KAPITEL 14

FAITH VANDREDE RASTLØST FREM OG TILBAGE i receptionen i Xac Homage – designfirmaet med det latterlige navn, som Pauline McGhee var ansat i. Kontoret lå på trettende etage i Symphony Tower, et arkitektonisk misfoster af en skyskraber, der tårnede sig op på hjørnet af Peachtree og Fourteenth Street som et kolossalt speculum. Hun skælvede ved tanken og tænkte på det, hun havde læst i Jacquelyn Zabels obduktionsrapport.

I forlængelse af firmaets prætentiøse navn var den glasindrammede reception møbleret med lave, moderne sofaer, som det var umuligt at sidde i uden enten at stramme samtlige muskler i røven til det yderste eller synke håbløst ned i hynderne, så man ville få brug for hjælp til at komme op igen. Faith havde mest lyst til bare at slænge sig i sofaen, men hun havde nederdel på og vidste, at den uundgåeligt ville glide op – også selvom hun ikke prøvede at ligne en gangsterluder i en rap-video.

Hun var sulten, men hun vidste ikke, hvad hun burde spise. Hun havde snart ikke mere insulin og var stadig ikke helt sikker på, om hun udmålte doserne korrekt. Hun havde endnu ikke bestilt en tid hos den læge, Sara havde anbefalet. Hendes fødder var hævede, hun havde vildt ondt i ryggen, og hun havde lyst til banke hovedet hårdt ind i væggen, for uanset hvor store anstrengelser hun gjorde sig, kunne hun ikke lade være med at tænke på Sam Lawson.

Oven i det hele gav de skæve blikke, hun blev ved med at modtage fra Will, hende en mistanke om, at hun opførte sig, som om hun var splitterravende gal.

”For helvede,” mumlede hun og pressede panden ind mod en af de nypudsede glasruder ved receptionen. Hvorfor blev hun ved med at begå så mange fejl? Hun var ikke uintelligent. Eller måske var hun. Måske havde hun bare narret sig selv gennem alle årene og var i virkeligheden et af de dummeste mennesker i hele verden?

Hun så ned på bilerne, der som myrer kravlede hen ad den sorte asfalt på Peachtree Street. Måneden før havde hun i venteværelset hos sin tandlæge læst en artikel i et dameblad, hvor forfatteren hævdede, at kvinder var genetisk disponeret for at knytte sig følelsesmæssigt til de mænd, de havde været i seng med, og at tilstanden varede i helt op til tre uger, for så lang tid gik der, før kroppen fandt ud af, om den var gravid eller ej. Hun havde bare rystet hånligt på hovedet, da hun læste artiklen, for hun havde sgu aldrig knyttet sig følelsesmæssigt til mænd. I det mindste ikke efter Jeremys far, som helt bogstaveligt var flygtet ud af staten, efter at Faith havde overbragt ham nyheden om, at hun var gravid.

Alligevel sad hun nu og tjekkede sin telefon og mail hvert tiende minut og længtes efter at tale med Sam og høre, hvordan det gik, og finde ud af, om han var vred på hende eller ikke – som om det, der var sket, var hendes skyld. Som om han var en så fantastisk elsker, at hun bare ikke kunne få nok af ham. Hun var allerede gravid, så det kunne ikke være hendes hormoner, der fik hende til at opføre sig som en fjollet skolepige. Eller måske alligevel? Måske var hun bare et offer for sine egne hormoner.

Eller måske burde hun ikke basere sine videnskabelige overvejelser på en artikel fra Ladies’ Home Journal.

Hun drejede hovedet og så på Will, som stod i indhakket ved elevatoren og talte i sin mobiltelefon. Han holdt om telefonen med begge hænder, så den ikke faldt fra hinanden. Hun kunne ikke være vred på ham længere. Han havde gjort det rigtig godt, da han talte med Joelyn Zabel. Så meget måtte hun indrømme. Hans tilgang til jobbet var forskellig fra hendes, og somme tider fungerede det godt mellem dem på den måde, mens det andre gange modarbejdede dem. Hun rystede på hovedet. Hun kunne ikke dvæle ved deres forskelle nu – ikke nu, hvor hele hendes liv befandt sig på kanten af en gigantisk afgrund, mens jorden nægtede at holde op med at ryste under hende.

Will afsluttede samtalen og kom hen til hende. Han så på det tomme skrivebord, hvor sekretæren havde siddet. Det var mindst ti minutter siden, kvinden havde rejst sig for at hente Morgan Hollister. Faith forestillede sig, hvordan de lige nu var i færd med desperat at makulere en hel masse dokumenter, selvom det var mere sandsynligt, at kvinden – en blondine, som så ud til at have svært ved at fatte selv den simpleste besked – ganske enkelt havde glemt alt om dem og stod og ævlede i sin mobiltelefon ude på toilettet.

”Hvem talte du med?” spurgte Faith.

”Amanda,” sagde han og tog et par bolsjer i skålen på bordet. ”Hun ringede for at sige undskyld.”

Faith lo ad vittigheden, og han satte sig ved siden af hende.

Han tog et bar bolsjer mere og rakte skålen til Faith. Hun rystede på hovedet, og han fortsatte: ”Hun holder endnu en pressekonference i eftermiddag. Joelyn Zabel har besluttet sig for alligevel ikke at anlægge sag mod os.”

”Hvad fik hende til at ombestemme sig?”

”Hendes advokat indså, at de ikke havde nogen sag. Bare rolig, hun skal nok komme på forsiden af et eller andet blad i næste uge, og ugen efter vil hun så endnu en gang true med at anlægge sag mod os, fordi vi stadig ikke har fundet hendes søsters morder.”

Det var første gang, nogen af dem direkte havde givet udtryk for deres største frygt: At morderen var så udspekuleret, at han ville slippe ustraffet fra sine forbrydelser.

Will nikkede hen mod den lukkede dør bag skrivebordet. ”Synes du, vi bare skal gå derind?”

”Lad os vente et par minutter.” Hun prøvede at tørre aftrykket af sin pande af glasruden, men kom bare til at tvære plamagen endnu mere ud. Anspændtheden mellem dem havde på en måde ændret sig i løbet af turen derhen, så Will ikke længere var bekymret for, om hun var vred på ham. Nu var det Faith, der var bekymret for, om hun havde gjort ham vred.

”Er alt okay mellem os?” spurgte hun.

”Ja, selvfølgelig.”

Hun troede ikke på ham, men det var umuligt at trænge igennem til folk, der blev ved med at påstå, at der ikke var noget problem, eftersom de ville blive ved med at insistere på det, indtil man følte, at det hele var noget, man selv havde opdigtet.

”Okay, men i det mindste ved vi nu, at det er et gennemgående træk ved kvinderne i Zabel-familien, at de er stride.”

”Joelyn er faktisk okay.”

”Det er svært at være det velopdragne barn.”

”Hvad mener du?”

”Jeg mener, at hvis man er familiens velopdragne barn, der får gode karakterer og holder sig fri af problemer og videre i samme stil, og ens søster altid klokker i det og får al opmærksomheden, så begynder man at føle sig holdt udenfor – men uanset hvor velopdragen man er, hjælper det ikke noget, fordi forældrene ikke kan fokusere på andet end ens søster eller bror, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.”

Hun må have lydt bitter, for Will spurgte: ”Jeg troede, din bror var en fin fyr?”

”Det er han også,” sagde hun. ”Det var mig, der var den uopdragne, og det var mig, der fik al opmærksomheden.” Hun lo. ”Jeg kan huske engang, hvor han spurgte mine forældre, om de ikke bare kunne bortadoptere ham.”

Will smilede stille. ”Alle vil gerne bortadopteres.”

Hun tænkte på Joelyn Zabels hånlige udtalelser om sin søsters ønske om at få et barn. ”Det, Joelyn sagde …”

Han afbrød hende. ”Hvorfor kaldte hendes advokat hele tiden Amanda for Mandy?”

”Det er en almindelig forkortelse for Amanda.”

Han nikkede eftertænksomt, og Faith fik den tanke, at øgenavne måske var endnu et punkt på listen over de ting, Will ikke kunne finde ud af. Det ville være logisk. Man var nødt til at vide, hvordan et navn blev stavet, før man kunne forkorte det.

”Ved du godt, at seksten procent af alle kendte seriemordere er adopterede?”

Faith rynkede panden. ”Det kan ikke passe.”

”Joel Rifkin, Kenneth Bianchi, David Berkowitz. Ted Bundy blev adopteret af sin stedfar.“

”Hvordan kan det være, at du pludselig er blevet ekspert i seriemordere?”

”History Channel,” sagde han. ”Tro mig, man kan lære meget.”

”Hvornår har du tid til at se så meget fjernsyn?”

”Det er ikke ligefrem sådan, at jeg har et travlt og hektisk socialt liv.”

Faith så ud ad vinduet og tænkte på, hvordan hun om morgenen havde set Will sammen med Sara Linton. Efter at hun havde læst rapporten om Jeffrey Tolliver, havde hun fået det indtryk, at han var Wills diametrale modsætning som politimand. Han havde været en meget fysisk mand, målrettet og villig til at gøre hvad som helst for at opklare en sag. Ikke sådan at forstå at Will ikke var målrettet, men han ville til enhver tid foretrække at lokke en tilståelse ud af en mistænkt frem for at banke den ud af ham. Faith vidste instinktivt, at Will ikke var Sara Lintons type. Det var hele grunden til, at hun havde haft ondt af ham om morgenen, da hun så, hvor akavet han opførte sig over for hende.

Will måtte have tænkt på det samme, for pludselig sagde han: ”Jeg kender ikke hendes lejlighedsnummer.”

”Saras?”

”Hun bor i Milk Lofts på Berkshire.”

”Der må være ophængt en fortegnelse …” Faith afbrød sig selv. ”Jeg kan give dig en seddel med hendes efternavn på, så du kan sammenligne det med navnetavlen. Der kan ikke være ret mange lejligheder.”

Han trak på skuldrene, tydeligvis forlegen.

”Vi kan slå hende op på nettet.”

”Hun har sikkert hemmeligt nummer.”

Døren gik op, og den affarvede sekretær vendte tilbage. Bag hende gik en ekstremt høj, ekstremt solbrændt og ekstremt flot mand klædt i det mest elegante jakkesæt, Faith nogensinde havde set.

”Morgan Hollister,” sagde han og holdt hånden frem, mens hans nærmede sig. ”Jeg vil gerne undskylde, at jeg har ladet jer vente så længe, men jeg var optaget af en telefonkonference med en kunde i New York. Det her med Pauline har været en alvorlig kæp i hjulet for os, som man siger.”

Faith var ikke sikker på, hvem der ville benytte udtrykket i den aktuelle situation, men hun tilgav ham, da hun gav ham hånden. Han var på en gang både den flotteste og den mest fimsede mand, hun havde set i et stykke tid. I lyset af, at de befandt sig i Atlanta, Sydstaternes bøssemekka, sagde det ikke så lidt.

”Jeg er specialagent Will Trent, og det her er min makker, specialagent Faith Mitchell,” sagde Will og ignorerede på en eller anden måde det sultne blik, Morgan så på ham med.

”Styrketræner du?” spurgte Morgan.

“Håndvægte, for det meste. En smule bænkøvelser.”

Morgan slog ham på armen. ”Imponerende.”

