KAPITEL 17
FAITH RYSTEDE STADIG PÅ HÆNDERNE, da hun stod foran Anna Lindseys stue på intensivafdelingen. De to betjente, som havde holdt vagt uden for døren, stod og sludrede med sygeplejerskerne bag skranken, men kastede hele tiden skæve blikke hen mod hende, som om de vidste, hvad der var sket uden for Anna Lindseys penthouselejlighed, og var usikre på, hvordan de skulle reagere. Will stod over for Faith med hænderne i lommen og stirrede tomt hen ad gangen. Hun spekulerede på, om han var i chok. For helvede, hun spekulerede på, om hun selv var i chok.
Både på sit arbejde og i sit privatliv havde Faith været genstand for masser af mænds vrede, men hun havde aldrig nogensinde oplevet noget, der kom op på siden af den voldelighed, Will havde udvist. Der havde været et øjeblik på gangen uden for lejligheden på Beeston Place, hvor hun havde frygtet, at han ville slå dørmanden ihjel. Det var udtrykket i hans ansigt, der havde rystet hende mest. Koldt, nådesløst og drevet af en målrettet beslutning om at blive ved med at hamre næverne ned mod mandens ansigt. Ligesom alle andre havde Faith altid fået at vide, at hun skulle passe på med, hvad hun ønskede. Hun havde drømt om, at Will ville være lidt mere aggressiv og udfarende. Nu var hun parat til at give hvad som helst for, at han igen blev den samme som før.
”De fortæller ikke noget til nogen,” sagde hun til ham. ”Politimændene og ambulanceredderne.”
”Det gør ingen forskel.”
”Du fandt drengen,” mindede hun ham om. ”Hvem ved, hvor lang tid der ville være gået, før nogen …”
”Stop.”
Der lød et højt pling, da elevatordørene gik op. Amanda nærmest sprang ud på gangen. Hun lod et hurtigt blik glide rundt og registrerede, hvem der befandt sig i omgivelserne, sikkert i et forsøg på at neutralisere eventuelle vidner. Faith forberedte sig på et vulkanudbrud af beskyldninger fulgt af omgående suspendering og muligvis fratagelse af deres politiskilte, men i stedet spurgte Amanda bare: ”Er I begge to okay?”
Faith nikkede. Will stirrede bare ned i gulvet.
”Det glæder mig at se, at du omsider viser lidt nosser,” sagde hun til Will. ”Du er suspenderet uden løn resten af ugen, men tro ikke et øjeblik, at det betyder, at du slipper for at knokle røven ud af bukserne for mig.”
Wills stemme lød grødet. ”Forstået.”
Amanda fortsatte hen mod trappen. De fulgte efter hende, og Faith bemærkede, at deres chef ikke udstrålede sin sædvanlige elegance og kontrol. Hun virkede lige så rystet, som de var.
”Luk døren.”
Faith så, at hun stadig rystede på hænderne, da hun trak døren i.
”Charlie er ved at gennemgå Anna Lindseys lejlighed,” sagde Amanda. Hendes stemme rungede på trappen, og hun justerede sit stemmeleje en anelse. ”Han ringer, hvis han finder noget. Det er klart, at du er nødt til at holde dig langt væk fra dørmanden,” sagde hun til Will. ”Vi bør have resultatet af de retstekniske undersøgelser i morgen tidlig, men i lyset af lejlighedens stand må I hellere lade være med at skrue forventningerne for højt op. Teknikerne har ikke kunnet skaffe sig adgang til de computere, som kvinderne benyttede. De prøver med alle de password-programmer, de har, men der kan gå uger eller måneder, før koden bliver knækket. Hjemmesiden om anoreksi kan spores til en server, der er registreret under et dækselskab i Friesland, hvor helvede det så er. Et eller andet sted i udlandet. De nægter at udlevere nogen form for oplysninger om deres brugere, men det lykkedes teknikerne at finde frem til nogle statistiske oplysninger om trafikken på hjemmesiden, der besøges af omkring to hundrede brugere om måneden. Det er alt, hvad vi ved.”
Will sagde ikke noget, så Faith spurgte: ”Hvad med det tomme hus bag Olivia Tanners?”
”Skoaftrykkene fortæller, at der er tale om en Nike-model i størrelse 44½, som sælges i tolv hundrede forretninger rundt om i hele landet. Vi fandt nogle cigaretskod i coladåsen bag baren. Vi vil prøve at se, om vi kan finde rester af DNA på dem, men det vil sikkert være umuligt at finde ud af noget på baggrund af dem.”
”Hvad med Jake Berman?” spurgte Faith.
”Ja, hvad helvede tror du?” Amanda tog en dyb indånding, som om hun prøvede at falde lidt ned. ”Vi har udsendt en tegning og fotografiet fra hans første anholdelse via statens netværk. Jeg er sikker på, at pressen nok skal få fingrene i dem, men vi vil bede dem om at vente mindst 24 timer med at offentliggøre dem.”
Faiths hoved summede af spørgsmål, men hun kunne ikke få nogen af dem formuleret. For mindre end en time siden havde hun stået i Olivia Tanners køkken, men alligevel kunne hun ikke huske en eneste detalje fra huset.
