KAPITEL 6

SARA VÅGNEDE MED ET SÆT og oplevede et øjebliks desorientering, før det gik op for hende, at hun befandt sig på intensivafdelingen og sad i en stol ved siden af Annas seng. Der var ingen vinduer på stuen. Et plasticgardin lukkede al lyset fra gangen ude. Hun lænede sig frem, så på sit ur i skæret fra skærmene på apparaterne og fandt ud af, at klokken var otte om morgenen. Dagen før havde hun haft en dobbeltvagt, så hun kunne holde fri hele næste dag og få ordnet en række praktiske ting i sit civile liv. Køleskabet var tomt, nogle regninger skulle betales, og bunken af vasketøj i bunden af klædeskabet var blevet så stor, at hun ikke længere kunne lukke døren.

Alligevel sad hun nu her.

Hun rettede sig op i stolen og skar ansigt, da hendes rygrad blev presset ind i en stilling, der ikke længere lignede et C. Hun lagde fingerspidserne på Annas håndled, selvom hjertets rytmiske slag sammen med hver eneste ind- og udånding allerede blev registreret af apparaterne. Hun havde ingen anelse om, hvorvidt Anna kunne mærke hendes berøring, eller om hun overhovedet var klar over, at hun var der, men hun havde det godt med at etablere en direkte fysisk kontakt mellem dem.

Måske var det kun bedst for Anna, at hun ikke var vågen. Hendes krop kæmpede imod en rasende infektion, som havde sendt antallet af hvide blodlegemer helt op i farezonen. Hendes arm var lagt i en åben skinne, og hendes højre bryst var blevet fjernet. Hendes ene ben var lagt i stræk, og en række metalsøm holdt sammen på de knogler, der var blevet smadret ved mødet med bilen. En gipsforbinding sørgede for at holde hendes hofte på plads, så knoglerne befandt sig i den rigtige position, mens de helede. Hendes smerter måtte være uudholdelige, selvom de – i lyset af den tortur, den stakkels kvinde havde været igennem – måske ikke engang betød noget for hende længere.

Sara kunne ikke komme sig over, at Anna, selv i den nuværende tilstand, stadig fremstod som en ovenud tiltrækkende kvinde, men det var sikkert en af de kvaliteter, som fra begyndelsen havde fået bortføreren til at rette interessen mod hende. Hun var ikke filmstjernesmuk, men der var noget ved hendes træk, som måtte have gjort hende til genstand for en hel del opmærksomhed. Sara havde sikkert fulgt med i lidt for mange sensationelle kriminalsager i nyhederne, men det gav overhovedet ingen mening, at en kvinde som Anna pludselig bare kunne forsvinde fra jordens overflade, uden at et eneste menneske bemærkede det. Sager om forsvundne kvinder som Laci Peterson og Natalee Holloway havde bevist, at verden altid udviste større opmærksomhed, når det var en smuk kvinde, der forsvandt.

Sara vidste ikke, hvorfor hun gjorde sig disse overvejelser. Det var Faith Mitchells opgave at finde ud af, hvad der var sket. Sara var ikke selv involveret i sagen, og faktisk havde der ikke været nogen grund til, at hun var blevet på hospitalet aftenen før. Anna var i gode hænder. Sygeplejerskerne og lægerne var lige ude på gangen. To politimænd holdt vagt uden for døren. Sara kunne være taget hjem og have lagt sig i sin seng og lyttet til regnen, mens hun ventede på at blive overmandet af søvnen. Problemet var bare, at hendes søvn sjældent var fredfyldt, eller – hvilket var endnu værre – at hun faldt i en alt for dyb søvn og blev fanget i en drøm, hvor hun endnu en gang blev ført tilbage til dengang, hvor Jeffrey stadig var i live, og hendes liv indeholdt alt det, hun altid havde drømt om.

