KAPITEL 1

JA, MOR,” MUMLEDE SARA LINTON stille i mobiltelefonen og lænede sig tilbage i stolen. Et øjeblik spekulerede hun på, om der nogensinde ville komme en dag, hvor det ville føles normalt igen – hvor en telefonsamtale med hendes mor ville gøre hende glad på samme måde som i gamle dage i stedet for at give hende en følelse af, at samtalen brækkede endnu en lille splint af hendes hjerte.

”Skat,” sagde Cathy trøstende. ”Det er i orden. Du passer godt på dig selv, og det er det eneste, far og jeg har brug for at vide.”

Sara mærkede tårerne presse sig svidende på. Det ville ikke være første gang, hun havde siddet i lægernes frokoststue på Grady Hospital og grædt, men hun kunne ikke holde ud at græde mere, kunne ikke holde ud at forholde sig til sine følelser længere. Var det ikke hele grunden til, at hun to år tidligere havde forladt sin familie og sit tidligere liv på landet i Georgia og var flyttet til Atlanta? Så hun ikke længere var tvunget til at leve med de konstante påmindelser om, hvad der var sket?

”Lov mig, at du vil prøve at finde tid til at gå i kirke i næste uge.”

Sara mumlede et eller andet, der muligvis kunne opfattes som et løfte. Hendes mor var dog ikke så let at narre, og de vidste begge, at sandsynligheden for, at Sara ville sidde på kirkebænken påskesøndag, var særdeles ringe, men Cathy pressede ikke yderligere på.

Sara så på bunken af journaler på bordet foran sig. Hendes vagt var snart slut, og hun var nødt til at diktere sine journalnotater. ”Mor, jeg er ked af det, men jeg bliver nødt til at smutte.”

Før Cathy afsluttede samtalen, lykkedes det hende at lokke Sara til at love at ringe igen ugen efter. Sara blev siddende med mobiltelefonen i hånden i et par minutter og stirrede på de slidte tal på tasterne. Hendes tommelfinger gled hen over tasterne fem og syv, mens hun i tankerne ringede til et velkendt nummer uden dog at trykke på tasterne. Hun stak telefonen i lommen og mærkede, hvordan brevet igen trængte sig på i hendes bevidsthed.

Brevet. Hun tænkte på det som en genstand, der havde fået sit eget liv.

Normalt tjekkede hun først sin post, når hun kom hjem fra arbejde, så hun ikke behøvede at slæbe rundt på den hele dagen, men en morgen havde hun af en eller anden uforklarlig årsag tjekket posten, da hun tog hjemmefra. Hun var brudt ud i koldsved i det øjeblik, hun genkendte afsenderadressen på den anonyme, hvide konvolut. Hun havde stukket konvolutten ned i lommen på sin lægekittel, da hun tog af sted på arbejde, og havde tænkt, at hun kunne læse brevet i frokostpausen. Frokostpausen var kommet og gået, men brevet havde fortsat ligget uåbnet i lommen – både da hun kørte hjem fra arbejde, og da hun kørte på arbejde igen dagen efter. Der var gået flere måneder, og Sara havde stadig brevet med sig overalt. Somme tider lå det i hendes frakke og andre gange i hendes taske, når hun kørte i supermarkedet eller skulle ordne et ærinde. Det var blevet som en talisman for hende, og ofte stak hun hånden i lommen og rørte ved det bare for at minde sig selv om, at det stadig var der.

I tidens løb var hjørnerne på konvolutten blevet krøllede, og poststemplet fra Grant County var begyndt at falme. For hver ny dag føltes det mere og mere usandsynligt, at hun nogensinde ville åbne brevet og finde ud af, hvad den kvinde, der havde slået hendes mand ihjel, overhovedet kunne have at fortælle.

”Linton?” Mary Schroder, en af sygeplejerskerne, bankede på døren og henvendte sig til hende på den præcise og ordknappe facon, der blev benyttet på skadestuen. ”En kvinde på 33, som pludselig besvimede. Før ankomsten. Hun er ved bevidsthed nu, men stadig afkræftet. Pulsen er svag.”

Sara så på journalerne og derefter på sit ur. En kvinde på 33, der uden forklaring var besvimet, var en gåde, som det ville tage et stykke tid at finde en forklaring på. Klokken var næsten syv. Hendes vagt sluttede om ti minutter. ”Kan Krakauer ikke tage imod hende?”

”Krakauer har allerede taget imod hende,” sagde Mary. ”Han ordinerede blot rutineprøver, men så skred han for at drikke en kop kaffe sammen med hende den nye dulle.” Det var tydeligt, at Mary var oprevet. ”Patienten er strisser,” tilføjede hun.

Mary var selv gift med en politimand, hvilket næppe kunne komme bag på nogen af hendes kolleger, eftersom hun havde arbejdet på skadestuen på Grady i næsten tyve år. Det var almindelig kendt, at på samtlige hospitaler i hele verden fik de patienter, der var ansat ved ordensmagten, altid den bedste og hurtigste behandling. Tilsyneladende havde Otto Krakauer aldrig set notatet, der var blevet sendt rundt.

Sara gav sig. ”Hvor længe var hun bevidstløs?”

”I et minuts tid, siger hun.” Mary rystede på hovedet, fordi patienterne sjældent var de mest troværdige vidner, når det handlede om deres eget helbred. ”Hun har det virkelig dårligt.”

Den sidste sætning fik Sara til at rejse sig. Grady var det eneste hospital i Atlanta, der havde et traumecenter, og desuden var det et af de få tilbageværende offentlige hospitaler i Georgia. Hver eneste dag modtog sygeplejerskerne på Grady ofre for bilulykker, skudepisoder, knivoverfald, overdoser og alle mulige andre forbrydelser mod menneskeheden og havde udviklet et skarpt blik for, hvornår de stod over for et alvorligt problem. Og naturligvis lod politifolk sig sædvanligvis ikke indlægge på et hospital, medmindre de var døden nær.

Sara kastede et blik på kvindens journal, mens hun fortsatte hen ad gangen. Otto Krakauer havde ikke gjort andet end at skrive et par notater om kvindens helbredsmæssige baggrund og bestille de sædvanlige blodprøver, hvilket fortalte Sara, at han ikke var nået frem til nogen entydig diagnose. Faith Mitchell var en i øvrigt sund og rask 33 årig kvinde, som ikke tidligere havde lidt af nogen alvorlige sygdomme, og som ikke havde været ude for nogen traumer for nylig. Forhåbentligt ville resultaterne af blodprøverne give et bedre indtryk af, hvad det hele handlede om.

Sara mumlede en undskyldning, da hun stødte ind i en båre på gangen. Som altid var stuerne så overfyldte, at patienterne måtte placeres på gangene – nogle i senge og andre i kørestole, og de så alle ud til at have det endnu mere elendigt, end de efter al sandsynlighed havde haft det, da de ankom til hospitalet for at blive behandlet. De fleste var sikkert taget på skadestuen umiddelbart efter arbejde, fordi de ikke havde råd til at gå glip af en dags indtægt. Da de fik øje på Saras hvide kittel, kaldte de på hende, men hun tvang sig selv til at ignorere dem og koncentrere sig om journalen.

