KAPITEL 9

SARA HAVDE BRUGT DE SIDSTE TRE ET HALVT ÅR på at udvikle sin fortrængningsevne, så det burde ikke være kommet som en overraskelse, at det varede en hel time, før det gik op for hende, hvilken frygtelig fejl hun havde begået ved at tilbyde Amanda Wagner sin hjælp. I løbet af denne time var det lykkedes hende at køre hjem, tage et brusebad, skifte tøj og tilbagelægge turen ind til parkeringskælderen under City Hall East, før sandheden ramte hende som en lægtehammer. Hun havde netop lagt hånden på døren mærket ’GBI, SEKTIONSSTUE’, da hun stivnede uden at være i stand til at åbne den. En ny by. Et nyt lighus. En ny mulighed for at savne Jeffrey.

Var det forkert at sige, at hun havde elsket at arbejde sammen med sin mand? At hun havde kunnet se på ham hen over liget af et offer for en skudepisode eller en spritbilist og havde følt, at hendes liv var fuldendt? Det virkede både makabert og forrykt, og alle de ting, hun havde troet, hun lagde bag sig, da hun flyttede til Atlanta, vendte med ét tilbage, da hun stod med hånden på denne dør, der adskilte de levende fra de døde. Hun kunne ikke få sig selv til at åbne den.

Hun lænede sig op ad væggen og stirrede på bogstaverne på den matslebne rude. Var det ikke netop dette sted, Jeffrey var blevet bragt til? Var det ikke netop Pete Hanson, der havde dissekeret hendes mands smukke krop? Hun havde stadig obduktionsrapporten liggende et eller andet sted. På daværende tidspunkt havde det føltes, som om det var af afgørende betydning, at hun gemte alle de dokumenter, der var knyttet til hans død. Den toksikologiske rapport, mål og vægt på organer, væv og knogler. Hun havde set Jeffrey dø i Grant County, men det var her i kælderen under City Hall alt det, der havde gjort ham til et levende menneske, var blevet dissekeret, fjernet og katalogiseret.

Hvad var det helt præcist, der havde fået hende til at tage derhen? Hun tænkte på de mennesker, hun var kommet i kontakt med i løbet af de seneste få timer. Felix McGhee med det fortabte udtryk i ansigtet og den skælvende underlæbe, når han lod et blik glide rundt på hospitalsgangene for at lede efter sin mor og insisterede på, at hun aldrig ville forlade ham. Will Trent, der havde tørret drengens ansigt med sit lommetørklæde. Sara havde troet, at hendes far og Jeffrey var de sidste to mænd i verden, der gik med lommetørklæde. Og Amanda Wagner, der havde kommenteret Jeffreys begravelse.

Sara havde været så bedøvet af medicin den dag, Jeffrey blev begravet, at hun knap havde kunnet stå på benene. Hendes fætter havde lagt en arm om livet på hende og havde helt bogstaveligt holdt hende oppe, da de stod ved Jeffreys grav. Hun havde holdt en hånd over kisten, da den lå i jorden, men hendes fingre havde nægtet at give slip på den lille håndfuld jord, hun holdt om. Til sidst havde hun givet op og presset sin knyttede næve ind mod brystet, mens hun i virkeligheden havde haft mest lyst til at tvære jorden ud i ansigtet, suge den ned i lungerne og kravle ned til Jeffrey og holde om ham, til hun holdt op med at trække vejret.

Hun stak hånden ned i baglommen på sine cowboybukser og mærkede brevet. Hun havde foldet det så mange gange, at papiret var begyndt at blive flosset, så hun kunne se det gule brevpapir inde i konvolutten. Hvad skulle hun gøre, hvis konvolutten en dag faldt fra hinanden? Hvad skulle hun gøre, hvis hun en dag tilfældigvis kastede et blik på den og kunne se den nydelige håndskrift, de pinefulde forklaringer og ubrugelige undskyldninger fra den kvinde, hvis handlinger havde ført til Jeffreys død?

”Sara Linton!” brølede Pete Hanson, da han satte foden på det nederste trappetrin. Han var klædt i en farvestrålende hawaiiskjorte af den slags, som hun godt kunne huske, at han nærede en stor forkærlighed for, og udtrykket i hans ansigt afspejlede en blanding af glæde og forundring. ”Hvad skyldes denne utrolige fornøjelse?”

Hun fortalte ham sandheden. ”Det er lykkedes mig at mænge mig ind på en af dine sager.”

”Aha, eleven overtager lærerens plads?”

”Jeg tror ikke, at du er parat til at lade alt det her overgå til mig.”

