KAPITEL 10

WILLS KONTOR PÅ TREDJE ETAGE I CITY HALL EAST var ikke meget mere end et kosteskab, der var forsynet med et vindue, som vendte ud mod nogle nedlagte togskinner og parkeringspladsen ved et Kroger-supermarked, der fungerede som mødested for en del suspekte typer i dyre biler. Ryglænet på hans stol var presset så hårdt op ad væggen, at det skurrede mod gipspladerne, hver gang han drejede den. Ikke fordi han havde ret mange grunde til at dreje stolen, for han kunne se hele kontoret uden at dreje hovedet. Selve processen med at komme ned i stolen var temmelig problematisk, for han var nødt til at klemme sig ind mellem skrivebordet og vinduet for overhovedet at komme hen til den, og manøvren gjorde ham altid glad for, at han ikke havde nogen planer om at få børn.

Han støttede albuen på bordpladen, mens computeren startede. Skærmen blinkede, og de små ikoner dukkede op. Først åbnede han mailprogrammet og stak et par hovedtelefoner i ørerne, så han kunne få indholdet læst op via det nyttige SpeakText-program, som han havde installeret et par år tidligere. Da han havde slettet et par tilbud om penisforstørrelse og en bøn fra en detroniseret nigeriansk præsident, fandt han en mail fra Amanda samt en orientering om en justering af dækningsrammerne for statens sygeforsikring, som han sendte videre til sin private mailadresse, så han i fred og ro kunne prøve at danne sig et overblik over forringelserne, når han sad hjemme ved sin egen computer.

Amandas mail havde ikke brug for yderligere granskning. Hun skrev altid sine beskeder med blokbogstaver og gik sjældent op i at konstruere hele og sammenhængende sætninger. HOLD MIG OPDATERET, stod der hen over skærmen med store, fede typer.

Hvad kunne han fortælle hende? At offeret havde fået elleve affaldsposer proppet op i underlivet? At Anna, det overlevende offer, havde haft det samme antal i sig? At der var gået tolv timer, og at de ikke var kommet ét skridt nærmere på at finde ud af, hvem bortføreren var – for slet ikke at tale om at finde et mønster, der forbandt de to kvinder?

Will havde været i hulen, hvor de to kvinder havde været spærret inde – den ene blind og den anden sandsynligvis både blind og døv. Han havde ikke fantasi til at forestille sig de rædsler, de havde været igennem. Alene synet af torturinstrumenterne havde været nok, men han forestillede sig, at det måtte have været endnu værre ikke at kunne se dem. I det mindste havde hans dårlige samvittighed i forbindelse med Jackie Zabels død lettet en anelse efter obduktionen, selvom det ikke bragte ham nogen særlig trøst at tænke på, at hun havde valgt døden på et tidspunkt, hvor hjælpen havde været så tæt på.

Han kunne stadig høre Sara Lintons medfølende stemme, da hun forklarede, hvordan Zabel havde taget sit eget liv. Han kunne ikke huske, hvornår en kvinde sidst havde talt til ham på den måde. Det var, som om hun havde givet ham en redningsvest på – i stedet for, som Faith, bare at råbe og skrige til ham om at svømme hurtigere, eller, hvilket var endnu værre, som Angie: At klamre sig til hans ben og trække ham endnu længere ned.

Han lænede sig tilbage i stolen og vidste, at han var nødt til at skubbe Sara ud af tankerne. Foran ham lå en sag, der krævede hans udelte opmærksomhed, og han tvang sig selv til at tænke på de kvinder, som han rent faktisk stadig kunne gøre noget for.

Amanda og Jackie var efter al sandsynlighed flygtet fra hulen på samme tidspunkt – Jackie ude af stand til hverken at høre eller se og Anna formodentlig blind. Det ville have været umuligt for de to hårdt medtagne kvinder at kommunikere ved hjælp af andet end berøringer. Havde de holdt hinanden i hånden, mens de i blinde famlede sig frem i et forsøg på at finde ud af skoven? På en eller anden måde var de kommet væk fra hinanden og var fortsat gennem skoven i hver sin retning. Anna måtte have vidst, at hun befandt sig på en vej, da hun mærkede den kolde asfalt under fødderne og hørte lyden af bilen, som nærmede sig. Jackie var gået den anden vej og havde troet, at hun kunne bringe sig i sikkerhed ved at klatre op i et træ. Og så havde hun ventet. Hver eneste rystelse i træet, hver eneste bevægelse i grenene, måtte have fået panikken til at blusse op i hendes krop, mens hun ventede på, at bortføreren skulle finde hende og føre hende tilbage til den kolde, mørke hule.

Hun havde siddet med sit kørekort, sin identitet, i den ene hånd, mens hun i den anden holdt muligheden for at tage sig selv af dage. Det var et næsten ufatteligt valg. Skulle hun klatre ned fra træet og flakke rundt uden mål og med og risikere at blive fundet af gerningsmanden? Eller skulle hun stikke kniven i brystet på sig selv? Skulle hun kæmpe for sit liv eller bemægtige sig kontrollen over det, der var tilbage af det, og afslutte det på sine egne præmisser?

Obduktionen talte sit tydelige sprog om hendes beslutning. Bladet havde boret sig direkte ind i hjertet, hvor det havde skåret hovedarterien over og fået blodet til at fosse ud i brystet. Ifølge Sara havde Jackie efter al sandsynlighed mistet bevidstheden næsten øjeblikkeligt, og hendes hjerte var allerede holdt op med at slå, da hun faldt ned fra træet, mens kniven og kørekortet gled ud af hendes hænder. De havde fundet aspirin i maven på hende, og medicinen havde fortyndet hendes blod, så det var fortsat med at dryppe selv længe efter dødens indtræden. Det var forklaringen på de varme dråber, der havde ramt Will i nakken. Da han så op og havde set hende strække hånden ned mod ham, havde han troet, at hun prøvede at række ud efter friheden, men i virkeligheden havde hun allerede fundet den.

Han åbnede en sagsmappe og bredte fotografierne fra hulen ud over skrivebordet. Torturredskaberne, bådbatteriet, de uåbnede dåser med suppe – Charlie havde dokumenteret det hele og registreret alle genstandene på en liste. Will bladrede i billederne og fandt det, der gav det bedste overblik over hulen. Charlie havde siddet på hug for enden af stigen på samme måde, som da Will selv var klatret ned i hulen. Det kraftige skær fra lommelygten trak hver eneste lille krog ud af skyggerne. Will fandt et andet billede, hvor torturredskaberne var lagt op på rad og række som efter en arkæologisk udgravning. I de fleste tilfælde var det let nok at se, hvordan instrumenterne var blevet brugt, men nogle af dem var så komplicerede og uhyggelige at se på, at hans hjerne ikke formåede at forestille sig, hvordan de skulle anvendes.

