KAPITEL 13

WILL HAVDE TVUNGET SIG SELV TIL AT STÅ OP til sædvanlig tid klokken fem. Han havde ikke kunnet finde ind i rytmen, da han løb en tur, og brusebadet bagefter havde ikke formået at vække ham. Han stod ved køkkenvasken med en portion bløde cornflakes i skålen, da Betty puffede til hans ene ben for at vække ham af dvaletilstanden.

Han fandt hundesnoren ved døren og bukkede sig for at klikke den på hendes halsbånd. Hun slikkede ham på hånden, og på trods af trætheden klappede han stille hendes lille hoved. Betty var en af den slags hunde, som unge starletter bar rundt på i en lædertaske, og den passede ikke ligefrem til Wills stil. Endnu værre var det dog, at hundens ben kun var knap ti centimeter lange, og den eneste hundesnor i dyreforretningen, der havde været lang nok, var skrigende pink. At hundesnoren matchede halsbåndet med de skinnende rhinstene var blot yderligere en detalje, som mange kvinder havde rost ham for i parken – hvorefter de prøvede at få ham smedet sammen med deres bror.

På en måde havde han arvet Betty, da hans naboer et par år tidligere ikke havde været interesseret i at beholde hende. Angie havde hadet hunden fra første øjeblik og havde konstant været på nakken af Will på grund af noget, som de begge vidste var sandt: En mand, der var opvokset på et børnehjem, kunne aldrig drømme om at aflevere en hund på et dyreinternat, uanset hvor latterlig han følte sig, når han bevægede sig ud i offentligheden.

Der var dog endnu mere skamfulde aspekter af Wills liv med hunden, som ikke engang Angie kendte til. Han arbejdede på skæve tidspunkter, og nogle gange, når han var ved at få hul på en sag, havde han dårligt nok tid til at tage hjem og skifte skjorte. Rent faktisk havde han besluttet sig for at få en havedam for Bettys skyld, fordi han tænkte, at hvis hun kedede sig, kunne det måske være en hyggelig adspredelse for hende at kigge på de svømmende fisk. De første par dage havde fiskene fået Betty til at gø konstant, men så var hun bare gået ind for at lægge sig på sofaen og vente på, at Will kom hjem.

Han havde en mistanke om, at Betty drev gæk med ham og sprang op i sofaen, når hun hørte nøglen i døren, så han skulle tro, at hun havde ligget i den dagen lang og bare ventet på, at han kom hjem, mens hun sikkert i virkeligheden styrtede ind og ud ad hundelemmen og morede sig sammen med koi-karperne i dammen, mens høj musik drønede ud fra højttalerne.

Han klappede sig på jakkelommerne for at være helt sikker på, at han havde sin telefon og pung, hvorefter han klipsede pistolhylsteret på bæltet. Han gik udenfor og låste døren efter sig. Bettys hale strittede lige op i vejret og svingede ivrigt frem og tilbage, da de satte kursen mod parken. Han tjekkede klokken på sin mobil. Der var stadig en halv time, til han skulle mødes med Faith på cafeen over for parken. Når de var fuldt optaget af arbejdet på en sag, fik han som regel Faith til at hente ham på cafeen i stedet for hjemme. Hvis Faith nogensinde havde bemærket, at cafeen lå lige ved siden af et sted ved navn Sir Barks-A-Lot, hvor man kunne få sin hund passet på timebasis, havde hun været hensynsfuld nok til aldrig at nævne noget om det.

De krydsede gaden for rødt, og Will satte farten lidt ned, så han ikke kom til at træde hunden i nakken på samme måde, som han havde været lige ved at gøre, da han gik bag Amanda dagen før. Han vidste ikke, hvad der gik ham mest på – sagen, hvor der reelt ikke var noget, der for alvor rykkede, eller at Faith tydeligvis var rasende på ham. Guderne skulle vide, at hun havde været rasende på ham før, men denne gang lå der også en snert af skuffelse bag hendes vrede.

Han havde det, som om hun prøvede at presse ham, selvom hun ikke på noget tidspunkt havde udtrykt det med ord. Problemet var, at hun var en strisser af en helt anden slags end ham. Det var ikke nyt for ham, at hans mindre aggressive måde at tackle tingene på ikke gik særlig godt i spænd med hendes, men i virkeligheden havde forskellen fungeret godt for dem begge, og i det mindste havde der ikke været nogen indbyrdes konkurrence imellem dem. Nu var han ikke så sikker længere. Faith ville have, at han skulle være en strisser af den slags, som han foragtede – en mand, der kom brasende med svingende næver og først bekymrede sig om konsekvenserne senere. Will hadede den slags politifolk og havde været involveret i mere end bare et par sager, hvor han havde sørget for, at de pågældende efterfølgende blev afskediget fra korpset. Man kunne ikke sige, at man var et anstændigt menneske, der kæmpede for retfærdigheden, hvis man opførte sig på samme måde som skurkene, hvilket Faith også måtte vide. Hun var opvokset i en politifamilie, men på den anden side var hendes mor blevet presset til at tage sin afsked på grund af upassende adfærd, så måske var Faith bare ligeglad.

Will kunne ikke acceptere den måde at tænke på. Faith var ikke bare en dygtig strisser, hun var også et godt menneske. Hun insisterede stadig på, at hendes mor var uskyldig. Hun mente stadig, at der var en skarp grænse mellem godt og skidt, rigtigt og forkert, men Will kunne ikke bare sige til hende, at hans måde at tackle tingene på var den bedste … hun var nødt til selv at erkende det.

Han havde aldrig været gadebetjent på samme måde som Faith, men han havde masser af erfaring med at færdes i små lokalsamfund og havde lært på den hårde måde, at man ikke bare kom anstigende og pissede på folk. Ifølge loven kunne GBI kun involvere sig i en sag efter anmodning fra en lokal politichef – hverken efterforskere eller almindelige politibetjente kunne træffe beslutningen. Det lokale politi arbejdede altid videre med sagerne og troede som regel, at de kunne opklare dem på egen hånd, og af samme grund nærede de altid stor modvilje mod alle, der kom til udefra. Sædvanligvis havde man brug for det lokale politi på et senere tidspunkt, og hvis man svinede medarbejderne til og gjorde alt for at få dem til at tabe ansigt, begyndte de uundgåeligt at sabotere de udefrakommendes arbejde, uanset konsekvenserne.

Lige nu handlede det om Rockdale County. Amanda var raget uklar med Lyle Peterson, politichefen, i forbindelse med en anden sag, som de havde samarbejdet om, og nu betragtede han hende som sin fjende. Og i den aktuelle sag, hvor de havde brug for det lokale politis samarbejdsvilje, strittede Rockdale i skikkelse af Max Galloway bittert imod. Manden balancerede på en hårfin kant mellem at være en kraftidiot og groft tilsidesætte sine pligter.

Faith var nødt til at indse, at lokale politifolks handlinger ikke altid var egoistiske. De havde også selvrespekt. De havde deres egne territorier. De var ligesom dyr, der afmærkede deres revir, og hvis man kom for tæt på, var de ligeglade med, hvor mange lig der hobede sig op. For nogle var det bare en kamp, de for enhver pris ville vinde – uanset hvem der kom til skade i processen.