Han blinkede til hende. ”Du ved, at jeg har en nittenårigs hjerte.”

Sara havde ikke glemt den gamle vittighed. “Står det stadig i et glas på en hylde over dit skrivebord?”

Pete gloede på hende, som om det var første gang, han var blevet gennemskuet og afsløret.

Sara tænkte, at hun hellere måtte forklare sig nærmere. ”Jeg tog mig af et af ofrene på hospitalet i aftes.”

”Jeg har allerede hørt om hende. Tortur, overfald?”

”Ja.”

”Prognose?”

”De prøver at få infektionen under kontrol.” Sara forklarede det ikke nærmere, men det var heller ikke nødvendigt. Pete modtog en hel del hospitalspatienter, som ikke havde reageret på antibiotikabehandlingen.

”Undersøgte du hende for voldtægt?”

“Der var ikke tid til det før operationen, og bagefter …”

”Ville beviserne alligevel være ødelagt,” sagde han. Pete havde styr på alle de juridiske detaljer. Anna var blevet bedøvet med Betadine og havde været udsat for mange forskellige påvirkninger. En hvilken som helst dygtig forsvarsadvokat kunne finde et ekspertvidne, som ville protestere over, at undersøgelsen for voldtægt først var blevet foretaget, efter at offeret havde været igennem en operation, hvorved der var alt for mange usikkerhedsfaktorer til, at undersøgelsesresultaterne kunne godkendes som bevismateriale.

”Det lykkedes mig at fjerne nogle splinter under hendes negle,” sagde Sara, ”men jeg tænkte, at det ville være godt at foretage en retsvidenskabelig sammenligning mellem de to ofre.”

”Jeg ved ikke, hvor meget du vil få ud af det, men jeg er så glad for at se dig, at jeg er parat til at se igennem fingre med den tvivlsomme logik bag din teori.”

Hun smilede. Pete havde altid været meget direkte på sin egen høflige, sydstatsagtige måde, og det var en af grundene til, at han også var så dygtig som underviser. ”Tak.”

”Glæden ved dit selskab er rigelig belønning for mig.” Han åbnede døren og viste hende indenfor. Sara tøvede, og han sagde: ”Det er svært at følge ordentligt med ude fra gangen.”

Sara prøvede at lægge ansigtet i neutrale folder, mens hun fulgte efter ham ind på sektionsstuen. Lugten var det første, der ramte hende. Hun havde altid tænkt, at den bedst kunne beskrives som ”overmættet” – et ord, som måske ikke gav nogen mening, før man havde oplevet lugten i virkeligheden. Den dominerende del af lugten stammede ikke fra de døde, men fra de kemikalier, der blev benyttet. Før skalpellen blev ført ned mod huden, blev de døde registreret, røntgenfotograferet, fotograferet, afklædt og afvasket med et desinficerende middel. Et andet desinficerende middel blev benyttet til at vaske gulvet, et tredje blev brugt til at aftørre undersøgelsesbordet af rustfri stål, mens en helt fjerde væske blev benyttet til at rense og sterilisere de instrumenter, der blev brugt i forbindelsen med obduktionen. Samlet skabte de en uforglemmelig og påtrængende sødlig lugt, som trængte dybt ind i huden og blev hængende i næseborene, så man til sidst ikke var klar over, at den stadig var der, før man havde været væk fra den i et stykke tid.

Sara fulgte efter Pete hen i den modsatte ende af rummet og havde det, som om hun blot lod sig indfanget i kølvandsstriben efter ham. Stemningen på sektionsstuen var lige så langt fra den hektiske aktivitet på Grady, som Grant County var fra Grand Central. I modsætning til skadestuens endeløse strøm af patienter, der skulle udredes, var en obduktion som et helt specifikt spørgsmål, der næsten altid kunne findes et entydigt svar på. Blod, væsker, organer, væv – hver enkelt detalje var som en lille brik i et større puslespil. Et lig kunne ikke lyve. De døde kunne ikke altid tage deres hemmeligheder med i graven.

Hvert år afgår næsten to en halv million mennesker ved døden i USA. Georgia alene står for omkring 70.000 af disse dødsfald, og lidt under tusind af disse skyldes drab. Ifølge Georgias lovgivning skal enhver, der afgår ved døden alle andre steder end på et hospital eller et plejehjem, obduceres. I små byer, hvor man ikke så ofte oplever voldelige dødsfald – eller i mindre lokalsamfund, hvor økonomien er så stram, at den lokale bedemand også fungerer som retsmediciner – lader man som regel staten overtage opgaven i alle strafferetlige sager. Hovedparten af disse endte i lighuset i Atlanta, hvilket var en del af forklaringen på, at halvdelen af undersøgelsesbordene var optaget af lig, der befandt sig i forskellige faser af obduktionen.