”Jeg vil gerne takke, fordi du vil lade os se på Paulines ting,” sagde Will, selvom Morgan ikke havde fremsat et sådant tilbud. ”Jeg ved, at Atlanta Politi allerede har været her. Jeg håber ikke, det er ubelejligt.”

”Naturligvis ikke.” Morgan lagde en hånd på Wills skulder og førte ham hen mod døren. ”Vi er sønderknuste over det med Pauline. Hun var en fantastisk pige.”

”Vi har hørt, at hun godt kunne være lidt vanskelig at samarbejde med.”

Morgan lo, hvilket Faith opfattede som kodesprog for: ”Er alle kvinder ikke det?” Det glædede hende at høre, at mandschauvinismen også trivedes i bedste velgående blandt bøsser.

”Siger navnet Jacquelyn Zabel dig noget?” spurgte Will.

Morgan rystede på hovedet. ”Jeg samarbejder med alle vores kunder. Jeg er sikker på, at jeg ville kunne huske navnet, men jeg kan tjekke det på computeren.” Han tvang et bedrøvet blik frem. ”Stakkels Pauline. Det kom som et stort chok for os alle.”

”Vi har fundet et midlertidigt anbringelsessted til Felix,” sagde Will.

”Felix?” Han virkede forvirret et øjeblik, men sagde så: ”Åh ja, den lille fyr. Jeg er sikker på, han nok skal komme igennem det. Han er en guttermand.”

Morgan førte dem hen ad en lang gang. På højre side lå en række kontorer med udsigt til motorvejen bag bygningen. Stofprøver og tegninger lå og flød på skrivebordene. Faith kastede et blik på nogle blåkopier, som var bredt ud over et konferencebord, og mærkede et lille stik af vemod.

Som barn havde hun drømt om at blive arkitekt, men drømmen var brat gået i vasken, da hun som fjortenårig blev smidt ud af skolen, fordi hun var blevet gravid. Tiden var selvfølgelig en anden nu, men dengang forventedes det nærmest, at gravide teenagere bare forsvandt fra Jordens overflade, og deres navne blev aldrig nævnt igen – undtagen i forbindelse med henvisninger til den dreng, der havde gjort dem gravide, hvor de stort set blot blev reduceret til ”den billige tøs, der ødelagde hans liv ved at blive gravid”.

Morgan standsede foran en lukket dør med Pauline McGhees navn og fandt en nøgle frem.

”Er døren altid låst?” spurgte Will.

”Pauline låste den altid. En af hendes fikse ideer.”

”Har hun mange fikse ideer?”

”Der var en række ganske bestemte måder, hun foretrak at gøre tingene på.” Morgan trak på skuldrene. ”Jeg gav hende forholdsvis frie tøjler. Hun var god til det administrative, god til at holde underleverandørerne i stram snor.” Hans smil blegnede. ”Der opstod dog et problem for nylig. Hun klokkede i det i forbindelse med en vigtig ordre, hvilket endte med at koste firmaet en mindre formue. Jeg er ikke sikker på, at hun stadig ville have været ansat i firmaet, hvis det her ikke var sket.”

Hvis Will spekulerede på, hvorfor Morgan omtalte Pauline, som om hun allerede var død, lod han sig ikke mærke med det. I stedet rakte han hånden ud for at få nøglen. ”Vi skal nok låse efter os, når vi er færdige.”

Morgan tøvede. Det var tydeligt, at han havde regnet med selv at være til stede, når de gennemgik kontoret.

”Vi afleverer nøglen til dig, når vi er færdige, okay?” sagde Will og slog ham kammeratligt på skulderen. ”Tusind tak for hjælpen, makker.” Will vendte ryggen til ham og trådte ind på kontoret. Faith fulgte efter og lukkede døren efter dem.

”Generer det dig overhovedet ikke?” Hun var nødt til at spørge om det.

”Morgan?” Han trak på skuldrene. ”Han ved, at jeg ikke er interesseret.”

”Alligevel …”

”Der var masser af drenge på børnehjemmet, der var tiltrukket af andre drenge. De fleste af dem var hundrede gange mere sympatiske end dem, der var til piger.”

Hun kunne ikke forestille sig nogen grund til, at forældre kunne finde på at give afkald på deres barn – og specielt ikke denne grund. ”Det er frygteligt.”

Will havde tydeligvis ikke lyst til at indlede en samtale om emnet. Han kiggede sig om på kontoret og sagde: ”Er det her ikke, hvad man normalt vil beskrive som en minimalistisk indretning?”

Faith måtte give ham ret. Paulines kontor lignede noget, der aldrig var blevet taget i brug. Der lå ikke det mindste stykke papir og flød på hendes skrivebord. Ind- og udbakkerne var tomme. Designbøgerne på hylderne stod opstillet i alfabetisk orden og med ryggene rettet millimeterpræcist ind efter hinanden. Magasiner med stift omslag struttede i farvestrålende tidsskriftsmapper. Selv computerskærmen så ud til at stå i en vinkel på præcis 45 grader på hjørnet af skrivebordet. Det eneste i rummet, der var bare den mindste smule personligt eller sentimentalt, var et billede af Felix på en gynge.

”’Han er en guttermand,’” sagde Will og gentog Morgans beskrivelse af Paulines søn. ”Jeg ringede til socialrådgiveren i aftes. Felix tackler ikke situationen særlig godt.”

”Hvordan reagerer han?”

”Han græder meget og nægter at spise.”

Faith stirrede på billedet og så den uforbeholdne glæde, der strålede ud fra drengens øjne, mens han kiggede på sin mor. Hun tænkte på Jeremy, da han havde været i den samme alder. Han havde været så sød, at hun havde haft lyst til at spise ham som et stykke slik. Hun havde lige afsluttet sin uddannelse på politiskolen og var flyttet ind i en billig lejlighed på Monroe Drive. Det var første gang, både hun og Jeremy ikke havde boet sammen med hendes mor. Deres liv havde været flettet sammen på en måde, hun aldrig havde troet mulig. Jeremy var blevet så stor en del af hende, at hun næsten ikke kunne holde ud at aflevere ham i børnehaven. Om aftenen sad Jeremy og malede i sine malebøger, mens hun udfærdigede sine daglige rapporter ved køkkenbordet. Han sang for hende med sin lille, spæde stemme, mens hun lavede aftensmad til ham og smurte madpakker til den næste dag. Nogle gange kravlede han op i hendes seng og krøllede sig sammen under hendes arm som en kattekilling. Hun havde aldrig før følt sig så betydningsfuld eller vigtig for et andet menneske – hverken før eller under nogen omstændigheder siden.

”Faith?” Will havde sagt et eller andet, som hun ikke havde hørt.

Hun skyndte sig at stille fotografiet tilbage på Paulines skrivebord, så hun ikke begyndte at flæbe som et andet pattebarn. ”Ja?”

”Jeg spurgte, om vi skal vædde om, hvorvidt Jacquelyn Zabels hus i Florida ser lige så blæst ud som det her.”

Faith rømmede sig og prøvede at tvinge tankerne i en anden retning. ”Det værelse, hun benyttede i sin mors hus, var også ekstremt ryddeligt. Jeg troede, at det bare var noget, hun gjorde, fordi det rodede så meget i resten af huset … du ved, et fredfyldt sted midt i kaos. Måske er hun bare hysterisk med orden.”

”Personlighedstype A.” Will gik rundt om skrivebordet og åbnede en skuffe. Faith så, hvad han havde fundet. En række farveblyanter, som sirligt lå ordnet side om side i en plasticbakke. Ekstra Post-it-blokke i en nydelig bunke. Han åbnede den næste skuffe og fandt et stort ringbind, som han tog op og lagde på skrivebordet. Han bladrede lidt i indholdet, og Faith så en række skitser over forskellige rum, stofprøver og udklip med billeder af møbler.

Faith tændte computeren, mens Will gennemgik resten af skufferne. Hun var temmelig sikker på, at de ikke ville finde noget, men underligt nok føltes det alligevel, som om de var på vej i den rigtige retning. Hun fungerede godt sammen med Will igen og følte sig endnu en gang mere som hans makker end som hans modstander. Det måtte da bringe noget godt med sig.

”Se her.” Will havde åbnet den nederste skuffe i venstre side. Indholdet var ét stort virvar og lignede en rodeskuffe af den slags, de fleste har i deres køkken. Bunker af papir lå oven på hinanden, og under dem lå adskillige poser med chips.

”I det mindste fortæller det, at hun er menneskelig,” sagde Faith.

”Det er underligt,” sagde han. ”Alt herinde er fuldkommen velordnet og ryddeligt, med undtagelse af skuffen her.”

Faith tog et stykke sammenkrøllet papir og glattede det ud på skrivebordet. Teksten på siden bestod af en liste, og en række af punkterne var blevet markeret med flueben, efterhånden som de efter al sandsynlighed var blevet ordnet. Handle; reparation af lampe til Powells dagligstue; kontakt Jordan om stofprøver til sofa. Hun fiskede endnu et stykke sammenkrøllet papir op af skuffen og fandt blot endnu mere af samme slags.

”Måske gemte hun huskesedlerne i et stykke tid?” foreslog Will.

Faith kneb øjnene lidt i og stillede uskarpt på siden for at prøve at se teksten på den måde, som Will sikkert så den. Han var så forbandet god til at narre andre til at tro, at han kunne læse, at Faith undertiden glemte, at han overhovedet havde et problem.

Will gennemgik reolen og tog en tidsskriftsmappe på en af de midterste hylder. ”Hvad er det her?” Han tog endnu en mappe ned og derefter endnu en. På væggen bag hylden kunne Faith se en drejeskive på et pengeskab.

Will prøvede uden held at tage i håndtaget og lod fingrene løbe hen langs kanten af pengeskabet. ”Det er støbt ind i væggen.”

”Måske skulle du spørge din gode ven Morgan, om han kender koden?”

”Jeg er parat til at vædde hvad som helst på, at han ikke kender den.”

Faith havde ikke lyst til at vædde om det. Det lod til, at Pauline McGhee ligesom Jacquelyn Zabel, var en kvinde med hemmeligheder.

”Tjek computeren først, så kan jeg gå ud og lede efter ham bagefter,” sagde Will.

Faith kiggede på skærmen, hvor hun blev bedt om at indtaste et password i en boks.

”Prøv ’Felix,’” sagde Will.

Hun skrev navnet, og mirakuløst nok virkede det. Mens hun åbnede mailprogrammet, skrev hun sig bag øret, at hun skulle huske at finde på et andet password end ”Jeremy”, når hun næste gang sad ved sin egen computer. Hun skimmede beskederne, mens Will gik tilbage til reolen. Hun fandt en række af de mails, som de fleste kontoransatte havde liggende, men der var ikke noget personligt, der førte i retning af en god veninde eller fortrolig. Hun lænede sig tilbage i stolen og åbnede browseren i håb om at finde en mailboks på nettet under ”Favoritter”. Der var ingen links til en mailboks hos hverken Google eller Yahoo, men der var links til adskillige hjemmesider.

Hun klikkede på et tilfældigt link og blev bragt videre til YouTube. Hun tjekkede lydstyrken, mens en video blev gjort klar til afspilning. Lyden af en guitar bredte sig fra højttaleren i bunden af skærmen, mens sætningen ”Jeg er lykkelig” gled hen over skærmen og blev erstattet af sætningen ”Jeg smiler”.

Will stillede sig bag hende. Hun læste sætningerne højt, mens de langsomt erstattede hinanden. ”Jeg føler. Jeg lever. Jeg dør.”

