KAPITEL 16

NÅR MAN TRYKKEDE PÅ AFTRÆKKEREN på en Taser, blev to spidse metalpile, der blev drevet af nitrogengas, affyret og sendt af sted med en hastighed på omkring 50 meter i sekundet. I de modeller, som almindelige mennesker kunne købe, blev der derpå via fem meter isolerede, strømførende ledninger overført halvtreds tusind volt til den person, som pilene ramte. De elektriske impulser lammede kroppens sensoriske og motoriske system samt det centrale nervesystem. Will havde selv prøvet at blive ramt af et skud fra en Taser i forbindelse med en træningsøvelse. Han kunne stadig ikke huske noget fra tiden umiddelbart før og efter, han blev ramt af ladningen – kun, at det var Amanda, der havde trykket på aftrækkeren, og at hun havde stået med et underligt selvtilfreds smil om munden, da han omsider havde været i stand til at rejse sig igen.

Ligesom der var brug for ammunition i en almindelig pistol, benyttede man i en Taser nogle specielle patroner, som indeholdt både ledningerne og pilene. Eftersom Den Amerikanske Forfatnings forfattere ikke havde kunnet forudse udviklingen af et våben af denne art, var der ingen restriktioner knyttet til at eje en Taser, men et kvikt hoved havde engang været fremsynet nok til at få vedtaget en tillægsbestemmelse i forbindelse med produktionen: Alle Taser-patroner skulle lades med små papirstumper, som var kendt under betegnelsen AFID eller Anti-Felon Identification, og som i hundredvis blev spredt ud til alle sider, når en patron blev affyret. Ved første øjekast lignede de små papirstumper konfetti, hvilket var helt bevidst, for der var så mange af dem, at det var umuligt for en gerningsmand at samle dem alle sammen op for at dække sporene efter sig. Det bedste af det hele var dog, at konfettistumperne set under et forstørrelsesglas afslørede et serienummer, som fortalte, hvilken patron de stammede fra. Eftersom Taser International kun var interesseret i at have retssamfundet på sin side, havde virksomheden også etableret et velfungerende opsporingsprogram. Man behøvede blot at ringe til firmaet og oplyse serienummeret på en af stumperne, hvorefter man fik udleveret navnet og adressen på den person, der havde købt patronen.

Faith ventede mindre end tre minutter i telefonen, før firmaet vendte tilbage med et navn.

”Pis,” hviskede hun, men da hun i det samme indså, at hun stadig havde firmaet i røret, skyndte hun sig at tilføje: ”Undskyld. Mange tak. Det var det eneste, jeg havde brug for.” Hun lukkede mobiltelefonen, mens hun med den anden hånd drejede nøglen i tændingen. ”Patronerne blev købt af Pauline Seward. Adressen er det ubeboede hus bag Olivia Tanners.”

”Hvordan betalte hun for dem?”

”Med et gavekort fra American Express, uden navn. Det er umuligt at spore det.” Hun sendte ham et sigende blik. ”Patronerne blev købt for to måneder siden, hvilket betyder, at gerningsmanden har holdt Olivia Tanner under observation mindst lige så længe. Og eftersom han benyttede Paulines navn, må vi gå ud fra, at han også havde til hensigt at bortføre hende.”

”Det ubeboede hus er blevet overtaget af banken, men der er ikke tale om den bank, hvor Olivia arbejder.” Will havde ringet til det nummer, der stod på ejendomsmæglerens skilt i forhaven, mens Faith talte med Taser. ”Huset har stået tomt i næsten et år. Ingen interesserede købere har set på det i seks måneder.”

Faith vendte sig om og bakkede ud ad indkørslen. Will løftede hånden og vinkede til Michael Tanner, der sad i sin Ford Espace og holdt hænderne knuget om rattet.

”Jeg overvejede ikke, at papirstumperne på Felix’ rygsæk kunne stamme fra en Taser,” sagde Will.

”Hvorfor skulle du også have gjort det? Det var bare konfetti på en drengs rygsæk, og man skal bruge et forstørrelsesglas for at se serienummeret.” Hun tilføjede: ”Hvis du gerne vil give nogen skylden, så giv den til Atlanta Politi, fordi de ikke fandt ud af noget, da de gennemgik Paulines bil. Teknikerne blev tilkaldt. De må have støvsuget tæpperne i bilen. De har bare ikke gennemført deres undersøgelser endnu, fordi en forsvundet kvinde ikke bliver prioriteret særlig højt af dem.”

”Adressen på køberen ville have ført os til huset bag Olivia Tanners.”

”Olivia Tanner var allerede forsvundet, da du så Felix’ rygsæk.” Hun gentog: ”Atlanta Politi gennemgik bilen. Det var dem, der klokkede i det.” Hendes telefon ringede. Hun tjekkede nummeret på skærmen og besluttede sig for ikke at tage den. ”Desuden har det ikke ligefrem ført til et fantastisk gennembrud at få konstateret, at papirstumperne i Olivia Tanners baghave stammer fra det samme parti som dem, du fandt på Felix’ rygsæk. Det fortæller kun, at gerningsmanden har planlagt det her gennem et stykke tid, og at han er god til at dække sporene efter sig. Men det vidste vi jo allerede, da vi stod op i morges.”

Will tænkte, at de reelt vidste en hel del mere. De havde fået etableret en forbindelse mellem kvinderne. ”Vi har fået Pauline forbundet med de andre ofre. Sætningen ’Jeg vil ikke fornægte mig selv’ forbinder hende med Anna og Jackie, og Taser-stumperne forbinder hende med Olivia.” Han tænkte over det et par sekunder, mens han spekulerede på, om der var noget, han overså.

Faith tænkte i de samme baner. ”Godt, lad os gennemgå det hele fra begyndelsen. Hvad har vi?”

”Både Pauline og Olivia blev bortført i går, og de blev begge lammet med den samme Taser-pistol.”

”Pauline, Jackie og Olivia led af en spiseforstyrrelse, og vi går ud fra, at det samme gælder Anna, ikke?”

Will trak på skuldrene. Det var ikke usandsynligt, men de vidste det ikke med sikkerhed. ”Ja, lad os bare gå ud fra det.”

”Ingen af kvinderne havde nære venner, som ville savne dem. Jackie havde sin mors nabo, Candy, men Candy var ikke ligefrem en nær veninde og fortrolig. De tre kvinder er alle flotte, tynde og har mørkt hår og mørke øjne. De havde alle et godt og vellønnet job.”