Han var så fortabt i sine egne tanker, at der gik et stykke tid, før det gik op for ham, at hans telefon ringede. Han åbnede den forsigtigt og sagde: ”Trent.”

”Hej, skat. Det er Lola.”

”Hvem?”

”Lola. En af Angies piger.”

Den var den prostituerede, der også havde ringet aftenen før. Will prøvede at holde sin stemme rolig og neutral, fordi han var mere vred på Angie end på luderen, der jo bare gjorde, hvad folk, der befandt sig i bunden af fødekæden, altid gjorde: Prøvede at udnytte den mindste fordel. Men Will var ikke Angies stikirenddreng, og han var træt af, at pigerne prøvede at udnytte ham. ”Hør her,” sagde han, ”jeg kan ikke få dig ud af spjældet. Hvis du er en af Angies piger, må du få Angie til at hjælpe dig.”

”Jeg kan ikke få fat i hende.”

”Det kan jeg heller ikke, så hold op med at ringe til mig for at få hjælp, når jeg ikke engang har hendes telefonnummer. Er du med?” Han gav hende ikke tid til at reagere, men afbrød blot forbindelsen og lagde mobiltelefonen på bordet. Tapen omkring den var begyndt at falde af, og snoren var begyndt at løsne sig. Han havde bedt Angie om at hjælpe ham med telefonen, før hun rejste, men ligesom med alt andet, der handlede om Will, havde hun ikke prioriteret problemet særlig højt.

Han så ned på sin hånd og vielsesringen på fingeren. Var han decideret dum eller bare ynkelig? Han kunne ikke finde ud af forskellen længere. Han var sikker på, at Sara Linton aldrig kunne finde på at udsætte nogen for den slags pis i et forhold. På den anden side var han dog også sikker på, at Saras mand ikke havde været så stor en vatpik, at han ville lade hende slippe af sted med det.

”Åh, jeg hader obduktioner.” Faith maste sig ind på hans kontor, stadig bleg i ansigtet. Will vidste godt, at hun hadede obduktioner – hvilket hun aldrig formåede at skjule – men det var første gang, han havde hørt hende indrømme det åbenlyst. ”Caroline har lagt en besked på min mobil.” Caroline var Amandas assistent. ”Vi må kun tale med Joelyn Zabel, hvis vi har en jurist ved vores side.”

Jackie Zabels søster. ”Har hun virkelig tænkt sig at gøre alvor af truslen om at anlægge sag mod os?“

Faith lagde sin taske på bordet. ”Så snart hun har fundet en advokat i telefonbogen, ja. Okay, er du klar til at køre?”

Han så på uret på computerskærmen. De skulle mødes med Henry og Judith Coldfield om en halv time, men krisecenteret lå mindre end ti minutters kørsel fra stationen. ”Lad os lige tale det her lidt mere grundigt igennem først,” foreslog han.

Der stod en klapstol op ad væggen, og Faith var nødt til at lukke døren, før hun kunne sætte sig på den. Hendes eget kontor var ikke meget større end Wills, men i det mindste kunne hun strække benene frem foran kroppen uden at støde dem ind i væggen. Will var ikke sikker på, hvad det skyldtes, men de endte altid med at sidde på hans kontor. Måske hang det sammen med, at Faiths kontor rent faktisk havde været et kosteskab engang. Der var ingen vinduer, og i luften hang der stadig en snert af urinalblokke og toiletrens. Første gang hun havde lukket døren, havde dampene været lige ved at få hende til at besvime.

Faith nikkede hen mod computeren. ”Hvad laver du?”

Will drejede skærmen, så hun kunne læse Amandas mail.

Faith kneb øjnene lidt i og rynkede panden. Will havde indstillet baggrunden, så teksten stod skrevet med blå bogstaver på lyserød baggrund, fordi det på den måde var lettere for ham at læse den. Hun mumlede stille, mens hun ændrede farverne og lagde hænderne på tastaturet for at skrive et svar. Da hun havde gjort det første gang, havde Will protesteret, men i løbet af de seneste måneder var det begyndt at gå op for ham, at Faith ganske enkelt bare var en dominerende person – uanset hvem hun var sammen med. Måske skyldtes det, at hun havde været mor, siden hun var femten, eller måske var det bare en medfødt del af hendes personlighed, men hun havde det ikke godt, medmindre hun altid gjorde alting selv.

Nu hvor Jeremy var begyndt at gå på college, og Victor Martinez tilsyneladende var ude af billedet igen, var det sædvanligvis Will, der fik fornøjelsen af at være genstand for hendes trang til at dominere. Han regnede med, at det var sådan, det måtte være at have en storesøster. På den anden side opførte Angie sig på præcis den samme måde over for ham – og hende gik han endda i seng med. Når hun da var der.

”Amanda bør have modtaget obduktionsrapporten om Jacquelyn Zabel,” sagde Faith, mens hun fortsatte med at skrive. ”Okay, hvor står vi? Ingen fingeraftryk eller andre spor at følge op på. Masser af DNA fra sæd og blod, men indtil videre ingen matchende profiler. Vi kender ikke Annas identitet eller bare hendes efternavn. En voldsmand, som blinder sine ofre, prikker trommehinderne ud på dem og tvinger dem til at drikke afløbsrens. Affaldsposerne … for helvede, jeg fatter ikke engang, hvad den del af det handler om. Han torturerer dem med guderne må vide hvad. Et af ofrene har fået fjernet et ribben …” Hun trykkede på piletasten for at tilføje et eller andet tidligere i sætningen. ”Og Zabel skulle sikkert have været det samme igennem.”

”Aspirinerne,” sagde Will. Medicinresterne i hendes mave havde afsløret, at hun havde indtaget en dosis, der var ti gange højere, end hvad man normalt ville indtage.

”Det var pænt af ham at give dem noget til at dulme smerterne.” Faith vendte tilbage til slutningen af sætningen. ”Kan du forestille dig det? At være spærret inde i en hule uden at kunne høre ham komme eller se, hvad han foretog sig, og uden at kunne råbe om hjælp?” Faith klikkede med musen og sendte mailen, hvorefter hun lænede sig tilbage i stolen. ”Elleve affaldsposer. Hvordan kunne Sara undgå at finde dem, da hun undersøgte Anna?”

”Jeg kan ikke forestille mig, at man begynder med at lave en underlivsundersøgelse, når en kvinde bliver indlagt med brud på stort set samtlige knogler i kroppen og det ene ben i graven.”

”Du behøver ikke være spydig,” sagde hun, selvom Will på ingen måde følte, at han var spydig. ”Hun har ikke noget at gøre i efterforskningen.”

”Hvem?”

Faith himlede med øjnene og åbnede internetbrowseren.

”Hvad laver du?” spurgte han.

”Jeg slår hende lige op. Hendes mand var strisser og døde, mens han var på arbejde. Jeg er sikker på, at det må være blevet omtalt i medierne.”

”Det er ikke fair over for hende.”