”Snoopy,” sagde Pete og kaldte på en ældre mand klædt i operationstøj. ”Lad mig præsentere dig for Sara Linton, som er kommet for at assistere mig i forbindelse med Zabel-sagen. Hvor langt er vi kommet?”

Manden ignorerede Sara og sagde til Pete: ”Røntgenbillederne ligger i computeren. Jeg kan hente hende nu, hvis du gerne vil have det.”

”Ja tak, gerne.” Pete gik hen til computeren og trykkede på et par taster. En række røntgenbilleder dukkede op på skærmen. ”Åh, moderne teknologi!” udbrød Peter, og Sara kunne ikke lade være med at være imponeret. I Grant County havde lighuset været indrettet i kælderen under hospitalet, nærmest som en eftertanke. Røntgenapparatet var konstrueret til levende patienter i modsætning til udstyret her, hvor det ikke betød så meget, hvor mange røntgenstråler de lod strømme ind i de dødes kroppe. Billedernes kvalitet var helt i top og blev vist på en 24-tommer fladskærm i stedet for på en lyskasse, hvor pærerne som regel flimrede så meget, at det var lige til at få et epileptisk anfald af. Den lille porcelænsbriks, som Sara havde haft til sin rådighed i Grant, kunne heller ikke helt hamle op med rækkerne af stålborde bag hende. Hun kunne se unge retsmedicinere og andre medarbejdere myldre frem og tilbage på en gang bag en glasvæg, og pludselig gik det op for hende, at hun og Pete var alene i rummet. De to eneste levende væsner på den store sektionsstue.

”Vi kørte alle de andre ud, da han ankom hertil,” sagde Pete, og et øjeblik forstod Sara ikke, hvad han mente.

Han pegede hen på et tomt bord. ”Det var der, jeg undersøgte ham.”

Sara stirrede på det tomme bord og spekulerede på, hvorfor et bestemt billede ikke trængte sig på for hendes indre blik. Det forfærdelige sidste glimt, hun havde fået af sin mand. I stedet så hun ikke andet end det tomme undersøgelsesbord, hvor lyset fra loftslamperne blev kastet tilbage fra den matte rustfri overflade. Det var her, Pete havde indsamlet de beviser, der havde ført dem til Jeffreys drabsmand. Det var her, sagen pludselig havde åbnet sig og uden den mindste skygge af tvivl havde bevist, hvem det var, der havde dræbt ham.

Sara havde forventet, at minderne ville vende tilbage og overvælde hende når hun stod på sektionsstuen igen, men hun mærkede ikke andet end ro og en følelse af, at noget faldt på plads. Der blev udført et godt stykke arbejde her. Folk blev hjulpet, selv efter dødens indtræden. Specielt efter dødens indtræden.

Hun vendte sig langsomt om mod Pete, stadig uden at kunne se Jeffrey for sig, men hun kunne mærke ham, som om han befandt sig i rummet sammen med hende. Hvad skyldtes det? Hvorfor var det sådan, at efter at hun i tre år havde bønfaldt sin hjerne om at fremkalde en følelse, der fortalte, hvordan det havde været at være i nærheden af Jeffrey, havde hendes tilstedeværelse på sektionsstuen kaldt ham tilbage på et øjeblik?

De fleste politifolk hadede at overvære obduktioner, og Jeffrey havde ikke været nogen undtagelse, men han havde betragtet sin tilstedeværelse som et udtryk for respekt. Et løfte til offeret om, at han ville gøre sit bedste for at sikre, at retfærdigheden skete fyldest. Det var derfor, han var blevet politimand – ikke bare for at hjælpe uskyldige mennesker, men for at straffe de forbrydere, der forbrød sig mod dem.

Hvis Sara skulle være helt ærlig, var det også grunden til, at hun havde ønsket at få jobbet som retsmediciner. Jeffrey havde ikke engang hørt om Grant County, da hun første gang var trådt ind på sektionsstuen i kælderen under hospitalet for at undersøge et offer og hjælpe med at opklare en sag. Mange år tidligere havde hun på egen hånd stiftet bekendtskab med voldens hæslige ansigt, da hun blev udsat for et brutalt overfald. For hvert Y-snit, hun foretog, og for hvert sporfund, hun indsamlede – samt alle de gange, hvor hun afgav vidneforklaring i retten om de rædsler, hun havde dokumenteret ved hjælp af sine undersøgelser – havde hun mærket en retfærdig harme blusse i brystet.