”De boede alle i Atlanta, med undtagelse af Jackie,” sagde Will og hejste et rødt flag. ”Så hvordan kom Jackie i hans søgelys? Hun havde kun opholdt sig i byen i højst en uge, og hun var her kun for at tømme sin mors hus.”

”Hun må have været heroppe tidligere for at hjælpe, da hendes mor blev overflyttet til plejehjemmet i Florida,” gættede Faith. ”Og vi glemmer det med chatsiden. Måske var det der, de mødte hinanden.”

”Olivia havde ikke en computer i huset.”

”Hun kan have haft en bærbar, som er blevet fjernet.”

Will kløede sig på armen og tænkte på den første aften i hulen og alle de vanvittige tråde, de uden held havde prøvet at følge op på siden. Alle de mure, de blev ved med at løbe panden mod. ”Det føles, som om det er Pauline, det hele begynder og ender med.”

”Hun var det fjerde offer.” Faith overvejede situationen. ”Måske er gerningsmanden typen, der gemmer det bedste til sidst.”

”Pauline blev ikke bortført hjemme hos sig selv på den samme måde, som vi antager, at de andre blev bortført. Det skete ved højlys dag. Hendes dreng sad i bilen. Hendes kolleger savnede hende, fordi hun skulle deltage i et vigtigt møde. De andre kvinder var ikke savnet af nogen – bortset fra Olivia – men det var umuligt for nogen at vide, at Olivia ringede til sin bror hver dag, medmindre gerningsmanden aflyttede hendes telefon, hvilket han efter alt at dømme ikke har gjort.”

”Hvad med Paulines bror?” spurgte Faith. ”Jeg kan ikke lade være med at vende tilbage til, at hun var så bange for ham, at hun havde nævnt ham for sin søn. Vi kan ikke finde ham nogen steder i systemerne. Måske har han taget navneforandring – ligesom Pauline selv gjorde, da hun var sytten.”

Will gennemgik navnene på de mænd, hvis navn var dukket op i forbindelse med efterforskningen. ”Henry Coldfield er for gammel og har hjerteproblemer. Rick Sigler har boet i Georgia hele sit liv. Jake Berman … hvem ved?”

Faith var fortabt i sine egne tanker og sad og trommede på rattet med fingrene. Efter et stykke tid sagde hun: ”Tom Coldfield.”

”Han er jævnaldrende med dig. Han kan knap nok have været i puberteten, da Pauline stak af.”

”Du har ret,” svarede hun. ”Og desuden ville alle mulige advarselslamper være begyndt at blinke, da han skulle igennem flyvevåbnets psykologiske test.”

”Michael Tanner,” foreslog Will. ”Han har den rette alder.”

”Jeg har bestilt et baggrundstjek af ham. De ville have ringet, hvis der var dukket noget op.”

”Morgan Hollister.”

”Han er også ved at blive tjekket,” sagde Faith. ”Han virkede ikke ligefrem sønderknust over, at Pauline er forsvundet.”

”Felix fortalte, at den mand, der bortførte hans mor, var klædt i et jakkesæt ligesom dem, som Morgan fra hans mors arbejde altid har på.”

”Men ville Felix ikke have genkendt Morgan?”

”Hvis han havde taget et kunstigt overskæg på?” Will rystede på hovedet. ”Jeg ved det ikke. Lad os beholde hans navn på listen. Vi kan tage en snak med ham sidst på dagen, hvis der ikke er dukket andet op.”

”Han er gammel nok til at være hendes bror, men hvorfor skulle hun arbejde i det samme firma som ham, hvis det var tilfældet?”

”Folk gør de mærkeligste ting, når de har været udsat for seksuelle overgreb,” mindede Will hende om. ”Vi må hellere ringe til Leo og høre, om han har fundet ud af noget. Han har været i kontakt med politiet i Michigan for at finde Paulines forældre. Hun løb hjemmefra. Hvem var det, hun stak af fra?”

”Sin bror,” sagde Faith og fuldendte dermed cirklen. Hendes telefon ringede igen. Hun lod telefonsvareren gå på, før hun åbnede den og tastede et nummer. ”Jeg hører lige, hvor Leo er. Han er sikkert ude i felten et sted.”

”Jeg kan ringe til Amanda og sige, at vi er nødt til formelt at få overdraget ansvaret i sagen om Pauline McGhee,” sagde Will. I det øjeblik, han åbnede telefonen, lød et hakkende ringesignal fra den. Efter at den var gået i stykker, havde den af og til opført sig temmelig underligt. Han holdt telefonen op til øret. ”Hallo?”

”Hej.” Stemmen var rolig og afslappet, som varm honning i øregangen. I tankerne så han modermærket på hendes ene læg for sig og tænkte på, hvordan han kunne mærke det med fingrene, når han lod en hånd glide op over hendes ben. ”Er du der?”

Will så på Faith og mærkede, hvordan han brød ud i koldsved over hele kroppen. ”Ja.”

”Det er længe siden.”

Han så på Faith igen. ”Ja,” gentog han. Der var gået omkring otte måneder, siden han var kommet hjem fra arbejde og havde opdaget, at Angies tandbørste ikke længere stod i kruset på badeværelset.

”Hvad går du og laver?” spurgte hun.

Han sank en klump og prøvede at producere en smule spyt. ”Arbejder på en sag.”

”Okay. Jeg tænkte nok, at du havde travlt.”

Faith havde afsluttet sin samtale. Hendes blik var rettet direkte frem mod vejen, men hvis hun havde været en kat, ville hendes højre øre have været rettet over mod ham.

”Du ringer velsagtens på grund af din veninde?” spurgte Will.

”Lola ligger inde med nogle interessante informationer.”

”Det er egentlig ikke det, jeg beskæftiger mig med,” sagde han. GBI indledte aldrig selv de sager, de arbejdede med. De afsluttede dem kun.

”En eller anden alfons har omdannet en penthouselejlighed til en narkobule. Alt muligt lort ligger og flyder frit fremme, nærmest som slik. Tal med Amanda om det. Hun vil tage sig godt ud i nyhedsudsendelserne klokken seks med et mindre bjerg af narko i baggrunden.”

Will prøvede at koncentrere sig om det, hun sagde, og ikke lade sig forstyrre af den snurrende lyd fra Miniens motor og Faiths lange ører.

”Er du der stadig, skat?”