”Jeg kommer om et øjeblik,” sagde Mary og undgik at komme i kontakt med en ældre dame på en båre. ”Hun ligger lige derinde.”

Sara bankede på den åbne dør til undersøgelsesstue 3, hvor patienterne havde en chance for at få en smule fred og ro – endnu et gode, som politifolk kunne glæde sig over. En lille, lyshåret kvinde sad på sengekanten, fuldt påklædt og tydeligvis utålmodig. Mary var en dygtig sygeplejerske, men selv en blind ville kunne se, at Faith Mitchell ikke havde det godt. Hendes ansigt var lige så blegt som lagnet på sengen, og selv på afstand var det tydeligt, at hendes hud var svedig og klam.

Det virkede, som om hendes mand ikke ligefrem gjorde situationen bedre ved at vandre rastløst frem og tilbage på gulvet. Han var en flot mand på mindst en meter og halvfems med tætklippet, sandfarvet hår. Et ujævnt ar løb ned over den ene side af hans ansigt. Det stammede sikkert fra en ulykke i barndommen, hvor hans kæbe havde skrabet mod asfalten, da han væltede på sin cykel, eller også havde han fået arret på baseballbanen, da han kastede sig hen over den hårdtpakkede jord ved tredje base. Han var slank og veltrænet, sikkert motionsløber, og hans jakkesæt og vest fremhævede hans brede skuldre og brystkasse, som fortalte, at han nok tilbragte en hel del tid i et træningscenter.

Han holdt op med at vandre rastløst frem og tilbage og lod blikket glide fra Sara til kvinden på sengen og tilbage igen. ”Hvor er den anden læge?”

”Han blev kaldt til noget akut.” Sara gik hen for at vaske hænder og fortsatte: ”Mit navn er Sara Linton, og jeg er læge. Kan I hurtigt orientere mig om, hvad der er sket?”

”Hun besvimede,” sagde manden, mens han nervøst drejede på sin vielsesring. Det var, som om han indså, at han lød en smule desperat, så han sænkede stemmen en anelse. ”Hun er aldrig pludselig besvimet før.”

Det virkede, som om Faith Mitchell var irriteret over hans bekymring. ”Jeg har det fint,” insisterede hun og så på Sara. ”Jeg sagde det samme til den anden læge. Det seneste stykke tid har jeg været en smule forkølet. Det er det hele.”

Sara pressede et par fingre ned mod Faiths håndled og tjekkede pulsen. ”Hvordan har du det nu?”

Hun så på sin mand. ”Jeg er irritabel.”

Sara smilede og rettede sin lommelygte mod Faiths øjne, hvorefter hun lyste hende i halsen og foretog den sædvanlige helbredsundersøgelse uden at finde noget alarmerende. Hun var enig i Krakauers indledningsvise vurdering. Faith var sikkert bare dehydreret. Hendes hjerte lød normalt, og det tydede ikke på, at hun var blevet ramt af et slagtilfælde. ”Slog du hovedet, da du faldt?”

Kvinden begyndte at svare, men manden afbrød hende. ”Det skete i et parkeringshus. Hun knaldede hovedet ned i belægningen.”

”Har du mærket andre problemer?” spurgte Sara kvinden.

”Kun lidt hovedpine af og til,” svarede Faith. Det var, som om hun stadig holdt noget tilbage, selvom hun fremsatte denne indrømmelse. ”Jeg har faktisk ikke fået noget ordentligt at spise hele dagen. Jeg havde en smule ondt i maven i morges. Og i går morges.”

Sara åbnede en skuffe for at tage en gummihammer og tjekke kvindens reflekser, men de var også i orden. ”Har du for nylig taget meget på i vægt eller tabt dig meget?”

”Nej,” svarede Faith, mens hendes mand i det samme sagde: ”Ja.”

Manden så trodsigt på Faith, men prøvede alligevel: ”Jeg synes kun, at det klæder dig.”

Faith tog en dyb indånding og pustede langsomt luften ud. Sara betragtede manden igen og tænkte, at han sikkert var enten revisor eller advokat. Han havde rettet ansigtet mod sin kone, og Sara fik øje på et andet og smallere ar, som løb hen langs hans overlæbe og tydeligvis ikke stammede fra en operation. Huden var syet så klodset sammen, at arret, der fortsatte vandret hen over huden mellem læben og næsen, stadig var lettere ujævnt. Han havde sikkert været bokser, da han gik på universitetet, og måske var han bare blevet ramt lidt for mange gange i hovedet, eftersom det tydeligvis ikke lod til, at han vidste, at den eneste vej op af et hul består i at holde op med at grave. ”Faith, jeg synes virkelig, at det klæder dig, at du har taget lidt på. Du kan sagtens tåle at …”

Hun lukkede munden på ham med et enkelt blik.

”Godt.” Sara åbnede journalen og ordinerede yderligere et par undersøgelser. ”Vi er nødt til at få taget et røntgenbillede af kraniet, og der er endnu et par undersøgelser, jeg også gerne vil have foretaget. Bare rolig, vi kan bruge de blodprøver, der allerede er taget, så du behøver ikke at blive stukket med flere kanyler lige her og nu.” Hun griflede endnu et par sætninger og markerede et par afkrydsningsfelter, før hun atter så på Faith. ”Jeg lover, at vi nok skal skynde os så meget som muligt, men som du sikkert kan se, har vi huset fuldt i dag. Ventetiden på røntgenafdelingen er på mindst en time. Jeg skal gøre mit bedste for, at ventetiden bliver så kort som mulig, men måske var det en idé at finde en bog eller et blad at fordrive ventetiden med?”

Faith svarede ikke, men der var noget ved hendes udstråling, der ændrede sig. Hun så på sin mand og rettede igen blikket mod Sara. ”Er der ikke noget, jeg skal skrive under på?” spurgte hun og nikkede i retning af journalen.

Der var ikke noget, der skulle underskrives, men alligevel rakte Sara journalen til hende. Faith griflede et eller andet i bunden af siden og gav den tilbage til hende. Sara læste ordene: Jeg er gravid.

Sara nikkede, mens hun overstregede ordinationen på en røntgenundersøgelse. Tydeligvis havde kvinden endnu ikke fortalt noget til sin mand, men nu var der en række spørgsmål, Sara var nødt til at stille, og hun ville ikke kunne gøre det uden at afsløre nyheden. ”Hvornår har du sidst fået foretaget en underlivsundersøgelse?”

Det var, som om Faith straks var med. ”Sidste år.”

”Godt, så lad os få lavet en ny, nu hvor du alligevel er her.” Sara så på manden. ”Du kan bare vente udenfor.”

”Javel.” Han virkede overrasket, selvom han nikkede. ”Okay.” Til sin kone sagde han: ”Jeg sætter mig ud i venteværelset, hvis du får brug for mig.”