Der var gået tre et halvt år, siden Jeffrey døde, og Sara kunne ikke genkalde sig et eneste øjeblik, hvor en eller anden tanke om ham, et lille stykke af ham, ikke konstant havde rumsteret i hendes baghoved. I dagene umiddelbart efter, at hun havde mistet ham, havde hun været skræmt fra vid og sans af frygt for, at hun skulle glemme en eller anden vigtig detalje ved ham. Hun havde skrevet endeløse lister over alt det, hun havde elsket ved ham. Hans duft, når han kom ud af brusebadet. Hvordan han elskede at sidde bag hende og børste hendes hår. Smagen af ham, når han kyssede hende. Han gik altid med et lommetørklæde i baglommen. Han brugte creme på hænderne for at holde dem bløde. Han var god til at danse. Han var en dygtig politimand. Han tog sig godt af sin mor. Han elskede Sara.

Han elskede Sara.

Arbejdet med listerne havde været opslidende, og på visse tidspunkter havde de forvandlet sig til endeløse opremsninger. Sange, hun ikke længere kunne holde ud at høre; film, hun ikke længere kunne se; steder, hvor hun ikke længere kunne komme. Hun fyldte side efter side med titler på bøger, som de havde læst, og minder fra ferier, de havde været på – samt forlængede weekender, hvor de stort set ikke havde forladt sengen – i løbet af det liv, de i femten år havde haft sammen. Et liv, som aldrig ville vende tilbage.

Hun havde ingen anelse om, hvad der var blevet af listerne. Måske havde hendes mor lagt dem i en kasse, som hun havde gemt af vejen i sin mands lagerrum, eller måske havde Sara i virkeligheden aldrig skrevet dem. Måske havde det været sådan, at i dagene umiddelbart efter Jeffreys død, hvor hun havde været så fortvivlet, at hun havde budt enhver form for bedøvende medicin velkommen, var listerne ganske enkelt noget, hun havde fantaseret sig frem til, når hun i timevis havde siddet i det mørke køkken og følt et behov for at sikre, at alle de fantastiske træk ved hendes dejlige mand blev bevaret for eftertiden.

Xanax, Valium, Ambien, Zoloft. Hun havde nær forgiftet sig selv i forsøget på at slæbe sig gennem dagene. Nogle gange lå hun bare i sin seng, halvt bevidstløs, og forestillede sig, at hun kunne mærke Jeffreys mund og hænder på sin krop. Hun drømte om den sidste gang, de var sammen, hvor han så hende dybt i øjnene og var så sikker på sig selv, mens han langsomt bragte hende frem mod klimaks. Når Sara vågnede, lå hun og vred sig i sengen og kæmpede for igen at vende tilbage til drømmetilstanden i håb om at tilbringe endnu et øjeblik i fortiden.

Hun tilbragte time efter time med at dvæle ved minderne om deres elskov og genkaldte sig hver eneste følelse og hver eneste detalje ved hans krop i de mest skamløse detaljer. I ugevis havde hun ikke kunnet tænke på andet end den første gang, de havde elsket med hinanden – ikke den første gang, de havde været i seng med hinanden, som havde været en hektisk og lidenskabelig affære, der den næste morgen havde fået Sara til at snige sig skamfuld ud af sit eget hus – men den første gang, hvor de virkelig havde holdt om hinanden og kærtegnet og berørt og nydt hinandens kroppe som to mennesker, der elskede hinanden højt.

Han var blid. Han var følsom. Han lyttede altid. Han holdt døren for hende. Han stolede på hendes dømmekraft. Han opbyggede sit liv omkring hende. Han var der altid, når hun havde brug for ham.

Han var der bare.

Efter et par måneder var hun også kommet til at tænke på alle mulige tåbelige situationer. Et skænderi om, hvilken vej toiletrullen skulle vende. En uenighed om, hvornår de havde aftalt at mødes på en restaurant. Deres toårs bryllupsdag, hvor en tur til Auburn for at se en football-kamp i hans øjne havde været lig med en romantisk weekend. En tur til stranden, hvor hun var blevet jaloux på grund af den åbenlyse interesse, som en kvinde i strandbaren havde rettet mod ham.

Han vidste, hvordan han skulle reparere radioen på badeværelset, når den ikke virkede. Han elskede at læse højt for hende på lange bilture. Han affandt sig med hendes kat, som havde tisset på hans sko den allerførste nat, efter at han officielt var flyttet ind i hendes hus. Han havde fået smilerynker om øjnene, og hun havde kysset dem og tænkt på, hvor heldig hun var, fordi hun fik lov til at blive gammel sammen med denne mand.