Som om Betty kunne læse hans tanker, stoppede hun ved indgangen til Piedmont Park for at ordne det, der skulle ordnes. Will ventede, samlede efterladenskaberne op i en pose og smed den i en af affaldsspandene, da de fortsatte tværs gennem parken. Der var masser af motionsløbere på stierne, nogle med hunde og andre uden. Alle var pakket godt ind for at beskytte sig mod kulden, men Will kunne se, at solen hurtigt var begyndt at fortrænge morgendisen, og der var ingen tvivl om, at det senere ville blive så varmt, at hans skjortekrave nok skulle komme til at føles for stram.

Sagen var et døgn gammel, og han og Faith havde en travl dag foran sig. Først skulle de tale med Rick Sigler, ambulanceredderen, som havde befundet sig i nærheden af ulykkesstedet, da Anna blev kørt ned. De skulle prøve at opspore Jake Berman, Siglers sexpartner, og senere skulle de tale med Joelyn Zabel, Jacquelyn Zabels usympatiske søster. Will vidste, at det ikke tjente noget formål at afsige forhastede domme, men aftenen før havde han set kvinden optræde på alle nyhedskanalerne, både de lokale og de landsdækkende. Tilsyneladende solede Joelyn sig i opmærksomheden, men endnu tydeligere var det, at hun nød at strø om sig med beskyldninger. Will var glad for, at han havde været til stede ved obduktionen dagen før og havde fundet ud af, at han ikke behøvede at føle sig skyldig i Jacquelyn Zabels død, for ellers ville søsterens beskyldninger have føltes som tusind knive, der borede sig ind i kroppen på ham.

Han ville gerne have en mulighed for at gennemgå Pauline McGhees hus, men Leo Donnelly ville sikkert protestere. Det måtte dog være et problem, som det var muligt at finde en løsning på, og hvis der var noget, Will gerne ville gøre en indsats for i løbet af dagen, var det at finde en løsning, så de kunne få Leo med om bord. I stedet for at sove havde Will brugt det meste af natten på at tænke på Pauline McGhee. Hver gang han havde lukket øjnene, kunne han ikke lade være med at forbinde den underjordiske hule med McGhee og havde set hende ligge bundet som et dyr på træbriksen, mens han bare kunne stå og se hjælpeløst til. Hans mavefornemmelse fortalte, at hun havde været ude for en forbrydelse. Hun var stukket af fra det hele før, tyve år tidligere, men nu havde hun slået rødder. Felix var en god dreng, og hans mor ville ikke bare forlade ham.

Will lo stille. Han af alle mennesker burde vide, at mødre hele tiden forlod deres børn.

”Kom med,” sagde han og trak i hundesnoren for at få Betty væk fra en due, der var næsten lige så stor som hende.

Han stak sin hånd i lommen for at varme den, men fortsatte med at rette tankerne mod sagen. Han var ikke så indbildsk, at han tog den fulde ære for de anholdelser, han foretog. Sagen var, at de mennesker, der begik forbrydelser, som regel var dumme. De fleste mordere begik fejl, fordi de ofte handlede spontant. Et slagsmål brød ud, en pistol blev trukket, temperamenter kogte over, og det eneste, man var nødt til at finde ud af, var, om man skulle gå efter en tiltale for uagtsomt eller overlagt drab.

Men sager om mænd, der bortførte kvinder, som de ikke kendte, var noget andet. De var sværere at opklare, især når de omfattede mere end ét offer. Seriemordere var, som betegnelsen i sig selv fortalte, erfarne og gode til det, de gjorde. De vidste, at deres mål var at slå ihjel. De vidste, hvem de ville slå ihjel, og de vidste præcis, hvordan de skulle gøre det. De havde gjort det igen og igen og havde finpudset deres fremgangsmåde. De vidste, hvordan de skulle undgå at blive opdaget, skjule beviser eller ganske enkelt undlade at efterlade spor. Hvis man endelig fandt dem, handlede det ofte om rent og skært held – eller om lidt for stor selvsikkerhed hos gerningsmanden.

Ted Bundy var blevet anholdt i forbindelse med en rutinemæssig trafikkontrol. To gange, endda. Seriemorderen, som underskrev sine breve til politiet med initialerne BTK – der stod for Blind, Torture, Kill, hvormed han ikke forsøgte at skjule, at han holdt af at binde, torturere og dræbe sine ofre – blev afsløret af en harddisk, som han ved en fejl var kommet til at forære til sin præst. Richard Ramirez blev afsløret af et medlem af et privat vagtværn, da han prøvede at stjæle hans bil. Alle var blevet afsløret ved et tilfælde, og alle havde haft indtil flere mord på samvittigheden, før der blev sat en stopper for deres gerninger. I de fleste sager om seriemordere gik der adskillige år, før de blev afsløret, og politiet kunne ikke gøre andet end at vente på, at endnu et lig dukkede op, mens de bad til, at en tilfældighed sørgede for, at retfærdigheden i sidste ende skete fyldest.

Will gennemgik i tankerne, hvad de indtil videre vidste om deres gerningsmand. En hvid sedan, som var kommet susende hen ad vejen, et torturkammer i en øde skov og to ældre vidner, som ikke havde kunnet fortælle noget afgørende. Muligvis kunne Jake Berman bringe dem et stykke videre i sagen, men måske ville de aldrig finde ham. Rick Sigler var ren som nyfalden sne – med undtagelse af, at han var et par måneder bagud med afdragene på sit huslån, men det kunne ikke komme som et chok for nogen i lyset af, hvor skidt det generelt stod til med økonomien. På papiret var Harry og Judith Coldfield indbegrebet af et nydeligt pensionistægtepar. Pauline McGhee havde en bror, som hun var bange for, men på den anden side kunne det sagtens tænkes, at hendes bekymringer ikke havde noget som helst at gøre med deres sag. Måske havde hun overhovedet ingen forbindelse til sagen.

De fysiske beviser var lige så tynde. Affaldsposerne, der var blevet fundet i ofrene, var af en slags, som man kunne købe i ethvert supermarked. Genstandene fra hulen, fra bådbatteriet til torturredskaberne, var umulige at spore. Der var masser af fingeraftryk og væsker, som de havde indtastet i databasen, men heller ikke det havde givet noget resultat. Sexuhyrer var udspekulerede og opfindsomme. Omkring atten procent af alle de forbrydelser, der blev opklaret ved hjælp af DNA, var rent faktisk indbrud, ikke voldssager. Glas blev knust, køkkenknive blev fundet et forkert sted, eller en læbepomade blev tabt – små detaljer, som i sidste ende uundgåeligt førte tilbage til indbrudstyven, der almindeligvis allerede var kendt af politiet. Men når en fremmed voldtog en kvinde, og der ikke tidligere havde været kontakt mellem offeret og voldtægtsmanden, var det som at lede efter en nål i en høstak.

Betty var standset igen for at snuse til noget højt græs ved søen. Will så op og fik øje på en kvindelig motionsløber, der nærmede sig. Hun var klædt i et par lange, sorte tights og en neongrøn jakke, og hendes hår var samlet under en hue i samme farve. To greyhounds løb ved siden af hende med rank hals og strittende hale. De var to smukke dyr – slanke, langbenede og muskuløse. Akkurat som deres ejer.

”Pis,” mumlede Will, mens han skyndte sig at løfte Betty op i hænderne og skjule hende på ryggen.

Sara Linton standsede et par meter fra ham, og hundene satte sig ved siden af hende som to veltrænede kommandosoldater. Will havde aldrig formået at lære Betty andet end at spise.