”Jeg er ikke interesseret,” svarede han.

”Hvis bare du bringer oplysningen videre. Der er tale om en taglejlighed i en beboelsesejendom, Beeston Place 21. Navnet på døren er det samme som adressen. Beeston 21.”

”Det er ikke noget, jeg kan hjælpe dig med.”

”Gentag adressen for mig, så jeg ved, at du kan huske den.”

Will svedte så meget i hænderne, at han var bange for at miste grebet om telefonen. ”Beeston Place 21.”

”Godt, jeg skylder dig en tjeneste.”

Han kunne ikke lade være. ”Du skylder mig en million.” Men det var for sent. Hun havde allerede afbrudt forbindelsen. Han blev ved med at holde telefonen ind mod øret. ”Okay, farvel,” sagde han, som om det var en helt normal samtale, han førte. For at gøre det hele værre, gled telefonen ud af hans hånd, da han prøvede at lukke den, og i det samme faldt snoren af, fordi tapen havde løsnet sig for meget til at holde den på plads. Kabler, som han aldrig før havde set, strittede frem på bagsiden af telefonen.

Han hørte en smældende lyd fra Faiths læber. ”Lad den bare ligge.”

Hun lukkede munden og holdt stramt om rattet, mens hun drejede til højre for rødt. ”Jeg ringede til drabsafdelingen lige før. Leo befinder sig på North Avenue. Dobbeltdrab.”

Bilen accelererede, og Faith kørte over for gult. Will løsnede slipset og tænkte, at der pludselig var blevet uudholdelig varmt i bilen. Hans arme var begyndt at klø igen. Han følte sig svimmel.

”Jeg vil prøve at få Amanda til at …”

”Det var Angie, der ringede om et tip.” Ordene fløj bare ud af munden på ham, før han kunne nå at forhindre det. Hans tanker for af sted i et forsøg på at finde ud af, hvordan han kunne slippe af sted med ikke at sige mere, men hans mund havde ikke forstået beskeden om at klappe i. ”En penthouselejlighed i Buckhead er blevet omdannet til narkobule.”

”Aha,” var det eneste, Faith sagde.

”Der er en pige, som Angie kendte, da hun var ansat ved politiet. En prostitueret ved navn Lola. Hun vil gerne ud af spjældet og er villig til at afsløre pusherne.”

”Er det et godt tip?”

Will kunne kun trække på skuldrene. ”Sandsynligvis.”

”Har du tænkt dig at hjælpe hende?”

Endnu en skuldertrækning.

”Angie har selv været ansat ved politiet. Kender hun ikke nogen i narkoafdelingen?”

Will lod det være op til Faith selv at regne ud, hvordan tingene hang sammen. Angie var kendt for at brænde alle broer bag sig. Normalt nød hun ligefrem at sætte ild til dem og hælde ekstra benzin på flammerne.

Det var tydeligt, at Faith var nået til den samme konklusion. ”Jeg kan ringe lidt rundt for dig,” tilbød hun. ”Ingen behøver at vide, at du er involveret.”

Han prøvede at synke, men var stadig for tør i munden. Han var rasende over, at Angie havde denne effekt på ham – og det gik ham endnu mere på, end at Faith nu sad på første række og var vidne til hans elendighed.

”Hvad sagde Leo?” spurgte han.

”Han tager ikke telefonen. Han ved sikkert, at det er mig, der ringer.” Som på et signal ringede hendes telefon igen. Hun tjekkede nummeret, og endnu en gang undlod hun at besvare opkaldet. Will tænkte, at han ikke kunne tillade sig at spørge, hvad det handlede om, specielt eftersom han netop selv havde bevist sin modvilje mod at diskutere indholdet af sine egne telefonsamtaler.

Han rømmede sig et par gange, så han ikke risikerede at lyde som en teenager, hvis stemme var i overgang. ”Eftersom han har benyttet en Taser, betyder det, at han har skudt dem fra en vis afstand. Han ville have benyttet en mindre strømpistol, hvis han havde kunnet komme tæt nok på.”

Faith vendte tilbage til deres oprindelige samtaleemne. ”Okay, hvad har vi ellers?” spurgte hun. ”Vi venter stadig på resultatet af DNA-undersøgelserne efter obduktionen af Jacquelyn Zabel. Vi mangler en tilbagemelding fra teknikerne om Zabels bærbare og computeren på Paulines kontor, og vi mangler at høre om eventuelle retstekniske beviser fra det tomme hus bag Olivias.”

Will hørte en høj summen, og Faith fandt sin BlackBerry frem. Hun holdt om rattet med den ene hånd, mens hun med den anden bladrede på skærmen. ”Telefonfortegnelsen fra Olivia Tanners hus.” Hun bladrede videre ned i listen. ”Den består udelukkende af opkald til det samme nummer i Houston, Texas, hver morgen omkring klokken syv.”

”Når klokken er syv her, er den kun seks i Texas,” sagde Will. ”Er det det eneste nummer, hun har ringet til?”

Faith nikkede. ”Flere måneder tilbage i tiden, ja. Hun brugte sikkert sin mobiltelefon til alle andre samtaler.” Hun stak apparatet tilbage i lommen. ”Amanda arbejder på at få en ransagningskendelse, så vi kan undersøge banken nærmere. De var imødekommende nok til at undersøge, om de forsvundne kvinders navne figurerede blandt deres kontohavere, men ingen af dem dukkede op. Til gengæld stritter de voldsomt imod med hensyn til at give os adgang til Olivias computer, telefon og mail. De henviser til en eller anden statslig lov om bankvirksomhed. Vi er ganske enkelt nødt til at skaffe os adgang til chatsiden.”

”Man skulle tro, at hun ville have internetadgang hjemme hos sig selv, hvis hun var aktiv på en chatside.”

”Hendes bror siger, at hun arbejder hele tiden.”

”Måske mødtes de med hinanden ude i virkeligheden. Ligesom i AA eller en strikkeklub.”

”Det er næppe en gruppe, man kan reklamere for på opslagstavlen i supermarkedet. ’Sulter du også dig selv ihjel? Bliv medlem af vores gruppe!’”

”Hvordan skulle de ellers møde hinanden?”

”Jackie er ejendomsmægler, Olivia er ansat i en bank, men arbejder ikke med huslån, Pauline er indretningsarkitekt, og Anna – ja, vi ved jo ikke, hvad hun laver, men hun har sikkert en lige så lukrativ stilling.” Hun sukkede dybt. ”De må have mødt hinanden via chatsiden, Will. Hvordan skulle de ellers have lært hinanden at kende?”

