KAPITEL 2

WILL KØRTE UD TIL ULYKKESSTEDET i Faith Mitchells Mini. Han måtte krølle sig sammen, og alligevel blev hans hoved presset op mod bilens loft. Han havde ikke villet spilde tiden med at indstille sædet – hverken da han havde kørt Faith på hospitalet, eller specielt ikke nu hvor han var på vej ud for at lede efter gerningsstedet for en af de mest bestialske forbrydelser, han nogensinde havde været konfronteret med. Bilen lå godt på de mørke veje, og han fortsatte i retning af Route 316 i et tempo, der lå et godt stykke over hastighedsgrænsen på skiltene langs vejen. Miniens brede dæk havde et godt vejgreb i svingene, men alligevel sagtnede han farten, jo længere væk fra byen han kom. Bevoksningen blev tættere, vejen blev smallere, og pludselig befandt han sig i et område, hvor det ikke var usædvanligt at se et rådyr eller en opossum komme løbende hen over vejen.

Han tænkte på kvinden – hendes flænsede hud, blodet og de dybe sår på hendes krop. Fra det øjeblik han havde set ambulancefolkene køre hende hen ad hospitalsgangen, havde han vidst, at skaderne var blevet påført af en person, der var mere end bare almindeligt syg i hovedet. Kvinden var blevet tortureret. En eller anden havde tilbragt et stykke tid sammen med hende – en person, som var mere end fortrolig med kunsten at påføre andre smerte.

Kvinden var ikke bare dukket op på vejen ud af det blå. Der var friske flænger under hendes fødder, og hun blødte stadig efter at have løbet gennem skoven. En fyrrenål havde sat sig fast i den kødfulde del midt på fodsålen, og huden var mørk af jord. Hun havde været indespærret et sted, som det på en eller anden måde var lykkedes hende at flygte fra. Hun måtte have været tilbageholdt i nærheden af vejen, og Will var fast besluttet på at finde stedet, om han så skulle bruge resten af sit liv på det.

Han indså, at han stadig tænkte på offeret som ”hun”, selvom han nu kendte hendes navn. Anna – ikke så langt fra Angie, hans egen kones navn. Ligesom Angie havde kvinden mørkt hår og mørke øjne. Hendes hud var olivenfarvet, og hun havde en skønhedsplet på bagsiden af det ene underben lige under knæet, akkurat som Angie. Han spekulerede på, om alle kvinder med olivenfarvet hud havde en skønhedsplet bag på benet. Måske var det et eller andet genetisk, der hang sammen med de andre karakteristiske træk som mørkt hår og mørke øjne. Han var sikker på, at lægen på skadestuen kunne have svaret på spørgsmålet.

Han tænkte på, hvad Sara Linton havde sagt, da hun undersøgte kvindens flossede hud og de små flænger fra fingernegle omkring det gabende sår på siden af kroppen. ”Hun må have været ved bevidsthed, da ribbenet blev fjernet.”

Will skælvede ved tanken. Han havde set resultatet af mange sadisters voldelige tilbøjeligheder i løbet af sin tid ved politiet, men intet havde nogensinde givet ham kvalme på samme måde.

Hans mobiltelefon ringede, og han kæmpede for at få hånden ned i lommen uden at komme til at skubbe til rattet og sende Minien i grøften. Han åbnede forsigtigt telefonen. Den lille muslingeskal af plastic var flækket flere måneder tidligere, men det var lykkedes ham at samle stumperne igen ved hjælp af noget superlim, isoleringstape og fem stykker sejlgarn, der fungerede som hængsel. Alligevel måtte han passe på, at det hele ikke faldt fra hinanden mellem hænderne på ham.

”Will Trent.”

”Hej, skat. Det er Lola.”

Han rynkede panden. Kvindens stemme var hæs og ru, og det lød, som om hun pulsede sig gennem to pakker smøger om dagen. ”Hvem?”

”Du er Angies bror, ikke?”

”Hendes mand,” korrigerede han kvinden. ”Hvem taler jeg med?”

”Lola. Jeg er en af hendes piger.”

Angie arbejdede som freelancer for adskillige private detektivfirmaer, men i over ti år havde hun været ansat ved sædelighedspolitiet. Af og til modtog Will et opkald fra nogle af de kvinder, hun havde holdt øje med, når hun patruljerede i gaderne. De ringede altid for at få hjælp, fordi de alle før eller siden endte med at blive sendt tilbage til spjældet, hvorefter de ringede til ham fra de indsattes mønttelefon. ”Hvad vil du?”

”Du behøver vel ikke være så kort for hovedet, skat …”

”Hør her, jeg har ikke talt med Angie i otte måneder.” Tilfældigvis var deres ægteskab gået op i limningen på samme tid som telefonen. ”Jeg kan ikke hjælpe dig.”

”Jeg er uskyldig.” Lola lo ad sin egen vittighed, men så blev hun ramt af et hosteanfald, der i et stykke tid blev ved med at tage til i styrke. ”Da jeg blev samlet op, var jeg i besiddelse af et ukendt hvidt pulver, som jeg bare passede på for en god ven.”

Pigerne kendte loven bedre end de fleste politifolk, og de var ekstra forsigtige, når de ringede fra mønttelefonen i fængslet.

”Få en advokat,” rådede Will hende og accelererede for at overhale en anden bil. Et lyn flænsede sig hen over himlen og oplyste vejen foran ham. ”Jeg kan ikke hjælpe dig.”

