hvis det var mig, der sad og så det her, ville jeg virkelig hade den soner, der ikke med det samme ville alliere sig med sin distriktspartner. Desuden giver det også kun mening, hvis man beskytter hinanden. Og i mit tilfælde - som den ulykkeligt forelskede fra Distrikt 12 - er det absolut nødvendigt, hvis jeg skal modtage hjælp fra sympatiserende sponsorer.
De ulykkeligt forelskede ... Peeta må have brugt den vinkel hele tiden. Hvorfor skulle Spilmestrene ellers komme med den ændring? At give to sonere muligheden for at vinde kan kun betyde, at vores 'romance' er så populær hos seerne, at det ville sætte Spillets succes på en alvorlig prøve, hvis man gav den dødsstødet. Men ellers tak, siger jeg. Det eneste, jeg har gjort, er at undgå at slå Peeta ihjel. Men uanset hvordan han har vinklet den i arenaen, så har han gjort det, så seerne troede, at det var for at holde mig i live. Han rystede på hovedet for at forhindre mig i at løbe hen til Overflødighedshornet. Han kæmpede mod Cato, så jeg kunne slippe væk. Selv hans samarbejde med ambisonerne må have været en måde at beskytte mig på. Det viser sig faktisk, at Peeta aldrig har udgjort nogen trussel for mig.
Jeg smiler ved tanken, lader hænderne synke ned i skødet og kigger op mod månelyset, så kameraerne kan få det hele med.
Hvem er der så tilbage, som vi skal tage os i agt for? Rævefjæs? Drengesoneren fra hendes distrikt er død. Hun arbejder alene, om natten. Og hendes strategi har været at undvige frem for at angribe. Jeg tror ikke, at hun ville reagere aggressivt på lyden af min stemme, men i stedet håbe på, at en af de andre ville slå mig ihjel.
Så er der Thresh. Okay, han er en trussel. Men jeg har ikke set ham, ikke en eneste gang, siden Spillet begyndte. Jeg tænker på, hvordan Rævefjæs pludselig hørte noget, da hun stod ved de rygende ruiner. Og hendes opmærksomhed var ikke rettet mod skoven, men i den modsatte retning. Til det område i arenaen, der hælder ned mod ... hvad ved jeg. Jeg er næsten sikker på, at den person, hun løb væk fra, var Thresh, og at det er hans område. Han kan i hvert fald ikke have hørt mig helt derovrefra, og selv hvis han gjorde, så er jeg alt for højt oppe, til at han vil kunne nå mig.
Så er der kun Cato og pigen fra Distrikt 2 tilbage, som lige nu sikkert fejrer den nye regel. Ud over Peeta og mig er de det eneste par, der kan få glæde af denne regel. Skal jeg flygte fra dem, i tilfælde af at de hørte mig råbe på Peeta? Nej, tænker jeg. Lad dem komme. Lad dem komme med deres natbriller og tunge grenknækkende kroppe. Lige ind i skydeafstand af mine pile. Men jeg ved, at de ikke kommer. Hvis de ikke dukkede op, da jeg havde bålet tændt i løbet af dagen, vil de ikke risikere at gå i en fælde om natten. Når de dukker op, bliver det på deres egne præmisser, og ikke fordi jeg har afsløret mit opholdssted.
Bliv her og få lidt søvn, Kattua, beordrer jeg mig selv, selvom jeg mest af alt har lyst til at prøve at finde Peeta. Du finder ham i morgen.
Og jeg får også sovet, men næste morgen er jeg ekstra forsigtig, for selvom ambisonerne ikke vil være i stand til at angribe mig i træerne, kan de godt ligge i baghold. Jeg forbereder mig grundigt til dagen, spiser en stor morgenmad, sikrer min oppakning, gør mine våben klar, før jeg kravler ned fra træet. Men alt synes fred-fyldt og roligt nede på jorden.
Jeg skal være meget forsigtig i dag. Ambisonerne ved, at jeg vil forsøge at finde Peeta. Og de vil sikkert vente med at gøre noget, til jeg har fundet ham. Hvis han er så alvorligt såret, som Cato siger, så vil jeg være nødt til at forsvare os begge to på egen hånd. Men hvis han ikke er i stand til at gøre noget, hvordan er det så lykkedes ham at overleve? Og hvor i alverden finder jeg ham?
Jeg gransker min hukommelse for noget, Peeta måske har sagt, som kunne give mig en idé om, hvor han befinder sig nu, men uden held. Så jeg tænker i stedet på den sidst gang, jeg så ham, hvor han, glimtende i sollyset, råbte, at jeg skulle løbe væk. Så dukkede Cato op med trukket sværd. Og efter at jeg var løbet væk, sårede han Peeta. Men hvordan slap Peeta væk? Måske havde han været mere modstandsdygtig over for sporingshvepsenes gift end Cato. Måske var det variablen, der tillod ham at flygte. Men han var også blevet stukket. Hvor langt var han så nået, såret og fyldt med gift? Og hvordan er det lykkedes ham at overleve i så lang tid? Hvis såret og stikkene ikke har slået ham ihjel endnu, så må tørsten da være ved at gøre det.
Og så har jeg mit første spor til hans opholdssted. Han kan ikke klare sig uden vand. Det ved jeg fra mine første dage her. Han må skjule sig i nærheden af vand. Der er søen, men den slår mig ikke som det oplagte valg, da den ligger så tæt på ambisonernes lejr. Så er der nogle enkelte små søer. Men man ville være en omvandrende skydeskive i nærheden af dem. Og så er der endelig vandløbet. Det, der løber fra den lejr, som Rude og jeg lavede, og hele vejen ned i nærheden af søen og videre. Hvis han har holdt sig til vandløbet, har han hurtigt kunnet skifte skjulested og stadig være i nærheden af vand. Han har kunnet gå i vandet og slette alle sine spor. Han har måske oven i købet været i stand til at fange en fisk eller to.
Nå, men det er i hvert fald en begyndelse.
For at forvirre fjenden laver jeg et bål med en masse grønt. Selvom de måske hurtigt vil konstatere, at det bare er en afledningsmanøvre, håber jeg, at de så i stedet tror, at jeg gemmer mig i nærheden af det. Mens jeg i virkeligheden leder efter Peeta.
Solen får hurtigt morgendisen til at forsvinde, og jeg ved med det samme, at dagen bliver varmere end sædvanlig. Jeg går i vandløbet, og vandet er køligt og behageligt på mine fødder. Jeg er fristet til at råbe på Peeta, mens jeg går, men modstår fristelsen. Jeg er nødt til at finde ham med øjnene og mit ene gode øre, eller han er nødt til at finde mig. Men han må da vide, at jeg leder efter ham, ikke? Han har forhåbentlig ikke så lave tanker om mig, at han tror, at jeg ignorerer den nye regel og holder mig for mig selv. Eller har han? Han er svær at læse, hvilket måske ville være interessant under andre omstændigheder, men lige nu er det kun en ulempe.
Jeg når hurtigt frem til det sted, hvor jeg drejede af for at komme hen til ambisonernes lejr. Indtil videre har der ikke været et eneste spor af Peeta, hvilket ikke overrasker mig. Jeg har været på denne strækning tre gange siden sporingshvepsenes angreb. Hvis han havde været i nærheden, er jeg sikker på, at jeg ville have bemærket det. Vandløbet svinger mod venstre og ind i en del af skoven, som jeg ikke kender. De mudrede skrænter, der er dækket af filtrede vandplanter, bliver efterhånden afløst af store sten, som bliver større og større, og jeg begynder så småt at føle mig fanget. Nu ville det ikke være nemt at flygte fra vandløbet. Eller at kæmpe mod Cato eller Thresh på det klippefyldte terræn. Jeg har netop besluttet, at det må være den forkerte vej, fordi en såret dreng ville have svært ved at komme til og fra vandet i dette område, da jeg ser en stribe blod, der går ned over en af de store klipper. Det er tørret ind for lang tid siden, men de udtværede striber, der går fra side til side, antyder, at en eller anden, som måske ikke var ved sine fulde fem, prøvede at fjerne det.
Jeg klamrer mig til klipperne og bevæger mig langsomt i retning af blodet for at finde ham. Jeg opdager lidt flere blodpletter, og i en af dem ligger der nogle klistrede tråde fra noget stof, men der er ingen livstegn. Jeg giver op og kalder forsigtigt på ham. "Peeta! Peeta!" En sladredrossel lander i et træ i nærheden og begynder at efterligne tonerne, så jeg holder straks op igen. Jeg vender om og kravler ned mod vandløbet. Han må være gået videre. Længere ned, tænker jeg.
Jeg har kun lige sat den ene fod ned i vandet, da jeg hører en stemme.
"Er du her for at slå mig ihjel, min skat?"
Jeg snurrer rundt. Det kom fra venstre side, så jeg har svært ved at høre det. Og stemmen var hæs og svag. Men det må have været Peeta. Hvem ville ellers kalde mig 'skat' i arenaen? Mine øjne afsøger bredden, men der er intet. Kun mudder, planter og de store sten.
"Peeta?" hvisker jeg. "Hvor er du?" Der er ikke noget svar. Var det indbildning? Nej, jeg er sikker på, at det var virkeligt og meget tæt på. "Peeta?" Jeg kravler hen langs bredden.
"Du behøver ikke træde på mig."
Jeg springer tilbage. Hans stemme var lige under mine fødder. Men der er stadig ikke noget. Så åbner han sine øjne, og det er ikke til at tage fejl af den blå farve mellem det brune mudder og de grønne blade. Jeg gisper og bliver belønnet med et glimt af hvide tænder, da han smiler.
Det er kamuflage på højeste plan. Glem alt om at smide rundt med vægte. Peeta skulle have kamufleret sig som et træ i sin ene-time med Spilmestrene. Eller en sten. Eller en mudret bred med grønne planter.
"Luk øjnene igen," beordrer jeg. Han lukker øjne og mund og forsvinder fuldstændig. Det meste af hans krop er under et lag af mudder og planter. Hans ansigt og arme er så snedigt kamufleret, at de er usynlige. Jeg knæler ned ved siden af ham. "Så kunne det altså godt betale sig at bruge så meget tid på at dekorere kager."
Peeta smiler. "Ja. Kagepynt, den døendes sidste forsvar."
"Du skal ikke dø," siger jeg bestemt.
"Hvem siger det?" Hans stemme er meget ru.
"Det gør jeg. Glem ikke, at vi er på samme hold nu," siger jeg. Han åbner øjnene. "Det hørte jeg. Pænt af dig at finde det, der er tilbage af mig."
Jeg finder min vandflaske og giver ham noget at drikke. "Fik Cato ram på dig?" spørger jeg.
"Venstre ben. Helt oppe," svarer han.
"Lad os få dig vasket i vandløbet, så jeg kan se nærmere på dine sår," siger jeg.
"Kom lige lidt nærmere først," siger han. "Jeg er nødt til at sige noget til dig." Jeg læner mig ind over ham og lægger mit gode øre mod hans læber, som kilder mig, da han hvisker. "Husk nu, at vi er helt vildt forelskede, så du er velkommen til at kysse mig, når du får lyst."
Jeg trækker hurtigt hovedet til mig, men kan ikke lade være med at grine. "Tak, det vil jeg huske." Han er i det mindste stadig i stand til at lave sjov. Men da jeg hjælper ham ned mod vandløbet, forsvinder al sorgløsheden. Det er kun en halv meter væk, hvor svært kan det være? Meget svært, da det går op for mig, at han ikke er i stand til at rokke sig så meget som en centimeter. Han er så svag, at det eneste, han kan byde ind med, er ikke at gøre mod-stand. Jeg forsøger at trække ham, men selvom han gør sit bedste for at være helt stille, kan han ikke lade være med at komme med små udbrud af smerte. Mudderet og planterne synes at holde fast i ham, og jeg er nødt til at give et ordentlig ryk for at få ham helt fri af deres greb. Han er stadig en halv meter fra vandet. Han ligger og bider tænderne sammen, og spor af tårer kan ses på hans mudrede ansigt.
"Peeta, jeg bliver nødt til at rulle dig ned i vandløbet. Det er meget lavt lige her, okay?" siger jeg.
"Fint," siger han.
Jeg sætter mig på hug ved siden af ham. Lige meget, hvad der sker, siger jeg til mig selv, så lad være med at stoppe, før han er i vandet. "Jeg tæller til tre," siger jeg. "En, to, tre!" Jeg er kun i stand til at rulle ham en hel omgang, da jeg stopper, fordi han kommer med nogle frygtelige lyde. Nu ligger han ved kanten af vandløbet. Det er måske også bedre sådan her.
"Okay, der er en lille ændring i planerne. Jeg vil ikke lægge dig helt ned i vandet," siger jeg til ham. Og hvem ved, måske kan jeg alligevel ikke få ham ud af vandet igen, når først han ligger i det.
"Ikke mere rulleri?" siger han.
"Nej. Nu skal du vaskes. Hold øje med skoven for mig, okay?" siger jeg. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Han er smurt så meget ind i mudder og blade, at jeg ikke kan se hans tøj. Hvis han altså har tøj på. Jeg tøver ved tanken, men går så i gang. Nøgne kroppe er da ikke noget særligt i arenaen, vel?
Jeg har to vandflasker og Rudes vandpose. Jeg lægger dem op ad en sten i vandløbet, så to af dem hele tiden er fyldte, mens jeg hælder den tredje hen over Peeta. Efter et godt stykke tid, kommer jeg omsider ind til Peetas tøj. Jeg lyner langsomt hans jakke ned, knapper skjorten op og tager forsigtigt begge ting af ham. Hans undertrøje klæber til hans sår, så jeg er nødt til at skære den fri med min kniv og hælde vand over, for at få den til at slippe. Han har en lang forbrænding hen over brystet og fire stik fra sporingshvepse, hvis man tæller den under hans øre med. Men jeg får det en lille smule bedre. Det er noget, jeg kan ordne. Jeg beslutter mig for at tage mig af hans overkrop først, for at befri ham for noget af smerten, før jeg koncentrerer mig om den skade, Cato har påført hans ben.
Det er formålsløst at behandle hans sår, mens han ligger i noget, der ligner en mudret vandpyt, så jeg trækker ham op, så han sidder op ad en sten. Han sidder der bare, uden at brokke sig, mens jeg vasker skidtet ud af hans hår og hud. Han ser meget bleg ud i solskinnet og ikke længere stor og stærk. Jeg er nødt til at grave broddene ud af hans stik fra sporingshvepsene, hvilket får ham til at klynke, men i samme øjeblik jeg lægger bladene på, sukker han af lettelse. Mens han sidder og tørrer i solskinnet, vasker jeg hans beskidte skjorte og jakke og lægger dem ud over stenene. Så smører jeg salven mod forbrændingen på hans bryst. Og så er det, at jeg mærker, hvor varm han er. Laget af mudder og den konstante tilførsel af vand har gjort, at feberen ikke har været mærkbar, men nu kan jeg mærke, at han er brændende varm. Jeg roder igennem førstehjælpsudstyret, som jeg tog fra drengen fra Distrikt 1, og finder nogle febernedsættende piller. Det sker, at mor faktisk køber de her, når hendes egne miksturer ikke dur.
"Synk dem her," siger jeg, og han tager mod medicinen uden indsigelser. "Du må være sulten."
"Nej, faktisk ikke. Det er egentlig mærkeligt, for jeg har ikke følt sult i flere dage," siger Peeta. Da jeg tilbyder ham lidt gråsling, rynker han på næsen og vender hovedet bort. Og så går det op for mig, hvor syg han er.
"Vi er nødt til at få noget mad i dig, Peeta," insisterer jeg.
"Det kommer bare op igen," siger han. Det eneste, jeg kan få i ham, er nogle stykker tørret æble. "Tak, nu har jeg det meget bedre. Må jeg sove nu, Kattua?" spørger han.
"Om lidt," lover jeg. "Jeg er nødt til at se på dit ben først." Lige så forsigtigt jeg kan, fjerner jeg hans støvler og sokker og får lang-somt bukserne af ham. Jeg kan se, hvor sværdet er gået igennem på stoffet ved hans lår, men det er intet imod det, der er under stoffet. Et dybt betændt sår, der lugter af både blod og materie.
Jeg har lyst til at løbe væk. Forsvinde ind i skoven, ligesom jeg gjorde den dag, de bragte den forbrændte dreng hjem til os. Gå ud og jage, mens mor og Prim tager sig af det, jeg hverken evner eller har mod til. Men her er ikke andre end mig. Jeg forsøger at virke lige så rolig, som mor altid gør, når de kommer med meget alvorlige tilfælde.
"Det ser ikke så godt ud, hva'?" siger Peeta. Han kigger nøje på mig.
"Tjaeh." Jeg trækker på skuldrene, som om det er ingenting. "Så skulle du se nogle af de sårede, de nogle gange kommer hjem med til min mor." Jeg undlader at fortælle ham, at jeg normalt stikker af, hvis hun skal behandle en, der er mere end bare forkølet. Og når jeg tænker efter, så er jeg heller ikke så vild efter at være i nærheden af mennesker, der hoster. "Vi er allerførst nødt til at rense det grundigt."
Jeg har ladet Peeta beholde underbukserne på, for de ser ikke så beskidte ud, og jeg har ikke lyst til at trække dem ned over det hævede lår, og okay, jeg har det måske heller ikke helt godt ved tanken om, at han skulle sidde nøgen foran mig. Det er noget andet med mor og Prim. De er fuldstændig upåvirkede af nøgenhed. Faktisk ville Peeta have mere glæde af min lillesøster end mig på det her tidspunkt i Spillet. Jeg lægger mit plastikstykke ind under ham, så jeg kan vaske ham færdig. Med hver flaske jeg hælder ud over ham, bliver såret værre og værre at se på. Resten af hans underkrop har klaret nogenlunde frisag og er kun plaget af et enkelt stik fra en sporingshveps og nogle mindre forbrændinger, som jeg hurtigt har behandlet. Men såret på hans ben ... hvad i al verden skal jeg stille op med det?
"Lad os lige give det lidt luft, og så ... " mumler jeg.
"Og så vil du lappe det sammen?" siger Peeta. Han ser næsten ud, som om han har medlidenhed med mig. Som om han godt ved, at jeg er på bar bund her.
"Ja," siger jeg. "Og i mellemtiden kan du spise de her." Jeg lægger nogle tørrede pærehalvdele i hånden på ham og går tilbage til vandløbet for at vaske resten af tøjet. Da jeg har lagt det ud til tørre, gennemgår jeg førstehjælpsudstyret. Det består kun af de allernødvendigste ting. Bandager, febernedsættende piller og medicin mod urolig mave. Ikke noget i den størrelsesorden jeg har brug for for at kunne behandle Peeta.
"Vi bliver nødt til at eksperimentere lidt," indrømmer jeg. Jeg ved, at bladene mod sporingshvepsenes stik trækker betændelsen ud, så dem vil jeg begynde med. Et par minutter efter at jeg har tygget bladene og presset dem ned på såret, begynder materien at flyde ned ad siden på hans ben. Det må jo være godt, siger jeg til mig selv og bider mig på indersiden af kinden, fordi min morgenmad truer med at komme op igen.
"Kattua?" siger Peeta. Jeg kigger på ham, vel vidende at jeg må have en grønlig nuance i hovedet. Han mimer ordene. "Hvad med det kys?"
Jeg begynder at grine, fordi det hele er så frastødende, at jeg ikke kan holde det ud.
"Er der noget galt?" spørger han og ser meget uskyldig ud.
"Jeg ... Jeg er ikke god til det her. Jeg er ikke min mor. Jeg aner ikke, hvad det er, jeg laver, og jeg hader betændelse," siger jeg. "Puh!" Jeg giver min væmmelse frit løb, da jeg fjerner den første omgang blade og lægger den næste på. "Puuha!"
"Hvordan kan du så holde ud at gå på jagt?" spørger han.
"Tro mig, når jeg siger, at det er ti gange nemmere at dræbe, end at gøre det her," siger jeg. "Men i teorien kunne jeg jo være i færd med at slå dig ihjel lige nu."
"Kan du fremskynde det en smule?" spørger han.
"Nej. Ti stille og spis dine pærestykker," siger jeg.
Efter tre lag blade og noget, der ligner en hel spandfuld materie, ser såret faktisk bedre ud. Nu da hævelsen har lagt sig, kan jeg se, hvor dybt Catos sværd har skåret. Helt ind til knoglen.
"Og hvad så nu, doktor Everdeen?" spørger han.
"Måske skulle jeg smøre noget af brandsårssalven på. Jeg tror i hvert fald, at det hjælper mod infektion. Og så måske lægge en forbinding om?" siger jeg. Og det gør jeg, og det hele ser mere overskueligt ud, nu da der er bundet fin hvid bandage omkring såret. Men til gengæld ser hans underbukser møgbeskidte og bakteriefyldte ud sammenlignet med den hvide bandage. Jeg finder Rudes taske frem. "Her læg den hen over dig, så vasker jeg dine underbukser."
"Årh, jeg er da ligeglad med, om du ser mig nøgen," siger Peeta.
"Du er ligesom resten af min familie," siger jeg. "Jeg er altså ikke ligeglad, okay?" Jeg vender ryggen til og står og kigger på vandløbet, indtil underbukserne lander i det med et plask. Han må have det bedre, siden han kan kaste.
"Du er faktisk ret snerpet af en dødfarlig person at være," siger Peeta, mens jeg sidder og banker hans underbukser rene mellem to sten. "Jeg skulle nok alligevel have insisteret på at få dig til at hjælpe med at vaske ham i brusebadet."
Jeg rynker på næsen ved tanken. "Hvad har han sendt til dig indtil videre?"
"Ikke noget," siger Peeta. Der er en lille pause, og så slår det ham. "Hvorfor? Har du da fået noget?"
"Salven til brandsår," siger jeg lidt fåret. "Nåh ja, og noget brød." "Jeg vidste bare, at du var hans yndling," siger Peeta.
"Nej, helt ærlig. Han kan ikke engang holde ud at være i det samme rum som mig," siger jeg.
"Det er fordi, I minder for meget om hinanden," mumler Peeta. Jeg ignorerer ham, for selvom min første reaktion ville være at komme med en eller anden spydighed om Haymitch, ved jeg, at tidspunktet ikke ville være velvalgt.
Jeg lader Peeta sidde og slumre lidt, mens hans tøj tørrer, men sidst på eftermiddagen tør jeg ikke vente længere. Jeg ryster forsigtigt hans skulder. "Peeta, vi bliver nødt til at gå nu."
"Gå?" Han lyder forvirret. "Hvorhen?"
"Væk herfra. Måske lidt længere ned langs vandløbet. Vi skal finde et sted, hvor vi kan gemme os, indtil du får det bedre," siger jeg. Jeg hjælper ham i tøjet og lader hans fødder være nøgne, så vi kan gå i vandet, og trækker ham så op at stå. Han bliver ligbleg, da han står op. "Kom nu, du kan godt."
Men det kan han ikke. Ikke særlig langt i hvert fald. Da vi er nået omkring halvtreds meter ned ad vandløbet, hvor han har hængt hen over min skulder, kan jeg mærke, at han er ved at besvime. Jeg sætter ham ned på bredden, skubber hans hoved ned mellem knæene på ham og klapper ham akavet på ryggen, mens jeg lader blikket afsøge området. Jeg ville selvfølgelig allerhelst have ham med op i et træ, men det er umuligt. Til gengæld kunne det se værre ud. Nogle af stenene danner små grottelignende huler. Jeg udvælger mig en af dem, der ligger omkring tyve meter over vandløbet. Da Peeta kan stå på benene igen, både slæber og bærer jeg ham halvt hen til hulen. Jeg ville have foretrukket et bedre sted, men min allierede er udkørt. Han er helt hvid i hovedet, og selvom det kun så småt er ved at blive lidt køligere, ryster han over det hele.
Jeg dækker hulens gulv med fyrrenåle, ruller min sovepose ud og lægger ham på den. Jeg får nogle piller og lidt vand i ham, uden han rigtig bemærker det, men han vil ikke have mere frugt. Og så ligger han bare der og stirrer på mig, mens jeg forsøger at skjule hulens indgang med slyngplanter. Resultatet er langtfra tilfredsstillende. Måske ville et dyr ikke lægge mærke til noget, men et menneske vil hurtigt bemærke den forcerede opstilling. Jeg river det frustreret ned igen.
"Kattua," siger han. Jeg går over til ham og stryger håret væk fra hans øjne. "Tak, fordi du fandt mig."
"Du ville også have fundet mig, hvis du kunne," siger jeg. Hans pande er brændende varm. Som om medicinen overhovedet ikke virker. Og pludselig er jeg bange for, at han skal dø.
"Ja. Hør nu, hvis jeg ikke klarer den ... " begynder han at sige. "Lad være med at sige sådan noget. Det er vel ikke for ingenting, at jeg har drænet dig for al den betændelse," siger jeg.
"Nej, selvfølgelig ikke. Men hvis jeg nu ikke ... " bliver han ved.
"Nej, Peeta. Jeg har ikke lyst til at diskutere det," siger jeg og lægger mine fingre på hans læber for at få ham til at tie stille.
"Men jeg ... " insisterer han.
Jeg læner mig impulsivt frem og kysser ham for at stoppe ordene. Det er sikkert alligevel lidt for sent, for han har ret i, at vi skal forestille at være vildt forelskede. Det er første gang, jeg kysser en dreng, hvilket burde gøre et vis indtryk på mig, men det eneste, jeg bemærker, er, hvor feberhede hans læber er. Jeg sætter mig op og trækker siden af soveposen over ham. "Du skal ikke dø. Det forbyder jeg. Okay?"
"Okay," hvisker han.
Jeg træder ud i den kølige aftenluft, da en faldskærm daler ned fra himlen. Jeg åbner hurtigt knuden og håber på, at det er rigtig medicin til Peetas ben. I stedet finder jeg en skål med varm suppe.
Det er ikke til at tage fejl af Haymitchs budskab. Et kys er lig med en skål varm suppe. Jeg kan ligefrem høre hans vrængende stemme for mig. "Det er meningen, at I er forelskede, min skat. Drengen er døende. Giv mig noget at arbejde med!"
Og han har ret. Hvis jeg skal holde Peeta i live, bliver jeg nødt til at give seerne noget, de kan lide. Det ulykkeligt forelskede par, der gerne vil hjem sammen. To hjerter, der banker som ét. Romantik.
Jeg har aldrig været forelsket, så det bliver en svær opgave. Jeg tænker på mine forældre. På far, der altid havde en lille gave med til mor fra skoven. På mor, hvis ansigt altid lyste op ved lyden af hans støvler, når han kom hjem. Og på, hvordan hun næsten holdt op med at leve, da han døde.
"Peeta!" siger jeg og forsøger at efterligne den særlige tone, mor kun brugte, når hun talte med far. Han er faldet i søvn, men jeg kysser ham vågen, hvilket synes at overraske ham. Så smiler han, som om han er tilfreds med bare at ligge og kigge på mig. Han er god til det her.
Jeg holder skålen op foran ham. "Se, hvad Haymitch har sendt til dig."
Det tager en time at få suppen i ham, hvor jeg både må tvinge, tigge, true og ja, kysse ham, og endelig, efter adskillige små mundfulde, har han tømt skålen. Jeg lader ham falde i søvn og sørger så for mine egne behov ved at skovle gråsling og rødder i mig og se den daglige rapport på aftenhimlen. Ingen nye døde. Men Peeta og jeg har også givet seerne en forholdsvis interessant dag. Nu håber jeg så bare, at Spilmestrene vil lade os få en fredelig nat.