”Hvem siger, at de kender hinanden?” spurgte han. ”Den eneste, de behøver at kende, er bortføreren, men hvem har kontakt med en gruppe kvinder, der arbejder inden for så forskellige områder?”

”En vicevært, kabelreparatør, skraldemand, skadedyrsbekæmper …”

”Amanda er ved at undersøge alle mulighederne. Hvis der var en forbindelse mellem dem, ville den være blevet afsløret nu.”

”Jeg beklager, at jeg har svært ved at holde modet oppe, men de har brugt to dage og kan ikke engang finde Jake Berman.” Hun trak i rattet og drejede ind på North Avenue. To biler fra Atlanta Politi holdt på vejen. De kunne se Leo i det fjerne. Han stod og svingede vildt med armene og råbte og skreg ad en stakkels ung betjent.

Faiths telefon ringede igen, men hun stak den bare i lommen, da hun steg ud af bilen. ”Jeg står ikke på listen over Leos favoritter lige nu. Måske er det bedst, hvis du fører ordet.”

Will gav hende ret i, at det sikkert var klogest, specielt i lyset af, at Leo allerede så ud til at være helt oppe i det røde felt. Han stod stadig og råbte ad den unge betjent, da de nærmede sig. Hvert andet ord var ”fuck”, og han var så mørkerød i hovedet, at Will spekulerede på, om han var på nippet til at få et hjerteanfald.

Over dem svævede en helikopter af den slags, de lokale omtalte som en ghettofugl. Den fløj så lavt, at Will kunne mærke sine trommehinder vibrere. Leo ventede, til helikopteren var kommet lidt på afstand, før han råbte: ”Hvad helvede laver I her?”

”Sagen om den forsvundne kvinde ved navn Olivia Tanner, som du overlod til os,” begyndte Will. ”Vi har fundet papirstumper fra en Taser på det sted, hvor bortførelsen fandt sted, og de kan føres tilbage til en patron, som er blevet købt af Pauline Seward.”

”Fuck,” mumlede Leo nok en gang.

”Vi fandt også nogle spor på Pauline McGhees kontor, som forbinder hende med hulen.”

Leos nysgerrighed løb af med ham. ”Tror I, at det er Pauline McGhee, der er gerningsmanden?”

Will havde ikke engang overvejet muligheden. ”Nej, vi tror, at hun er blevet bortført af den samme mand, som bortførte de andre kvinder. Vi er nødt til at vide så meget som overhovedet …”

”Der er ikke så meget at fortælle,” afbrød Leo ham. ”Jeg talte med Michigan i morges. Jeg har ikke meldt tilbage endnu, eftersom din makker på det seneste ikke ligefrem har gjort en imponerende indsats for at vedligeholde det gode samarbejde.”

Faith åbnede munden, men Will holdt hånden op for at bremse hende. ”Hvad fandt du ud af?”

”Jeg talte med en gammel betjent, der er blevet sat til at passe telefonen nu,” sagde Leo. ”Dick Winters. Han har været ansat i tredive år, og nu har de fandeme bare sat ham til at passe telefonen. Hvad mener I, for helvede?”

”Kunne han huske Pauline?”

”Ja, han kunne godt huske hende. Hun var en flot pige. Det lød sgu, som om den gamle knark nærmest fik stådreng af at snakke om hende.”

Lige nu var der ikke noget, Will var mere uinteresseret i, end en gammel gris, der savlede over en teenager. ”Hvad skete der?”

”Han havde mødt hende et par gange i forbindelse med nogle episoder om butikstyveri, lidt for voldsom alkoholindtagelse og gadeuorden. Han tog hende aldrig med på stationen, men kørte hende bare hjem og bad hende om at få lidt bedre styr på sit liv. Hun var mindreårig, men da hun fyldte sytten, blev det sværere bare at feje tingene ind under gulvtæppet. En eller anden forretningsindehaver flippede ud og meldte hende for butikstyveri. Den gamle mand tog ud for at besøge familien og hjælpe dem, men han fandt hurtigt ud af, at noget ikke helt var, som det burde være. Han stak pikken i bukserne igen og indså, at tiden var inde til, at han tog sig sammen og passede sit job. Pigen havde problemer både i skolen og derhjemme og fortalte ham, at hun havde været udsat for seksuelle overgreb.”

”Blev de sociale myndigheder inddraget?”

”Ja, men lille Pauline forsvandt, før de nåede at tale med hende.”

”Kunne han huske forældrenes navne? Eller andet?”

Leo rystede på hovedet. ”Nej, ikke andet end Pauline Seward.” Han knipsede i fingrene. ”Han fortalte dog, at der også var en bror, der ikke var skruet helt rigtigt sammen på øverste etage, hvis I forstår, hvad jeg mener. En sær, lille stodder.”

”Hvordan sær?”

”Bare sær. I ved, hvordan det er. Man fornemmer et eller andet.”

Will måtte spørge én gang til: ”Men politimanden kan ikke huske, hvad han hed?”

”Alle sagsakterne er blevet båndlagt, fordi hun var mindreårig. Desuden blev familieretten involveret, hvilket blot er endnu en forhindring for os,” sagde Leo. ”Man skal have en dommerkendelse, der er udstedt i Michigan, før man kan få adgang til dokumenterne. Det hele ligger tyve år tilbage i tiden, og for ti år siden udbrød der brand i arkiverne, fortalte den gamle knark, så måske eksisterer der ikke engang en sagsmappe længere.”

”Skete det for præcis tyve år siden?” spurgte Faith.

Leo så på hende ud af øjenkrogen. ”I påsken for præcis tyve år siden.”

Will var nødt til at få det helt på det rene. ”Siger du dermed, at på søndag, påskedag, er det tyve år siden, Pauline McGhee, eller Seward, forsvandt?”

”Nej,” sagde Leo. ”For tyve år siden faldt påsken i marts.”

”Har du tjekket det?” spurgte Faith.

Han trak på skuldrene. ”Påsken ligger altid på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn.”

Der gik et øjeblik, før det gik op for Will, at Leo stadig talte engelsk. Han lød som en kat, der gøede. ”Er du helt sikker?”

