INDLEDNING

DE HAVDE VÆRET GIFT I FYRRE ÅR, men alligevel følte Judith stadig ikke, at hun vidste alt om sin mand. I fyrre år havde hun lavet aftensmad til Henry, i fyrre år havde hun strøget hans skjorter og sovet ved hans side, men alligevel var han stadig et mysterium. Måske var det årsagen til, at hun blev ved med at gøre alle mulige ting for ham med kun få eller ingen beklagelser. Der var meget, der talte til fordel for en mand, som efter fyrre år stadig formåede at fastholde ens opmærksomhed.

Judith rullede bilruden ned og lukkede lidt af den kølige forårsluft ind. Atlantas centrum lå kun en halv times kørsel væk, men i Conyers var det stadig muligt at finde ubebyggede områder og små landbrug. Det var et fredfyldt sted, og Atlanta lå lige akkurat så tæt på, at hun kunne nyde freden og roen. Alligevel sukkede hun, da hun fangede et hurtigt glimt af byens skyskrabere i horisonten og tænkte: Hjem.

Tanken overraskede hende. At hun nu betragtede Atlanta som sit hjem. Indtil for nylig havde hun levet hele sit liv i en forstad eller endda helt ude på landet. Hun foretrak åbne vidder frem for byens flisebelagte fortove, selvom hun måtte indrømme, at det var dejligt at bo så centralt, at man bare kunne gå hen i en forretning på hjørnet eller besøge en lille café, hvis man fik lyst til det.

Der kunne gå adskillige dage imellem, at hun havde brug for at sætte sig ind i en bil, og det var et liv, hun aldrig ville have drømt om at leve ti år tidligere. Hun kunne mærke, at Henry havde det på samme måde. Han havde trukket skuldrene anspændt op om ørerne, mens han koncentrerede sig om at navigere deres Buick hen ad en smal bivej. Efter at han i årtier havde kørt på stort set alle hoved- og motorveje i landet, kendte han instinktivt alle de små krinkelkroge, genveje og smutveje.

Judith stolede på, at han nok skulle bringe dem sikkert hjem. Hun lænede sig tilbage i sædet, kiggede ud ad vinduet og lod træerne langs vejen glide forbi i en tåge, så de fremstod som en tæt skov. Hun tilbagelagde turen til Conyers mindst én gang om ugen, og hver gang var det, som om hun fik øjnene op for noget nyt – et lille hus, hun aldrig før havde bemærket, eller en lille bro, som bilen havde bumlet hen over masser af gange, uden at hun reelt havde bemærket den. Sådan var livet. Man indså ikke, hvad det var, der passerede forbi, før man satte farten en smule ned og så bedre efter.

De var på vej hjem fra en middag, som deres søn havde arrangeret til ære for dem i anledning af bryllupsdagen. Eller rettere sagt var det sikkert Toms kone, der havde stået for arrangementet, eftersom hun tilrettelagde hele hans liv og havde påtaget sig rollen som hans personlige assistent, husholderske, babysitter, kok og – efter al sandsynlighed – konkubine, alt i én og samme person. Tom havde været en glædelig overraskelse. At han overhovedet var kommet til verden, var en begivenhed, som lægerne havde sagt aldrig ville ske. Helt fra det allerførste øjeblik havde Judith elsket ham med hud og hår, og hun havde taget imod ham som en gave, hun ville komme til at værdsætte over alt andet på jorden. Hun havde gjort alt for ham, og selv nu, hvor Tom var i trediverne, var det, som om han stadig havde brug for masser af kærlighed og omsorg. Måske havde hun været for konventionel i sin rolle som hustru og lidt for føjelig i rollen som mor, så hendes søn nu var blevet en af den slags mænd, der havde brug for – og forventede – en kone, som gjorde alt for ham.