Guitaren blev mere og mere aggressiv for hver ny sætning, og et billede af en pige i cheerleaderuniform tonede frem. Hendes små shorts sad lavt på hofterne, og overdelen formåede kun lige akkurat at dække hendes bryster. Hun var så radmager, at Faith kunne tælle hendes ribben.

”For helvede,” mumlede hun. Billedet fadede ud og blev erstattet af et andet, denne gang af en ung mørk pige. Hun lå krøllet sammen på en seng med ryggen til kameraet. Hendes hud var udspændt og stram, og hendes rygrad og ribben var så tydelige, at man kunne se hver eneste knogle. Hendes skulderblad pressede sig frem under huden som en kniv.

”Er det en af den slags hjemmesider, hvor man kan få lettet sin dårlige samvittighed?” spurgte Will. ”En indsamling til patienter med aids?”

Faith rystede på hovedet, mens det næste billede tonede frem. En model var fotograferet foran et moderne bylandskab. Hendes arme og ben var tynde som tændstikker. Endnu en pige tonede frem, eller rettere var der denne gang tale om en voksen kvinde. Hendes kraveben strittede uhyggeligt frem under huden, og huden på hendes skuldre lignede vådt papir, som var spændt ud over senerne.

Faith klikkede på oversigtsknappen og fandt frem til endnu en video. Musikken var ny, men indledningen mindede om den første. ”Spis for at leve. Lad være med at leve for at spise.” Ordene tonede ud og blev erstattet af et billede af en pige, der var så uhyggeligt tynd, at det var direkte pinefuldt at se på hende. Faith afspillede endnu en video og derefter endnu en. ”Den eneste frihed, du har, er friheden til at sulte dig,” læste hun. ”Tynd = smuk. Fed = grim.” Hun rettede blikket op mod den øverste del af skærmen for at se, hvilken kategori videoerne var placeret i. ”Thinspo. Har aldrig hørt om det før.”

”Jeg forstår det ikke. Det virker, som om pigerne sulter, men alligevel har de fjernsyn på værelserne og er klædt i dyrt tøj.”

Faith klikkede på endnu et link. ”Thinspiration,” sagde hun. ”For helvede, jeg fatter det ikke. De er jo fuldstændig afpillede.”

”Er der et link til en nyhedsgruppe eller noget i den retning?”

Faith kaldte listen over ”Favoritter” frem igen. Hun skimmede listen og fandt endnu flere videoer, men ikke noget, der lignede en chatside. Hun fortsatte videre til den næste side og fandt præcis, hvad hun ledte efter. ”Atlanta-Pro-Anna-dot-com,” læste hun. ”Det er en hjemmeside, hvor man hylder anoreksi.” Hun klikkede på linket, men der dukkede blot et nyt vindue op, hvor hun blev bedt om at indtaste et password. Hun prøvede med ”Felix” igen, men denne gang virkede det ikke. Hun læste den del af teksten, der stod skrevet med småt. Hun prøvede med forskellige variationer, der alle indeholdt navnet ”Felix”, mens hun for Wills skyld opremsede dem. ”Felix1, Felix2, 1Felix …”

”Hvor mange bogstaver er der i ’thinspiration’?” spurgte Will.

”Alt for mange,” sagde hun. ”’Thinspo’ er syv.” Hun prøvede at skrive det, men igen uden held.

”Hvad er hendes brugernavn?” spurgte Will.

Faith læste navnet i rubrikken over den lille boks. ”A-T-L-Thin.” Hun vidste, at det ikke ville være til nogen hjælp for ham, at hun stavede det. ”Det er en forkortelse for Atlanta-Thin.” Hun indtastede brugernavnet. ”Stadig ingenting. Åh, for fanden …” bandede hun stille, fordi hun ikke havde tænkt på det før. ”Felix’ fødselsdag.” Hun åbnede kalenderprogrammet og lavede en søgning på ”fødselsdag”. Kun to henvisninger dukkede op – en til Pauline og en til Felix. ”1-2-0-8-0-3.” Hun indtastede tallene i boksen, men skærmbilledet forblev det samme. ”Niks, heller ikke.”

Will nikkede, mens han fraværende kløede sig på armen. ”Man bruger sekscifrede koder på pengeskabe, ikke?”

”Det kan aldrig skade at prøve.” Faith ventede, men Will blev stående. ”1-2-0-8-0-3,” gentog hun og vidste, at han fuldt ud var i stand til at jonglere med tal. Alligevel blev han bare stående, og langt om længe forstod hun. ”Åh, det må du undskylde.”

”Du behøver ikke undskylde. Det er min egen fejl.”

”Nej, det er min.” Hun rejste sig og gik hen til pengeskabet, hvor hun først drejede skiven til venstre og lod den stå et øjeblik på tolv, før hun drejede den til højre til otte. Det var ikke tallene, Will havde svært ved. Det var forskellen på højre og venstre.

Hun drejede skiven videre til tre og mærkede en lille skuffelse over, at det havde været så simpelt, da hun hørte et lille klik, der fortalte, at koden var rigtig. Hun åbnede pengeskabet og så, at det indeholdt en spiralblok af den slags, som alle skolebørn har, samt et enkelt stykke printerpapir. Hun skimmede siden. Det var en udskrift af en e-mail, der handlede om at opmåle en eller anden elevator for at sikre, at en sofa kunne komme ind i den. Det var ikke et problem, Faith nogensinde havde overvejet, selvom hun engang havde oplevet, at det første køleskab, hun havde købt, ikke kunne komme ind ad køkkendøren. ”Det er bare et arbejdsdokument,” sagde hun og tog spiralblokken ud.

Hun slog blokken op på den første side og mærkede de små nakkehår rejse sig. Hun måtte undertrykke en skælven, da det gik op for hende, hvad det var, hun så. Siden var udfyldt med en sætning, der var skrevet med en ovenud sirlig skrift. Den samme sætning om og om igen. Hun bladrede videre til den næste side og derefter den næste igen. Visse steder var der blevet trykket så hårdt med kuglepennen, at spidsen havde lavet hul i siderne. Hun troede normalt ikke på overnaturlige fænomener, men alligevel mærkede hun, hvordan en nærmest håndgribelig vrede strømmede op fra siderne.

”Det er den samme besked, ikke?” Will havde sikkert kunnet genkende det ensartede mønster på siden, hvor den samme sætning blev gentaget igen og igen og dækkede siderne som en uhyggelig form for sadistisk kunst.

Jeg vil ikke fornægte mig selv … Jeg vil ikke fornægte mig selv … Jeg vil ikke fornægte mig selv …

“Præcis samme sætning,” bekræftede Faith. ”Nu har vi en forbindelse mellem Pauline, hulen, Jackie Zabel og Anna.”

”Det er skrevet med kuglepen,” sagde Will. ”Siderne i hulen var skrevet med blyant.”

”Men det er den samme sætning. Jeg vil ikke fornægte mig selv. Pauline har udfyldt siden frivilligt, ikke fordi nogen tvang hende til det. Ingen har bedt hende om at gøre det. Så vidt vi ved, har hun aldrig sat sine ben i hulen.” Faith bladrede i siderne for at finde ud af, om det vitterlig var den samme sætning, der stod skrevet hele vejen igennem. ”Jackie Zabel var tynd. Ikke helt så tynd som pigerne på videoerne, men alligevel uhyggeligt tynd.”

”Joelyn Zabel sagde, at hendes søster vejede præcis det samme, da hun døde, som hun vejede, da hun gik i skole.”

”Tror du, hun led af en spiseforstyrrelse?”

”Jeg tror, at hun på mange måder mindede meget om Pauline. At hun kæmpede for at bevare kontrollen og gemte på en masse hemmeligheder.” Han tilføjede: ”Pete troede, at Jackie bare var underernæret, men måske var hun i forvejen ved at sulte sig ihjel?”

”Hvad med Anna? Er hun også tynd?”

”Præcis det samme. Man kunne se hendes …” Han førte en hånd op til sit ene kraveben. ”Vi troede, at det var en del af torturen, at de var blevet udsultet. Men pigerne i videoerne … de gør det med vilje, ikke? Det er nærmest som porno for anorektikere.”

Faith nikkede og mærkede et sug i kroppen, da hun sluttede en ny forbindelse. ”Måske mødte de hinanden på internettet?” Hun vendte tilbage til password-boksen på Pro-Anna chatsiden og indtastede Felix’ fødselsdag i alle de kombinationer, hun kunne komme i tanker om. Hun droppede nullerne, tog dem med, skrev datoen helt ud, indtastede tallene bagfra. ”Måske fik hun udleveret et password, som hun ikke kunne ændre?”

”Eller måske betyder det, der foregår på chatsiden, bare mere for hende end alt det, der ligger på computeren og i pengeskabet.”

”Vi har uden tvivl fået etableret en forbindelse, Will. Hvis alle kvinderne led af en spiseforstyrrelse, har vi måske omsider fundet noget, der forbinder dem med hinanden.”

”Vi har en chatside, som vi ikke kan komme ind på, og et familiemedlem, der ikke ligefrem brænder for at hjælpe.”

”Hvad med Pauline McGhees bror? Hun fortalte Felix, at han var ondskabsfuld.” Hun så væk fra skærmen og gav Will sin fulde opmærksomhed. ”Måske skulle vi vende tilbage til Felix og finde ud af, om han er kommet i tanker om noget andet.”

Will virkede tvivlende. ”Han er kun seks år, Faith. Han er dybt ulykkelig, fordi han har mistet sin mor. Jeg tror ikke, vi vil kunne få mere ud af at tale med ham.”

Der gik et sæt gennem dem begge, da telefonen på skrivebordet pludselig ringede. Faith rakte ud efter den uden at tænke og løftede røret af. ”Pauline McGhees kontor.”

”Hallo?” Morgan Hollister lød ikke ligefrem begejstret.

”Har du fundet Jacquelyn Zabel i nogen af dine mapper?” spurgte Faith.

”Desværre ikke, men det er lidt underligt … jeg har en samtale til dig på linje to.”

Faith så på Will, trak på skuldrene og trykkede på den lysende knap på telefonen. ”Faith Mitchell.”

Leo Donnelly kastede sig straks ud i en oprevet svada. ”Faldt det jer overhovedet ikke ind lige at forhøre jer hos mig, før I bare besluttede jer for at komme brasende ind i min sag?”

Faiths mund var fuld af undskyldninger, men Leo gav hende ikke en mulighed for at få dem sagt.

”Jeg er lige blevet ringet op af min chef, som har modtaget et opkald fra jeres homo-ven Hollister, der ringede for at spørge, hvorfor GBI var kommet for at gennemrode McGhees kontor, når vi allerede havde gjort det i morges.” Hans vejrtrækning var blevet anstrengt. ”Min chef, Faith. Han ville gerne vide, hvorfor jeg åbenbart ikke kunne finde ud af at passe mit job. Ved du, hvordan det får mig til at tage mig ud i hans øjne?”

”Sagerne er forbundet,” sagde Faith. ”Vi har fundet en forbindelse mellem Pauline McGhee og de andre ofre.”

”Hvor er jeg bare pisse glad på jeres vegne! Men i mellemtiden sidder jeg så her med nosserne i en skruestik, fordi I ikke kunne afse bare to sekunder til at orientere mig.”