”Sara?”

Det gik op for hende, at hun ikke havde svaret. Hun var nødt til at rømme sig, før hun fandt sin stemme. ”Jeg har fået politiet i Grady til at sende billederne af det ukendte offer fra i aftes videre. Hun var ved bevidsthed og i stand til tale, da hun blev indlagt. Vi tror, hendes navn er Anna.”

Pete klikkede lidt med musen og kaldte Annas røntgenbilleder frem på skærmen. ”Er hun ved bevidsthed nu?”

”Jeg ringede til hospitalet, før jeg tog herhen. Hun er stadig bevidstløs.”

”Neurologiske kvæstelser?”

”Hun overlevede operationen, hvilket reelt var mere, end nogen havde forventet. Hendes reflekser er gode, men hendes pupiller reagerer stadig ikke. Der er en vis hævelse i hjernen, og der er bestilt tid til en scanning senere i dag. Det er infektionen, der giver anledning til størst bekymring. De er i færd med at dyrke nogle bakteriekulturer i et forsøg på at finde frem til den bedste behandling. Sanderson har oven i købet tilkaldt Centeret for Sygdomskontrol.”

”Tak skæbne.” Pete studerede røntgenbillederne. ”Hvor mange kræfter tror du, der skal til for at flå et ribben ud?”

”Hun var både underernæret og dehydreret. Jeg vil tro, det har gjort det lettere.”

”Hvis hun var bundet på hænder og fødder, har hun ikke kunnet sætte sig til modværge. Men alligevel … tak skæbne. Det får mig til at tænke på den tredje mrs. Hanson. Vivian var bodybuilder, ikke? Hendes overarme var på størrelse med mine lår. En imponerende kvinde.”

”Pete … jeg vil gerne takke dig, fordi du tog dig så godt af ham.”

Han blinkede til hende igen. ”Man gør sig fortjent til respekt ved at udvise respekt for andre.”

Hun kunne huske talemåden fra hans forelæsninger.

”Snoopy,” sagde Pete, da manden skubbede en båre gennem dobbeltdørene. For enden af et hvidt lagen kunne Sara se Jacquelyn Zabels hoved. Huden i ansigtet var stadig violet og gusten, efter at hun havde hængt på hovedet i træet. Farven var endnu mørkere omkring kvindens læber, som om en eller anden havde tværet en håndfuld blåbær ud i hendes ansigt. Sara bemærkede, at kvinden havde været smuk, og kun nogle små rynker om øjnene afslørede hendes alder. Igen tænkte hun på Anna, der også var en usædvanligt smuk kvinde.

Det var, som om Pete tænkte det samme. ”Hvorfor er det sådan, at jo smukkere en kvinde er, jo mere bestialsk er forbrydelsen?”

Sara trak på skuldrene. Det var et fænomen, hun også havde bemærket i sin tid som retsmediciner i Grant County. Det virkede, som om smukke kvinder betalte en højere pris i drabssager.

”Anbring hende på min faste plads,” sagde Pete til sin assistent.

Sara så, hvordan Snoopy udtryksløst passede sit arbejde, og hun beundrede mandens omhu, da han forsigtigt kørte båren hen til et af de tomme borde i rækken. Pete tilhørte en minoritet på sektionsstuen. De fleste af de ansatte var enten afroamerikanere eller kvinder. Mønsteret var det samme på Grady, hvilket dog ikke var så overraskende, eftersom Sara havde bemærket, at jo hårdere og mere ubehageligt et job var, jo større var sandsynligheden for, at det var besat af en kvinde eller en person, der tilhørte en etnisk minoritet. Ironien ved, at hun selv var en del af den brogede sammensætning, gik ikke hen over hovedet på hende.

Snoopy slog bremseklodserne ned og begyndte at ordne de forskellige skalpeller, knive og save, som Peter ville få brug for i løbet af de næste par timer. Han havde lige taget en stor beskæresaks af den slags, man normalt finder i byggemarkedernes haveafdelinger, da Will og Faith trådte ind ad døren.

Will virkede nærmest befippet, mens de passerede bordene med de opsprættede lig, hvorimod Faith så ud til at have det endnu værre, end da Sara mødte hende første gang på hospitalet. Hendes læber var hvide, og hun stirrede stift frem, mens hun fortsatte forbi liget af en mand, hvis ansigt var krænget ned under hagen, så lægen kunne undersøge ham for kvæstelser i hovedet.