Judith selv havde på ingen måde gjort sig til Henrys slave. De var blevet gift i 1969 på et tidspunkt, hvor det faktisk var blevet muligt for en kvinde at have andre interesser end at tilberede en perfekt grydesteg eller finde ud af, hvordan man bedst fjernede pletter fra gulvtæpperne. Helt fra begyndelsen havde Judith været fast besluttet på at gøre sit liv så interessant som muligt. Hun havde været hjælpelærer på Toms skole. Hun havde arbejdet som frivillig på det lokale krisecenter for kvinder og havde været med til at få en genbrugsgruppe stablet på benene i deres kvarter. Da Tom var blevet ældre, havde hun taget et job som bogholder i et mindre firma, og via kirken havde hun meldt sig ind i en løbegruppe, der trænede med det mål at deltage i et maratonløb. Hendes aktive livsstil stod i skærende kontrast til hendes egen mors – en kvinde, som hen imod afslutningen af sit liv havde været så udslidt efter at have opfostret ni børn, så nedslidt af det konstante fysiske pres ved at være gift med en landmand, at hun nogle dage havde været for udkørt og deprimeret til bare at åbne munden.

Judith måtte dog også indrømme, at hun i sine yngre dage havde været en temmelig traditionel kvinde. Uanset hvor pinligt det var, havde hun kun søgt om optagelse på college med det klare mål at finde en mand. Hun var opvokset i nærheden af Scranton i Pennsylvania i en by, der var så lille, at den ikke engang gjorde sig fortjent til at få en prik på landkortet. De eneste mænd, der var til rådighed, var landmænd, og de havde ikke været specielt interesserede i Judith, hvilket hun i grunden ikke kunne bebrejde dem. Spejlet løj ikke. Hun var lidt for kraftig, hendes fortænder strittede lidt for meget, og på alle andre måder var hun også lidt for meget til at være en kvinde af den slags, som en mand fra Scranton havde lyst til at gifte sig med. Og så var der hendes far. En streng og disciplinær mand, som ingen ung mand med fornuften i behold kunne drømme om at ønske at få som svigerfar – i det mindste ikke i bytte for en skævtandet, pæreformet pige, som ikke havde noget naturligt anlæg for arbejdet på en gård.

Sandheden var, at Judith altid havde været særlingen i sin familie. Den, der ikke helt passede ind. Hun læste for meget. Hun hadede at arbejde på gården. Selv da hun var mindre, havde hun ikke følt sig tiltrukket af dyr og havde ikke haft lyst til at have ansvaret for at passe og fodre dem. Ingen af hendes søstre og brødre var blevet sendt hjemmefra for at få en uddannelse. Hun havde brødre, der var droppet ud af niende klasse, og hendes ældste søster var blevet gift i en vis fart og havde født sit første barn syv måneder senere. Ikke sådan at forstå, at nogen havde gjort sig den umage at regne på det. Hendes mor, som altid havde nægtet at se sandheden i øjnene, havde til sin dødsdag hårdnakket påstået, at hendes første barnebarn blot havde været kraftigt bygget, selv som spæd. Heldigvis havde Judiths far set skriften på væggen, hvad hans mellemste datter angik. I hendes tilfælde ville der ikke blive tale om et bekvemmelighedsægteskab med en af de lokale drenge – ikke mindst, fordi ingen af dem fandt det bare den mindste smule bekvemt at få hende. Et kristent college, besluttede han, var ikke bare Judiths sidste – men hendes eneste – chance.

Da hun var seks, var Judith blevet ramt i øjet af en stensplint, en dag hun løb efter traktoren. Siden dengang havde hun altid brugt briller, og af samme grund gik folk ud fra, at hun var intelligent, selvom det modsatte i virkeligheden var tilfældet. Ja, hun elskede at læse, men hendes smag gik snarere i retning af tarvelige kærlighedsromaner end rigtig litteratur. Alligevel havde hun ikke kunnet slippe af med etiketten som æggehoved. Hvad var det, folk plejede at sige? ”Mænd gør ikke kur til kvinder med briller.” Derfor var det også kommet som en stor overraskelse – nej, snarere som et chok – da undervisningsassistenten i den allerførste time på den første dag havde blinket til hende.