”Okay.” Faith så ham gå, og det var tydeligt, at anspændtheden forsvandt fra hendes skuldre, da døren blev lukket. ”Er det i orden, at jeg lægger mig?” spurgte hun Sara.

”Ja, selvfølgelig.” Sara hjalp hende med at komme til at ligge så behageligt som muligt, og imens tænkte hun, at Faith virkede yngre end sine 33 år. Alligevel var hendes udstråling umiskendeligt som en strissers, og der var noget ved hele hendes holdning, der fortalte, at hun ikke fandt sig i noget pis fra nogen. Hendes advokatmand virkede som en upassende partner for hende, men alligevel havde Sara ved andre lejligheder set mere underlige sammensætninger.

”Hvor langt er du henne?” spurgte hun Faith.

”Omkring ni uger.”

Sara noterede det i journalen og spurgte: ”Er det blot din egen vurdering, eller er du blevet undersøgt af en læge?”

”Jeg tog en hjemmetest,” svarede hun, men korrigerede så sig selv. ”Rent faktisk gennemførte jeg testen tre gange. Jeg går aldrig over tiden.”

Sara tilføjede en graviditetstest til listen over undersøgelser. ”Hvad med den omtalte vægtforøgelse?”

”Fem kilo,” indrømmede Faith. ”Siden jeg fandt ud af, at jeg er gravid, har jeg ikke helt kunnet kontrollere min trang til at spise.”

Saras erfaring fortalte, at fem kilo sikkert betød, at hun havde taget otte på. ”Har du andre børn?”

”Et enkelt. Jeremy på atten …”

”Du får nok at se til,” mumlede Sara, mens hun noterede oplysningen i journalen, ”med to små børn under to.”

“Ikke to børn under to. Min søn er atten år.”

Der gik et lille sæt igennem Sara, og hun bladrede lidt tilbage i journalen.

”Lad mig spare dig for udregningerne,” tilbød Faith. ”Jeg blev gravid, da jeg var fjorten, og jeg fik Jeremy, da jeg var femten.”

Der var ikke ret meget, der kunne overraske Sara, men Faith Mitchell havde formået at gøre det. ”Var der nogen komplikationer i forbindelse med din første graviditet?”

”Ud over at blive betragtet som oplagt emne til et dokumentarprogram?” Hun rystede på hovedet. ”Nej, overhovedet ingen.”

”Okay,” svarede Sara. Hun lagde journalen fra sig og rettede sin fulde opmærksomhed mod Faith. ”Godt, lad mig høre lidt mere om det, der skete her i dag.”

”Jeg var på vej hen til bilen og følte mig en smule svimmel, og før jeg vidste af det, kørte Will mig herhen.”

”Svimmel, som når alt kører rundt, eller snarere svimmel i betydningen omtåget?”

Hun funderede lidt over spørgsmålet, før hun svarede. ”Omtåget.”

”Oplevede du nogen lysglimt, eller mærkede du en underlig smag i munden?”

”Nej.”

”Og Will er din mand?”

Faith tabte helt bogstaveligt underkæben. ”Nej, for fanden da.” Hun prøvede at holde en vantro latter tilbage. ”Will er min makker … Will Trent.”

”Er kriminalassistent Will Trent her, så jeg kan tale med ham?”

”Specialagent. Du har allerede talt med ham. Han er lige gået.”

Sara var sikker på, at hun havde misforstået et eller andet. ”Er den mand, som var herinde lige før, politimand?”

Hun lo. ”Det er jakkesættet, der gør det. Du er ikke den første, der tror, at han er bedemand.”

”Jeg troede nu, at han var advokat,” indrømmede Sara og tænkte, at hun aldrig nogensinde havde mødt en mand, der så lidt lignede en politibetjent.

”Jeg bliver nødt til at fortælle ham, at du troede, han var advokat. Det vil glæde ham, at du opfattede ham som en højtuddannet mand.”

Først nu bemærkede Sara, at kvinden ikke havde nogen vielsesring på. ”Så barnets far er …”

”Ude af billedet igen.” Faith virkede ikke forlegen over oplysningen, og Sara tænkte, at der sikkert ikke var særlig meget, man kunne blive forlegen over, når man havde født sit første barn i en alder af femten. ”Jeg vil foretrække, at Will ikke får noget at vide,” sagde Faith. ”Han er meget …” Hun afbrød sig selv midt i sætningen. Hun lukkede øjnene og pressede læberne sammen. En tynd film af sved var brudt ud på hendes pande.

Sara holdt om Faiths håndled igen. ”Hvad sker der?”

Faith fortsatte med at presse læberne sammen og undlod at svare.

Sara havde fået opkast ud over sig så mange gange, at hun kendte alle forvarslerne. Hun gik hen til vasken for at gøre en papirserviet våd, mens hun sagde til Faith: ”Tag en dyb indånding og pust luften langsomt ud igen.”

Med skælvende læber gjorde Faith, som hun fik besked på.

”Har du været meget pirrelig på det seneste?”

På trods af situationen prøvede Faith at svare med munterhed i stemmen. ”Mere, end jeg plejer at være?” Hun lagde en hånd på maven og blev pludselig alvorlig. ”Ja. Nervøs. Irritabel.” Hun sank en klump. ”Og jeg har haft en underligt summende fornemmelse i hovedet, som om der flyver bier rundt i hjernen.”

Sara lagde den kolde papirserviet på kvindens pande. ”Kvalme?”

”Om morgenen,” lykkedes det Faith at fremstamme. ”Jeg troede, at der var tale om almindelig morgenkvalme, men …”

”Hvad med anfaldene af hovedpine?”

”Det har været temmelig slemt, for det meste om eftermiddagen.”

”Har du været unormalt tørstig? Har du tisset meget?”

”Ja. Nej. Jeg ved det ikke.” Hun tvang sig selv til at åbne øjnene og spurgte: ”Okay, hvad er der i vejen med mig? Influenza, en hjernesvulst eller hvad?”

Sara satte sig på sengekanten og holdt om kvindens hånd.

”Åh gud, er det så slemt?” Før Sara kunne nå at svare, fortsatte Faith: ”Læger og politifolk sætter sig kun, når de skal overbringe en dårlig nyhed.”

Sara spekulerede på, hvordan denne iagttagelse var gået hendes næse forbi. I alle de år, hun havde været sammen med Jeffrey Tolliver, havde hun troet, at hun forstod at aflæse selv den mindste ændring i hans ansigtsudtryk. ”Jeg har været gift med en politimand i femten år,” sagde hun til Faith. ”Jeg har aldrig før bidt mærke i det, men du har ret … han satte sig altid, når han skulle overbringe en dårlig nyhed.”

”Jeg har selv været ansat ved politiet i femten år,” sagde Faith. ”Var han dig utro, eller blev han alkoholiker?”

Sara mærkede en klump i halsen. ”Han blev dræbt for tre et halvt år siden.”

”Åh, nej,” gispede Faith og tog sig til brystet. ”Det gør mig frygtelig ondt.”