”Hej,” sagde Sara overrasket. Da han ikke svarede, tilføjede hun: ”Will?”

”Hej.” Han kunne mærke Betty slikke ham på hånden.

Sara betragtede ham. ”Er det en chihuahua, du gemmer på ryggen?”

”Nej, jeg er bare glad for at se dig.”

Sara sendte ham et forvirret smil, og tøvende førte han hænderne frem foran kroppen.

Sara udstødte et par hengivne og beundrende lyde, og Will ventede på det sædvanlige spørgsmål.

”Er det din kones?”

”Ja,” løj han. ”Bor du her i nærheden?”

”Milk Lofts, i nærheden af North Avenue.”

Hun boede mindre end to husblokke fra ham! ”Du virker ellers ikke som typen, der vælger at bo i en ombygget fabriksbygning.”

Det forvirrede blik vendte tilbage. ”Hvilken type synes du da, at jeg er?”

Will havde aldrig været særlig god til at konversere, og under alle omstændigheder anede han ikke, hvordan han skulle forklare, hvordan Sara Linton virkede på ham – i det mindste ikke uden at gøre sig selv til grin.

Han trak på skuldrene og satte Betty ned på jorden. Saras hunde rørte uroligt på sig, men hun slog et enkelt smæld med tungen og fik dem til straks at sætte sig igen. ”Nå, jeg må hellere komme videre,” sagde Will. ”Jeg skal mødes med Faith på cafeen ovre på den anden side af parken.”

”Vi kan følges ad, hvis det er i orden?” Hun ventede ikke på et svar. Hundene rejste sig igen, og Will løftede Betty op i armene, fordi han vidste, at hun kun ville forsinke dem, hvis hun skulle gå. Sara var høj, næsten lige så høj som ham. Han prøvede at gætte på hendes højde uden at glo på hende. Angie kunne næsten støtte hagen på hans skulder, hvis hun løftede sig op på tåspidserne, mens Sara ikke ville behøve at gøre sig nogen nævneværdig anstrengelse for at gøre det samme. Hendes mund kunne sagtens nå op til hans øre, hvis hun ville.

”Okay.” Hun tog huen af og strammede sin hestehale. ”Jeg har tænkt en hel del på det med affaldsposerne.”

Will så på hende. ”Hvad har du helt nøjagtigt tænkt?”

”Det er en meget markant besked at sende.”

Will havde ikke betragtet affaldsposerne som en besked, snarere bare som et rædselsvækkende fund. ”Han betragter kvinderne som udskud, affald.”

”Sammenholdt med det, han gør ved dem, når han berøver dem for deres sanser.”

Will så på hende igen.

”Ser intet, hører intet, siger intet.”

Han nikkede og spekulerede på, hvorfor han ikke selv havde tænkt på det på den måde.

Hun fortsatte. ”Jeg har spekuleret på, om der ligger en religiøs vinkel bag. Rent faktisk var det noget, Faith sagde den første aften, der fik mig til at tænke på det. Gud fjernede Adams ribben for at skabe Eva.”

”Vesalius,” mumlede Will.

Sara lo overrasket. ”Det navn har jeg ikke hørt siden mit første år på medicinstudiet.”

Will trak på skuldrene og mumlede en stille bøn for at takke en eller anden for, at han havde fulgt med, da History Channel havde haft temauge om videnskabens store mestre. Andreas Vesalius, der blandt andet var læge og anatom, havde bevist, at mænd og kvinder havde lige mange ribben. Vatikanet havde været lige ved at sætte ham i fængsel på grund af opdagelsen.

Sara fortsatte. ”Der er også det med tallet elleve.” Hun tav, som om hun forventede, at han reagerede. ”Elleve affaldsposer, det elvte ribben. Der må være en eller anden forbindelse.”

Will standsede. ”Hvad mener du?”

”Kvinderne. De havde begge elleve affaldsposer i sig. Det ribben, som Anna mangler, er det elvte.”

”Tror du, at morderen har et eller andet med tallet elleve?”

Hun begyndte at gå igen, og Will fulgte efter. ”Hvis man tænker på, hvordan tvangshandlinger kan manifestere sig i form af misbrug, spiseforstyrrelser og et ønske om konstant kontrol, hvor man føler trang til at tjekke alt muligt – om døren er låst, om ovnen eller strygejernet er slukket – så virker det også logisk, at en seriemorder, der har en trang til at slå ihjel, holder sig til et bestemt mønster eller i dette tilfælde et bestemt tal, der betyder noget for ham. Det er en af grundene til, at FBI har alle mulige oplysninger liggende i sine databaser, så de kan krydstjekke og lede efter bestemte fremgangsmåder og mønstre. Måske vil man oven i købet kunne undersøge, om der er noget specielt, der bliver forbundet med tallet elleve.”

”Jeg ved ikke engang, om man kan søge efter den slags i databasen. Jeg mener, det meste handler jo om håndgribelige ting som knive og barberblade, og hvad man generelt kan bruge dem til. Ikke så meget om tal og symbolik, medmindre det er et specielt gennemgående træk.”

”I bør prøve at tjekke Bibelen. Hvis der ligger en religiøs symbolik i tallet elleve, vil I måske også kunne finde ud af noget mere om gerningsmandens motiver.” Hun trak på skuldrene, som om hun var færdig, men så tilføjede hun: ”Det er påske på søndag. Det kan måske også være en del af mønsteret.”

”Elleve apostle,” sagde han.

Hun sendte ham det samme underlige blik igen. ”Ja, præcis. Judas forrådte Jesus. Der var kun elleve apostle tilbage. Der var en tolvte, der erstattede Judas … Didymos? Jeg kan ikke huske det. Jeg er dog sikker på, at min mor ved det.” Hun trak på skuldrene igen. ”Selvfølgelig kan det hele også vise sig at være spild af tid.”

Will havde altid været overbevist om, at tilfældigheder ofte viste sig at være frugtbare spor. ”Det er værd at undersøge nærmere.”

”Hvad med Felix’ mor?”

”Lige nu betragter vi hende bare som savnet.”

”Har I fundet hendes bror?”

”Atlanta Politi leder stadig efter ham.” Will havde ikke lyst til at afsløre mere for hende. Sara arbejdede på Grady, hvor politifolk dagen lang kom og gik sammen med mistænkte og vidner. Han tilføjede: ”Vi er ikke engang sikre på, at hun er forbundet med vores sag.”

”Det håber jeg ikke, at hun er. For Felix’ skyld. Jeg kan ikke forestille mig, hvor hårdt det må være for ham at blive forladt og blive afleveret på et eller andet frygteligt børnehjem.”

”Den slags steder er faktisk ikke så slemme,” sagde Will for at tage børnehjem i al almindelighed i forsvar. Før det gik op for ham, hvad han sagde, fortsatte han: ”Jeg er selv vokset op på et.”

Hun var lige så overrasket, som han selv var – om end tydeligvis af andre årsager. ”Hvor gammel var du, da du blev afleveret?”

”Helt lille,” svarede han og ville ønske, at han kunne trække ordene i sig igen, men alligevel kunne han ikke lade være med at tilføje: ”Nyfødt, nærmest. Fem måneder.”

”Og du blev ikke adopteret?”

Han rystede på hovedet. Det var begyndt at blive kompliceret og – hvilket var endnu værre – pinligt.

