KAPITEL 3

FAITH SAD I HOSPITALETS CAFETERIA og tænkte, at hun havde det på præcis samme måde, som hun havde haft det til skolefesten på sit andet år i high school. Uønsket, fed og gravid. Hun så på den senede betjent fra Rockdale County, der sad på den anden side af bordet. Med sin lange næse og sit fedtede hår, der hang ned over ørerne, havde Max Galloway den samme mugne, men alligevel overraskede, udstråling som en weimaraner. Desuden var han en dårlig taber. Hver eneste sætning, han havde sagt, afslørede hans ulmende raseri over, at GBI havde blandet sig i hans sag – helt fra hans indledende bemærkning, da Faith bad om at være til stede under hans samtale med de to vidner: ”Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den stride kælling, du arbejder for, allerede er ved at få sat håret for tv-kameraernes skyld.”

Faith havde bidt et skarpt svar i sig, selvom hun ikke kunne forestille sig, at Amanda gjorde sig den slags overvejelser for nogens skyld. Måske hvæssede hun kløerne, men hendes frisure indgik ikke i overvejelserne om, hvordan hun præsenterede sig for omverdenen.

”Godt,” sagde Galloway til de to mandlige vidner. ”I var altså bare ude og køre en tur og havde ikke bemærket noget, men så fik I pludselig øje på Buicken og kvinden på vejen?”

Faith måtte anstrenge sig for ikke at himle med øjnene. Hun havde været ansat i drabsafdelingen ved Atlanta Politi i otte år, inden hun blev koblet sammen med Will Trent. Hun vidste, hvordan det føltes at være strisseren på den anden side af bordet og se en højrøvet idiot fra GBI komme spankulerende ind ad døren og fortælle, at han var langt mere kvalificeret til at tage sig af sagen. Hun forstod vreden og frustrationen over at blive behandlet som en talentløs bondeknold, som ikke ville kunne finde vej ud af en papirspose, men nu, hvor hun selv arbejdede for GBI, kunne hun ikke tænke på andet end den fryd, der ville være forbundet med at snuppe sagen ud af hænderne på den irriterende og talentløse bondeknold, der sad over for hende.

Hvad angik papirsposer, så kunne Max Galloway lige så godt have trukket en ned over hovedet på sig selv. Han havde afhørt Rick Sigler og Jake Berman – de to mænd, der var ankommet til ulykkesstedet på Route 316 – i mindst en halv time, men alligevel var det stadig ikke gået op for ham, at de uden den mindste skygge af tvivl var bøsser.

Galloway henvendte sig til Rick, ambulanceredderen, som havde hjulpet kvinden på ulykkesstedet. ”Du fortalte, at din kone er sygeplejerske?”

Rick stirrede på sine hænder. Han havde en vielsesring af rødguld på, og han havde de fineste og slankeste hænder, Faith nogensinde havde set på en mand. ”Hun arbejder som aftenvagt på Crawford Long.”

Faith spekulerede på, hvad kvinden ville sige, hvis hun vidste, at hendes mand havde været ude for at få jernet poleret, mens hun knoklede løs på sin aftenvagt.

”Hvilken film var det, I havde set?” spurgte Galloway.

Han havde stillet de to mænd det samme spørgsmål mindst tre gange, blot for hver gang at få det samme svar. Faith var selv varm tilhænger af at afprøve et vidnes forklaringer, men man var nødt til at være mere intelligent end en dør, hvis man skulle slippe godt fra at gøre det, og desværre var Max Galloway ikke bare i nærheden af at besidde den nødvendige skarphed. Som Faith så det, havde de to vidner bare været så uheldige at befinde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det eneste positive ved deres indblanding i sagen var, at den ene havde kunnet tage sig af offeret, indtil ambulancen ankom.

”Tror du, at hun overlever?” spurgte Rick Faith.

Faith gik ud fra, at kvinden stadig befandt sig på operationsbordet. ”Jeg ved det ikke,” indrømmede hun. ”Men du gjorde alt, hvad du kunne, for at hjælpe hende. Det skal du vide.”

”Jeg har assisteret ved hundredvis af bilulykker.” Rick så ned på sine hænder. ”Men jeg har aldrig nogensinde set noget lignende. Det var … det var ganske enkelt forfærdeligt.”