”Fair?” Faiths fingre fløj hen over tasterne. ”Hvad mener du med ’fair’?”

”Faith, lad være med at snage i hendes private …”

Hun trykkede på enter. Will vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre, så han lænede sig frem og trak stikket ud af computeren. Faith rystede musen og trykkede på mellemrumstasten. Bygningen var gammel, og strømmen havde det med at svigte i tide og utide. Hun så op og bemærkede, at lyset stadig var tændt.

”Har du slukket computeren?”

”Hvis Sara Linton var interesseret i, at du skulle kende detaljerne fra hendes privatliv, ville hun nok have fortalt dig dem.”

”Man skulle tro, at du ville have en bedre holdning med det kosteskaft, du har stukket op i røven.” Faith lagde armene over kors og sendte ham et skarpt blik. ”Synes du måske ikke, at det er underligt, at hun er så interesseret i efterforskningen? Jeg mener, hun arbejder ikke som retsmediciner længere. Hun er en helt almindelig borger, og hvis hun ikke var så køn, ville du selv kunne se, hvor …”

”Hvad har hendes udseende med sagen at gøre?”

Faith var så venlig at lade hans ord hænge i luften mellem dem som et neonskilt, hvor ordet idiot konstant blinkede. Hun ventede i næsten et helt minut, før hun sagde: ”Glem ikke, at jeg har en computer på mit eget kontor, hvor jeg lige så let kan slå hende op.”

”Uanset hvad du finder ud af, har jeg ikke lyst til at vide det.”

Faith gned sig i ansigtet, mens hun længe bare stirrede ud på den grå himmel uden for vinduet. ”Det her er vanvittigt. Vi kører bare rundt i ring. Vi mangler et gennembrud, noget konkret at følge op på.”

”Pauline McGhee …”

”Leo er ikke faldet over noget, der kan føre os i retning af hendes bror. Han siger, at der ikke var noget at komme efter hjemme hos hende. Ingen interessante dokumenter, ingen oplysninger om hendes forældre eller andre slægtninge. Der er ikke noget, der viser, at hun lever under dæknavn, men den slags er let nok at skjule, hvis man betaler de rette mennesker tilstrækkeligt mange penge. Ingen af Paulines naboer har ændret deres historie. Enten kender de hende ikke, eller også bryder de sig ikke om hende. Uanset hvad kan de ikke fortælle os noget om hendes liv. Han har også talt med lærerne på drengens skole. Samme historie. For helvede, drengen er i de sociale myndigheders varetægt lige nu, fordi hans mor ikke har nogen venner, som kan tage sig af ham.”

”Hvad laver Leo lige nu?”

Hun så på sit ur. ”Han prøver sikkert at finde en undskyldning for at tage tidligt fri.” Hun gned sig i øjnene igen, og var tydeligvis træt. ”Han er ved at få undersøgt McGhees fingeraftryk, men det kan vi jo kun bruge til noget, hvis hun har været anholdt før.”

”Er han stadig bekymret for, at vi snupper sagen fra ham?”

”I endnu højere grad nu, faktisk.” Faith pressede læberne sammen. ”Jeg er sikker på, at det hænger sammen med, at han har været syg. Den slags gør chefer jo, du ved … ser på, hvad ens forsikring koster, og hvis man er en for stor belastning for systemet, prøver de at slippe af med én. Gud forbyde, at man bliver ramt af en kronisk sygdom, der skal behandles med dyr medicin.”

Heldigvis var det ikke noget, nogen af dem behøvede at bekymre sig om endnu. ”Paulines bortførelse har måske ikke noget med vores sag at gøre,” sagde han, ”og måske er forklaringen noget så simpelt som et skænderi, der har fået hendes bror eller en fremmed til at bortføre hende. Hun er en tiltrækkende kvinde.”

”Hvis hun ikke er forbundet med vores sag, taler sandsynligheden for, at bortføreren er en mand, hun kender.”

”Jeg tror på, at det er hendes bror.”

”Hun ville ikke have advaret sin søn om ham, medmindre hun var bekymret,” sagde Faith og tilføjede: ”Naturligvis er der også ham Morgan … det arrogante røvhul. Jeg havde lyst til at slå ham gennem telefonen, da jeg talte med ham. Måske foregik der et eller andet mellem ham og Pauline?”

”De er kolleger. Hun kan have presset ham op i en krog, så filmen knækkede for ham. Det sker ofte, når mænd arbejder sammen med dominerende kvinder.”

”Meget morsomt,” sagde hun. ”Ville Felix ikke have genkendt Morgan, hvis det var ham, der bortførte hende?”

Will trak på skuldrene. Børn kunne fortrænge alle mulige ting. Voksne var også ret gode til det.

”Ingen af de to andre ofre havde børn,” påpegede Faith. ”Så vidt vi ved, var ingen af dem meldt savnet. Jacquelyn Zabels bil er forsvundet. Eftersom vi ikke kender Annas efternavn, har vi ingen anelse om, hvorvidt hun ejer en bil.” Hendes stemme var blevet skarpere, mens hun opremsede alle bremseklodserne i sagen. ”Eller hendes fornavn. Måske hedder hun slet ikke Anna. Hvem ved, hvad Sara hørte hende sige?”

”Jeg hørte det også,” sagde Will for at tage hende i forsvar. ”Jeg hørte hende sige ’Anna’.”

Faith ignorerede ham. ”Tror du stadig, at der måske er to bortførere?”

”Jeg føler mig ikke sikker på noget som helst lige nu – ikke ud over, at uanset hvem den skyldige er, så er han ingen amatør. Hans DNA er blevet fundet overalt, hvilket sikkert betyder, at han ikke har en kriminel fortid, som risikerer at afsløre ham. Vi har ingen spor, for han efterlader ikke nogen. Han er god til det her og ved, hvordan han skal slette sporene efter sig.”

”Tror du, han er politimand?”

Will undlod at besvare spørgsmålet.

Faith drog sin egen konklusion. ”Der er noget ved det, han gør, der virker tillidsvækkende på kvinder, så de lader ham komme så tæt på, at han kan bortføre dem, uden at nogen opdager det.”

”Jakkesættet,” sagde Will. ”Sandsynligheden taler for, at kvinder – og mænd, for den sags skyld – har større tillid til en fremmed, som er velklædt. Folk er fulde af fordomme i deres vurderinger af andre, men sådan forholder det sig.”

”Forrygende. Det betyder, at vi bare skal finde alle de mænd i Atlanta, der var velklædte i morges.” Hun holdt en hånd op foran sig og talte med på fingrene. ”Ingen fingeraftryk blev fundet på affaldsposerne i nogen af kvinderne. Der er ikke fundet spor på genstandene fra hulen. Det blodige fingeraftryk på Jacquelyn Zabels kørekort tilhørte Anna. Vi kender ikke hendes efternavn. Vi ved ikke, hvor hun bor eller arbejder, eller om hun har nogen familie.” Faith løb tør for fingre.