”Jeg har nogle oplysninger, jeg kan tilbyde i bytte.”

”Fortæl det til din advokat.” Der lød et bip i telefonen, og han genkendte sin chefs nummer. ”Okay, jeg bliver nødt til at løbe.” Han stillede den anden samtale igennem, før kvinden kunne nå at sige mere. ”Will Trent.”

Amanda Wagner tog en dyb indånding, og Will forberedte sig på at drukne i et vandfald af ord. ”Hvad helvede tænker du på, når du efterlader din makker på hospitalet og bare kører ud for at stikke næsen i en sag, der ikke hører under vores jurisdiktion, og som vi ikke er blevet opfordret til at blande os i … tilmed i et område, burde jeg måske tilføje, hvor vi ikke ligefrem har et specielt konstruktivt forhold til det lokale politi?”

”De skal nok henvende sig for at få vores hjælp,” forsikrede han hende.

”Din kvindelige intuition imponerer mig ikke i aften, Will.”

”Jo længere vi lader det lokale politi trække tingene i langdrag, jo koldere vil sporet blive. Det er ikke første gang, gerningsmanden har gjort det her, Amanda. Det er ikke bare tidsfordriv for ham.”

“Rockdale tager sig af sagen,” sagde hun og henviste til det lokale politi, som havde jurisdiktionen i det område, hvor bilulykken var sket. ”De ved, hvad de har med at gøre.”

”Har de oprettet vejafspærringer for at lede efter stjålne køretøjer?”

”De er ikke fuldstændig tabt bag en vogn.”

”Jo, de er,” insisterede han. ”Kvinden er ikke bare blevet sat af ude på landevejen. Hun blev holdt som fange et sted i området, men så lykkedes det hende at flygte.”

Amanda tav et øjeblik, mens hun sikkert ventede på, at mængden af den røg, der stod ud af ørerne på hende, aftog en smule igen. Over ham skar endnu et lyn sig hen over himlen, og det efterfølgende tordenskrald gjorde det svært for ham at høre, hvad Amanda sagde, da hun omsider fandt sin stemme igen.

”Hvabehar?” spurgte han.

”Hvordan er offerets tilstand?” gentog hun skarpt.

Will tænkte ikke på Anna. I stedet genkaldte han sig udtrykket i Sara Lintons øjne, da patienten blev kørt på operationsstuen. ”Det ser ikke for godt ud.”

Amanda sukkede igen, tungere denne gang. ”Giv mig et kort referat.”

Will orienterede hende om de vigtigste detaljer om kvindens udseende og den tortur, hun havde været udsat for. ”Hun må være flygtet gennem skoven. Der må ligge et hus et eller andet sted, en hytte eller noget. Det ser ikke ud til, at hun har været tilbageholdt i det fri. En eller anden har tilbageholdt hende i et stykke tid, mens han udsultede, voldtog og mishandlede hende.”

”Tror du, at det var en eller anden bondeknold, der bortførte hende?”

”Jeg tror, hun blev kidnappet,” svarede han. ”Hendes hår var nydeligt klippet, og hendes tænder var hvide og blegede. Ingen stikmærker. Ingen tegn på forsømmelse. På ryggen havde hun to små ar efter en plastickirurgisk operation, sikkert en fedtsugning.”

”Vi taler med andre ord ikke om hverken en hjemløs eller en prostitueret?”

”Hun blødte på håndleddene og anklerne efter at have været bundet på hænder og fødder. Nogle af sårene på hendes krop var allerede ved at hele, mens andre var helt friske. Hun var uhyggeligt tynd, nærmest afpillet. Mishandlingen har stået på over mere end bare et par dage – måske taler vi snarere om en uge eller to.”

Amanda bandede stille. Sagens juridiske aspekter var ved at være temmelig vanskelige at sno sig udenom. GBI var for delstaten, hvad FBI var for hele USA. Når forbrydere krydsede amtsgrænserne, koordinerede GBI indsatsen sammen med det lokale politi og forsøgte at holde koncentrationen rettet mod sagen og ikke spilde tiden på territoriale stridigheder. Staten Georgia havde rådighed over otte laboratorier samt hundredvis af tekniske eksperter og specialagenter, der var parat til at træde hjælpende til, hvis nogen bad om hjælp. Men sagen var, at anmodningen om hjælp skulle fremsættes formelt. Der fandtes visse metoder til at sikre, at anmodningen blev fremsat, men det skete ikke uden at tilbyde visse modydelser, og af grunde, som ikke egnede sig til at blive gentaget i pænt selskab, havde Amanda et par måneder forinden sat sin indflydelse i Rockdale County over styr i forbindelse med en sag, som involverede en ustabil far, der havde bortført og dræbt sine egne børn.

Will prøvede igen. ”Amanda …”

”Lad mig lige ringe rundt og tale med et par stykker.”

”Kan den første være Barry Fielding?” spurgte han og henviste til chefen for GBI’s hundepatrulje. ”Jeg føler mig ikke overbevist om, at det lokale politi ved, hvad de har med at gøre. De har ikke set offeret eller talt med vidnet. Deres folk var ikke engang mødt op på hospitalet, da jeg kørte derfra.” Amanda svarede ikke, så han pressede yderligere på. ”Barry bor i Rockdale.”