I sit civile liv var Faith ikke en specielt indfølende type, men i sit arbejde som strisser vidste hun, hvornår det var en fordel at sætte ind med en blid og hensynsfuld tilgang. Hun mærkede en trang til at læne sig ind over bordet og lægge hænderne oven på Ricks for at trøste og berolige ham, men hun var usikker på, hvordan Galloway ville reagere, og hun havde ikke lyst til at gøre sig til en endnu større fjende, end hun allerede var.

”Mødtes I uden for biografen, eller ankom I til biografen i den samme bil?” spurgte Galloway.

Jake, den anden mand, rørte uroligt på sig i stolen. Helt fra begyndelsen havde han været meget tavs og havde kun åbnet munden, når han blev stillet et direkte spørgsmål. Han blev ved med at skæve nervøst på sit ur. ”Jeg bliver nødt til at gå,” sagde han. ”Jeg skal op og på arbejde om mindre end fem timer.”

Faith så på uret på væggen. Det kom bag på hende, at klokken allerede var et om natten. Det skyldtes sikkert, at insulinindsprøjtningen havde givet hende en underlig følelse af overskud og energi. Will havde forladt hospitalet to timer tidligere efter at have givet hende en hurtig orientering om, hvad der var sket, hvorefter han var styrtet så hurtigt ud ad døren, at hun ikke havde kunnet nå at tilbyde at tage med ud til ulykkesstedet. Han havde været fast besluttet på at komme af sted i en fart, og Faith vidste, at det nok skulle lykkes ham at få overdraget sagen. Hun ville bare ønske, at hun vidste, hvorfor han ikke var kommet tilbage endnu.

Galloway skubbede en blok og en kuglepen hen over bordet til mændene. ”Giv mig alle jeres telefonnumre.”

Al farven forsvandt fra Ricks ansigt. ”Kun mit mobilnummer. Vil I ikke nok lade være med at ringe til mig på mit arbejde?” Han så nervøst på Faith, før han rettede blikket tilbage mod Galloway. ”Min chef bryder sig ikke om, at jeg modtager private telefonsamtaler, når jeg er på arbejde. Jeg sidder i ambulancen hele dagen. Er det i orden?”

”Naturligvis.” Max lænede sig tilbage i stolen, lagde armene over kors og stirrede på Faith. ”Hørte du det, din grib?”

Faith sendte manden et stramt smil. Hun havde ingen problemer med decideret had, men hans passiv-aggressive pis var ved at gå hende på nerverne.

Hun fandt to visitkort frem og gav et til hver af mændene. ”Vær så venlige at ringe til mig, hvis I kommer i tanker om noget. Selv noget, der ikke virker vigtigt.”

Rick nikkede og stak kortet i baglommen, mens Jake blev siddende med kortet i hænderne, og hun forestillede sig, at han ville kyle det i den første skraldespand, han kom forbi. Hun havde en fornemmelse af, at mændene ikke kendte hinanden særlig godt. De havde formuleret sig i temmelig diffuse vendinger, da de blev udspurgt om detaljerne i deres venskab, men de havde begge kunnet fremvise en billetstump, da de blev bedt om det. De havde sikkert mødt hinanden i biografen og bestemt sig for at finde et sted, der var lidt mere privat.

En mobiltelefon begyndte at spille ”The Battle Hymn of the Republic”. Men så gik det op for Faith, at hun tog fejl, og at der sikkert snarere var tale om en kampsang for University of Georgia, da Galloway åbnede sin telefon og sagde: ”Ja?”

Jake begyndte at rejse sig, og Galloway nikkede til ham, som om han havde anmodet om lov til at gå.

”Tusind tak,” sagde Faith til de to mænd. ”Vær søde at ringe, hvis I kommer i tanker om noget.”

Jake var allerede halvvejs henne ved døren, men Rick blev stående ved bordet. ”Jeg er ked af, at jeg ikke kunne være til mere hjælp. Der skete så meget på én gang, og …” Tårerne pressede sig på i hans øjne. Det var tydeligt, at han stadig var dybt rystet over det, der var sket.

Faith lagde en hånd på hans arm og sagde med lav stemme. ”Jeg mener det, når jeg siger, at jeg er ligeglad med, hvad I lavede derude.” Rick rødmede. ”Det kommer ikke mig ved. Jeg er kun interesseret i at finde ud af, hvem der har gjort denne kvinde fortræd.”