Og nu, når hun så sig selv i spejlet og fik øje på en ny rynke i ansigtet, en ny fure, kunne hun ikke tænke på andet, end at hun ville blive gammel uden ham.

Hun var stadig usikker på, hvor længe hun havde været i sorg – eller om hun overhovedet var holdt op med at sørge. Hendes mor havde altid været stærk, og hun havde aldrig været stærkere, end når hendes døtre havde brug for hende. Tessa, Saras søster, havde siddet hos hende i dagevis, og nogle gange havde hun bare holdt om hende og vugget hende blidt frem og tilbage, som om hun var et lille barn, der skulle trøstes. Hendes far havde hjulpet med forskellige praktiske gøremål i huset. Han bar affaldet ud og luftede hundene og kørte på posthuset for at hente hendes post. En enkelt gang havde hun fundet ham i køkkenet, hvor han grådkvalt sad og hviskede: ”Mit barn … mit eget barn …” Ikke på grund af Sara, men på grund af Jeffrey, som havde været den søn, han aldrig selv havde fået.

”Hun er gået helt i opløsning,” havde hendes mor hvisket i telefonen til Saras moster, Bella. Det var et gammeldags udtryk af den slags, som hun ikke havde troet, at nogen benyttede længere. Udtrykket havde dog været så rammende, at Sara overgav sig til det og forestillede sig, hvordan hendes arme og ben begyndte at løsrive sig fra kroppen. Hvilken rolle spillede det? Hvad skulle hun bruge arme eller ben eller hænder eller fødder til, hvis hun alligevel ikke kunne løbe hen til ham? Hvis hun ikke længere kunne holde om ham og røre ved ham. Sara havde aldrig anset sig selv for at være en kvinde af den slags, der havde brug for en mand for at føle sig hel, men på en måde var Jeffrey alligevel kommet til at definere hende, så hun uden ham følte, at hun drev omkring uden anker.

Hvem var hun i virkeligheden uden ham? Hvem var denne kvinde, som ikke havde lyst til at leve videre uden sin mand, men bare gav op? Måske var det selve kernen i den sorg, hun følte … at hun ikke bare havde mistet ham, men også sig selv.

Hver eneste dag havde hun sagt til sig selv, at hun ville holde op med at spise de beroligende piller, som fik hende til at sove fra alle de pinefulde øjeblikke, der sneglede sig så langsomt af sted, at hun følte sig overbevist om, at der var gået adskillige uger, selvom der kun var tale om nogle få timer. Da det endelig lykkedes hende at holde op med at tage pillerne, holdt hun også op med at spise. Det var ikke noget, hun valgte at gøre. Enhver form for mad smagte fordærvet i hendes mund. Hendes hals snørede sig sammen, uanset hvad hendes mor serverede for hende. Hun holdt op med at forlade huset, holdt op med at tage vare på sig selv. Hun havde lyst til at holde op med at eksistere, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle få det til at ske uden at forbryde sig mod alt det, hun engang havde troet på.

Til sidst havde hendes mor bønfaldende sagt til hende: ”Tag en beslutning. Lev eller dø, men lad være med at tvinge os til at se dig sygne hen på denne måde.”

Med et nøgternt blik havde Sara overvejet mulighederne. Piller. Reb. Pistol. Kniv. Ingen af mulighederne ville dog bringe Jeffrey tilbage, og ingen af dem ville ændre noget ved det, der var sket.

Endnu et stykke tid gik, og uret fortsatte med at tikke fremad, selvom hun ville ønske, at hun kunne tvinge det til at gå baglæns. Hun havde nærmet sig etårsdagen for Jeffreys død, da det gik op for hende, at hvis hun selv døde, ville også hendes minder om Jeffrey forsvinde sammen med hende. De havde ingen børn, og på den måde havde de ikke rejst et vedvarende monument over deres liv med hinanden. Der var kun Sara og de minder, der var spærret inde i hendes hoved.