”Linton,” sagde Will. ”Jeg vil gerne takke, fordi du er kommet. Jeg ved, at det egentlig er din fridag i dag.”

Sara kunne kun smile og nikke, mens hun undrede sig over den formelle tone i hans stemme. Will Trent lød mere og mere som en bankfunktionær for hvert øjeblik, der gik. Hun havde stadig svært ved at forstå, at han havde det job, han havde.

Pete rakte Sara et par handsker, men hun rystede på hovedet og sagde: ”Jeg er her kun for at se på.”

”Du har måske ikke lyst til at få snavsede hænder?” Pete pustede i en handske for at fylde den med luft, før han tog den på. ”Har du lyst til at gå med ud og spise frokost, når vi er færdige? Der ligger en ny og rigtig god italiensk restaurant på Highland. Jeg kan printe en rabatkupon ud fra nettet.”

Sara skulle lige til at finde på en undskyldning, da Faith fremstammede en underlig lyd, som fik alle de andre til at vende sig om mod hende. Hun viftede med hånden foran ansigtet, og Sara regnede med, at det sikkert blot var ubehaget ved at befinde sig på sektionsstuen, der havde gjort hende så askegrå i ansigtet.

Pete ignorerede hendes reaktion og sagde til Will og Faith: ”Vi fandt masser af sædrester og andre væsker på hendes krop, før vi vaskede hende. Jeg sender dem videre til laboratoriet sammen med prøverne fra underlivsundersøgelsen.”

Will kløede sig på armen under jakkeærmet. ”Jeg tvivler på, at gerningsmanden har været anholdt før, men vi må se, hvad computerne kan diske op med.”

I henhold til den faste procedure tændte Pete sin diktafon og oplyste om datoen og klokkeslettet, før han fortsatte: ”Obduktion af Jacquelyn Alexandra Zabel, en underernæret kvinde på angiveligt 38 år. Afdøde blev fundet i et skovområde nær Route 316 i Conyers i Rockdale County, Georgia, tidligt om morgenen søndag den 8. april. Offeret hang på hovedet i et træ, og hendes ene fod havde sat sig fast mellem nogle grene. Det kan umiddelbart konstateres, at offeret har brækket halsen, og desuden er der tydelige tegn på tortur. Obduktionen foretages af Pete Hanson. Til stede er specialagenterne Will Trent og Faith Mitchell samt den uforlignelige dr. Sara Linton.”

Han trak lagnet tilbage, og Faith gispede. Sara blev klar over, at det var første gang, Faith havde set, hvilke skader gerningsmanden var i stand til at påføre sine ofre. I det nådesløst skarpe lys sprang samtlige detaljerne fra torturen omgående i øjnene. De mørke blodansamlinger og striber, flængerne i huden og de sorte brandmærker fra ledningerne, der bare lignede krudtslam, men aldrig ville kunne vaskes af. Liget var blevet vasket før obduktionen, og blodet var blevet tørret af, så kvindens hvide og voksagtige hud stod i skærende kontrast til de mange sår. Dybe flænger bredte sig i et krydsmønster ud over kroppen. Flængerne var så dybe, at kvinden havde blødt, men på den anden side var de ikke så dybe, at de i sig selv havde bragt hendes liv i fare. Sara gættede på, at flængerne var lavet med et barberblad eller en tynd og meget skarp kniv.

”Jeg må hellere …” Faith nåede ikke at afslutte sætningen, men drejede bare om på hælen og skyndte sig ud ad døren. Will så hende gå og trak undskyldende på skuldrene, mens han så på Pete.

”Det er vist ikke den del af jobbet, hun holder mest af,” sagde Pete. ”Hun er uhyggeligt tynd. Offeret, altså.”

Han havde ret. Man kunne se et tydeligt omrids af alle Jacqueline Zabels knogler under huden.

”Hvor længe har hun været holdt i fangenskab?” spurgte Pete Will.

Han trak på skuldrene. ”Det håbede vi, at du kunne fortælle os.”

”Måske skyldes det dehydrering,” mumlede Pete og pressede fingerspidserne ned mod kvindens ene skulder. ”Hvad er din vurdering?” spurgte han Sara.

”Anna, det andet offer, var i samme ilde tilredte tilstand. Måske har gerningsmanden givet dem vanddrivende medicin og nægtet at lade dem indtage hverken vådt eller tørt. Udsultning er ikke en usædvanlig torturmetode.”

”Man må sige, at han har afprøvet stort set alle de metoder, der findes.” Pete sukkede. ”Blodet bør kunne fortælle os noget mere.”

