KAPITEL 15

SARA HAVDE INGEN ANELSE OM, hvorfor hun befandt sig på Grady på sin fridag. Hun var kun kommet igennem halvdelen af vasketøjsbunken, hendes køkken flød og var stort set uanvendeligt, og badeværelset var i en så elendig forfatning, at hun mærkede et stik af dårlig samvittighed, hver gang hun tænkte på det.

Alligevel var hun netop nu på vej op til intensivafdelingen på sekstende etage og havde valgt at tage trappen, så ingen så hende.

Hun følte, at hun burde have gennemført en mere grundig undersøgelse af Anna, da hun ankom til skadestuen. Røntgenbilleder, MR-scanning, ultralyd, helkropsscanning. Næsten hver eneste kirurg på hospitalet havde haft kvinden mellem hænderne, men alligevel havde ingen af dem fundet de elleve affaldsposer. Centeret for Sygdomskontrol var oven i købet blevet tilkaldt for at dyrke bakterierne fra infektionen, men var ikke nået frem til noget brugbart resultat. Annas krop var blevet maltrakteret, mishandlet og skåret op. Hun havde været kvæstet på uhyggeligt mange måder, men ingen af sårene havde villet hele på grund af plasticposerne i hende. Da Sara havde fjernet dem, havde den mest modbydelige stank bredt sig i rummet. Kvinden var begyndt at rådne op indefra. Det var et mirakel, hun ikke havde fået et toksisk chok.

Med sin fornuft vidste Sara godt, at det ikke var hendes skyld, men alligevel fortalte en fornemmelse i hendes mave, at hun havde begået en fejl. Mens hun i løbet af formiddagen havde lagt tøj sammen og skrubbet tallerkener, var hendes tanker blevet ved med at søge tilbage til aftenen to dage før, da Anna blev indlagt. Sara havde forestillet sig en anden virkelighed, hvor hun havde gjort en hel del mere end bare at sende kvinden videre til den næste læge. Hun havde måttet minde sig selv om, at forsøget på at rette Annas krop ud, så de kunne tage røntgenbilleder, havde været forbundet med uudholdelige smerter for hende. Saras opgave havde været at klargøre hende til operationen, ikke at gennemføre en grundig underlivsundersøgelse.

Men alligevel følte hun sig stadig skyldig.

Hun standsede på reposen på sjette etage, lettere stakåndet. Hun havde sikkert aldrig været i bedre form, men løbebåndet og ellipsemaskinerne i træningscenteret formåede ikke ligefrem at forberede én på strabadserne i det virkelige liv. I begyndelsen af januar havde hun lovet sig selv at løbe en tur mindst én gang om ugen. Træningscenteret, der lå i nærheden af hendes lejlighed, var udstyret med fjernsyn foran løbebåndene og temperaturreguleret luft, hvilket udelukkede muligheden for at nyde én af de største fordele ved at løbe: fred og ro til at tænke. Naturligvis var det let nok at sige, at man havde brug for fred og ro til at tænke, mens det var noget helt andet at tage sig sammen til rent faktisk at gøre det. Januar var blevet til februar, og nu var det allerede april, men alligevel var hendes løbetur tidligere på dagen den første, hun havde begivet sig ud på, siden hun havde lovet sig selv at gøre det.

Hun tog fat om gelænderet og trak sig op ad det næste trappeafsnit. Da hun var nået op på tiende etage, brændte musklerne i hendes lår, og da hun endelig stod på sekstende etage, måtte hun holde en pause og støtte hænderne på knæene for at få vejret, så sygeplejerskerne på intensiv ikke ville tro, at de havde fået besøg af en galning.

Hun stak en hånd i lommen for at finde sin læbepomade, men i det samme stivnede hun. En bølge af panik bredte sig i hendes bryst, mens hun tjekkede de andre lommer. Brevet var der ikke. Hun havde gået rundt med det i en evighed og havde brugt det som en talisman, som hun kunne røre ved, hver gang hun tænkte på Jeffrey. Det havde altid mindet hende om den hadefulde kvinde, som havde skrevet det – den kvinde, der havde ansvaret for drabet på ham – men nu var det væk.