”Det er tydeligt, at hendes bortfører har udviklet en bestemt fremgangsmåde. Han er tålmodig. Han gravede hulen ud og gjorde den klar til fangerne. Som du sagde tidligere, skygger han sikkert sine ofre, før han bortfører dem. Hvem ved, hvor mange gange han har gjort det før?”

”Nej, for ofrene overlevede efter alt at dømme ikke, så de kunne fortælle om det, for så ville der være dukket noget op i FBI’s database.”

Telefonen på skrivebordet ringede, og Faith tog den. ”Mitchell.” Hun lyttede et øjeblik, før hun fiskede sin notesbog op af lommen. Hun skrev med nydelige blokbogstaver, men alligevel kunne Will ikke tyde ordene. ”Vil du prøve at følge op på det?” Hun ventede. ”Super. Ring til mig på mobilen.”

Hun lagde røret på. ”Det var Leo. De har fået undersøgt fingeraftrykkene fra Pauline McGhees bil. Hendes virkelige navn er Pauline Agnes Seward. I ’89 blev hun efterlyst i Ann Arbor, Michigan. Hun var sytten år dengang. Ifølge rapporten fortalte hendes forældre, at det hele skyldtes et skænderi, der var opstået mellem dem. Hun var begyndt at skeje ud … gå med drenge og tage stoffer. De havde hendes fingeraftryk i systemet på grund af et butikstyveri, som hun dog nægtede at vedkende sig skylden for. Det lokale politi gennemførte en overfladisk eftersøgning og lagde hendes navn i databasen, men det her er den første henvendelse, de har fået i sagen i tyve år.”

”Det stemmer fint overens med det, Morgan sagde. Pauline fortalte ham, at hun løb hjemmefra som syttenårig. Hvad med hendes bror?”

”Der dukkede ikke umiddelbart noget op. Leo vil prøve at bore lidt mere i hans baggrund.” Faith stak notesbogen i lommen igen. ”Han prøver at finde forældrene. Forhåbentlig bor de stadig i Michigan.”

”Seward er ikke et særlig almindeligt navn.”

”Nej, det har du ret i,” sagde Faith. ”Der ville være dukket noget op i databasen, hvis hendes bror havde været involveret i en alvorlig forbrydelse.”

”Har vi en omtrentlig alder? Et navn?”

”Leo sagde, at han ville vende tilbage, så snart han havde fundet ud af noget.”

Will lænede sig tilbage i stolen og støttede hovedet mod væggen. ”Pauline er stadig ikke en del af vores sag. Vi har ikke et mønster, som bortførelsen passer ind i.”

”Hun ligner de andre ofre. Ingen kan lide hende, og der er ingen, hun har et nært forhold til.”

”Måske har hun et nært forhold til sin bror,” sagde Will. ”Leo fortalte, at Pauline fik Felix ved hjælp af en sæddonor, ikke? Måske er det hendes bror, der er drengens far?”

Faith fnyste af væmmelse. ”For helvede, Will.”

Hendes tone fik ham til at føle sig skyldig, fordi han overhovedet havde foreslået muligheden, men sagen var, at deres job gik ud på at tænke på alle de værst tænkelige scenarier. ”Hvorfor skulle Pauline ellers advare sin søn om, at hans onkel var en ond mand, som hun var nødt til at beskytte ham mod?”

Faith tøvende med at svare, men til sidst sagde hun: ”Seksuelle overgreb.”

”Måske er teorien helt ude i skoven,” indrømmede han. ”Måske er hendes bror en tyv, måske har han begået underslæb, eller måske er han pusher. Han kan også være storsvindler.”

”Hvis Seward var kendt hos politiet i Michigan, ville Leo allerede kunne kalde ham frem på skærmen.”

”Måske har han bare været heldig?”

Faith rystede på hovedet. ”Pauline var bange for ham og ville ikke have, at han skulle komme i nærheden af hendes søn. Det peger i retning af voldeligheder eller frygt for vold.”

”Som du sagde, ville der ligge en rapport et eller andet sted, hvis hendes bror havde truet eller forfulgt hende.”

”Ikke nødvendigvis. Han er stadig hendes bror. Folk løber ikke bare til politiet, når det handler om noget i familien. Det ved du godt.”

Will var ikke så sikker, men Faith havde en pointe med, at Paulines bror ville være dukket op på Leos computerskærm. ”Hvad skulle der til, før du ville advare Jeremy mod din egen bror?”

Hun tænkte lidt over det. ”Jeg kan ikke komme i tanker om noget, Zeke kunne finde på at gøre, som ville få mig til at bede Jeremy om at afbryde enhver kontakt med ham.”

”Hvad nu, hvis han slog dig?”

Hun åbnede munden for at svare, men så var det, som om hun ombestemte sig. ”Det handler ikke om, hvad jeg ville finde mig i … det handler om, hvad Pauline ville gøre.” Faith tav et øjeblik og tænkte. ”Familier er komplicerede. Folk finder sig i alt mulig lort på grund af blodets bånd.”

”Afpresning?” Will vidste, at han famlede i blinde, men alligevel fortsatte han: ”Måske ved hendes bror besked om et eller andet belastende i Paulines fortid? Der må være en grund til, at hun tog navneforandring i en alder af sytten. Okay, lad os spole frem til nutiden. Pauline har et godt og vellønnet job. Hun betaler afdragene på sit huslån. Hun kører i en lækker bil. Hun vil sikkert være villig til at betale en hel del penge for at sikre, at hun kan blive ved med det.”

Will skød sin egen teori i sænk. ”På den anden side … hvis hendes bror udsætter hende for afpresning, vil det kun være i hans interesse, at hun fortsætter med at arbejde. Han vil ikke have nogen grund til at bortføre hende.”

Will rystede på hovedet. Endnu en blindgyde.

”Okay,” sagde Faith. ”Måske er Pauline ikke involveret i vores sag. Måske har hun et eller andet underligt incestforhold kørende med sin bror. Godt, men hvad gør vi nu? Skal vi bare sidde og vente på, at en tredje – eller fjerde – kvinde bliver bortført?”

Will vidste ikke, hvad han skulle svare, men heldigvis var det heller ikke nødvendigt.

Faith så på sit ur. ”Okay, lad os køre hen og tale med Henry og Judith Coldfield.”

Der var masser af børn på krisecenteret for kvinder på Fred Street, hvilket kom bag på Will, selvom det selvfølgelig kun var logisk, at hjemløse kvinder også havde hjemløse børn. Et lille hjørne af forhallen var indrettet til legeområde. Børnenes alder var meget spredt, men han gik ud fra, at de alle måtte være under seks, fordi alle ældre børn måtte være i skole på dette tidspunkt af dagen. Børnene var klædt i slidt og falmet tøj, der ikke passede sammen i farverne, og legetøjet havde set bedre dage. Barbiedukker med kortklippet hår, legetøjsbiler uden hjul. Will tænkte, at han burde have haft medlidenhed med børnene, fordi synet af dem var som at overvære en scene fra hans egen barndom, men her var forskellen, at børnene var sammen med mindst én af deres forældre, som tog sig kærligt af dem. De havde mindst én forbindelse til den normale verden.