Jeg kigger automatisk efter et godt træ at sove i, før det går op for mig, at det er forbi. I hvert fald for et stykke tid. Jeg kan jo ikke efterlade Peeta forsvarsløs på jorden. Jeg forlod jo hans sidste skjulested ved vandløbet, som det var - hvordan kunne jeg rydde op? - og vi er ikke mere end halvtreds meter derfra. Jeg tager natbrillerne på, lægger våbnene i nærheden og sætter mig ned for at holde vagt.
Temperaturen falder hurtigt, og inden længe hundefryser jeg. Efter et stykke tid giver jeg op og lægger mig ned i soveposen til Peeta. Den er dejlig varm, og jeg lægger mig taknemmeligt til rette, men må snart erkende, at den er mere end bare varm, den er næsten kogende, fordi stoffet reflekterer hans feber. Jeg lægger hånden på hans pande. Den er tør og brændende varm. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Lade ham ligge i soveposen og håbe på, at feberen vil rase ud? Tage ham ud og håbe på, at luften vil køle ham ned? Det ender med, at jeg gør et stykke bandage lidt vådt og lægger det på hans pande. Det føles ikke af meget, men jeg er bange for at gøre noget, der er for drastisk.
Jeg tilbringer natten halvt siddende, halvt liggende ved siden af Peeta, mens jeg skifter bandagen ud en gang imellem og prøver at lade være med at tænke på, at partnerskabet med Peeta har gjort mig væsentlig mere sårbar, end da jeg var alene. Bundet til jorden, på vagt og med en meget syg person at tage sig af. Men jeg var godt klar over, at han var såret. Og jeg valgte alligevel at lede efter ham. Så jeg er nødt til at stole på, at mit instinkt er godt for noget.
Da himlen begynder at blive svagt rosa, kan jeg se en stribe sved på Peetas overlæbe og opdager, at feberen har raset ud. Hans temperatur er stadig ikke normal, men den er faldet med nogle grader. I går aftes, da jeg samlede slyngplanter, fandt jeg en busk med nogle af Rudes bær. Jeg finder den igen og ripper den for bær, som jeg maser i skålen med koldt vand.
Peeta kæmper for at komme op at sidde, da jeg vender tilbage til hulen. "Da jeg vågnede, var du væk," siger han. "Jeg blev bekymret for dig."
Jeg kommer til at grine og får ham til at lægge sig igen. "Var du bekymret for mig? Har du set dig selv i spejlet for nylig?"
"Jeg troede, at Cato og Clove måske havde fundet dig. De fore-trækker at jage om natten," siger han alvorligt.
"Clove? Hvem af dem er det?" spørger jeg.
"Pigen fra Distrikt To. Hun er stadig i live, ikke?" siger han. "Jo, det er kun dem, os, Thresh og Rævefjæs," siger jeg. "Det kalder jeg pigen fra Fem. Hvordan har du det?"
"Bedre end i går. Det her er bedre end mudderet," siger han. "Rent tøj, medicin, en sovepose ... og dig."
Nå ja, romantikken. Jeg rækker ud for at ae ham på kinden, og han tager fat om min hånd og presser den ind mod sine læber. Jeg kan huske, far gjorde præcis det samme med mor, og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvor Peeta har lært det henne. Da ikke fra sin far og heksen.
"Ikke flere kys til dig, før du har spist noget," siger jeg.
Vi får bakset ham op i siddende stilling, og han spiser lydigt de mosede bær, jeg mader ham med. Men han vil stadig ikke have gråsling.
"Du sov ikke," siger Peeta.
"Det er okay," siger jeg. Men sandheden er, at jeg er udmattet.
"Sov nu. Jeg holder vagt. Jeg vækker dig, hvis der sker noget," siger han. Jeg tøver. "Kattua, du kan ikke holde dig vågen for evigt."
Han har ret. Jeg er nødt til at sove på et tidspunkt. Og det er nok bedre at gøre det nu, hvor han virker forholdsvis frisk, og hvor vi har dagslyset på vores side. "Okay," siger jeg. "Men kun et par timer. Og så vækker du mig."
Det er for varmt at ligge i soveposen nu. Jeg glatter den ud på gulvet i hulen og lægger mig ned med en hånd på buen, hvis jeg skulle være nødt til at skyde med et øjebliks varsel. Peeta sidder ved siden af mig op ad klippen og med sit dårlige ben strakt ud foran sig, mens han kigger på verden udenfor. "Sov nu," siger han stille. Hans hånd stryger et par løse hårtotter væk fra min pande. I modsætning til de planlagte kys og omfavnelser, virker denne handling naturlig og behagelig. Jeg har ikke lyst til, at han skal holde op, og det gør han heller ikke. Han aer mig stadig hen over håret, da jeg falder i søvn.
For længe. Jeg sover alt for længe. I samme øjeblik jeg åbner øjnene, ved jeg, at det er blevet eftermiddag. Peeta sidder i samme stilling ved siden af mig. Jeg sætter mig op og føler mig på en måde defensiv, men mere udhvilet, end jeg har været i mange dage.
"Peeta, du skulle jo vække mig, når der var gået et par timer," siger jeg.
"Hvorfor? Der sker ikke noget," siger han. "Desuden kan jeg godt lide at se dig sove. Så rynker du ikke panden. Det klæder dig rigtig meget."
Det får mig selvfølgelig til at rynke panden, og han griner. Og så ser jeg, hvor tørre hans læber er. Jeg mærker efter på hans kinder. De er brandvarme. Han hævder, at han har drukket, men beholderen føles stadig fyldt. Jeg giver ham nogle flere febernedsættende piller og ser til, mens han drikker først en halv og så en hel liter vand. Så ser jeg til hans mindre sår, forbrændingerne og stikkene, som ser væsentlig bedre ud. Jeg tager mig sammen og vikler bandagen op på benet.
Jeg bliver tung om hjertet. Det er blevet værre, meget værre.
Der er ikke noget synligt materie, men hævelsen er tilbage, og den stramme hud er betændt. Så ser jeg de røde striber, der er ved at kravle op ad benet på ham. Blodforgiftning. Hvis der ikke bliver gjort noget, dør han med sikkerhed. Mine tyggede blade og salven kan intet stille op mod det. Vi er nødt til at få en stærk modgift fra Capitol. Jeg tør ikke tænke på prisen for så kraftig en medicin. Hvis Haymitch samlede alle donationerne fra alle sponsorerne, ville vi så have nok? Det tvivler jeg på. Prisen for gaverne bliver dyrere, jo længere Spillet kører. Det, man kan købe et helt måltid for den første dag, kan man kun få en kiks for på den tolvte dag. Og den medicin Peeta har brug for, ville allerede have været kostbar på førstedagen.
"Nå, det er hævet igen, men der er ikke mere materie," siger jeg og ryster lidt på stemmen.
"Jeg ved, hvad blodforgiftning er, Kattua," siger Peeta. "Selvom min mor ikke er healer."
"Du er bare nødt til at overleve de andre, Peeta. De kan be-handle dig i Capitol, når vi vinder," siger jeg.
"Ja, det er en fin plan," siger han. Men jeg kan mærke, at han kun siger det for min skyld.
"Du er nødt til at spise for at få noget energi. Jeg laver noget suppe til dig," siger jeg.
"Lad være med at tænde bål," siger han. "Det er ikke det værd."
"Lad os nu se," siger jeg. Da jeg går ned mod vandløbet med skålen, slår det mig, hvor varmt det er. Jeg vil vædde med, at Spilmestrene lader temperaturen stige løbende i dagtimerne, og til gengæld lader den falde endnu mere om natten. Men de solvarme sten ved vandløbet giver mig alligevel en idé. Måske er det overhovedet ikke nødvendigt at tænde bål.
Jeg sætter mig på en stor flad sten halvvejs mellem vandløbet og hulen. Da jeg har renset en halv skål vand, sætter jeg den direkte i sollyset og lægger nogle sten på størrelse med æg ned i vandet. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke er nogen god kok. Men da suppe for det meste handler om at smide en masse ting i en gryde og vente, er det en af mine bedre retter. Jeg moser gråslingekødet og gør det samme med nogle af Rudes rødder. Heldigvis er begge ting allerede tilberedt på ilden, så de skal bare varmes op. Og sollyset og de varme sten har varmet vandet. Jeg lægger kødet og rødderne ned i og bytter stenene ud med nogle nye, og går så ud for at finde nogle urter til at krydre suppen med. Inden længe finder jeg lidt vild purløg ved foden af nogle store sten. Perfekt. Jeg hakker det fint og lægger det ned i skålen, og bytter så stenene ud med nye igen. Så lægger jeg låget på og lader det hele stå og trække lidt.
Jeg har ikke set meget vildt i området, men jeg har det ikke godt med at gå på jagt og lade Peeta ligge alene, så jeg sætter nogle snarer op her og der og håber så, at vi er heldige. Jeg gad godt vide, hvordan de andre sonere klarer sig, når nu deres forsyninger er destrueret. Mindst tre af dem, Cato, Clove og Rævefjæs har været afhængige dem. Nok ikke Thresh. Jeg har på fornemmelsen, at han, ligesom Rude, ved, hvordan han skal skaffe mad. Kæmper de mod hinanden? Leder de efter os? Måske har en af dem fundet os og sidder bare og venter på det rette øjeblik til at angribe. Tanken får mig hurtigt tilbage til hulen.
Peeta ligger udstrakt på soveposen i skyggen af klipperne. Og selvom han lyser lidt op, da jeg træder ind i hulen, er det tydeligt, at han har det skidt. Jeg lægger kølige stofstykker på panden af ham, men de bliver varme, i det øjeblik de rører hans hud.
"Har du lyst til noget?" spørger jeg.
"Nej tak," siger han. "Eller jo, vent. Fortæl mig en historie." "En historie? Om hvad?" siger jeg. Jeg er ikke meget for at fortælle historier. Det er lidt ligesom at synge. Men Prim har en gang imellem fået lokket en ud af mig.
"Noget godt. Fortæl mig om den bedste dag, du kan huske," siger Peeta.
En mellemting mellem et suk og et fortvivlet støn forlader min mund. En god historie? Det er mere krævende end at lave suppe. Jeg forsøger at komme i tanke om et godt minde. De fleste af dem handler om Gale og mig, der er ude at jage, og jeg tror ikke, at hverken Peeta eller seerne er specielt interesserede i at høre dem. Så er der Prim.
"Har jeg nogensinde fortalt dig, hvordan jeg fik Prims ged?" spørger jeg ham. Peeta ryster på hovedet og kigger forventningsfuldt op på mig. Og så fortæller jeg, men jeg vælger mine ord med omhu, for alle i Panem hører dem. Folk har uden tvivl lagt to og to sammen og ved, at jeg jager illegalt, men jeg vil ikke skade hverken Gale, Fedt Sally eller slagteren eller sågar Fredsvogterne derhjemme, som er mine kunder, ved at fortælle, at de også bryder loven.
Den rigtige historie om, hvordan jeg fik pengene til Prims ged, Lady, startede en fredag, aftenen før Prims tiårs fødselsdag sidst i maj. Lige efter skole tog Gale og jeg ud i skoven, fordi jeg ville nedlægge noget vildt, så vi havde nok til at bytte til en ordentlig gave til hende. Måske noget stof til en kjole eller en børste. Der var bytte i vores snarer, og skoven bugnede af urter, men det mindede meget om vores sædvanlige fredagsfangst. Jeg var skuffet, da vi tog tilbage, selvom Gale blev ved med at sige, at vi ville være heldigere dagen efter. Vi sad og hvilede os ved en bæk, da vi så den. En ung buk, at dømme ud fra dens størrelse. Gevirerne var små og stadig fløjlsbløde at se på. Den var klar til at løbe, men usikker på, hvad vi var for nogle størrelser, fordi den ikke havde set mennesker før. Den var smuk.
Den var knap så smuk, da de to pile borede sig ind i henholdsvis den hals og bryst. Gale og jeg havde skudt samtidig. Bukken forsøgte at løbe, men snublede, og Gale skar halsen over på den med sin kniv, før det gik op for den, hvad der var sket. Et kort øjeblik fik jeg det dårligt over at have dræbt noget så ungt og uskyldigt. Og så rumlede det i min mave ved tanken om alt det unge og uskyldige kød.
En hjort! Gale og jeg havde kun nedlagt tre i alt. Den første, en då, der var kommet til skade, talte ikke rigtig med. Men vi vidste af erfaring, at det ikke var nogen god idé at slæbe byttet med ind i Hoben. Sidst var der udbrudt en næsten kaotisk stemning. Folk havde budt på forskellige stykker og faktisk prøvet at skære dem af selv. Fedt Sally havde til sidst blandet sig og sendt os hen til slagteren med hjorten, men den var i mellemtiden blevet skadet grundigt og flere steder manglede der stykker af den, bagdelen havde et helt mønster af huller. Og selvom de fleste havde betalt en god pris, var byttets værdi faldet.
Denne gang ventede vi, til mørket var faldet på, og kravlede ind under et hul, der var tæt på slagteren. Selvom vi var kendte som jægere, var det ikke en god idé at slæbe det halvfjerds kilo tunge bytte gennem gaderne i Distrikt 12 ved højlys dag, for det ville være det samme som at håne ordensmagten.
Slagteren, en lille kraftig kvinde ved navn Robba, kom ud til bagdøren, da vi bankede på. Man diskuterer ikke priser med Robba. Hun giver en pris, og så kan man tage den eller lade være, men det er en rimelig pris. Vi tog imod hendes tilbud på hjorten, og hun smed oven i købet nogle bøffer fra hjorten med i handlen, som vi kunne hente, når hun var færdig med den. Selv efter at vi delte pengene mellem os, havde hverken Gale eller jeg nogensinde stået med så stort et beløb mellem hænderne før. Vi besluttede at holde det hemmeligt og overraske vores familier med kødet og pen-gene sent næste dag.
Det var sådan, det virkelig gik for sig, da jeg fik pengene til geden, men jeg fortæller Peeta, at jeg solgte en sølvmedaljon, jeg havde fået af mor. Det kan aldrig skade. Og så fortsætter jeg med historien fra sent om eftermiddagen på Prims fødselsdag.
Gale og jeg tog på markedet, så jeg kunne købe noget stof til en kjole. Mens jeg stod og mærkede på noget tykt blåt bomuldsstof, fangede mit blik noget. Der er en gammel mand, som holder en lille flok geder på den anden side af Fugen. Jeg kender ikke hans rigtige navn, han bliver bare kaldt Gedemanden. Hans led er hævede og bøjet i smertefulde vinkler, og så har han en hakkende hoste, der fortæller, at han har tilbragt mange år i minerne. Men han er heldig. Han har undervejs sparet op til disse geder, så han har andet at foretage sig på sine gamle dage end at sulte til døde. Han er møgbeskidt og kort for hovedet, men gederne er rene, og deres mælk er fed, hvis man har råd til den.
En af gederne, en hvid en med sorte pletter, lå ned i en lille trækvogn. Og det var ikke svært at se hvorfor. Noget, måske en hund, havde maltrakteret dens skulder, som nu var betændt. Det så alvorligt ud, for Gedemanden måtte støtte den, når han malkede den. Men jeg kendte en, der kunne redde den.
"Gale," hviskede jeg. "Prim skal have den ged."
Det kan ændre dit liv at eje en ged i Distrikt 12. Dyrene kan spise næsten hvad som helst, og Engen er et perfekt sted for dem at gå og spise, og så kan man få næsten tre liter mælk ud af dem om dagen. Til at drikke, lave ost af eller sælge. Og det er ikke engang forbudt.
"Den er alvorligt såret," sagde Gale. "Vi må hellere se ordentligt efter."
Vi gik over og købte en kop mælk til deling og stod og kiggede på geden, som om vi bare var lidt nysgerrige.
"Lad den være i fred," sagde manden.
"Vi kigger bare," sagde Gale.
"Nå, men gør det hurtigt. Den skal til slagteren om ikke så længe. Der er næsten ingen, der vil købe dens mælk, og de, der gør, vil kun betale halv pris for den," sagde manden.
"Hvad betaler slagteren for den?" spurgte jeg.
Manden trak på skuldrene. "Det kan du høre lige om lidt." Jeg vendte mig om og så Robba krydse markedspladsen med kurs mod os. "Det var heldigt, at du dukkede op," sagde Gedemanden, da hun nåede frem. "Pigen her har et godt øje til din ged."
"Ikke hvis den allerede er lovet væk," sagde jeg ligegyldigt. Robba kiggede op og ned ad mig og rynkede så panden, da hun kiggede på geden. "Det er den ikke. Se lige den skulder. Jeg vil vædde med, at halvdelen af kødet på den allerede er for råddent til at lave pølser ud af."
"Hvad?" sagde Gedemanden. "Vi havde en aftale."
"Vi havde en aftale om et dyr med et par bidemærker. Ikke det der. Sælg den til pigen, hvis hun er dum nok til at købe den," sagde Robba. Idet hun gik forbi mig, blinkede hun diskret.
Gedemanden var rasende, men han ville stadig gerne af med geden. Det tog os en halv time at nå frem til prisen. Der havde samlet sig en del mennesker for at give deres mening til kende. Det var en rigtig god handel, hvis geden overlevede; men jeg var blevet flået, hvis den døde. Folk begyndte at argumentere for og imod, men jeg tog imod geden.
Gale tilbød at bære den. Jeg tror, at han var lige så spændt på at se udtrykket i Prims ansigt, som jeg var. I et øjebliks kådhed købte jeg et lyserødt bånd, som jeg satte om halsen på geden. Så skyndte vi os hjem til mig.
Du skulle have set Prims reaktion, da vi kom ind i huset med geden. Jeg mener, dengang hun ville redde den frygtelige kat Smørblomst, græd hun. Og denne gang blev hun så glad, at hun både græd og grinede på samme tid. Mor var mere i tvivl, da hun så gedens sår, men sammen gik de to i gang med at rense det, mose urter og få geden til at spise dem.
"De lyder ligesom dig," siger Peeta. Jeg havde næsten glemt, at han var der.
"Nej, nej, Peeta. De to er fantastiske. Dyret kunne ikke dø mellem deres hænder, om den så havde gjort sig umage" siger jeg. Jeg fortryder med det samme mine ord, for hvordan må de ikke lyde for den døende Peeta, der er overladt i mine ukyndige hænder.
"Bare rolig. Jeg gør mig ikke umage," siger han i sjov. "Hvad skete der så?"
"Ikke så meget mere. Bortset lige fra om aftenen, hvor Prim insisterede på at sove hos Lady på et tæppe ved kaminen. Og lige før de faldt i søvn, slikkede geden hende på kinden, som om den gav hende et godnatkys eller sådan noget," siger jeg. "Den var allerede vild med hende."
"Havde den stadig det lyserøde bånd på?" spørger han.
"Det tror jeg nok," siger jeg. "Hvorfor?"
"Jeg prøver bare at se det for mig," siger han eftertænksomt. "Jeg kan godt forstå, at det var en god dag for dig."
"Ja, jeg var jo godt klar over, at geden var sin vægt værd i guld," siger jeg.
"Nå ja, det var selvfølgelig det, jeg hentydede til, og ikke den evige glæde du skænkede din søster, som du elsker så højt, at du tog hendes plads til høsten," siger Peeta tørt.
"Geden har faktisk tjent sig selv hjem. Op til flere gange," siger jeg fornærmet.
"Den tør sikkert heller ikke andet, nu da du reddede dens liv," siger Peeta. "Og det har jeg også tænkt mig at gøre."
"Nå, virkelig? Og hvad var det lige, du kostede mig?" spørger jeg.
"En hulens masse problemer. Bare rolig. Jeg skal nok gøre det godt igen," siger han.
"Nu er det vist feberen, der taler," siger jeg. Jeg lægger hånden på hans pande. Feberen gør ikke andet end at stige. "Men du virker nu lidt køligere."
Lyden af trompeten overrasker mig. Jeg rejser mig op og er henne ved hulens munding som et lyn af frygt for at gå glip af noget. Det er min nye bedste ven, Claudius Templesmith, der inviterer os til en fest, som forventet. Nå, men vi er ikke sultne, og jeg gør en afværgende bevægelse, som om hans tilbud er ligegyldigt, da han tilføjer: "Og hør nu efter. Nogle af jer har måske allerede besluttet at ignorere min invitation. Men det er ikke nogen almindelig fest. Hver af jer har desperat brug for noget."
Jeg har desperat brug for noget. Noget til at gøre Peetas ben godt igen.
"Hver af jer kan finde denne ting i en rygsæk med jeres distriktsnummer på ved Overflødighedshornet ved daggry. Tænk jer godt om, før I opgiver muligheden. For nogle af jer bliver det jeres sidste chance," siger Claudius.
Så er der stille, og hans ord hænger ligesom i luften. Jeg spjætter, da Peeta lægger sin hånd på min skulder bagfra. "Nej," siger han. "Du skal ikke sætte dit liv på spil for mig."
"Det er der da heller ikke nogen, der har sagt, at jeg ville gøre." siger jeg.
"Så du tager ikke af sted?" spørger han.
"Selvfølgelig tager jeg ikke af sted. Vis mig lige lidt tillid her. Tror du virkelig, at jeg kunne finde på at løbe lige ind til et tagselv-bord mod Cato, Clove og Thresh? Tænk dig nu om," siger jeg og hjælper ham tilbage til sit leje. "Jeg lader dem kæmpe løs, og så må vi se, hvem der kommer op på himlen i morgen og tage den derfra."
"Du er virkelig dårlig til at lyve, Kattua. Det er mig en gåde, at du har overlevet så længe." Han begynder at efterligne min stemme. "Jeg var jo godt klar over, at geden var sin vægt værd i guld. Du virker nu lidt køligere. Selvfølgelig tager jeg ikke af sted." Han ryster på hovedet ad mig. "Hold dig langt væk fra kortspil, ellers vil du blive blanket fuldstændig af," siger han.
Jeg kan mærke vreden farve mine kinder røde. "Okay, jeg tager af sted, og du kan ikke stoppe mig!"
"Jeg følger efter dig. I hvert fald noget af vejen. Jeg når måske ikke så langt som til Overflødighedshornet, men hvis jeg råber dit navn, er jeg sikker på, at der vil være nogle, der finder mig. Og så er jeg så godt som død," siger han.
"Du når ikke mere end hundrede meter på det der ben," siger jeg.
"Så vil jeg mave mig frem," siger Peeta. "Hvis du tager af sted, tager jeg også af sted."
Han er både stædig og stærk nok til at gøre det. At følge råbende efter mig i skoven. Og selvom en soner måske ikke finder ham, så er der sikkert noget andet, der gør. Han kan ikke forsvare sig selv. Jeg er sikkert nødt til at spærre ham inde bare for selv at komme af sted. Og hvem ved, hvad anstrengelserne ville gøre ved ham?
"Hvad vil du have, jeg skal gøre? Sidde her og se dig dø?" siger jeg. Han må da kunne se, at det er udelukket. At seerne ville hade mig. Og jeg ville, helt ærligt, også hade mig selv, hvis jeg ikke gav det andet et forsøg.
"Jeg dør ikke. Det lover jeg. Hvis du lover ikke at tage af sted," siger han.
Vi kommer ingen vegne. Jeg ved, at jeg ikke kan overbevise ham, så jeg prøver ikke engang. Jeg lader, som om jeg meget mod min vilje går med til det. "Så skal du gøre, som jeg siger. Drikke dit vand, vække mig, når jeg siger det og spise al suppen, lige meget hvor hæsligt den smager!" vrisser jeg.
"Helt i orden. Er den færdig?" spørger han.
"Vent her," siger jeg. Luften er blevet kølig, selvom solen stadig er oppe. Jeg havde ret i, at Spilmestrene manipulerer med temperaturen. Gad vide, om der er nogle, der har desperat brug for et tæppe. Suppen er stadig lun i skålen. Og den smager faktisk udmærket.
Peeta spiser uden at brokke sig. Han skraber sågar bunden af skålen for at vise sin entusiasme. Han ævler løs om, hvor fantastisk den er, hvilket kunne opfattes som en kompliment, hvis ikke det var, fordi jeg ved, hvad feber gør ved folk. Det er ligesom at høre på Haymitch, lige før sprutten gør ham helt uforståelig. Jeg giver ham en dosis febernedsættende medicin mere, før han bliver for meget at høre på.
Da jeg går ned til vandløbet for at vaske skålen af, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at han dør, hvis jeg ikke deltager i festen. Jeg kan måske holde ham i live i en dag eller to, men så vil betændelsen nå frem til hans hjerte, hjerne eller lunger, og så dør han. Og så er jeg alene. Igen. Og kan bare vente på, at de andre finder mig.
Jeg er så langt væk i mine tanker, at jeg næsten overser faldskærmen, selvom den svæver lige forbi mig. Så løber jeg efter den og hiver den op af vandet. Jeg flår sølvstoffet af den lille medicinflaske. Haymitch har klaret det! Han har fået fat i medicinen - jeg ved ikke hvordan, måske har han overtalt en flok romantiske fjolser til at sælge arvesølvet - og jeg kan redde Peeta! Det er en meget lille medicinflaske. Det må være meget kraftigt, hvis det skal helbrede en, der er så syg som Peeta. En lille bølge af tvivl løber igennem mig. Jeg åbner flasken og snuser indad. Min optimisme falder brat ved den sygeligt søde lugt. Bare for at være helt sikker lægger jeg en lille dråbe på min tunge. Der er ingen tvivl; det er sovesirup. Det er en helt almindelig medicin i Distrikt 12. Billig af medicin at være, men meget vanedannende. Næsten alle har fået en dosis af det på et eller andet tidspunkt. Vi har noget i en flaske derhjemme. Min mor bruger det til at bedøve hysteriske patienter med, hvis hun skal sy store sår sammen, berolige dem eller bare give folk med store smerter en nogenlunde rolig nat. Der skal ikke særligt meget til. En flaske på den her størrelse kunne bedøve Peeta en hel dag, men for hvad? Jeg er så frustreret, at jeg er lige ved bare at smide Haymitchs seneste gave i vandløbet, da det pludselig slår mig. En hel dag? Det er mere end rigeligt.
Jeg moser en håndfuld bær, så smagen ikke er så mærkbar, og tilføjer lidt mynteblade for at få det til at se ud af noget. Og så går jeg tilbage til hulen. "Jeg har lidt godt med. Jeg fandt nogle bær et lille stykke nede langs vandløbet."
Peeta åbner munden og tager imod den første mundfuld uden at gøre indvendinger. Han synker og rynker lidt på næsen. "De er meget søde."
"Ja, det er sukkerbær. Min mor laver syltetøj af dem. Har du aldrig fået dem før?" siger jeg og propper den næste mundfuld ind i munden på ham.
"Nej," siger han undrende. "Men jeg har smagt dem før. Sukkerbær?"
"De er ikke tilgængelige på markedet, de vokser kun vildt," siger jeg. Endnu en mundfuld ryger ned. Kun en tilbage.
"De er lige så søde som sirup," siger han og tager imod den sidste mundfuld. "Sirup." Han gør store øjne, da det går op for ham. Jeg lægger min hånd for hans mund og næse for at få ham til at synke i stedet for at spytte. Han prøver at brække det op igen, men det er for sent, han er allerede ved at miste bevidstheden. Og mens han langsomt falder hen, kan jeg se på hans blik, at min handling er utilgivelig.