Han så væk. Omgående vidste Faith, at hun havde skubbet ham i den helt forkerte retning.

Rick nikkede stift, men nægtede stadig at møde hendes blik. ”Jeg er ked af, at jeg ikke kunne være til mere hjælp.”

Faith havde lyst til at sparke sig selv, da hun så ham gå. Bag sig kunne hun høre Galloway mumle en række eder og forbandelser. Hun vendte sig, netop som han skubbede sig så hårdt væk fra bordet, at hans stol væltede og landede på gulvet med et brag. ”Din makker er fandengalemig den værste galning. En forpulet galning, for helvede.”

Faith kunne kun give ham ret. Will havde aldrig været typen, der gjorde tingene halvt, men hun talte aldrig ondt om sin makker, medmindre hun stod lige foran ham. ”Er det blot en observation, eller prøver du at fortælle mig noget?”

Galloway flåede siden med telefonnumrene af blokken og smækkede den ned på bordet. ”I har fået jeres sag.”

”Hvilken overraskende udvikling.” Faith sendte ham et smil og gav ham et af sine visitkort. ”Hvis du vil være så venlig at faxe vidneforklaringerne og jeres indledende rapport til mit kontor. Nummeret står nederst på kortet.”

Han flåede det ud af hendes hånd og stødte klodset ind i bordet, da han vendte sig for at gå. ”Hold dig munter, røvhul.”

Faith bøjede sig frem, rejste den væltede stol op og følte sig en smule svimmel, da hun rettede sig op. Sygeplejersken havde været temmelig hurtig, da hun instruerede hende i, hvordan hun skulle forholde sig til sygdommen, og Faith var stadig usikker på, hvad hun skulle stille op med de mange apparater og instrumenter, som hun havde fået udleveret. Ydermere havde hun fået en række skemaer, en kopi af journalen og alle mulige andre papirer, som hun skulle give til lægen dagen efter. Intet af det gav nogen mening for hende. Eller måske var hun stadig for chokeret til at kapere det hele. Hun havde altid været god til matematik, men tanken om, at hun skulle til at veje sin mad og udregne mængden af insulin, fik hendes hjerne til at føles underligt ulden.

Det afgørende slag havde været resultatet af graviditetsprøven, som hensynsfuldt var blevet hæftet sammen med alle de andre blodprøvesvar. Faith havde klamret sig til håbet om, at resultaterne af hjemmetesten ikke havde været pålidelige … selvom hun alle tre gange havde fået det samme resultat. Hvor præcis kunne teknologien være bag en lille strimmel, man skulle tisse på? Hver eneste dag havde hun svinget frem og tilbage mellem at tro, at hun var gravid, og at hun havde en kræftsvulst i maven, og hun havde ikke helt kunnet finde ud af, hvilken af de to nyheder hun helst ville have overbragt. Da sygeplejersken begejstret hvinede: ”Du skal have et barn!”, havde hun haft det, som om hun var på nippet til at besvime igen.

Der var ikke noget, hun kunne gøre ved det nu. Hun satte sig ved bordet og så på Rick Siglers og Jake Bermans telefonnumre. Hun var parat til at vædde en mindre formue på, at Jakes nummer var falsk, men hun havde omvendt og så befundet sig i en tilsvarende situation masser af gange før. Max Galloway var blevet irriteret på hende, da hun havde bedt om at se mændenes kørekort og havde noteret oplysningerne på dem i sin notesbog. På den anden side var Galloway måske alligevel ikke en total idiot. Hun havde set, hvordan han selv havde griflet telefonnumrene ned, mens han talte i telefon. Tanken om, at Galloway ville være nødt til at komme til Faith for at få adgang til de øvrige oplysninger om Jake Berman, fik hende til at smile.