”Min mand og jeg …” Hun stirrede stift frem for sig, pludselig fortabt i sine egne tanker. ”Vi havde besluttet os for at adoptere. Vi havde været skrevet op i et stykke tid, og …” Hun trak på skuldrene igen. ”Da han blev dræbt, var det … blev det hele bare for meget.”

Will vidste ikke, om han skulle give udtryk for sin medfølelse, men han kunne ikke tænke på andet, end hvor mange gange han som dreng havde deltaget i børnehjemmets skovture eller grillaftener i den tro, at han ville tage hjem fra arrangementet sammen med sine nye forældre – blot for igen at vende tilbage til værelset på børnehjemmet.

Han følte en dyb taknemmelighed, da de blev afbrudt af det skingre horn i Faiths Mini, som holdt ulovligt parkeret på gaden lige foran cafeen. Hun steg ud af bilen uden at slukke motoren.

”Amanda vil gerne have, at vi kommer ind på stationen.” Faith nikkede kort til Sara. ”Joelyn Zabel har fremrykket tidspunktet for mødet med os. Hun kan lige nå at klemme os ind mellem Good Morning America og CNN. Vi bliver nødt til at skynde os derind og køre Betty hjem bagefter.”

Will havde glemt alt om hunden, som nu havde stukket snuden ind mellem to af knapperne på hans vest.

”Jeg kan sagtens passe hende,” tilbød Sara.

”Nej, jeg kan ikke …”

”Jeg er alligevel hjemme hele dagen og skal bare vaske tøj,” svarede hun. ”Hun skal nok få det fint. Du kan bare komme forbi efter arbejde og hente hende.”

”Det er virkelig …”

Faith var mere utålmodig, end hun plejede at være. ”Giv hende nu bare hunden, Will.” Hun spankulerede tilbage til bilen, og Will sendte Sara et undskyldende blik.

”Milk Lofts?” spurgte han, som om han havde glemt det.

Sara tog imod Betty, og Will kunne mærke hendes kolde fingre, da de strejfede hans hud. ”Betty?” spurgte hun. Han nikkede, og hun sagde: ”Det gør ikke noget, hvis det bliver sent. Jeg har ingen planer resten af dagen.”

”Tak.”

Hun smilede og løftede Betty op foran sig, som om hun udbragte en skål med et vinglas.

Will fortsatte hen over gaden og satte sig ind i Faiths bil. Han var glad for, at ingen andre havde siddet i passagersædet, siden han sidst havde kørt med hende, for det ville have fået ham til at ligne en idiot, hvis han var nødt til at krølle hele kroppen sammen.

Faith droppede enhver form for omsvøb, da hun trak væk fra kantstenen. ”Hvad lavede du sammen med Sara Linton?”

”Jeg mødte hende bare helt tilfældigt.” Will spekulerede på, hvorfor han straks indtog en forsvarsposition, hvilket hurtigt førte videre til en række spekulationer om, hvorfor Faith var så aggressiv. Han gik ud fra, at hun stadig var vred på ham på grund af hans imødekommenhed over for Max Galloway dagen før, men han vidste ikke, hvad han skulle gøre – ikke ud over at prøve at sige noget, som fik hende til at tænke på noget andet. ”Sara havde et interessant spørgsmål i forbindelse med vores sag. En teori, nærmest.”

Faith trak ud mellem de andre biler på vejen. ”Jeg kan næsten ikke vente med at høre om den.”

Will kunne høre, at hun var sarkastisk, men alligevel gennemgik han Saras teori og fremhævede overvejelserne om tallet elleve og nogle af de andre muligheder, hun havde henledt hans opmærksomhed på. ”Det er påske på søndag,” sagde han. ”Måske har det noget med Bibelen at gøre?”

Det tjente til Faiths ære, at hun rent faktisk overvejede muligheden. ”Jeg ved snart ikke,” sagde hun efter et lille stykke tid. ”Vi kan finde en bibel på stationen og søge efter noget om tallet elleve på nettet. Jeg er sikker på, at der findes masser af religiøse tosser derude, som har lavet hjemmesider om den slags.”

”Hvor i Bibelen står der noget om, at der blev fjernet et ribben fra Adam for at skabe Eva?”

”Første Mosebog.”

”Det er i den gamle del, ikke?”

”Det Gamle Testamente. Den første bog i Bibelen. Der, hvor det hele begynder.” Faith sendte ham det samme skæve blik som Sara. ”Jeg ved godt, at du ikke kan læse Bibelen, men har du aldrig været i kirke?”

”Jeg kan rent faktisk godt læse Bibelen,” svarede han skarpt. Alligevel foretrak han Faiths nysgerrighed frem for hendes vrede, så han fortsatte: ”Glem ikke, hvor jeg er vokset op. Adskillelsen af kirke og stat, du ved.”

”Åh, det tænkte jeg ikke på.”

Det skyldtes sikkert, at det heller ikke passede. Børnehjemmet kunne ikke tillade religiøse aktiviteter, men der var frivillige fra stort set alle de lokale trossamfund, som hver eneste uge kom for at hente børnene og køre dem i søndagsskole. Will havde kun været med en enkelt gang, fordi han havde indset, at det rent faktisk var det samme som at gå i skole, og at man forventede, at eleverne lavede lektier, så derfor var han aldrig taget med igen.

Faith pressede yderligere på. ”Har du virkelig aldrig været i kirke?”

Will lukkede munden og bandede over, at han havde været så dum at åbne den forkerte dør.

Faith tog farten af for at holde for rødt. ”Jeg tror ikke, jeg nogensinde har mødt nogen, som aldrig har været i kirke,” mumlede hun.

”Kan vi ikke skifte emne?”

”Det er bare mærkeligt.”

Will stirrede tomt ud ad vinduet og tænkte på, hvordan hver eneste person, han nogensinde havde mødt, på et eller andet tidspunkt havde kaldt ham mærkelig. Lyset skiftede til grønt, og Minien fortsatte. City Hall East lå fem minutters kørsel fra parken, men denne morgen var det, som om turen tog flere timer.

”Selv hvis Sara har ret,” sagde Faith, ”gør hun det samme igen og prøver at stikke næsen i sagen.”

”Hun er retsmediciner. Eller det var hun i det mindste engang. Hun hjalp Anna på hospitalet. Det er helt normalt, at hun er nysgerrig efter at vide, hvad der sker.”

”Det her er en mordefterforskning, ikke Big Brother,” svarede Faith. ”Ved hun, hvor du bor?”

Will havde ikke overvejet muligheden, men han var heller ikke lige så paranoid som Faith. ”Jeg kan ikke se, hvordan hun skulle vide det.”

”Måske har hun skygget dig.”

Will lo, men så tav han igen, da det gik op for ham, at hun mente det alvorligt. ”Hun bor selv lige i nærheden og var ude at løbe en tur i parken med sine hunde.”

”Det hele virker lidt for belejligt.”

Han rystede opgivende på hovedet. Han havde ikke tænkt sig at lade Faith bruge Sara Linton som syndebuk, fordi hun havde problemer med ham. ”Vi bliver nødt til at komme ud over det her, Faith. Jeg ved godt, at du er vred på mig over det i går, men når vi går ind for at tale med Joelyn, er vi nødt til at fremstå som et team.”

Hun speedede op, da lyset skiftede til grønt. ”Vi er et team.”