Hun havde med andre ord ikke andre muligheder end at tage sig sammen og vende processen med at gå i opløsning. Langsomt begyndte en mat skygge af den gamle Sara at kæmpe sig op til overfladen. Hun stod op om morgenen, løb en tur, arbejdede på deltid og prøvede at vende tilbage til det liv, som hun havde levet før – bare uden Jeffrey. Hun havde tappert prøve at slæbe sig gennem denne svage afglans af sit tidligere liv, men hun havde ganske enkelt ikke kunnet gøre det. Hun kunne ikke holde ud at opholde sig i det hus, hvor de havde elsket hinanden, eller i den by, hvor de havde levet deres liv. Hun kunne ikke holde ud at deltage i de traditionelle søndagsmiddage hos sine forældre, fordi der altid stod en tom stol ved siden af hende. Et tomrum, som aldrig ville blive udfyldt.

Stillingsopslaget på Grady var blevet videresendt til hende i en mail fra en tidligere studiekammerat på Emory, som ikke havde den ringeste anelse om, hvad Sara havde været igennem. Han havde sendt opslaget for at være morsom, som et forsøg på at sige: ”Hvem kunne drømme om at vende tilbage til det helvede?”, men allerede dagen efter havde Sara ringet til hospitalets administrationschef. Hun havde engang været i praktik på skadestuen på Grady, så hun kendte alt til det store og tunge apparat, som det offentlige sygehusvæsen var. Hun vidste, at arbejdet på en skadestue åd én med hud og hår. En måned senere fremlejede hun sit hus, solgte sin børnelægepraksis, forærede de fleste af sine møbler væk og flyttede til Atlanta.

Og her sad hun nu. Yderligere to år var gået, men Sara stod stadig i stampe. Hun havde ikke ret mange venner uden for hospitalet, men på den anden side havde hun aldrig været særlig socialt anlagt. Hendes liv havde altid kredset om familien. Hendes søster Tessa havde altid været hendes bedste veninde, og hendes mor havde altid været hendes nærmeste fortrolige. Jeffrey havde været politichef i Grant County, mens hun selv havde beklædt stillingen som områdets offentlige retsmediciner. De havde ofte arbejdet sammen, og nu spekulerede hun på, om forholdet mellem dem ville have været lige så tæt, hvis de hver eneste morgen var gået hver sin vej og kun havde fanget et kort glimt af hinanden over aftensmaden.

Ligesom vand flød kærlighed altid i den retning, hvor modstanden var mindst.

Sara var vokset op i en lille by. Da hun sidst for alvor havde haft en kæreste, måtte piger ikke tale i telefon med drenge, og en dreng skulle spørge pigens far om lov til at komme sammen med hans datter. Disse regler var for længst passé, nærmest latterlige, men alligevel længtes hun efter dem. Hun forstod ikke de regler, der kendetegnede voksnes datingaktiviteter, men alligevel havde hun prøvet at tvinge sig selv til at finde ud af, om også denne del af hende var afgået ved døden sammen med Jeffrey.

Der havde været to mænd, siden hun var flyttet til Atlanta. I begge tilfælde var hun blevet ført sammen med dem via en sygeplejerske på hospitalet, men i begge tilfælde havde de udvalgte emner vist sig at være uudholdeligt uinteressante. Den første af mændene havde været både flot, tjekket og succesrig, men der havde bare ikke været noget som helst inde bag det perfekte smil og de gode manerer, og han havde ikke ringet tilbage – muligvis fordi Sara brast i gråd, da de første gang kyssede hinanden. Den anden mand havde hun mødt for blot tre måneder siden. Oplevelsen havde været en smule bedre, eller måske var det bare noget, hun bildte sig selv ind. Hun havde været i seng med ham en enkelt gang, men først efter at have drukket fire glas vin. Sara havde ligget og skåret tænder hele vejen igennem, som om selve akten var en prøve, hun var fast besluttet på at bestå. Manden havde afsluttet forholdet allerede dagen efter, hvilket Sara dog ikke havde fundet ud af, før hun en uge senere tjekkede beskederne på sin telefonsvarer.