Hun så på uret igen og spekulerede på, hvad der mon blev af Henry og Judith Coldfield. Galloway havde fortalt, at de var blevet bedt om at komme ned i cafeteriaet for at blive afhørt, når de var færdige med at blive behandlet på skadestuen, men det virkede, som om parret havde bestemt sig for at tage sig god tid. Faith var nysgerrig efter at finde ud af, hvad det var, Will havde gjort, som havde fået Max Galloway til at kalde ham en galning. Hun var den første til at indrømme, at hendes makker var alt andet end konventionel. Han havde uden tvivl sin helt egen måde at gøre tingene på, men Will Trent var den dygtigste efterforsker, Faith nogensinde havde arbejdet sammen med – også selvom hans sociale evner var på niveau med en klodset tumlings. For eksempel ville hun have foretrukket, at hendes makker havde gjort sig den ulejlighed at overbringe hende nyheden om, at de havde fået overdraget sagen, så hun ikke havde måttet høre det fra en indavlet weimaraner fra Rockdale County.

Måske var det kun godt, hvis der gik et stykke tid, før hun talte med Will igen. Hun havde ingen anelse om, hvordan hun skulle forklare, hvorfor hun var besvimet i parkeringshuset ved domhuset, uden rent faktisk at fortælle sandheden.

Hun rodede lidt i plasticposen med diabetesudstyr og fandt den folder, som sygeplejersken havde udleveret til hende. Hun håbede, at hun denne gang ville kunne koncentrere sig om den. Hun nåede ikke ret meget længere end til ”Du har netop fået konstateret diabetes”, før hun endnu engang sagde til sig selv, at der måtte være sket en fejl. Insulinindsprøjtningen havde fået hende til at få det bedre, men måske skyldtes det bare, at hun havde ligget og hvilet sig i sengen i et par minutter? Var der overhovedet andre i hendes familie, der havde haft diabetes? Hun burde ringe til sin mor, men hun havde ikke engang fortalt Evelyn, at hun var gravid. Desuden var hun på ferie i Mexico, hendes første ferie i mange år. Faith ville gerne være helt sikker på, at hendes mor havde adgang til hurtig lægehjælp, før hun overbragte hende nyheden.

I virkeligheden var det hendes bror, hun burde ringe til. Kaptajn Zeke Mitchell var kirurg i flyvevåbnet og udstationeret i Landstuhl i Tyskland. Han var læge og måtte vide alt, der var at vide om hendes sygdom, hvilket sikkert var grunden til, at hun kviede sig ved at sætte sig i forbindelse med ham. Da Faith som fjortenårig havde meddelt, at hun var gravid, havde Zeke netop taget hul på sit tredje år i high school. Forfærdelsen og ydmygelsen havde hængt som en tung sky over hovedet på ham døgnet rundt samtlige ugens syv dage. Når han var hjemme, havde han været tvunget til at se, hvordan hans fjortenårige luder af en lillesøster svulmede op som en spærreballon, og i skolen havde han måttet lægge øre til alle de sjofle vittigheder, som hans venner fortalte om hende. Der var ikke noget at sige til, at han havde meldt sig til militæret lige efter skolen.

Og så var der Jeremy. Faith havde ingen anelse om, hvordan hun skulle få fortalt sin søn, at hun var gravid. Han var atten år – samme alder som Zeke, da hun ødelagde hans liv. Hvis drenge ikke havde lyst til at høre, at deres søstre havde et sexliv, følte hun sig allerhelvedes sikker på, at de slet ikke havde lyst til at høre det om deres mødre.

Faith havde tilbragt en stor del af sin ungdom i selskab med Jeremy, og nu, hvor han gik på college, var forholdet mellem dem begyndt at finde ind i en afslappet og behagelig rytme, hvor de kunne kommunikere med hinanden som voksne mennesker. Godt nok oplevede hun af og til små erindringsglimt af sin søn som lille – puden, han havde slæbt med sig overalt, og det blik, han havde set på hende med, når han spurgte, hvornår han ville blive for tung til, at hun kunne løfte ham – men langt om længe havde hun accepteret tanken om, at hendes lille dreng var blevet en voksen mand. Hvordan skulle hun kunne trække tæppet væk under benene på ham nu, hvor hans liv omsider var faldet på plads? Det skyldtes ikke kun, at hun var gravid. Hun havde fået en sygdom. Hun havde en sygdom, som hun kunne have givet videre til ham. Måske tilhørte Jeremy en risikogruppe. Han havde en fast kæreste nu. Faith vidste, at de gik i seng med hinanden. På grund af hende risikerede hans børn nu at få diabetes.

”Åh gud,” mumlede hun. Det var ikke på grund af sygdommen, men ved tanken om, at hun kunne nå at blive bedstemor, før hun fyldte 34.