Af et team at være talte de ikke ret meget sammen under resten af den korte tur. Først da de var ankommet til City Hall East og kørte op i elevatoren, brød Faith omsider tavsheden.

”Dit slips sidder skævt.”

Will løftede hånden for at justere knuden. Sara Linton havde sikkert tænkt, at han var et håbløst sjuskehoved. ”Bedre?”

Faith stod med sin BlackBerry og bladrede i siderne, selvom der ikke var noget signal i elevatoren. Hun så op og nikkede kort til ham, før hun igen rettede opmærksomheden mod skærmen.

Han prøvede stadig at finde på noget at sige, da elevatordørene gled op. Amanda ventede uden for elevatoren og stod, ligesom Faith, og tjekkede sin mail – dog på en iPhone. Will følte sig som en idiot, fordi han var tomhændet – helt som Faith sikkert havde haft det, da Sara var dukket op med sine store, imponerende hunde, og Will havde løftet Betty op i hånden, som om hun var et garnnøgle. Amanda bladrede i sine mails og lød fraværende, da hun viste dem hen ad gangen til sit kontor. ”Godt, opdater mig.”

Faith gennemgik den lange liste over de ting, de endnu ikke havde fundet ud af, samt den så godt som ikke-eksisterende liste over de ting, de vidste med sikkerhed. Imens fortsatte Amanda med at gå og læse sine mails, mens hun foregav at lytte til Faith, selvom hun uden tvivl allerede havde læst det hele i deres rapport.

Will var ingen stor tilhænger af at multitaske, specielt fordi det i hans øjne mest af alt kunne sammenlignes med at gøre alting halvt. Det var ganske enkelt menneskeligt umuligt at give to forskellige aktiviteter fuld opmærksomhed på samme tid. Som for at bevise det så Amanda op fra skærmen og sagde: ”Hvabehar?”

”Linton tror, der måske kan være en religiøs vinkel,” gentog Faith.

Amanda standsede, holdt sin iPhone ned langs siden af kroppen og gav dem langt om længe sin fulde opmærksomhed. ”Hvorfor?”

”Det elvte ribben, elleve affaldsposer og påsken, som begynder sidst på ugen.”

Amanda holdt sin iPhone op igen og trykkede på skærmen, mens hun sagde: ”Jeg har tilkaldt juridisk assistance til samtalen med Joelyn Zabel. Hun har taget sin advokat med, så jeg besluttede mig for, at vi skulle deltage med tre. Vi er nødt til at håndtere situationen, som om hele verden lytter med, for jeg er overbevist om, at uanset hvad vi siger til hende, vil det straks blive udbasuneret i medierne.” Hun sendte dem begge et sigende blik. ”Jeg siger det meste af det, der skal siges. I stiller jeres spørgsmål, men lad være med at uddybe.”

”Vi får ikke noget ud af Zabel,” sagde Will. ”Alene advokaternes tilstedeværelse betyder, at der er fire personer i rummet, og lægger vi os selv til, kommer vi op på syv. Hun vil være centrum for hele opmærksomheden og ved, at kameraerne vil rulle i det øjeblik, hun forlader bygningen. Vi er nødt til at bringe det ned på et lidt mere medgørligt plan.”

Amanda så på sin iPhone igen. ”Og dit fremragende forslag til, hvordan vi griber det an, går ud på …?”

Will kunne kun komme i tanker om én mulighed. ”Måske kan vi tale med hende efter de planlagte tv-interviews og muligvis fange hende på hotellet, langt væk fra pressen og opmærksomheden?”

Amanda udviste ham ikke den høflighed at se op. ”Ja, og måske vinder jeg i lotteriet. Måske bliver du forfremmet. Kan du se, hvad jeg tænker om alle dine måske’er?”

Frustrationen og den manglende søvn indhentede ham. ”Hvorfor er vi her i det hele taget? Hvorfor tager du dig ikke bare af Zabel og lader os foretage os noget, der er mere nyttigt end at forsyne hende med endnu mere materiale, så hun kan indgå en endnu mere fordelagtig aftale om bogrettighederne?”

Omsider så Amanda op fra sin iPhone og rakte apparatet til Will. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, Trent. Læs det her og fortæl, hvad du mener.”

Hans øjne føltes slørede, og han mærkede en skinger hyletone i ørerne. Amandas iPhone hang i luften som en krog med madding på. Han kunne se en række ord, der stod skrevet på skærmen. Så langt var han med. Han bed sig i tungen og mærkede en smag af blod. Han holdt hånden frem for at tage imod apparatet, men Faith snuppede det ud af hånden på Amanda, før han kunne nå at tage imod det.

Hendes stemme var anspændt, da hun læste op fra skærmen: ”I Bibelen symboliserer tallet elleve sædvanligvis dom eller forræderi … oprindeligt var der elleve bud, men katolikkerne slog de første to bud sammen, mens protestanterne slog de sidste to bud sammen for at nå frem til det runde tal ti.” Hun bladrede videre i teksten. ”Filistrene gav Dalila elleve hundrede sølvstykker for at hjælpe dem med at få ram på Samson, og Jesus fortalte elleve lignelser, da han var på vej til sin død i Jerusalem.” Hun tav et øjeblik og bladrede videre. ”I den katolske kirke anerkender man elleve apokryfe bøger som kanoniske.”

Faith rakte apparatet tilbage til Amanda. ”Vi kan se nærmere på alt det her senere i dag. Den 11. september ramte fly nummer 11 et af tvillingetårnene, der i sig selv lignede et ellevetal. Apollo 11 var det første rumskib, der landede på månen. Første Verdenskrig sluttede den 11.11. Og der vil sikkert være en elvte kreds i helvede for det, du lige gjorde mod Will.”

Amanda smilede, stak sin iPhone i lommen og fortsatte hen ad gangen. ”Husk reglerne, børn.”

Will vidste ikke, om hun tænkte på de regler, der gav hende ret til at bestemme over dem, eller om hun tænkte på de regler, hun lige havde udstukket for samtalen med Joelyn Zabel. Der var dog ikke tid til at reflektere nærmere over det, for i det samme fortsatte Amanda ind gennem forværelset ud for sit kontor og åbnede døren. Hun gik om bag sit skrivebord og satte sig, mens hun præsenterede de tilstedeværende for hinanden. Hendes kontor var, naturligvis, større end alle andre kontorer i bygningen og nærmest på størrelse med konferencerummet på Wills og Faiths etage.

Joelyn Zabel og en mand, der kun kunne være hendes advokat, sad på stolene lige over for Amanda. Ved siden af skrivebordet stod to andre stole, til Faith og ham, gik han ud fra. Statens jurister sad på rad og række i en sofa i den modsatte ende af rummet og blev afsløret af deres sorte jakkesæt og diskrete silkeslips. Joelyn Zabels advokat var klædt i et blåt jakkesæt, der fik ham til at ligne en haj, hvilket kun virkede passende, eftersom mandens smil fik Will til at tænke på en rovfisk.

”Tak, fordi du er kommet,” sagde Faith og gav kvinden hånden, før hun satte sig.

Joelyn Zabel lignede en tyk udgave af sin søster. Ikke sådan at forstå at hun var fed, men hendes hofter havde bløde og kvindelige former, hvor hendes søster havde været meget mere spinkel og drenget. Will fangede en snert af cigaretrøg, da han gav hende hånden.

”Jeg vil gerne kondolere,” sagde han.

”Trent,” sagde hun. ”Det var dig, der fandt hende.”