Omsider åbnede Will munden. Hans stemme lød lige så sønderknust, som han så ud til at være. ”Du bør fyre mig.”
”Så let slipper du ikke.”
”Jeg mener det, Amanda. Du bør fyre mig.”
”Og jeg mener det også, din store idiot.” Amanda satte hænderne i siden og lignede igen den sædvanlige, irritable Amanda, som Faith kendte. ”Takket være dig blev Anna Lindseys dreng reddet. Jeg betragter det som en sejr for vores team.”
Will kløede sig på armen. Faith kunne se, at huden på hans knoer var flosset, og det blødte fra sårene. Det fik hende til at tænke tilbage til det øjeblik på gangen, hvor hun havde lagt hænderne om hans ansigt og prøvet at tvinge ham til at acceptere, at alt var i orden, fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulle holde ud at leve i verden, hvis Will Trent holdt op med at være den mand, hun havde delt sit liv med næsten hver eneste dag i løbet af det seneste år.
Amanda fangede Faiths blik. ”Giv os lige et øjeblik.”
Faith skubbede døren op og forsvandt ind på hospitalsgangen igen. Der lød en lav summen af aktivitet på afdelingen, men det kunne slet ikke sammenlignes med stemningen på skadestuen. Politimændene havde atter indtaget deres faste pladser uden for Annas dør og fulgte hende med øjnene, da hun gik forbi.
”De er på undersøgelsesstue tre,” sagde en af sygeplejerskerne til hende.
Faith vidste ikke, hvorfor hun fik overbragt denne oplysning, men alligevel fortsatte hun hen mod undersøgelsesstue tre. Indenfor stod Sara Linton ved en lille plasticvugge. I armene holdt hun den lille dreng, Anna Lindseys søn.
”Han har det allerede meget bedre,” sagde Sara til Faith. ”Der kommer til at gå et par dage, men han skal nok blive helt frisk igen. Frem for alt tror jeg, at det vil være befordrende for dem begge, når han bliver genforenet med sin mor.”
Faith kunne ikke klare at være et helt almindeligt menneske lige nu, så hun klamrede sig til sin professionelle identitet. ”Har Anna ellers fortalt noget?”
”Ikke ret meget. Hun har stadig voldsomme smerter, men hun får en større dosis morfin nu, hvor hun er vågen.”
Faith lod en hånd glide ned over den lille drengs ryg og mærkede hans bløde, eftergivende hud og de små knogler i rygsøjlen. ”Hvor længe tror du, han var overladt til sig selv?”
”Ambulanceredderen havde ret. Højst to dage, vil jeg sige. Ellers ville situationen se ganske anderledes ud.” Hun flyttede drengen over på den anden skulder. ”En eller anden har givet ham vand. Han er dehydreret, men jeg har set langt mere alvorlige tilfælde.”
”Hvad laver du egentlig her?” spurgte Faith. Spørgsmålet fløj bare ud af munden på hende, før hun nåede at tænke. Hun hørte ordene og tænkte, at det i grunden var et ganske godt spørgsmål. Godt nok til, at det fortjente at blive gentaget. ”Hvorfor er du her? Hvorfor gik du i det hele taget op for at tale med Anna?”
Sara lagde forsigtigt drengen ned i vuggen. ”Hun er min patient. Jeg ville bare se til hende.” Hun svøbte et tæppe om drengen. ”Ligesom jeg også udviser interesse for dig. Delia Wallaces sekretær fortæller, at de ikke har hørt fra dig.”
”Jeg har haft travlt med at redde spædbørn, der var efterladt i skralderum.”
”Faith, jeg er ikke din fjende.” Saras stemme havde fået den irriterende klang, der kendetegner folk, som prøver at tale andre til fornuft. ”Det handler ikke kun om dig længere. Du har et barn i maven … et andet liv, som du har ansvaret for.”
”Det er min beslutning.”
”Tiden, før du skal træffe en beslutning, er ved at løbe ud. Lad være med at lade din krop træffe beslutningen for dig. Hvis kampen står mellem din diabetes og dit barn, vil sygdommen altid vinde.”
Faith tog en dyb indånding, men det hjalp ikke på hendes vrede. ”Det er muligt, at du prøver at møve dig ind på min sag, men jeg har fandeme ikke tænkt mig at lade dig møve dig ind på mit privatliv.”
”Hvabehar?” Sara havde den frækhed at lyde overrasket.
”Du er ikke retsmediciner længere, Sara. Du er ikke længere gift med en politichef. Han er død. Du så ham blive sprængt i stumper og stykker med dine egne øjne. Du vil ikke få ham tilbage ved at trænge dig på til obduktioner eller møve dig ind på vores efterforskning.”
Sara stirrede måbende på hende og så ikke ud til at være i stand til at reagere.
Hun blev kun endnu mere overrasket, da Faith i det samme brast i gråd. ”Åh gud. Undskyld! Det var frygtelig sagt af mig.” Hun holdt sig for munden. ”Jeg fatter ikke, at jeg sagde …”
Sara rystede på hovedet og så ned i gulvet.
”Undskyld. Åh gud, undskyld. Vil du ikke nok tilgive mig?”
Sara gav sig god tid, før hun svarede. ”Det er velsagtens Amanda, der har orienteret dig om de nærmere detaljer.”