”Leo, jeg er virkelig ked af …”

”Drop det,” afbrød han hende. ”Jeg burde i virkeligheden ikke fortælle dig det her, men sådan er jeg bare ikke.”

”Fortælle hvad?”

”Vi har endnu en savnet kvinde.”

Faith mærkede sit hjerte slå en kolbøtte. ”En ny savnet kvinde?” gentog hun for Wills skyld. ”Passer hun til signalementet af de andre?”

”Midt i trediverne, mørkt hår og brune øjne. Hun arbejder i en eller anden bank i Buckhead, hvor man skal være stinkende rig bare for at blive lukket ind ad døren. Ingen venner. Alle siger, at hun er en strid kælling.”

Faith nikkede til Will. Et nyt offer og et nyt ur, der tikkede. ”Hvad hedder hun? Hvor bor hun?”

”Olivia Tanner.” Han oplyste kvindens adresse så hurtigt, at hun var nødt til at bede ham om at gentage den. ”Det er i Virginia Highland.”

Faith griflede navnet på vejen på håndryggen.

”Du skylder mig en tjeneste,” sagde han.

”Leo, jeg er virkelig ked af, at jeg …”

Han lod hende ikke afslutte sætningen. ”Hvis jeg var dig, Faith, ville jeg passe lidt på min røv. Hvis vi ser bort fra det med at være succesrig, passer du fandeme direkte ind i profilen.”

Hun hørte et stille klik, hvilket på mange måder var værre, end hvis han bare havde knaldet røret på.

Olivia Tanner boede i en af de vildledende små bungalows i Midttown, der set fra gaden så ud til at være på omkring hundrede kvadratmeter, men i realiteten viste sig at indeholde seks soveværelser og stort set lige så mange badeværelser, og som kostede på den dyre side af en million. Efter besøget på Pauline McGhees kontor, hvor de havde set, hvordan den savnede kvindes personlighed blev afsløret for dem, så Faith på Olivia Tanners hus med andre øjne, end hun ville have gjort under normale omstændigheder. Blomsterne i haven var smukke, men planterne stod ordnet på sirlige, snorlige rækker. Husets facade var nymalet, og tagrenderne hang millimeterpræcist under tagudhænget. Baseret på Faiths kendskab til kvarteret var huset sikkert mindst tredive år ældre end Faiths eget hus i ranch-stil, men alligevel virkede Tanners hus nærmest funklende nyt.

”Okay,” sagde Will i mobiltelefonen. ”Tak, fordi du tog dig tid til at tale med mig.” Han afsluttede samtalen og så på Faith. ”Joelyn Zabel fortæller, at hendes søster kæmpede med anoreksi og bulimi, da hun gik i high school. Hun var ikke sikker på, hvordan situationen var lige nu, men alt tyder på, at Jackie ikke var sluppet ud af problemerne.”

Faith lod oplysningen bundfælde sig. ”Okay,” sagde hun efter et stykke tid.

”Godt, dermed er forbindelsen på plads.”

”Hvor står vi så lige nu?” spurgte hun og slukkede motoren. ”Teknikerne kan ikke få adgang til Jackie Zabels computer. Vi risikerer, at der går adskillige uger, før de finder frem til det rigtige password til Pauline McGhees computer, og vi ved ikke engang, om chatsiden om anoreksi var det sted, hvor hun mødte de andre kvinder, eller om hun bare besøgte hjemmesiden af og til i sin frokostpause. Når hun nu alligevel ikke spiste frokost.” Hun så op på Olivia Tanners hus. ”Jeg er sikker på, at vi heller ikke finder en skid her.”

”Du fokuserer for meget på Felix, selvom det er Pauline, du bør koncentrere dig om,” sagde han stille.

Faith havde lyst til at sige, at han tog fejl, men han havde ret. Hun kunne ikke tænke på andet end Felix, der lige nu befandt sig på et eller andet børnehjem og sikkert græd dagen lang. Hun var nødt til at koncentrere sig om ofrene. Anna og Jacquelyn Zabel var blevet efterfulgt af Pauline McGhee og Olivia Tanner. Hvor længe ville de to kvinder kunne holde til torturen og ydmygelserne? Hvert eneste minut, der gik, var endnu et minut, hvor de to kvinder led.

Hvert eneste minut, der gik, var endnu et minut, hvor Felix ikke var sammen med sin mor.

”Vi hjælper Felix bedst ved at hjælpe Pauline,” sagde Will.

Faith sukkede dybt. ”Det begynder at irritere mig ad helvede til, at du kender mig så godt.”

”Åh, hold op,” mumlede han. ”Du er som en gåde, der er indbagt i en klistret kage.” Han åbnede bildøren og steg ud. Hun så efter ham, mens han med målrette skridt fortsatte hen mod huset.

Hun steg ud af bilen og fulgte efter ham. ”Ingen garage, ingen BMW,” bemærkede hun. Efter den ubehagelige samtale med Leo havde hun ringet tilbage til stationen og talt med den vagthavende, der havde taget imod den oprindelige henvendelse om Olivia Tanners forsvinden. Kvinden kørte i en blå BMW 325, som ikke ligefrem ville skille sig ud i dette kvarter. Tanner var ugift og barnløs. Hun arbejdede som underdirektør i en bank, og hendes eneste slægtning var en bror.

Will tog i hoveddøren. Låst. ”Hvor bliver hendes bror af?”

Faith så på sit ur. ”Hans fly landede for en halv time siden. Hvis der er meget trafik …” Hun afsluttede ikke sætningen. Trafikken var altid umulig i Atlanta, især omkring lufthavnen.

Will bukkede sig og kiggede efter en nøgle under måtten. Da det ikke gav noget udbytte, lod han fingrene glide hen over den øverste kant på dørkarmen og tjekkede blomsterkrukkerne, stadig uden held. ”Synes du, at vi bare skal tvinge os adgang til huset?”

Faith undertrykte en bemærkning om hans pludselige iver efter at gøre sig skyldig i ulovlig indtrængen. Hun havde arbejdet sammen med ham længe nok til at vide, at frustration kunne virke som adrenalin for Will, mens den samme følelse for hende snarere virkede som Valium. ”Lad os give ham et par minutter mere.”

”Vi kan ringe efter en låsesmed, hvis hendes bror ikke har en nøgle.”

”Lad os nu bare tage det stille og roligt, ikke?”

”Du taler til mig, som om det er et vidne, du snakker med.”

”Vi ved ikke engang, om Olivia Tanner er et af vores ofre. Måske er hun affarvet og lever et aktivt liv med masser af venner. Måske har hun en hund.”

”Banken fortalte, at hun ikke har haft en eneste sygedag, siden hun blev ansat.”

”Måske er hun faldet ned ad trappen. Måske har hun bare fået nok af det hele eller er stukket af sammen med en mand, hun har mødt på en bar.”

Will svarede ikke. Han holdt hænderne op på siden af hovedet og pressede ansigtet ind mod ruden for at prøve at se ind i huset. Den uniformerede betjent, som dagen før havde modtaget meddelelsen om, at husets beboer var meldt savnet, havde sikkert allerede gjort det samme, men Faith lod bare Will spilde tiden, mens de ventede på, at Michael Tanner, Olivias bror, dukkede op.

På trods af sin vrede havde Leo gjort dem en stor tjeneste ved at henvende sig direkte til dem. Ifølge normal procedure skulle der først have været koblet en anden kriminalbetjent på, og alt afhængig af vedkommendes erfaring kunne der let gå op til yderligere et døgn, før Michael Tanner ville komme til at tale med nogen, der havde bemyndigelse til at gøre andet og mere end at optage rapport. Derefter ville det sikkert have varet endnu et døgn, før GBI blev kontaktet for at sammenligne profilen med de øvrige efterlystes. Leo havde sparet dem for to afgørende dage i en sag, hvor der var alvorligt brug for snart at gøre fremskridt. Som tak for hjælpen havde de bare skidt højt og flot på alle hensyn til ham.

Faith mærkede, at hendes BlackBerry begyndte at vibrere. Hun tjekkede mailen og sendte en tavs tak til Caroline, Amandas assistent. ”Rapporten fra Jack Bermans anholdelse efter episoden i Mall of Georgia er på vej.”

”Hvad står der i den?”

Faith så på ikonet, der fortalte, at overførslen endnu ikke var afsluttet. ”Der går et par minutter, før filen er overført.”

Will fortsatte rundt om huset og tjekkede alle vinduerne. Faith fulgte efter ham og holdt sin BlackBerry foran kroppen, som om det var en ønskekvist. Langt om længe blev overførslen af den første side afsluttet, og hun læste højt fra dokumentet: ”I henhold til en klage fremsat af en kunde i Mall of Georgia …” Hun bladrede lidt længere ned i teksten for at lede efter de relevante oplysninger. ”Derefter lavede mistænkte det vedtagne håndtegn for at signalere, at han var interesseret i seksuel kontakt. Jeg reagerede ved at nikke to gange, og derpå vinkede han mig hen mod båsene i den bageste ende af herretoiletterne.” Hun sprang lidt længere frem i teksten. ”Mistænktes kone og to sønner på henholdsvis et og tre år ventede udenfor.”

”Er hans kones navn ikke nævnt?”

”Nej.”

Will fortsatte op ad trappen til terrassen på bagsiden af Olivia Tanners hus. Atlanta lå i forlandet under Appalacherne, hvilket betød, at landskabet var kendetegnet ved masser af små bakker og dale. Olivia Tanners bungalow lå i bunden af en dyb slugt, hvilket betød, at man fra genboernes huse kunne se direkte ind i hendes hus og baghave.

”Måske har nogen af dem set noget?” spurgte Will.

Faith så på den nærmeste nabos hus. En kæmpevilla af den slags, man som regel kun så længere ude i forstæderne. De to øverste etager var forsynet med store altaner, og uden for kælderetagen var der indrettet en terrasse med en indbygget kamin. Alle gardinerne i vinduerne på bagsiden af huset var trukket for – med undtagelse af en af kælderdørene, hvor gardinerne var trukket fra.

”Huset ser ubeboet ud,” sagde hun.

”Måske er det kommet på tvangsauktion.” Will tog i håndtaget på Olivia Tanners bagdør, men også den var låst. ”Olivia har været forsvundet siden i går, mindst. Hvis hun er endnu et offer, betyder det, at hun blev bortført enten lige før eller efter Pauline.” Han undersøgte vinduerne. ”Tror vi, at Jake Berman måske er Paulines bror?”

”Måske,” svarede Faith. ”Pauline havde advaret Felix og sagt, at hendes bror var farlig. Hun ville ikke have, at han skulle have noget med ham at gøre.”

”Der må have været en grund til, at hun var bange for ham. Måske er han voldelig. Måske er han hele grunden til, at Pauline flyttede og tog navneforandring. Hun kappede båndene til sin familie i en meget tidlig alder. Han må have skræmt hende fra vid og sans.”

Faith opremsede en række forhold. ”Jake Berman var i nærheden, da ulykken fandt sted, men nu er han som sunket i jorden. Han var ikke særlig samarbejdsvillig. Han har ikke efterladt et papirspor … ikke ud over en enkelt anholdelse på grund af blufærdighedskrænkelse.”

”Hvis Berman er et dæknavn, som Paulines bror bruger, må han have taget navneforandring for et stykke tid siden. Det var det samme navn, han i sin tid blev anholdt og registreret under.”