Jeg sætter mig tilbage på hælene og kigger på ham med en blanding af sorg og tilfredshed. Et bær er røget ud og har efterladt en stribe på hans kind, som jeg tørrer væk. "Hvem kan ikke lyve, Peeta?" siger jeg, selvom han ikke kan høre mig.
Det er også lige meget. Resten af Panem hører mig.
I timerne før mørket falder på samler jeg sten og gør, hvad jeg kan for at kamuflere indgangen til hulen. Det er en langsom og besværlig proces, men efter at have svedt en del og bakset med at flytte stenene rundt er jeg helt tilfreds med resultatet. Hulen ser nu ud, som om den er en del af en større bunke sten, som er meget almindeligt for området. Jeg kan stadig kravle ind til Peeta gennem en lille åbning, der er så godt som usynlig udefra. Det er godt, for jeg får brug for at dele soveposen med ham igen i nat. Og hvis jeg ikke klarer mig til festen, så vil Peeta være skjult, men ikke fanget. Men jeg tvivler på, at han ville kunne klare sig særligt længe uden medicin. Hvis jeg dør ved festen, er det ikke sandsynligt, at Distrikt 12 får en vinder.
Jeg tilbereder et måltid af de små benede fisk fra vandløbet, fylder alle vandbeholdere og renser vandet og gør mine våben klar. Jeg har ni pile tilbage i alt. Jeg overvejer, om jeg skal efterlade kniven hos Peeta, så han har noget at beskytte sig med, mens jeg er væk. Men det kan egentlig ikke betale sig. Han havde ret i, at kamuflage er hans bedste våben. Og jeg kunne få brug for kniven. Det er ikke til at vide, hvem jeg møder.
Der er i hvert fald én ting, jeg er helt sikker på. Jeg er sikker på, at Cato, Clove og Thresh vil være der, når festen begynder. Jeg er ikke så sikker på Rævefjæs, da direkte konfrontation hverken er hendes stil eller force. Hun er oven i købet mindre, end jeg er, og ubevæbnet, medmindre hun har fundet et våben for nylig. Hun vil sikkert opholde sig i nærheden og se, om der er noget, hun kan rage til sig senere. Men jeg har rigeligt at se til med de tre andre. Min evne til at dræbe fra lang afstand er min største fordel, men jeg ved, at jeg er nødt til at komme tæt på Overflødighedshornet for at få rygsækken med nummer 12 på, som Claudius Templesmith sagde.
Jeg kigger op på nattehimlen og håber på en modstander mindre ved daggry, men der dukker ikke nogle ansigter op. I morgen vil billedet se anderledes ud deroppe. Der er altid dødsfald ved fester.
Jeg kravler ind i hulen, tager natbrillerne på og lægger mig ned ved siden af Peeta. Heldigvis fik jeg en god lang lur i dag. Jeg er nødt til at holde mig vågen. Det er ikke, fordi jeg tror, at nogen vil angribe hulen i nat, men jeg vil ikke risikere at gå glip af daggryet.
Det er iskoldt. Det er, som om Spilmestrene har tilført arenaen frostgrader, og det er måske lige præcis det, de har. Jeg ligger ved siden af Peeta i soveposen og forsøger at absorbere al hans febervarme. Det er mærkeligt at være så fysisk tæt på én, der er så langt væk. Peeta kunne lige så godt være i Capitol, eller i Distrikt 12, eller sågar på månen lige nu, så svær er han at komme i kontakt med. Jeg har ikke følt mig mere ensom siden Spillets start.
Du må bare affinde dig med, at det bliver en dårlig nat, siger jeg til mig selv. Selvom jeg prøver at lade være, bliver jeg ved med at tænke på mor og Prim. Gad vide om de overhovedet får sovet i nat. Når der er en fest så sent i Spillet, er skolen sikkert lukket. Min familie kan enten se med på vores udtjente skrammelkasse af et fjernsyn derhjemme, eller tage med de andre ned på torvet for at se med på de store, knivskarpe skærme. Derhjemme vil de kunne være i fred, men på torvet vil de på den anden side have alle andres opbakning. Folk vil komme med opmuntrende bemærkninger, måske give dem lidt mad, hvis de har noget at give af. Mon bageren har opsøgt dem, nu hvor Peeta og jeg er et hold. Og har han holdt sit løfte om at sørge for, at Prim ikke gik og sultede?
Stemningen må være god i Distrikt 12. Det er sjældent, vi har nogen at heppe på så sent i Spillet. Folk må da være spændte på Peeta og mig, især når vi nu er sammen. Hvis jeg lukker øjnene, kan jeg næsten høre deres opmuntrende råb til skærmen. Jeg ser deres ansigter for mig - Fedt Sally og Madge, ja selv Fredsvogterne, der køber mit kød - mens de hepper på os.
Og Gale. Jeg kender ham. Han hverken råber eller hepper. Men han vil overvåge hvert øjeblik, hver bevægelse og håbe, at jeg klarer den. Gad vide, om han også håber på, at Peeta klarer den. Gale er ikke min kæreste, men ville han være det, hvis jeg viste interesse? Han talte om, at vi skulle stikke af sammen. Var det bare en praktisk foranstaltning, fordi vores overlevelseschancer ville være større, hvis vi var to? Eller lå der mere i det end det?
Gad vide, hvad han tænker om alt det her kysseri.
Gennem en revne i stenene kan jeg se månen vandre hen over himlen. Da jeg regner ud, at der kun er omkring tre timer til daggry, gør jeg klar til afgang. Jeg sørger for at efterlade vand og førstehjælpsudstyret lige ved siden af Peeta. Der er ikke meget af det andet, der vil være til stor nytte for ham, hvis jeg ikke kommer tilbage, og selv det her vil kun forlænge hans liv kortvarigt. Efter at have overvejet det grundigt, krænger jeg hans jakke af ham og tager den ud over min egen. Han har ikke brug for den. Ikke mens han ligger feberhed i sin sovepose, og i dagtimerne vil jeg ikke være der til at hjælpe den af ham, så han ikke får det for varmt. Mine hænder er allerede stivfrosne, så jeg finder Rudes ekstra sokker frem og klipper huller i dem til mine fingre, før jeg tager dem på. Det hjælper. Jeg lægger mad ned i hendes lille taske, en vandflaske og forbindinger, sætter kniven i mit bælte og tager min bue og pile. Jeg skal lige til at gå, da jeg kommer i tanke om min vigtige rolle som ulykkeligt forelsket og læner mig ind over Peeta og kysser ham længe. Jeg kan lige forestille mig de grådkvalte suk i Capitol og lader, som om jeg selv tørrer en tåre væk. Så maser jeg mig ud gennem den lille åbning og ud i natten.
Min ånde bliver til små hvide skyer, når jeg puster ud. Det er lige så koldt som en novembernat derhjemme. Den slags nætter, hvor jeg lister over i skoven med en lille lanterne for at mødes med Gale ved et planlagt sted, og hvor vi sidder tæt sammen og drikker urtete af metalflasker, der er pakket ind i stof, og håber på, at der vil dukke et bytte op, når morgenen så småt gryr. Åh, Gale, tænker jeg. Hvis bare det var dig, jeg skulle møde nu ...
Jeg bevæger mig, så hurtigt jeg tør. Brillerne er rigtig gode, men jeg savner hørelsen på mit venstre øre meget. Jeg er ikke klar over, hvad eksplosionen gjorde, men skaden er uoprettelig. Nå, det er lige meget. Når jeg kommer hjem, vil jeg være stinkende rig, og så kan jeg betale nogle for at høre for mig.
Skoven ser altid anderledes ud om natten. Selv med brillerne på virker den en lille smule fremmed. Som om dagsudgaven af træ-erne, blomsterne og stenene er gået i seng og har sendt en mere ildevarslende udgave af sig selv ud i natten. Jeg lader være med at forsøge mig med smarte løsninger, som at finde en ny rute eller sådan noget. Jeg går op langs vandløbet og følger den samme sti tilbage til Rudes gemmested i nærheden af søen. Jeg ser ikke noget til de andre sonere på vejen. Ingen små hvide skyer af ånde eller grene, der bevæger sig. Enten er jeg den første, der er nået frem, eller også har de andre lagt sig i position aftenen før. Der er stadig en time eller mere til daggry, da jeg kravler ind under buskadset og venter på, at blodet skal begynde at flyde.
Jeg ligger og tygger på et par mynteblade, da min mave alligevel ikke kan klare mere lige nu. Gudskelov for Peetas og min egen jakke. Hvis jeg ikke havde dem, ville jeg være tvunget til at bevæge mig omkring for at holde varmen. Himlen bliver langsomt morgengrå, og der er stadig ingen tegn på, at de andre sonere er kommet. Det kommer egentlig ikke som nogen overraskelse. De har alle udmærket sig ved at være enten stærke eller snedige. Gad vide, om de tror, at jeg har Peeta med mig? Jeg tvivler på, at Rævefjæs og Thresh overhovedet ved, at han er såret. Det er godt det samme, hvis de tror, at han dækker mig, når jeg løber ind efter rygsækken.
Men hvor er den henne? Der er nok lys nu, til at jeg kan tage brillerne af. Jeg kan høre de første fugle synge. Er det ikke nu? Et kort øjeblik bliver jeg grebet af panik ved tanken om, at jeg måske er det forkerte sted. Men nej, jeg er ret sikker på, at Claudius Templesmith klart og tydeligt sagde Overflødighedshornet. Og det er der. Og jeg er her. Men hvor er genstandene for festen?
Idet solens første stråler rammer Overflødighedshornet, begynder jorden at ryste en smule. Området foran Overflødighedshornets udmunding åbnes, og et rundt bord med en kridhvid dug dukker op i arenaen. På bordet står der fire rygsække, to store sorte med numrene 2 og 11, en mellemstor grøn en med nummeret 5, og en lille orange en - jeg kunne bære den om armen - hvor der må stå 12 på.
Bordet er kun lige nået helt op med et klik, da en person farer ud af Overflødighedshornet, snupper den grønne rygsæk og spurter væk. Rævefjæs! Det er ikke overraskende, at hun er kommet frem til så snu og farlig en plan. Resten af os sidder stadig og overvejer situationen, og hun har allerede sin rygsæk. Vi er også fanget, for der er ingen af os, der sætter efter hende, så længe vores egne rygsække stadig står på bordet. Rævefjæs har med fuldt overlæg ladet de andre rygsække blive, fordi hun ved, at hvis hun snupper en rygsæk uden hendes eget nummer, vil hun med garanti blive forfulgt. Det skulle have været min strategi! I den tid det tager mig at fordøje følelserne af overraskelse, beundring, vrede, jalousi og frustration, forsvinder den rødhårede pige ind mellem træerne og så langt væk, at jeg umuligt kan ramme hende med en pil. Pokkers. Jeg har hele tiden frygtet de andre, men måske er det i virkeligheden Rævefjæs, der er den virkelige modstander.
Hun har også kostet mig tid, og nu står det klart, at jeg er nødt til at løbe frem til bordet som den næste. Hvis andre kommer før mig, vil de med største lethed kunne tage min rygsæk med og smutte. Uden at tøve spurter jeg hen mod bordet. Jeg kan mærke faresignalerne, før jeg ser dem. Heldigvis kommer den første kniv ind mod min højre side, så jeg kan høre den og afværge den med min bue. Jeg vender mig, trækker buestrengen tilbage og skyder en pil lige mod Cloves hjerte. Hun undgår akkurat lige at blive dødeligt ramt, men pilen går ind i hendes venstre overarm. Desværre kaster hun med sin højre, men det er nok til at forsinke hende en smule, da hun er nødt til at hive pilen ud af armen og besigtige skaden. Jeg bliver ved med at bevæge mig, lægger automatisk den næste pil på buen, som kun én, der har jaget i årevis, ville gøre det.
Jeg er henne ved bordet nu, mine fingre lukker sig om den lille orange rygsæk. Min hånd går igennem stropperne, og jeg hiver den op på armen, for den er faktisk for lille til at sidde sikkert fast andre steder på min krop, og så vender jeg mig om for at skyde igen, da den anden kniv rammer mig i panden. Den skærer ind over mit højre øjenbryn og efterlader en revne, som blodet vælter ud fra, så jeg bliver blændet og kan smage den metalliske smag af mit eget blod. Jeg vakler et øjeblik, men får stadig fyret den klargjorte pil af sted i retning mod min angriber. Jeg ved, at den ikke rammer, da den forlader buen. Og så er Clove over mig, vælter mig ned på ryggen og lægger sine knæ på mine skuldre.
Nu sker det, tænker jeg og håber, at det for Prims skyld bliver hurtigt. Men Clove har tænkt sig at nyde øjeblikket. Føler åben-bart, at hun har tid til det. Cato må være i nærheden for at holde udkig for hende, mens han venter på, at Thresh og måske Peeta dukker op.
"Hvor er din kæreste, Distrikt Tolv? Kun lige i live?" spørger hun.
Nå ja, så længe vi taler, lever jeg. "Han er her, og han er ude efter Cato," snerrer jeg ad hende. Og så skriger jeg, alt hvad jeg kan: "Peeta!"
Clove slår ud efter mit luftrør og får dermed sat en effektiv stopper for min stemme. Men hendes blik flakker fra side til side, og jeg ved, at hun et kort øjeblik overvejer, om jeg taler sandt. Da Peeta ikke dukker op for at redde mig, vender hun tilbage til mig.
"Løgner," siger hun og smiler. "Han er næsten død. Cato ved godt, hvor han ramte ham. Du har sikkert hejst ham op i et eller andet træ, mens du desperat forsøger at holde hans hjerte i gang. Hvad er der i den pæne lille rygsæk? Medicin til loverboy? Bare ærgerligt, at det aldrig når frem til ham."
Clove åbner frakken. Den er tæt pakket med et imponerende udvalg af knive. Hun vælger omhyggeligt en lille, næsten elegant kniv med et fælt buet knivsblad. "Jeg lovede Cato, at jeg ville give seerne noget for pengene, hvis jeg fik lov til at få dig."
Jeg vrider mig for at vælte hende af mig, men det er håbløst. Hun er for tung, og jeg ligger som spiddet til jorden.
"Glem det, Distrikt Tolv. Vi slår dig ihjel. Ligesom vi slog din ynkelige lille allierede ihjel ... Hvad var det nu hun hed? Hende, der hoppede rundt i træerne? Rude? Nå, men altså først Rude, så dig, og så tror jeg, at vi lader naturen gå sin gang med loverboy. Hvad siger du til det?" spørger Clove. "Nå, hvor skal vi begynde?"
Hun tværer blodet væk fra mit sår med sit frakkeærme. Hun sidder og undersøger mit ansigt, vender det fra side til side, som om det var et stykke træ, hun skulle til at skære et mønster i. Jeg prøver at bide hende i hånden, men hun griber fat i mit hår og tvinger mit hoved tilbage til jorden. "Jeg tror ... " det lyder næsten, som om hun spinder. "Jeg tror, at jeg vil starte med din mund." Jeg bider tænderne sammen, da hun drillende lader knivsbladet følge mine læbers kurve.
Jeg vil ikke lukke øjnene. Hendes bemærkning om Rude har gjort mig rasende, så rasende, at jeg vil dø med værdighed. Som min sidste trodsige handling, vil jeg bare nidstirre hende, så længe jeg kan se, hvilket nok ikke bliver særlig længe, men jeg vil nidstirre hende, jeg vil ikke skrige, jeg vil dø på min egen lille ubesejrede måde.
"Ja, jeg tror ikke, du får brug for dine læber mere. Har du lyst til at sende loverboy et sidste luftkys?" spørger hun. Jeg samler en stor klat spyt og blod og spytter den ud i ansigtet på hende. Hun bliver rød i hovedet af arrigskab. "Fint. Så begynder vi."
Jeg gør mig klar til den smerte, der uden tvivl vil følge. Men da jeg mærker knivspidsen skære ind i min læbe, trækker en større kraft pludselig Clove væk fra mig, og så skriger hun. Jeg er alt for overrasket og forvirret til at forstå, hvad der er sket. Er Peeta kommet for at redde mig? Har Spilmestrene sluppet et vildt dyr løs i arenaen for at gøre det mere interessant? Har et aerofartøj af ukendte årsager trukket hende op i luften?
Da jeg kommer op på mine følelsesløse arme, kan jeg se, at det ikke er noget af førnævnte. Clove hænger tredive centimeter over jorden i et fast greb mellem Threshs hænder. Jeg gisper ved synet af ham, som han står der over mig med Clove hængende ud fra sig som en kludedukke. Jeg husker ham som stor, men nu virker han enorm og meget stærkere, end jeg mindes. Faktisk ser det ud, som om han har taget på i arenaen. Han tjatter til Clove, før han smider hende ned på jorden.
Da han råber, hopper jeg op, fordi jeg kun har hørt ham mumle. "Hvad gjorde du ved den lille pige? Slog du hende ihjel?"
Clove kravler bagud på alle fire, som et ophidset insekt, alt for chokeret til at råbe på Cato. "Nej! Nej, det var ikke mig!"
"Du sagde hendes navn. Jeg hørte dig. Slog du hende ihjel?" En anden tanke slår ham pludselig og forstærker de vrede træk i hans ansigt. "Snittede du i hende, som du skulle til at snitte i pigen her?"
"Nej! Nej, jeg ... " Clove får øje på den store sten i Threshs hånd og mister besindelsen. "Cato!" skriger hun. "Cato!"
"Clove!" hører jeg Cato svare, men jeg kan høre, at han er for langt væk til at kunne hjælpe hende. Hvad var han i gang med? Prøvede han at få fat i Rævefjæs eller Peeta? Eller har han ligget og ventet på Thresh og fuldstændig fejlbedømt sin position?
Thresh banker stenen ind i Cloves tinding. Det bløder ikke, men at dømme ud fra det mærke, stenen efterlader i hendes kranium, er det ikke svært at se, at hun er færdig. Hun er dog stadig i live, for hendes bryst hæver og sænker sig i hurtige små vejrtrækninger, og hun ligger og stønner svagt.
Da Thresh drejer omkring og står med stenen hævet over mig, ved jeg, at det er umuligt at slippe væk. Og min bue er tom, for pilen blev skudt mod Clove. Jeg er fanget af blikket fra hans mærkeligt gyldenbrune øjne. "Hvad mente hun med, at Rude var din allierede?"
"Jeg ... jeg ... vi slog os sammen. Sprængte forsyningerne i luften. Jeg prøvede virkelig at redde hende. Men han nåede frem først. Distrikt Et," siger jeg. Hvis han ved, at jeg hjalp Rude, vil han måske ikke lade mig lide en langsom og pinefuld død.
"Og du slog ham ihjel?" forlanger han at vide.
"Ja. Jeg slog ham ihjel. Og begravede hende i blomster," siger jeg. "Og jeg sang hende i søvn."
Jeg kan mærke tårerne presse på. Anspændtheden og kampgejsten siver ud af mig ved mindet. Og jeg er overvældet af mindet om
Rude, af smerten i mit hoved, af min angst for Thresh og af den døende piges klynken lidt derfra.
"I søvn?" siger Thresh studst.
"Til døde. Jeg sang, til hun døde," siger jeg. "Jeres distrikt ... de sendte mig et brød." Jeg rækker hånden op, ikke for at gribe ud efter en pil, som jeg aldrig ville nå, men for at tørre næsen. "Bare få det overstået hurtigt, okay, Thresh?"
Modsatrettede følelser sætter sine spor i Threshs ansigt. Han sænker stenen og peger næsten anklagende på mig. "Jeg lader dig kun gå denne ene gang. På grund af den lille pige. Så er du og jeg kvit. Jeg vil ikke stå i gæld. Forstået?"
Jeg nikker, for jeg forstår det udmærket. Det med at skylde nogen noget. Det med at hade det. Jeg forstår også, at hvis Thresh vinder, skal han vende hjem til et distrikt, der allerede har brudt alle regler ved at takke mig, og at han også bryder reglerne ved at takke mig. Og jeg forstår, at Thresh lige nu ikke har tænkt sig at banke hul i mit hoved.
"Clove!" Catos stemme er meget tættere på nu. Jeg kan høre på hans stemme, at han har fået øje på hende på jorden.
"Du må hellere komme af sted, Ildpige," siger Thresh.
Det behøver han ikke at sige to gange. Jeg vender mig om, og mine fødder hamrer hen over den tørre, tætpakkede jord, da jeg løber væk fra Thresh, Clove og lyden af Catos stemme. Først da jeg når hen til skoven, vender jeg mig om et øjeblik. Thresh har begge rygsække med sig, da han forsvinder ud over kanten til det område, jeg aldrig har set. Cato knæler ned ved siden af Clove med spyddet i hånden og tigger og beder hende om at holde sig i live. Lige om lidt vil det gå op for ham, at det er håbløst, at hun ikke står til at redde. Jeg vælter ind mellem træerne og tørrer hele tiden blodet væk, der løber ned i øjnene på mig, mens jeg flygter som jaget vildt. Nogle minutter senere hører jeg kanonen blive affyret og ved, at Clove er død, og at Cato vil følge efter os. Enten Thresh eller mig. Jeg er rædselsslagen, svimmel af såret i hovedet og rystet. Jeg lægger en pil på buen, men Cato kan kaste sit spyd næsten lige så langt, som jeg kan skyde.
Der er kun én ting, der beroliger mig. Thresh tog Catos rygsæk med sig, med den ting, som han så desperat har brug for. Så der er stor sandsynlighed for, at Cato følger efter Thresh og ikke mig. Men jeg sætter stadig ikke farten ned, da jeg når frem til vandløbet. Jeg løber ud i det med støvlerne på og tumler nedad. Jeg trækker Rudes sokker af, som jeg har brugt som handsker, og presser dem mod såret i panden for at stoppe blødningen, men de er gennemblødte i løbet af ingen tid.
Jeg finder tilbage til hulen på en eller anden måde. Jeg maser mig igennem stenene. I det plettede lys hiver jeg den lille rygsæk af min arm, åbner den og ryster indholdet ud på jorden. En lille tynd kasse med en sprøjte. Uden tøven stikker jeg nålen i Peetas arm og trykker væsken ind.
Jeg tager mig til hovedet, og mine hænder dækkes af blod.
Det sidste, jeg kan huske, er en ualmindelig smuk sølvgrøn natsværmer, der lander på min vrist.
Jeg kommer langsomt til bevidsthed igen ved lyden af regn, der trommer mod vores tag. Jeg kæmper for at sove videre, godt pakket ind i et lag af tæpper og i sikkerhed derhjemme. Jeg kan svagt mærke, at det gør ondt i mit hoved. Jeg har måske influenza, hvilket også passer med, at jeg får lov til at blive i sengen, selvom jeg godt kan mærke, at jeg har sovet længe. Mor stryger mig hen over kinden, og jeg skubber ikke hånden væk, som jeg normalt ville gøre, hvis jeg var vågen, fordi hun ikke skal vide, hvor meget jeg længes efter denne blide berøring. Hvor meget jeg savner hende, selvom jeg stadig ikke stoler på hende. Så taler en stemme, den forkerte stemme, ikke mors, og jeg bliver bange.
"Kattua," siger den. "Kattua, kan du høre mig?"
Jeg åbner øjnene, og følelsen af tryghed forsvinder. Jeg er ikke hjemme, jeg er ikke sammen med mor. Jeg er i en lille kold hule. Mine tæer er iskolde, og der hænger en tung lugt af blod i luften. En drengs udtærede blege ansigt kommer til syne, og da jeg er kommet mig over chokket, har jeg det bedre. "Peeta."
"Hej," siger han. "Godt at se dine øjne igen."
"Hvor længe har jeg været bevidstløs?" spørger jeg.
"Jeg er ikke sikker. Jeg vågnede i går aftes, og der lå du ved siden af mig i en foruroligende stor blodpøl," siger han. "Jeg tror, at det er holdt op, men du skal nok ikke sætte dig op eller gøre noget lige med det samme."
Jeg løfter forsigtigt hånden op til hovedet og kan mærke, at der er lagt en forbinding omkring. Denne lille bevægelse gør mig svimmel og svag. Peeta holder en flaske hen til mine læber, og jeg drikker grådigt.
"Du har det bedre," siger jeg.
"Meget bedre. Hvad det end var, du sprøjtede ind i mig, så gjorde det, hvad det skulle," siger han. "Næsten al hævelsen i benet var forsvundet her til morgen."
Han virker ikke gal over, at jeg snød ham, bedøvede ham og tog til festen alligevel. Måske er det, fordi jeg er for dårlig lige nu, og han har tænkt sig at lade mig høre for det senere, når jeg får det bedre. Men lige nu er han bare sød.
"Har du spist?" spørger jeg.
"Jeg er ked af at sige, at jeg skovlede tre stykker gråsling i mig, før det gik op for mig, at det måske skulle have holdt os kørende i et stykke tid. Men bare rolig, jeg er på en streng diæt igen," siger han.
"Nej, det er godt. Du skal jo spise. Jeg tager snart ud og jager igen," siger jeg.
"Men ikke for tidligt, okay?" siger han. "Nu skal jeg tage mig lidt af dig."
Jeg har ikke rigtig noget valg. Peeta fodrer mig med små bidder af gråsling og rosiner og får mig til at drikke masser af vand. Han gnubber mine fødder varme og pakker dem ind i sin frakke, før han snører soveposen sammen, så det kun lige er mit ansigt, der kigger ud.
"Dine støvler og sokker er stadig fugtige, og vejret hjælper ikke ligefrem," siger han. Gennem en revne i stenene kan jeg se lynene sitre derude efterfulgt af tordenbrag. Det drypper ned gennem adskillige revner i loftet, men Peeta har stoppet mit plastikstykke ind i nogle revner her og der, så det danner et tag hen over mit hoved.
"Gad vide, hvad der er årsag til uvejret? Jeg mener, hvem er målet?" siger Peeta.
"Cato og Thresh," siger jeg uden at tøve. "Rævefjæs sidder i sit hul et eller andet sted, og Clove ... hun ramte mig, og så ... " Min stemme forsvinder.
"Jeg ved, at Clove er død. Jeg så det på himlen i går aftes," siger han. "Slog du hende ihjel?"
"Nej. Thresh knuste hendes kranie med en sten," siger jeg.
"Godt han ikke også fangede dig," siger Peeta.
Mindet om festen vælter pludselig ind over mig, og jeg får det dårligt. "Det gjorde han. Men han lod mig gå." Og så er jeg selvfølgelig nødt til at fortælle ham det hele. Om alt det, jeg har holdt for mig selv, fordi han var for syg til at spørge, og fordi jeg ikke havde lyst til at tænke på det. Om eksplosionen, mit øre, Rudes død, drengen fra Distrikt 1 og brødet. Om alt det, der medførte, at Thresh ligesom tilbagebetalte en gæld.
"Han lod dig slippe, fordi han ikke ville skylde dig noget?" spørger Peeta uforstående.
"Ja. Jeg forventer ikke, at du forstår den slags. Du har altid haft rigeligt. Men hvis du havde boet i Fugen, havde jeg ikke behøvet at forklare dig det," siger jeg.
"Gør dig endelig ikke nogen anstrengelser. Jeg er åbenbart for langsom til at forstå den slags," siger han.
"Det er ligesom med brødene. Jeg skylder dig for dem, og jeg kan bare ikke slippe af med den gæld," siger jeg.
"Brødene? Hvad? Fra vi var børn?" siger han. "Det kan vi vist godt glemme nu. Jeg mener, du har lige reddet mig fra døden."
"Men du kendte mig ikke. Vi havde ikke engang talt sammen. Og desuden er den første gave altid den, der er sværest at betale tilbage. Jeg ville ikke have været her i dag, hvis ikke du havde hjulpet mig dengang," siger jeg. "Hvorfor gjorde du det?"