Hun havde troet, at han havde fået noget i øjet, men der havde ikke været nogen tvivl om Henry Coldfields intentioner, da han efter timen havde trukket hende til side og spurgt, om hun havde lyst til at gå med i kantinen og drikke en sodavand sammen med ham. Da han blinkede til hende, havde det været både begyndelsen og afslutningen på hans udadvendthed. Henry var en meget tilbageholdende og genert person, hvilket i grunden var underligt, når man tænkte på, hvordan han senere var blevet topsælger i et spiritusfirma – et job, som han inderligt hadede selv nu, hvor han havde været pensionist i tre år.

Judith gik ud fra, at Henrys evne til at omgås andre mennesker skyldtes, at han var søn af en militæroberst, som havde været nødt til at flytte meget rundt i landet og aldrig havde været ansat på den samme base i mere end et par år ad gangen. Der havde ikke været tale om nogen stor og lidenskabelig kærlighed ved første blik – den del af det var først kommet til senere. I begyndelsen havde Judith blot følt sig tiltrukket af den kendsgerning, at Henry var tiltrukket af hende. Det var noget helt nyt for den pæreformede pige fra Scranton, men Judith havde altid befundet sig i den modsatte ende af Marx’ filosofi … Groucho, ikke Karl. Hun var mere end villig til at blive optaget i en hvilken som helst klub, der ville have hende som medlem.

Henry var som en lille klub i sig selv. Han var hverken flot eller grim, hverken udadvendt eller indesluttet. Med den nydelige skilning og flade accent var ordinær det bedste ord at beskrive ham med, hvilket Judith på et senere tidspunkt havde gjort i et brev til sin storesøster. Rosas reaktion havde været noget i retning af: ”Tja, det er vel det bedste, du skal gøre dig forhåbninger om.” Til Rosas forsvar hører, at hun på daværende tidspunkt var gravid med sit tredje barn, mens nummer to stadig ikke havde smidt bleen, men alligevel havde Judith aldrig tilgivet sin søster denne nedladende bemærkning – ikke på sine egne vegne, men på Henrys. Hvis Rosa ikke kunne få øje på Henrys særlige kvaliteter, måtte det skyldes, at Judith var dårlig til at formulere sig. Henry rummede så mange nuancer, at hun ikke kunne yde ham retfærdighed ved hjælp af nogle simple ord på et stykke papir. Måske var det godt det samme. Rosas hånlige bemærkning havde givet Judith en grund til at bryde med familien og kaste sig i armene på en blinkende, indadvendt og omskiftelig fremmed mand.

Henrys manglende udadvendthed i sociale situationer var kun den første af de mange modsætninger, som Judith gennem årene havde bemærket ved sin mand. Han led af en frygtelig højdeskræk, men alligevel havde han som teenager taget flycertifikat. Han solgte alkohol, men drak aldrig selv. Han var et hjemmemenneske, men alligevel havde han tilbragt størstedelen af sit liv som voksen med at køre rundt i den nordvestlige del af USA og senere Midtvesten, efterhånden som hans forfremmelser tvang dem til at flytte rundt i landet på stort set samme måde, som militæret havde fået Henrys familie til at gøre, da han var barn. Det var, som om hele hans liv handlede om at tvinge sig selv til at gøre ting, han ikke havde lyst til. Men alligevel fortalte han ofte Judith, at hendes selskab var det eneste, han nød i fulde drag.

Fyrre år og stadig så mange overraskelser.

Desværre tvivlede Judith på, at hendes søn gav sin kone nogen form for overraskelser. Da Tom var mindre, var Henry på landevejen tre ud af fire uger, og hans faderrolle kom til udtryk i koncentrerede portioner, der ikke nødvendigvis fremhævede hans mere lidenskabelige sider. Af samme grund var Tom begyndt at udvise alle de karaktertræk, hans far havde præsenteret ham for i løbet af hans opvækst: strenghed, ubøjelighed og målrettethed.