Will prøvede at bevare øjenkontakten og lade være med at afsløre den skyld, han stadig følte, fordi han ikke havde fundet kvindens søster i tide. Han kunne ikke finde på andet at sige, så han gentog bare sig selv. ”Jeg vil gerne kondolere.”

”Ja, ja,” vrængede hun. ”Det har jeg forstået.”

Will satte sig ved siden af Faith, og Amanda klappede i hænderne som en børnehaveklasselærer, der prøvede at få elevernes opmærksomhed. Hun lagde den ene hånd på en sagsmappe, og Will gik ud fra, at den indeholdt obduktionsrapporten. Pete havde fået besked på at udelade oplysningerne om affaldsposerne. På grund af Rockdale Countys nære forhold til pressen var der snart ikke flere detaljer, de kunne fælde en gerningsmand på, fordi de allerede havde været omtalt i medierne.

“Ms. Zabel,” begyndte Amanda. ”Jeg går ud fra, at De har haft tid til at gennemgå rapporten?”

Advokaten blandede sig. ”Jeg har brug for en kopi af den til min sagsmappe, Mandy.”

Amanda sendte ham et smil, der var endnu mere hajagtigt end hans eget. “Naturligvis, Chuck.”

“Okay, så I kender altså alle sammen hinanden?” Joelyn lagde armene over kors og trak skuldrene op om halsen. ”Måske har I lyst til at fortælle, hvad helvede der bliver gjort for at finde min søsters morder?”

Amandas smil fortog sig ikke det mindste. ”Vi gør alt, hvad vi kan for …”

”Har I fundet en mistænkt? Jeg mener … for helvede, manden må være et forbandet uhyre.”

Amanda svarede ikke, hvilket Faith opfattede som sit stikord. ”Jeg kan kun give dig ret. Hvem det end er, der har gjort det her, er han et uhyre. Det er derfor, vi har brug for at tale med dig om din søster. Vi er nødt til at vide noget om hendes liv. Hvem hendes venner var. Hvordan hendes daglige vaner var.”

Joelyns øjne flakkede et øjeblik skyldigt rundt i rummet. ”Jeg havde ikke særlig meget kontakt med hende. Vi havde begge et travlt liv. Hun boede i Florida.”

Faith prøvede at bløde situationen lidt op. ”Hun boede ved Den Mexicanske Golf, ikke? Der må være virkelig dejligt dernede. En god anledning til at klemme en lille ferie ind i programmet af og til og besøge familien.”

”Ja, det ville det måske have været, men kællingen inviterede mig bare aldrig.”

Hendes advokat lagde stille en hånd på hendes arm for at få hende til at dæmpe sig. Will havde set Joelyn Zabel på alle de store kanaler, hvor hun var brudt sammen i gråd på grund af sin søsters tragiske død, hver gang hun stod over for en ny reporter. Han havde dog ikke set én eneste tåre trille ned over hendes kinder, selvom hun gjorde et imponerende forsøg på at ligne en sørgende kvinde ved at snøfte, tørre sig i øjnene og rokke frem og tilbage. Det gjorde hun sig ikke engang den umage at prøve nu. Tilsyneladende havde hun brug for et kamera for at mærke sorgen, men endnu tydeligere var det, at advokaten ikke ville give hende lov til at spille andre roller end rollen som sørgende familiemedlem.

Joelyn snøftede, stadig uden tårer. ”Jeg elskede min søster højt. Min mor er lige flyttet på plejehjem. Måske har hun kun seks måneder tilbage, og så sker det her for hendes datter. Det er et knusende tab at miste et barn.”

Faith prøvede at presse endnu et spørgsmål ind. ”Har De selv børn?”

”Fire.” Hun virkede stolt.

”Jacquelyn havde ikke …”

”Nej, for fanden. Tre aborter, før hun fyldte tredive. Hun var rædselsslagen for at blive fed. Hvad mener I? Hendes eneste grund til at skylle dem ud i toilettet var hendes vægt, for helvede. Men så nærmede hun sig de fyrre, og lige pludselig ville hun være mor.”

Faith skjulte sin overraskelse godt. ”Prøvede hun at blive gravid?”

”Hørte du ikke, hvad jeg lige fortalte om aborterne? I kan bare slå det op. Jeg lyver ikke.”

Will gik altid ud fra, at når folk fortalte, at de ikke løj om noget bestemt, betød det som regel, at de løj om noget andet. Nøglen til at gennemskue Joelyn Zabel bestod i at finde ud af, hvad hun løj om. Hun fremstod ikke som et særlig omsorgsfuldt menneske, og det var tydeligt, at hun stræbte efter at få sine ti minutters berømmelse til at vare så længe som muligt.

”Prøvede Jackie at finde en rugemor?” spurgte Faith.

Det var, som om det pludselig gik op for Joelyn, at hendes udtalelser spillede en stor og vigtig rolle. Pludselig havde hun alles udelte opmærksomhed. Hun gav sig god tid, før hun svarede. ”Adoption.”

”Privat? Offentlig?”

”Hvem ved, hvad fanden hun gik rundt og lagde planer om? Hun havde masser af penge og var vant til at kunne købe alt, hvad hun ville have.” Hun holdt hårdt om armlænene på stolen, og Will kunne se, at det var et emne, hun hellere end gerne ville tale om. ”Det er måske det, der er den største tragedie … at jeg nu ikke kommer til at se hende adoptere en eller anden retarderet unge, der ender med at stjæle fra hende eller blive skizofren.”

Will kunne mærke Faith stivne ved siden af sig. Han overtog afhøringen. ”Hvornår talte du sidste gang med din søster?”

”For omkring en måned siden. Hun kværnede løs om at blive mor, som om hun vidste en skid om det. Hun talte om at adoptere et barn fra Kina eller Rusland eller noget i den retning. I ved velsagtens, at nogle af den slags børn ender som mordere, ikke? De er blevet misbrugt og er bare syge i hovederne. De er aldrig helt raske.”

”Nej, det ser vi ofte.” Will rystede bedrøvet på hovedet, som om det var en fælles tragedie for dem. ”Gjorde hun nogen form for fremskridt? Ved du, hvilket bureau hun samarbejdede med?”

Hun blev mere ordknap, da Will spurgte ind til de nærmere detaljer. ”Jackie holdt for det meste tingene for sig selv. Hun havde nærmest en fobi i forhold til sit privatliv.” Hun nikkede hen mod statens advokater, som gjorde deres bedste for at glide i ét med betrækket på sofaen. ”Jeg ved godt, at de håndlangere, der sidder henne i sofaen, ikke vil give jer lov til at undskylde, men i det mindste kunne I da indrømme, at I har klokket i det.”

Amanda blandede sig omgående. ”Ms. Zabel, obduktionen viser …”

Joelyn sendte hende et krigerisk blik. ”Den viser kun, hvad jeg allerede ved. I idioter stod bare og gloede uden at foretage jer en skid, mens min søster døde.”

”Måske har De ikke læst rapporten grundigt nok, ms. Zabel.” Amandas stemme lød blid og rolig. Det var den samme stemme, hun havde brugt ude på gangen tidligere, da hun ydmygede Will. ”Deres søster begik selvmord.”

”Kun fordi der ikke var nogen, der gjorde en skid for at hjælpe hende.”

”Er De klar over, at hun var både blind og døv?” spurgte Amanda.