Et tungere suk end de to forrige lød i røret, men efter et stykke tid sagde Amanda: ”Okay. Hvis du til gengæld vil prøve at lade være med at pisse mere på nogen derude, end du plejer. Rapporter tilbage til mig, når du har noget, vi kan gå videre med.” Hun afbrød forbindelsen.

Will lukkede mobiltelefonen og stak den i jakkelommen, netop som lyden af rumlende torden bredte sig. Et lyn oplyste himlen igen, og med knæene presset op mod instrumentbrættet tog han farten af Minien. Hans plan havde været at køre direkte op ad Route 316, til han fandt ulykkesstedet, hvorefter han stille og roligt ville kaste et nærmere blik på omgivelserne. Tåbeligt nok havde han ikke regnet med, at politiet ville have etableret en vejafspærring. Lidt længere fremme holdt to politibiler fra Rockdale County snude mod snude og spærrede vejbanen i begge retninger, mens to store og muskuløse uniformerede betjente havde taget opstilling foran bilerne. Omkring tyve meter længere fremme var nogle kraftige projektører rettet mod en Buick med sammenkrøllet forparti. Overalt myldrede det med tekniske eksperter, som havde taget hul på det omstændelige arbejde med at indsamle hver eneste lille jordklump, hver eneste lille sten og glassplint for at tage tingene med tilbage til laboratoriet og analysere dem.

En af politimændene kom hen til Minien. Will ledte efter knappen til at rulle vinduet ned med og havde glemt, at den var placeret på konsollen midt i bilen. Da han endelig fik vinduet rullet ned, havde den anden politimand sluttet sig til sin makker. De smilede til ham. Will indså, at han måtte være et komisk syn i den lille bil, men det var der ikke noget at gøre ved nu. Da Faith var besvimet i parkeringshuset ved domhuset, havde han ikke tænkt på andet, end at hendes bil holdt nærmere end hans egen, og at han hurtigere kunne få hende bragt på hospitalet, hvis han tog Minien.

”Hvis du skal i cirkus, er det den vej,” sagde den anden politimand og rettede en tommelfinger mod Atlanta.

Will vidste, at det ikke nyttede noget, at han prøvede at fiske sin pung op af baglommen, mens han stadig sad i bilen. Han skubbede døren op og kæmpede sig klodset ud af bilen. De så alle op, da et tordenbrag rullede hen over himlen.

”Specialagent Will Trent,” sagde han og viste dem sit skilt.

De to mænd så varsomt på ham. Den ene af dem begyndte at gå, mens han sagde noget ned i radioen på sin skulder. Han vendte sikkert situationen med sin chef. Nogle gange blev de lokale politifolk glade, når de så GBI dukke op på deres territorium, men andre gange havde de lyst til at skyde dem på stedet.

”Hvad skyldes søndagstøjet, specialagent?” spurgte manden foran Will. “Kommer du lige fra en begravelse?”

Will ignorerede spørgsmålet. ”Jeg befandt mig på hospitalet, da offeret blev indlagt.”

”Vi har indtil flere ofre,” svarede manden, tydeligvis fast besluttet på at gøre det svært for Will.

”Kvinden,” forklarede Will. ”Hende, der gik på vejen og blev ramt af en Buick, der blev ført af en ældre mand og hans kone. Vi tror, at hendes navn er Anna.”

Den anden politimand vendte tilbage. ”Jeg bliver nødt til at bede dig om at sætte dig ind i bilen igen. Ifølge min chef har du ikke noget at bestille her.”

”Må jeg tale med din chef?”

”Det regnede han faktisk med, at du ville spørge om.” Manden stod med et hånligt smil i ansigtet. ”Han bad mig om at sige, at du kan ringe til ham i morgen tidlig … for eksempel mellem klokken ti og halv elleve.”

Will så hen over politibilerne og betragtede ulykkesstedet. ”Må jeg få hans navn?”

Politimanden gav sig god tid og gjorde et stort nummer ud af at tage sin blok frem, finde en kuglepen, sætte pennen mod papiret og skrive navnet med blokbogstaver. Med overdreven omhu rev han siden af blokken og gav den til Will.

Will stirrede på bogstaverne over tallene. ”Står det her på engelsk?”

”Fierro, din tumpe. Det er italiensk.” Manden så på sedlen og mumlede muggent: ”Det står sgu da helt klart og tydeligt.”

Will foldede sedlen sammen og stak den ned i lommen på sin vest. ”Mange tak.”

Han var ikke så dum, at han troede, politimændene langsomt bare ville vende tilbage til deres post, mens han satte sig ind i Minien. Men han havde ikke noget hastværk nu. Han lænede sig ned og fandt håndtaget til at sænke førersædet, hvorefter han skubbede det tilbage, til det ikke kunne komme længere. Han kantede sig ind i bilen og gjorde honnør til betjentene, før han lavede en trepunktsvending og kørte tilbage i den retning, han kom fra.

Route 316 havde ikke altid været en bivej. Før I-20 blev indviet, havde 316 været hovedfærdselsåren mellem Rockdale County og Atlanta. Nu foretrak de fleste trafikanter motorvejen, men der var stadig en del, der brugte vejen til at skyde genvej eller til diverse lyssky aktiviteter. Tilbage i 1990’erne havde Will været involveret i en operation, der skulle forhindre prostituerede i at tage deres kunder med herud. Selv dengang havde der ikke været ret meget trafik på vejen. At der i aften havde været hele to biler og en fodgænger på præcis det samme sted på vejen på samme tidspunkt virkede som et temmelig usædvanligt sammentræf. Og at kvinden i det samme øjeblik var gået ud på vejen og trådt direkte ind foran en af bilerne virkede endnu mere ufatteligt.