”Det er i orden,” svarede Sara og spekulerede på, hvorfor hun overhovedet havde indviet kvinden i en så personlig detalje fra sit liv. De seneste år havde hendes liv handlet om at prøve at lade være med at tale om Jeffrey, men her sad hun og delte historien om ham med en vildfremmed. Hun prøvede at få anspændtheden i luften til at forsvinde ved at tilføje: ”Du har ret. Han var mig også utro.” I det mindste havde han været det, da Sara første gang havde været gift med ham.

”Det gør mig frygtelig ondt,” gentog Faith. ”Skete det, mens han var på arbejde?”

Sara havde ikke lyst til at besvare spørgsmålet. Hun havde kvalme og følte sig overvældet. Hun havde det sikkert på mange måder, ligesom Faith havde haft det, før hun besvimede i parkeringshuset.

Faith fornemmede hendes modvilje. ”Du behøver ikke at …”

”Tak.”

”Jeg håber, de fik fat i stodderen.”

Sara stak en hånd i lommen og lod fingrene lukke sig om kanten af konvolutten. Det var det spørgsmål, alle ønskede at høre svaret på. Fik de ham? Fangede de det svin, der dræbte din mand? Som om det betød noget. Som om anholdelsen af Jeffreys morder på eller anden måde kunne fjerne sorgen over hans død.

Heldigvis trådte Mary i det samme ind på stuen. ”Undskyld,” sagde hun. ”Den gamle dames børn havde bare afleveret hende her. Jeg var nødt til at ringe til socialkontoret.” Hun rakte Sara et stykke papir. ”Resultatet af rutineprøverne er kommet.”

Sara rynkede panden og studerede tallene fra laboratoriet. ”Har du dit blodsukkerapparat på dig?”

Mary stak en hånd i lommen og gav Sara sit apparat.

Sara tørrede spidsen af Faiths ene finger af med en smule sprit. Rutineprøverne tegnede et ufatteligt præcist billede, men Grady var et stort hospital, og det var ikke et ukendt fænomen, at der blev byttet om på blodprøverne. ”Hvornår har du sidst fået noget at spise?” spurgte hun Faith.

”Vi har siddet i retten hele dagen.” Pludselig mumlede hun: ”Av, for pokker,” da nålen prikkede hul på fingeren, men så fortsatte hun: ”Omkring middagstid fik jeg et stykke af en kage, som Will trak i en automat.”

Sara prøvede igen. ”Det sidste rigtige måltid.”

”Omkring klokken otte i aftes.”

Det skyldige blik i Faiths øjne fortalte Sara, at der sikkert havde været tale om en omgang fastfood. ”Drak du kaffe i morges?”

”Måske en halv kop. Jeg kunne ikke klare duften.”

”Fløde og sukker?”

”Sort. Normalt spiser jeg et solidt morgenmåltid, yoghurt og frugt, når jeg har løbet en tur.” Faith spurgte: ”Er der noget i vejen med mit blodsukker?”

”Det er det, jeg gerne vil finde ud af,” sagde Sara og pressede lidt blod ud på teststrimlen. Mary løftede det ene øjenbryn, som om hun havde lyst til at udfordre Sara til at fremsætte et gæt på tallet. Sara rystede på hovedet. Mary gav dog ikke op og indikerede med fingrene tallet 7,5.

”Jeg troede, at man først undersøgte blodsukkeret senere,” sagde Faith og lød usikker. ”Efter at man var blevet bedt om at drikke en sukkeropløsning.”

”Har du nogensinde haft problemer med dit blodsukker? Har andre i din familie haft problemer i den retning?”

”Nej, ingen.”

Der lød et bip fra apparatet, og tallet 7,7 tonede frem på skærmen.

Mary fløjtede stille, imponeret over sit eget gæt. Engang havde Sara spurgt hende om, hvorfor hun ikke havde uddannet sig til læge – blot for at få at vide, at det alligevel var sygeplejersker, der tog sig af hovedparten af behandlingen.

”Du har diabetes,” sagde Sara til Faith.

Faiths læber sitrede, før det lykkedes hende at fremstamme et svagt: ”Hvabehar?”

”Jeg vil tro, at du har været på vej til at udvikle diabetes i et stykke tid. Dine kolesteroltal og triglycerider er ekstremt høje. Dit blodtryk er en smule forhøjet. Graviditeten og din hurtige vægtforøgelse – fem kilo er meget på ni uger – har, sammenholdt med dine dårlige spisevaner, gjort udslaget.”

”Jeg havde ingen problemer under min første graviditet.”

”Du er ældre nu.” Sara gav hende en serviet, som hun kunne presse ind mod fingeren for at få blødningen til at standse. ”Jeg vil gerne have, at du kontakter din egen læge i morgen tidlig og følger op på det. Vi er nødt til at være sikre på, at der ikke er andet på spil. I mellemtiden er du nødt til at få lidt bedre styr på dit blodsukker. Hvis du ikke gør det, vil det være det mindste af dine problemer, om du besvimer i parkeringshuset igen.”

”Måske er det bare … jeg har ikke spist ordentligt, og …”

Sara afbrød hende midt i benægtelsen. ”Et hvilket som helst tal over 7 er nok til at konstatere, at du har diabetes. Tallet er oven i købet steget, siden den første blodprøve blev taget.”

Det tog sin tid, før Faith havde kaperet nyheden. ”Går det i sig selv igen?”

Det var et spørgsmål, en endokrinolog var bedre egnet til at svare på. ”Du bliver nødt til at tale med din læge og få ham til at gennemføre nogle flere undersøgelser,” sagde Sara alligevel, selvom hun, hvis hun skulle fremsætte et kvalificeret gæt, ville sige, at Faith helbredsmæssigt befandt sig i risikozonen. Foruden graviditeten skulle hun nu forholde sig til at have fået diabetes.

Sara så på sit ur. ”Jeg vil gerne lade dig blive natten over for at holde dig under observation, men når vi har fået alle papirerne bragt i orden og har fundet en stue til dig, vil din læge være tilbage på klinikken, og jeg kan mærke, at du alligevel ikke ville have lyst til at blive her.” Hun havde tilbragt så meget tid sammen med politifolk, at hun vidste, at Faith ville stikke af, lige så snart hun fik chancen.

Hun fortsatte: ”Du må love mig, at du ringer til din læge i morgen tidlig. Jeg mener det. Det er det første, du gør i morgen tidlig. Jeg sender en sygeplejerske herind, så hun kan lære dig at måle blodsukker og tage insulin, men du er nødt til at følge det op med at kontakte din egen læge i morgen.”

”Skal jeg give mig selv indsprøjtninger?” spurgte Faith skingert.

”Tabletter mod diabetes må ikke anvendes af gravide. Det er derfor, du er nødt til at tale med din læge. Der er meget, der skal læres, og mængden af insulin skal løbende justeres, fordi din vægt og dit hormonniveau vil ændre sig, efterhånden som graviditeten skrider frem. Din læge kommer til at blive din bedste ven i mindst de næste otte måneder.”

Faith virkede forlegen. ”Jeg har ikke en fast læge.”