Joelyn rettede et skarpt blik mod sin advokat, og hendes reaktion fortalte Will, at hun ikke havde været klar over det før nu.

Amanda tog en sagsmappe op af den øverste skuffe. Hun bladrede lidt i den, og Will kunne se de farvebilleder, der var taget af Jacquelyn Zabel i træet og på obduktionsbordet. I Wills øjne var det, selv for Amanda, en usædvanligt hensynsløs beslutning. Uanset hvor usympatisk Joelyn Zabel var, havde hun alligevel lige mistet sin søster på den værst tænkelige måde. Han kunne se Faith røre uroligt på sig på stolen og vidste, at hun gjorde sig de samme overvejelser.

Amanda gav sig god tid til at lede efter det rigtige dokument, der så ud til at være begravet mellem alle de allermest ubehagelige billeder. Langt om længe fandt hun den passage i obduktionserklæringen, der omhandlede den eksterne undersøgelse af liget. ”Andet afsnit,” sagde hun.

Joelyn tøvede, før hun skubbede sig ud på kanten af stolen. Hun prøvede at fange et glimt af billederne på samme måde, som når visse mennesker tager farten af bilen for at glo på en alvorlig bilulykke. Til sidst lænede hun sig tilbage med rapporten. Will så hendes øjne glide hen over siden, mens hun læste, men så holdt hendes øjne op med at bevæge sig, og han vidste, at hun nu slet ikke så noget længere.

Hendes hals snørede sig sammen, da hun sank en klump. Hun rejste sig og mumlede stille: ”Undskyld mig”, hvorefter hun styrtede ud af rummet.

Det var, som om al luften i rummet forsvandt sammen med hende. Faith stirrede stift frem for sig, mens Amanda gav sig god tid til at ordne billederne i en nydelig bunke.

”Det var ikke særlig smart, Mandy,” sagde advokaten.

”Det er der ikke noget at gøre ved, Chuck.”

Will rejste sig. ”Jeg strækker lige benene.”

Han forlod rummet, før nogen kunne nå at reagere. Caroline, Amandas sekretær, sad ved sit skrivebord i forkontoret. Will løftede hagen, og hun hviskede: ”På toilettet.”

Will stak hænderne i lommen og fortsatte hen ad gangen. Han stoppede foran døren til dametoilettet, skubbede den en anelse op med foden og stak forsigtigt hovedet ind gennem sprækken. Joelyn Zabel stod foran spejlet med en tændt cigaret i hånden. Det gav et sæt i hende, da hun fik øje på Will.

”Du har ikke noget at bestille herinde,” snerrede hun og holdt en knyttet næve op, som om hun forventede at komme i slagsmål med ham.

”Der er rygeforbud i hele bygningen.” Will fortsatte ind på toiletterne og stillede sig med ryggen op ad den lukkede dør, stadig med hænderne i lommen.

”Hvad vil du?”

”Jeg ville bare sikre mig, at du var okay.”

Hun tog et dybt sug af cigaretten. ”Ved at komme brasende ind på dametoilettet? Mænd har ingen adgang, okay?”

Will kiggede sig lidt om. Det var første gang, han havde besøgt dametoilettet i bygningen. Der stod en behagelig sofa og et lille bord med en vase med blomster. I luften hang en duft af parfume, der var masser af servietter i holderne, og kanten af vasken var ikke fyldt med vandstænk, som man fik på bukserne, når man vaskede sine hænder. Der var ikke noget at sige til, at de kvindelige ansatte brugte så lang tid på at gå på toilettet.

”Hallo?” sagde Joelyn. ”Fatter du det ikke? Forsvind ud herfra.”

”Hvad er det, du ikke fortæller mig?”

”Jeg har allerede fortalt alt, hvad jeg ved.”

Han rystede på hovedet. ”Der er ingen snurrende kameraer her. Ingen advokater, ingen tilskuere. Fortæl, hvad det er, du endnu ikke har fortalt.”

”Rend mig i røven.”

Han kunne mærke, hvordan døren blev skubbet let ind mod hans ryg, men så forsvandt presset lige så hurtigt igen. ”Du kunne ikke lide din søster,” sagde han.

”Det siger du ikke?” Hun rystede på hænderne, da hun tog et sug og trak røgen ned i lungerne.

”Hvad havde hun gjort?”

”Hun var en strid kælling.”

Det samme kunne siges om Joelyn, men det holdt Will for sig selv. ”Kom det til udtryk på en bestemt måde, eller var det bare sådan mere generelt?”

Hun stirrede stift på ham. ”Hvad helvede skal det betyde?”

”Det betyder, at jeg er bedøvende ligeglad med, hvad du foretager dig, når du går herfra. Du kan anlægge sag mod staten eller lade være. Du kan sagsøge mig personligt. Jeg er ligeglad. Hvem det end var, der dræbte din søster, har vedkommende efter al sandsynlighed bortført en anden kvinde – en kvinde, som lige her og nu, mens vi taler med hinanden, bliver voldtaget og udsat for tortur – og hvis du bliver ved med at holde noget tilbage for mig, svarer det stort set til at sige, at det, denne kvinde bliver udsat for, er helt i orden.”

”Lad være med give mig skylden.”

“Så fortæl, hvad det er, du skjuler.”

”Jeg skjuler ikke noget.” Hun vendte sig væk fra spejlet og tørrede sig under øjnene for at forhindre makeuppen i at løbe. ”Det var Jackie, der skjulte alt muligt.”

Will sagde ikke noget.

”Hun var altid så hemmelighedsfuld og opførte sig altid, som om hun var meget bedre end mig.”

Han nikkede, som om han var med på, hvad hun mente.

”Det var hende, der fik hele opmærksomheden og alle drengene.” Hun rystede på hovedet og vendte sig om mod Will. Hun lænede sig op ad bordet og støttede hånden på vasken. ”Da jeg var yngre, svingede min vægt helt vildt op og ned. Jackie drillede mig altid og sagde, at jeg lignede en strandet hval, når vi var ude for at slikke sol.”

”Det lader til, at det er et problem, du er vokset fra.”

Hun ignorerede komplimenten, fordi hun ikke troede på, at den var oprigtigt ment. ”Alt var altid så let for hende. Penge, mænd, succes. Alle elskede hende.”

”Ikke alle,” protesterede Will. ”Ingen af hendes naboer virker specielt rystede over, at hun er væk. De havde ikke engang lagt mærke til det, før politiet bankede på deres dør. Jeg fik nærmest fornemmelsen af, at de var lettede over at slippe af med hende.”

”Det tror jeg ikke på.”

”Din mors nabo, Candy, virker heller ikke særlig sønderknust.”

Hun følte sig tydeligvis ikke overbevist. ”Jackie fortalte, at Candy var som en puddelhund, der rende rundt i røven på hende. Altid ivrig efter at være sammen med hende.”

”Det passer ikke,” sagde Will. ”Candy var ikke særlig begejstret for hende. Jeg vil faktisk tro, at hun brød sig endnu mindre om hende, end du gjorde.”

Hun tog et sidste sug af cigaretten og gik ind i en af båsene for at skylle skoddet ud. Will kunne se, at hun prøvede at få de nye oplysninger om sin søster til at bundfælde sig, men at hun samtidig frydede sig over det, hun havde hørt. Joelyn gik tilbage til vasken og lænede sig op ad bordet igen. ”Hun har altid løjet. Selv om de mindste og mest latterlige ting.”