”Hvis han ændrede sit navn for tyve år siden, da Pauline rejste hjemmefra, svarer det stort set til et helt liv i myndighedernes databaser. Dengang var man stadig travlt optaget af at prøve at følge med og overføre forskellige oplysninger og gamle sager til computerne. Mange af de sager, der ligger længere tilbage, er aldrig blevet digitaliseret, især ikke i mindre byer ude på landet. Se bare, hvor svært det har været for Leo at finde frem til Paulines forældre, selvom det var dem, der meldte deres datter savnet.”

”Hvor gammel er Berman?”

Faith vendte tilbage til begyndelsen af rapporten. ”Syvogtredive.”

Will standsede. ”Pauline er også syvogtredive. Kan de være tvillinger?”

Faith rodede lidt i sin taske og fandt den sort/hvide kopi af Pauline McGhees kørekort. Hun prøvede at genkalde sig Jake Bermans ansigt, men så kom hun i tanker om, at hun stod med hans sagsmappe i den anden hånd. Overførslen af dokumentet var stadig ikke helt færdig. Hun holdt apparatet op over hovedet i håb om at forstærke signalet.

”Lad os vende tilbage til forsiden af huset,” foreslog Will. De fortsatte rundt om huset, og Will tjekkede vinduerne på den anden side for at sikre, at intet virkede mistænkeligt. Da de nåede tilbage til hoveddøren, var overførslen af dokumentet langt om længe afsluttet.

På billedet fra anholdelsen havde Jake Berman skæg. Et ikke særlig velplejet fuldskæg af den slags, som mange forstadsfædre anlagde, hvis de prøvede at fremstå som venstreorienterede. Faith viste Will billedet. “Han var glatbarberet, da jeg talte med ham,” sagde hun.

”Felix sagde, at den mand, der bortførte hans mor, havde overskæg.”

”Han kan ikke have fået overskæg så hurtigt.”

”Vi kan få lavet en tegning, der viser, hvordan Jake vil se ud uden skæg – eller med overskæg eller hvad ved jeg.”

”Det er op til Amanda at afgøre, om der skal udsendes en tegning af ham.” Hvis man offentliggjorde en tegning, risikerede man, at Jake Berman ville gå i panik og gøre endnu mere for at skjule sig. Hvis det var ham, der var gerningsmanden, risikerede de også at presse ham til at reagere endnu voldsommere. Måske ville han beslutte sig for at dræbe sine sidste ofre og flygte ud af staten eller, endnu værre, forlade landet. Hver eneste dag var der over fem hundrede flyafgange og -ankomster i Hartsfield International Airport.

”Han har mørkt hår og mørke øjne ligesom Pauline,” sagde Will.

”Det har du også.”

Will trak på skuldrene. ”De ligner ikke tvillinger, men måske kunne de godt være søskende.”

Faith tjekkede fødselsdatoerne. ”Berman havde fødselsdag, kort efter at han blev anholdt. Han er atten måneder ældre end Pauline. Pseudotvillinger.”

”Var han klædt i jakkesæt, da han blev anholdt?”

Hun bladrede lidt i dokumentet. ”Cowboybukser og sweater. Ligesom da jeg talte med ham på Grady.”

”Står der noget i rapporten om hans beskæftigelse?”

Faith så efter. ”Arbejdsløs.” Hun skimmede yderligere en række detaljer og rystede på hovedet. ”Det er en håbløst sjusket rapport. Jeg fatter ikke, at den er blevet godkendt længere oppe i systemet.”

”Jeg har også selv skrevet dårlige rapporter. Hvis man for eksempel har ti eller femten anholdte i løbet af en dag. De fleste af dem fremsætter en delvis tilståelse eller betaler bøden og håber, at det hele går i sig selv igen. Sagen ender aldrig i retten, for det sidste, folk har lyst til, er at mødes med deres modpart.”

”Hvad er det ’vedtagne håndtegn’, man benytter for at tilkendegive interesse for sex?” spurgte Faith nysgerrigt.

Will lavede et sjofelt tegn med fingrene, og hun ville ønske, at hun ikke havde spurgt.

”Der må være en grund til, at Jake Berman skjuler sig,” insisterede Will.

”Hvad er mulighederne? Enten er han en blindgyde, eller også er han Paulines bror eller gerningsmanden. Eller måske alle tre på samme tid.”

”Eller ingen af delene,” påpegede Will. ”Uanset hvad er vi nødt til at tale med ham.”

”Amanda har sat hele staben til at lede efter ham. De prøver at finde ham ved at søge på alle de afledninger af navnet, de kan komme i tanker om. Jake Seward, Jack Seward. McGhee, Jackson, Jakeson. Computerne søger efter alle de forskellige sammensætninger.”

”Hvad hedder han til mellemnavn?”

”Henry. Hvilket betyder, at der skal søges på Hank, Harry, Hoss …”

”Hvordan kan det være så svært at finde ham, når han tidligere har været anholdt?”

”Han bruger ingen kreditkort. Han har ingen mobiltelefon og ingen huslån. Ingen af hans sidst kendte adresser har givet noget resultat. Vi ved ikke, hvem hans arbejdsgiver er, eller hvor han tidligere har arbejdet.”

”Måske står alt registreret i hans kones navn … men det har vi heller ikke.”

”Hvis min mand blev afsløret i at få pikken spillet af på toiletterne i centeret, mens jeg ventede udenfor sammen med børnene …” Faith bekymrede sig ikke om at afslutte sætningen. ”Det ville hjælpe, hvis den advokat, der i sin tid tog sig af sagen om Bermans blufærdighedskrænkelse, ikke var sådan et stort røvhul.” Manden havde nægtet at oplyse noget som helst om sin klient og havde insisteret på, at han ikke vidste, hvordan han skulle komme i forbindelse med Jake Berman. Amanda arbejdede på at få en dommerkendelse, der kunne give dem aktindsigt, men den slags tog tid … og tid var en mangelvare.

En blå Ford Espace trak ind til kantstenen foran huset. Manden, der steg ud af bilen, lignede en personificering af begrebet bekymring – lige fra den rynkede pande til den måde, hvorpå han konstant vred hænderne mod hinanden foran sin begyndende vom. Han var helt almindelig af bygning, halvskaldet og med hængende skuldre. Hvis Faith skulle gætte, ville hun tro, at hans arbejde indebar, at han tilbragte mindst otte timer om dagen foran en computer.

”Var det Dem, jeg talte med?” spurgte manden brysk, men da det gik op for ham, hvor skarpt spørgsmålet havde lydt, prøvede han igen. ”Undskyld. Mit navn er Michael Tanner, Olivias bror. Kommer De fra politiet?”

”Ja.” Faith viste ham sit skilt og præsenterede sig selv og Will. ”Har De en nøgle til Deres søsters hus?”

Michael virkede både bekymret og forlegen på samme tid, som om det hele sikkert bare skyldtes en misforståelse. ”Jeg er ikke sikker på, at vi bør gøre det her. Olivia værner meget om sit privatliv.”

Faith fangede Wills blik. Endnu en kvinde, som var god til at sætte grænser.

”Vi kan ringe efter en låsesmed, hvis det er nødvendigt,” tilbød Will. ”Det er vigtigt, at vi kommer ind i huset, hvis der nu er sket et eller andet. Måske er Deres søster faldet, eller …”

”Jeg har en nøgle.” Michael stak en hånd i lommen og fiskede en enkelt nøgle i en elastik op. ”Hun sendte den til mig for tre måneder siden. Jeg ved ikke hvorfor. Hun ville bare gerne have, at jeg skulle have den. Hun vidste velsagtens, at jeg ikke ville benytte den. Måske bør jeg virkelig ikke bruge den?”

”De ville ikke være fløjet hertil hele vejen fra Houston, medmindre De mente, at et eller andet ikke var, som det burde være.”

Michael blev helt hvid i ansigtet, og Faith fangede et glimt af, hvordan de sidste par timer måtte have været for ham, da han kørte til lufthavnen, steg om bord på flyet og lejede en bil, mens han hele tiden forsøgte at overbevise sig selv om, at det var tåbeligt, og at der ikke var sket hans søster noget – mens han på samme tid i baghovedet vidste, at præcis det modsatte sikkert var tilfældet.

Michael gav Will nøglen. ”Den politimand, jeg talte med i går, fortalte, at han havde sendt en kollega ud til huset for at banke på.” Han tav et øjeblik, som om han gerne ville have dem til at bekræfte, at det var sket. ”Jeg var bange for, at de ikke tog min henvendelse alvorligt. Jeg ved godt, at Olivia er en voksen kvinde, men hun er et udpræget vanemenneske. Hun afviger aldrig fra sine faste rutiner.”

Will låste døren op og trådte indenfor. Faith blev stående uden for døren sammen med Olivias bror. ”Hvordan er hendes faste rutiner?” spurgte hun.

Han lukkede øjnene et øjeblik, som om han prøvede at samle tankerne. ”Hun arbejder i en bank i Buckhead, hvor hun har været ansat i næsten tyve år. Hun arbejder seks dage om ugen – hver eneste dag undtagen mandag, hvor hun ordner sine indkøb og andre praktiske gøremål. Renseriet, biblioteket, supermarkedet. Hun møder i banken klokken otte og holder først fyraften igen klokken otte, medmindre der er et særligt arrangement. Hendes arbejde består i at tage sig af bankens udadvendte aktiviteter. Hvis der er en fest eller et fundraising-arrangement, som banken er sponsor for, er hun nødt til at deltage. Bortset fra det er hun altid hjemme.”

”Ringede banken til Dem?”

Han førte en hånd op til halsen og kløede sig på et flammende rødt ar. Faith gik ud fra, at han havde fået foretaget en tracheotomi eller været igennem en anden form for operation.

”Banken har ikke mit telefonnummer,” sagde han. ”Jeg ringede selv, da jeg ikke havde hørt fra Olivia i går morges. Jeg ringede til banken igen, lige så snart jeg var landet. De har ingen anelse om, hvor hun er. Hun har aldrig haft så meget som en sygedag.”

”Har De et forholdsvis nyt billede af Deres søster?”

”Nej.” Det virkede, som om det gik op for ham, hvorfor hun var interesseret i et billede. ”Jeg beklager. Olivia hadede at blive fotograferet. Sådan har det altid været.”

”Det er i orden,” forsikrede Faith ham. ”Vi kan benytte billedet på hendes kørekort, hvis det bliver nødvendigt.”

Will kom ned ad trappen. Han rystede på hovedet, og Faith førte manden ind i huset. Hun prøvede at holde stemningen let og ubekymret og fortsatte bare med at snakke. ”Sikke et dejligt hus.”

”Jeg har aldrig været her før,” indrømmede han. Han kiggede sig om på samme måde som Faith og tænkte sikkert det samme, som hun gjorde. Huset lignede et museum.

Entreen fortsatte hele vejen hen til køkkenet, som lå i den bageste ende af huset og fremstod funklende hvidt med marmorbordplader og hvide skabslåger. Trappen var beklædt med en hvid løber, og dagligstuen var lige så farveløs. Alt fra væggene til møblerne og gulvtæppet var jomfrueligt og hvidt. Selv kunstværkerne på væggene bestod af hvide lærreder i hvide rammer.

Michael Tanner skælvede. ”Hvor er der koldt herinde.”

Faith vidste, at det ikke var temperaturen, han tænkte på.