”Jeg slog det op på nettet. Jeg ville ikke …”
”Har Trent også læst alt om sagen?”
”Nej.” Faith gjorde sin stemme fast. ”Nej. Han sagde, at det ikke kom ham ved, og han havde ret. Det kommer heller ikke mig ved. Jeg skulle ikke have gjort det. Undskyld. Jeg er bare et usselt menneske, Sara. Jeg fatter ikke, at jeg sagde det, jeg lige sagde til dig.”
Sara lænede sig ned mod drengen og lagde en hånd på hans kind. ”Det er i orden.”
Faith prøvede at finde på noget at sige og havde lyst til at fortælle alle de værste ting om sig selv, hun overhovedet kunne komme i tanker om. ”Jeg løj for dig om min vægt. Jeg har taget otte kilo på, ikke fem. Jeg spiser Pop-Tarts til morgenmad og nogle gange også til aftensmad, som regel med en cola light til. Jeg dyrker ikke motion. Aldrig nogensinde. Jeg løber kun, når jeg prøver at nå på toilettet i reklamepausen, og hvis jeg skal være helt ærlig, gør jeg ikke engang det længere, efter at jeg har købt en dvd-optager.”
Sara sagde ikke noget.
”Undskyld.”
Sara blev ved med at fumle med tæppet og stoppe det bedre til om drengen, så han lå i en tryg, lille puppe.
”Undskyld,” gentog Faith. Hun havde det så elendigt, at hun var bange for at kaste op.
Sara holdt sine tanker for sig selv. Faith prøvede at finde ud af, hvordan hun mest elegant kunne forlade stuen, da Sara sagde: ”Jeg vidste godt, at det var otte kilo.”
Faith mærkede, hvordan lidt af anspændtheden fortog sig, men hun vidste også, at hun gjorde klogest i ikke at ødelægge det hele igen ved at åbne munden.
”Der er aldrig nogen der taler om ham,” sagde Sara. ”Jeg mener, i begyndelsen gjorde folk det naturligvis, men nu er der ingen, der nævner hans navn længere. Det er, som om folk ikke vil gøre mig ked af det. Som om de ved at nævne hans navn vil sende mig direkte tilbage til …” Hun rystede på hovedet. ”Jeffrey. Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst har sagt hans navn højt. Han hedder – hed – Jeffrey.”
”Det er et pænt navn.”
Sara nikkede. Hendes hals snørede sig sammen, da hun sank.
”Jeg så også nogle billeder af ham,” indrømmede Faith. ”Han var en flot mand.”
Et lille smil bredte sig om Saras mund. ”Ja.”
”Og en dygtig politimand. Det var tydeligt, da jeg så, hvordan han skrev sine rapporter.”
”Han var en god mand.”
Faith følte sig forlegen og prøvede at komme i tanker om noget at sige.
Sara kom hende i forkøbet. ”Hvad med dig?”
”Mig?”
”Barnets far.”
Til sin forfærdelse havde Faith glemt alt om Victor. Hun lagde en hånd på maven. ”Du tænker på, hvem der er far til mit barn?”
Sara smilede stille.
”Han ledte efter en mor, ikke en kæreste.”
”Det var aldrig Jeffreys problem. Han var ret god til at tage vare på sig selv.” Hendes øjne fik et fjernt blik. ”Han var det bedste, der nogensinde er sket i mit liv.”
”Sara …”
Hun gennemgik skrivebordsskufferne og fandt et blodsukkerapparat. ”Lad os tjekke dit blodsukker.”
Denne gang var Faith for angerfuld til at protestere. Hun holdt en hånd frem og ventede på at mærke nålen bryde gennem huden.
Sara fortsatte med at snakke, mens hun gennemgik den faste procedure. ”Jeg prøver ikke at få min mand tilbage. Tro mig, hvis det var så let, at jeg bare skulle involvere mig i en sag, ville jeg søge om optagelse på politiskolen i morgen.”
Faith lavede en grimasse, da nålen prikkede hul på hendes finger.
”Jeg længes efter at føle mig nyttig igen,” sagde Sara, og hendes stemme fik en mere fortrolig klang. ”Jeg længes efter at føle, at jeg gør mere for at hjælpe andre mennesker end at udskrive salve til et udslæt, som sikkert ville forsvinde af sig selv, og lappe forbrydere, så de kan gå ud i gaderne og skyde hinanden ned igen.”
Faith havde end ikke overvejet, at Saras motiver kunne være så uselviske. Det var velsagtens ikke videre flatterende for hende, at hun altid gik ud fra, at der lå egoistiske motiver bag alle andre menneskers måde at tackle livet på. ”Din mand lød … perfekt,” sagde hun.
Sara lo, mens hun pressede en dråbe blod ud på prøvestrimlen. ”Han lod sit skridtbind hænge på håndtaget på badeværelsesdøren; han var mig utro, da vi var gift med hinanden første gang – hvilket jeg fandt ud af, da jeg en dag kom tidligt hjem fra arbejde – og han havde en søn uden for ægteskab, hvilket han først selv fandt ud af, da han var fyldt fyrre.” Hun aflæste tallet på apparatet og viste det til Faith. ”Hvad siger du? Juice eller insulin?”