Sara tog sin receptblok frem og skrev navnet på en kvinde, som hun havde været i turnus med mange år tidligere. ”Delia Wallace har klinik på Emory University. Hun er speciallæge i både gynækologi og endokrinologi. Jeg ringer til hende i aften, så hendes sekretær ikke afviser dig, når du ringer.”

Faith virkede stadig ikke overbevist. ”Hvordan kan jeg pludselig have fået diabetes? Jeg ved godt, at jeg har taget på, men jeg er ikke ligefrem overvægtig.”

”Man behøver ikke at være overvægtig,” sagde Sara. ”Du er ældre nu. Barnet påvirker dine hormoner og kroppens evne til at producere insulin. Du har ikke sørget for at spise ordentligt. Det er kombinationen af flere enkelte faktorer, der har fået sygdommen til at bryde ud.”

”Det er Wills skyld,” mumlede Faith. ”Han spiser som en tolvårig. Donuts, pizzaer, burgere. Han kan ikke gå ind på en benzinstation uden at købe en portion nachos og en hotdog.”

Sara satte sig på sengekanten igen. ”Faith, det her er ikke verdens undergang. Du er i god form. Du har en god forsikring. Du skal nok komme igennem det.”

”Hvad nu, hvis jeg …” Hun gik i stå og brød øjenkontakten med Sara. ”Hvad nu, hvis jeg ikke var gravid?”

”Det er ikke svangerskabsdiabetes, du har fået, men en regulær type 2. En afbrydelse af svangerskabet vil ikke få problemet til pludselig at forsvinde,” svarede Sara. ”Hør, det er sikkert noget, der har bygget sig op gennem et stykke tid. Graviditeten har blot sat ekstra skub i processen. Det vil gøre tingene lidt mere komplicerede i begyndelsen, men det vil ikke være umuligt at genoprette balancen.”

”Jeg tænkte bare …” Det var, som om hun ikke var i stand til at fuldende sætningen.

Sara klappede hendes hånd og rejste sig. ”Delia Wallace er blændende dygtig til at stille diagnoser. Og jeg ved, at hun tager imod patienter, der er forsikret via deres ansættelse hos Atlanta Politi.”

”Jeg er statsansat,” korrigerede Faith hende. ”Jeg er ansat i GBI.”

Sara gik ud fra, at man i Georgia Bureau of Investigation havde tegnet en tilsvarende forsikring for medarbejderne, men hun kom ikke nærmere ind på det. Det var tydeligt, at Faith havde svært ved at forlige sig med nyheden, og Sara havde ikke ligefrem gjort noget for at gøre det lettere for hende. Men hun kunne ikke skrue tiden tilbage. Sara klappede hende på armen. ”Mary kommer og giver dig en indsprøjtning, og i løbet af ganske kort tid vil du få det markant bedre.” Hun begyndte at gå. ”Jeg mener virkelig det med at ringe til Delia Wallace,” tilføjede hun bestemt. ”Jeg vil gerne have, at du ringer til hende i morgen tidlig, og du er nødt til at begynde at spise mere end et stykke kage i ny og næ. Sørg for at spise en kost, der har et lavt indhold af både kulhydrater og fedt. Regulære, sunde måltider og mellemmåltider, okay?”

Faith nikkede, stadig lammet. Da Sara forlod stuen, følte hun sig som et gennemført dumt svin. Hendes evne til at tale med patienterne var uden tvivl blevet dårligere gennem årene, men dette møde repræsenterede et nyt lavpunkt. Var det ikke netop denne chance for anonymitet, som havde fået hende til at søge stillingen på Grady? Ud over en håndfuld hjemløse mænd og prostituerede mødte hun sjældent sine patienter mere end én gang. Det var det, der havde haft så stor tiltrækningskraft på hende, denne mulighed for at undgå at engagere sig i patienternes liv. Hun befandt sig ikke i en fase af sit liv, hvor hun havde lyst til at knytte bånd til andre mennesker. Hver ny patient repræsenterede en mulighed for at begynde forfra på en frisk. Hvis Sara var heldig – og hvis Faith Mitchell passede ordentligt på sig selv – ville de sikkert aldrig se hinanden igen.

I stedet for at gå tilbage til frokoststuen for at afslutte arbejdet med journalerne, fortsatte Sara forbi sygeplejerskernes kontor og videre gennem det overfyldte venteværelse og dobbeltdørene, til hun langt om længe befandt sig uden for bygningen. Ved udgangen stod et par sygeplejersker fra lungeafdelingen og røg, så Sara fortsatte om mod bagsiden af bygningen. Hendes dårlige samvittighed over for Faith Mitchell hvilede stadig tungt på hendes skuldre, og hun fandt Delia Wallaces nummer i sin mobiltelefons liste over kontaktpersoner, så hun ikke glemte at følge op på sit løfte. En telefonsvarer tog imod hendes besked om Faith, og Sara havde det en smule bedre, da hun afsluttede opkaldet.

Hun havde tilfældigt mødt Delia Wallace et par måneder tidligere, da hun var kommet for at besøge en af sine velhavende patienter, som med fly var blevet overført til Grady efter en alvorlig bilulykke. Delia og Sara havde været de to eneste kvinder, der lå placeret blandt de bedste fem procent på årgangen, da de afsluttede medicinstudierne på Emory University. På daværende tidspunkt var det en uskreven regel, at der var to karrieremuligheder for kvindelige læger: gynækologi eller pædiatri. Delia havde valgt det første område og Sara det andet. De fyldte begge fyrre om et års tid. Det var, som om Delia havde opnået alt, mens Sara følte, at hun ikke havde opnået noget som helst.

De fleste læger – Sara inklusive – var arrogante i en eller anden forstand, men Delia havde altid været god til at promovere sig selv. Mens de havde drukket en kop kaffe sammen i frokoststuen, havde Delia hurtigt orienteret hende om højdepunkterne i sit liv og fortalt om sin succesrige praksis med to klinikker, ægteskabet med en børsmægler og deres tre ovenud velfungerende og ambitiøse børn. Hun havde vist Sara billeder af dem alle – denne perfekte familie, som lignede noget, der var trådt direkte ud af en Ralph Lauren-reklame.

Sara havde ikke fortalt Delia om sit eget liv efter medicinstudiet. At hun var vendt tilbage til Grant County – at hun var rejst hjem og havde arbejdet som børnelæge langt ude på bøhlandet. Hun havde ikke fortalt om Jeffrey og grunden til, at hun var flyttet tilbage til Atlanta, eller hvorfor hun arbejdede på Grady, når hun i stedet kunne åbne sin egen praksis og skabe noget, der mindede om et normalt liv. Hun havde bare trukket på skuldrene og sagt: ”Og jeg endte her,” og Delia havde set på hende med en blanding af skuffelse og hævngerrighed – to følelser, som udsprang af, at Sara havde klaret sig bedre end Delia under hele deres studietid på Emory.

