KAPITEL 12

FOR HELVEDE,” HVISKEDE PAULINE, men spekulerede i det samme på, hvorfor hun ikke skreg af sine lungers fulde kraft. ”For helvede!” råbte hun så højt, at det gjorde ondt i halsen. Hun rev og flåede i håndjernene og fortsatte med at gøre det i et stykke tid, selvom hun godt vidste, at det var nytteløst. Hun var som en skide tugthusfange med hænderne i håndjern og et læderbælte om kroppen, der var bundet så stramt, at når hun krøllede sig helt sammen i kroppen, kunne hun kun med nød og næppe nå hagen med fingerspidserne. Hun havde lænker om fødderne, og de kraftige led i kæderne slog klirrende mod hinanden for hvert skridt, hun tog. Hun havde gået til yoga i så mange år, at hun uden besvær kunne få benene op over hovedet, men hvad helvede nyttede det nu? Hvad fanden kunne man bruge ”Ploven” til, når hele ens forpulede liv stod på spil?

Bindet for øjnene gjorde kun det hele værre, selvom det var lykkedes hende at skubbe det en smule op ved at gnide ansigtet mod de ru slaggeblokke, som en af væggene i rummet bestod af. Tørklædet var bundet vanvittig stramt, men millimeter for millimeter var det alligevel lykkedes hende at skubbe det op, selvom det havde kostet hende en hudafskrabning på kinden. Der var ingen forskel på lyset foran og bag bindet, men alligevel følte hun, at hun havde vundet en lille sejr og måske ville være lidt bedre forberedt, når døren gik op, hvis hun kunne fange et glimt af en lille lyskile under kanten af tørklædet.

Lige nu var alt mørkt. Det var det eneste, hun kunne se. Mørke. Ingen vinduer, intet lys, ingen muligheder for at vurdere tidens gang. Hun vidste, at hvis hun tænkte på det – tænkte på, at hun ikke kunne se en skid og ikke anede, om hun blev overvåget eller optaget på video eller det, der var værre – ville hun gå fra forstanden. For helvede, hun var allerede godt på vej til at gå fra forstanden. Hun var drivende våd, og sveden drev ned over hendes krop. Små strømme af sved løb kildrende ned over næsen. Det var til at blive vanvittig af, og det forpulede mørke gjorde kun det hele endnu værre.

Felix var ikke bange for mørke. Han elskede mørket, når hun lagde sig i sengen ved siden af ham, holdt om ham og fortalte historier. Han elskede at ligge i sengen med et tæppe over hovedet. Måske havde hun pylret for meget om ham, da han var lille. Hun havde aldrig sluppet ham af syne. Hun var bange for, at nogen ville komme og tage ham fra hende – en eller anden, som havde fundet ud af, at hun ikke var egnet til at være mor, og at hun ikke besad de nødvendige evner til at tage sig af et barn på den måde, som børn havde krav på. Men det gjorde hun. Hun elskede sin søn. Hun elskede ham så højt, at tankerne om ham var det eneste, der forhindrede hende i at krølle sammen i kroppen, sno kæderne om halsen og tage livet af sig selv.

”Hjælp!” råbte hun, selvom hun udmærket vidste, at det var formålsløst. Hvis de var bange for, at nogen skulle høre hende, ville de have proppet en klud i munden på hende.

For adskillige timer siden havde hun opmålt rummet til at være cirka fem gange syv meter. I den ene ende bestod væggen af slaggeblokke, mens de andre vægge var beklædt med gipsplader. Der var en enkelt metaldør, som var låst udefra. Møblementet bestod af en vinylbetrukket madras i det ene hjørne samt en toiletspand med låg. Betongulvet var koldt under hendes bare fødder. Hun kunne høre en svag summen fra rummet ved siden af – måske en varmtvandsbeholder, et eller andet mekanisk. Hun var indespærret i en kælder. Hun befandt sig under jorden, og tanken fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Hun hadede at befinde sig under jorden. Hun parkerede sgu ikke engang i den skide parkeringskælder under kontoret, så meget hadede hun det.

Hun holdt op med at vandre rastløst frem og tilbage og lukkede øjnene.

Ingen andre vovede at parkere på hendes plads lige uden for indgangen. Nogle gange gik hun udenfor for at trække lidt frisk luft og stillede sig ved nedkørslen til parkeringskælderen for at sikre, at ingen havde taget hendes plads. Hun kunne læse teksten på det lille skilt, når hun stod på fortovet. PAULINE McGHEE. Det havde været et helvedes besvær at få skiltefirmaet til at gøre c’et mindre end de andre bogstaver. Det havde sikkert kostet en eller anden jobbet, men det var kun fortjent, eftersom vedkommende åbenbart ikke havde fattet en skid af, hvordan opgaven skulle løses.

Hvis nogen parkerede på hendes plads, ringede hun altid til portvagten og fik røvhullets bil slæbt væk. Porsche, Bentley, Mercedes – Pauline var ligeglad. Hun havde fandeme gjort sig fortjent til den forbandede plads. Og selvom hun en dag ikke selv brugte den, betød det sgu ikke, at alle andre bare kunne gøre det.