"Hvorfor? Du ved godt hvorfor," siger Peeta. På trods af smerten ryster jeg forsigtigt på hovedet. "Haymitch sagde ganske vist, at du ville være svær at overbevise."
"Haymitch?" spørger jeg. "Hvad har han med det at gøre?" "Ikke noget," siger Peeta. "Nå, så nu er det Cato og Thresh, hva'? Det er vel for meget at håbe på, at de slår hinanden ihjel."
Men tanken gør mig ked af det. "Jeg tror, at vi ville kunne lide Thresh. Jeg tror, at han ville være vores ven i Distrikt Tolv," siger jeg.
"Så lad os håbe, at Cato slår ham ihjel, så vi ikke bliver nødt til det," siger Peeta barskt.
Jeg vil ikke have, at Cato slår Thresh ihjel. Jeg vil ikke have, at der er flere, der skal dø. Men det er bestemt ikke den slags, man går rundt og taler højt om i arenaen. Og selvom jeg kæmper imod, kan jeg mærke, at mine øjne bliver fyldt med tårer.
Peeta kigger bekymret på mig. "Hvad er der? Gør det ondt?" Jeg giver ham et andet svar, fordi det er delvist sandt, men kun vil blive opfattet som et øjebliks svaghed og ikke en kronisk til-stand. "Jeg vil hjem, Peeta," siger jeg ligeud, som et lille barn.
"Det kommer du også, det lover jeg," siger han og bøjer sig frem og giver mig et kys.
"Jeg vil hjem nu," siger jeg.
"Læg dig nu til at sove, og drøm om det derhjemme. Og så vil du være der i virkeligheden, før du ved af det," siger han. "Okay?"
"Okay," hvisker jeg. "Væk mig, hvis jeg skal holde vagt."
"Jeg er frisk og veludhvilet, takket være dig og Haymitch. Og det er ikke til at vide, hvor længe det her kommer til at vare," siger han.
Hvad mener han? Uvejret? Den korte pause det har givet os? Selve Spillet? Jeg ved det ikke, men jeg er for trist og træt til at spørge.
Det er blevet aften, da Peeta vækker mig igen. Regnen vælter ned, og den smule vand, der før bare dryppede ned gennem hulens tag, står nu ned i små stråler. Peeta har placeret skålen under den største stråle vand og lagt plastikstykket sådan, at det meste af vandet glider væk fra mig. Jeg har det lidt bedre, er i stand til at sidde op uden at blive for svimmel, og jeg er skrupsulten. Det er Peeta også. Det er tydeligt, at han har ventet på, at jeg skulle vågne, så vi kunne spise, og han er ivrig efter at komme i gang.
Der er ikke meget tilbage. To stykker gråsling, en lille blanding af rødder og en håndfuld tørrede frugter.
"Skal vi rationere det?" spørger Peeta.
"Nej, lad os bare spise op. Gråslingen er alligevel ved at blive gammel, og vi har ikke brug for en madforgiftning nu," siger jeg og deler maden mellem os i to lige store bunker. Vi prøver at spise langsomt, men vi er begge to så sultne, at vi har spist det i løbet af et par minutter. Min mave er langtfra tilfredsstillet.
"I morgen er det jagtdag," siger jeg.
"Der er jeg nok ikke til den store hjælp," siger Peeta. "Jeg har aldrig været på jagt."
"Jeg nedlægger byttet, og du tilbereder det," siger jeg. "Og du kan altid samle bær og grønt."
"Bare der var en busk med brød herude," siger Peeta.
"Brødet, de sendte mig fra Distrikt Elleve, var stadig lunt," sukker jeg. "Her, tyg på dem her." Jeg giver ham nogle mynteblade og propper selv et par i munden.
Det er svært at se billedet på himlen, men det er tydeligt, at der ingen døde er i dag. Så Cato og Thresh har ikke mødt hinanden endnu.
"Hvor tog Thresh hen? Jeg mener, hvad er der på den anden side af cirklen?" spørger jeg Peeta.
"En mark med skulderhøjt græs, så langt øjet rækker. Måske er noget af det korn. Der er lidt forskellige farver af græs på marken. Men der er ingen stier," siger Peeta.
"Jeg vil vædde med, at nogle af græsarterne er korn. Og jeg vil vædde med, at Thresh kender til dem," siger jeg. "Har du været derinde?"
"Nej. Der var ikke nogen, der havde lyst til at følge efter Thresh ind i græsset. Det virkede lidt uhyggeligt. Hver gang jeg ser på den mark, så kan jeg kun tænke på alle de ting, der ligger skjult i det. Slanger, vilde dyr og kviksand," siger Peeta. "Der kan være hvad som helst derinde."
Jeg siger ikke noget, men Peetas ord minder mig om alle de advarsler, vi får om ikke at begive os ud på den anden side af hegnet omkring Distrikt 12. Et kort øjeblik kan jeg ikke lade være med at sammenligne ham med Gale, der ville se marken som en potentiel kilde til mad, lige så vel som fare. Det gjorde Thresh. Det er ikke, fordi Peeta ligefrem er blød, og han har også bevist, at han bestemt ikke er en kujon. Men der er åbenbart ting, man ikke tænker så meget over, når ens hjem dufter af nybagt brød, hvorimod Gale vender og drejer alting. Hvad ville Peeta for eksempel sige til de respektløse ting, Gale og jeg taler om, når vi hver dag overtræder loven? Ville de chokere ham? De ting, vi siger om Panem? Gales kritik af Capitol?
"Måske er der en busk med brød et sted på den mark," siger jeg. "Måske er det derfor, Thresh ser mere velnæret ud nu, end da Spillet startede."
"Enten det, eller også har han en meget generøs sponsor," siger Peeta. "Jeg gad godt vide, hvad vi skulle gøre for at få Haymitch til at sende os noget brød."
Jeg hæver øjenbrynene, før jeg kommer i tanker om, at han ikke kender noget til den besked, Haymitch sendte os for et par nætter siden. En skål suppe for et kys. Og det er ikke noget, jeg kan fortælle ham nu. Hvis jeg taler højt om det, vil seerne få mistanke om, at vores kærlighed er fabrikeret for at spille på deres følelser, og så ville vi ingenting modtage. Jeg er nødt til at opretholde illusionen på en troværdig måde. Noget enkelt til at begynde med. Jeg rækker ud og tager hans hånd.
"Jeg tror måske, at han brugte mange af vores midler på at hjælpe mig med at bedøve dig," siger jeg for at drille ham.
"Ja, angående det," siger Peeta og fletter sine fingre ind i mine, "så lad være med at gøre det en anden gang."
"Eller hvad?" spørger jeg.
"Eller ... eller ... " Han ved ikke, hvad han skal sige. "Giv mig lige et øjeblik."
"Hvad er problemet?" siger jeg med et smil.
"Problemet er, at vi begge to er i live. Og det bekræfter dig kun i din overbevisning om, at du gjorde det rigtige," siger Peeta.
"Jeg gjorde det rigtige," siger jeg.
"Nej! Hold op, Kattua!" Han strammer grebet om min hånd, så det gør ondt, og hans stemme lyder virkelig vred. "Du må ikke dø for mig. Du ville ikke gøre mig en tjeneste. Okay?"
Jeg er overrasket over hans intensitet, men ser en oplagt mulighed for at få noget mad, så jeg prøver at tage tråden op. "Måske gjorde jeg det for mig selv, Peeta. Har du overvejet det? Måske er du ikke den eneste, der ... der er bekymret for ... hvad der ville ske, hvis ... "
Jeg famler efter ordene. Jeg er ikke lige så god med ord, som Peeta er. Og mens jeg taler, slår det mig pludselig, at tanken om at miste Peeta ikke er til at bære, og at jeg ikke vil have, at han dør. Og det handler ikke bare om sponsorer. Og det handler ikke om, hvad der vil ske derhjemme. Og det er ikke kun, fordi jeg ikke har lyst til at være alene. Det er ham. Jeg vil ikke miste drengen med brødene.
"Hvis hvad, Kattua?" siger han stille.
Jeg ville ønske, at jeg kunne trække skodderne for og lukke Panems nysgerrige seere ude lige nu. Selvom det ville betyde, at vi ville tabe mad på det. Mine følelser kommer ikke andre ved.
"Det er lige præcis den slags emner, som Haymitch sagde, jeg skulle holde mig fra," siger jeg undvigende, selvom Haymitch aldrig har sagt det. Han sidder sikkert og bander mig langt væk, fordi jeg undgår emnet, når øjeblikket er så følelsesladet. Men Peeta fanger den på en eller anden måde.
"Så er jeg nødt til at udfylde hullerne selv," siger han og læner sig ind mod mig.
Det er det første kys, hvor vi begge to er bevidste omkring det. Der er ingen af os, der er plaget af sygdom, smerte eller bare ligger bevidstløse. Vores læber er hverken brændende varme eller iskolde. Det er det første kys, hvor jeg faktisk kan mærke en sitren indeni. Varm og nysgerrig. Det er det første kys, der får mig til at ville have et til.
Men jeg får ikke flere kys. Eller det gør jeg, men det er et lille let et på næsetippen, for Peeta er blevet distraheret. "Jeg tror, at dit sår er begyndt at bløde igen. Kom, læg dig ned, nu er det sengetid," siger han.
Mine sokker er tørre nok til at tage på igen. Jeg får Peeta til at tage sin jakke på. Den fugtige kulde skærer gennem marv og ben på mig, så jeg tør ikke tænke på, hvordan han har det. Jeg insisterer også på at tage den første vagt, selvom det er usandsynligt, at nogen har vovet sig ud i det her vejr. Men det vil han ikke gå med til, medmindre jeg også ligger i soveposen, og da jeg ryster af kulde, er det svært at afslå. Kontrasten til den ensomme følelse, det var, at ligge ved siden af ham for et par nætter siden, hvor han var langt væk, er helt enorm nu, hvor han er så tæt på. Da vi lægger os til rette, skubber han sin arm ind under hovedet på mig, så jeg kan bruge den som hovedpude, og den anden lægger han beskyttende hen over mig, selv da han falder i søvn. Der er ingen, der har ligget sådan med mig i meget lang tid. Lige siden far døde, og jeg holdt op med at stole på mor, har ingen været i stand til at få mig til at føle mig så tryg som nu.
Med hjælp fra natbrillerne ligger jeg og betragter de små stråler af vand, der plasker ned på hulens gulv. Rytmisk og søvndyssende. Jeg falder flere gange hen i en døs og vågner med et sæt, selvbebrejdende og med dårlig samvittighed. Efter tre eller fire timer er jeg nødt til at vække Peeta, da jeg ikke længere kan holde øjnene åbne. Han virker ikke til at have noget imod det.
"I morgen, når det er tørt, vil jeg finde et sted højt oppe i et træ, hvor vi kan sove i fred," mumler jeg, inden jeg falder i søvn.
Men vejret er ikke bedre næste morgen. Syndfloden fortsætter, som om det var Spilmestrenes hensigt at skylle os ud af Spillet. Tordenbragene er så kraftige, at jorden næsten ryster. Peeta overvejer alligevel at gå ud og lede efter mad, men jeg overbeviser ham om, at det er nytteløst i den slags vejr. Udsynet er dårligt, og det eneste, han får ud af det, er at blive gennemblødt. Han ved, at jeg har ret, men den gnavende fornemmelse i vores maver gør ondt.
Dagen slæber sig af sted og bliver til aften, og uvejret fortsætter. Haymitch er vores eneste håb, men der dukker ikke noget op, enten fordi der ingen penge er - nu er priserne blevet skyhøje - eller også fordi han ikke er tilfreds med vores præstation. Sikkert det sidste. Jeg skal være den første til at indrømme, at vi ikke er særligt underholdende i dag. Sultne, sårede, svage og forsigtige med ikke at få sår til at bløde igen. Vi sidder godt nok tæt sammen, pakket ind i soveposen, men det er bare for at holde varmen. Det mest ophidsende, vi gør lige nu, er at tage en lur.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at sætte skub i romantikken. Kysset i går aftes var dejligt, men endnu et ville kræve lidt forarbejde. Der er piger i Fugen, og også nogle af handelsfolkenes piger, der navigerer rundt i det her farvand med den største lethed. Men jeg har aldrig haft hverken tid til det eller brug for det. Desuden er et kys heller ikke nok længere, for så ville vi have fået noget mad i går aftes. Jeg har på fornemmelsen, at Haymitch prøver at fortælle mig, at han vil have mere end fysisk kontakt, han vil have noget personligt ind i billedet. Ligesom da han ville have mig til at fortælle om mig selv til interviewet. Jeg er elendig til den slags, men det er Peeta ikke. Måske ville det bedste være at få ham til at tale.
"Peeta," siger jeg let. "Under interviewet sagde du, at du havde været lun på mig i en evighed. Hvornår startede den evighed?"
"Hm, lad mig nu se. Jeg tror, det var på vores første skoledag. Vi var fem år. Du havde en rød, skotskternet kjole på, og dit hår ... var flettet i to i stedet for én fletning. Min far pegede dig ud, da vi stod og ventede på at gå ind," siger Peeta.
"Din far? Hvorfor det?" spørger jeg.
"Han sagde: 'Kan du se den lille pige? Hendes mor ville jeg gerne have giftet mig med, men hun stak af med en minearbejder'," siger Peeta.
"Hvad? Det er noget, du finder på!" udbryder jeg.
"Nej, det er sandt," siger Peeta. "Og så sagde jeg: 'En minearbejder? Hvorfor ville hun have en minearbejder, når hun kunne få dig?' Og så sagde han: 'Fordi, når han synger ... så bliver selv fuglene tavse for at lytte til ham'."
"Det er rigtigt. Det gør de. Jeg mener, det gjorde de," siger jeg. Jeg er lamslået og overraskende rørt ved tanken om, at bageren har fortalt det til Peeta. Det slår mig, at min modvilje mod sang og musik måske i virkeligheden ikke har noget at gøre med, at jeg synes, det er spild af tid, men fordi det minder mig for meget om far.
"Samme dag havde vi fællessang, og læreren spurgte, om der var nogen af os, der kendte dalsangen. Du rakte hånden op med det samme. Hun stillede dig op på en stol og fik dig til at synge den for os alle sammen. Og det var, som om alle fuglene udenfor tav for at høre dig synge," siger Peeta.
"Årh, hold op," siger jeg og griner.
"Nej, det er rigtigt. Og da du var færdig med at synge, så vidste jeg - ligesom din mor - at jeg var solgt," siger Peeta. "Og de næste elleve år prøvede jeg at finde ud af, hvad jeg skulle sige til dig."
"Uden held," tilføjer jeg.
"Uden held. Så faktisk var det helt heldigt, at mit navn blev trukket ved høsten," siger Peeta.
Et øjeblik sidder jeg og føler mig fjollet og lykkelig, og så vælter forvirringen ind over mig. Fordi det er meningen, at vi skal fore-stille at være forelskede, og faktisk ikke er det i virkeligheden. Men der er noget sandt i Peetas historie. Den del med min far og fuglene. Og at jeg sang for de andre den første skoledag, jeg kan bare ikke huske sangen. Og den røde, skotskternede kjole ... det var en, som Prim arvede efter mig, og som blev ødelagt i en vask, efter fars død.
Det forklarer også, hvorfor Peeta risikerede en omgang prygl, da han gav mig brødene, den frygtelige tomme dag. Så, hvis de detaljer er sande ... er det så alt sammen sandt?
"Du har en ... forbavsende hukommelse," siger jeg usikkert. "Jeg kan huske alt om dig," siger Peeta og sætter en vildfaren hårtot om bag mit øre. "Det var dig, der ikke var opmærksom."
"Det er jeg nu," siger jeg.
"Nå ja, men her har jeg heller ikke nogen konkurrenter," siger han.
Jeg vil trække mig væk, lukke skodderne igen, men jeg ved, at jeg ikke kan. Det er, som om jeg kan høre Haymitch hviske mig i øret: "Sig det! Sig det!"
Jeg synker anstrengt og lukker ordene ud. "Du har ingen konkurrenter nogen steder," siger jeg. Og denne gang læner jeg mig ind mod ham.
Vores læber har knap nok nået at mødes, før der lyder et bump ude foran, der får os til at fare sammen. Jeg griber ud efter buen og lægger en pil parat. Men der er stille derude. Peeta kigger ud gennem stenene og hujer. Før jeg kan nå at stoppe ham, humper han ud i regnen og rækker så noget ind til mig. Det er en sølvfaldskærm, der er fæstnet til en kurv. Jeg flår den op og finder et festmåltid. Friske boller, gedeost, æbler og det bedste af det hele: en terrin med den fantastiske lammeragout hen over vilde ris. Den samme ret, som jeg fortalte Cæsar Flickerman havde gjort størst indtryk på mig, da jeg kom til Capitol.
Peeta kravler ind igen, og hans ansigt stråler som en sol. "Så blev Haymitch endelig træt af at se os sulte."
"Ja, åbenbart," svarer jeg.
Men inde i hovedet kan jeg høre Haymitch sige med lumsk og en lille smule utålmodig stemme: "Ja, sådan skal det gøres, min skat."
Hele min krop skriger efter lammeragouten og vil have, at jeg skal skovle den ind i munden. Men Peetas stemme stopper mig. "Vi må hellere spise ragouten langsomt. Kan du huske den første aften i toget? Al den fede mad gjorde mig dårlig, og jeg var ikke engang sulten."
"Du har ret. Jeg kunne bare suge det hele i mig!" siger jeg ærgerligt. Men det gør jeg ikke. Vi er fornuftige. Vi spiser hver en bolle, et halvt æble og en lille bitte portion lammeragout med ris. Jeg spiser ragouten i meget små mundfulde - de har oven i købet sendt bestik og tallerkener med - og nyder hver en bid. Da vi er færdige, sidder jeg og kigger længselsfuldt på maden. "Jeg vil have mere."
"Også mig. Hør her. Vi venter en time, og hvis vi holder maden i os, tager vi en til portion," siger Peeta.
"Okay," siger jeg. "Det bliver en lang time."
"Måske ikke," siger Peeta. "Hvad var det, du sagde, lige før maden kom? Noget med mig ... ingen konkurrenter ... det bedste, der nogensinde er sket for dig ... "
"Det sidste husker jeg ikke, at jeg sagde," siger jeg og håber, at der er for dunkelt herinde til, at man kan se mine knaldrøde kinder ude på skærmene.
"Nå nej, det er også rigtigt. Det var vist noget, jeg tænkte," siger han. "Ryk dig lidt, jeg fryser."
Jeg gør plads til ham i soveposen. Vi læner os op ad hulens væg, jeg hviler mit hoved på hans skulder, og han lægger sin arm omkring mig. Jeg ved, at Haymitch er ivrig efter, at jeg skal fortsætte, hvor jeg slap. "Vil det sige, at du ikke har set på andre piger, siden vi var fem?" spørger jeg.
"Ork jo. Jeg så på næsten alle piger, men ingen af dem gjorde så stort et indtryk på mig, som du," siger han.
"Det er nok ikke noget, der gør dine forældre glade. At du kan lide en pige fra Fugen," siger jeg.
"Sikkert ikke, men jeg er ligeglad. Og hvis vi kommer hjem, så er du ikke længere en pige fra Fugen, men en pige fra Vinderbyen," siger han.
Det er rigtigt. Hvis vi vinder, får vi hver tildelt et hus i den del af byen, der er forbeholdt vindere af Dødsspillet. Da Spillet i sin tid begyndte, byggede Capitol et dusin fine huse i hvert distrikt. Der er selvfølgelig kun et, der er beboet i vores distrikt. De fleste af de andre har bare stået tomme lige siden.
En foruroligende tanke slår mig pludselig. "Men så er vores eneste nabo jo Haymitch!"
"Ja, bliver det ikke hyggeligt?" siger Peeta og krammer mig med armen. "Dig, mig og Haymitch. Rigtig rart. Frokoster i det grønne, fødselsdage, lange vinteraftener ved pejsen, hvor vi sidder og udveksler minder fra Dødsspillet."
"Han hader mig jo!" siger jeg, men jeg kan ikke lade være med at smile ved tanken om, at Haymitch skulle blive min nye ven.
"Kun nogle gange. Jeg har aldrig hørt ham sige en eneste negativ ting om dig, når han er ædru," siger Peeta.
"Han er aldrig ædru!" protesterer jeg.
"Det er også rigtig. Hvem er det så, jeg tænker på? Nå, nu ved jeg det. Det er Cinna, der godt kan lide dig. Men det er, fordi du ikke stak af, da han satte ild til dig," siger Peeta. "På den anden side, så er Haymitch ... tja, hvis jeg var dig, ville jeg undgå Haymitch helt og holdent. Han hader dig."
"Sagde du ikke på et tidspunkt, at jeg var hans favorit?" siger jeg.
"Han hader mig endnu mere," siger Peeta. "Jeg tror ikke, at mennesker er hans kop te."
Jeg ved, at seerne vil more sig over, at vi har det sjovt på Haymitchs bekostning. Han har været med så længe, at han næsten er som en gammel ven for mange af dem. Og efter hans styrt fra scenen til høsten kender alle ham. På det her tidspunkt er han sikkert blevet hevet ud af kontrolrummet for at blive interviewet om os. Det er ikke til at vide, hvilke løgne han finder på. Han har det heller ikke nemt i forhold til de andre mentorer, der har partnere i form af andre vindere, som kan hjælpe dem. Haymitch må selv være på hele tiden. Ligesom mig, da jeg var alene i arenaen. Gad vide, hvordan han klarer det hele med drikkeriet, opmærksomheden og den stressfaktor, det er, at holde os i live.
Det er faktisk lidt sjovt. For selvom Haymitch og jeg er som hund og kat, når vi er i samme rum, så har Peeta måske ret i, at vi minder meget om hinanden, for han virker jo, som om han kan kommunikere med mig, når han sender sine gaver på bestemte tidspunkter. Jeg vidste for eksempel, at jeg var tæt på vand, da han ikke sendte noget, og at siruppen var til mere end bare at lette Peeta for lidt smerte, og at jeg skulle gøre mig umage med hele kærlighedsspillet. Han har ikke gjort meget for at kommunikere med Peeta. Han har sikkert ment, at Peeta ikke ville tolke en skål suppe som mere end det, men at jeg med det samme kunne se de forpligtelser, der var forbundet til den.
Pludselig slår en tanke mig, og jeg er overrasket over, at den først dukker op nu. Måske er det, fordi jeg først for nylig er begyndt at interessere mig lidt for Haymitch. "Hvordan tror du, han gjorde det?"
"Hvem? Gjorde hvad?" spørger Peeta.
"Haymitch. Hvordan tror du, han vandt Spillet?" siger jeg. Peeta sidder længe og tænker over spørgsmålet, før han svarer. Haymitch er kraftigt bygget, men langtfra et fysisk vidunder som Cato og Thresh. Han er ikke specielt pæn. I hvert fald ikke på den måde, der får sponsorer til at øse gaver ud over en. Og han er så knotten, at det er svært at forestille sig andre alliere sig med ham. Der er kun én måde, Haymitch har kunnet vinde Spillet på, og Peeta siger det, i samme øjeblik jeg selv når frem til den konklusion.
"Han var mere snedig end de andre," siger Peeta.
Jeg nikker og lader emnet ligge. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Haymitch har skåret ned på sprutten, fordi han måske kan se to potentielle vindere i Peeta og mig. Måske har han ikke altid været dranker. Måske prøvede han faktisk at hjælpe sonerne i starten. Men så blev det uudholdeligt. Det må være rædselsfuldt at skulle guide to børn gennem Spillet og så se dem dø. År efter år. Og hvis jeg kommer ud herfra, så bliver det min opgave. At skulle guide pigen fra Distrikt 12. Tanken er så frygtelig, at jeg straks skubber den fra mig.
Jeg beslutter mig for at spise mere, da der er gået en halv time. Peeta er for sulten til at protestere. Mens jeg hælder to små portioner lammeragout med ris op på tallerkenerne, kan vi høre national-sangen spille udenfor. Peeta kigger ud gennem en revne i stenene for at se op på himlen.
"Der er ikke noget at se i aften," siger jeg, langt mere optaget af ragouten end aftenhimlen. "Der er ikke sket noget, ellers ville vi have hørt kanonen."
"Kattua," siger Peeta stille.
"Hvad? Skal vi også dele en bolle?" spørger jeg.
"Kattua," gentager han, men jeg har ikke lyst til at høre på ham.
"Nu deler jeg en, men jeg gemmer osten til i morgen," siger jeg. Peeta sidder bare og stirrer på mig. "Hvad?"
"Thresh er død," siger Peeta.
"Det kan han ikke være," siger jeg.
"De må have affyret kanonen under tordenvejret, det er nok derfor, vi ikke har hørt den," siger Peeta.
"Er du sikker? Jeg mener, det vælter ned udenfor. Det er ret svært overhovedet at se noget," siger jeg. Jeg skubber ham væk og kigger ud gennem stenene i den mørke, regnfulde nat. I omtrent ti sekunder ser jeg et svagt billede af Thresh, og så er det væk. Bare lige sådan.
Jeg sætter mig ned og glemmer det, jeg var i gang med. Thresh er død. Jeg burde jo være glad, ikke? En soner mindre at skulle kæmpe imod. Og endda en stærk en. Men jeg er ikke glad. Jeg kan kun tænke på, at han lod mig slippe, han lod mig løbe på grund af Rude, som døde med et spyd i maven ...
"Er du okay?" spørger Peeta.
Jeg trækker på skuldrene, lægger armene over kors og tæt ind til kroppen. Jeg er nødt til at skjule smerten, for hvem gider satse penge på en soner, der sidder og snøfter over sine modstanderes død? Det var noget andet med Rude. Vi var allierede. Hun var så ung. Men der er ingen, der vil forstå min sorg over mordet på Thresh. Ordet giver et gib i mig. Mord! Godt jeg ikke sagde det højt. Det scorer man ikke point på i arenaen. I stedet siger jeg: "Det er bare ... hvis vi ikke vinder ... så havde jeg håbet lidt på, at det blev Thresh, der så vandt. Fordi han lod mig slippe. Og på grund af Rude."
"Jeg kan godt se, hvad du mener," siger Peeta. "Men det betyder, at vi er et skridt nærmere Distrikt Tolv." Han tager min hånd og sætter en tallerken mad på den. "Spis. Det er stadig lunt."
Jeg tager en mundfuld lammeragout for at vise, at jeg er lige-glad, men den ligger som en klump lim i munden på mig og er svær at synke. "Det betyder også, at Cato nu er ude efter os igen."
"Og at han har forsyninger igen," siger Peeta.
"Han er garanteret såret," siger jeg.
"Hvorfor tror du det?" spørger Peeta.
"Fordi Thresh har kæmpet til det sidste. Han er helt enormt stærk, eller var. Og de var inde på hans domæne," siger jeg.
"Godt," siger Peeta. "Jo mere såret Cato er, jo bedre. Gad vide, hvordan Rævefjæs klarer sig."
"Hun har det sikkert fint," siger jeg irriteret. Jeg er stadig sur over, at det var hende, og ikke mig, der fandt på at gemme sig i Overflødighedshornet. "Det bliver sikkert nemmere at fange Cato end hende."
"Måske fanger de hinanden, og så kan vi bare tage hjem," siger Peeta. "Men vi må nok hellere være mere forsigtige på vores vagter. Jeg faldt hen et par gange."
"Det gjorde jeg også," indrømmer jeg. "Men ikke i nat."