Sara stak hænderne i lommen og trak den tynde kittel til om kroppen for at holde kulden ude. Hun kunne mærke, hvordan brevet pressede sig ind mod hendes håndryg, mens hun gik forbi rampen ved patientmodtagelsen. Om morgenen havde hun frivilligt tilbudt at tage en ekstra vagt og havde nu arbejdet i næsten seksten timer i træk, så hun kunne holde fri hele den næste dag. Udmattelsen ramte hende på samme pludselige måde som aftenkulden, og hun knyttede hænderne i lommerne, mens hun nød den forholdsvis rene luft i lungerne. Hun fornemmede en duft af regn under stanken af bilos, og hvad det ellers var, der drev op fra affaldscontaineren. Måske ville hun kunne falde i søvn i aften. Det var altid lettere, når det regnede.

Hun så ned på bilerne på motorvejen. Myldretidstrafikken var ved at ebbe ud, og mænd og kvinder var på vej hjem til deres familier, deres liv. Sara stod lige ud for det sted, der gik under betegnelsen Grady-svinget – en krumning på motorvejen, som af trafikjournalister blev benyttet som referencepunkt, når de rapporterede om problemer på hovedfærdselsåren gennem byen. Bremselygterne på bilerne strålede klart og rødt, mens et redningskøretøj var ved at trække en firhjulstrækker ud fra rabatten i venstre side af vejen. En række politibiler holdt samlet på stedet, og de roterende blå blink på taget fik et uhyggeligt skær til at brede sig i mørket. Det blå lys fik hende til at tænke på den aften, hvor Jeffrey døde – de myldrende politifolk, statspolitiets overtagelse af sagen og gerningsstedet, som blev finkæmmet af snesevis af mænd iført hvide dragter og store støvler.

”Sara?”

Hun vendte sig om. Mary stod i døråbningen ved indgangen og vinkede hende tilbage til bygningen. ”Skynd dig!”

Sara småløb hen mod døren, og da hun kom nærmere, begyndte Mary at opremse en række kortfattede informationer. ”Trafikulykke. En fodgænger er blevet kørt ned. Krakauer tager sig af bilens fører og passager. Muligvis har føreren fået et akut myokardieinfarkt. Du er nødt til at tage dig af kvinden, der blev kørt ned. Åbent knoglebrud på højre arm og ben. Hun mistede bevidstheden midlertidigt på ulykkesstedet. Muligt seksuelt overgreb og tortur. Et vidne var tilfældigvis ambulanceredder. Han gjorde, hvad han kunne, men det ser ikke for godt ud.”

Sara var sikker på, at hun havde misforstået et eller andet. ”Kvinden blev voldtaget og derefter ramt af en bil?”

Mary forklarede det ikke nærmere. Hendes hånd var som en skruestik om Saras arm, mens de fortsatte i løb hen ad gangen. Døren til behandlingsstuen stod åben. Sara kunne se en båre og tre ambulancefolk, der havde taget opstilling omkring patienten. Alle de tilstedeværende på stuen var mænd, inklusive Will Trent, som lænede sig ind over kvinden, mens han prøvede at afhøre hende.

”Kan du fortælle, hvad du hedder?” spurgte han.

Sara stoppede brat, da hun nåede hen til fodenden af sengen. Mary holdt stadig hårdt om hendes arm. Patienten lå på siden, krøllet sammen i fosterstilling. Et par brede remme sørgede for, at hun lå solidt fastspændt på båren, og oppustelige poser beskyttede hendes højre arm og ben. Kvinden var vågen, og hendes tænder klaprede, mens hun mumlede uforståeligt. En sammenfoldet jakke lå under hendes hoved, og en halskrave forhindrede, at hendes hoved faldt ud til siden. Hendes ansigt var dækket af snavs og størknet blod, og et stykke isolationstape sad på hendes ene kind og havde filtret sig ind i hendes mørke hår. Hendes mund stod åben, og det blødte fra et par flænger på læberne. Det lagen, som ambulancefolkene havde lagt over hende, var blevet trukket ned, og på kvindens ene bryst kunne hun se et gabende sår, der var så dybt, at man kunne se det lysegule fedt under huden.

”Kan du fortælle, hvad der er sket?” spurgte Will.

”Flyt dig,” beordrede Sara og skubbede hårdere til ham, end det havde været hendes hensigt. Han vaklede et øjeblik og holdt armene ud til siden for at genvinde balancen. Sara var ligeglad. Hun havde set den lille digitale båndoptager, han stod med i hånden, og hun brød sig ikke om det, han var i gang med.

Sara tog et par handsker på, lænede sig frem og sagde til kvinden: ”Mit navn er Sara Linton, og jeg er læge. Du befinder dig på Grady Hospital. Vi skal nok tage os godt af dig.”

”Hjælp … hjælp … hjælp,” messede kvinden, mens hun rystede så voldsomt, at metalstængerne på båren klirrede. Hendes blik var rettet stift og ufokuseret ud i rummet. Hun var ufatteligt tynd, og hendes hud var tør og skællet. ”Hjælp …”

Så blidt som muligt strøg Sara kvindens hår tilbage. ”Vi er masser af folk omkring dig, og vi vil alle gøre vores bedste for at hjælpe dig. Du skal bare tage det helt roligt. Du er i gode hænder nu.” Sara rettede sig op og lagde blidt en hånd på kvindens skulder for at lade hende vide, at hun ikke var alene. Yderligere to sygeplejersker var kommet ind på stuen og afventede hendes ordrer. ”Vil en eller anden give mig en hurtig orientering om, hvad der er sket?”

Hun havde rettet anmodningen mod de uniformerede ambulancefolk, men det var den civilklædte mand over for hende, der åbnede munden og med hurtig og staccatoagtig stemme opremsede tallene for kvindens puls og blodtryk og orienterede om den behandling, der var blevet sat ind med i ambulancen. Mandens tøj var smurt ind i blod. Han var sikkert det vidne til ulykken, som havde hjulpet på stedet. ”Dybt sår mellem elvte og tolvte ribben. Åbent knoglebrud på højre arm og ben. Hovedtraume. Hun var bevidstløs, da vi ankom, men hun genvandt bevidstheden, da jeg begyndte at arbejde med hende. Vi kunne ikke komme til at lægge hende fladt på ryggen,” forklarede han med en stemme, som sitrede af panik. ”Hun blev ved med at skrige. Vi var nødt til at få hende op i ambulancen, så vi spændte hende fast til båren. Jeg ved ikke, hvad der er i vejen med … jeg ved ikke, hvad …”

Han kæmpede for ikke at begynde at græde. Hans fortvivlelse hang tungt i luften, der føltes sitrende af adrenalin, hvilket var forståeligt nok, når man tog offerets tilstand i betragtning. Sara mærkede selv et øjebliks panik og kunne ikke danne sig et overblik over de skader, kvinden havde pådraget sig – de mange åbne sår og tydelige tegn på tortur. Mere end én af de tilstedeværende på stuen havde tårer i øjnene.