”Insulin. Jeg løb tør omkring frokosttid,” indrømmede hun.
”Det tænkte jeg nok.” Sara løftede røret af telefonen og ringede til en af sygeplejerskerne. ”Du er nødt til at få det her under kontrol.”
”Sagen har krævet …”
”Sagen har krævet al din tid, akkurat som alle de andre sager, du har været involveret i, og alle de sager, du kommer til at blive involveret i fremover. Jeg er sikker på, at Trent kan undvære dig i et par timer, mens du får bragt det her i orden.”
Faith var ikke så sikker på, at Trent kunne undvære noget som helst lige nu.
Sara så ned på drengen igen. ”Han hedder Balthazar,” sagde hun.
”Og her troede jeg, at vi havde gjort ham en tjeneste ved at redde ham.”
Sara var venlig nok til at le, men hendes stemme var alvorlig. ”Jeg er speciallæge i børnemedicin, Faith. Jeg var blandt de bedste på min årgang på Emory University, og jeg har brugt næsten tyve år af mit liv på at hjælpe andre mennesker, både levende og døde. Du kan tvivle lige så tosset, du vil, på mine personlige kvalifikationer, men lad være med at tvivle på mine evner som læge.”
”Du har ret.” Faith følte sig endnu mere forlegen. ”Undskyld. Det har været en virkelig hård dag.”
”Det hjælper ikke, hvis dit blodsukker er helt ude af kontrol.” Det bankede på døren. Sara åbnede den og tog imod en håndfuld insulinpenne fra en sygeplejerske. Hun lukkede døren igen og sagde til Faith: ”Du er nødt til at tage det her alvorligt.”
”Det ved jeg godt.”
”Det nytter ikke at blive ved med at udsætte det. Riv to timer ud af kalenderen og tag hen til Delia, så du kan få rettet op på tallene og få en mulighed for at koncentrere dig om dit arbejde.”
”Det skal jeg nok.”
”Humørsvingninger, pludselige vredesudbrud … det er alt sammen kendte symptomer på sygdommen.”
Faith havde det, som om hun lige var blevet irettesat af sin mor, men måske var det præcis, hvad hun havde brug for lige nu. ”Tak.”
Sara lod hænderne hvile på vuggen. ”Resten er op til dig.”
”Vent,” sagde Faith. ”Du behandler ofte unge piger, ikke?”
Sara trak på skuldrene. ”Jeg gjorde det hele tiden, da jeg havde min egen praksis. Hvorfor?”
”Hvad ved du om ’Thinspo’?”
”Ikke ret meget,” indrømmede hun. ”Jeg ved, at det er en betegnelse, der anvendes om propaganda for anoreksi, specielt på internettet.”
”Tre af vores ofre har en tilknytning til denne verden.”
”Anna er stadig frygtelig tynd,” sagde Sara. ”Hendes lever og nyrer fungerer ikke optimalt, men jeg troede, at det skyldtes de pinefulde oplevelser, hun havde været igennem – ikke noget, hun selv bevidst havde gjort.”
”Kan hun være anorektiker?”
”Måske. Jeg har faktisk ikke overvejet muligheden, på grund af hendes alder. Normalt er det teenagere, der rammes af sygdommen. Pete var lidt inde på det under obduktionen af Jacquelyn Zabel,” genkaldte hun sig. ”Hun var også meget tynd, men på den anden side var hun blevet udsultet og havde ikke fået noget at drikke i mindst to uger. Jeg gik bare ud fra, at hun fra begyndelsen havde været en smule undervægtig. Hendes kropsbygning var spinkel.” Hun lænede sig ned mod Balthazar og aede ham på kinden. ”Anna kunne ikke have gennemført en graviditet, hvis hun sultede sig. Ikke uden at der var opstået alvorlige komplikationer.”
”Måske lykkedes det hende at få sygdommen under kontrol i en periode, så hun kunne gennemføre graviditeten,” gættede Faith. ”Jeg kan aldrig helt finde ud af, hvad der er hvad. Er anoreksi det, hvor pigerne kaster op?”
”Nej, det er bulimi. Anoreksi handler om at sulte sig. Nogle gange benytter anorektikere afføringsmidler, men de kaster ikke maden op. Man er begyndt at se flere undersøgelsesresultater, der peger i retning af, at sygdommen er genetisk betinget. At det er en kromosomfejl, der gør visse piger disponerede for at udvikle sygdommen. Normalt er det dog en eller anden form for miljømæssig påvirkning, der får sygdommen til at bryde ud.”
”Seksuelle overgreb?”
”For eksempel, ja. Nogle gange skyldes det mobning, og andre gange kan det være ordblindhed. Nogle mener, at det er modeblade og filmstjerner, der har skylden, men det hele er så kompliceret, at det sjældent bare skyldes en enkelt faktor. Det er også blevet mere normalt, at drenge udvikler sygdommen, som er meget vanskelig at behandle på grund af de underliggende psykologiske aspekter.”
Faith tænkte på deres ofre. ”Er der en bestemt personlighedstype, der har større risiko for at udvikle sygdommen?”