Undersøgelsen fortsatte. Snoopy lagde en lineal ved siden af flængerne og tog en række billeder, mens Pete indtegnede sårene på skitsen til obduktionsrapporten og forsøgte at vurdere omfanget af dem. Til sidst lagde han kuglepennen fra sig og trak kvindens øjenlåg tilbage for at undersøge øjnene.

”Interessant,” mumlede han og nikkede til Sara for at opfordre hende til at træde nærmere, så hun bedre kunne følge med. Når en afdøds organer ikke længere befinder sig i fugtige omgivelser, begynder de at skrumpe i takt med, at forrådnelsesprocessen sætter ind, hvorved vævet samtidig trækker sig væk fra alle eventuelle sår og åbninger. Da Sara undersøgte øjnene nærmere, kunne hun se adskillige små huller i øjenhinden. Små, runde prikker, der udviklede sig til fuldendte, runde cirkler.

”En nål eller lignende,” gættede Pete. ”Han har prikket hende mindst ti gange i hvert øjeæble.”

Sara tjekkede kvindens øjenlåg og så, at hullerne også gik igennem dem. ”Annas pupiller var stive og udvidede,” sagde hun, mens hun fandt et par handsker på bordet, tog dem på og kiggede ind i kvindens blodige ører. Snoopy havde vasket det størknede blod på ørerne af, men øregangene var stadig dækket af indtørret blod. ”Har du et …”

Snoopy rakte hende et otoskop. Sara førte den spidse ende ind i Zabels øre og konstaterede en række skader, som hun hidtil kun havde set i sager om børnemishandling. ”Trommehinden er punkteret.” Hun drejede kvindens hoved for at tjekke det andet øre, og der lød en høj og knasende lyd fra de brækkede ryghvirvler. ”Det samme her.” Hun gav otoskopet til Pete, så han selv kunne se det.

”Skruetrækker?” spurgte han.

”Saks,” foreslog hun. ”Kan du se, hvordan huden i den yderste del af øregangen er skrabet af?”

”Mønsteret breder sig skråt op og er dybest i den yderste del.”

”Ja, fordi en saks er tyndest i enden.”

Pete nikkede og skrev yderligere et par notater. ”Døv og blind.”

Sara tog det indlysende næste skridt og åbnede kvindens mund. Tungen var intakt. Hun pressede fingrene ind mod luftrøret og brugte det laryngoskop, som Snoopy rakte hende, til at kigge ned i halsen. ”Væggene i spiserøret er beskadigede. Kan du mærke lugten?”

Peter lænede sig frem. ”Afblegningsmiddel? Syre?”

”Afløbsrens.”

”Jeg havde helt glemt, at din far er blikkenslager.” Han pegede på en mørk plamage omkring kvindens mund. ”Kan du se det her?”

Blodet samler sig altid i de dybeste områder af en afdøds krop og efterlader en række aftegninger på huden, der er kendt som ligpletter. Kvindens ansigt var mørkviolet, fordi hun havde hængt på hovedet i træet, og det var svært at få øje på aftegningen omkring munden, men da Pete havde henledt hendes opmærksomhed på den, kunne hun tydeligt forestille sig, hvordan væsken var blevet hældt ind i hendes mund og var løbet ud over ansigtet, da hun var ved at blive kvalt i den.

Pete mærkede på kvindens hals. ”Alvorlig beskadigelse af spiserøret. Det virker uden tvivl, som om han tvang hende til at drikke en eller anden ætsende væske. Vi finder ud af, om væsken er trængt helt ned i maven, når vi får hende åbnet.”

Det gav et sæt i Sara, da Will pludselig blandede sig. Hun havde helt glemt, at han var der. ”Det virkede, som om hun må have brækket halsen, da hun faldt ned fra træet.”

Sara tænkte på deres tidligere samtale, hvor Will havde været så sikker på, at Jacquelyn Zabel havde hængt i træet, mens han ledte efter hende i skoven. Han havde fortalt, at kvindens blod stadig var varmt. ”Var det dig, der løftede hende ned?” spurgte hun.

Will rystede på hovedet. ”Hun skulle først fotograferes.”

”Mærkede du på halspulsåren for at lede efter en puls?” spurgte hun.

Han nikkede. ”Blodet dryppede fra hendes fingre. Det var stadig varmt.”