Sara gjorde sin stemme så rolig som muligt i et forsøg på at forhindre, at stemningen af hysteri tog yderligere til. Hun bad ambulancefolkene og vidnet om at forlade stuen og sagde: ”Mange tak for hjælpen. I har gjort alt, hvad I kunne, alene ved at bringe hende sikkert hertil. Lad os venligst være alene nu, så vi har plads til at hjælpe hende på bedste vis.” Hun så på Mary og sagde: ”Læg en venflon og gør et saltvandsdrop parat.” Hun vendte sig om mod en af de andre sygeplejersker. ”Kør et mobilt røntgenapparat herind, bestil tid til en CT-skanning og kontakt den vagthavende kirurg.” Hun så på den sidste sygeplejerske: ”Gastal, toksikologiske undersøgelser, rutineprøver og koagulationsprøve.”

Sara holdt forsigtigt stetoskopet ind mod kvindens ryg og prøvede at lade være med at fokusere på brændemærkerne og det siksakkede mønster af flænger i huden. Hun lyttede til kvindens lunger og mærkede ribbenenes skarpe konturer under fingrene. Vejrtrækningen lød normal, men ikke så kraftig, som hun ville ønske, hvilket dog sikkert skyldtes de store mængder af morfin, kvinden havde fået i ambulancen. Ofte udviskede panik grænsen mellem at hjælpe og gøre tingene værre.

Hun lænede sig frem igen. Kvindens øjne var fortsat åbne, og hendes tænder klaprede stadig. Sara sagde: ”Sig til, hvis du har svært ved at trække vejret, så skal jeg straks hjælpe dig med det. Okay? Vil du love mig det?” Der kom ikke noget svar, men Sara fortsatte alligevel med at henvende sig til kvinden og orienterede hende hele tiden om, hvad hun foretog sig – og hvorfor. ”Jeg tjekker dine luftveje for at sikre, at du kan blive ved med at trække vejret,” sagde hun og holdt blidt om kvindens kæber. Hendes tænder var lyserøde af blod, men Sara regnede med, at hun bare havde bidt sig i tungen. Huden i ansigtet var ridset af dybe flænger, som om nogen havde kradset hende. Sara tænkte, at hun blev nødt til at intubere og sedere hende, så derfor var det måske kvindens sidste chance for at fortælle hende noget.

Det var også grunden til, at Will Trent nægtede at forlade stuen. Han havde udspurgt kvinden om hendes tilstand, så han kunne pejle sig ind på, hvad han skulle skrive i sin rapport. Det var et krav, at offeret vidste, at hun var på vej til at dø, hvis hendes sidste ord skulle kunne anvendes i retten og ikke blive afvist som andenhåndsviden. Lige nu stod Trent blot og lænede sig op ad væggen, mens han lyttede opmærksomt til hvert eneste ord, der blev sagt, hvis han senere skulle blive bedt om at aflægge vidneforklaring i retten.

”Kan du fortælle mig, hvad du hedder?” spurgte Sara. Hun tav, mens kvindens læber bevægede sig, men ingen ord forlod hendes mund. ”Bare et fornavn, måske? Lad os begynde med noget helt enkelt.”

”An … an …”

”Anne?”

”Na … na …”

”Anna?”

Kvinden lukkede øjnene og nikkede stille. Anstrengelsen havde gjort hendes vejrtrækning mere besværet.

”Hvad med dit efternavn?” prøvede Sara.

Kvinden svarede ikke.

”Okay, Anna. Det er helt i orden. Prøv at holde dig vågen, ikke?” Sara så på Will Trent. Han nikkede taknemmeligt. Hun rettede igen sin opmærksomhed tilbage mod patienten, tjekkede hendes pupiller og mærkede på kranieskallen for at lede efter eventuelle brud. ”Der står noget blod i dine ører, Anna. Du er blevet ramt af et hårdt slag i hovedet.” Sara tog en våd klud og trak den forsigtigt hen over kvindens ansigt for at fjerne noget af det størknede blod. ”Jeg ved, at du stadig er ved bevidsthed, Anna. Prøv at holde dig vågen, okay?”

Forsigtigt førte Sara fingrene ned over kvindens hals og skulder og mærkede, hvordan kravebenet bevægede sig. Hun fortsatte roligt ned over kroppen og mærkede først på skuldrene både foran og bagpå, før hun fortsatte ned langs rygsøjlen. Kvinden var uhyggeligt afmagret, og knoglerne stak frem under huden, så man nærmest kunne se hele skelettet. Der var store flænger i huden, som om pigge eller kroge havde været stukket ind under den blot for at blive flået brutalt ud igen. En række mere overfladiske skrammer bredte sig op og ned over hendes krop, og det dybe sår på kvindens bryst lugtede allerede betændt. Hun havde haft det åbne sår i adskillige dage.

”Venflon på plads, saltvandsdrop skruet helt op,” meddelte Mary.

“Kan du se lægefortegnelsen ved siden af telefonen?” spurgte Sara Will Trent. Han nikkede. ”Find Phil Sanderson og ring ham op. Sig til ham, at vi har brug for ham hernede hurtigst muligt.”

Han tøvede. ”Jeg kan gå ud og hente ham.”

”Det er hurtigere at ringe,” sagde Mary. ”Lokalnummer 392.” Hun satte slangen fra droppet fast på kvindens hånd med et stykke tape og spurgte Sara: ”Skal jeg give hende lidt mere morfin?”

”Lad os først finde ud af, hvad hun fejler.” Sara prøvede at undersøge kvindens overkrop, men hun havde ikke lyst til at bakse for meget rundt med hende, før hun vidste præcis, hvad hun havde med at gøre. Der var et gabende hul på siden af kvindens krop mellem elvte og tolvte ribben, som forklarede, hvorfor kvinden skreg, hver gang de prøvede at rette hendes krop ud. Det måtte være ufattelig pinefuldt for hende, når de flænsede muskler og sener blev belastet.

Ambulancefolkene havde lagt en kompressionsforbinding på kvindens højre ben og arm og placeret dem i to oppustelige uriasposer for at holde lemmerne stabile. Sara løftede op i den sterile forbinding på benet og så en skinnende knoglestump stikke ud. Kvindens bækken føltes ustabilt, når hun rørte ved det. Skaderne på bækkenet var blevet påført på et senere tidspunkt. Bilen måtte have ramt hende fra højre og fået hendes krop til at knække sammen.

Sara tog en saks op af lommen og klippede det bånd over, som holdt kvinden fastspændt på båren, mens hun forklarede: ”Anna, nu vender jeg dig om på ryggen.” Hun førte en arm hen over kvindens hals og skuldre, mens Mary holdt om hendes bækken og ben. ”Vi lader dine ben forblive bøjede, men vi er nødt til at …”

”Neeeej!” skreg kvinden bønfaldende. ”Lad være! Vil I ikke godt lade være?” De fortsatte med at vende hende, og hun åbnede munden på vid gab og skreg så højt og skingert, at det løb Sara koldt ned ad ryggen. Hun havde aldrig hørt nogen skrige så uhyggeligt før. ”Nej!” råbte kvinden, så hendes stemme knækkede over. ”Nej! I må ikke gøre det!”