Sara overvejede spørgsmålet, før hun svarede. ”Jeg kan kun sige, at den håndfuld patienter, jeg har haft i behandling, oplevede stor tilfredsstillelse ved at sulte sig selv. Det kræver en kolossal viljestyrke at tage kampen op mod kroppens grundlæggende fysiske behov for næring. Måske føler patienterne, at alt andet i deres liv flyder, og at det eneste, de har en smule kontrol over, er det, de kommer i munden – eller ikke kommer i munden. Der er også en fysisk reaktion på at sulte sig – svimmelhed, eufori, undertiden hallucinationer. Det kan opleves som en rus, der svarer til den, man opnår ved indtagelse af opium, og følelsen kan skabe en voldsom afhængighed hos patienterne.”
Faith prøvede at komme i tanker om, hvor mange gange hun havde forsøgt at være sjov ved at sige, at hun ville ønske, hun havde viljestyrken til at være anorektiker i bare en enkelt uge.
”Det største problem med hensyn til behandlingen,” tilføjede Sara, ”er, at det generelt er langt mere acceptabelt, at en kvinde er for tynd, end at hun er overvægtig.”
”Jeg har endnu ikke mødt en kvinde, der er tilfreds med sin vægt.”
Sara lo eftertænksomt. ”Det er min søster faktisk.”
”Er hun en eller anden helgen?”
Faith havde sagt det i spøg, men Sara overraskede hende ved at svare: ”Tæt på. Hun er missionær. For et par år siden blev hun gift med en præst. De hjælper børn med aids i Afrika.”
”Tak skæbne. Jeg har aldrig mødt hende, men alligevel hader jeg hende.”
”Tro mig, hun er ikke fejlfri,” betroede Sara hende. ”Tre ofre, sagde du? Betyder det, at endnu en kvinde er blevet bortført?”
Faith indså, at nyheden om Olivia Tanner endnu ikke var kommet pressen for øre. ”Ja, men lad være med at sige noget til nogen, okay?”
”Naturligvis.”
”Det lader til, at to af dem havde et temmelig stort forbrug af aspiriner. I forbindelse med den seneste bortførelse, som vi først hørte om her i dag, fandt vi omkring seks økonomiglas i et køkkenskab. Jacquelyn Zabel havde et stort glas aspiriner stående ved siden af sin seng.”
Sara nikkede, som om et eller andet var begyndt at give mening for hende. ”I høje doser virker aspirin som opkastningsmiddel. Det kan være årsagen til, at Zabel havde blødende mavesår, og det kan også forklare, hvorfor hun stadig blødte, da Will fandt hende. Du må hellere fortælle det til ham, for han var helt knust, fordi han ikke havde fundet hende i tide.”
Will havde en hel del større problemer at tænke på lige nu. Alligevel kom Faith i tanker om noget, han havde nævnt. ”Han fik for resten ikke nummeret på din lejlighed.”
”Hvorfor?” spurgte Sara, men så besvarede hun sit eget spørgsmål. ”Åh, hans kones hund.”
”Ja,” sagde Faith og tænkte, at så meget kunne hun i det mindste gøre for Will.
”Tolv. Mit navn står på tavlen ved indgangen.” Hun lagde hænderne på kanten af vuggen igen. ”Nå, jeg må hellere køre ham ind til hans mor.”
Faith holdt døren, og Sara kørte vuggen ud på gangen. Den konstante summen på gangen vendte tilbage, indtil Faith lukkede døren igen. Hun satte sig på skamlen ved siden af bordet og trak nederdelen op for at lede efter et sted, hvor huden ikke allerede var gul og blå. I den brochure om diabetes, hun havde fået udleveret, stod der, at man skulle variere injektionsstedet, så hun tjekkede huden på maven, hvor hun fandt en uberørt, hvid fedtfold, som hun klemte sammen med tommel- og pegefingeren.
Hun holdt insulinpennen et par centimeter over maveskindet, men stak ikke nålen ind. Et eller andet sted inde bag de mange Pop-Tarts lå der et lille barn med bittesmå hænder og fødder, mund og øjne, som trak vejret i takt med hende og tissede hvert tiende minut, når hun løb på toilettet. Saras formaninger havde fået en hel del til at falde på plads for hende, og da hun havde holdt Balthazar i armene, var der blevet vakt noget i hende, som hun aldrig før havde følt. Uanset hvor højt hun havde elsket Jeffrey, var hans ankomst til verden ikke ligefrem blevet fejret efter alle kunstens regler. Ingen arrangerede pakkefest for en vordende mor på femten, og selv sygeplejerskerne på hospitalet havde set medfølende på hende.
Denne gang ville det hele blive anderledes. Faith var endnu ikke så gammel, at folk ville se skævt til hende, fordi hun havde fået et barn. Hun kunne gå gennem indkøbscenteret med sit barn på hoften uden at være bange for, at folk troede, hun var sit eget barns storesøster. Hun kunne tage barnet med til læge og udfylde alle de obligatoriske formularer uden at være nødt til at få sin mor til at underskrive papirerne. Til forældremøderne i skolen kunne hun bede hans lærere om at rende hende i røven uden at behøve at bekymre sig for, at hun blev sendt hen på inspektørens kontor. For helvede, hun havde kørekort nu.