Medmindre Anna havde ventet på bilerne. Måske var det med fuldt overlæg, hun var trådt ud foran Buicken. Det var længe siden, Will havde lært, at flugt undertiden var lettere end overlevelse.

Han fortsatte med at snegle sig af sted i Minien, mens han ledte efter en sidevej, som han kunne dreje ind på. Han havde kun kørt omkring fire hundrede meter, da han fandt, hvad han ledte efter. Asfaltbelægningen på vejen var revnet, og i den lave bil kunne han mærke hver eneste lille ujævnhed. Af og til bredte et lyn sig hen over himlen og oplyste skoven for ham. Han kunne ikke se nogen huse fra vejen, ingen slidte skure eller gamle ladebygninger. Ingen åbne skure med destillationsapparater. Han fortsatte hen ad vejen og brugte det skarpe projektørlys ved ulykkesstedet som holdepunkt, så han, da han standsede bilen, befandt sig direkte ud for stedet. Han trak håndbremsen og tillod sig at smile stille. Ulykkesstedet lå omkring to hundrede meter væk, og lysene og aktiviteterne fik stedet til at ligne et fodboldstadion midt inde i skoven.

Han fandt en lille lommelygte i handskerummet og steg ud af bilen. Luften ændrede sig hurtigt, og temperaturen var faldet markant. I nyhederne om morgenen havde vejrudsigten lydt på delvist overskyet vejr, men Will var sikker på, at en mindre stormflod var på vej.

Han fortsatte til fods gennem den tætte skov, mens han omhyggeligt holdt øje med skovbunden under sig og ledte efter hvad som helst, der ikke syntes at høre til. Anna kunne være flygtet gennem skoven lige her, men hun kunne også være kommet fra den anden side af vejen. Sagen var, at man ikke burde begrænse undersøgelserne til ulykkesstedet på vejen. Teknikerne burde være ude i skoven for at finkæmme området i en radius på mindst halvanden kilometer. Det ville ikke blive nogen nem opgave. Skoven var tæt, og buske og lavthængende grene gjorde det svært at komme frem, mens væltede træer og sumpede huller gjorde området endnu farligere at færdes i efter mørkets frembrud. Will prøvede at orientere sig og spekulerede på, hvilken retning der ville føre ham ud til I-20, hvor området var tættere beboet, men da kompasset i hans hoved begyndte at svigte, opgav han.

Skovbunden ændrede sig og begyndte at skråne nedad, og selvom ulykkesstedet nu lå et stykke længere væk, kunne han stadig høre alle de sædvanlige lyde: den elektriske summen fra generatoren, den summende knitren fra projektørerne, smældene fra kameraernes blitzlamper og politifolkenes og teknikernes mumlende stemmer, som af og til blev afbrudt af overrasket latter.

På himlen over ham dukkede en åbning i skyerne op, og en klar månestråle trængte ned i skoven og fik et virvar af skygger til at brede sig på jorden. Ud af øjenkrogen fik han øje på et sted i skovbunden, hvor der var blevet rodet op i bladene. Han satte sig på hug, men det svage lysskær fra lommelygten var ikke til megen hjælp. Bladene var mørkere på dette sted, men han kunne ikke se, om det skyldtes blod eller hang sammen med, at nogen havde skyndt sig gennem skoven. Alligevel kunne han tydeligt se, at nogen havde ligget på dette sted i skovbunden. Spørgsmålet var, om det drejede sig om et dyr eller en kvinde?

Han prøvede at orientere sig igen. Han befandt sig omkring halvvejs mellem Faiths bil og den forulykkede Buick på vejen. Skyerne bevægede sig igen, og han var atter omsluttet af mørke. Lommelygten i hans hånd valgte præcis dette øjeblik til at svigte, og lyset fra pæren skiftede fra gulligt til brunt for et øjeblik efter at gå helt ud. Han slog plasticlygten ned mod håndfladen et par gange i et forsøg på at banke lidt mere liv ud af batterierne.

Pludselig lå alt i en radius på halvanden meter badet i et kraftigt lys fra en Maglite.

”Du må være specialagent Trent,” sagde en mand. Will holdt en hånd op foran ansigtet, fordi det skarpe lys sved i øjnene. Manden gav sig god tid med at sænke lommelygten, så den var rettet mod Wills bryst. I det fjerne skær fra projektørerne ved ulykkesstedet lignede manden en levende udgave af en kæmpeballon fra Macy’s parade – stor og pæreformet i toppen, hvorefter kroppen nærmest snævrede sig ind til en lille prik i bunden. Mandens knappenålshoved svævede over hans skuldre, og fedtet på hans tykke hals væltede ud over skjortekraven.

I betragtning af mandens store korpus måtte han alligevel være overraskende let til bens, for Will havde ikke hørt ham komme gennem skoven. ”Kriminalinspektør Fierro?” gættede han.

Han rettede lommelygten op mod sit eget ansigt, så Will kunne se ham. ”Kald mig bare Røvhul, for det er alligevel sådan, du kommer til at tænke på mig, når du begiver dig ud på den lange, ensomme tur tilbage til Atlanta.”