Kvinden begyndte at ryste så voldsomt, at Sara omgående lænede sig ind over båren og holdt om hendes krop, så hun ikke risikerede at falde ned på gulvet. Hun kunne høre kvinden stønne for hver ny krampetrækning, som om hver eneste bevægelse føltes som at få en kniv stukket ind i siden af kroppen. ”Fem milligram Ativan,” beordrede hun i håb om, at det kunne fjerne rystelserne. ”Du må ikke besvime, Anna,” sagde hun indtrængende. ”Vil du ikke godt prøve at holde dig vågen?”

Saras ord var nytteløse. Kvinden havde mistet bevidstheden, enten på grund af rystelserne eller smerterne. Længe efter at medicinens virkning burde være indtrådt, fortsatte musklerne i kvindens krop med at sitre. Hendes ben spjættede, og hendes hoved rystede.

”Røntgenapparatet er her,” meddelte Mary og nikkede for at lade radiografen vide, at han bare kunne fortsætte ind på stuen. ”Jeg tjekker med Sanderson og operationsstuen,” sagde hun til Sara.

Radiografen holdt en hånd op til brystet. ”Macon,” sagde han.

”Sara,” svarede hun. ”Jeg skal nok give dig en hånd med.”

Han rakte hende et ekstra blyforklæde og begyndte at gøre apparatet klar. Sara fortsatte med at lade sin ene hånd ligge på Annas pande og stryge hendes mørke hår væk fra ansigtet. Kvindens muskler sitrede stadig, da det lykkedes Sara og Macon at vende hende om på ryggen, stadig med bøjede ben for at hjælpe med at begrænse smerterne. Sara bemærkede, at Will Trent stadig befandt sig på stuen, og sagde: ”Du er nødt til at gå udenfor, mens vi gør det her.”

Hun hjalp Macon med at tage røntgenbillederne, og de arbejdede begge så hurtigt som muligt. Hun bad til, at patienten ikke ville vågne og begynde at skrige igen. Hun kunne stadig høre lyden af Annas skrig – som et dyr, der var fanget i en fælde. Alene intensiteten i skrigene fortalte hende, at kvinden var klar over, at hun var på vej til at dø. Man skreg ikke så højt, medmindre man havde opgivet ethvert håb om at klynge sig til livet.

Macon hjalp Sara med at vende kvinden tilbage på siden, hvorefter han forlod stuen for at få billederne fremkaldt. Sara tog handskerne af og lænede sig ind over båren igen. Hun førte en hånd ned mod Annas ansigt og kærtegnede hende på kinden. ”Du må undskylde, at jeg skubbede til dig før,” sagde hun – ikke til Anna, men til Will Trent. Hun drejede ansigtet og så ham stå for enden af sengen, mens han stirrede ned på kvindens ben og fodsåler. Hans kæber var sammenbidte, men hun vidste ikke, om det skyldtes rædsel eller vrede – eller begge dele.

”Vi har begge et stykke arbejde, der skal gøres,” sagde han.

”Ja, men alligevel.”

Han førte en hånd forsigtigt frem og rørte ved huden under Annas ene fod, mens han sikkert tænkte, at han ikke kunne røre ved hende andre steder uden at forvolde hende endnu flere smerter. Sara var overrasket over at se ham gøre det. Hans bevægelser virkede nærmest kærlige.

”Sara?” Phil Sanderson stod i døråbningen iført en ren og nypresset operationskittel.

Hun rettede sig op og lod fingerspidserne hvile blidt på Annas skulder, mens hun henvendte sig til Phil: ”Hun har to åbne knoglebrud og et knust bækken. Der er en dyb flænge på siden af højre bryst og et dybt sår på venstre side. Jeg er lidt usikker på de neurologiske aspekter. Hendes pupiller udviser ingen reaktion, men hun talte til mig lige før og kunne gøre sig forståelig.”

Phil kom hen til båren og indledte sin undersøgelse. Han kommenterede ikke patientens tilstand og den indlysende mishandling, hun havde været udsat for. Hans fokus var rettet mod det, han kunne gøre noget ved – de åbne knoglebrud og det knuste bækken. ”Du har ikke intuberet hende?”

”Der er fri passage i luftvejene.”

Det var tydeligt, at Phil ikke var enig med hende i beslutningen, men på den anden side var ortopædkirurger som regel ligeglade med, om deres patienter var ved bevidsthed og i stand til at tale med dem. ”Hvad med hjertet?”

”Det virker stærkt. Hendes blodtryk er fint. Hun er stabil.” Phils operationshold kom ind på stuen for at gøre patienten klar til at blive overflyttet til operationsstuen. Mary vendte tilbage med røntgenbillederne og gav dem til Sara.

”Alene narkosen ville kunne tage livet af hende,” sagde Phil.

Sara satte billederne op på lyskassen. ”Jeg tror ikke, hun stadig ville være i live, hvis hun ikke var en fighter.”

”Der er betændelse i såret på brystet. Det virker, som om …”

”Ja, jeg ved det,” afbrød Sara ham og tog sine briller på for at studere røntgenbillederne.

”Såret på siden af kroppen, derimod, virker rent.” Han afbrød sine folk et øjeblik og lænede sig frem for at undersøge den dybe flænge i huden. ”Blev hun slæbt af sted efter bilen? Stammer såret fra en metalgenstand af en slags?”

Will Trent svarede. ”Så vidt jeg ved, blev hun ramt direkte. Hun stod på kørebanen.”

”Var der noget i omgivelserne, der kan have givet hende flængen?” spurgte Phil. ”Den virker ren.”

Will tøvede, mens han sikkert spekulerede på, om manden overhovedet havde erkendt, hvad kvinden havde været igennem, før hun blev ramt af bilen. ”Ulykken skete i et skovområde uden for byen. Jeg har ikke talt med vidnet endnu. Efter ulykken fik bilens fører problemer med hjertet.”

Sara rettede opmærksomheden mod røntgenbillederne af kvindens overkrop. Enten var der et eller andet, der var helt galt, eller også var hun mere udmattet, end hun havde været klar over. Hun talte ribbenene og stolede ikke helt på sine egne øjne.

Det var, som om Will fornemmede hendes forvirring. ”Hvad er der?”

”Hendes elvte ribben,” sagde Sara. ”Det er blevet fjernet.”

”Hvordan fjernet?” spurgte Will.

”Ikke af en kirurg.”

”Det kan jo ikke passe,” vrængede Phil. Han spankulerede hen til skærmen og lænede sig frem mod billederne. ”Det skyldes sikkert …” Han studerede røntgenbillederne af brystkassen, først billederne taget forfra og derefter sideoptagelserne. Han lænede sig lidt mere frem og kneb øjnene en smule i, som om det ville hjælpe. ”Det forbandede ribben kan jo ikke bare være faldet ud. Hvor er det?”

”Se her,” sagde Sara og lod en finger glide hen over den ujævne skygge, hvor en knogle engang havde været holdt på plads af brusken. ”Det er ikke ligefrem sådan, at det bare er forsvundet,” sagde hun. ”Det er blevet fjernet med fuldt overlæg.”