”Hvordan går det?”

Faith så op og fik øje på Sara Linton, der stod med en bakke med noget mad i hænderne.

”Jeg føler mig gammel.”

”Fordi du har læst en enkelt lille folder?”

Faith havde glemt, at hun stadig sad med folderen i hånden. Hun nikkede for at opfordre Sara til at sætte sig ved bordet. ”Rent faktisk sad jeg og tvivlede på dine evner som læge.”

”Det er du sikkert ikke den første, der har gjort.” Hun sagde det i en eftertænksom tone, og det var ikke første gang, Faith spekulerede på Saras historie. ”Min opførsel over for dig tidligere lod meget tilbage at ønske.”

Faith var ikke uenig. På skadestuen havde hun haft lyst til at hade Sara Linton alene af den grund, at hun var en kvinde af den slags, man havde lyst til at hade bare på grund af deres udseende. Høj, slank og med en rank holdning, langt rødbrunt hår og et ydre af den slags, som fik mænd til at falde over deres egne ben, når hun trådte ind ad døren. Det hjalp ikke ligefrem, at kvinden tilmed tydeligvis var både intelligent og succesrig, og Faith havde mærket den samme gnavende aversion mod hende, som hun havde mærket i high school, når en af skolens cheerleadere kom spankulerende forbi. Hun foretrak at tro, at det var en ny karakterstyrke, en pludselig modenhed, der havde hjulpet hende med ikke at reagere på samme barnlige måde som tidligere, men sandheden var, at det var svært for hende at hade en kvinde, der var enke. Specielt en enke efter en politimand.

”Har du fået noget at spise, siden vi talte med hinanden?” spurgte Sara.

Faith rystede på hovedet og så ned på maden på bakken. Et lille stykke stegt kylling på et stykke halvslatten salat sammen med noget, der måske – og måske ikke – var en grøntsag. Med sin plastickniv og -gaffel skar Sara et stykke af kyllingen. Eller i det mindste prøvede hun at skære et stykke af. Det endte med, at hun nærmest måtte rive kødet over. Hun tog en bolle på en anden tallerken og skubbede tallerkenen med kyllingen fra hinanden over til Faith.

”Tak,” sagde Faith og tænkte, at den lækre chokoladekage, som hun havde set, da hun kom ind i cafeteriaet, havde set en hel del mere indbydende ud.

”Er du blevet sat officielt på sagen?” spurgte Sara.

Faith var overrasket over spørgsmålet, men på den anden side havde Sara behandlet offeret og måtte naturligvis være nysgerrig. ”Det lykkedes Will at kringle situationen, så vi fik sagen overdraget.” Hun tjekkede signalet på sin mobiltelefon og undrede sig over, at han ikke havde ringet til hende endnu.

”Jeg er sikker på, at de lokale politifolk kun var lykkelige for at overdrage sagen til jer.”

Faith lo og tænkte, at Saras mand sikkert havde været en dygtig politimand. Faith var selv en dygtig strisser, og hun vidste, at klokken var ét om natten, og at Sara seks timer tidligere havde sagt, at hendes vagt snart var slut. Faith betragtede hende. Sara havde en adrenalinjunkies umiskendelige glød. Kvinden var kommet for at lokke nogle oplysninger ud af hende.

”Jeg kiggede ind til Henry Coldfield, føreren af bilen,” sagde Sara. Hun havde ikke spist noget endnu, men på den anden side var hun kommet ned i cafeteriaet for at finde Faith, ikke for at sætte tænderne i et stykke kød fra en kylling, der sikkert var blevet udruget, da Nixon blev presset til at træde tilbage som præsident. ”Bilens airbag havde givet hans brystkasse et klem, og hans kone skulle sys med et par sting, men ellers har de det begge to fint.”

”Det er faktisk dem, jeg venter på.” Faith så på uret igen. ”Aftalen var, at jeg skulle mødes med dem hernede.”

Sara så forvirret på hende. ”De kørte for mindst en halv time siden sammen med deres søn.”

”Hvad?”

”Jeg så, at de stod og talte med ham politimanden med det fedtede hår.”

”Det røvhul.” Der var ikke noget at sige til, at Max Galloway havde haft et selvtilfreds smil om munden, da han forlod cafeteriaet. ”Undskyld,” sagde hun til Sara. ”En af lokale politifolk har netop vist sig at være kvikkere, end jeg troede. Han har taget fusen på mig.”