Sara undersøgte kvindens hænder og så, at nogle af neglene var flækket, mens andre var blevet flået af. I henhold til de faste rutiner var der blevet taget en række billeder af liget, før Snoopy havde vasket det. Pete vidste, hvad Sara tænkte, og nikkede hen mod computerskærmen. ”Snoopy, vil du ikke kalde de billeder frem, der blev taget før afvaskningen?”

Manden satte sig ved computeren, og Pete og Sara fulgte med over skulderen på ham. Alt lå i databasen – lige fra de første billeder, der var blevet taget på gerningsstedet, til de seneste billeder fra sektionsstuen. Snoopy klikkede gennem dem alle, og Sara så en række hurtige glimt af findestedet i skoven. Jacqueline Zabel hang i træet, og hendes hals var vredet ud til siden i en underlig vinkel. Hendes fod sad så hårdt fastklemt mellem grenene, at de sikkert havde været nødt til at skære dem af for at få hende ned.

Omsider nåede Snoopy frem til billederne fra sektionsstuen. Kvindens ansigt, ben og overkrop var indsmurt i blod. ”Se lige der,” sagde Sara og pegede på et sted på overkroppen. De vendte begge tilbage til liget på bordet, men så bremsede Sara sig selv, inden hun bøjede sig ind over hende. ”Undskyld,” sagde hun. Det var Petes sag.

Hans selvtillid så dog ikke ud til at have lidt knæk. Han løftede op i kvindens ene bryst og afslørede endnu et krydsformet ar, der var dybest på det sted, hvor de to snit mødtes. Pete trak lampen over bordet længere ned for at undersøge såret nærmere, mens han pressede huden ud til siderne. Snoopy rakte ham et forstørrelsesglas, og Pete bøjede sig endnu længere ind over bordet og spurgte Will: ”Fandt I en lommekniv på gerningsstedet?”

”De eneste fingeraftryk på den stammede fra offeret, og de sad som latente aftryk på skæftet.”

Pete rakte Sara forstørrelsesglasset, så hun selv kunne undersøge såret. ”Venstre eller højre hånd?” spurgte han Will.

”Jeg …” Will gik i stå og vendte sig om mod døren for at lede efter Faith. ”Jeg kan ikke huske det.”

”Stammede aftrykket fra en tommel- eller pegefinger?”

Snoopy var gået hen til computeren for at kalde oplysningerne frem, men Will sagde: ”Der var et delvist tommelfingeraftryk på skæftet.”

”Hvor langt var bladet? Syv centimeter?”

”Deromkring, ja.”

Pete nikkede, mens han skrev et notat på tegningen, men Sara havde ikke tænkt sig at lade Will vente i uvished. ”Hun stak kniven i brystet på sig selv,” sagde hun, mens hun holdt forstørrelsesglasset over såret og gav tegn til, at han skulle træde nærmere. ”Kan du se, hvordan såret er V-formet i bunden og fladt øverst?” Will nikkede. ”Bladet vendte på hovedet, og kniven blev ført ind i kroppen i en opadgående bevægelse.” Sara efterlignede bevægelsen og lod, som om hun stak sig selv i brystet med en kniv. ”Hendes tommelfinger lå på den tykke ende af skæftet, så hun kunne presse kniven dybere ind. Hun må have tabt kniven, hvorefter hun mistede balancen og faldt. Prøv at se på hendes ankel.” Hun pegede på de svage aftegninger på huden. ”Hendes hjerte var allerede holdt op med at slå, da foden blev fanget mellem grenene. Knoglerne i foden brækkede, men der er ingen tegn på hævelser eller traumer. Der ville have været tydelige blodansamlinger, hvis blodet stadig cirkulerede i hendes krop, da hun faldt.”

Will rystede på hovedet. ”Hun vil ikke have …”

”Kendsgerningerne beviser det,” afbrød Sara ham. ”Såret på brystet er selvpåført. Det hele er gået meget hurtigt. Hun har ikke lidt ret længe.” Sara mærkede et behov for at tilføje: ”Eller ret meget længere, end hun allerede havde lidt.”

Will så hende i øjnene, og Sara var nødt til at tvinge sig selv til ikke at se væk. Det var muligt, at han ikke lignede en politimand, men der var ingen tvivl om, at han tænkte som en. Når en uopklaret sag havde mistet sin fremdrift, begyndte enhver politimand, der var noget værd, at slå sig selv i hovedet for at have truffet en dårligt timet beslutning, hvorved han var gået glip af et vigtigt spor. Hun var sikker på, at det var præcis, hvad Will Trent var i færd med at gøre lige nu. Han gav sig selv skylden for Jacquelyn Zabels død.

”Det er nu, du for alvor kan hjælpe hende,” sagde hun. ”Det kunne du ikke ude i skoven.”