Hun førte de to mænd ind i dagligstuen, der var møbleret med en sofa og to lænestole, men hun vidste ikke, om hun skulle sætte sig eller blive stående. Til sidst satte hun sig i sofaen. Hynderne var så hårde, at der knap kom en fordybning i dem. Will satte sig i stolen ved siden af hende, mens Michael tog plads i den anden ende af sofaen.

”Godt, lad os begynde ved begyndelsen, mr. Tanner.”

”Dr. Tanner,” sagde han, men så rynkede han panden. ”Undskyld. Det spiller ingen rolle. Kald mig bare Michael.”

”Okay, Michael.” Faith holdt sin stemme afslappet og rolig, fordi hun fornemmede, at manden var tæt på at gå i panik. Hun begyndte med et let spørgsmål. ”Du er læge?”

”Radiolog.”

”Arbejder du på et hospital?”

”Methodist Breast Center.” Han blinkede, og det gik op for hende, at han måtte kæmpe for ikke at begynde at græde.

Faith gik lige til sagen. ”Hvad fik dig til at ringe til politiet i går?”

”Olivia ringer til mig hver dag. Det har hun ikke altid gjort. Da vi var unge, var der en række år, hvor vi ikke stod hinanden særlig nær, og så begyndte hun at gå på college, og vi drev endnu længere fra hinanden.” Han sendte dem et træt smil. ”For to år siden fik jeg kræft. I skjoldbruskkirtlen.” Han rørte ved arret på halsen igen. ”Jeg følte bare en stor tomhed indeni.” Faith nikkede, som om hun forstod. ”Jeg længtes efter at være tættere på min familie. Jeg ønskede, at Olivia igen blev en del af mit liv. Jeg vidste, at det skulle ske på hendes betingelser, men det var et offer, jeg var villig til at yde.”

”Hvilke betingelser var der tale om?”

”Jeg måtte aldrig ringe til hende. Det var kun hende, der måtte ringe til mig.”

Faith vidste ikke, hvad hun skulle sige, men Will spurgte: ”Var der et specielt mønster i opkaldene fra hende?”

Michael begyndte at nikke, som om han var glad for, at en eller anden omsider forstod årsagen til hans bekymring. ”Ja. De seneste atten måneder har hun ringet til mig hver eneste dag. Nogle gange siger hun ikke så meget, men uanset hvad ringer hun altid på det samme tidspunkt om morgenen.”

”Hvorfor siger hun nogle gange ikke så meget?” spurgte Will.

Michael så ned på sine hænder. ”Det er svært for hende. Hun var igennem en række ubehagelige oplevelser, da vi var yngre. Det er ikke ligefrem sådan, at ordet ’familie’ automatisk får hende til at smile.” Han kløede sig på arret igen, og Faith mærkede en dyb tristhed strømme fra ham. ”Faktisk er der ikke så meget, der kan få hende til at smile.”

Will så på Faith for at få bekræftet, at det var i orden, at han blandede sig i samtalen. Hun sendte ham et diskret nik. Det var tydeligt, at Michael Tanner havde lettere ved at tale med Will. Nu bestod hendes job bare i at holde sig diskret i baggrunden.

”Din søster er ikke et lykkeligt menneske?” spurgte Will.

Michael rystede langsomt på hovedet, og rummet fyldtes af hans tristhed.

Will tav et øjeblik og gav manden en mulighed for at samle tankerne. ”Hvem misbrugte hende?”

Faith var chokeret over spørgsmålet, men tårerne, der trillede ned over Michaels kinder, afslørede, at Will havde ramt hovedet på sømmet. ”Vores far. Jeg ved godt, at det er en frygtelig kliché nu om stunder.”

”Hvornår skete det?”

”Vores mor døde, da Olivia var otte. Det begyndte velsagtens kort tid efter. Det stod på i et par måneder, indtil Olivia endte hos lægen. Hun var kommet til skade. Lægen indberettede min far, men han påstod bare …” Nu græd han for alvor. ”Min far påstod bare, at hun havde gjort skade på sig selv med vilje. At hun havde stukket noget op … dernede … for at skade sig selv. For at få opmærksomhed, fordi hun savnede vores mor.” Han tørrede tårerne væk med en vred bevægelse. ”Min far var dommer. Han kendte alle og enhver ved politiet, og de troede, at de kendte ham. Han sagde, at Olivia løj, så derfor gik alle ud fra, at han talte sandt. Også mig selv. I årevis troede jeg ikke på hende.”

”Hvad fik dig til at ændre opfattelse?”

Han lo bittert. ”Logik. Det gav ingen mening, at hun skulle … at hun skulle opføre sig, som hun gjorde, hvis ikke der var sket et eller andet forfærdeligt.”

Will så manden stift i øjnene. ”Forgreb din far sig nogensinde på dig?”

”Nej.” Svaret kom lidt for hurtigt. ”Ikke seksuelt, mener jeg. Han straffede mig af og til. Fandt bæltet frem. Han kunne være en meget brutal mand, men jeg troede, at fædre bare var sådan. At det var normalt. Jeg undgik bedst hans vrede ved at være en god søn, så derfor var jeg en god søn.”

Igen gav Will sig god tid, før han stillede sit næste spørgsmål. ”Hvordan straffede Olivia sig selv for det, der var sket?”

Michael kæmpede med sine følelser. Han prøvede at holde dem nede, men det lykkedes ikke. Til sidst pressede han tommel- og pegefingeren ind mod øjnene og brød hulkende sammen. Will rørte sig ikke ud af stedet, og Faith fulgte hans eksempel. Hun vidste instinktivt, at det værste, hun kunne gøre lige nu, var at trøste Michael Tanner.

Han tørrede tårerne væk med håndryggen, og langt om længe sagde han: ”Olivia udviklede bulimi. Jeg tror, hun måske stadig lider af anoreksi, selvom hun højt og helligt har sagt, at hun har fået tingene under kontrol.”

Det gik op for Faith, at hun havde holdt vejret. Olivia Tanner led af en spiseforstyrrelse, akkurat som Pauline McGhee og Jackie Zabel.

”Hvornår begyndte det?” spurgte Will.

”Da hun var ti eller elleve. Jeg kan ikke huske det. Jeg er tre år yngre end hende. Jeg kan kun huske, at det var forfærdeligt. Hun begyndte … hun begyndte bare at visne hen.”

Will nikkede blot og lod manden få lov til at fortsætte.

”Olivia var besat af sit udseende. Hun var så køn, men hun kunne ikke acceptere …” Michael tav et øjeblik. ”Jeg vil tro, at vores far gjorde det værre. Han stak altid til hende og drillede hende og sagde, at hun snart burde smide hvalpefedtet. Men hun var overhovedet ikke tyk. Hun var en helt normal pige. Hun var smuk … dengang. Ved I, hvad der sker, når man sulter sig selv på den måde?”

Michael så på Faith, og hun rystede på hovedet.

”Hun fik liggesår på ryggen. Store, gabende sår, hvor knoglerne gned sig op ad huden. Hun kunne ikke engang sidde, kunne aldrig finde en behagelig stilling. Hun frøs hele tiden og kunne ikke mærke sine hænder eller fødder. Nogle dage havde hun ikke engang kræfter til at gå ud på toilettet og måtte forrette sin nødtørft i bukserne.” Han tav, mens minderne kom væltende tilbage. ”Hun sov i ti eller tolv timer hver eneste dag. Hun tabte håret. Hun blev ramt af ukontrollable rysteanfald. Hendes hjerte galopperede af sted. Hendes hud var … modbydelig. Tørre skæl dryssede fra hendes krop. Men alligevel syntes hun, det var det hele værd. I hendes øjne gjorde det hende smuk.”

”Blev hun nogensinde indlagt?”

Han lo, som om de aldrig ville have en chance for at forstå, hvor forfærdeligt det hele havde været. ”Hun røg ind og ud ad døren på Houston General. De madede hende gennem en sonde, og hun tog så meget på, at de lod hende komme hjem igen, men lige så snart hun var blevet udskrevet, faldt hun tilbage i det samme mønster. Hendes nyrer slog fra to gange. Der var mange bekymringer om den belastning, hun udsatte sit hjerte for. Jeg var så vred på hende dengang. Jeg forstod ikke, hvorfor hun frivilligt og bevidst gjorde noget, der var så skadeligt for hende. Det virkede bare … hvorfor skulle man sulte sig selv? Hvorfor skulle man udsætte sig selv for …” Han kiggede rundt i stuen – dette kolde sted, som hans søster havde indrettet til sig selv. ”Kontrol. Hun ville bare bevise, at der var én ting, hun havde kontrol over, og tilsyneladende valgte hun at kontrollere det, hun puttede i munden.”

”Har hun fået det bedre? På det seneste, mener jeg,” spurgte Faith.

Han nikkede og trak på skuldrene på samme tid. ”Hun fik det bedre, da hun kom væk fra min far. Hun begyndte at gå på college og tog en eksamen i erhvervsøkonomi. Hun flyttede til Atlanta. Jeg tror, at afstanden hjalp hende.”

”Var hun i terapi?”

”Nej.”

”Hvad med støttegrupper? Eller en hjemmeside på nettet, måske?”

Han rystede afvisende på hovedet. ”Olivia mente ikke, hun havde brug for hjælp. Hun var overbevist om, at hun havde det hele under kontrol.”

”Havde hun nogen venner eller …”

”Nej. Hun havde ingen venner.”

”Lever jeres far stadig?”

”Han døde for omkring ti år siden. Det var meget udramatisk. Alle var så glade for, at han bare sov stille ind.”

”Er Olivia religiøs? Går hun i kirke eller …?”

”Hun ville ikke tøve med at brænde Vatikanet ned til grunden, hvis hun ellers kunne komme forbi vagterne.”

”Siger navnene Jacquelyn Zabel, Pauline McGhee eller Anna dig noget?” spurgte Will.

Han rystede på hovedet.

”Har du eller din søster nogensinde været i Michigan?”

Han så forundret på dem. ”Aldrig. Jeg mener, jeg har i det mindste ikke. Olivia har boet i Atlanta hele sit voksenliv, men måske har hun været på en tur derop, som jeg ikke har hørt om.”

”Hvad med udsagnet ’Jeg vil ikke fornægte mig selv’. Siger det dig noget?” spurgte Will.

”Nej. Men det er præcis det modsatte af, hvad Olivia har gjort i hele sit liv. Hun fornægter sig selv alt.”

”Hvad med ’thinspo’ eller ’thinspiration’?”

Han rystede på hovedet igen. ”Nej.”

Faith blandede sig. ”Hvad med børn? Har Olivia børn? Eller ville hun gerne have børn?”

”Det ville have været fysisk umuligt,” svarede han. ”Hendes krop … den skade, hun har påført sig selv. Hun vil umuligt kunne gennemføre en graviditet.”

”Hun kunne adoptere.”

”Olivia hadede børn.” Han sagde det så stille, at Faith kun lige akkurat kunne høre ham. ”Hun vidste, hvad der kunne ske med dem.”

Will stillede det spørgsmål, som pressede sig på i Faiths tanker. ”Tror du, at hun var begyndt at gøre det igen … sulte sig?”

”Nej,” svarede Michael. ”I det mindste ikke på samme måde som tidligere. Det var derfor, hun ringede til mig hver morgen præcis klokken seks for at lade mig vide, at hun var okay. Nogle gange begyndte hun at snakke i det øjeblik, jeg tog telefonen, men andre gange sagde hun bare: ’Jeg har det fint’, og lagde på igen. Jeg tror, det var som en livline for hende. Det håber jeg, det var.”