”Tak skæbne,” mumlede Faith og rodede lidt i sin taske. Der stod en krukke til pengebidrag på skranken i receptionen, og hun stak et par tidollarsedler i den. ”Hvem passer på børnene?”

Will kastede et blik hen ad gangen. Væggene var dekoreret med udklippede påskemotiver og børnetegninger. Han fik øje på en lukket dør med et symbol, der fortalte, at det var et dametoilet. ”Hun er sikkert derinde.”

”Hvem som helst kunne komme og bortføre dem.”

Will troede ikke, at der var ret mange, der kunne finde på at bortføre netop disse børn. Det var en del af problemet.

”Ring på klokken for hjælp,” sagde Faith, og han gik ud fra, at hun læste teksten på skiltet under klokken, selvom selv en abe kunne have gættet sig frem til, hvad der stod på det.

Han ringede på klokken.

”De underviser i brug af computere,” sagde Faith.

”Hvad?”

Faith tog en af de små brochurer, der lå på skranken. Will så på billederne af de smilende kvinder og børn, der var trykt på forsiden sammen med et par logoer for de store og pengestærke firmaer, som sponserede undervisningen. ”Computerundervisning, rådgivning, måltider.” Hendes blik flakkede frem og tilbage, mens hun skimmede teksten. ”Lægerådgivning med kristent udgangspunkt.” Hun lagde folderen tilbage i bunken. ”Det betyder velsagtens, at de fortæller, at man ender i helvede, hvis man får en abort. Det er et virkelig godt råd at give til kvinder, der allerede har én mund, som de ikke har råd til at mætte.” Hun trykkede på klokken, men kom til at skubbe så hårdt til den, at den faldt ned på gulvet.

Will samlede den op. Da han havde rettet sig op, stod en stor latinamerikansk kvinde bag skranken med et lille barn i armene. Hun talte med en udpræget texasaccent, da hun så på Faith og sagde: ”Hvis I er kommet for at anholde nogen, anmoder vi om, at I ikke gør det for øjnene af børnene.”

”Vi er kommet for at tale med Judith Coldfield,” svarede Faith ganske stille, fordi hun vidste, at børnene ikke bare fulgte interesseret med, men at de ligesom kvinden bag skranken også straks havde gættet hendes profession.

”Fortsæt rundt om bygningen, hvor I vil finde indgangen til forretningen. Judith arbejder i butikken i dag.” Hun ventede ikke på, at Faith takkede hende. I stedet vendte hun bare ryggen til og forsvandt hen ad gangen med barnet på armen.

Faith skubbede døren op og gik ud på gaden igen. ”Steder som det her irriterer mig ad helvede til.”

Will tænkte, at det var underligt at rette sit had mod et krisecenter for voldsramte kvinder – selv for Faith. ”Hvorfor?”

”Kan de ikke bare hjælpe dem uden at tvinge dem til at falde på knæ og bede for at få hjælp?”

”Nogle mennesker finder trøst i at bede.”

”Og hvad så med dem, der ikke gør? Så er de måske ikke værdige til at blive hjulpet? Det er muligt, at du er voldsramt og ved at dø af sult, men du kan ikke få et gratis måltid mad eller et trygt sted at sove, medmindre du er enig med os i, at abort er en afskyelig synd, og at andre mennesker er i deres gode ret til at bestemme, hvad du må gøre med din egen krop?”

Will var ikke sikker på, hvad han skulle sige, så han fulgte bare efter Faith rundt om bygningen, mens han så, hvordan hun vredt trak tasken længere op på skulderen. Hun gik stadig og mumlede, da de rundede hjørnet og fik øje på butikken. Der hang et stort skilt på facaden, sikkert med centerets navn. Økonomien var dårlig alle steder, men især i velgørende organisationer, hvor man var afhængig af, at folk følte sig så meget ovenpå, at de havde lyst til at hjælpe deres medmennesker. Mange af de lokale centre tog imod ting, som folk ikke havde brug for længere, hvorefter de solgte tingene videre for at skaffe penge til den daglige drift. På vinduerne blev der gjort reklame for nogle af de varer, der var til salg i forretningen. Faith opremsede dem, mens de fortsatte hen mod indgangen.

”Køkkengrej, sengetøj, beklædning, alle former for effekter modtages, gratis afhentning af større genstande.”

Will åbnede døren og håbede, det kunne få hende til at holde mund.

”Åben alle dage undtagen lørdag. Hunde ingen adgang.”

”Okay, jeg er med,” sagde han og lod et blik glide rundt i forretningen. En hylde var fyldt med blendere, og hylden nedenunder var proppet med brødristere og små mikrobølgeovne. Stativer var fyldt med tøj, og det meste af det lignede noget, der havde været populært engang i firserne. Dåser med suppe og forskellige andre fødevarer stod opstillet på hylder, der var ophængt på en væg, hvor de ikke blev ramt af solens stråler. Wills mave knurrede, og han tænkte på, hvordan han havde været med til at ordne og sortere de konservesdåser, der blev indleveret på børnehjemmet omkring højtiderne. Ingen afleverede nogensinde de gode ting. Sædvanligvis bestod indholdet af dåserne af kogt skinke eller syltede rødbeder – præcis, hvad alle børn drømte om at få serveret til jul.

Faith havde fundet et andet skilt. ”Alle bidrag er fradragsberettigede. Overskuddet går udelukkende til voldsramte kvinder og børn. Gud velsigner dem, der velsigner andre.”

Will bemærkede, at han havde fået ondt i kæben af at bide tænderne så hårdt sammen. Heldigvis blev hans opmærksomhed dog hurtig ledt væk fra smerten. En mand dukkede op bag en skranke og fik ham til at tænke på mr. Drucker fra tv-serien Green Acres. ”Hvad kan jeg hjælpe med?”

Faiths hånd fløj op til brystet. ”Hvem helvede er du?”

Manden rødmede så meget, at Will næsten kunne mærke varmen stråle fra hans ansigt. ”Undskyld, ma’am.” Han tørrede hånden af i sin T-shirt. En række sorte striber fortalte, at det havde han gjort mange gange før. ”Tom Coldfield. Jeg hjælper min mor med …” Han nikkede ned mod gulvet bag skranken. Will kunne se, at han var ved at reparere en gammel græsslåmaskine. Motoren var mere eller mindre blevet skilt ad. Det virkede, som om han prøvede at montere en ny ventilatorrem, hvilket dog ikke forklarede, hvorfor karburatoren stod på gulvet.

”Der ligger en møtrik på …” begyndte Will.