Hun kunne gøre det hele ordentligt denne gang. Hun kunne være en god mor helt fra begyndelsen. Eller måske ikke helt fra begyndelsen. Hun gennemgik alle de ting, hun havde udsat sit barn for alene i løbet af den seneste uge. Hun havde ignoreret ham, benægtet hans eksistens, var besvimet i et parkeringshus, havde overvejet abort, udsat ham for alle de sygdomme, Sam Lawson eventuelt var smittet med, var faldet på en trappe og havde bragt deres begges liv i fare ved at prøve at forhindre Will i at tvære en østeuropæisk dørmands hoved ud i tæppet på gangen uden for penthouselejligheden på Beeston Place.
Og her var de så nu, mor og barn, på intensivafdelingen på Grady, og hun var på vej til at stikke en nål ind i nærheden af hans hoved.
Døren gik op.
”Hvad helvede laver du?” råbte Amanda, men så gættede hun hurtigt på egen hånd, hvad det handlede om. ”Åh, for guds skyld! Hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig det?”
Faith skubbede nederdelen ned, selvom hun tænkte, at det var lidt for sent at blive blufærdig. ”Lige efter at jeg havde fortalt, at jeg er gravid.”
Amanda prøvede at smække døren i, men den hydrauliske pumpe forhindrede hende i at gøre det. ”For helvede, Faith. Du vil aldrig kunne magte at have et lille barn.”
Hendes nakkehår rejste sig. ”Jeg har da gjort det før.”
”Dengang var du kun et barn i politiuniform og tjente seksten tusind dollars om året, men nu er du 33.”
Faith prøvede med sarkasme. ”Betyder det, at du ikke vil arrangere en pakkefest for mig?”
Amandas blik kunne have skåret gennem glas. ”Ved din mor det?”
”Jeg tænkte, at jeg ville give hende en chance for at nyde ferien.”
Amanda tog sig til panden, og synet af hende ville have været komisk, hvis ikke hun havde holdt Faiths liv i sine hænder. ”En ordblind tumpe, der har problemer med at styre sit temperament, og en fed, gravid diabetiker, som mangler selv den mest elementære viden om prævention.” Hun stak en pegefinger helt op i hovedet på Faith. ”Jeg håber, du er glad for dette makkerskab, unge dame, for du kommer til at hænge på Will Trent i al evighed nu.”
Faith prøvede at ignorere ordet ”fed”, som – hvis hun skulle være helt ærlig – var det, der gjorde mest ondt. ”Jeg kan komme i tanker om masser af ting, som ville være værre end at hænge på Will i al evighed.”
”I skal fandeme være glade for, at hans lille anfald ikke blev opfanget af et overvågningskamera.”
”Will er en dygtig politimand, Amanda. Han ville ikke stadig arbejde for dig, hvis det ikke også var din egen opfattelse.”
”Det er muligt, men …” Hun afbrød sig selv. ”Måske, når han ikke ligefrem bærer sine traumer over at være vokset op på et børnehjem uden på tøjet.”
”Er han okay?”
”Han lever da stadig,” svarede Amanda, selvom hun ikke lød særlig overbevist. ”Jeg har sendt ham ud for at lede efter hende den prostituerede. Lola.”
”Sidder hun ikke i fængsel?”
”Politiet gjorde et temmelig stort fund i lejligheden – heroin, amfetamin, kokain – og det lykkedes Angie Polaski at få Lola løsladt, fordi hun havde hjulpet politiet med et tip.” Amanda trak på skuldrene. Hun formåede ikke altid at styre Atlanta Politi.
”Tror du, at det er en god idé at bede Will om at lede efter Lola, når man tænker på, hvor rasende han blev, fordi drengen var blevet efterladt alene?”
Den gamle Amanda var vendt tilbage. Den gamle Amanda, som ikke tillod nogen at sætte spørgsmålstegn ved noget. ”Vi har to forsvundne kvinder og en seriemorder, som ikke er i tvivl om, hvad han har tænkt sig at stille op med dem. Vi er nødt til snart at se en eller anden form for udvikling, før sagen helt smuldrer for os. Uret tikker, Faith. Måske holder han allerede øje med sit næste offer i dette øjeblik.”
”Jeg skulle have mødtes med Rick Sigler i dag. Ambulanceredderen, som hjalp Anna.”
”Jeg sendte et par betjente ud på hans adresse for en time siden. Hans kone var der sammen med ham. Han hævdede hårdnakket, at han ikke kendte nogen ved navn Jake Berman. Han ville knap nok indrømme, at han befandt sig på landevejen den pågældende aften.”
Faith kunne ikke komme i tanker om en værre fremgangsmåde, hvis man ville prøve at lokke noget ud af manden. ”Han havde sex med en anden mand. Hans kone ved ikke noget om det.”
”Det gør de aldrig,” sagde Amanda eftertænksomt. ”Under alle omstændigheder var han ikke interesseret i at tale om det, og lige nu har vi ikke nok til at varetægtsfængsle ham.”
”Jeg tror ikke, der er belæg for at betragte ham som mistænkt.”
”I mine øjne er alle under mistanke. Jeg læste obduktionsrapporten. Jeg har set, hvad Anna blev udsat for. Gerningsmanden er glad for at eksperimentere. Han fortsætter med det her, til vi stopper ham.”