Hvis hun kun måtte nævne én ting, som hun fortrød i forbindelse med sit liv med Jeffrey, ville det være: Hvorfor havde hun ikke kysset ham meget mere? Ligesom de fleste andre ægtepar havde de udviklet et hemmeligt intimt sprog. Et langt kys signalerede som regel lyst til sex, ikke bare almindelig hengivenhed. Der var de små klap på kinden og de hurtige kys, før de tog på arbejde, men intet af dette kunne sammenlignes med, hvordan det havde været, da de i sin tid lærte hinanden at kende, hvor deres lidenskabelige kys havde været som pirrende, eksotiske gaver, der ikke altid endte med, at de flåede tøjet af hinanden.

Sara længtes efter at vende tilbage til begyndelsen og nyde de lange timer i sofaen, hvor Jeffrey havde ligget med hovedet i hendes skød, mens hun kyssede ham dybt og lod fingrene glide gennem hans bløde hår. Hun længtes efter de stjålne øjeblikke i parkerede biler, på gange og i biografer, hvor hun havde frygtet, at hun ville holde op med at trække vejret, hvis hun ikke mærkede hans læber trykke sig ind mod hendes. Hun længtes efter overraskelsen ved tilfældigvis at løbe ind i ham, når hun var på arbejde – klumpen i halsen, når hun så ham komme gående hen ad gaden. Hun længtes efter sommerfuglene i maven, når telefonen ringede, og hun hørte hans stemme i røret. Hun længtes efter suset i årerne, når hun kørte alene i sin bil eller kom gående hen ad en af gangene i supermarkedet og mærkede duften af ham på sin hud.

Hun længtes efter sin elsker.

Plasticgardinet blev trukket tilbage, og metalringene klirrede på gardinstangen. Jill Marino, en af intensivsygeplejerskerne, sendte Sara et stort smil og lagde Annas journal på sengen.

”Har du haft en god nat?” spurgte Jill. Hun rumsterede lidt ved sengen for at tjekke slangerne og sikre, at droppet fungerede, som det skulle. ”Hendes gastal er kommet.”

Sara åbnede journalen for at tjekke resultatet af undersøgelsen. Aftenen før havde pulsoxymeteret på Annas finger vedvarende afsløret det lave iltindhold i hendes blod, men nu var det, som om tallet havde rettet sig ved egen hjælp. Sara følte sig altid ydmyg, når hun blev konfronteret med kroppens evne til at helbrede sig selv. ”Det gør, at man føler sig helt overflødig, ikke?”

”Måske, hvis man er læge,” sagde Jill drillende. ”Men sygeplejersker?”

”Det kan der være noget om.” Sara stak den ene hånd ned i lommen på sin kittel og mærkede brevet, der lå i den. Hun havde skiftet til en ren, efter at hun havde behandlet Anna aftenen før, og helt automatisk havde hun ladet brevet følge med. Måske burde hun åbne det. Måske skulle hun bare flå konvolutten op, så hun én gang for alle kunne få det overstået.

”Er der noget i vejen?” spurgte Jill.

Sara rystede på hovedet. ”Nej. Tak for din tålmodighed med mig i aftes.”

”Du gjorde faktisk kun mit eget arbejde lettere,” indrømmede sygeplejersken. Intensivafdelingen var, som altid, fyldt til sidste plads. ”Jeg sender bud efter dig, hvis noget ændrer sig.” Jill lagde en hånd på Annas kind og smilede til hende. ”Måske vil vores lille pige vågne i løbet af dagen?”

”Det er jeg sikker på, at hun vil.” Sara troede ikke, at Anna kunne høre hende, men alligevel havde hun det godt med at sige det højt.

De to politimænd uden for døren tippede med kasketterne, da Sara forlod stuen. Hun kunne mærke, hvordan de blev ved med at følge hende med øjnene, mens hun gik hen ad gangen – ikke fordi de fandt hende tiltrækkende, men fordi de vidste, at hun var enke efter en politimand. Sara havde aldrig talt med nogen på Grady om Jeffrey, men hver eneste dag var der så mange politifolk, der kom og gik på skadestuen, at nyheden hurtigt havde bredt sig. Der var ikke gået ret lang tid, før det var blevet en af de hemmeligheder, som alle talte om – bare ikke når Sara var til stede. Hun havde ikke haft lyst til at blive opfattet som en tragisk skikkelse, men det havde forhindret folk i at stille en hel masse spørgsmål, og det passede hende i grunden fint.