”Tror du, jeg er dum eller hvad?” spurgte han. ”Nej, lad være med at svare på spørgsmålet. Den gamle var helt sikker på det. Pauline stak af den 26. marts. Påskedag.”

Will prøvede at regne på datoerne, men Faith kom ham i forkøbet. ”For to uger siden. Det passer cirka med det tidspunkt, hvor Sara sagde, at Anna var blevet bortført.” Hendes telefon ringede igen. ”For helvede,” hvæsede hun og tjekkede skærmen. Hun åbnede telefonen. ”Hvad vil du?”

Udtrykket i hendes ansigt ændrede sig fra irritation til chok og siden vantro. ”Åh gud.” Hun tog sig til brystet.

Will kunne ikke tænke på andre end Jeremy, hendes søn.

”Hvad er adressen?” Hun åbnede munden af overraskelse. ”Beeston Place.”

”Det er der, hvor Angie …” sagde Will.

”Vi kører derhen med det samme.” Faith lukkede telefonen. ”Det var Sara. Anna er vågnet. Hun kan tale.”

”Hvad sagde hun om Beeston Place?”

”Det er der, hun bor. Eller der, de bor. Anna har en lille dreng på seks måneder, Will. Hun så ham sidst i sin lejlighed. Adressen er Beeston Place 21.”

Will var sprunget ind bag rattet, havde skubbet sædet tilbage og var nærmest begyndt at køre, før Faith nåede at lukke døren. Han flåede i gearstangen og pressede Minien gennem svingene og bumlede i fuld fart hen over de store metalplader, der var lagt ud på kørebanen i forbindelse med forskellige vejarbejder. På Piedmont pressede han bilen hen over midterstriben og benyttede den modsatte vejbane til at svinge uden om en række biler, der ventede for rødt. Faith sad helt stille ved siden af ham og klamrede sig til håndtaget over døren, og han kunne fornemme, at hvert eneste lille bump og sving fik hende til at skære tænder.

”Fortæl én gang til, hvad hun sagde,” sagde Faith.

Will havde ikke lyst til at tænke på Angie lige nu. Han havde ikke lyst til at tænke på, at hun måske hele tiden havde vidst, at et spædbarn var involveret – et barn, hvis mor var blevet bortført. Et barn, som var blevet efterladt alene i en lejlighed, der siden var blevet omdannet til en narkobule.

”Narko,” sagde han til Faith. ”Det var det eneste, hun sagde … de brugte lejligheden som narkobule.”

Hun sagde ikke noget, mens han skiftede til et lavere gear, pressede bilen ind i et stort sving og drejede ind på Peachtree Street. Trafikken var let på denne tid af dagen, hvilket betød, at køen af biler foran dem kun var på cirka fire hundrede meter. Igen benyttede Will den modsatte kørebane og måtte trække skarpt ind mod midterstriben for ikke at støde frontalt sammen med en skraldebil. Faith pressede hænderne hårdt ind mod instrumentbrættet, da han tvang bilen ind i et skarpt sving og standsede foran lejlighedskomplekset Beeston Place.

Bilen vuggede stadig frem og tilbage, da Will steg ud og løb hen mod indgangen. Han kunne høre sirenerne i det fjerne. Politibiler og en ambulance. Ejendommens dørmand sad bag en høj skranke og læste i en avis. Han var en kraftig mand, og uniformsjakken var alt for lille til at nå rundt om hans store mave.

Will fandt sit politiskilt frem og holdt det hen under næsen på manden. ”Du er nødt til at lukke mig ind, så jeg kan komme op i taglejligheden.”

Dørmanden sendte ham et af de mest vrangvillige smil, Will kunne mindes at have set på det seneste. ”Nå, det er jeg?” Han talte med accent. Måske russisk eller ukrainsk.

Faith nåede forpustet op på siden af Will. Hun kneb øjnene lidt i og så på mandens navneskilt. ”Simkov, det her er meget vigtigt. Vi tror, at et lille barn måske er i fare.”

Han trak hjælpeløst på skuldrene. ”Ingen bliver lukket ind, medmindre de står på listen, og eftersom I ikke står på …”

Will mærkede, hvordan et eller andet i ham bristede. Før han vidste af det, skød hans hånd frem, lagde sig om nakken på Simkov og knaldede hans hoved ned i marmorbordpladen.

”Will!” gispede Faith af overraskelse.

”Giv mig nøglen,” forlangte Will og pressede mandens hoved endnu hårdere ned mod bordpladen.

”I lommen,” lykkedes det Simkov at fremstamme, selvom hans hoved var presset så hårdt ned mod marmorpladen, at hans tænder skrabede mod den.

Will trak manden længere ind over skranken, stak hånden i hans jakkelomme og fandt et nøglebundt. Han kastede nøglerne til Faith, gav slip på manden og fortsatte ind i elevatoren, mens han holdt sine hårdt knyttede næver ned langs siden.

Faith trykkede på knappen til penthouselejligheden. ”For helvede,” hviskede hun. ”Nu har du bevist det, okay? Du kan være både rå og brutal. Men læg det fra dig igen, okay?”

”Han holder vagt ved indgangen.” Will var så rasende, at han næsten ikke kunne få ordene frem. ”Han ved alt om, hvad der foregår i ejendommen. Han har nøglerne til alle lejlighederne, inklusive Annas.”

Det var, som om hun forstod, at han ikke bare spillede skuespil. ”Okay. Du har ret. Men lad os bare skrue en lille smule ned for temperamentet alligevel, ikke? Vi aner ikke, hvad vi finder deroppe.”

Will kunne mærke musklerne i sine arme sitre. Elevatoren standsede på den øverste etage, og dørene gled op. Han trådte ud på gangen og ventede på, at Faith fandt nøglen med det korrekte nummer, så de kunne åbne døren, men da hun havde fundet den, lagde han bare sine hænder oven på hendes og gik i aktion.

Han droppede alle diskretionshensyn, trak sin pistol op af hylsteret og skød låsen i stykker.

”Føj for helvede,” sagde Faith og holdt sig for næsen.

Også Will mærkede omgående lugten. En kvalmende sød blanding af brændt plastic og candyfloss.

”Crack,” sagde hun og viftede med hånden foran ansigtet.

”Se.” Han pegede på gulvet i entreen lige inden for døren. Små konfettistumper lå i en indtørret, gullig plamage. Papirstumper fra en Taser.