Will sad stadig på hug. Han kastede et blik hen mod ulykkesstedet. ”Hvorfor ikke lade mig se mig lidt om først?”

Lyskeglen blev rettet tilbage mod Wills øjne. ”Du er en vedholdende lille stodder, hvad?” sagde Fierro.

”I tror, hun blev efterladt ude på vejen, men sådan hænger det ikke sammen.”

”Er du tankelæser?”

”I har udsendt en lokal efterlysning angående alle biler, der virker mistænkelige, og du har bedt dine teknikere om at gennemgå den forulykkede Buick med en lup.”

”Efterlysningen er en 10-38, som er udsendt til hele staten, hvilket du ville være klar over, hvis du var en rigtig strisser, og det nærmeste hus ligger omkring tre kilometer herfra og er beboet af en gammel knark, der sidder i kørestol.” Fierro sagde det med en foragt i stemmen, som var mere end velkendt for Will. ”Jeg orker ikke at føre denne samtale med dig, kammerat. Forlad området.”

”Jeg har set, hvad hun har været udsat for,” pressede Will på. ”Hun blev ikke bare sat af ude på vejen. Hun blødte overalt. Hvem gerningsmanden end er, er han temmelig udspekuleret. Han ville ikke anbringe hende i en bil. Han ville ikke risikere, at hun efterlod bevismateriale i den. Og han ville fandeme ikke have ladet hende være i live, hvis han havde smidt hende af på vejen.”

”To muligheder.” Fierro holdt sin tykke hånd op foran sig og rettede efter tur to af fingrene ud. ”Du går herfra på dine egne to ben, eller også forlader du stedet på ryggen.”

Will rettede sig op i sin fulde højde, så han med sine næsten hundrede og halvfems centimeter tårnede sig op over den anden mand. Han gjorde et stort nummer ud af at se ned på Fierro. ”Lad os prøve at finde en løsning. Jeg er her kun for at hjælpe.”

”Jeg har ikke brug for din hjælp, Gomez. Nu vil jeg foreslå, at du vender om, sætter dig tilbage i din lille tøsebil og stille og roligt forsvinder i natten. Hvis du gerne vil vide, hvad der sker herude, kan du købe en avis.”

”Er det ikke Lurch, du mener, hvis det er Familien Adams, du tænker på?” spurgte Will. ”Gomez var faderen.”

Fierro rynkede øjenbrynene.

”Hør her, offeret – Anna – har efter al sandsynlighed ligget lige her.” Will pegede på fordybningen i bladene. ”Hun hørte bilerne komme og løb op til vejen for at få hjælp.” Fierro afbrød ham ikke, så han fortsatte: ”Jeg har en hundepatrulje på vej. Sporene er stadig friske, men de vil hurtigt forsvinde, når det begynder at regne.” Som på bestilling bredte et skarpt lysglimt sig hen over himlen fulgt af et højt tordenbrag.

Fierro trådte et skridt hen mod ham. ”Du hører ikke efter, hvad jeg siger, Gomez.” Han pressede enden på lommelygten ind mod Wills bryst for med magt at tvinge ham væk fra stedet. Han fortsatte med at slå ham på brystet med lommelygten, som om han understregede alvoren bag ordene med et nyt stød for hvert ord. ”Se for helvede at slæbe din forbandede GBI-røv og dit forbandede bedemandskostume tilbage til din lille, røde legetøjsbil og skrid ad helvede til fra mit …”

Wills ene hæl stødte mod et eller andet hårdt. De hørte begge lyden og standsede brat.

Fierro åbnede munden, men Will gav tegn til, at han skulle være stille, mens han langsomt satte sig på knæ. Med hænderne skubbede han nogle blade til side og afslørede omridset af en stor krydsfinerplade. To store sten var placeret ved hjørnerne for at markere stedet.

Der lød en sagte hvislen i luften, nærmest en knitren. Will satte sig helt ned på hug, og lyden forandrede sig til et par afdæmpede ord. Også Fierro hørte det. Han trak sin pistol og holdt lommelygten hen langs løbet, så han kunne se, hvad det var, han var på vej til at skyde. Pludselig var det, som om kriminalinspektøren ikke længere var bevidst om Wills tilstedeværelse, og i stedet virkede det, som om han opfordrede Will til at fjerne masonitpladen fra skovbunden og bringe sig selv i skudlinjen.

Da Will så op på ham, trak Fierro bare på skuldrene, som om han sagde: ”Det var dig selv, der ville kobles på sagen.”

Will havde tilbragt hele dagen i retten, og hans pistol lå hjemme i natbordsskuffen. Enten havde Fierro en stor knyst på anklen, eller også var han udstyret med et ekstra våben. Men manden tilbød ham ikke det ekstra våben, og Will spurgte ikke, om han kunne låne det. Han ville få brug for begge hænder, hvis han skulle skubbe krydsfinerpladen væk og nå at trække hovedet til sig i tide. Will tog en dyb indånding, mens han flyttede stenene, hvorefter han forsigtigt stak fingrene ned i den bløde jord og sørgede for at få godt fat om kanten på pladen. Pladen målte cirka en meter og tyve gange to fyrre og var omkring tyve milimeter tyk. Træet føltes vådt under hans fingre, hvilket betød, at pladen ville være endnu tungere end normalt.