”Coldfield er ikke et særlig almindeligt navn,” sagde Sara. ”Jeg er sikker på, at du kan finde dem i telefonbogen.”

Det håbede Faith, for hun havde ikke lyst til at komme kravlende tilbage til Max Galloway og give ham den tilfredsstillelse at udlevere de ønskede oplysninger til hende.

”Jeg kan også slå dem op i hospitalets database for dig,” tilbød Sara.

Faith var overrasket over tilbuddet, der normalt krævede en dommerkendelse. ”Det ville være dejligt.”

”Det er ikke noget problem.”

”Det er, øh …” Faith afbrød sig selv og bed sig i tungen for ikke at fortælle den anden kvinde, at hun dermed ville begå en lovovertrædelse. Hun skyndte sig at skifte emne. ”Will fortalte, at du tog dig af kvinden, da hun blev indlagt.”

”Anna,” sagde Sara. ”I det mindste er det, hvad jeg tror, hun sagde.”

Faith prøvede at tage endnu et skridt. Will havde ikke orienteret hende om alle de mere interessante detaljer. ”Hvad var dit indtryk?”

Sara lænede sig tilbage og lagde armene over kors. ”Hun udviste tegn på alvorlig underernæring og dehydrering. Hendes gummer var hvide, og hendes årer var sammenfaldne. På baggrund af sårenes heling og den måde, blodet var størknet på, vil jeg tro, at hun havde pådraget sig sårene over en længere periode. Hendes håndled og ankler udviste tegn på at have været bundet sammen. Jeg kunne konstatere både vaginal og anal penetration, og noget tydede på, at der var blevet benyttet en stump genstand. Jeg kunne ikke komme til at gennemføre en egentlig underlivsundersøgelse, før hun skulle på operationsbordet, men det lykkedes mig at undersøge hende så godt som muligt på den korte tid, jeg havde til rådighed. Jeg fjernede nogle træsplinter under hendes fingernegle, så I kan få dem undersøgt nærmere. De så ikke ud til at stamme fra trykimprægneret træ, men det vil sikkert først kunne bekræftes på laboratoriet.”

Det lød, som om hun var ved at aflægge vidneforklaring i retten. Alle observationer blev understøttet af beviser, og alle kvalificerede gæt blev præsenteret som vurderinger. ”Hvor længe tror du, hun er blevet holdt fanget?” spurgte Faith.

”I mindst fire dage, men når man tænker på, hvor underernæret hun var, kan der lige så godt være tale om en uge eller ti dage.”

Faith havde ikke lyst til at tænke på, at kvinden var blevet tortureret i ti dage. ”Hvad bygger du det på, når du siger fire dage?”

”Såret på hendes venstre bryst,” svarede Sara og pegede på stedet på sig selv. ”Det var dybt, der var allerede gået betændelse i det, og der var tegn på insektaktivitet. Man vil være nødt til at tale med en insektforsker for at få fastslået insekternes udviklingsmæssige stade, men i lyset af, at kvinden stadig var i live, at hendes krop var forholdsvis varm, og at insekterne havde adgang til frisk blod, virker fire dage som et kvalificeret gæt.” Hun tav et øjeblik, før hun tilføjede: ”Jeg kan ikke forestille mig, at hendes bryst vil kunne reddes.”

Faith pressede læberne sammen og modsatte sig en trang til at lægge en beskyttende hånd hen over sit eget bryst. Hvor mange dele af kroppen kunne man miste og stadig holde sig i live?

Sara fortsatte, selvom Faith ikke havde stillet nogen uddybende spørgsmål. ”Det elvte ribben, lige her …” hun lagde en hånd på sin mave, ”… var blevet fjernet på et senere tidspunkt. Måske tidligere i dag eller sidst på dagen i går, og indgrebet var udført med stor præcision.”

”Kirurgisk præcision?”

”Nej.” Hun rystede på hovedet. ”Med stor selvsikkerhed. Der var ingen mærker, der tydede på nogen form for tøven, ingen mærker efter indledningsvise forsøg. Vedkommende følte sig sikker i det, han foretog sig.”

Det forekom Faith, at Sara selv lød temmelig selvsikker. ”Hvordan tror du, det blev gjort?”