Det store mysterium var, hvorfor det aftenen før havde været så let for hende at tale med Faith Mitchell om Jeffrey. Sara foretrak at sige til sig selv, at Faith var en ovenud dygtig politibetjent, i stedet for at indrømme det, der sikkert var tættere på at være sandheden. At Sara var ensom. Hendes søster boede på den anden side af kloden, hendes forældre var fire timer og et helt liv væk, og Saras dage var ikke fyldt med ret meget andet end arbejde og det, der blev sendt i fjernsynet, når hun kom hjem.

Værre var det dog, at hun havde en mistanke om, at det ikke var Faith som person, hun havde fundet tiltrækkende, men derimod sagen. Jeffrey havde altid benyttet Sara som sparringspartner i forbindelse med sine efterforskninger, og hun savnede at aktivere denne del af hjernen.

Aftenen før havde det sidste, hun havde tænkt på, før hun faldt i søvn – for første gang i en evighed – ikke været Jeffrey, men Anna. Hvem havde bortført hende? Hvorfor var netop hun blevet valgt? Hvilke spor var efterladt på hendes krop, som kunne forklare motiverne hos det uhyre, der havde gjort hende fortræd? Da hun havde talt med Faith i cafeteriaet, havde hun omsider haft det, som om hendes hjerne foretog sig noget, der var mere frugtbart end bare at sørge for, at hun holdt sig i live. Det var sikkert sidste gang i meget lang tid, hun ville have det på den måde.

Hun gned sig i øjnene og prøvede at tvinge sig selv til at komme tilbage til virkeligheden. Hun havde vidst, at livet uden Jeffrey ville være smertefuldt, men hun havde ikke været forberedt på, at alt ville føles så forbandet ligegyldigt.

Hun var næsten nået hen til elevatorerne, da hendes telefon ringede. Hun vendte om på hælen og satte kursen tilbage mod Annas stue, mens hun åbnede telefonen. ”Jeg kommer med det samme.”

”Sonny er på vej og vil være her om ti minutter,” sagde Mary Schroder.

Sara stoppede brat. Sygeplejerskens ord havde fået hendes hjerte til at springe et slag over. Sonny var Marys mand. Han var patruljebetjent og arbejdede på det tidlige skiftehold. ”Er han okay?”

”Sonny?” spurgte hun. ”Ja, selvfølgelig er han det. Hvor er du?”

”Ovenpå, på intensiv.” Sara skiftede retning og satte kursen tilbage mod elevatorerne. ”Hvad foregår der?”

”Sonny modtog et opkald om en dreng, der var blevet efterladt uden for City Foods på Ponce de Leon. Seks år. Den lille stakkel var blevet efterladt på bagsædet af en bil og havde siddet i den i mindst tre timer.”

Sara trykkede på knappen til elevatoren. ”Hvor er hans mor?”

”Det vides ikke. Hendes taske lå på forsædet, nøglerne sad i tændingen, og der var blod på jorden ved siden af bilen.”

Sara mærkede, hvordan hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. ”Har drengen set noget?”

”Han er for chokeret til at sige noget, og Sonny er ikke til megen gavn. Han er håbløs til at tale med børn på den alder. Er du på vej herned?”

”Jeg står og venter på elevatoren.” Sara tjekkede sit ur. ”Er Sonny sikker på det med de tre timer?”

”Supermarkedets bestyrer bemærkede bilen, da han mødte på arbejde. Han har fortalt, at moderen havde været inde for at handle tidligere og flippede fuldstændig ud, fordi hun ikke kunne finde sin søn.”

Sara trykkede på knappen igen, selvom hun udmærket vidste, at det ikke gjorde nogen forskel. ”Hvorfor har han ventet tre timer med at ringe til politiet?”

”Fordi folk er nogle idioter,” svarede Mary. ”Folk er bare en flok store idioter.”