Men det handlede også om noget andet. Judith vidste ikke, om det skyldtes, at Henry havde betragtet sit sælgerjob som en pligt over for familien og ikke som en lidenskab, eller at han i den grad havde hadet at være væk hjemmefra, men det var, som om der altid havde været en underliggende anspændthed i forholdet mellem far og søn. Lad være med at begå de samme fejl som mig. Lad være med at blive fanget i et job, du hader. Lad være med at gå på kompromis med dine værdier for at kunne sætte mad på bordet. Det eneste positive, Henry havde anbefalet sin søn, var, at han skulle gifte sig med en god kone. Hvis bare han havde været lidt mere specifik. Hvis bare han ikke havde været så streng.

Hvad skyldtes det, at mænd var så krævende i rollen som fædre for deres sønner? Judith gik ud fra, at det handlede om, at de gerne ville have deres sønner til at opnå succes på områder, hvor det ikke var lykkedes for dem selv. I begyndelsen, da Judith lige var blevet gravid, havde tanken om at få en datter fået en dejlig varme til at brede sig i hendes krop, men hurtigt var følelsen blevet erstattet af en isnende frygt. En ung pige, der ligesom Judith drog ud i verden for at trodse sin mor og alle andre. Det gjorde det lettere for hende at forstå Henrys ønske om, at Tom skulle klare sig bedre i livet og opnå alt det, han selv havde drømt om – og mere til.

Tom havde uden tvivl fået arbejdsmæssig succes, men hans lille, grå mus af en kone havde været en stor skuffelse. Hver gang Judith stod ansigt til ansigt med sin svigerdatter, havde hun en voldsom trang til at bede hende om at tage sig sammen, sige sin ærlige mening og – for guds skyld – udvise en smule rygrad. Ugen før havde en af de andre frivillige i kirken sagt, at mænd giftede sig med deres mødre. Judith havde ikke sagt kvinden imod, men hun var parat til at udfordre alle og enhver til at finde bare det mindste lille lighedspunkt mellem hende og hendes svigerdatter. Var det ikke for ønsket om at være sammen med børnebørnene, ville Judith være helt igennem lykkelig, hvis hun aldrig skulle se sin svigerdatter igen.

Børnebørnene var trods alt den eneste grund til, at de var flyttet til Atlanta. Hun og Henry havde trukket teltpælene op i deres pensionisttilværelse i Arizona og var flyttet næsten tre tusind kilometer til denne ulideligt varme by med de mange dystre advarsler om luftforurening og bandemord bare for at være i nærheden af to af de mest forkælede og utaknemmelige snotunger på denne side af Appalacherne.

Judith skævede til Henry, mens han trommede med fingrene på rattet og nynnede umelodisk. De omtalte altid kun deres børnebørn i begejstrede vendinger – muligvis fordi de, hvis de var ærlige, ville komme til at afsløre, at de reelt ikke brød sig om dem, og hvor ville de så være? De ville have vendt op og ned på deres tilværelse på grund af to små børn, som udelukkende levede af glutenfri kost, som sov til middag efter en streng tidsplan og kun legede med andre børn, når det i forvejen var planlagt minutiøst på forhånd … og naturligvis legede de aldrig med andet end ”ligesindede børn, hvis forældre har de samme værdier og mål”.

Så vidt Judith kunne se, havde hendes børnebørn ikke lært andre mål end at gøre sig selv til centrum for al opmærksomhed. Hun forestillede sig, at det ikke kunne være vanskeligt at finde andre børn, der var lige så selvcentrerede, men ifølge hendes svigerdatter var det en næsten umulig opgave. Var det ikke selve definitionen på at være barn, at man var selvcentreret? Og var det ikke forældres opgave at bringe deres børn ind på det rette spor? Under alle omstændigheder stod det klart for alle, at det ikke var bedsteforældrenes opgave.

Da lille Mark havde væltet sin upasteuriserede juice ud over Henrys bukser, og da Lilly havde spist så mange chokoladekys, fra Judiths taske, at hun havde fået Judith til at tænke på en kvinde, hun havde set på centeret måneden før, som var så skæv af metamfetaminer, at hun havde tisset i bukserne, havde Henry og Judith blot smilet – ja, de havde ligefrem leet – som om der ikke var tale om andet end nogle små og charmerende uvaner, som børnene snart ville vokse fra.