”Men i går ringede hun så ikke,” sagde Faith. ”Kunne det skyldes, at hun var vred på dig?”

”Nej.” Han tørrede øjnene igen. ”Hun blev aldrig vred på mig. Hun var bekymret for mig. Hun var hele tiden bekymret for mig.”

Will nikkede blot, så Faith spurgte: ”Hvorfor?”

”Fordi hun var …” Han tav og rømmede sig et par gange.

”Hun ville beskytte dig mod jeres far,” sagde Will.

Michael fortsatte med at nikke, og stilheden sænkede sig mellem dem igen. Det virkede, som om han prøvede at samle mod til sig. ”Tror I, at …” Han afbrød sig selv. ”Olivia ville aldrig bryde sine faste rutiner.”

Will så ham direkte i øjnene. ”Jeg kan være hensynsfuld, eller jeg kan være ærlig, Tanner. Der er kun tre muligheder. Den ene er, at din søster er flygtet fra sit liv. Det sker hele tiden. Du har sikkert ikke lyst til at vide, hvor ofte det sker. Den anden mulighed er, at hun har været ude for en ulykke eller er kommet til skade …”

”Jeg har ringet rundt til alle hospitalerne.”

”Det samme har Atlanta Politi. De har tjekket alle deres rapporter, og der er ingen personer, der ikke kan redegøres for.”

Michael nikkede, sikkert fordi han allerede vidste det. ”Hvad er den tredje mulighed?” spurgte han stille.

”At nogen har bortført hende,” svarede Will. ”En person, som ønsker at gøre hende fortræd.”

Michaels adamsæble vippede op og ned. Han stirrede længe på sine hænder, før han omsider nikkede. ”Tak for dit ærlige svar.”

Will rejste sig. ”Er det i orden, at vi ser os lidt om i huset og gennemgår din søsters ting?”

Igen nikkede manden, og Will sagde til Faith: ”Jeg tjekker ovenpå, hvis du gennemgår etagen her.”

Han gav hende ikke tid til at diskutere planen, og Faith besluttede sig for ikke at indlede et skænderi med ham, selvom Olivia Tanner sikkert havde sin hjemmecomputer stående ovenpå.

Hun efterlod Michael Tanner i stuen og gik ud i køkkenet. Et skarpt lys strålede ind gennem vinduerne og fik det hele til at virke endnu mere hvidt. Køkkenet var flot, men lige så sterilt som resten af huset. Alle overflader var som blæst, med undtagelse af den fladeste fladskærm Faith nogensinde havde set. Selv kabel- og strømledningerne var skjult og forsvandt ned gennem et lille hul i den lyse marmorplade.

Det store spisekammer indeholdt stort set ingen madvarer, men de få ting, der trods alt var at finde i det, stod ordnet på nydelige rækker. Alle æsker stod med forsiden vendt frem, så man kunne se indholdet i dem, og alle dåser vendte i den samme retning. Der var også seks store økonomipakninger med aspiriner, men ingen af dem var blevet åbnet endnu. Mærket var et andet end de piller, Faith havde fundet i Jackie Zabels soveværelse, men alligevel forekom det hende at være underligt, at begge kvinder spiste så mange aspiriner.

Endnu en detalje, som ikke gav nogen speciel mening.

Faith foretog et par telefonopkald, mens hun gennemgik køkkenskabene. Så diskret og stille som muligt bad hun om at få lavet et baggrundstjek af Michael Tanner blot for at kunne rense ham for enhver mistanke. Hendes næste opkald var en anmodning om at låne nogle patruljebetjente fra Atlanta Politi, som kunne gennemgå kvarteret. Hun anmodede om at få udleveret en fortegnelse over alle samtaler til og fra Olivia Tanners fastnettelefon, så de kunne se, hvem hun havde talt med, men hendes mobiltelefon var sikkert registreret i bankens navn. Hvis de havde heldet med sig, lå der nok en BlackBerry et eller andet sted, så de kunne læse hendes mails. Måske var der en eller anden person i Olivias liv, som hendes bror ikke vidste noget om. Faith rystede på hovedet og vidste, at sandsynligheden var stort set nul. Huset var som en udstilling, og det føltes ikke, som om der boede nogen i det. Der blev ikke holdt nogen fester her, ingen lørdagsmiddage. Og det var helt tydeligt, at der ikke boede nogen mand i huset.

Hvordan havde Olivia Tanners liv været? Faith havde før været involveret i sager om forsvundne personer. Nøglen til at finde ud af, hvad der var sket med kvinderne – der var som regel altid tale om kvinder – bestod i at prøve at sætte sig i deres sted. Hvad kunne de lide, og hvad kunne de ikke lide? Hvem var deres venner? Hvad var der ved deres kæreste/mand/elsker, der var så forfærdeligt, at de besluttede sig for bare at stikke af?

I forhold til Olivia var der bare ingen spor, ingen følelsesmæssige forbindelser at følge op på. Kvinden boede i et livløst hus uden en eneste behagelig stol, som hun kunne lade sig falde ned i, når dagen var omme. Ingen af hendes tallerkener eller skåle var ridsede. Der var ingen skår i nogen af dem, og det virkede nærmest, som om de aldrig havde været brugt. Selv kaffekopperne var funklende hvide i bunden. Hvordan kunne Faith forholde sig til en kvinde, som boede i en steril og renskuret hvid verden?

Hun rettede opmærksomheden tilbage mod køkkenskabene, men fandt igen intet iøjnefaldende. Selv det, der hos de fleste andre ville have været rodeskuffen, var nydelig og velordnet – skruetrækkere i en plasticbakke, en hammer med hovedet hvilende på et nøgle sejlgarn. Faith lod en finger glide hen langs indersiden af skabene, men fandt ikke det mindste spor af støv eller snavs. Der var en hel del at sige om en kvinde, som tørrede sine køkkenskabe af både på inder- og ydersiden.

Hun åbnede den nederste skuffe og fik øje på en stor prøvekuvert. Hun åbnede den og fandt en bunke skinnende blanke sider, som omhyggeligt var klippet ud af magasiner. Alle billederne forestillede kvinder, mere eller mindre afklædte – uanset om det var parfume eller guldure, de reklamerede for. Der var ikke tale om kvinder af den slags, man normalt så på billeder i reklamer, hvor de hyggede sig med at støve af hjemme hos sig selv og rydde op efter deres yndige børn. Disse modeller udstrålede umiskendeligt sex, og frem for alt var de uhyggeligt tynde.

Faith havde før set billeder af lignende radmagre modeller. Hun skimmede Cosmo, Vogue og Elle ligesom alle andre, der havde prøvet at vente i en kø i et supermarked, men når hun nu betragtede disse anorektiske kvinder og vidste, at Olivia Tanner ikke havde klippet dem ud for at huske sig selv på at købe en ny øjenskygge eller lipgloss, men fordi hun betragtede deres digitalt forskønnede skeletter som et opnåeligt mål, fik det hendes mave til at snøre sig sammen.

Endnu en gang tænkte hun på Michael Tanners udtalelser og den tortur, hans søster havde udsat sig selv for med det mål at blive tynd. Hun kunne ikke finde ud af, hvorfor Will følte sig så sikker på, at Olivia havde forsøgt at beskytte sin bror. Det virkede usandsynligt, at en mand, der voldtog sin datter, også ville forgribe sig på sin søn, men Faith havde været strisser i for mange år til at tro, at forbrydere altid fulgte et logisk mønster. På trods af hendes egen teenagegraviditet var Mitchell-familien nogenlunde normal. Der var ingen voldelige alkoholikere eller sexgale onkler. I sager, der omhandlede børn fra dysfunktionelle familier, støttede hun sig altid til Will.

Han havde aldrig direkte bekræftet noget, men hun var overbevist om, at han selv havde været udsat for lidt af hvert som barn. Det var tydeligt, at hans overlæbe havde været flækket og ikke havde fået lov til at hele ordentligt. Det smalle ar, der løb ned over hans kæbe og forsvandt under skjortekraven, så ud til at være gammelt. Det lignede et ar af den slags, man fik som barn og måtte leve med resten af livet. Hun havde arbejdet med Will i de varmeste sommermåneder, men alligevel havde hun aldrig set ham smøge ærmerne op eller løsne slipset. Hans spørgsmål om, hvordan Olivia Tanner havde straffet sig selv, havde været særligt afslørende. Faith havde ofte tænkt, at Angie Polaski var som en straf, som Will igen og igen påførte sig selv.

Hun hørte skridt på trappen. Will kom ud i køkkenet og rystede på hovedet. ”Jeg trykkede på genkaldstasten på telefonen ovenpå og fik hendes brors telefonsvarer i Houston.”

Han stod med en bog i hånden. ”Hvad har du fundet?”

Han gav hende en tynd bog, hvor en smal strimmel på ryggen afslørede, at den var lånt på et bibliotek. Billedet på omslaget forestillede en nøgen kvinde, der sad på hug. Hun var iført et par højhælede sko, men hendes positur var mere kunstnerisk end udfordrende og sendte dermed det tydelige signal, at der var tale om finlitteratur og ikke smuds. Med andre ord var det en bog, Faith aldrig selv kunne drømme om at læse. Hun skimmede teksten på bagsiden og sagde: ”Den handler om en amfetaminafhængig kvinde med diabetes og hendes voldelige far.”

”En kærlighedsroman.” Han gættede på titlen. ”Exposé?”

Det var tæt på. Faith havde fundet ud af, at Will normalt læste de første tre bogstaver i et ord og gættede sig til resten. De fleste gange ramte han rigtigt, men usædvanlige ord fik ham som regel til at skyde forkert.

Hun lagde bogen på bordet med omslaget nedad. ”Fandt du en computer?”

”Ingen computer, ingen dagbog, ingen kalender.” Han åbnede nogle skuffer og fandt en fjernbetjening. Han tændte fjernsynet og drejede skærmen hen mod sig. ”Det er det eneste fjernsyn i hele huset.”

”Er der ikke et i soveværelset?”

”Nej.” Will zappede lidt rundt og fandt de sædvanlige digitalkanaler. ”Hun har ikke kabel-tv, og der er ikke nogen ADSL-forbindelse på samledåsen i kælderen.”

”Okay, så hun har altså ikke bredbånd,” konkluderede Faith. ”Måske har hun et gammeldags modem? Det kan også være, at hun har en bærbar stående i banken.”

”Eller måske har nogen fjernet den.”

”Eller også tager hun bare ikke arbejdet med hjem. Hendes bror fortalte, at hun normalt er på arbejde fra tidlig morgen til ud på aftenen.”

Han slukkede fjernsynet. ”Har du fundet noget hernede?”

”Aspirin,” sagde Faith og pegede på pillerne i spisekammeret. ”Hvad mente du med, at Olivia ville beskytte Michael?”

”Det var det, vi snakkede om hos Pauline. Havde dine forældre særlig god tid til at tage sig af din bror, da du kom i vanskeligheder?”

Faith rystede på hovedet og indså, at der var masser af logik i det, han havde sagt. Olivia havde trukket al den negative opmærksomhed væk fra sin bror, så han kunne få noget, der mindede om et normalt liv. Der var ikke noget at sige til, at manden var plaget af skyld. Han var en overlever.

Will kiggede ud ad vinduet og rettede blikket mod det tilsyneladende tomme hus bag Olivias. ”Gardinerne i den dør generer mig.”