Vi spiser i tavshed, og så tilbyder Peeta at tage den første vagt. Jeg lægger mig ned i soveposen ved siden af ham og trækker hætten op over hovedet for at skjule mit ansigt for kameraerne. Jeg har bare brug for nogle øjeblikke for mig selv, hvor jeg kan lade følelserne få frit løb i ansigtet uden at blive iagttaget. Under hætten ligger jeg tavst og siger farvel til Thresh og takker ham for mit liv. Jeg lover at huske ham og, hvis det er muligt, at gøre noget for hans familie og Rudes, hvis jeg overlever. Så flygter jeg ind i søvnen på en fuld mave og med Peetas varme omkring mig.
Det første jeg bemærker, da Peeta vækker mig senere, er duf- ten af gedeost. Han holder en halv bolle hen mod mig smurt med den cremede hvide ost og pyntet med skiver af æble. "Du må ikke blive sur," siger han. "Jeg var nødt til at spise igen. Her er din halvdel."
"Dejligt," siger jeg og tager med det sammen en stor bid. Den stærke fede ost smager præcis som Prims, og æbleskiverne er søde og sprøde. "Uhm."
"I bageriet laver vi en tærte med gedeost og æble," siger han. "Det lyder dyrt," siger jeg.
"Alt for dyrt til, at vi har råd til at spise den. Medmindre den er blevet for gammel. Men vi spiser alligevel kun mad, der er blevet for gammelt," siger Peeta og trækker soveposen op over sig. På under et minut ligger han og snorker.
Nå. Jeg troede, at de handlende levede det søde liv. Peeta har selvfølgelig altid haft nok at spise. Men der er noget trist ved at skulle leve af tørt, gammelt brød, som ingen andre vil have. Når vi får mad, er det til gengæld så friskt, at vi skal passe på, det ikke stikker af.
På et tidspunkt under min vagt holder det pludselig op med at regne, ikke gradvist, men med det samme. Regnen stopper, og jeg kan kun høre lyden af de dryppende grene og bruset fra vandløbet under os. En smuk fuldmåne kommer frem, og selv uden natbrillerne kan jeg se udenfor. Jeg kan ikke finde ud af, om månen er ægte eller bare et af Spilmestrenes produkter. Jeg kan huske, at den var fuld et lille stykke tid, før jeg tog hjemmefra. Gale og jeg så den stige op, da vi en dag var på jagt til sent om eftermiddagen.
Hvor længe har jeg været væk? Det må være omkring to uger i arenaen, og så var der en uges forberedelse i Capitol. Måske har månen allerede været igennem alle sine faser. Af en eller anden grund har jeg pludselig brug for, at det er min egen måne, den jeg også ser i skoven i Distrikt 12. Så ville jeg have noget at klynge mig til i den urealistiske arena, hvor man betvivler alle tings oprindelse.
Der er fire tilbage.
For første gang overvejer jeg muligheden for at vende hjem. Til berømmelse. Til rigdom. Til mit eget hus i Vinderbyen. Så skulle mor og Prim bo hos mig. Vi skulle aldrig mere være bange for at sulte. En ny slags frihed ville indfinde sig. Men ... hvad så? Hvordan ville mit daglige liv være? Det meste af det har været optaget af at skulle skaffe mad. Når det pludselig ikke er vigtigt længere, så er jeg ikke sikker på, hvem jeg er, og hvad min rolle egentlig er. Tanken skræmmer mig en smule. Jeg tænker på Haymitch med alle hans penge. Hvad for et liv har han? Han bor alene, uden kone eller børn, og han tilbringer alle sine vågne timer i fuld tilstand. Sådan vil jeg ikke ende.
"Men du vil ikke være alene," hvisker jeg for mig selv. Jeg har mor og Prim. I hvert fald indtil videre. Og så ... jeg har ikke lyst til at tænke på, hvad der sker, når Prim er blevet voksen, og mor er død. Jeg ved, at jeg ikke har lyst til at blive gift og dermed risikere at få et barn, der skulle leve i denne verden. For selvom man vinder, er det ingen garanti for ens barns sikkerhed. Mit barns navn kommer også med i puljen til høsten, ligesom alle andres. Og det er helt sikkert ikke noget, jeg har lyst til at opleve.
Solen står så småt op og kravler ind mellem revnerne i stenene og oplyser Peetas ansigt. Hvad for en person vil han mon blive, hvis vi kommer hjem? Denne forvirrende, godmodige dreng, der kan opfinde løgne, der er så overbevisende, at hele Panem tror, at han er dybt forelsket i mig, og som, indrømmer jeg, af og til har gjort mig en smule usikker på hans egentlige følelser. Vi vil i det mindste være venner, tænker jeg. Vi har reddet hinandens liv, og det er der ikke noget, der kan ændre på. Og han vil desuden altid være drengen med brødene. Gode venner. Mere kan det vel ikke være ... og jeg kan mærke Gales grå øjne hvile på mig, mens jeg sidder og ser på Peeta. Hele vejen fra Distrikt 12.
Ubehaget river i mig. Jeg vender mig om og tager fat i Peetas skulder. Han åbner søvnigt øjnene, og da han få øje på mig, trækker han mig ned og giver mig et langt kys.
"Vi må ikke spilde mere tid. Der skal jages," siger jeg, da han slipper mig.
"Jeg ville ikke kalde det spild af tid," siger han og strækker sig, da han rejser sig op. "Skal vi jage på tomme maver, for ligesom at holde os til ilden?"
"Nej," siger jeg. "Vi spiser os mætte, så vi kan holde ud i længere tid."
"Den er jeg med på," siger Peeta. Men han bliver tydeligt over-rasket, da jeg deler resten af ragouten og risen og rækker ham en fyldt tallerken. "Så meget?"
"Vi tjener det ind i dag," siger jeg, og så skovler vi maden i os. Selvom det nu er koldt, er det stadig noget af den bedste mad, jeg nogensinde har fået. Jeg lægger gaflen fra mig og bruger fingrene til at skrabe det sidste sovs op. "Jeg kan næsten høre Effie Trinket sukke over mine manerer."
"Åh, Effie, se her!" siger Peeta. Han smider gaflen over skulderen og slikker bogstavelig talt tallerkenen ren, mens han sidder og grynter velfornøjet. Så sender han hende et luftkys og råber: "Vi savner dig, Effie!"
Jeg lægger min hånd over hans mund, men kan ikke lade være med at grine. "Stille! Tænk, hvis Cato sad lige uden for hulen."
Han fjerner min hånd. "Og hvad så? Nu har jeg jo dig til at beskytte mig," siger Peeta og trækker mig ind til sig.
"Kom nu," siger jeg irriteret og gør mig fri af hans arme, men ikke før han har fået et kys.
Lige så snart vi har pakket alt sammen og står uden for hulen, bliver vi alvorlige. Det er, som om de sidste par dage i hulen har været en slags ferie, en pause, i ly af regnen og fri for Cato, fordi han har været optaget af at jage Thresh. Og selvom solen skinner nu, og det er varmt, er vi ikke i tvivl om, at vi er tilbage i Spillet. Da Peeta har mistet de våben, han måtte have haft, giver jeg ham min kniv, som han sætter i sit bælte. Jeg ofrede tre pile, da jeg sprængte forsyningerne i luften, og to ved festen, og nu rasler de resterende syv lidt for meget i pilekoggeret. Jeg har ikke råd til at miste flere.
"Han jager os nu," siger Peeta. "Cato er ikke typen, der bare ligger og venter på, at byttet kommer forbi."
"Hvis han er såret ... " begynder jeg at sige.
"Det er lige meget," afbryder Peeta. "Hvis han kan bevæge sig, gør han det."
Regnen har fået vandløbet til at gå over sine bredder med en lille meter på hver side. Vi gør holdt og fylder vores vandbeholdere op. Jeg tjekker snarerne, jeg satte op nogle dage før, men de er tomme. Det kommer ikke som nogen overraskelse med det vejr. Og jeg har i øvrigt ikke set meget vildt i det her område.
"Hvis vi vil sikre os noget mad, er vi nødt til at gå tilbage til mine gamle jagtområder," siger jeg.
"Det afgør du. Sig, hvad jeg skal gøre," siger Peeta.
"Vær på vagt," siger jeg. "Hold dig så meget på stenene som muligt, så vi ikke efterlader spor, han kan gå efter. Og lyt for os begge to." Nu hersker der ingen tvivl om, at eksplosionen har kostet mig hørelsen på mit venstre øre.
Jeg ville gerne gå i vandløbet for at dække vores spor, men jeg er ikke sikker på, at Peetas ben kan klare strømmen. Selvom indsprøjtningen har klaret infektionen, er han stadig meget svag. Såret i min pande gør ondt ude i siderne, men det er endelig holdt op med at bløde efter tre dage. Jeg har en forbinding omkring for en sikkerheds skyld, hvis det skulle springe op igen.
Da vi går op langs vandløbet, passerer vi stedet, hvor jeg fandt Peeta kamufleret i mudder og planter. En af fordelene ved den kraftige regn og det fyldte vandløb er, at alle spor på bredden er slettet. Det betyder, at vi, hvis det skulle blive nødvendigt, kan vende tilbage til vores hule. Ellers ville jeg ikke risikere det, når nu Cato er ude efter os.
De store sten bliver til mindre sten og så til småsten, og til min store lettelse er vi omsider tilbage ved fyrrenålene og det let opadgående terræn. Og så går det op for mig, at vi har et problem. At skulle forcere et stenet terræn med dårligt ben er ... ja anstrengende, og derfor laver man en masse lyde. Men da vi kommer ud på det bløde leje af fyrrenåle, er Peeta stadig støjende. Og jeg mener virkelig støjende, som om han stamper i jorden. Jeg vender mig om og kigger på ham.
"Hvad?" spørger han.
"Du er nødt til at bevæge dig mere forsigtigt," siger jeg. "Og det er ikke af hensyn til Cato, men til alt det vildt du indtil videre har skræmt væk."
"Virkelig?" siger han. "Undskyld, det var jeg ikke klar over."
Vi fortsætter, og han er en lille smule bedre til at gå stille, men selvom jeg kun kan høre på det ene øre, får han mig til at fare sammen.
"Hvad med om du tog dine støvler af?" foreslår jeg.
"Her?" spørger han overrasket, som om jeg lige har bedt ham om at smide støvlerne og gå på glødende kul. Jeg er nødt til at minde mig selv om, at skoven for ham er et skræmmende, forbudt sted, som den omkring Distrikt 12. Jeg tænker på Gale og hans lydløse skridt. Det er en lille smule uhyggeligt, hvor lidt støj han laver, selv om efteråret, når bladene er faldet, og det er noget af en prøvelse at bevæge sig gennem skoven uden at skræmme vildtet. Jeg er sikker på, at han sidder og griner derhjemme.
"Ja," siger jeg tålmodigt. "Det gør jeg også. På den måde er vi mere stille." Som om jeg lavede støj. Så vi tager vores støvler og sokker af, og selvom lydniveauet bliver mindre, er jeg sikker på, at han gør sig umage med at træde på alle de tørre kviste, vi støder på.
Og selvom det tager flere timer at nå hen til Rudes og min gamle lejr, kommer det ikke som nogen overraskelse, at jeg ikke har skudt noget. Hvis vandløbet var mere roligt, kunne vi måske have fanget nogle fisk, men strømmen er for stærk. Da vi holder en pause for at drikke vand, prøver jeg at finde på en løsning. Det bedste ville være, hvis jeg kunne efterlade Peeta med en eller anden opgave, som at indsamle rødder, mens jeg gik på jagt, men så er han alene og har kun en kniv at forsvare sig med mod Catos spyd og styrke. Så jeg har i virkeligheden nok mest lyst til at få ham til at gemme sig et sikkert sted, selv gå ud og jage og så hente ham bagefter. Men noget siger mig, at hans ego ville lide alvorligt under det forslag.
"Kattua," siger han. "Vi er nødt til at dele os. Jeg skræmmer vildtet væk."
"Det er kun, fordi dit ben gør ondt," siger jeg stor i slaget, for i virkeligheden er det kun en lille del af problemet.
"Ja, det ved jeg," siger han. "Hvad med om du går videre? Vis mig nogle planter, jeg kan indsamle, så vi begge to kan gøre nytte."
"Ikke hvis Cato kommer og slår dig ihjel," forsøger jeg at sige i et venligt tonefald, men det lyder stadig, som om jeg synes, han er en svækling.
Han griner bare, til min store overraskelse. "Hør nu, jeg kan godt klare Cato. Glem ikke, at jeg har gjort det før."
Ja, og se, hvad der kom ud af det. Du lå og var lige ved at dø i en mudderbanke. Det har jeg lyst til at sige, men jeg gør det ikke. Han reddede mig jo netop ved at tage kampen op med Cato. Jeg forsøger mig med en anden taktik. "Hvad om du kravler op i et træ og holder udkig, mens jeg jager?" siger jeg og får det til at lyde som en meget vigtig opgave.
"Hvad med om du viser mig, hvad for nogle planter, der er spiselige, og så tager ud og skaffer os noget kød?" siger han og efterligner mit tonefald. "Bare lad være med at gå for langt væk, hvis du skulle få brug for hjælp."
Jeg sukker og viser ham, hvad for nogle rødder han skal grave efter. Der er ikke tvivl om, at vi har brug for mad. Et æble, to boller og en klump ost på størrelse med en blomme holder ikke længe. Jeg vil kun gå et lille stykke væk og håbe på, at Cato befinder sig et helt andet sted.
Jeg lærer ham et fuglefløjt - ikke en melodi som Rudes, men bare et enkelt signal med to toner - som vi kan bruge til at fortælle hinanden, at vi er okay. Det er han heldigvis god til. Så jeg efterlader ham med oppakningen og tager af sted.
Jeg føler mig som en elleveårig igen, men denne gang er det ikke hegnets sikkerhed, der trækker i mig, men Peetas sårbarhed. Så jeg bevæger mig kun tyve, måske tredive meter væk for at jage. Men lige så snart jeg er væk fra ham, bliver skoven igen levende med dyrelyde. Og da vi har udvekslet vores fløjtesignal med jævne mellemrum, beslutter jeg mig for, at det er sikkert nok at bevæge sig længere væk. Inden længe har jeg skudt to kaniner og et fedt egern. Det må være nok. Jeg kan sætte snarer op og måske fange nogle fisk. Og med Peetas rødder er det godt nok.
På den korte vej tilbage går det op for mig, at vi ikke har udvekslet vores signal i et stykke tid. Da jeg ikke modtager noget signal igen, begynder jeg at løbe. Og i løbet af ingen tid står jeg ved oppakningen, hvor der ligger en pæn bunke rødder ved siden af. Det lille stykke plastik er lagt ud på jorden, så solen kan nå det lag bær, der ligger på det. Men hvor er han?
"Peeta!" råber jeg panisk. "Peeta!" Det pusler i busken bag mig, og jeg er meget tæt på at skyde en pil lige igennem ham. Heldigvis får jeg drejet buen lidt til siden i sidste øjeblik, så pilen i stedet borer sig ind i et egetræ til venstre for ham. Han farer sammen, og hans høst af bær bliver spredt ud over buskadset.
Min bekymring kommer ud som vrede. "Hvad laver du? Du skulle blive her og ikke løbe omkring i skoven!"
"Jeg fandt nogle bær nede ved vandløbet," siger han og er tydeligvis overrasket over mit udbrud.
"Jeg fløjtede. Hvorfor fløjtede du ikke igen?" hvæser jeg ad ham.
"Jeg hørte det ikke. Vandet larmede åbenbart for meget," siger han. Han går hen og lægger sine hænder på mine skuldre. Og så er det, jeg mærker, at jeg ryster.
"Jeg troede, Cato havde slået dig ihjel!" råber jeg næsten.
"Nej, der er ikke sket noget med mig." Peeta lægger sine arme omkring mig, men jeg besvarer ikke hans omfavnelse. "Kattua?"
Jeg skubber mig ud af hans arme og prøver at finde hoved og hale i mine følelser. "Hvis to mennesker aftaler et signal, holder de kontakten løbende. For hvis en af dem ikke svarer, har vedkommende problemer, okay?"
"Okay!" siger han.
"Okay. For det var det, der skete med Rude, og hende så jeg dø!" siger jeg. Jeg vender mig væk fra ham, går over til oppakningen og åbner en ny flaske vand, selvom jeg stadig har noget tilbage i min egen. Men jeg er ikke klar til at tilgive ham. Jeg ser maden. Bollerne og æblet ligger urørt, men der er nogen, der har taget lidt af osten. "Og du har spist uden mig!" Jeg er i virkeligheden ligeglad, men jeg har bare brug for en undskyldning for at komme af med min vrede.
"Hvad? Vel har jeg ej," siger Peeta.
"Nå, så det var altså æblet, der spiste af osten?" siger jeg.
"Jeg ved ikke, hvad der har spist af osten," siger Peeta langsomt og tydeligt, som om han forsøger at styre sit temperament, "men det var ikke mig. Jeg har været nede ved vandløbet og plukke bær. Vil du have nogle?"
Det vil jeg faktisk, men jeg har ikke lyst til at virke for ivrig. Jeg går dog over og kigger på dem. Jeg har ikke set de her bær tidligere. Eller jo, det har jeg. Men ikke i arenaen. Det er ikke Rudes bær, selvom de ligner dem meget. De ligner heller ikke nogen, jeg har hørt om i træningscentret. Jeg læner mig frem og tager nogle stykker over i min håndflade og ruller et af dem mellem mine fingre.
Min fars stemme når mig. "Ikke dem her, Kattua. Aldrig dem her. Det er natblokkere. Du falder død om, inden de når ned i maven på dig."
I samme øjeblik bliver kanonen fyret af. Jeg snurrer rundt med en angstfyldt forventning om, at se Peeta falde om på jorden, men han hæver bare øjenbrynene. Aerofartøjet dukker op cirka hundrede meter væk. Rævefjæs' udsultede krop bliver løftet op i luften. Jeg kan se hendes røde hår glimte i solen.
Det kunne jeg have sagt mig selv, det øjeblik jeg opdagede den manglende ost ...
Peeta tager fat om armen på mig og skubber mig hen mod et træ. "Kravl op. Han kan være her hvert øjeblik. Vores chancer er bedre, hvis vi kæmper mod ham oppefra."
Jeg stopper ham og er fuldstændig rolig. "Nej, Peeta, det er dig, der har slået hende ihjel, ikke Cato."
"Hvad? Jeg har overhovedet ikke set hende siden den første dag," siger han. "Hvordan kan jeg så have slået hende ihjel?"
Som svar holder jeg hånden med bærrene frem mod ham.
Det tager et øjeblik at forklare sagens sammenhæng for Peeta. Hvordan Rævefjæs stjal mad fra forsyningsbunken, før jeg sprængte den i stykker, hvordan hun kun lige tog det allermest nødvendige, så ingen skulle fatte mistanke, hvordan hun ikke ville tvivle på bær, vi plukkede til os selv.
"Gad vide, hvordan hun fandt frem til os," siger Peeta. "Det er nok min skyld, hvis jeg larmer så meget, som du siger, jeg gør."
Ja, vores færdsel i skoven har været omtrent lige så diskret, som hvis en flok køer var kommet brasende, men jeg prøver at være venlig. "Og så er hun ret udspekuleret, Peeta. Eller var. Indtil du overgik hende i snedighed."
"Ikke med vilje. Det føles en lille smule uretfærdigt. Jeg mener, vi ville begge to være døde nu, hvis hun ikke havde spist af bærrene først." Han kigger ned ad sig selv. "Og alligevel ikke. Du genkendte dem, gjorde du ikke."
Jeg nikker. "Vi kalder dem natblokkere."
"Selv navnet lyder livsfarligt," siger han. "Undskyld, Kattua. Jeg troede, at det var de samme bær, som du plukkede."
"Du behøver ikke undskylde. Det betyder jo bare, at vi er et skridt nærmere Distrikt Tolv, ikke?" siger jeg.
"Jeg smider resten af dem ud," siger Peeta. Han folder plastikstykket sammen, så bærrene bliver inde i det, og går hen mod buskadset for at smide dem ud.
"Vent!" råber jeg. Jeg finder læderpungen frem, som tilhørte drengen fra Distrikt 1, og fylder den med nogle af bærrene fra plastikstykket. "Hvis Rævefjæs blev narret af dem, så bliver Cato det måske også. Hvis han kommer efter os, kan vi lade, som om vi taber læderpungen, og hvis han så spiser dem ... "
"Så er det goddag igen Distrikt Tolv," siger Peeta.
"Nemlig," siger jeg og sætter læderpungen fast i mit bælte.
"Nu ved han, hvor vi er," siger Peeta. "Hvis han var i nærheden og så aerofartøjet, så ved han, at vi har slået hende ihjel, og kommer efter os."
Peeta har ret. Det kan meget vel være den mulighed, Cato har ventet på. Men selvom vi løber nu, så er der stadig kødet, der skal steges, og vores bål vil bare være en ny ledetråd til vores opholdssted. "Lad os lave et bål. Lige nu og her." Jeg begynder at samle kviste og tørre grene.
"Er du klar til at møde ham nu?" spørger Peeta.
"Jeg er klar til at spise nu. Det er bedre at tilberede maden, mens muligheden er der. Hvis han ved, at vi er her, så ved han det. Men han ved også, at vi er to, og han tror sikkert, at vi forfulgte Rævefjæs. Det betyder, at du er kommet dig. Og bålet betyder, at vi ikke gemmer os, men at vi inviterer ham herhen. Ville du dukke op?" spørger jeg.
"Nok ikke," siger han.
Peeta er genial, når det kommer til at tænde bål, og får hurtigt ild i det fugtige træ. På ingen tid ligger kaninerne og egernet på bålet, og rødderne er pakket ind i blade og ligger og bager i kullene. Vi skiftes til at samle urter og holde udkig efter Cato, men han dukker ganske rigtigt ikke op. Da maden er færdigstegt, pakker jeg det meste af det sammen og giver os hver et kaninlår, som vi kan spise, mens vi går.
Jeg vil gerne længere op i skoven, kravle op i et træ og slå lejr for natten, men Peeta modsætter sig min plan. "Jeg kan ikke kravle ligesom dig, Kattua, især ikke med mit ben. Og jeg tror aldrig, at jeg kunne falde i søvn femten meter over jorden."
"Det er ikke sikkert at overnatte i det åbne landskab," siger jeg. "Hvad med om vi går tilbage til hulen?" spørger han. "Den er tættere på vandet og nem at forsvare."
Jeg sukker. Det betyder flere timers vandring - eller rettere brasen - gennem skoven for at komme til et område, som vi er nødt til at forlade igen i morgen, når vi skal jage. Men Peeta har ikke forlangt meget. Han har fulgt mine instrukser hele dagen, og jeg er ikke i tvivl om, at han ville undlade at trække mig med op i et træ, hvis jeg ikke havde lyst til det. Det går op for mig, at jeg ikke har været særlig sød ved Peeta i dag. Jeg har brokket mig over, hvor meget han støjede, og råbt ad ham, da han forsvandt. Den sorgløse romantik i hulen har lidt voldsomt under den varme sol og truslen om Cato. Haymitch er sikkert godt og grundigt træt af mig. Og hvad angår seerne ...
Jeg rækker op og giver ham et kys. "Selvfølgelig. Lad os gå tilbage til hulen."
Han ser lettet og glad ud. "Nå, det var jo ikke så slemt."
Jeg vrikker forsigtigt pilen ud af egen, så den ikke går i stykker. Pilene er lig med mad, sikkerhed og overlevelse.
Vi smider en ordentlig bunke træ på bålet, så det kan brænde og sende røg op, selvom jeg tvivler på, at Cato falder for det nummer nu. Da vi når frem til vandløbet, kan jeg se, at vandstanden er faldet markant, og at det flyder lige så roligt som før, så jeg foreslår, at vi går tilbage nede i vandløbet. Peeta følger efter uden indsigelser, og da han er meget mere stille i vand end på land, er idéen dobbelt så god. Det er dog en lang tur tilbage til hulen, selvom det går ned ad bakke, og selvom vi har kaninkødet til at holde os kørende med. Vi er begge to udmattede af turen i dag og stadig ikke mætte nok. Jeg holder min bue spændt, dels på grund af faren for Cato, men også hvis jeg skulle få øje på en fisk. Men vandløbet virker mærkeligt tomt for liv.
Da vi når frem til hulen, slæber vi fødderne efter os, og solen er ved at gå ned. Vi fylder vores flasker og kravler op ad skråningen til vores lille hule. Den ser ikke ud af meget, men her i vildmarken er den det tætteste, vi kommer på et hjem. Den er også varmere end et træ, for den giver læ for den vind, der er begyndt at blæse vestfra. Jeg lægger godt med mad frem, men halvvejs igennem måltidet er Peeta ved at falde i søvn. Efter flere dage uden at bevæge sig har jagten tæret på hans kræfter. Jeg får ham ned i soveposen og gemmer resten af hans mad, til han vågner igen. Han falder i søvn med det samme. Jeg trækker soveposen helt op under hans hage og kysser ham på panden, ikke for seernes skyld, men for min egen. For jeg er så taknemmelig over, at han stadig er her og ikke ligger død ved vandløbet, som jeg i sin tid troede. Og jeg er så lettet over, at jeg ikke skal møde Cato alene.
Voldelige, blodige Cato, der kan brække en hals med et ryk med armen, Cato, som havde styrken til at overvinde Thresh, og som har været ude efter mig, siden Spillet begyndte. Han har sikkert næret et særligt had til mig, lige siden jeg fik højere karakterer end ham i træning. En dreng som Peeta ville bare være ligeglad. Men jeg har på fornemmelsen, at det har påvirket Cato voldsomt. Hvilket ikke er svært at forestille sig, når man tænker på hans latterlige reaktion, da han så, at forsyningerne var sprængt i stumper og stykker. De andre var selvfølgelig også vrede, men han var helt fra den. Gad vide om Cato egentlig er helt normal.
Himlen bliver oplyst af byvåbnet, og jeg ser Rævefjæs' ansigt på himlen, og så forsvinder det for evigt. Peeta har ikke sagt noget, men jeg tror ikke, at han har det godt med at have dræbt hende, selvom det var nødvendigt. Jeg kan ikke sige, at jeg vil savne hende, men jeg beundrede hende. Hvis man havde givet os en prøve, er jeg sikker på, at hun ville have vist sig at være den klogeste af alle sonerne. Og jeg er sikker på, at hun ville have fornemmet det, hvis vi havde lagt en fælde for hende med bærrene, og så undgået dem. Det var Peetas uvidenhed, der blev hendes endeligt. Jeg har været så bekymret for, at jeg måske skulle komme til at undervurdere mine modstandere, at jeg helt har glemt, at det er lige så farligt at overvurdere dem.
Og så er jeg tilbage ved Cato. Men hvor jeg ligesom havde en fornemmelse af, hvad Rævefjæs var for en størrelse, og hvordan hun greb tingene an, er Cato mere mystisk. Han er stærk og veltrænet, men er han klog? Jeg ved det ikke. I hvert fald ikke på hendes måde. Og han besidder ikke samme selvkontrol, som Rævefjæs gjorde. Jeg tror, at Cato meget hurtigt kunne miste overblikket, hvis han fik et raserianfald. Ikke at jeg er meget bedre på det punkt. Jeg kommer til at tænke på det øjeblik, hvor jeg skød pilen ind i æblet på grisens mund, da jeg blev rasende. Måske forstår jeg faktisk Cato meget bedre, end jeg selv lige tror.