Foran dem lå en lang gang med to døre på den ene væg, begge lukkede. For enden af gangen lå en stue. Nogle sofaer var væltet om på siden. Hynderne var sprættet op, og fyldet var spredt ud over gulvet. Der lå affald overalt. En stor mand lå på maven i entreen med armene spredt ud til siden og ansigtet vendt ind mod væggen. Hans skjorteærmer var smøget op. En gummislange var bundet om hans ene overarm, og en kanyle stak ud af armen.

Will rettede sin Glock frem foran kroppen og gik forsigtigt hen ad gangen. Faith fandt sit eget våben frem, men han gav tegn til, at hun skulle vente. Will kunne allerede mærke stanken af forrådnet kød, men alligevel mærkede han efter, om manden havde en puls. Der lå en pistol ved mandens fod. En Smith & Wesson med speciallavet guldskæfte, der fik den til at ligne en af den slags revolvere, man engang kunne købe i legetøjsbutikker. Will sparkede revolveren væk, selvom manden aldrig ville komme til at række ud efter den igen.

Han gav tegn til, at Faith skulle komme ind i entreen, mens han selv vendte tilbage til den første dør på gangen. Han ventede, til hun var parat, hvorefter han med en hurtig bevægelse flåede døren op. Det viste sig at være et indbygget skab, hvor en masse overtøj lå i en bunke på gulvet. Han sparkede til bunken og tjekkede gulvet under tøjet, før han bevægede sig videre til den næste lukkede dør. Igen ventede han på Faith, før han sparkede døren op.

Stanken gav dem begge opkastningsfornemmelser. Toilettet var oversvømmet, og afføring var tværet ud over de mørke, onyksfarvede vægge. Vasken var fyldt med en mørkebrun væske. Det løb Will koldt ned ad ryggen. Stanken mindede ham om hulen, hvor Anna og Jackie havde været spærret inde.

Han lukkede døren og gav tegn til, at Faith skulle følge efter ham hen ad gangen mod stuen. De måtte træde forsigtigt hen over knust glas, sprøjter og kondomer. En hvid T-shirt, som var smurt ind i blod, var krøllet sammen til en bold. En tennissko lå ved siden af, stadig med snørebåndet bundet.

Køkkenet lå i forbindelse med stuen. Will tjekkede bag kogeøen for at forvisse sig om, at ingen gemte sig bag den, mens Faith trængte sig forbi de væltede møbler og endnu flere glasskår.

”Ingen her,” sagde hun.

”Heller ikke her.” Han åbnede skabet under vasken for at lede efter affaldsspanden. Poserne var hvide, akkurat som de poser, de havde fundet i kvinderne. Affaldsspanden var tom og det eneste i lejligheden, der virkede rent.

”Kokain,” gættede Faith og pegede på en række hvide blokke på sofabordet. Hist og her flød piber, nåle, sammenrullede pengesedler og barberblade. ”Sikke et rod. Jeg fatter ikke, at nogen kan holde ud at leve på den måde.”

Will blev aldrig overrasket over at se, hvor dybt junkier kunne synke – eller over den medfølgende ødelæggelse. Han havde set dejlige forstadsvillaer, som i løbet af ganske få dage var blevet forvandlet til forfaldne amfetamin-laboratorier. ”Gad vide, hvor de alle sammen er blevet af?”

Hun trak på skuldrene. ”En død mand ville næppe skræmme dem så meget, at de kunne finde på at efterlade så meget kokain.” Hun så tilbage på liget. ”Måske var det hans opgave at holde vagt?”

De gennemgik resten af lejligheden sammen. Tre værelser, hvoraf det ene var et børneværelse med lyseblå vægge. Yderligere to badeværelser. Alle toiletterne og vaskene var stoppede. Lagnerne lå krøllet sammen på sengene, og madrasserne var væltet ned på gulvet. Alt tøjet var flået ud af skabene. Alle lejlighedens fjernsyn var væk. På et skrivebord i et af værelserne fandt de et tastatur og en mus, men ingen computer. Det var tydeligt, at alt af værdi var fjernet fra lejligheden.

Will stak pistolen tilbage i hylsteret og stillede sig for enden af gangen. To ambulancefolk og en uniformeret betjent ventede uden for hoveddøren. Han vinkede dem ind.

”Død som en sild,” sagde en af ambulanceredderne og ledte hurtigt efter en puls, da han satte sig på hug ved junkien foran døren til klædeskabet.

”Min makker står og snakker med dørmanden,” sagde betjenten. Hans tone var afmålt, og ordene var rettet mod Will. ”Det virkede, som om han var snublet og havde slået øjet.”

Faith stak sin pistol tilbage i hylsteret. ”Ja, gulvet nede i vestibulen er virkelig glat.”

Betjenten nikkede. ”Ja, det så frygtelig glat ud.”

Will vendte tilbage til børneværelset og gennemgik hurtigt tøjet på bøjlerne i skabet, før han fortsatte hen til barnesengen og løftede op i madrassen.

”Pas på,” advarede Faith. ”Der kan ligge flere nåle.”

”Han bortfører ikke børnene,” sagde han, mere henvendt til sig selv end til Faith. ”Han bortfører mødrene, men lader børnene være.”

”Pauline blev ikke bortført i sit eget hjem.”

”Pauline adskiller sig fra de andre,” mindede han hende om. ”Olivia blev bortført i sin baghave. Anna blev bortført lige inden for hoveddøren. Du så selv de små papirstumper. Jeg er sikker på, at Jackie blev bortført i sin mors hus.”

”Måske passer en af Annas veninder hendes søn.”

Will indstillede sin søgen, overrasket over desperationen i Faiths stemme. ”Anna har ingen venner. Ingen af disse kvinder har nogen venner. Det er derfor, han bortfører dem.”

”Der er gået mindst en uge, Will.” Faiths stemme skælvede. ”Se dig om, alt er ét stort kaos.”

”Du vil måske gerne have, at vi bare overlader lejligheden til teknikerne?” spurgte han, men undlod at stille resten af spørgsmålet: Vil du gerne have, at andre skal have lov til at finde liget?

Faith prøve med en ny vinkel. ”Sara sagde, at Anna fortalte, at hendes efternavn er Lindsey. Hun er erhvervsadvokat. Vi kan ringe til hendes firma og høre …”

Will løftede forsigtigt op i låget på blespanden ved siden af puslebordet. Bleerne var gamle og kunne ikke være kilden til den gennemtrængende stank i lejligheden.