Faith stillede sig ved siden af ham. Han havde ret. Alle gardinerne i huset var trukket for – med undtagelse af gardinerne i kælderdøren.

Faith hævede stemmen. ”Tanner, vi går lige udenfor et øjeblik. Vi er straks tilbage igen.”

”Det er i orden,” svarede manden.

Hans stemme lød stadig skælvende, så Faith tilføjede: ”Vi har ikke fundet noget endnu. Vi ser os bare lidt om.”

Hun ventede, men der kom ikke noget svar.

Will holdt døren for hende, og de trådte ud på terrassen bag huset.

”Alt hendes tøj er størrelse 34,” sagde han. ”Er det normalt?”

”Gid det var så vel,” mumlede Faith, før det gik op for hende, hvad hun egentlig havde sagt. ”Det er en lille størrelse, men ikke grotesk lille.”

Hun kiggede rundt i Olivia Tanners baghave igen. Ligesom de fleste andre grunde tæt på centrum var haven ikke større end cirka tusind kvadratmeter og afgrænset af et hegn, og med omkring tredive meters mellemrum var telefonpæle blevet banket ned i jorden. Hun fulgte efter Will ned ad trappen fra terrassen. Hegnet om Olivias have var af cedertræ og så ud til at have været dyrt. Plankerne var flade og placeret uden på støttestolperne. “Ser hegnet nyt ud i dine øjne?” spurgte hun.

Han rystede på hovedet. ”Det er trykimprægneret. Ubehandlet cedertræ er mere rødt.”

De nåede ned i bunden af haven og standsede ved hegnet, da de fik øje på en række dybe mærker på plankerne. Will lænede sig frem og sagde: “Det ser ud til, at en eller anden har lavet mærkerne med fødderne, sikkert i et forsøg på at klatre over.”

Faith så op på huset bag Olivia Tanners. ”Det virker ubeboet. Tror du, det er kommet på tvangsauktion?”

”Det kan vi kun finde ud af på én måde.” Will gik hen til et andet stykke af hegnet og begyndte at hæve sig op på det, før det var, som om det gik op for ham, at han stadig var sammen med Faith. ”Vil du helst blive her og vente? Vi kan også gå udenom.”

”Er jeg virkelig så ynkelig i dine øjne?” Hun tog fat om den øverste del af hegnet. De havde gjort det samme på politiskolen, men det var mange år siden, og dengang havde hun ikke haft nederdel på. Hun lod, som om hun ikke bemærkede noget, da Will gav hende en hjælpende hånd bagfra, akkurat som hun håbede, at han ville lade som ingenting, når han så hendes babyblå bedstemorunderbukser.

På en eller anden måde lykkedes det hende at kæmpe sig over på den anden side. Will sikrede sig, at hun var kommet sikkert over, før han lagde en hånd på hegnet og sprang hen over det som en tiårig kinesisk gymnast.

”Blærerøv,” mumlede hun, mens hun begyndte at bevæge sig op over skråningen under det tomme hus. Kælderen var som én lang vinduesvæg med franske døre i begge ender. Da hun kom nærmere, kunne hun se, at en af dørene stod åben. I det samme fik et vindpust gardinerne til at blafre ud gennem åbningen.

”Det kan ikke passe, at det er så let,” sagde Will og tænkte tydeligvis det samme som Faith. Opholdt deres mistænkte sig i huset? Var det her, han skjulte sine ofre?

Will fortsatte målrettet op mod huset.

”Skal jeg tilkalde forstærkninger?” spurgte hun.

Will virkede ubekymret. Han skubbede bare døren op med albuen og stak hovedet indenfor.

”Har du nogensinde hørt udtrykket ’rimelig grund’?”

”Kan du høre den lyd?” spurgte han, selvom de begge vidste, at han ikke havde hørt noget. Rent juridisk havde de ikke lov til at trænge ind i et privat hjem uden en ransagningskendelse eller en trussel om overhængende fare.

Faith vendte sig om og så tilbage på Olivia Tanners hus. Det var tydeligt, at kvinden ikke brød sig om at dække sine vinduer til. Faith kunne se direkte ind i køkkenet og det rum, der måtte være Olivias soveværelse. ”Vi bør få fat i en ransagningskendelse.”

Will var allerede forsvundet ind i huset. Faith bandede stille over ham, mens hun tog sin pistol op af tasken. Hun gik ind i kælderen og trådte forsigtigt på det hvide berbertæppe. Kælderen var sat i stand og havde sikkert fungeret som tv-stue engang. Der stod et poolbord, og langs den ene væg var der indrettet en bar. Kabler strittede ud af væggen, hvor der engang havde været ophængt en stor skærm. Hun kunne ikke se Will nogen steder. ”Idiot,” mumlede hun og tog endnu et skridt ind i rummet, mens hun skubbede døren helt tilbage mod væggen. Hun lyttede og anstrengte ørerne så meget, at det nærmest gjorde ondt.

”Will?” hviskede hun. Der kom ikke noget svar, og Faith vovede sig med bankende hjerte endnu et par skridt frem. Hun lænede sig ind over bardisken og kunne se en tom kasse og en væltet sodavandsdåse. Bag hende var der et indbygget skab, hvor lågen stod på klem, og hun åbnede den forsigtigt med løbet på pistolen.

”Huset er tomt,” sagde Will, da han pludselig trådte rundt om hjørnet og nær skræmte livet af hende.

”Hvad helvede laver du?” snerrede hun. ”Han kunne have været herinde.”

Will virkede ikke det mindste bekymret. ”Vi er nødt til at finde ud af, hvem der har adgang til huset. Ejendomsmæglere. Håndværkere. Hvem som helst, som kan være interesseret i at købe det.” Han tog et par latexhandsker op af lommen og tjekkede låsen på døren. ”Der er mærker efter værktøj. En eller anden har lirket låsen op.” Han gik hen til vinduerne, som var skjult bag en billig plasticpersienne. Han drejede på stangen og lod dagslyset strømme ind, hvorefter han satte sig på hug og studerede gulvet.

Faith lagde pistolen tilbage i tasken. Hendes hjerte galopperede stadig af sted. ”Will, du skræmte røven ud af bukserne på mig! Lad være med bare at forsvinde på den måde, uden at jeg er lige bag dig.”

”Man kan ikke både blæse og have mel i munden.”

”Hvad skal det betyde?” spurgte hun skarpt, selvom hun forstod det, før ordene havde forladt hendes mund. Han prøvede at være mere udfarende for at gøre hende tilfreds.

”Se her,” sagde han og kaldte hende hen til sig. ”Fodaftryk.”

Faith kunne se et rødligt omrids af et par støvler på tæppet. En af fordelene ved at bo i Georgia var den røde lerjord, som klæbede til alle overflader, uanset om de var våde eller tørre. Hun kiggede ud ad vinduet gennem persiennerne. Der var frit udsyn til Olivias hus fra vinduet.

”Du havde ret,” sagde Will. ”Han har holdt øje med dem. Han skygger dem, bliver fortrolig med deres vaner og ved, hvem de er.” Han gik hen bag baren og åbnede og lukkede skabslågerne. ”En eller anden har brugt en Cola-dåse som askebæger.”

”Flyttefolkene, sikkert.”

Han åbnede køleskabet, og hun hørte en lyd af klirrende flasker. ”Doc Peterson’s Root Beer.” Han kunne sikkert genkende logoet.

”Vi må hellere se at komme ud igen, før vi ødelægger flere beviser, end vi allerede har.”

Heldigvis så Will ud til at give hende ret. Han fulgte efter hende udenfor og trak døren til igen, så alt var, som de havde fundet det.

”Der er noget, der føles underligt,” sagde hun.

”Hvordan?”

”Jeg ved det ikke,” indrømmede hun. ”Vi fandt ikke noget i Jackies mors hus eller på Paulines kontor. Leo har gennemgået hendes hus. Der var ingenting at finde. Gerningsmanden efterlader ingen spor, så hvorfor finder vi pludselig et par fodaftryk? Hvorfor stod døren åben?”

”Han mistede sine første to ofre, da Anna og Jackie flygtede. Måske havde han allerede Olivia i kikkerten og fremskyndte bortførelsen af hende for at erstatte de to andre.”

”Hvem kunne vide, at huset stod tomt?”

”Enhver, som holder øje med den slags.”

Faith rettede blikket tilbage mod Olivias hus. Michael Tanner stod på terrassen bag huset. Hun glædede sig ikke ligefrem til at skulle manøvrere røven over hegnet én gang til.

”Jeg klatrer over hegnet. Du kan bare gå udenom.”

Hun rystede på hovedet og fortsatte gennem haven med målrettede skridt. Hegnet ville være lettere at komme over fra denne side, eftersom støttestolperne var placeret på bagsiden. Der var et langt og bredt bræt cirka midt på hegnet, som hun kunne bruge som trin, og det lykkedes hende at komme over hegnet med mindre hjælp end første gang. Will, derimod, støttede bare den ene hånd på hegnet og sprang endnu en gang elegant over.

Michael Tanner stod i bagdøren til sin søsters hus og knugede hænderne sammen, mens han så dem nærme sig. ”Er der noget i vejen?”

”Ikke noget, vi kan afsløre mere om lige her og nu,” sagde Faith. ”Jeg bliver nødt til at bede dig om at …”

Hendes fod smuttede, da hun placerede den på det nederste trappetrin. Et komisk udbrud, der nærmest lød som et vuf, undslap hendes mund, men der var ikke noget morsomt ved den måde, hun faldt på. I et par sekunder stod alt som i en tåge for hende, og hele hendes hoved sejlede. Uden at tænke tog hun sig til maven og kunne ikke tænke på andet end det barn, der voksede i hende.

”Er du okay?” spurgte Will. Han knælede ved siden af hende og førte en hånd ind under hendes hoved.

Michael Tanner stod på den anden side af hende. ”Træk vejret dybt og regelmæssigt.” Han lod hænderne glide ned langs hendes rygrad, og hun var lige ved at slå ud efter ham, indtil hun kom i tanker om, at han var læge. ”Træk vejret stille og roligt. Ind og ud.”

Faith prøvede at gøre, som han sagde. Af en eller anden grund var hendes vejrtrækning pludselig blevet hurtig og overfladisk.

”Er du okay?” spurgte Will igen.

Hun nikkede og tænkte, at det håbede hun da, at hun var. ”Al luften blev slået ud af mig,” lykkedes det hende at sige. ”Hjælp mig lige op.”

Will førte hænderne ind under hendes arme, og det gik op for hende, hvor stærk han egentlig var, da han uden besvær løftede hende op på benene. ”Du er nødt til at holde op med at falde om på den her måde.”

”Åh, jeg er bare den største klovn.” Hun tog sig stadig til maven og tvang sig selv til at fjerne hånden. Hun lyttede til signalerne i sin krop og prøvede at mærke et jag eller en krampe, som kunne fortælle, at der var sket noget alvorligt. Hun kunne hverken mærke eller høre noget, men betød det, at hun var okay?

”Hvad er det her?” spurgte Will og pillede noget ud af hendes hår. Han holdt et lille stykke konfetti mellem pege- og tommelfingeren.

Faith trak en hånd gennem håret og rettede blikket mod jorden bag sig, hvor en række små konfettistykker lå spredt ud over græsset.

”For helvede,” bandede Will. ”Jeg fandt en af samme slags i Felix’ skoletaske. Det er ikke konfetti. De stammer fra en strømpistol.”