Faith afbrød ham. ”Jeg er specialagent Faith Mitchell, og det her er min makker, Will Trent. Vi er kommet for at tale med Judith og Henry Coldfield. Jeg går ud fra, at du er i familie med dem?”

”Det er mine forældre,” forklarede manden, og et par store hugtænder gled ud mellem hans læber, da han smilede til Faith. ”De er inde i baglokalet. Min far er ikke i det bedste humør, fordi han er gået glip af en dag på golfbanen.” Det var, som om det i det samme gik op for ham, hvor uinteressant oplysningen måtte være for dem. ”Undskyld. Jeg ved godt, at det var forfærdeligt, hvad der skete med hende kvinden. Det skyldes bare, at … tja … de har jo allerede fortalt den anden betjent hele historien om, hvad der skete.”

Faith fortsatte med at vise sig fra sin mest charmerende side. ”Jeg er sikker på, at de ikke vil have noget imod at fortælle historien én gang til.”

Det virkede, som om Tom Coldfield ikke var helt tilbøjelig til at give hende ret, men alligevel gav han tegn til, at de skulle følge efter ham ind i baglokalet. Will lod Faith gå forrest, og de måtte kante sig rundt om en masse kasser og forskellige bunker af genstande, som var blevet afleveret på krisecenteret. Will gættede på, at Tom Coldfield på et tidspunkt i sit liv havde været sportsmand, men så var det begyndt at gå ned ad bakke med formen, da han kom op i trediverne, så han nu kunne fremvise en rund og trivelig mave, og hans skuldre var begyndt at hænge. Øverst på issen havde han en skaldet plet, der fik ham til at ligne en franciskanermunk. Uden at behøve at spørge gættede Will på, at Tom havde et par børn. Han lignede indbegrebet af en forstadsfar. Han kørte sikkert i en minivan og spillede computerspil på nettet.

”Jeg beklager rodet,” sagde Tom. ”Vi kunne godt bruge nogle flere hænder.”

”Arbejder du her selv?” spurgte Faith.

”Åh, nej, så ville jeg blive vanvitig.” Han lo, da han så Faiths reaktion, som måtte have afsløret hendes overraskelse. ”Jeg er flyveleder. Min mor prikker til min dårlige samvittighed for at få mig til at hjælpe, når de mangler en ekstra hånd.”

”Har du en fortid i militæret?”

”Seks år i flyvevåbnet. Hvordan kunne du gætte det?”

Faith trak på skuldrene. ”Det er den letteste måde at få en uddannelse på.” Hun tilføjede, sikkert for at gøre et forsøg på at komme på bølgelængde med manden: ”Jeg har en bror, der er ansat i flyvevåbnet. Han er udstationeret i Tyskland.”

Tom flyttede en kasse, så de kunne komme forbi. ”Ramstein?”

”Landstuhl. Han er kirurg.”

”De har vist rigeligt at se til derovre. Din bror udfører Herrens arbejde.”

Faith var nu gledet ind i rollen som strisser og havde lagt sine personlige holdninger på hylden. ”Ja, det må du nok sige.”

Tom standsede foran en lukket dør og bankede på. Will kastede et blik hen ad en gang og kunne se hovedindgangen til centeret og den skranke, de et øjeblik før havde stået ved, mens de ventede på, at kvinden kom ud fra toilettet. Også Faith så det og sendte Will et himmelvendt blik, da Tom åbnede døren.

”Mor, jeg kommer med kriminalassistent Trent og … undskyld, var det Mitchell?”

”Ja,” bekræftede Faith.

Tom præsenterede sine forældre, selvom det strengt taget ikke var nødvendigt, eftersom der kun var to personer i rummet. Judith sad bag et skrivebord med en opslået regnskabsbog foran sig, mens Henry sad i en stol ved vinduet. Han holdt en avis i hænderne og foldede den omhyggeligt, før han rettede opmærksomheden mod Faith og Will. Tom havde ikke løjet, da han sagde, at hans far var bitter over at gå glip af en dag på golfbanen. Henry Coldfield lignede en parodi på en sur, gammel mand.

”Skal jeg hente nogle flere stole?” tilbød Tom. Han ventede ikke på et svar og forsvandt, før nogen kunne nå at reagere. Kontoret var af helt almindelig størrelse, hvilket vil sige, at det var stort nok til fire personer, uden at de behøvede at støde albuerne mod hinanden. Alligevel blev Will stående i døråbningen, mens Faith satte sig på den eneste ledige stol i rummet. Normalt besluttede de altid på forhånd, hvem der skulle føre ordet, men denne gang havde de ikke aftalt noget. Da Will så spørgende på Faith, trak hun bare på skuldrene. Familien var svær at aflæse. De ville være nødt til at føle sig frem. Det første trin i enhver afhøring gik ud på at sørge for, at vidnet følte sig godt tilpas. Folk havde ikke lyst til at åbne sig og hjælpe, før man fik dem til at indse, at man ikke var deres fjende. Eftersom Faith sad nærmest, tog hun ordet.

”Jeg vil gerne sige tak, fordi I har indvilliget i at mødes med os. Jeg ved, at I allerede har talt med kriminalassistent Galloway, men de oplevelser, I var ude for forleden aften, må have været meget traumatiske. Nogle gange går der et par dage, før man kan huske alt det, der egentlig skete.”

”Vi har faktisk aldrig nogensinde prøvet det før,” sagde Judith Coldfield, og Will spekulerede på, om hun troede, at alle andre mennesker med jævne mellemrum sad i deres bil og kørte frontalt ind i en kvinde, som var blevet voldtaget og tortureret i en underjordisk hule.

Det var, som om Henry tænkte det samme. ”Judith.”

”Åh, undskyld.” Judith holdt sig for munden for at skjule det forlegne smil, der bredte sig i hendes ansigt. Will så, hvem Tom havde arvet både hugtænderne og tendensen til at rødme efter. Kvinden forklarede: ”Jeg mener … vi har aldrig talt med politiet før.” Hun klappede sin mand på hånden. ”Henry fik en fartbøde engang, men det skete kun den ene gang. Hvornår var det nu, det var, skat?”

”Sommeren ’83,” svarede Henry, og hans sammenbidte udtryk afslørede, at han stadig ikke helt var kommet sig oven på begivenheden. Han så på Will, mens han sagde det, som om kun en mand kunne forstå, hvad han mente. ”Tolv kilometer for hurtigt.”

Will prøvede at tænke på et eller andet, som lød medfølende, men han kunne ikke komme i tanker om noget. Han spurgte Judith: ”Stammer du oprindeligt oppe nordfra?”

”Er det virkelig så tydeligt?” Hun lo og holdt sig igen for munden for at skjule sit smil. Hun var pinefuldt bevidst om sine strittende fortænder. ”Pennsylvania.”

“Var det der, I boede, før I blev pensioneret?”