Hendes tanker piskede rundt, mens hun prøvede at huske, hvor hun havde lagt det. Var hun kommet til at vaske det sammen med noget af tøjet? Hendes hjerte fløj op i halsen ved tanken. Hun ransagede sin hukommelse og genkaldte sig langt om længe, at hun havde lagt det på køkkenbordet dagen før, da hun var kommet hjem efter obduktionen af Jacquelyn Zabel.

Hun åbnede munden og sukkede dybt af lettelse. Brevet lå derhjemme. Om morgenen havde hun lagt det ind på kaminhylden, selvom det nu virkede som et underligt sted at lægge det. På hylden lå Jeffreys vielsesring ved siden af urnen med en smule af hans aske. Tingene burde ikke befinde sig så tæt på hinanden. Hvad havde hun tænkt på?

Døren gik op, og en sygeplejerske kom ud med en pakke cigaretter i hånden. Sara genkendte straks Jill Marino, sygeplejersken fra intensiv, der havde taget sig af Anna dagen før.

”Har du ikke fri i dag?” spurgte Jill.

Sara trak på skuldrene. ”Jeg kan bare ikke få nok af det her sted. Hvordan har hun det?”

”Infektionen er begyndt at reagere på antibiotikabehandlingen. Takket være dig. Hvis du ikke havde fjernet affaldsposerne, ville hun have været død nu.”

Sara nikkede taknemmeligt og tænkte, at hvis hun havde fundet poserne til at begynde med, ville Anna have haft en endnu større chance for at overleve.

”De fjernede iltslangen omkring klokken fem.” Jill holdt døren for Sara. ”Resultatet af hjerneskanningen er kommet. Bortset fra skaderne på de optiske nerver ser alt fint ud. Skaden på øjnene er permanent. Hendes ører ser fine ud, så i det mindste kan hun stadig høre. Alt andet ser også normalt ud. Der er ingen forklaring på, hvorfor hun ikke er vågnet endnu.” Det virkede, som om det i det samme gik op for hende, at Anna havde masser af grunde til ikke at vågne, så hun tilføjede: ”Du ved, hvad jeg mener.”

”Har du fri nu?”

Jill nikkede skyldigt ned mod cigaretterne. ”Jeg er på vej op på taget for at ødelægge den friske luft.”

”Skal jeg spilde tiden med at fortælle, at det ender med at tage livet af dig?”

”Hvis ikke jeg forinden er død af at knokle her,” svarede Jill og fortsatte op ad trappen.

To politibetjente holdt stadig vagt uden for Annas stue. Det var ikke de samme som dagen før, men alligevel lettede de begge på kasketten, da de fik øje på Sara. Den ene af dem trak oven i købet forhænget tilbage for hende. Der stod en smuk blomsterbuket på bordet ved væggen. Sara undersøgte den, men hun kunne ikke finde noget kort.

Hun satte sig i stolen og undrede sig over blomsterne. Måske var der en patient, som var blevet udskrevet og havde givet blomsterne til sygeplejerskerne, så de kunne lade en anden få glæde af dem. Blomsterne så friske ud, som om en eller anden lige havde plukket dem samme morgen i sin have. Måske var det Faith, der havde sendt dem. Sara afviste dog hurtigt muligheden. Faith Mitchell virkede ikke som en særlig sentimental type. Hun var heller ikke videre intelligent, i det mindste ikke hvad angik hendes eget helbred. Sara havde ringet til Delia Wallaces klinik om morgenen. Faith havde endnu ikke bestilt en tid. Hun ville snart ikke have mere insulin. Enten måtte hun løbe en risiko for at besvime endnu en gang, eller også måtte hun vende tilbage til Sara.