Sara tog sin receptblok frem og tegnede en række buede streger, som først gav mening, da hun begyndte at forklare. ”Ribbenene er placeret parvis og nummereret oppefra og ned. Tolv i hver side, venstre og højre.” Hun pegede på stregerne med kuglepennen. ”Det første ribben er placeret lige under kravebenet, og det nederste er det tolvte, som er placeret her.” Hun så op for at forvisse sig om, at Faith stadig kunne følge med. ”Godt, ribben nummer elleve og tolv, de to nederste, betegnes som ’flydende’, fordi de ikke er vedhæftet på forsiden af kroppen. Kun på bagsiden.” Hun tegnede en lige streg for at markere rygraden. ”De øverste syv ribben er forbundet på ryggen, og på forsiden af kroppen er de vedhæftet brystbenet og fremstår nærmest som en stor halvmåne. De næste tre rækker er forbundet med brusk til ribbenene over dem. De kaldes også falske ribben. Hele konstruktionen er meget elastisk, så man kan trække vejret, og det er også grunden til, at det er så svært at brække et ribben, fordi de er i stand til at bøje sig temmelig meget.”

Faith lænede sig frem og sugede hvert eneste ord til sig. ”Indgrebet blev med andre ord udført af en, der har forstand på anatomi?”

”Ikke nødvendigvis. Man kan mærke sine egne ribben med fingrene, og de fleste ved, hvor de er placeret.”

”Men alligevel …”

”Se her.” Hun rettede sig op, løftede højre arm og pressede fingrene på venstre hånd ind mod siden af kroppen. ”Prøv at lade hånden løbe fra armhulen og ned, indtil du kan mærke spidsen af ribbenet … nummer elleve, mens nummer tolv ligger lidt længere tilbage.” Hun tog plastickniven på bordet. ”Man fører kniven ind under huden og skærer hen langs ribbenet. Man kan bare lade knivens skarpe kant følge ribbenets bue. Derefter skubber man fedtlaget og musklerne til side, frigør ribbenet fra rygsøjlen, brækker det af, eller hvad ved jeg, hvorefter man tager fat om det og trækker det ud.”

Faith fik kvalme ved tanken.

Sara lagde kniven fra sig. ”En jæger kunne gøre det på under et minut, men alle ville kunne finde ud af at gøre det. Det handler ikke om præcisionskirurgi. Jeg er sikker på, at du kan google dig frem til en bedre tegning end den, jeg har lavet.”

”Kan det tænkes, at ribbenet aldrig har været der? At hun blev født uden?”

”En ganske lille del af befolkningen fødes med et par ribben mindre end alle andre, men langt de fleste har 24.”

”Jeg troede, at mænd havde et ribben mindre end kvinder?”

”Ligesom Adam og Eva, mener du?” Et smil bredte sig om Saras mund, og Faith havde en klar fornemmelse af, at hun gjorde sit bedste for ikke at le højt. ”Man bør ikke tro på alt det, man hører i søndagsskolen, Faith. Vi har alle det samme antal ribben.”

”Jeg er ikke flov over at spørge, hvis der er noget, jeg ikke ved. Er du sikker på, at ribbenet er blevet fjernet fra hendes krop?”

”Det blev flået ud. Der var flænger i brusken og musklerne. Ribbenet blev flået ud af hende med magt.”

”Det lader til, at du har tænkt meget over det.”

Sara trak på skuldrene, som om det bare skyldtes naturlig nysgerrighed. Hun tog kniven og gaflen igen og prøvede at skære et stykke kylling af. Faith så, hvordan hun i et par sekunder baksede med det knastørre kød, før hun lagde bestikket fra sig igen. Hun sendte hende et underligt smil, nærmest forlegent. ”I mit tidligere liv arbejdede jeg som retsmediciner.”

Faith mærkede, hvordan hendes underkæbe faldt ned mod brystet af overraskelse. Sara havde sagt det på samme måde, som man måske ville fortælle om et skjult akrobatisk talent eller en dumhed, man havde begået i sine unge dage. ”Hvor?”

”I Grant County. Fire timer herfra.”

”Har aldrig hørt om stedet.”