Men snart kom ikke hurtigt nok, og nu, hvor børnene var blevet syv og ni, var Judith begyndt at miste troen på, at hendes børnebørn en dag ville udvikle sig til to høflige og elskelige unge mennesker, som ikke følte trang til konstant at afbryde enhver samtale mellem voksne og løbe rundt i huset og råbe og skrige så højt, at dyrene i nabokommunen begyndte at brøle. Judiths eneste trøst var, at Tom tog dem med i kirke hver søndag. Naturligvis ville hun gerne have, at hendes børnebørn havde Jesus i deres liv, men hun ville endnu hellere have, at de skulle lære de ting, man lærte ved at gå i søndagsskole. Ær din mor og din far. Vær over for andre, som du gerne vil have, at de skal være over for dig. Tro ikke, at du bare kan få lov til at spilde dit liv, droppe ud af skolen og flytte ind hos bedstemor og bedstefar.

”Hey!” brølede Henry, da en bil i den modsatte vejbane kom susende så tæt forbi, at Buicken rent faktisk rystede. ”Unge lømler,” mumlede han og holdt hårdere om rattet.

Jo mere Henry nærmede sig de halvfjerds, jo mere virkede det, som om han var gledet ind i en rolle som en gammel, sur mand. Nogle gange var det nærmest rørende. Andre gange spekulerede Judith på, hvor længe der ville gå, før han begyndte at svinge en knyttet næve i luften og give ”unge lømler” skylden for al verdens ondskab. Det var, som om alderen på disse lømler kunne ligge hvor som helst mellem fire og fyrre år, og hans irritation voksede eksponentielt, når han greb dem i at foretage sig noget, som han engang selv hele tiden havde gjort, men nu ikke længere var i stand til. Judith gruede for den dag, hvor lægerne inddrog hans flyvercertifikat, hvilket måske ville ske snarere før end siden, eftersom der ved hans sidste lægebesøg var blevet afsløret visse uregelmæssigheder ved hjertet. Det var en af grundene til, at de havde besluttet sig for at nyde tilværelsen som pensionister i Arizona, hvor der ikke var nogen sne at skovle – og ingen græsplæne at slå.

”Det ser ud til, at vi får regn,” sagde hun.

Henry strakte hals for at se op på skyerne.

”Det vil være en god aften at begynde på min nye bog.”

Hans mundvige trak sig op i et smil. Henry havde foræret hende en tyk historisk kærlighedsroman i bryllupsdagsgave. Judith havde givet ham en ny køletaske, som han kunne have med på golfbanen.

Hun kneb øjnene en smule sammen, da hun rettede blikket ud mod vejen foran dem og besluttede sig for at få sine øjne tjekket igen. Hun var heller ikke selv langt fra at fylde halvfjerds, og det var, som om hendes syn blev dårligere og dårligere for hvert år. Specielt i tiden omkring tusmørke var det blevet svært for hende at se, og det virkede, som om alt på en vis afstand fremstod i en sløret tåge. Derfor måtte hun også blinke adskillige gange, før hun følte sig helt sikker på, hvad det var, hun så, og hun åbnede først munden for at advare Henry i det øjeblik, dyret befandt sig lige foran bilen.

”Jude!” råbte Henry. Hans ene arm skød ind foran hendes bryst, mens han med den anden vred rattet ud til venstre i et forsøg på at undgå at køre ind i det stakkels kræ. Underligt nok tænkte Judith, at det var rigtigt, sådan som situationer af den slags blev gengivet i film. Alt gik nærmest i stå, og tiden sneglede sig af sted, så hvert sekund føltes som en evighed. Hun mærkede, hvordan Henrys stærke arm pressede sig ind mod hendes bryster, mens sikkerhedsselen strammede til om hofterne. Hendes hoved blev slynget ud til siden og knaldede ind i døren, da bilen skred ud til siden. Forruden revnede, da dyret blev slynget op på køleren og videre hen over taget og bagsmækken. Først da bilen rystende holdt stille igen efter at have foretaget en 180-graders vending på vejen, hørte Judith lydene. Et skarpt smæld efterfulgt af to høje bump, sløret af lyden af et højt og skingert skrig, som hun pludselig indså stammede fra hendes egen mund. Hun måtte have været i chok, for Henry var nødt til adskillige gange at råbe: ”Judith! Judith!”, før hun holdt op med at skrige.