”Luk mig ud!” råbte hun og hev og flåede i kæderne i et forsøg på at vride sig ud af bæltet. Det var et tykt læderbælte af den slags, som hendes mor havde gået med tilbage i halvfjerdserne. Hele vejen rundt var der to rækker huller, og bæltespændet var forsynet med to dorne. Metallet føltes som en klump voks, når hun rørte ved det, og hun vidste, at dornene var loddet på. Hun kunne ikke længere huske grunden til, at det var sket, men hun vidste udmærket, hvordan det føltes at få et rap bagi med et bælte med et loddet bæltespænde.

“Hjælp!” skreg hun. ”Hjælp!”

Ingenting. Ingen hjælp. Ingen svar. Bæltet gnavede sig ind i huden lige over hofterne. Hvis hun ikke havde været så forbandet fed, kunne hun sikkert bare have vredet sig ud af det.

Vand, tænkte hun. Hvornår havde hun sidst fået noget at drikke? Man kunne leve uden fast føde i ugevis, i nogle tilfælde i flere måneder, men væske var en helt anden sag. Man kunne klare sig tre dage, måske fire, før problemerne begyndte at melde sig. Man fik krampe og blev desperat af tørst. Lammende hovedpine. Ville de give hende lov til at få noget at drikke? Eller ville de bare lade hende skrumpe langsomt ind og derefter forbryde sig mod hende, når hun var reduceret til et hjælpeløst barn?

Barn.

Nej. Hun nægtede at tænke på Felix. Morgan ville tage sig af ham. Han ville aldrig tillade, at der skete hendes søn noget ondt. Morgan var et røvhul og en løgner, men han ville tage sig af Felix, for inde bag hele facaden var han et godt menneske. Pauline vidste, hvordan onde mennesker så ud, og Morgan Hollister var ikke et af slagsen.

Hun hørte skridt et sted bag sig, uden for døren. Hun stod helt stille og holdt vejret, så hun bedre kunne lytte efter. En trappe. En eller anden var på vej ned ad en trappe. Selv i mørket kunne hun mærke, hvordan væggene pressede sig sammen om hende. Hvad var værst: At være alene i kælderen eller at være spærret inde i den sammen med en fremmed?

Hun vidste, hvad der var på vej. Hun vidste det lige så sikkert, som hun kendte alle detaljerne i sit eget liv. Der var aldrig kun én. Mænd af den slags ville altid have to. Mørkt hår, mørke øjne og fortvivlede hjerter, som han kunne knuse. Han havde sikkert holdt dem indespærret hver for sig så længe, han overhovedet kunne holde det ud, men nu ville han se dem sammen. Buret inde som to dyr, der kæmpede for at slippe ud.

Snart ville den første dominobrik vælte, og derefter ville alle de andre følge efter én efter én. Én kvinde alene, to kvinder alene og derefter …

Hun hørte et stammende: ”Nej, nej, nej, nej.” Det gik op for hende, at ordene kom fra hendes egen mund. Hun trak sig væk fra døren og pressede sig ind mod væggen. Hendes knæ rystede så voldsomt, at hun ville være segnet omkuld på gulvet, hvis ikke de ru slaggeblokke havde holdt hende oppe. Hun rystede så meget på hænderne, at håndjernene raslede.

”Nej,” hviskede hun, blot dette ene ord, men så tvang hun sig selv til at holde panikken på afstand. Hun var en overlever. Hun havde ikke levet de sidste tyve år af sit liv bare for at dø i et forpulet hul under jorden.

Døren gik op, og hun fangede et lysglimt under tørklædet.

”Her er din veninde,” sagde han.

Hun hørte et eller andet ramme gulvet ledsaget af et dybt suk og raslende kæder, men så blev alt atter stille. Et øjeblik efter hørte hun en dump lyd, som rungede i det store, tomme rum.

Døren blev lukket igen, og lyset forsvandt. Der lød en sagte hvislen. En eller anden trak vejret tungt. Pauline famlede sig hen over gulvet, til hun fandt en krop. Langt hår, bind for øjnene, smalt ansigt, små bryster og håndjern. Den hvislende lyd stammede fra kvindens brækkede næse.

Der var ikke noget, hun kunne gøre for at hjælpe hende lige her og nu. Pauline undersøgte kvindens lommer for at prøve at finde noget, der kunne hjælpe hende med at slippe ud. Ingenting. Intet andet end endnu en kvinde, som snart ville længes efter vand og mad.

”Pis!” Pauline lænede sig tilbage på hælene og måtte undertrykke en voldsom trang til at skrige. Hendes fod stødte mod et eller andet hårdt, og da hun kom til at tænke på det andet bump, lod hun en søgende hånd glide hen over gulvet.

Hun mærkede på en lille papkasse med fingrene og gættede på, at den målte cirka femten gange femten centimeter. Den var ikke helt let. Måske vejede den omkring et kilo. På den ene side var der en perforeret linje, og hun pressede fingrene ind mod den for at bryde forseglingen. Hendes fingre gled ind i kassen og mærkede et eller andet glat.

”Nej …” gispede hun.

Ikke igen.

Hun lukkede øjnene og mærkede tårerne presse sig på under tørklædet. Felix, hendes job, hendes Lexus, hendes liv … det hele forsvandt ud af hendes tanker, da hun mærkede de glatte plasticposer mellem fingrene.