Hun støttede armen på Annas seng og betragtede kvindens ansigt. Nu, hvor hun ikke længere havde en slange i halsen, var det lettere at forestille sig, hvordan hun havde set ud, før det hele skete. Sårene i hendes ansigt var begyndt at hele, hvilket dog kun betød, at de så endnu værre ud end dagen før. Hendes hud havde fået en sundere kulør, men var stadig hævet på grund af alle de væsker, hendes krop fik tilført. Hendes underernæring var så markant, at der ville gå adskillige uger, før hendes knogler igen ville være skjult under en sund muskulatur.

Sara holdt om kvindens hånd og mærkede på hendes hud, der stadig var tør. Hun fandt en flaske lotion i en lille plasticpose med genlukningsstrimmel, der lå ved siden af blomsterne. Alle hospitalets patienter fik udleveret en tilsvarende pose, som indeholdt alle de ting, en eller anden arbejdsgruppe nedsat af hospitalets administration havde besluttet sig for, at patienterne havde brug for. Skridsikre strømper, læbepomade og en flaske lotion, som lugtede svagt af antiseptiske midler.

Sara pressede lidt lotion ud i håndfladen og gned hænderne mod hinanden for at varme cremen, før hun igen holdt om Annas skrøbelige hånd. Hun kunne mærke alle knoglerne i hendes fingre, og knoerne føltes som marmorkugler. Annas hud var så tør, at lotionen nærmest forsvandt i det øjeblik, Sara smurte den på. Hun var ved at trykke noget mere ud i hånden, da Anna pludselig rørte på sig.

”Anna?” Hun lagde en hånd på kvindens kind og holdt om den med et fast og beroligende pres.

Hun bevægede hovedet en anelse. Patienter i koma vågnede ikke bare som ved et trylleslag. Det var en gradvis og som regel langvarig proces. En dag åbnede de måske øjnene. Måske mumlede de et eller andet, der ikke gav nogen mening, fordi det var en fortsættelse af en samtale, der var blevet indledt for lang tid siden.

”Anna?” gentog hun og bestræbte sig på at holde sin stemme blid og rolig. ”Jeg vil gerne have, at du prøver at vågne.”

Hun bevægede hovedet igen og rettede det mod Sara.

Sara gjorde sin stemme mere bestemt. ”Jeg ved godt, at det er svært, men jeg har brug for, at du vågner.” Annas øjne gled op, og Sara rejste sig for at placere sig midt i kvindens synsfelt, selvom hun godt vidste, at kvinden ikke kunne se hende. ”Vågn op, Anna. Du er i sikkerhed. Ingen kan gøre dig fortræd længere.”

Hendes mund bevægede sig, men hendes læber var så tørre og sprukne, at huden revnede.

”Jeg er lige her,” sagde Sara. ”Jeg kan høre dig. Vil du ikke godt prøve at vågne?”

Anna trak vejret hurtigt og overfladisk af frygt. Det var langsomt begyndt at gå op for hende, hvad der var sket. Alle de lidelser, hun havde været igennem, og at hun ikke længere kunne se.

”Du befinder dig på hospitalet. Jeg ved godt, at du ikke kan se, men du kan høre mig. Du er i sikkerhed. To politimænd holder vagt uden for døren. Ingen kan gøre dig fortræd længere.”

Annas hånd rystede, da hun løftede den og lod fingrene glide hen over Saras arm. Sara tog fat om hånden og holdt så fast om den, som hun kunne uden at påføre hende yderligere smerter. ”Du er i sikkerhed nu,” lovede Sara. ”Ingen kan gøre dig noget længere.”

Pludselig strammede Anna fingrene hårdt om Saras hånd, og en skarp og stikkende smerte bredte sig i den, da knoglerne blev presset mod hinanden.

Anna var lysvågen og ved fuld bevidsthed. ”Hvor er min søn?”