”Åh, nej,” sagde Judith. ”Henrys job medførte, at vi måtte flytte en del rundt. For det meste i den nordvestlige del af landet. Vi har boet i Oregon, Washington State og Californien – men det brød vi os nu ikke særlig godt om, vel?” Henry lavede en muggen brummelyd. ”Derefter boede vi en ganske kort overgang i Oklahoma. Har I nogensinde været der? Alt er bare så frygtelig fladt.”

Faith skar igennem. ”Hvad med Michigan?”

Judith rystede på hovedet, men Henry blandede sig. ”Jeg så engang en football-kamp i Michigan. Tilbage i ’71. Michigan mod Ohio Star, 10-7. Jeg var lige ved at dø af kulde.”

Faith udnyttede muligheden for at trække ham ud af busken. ”Så du er med andre ord vild med football?”

”Jeg hader football.” Det var, som om han ønskede at fortælle, at han stadig var ulykkelig over at have overværet kampen, selvom de fleste var parat til at slå ihjel for at få en chance for at overvære en dyst mellem to ærkerivaler.

”Henry var sælger,” tilføjede Judith. ”Selv før han fik jobbet, havde han rejst en hel del. Hans far var ansat i militæret i tredive år.”

Faith prøvede at finde en vej til at få manden til at åbne sig. ”Min bedstefar var også ansat i militæret.”

Judith blandede sig igen. ”Henry fik udsat sin militærtjeneste, fordi han gik på college.” Will gik ud fra, at det var Vietnamkrigen, hun henviste til. ”Vi havde naturligvis venner, som blev indkaldt, og Tom har været i flyvevåbnet, hvilket vi altid har været meget stolte af. Er det ikke rigtigt, Tom?”

Will havde ikke bemærket, at Tom var kommet tilbage. Sønnen smilede undskyldende til ham. ”Jeg beklager, vi har ikke flere stole. Børnene bruger dem til at bygge en borg.”

”Hvor var du udstationeret?” spurgte Faith.

”På Kessler, i begge mine tjenesteperioder,” svarede han. ”Jeg påbegyndte min uddannelse og arbejdede mig op til en position som oversergent i enhed 334, hvor jeg havde ansvaret for kontroltårnets depot. De overvejede at overflytte mig til Altus, da jeg ansøgte om fratrædelse.”

”Jeg ville netop have spurgt, hvorfor du forlod flyvevåbnet, men så kom jeg til at tænke på Kessler i Mississippi.”

Toms rødmen vendte tilbage for fuld kraft, og han lo forlegent. ”Ja, det kan der være noget om.”

Faith rettede opmærksomheden tilbage mod Henry. Hun havde sikkert fundet ud af, at de ikke ville få ret meget ud af Judith uden hans velsignelse. ”Har du også arbejdet uden for landets grænser?”

”Nej, vi har altid boet her i landet.”

”Du har en typisk militæraccent,” bemærkede Faith, og Will regnede med, at det betød, at manden overhovedet ingen accent havde.

Det var, som om Faiths opmærksomhed fik Henrys modvilje til langsomt at forsvinde. ”Man flytter derhen, hvor man får besked på at flytte hen.”

”Det er præcis, hvad min bror også sagde, da han blev sendt til Europa.” Faith lænede sig frem. ”Men hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at han elsker at flytte så meget rundt og aldrig behøver at slå rod et bestemt sted.”

Henry begyndte at tø endnu mere op. ”Er han gift?”

”Niks.”

”En kvinde i hver havn?”

”Åh, det håber jeg sandelig ikke,” lo Faith. ”Som min mor så det, var det enten flyvevåbnet eller præstestanden.”

Henry lo. ”Sådan har de fleste mødre det i forbindelse med deres sønner.” Han gav sin kones hånd et klem, og Judith strålede af stolthed, mens hun så på Tom.

Faith rettede opmærksomheden mod Tom. ”Du siger, at du arbejder som flyveleder?”

”Ja, det er korrekt, ma’am,” svarede han, selvom Faith efter al sandsynlighed var yngre end ham. ”Jeg er ansat på Charlie Brown,” fortsatte han og henviste til en mindre lufthavn, der lå lige vest for Atlanta. ”Jeg har arbejdet der i omkring ti år. Det er et dejligt sted at være. Somme tider tager vi os også af trafikken i Dobbins om natten.” Dobbins var en militær luftbase lige uden for byen. ”Jeg er sikker på, at din bror har fløjet derfra mange gange.”

”Ja, det har han uden tvivl,” sagde Faith og fortsatte med at holde øjenkontakten med manden så længe, at han følte sig smigret. ”Og nu bor du i Conyers?”

”Ja, det er korrekt.” Tom smilede, så hans tænder strittede som en elefants stødtænder. Han var mere afslappet nu, mere snakkesalig. ”Jeg flyttede til Atlanta, da jeg rejste fra Kessler.” Han nikkede hen mod sin mor. ”Jeg blev virkelig glad, da mine forældre besluttede sig for at flytte herned.”

”De bor på Clairmont Road, ikke?”

Tom nikkede, stadig smilende. ”Så tæt på, at de ikke behøver at pakke en kuffert, før de kommer på besøg.”

Judith så ikke ud til at bryde sig om den umiddelbare kontakt, der var begyndt at udvikle sig mellem dem, og hun skyndte sig at kile sig ind i samtalen igen. ”Toms kone elsker sin blomsterhave.” Hun begyndte at lede efter noget i sin taske. ”Mark, hans søn, er fuldstændig tosset med flyvemaskiner. Han ligner sin far mere og mere for hver dag, der går.”

”Mor, du behøver ikke at vise …”

Det var for sent. Judith trak et fotografi op af tasken og gav det til Faith, som udstødte en række passende beundrende lyde, før hun rakte det videre til Will.

Wills udtryk forblev neutralt, mens han betragtede familiebilledet. Generne i Coldfield-familien var stærke. Både pigen og drengen på billedet var som snydt ud af næsen på deres far. Endnu værre var dog, at Tom ikke havde fundet en særlig tiltrækkende kvinde til at fortynde familiens gener. Kvindens hår var lyst og tjavset, og hun stod med et resigneret udtryk omkring munden, der så ud til at antyde, at dette var så godt, som det nogensinde ville blive.

”Darla,” sagde Judith og oplyste navnet på Toms kone. ”De har været gift i næsten ti år. Er det ikke rigtigt, Tom?”

Han trak på skuldrene på den forlegne måde, der er så typisk for børn, når deres forældre har sagt noget.

”Dejligt billede,” sagde Will og rakte det tilbage til Judith.

”Har du selv børn?” spurgte Judith Faith.

”En søn.” Faith tilbød ikke at bidrage med flere informationer, så i stedet spurgte hun Judith: ”Er Tom enebarn?”

”Ja, det er han.” Judith smilede igen og holdt sig endnu en gang for munden. ”Henry og jeg troede ikke, at vi kunne få …” Hendes stemme fortonede sig, og hun stirrede bare på Tom med åbenlys stolthed. ”Han var et mirakel.”