”Det ligger et godt stykke syd for myggegrænsen,” indrømmede Sara. Hun støttede armene på bordet, og der var kommet en eftertænksom klang i hendes stemme, da hun fortsatte: ”Jeg tog jobbet, så jeg kunne købe min partner på børneklinikken ud. Eller det troede jeg i det mindste. Sandheden var, at jeg kedede mig. Der er grænser for, hvor mange vaccinationer man kan give, eller hvor mange plastre man kan sætte på hudafskrabninger, før man begynder at slå hjernen fra.”

”Det kan jeg forestille mig,” mumlede Faith, selvom hun spurgte sig selv om, hvad der var mest chokerende – at lægen, som lige havde givet hende diagnosen diabetes, i virkeligheden var børnelæge, eller at hun var retsmediciner.

”Jeg er glad for, at du er blevet inddraget i sagen,” sagde Sara. ”Din makker er …”

”Underlig?”

Sara sendte hende et forundret blik. ”Jeg var nu på vej til at sige ’intens’.”

”Ja, han er meget engageret,” nikkede Faith og tænkte, at det var første gang, siden hun havde mødt Will Trent, at nogen havde haft så positivt et førstehåndsindtryk af ham. Normalt gik der et stykke tid, før folk vænnede sig til ham – akkurat som det var tilfældet med grå stær eller helvedesild.

”Han virkede meget … engageret.” Sara holdt en hånd op for at forhindre eventuelle protester. ”Ikke sådan at forstå, at politifolk normalt ikke er engagerede, men de viser det sædvanligvis bare ikke.”

Faith kunne kun give hende ret. Det var sjældent at se Will vise følelser, men hun vidste, at torturofre ramte noget dybt i ham. ”Han er en dygtig politimand.”

Sara så ned på sin bakke. ”Du må godt få det her, hvis du vil. Jeg er faktisk ikke sulten.”

”Jeg troede heller ikke, at du kom herned for at spise.”

Hun rødmede. Afsløret.

”Det er i orden,” beroligede Faith hende. ”Men hvis tilbuddet om at finde Henry og Judith Coldfields adresse og telefonnummer stadig står ved magt …”

”Naturligvis.”

Faith fandt et af sine visitkort frem. ”Mit mobilnummer står på bagsiden.”

”Godt.” Sara så på nummeret, mens hun koncentreret pressede læberne sammen, og Faith kunne se, at lægen ikke blot vidste, at hun overtrådte loven, men at hun tydeligvis var ligeglad. ”Endnu en ting …” Det var, som om Sara diskuterede med sig selv, om hun skulle fortsætte. ”Hendes øjne. Der var punktformede blodudtrædninger i de hvide områder, men der var ingen synlige tegn på kvælningsforsøg. Hendes pupiller nægtede at fokusere. Det kan skyldes traumerne eller noget neurologisk, men jeg er ikke sikker på, at hun overhovedet kunne se noget.”

”Det kan måske forklare, hvorfor hun gik ude midt på vejen.”

”I lyset af det, hun har været igennem …” Sara afsluttede ikke sætningen, men Faith vidste præcis, hvad hun mente. Man behøvede ikke at være læge for at forstå, at en kvinde, der havde været igennem et helvede som dette, med fuldt overlæg kunne finde på at træde ud foran en bil.

Sara stak Faiths visitkort ned i lommen på sin kittel. ”Jeg ringer om et par minutter.”

Faith så efter hende, da hun gik, og spekulerede på, hvordan helvede Sara Linton var endt med at arbejde på Grady Hospital. Hun kunne ikke være mere end fyrre, men de fleste af de ansatte på skadestuen var helt unge. Det var et af den slags steder, man flygtede skrigende fra, før man fyldte tredive.

Hun tjekkede sin telefon igen. Seks små streger fortalte, at modtageforholdene var helt i top. Hun prøvede at lade tvivlen komme Will til gode. Måske var hans telefon faldet fra hinanden igen. På den anden side måtte hver eneste politimand på ulykkesstedet have en mobiltelefon, han kunne låne, så måske var han alligevel et røvhul.

Da hun rejste sig fra bordet og satte kursen ud mod parkeringspladsen, strejfede den tanke hende, at hun selv kunne ringe til Will, men der var en grund til, at hun for anden gang i løbet af tyve år var gravid og ugift, og grunden var ikke, at hun havde en helt fantastisk evne til at kommunikere med mændene i sit liv.