”Will …”

Han gik ind i det tilstødende badeværelse og tjekkede affaldsspanden. ”Jeg vil gerne tale med dørmanden.”

”Hvorfor lader du ikke …”

Will forlod rummet, før hun havde afsluttet sætningen. Han gik ind i stuen igen og kiggede under sofaerne og trak fyldet ud af nogle af stolene for at se, om noget – eller nogen – var skjult i dem.

Politimanden stod og undersøgte kokainblokkene og virkede ovenud tilfreds med fundet. ”Det her er et fund af de helt store. Jeg er nødt til at rapportere tilbage til stationen.”

”Giv mig lige et øjeblik mere,” sagde Will.

En af ambulanceredderne spurgte: ”Vil I gerne have, at vi bliver her lidt endnu?”

”Nej,” svarede Faith, mens Will i det samme sagde: ”Ja.”

Han gjorde sin holdning helt klar. ”Lad være med at gå nogen steder.”

”Kender du en ambulanceredder ved navn Rick Sigler?” spurgte Faith manden.

”Rick? Ja, det gør jeg da,” svarede manden, som om han var overrasket over spørgsmålet.

Will lukkede ørerne for deres samtale. Han vendte tilbage til det første badeværelse og trak vejret gennem munden, så stanken af lort og pis ikke fik ham til at kaste op. Han lukkede døren igen og gik tilbage til de små papirstumper fra Taseren i entreen. Han satte sig på hug for at studere dem nærmere. Han var temmelig sikker på, at det var indtørret urin, de lå i.

Han rejste sig igen, gik ud på gangen og kiggede ind i lejligheden udefra. Annas penthouselejlighed fyldte hele bygningens øverste etage. Der var ikke andre lejligheder eller naboer. Ingen ville have hørt hende skrige eller have set angrebsmanden.

Morderen ville have stået uden for døren på præcis det sted, hvor Will stod nu. Han kiggede hen ad gangen og tænkte, at manden muligvis var kommet op ad trappen. Eller måske ned ad trappen. Der var en brandtrappe. Han kunne have skjult sig på taget. Eller måske havde den store idiot af en dørmand bare lukket ham ind ad hovedindgangen og oven i købet tilkaldt elevatoren for ham. Der var en dørspion i døren til Annas lejlighed. Alle disse kvinder var meget forsigtige. Hvem ville hun have lukket ind? Et bud. Viceværten. Måske dørmanden.

Faith kom hen mod ham. Han kunne ikke læse udtrykket i hendes ansigt, men han kendte hende godt nok til at vide, hvad hun tænkte. Lad os komme væk herfra.

Han kastede endnu et blik hen ad gangen. Der var en anden dør cirka midt på væggen over for lejligheden.

”Will …” sagde Faith, men han var allerede på vej hen mod døren. Han åbnede den. Indenfor var der en lille metallem til en nedfaldsskakt. En række papkasser stod stablet op for at blive afleveret til genbrug. Der stod også en kurv til glas og en anden til metaldåser. I kurven til plastikflasker lå et lille barn. Drengens øjne var som to smalle sprækker, og hans læber var let adskilte. Hans hud var hvid og voksagtig.

Faith stillede sig bag Will. Hun holdt hårdt om hans arm, og Will stod som stivnet. Jorden var holdt op med at dreje. Han klamrede sig til dørhåndtaget, fordi han ikke stolede på, at hans ben kunne holde ham oppe. En stille klagelyd lød fra Faiths mund.

Den lille dreng vendte hovedet mod lyden og åbnede langsomt øjnene.

”Åh gud,” sukkede Faith. Hun skubbede Will væk og lod sig falde ned på knæ, mens hun holdt hænderne frem mod drengen. ”Tilkald hjælp, Will! Tilkald hjælp!”

Will mærkede verden blive normal igen. ”Herude!” råbte han til ambulancefolkene. ”Tag jeres udstyr med!”

Faith holdt den lille dreng tæt ind til kroppen, mens hun undersøgte ham for sår og skrammer. ”Åh, lille skat,” hviskede hun. ”Alt er godt nu. Jeg passer på dig. Alt er godt igen.”

Will betragtede hende med barnet og så, hvordan hun strøg ham kærligt over håret og pressede læberne blidt mod hans pande. Den lille drengs øjne var knap åbne, og hans læber var hvide. Will havde lyst til at sige noget, men ordene sad fast i hans hals. Han både svedte og frøs på samme tid, og det føltes, som om han hvert øjeblik risikerede at bryde hulkende sammen.

”Jeg passer på dig, skat,” mumlede Faith. Hendes stemme var forpint af medfølelse, og tårer strømmede ned over hendes ansigt. Will havde aldrig oplevet hende i rollen som mor, i det mindste ikke sammen med et spædbarn. Det knuste hans hjerte at se denne blide side af hende – den del af hende, der følte så dybt og inderligt for et andet levende væsen, at hun rystede på hænderne, mens hun holdt drengen tæt ind til sig.

”Han græder ikke,” hviskede hun. ”Hvorfor græder han ikke?”

Will fandt langt om længe sin stemme. ”Han ved, at der alligevel ikke er nogen der kommer.” Han lænede sig frem og lagde blidt en hånd om drengens hoved på Faiths skulder. Han prøvede at lade være med at tænke på alle de timer, hvor drengen havde grædt, til han ikke havde flere tårer tilbage, mens han forgæves ventede på, at nogen skulle komme.

Ambulanceredderen gispede og kaldte på sin makker, mens han tog imod drengen fra Faith. Bleen var fuld. Drengens mave var udspilet, og hans hoved faldt slapt ud til siden.

”Han er voldsomt dehydreret.” Redderen undersøgte pupillernes reaktionsevne og adskilte hans læber for at undersøge gummerne. ”Og underernæret.”

”Klarer han den?” spurgte Will.

Manden rystede på hovedet. ”Jeg ved det ikke. Hans tilstand er kritisk.”

”Hvor længe …” Faiths stemme knækkede over. ”Hvor længe har han været her?”

”Jeg ved det ikke,” svarede manden. ”En dag. Måske to.”

”To dage?” spurgte Will og var sikker på, at manden tog fejl. ”Hans mor har været forsvundet i mindst en uge, måske endnu længere.”

”Hvis han havde ligget her mere end en uge, ville han være død.” Redderen vendte forsigtigt drengen. ”Han har fået et liggesår, fordi han har ligget i den samme stilling alt for længe.” Han bandede stille. ”Jeg ved ikke, hvor lang tid der går, før det sker, men en eller anden har i det mindste givet ham noget at drikke. Man kan ikke overleve uden.”