Faith havde kørt på adrenalinen de sidste par timer, og nu mærkede hun, hvordan Amandas udtalelser fik det til at strømme gennem kroppen igen. ”Vil du gerne have, at jeg holder øje med Sigler?”
”Leo Donnelly holder i en bil uden for hans hus lige nu. Et eller andet fortæller mig, at du ikke har lyst til at være spærret inde i en bil sammen med ham hele natten.”
”Det har du fuldkommen ret i,” sagde Faith, og det skyldtes ikke kun, at Leo var kæderyger. Han ville sikkert give hende skylden for, at han var havnet på Amandas sorte liste og fik tildelt alle lorteopgaverne. Og han ville have ret.
”En eller anden er nødt til at tage op til Michigan og finde sagsakterne om Pauline Sewards familie. Kendelsen er ved at blive presset igennem, men tilsyneladende er der ikke noget at finde i databaserne om nogen af de sager, der ligger mere end femten år tilbage i tiden. Vi er nødt til at finde en eller anden fra hendes fortid – og det skal ske i en vis fart. Hendes forældre, forhåbentlig hendes bror – hvis han da ikke er identisk med den mystiske Jake Berman. Af indlysende grunde kan jeg ikke sende Will derop for at gennemgå sagsmapperne.”
Faith lagde insulinpennen fra sig på bordet. ”Jeg skal nok gøre det.”
”Har du alt det her diabetes-halløj under kontrol?” Faiths ansigtsudtryk må have været svar nok for hende. ”Jeg sender en af mine agenter, som rent faktisk kan finde ud af at passe sit job.” Hun holdt en hånd op for på forhånd at afvise eventuelle indvendinger. ”Lad os se at komme videre, før det hele bider os i røven igen, ikke?”
”Jeg beklager det her.” Faith havde undskyldt flere gange i løbet af de seneste femten minutter end i hele den foregående del af sit liv.
Amanda rystede på hovedet for at signalere, at hun ikke havde lyst til at diskutere den tåbelige situation længere. ”Dørmanden har anmodet om at få en advokat. Vi skal tale med ham i morgen tidlig.”
”Har I anholdt ham?”
”Han er varetægtsfængslet. Det er tydeligt, at han ikke er født her i landet. Den nye terrorlov gør det muligt for os at tilbageholde ham i 24 timer, mens vi tjekker hans opholdstilladelse. Forhåbentlig kan vi endevende hans lejlighed og finde et eller andet lidt mere konkret, som vi kan fælde ham på.”
Faith havde ikke tænkt sig at protestere over, at de ville bøje reglerne til det yderste.
”Hvad med Annas naboer?” spurgte Amanda.
”Ejendommen er halvtom. Lejligheden under Annas har været ledig i månedsvis. De kunne have bragt en atombombe til sprængning deroppe, uden at nogen ville have bemærket noget.”
”Og den døde mand?”
”Han var pusher og døde af en overdosis heroin.”
”Har Annas arbejdsgiver ikke savnet hende?”
Faith fortalte de få detaljer, det var lykkedes hende at finde frem til. ”Hun arbejder i et advokatfirma. Bandle & Brinks.”
”For helvede, det bliver værre og værre. Kender du firmaet?” Amanda gav ikke Faith tid til at svare. ”De har specialiseret sig i sagsanlæg mod myndighederne. Dårligt politiarbejde, dårlige socialrådgivere – hvad som helst, de kan slå til mod systemet for. De anlægger den ene sag efter den anden, så de berørte instansers budgetter skydes fuldstændig i sænk. De har lagt sag an mod staten et utal af gange og har vundet flere retssager, end jeg har tal på.”
”De var ikke særlig villige til at svare på vores spørgsmål. De nægter at udlevere noget, før vi tropper op med en dommerkendelse.”
”Med andre ord opfører de sig som typiske advokater.” Amanda begyndte at gå rastløst frem og tilbage på gulvet. ”Du og jeg tager os en snak med Anna nu, hvorefter vi kører hen til hendes lejlighed og endevender den, før hendes advokatfirma finder ud af, hvad vi har gang i.”
”Hvornår skal mødet med dørmanden finde sted?”
”I morgen tidlig, klokken otte præcis. Tror du, du kan få det passet ind i din travle kalender?”
”Ja.”
Amanda lignede en frustreret og misbilligende mor, da hun så på Faith og rystede på hovedet igen. ”Jeg antager, at barnets far heller ikke er inde i billedet denne gang?”
”Jeg er for gammel til at prøve at gøre tingene på en ny måde.”
”Tillykke,” sagde hun og åbnede døren. Det lød oprigtigt – i det mindste hvis man så bort fra den tilføjelse, som hun mumlede, da hun trådte ud på gangen. ”Idiot.”
Faith havde ikke været klar over, at hun holdt vejret, før Amanda havde forladt stuen. Hun åbnede munden og sukkede dybt, og for første gang, siden hele historien med hendes diabetes var begyndt, stak hun nålen i benet uden først at tage mod til sig. Det gjorde egentlig ikke særlig ondt, eller måske var hun stadig så meget i chok, at hun ikke kunne mærke noget.