Henry holdt så hårdt om hendes arm, at en skarp smerte bredte sig op i skulderen. Hun gned ham på håndryggen og sagde: ”Jeg er ikke kommet noget til. Jeg har det fint.” Hendes briller sad skævt, så hun så alting dobbelt. Hun førte en hånd op til siden af hovedet og mærkede en klæbrig fornemmelse. Da hun fjernede hånden, var hendes fingre indsmurt i blod.

”Det må have været et rådyr eller …” Henry holdt sig for munden og afbrød sætningen. Han virkede rolig, men de sitrende bevægelser i hans brystkasse afslørede, at han kæmpede for at få sin vejrtrækning under kontrol. Hans airbag var blevet udløst, og hele hans ansigt var dækket af et fint, hvidt pulver.

Hun rettede blikket frem, og et øjeblik holdt hun op med at trække vejret. Forruden var sølet til i blod, som om en voldsom, rød regn pludselig var begyndt at falde.

Henry skubbede døren op, men steg ikke ud af bilen. Judith tog brillerne af for at tørre øjnene. Begge hendes brilleglas var gået i stykker, og den nederste del af flerstyrkeglasset i den højre side var knækket af. Hun så, at brillerne rystede i hendes hånd, og det gik op for hende, at rystelserne stammede fra hendes egne hænder. Henry steg ud af bilen, og hun tvang sig selv til at tage brillerne på og følge hans eksempel.

Dyret lå på jorden med spjættende ben. Judith havde ondt i hovedet, fordi det var blevet slynget ind i døren. Hun havde blod i øjnene. Det måtte være den eneste forklaring på, at dyret – uden tvivl et rådyr – pludselig lod til at have en kvindes hvide, velformede ben.

”Åh gud,” hviskede Henry. ”Det er … Judith … det er …”

Judith hørte, hvordan en bil med hvinede dæk standsede på vejen bag dem. Døre blev åbnet og lukket. To mænd sluttede sig til dem på vejen. En af dem fortsatte i løb hen mod dyret.

”Ring efter en ambulance!” råbte han, mens han knælede ved siden af kroppen. Judith tog et skridt frem og derefter endnu et. Benene bevægede sig igen. En kvindes perfekte, velformede ben. Hun var nøgen. Store blodansamlinger bredte sig ud over hendes inderlår, mørke og ildevarslende. Gamle blodansamlinger. Skorper af størknet blod kunne ses hist og her på benene. Det var, som om hele hendes krop var dækket af en tynd, mørkerød film, og i en flænge i den ene side af hendes krop kunne man se en lille, hvid knoglestump stritte frem. Judith stirrede på kvindens ansigt. Hendes næse var skæv. Huden omkring øjnene var hævet, og hendes læber var sprukne og revnede. Kvindens mørke hår var indsmurt i blod, og en lille sø havde dannet sig som en glorie omkring hendes hoved.

Judith trådte endnu tættere på. Hun kunne ikke forhindre sig selv i at gøre det. Pludselig var hun som en voyeur, efter at hun gennem et langt liv høfligt havde vendt ansigtet den anden vej. Glasskår knasede under hendes sko, og kvinden spærrede øjnene vidt op i panik. Med en mat livløshed i blikket stirrede hun på et eller andet bag Judith, men så gled kvindens øjenlåg lige så pludseligt flimrende i, og Judith kunne ikke undertrykke den voldsomme skælven, der bredte sig gennem hendes krop. Det var, som om nogen lige havde gået hen over hendes grav.

”Åh gud,” mumlede Henry, nærmest som i bøn. Da Judith vendte sig om mod ham, stod han og knugede den ene hånd ind til brystet. Hans knoer var hvide. Han stirrede på kvinden, og hun frygtede, at han var på vej til at kaste op. ”Hvordan kunne det ske?” hviskede han med rædslen malet i ansigtet. ”Hvordan i alverden kunne det dog ske?”