”Som hvad?”

”Som at hun for eksempel gik i forretninger, når hun i virkeligheden gik på biblioteket. At hun kom sammen med én fyr, mens hun i virkeligheden kom sammen med en anden.”

”Det virker lidt lusket.”

”Det var det også. Det er faktisk en perfekt beskrivelse af hende, lusket. Hun drev vores mor fra forstanden.”

”Rodede hun sig tit ud i problemer?”

Joelyn lo fnysende. ”Jackie var altid lærernes yndling og fedtede altid for alle de rigtige. Hun narrede alt og alle.”

”Ikke alle,” påpegede Will. ”Du sagde, at hun drev jeres mor fra forstanden. Din mor må have vidst, hvad der foregik.”

”Det gjorde hun også. Hun brugte en mindre formue på at hjælpe hende. Det ødelagde fandeme hele min barndom. Alt handlede altid om Jackie – hvordan hun havde det, hvad hun lavede, om hun var glad og havde det godt. Ingen spekulerede på, hvordan jeg havde det.”

”Fortæl lidt mere om det her med at adoptere. Hvilket bureau var hun i kontakt med?”

Joelyn så ned, men hun kunne ikke skjule skylden i sine øjne.

Will holdt sin stemme neutral. ”Nu skal jeg fortælle, hvorfor jeg spørger. Hvis Jackie prøvede at adoptere et barn, er vi nødt til at tage ned til Florida og finde bureauet. Hvis der er en oversøisk forbindelse, bliver vi måske endda nødt til at rejse til Rusland eller Kina for at se, om aktiviteterne foregår på lovlig vis. Hvis Jackie prøvede at komme i forbindelse med en rugemor, er vi nødt til at sætte os i forbindelse med alle de kvinder, som hun kan have talt med. Vi vil være nødt til at se nærmere på alle adoptionsbureauer i Florida, indtil vi finder noget, hvad som helst, som kan sættes i forbindelse med din søster, for hun mødte et uhyre, som i en periode på mindst en uge torturerede og voldtog hende, og hvis vi kan finde ud af, hvordan din søster mødte sin bortfører, kan vi måske også finde ud af, hvem denne mand er.” Han lod hende få et øjeblik til at fordøje ordene. ”Vil vi kunne finde en sådan forbindelse gennem et adoptionsbureau, Joelyn?”

Hun så ned på sine hænder og svarede ikke. Will begyndte at tælle fliserne på væggen bag hende og var nået til seksogtredive, da hun omsider svarede. ”Det var bare noget, jeg sagde … det med at adoptere. Jackie talte om at gøre det, men hun ville aldrig have gjort alvor af det. Hun kunne godt lide tanken om at være mor, men hun vidste, at hun aldrig kunne gennemføre det.”

”Er du sikker på det?”

”Det er det samme, når folk er sammen med en velopdragen hund, ikke? De får lyst til selv at få hund, men det skal være præcis den hund, de har set, ikke en ny, som de er nødt til selv at knokle for at opdrage den.”

”Kunne hun lide dine børn?”

Joelyn rømmede sig. ”Hun har aldrig mødt dem.”

Will gav kvinden lidt mere tid. ”Hun blev taget i spritkørsel, kort tid før hun døde.”

Joelyn så overrasket på ham. ”Hvabehar?”

”Drak hun meget?”

Hun rystede energisk på hovedet. ”Jackie brød sig ikke om at give slip på kontrollen.”

”Hendes nabo, Candy, har fortalt, at de røg noget pot sammen.”

Hun åbnede munden af overraskelse og rystede på hovedet igen. ”Det tror jeg ikke på. Jackie gjorde aldrig noget i den retning. Hun elskede, når andre drak for meget og mistede kontrollen over sig selv, men hun gjorde det aldrig selv. Vi taler om en kvinde, som har holdt præcis den samme vægt, siden hun var seksten. Hendes røv var så stram, at den knirkede, når hun gik.” Hun tænkte lidt mere over det og rystede endnu en gang på hovedet. ”Nej, ikke Jackie.”

”Hvorfor tømte hun selv jeres mors hus? Hvorfor betalte hun ikke nogen for at tage sig af det grove arbejde?”

”Hun stolede ikke på nogen. Hun var den eneste, der vidste, hvordan man gjorde tingene ordentligt, og alle andre, uanset hvem, gjorde altid alting forkert.”

I det mindste stemte det fint overens med, hvad Candy havde sagt. Alt andet tegnede et helt andet billede, hvilket dog virkede sandsynligt nok, eftersom Joelyn ikke havde stået sin søster særlig nær. ”Betyder tallet elleve noget specielt for dig?” spurgte han.

Hun rynkede panden. ”Ikke en skid.”

”Hvad med sætningen ’Jeg vil ikke fornægte mig selv’?”

Hun rystede på hovedet igen. ”Men det er underligt, for uanset hvor mange penge hun havde, fornægtede hun sig selv hele tiden.”

”Hvad fornægtede hun sig selv?”

”Mad. Alkohol. Morskab.” Hun lo bedrøvet. ”Venner. Familie. Kærlighed.” Hendes øjne blev våde af tårer. Det var de første ægte tårer, Will havde set hende græde. Han skubbede sig væk fra døren, åbnede den og gik. Faith ventede på ham ude på gangen.

”Noget nyt?” spurgte hun.

”Hun løj om det med adoptionen. Eller det sagde hun i det mindste, at hun gjorde.”

”Vi kan tjekke det hos Candy.” Faith tog sin telefon frem og åbnede den. Hun fortsatte med at tale, mens hun ringede op. ”Vi skulle mødes med Rick Sigler på hospitalet for ti minutter siden. Jeg ringede til ham for at udsætte mødet, men han svarede ikke.”

”Hvad med hans gode ven, Jake Berman?”

”Jeg har bedt politiet om at prøve at finde ham. De ringer tilbage, hvis det lykkes.”

”Synes du, at det er underligt, at vi ikke kan finde ham?”

”Ikke endnu, men spørg mig igen sidst på dagen, hvis vi stadig ikke har fundet ham.” Hun holdt telefonen op til øret, og Will lyttede, mens hun lagde en besked på Candy Smiths telefonsvarer og bad hende om at ringe tilbage. Hun lukkede telefonen og holdt den i hånden. Will mærkede en underlig frygt spire frem og spekulerede på, hvad hun var på vej til at sige. Et eller andet om Amanda, et udfald mod Sara Linton eller ham. Heldigvis var det sagen, det drejede sig om.

”Jeg tror, Pauline McGhee er en del af det her,” sagde hun.

”Hvorfor?”

”Det er bare min intuition. Jeg kan ikke forklare det, men det virker lidt for meget som et sammentræf.”

”McGhee er stadig Leos sag. Vi har ingen ret til at blande os i den og ingen grund til at bede om at blive involveret i efterforskningen.” Alligevel var Will nødt til at spørge: ”Tror du, at du kan få ham til at åbne en dør på klem for os?”

Hun rystede på hovedet. ”Jeg vil ikke skabe problemer for Leo.”

”Aftalen var, at han skulle ringe, ikke? Når han havde fundet Paulines forældre i Michigan.”

”Det sagde han da, at han ville.”

De stod ved elevatoren, begge tavse.

”Jeg tror, vi er nødt til at tage hen på Paulines arbejdsplads,” sagde Will.

”Det tror jeg, du har ret i.”