På trods af trætheden i min krop, kværner tankerne rundt i mit hoved, så jeg lader Peeta sove meget længere end aftalt. Faktisk begynder det så småt at gry, da jeg ryster ham i skulderen. Han kigger overrasket op. "Har jeg sovet hele natten? Det er jo ikke rimeligt, Kattua, du skulle have vækket mig."
Jeg strækker mig og lægger mig ned i soveposen. "Jeg lægger mig til at sove nu. Væk mig, hvis der sker noget spændende."
Det gør der åbenbart ikke, for da jeg åbner øjnene igen, står der et varmt eftermiddagslys ind gennem sprækkerne i stenene. "Noget nyt om vores ven?" spørger jeg.
Peeta ryster på hovedet. "Nej, han holder en foruroligende lav profil."
"Hvor lang tid tror du, vi har, før Spilmestrene beslutter at drive os sammen?" spørger jeg.
"Tja, Rævefjæs døde for næsten et døgn siden, så der har været rigeligt med tid for seerne til at satse penge og begynde at kede sig. Det må være lige op over," siger Peeta.
"Jeg har også på fornemmelsen, at det kommer til at ske i dag," siger jeg. Jeg sætter mig op og kigger ud på det fredfyldte område. "Hvordan mon de vil gøre det?"
Peeta siger ikke noget. Og det er også svært at svare på.
"Nå, men indtil de gør det, så er der ingen grund til at spilde en jagtdag. Først skulle vi måske spise, så meget vi kan, hvis vi nu får problemer," siger jeg.
Peeta pakker vores ting sammen, mens jeg sørger for at gøre maden klar. Vi spiser resten af kaninen, rødderne, urterne og bollerne, med det der er tilbage af osten. Det eneste, jeg gemmer til senere, er egernkødet og æblet.
Da vi har spist, er der ikke andet tilbage end en bunke kaninknogler. Mine fingre er fedtede, hvilket får mig til at føle mig endnu mere beskidt. Det kan godt være, at vi ikke tager bad hver dag i Fugen, men vi var meget renere hjemme, end jeg har været længe. Bortset fra mine fødder, der har gået igennem vandløbet, er jeg dækket af et lag snavs.
Da vi forlader hulen, virker det så definitivt. Jeg tror ikke, at vi kommer til at tilbringe flere nætter i arenaen. På en eller anden måde har jeg en fornemmelse af, at det bliver i dag, jeg forlader den. Død eller levende. Jeg klapper stenene farvel, og vi går ned mod vandløbet for at vaske os. Min krop klør efter det kolde vand. Jeg vil nok flette mit hår, mens det er vådt. Og måske kan vi oven i købet nå at vaske vores tøj hurtigt, når vi når frem til vandløbet. Eller det, der plejede at være vandløbet. Vandløbets leje er tørlagt. Jeg mærker efter med hånden.
"Det er ikke engang fugtigt. De må have tømt det, mens vi sov," siger jeg. Jeg kan mærke angsten for den tørre tunge, de ømme led og den døsige tilstand, fra sidst jeg tørstede, krybe ind over mig. Vores vandbeholdere er stadig rimeligt fyldte, men nu er vi to, der skal drikke, og med den bagende sol kommer det ikke til at tage lang tid, før vi har tømt dem alle.
"Søen," siger Peeta. "Det er der, de vil have os hen."
"Måske er der stadig lidt vand i de små søer," siger jeg håbefuldt.
"Vi kan da se efter," siger han, men kun for at gøre mig glad. Og jeg ved også udmærket, hvad vi vil finde, når vi vender tilbage til den lille sø, hvor jeg lagde mit ben i blød. Et støvet, gabende hul. Men vi tager alligevel derhen, blot for at få bekræftet hvad vi allerede ved.
"Du har ret. De vil have os hen mod søen," siger jeg. Hvor vi ikke kan skjule os. Hvor de er garanteret et blodigt slag med døden til følge, uden at noget står i vejen for deres kameraer. "Vil du derop med det samme, eller skal vi vente, til vi er løbet tør for vand?"
"Lad os tage af sted med det samme, mens vi er mætte og udhvilede. Lad os bare få det overstået," siger han.
Jeg nikker. Det er mærkeligt. Jeg har det næsten, som var det Spillets første dag. Som om intet har ændret sig for mig. Enogtyve sonere er døde, men jeg er stadig nødt til at slå Cato ihjel. Og har det i virkeligheden ikke hele tiden været meningen, at det var ham, jeg skulle slå ihjel? Nu virker de andre sonere pludselig bare som mindre forhindringer og afledningsmanøvrer op mod Spillets virkelige kamp. Cato og mig.
Men nej, for der sidder en dreng og venter ved min side. Jeg kan mærke hans arm omkring mig.
"To mod en. Det burde være let nok," siger han.
"Næste gang vi spiser, bliver det i Capitol," svarer jeg.
"Det kan du bande på," siger han.
Vi står låst i en omfavnelse et godt stykke tid, mærker hinanden, solen, bladene ved vores fødder. Og uden et ord slipper vi hinanden og går af sted mod søen.
Jeg er ligeglad med, at Peetas skridt skræmmer vildtet væk, og fuglene flyver op. Vi skal kæmpe mod Cato, og det kan lige så godt blive her, som ude på marken. Men jeg tvivler på, at jeg har et valg. Hvis Spilmestrene vil have os ud i det åbne, så bliver det der, vi skal hen.
Vi holder en pause under det træ, hvor ambisonerne omringede mig. Resterne af sporingshvepsereden, der er slået sammen af regnen og tørret ind af solen, fortæller mig, hvor vi er. Jeg pirker til reden med tåen af min støvle, og den opløses i støv, der hurtigt bliver spredt for vinden. Jeg kigger op i træet, hvor Rude gemte sig og ventede på at redde mig. Sporingshvepsene. Glimmers opsvulmede lig. De frygtelige syner ...
"Lad os komme videre," siger jeg, for jeg vil væk fra den dystre stemning, der omgiver stedet. Peeta protesterer ikke.
På grund af vores sene start på dagen, er det så småt ved at blive aften, da vi når frem til marken. Vi kan ikke få øje på Cato. Det eneste, vi kan se, er Overflødighedshornet, der ligger og gløder i dagens sidste solstråler. For at være helt sikre på, at Cato ikke laver samme nummer, som Rævefjæs gjorde, går vi i en stor bue rundt om Overflødighedshornet og konstaterer, at det er tomt. Og så går vi lydigt over til søen for at fylde vores vandbeholdere op, som om vi havde fået udstukket en ordre.
Jeg kigger bekymret på den nedgående sol. "Jeg vil ikke kæmpe mod ham i mørke. Vi har kun det ene par natbriller."
Peeta drypper omhyggeligt vandet med jod. "Det er måske det, han venter på. Hvad skal vi gøre? Gå tilbage til hulen?"
"Enten det, eller finde et træ. Vi giver ham en halv time mere. Og så gemmer vi os," svarer jeg.
Vi sidder, fuldt synlige, ved søen. Der er ingen grund til at gemme sig nu. Jeg kan se en masse sladredrosler hoppe omkring i træerne ovre ved skovbrynet. De synger sange frem og tilbage til hinanden, som kulørte bolde. Jeg åbner munden og synger Rudes melodi med fire toner. Fuglene holder nysgerrigt op med deres forehavende ved lyden af min stemme. Jeg gentager de fire toner i stilheden. Først er der én sladredrossel, der synger de samme toner tilbage, og så endnu en. Og så er hele verden levende med de fire toner.
"Fuldstændig som din far," siger Peeta.
Mine fingre griber ud efter nålen på min trøje. "Det er Rudes sang," siger jeg. "Jeg tror, at de kan huske den."
Musikken fylder mere og mere, og inden længe lyder det sælsomt elegant. Tonerne overlapper hinanden, komplimenterer hinanden og danner en smuk og overjordisk harmoni. Det var altså den lyd, der, takket være Rude, sendte arbejderne i frugtplantagerne i Distrikt 11 hjem hver aften. Er der andre, der sætter den i gang nu, hvor hun er død?
Jeg lukker øjnene et øjeblik og lytter, fortryllet af sangens skønhed. Så er der noget, der forstyrrer musikken. Løb i siksak. Mislyde der bryder ind i melodien. Sladredroslernes stemmer hæver sig til et alarmerende skrig.
Vi står op, Peeta med kniven i hånden, og mig med buen spændt, da Cato braser ud gennem træerne og løber hen mod os. Han har ikke noget spyd. Han har faktisk ingen våben, og alligevel løber han med kurs lige mod os. Min første pil rammer ham lige i brystet, men preller af en eller anden grund af.
"Han har en slags rustning på," råber jeg til Peeta.
Og det er i sidste øjeblik, for nu er Cato henne ved os. Jeg gør mig klar til kamp, men han stormer lige ind imellem os uden at gøre tegn til at ville stoppe. Jeg kan høre på ham, at han har løbet langt og længe. Ikke mod os. Væk fra noget. Men hvad?
Jeg kigger over mod skovbrynet og får i det samme øje på en skabning, der springer ud på marken. Og idet jeg vender mig om, ser jeg endnu flere skabninger følge efter den første. Og så spurter jeg af sted efter Cato uden tanke på andet end at redde mig selv.
Mutationer. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Jeg har ikke set de her skabninger før, men det er ikke naturlige dyr. De ligner enorme ulve, men jeg har aldrig før hørt om ulve, der lander og balancerer på bagbenene. Eller om ulve, der vinker de andre fremad, som om de havde et håndled. Det er de ting, jeg bemærker på afstand, men jeg er sikker på, at de kan afsløre mange flere ubehagelige træk på nært hold.
Cato er styret direkte hen mod Overflødighedshornet, og jeg er lige i hælene på ham. Hvis han mener, at det er det sikreste sted, så har han nok ret. Og selvom jeg kunne nå hen til træerne, så ville det være umuligt for Peeta at følge med på det dårlige ben - Peeta! Jeg har netop lagt hænderne på den spidse endes metal, da jeg kommer i tanke om, at jeg er på hold med en anden. Han er cirka femten meter bag mig, og han humper af sted, alt hvad han kan, men mutaerne indhenter ham hurtigt. Jeg skyder en pil ind i flokken, og en af dem vælter omkuld, men der er mange til at tage dens plads.
Peeta gør tegn til, at jeg skal kravle op på hornet. "Op, Kattua! Op!"
Han har ret. Jeg kan ikke beskytte nogen af os fra jorden. Jeg kravler op ad Overflødighedshornets side med hænder og fødder. Guldoverfladen er udformet, så den ligner hornet, vi samler ind i ved høsten, så der er små riller og fuger, man kan få hånd- og fodfæste i. Men efter at have stået en hel dag ude i den brændende sol, er metallet så varmt, at det giver små vabler i hænderne.
Cato ligger på siden helt oppe på toppen af hornet, seks meter over jorden, og hiver efter vejret og brækker sig ud over siden. Nu har jeg chancen for at gøre det af med ham. Jeg stopper halvvejs oppe ad hornet, spænder min bue og skal til at skyde, da jeg hører Peeta råbe. Jeg vender mig om og kan se, at han er nået frem til hornets spids med mutaerne lige i hælene.
"Kravl op!" råber jeg. Peeta begynder opstigningen, men han er hæmmet af sit dårlige ben og kniven i hånden. Jeg skyder en pil ned i gabet på den første muta, der når hen til hornet. Da den dør, langer den ud og kommer til at såre nogle fra sin flok. Og så ser jeg dens kløer. De er ti centimeter lange og knivskarpe.
Peeta når op til mine fødder, og jeg rækker ud efter ham og trækker ham opad. Så kommer jeg i tanke om Cato, der ligger og venter på toppen, og kigger lynhurtigt hen mod ham. Men han er krøbet sammen i en kugle af krampe og er åbenbart meget mere optaget af mutaerne end os. Han lirer noget uforståeligt af. Den snøftende, knurrende lyd fra mutaerne overdøver ham.
"Hvad?" råber jeg til ham.
"Han spørger, om de kan kravle op," svarer Peeta og vender igen min opmærksomhed ned mod mutaerne.
De er så småt ved at være fremme alle sammen. Da de er samlet, rejser de sig op på bagbenene og minder uhyggeligt meget om mennesker. De har alle sammen en tyk pels, nogle af dem med lange lige hår, og andre med krøller. Farverne varierer fra kulsort til noget, der minder om blondt hår. Der er noget andet ved dem, noget der får mine nakkehår til at rejse sig, men jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad det er.
De lægger snuderne ind mod hornet og snuser og smager på metallet, skraber på hornet med deres poter og hyler så højt til hinanden. Det må være sådan, de kommunikerer, for pludselig bakker de tilbage, for ligesom at gøre plads. Så er der en af dem, en forholdsvis stor muta med silkeblød blond pels, der tager tilløb og hopper op på hornet. Den må have helt fantastisk stærke bagben, for den lander kun tre meter fra os og trækker sine lyserøde læber tilbage og snerrer. Den bliver hængende et øjeblik, og så er det pludselig, at jeg kan se, hvad det er ved mutaerne, der får hårene til at rejse sig på mig. De grønne øjne, der stirrer på mig, ligner ikke nogle fra en hund, ulv eller anden hundelignende race, jeg har set før. Det er menneskeøjne. Og jeg har knap nok konstateret dette, før jeg bemærker halsbåndet med nummer 1 sat i med diamanter, da den frygtelige sandhed går op for mig. Det blonde hår, de grønne øjne, nummeret ... det er Glimmer.
Jeg skriger og har svært ved at holde pilen på plads. Jeg har ventet med at skyde, vel vidende at mit lager af pile er bekymrende lille. Og fordi jeg ville vente, indtil jeg vidste, om de faktisk kunne kravle op. Men selv nu, hvor mutaen faktisk er begyndt at glide baglæns og ikke kan holde fast på metallet, og jeg kan høre den hvinende lyd fra kløerne, som negle hen over en tavle, skyder jeg ind i dens hals. Den spjætter med kroppen og falder ned på jorden med et bump.
"Kattua?" Peeta griber fat om min arm.
"Det er hende," får jeg frem.
"Hvem?" spørger Peeta.
Mit hoved rykker fra side til side, mens jeg sidder og kigger indgående på hele flokken, hver enkelt mutas størrelse og farve. Den lille med den røde pels og lysebrune øjne ... Rævefjæs. Og der, med askeblondt hår og nøddebrune øjne, er drengen fra Distrikt 9, som døde, da vi kæmpede om rygsækken! Og værst af alt, den mindste af alle mutaerne, med mørk skinnende pels, store brune øjne og et halsbånd med nummer 11 vævet i strå. Med arrige blotlagte tænder. Rude ...
"Hvad er der, Kattua?" Peeta rykker mig i skulderen.
"Det er dem. Det er dem alle sammen. De andre. Rude og Rævefjæs og ... alle de andre sonere," hikster jeg.
Peeta gisper, da det går op for ham. "Hvad har de gjort ved dem? Tror du ... det er deres rigtige øjne?"
Deres øjne er min mindste bekymring. Hvad med deres hjerner? Har de fået overført nogle af de rigtige soneres minder? Er de programmeret til at hade især vores ansigter, fordi vi har overlevet, og de blev slået ihjel? Og de af dem, vi faktisk slog ihjel ... tror de, at de nu hævner deres egen død?
Før jeg får sagt noget, indleder mutaerne et nyt angreb på hornet. De har delt sig i to grupper på hver sin side af hornet, og bruger deres kraftfulde bagben til at kaste sig op imod os. Nogle tænder snapper ud kun få centimeter fra min hånd, og så hører jeg Peeta råbe op og mærker et ryk i hans krop, da vægten af drengen og mutaen trækker mig ud over siden. Hvis ikke han havde fat om min arm, ville han ligge på jorden lige nu, men det lykkes mig at holde os oppe på toppen af det buede horn. Og der kommer flere sonere.
"Dræb den, Peeta! Dræb den!" Jeg råber, selvom jeg ikke rigtig kan se, hvad der foregår, men han må have ramt den, for trækket bliver pludselig lettere. Det lykkes mig at trække ham op på hornet, hvor vi så kravler videre opad, mod det mindste af de to onder.
Cato er stadig ikke på fødderne, men han trækker vejret mere kontrolleret, og jeg ved, at han snart er klar nok i hovedet til at komme mod os og smide os ud over siden til den visse død. Jeg spænder buen, men ender med at skyde en muta, der kun kan være Thresh. Hvem kan ellers hoppe så højt? Jeg føler et øjebliks lettelse over at være uden for mutaernes rækkevidde og vender mig om for at holde øje med Cato, da Peeta bliver flået væk fra min side. Jeg er sikker på, at flokken har fået fat i ham, men så sprøjter hans blod ned i ansigtet på mig.
Cato står foran mig, næsten helt ude ved kanten af hornets mun-ding, og med armen om Peetas hals, så han ikke kan trække vejret. Peeta kradser svagt på Catos arm, som om han ikke rigtig kan gøre op med sig selv, om det er vigtigere at trække vejret eller stoppe blodet, der vælter ud af et sår i hans læg, som en muta har efterladt. Jeg sigter på Catos hoved med den ene af mine to resterende pile, vel vidende at den bare vil prelle af på hans tætsiddende hudfarvede rustning. En topmoderne rustning fra Capitol. Var det det, der var i hans rygsæk til festen? En rustning, der kunne beskytte ham mod mine pile? De glemte bare at tage højde for en ansigtsbeskytter.
Cato griner bare. "Hvis du skyder mig, ryger han med ned." Han har ret. Hvis jeg rammer ham, og han ryger ned til muta-erne, er Peeta så godt som død. Det er dødt løb. Jeg kan ikke skyde Cato, uden også at komme til at slå Peeta ihjel. Og slår han Peeta ihjel, vil han med garanti få en pil i hjernen. Vi står alle anstrengt og overvejer en udvej.
Mine muskler er så spændte, at der ingen garanti er for, hvad de kan finde på at gøre. Jeg bider sammen, så jeg har ondt i kæberne. Mutaerne er stille, og det eneste, jeg kan høre, er min egen puls.
Peetas læber er ved at blive blå. Hvis jeg ikke gør noget snart, bliver han kvalt, og så vil Cato sikkert bruge hans krop som våben mod mig. Faktisk er jeg ret sikker på, at det er Catos plan, for selvom han er holdt op med at le, smiler han stadig selvsikkert.
Med en sidste kraftanstrengelse løfter Peeta sine fingre, der drypper med blod fra hans ben, op mod Catos arm. I stedet for at prøve at kæmpe sig fri, tegner han et tydeligt 'X' på oversiden af Catos hånd. Det går op for Cato, hvad det betyder, præcis et sekund efter, at jeg har forstået det, han holder nemlig op med at smile. Men det er et sekund for sent, for der har min pil allerede spiddet hans hånd. Han skriger og slipper Peeta, der giver ham et ordentligt skub bagud. Et frygteligt øjeblik tror jeg, at de begge to er ved at falde ud over kanten. Jeg styrter frem og får akkurat kun lige fat i Peeta, da Cato glider på det blodsølede horn, mister fodfæstet og falder ned mod jorden.
Vi hører ham ramme jorden, og luften der bliver presset ud af ham, og så overfalder mutaerne ham. Peeta og jeg står og holder om hinanden og venter på at høre kanonen blive fyret af, venter på, at konkurrencen er overstået, venter på at blive frigivet. Men der sker ikke noget. Ikke endnu. For det her er klimakset på Dødsspillet, og seerne forventer et show.
Jeg kigger ikke, men jeg kan høre snerren og knurren efterfulgt af smerteskrig fra både mutaer og menneske, da Cato kæmper mod flokken. Jeg forstår ikke, at han kan overleve, indtil det går op for mig, at han har sin rustning på, som beskytter ham fra halsen og ned til anklerne, og så ved jeg, at det bliver en lang nat. Cato må have haft en kniv eller et sværd eller sådan noget gemt på sig, for der lyder dødsskrig fra mutaerne en gang imellem, samt lyden af metal mod metal, når våbnet rammer det gyldne horn. De kæmpende bevæger sig ud på siden af Overflødighedshornet, og jeg ved, at Cato prøver at redde livet ved at komme tilbage til enden af hornet, så han kan kravle op igen. Men trods hans bemærkelsesværdige styrke og evner, bliver han alligevel overmandet til sidst.
Jeg ved ikke, hvor længe der er gået, måske en time, da Cato falder om på jorden, og vi kan høre, at mutaerne trækker af sted med ham, trækker ham ind i Overflødighedshornet. Nu slår de ham ihjel, tænker jeg. Men kanonen bliver stadig ikke affyret.
Mørket falder på, nationalsangen bliver spillet, men der er stadig intet billede af Cato på nattehimlen, kun den svage jamren inde fra hornet, der når op til os gennem metallet. Den iskolde vind, der blæser hen over marken, minder mig om, at Spillet ikke er forbi, og måske ikke bliver det foreløbig, og at der ingen garanti er for sejr.
Jeg vender mig om mod Peeta og opdager, at hans ben bløder kraftigt. Alle vores forsyninger og rygsække ligger nede ved søen, hvor vi efterlod dem i vores flugt fra mutaerne. Jeg har ingen bandage eller andet, der kan stoppe blødningen fra hans læg. Selvom jeg hundefryser i den bidende kulde, tager jeg min jakke af, fjerner min trøje og lyner hurtigt jakken igen. Men det korte øjeblik uden overtøj har allerede fået mine tænder til at klapre helt hysterisk.
Peetas ansigt er gråligt i det blege måneskin. Jeg får ham til at lægge sig ned, før jeg begynder at undersøge såret. Varmt, klistret blod flyder ud over mine fingre. En forbinding kan ikke gøre det. Jeg har set min mor binde en årepresse nogle gange og prøver at genskabe den ud fra hukommelsen. Jeg skærer et ærme af trøjen, binder det to gange rundt om hans ben lige under knæet, og binder så en løkke. Jeg har ikke en pind, så jeg tager min sidste pil og sætter den ind i løkken og vrider den så hårdt omkring, som jeg nu tør. Det er farligt, for Peeta risikerer at miste sit ben. Men når jeg vejer det op imod risikoen for, at han mister livet, hvad er alternativet så? Jeg forbinder såret med resten af min trøje og lægger mig ned ved siden af ham.
"Du må ikke falde i søvn," siger jeg til ham. Jeg er ikke sikker på, at det er den korrekte medicinske procedure, men jeg er skrækslagen ved tanken om, at han falder i søvn og aldrig mere vågner.
"Fryser du?" spørger han. Han lyner sin jakke op, og jeg lægger mig tæt op ad ham, da han lyner den igen. Det hjælper en lille smule at dele varme inde under et dobbelt lag jakker, men natten er ung endnu. Temperaturen vil blive ved med at falde. Overflødighedshornet, der var så brændende varmt, da jeg kravlede op på det, er ved at blive iskoldt.
"Cato kan stadig godt nå at vinde det her," hvisker jeg til Peeta.
"Nej, det kan han ikke," siger han og trækker min hætte over mit hoved, men han ryster mere, end jeg gør.
De næste timer er de værste i mit liv, og det er ikke så lidt, når man tænker over det. Kulden er slem nok, men det egentlige mare-ridt er at ligge og lytte til Cato, der klynker, tigger og til sidst bare jamrer, mens mutaerne er i gang med ham. Efter meget kort tid er jeg ligeglad med, hvem han er, eller hvad han har gjort, jeg vil bare have, at der skal komme en ende på hans lidelser.
"Hvorfor slår de ham ikke bare ihjel?" spørger jeg Peeta.
"Det ved du godt," siger han og trækker mig ind til sig.
Og det gør jeg. Der er ingen seere, der slukker for udsendelsen nu. Ifølge Spilmestrene er dette den ultimative underholdning.
Det bliver ved og ved og optager til sidst alle mine tanker, lukker alle minder ude, slukker et håb om en morgendag, sletter alt ud over dette øjeblik, som jeg så småt er begyndt at tro aldrig vil slutte. Vi vil altid være kolde og bange og forpinte over at høre lydene fra den døende dreng i hornet.
Peeta er begyndt at falde hen, og hver gang det sker, råber jeg hans navn højere og højere, for hvis han dør nu, ved jeg, at jeg bliver sindssyg. Han kæmper imod, sikkert mere af hensyn til mig end sig selv, og det er svært, for bevidstløshed ville være en kærkommen flugtvej. Men adrenalinen, der pumper rundt i kroppen på mig, tillader mig ikke at følge efter ham, så jeg kan ikke lade ham forsvinde. Det kan jeg ikke.
Det eneste tegn på, at tiden går, er månens skiftende position på himlen. Det fortæller Peeta mig, og han insisterer på, at jeg følger den, og i korte øjeblikke klynger jeg mig til glimtvise håb, før den ulidelige nat igen klæber sig til mig.
Til sidst kan jeg høre ham hviske, at solen er ved at stå op. Jeg åbner øjnene og kan se, at stjernerne er ved at blegne i daggryets første svage lys. Jeg kan også se, hvor bleg Peeta er. Hvor lidt tid han har tilbage. Og jeg ved, at jeg er nødt til at få ham tilbage til Capitol.
Men kanonen er stadig ikke affyret. Jeg lægger mit gode øre ned mod hornet og kan akkurat lige høre Catos stemme.
"Jeg tror, at han er nærmere nu. Kan du skyde ham, Kattua?" spørger Peeta.
Hvis han er i nærheden af hornets munding, kan jeg måske ramme ham. Det ville være af ren og skær barmhjertighed nu.
"Min sidste pil sidder i din årepresse," siger jeg.
"Lad den gøre nytte," siger Peeta og lyner op, så jeg kan kravle ud.
Så jeg får pilen fri og binder årepressen så stramt, som mine frosne fingre nu kan. Jeg gnubber hænderne mod hinanden for at få blodcirkulationen i gang. Da jeg kravler hen til kanten over hornets munding, griber Peeta fat om benet på mig for at støtte mig.
Det tager et øjeblik, før jeg får øje på Cato og al blodet i det svage morgenlys. Og så kommer der en lyd fra den klump kød, der engang var min fjende, og jeg ved, hvor hans mund er. Og jeg er næsten sikker på, at det, han siger, er: gør det.
Det er medlidenhed, og ikke hævn, der sender pilen ind i hovedet på ham. Peeta trækker mig tilbage. Jeg har buen i hånden, men pilekoggeret er tomt.
"Fik du ham?" hvisker han.
Kanonen bliver affyret som svar.
"Så har vi vundet, Kattua," siger han hult.
"Hurra for os," siger jeg, men min stemme afspejler ingen sejrstriumf.
Der bliver åbnet et hul i jorden, og som på kommando løber de resterende mutaer ned i det og forsvinder, da jorden lukker sig over dem.
Vi venter på, at aerofartøjet skal komme og afhente Catos lig, på at sejrstrompeterne skal gjalde, men der sker ikke noget.
"Hey!" råber jeg ud i luften. "Hvad sker der?" Men kun lyden af de første vågne fugle når os.
"Måske er det liget. Måske skal vi bevæge os væk fra det," siger Peeta.
Jeg prøver at tænke efter. Plejer man at gå væk fra den døde soner, når det er den sidste, der er slået ihjel? Jeg er for omtåget oppe i mit hoved til at huske det, men det må være det, der er årsagen til forsinkelsen.
"Okay. Tror du, at du kan klare det hen til søen?" spørger jeg. "Det må jeg hellere," siger Peeta.