Pete lagde kuglepennen fra sig. ”Hun har ret.” Han pressede hænderne ned mod kvindens bryst. ”Det føles, som om der står en masse blod herinde, og hun må virkelig have haft heldet med sig, da hun besluttede sig for, hvor hun skulle stikke kniven ind. Den borede sig sikkert direkte ind i hjertet. Jeg er enig i, at bruddet på både foden og halsen først er stødt til efter dødens indtræden.” Han tog en af handskerne af, gik hen til computeren og kaldte billederne fra skoven frem. ”Prøv at se, hvordan det virker, som om hendes hoved nærmest hviler på grenene i en skæv vinkel. Det er ikke det, der normalt sker, hvis man brækker halsen i forbindelse med et fald. I så fald ville hendes hoved have været presset hårdt ind mod den genstand, det stødte imod. Når man stadig er i live, ved musklerne, at de skal gøre alt for at forhindre en sådan ulykke i at finde sted. Der er tale om en meget voldsom begivenhed, og hendes hoved ville ikke bare have hvilet på grenene. Flot observation, unge dame.”

Pete sendte Sara et stort smil, og hun mærkede, hvordan hun rødmede som en anden skolepige.

”Hvorfor skulle hun tage sit eget liv?” spurgte Will, som om den forpinte kvinde måtte have haft alle mulige grunde til at klamre sig til livet.

Pete svarede. ”Hun var sikkert blind og efter al sandsynlighed også døv. Det overrasker mig, at det overhovedet lykkedes hende at klatre op i træet. Hun kan ikke have hørt eftersøgningsholdene og vil ikke have haft nogen anelse om, at I ledte efter hende.”

”Men hun …”

”De infrarøde kameraer i helikopterne opfangede hende ikke,” afbrød Pete ham. ”Hvis du ikke havde siddet i skovbunden og helt tilfældigt havde set op, kan jeg forestille mig, at I først ville have fundet hende, når jagtsæsonen var gået ind.”

Det var ikke ualmindeligt, at en savnet først dukkede op, når jægere eller deres hunde ved et tilfælde faldt over et lig i skoven.

Pete vendte sig om mod Sara. ”Er det okay?” spurgte han og nikkede hen mod beholderen med remedierne til underlivsundersøgelsen. Snoopy var en dygtig assistent, men Sara forstod beskeden. Hun var tilbage i rollen som tilskuer. Hun trak handskerne af, åbnede beholderen og lagde vatpindene og de små hætteglas frem. Pete tog et speculum og pressede kvindens ben fra hinanden, så han kunne føre det op i skeden.

Som det var tilfældet i forbindelse med visse voldelige voldtægter, der endte med drab, var skedevæggene forblevet sammenpressede efter dødens indtræden, og det forholdsvis skrøbelige plastikspeculum knækkede, da Pete prøvede at presse slimhinderne fra hinanden. Snoopy rakte ham et metalspeculum, og Pete prøvede endnu en gang. Han måtte bruge så mange kræfter på at presse håndtagene sammen, at han begyndte at ryste på hænderne. Det var ubehageligt at se på, og Sara var glad for, at Faith ikke var i nærheden, da en knagende lyd af overanstrengt metal fyldte rummet. Hun rakte Pete en vatpind, og han førte den vatomviklede ende ind blot for straks efter at møde modstand.

Pete lænede sig frem og prøve at finde ud af, hvad forhindringen skyldtes. ”Åh gud,” mumlede han og kom med hånden til at skubbe til bakken med instrumenter, da han rakte ud efter en smal tang. Hans stemme var blottet for enhver charme, da han sagde til Sara: ”Tag et par handsker på og hjælp mig.”

Sara skyndte sig at tage handskerne på og lukkede fingrene om instrumentet, mens Pete førte tangen, som reelt ikke var andet end en lang pincet, dybere ind. Enderne på den fik fat om et eller andet, og han trak hånden tilbage. Et langt og hvidt stykke plastic dukkede op som en silkeklud, der blev trukket ud af en tryllekunstners ærme. Pete fortsatte med at trække, så det hvide plastmateriale lagde sig i det ene lag efter det andet i en stor skål. Stykke efter stykke kom til syne, alle indsmurt i mørkerødt blod. Hvert stykke var forbundet med et nyt stykke, og overgangen mellem dem var markeret af en perforeret linje.

”Affaldsposer,” sagde Will.

Sara kunne ikke få vejret. ”Anna,” gispede hun. ”Vi er nødt til at undersøge Anna.”