Will så op på Fierro for at forvisse sig om, at han var parat, hvorefter han med en enkelt hurtig bevægelse løftede op i pladen og skubbede den tilbage. Jord, grenstumper og blade fløj ud til siderne, mens Will skyndte sig at bakke væk.

”Hvad er det?” Fierros stemme var kun en hæs hvisken. ”Kan du se noget?”

Will strakte hals for at se, hvad det var, han havde afsløret. En kvadratisk åbning på omkring en meter gange en meter førte direkte ned i jorden. Hullet var dybt, og siderne af skakten var ru og ujævne. Stadig på hug kantede han sig hen mod hullet. Han var bevidst om, at han igen tilbød sit hoved som skydeskive, men alligevel kastede han et hurtigt blik ned i hullet i et forsøg på at finde ud af, hvad det var, de havde med at gøre. Han kunne ikke se bunden, men han fik dog øje på en stige, som stod op ad væggen en halv meter nede – en hurtigt sammenflikket stige, hvor nogle trin var blevet sømmet fast på et par halvrådne stolper.

Et lyn oplyste himlen og åbenbarede tableauet i al dets glans. Det var som at se et eller andet fra en tegnefilm, vejen til helvede.

”Ræk mig lommelygten,” hviskede han til Fierro. Kriminalinspektøren var mere end samarbejdsvillig nu og stak lygten ind i Wills udstrakte hånd. Will så tilbage på den anden mand. Fierro stod med god afstand mellem fødderne og rettede stadig pistolen ned mod hullet i jorden, mens frygten havde fået ham til at spærre øjnene vidt op.

Will rettede lyskeglen ned mod hullet. Det så ud til, at hulen var L-formet. Først fortsatte skakten omkring halvanden meter ned, hvorefter den gled over i noget, der lignede selve hulens hovedrum. Små træstykker stak ud til siderne på de steder, hvor taget var blevet understøttet. For enden af stigen kunne han se forskellige genstande ligge på gulvet i hulen. Dåsemad. Reb. Kæder. Kroge. Wills hjerte fløj op i halsen, da han hørte en knitrende lyd fra hulen, og han var nødt til at tvinge sig selv til ikke at springe tilbage.

”Er det …” spurgte Fierro.

Will holdt en finger op foran munden, selvom han var temmelig sikker på, at overraskelsesmomentet ikke var på deres side. Hvem det end var, der befandt sig i hulen, havde vedkommende set lyskeglen fra lommelygten. Som for at understrege det hørte Will i det samme en dyb guttural lyd fra hullet, nærmest et støn. Var der endnu et offer dernede? Han tænkte på kvinden på hospitalet. Anna. Han vidste præcis, hvordan elektriske brandsår så ud. Pletterne på huden og de mørke aftegninger, der aldrig forsvandt igen. Man havde mærkerne resten af livet … hvis man da stadig havde en del af livet foran sig.

Will tog sin jakke af og smed den om bag sig. Han førte hånden hen mod Fierros ankel og flåede hans ekstra pistol op af hylsteret. Før han kunne nå at fortryde, svingede han benene ud over hullet.

”For helvede da,” hvæsede Fierro. Han kastede et blik hen over skulderen og så på de snesevis af politifolk, der blot befandt sig omkring tredive meter fra dem, mens han uden tvivl tænkte på, at der måtte findes en bedre måde at gøre det på.

Will hørte den samme lyd fra hulen endnu en gang. Måske var det et dyr, måske et menneske. Han slukkede lommelygten og stak den ned bag bukselinningen på ryggen. Det føltes, som om der var noget, han burde sige. Noget i stil med: ”Sig til min kone, at jeg elsker hende,” men han havde ikke lyst til at tynge Angie med at få beskeden overbragt … eller give hende den tilfredsstillelse.

”Vent lidt,” hviskede Fierro. Han havde en desperat lyst til at tilkalde forstærkninger.

Will ignorerede ham og stak pistolen ned i forlommen. Forsigtigt afprøvede han trinnenes styrke på den vakkelvorne stige ved at placere hælene på dem, så han havde front mod indersiden af hulen, mens han klatrede ned. Hullet var smalt, og hans skuldre var alt for brede. Han var nødt til at holde den ene arm op over hovedet, så han kunne mase sig ned gennem hullet. Små jordklumper dryssede ned omkring ham, og stumper af rødder kradsede ham i ansigtet og på halsen. Væggen i hullet befandt sig kun ganske få centimeter fra hans næse og fremkaldte en følelse af klaustrofobi, som Will ikke havde været klar over, at han led af. Hver gang, han tog en indånding, mærkede han en smag af mudder i svælget. Han kunne ikke se ned, for der var ikke noget at se, og han var bange for, at han ville fortryde og vende om hvis han så op.

For hvert nyt trin blev stanken værre – afføring, urin, sved, frygt. Måske stammede lugten af frygt fra ham selv. Anna var flygtet fra hulen. Måske havde hun såret sin angrebsmand, før hun stak af. Måske ventede manden i hulen med en pistol, et barberblad eller en kniv.

Wills hjerte hamrede så voldsomt, at han kunne mærke, hvordan det fik hans hals til at snøre sig sammen. Sveden løb ned over hans krop, og hans knæ rystede, mens han fortsatte med at tage det ene endeløse trin efter det andet. Langt om længe rørte hans ene fod ved den bløde jord i bunden af hulen. Han mærkede sig frem med skosnuden, fandt rebet for enden af stigen og hørte kæden rasle. Han ville være nødt til at sætte sig på hug for at komme ind i hulen, men dermed ville han også blotte sig totalt for den, der eventuelt ventede.