Vi krabber os forsigtigt ned til hornets spids og glider ned mod jorden. Hvis jeg er så stiv i mine led, hvordan kan Peeta så overhovedet bevæge sig? Jeg kommer først på benene og svinger både dem og mine arme, indtil jeg mener, at jeg er i stand til at hjælpe ham op at stå. Vi kommer på en eller anden måde ned til søen. Jeg giver Peeta en håndfuld iskold vand med hånden og drikker derefter selv.
En sladredrossel udstøder et langt hvin, og mine øjne fyldes med tårer af lettelse, da aerofartøjet toner frem og samler Catos lig op. Nu kommer de og henter os. Nu skal vi hjem.
Men der sker stadig ikke noget.
"Hvad venter de på?" siger Peeta svagt. Turen over til søen uden årepressen har åbnet såret igen.
"Jeg ved det ikke," siger jeg. Uanset hvad årsagen til ventetiden er, kan jeg ikke holde ud at se ham miste mere blod. Jeg rejser mig op for at finde en pind, men finder i stedet pilen, der prellede af på Catos rustning. Den er lige så god, som den anden pil. Da jeg bukker mig ned for at samle den op, buldrer Claudius Templesmiths stemme ud over arenaen.
"Vær hilset, I sidste deltagere i det fireoghalvfjerdsindstyvende Dødsspil. Den tidligere ændring er blevet tilbagekaldt. Ved nærlæsning af reglementet er det blevet afsløret, at kun én vinder er tilladt," siger han. "Må heldet altid være med jer."
Der lyder en statisk skratten, og så er der stille. Jeg stirrer vantro på Peeta, da sandheden går op for mig. Det var aldrig meningen, at vi begge to skulle overleve. Det er noget Spilmestrene har udtænkt for at skabe et af de mest dramatiske shows i mands minde. Og idiot, som jeg er, hoppede jeg på den.
"Når man tænker efter, kommer det faktisk ikke som nogen stor overraskelse," siger Peeta blidt. Han rejser sig op og skærer en grimasse af smerte. Så kommer han hen mod mig, ligesom i slow-motion, og trækker kniven op af sit bælte.
Uden at tænke over det, spænder jeg buen og peger pilen lige mod hans hjerte. Peeta hæver det ene øjenbryn, og jeg kan se, at kniven allerede er ude af hans hånd og på vej ud over søen, hvor den lander med et plask. Jeg smider mit våben og træder tilbage med kinder, der lyser rødt af skam.
"Nej," siger han. "Gør det." Peeta humper hen mod mig og lægger buen i mine hænder.
"Jeg kan ikke," siger jeg. "Jeg vil ikke."
"Gør det. Før de sender mutaerne op igen eller sådan noget. Jeg vil ikke dø som Cato," siger han.
"Så skyd mig," siger jeg rasende og skubber buen tilbage mod ham. "Skyd mig, og tag så hjem og lev med det!" Og da jeg siger det, ved jeg, at døden lige nu og her ville være den nemmeste løsning.
"Det ved du godt, at jeg ikke kan," siger Peeta og smider våbnet fra sig. "Men jeg dør først alligevel." Han læner sig frem og flår forbindingen af sit ben og har dermed fjernet den sidste barriere mellem sit blod og jorden.
"Nej, du slår ikke dig selv ihjel," siger jeg. Jeg lægger mig på knæ og lægger desperat forbindingen tilbage på hans sår.
"Kattua," siger han. "Det er okay."
"Du efterlader mig ikke her. Alene," siger jeg. For hvis han dør, vil jeg aldrig rigtig komme hjem. Så vil jeg tilbringe resten af mine dage i arenaen og prøve at udtænke en måde, hvorpå det kan løses.
"Hør nu her," siger han og trækker mig op at stå. "Du ved, lige så vel som jeg, at de skal have en vinder. Det kan kun blive én af os. Vil du ikke nok tage imod det. For min skyld." Og så fortsætter han med at fortælle mig, at han elsker mig, og at han ikke vil kunne leve uden mig, men jeg hører ikke efter, for hans sidste ord har ligesom sat sig fast i mit hoved og raser rundt derinde.
Du ved, lige så vel som jeg, at de skal have en vinder.
Ja, de skal nemlig have en vinder. Uden en vinder, vil Spilmestrenes anstrengelser være forgæves. Og det er ensbetydende med, at de ikke alene har skuffet, men også svigtet Capitol. De vil måske oven i købet blive henrettet. En langsom og pinefuld død foran kameraerne, så alle i hele landet kan se med.
Hvis både Peeta og jeg døde, eller de i hvert fald troede, vi døde ...
Mine fingre fumler ved den lille taske i mit bælte og løsner den. Peeta opdager det og griber fat om mit håndled. "Nej, det gør du ikke."
"Stol på mig," hvisker jeg. Vi kigger længe på hinanden, og til sidst slipper han mig. Jeg åbner den lille taske og hælder en lille håndfuld bær ud i hånden på ham. Og derefter en håndfuld til mig selv. "Når vi har talt til tre."
Peeta læner sig ned og kysser mig meget blidt. "Når vi har talt til tre," siger han.
Vi stiller os med ryggen op mod hinanden og holder hinanden hårdt i den frie hånd.
"Hold hånden frem, så alle kan se det," siger han.
Jeg åbner hånden, og de sorte bær glimter i solen. Jeg klemmer Peetas hånd en sidste gang til farvel, og så begynder vi at tælle. "En." Måske tager jeg fejl. "To." Måske er de ligeglade med, om vi dør. "Tre!" Det er for sent at ændre mening. Jeg løfter hånden op til munden og kigger mig en sidste gang omkring på verden. Bærrene har kun lige passeret læberne, da trompeterne begynder at gjalde.
Claudius Templesmiths hektiske stemme råber hen over dem. "Stop! Stop! Mine damer og herrer, det er mig en glæde at præsentere Dem for vinderne af det fireoghalvfjerdsindstyvende Dødsspil, Kattua Everdeen og Peeta Mellark! Må jeg præsentere - sonerne fra Distrikt Tolv!"
Jeg spytter bærrene ud og tørrer min tunge med frakkeærmet for at være sikker på, at der ikke er noget bærsaft på den. Peeta trækker mig hen til søen, og vi skyller begge to munden med vand og falder så hinanden om halsen.
"Du slugte ikke nogen?" spørger jeg.
Han ryster på hovedet. "Og dig?"
"Så ville jeg allerede være død nu," siger jeg. Jeg kan se, hans læber bevæger sig, men jeg kan ikke høre ham på grund af de begejstrede tilråb fra publikum i Capitol, som de afspiller over højttalerne.
Aerofartøjet kommer til syne over os, og to stiger bliver sænket ned, men jeg har ikke tænkt mig at give slip på Peeta. Jeg holder en arm omkring ham, da jeg hjælper ham op på stigen, og vi sætter hver en fod på stigens første trin. Den elektriske strøm binder os til stigen, og denne gang er jeg taknemmelig, for jeg er ikke sikker på, at Peeta er i stand til at holde fast på turen op. Jeg kigger nedad, og nu kan jeg se, at selvom vores muskler er frosset fast, forhindrer det ikke Peetas sår i at bløde. Og dørene er da også kun lige lukket bag os, og strømmen slået fra, da Peeta falder bevidstløs om på gulvet.
Mine fingre holder stadig så godt fast i Peetas jakke, at de river et stykke sort stof af, da de kommer for at fjerne ham. Operations-klare læger i kitler og med masker og handsker på kaster sig over Peeta. Han er så bleg og stille på metalbordet, og slanger og ledninger snor sig ud af ham overalt. Et øjeblik glemmer jeg, at vi er færdige med Spillet, og ser lige pludselig lægerne som endnu en trussel, endnu en flok mutaer, der er skabt til at dræbe ham. Skrækslagen kaster jeg mig hen mod ham, men der er nogle, der griber fat i mig og placerer mig i et andet rum, hvor en glasvæg adskiller os. Jeg banker hysterisk på væggen og skriger. Men der er ingen, der tager sig af mig, bortset fra en tjener der tilbyder mig en forfriskning.
Jeg glider ned på gulvet med front mod døren og stirrer uforstående på krystalglasset i min hånd. Det er iskoldt, fyldt med appelsinjuice og et sugerør, der er pyntet med en krøllet krave. Det ser så malplaceret ud i min blodige, beskidte hånd med kager af snavs på neglene og masser af ar. Mine tænder løber i vand ved lugten af det, men jeg sætter det forsigtigt på gulvet, for jeg stoler ikke på noget, der er så rent og pænt.
Gennem glasvæggen kan jeg se lægerne arbejde intenst med Peeta. Deres pander er rynkede i koncentration. Jeg kan se væsker blive pumpet til og fra i slangerne, væggen bag ved dem er dækket med apparater, der blinker og lyser, men jeg ved ikke, hvad de betyder. Jeg er ikke sikker, men jeg tror, at han har hjertestop to gange.
Det er ligesom at være derhjemme, når de kommer med det håbløst maltrakterede menneske fra en af mineeksplosionerne, eller kvinden, der har haft veer i tre dage, eller det udsultede barn, der kæmper med lungebetændelse, for så får mor og Prim det samme koncentrerede udtryk i ansigtet. Og det er nu, jeg plejer at løbe ud i skoven og gemme mig mellem træerne, indtil patienten er død og væk, og man et andet sted i Fugen er ved at banke deres kiste sammen. Men jeg bliver her, lukket inde bag aerofartøjets vægge og det samme kraftfelt, der holder de pårørende til, når deres nærmeste er ved at dø. Jeg har så tit set dem sidde omkring køkkenbordet og tænkt: Hvorfor går de ikke? Hvorfor bliver de?
Og nu ved jeg det. Det er, fordi de ikke har noget valg.
Det giver et spjæt i mig, da jeg opdager en, der sidder og stirrer på mig kun få centimer fra mit hoved, men opdager så, at det er mit eget spejlbillede i glasvæggen. Vilde øjne, udhulede kinder, filtret hår. Gal. Vild. Farlig. Det er ikke mærkeligt, at alle holder sig på afstand af mig.
Pludselig lander vi på toppen af træningscentret, og de går ud med Peeta, men efterlader mig bag døren. Jeg kaster mig mod glasvæggen og skriger og mener, at jeg får et glimt af noget rødt hår - det må være Effie, ja, det må være Effie, der er kommet for at redde mig - da jeg mærker et nåleprik bagfra.
Da jeg vågner op, tør jeg først ikke bevæge mig. Hele loftet giver et blødt gulligt lys fra sig, og jeg kan se, at jeg er i et rum, hvor min seng er det eneste møbel. Jeg kan ikke se nogen døre eller vinduer. Der lugter skarpt og sterilt. Der går adskillige slanger fra min højre arm og ind i væggen bag mig. Jeg er nøgen, men sengetøjet smyger sig blødt omkring min krop. Jeg løfter forsigtigt min venstre hånd op over sengetæppet. Den er ikke kun blevet vasket, neglene er også filet i perfekte ovale buer, og arrene fra forbrændingerne er ikke længere så synlige. Jeg rører min hage, mine læber, det rynkede ar over mit øjenbryn, og jeg har kun lige kørt hånden gennem mit silkebløde hår, da jeg holder brat inde. Usikkert rusker jeg op i håret ved mit venstre øre. Nej, det var ikke noget, jeg forestillede mig. Jeg kan høre igen.
Jeg forsøger at sætte mig op, men et bredt fikserbælte om mit liv gør, at jeg kun kan rejse mig nogle få centimeter. Jeg går i panik på grund af den fysiske indskrænkning og begynder at vrikke mig ud gennem fikserbæltet, da et stykke af væggen glider op, og den rødhårede avoxpige kommer ind med en bakke mellem hænderne. Synet af hende beroliger mig, og jeg opgiver mit flugtforsøg. Jeg har lyst til at stille hende en million spørgsmål, men jeg er bange for, at venskabelige forsøg fra min side kan betyde alvorlige problemer for hende. Jeg bliver tydeligvis overvåget. Hun sætter bakken på mine lår og trykker på noget, der hæver mig op i siddende stilling. Mens hun ryster mine puder, vover jeg et enkelt spørgsmål. Jeg siger det højt og tydeligt, så meget min rustne stemme nu kan, så det ikke kan tolkes som noget hemmeligt. "Klarede Peeta sig?" Hun nikker og giver mig en ske i hånden, og jeg mærker et lille pres af venskab.
Hun ville altså ikke se mig død alligevel. Og Peeta klarede sig. Selvfølgelig gjorde han det. Med alt deres dyre udstyr her. Men jeg havde alligevel ikke været helt sikker før nu.
Da avoxpigen forlader rummet, og døren glider lydløst i bag hende, vender jeg mig sulten mod bakken. En skål klar suppe, en lille portion æblemos og et glas vand. Er det alt? tænker jeg skuffet. Burde min hjemkomst ikke blive fejret med et lidt mere festligt måltid? Men det beskedne måltid viser sig at være mere end rigeligt. Det virker, som om min mave er skrumpet ind til valnøddestørrelse, og jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor længe jeg egentlig har ligget i den her seng, for jeg havde ingen problemer med at spise et rimelig stort måltid den sidste morgen i arenaen. Der går normalt et par dage mellem konkurrencens afslutning og præsentationen af vinderen, så de lige kan nå at få et nogenlunde normalt menneske ud af den udsultede, sårede og forvirrede person. Et eller andet sted er Cinna og Portia i gang med vores kostumer til præsentationen. Haymitch og Effie er i gang med at arrangere den store fest for vores sponsorer og gennemgå spørgsmålene til vores sidste interviews. Hjemme i Distrikt 12 hersker der sikkert kaos, fordi de nu skal forberede en modtagelsesfest for Peeta og mig, hvilket de ikke har gjort i over tredive år.
Hjem! Prim og mor! Gale! Selv tanken om Prims gamle grimme kat får mig til at smile. Jeg skal snart hjem!
Jeg vil ud af sengen. Jeg vil se Peeta og Cinna og høre mere om, hvad der er sket. Og hvorfor skulle jeg ikke det? Jeg har det fint. Men da jeg begynder at orme mig ud under fikserbæltet, kan jeg mærke en kold væske flyde ind i armen fra en af slangerne i væggen, og jeg falder bevidstløs om i sengen.
Det bliver ved med at ske i et stykke tid. Jeg vågner, spiser og bliver slået bevidstløs af stoffet, selvom jeg ikke gør noget forsøg på at komme ud af sengen. Jeg befinder mig ligesom i et mystisk tomrum. Og jeg lægger kun mærke til ganske få ting. Den rødhårede avoxpige vender ikke tilbage, mine ar forsvinder og, er det noget jeg bilder mig ind, eller hører jeg rent faktisk en mandsstemme råbe? Ikke med den sædvanlige Capitolaccent, men med lidt grovere undertoner, lidt ligesom derhjemme. Og jeg kan ikke lade være med at have en behagelig følelse af, at der er nogle, der tager sig af mig.
Og så vågner jeg endelig op en dag uden nogen slanger i mig.
Fikserbæltet omkring mit liv er væk, og jeg kan frit bevæge mig omkring. Jeg sætter mig først og fremmest op, men stivner så ved synet af mine hænder. Huden er perfekt, blød og med en sart glød. Det er ikke kun arrene fra arenaen, der er væk, men også alle de ar, jeg har fået af at jage i årenes løb. De er fuldstændig forsvundet. Min pande er blød som silke, og da jeg kigger efter forbrændingen på min læg, er der intet at se.
Jeg svinger benene ud over sengen og er lidt bekymret for, om de kan bære mig, men de er stærke og rolige. Nede ved fodenden ligger der et sæt tøj, der får det til at gibbe i mig. Det er det samme sæt tøj, som alle sonerne havde på i arenaen. Jeg sidder og stirrer på det, som om det viser tænder, indtil det går op for mig, at det selvfølgelig er det tøj, jeg skal møde mit forberedelseshold i.
Jeg får det lynhurtigt på og står og fumler ved væggen, hvor jeg ved, at der er en dør, selvom jeg ikke kan se nogen, da den pludselig glider op. Jeg træder ud i en bred, tom gang, hvor der åbenbart heller ingen døre er. Men det må der være. Og bag en af dem må Peeta befinde sig. Nu da jeg er ved bevidsthed og kan bevæge mig rundt, begynder jeg så småt at blive mere og mere bekymret for ham. Han må jo have det godt, ellers ville avoxpigen ikke have sagt det. Men jeg er nødt til selv at se ham.
"Peeta!" råber jeg, da der ikke er nogen, jeg kan spørge. Jeg kan høre mit navn blive råbt, men det er ikke hans stemme. Det er en stemme, der først irriterer mig, men dernæst vækker min iver. Effie.
Jeg vender mig om og kan se, at de alle sammen står i et stort rum for enden af gangen. Effie, Haymitch og Cinna. Uden tøven løber jeg ned mod dem. Det kan godt være, at en vinder skal opføre sig mere behersket og overlegent, især når hun ved, at det bliver optaget, men jeg er ligeglad. Jeg løber ned til dem og kaster mig, til min egen store overraskelse, først i armene på Haymitch. Han hvisker "Godt klaret, min skat!" uden spor af sarkasme. Effie står og smågræder og klapper mig på håret og bliver ved med at sige, at hun har fortalt alle, at vi var enestående. Cinna giver mig bare et langt kram uden at sige noget. Men så ser jeg, at Portia ikke er der, og bange anelser kryber ind over mig.
"Hvor er Portia? Er hun sammen med Peeta? Han har det godt, ikke? Jeg mener, han er i live, ikke?" vælter det ud af mig.
"Han har det fint. Men de har besluttet sig for først at forene jer ved ceremonien, så det bliver vist direkte," siger Haymitch.
"Nå, er det bare det," siger jeg. Og det frygtelige øjeblik, hvor jeg troede, at Peeta var død, forsvinder. "Det ville jeg nok også gerne selv se."
"Gå nu med Cinna, så han kan gøre dig klar," siger Hay-mitch.
Det er befriende at være alene med Cinna, at mærke hans beskyttende arme omkring mine skuldre, mens han fører mig væk fra kameraerne, ned ad nogle gange og hen til en elevator, der kører op i lobbyen til træningscentret. Hospitalet ligger altså langt under jordens overflade, selv under gymnastiksalen, hvor sonerne øvede knob og spydkast. Lobbyens vinduer er mørklagte, og der står et hold sikkerhedsvagter. Der er ikke andre, der ser os gå over til sonerelevatoren. Vores skridt giver ekko i det tomme lokale. Og da vi kører op til tolvte etage, tænker jeg på alle de andre sonere, der aldrig kommer tilbage, og en tung, stram knude dannes i mit bryst.
Da elevatordørene åbner, tager Venia, Flavius og Octavia imod mig med åbne arme. De taler så hurtigt og eksalteret, at jeg ikke kan forstå, hvad de siger. Men meningen er ikke til at tage fejl af. De er vildt begejstrede for at se mig, og jeg er også glad for at se dem, men ikke lige så meget, som jeg var for at se Cinna. De er mere som en hengiven trio af kæledyr, der kommer en i møde efter en særligt besværlig dag, og som man er glad for at se.
De fører mig ind i spisestuen, hvor de serverer et rigtigt måltid mad - roastbeef med ærter og boller - men portionerne er stadig begrænsede, og da jeg spørger om mere mad, får jeg et nej.
"Nej, nej, nej. De vil ikke have det hele op igen på scenen," siger Octavia, men hun giver mig i al hemmelighed en bolle under bordet for at vise, at hun er på min side.
Vi går hen til mit værelse, og Cinna går ud, mens forberedelsesholdet tager sig af mig.
"Åh, din krop har fået den store slibebehandling," siger Flavius misundeligt. "Der er ikke en eneste fejl tilbage på den."
Men da jeg kigger på min nøgne krop i spejlet, kan jeg ikke undgå at lægge mærke til, hvor tynd jeg er. Jeg så sikkert værre ud, da jeg kom ud af arenaen, men det er stadig nemt at tælle ribbenene.
De indstiller brusebadet for mig, og da jeg er færdig, giver de sig til at behandle mit hår og mine negle og lægge makeup. De snakker i ét væk, så jeg sjældent behøver at svare dem, hvilket passer mig fint, da jeg ikke føler mig specielt snakkesalig. Og det er mærkeligt, for selvom de plaprer løs om Spillet, så handler det alt sammen om, hvor de var, eller hvad de lavede og følte, når noget særligt skete. "Jeg lå stadig i sengen", "Jeg havde lige fået farvet øjenbryn", "Jeg siger jer, jeg var lige ved at besvime!" Det handler kun om dem, og ikke om de døende drenge og piger i arenaen.
Vi vader ikke rundt i det på den måde i Distrikt 12. Vi bider tænderne sammen og ser Spillet, fordi vi skal, og bagefter, når det er overstået, forsøger vi at komme tilbage til vores arbejde hurtigst muligt. Og for at undgå at komme til at hade forberedelsesholdet, lukker jeg effektivt af for det meste, af det de siger.
Cinna kommer ind med noget hen over armene, der ligner en helt almindelig gul kjole.
"Har du opgivet hele 'pigen med ild i'-temaet?" spørger jeg. "Nu må vi se," siger han og trækker kjolen ned over mig. Jeg bemærker med det samme de udstoppede lommer hen over mit bryst, som føjer kurver til min udsultede krop. Jeg tager fat om min barm og rynker panden.
"Ja, jeg ved det godt," siger Cinna, før jeg når at sige noget. "Men Spilmestrene ville foretage kirurgiske indgreb. Haymitch havde et kæmpeskænderi med dem over det. Det her er kompromiset." Han stopper mig, før jeg når at kigge i spejlet. "Vent, glem ikke skoene." Venia hjælper mig ned i et par flade lædersandaler, og jeg vender mig om mod spejlet.
Jeg er stadig 'pigen med ild i'. Stoffet lyser svagt. Selv den mind-ste bevægelse sender bølger af lys hen over min krop. Sammenlignet med denne kjole virker kostumet i kareten pludselig prangende, og kjolen til interviewet for kunstig. I denne kjole ser det ud, som om jeg har stearinlys på.
"Hvad synes du?" spørger Cinna.
"Jeg synes, det er den bedste af dem alle," siger jeg. Da jeg omsider løsriver mig fra det lysende stof, får jeg lidt af et chok. Mit hår hænger løst ned og har kun et enkelt hårbånd i. Makeuppen har gjort mit ansigt mere rundt og dækker over de skarpe træk. Jeg har klar neglelak på. Den ærmeløse kjole er samlet hen over min brystkasse og ikke i livet, og gør intet for at fremhæve de tiltænkte kurver til min krop. Kjolen slutter lige over mine knæ. Uden høje hæle kan man nu se min virkelige højde. Jeg ligner, ganske enkelt, en pige. En ung pige. Højst fjorten år. Uskyldig. Harmløs. Ja, det er faktisk chokerende, at det er noget, Cinna har fundet på, når man tænker på, at jeg lige har vundet Spillet.
Men det er et taktisk udseende. Der er ikke noget af det, Cinna designer, der er tilfældigt. Jeg bider mig i læben, mens jeg prøver at regne ud, hvad hans hensigt med det her udseende er.
"Jeg troede måske ... at jeg ville se mere sofistikeret ud," siger jeg.
"Jeg tænkte, at Peeta måske bedre kunne lide det her," siger han forsigtigt.
Peeta? Nej, det handler ikke om Peeta. Det handler om Capitol, Spilmestrene og publikum. Men jeg kan stadig ikke helt regne det ud. Cinnas kjole fortæller mig, at Spillet ikke helt er færdigt. Og i hans tilsyneladende neutrale svar kan jeg fornemme en advarsel. Noget han ikke engang kan sige, mens hans eget hold hører på det.
Vi tager elevatoren ned til den etage, hvor vi trænede. Det er kutyme, at vinderen og hans eller hendes forberedelseshold kommer op igennem scenen. Først er der forberedelsesholdet, så eskorten, derefter stylisten, mentoren og til sidst vinderen. Men i år, hvor to vindere deler den samme eskorte og mentor, er det hele blevet lagt om. Jeg bliver placeret i et dårligt oplyst område under scenen. En helt ny metalskive er installeret til at transportere mig op på scenen. Man kan stadig se lidt savsmuld og lugte malingen. Cinna og forberedelsesholdet skynder sig ud for at skifte tøj og komme i position, så jeg står alene. I det dunkle lys kan jeg se en skillevæg omkring ti meter væk og antager, at Peeta står bag den.
Larmen fra publikum er høj, så jeg lægger ikke mærke til Haymitch, før han prikker mig på skulderen. Jeg hopper forskrækket væk og kan mærke, at arenafølelsen ikke har forladt mig helt.
"Bare rolig, det er kun mig. Lad os så se på dig," siger Haymitch. Jeg strækker armene ud og drejer omkring en enkelt gang. "Det er okay."
Det er ikke nogen kompliment. "Men hvad?" siger jeg. Haymitchs øjne flakker lidt omkring i det dårligt oplyste rum, og han ser ud, som om han tager en beslutning. "Ikke noget. Hvad med et held-og-lykke-kram?"
Nå da, det havde jeg ikke forventet af Haymitch, men vi er trods alt vindere begge to. Måske er et held-og-lykke-kram ikke så dårligt endda. Men da jeg lægger armene om halsen på ham, låser han mig i en omfavnelse. Han begynder at tale, meget hurtigt og meget lavt ind i øret på mig, mit hår skjuler hans læber.
"Hør her. I har problemer. Rygtet siger, at Capitol er rasende over jeres manipulering med dem i arenaen. Hvis der er noget, de ikke kan klare, så er det at blive gjort til grin, og lige nu griner hele Panem ad dem," siger Haymitch.
Jeg kan mærke angsten gribe fat i mig, men jeg griner, som om Haymitch er ved at sige noget helt fantastisk, for der er ikke noget, der dækker over min mund. "Og?"
"Jeres eneste forsvar er, at I var så vildt forelskede, at I ikke tænkte over jeres handlinger." Haymitch træder tilbage og retter på mit hårbånd. "Okay, min skat?" Det kunne handle om hvad som helst nu.
"Okay," siger jeg. "Har du talt med Peeta om det?"
"Det er ikke nødvendigt," siger Haymitch. "Det er han allerede."
"Men det tror du ikke, at jeg er?" siger jeg og benytter lejligheden til at rette på en klar rød butterfly, som Cinna må have kæmpet
en brav kamp for at få på ham.
"Og hvornår er det lige, at min mening har haft nogen betydning for dig?" siger Haymitch. "Du må hellere stille dig op," siger han og fører mig hen til metalskiven. "Det er din aften, min skat. Nyd den." Han kysser mig på panden og går sin vej i det dunkle rum.
Jeg trækker ned i kjolen i et forsøg på at få den længere, så den dækker over min knoklede knæ. Men det er håbløst. Hele min krop ryster som et espeløv. Bare det nu bliver opfattet som spæn-ding. Det er trods alt min aften.
Den fugtige, svampede lugt under scenen er ved at kvæle mig. Jeg får koldsved over det hele, og jeg er pludselig bange for, at scenen vil brase sammen og begrave mig levende. Da jeg forlod arenaen under trompetfanfarer, troede jeg, at jeg var i sikkerhed. Derfra og resten af mit liv. Men hvis det er sandt, hvad Haymitch siger, og der er ingen grund til, at han skulle lyve, så har jeg aldrig været i større fare end nu.
Det er meget værre end at blive jagtet i arenaen. Der kunne jeg kun dø. Punktum. Men herude er der Prim, mor, Gale og folkene i Distrikt 12, alle dem jeg elsker og holder af derhjemme, som kan straffes, hvis jeg ikke kan snyde mig igennem pige-vildt-forelsketnummeret, som Haymitch foreslog.