Igen trak Tom bare på skuldrene, tydeligt forlegen.

Faith skiftede diskret emne for at nærme sig anledningen til, at de var kommet. ”Den dag, hvor ulykken fandt sted, havde I netop besøgt Tom og hans kone?”

Judith nikkede. ”Han ville gerne markere vores 40-års bryllupsdag. Er det ikke rigtigt, Tom?” Der kom noget fjernt over hendes stemme. ”Hvor var det frygteligt, at det skulle ske. Jeg tror ikke, jeg nogensinde vil kunne fejre vores bryllupsdag igen uden at tænke på …”

Tom blandede sig. ”Jeg fatter ikke, hvordan det kunne ske. Hvordan kunne denne kvinde …” Han rystede på hovedet. ”Det giver ingen mening. Hvem helvede kunne finde på at gøre sådan noget?”

”Tom,” hviskede Judith. ”Dit sprog.”

Faith sendte Will et blik, der fortalte, at det krævede al hendes viljestyrke ikke at vende det hvide ud af øjnene. Hun kom sig dog hurtigt igen og rettede opmærksomheden tilbage mod det ældre ægtepar. ”Jeg ved godt, at I allerede har fortalt kriminalassistent Galloway alt, men lad os alligevel gennemgå begivenhederne helt fra begyndelsen. I kom kørende hen ad vejen, da I fik øje på kvinden, hvorefter …?”

”Altså …” begyndte Judith, ”… i begyndelsen troede jeg, at der var tale om et dyr. Vi har set rådyr på den side af vejen mange gange før. Henry kører altid ganske langsomt, når det er mørkt, hvis et af dyrene pludselig skulle finde på at løbe ud på vejen.”

”Når de kommer ind i lyset fra forlygterne, stivner de ganske enkelt bare,” forklarede Henry, som om dyr, der blev fanget i lyset fra en bil, var et ukendt og obskurt fænomen.

”Det var endnu ikke helt mørkt,” fortsatte Judith. ”Kun tusmørke, velsagtens. Jeg fik øje på noget på vejen. Jeg åbnede munden for at advare Henry, men da var det allerede for sent. Vi havde allerede ramt det … eller ramt hende.” Hun fandt et lommetørklæde i tasken og tørrede sig om øjnene. ”De flinke mænd prøvede at hjælpe hende, men jeg tror ikke … jeg kan ikke forestille mig, at hun, efter alt det …”

Henry holdt om sin kones hånd igen. ”Er hun … er kvinden …?”

”Hun er stadig indlagt på hospitalet,” sagde Faith. ”Lægerne ved ikke, om hun nogensinde genvinder bevidstheden.”

”Åh gud,” sukkede Judith, næsten som i bøn. ”Det håber jeg ikke, at hun gør.”

”Mor …” sagde Tom overrasket.

”Jeg ved godt, at det lyder hårdt, men jeg håber, at hun aldrig behøver at vide, hvad der skete.”

Stilheden sænkede sig. Tom så på sin far. Henrys adamsæble vippede op og ned, og Will kunne se, at minderne var begyndt at overvælde ham. ”Jeg troede, jeg havde fået et hjerteanfald,” lykkedes det ham at sige, mens han lo hæst.

Judith sænkede stemmen til en fortrolig hvisken, som om hendes mand ikke sad lige ved siden af hende: ”Henry har hjerteproblemer.”

”Det er ikke noget alvorligt,” sagde han. ”Det var bare den forbandede airbag, der ramte mig lige midt på brystet. En ekstra sikkerhed, kalder man det. Den pokkers tingest var lige ved at tage livet af mig!”

”Henry, så du selv kvinden på vejen?” spurgte Faith.

Han nikkede. ”Det skete præcis, som Judith fortalte. Jeg kunne ikke nå at standse, selvom jeg ikke kørte ret hurtigt. Jeg kørte præcis det, man må. Jeg fik øje på noget og troede, at det var et dyr, helt som min kone har beskrevet. Jeg hamrede bremsen i bund. Hun dukkede bare op ud af det blå. Helt og aldeles. Jeg vidste ikke, at det var en kvinde, før vi kom ud af bilen og så hende. Det var frygteligt. Ganske enkelt frygteligt.”

”Har du altid brugt briller?” spurgte Will for forsigtigt at nærme sig emnet.

”Jeg er amatørpilot og får mine øjne tjekket to gange om året.” Han tog brillerne af. Det var tydeligt, at han følte sig såret på sin stolthed, men hans stemme var fast og rolig. ”Det er muligt, at jeg er gammel, men jeg er stadig fit for fight. Ingen grå stær, og mit syn er helt normalt.”

Will besluttede sig for, at han lige så godt kunne få det overstået. ”Og hjertet?”

Judith svarede. ”Det er i virkeligheden ingenting. Det er blot noget, vi skal holde lidt øje med, og han skal bare sørge for ikke at overanstrenge sig.”

Henry fortsatte, stadig indigneret. ”Det er ikke noget, der bekymrer lægerne. Jeg tager nogle hestepiller. Jeg holder mig fra at løfte tunge genstande og har det fint.”

Faith prøvede at berolige ham ved at skifte emne. ”Har du kunnet flyve, lige siden du var ung?”

Det var, som om Henry diskuterede med sig selv, om han havde lyst til at give slip på sit helbred som samtaleemne. Efter et stykke tid svarede han: ”Min far lærte mig at flyve, da jeg var dreng. Vi boede langt ude på landet i Alaska, hvor han var udstationeret. Han mente, at det ville være godt for mig og være med til at holde mig væk fra ballade.”

Faith smilede, hvilket fik ham til at slappe lidt af igen. ”Var det nogensinde godt flyvevejr deroppe?”

”Hvis man var heldig.” Han lo vemodigt. ”Man skulle passe meget på under landingen, for den iskolde vind risikerede at kaste flyet rundt som en papirflyver. Nogle dage lukkede jeg bare øjnene og bad til, at jeg landede på landingsbanen og ikke på isen.”

”Navnet Coldfield må have passet perfekt til at bo i Alaska,” sagde Faith i et forsøg på at fastholde den gode stemning.

”Præcis,” sagde Henry, som om han havde hørt vittigheden mange gange før. Han tog brillerne på igen og faldt atter tilbage i rollen fra før. ”Hør, det er ikke op til mig at fortælle andre, hvordan de skal passe deres job, men hvorfor stiller I ingen spørgsmål om den anden bil?”

”Hvilken anden bil?” spurgte Faith. ”Den, der stoppede for at hjælpe efter ulykken?”

”Nej, den anden bil, som kom drønende hen ad vejen i den modsatte retning. Vi må have passeret den, omkring to minutter før vi kørte ind i pigen.”

Judith udfyldte den chokerede stilhed. ”Den må I da allerede have hørt om. Vi fortalte jo det hele til ham den anden politimand.”