Han hørte støn og mumlende stemmer. Igen befandt Fierros pistol sig i hans hånd. Han var usikker på, hvordan den var havnet der. Hullet var alt for trangt til, at han kunne få fat i lommelygten, og i øvrigt var den begyndt at glide helt ned bag bukselinningen. Han prøvede at bøje i knæene, men hans krop nægtede at adlyde. Den stønnende lyd var taget til i styrke, og det gik op for ham, at den stammede fra hans egen mund. Han kiggede op, men kunne ikke se andet end mørke. Sveddråber slørede hans syn. Han holdt vejret et øjeblik, tog en rask beslutning og satte sig ned på hug.

Ingen pistol blev affyret. Han fik ikke halsen skåret over. Hans øjne blev ikke stukket ud med kroge. Han mærkede et vindpust fra åbningen i hullet, eller også skyldtes det et eller andet, der befandt sig foran hans ansigt? Stod der en eller anden direkte foran ham? Havde en eller anden lige viftet med en hånd foran hans ansigt? Han hørte bevægelse igen, en sagte raslen.

”Rør dig ikke ud af stedet,” lykkedes det ham at sige. Han holdt pistolen frem foran sig og lod den glide frem og tilbage som et pendul, hvis nogen skulle befinde sig lige foran ham. Han førte en rystende hånd om på ryggen for at lede efter lommelygten. Igen lød den samme stønnen, som rungede mellem væggene i hulen, så han nærmest følte sig forlegen.

”Aldrig …” mumlede en mand.

Wills hånd var våd af sved, men alligevel holdt han om lommelygten med et fast greb. Han pressede tommelfingeren ned mod knappen og tændte lygten.

Rotter strøg hen over gulvet – tre store, sorte rotter med tykke maver og skarpe kløer. To af dem satte kursen direkte hen mod ham. Instinktivt sprang han tilbage, væltede vaklede ind i stigen og mærkede, hvordan hans fødder blev viklet ind i rebet. Han beskyttede ansigtet med armene og mærkede, hvordan skarpe kløer borede sig ind i hans hud, da rotterne kæmpede for at komme op ad stigen. Det gik op for ham, at han havde tabt lommelygten, og han var lige ved at gå i panik, da han i al hast samlede den op fra gulvet og førte lyskeglen rundt i hulen for at lede efter eventuelle personer.

Hulen var tom.

”Pis …” sukkede han og lod sig glide ned på gulvet. Sveden piblede ned i øjnene på ham. Det dunkede i hans arme på de steder, hvor rotternes kløer havde boret sig gennem huden. Han var nødt til at undertrykke en overvældende trang til at springe op ad stigen.

Med lommelygten undersøgte han hulen og fik kakerlakker og andre insekter til at fare rundt på gulvet. Det var umuligt at vide, hvor de andre rotter var forsvundet hen, og han havde ingen intentioner om at lede efter dem. Omkring en meter fra det sted, hvor han sad, var gulvet i hulen forsænket. Hvem det end var, der havde konstrueret hulen, vidste vedkommende tydeligvis, hvad han havde med at gøre. Det forsænkede område gav ham en stor fordel, hvis han skulle blive overrasket.

Will sænkede sig langsomt ned i fordybningen og holdt lommelygten rettet stift frem foran kroppen, så han ikke risikerede at løbe ind i flere overraskelser. Hulen var større, end han havde regnet med. Det måtte have taget flere uger at udgrave den og bære spand efter spand fyldt med jord op af hullet og sænke træstolper ned i hulen for at for at forhindre, at loftet styrtede sammen.

Han ville gætte på, at selve hulens hovedområde målte mindst tre meter i længden og to meter i bredden. Loftet befandt sig omkring to meter over gulvet. Det var højt nok til, at han kunne rette sig op, men han stolede ikke på, at hans ben kunne bære ham. Lommelygten kunne ikke oplyse hele hulen på én gang, så den føltes endnu mere trang og indelukket, end den i virkeligheden var. Når han dertil lagde den uhyggelige stemning og den tunge lugt af Georgias røde lerjord blandet med blod og ekskrementer, begyndte det hele hurtigt at virke endnu mindre og mørkere.

Langs den ene væg stod en lav seng, som var flikket sammen af noget, der lignede genbrugstræ. På en hylde over sengen stod forskellige genstande: kander med vand, suppedåser og torturredskaber af en slags, som Will hidtil kun havde set på billeder i bøger. Madrassen var tynd, og små stykker af blodplettet skumgummi stak ud under det slidte, sorte betræk. På madrassen lå små stumper af hud og kød, og nogle af stykkerne var allerede begyndt at gå i forrådnelse. Maddiker myldrede rundt som små strømhvirvler. Nogle rebstykker lå på gulvet ved siden af sengen, og der var nok til, at det kunne vikles så mange gange om et menneske, at det ville føle sig som en mumie. På begge sider af sengen var der dybe kradsemærker i træet. Der lå synåle, fiskekroge og tændstikker. Noget blod var dryppet ned på lergulvet og fortsat videre ind under sengerammen som vandet fra en utæt hane.