Nå, men jeg har altså stadig en chance. Det er mærkeligt, for i arenaen tænkte jeg kun på at narre Spilmestrene, da jeg hældte bærrene ud i vores hænder. Det faldt mig aldrig ind, at det ville falde tilbage på Capitol. Men Dødsspillet er deres våben, og det er ikke meningen, at man skal kunne manipulere med det. Så nu vil Capitol lade, som om de var med hele vejen. Som om de havde iscenesat hele forløbet, helt ned til det dobbelte selvmord. Men det fungerer kun, hvis jeg spiller med.
Og Peeta ... Peeta kommer også til at lide under det, hvis det går galt. Men hvad var det, Haymitch sagde, da jeg spurgte ham, om han havde talt med Peeta om det? At han skulle lade, som om han stadig var vildt forelsket?
"Det er ikke nødvendigt. Det er han allerede."
Allerede informeret om den fare vi er i, og som sædvanlig et skridt foran mig i Spillet? Eller ... allerede vildt forelsket? Jeg ved det ikke. Jeg er ikke engang begyndt at sortere i mine følelser for Peeta. Det er for kompliceret. Det jeg gjorde, fordi det var en del af Spillet, i modsætning til det jeg gjorde i trods over for Capitol. Eller de tanker, jeg gjorde mig om, hvordan tingene ville blive opfattet hjemme i Distrikt 12. Eller de handlinger, der simpelt hen var den eneste ordentlige ting at gøre. Eller det jeg gjorde, fordi jeg faktisk holdt af ham.
Det er problemer og spørgsmål, jeg er nødt til at tage stilling til derhjemme, i den stille og rolige skov, hvor ingen ser på. Og ikke her, hvor alles øjne hviler på mig - men den luksus kommer jeg ikke til at nyde foreløbig. Det er altså nu, at den farligste del af Dødsspillet skal til at begynde.
Nationalsangen brager løs, og så kan jeg høre Cæsar Flickerman hilse på publikum. Ved han, hvor vigtigt det er at sige de rigtige ting nu? Det må han vide. Han vil hjælpe os igennem det. Publikum klapper, da forberedelsesholdene bliver præsenteret. Jeg forestiller mig, hvordan Flavius, Venia og Octavia hopper rundt på scenen og bukker latterligt. De ved med garanti ingenting. Så bliver Effie præsenteret. Og det er et øjeblik, hun har ventet på længe. Jeg håber, hun nyder det, for selvom hun godt kan være helt ved siden af, så har hun et skarpt instinkt for særlige ting, og hun må i hvert fald have en fornemmelse af, at vi er ude på dybt vand. Portia og Cinna modtager selvfølgelig et kæmpebifald, for de har været fantastiske og har haft et brag af en debut. Nu forstår jeg Cinnas valg af kjole til i aften. Det er vigtigt, at jeg ser så piget og uskyldig ud, som overhovedet muligt. Da Haymitch kommer ind på scenen, begynder publikum at stampe i gulvet af begejstring, og de bliver ved i i hvert fald fem minutter. Han har også begået noget helt nyt. Han har ikke kun holdt én soner i live, men hele to. Hvad var der sket, hvis han ikke havde advaret mig i tide? Ville jeg have opført mig anderledes? Ville jeg have talt om det øjeblik, hvor jeg snød dem alle med bærrene? Nej, det tror jeg ikke. Men jeg kunne måske godt have fremstået meget mindre overbevisende, end jeg skal til at være nu. Lige nu. For nu kan jeg mærke metalskiven løfte mig op på scenen.
Blændende projektører. Det øredøvende brøl fra publikum ryster metalskiven under mine fødder. Og der er Peeta, kun et par meter væk. Han ser så ren, sund og smuk ud, at jeg næsten ikke kan genkende ham. Men hans smil er det samme, om det er i mudder eller i Capitol, og da jeg ser det, tager jeg ikke mere end tre skridt, før jeg kaster mig i hans arme. Han vakler lidt bagud og er lige ved at tabe balancen, og så ser jeg den tynde metaltingest i hans hånd, der ligner en stok af en slags. Han retter sig op, og vi står tæt omslynget, mens publikum går amok. Han kysser mig, og jeg tænker hele tiden: Ved du det? Ved du, hvilken fare vi er i? Da der er gået omkring ti minutter med det, prikker Cæsar Flickerman ham på skulderen for at komme i gang med showet, men Peeta skubber ham bare væk uden så meget som at se på ham. Publikum går grassat. Om han er bevidst om det eller ej, så ved Peeta - som sædvanlig - lige præcis, hvilke knapper han skal trykke på for at indfri publikums forventninger.
Til sidst kommer Haymitch hen og afbryder os og giver os et godmodigt skub hen imod sejrssædet. Det plejer at være en enkelt udsmykket stol, hvor vindersoneren sidder og ser højdepunkterne fra Spillet, der vises på en storskærm. Men da vi er to, har Spilmestrene i stedet sat en blød rød veloursofa klar. Den er lille, min mor kalder den slags for sladresofaer, og jeg sidder så tæt op ad Peeta, at jeg næsten sidder på skødet af ham, men et enkelt blik fra Haymitch fortæller mig, at det ikke er nok. Jeg sparker sandalerne af, lægger benene ud til siden og læner mig op ad Peeta. Han lægger automatisk armen omkring mig, og det føles fuldstændig som at være tilbage i hulen, hvor jeg sad og puttede mig ind til ham for at holde varmen. Hans skjorte er lavet af det samme gule materiale som min kjole, men Portia har givet ham lange sorte bukser på. Og i stedet for sandaler har han fået et par gedigne sorte støvler på, som står solidt plantet på scenegulvet. Bare Cinna havde givet mig det samme tøj på, jeg føler mig så sårbar i den korte kjole. Men det er sikkert også meningen.
Cæsar Flickerman fyrer et par vittigheder af, og så skal showet i gang. Det kommer til at tage præcis tre timer, og det er obligatorisk fjernsyn for alle i Panem. Da lysene bliver dæmpet, og byvåbnet kommer op på skærmen, går det op for mig, at jeg ikke er klar til det her. Jeg vil ikke se de toogtyve andre sonere dø. Jeg så rigeligt til dem, den første gang de døde. Mit hjerte galopperer af sted, og en voldsom trang til at stikke af vælter ind over mig. Hvordan har de andre vindere kunne klare det her alene? Mens de viser højdepunkterne, kommer der af og til en lille boks op i hjørnet af skærmen, hvor de løbende viser vinderens reaktioner. Jeg prøver at huske de tidligere år ... nogle var triumferende og sad med knyttede næver i vejret eller bankede sig på brystet. Men de fleste var bare tavse. Jeg ved bare, at det eneste, der holder mig på sladresofaen, er Peeta - hans arm ligger omkring min skulder, og jeg holder om hans anden hånd med begge mine hænder. De andre vindere havde selvfølgelig heller ikke Capitols hævngerrige blik på sig hele tiden.
At koge tre uger ned til tre timer er lidt af en opgave. Især når man tænker på, at der har været kameraer over det hele. De, der klipper programmet, bestemmer sig for et tema. I år er det, for første gang, en kærlighedshistorie. Det er selvfølgelig Peeta og mig, der har vundet, men der bliver brugt uforholdsmæssigt meget tid på os, lige fra begyndelsen. Og det er en lettelse, for det understøtter hele vildt-forelsket-historien, som er mit eneste forsvar for at modarbejde Capitol, og det betyder også, at der ikke bliver dvælet for meget ved dødsfaldene.
Den første halve time handler om tiden op til selve Spillet; høsten, karetturen gennem Capitol, vores karakterer og interviews. Der bliver spillet en hektisk underlægningsmusik, hvilket gør oplevelsen endnu mere hæslig, fordi næsten alle oppe på skærmen er døde.
Da vi først befinder os i arenaen, er der detaljerede gennemgange af hvert blodbad, og så begynder filmholdet at klippe mellem dødsfaldene og os. Egentlig mest Peeta, for der er ingen tvivl om, at han er meget seriøs med hensyn til det romantiske. Nu kan jeg se det, publikum har set, hvordan han vildledte ambisonerne, når de kom til mig, holdt sig vågen hele natten under træet med sporingshvepsene, kæmpede mod Cato, så jeg kunne undslippe, og hvordan han hviskede mit navn i søvne, da han lå kamufleret i mudderet. Jeg fremstår mere hjerteløs sammenlignet med ham - undgår ildkugler, smider sporingshvepsereden ned og sprænger forsyningerne i luften - indtil jeg begynder at lede efter Rude. De viser hele den lange dødsscene med hende, spyddet, mit håbløse redningsforsøg, min pil gennem halsen på drengen fra Distrikt 1, Rude, der ånder ud i mine arme. Og sangen. De viser hele sangen. Jeg lukker af indvendig, og jeg er for følelsesløs til at mærke noget. Det er ligesom at sidde og se på fremmede i et andet Dødsspil. Men jeg lægger dog mærke til, at de ikke tager den bid med, hvor jeg lægger blomster hen over hende.
Klart. For selv den lille handling lugter af oprør.
Det ser straks bedre ud for mig, da de annoncerer, at to sonere fra samme distrikt kan vinde, og jeg råber Peetas navn og smækker hånden hen over min mund. Hvis jeg havde virket ligeglad med ham tidligere, så kompenserer jeg for det nu, hvor jeg finder ham, plejer ham, går til festen for at hente medicinen og smider om mig med kys.
Jeg ser mutaernes lemlæstelse af Cato og kan konstatere, at det virkelig er noget af det mest rædselsfulde, jeg har set, men igen har jeg følelsen af, at det er noget, der sker for nogle mennesker, jeg aldrig har mødt.
Og så kommer øjeblikket med bærrene. Jeg kan høre publikum tysse på hinanden, fordi de ikke vil gå glip af et eneste øjeblik. Jeg sender filmholdet en venlig tanke, da de hopper over vinderannonceringen over højttaleren i arenaen og i stedet beslutter at afslutte højdepunkterne med at vise mig, der står og banker på glasvæggen og skriger på Peeta, mens lægerne er i gang med at genoplive ham.
Det er mit hidtil bedste øjeblik, hvad angår overlevelsesstrategi. Nationalsangen bliver spillet igen, og vi rejser os op, da selveste præsident Snow træder op på scenen efterfulgt af en lille pige, der bærer på en pude med en krone på. Men der er kun én krone, og publikum begynder lavmælt at udtrykke deres forvirring - hvis hoved kommer kronen til at sidde på? - indtil præsident Snow deler den i to halvdele. Han sætter den første på hovedet af Peeta med et smil. Han smiler stadig, da han sætter den anden på hovedet af mig, men hans øjne, der kun er ganske få centimeter fra mine, er lige så hadefulde som en slanges.
Og så ved jeg, at selvom vi var to, der ville have spist bærrene, så er det mig, der bliver holdt ansvarlig for idéen. Jeg er ophavskvinden. Det er mig, der skal straffes.
Derefter bliver der bukket en masse, og publikum fejrer os. Jeg er næsten lam i armene af at stå og vinke, da Cæsar Flickerman til sidst ønsker publikum og seerne en god aften og minder dem om, at de skal huske at tænde for fjernsynet i morgen klokken to, hvor de sidste interviews bliver sendt. Ikke fordi de har noget valg.
Peeta og jeg bliver kørt hen til præsidentens palæ til festen for sponsorerne, hvor vi ikke får spist særlig meget, fordi forskellige ministre og især rundhåndede sponsorer skubber til hinanden for at blive fotograferet med os. Det ene glædesstrålende ansigt efter det andet dukker op og forsvinder, og folk bliver mere og mere berusede, som aftenen skrider frem. Jeg får af og til øje på Haymitch, hvilket beroliger mig, og præsident Snow, hvilket gør mig skrækslagen, men jeg bliver ved med at le og takke folk og smile, mens der bliver taget billeder. Det eneste, jeg ikke gør, er at slippe Peetas hånd.
Solen er lige ved at stå op, da vi kommer tilbage til tolvte etage i træningscentret. Jeg ser frem til endelig at skulle tale med Peeta i fred og ro, men Haymitch sender ham væk med Portia, fordi der er noget, der skal tilpasses inden interviewet, og følger mig i stedet hen til mit værelse.
"Hvorfor må jeg ikke tale med ham?" spørger jeg.
"Det bliver der rigelig med tid til, når vi kommer hjem," siger Haymitch. "Gå nu i seng, du skal på klokken to."
På trods af Haymitchs løbende afbrydelser er jeg opsat på at få talt med Peeta alene. Da jeg har ligget og vendt og drejet mig i et par timer, smutter jeg ud på gangen. Jeg tjekker først taget, men det er tomt. Selv byens gader langt under mig ligger øde hen efter nattens fester. Jeg går i seng igen og ligger der lidt, før jeg beslutter mig for at gå direkte hen til Peetas værelse, men da jeg går hen for at åbne døren, er den låst udefra. Jeg mistænker først Haymitch, men så kommer den frygtelige tanke krybende, at Capitol måske holder øje med mig og har spærret mig inde. Jeg har været afskåret fra at flygte, siden Dødsspillets begyndelse, men det her føles anderledes.
Mere personligt. Det her føles, som om jeg er blevet spærret inde for en forbrydelse og nu sidder og afventer dommen. Jeg skynder mig tilbage i seng og lader, som om jeg sover, indtil Effie Trinkett kommer og vækker mig med sit "Stor, stor, stor dag!"
Jeg får lige fem minutter til at spise en skål varm grød og ragout, før forberedelsesholdet dukker op. Jeg behøver kun at sige "Publikum elskede jer!" og så er det ikke nødvendigt at sige mere de næste par timer. Da Cinna træder ind i rummet, gelejder han dem ud og giver mig en hvid og florlet kjole på og lyserøde sko. Så justerer han selv min makeup, indtil det ser ud, som om jeg afgiver en varm lyserød glød. Vi sidder og småsnakker, men jeg tør ikke spørge ham om noget af betydning, fordi oplevelsen med den låste dør gør, at jeg føler mig under konstant overvågning.
Jeg skal interviewes lige nede ad gangen i stuen. Der er blevet ryddet en plads til sladresofaen derinde, som er omgivet af en masse vaser med røde og lyserøde roser. Der er ikke voldsomt mange kameraer til at optage det. Og ikke noget publikum.
Cæsar Flickerman giver mig et stort kram, da jeg kommer ind. "Tillykke, Kattua. Hvorledes står det til med dig?"
"Godt. Jeg er lidt nervøs," siger jeg.
"Det skal du ikke være. Vi skal nok få det rigtig sjovt," siger han og klapper mig beroligende på kinden.
"Jeg er ikke så god til at tale om mig selv," siger jeg.
"Du kan ikke sige noget forkert," siger han.
Og jeg tænker: Hvis bare det var sandt, Cæsar. Men lige nu sidder præsident Snow måske og planlægger et 'uheld' for mig.
Og så kommer Peeta ind. Han ser flot ud i rødt og hvidt og rækker mig lidt til side. "Jeg får næsten ikke set noget til dig. Haymitch virker meget opsat på at holde os adskilt."
Haymitch er meget opsat på at holde os i live, men væggene har ører, så jeg nøjes med at sige: "Ja, han er blevet så ansvarsbevidst på det sidste."
"Nå, men nu er der kun interviewet tilbage, og så skal vi hjem. Og så kan han ikke holde øje med os hele tiden."
Der løber en skælven igennem mig, og jeg får ikke tid til at reflekterer over det, for nu er de klar til os. Vi sidder lidt formelt på sladresofaen, men så siger Cæsar: "Åh, sæt dig bare op ad ham, hvis du gerne vil. Det så meget sødt ud." Så jeg lægger fødderne op under mig, og Peeta trækker mig ind til sig.
Der er en, der tæller ned, og pludselig bliver vi sendt ud på samtlige skærme i hele landet. Cæsar Flickerman er fantastisk, drillende, sjov og grinende, når lejligheden byder sig. Han og Peeta fortsætter, hvor de slap den første aften, han interviewede Peeta før Spillet, så jeg sidder bare og smiler hele tiden og taler så lidt som muligt. Jeg bliver selvfølgelig nødt til at sige noget i ny og næ, men jeg får hurtigt vendt samtalen tilbage til Peeta.
Men til sidst begynder Cæsar at stille spørgsmål, som kræver fyldestgørende svar fra mig. "Ja, Peeta, vi ved jo fra vores dage i hulen, at det var kærlighed ved første blik for dig, da du var, hvad, fem år?" siger Cæsar.
"I samme øjeblik mit blik faldt på hende," siger Peeta.
"Men det har ellers været lidt af en tur for dig, Kattua. Jeg tror, at det, der optog seerne mest, var, at se dig falde for ham. Hvornår gik det op for dig, at du var forelsket i ham?" spørger Cæsar.
"Åh, det er svært at sige ... " siger jeg og griner lidt fjollet og kigger ned på mine hænder. Hjælp.
"Ja, jeg ved i hvert fald godt, hvornår det gik op for mig. Det var den nat, du råbte hans navn oppe i træet," siger Cæsar.
Tak, Cæsar! tænker jeg og holder fast i den tanke. "Ja, det var nok der. Jeg mener, indtil da prøvede jeg at ignorere mine følelser, fordi det helt ærligt var så forvirrende, og det ville bare gøre det værre, hvis jeg faktisk havde følelser for ham. Men så, oppe i træet, ændrede det hele sig," siger jeg.
"Hvorfor tror du, at det var?" fortsætter Cæsar.
"Måske ... fordi jeg for første gang ... faktisk fik en chance for at beholde ham," siger jeg.
Bag en kameramand kan jeg se Haymitch ånde lettet op, og jeg ved, at jeg har sagt det rigtige. Cæsar trækker et lommetørklæde frem og bliver nødt til at holde et øjebliks pause, fordi han er så rørt. Jeg kan mærke Peeta presse sin pande ind i tindingen på mig, og han spørger: "Og nu da du har mig, hvad har du så tænkt dig at gøre med mig?"
Jeg vender mig om mod ham. "Få dig et sted hen, hvor du aldrig mere kan komme til skade." Og så kysser han mig, så menneskerne omkring os sukker.
Og så finder Cæsar det helt naturligt at kaste sig ud i alle de skader, vi pådrog os i arenaen, lige fra forbrændinger over stik til sår. Men det er ikke, før vi når frem til mutaerne, at jeg et øjeblik glemmer alt om, at vi er på fjernsynet. Det er, da Cæsar spørger Peeta, hvordan det går med hans "nye ben".
"Nye ben?" siger jeg og kan ikke lade være med at trække lidt op i Peetas bukser. "Åh nej," hvisker jeg og ser ned på den attrap af plastik og metal, der har erstattet hans kød.
"Er der ikke nogen, der har fortalt dig det?" spørger Cæsar blidt. Jeg ryster på hovedet.
"Det har jeg ikke haft mulighed for," siger Peeta og trækker let på skuldrene.
"Det er min skyld," siger jeg. "Fordi jeg lagde den årepresse." "Det er din skyld, at jeg er i live," siger Peeta.
"Det har han ret i," siger Cæsar. "Han ville have forblødt, hvis ikke det havde været for den."
Det kan godt være, men jeg kan ikke lade være med at blive så trist over det, at jeg er på nippet til at græde, og så kommer jeg i tanke om, at hele landet sidder og ser på mig, så jeg begraver ansigtet i Peetas skjorte. Det tager dem et par minutter at tale mig god igen, fordi det er bedre at sidde med ansigtet i skjorten, hvor ingen kan se mig, end det er at skulle se dem i øjnene, så Cæsar holder inde med at udspørge mig, så jeg kan komme mig. Faktisk lader han mig være mere eller mindre i fred, indtil bærrene kommer på tale.
"Kattua, jeg ved godt, at du har fået dig et chok, men jeg bliver altså nødt til at spørge dig. Da du hældte bærrene ud, hvad tænkte du så på ... ?" siger han.
Jeg sidder længe og samler tankerne, før jeg svarer. Det her, er det afgørende øjeblik, hvor jeg enten provokerede Capitol eller var ved at blive sindssyg ved tanken om at miste Peeta, så jeg ikke efterfølgende kan holdes ansvarlig for min handling. Det lægger ligesom op til en stor, dramatisk tale, men det eneste, jeg kan få frem, er en næsten uhørlig sætning. "Det ved jeg ikke, jeg kunne bare ikke ... holde tanken ud om ... at skulle leve videre uden ham."
"Er der noget, du vil tilføje, Peeta?" spørger Cæsar.
"Nej. Kun at det samme gjorde sig gældende for mig," siger han.
Cæsar afslutter interviewet. Alle griner og græder og krammer, men jeg er ikke sikker på min præstation, før jeg går hen til Haymitch. "Okay?" hvisker jeg.
"Perfekt," svarer han.
Jeg går tilbage til mit værelse for at pakke sammen, men må erkende, at der intet er at pakke, ud over nålen med sladredroslen, som jeg fik af Madge. Der er en eller anden, der har lagt den ind på mit værelse efter Spillet. De kører os gennem gaderne i en bil med mørke ruder og hen til toget, der venter på os. Vi når næsten ikke at sige farvel til Cinna og Portia, men vi skal alligevel se dem om nogle måneder, når vi skal besøge de andre distrikter på en sejrsrunde. Det er Capitols måde at minde folk om, at Dødsspillet aldrig rigtig holder op. Og så får vi overrakt en masse intetsigende platter, og alle skal lade, som om de elsker os.
Toget sætter i bevægelse og kører os ind i mørket. Da vi når ud af tunnelen igen, tager jeg min første frie indånding siden høsten. Effie eskorterer os tilbage, sammen med Haymitch selvfølgelig. Vi spiser en fantastisk middag og sætter os tavse foran fjernsynet, da de genudsender interviewet. I takt med at Capitol forsvinder bag mig, begynder jeg at tænke mere og mere på det derhjemme. På Prim og mor. På Gale. Jeg forlader selskabet for at få kjolen af og skifte til en almindelig trøje og bukser. Langsomt vasker jeg makeuppen af og fletter mit hår og begynder så småt at ligne den gamle Kattua igen. Kattua Everdeen. En pige, der lever i Fugen. Jager i skoven. Handler i Hoben. Jeg står og betragter mit spejlbillede og forsøger at huske, hvem jeg er, og hvem jeg ikke er. Da jeg sætter mig ned hos de andre, føles presset af Peetas arm omkring mig fremmed.
Da toget holder et øjeblik for at tanke op, er det tilladt at gå ud og trække lidt frisk luft. Det er ikke længere nødvendigt at bevogte os. Peeta og jeg går ned langs sporet, hånd i hånd, og jeg kan ikke finde på noget at sige, nu da vi er alene. Han stopper op og plukker en buket vilde blomster til mig. Da han rækker dem til mig, gør jeg mig umage med at se begejstret ud. Hvorfra skulle han også vide, at de lyserøde og hvide blomster er toppen af vilde løg, og at de kun minder mig om de mange timer, jeg har brugt på at indsamle dem med Gale?
Gale. Tanken om at skulle se Gale igen i løbet af nogle timer, får min mave til at slå knuder. Men hvorfor? Jeg kan ikke lige sætte en finger på det. Jeg har bare en følelse af at have løjet over for en, der stolede på mig. Eller mere præcis over for to personer. Jeg har klaret det så vidt, på grund af Spillet. Men der er ikke noget Spil at gemme sig bagved, når vi kommer hjem.
"Hvad er der galt?" spørger Peeta.
"Ikke noget," svarer jeg. Vi bliver ved med at gå langs sporet, forbi den sidste togvogn og helt derud, hvor det er ret sikkert, at der ikke befinder sig nogen skjulte kameraer. Men ordene kommer stadig ikke til mig.
Det giver et spjæt i mig, da Haymitch lægger en hånd på ryggen af mig. Selv helt herude taler han lavmælt. "Godt klaret, I to. Bare kør videre med det i distriktet, indtil kameraerne ikke er der mere. Så skal det nok gå." Han går tilbage til toget, og jeg undgår at møde Peetas blik.
"Hvad mener han?" spørger Peeta.
"Det er Capitol. De kunne ikke lide nummeret med bærrene," vælter det ud af mig.
"Hvad? Hvad taler du om?" siger han.
"Det virkede åbenbart alt for oprørsk. Så Haymitch har ligesom vejledt mig de sidste par dage. Så jeg ikke gjorde det værre," siger jeg.
"Vejledt dig, men ikke mig?" siger Peeta.
"Han var ret sikker på, at du nok skulle klare dig igennem det," siger jeg.
"Jeg vidste ikke, at der var noget, jeg skulle klare mig igennem," siger Peeta. "Det vil altså sige, at de sidste par dage og ... åbenbart også i arenaen ... var en slags strategi, som I to havde udarbejdet."
"N-nej. Jeg mener, jeg kunne jo ikke tale med ham i arenaen, vel?" fremstammer jeg.
"Men du var godt klar over, hvad han ville havde dig til at gøre, ikke?" siger Peeta. Jeg bider mig i læben. "Kattua?" Han slipper min hånd, og jeg må træde et skridt tilbage for at holde balancen.
"Det hele var for Spillet," siger Peeta. "Din opførsel."
"Ikke det hele," siger jeg og holder krampagtigt fast i blomsterne.
"Hvor meget af det så? Nej, glem det. Det egentlige spørgsmål er vel, hvad der er tilbage, når vi kommer hjem?" siger han.
"Det ved jeg ikke. Jo tættere vi kommer på Distrikt Tolv, jo mere forvirret bliver jeg," siger jeg. Han venter på en længere forklaring, men jeg giver ham ikke nogen.
"Nå, men så fortæl mig det, når du har fundet ud af det," siger han, og smerten i hans stemme er ikke til at tage fejl af.
Jeg ved med sikkerhed, at mit øre fungerer igen, for selvom to-gets motor larmer, kan jeg høre hvert et skridt, han tager tilbage mod togvognen. Da jeg stiger om bord på toget, er Peeta gået ind i sin kupé for at sove. Jeg ser ham heller ikke næste morgen. Faktisk dukker han først op, da vi kører ind i Distrikt 12. Han nikker til mig og afslører ingen følelser.
Jeg har lyst til at sige til ham, at han er urimelig. At vi var fremmede. At jeg gjorde det for at holde mig i live, for at holde os begge i live i arenaen. At jeg ikke kan fortælle ham, hvad mit forhold til Gale er, da jeg ikke selv ved det. At det ikke nytter noget at elske mig, fordi jeg alligevel aldrig vil giftes, og at han bare vil ende med at hade mig før eller senere. At selv hvis jeg har følelser for ham, er det lige meget, for jeg har ikke fortjent den kærlighed, der fører til en familie, til børn. Og hvordan kan han synes, at han har fortjent sådan en kærlighed? Hvordan kan han det, efter alt det vi lige har været igennem?
Jeg har også lyst til at fortælle ham, hvor meget jeg allerede savner ham. Men det ville ikke være rimeligt af mig.
Så vi står bare i tavshed, mens vores beskidte lille station dukker op. Gennem vinduerne kan jeg se, at perronen er tæt pakket med kameraer. Alle vil følge nøje med i vores hjemkomst.
Ud af øjenkrogen kan jeg se Peeta række hånden ud. Jeg kigger usikkert på ham. "En sidste gang? For seernes skyld?" siger han. Hans stemme er ikke vred. Den er hul, hvilket er meget værre. Drengen med brødene er allerede ved at glide væk fra mig.
Jeg tager hans hånd og holder godt fast, mens jeg gør mig klar til kameraerne og det frygtelige øjeblik, hvor jeg er nødt til at slippe hans hånd igen.
Slut på bog 1