”Måske er det hende den prostituerede …” foreslog Faith.

Hun afsluttede ikke sætningen, men Will vidste, hvad hun mente. Lola havde sikkert holdt øje med Annas barn, efter at Anna var blevet bortført, men så var hun blevet sat i fængsel, og dermed havde drengen været overladt til sig selv. ”Hvis Lola har taget sig af ham,” sagde Will, ”har hun været nødt til at snige sig ind og ud af bygningen.”

Elevatordørene gled op. Will fik øje på en politibetjent, som stod sammen med Simkov. Dørmanden havde en mørk blodansamling under øjet. Hans ene øjenbryn var flækket, da Will havde knaldet hans hoved ned i den hårde marmorplade.

”Det var ham,” sagde dørmanden og pegede triumferende på Will. ”Det var ham, der overfaldt mig.”

Will knyttede næverne og bed tænderne så hårdt sammen, at han frygtede, de ville flække. ”Vidste du, at drengen var heroppe?”

Dørmanden så modvilligt på ham. “Hvad ved jeg om spædbørn? Måske har aftenvagten …” Han tav og stirrede ind ad den åbne dør til lejligheden. ”For satan i helvede da også,” mumlede han og tilføjede et eller andet på sit eget sprog. ”Hvad har de haft gang i heroppe?”

”Hvem?” spurgte Will. ”Hvem har været heroppe?”

”Er han død?” spurgte Simkov og stirrede stift ind i den hærgede lejlighed. ”For helvede da også, se lige, hvordan der ser ud. Og stanken!” Han prøvede at komme ind i lejligheden, men politimanden holdt ham tilbage.

Will gav dørmanden en sidste chance og udtalte omhyggeligt hvert eneste ord, da han gentog sit spørgsmål. ”Vidste du, at drengen var heroppe?”

Simkov trak skuldrene næsten helt op om ørerne. ”Hvordan helvede skulle jeg vide en skid om, hvad der foregår heroppe hos de rige røvhuller? Jeg tjener otte dollars i timen, og så forventer du, at jeg ved, hvad de går og laver?”

”Vi fandt et spædbarn,” sagde Will. Han var så rasende, at han næsten ikke kunne få ordene frem. ”En lille dreng, som er døden nær.”

”Okay, I har fundet et barn. Hvad fanden rager det mig?”

Raseriet blussede op i Will med en intensitet, der gjorde ham blind, og først da han havde kastet sig over manden og slog løs på ham med knyttede næver, gik det op for ham, hvad han gjorde. Men alligevel tvang han ikke sig selv til at holde op. Han havde ikke lyst til at holde op. Han tænkte kun på den lille dreng, der lå i sit eget lort; morderen, der havde skjult ham i skralderummet og overladt ham til sultedøden; Lola, der ville bytte informationer om ham for at redde sin egen røv og blive lukket ud af spjældet; Angie … i toppen af hele bunken af lort sad Angie og trak i Wills snore, som hun altid havde gjort, og rodede rundt i hans hjerne, så han havde det, som om han hørte hjemme på en losseplads sammen med alle de andre usle svin.

”Will!” råbte Faith og holdt hænderne frem foran kroppen på den måde, man gør det, når man taler med en, der er gået fra forstanden. Will mærkede en voldsom smerte i skuldrene, da de to betjente vred hans arme om på ryggen. Han stønnede som en rabiesbefængt hund, og sveden løb ned over hans ansigt.

”Okay,” sagde Faith og holdt stadig hænderne foran kroppen, mens hun forsigtigt trådte nærmere. ”Lad os alle prøve at falde helt ned nu. Bare falde helt ned.” Hun lagde hænderne om Wills ansigt, og det gik op for hende, at det var første gang, hun nogensinde havde gjort det. Hun holdt om hans ansigt og tvang ham til at se på hende i stedet for at stirre på Simkov, der lå og vred sig på gulvet. ”Se på mig,” beordrede hun stille, som om han var den eneste, der kunne høre ordene. ”Will, se på mig.”

Han tvang sig selv til at møde hendes blik. Hendes øjne var lysende blå og vidt opspilede af panik. ”Alt er i orden,” sagde hun til ham. ”Den lille skal nok klare skærene. Okay? Okay, Will?”

Will nikkede og mærkede politimændene slække grebet om hans arme. Faith stod stadig lige foran ham og holdt om hans ansigt.

”Alt er i orden,” sagde hun med den samme blide stemme, som da hun prøvede at berolige den lille dreng. ”Alt skal nok ordne sig.”

Will tog et skridt tilbage, så Faith var nødt til at give slip på ham. Han kunne se, at hun var skræmt næsten lige så meget fra vid og sans som dørmanden. Will var også selv bange – bange for, at han stadig skulle have lyst til at slå løs på manden. Hvis ikke politifolkene havde været der, hvis der ikke havde været andre end ham og Simkov, ville han have banket manden ihjel med de bare næver.

Faith bevarede øjenkontakten med Will et øjeblik længere, før hun så ned på den blodige masse på gulvet. ”Rejs dig, dit røvhul.”

Simkov stønnede og krøb sammen. ”Jeg kan ikke bevæge mig.”

”Klap i.” Hun trak hårdt i Simkovs arm.

”Min næse!” råbte han. Han var så svimmel, at han kun kunne holde sig oppe ved at presse skulderen ind mod væggen. ”Han brækkede min næse!”

”Den skal nok vokse sammen igen.” Faith kastede et hurtigt blik op og ned ad gangen. Det var overvågningskameraer, hun ledte efter.

Will gjorde det samme og så til sin lettelse, at der ikke var nogen.

”Politivold!” råbte manden. ”I så det selv. I var alle sammen vidner.”

”Du snublede og faldt,” sagde en af politimændene bag Will. ”Har du allerede glemt det?”

”Jeg faldt ikke!” protesterede manden. Blodet fossede ud af hans næse og løb ud mellem fingrene som vandet fra en svamp.

Den anden ambulanceredder var i færd med at lægge et drop på drengen. Han så ikke op, men sagde bare: ”Du må hellere passe lidt bedre på, når du går rundt på gangene.”

Will indså, at han netop havde forvandlet sig til en politimand af den slags, han aldrig havde haft lyst til at være.