”Fortalt …” begyndte en stemme, blot for at drukne i statisk støj. Et lille kombineret tv- og radioapparat stod på en hvid plastikstol i bunden af hulen. Will fortsatte på hug hen mod stolen. Han så på knapperne og trykkede på et par af dem, før det lykkedes ham at slukke radioen. Først da det var for sent, kom han til at tænke på, at han burde have taget sine handsker på.

Han fulgte ledningen fra fjernsynet med øjnene og fandt et stort bådbatteri. Stikket var flået af, og de røde og sorte kabler var forbundet direkte til polerne. Han fik også øje på nogle andre kabler, hvor kobbertrådene strittede frit ud i enderne. Trådene var sodsværtede, og Will mærkede en velkendt snert af brændt kød i luften.

”Hey, Gomez,” råbte Fierro. Hans stemme afslørede, at hans nerver hang i laser.

”Hulen er tom,” svarede han.

Fierro fremstammede en tøvende lyd.

”Jeg mener det,” sagde Will. Han vendte tilbage til åbningen og strakte halsen frem, så han kunne rette blikket op gennem åbningen og se, hvordan Fierro i det samme gjorde korsets tegn.

Will ville snart være parat til selv at begynde at bede, hvis han ikke sørgede for hurtigst muligt at komme op fra hulen igen. Han rettede lommelygten mod stigen og så, hvordan aftrykkene fra hans sko havde tværet de blodige fodtrin på stigen ud. Han så ned på sine mudrede sko og lergulvet og fandt endnu en række fodaftryk, som han var kommet til at ødelægge. Han pressede skuldrene op i hullet og placerede forsigtigt den ene fod på stigen for ikke at ødelægge mere, end han allerede havde gjort. De tekniske eksperter ville ikke blive glade for ham, men der var ikke noget, han kunne gøre ved det nu – ikke ud over at undskylde.

Will stivnede. Huden på Annas fodsåler havde været flosset, men sårene havde snarere været af den slags, man pådrog sig, når man trådte på skarpe genstande som fyrrenåle, burrer eller tornede grene. Det var derfor, han havde sluttet sig frem til, at hun måtte være flygtet gennem skoven. Hun havde ikke blødt så meget, at hendes fodaftryk var så tydelige, at han kunne se rillerne i huden under fødderne. Han stod med hænderne løftet op over hovedet og den ene fod på stigen og diskuterede med sig selv.

Han sukkede opgivende, satte sig på hug igen og rettede lommelygten rundt i alle hulens hjørner og kroge. Rebet gik ham på. Den måde, det havde været bundet rundt om sengen på. For sit indre blik så han Anna ligge bundet fast til sengen, mens rebet i en evindelig spiral viklede sig hen over og ind under sengen for at lænke hende forsvarligt til den. Han trak et af stykkerne under sengen ud. Enden på rebet var skåret helt rent over, og det samme var tilfældet med de andre stykker. Han kastede et blik rundt. Hvad var der blevet af kniven?

Det var sikkert den sidste, dumme rotte, der havde taget den.

Da han skubbede madrassen til side, var stanken lige ved at få ham til at kaste op, og han prøvede at lade være med at tænke på, hvad det var, han rørte ved med sine bare hænder. Han fortsatte med at presse den ene håndryg op mod næsen, da han skubbede nogle af brædderne under madrassen til side og inderligt bad til, at rotten ikke ville komme springende op og flå øjnene ud på ham med kløerne. Han lavede så meget støj, han kunne, da han smed sengebrædderne fra sig i en bunke på gulvet. Han hørte en pibende lyd bag sig, og da han vendte sig, sad rotten og trykkede sig ned mod gulvet i et hjørne. Lyset fra lommelygten spillede funklende i dens øjne. Will stod med et stykke træ i hånden og overvejede at kyle det efter bæstet, men han var bange for, at han ikke kunne kaste præcist nok på grund af den begrænsede plads. Han var også bange for at gøre rotten rasende.

Han smed træstykket oven på de andre i bunken, mens han omhyggeligt holdt øje med bæstet i hjørnet. Der var kradsemærker på undersiden af sengebrædderne – dybe, blodige ridser, der ikke lignede noget, som var lavet af et dyr. Han rettede lommelygten ned mod hullet under sengen. Gulvet i hulen var gravet yderligere omkring femten centimeter længere ned i hele sengens længde og bredde. Han stak en hånd ned i hullet og fiskede endnu et stykke reb op. Ligesom på de andre stykker var enderne skåret rent af, men i modsætning til de andre var der en intakt knude på rebet.

Han skubbede resten af brædderne til side. Under sengen fik han øje på fire metalbolte, en i hvert hjørne. Et stykke reb var bundet fast til den ene bolt. Rebet var plettet af blod, og han mærkede på det. Det var vådt. Hans tommelfinger stødte på et eller andet skarpt. Han lænede sig frem for at se, hvad det var, han havde skåret fingeren på. Han pillede ved rebet med neglene for at lirke genstanden ud, så han kunne undersøge den nærmere i skæret fra lommelygten. Han mærkede galden stige op i halsen, da han så, hvad det var, han havde fundet.

”Hey!” råbte Fierro. “Gomez? Kommer du op eller hvad?”

”Tilkald et eftersøgningshold!” svarede Will hæst.

”Hvad snakker du om …?”

Will stirrede på den lille tandstump i sin hånd. ”Der er endnu et offer!”