Hun stirrede ind i væggen og forsøgte at tvinge tankerne tilbage til efterforskningen. Hun lukkede øjnene og prøvede at genkalde sig billederne fra Jacquelyn Zabels obduktion og hulen, hvor hun havde været indespærret sammen med Anna. Hun gennemgik alle de forfærdelige pinsler, kvinderne måtte have været udsat for – torturen og smerterne. Hun lagde en hånd på sin mave igen. Var det barn, som lå i hendes mave, en pige? Hvilken verden var det, Faith ville bringe hende ind i – en verden, hvor unge piger blev forulempet af deres fædre, hvor modebladene fortalte dem, at de aldrig ville være perfekte nok, og hvor en sadist på et øjeblik kunne slå dem ihjel? Hvor en sadist på et øjeblik kunne slå hendes barn ihjel og dømme hende til at tilbringe resten af livet i et sandt helvede?
Hun skælvede, så hun rystede i hele kroppen. Hun rejste sig og forlod stuen.
Politimændene uden for Annas stue tog et skridt ud til hver sin side. Faith lagde armene over kors og mærkede en pludselig kulde, da hun fortsatte ind på stuen. Anna lå i sengen med Balthazar i sine spinkle arme. Hendes skuldre var spidse, og knoglerne pressede op mod huden på samme måde som på de piger, Faith havde set på videoerne på Pauline McGhees kontor.
”Kriminalassistent Faith Mitchell er lige kommet ind ad døren,” sagde Amanda til Anna. ”Hun har prøvet at finde ud af, hvem det er, der har udsat dig for det her.”
De hvide områder i Annas øjne var slørede, som om hun havde grå stær. Hun stirrede blindt hen mod døren. Faith vidste, at der ikke fandtes nogen etikette for, hvordan man skulle gebærde sig i en situation som denne. Hun havde før været involveret i sager om voldtægt og mishandling, selvom intet kunne sammenlignes med denne. Alligevel var hun nødt til at stole på sin erfaring. Det var ikke en situation, der opfordrede til hyggesnak. Man spurgte ikke ofrene, hvordan de havde det, for svaret gav sig selv.
”Jeg ved, det her er meget vanskeligt for dig,” sagde Faith. ”Der er blot et par spørgsmål, vi gerne vil stille dig.”
”Anna har lige fortalt,” sagde Amanda, ”at hun netop havde afsluttet en stor sag og havde taget fri fra arbejde i et par uger for at være sammen med sin søn.”
”Hvem vidste, at du holdt ferie?” spurgte Faith.
”Jeg lagde en besked hos dørmanden. Mine kolleger vidste det også. Min sekretær og mine partnere. Jeg har ingen kontakt med de andre beboere i ejendommen.”
I Faiths øjne var det, som om Anna Lindsey havde opført en høj mur omkring sig selv. Der var noget ved kvinden, der virkede så koldt og afvisende, at det føltes næsten umuligt at trænge igennem til hende. Hun besluttede sig for at holde sig til de spørgsmål, de havde mest brug for at få besvaret. ”Kan du fortælle, hvad der skete, da du blev bortført?”
Anna vædede læberne og lukkede øjnene. Da hun åbnede munden, var hendes stemme kun en hvisken. ”Jeg var hjemme hos mig selv og var ved at klæde Balthazar på for at gå en tur med ham i parken. Det er det sidste, jeg kan huske.”
Faith vidste, at der ofte opstod hukommelsestab i forbindelse med anvendelse af Taser-pistoler. ”Hvad var det første, du så, da du vågnede?”
”Ingenting. Fra det øjeblik så jeg ikke mere.”
”Er der nogen lyde eller andre indtryk, du kan genkalde dig?”
”Nej.”
”Kunne du genkende angrebsmanden?”
Anna rystede på hovedet. ”Jeg kan ikke huske noget som helst.”
Faith lod et par sekunder gå, mens hun prøvede at tæmme sin frustration. ”Jeg vil nu opremse en række navne for dig og vil gerne høre, om nogen af dem lyder bekendt.”
Anna nikkede, og hendes hånd gled hen over sengetøjet, mens hun prøvede at finde sin søns mund. Han begyndte at sutte på hendes finger, og små slubrende lyde bredte sig fra hans mund.
”Pauline McGhee.”
Anna rystede på hovedet.
”Olivia Tanner.”
Hun rystede på hovedet igen.
”Jacquelyn eller Jackie Zabel.”
Hun rystede på hovedet.
Faith havde gemt Jackie til sidst. De to kvinder havde været spærret inde i hulen sammen. Det var det eneste, de vidste med sikkerhed. ”Vi fandt dine fingeraftryk på Jackie Zabels kørekort.”
Annas tørre læber skilte sig igen. ”Nej,” sagde hun bestemt. ”Jeg kender hende ikke.”
Amanda så på Faith og løftede øjenbrynene. Var der tale om hukommelsestab, fordi hun stadig var i chok? Eller noget andet?
”Hvad med ’Thinspo’?” spurgte Faith.
Anna stivnede. ”Nej,” sagde hun igen, men svaret kom hurtigere denne gang, og der var kommet mere kraft bag hendes stemme.
Faith ventede endnu et par øjeblikke og gav kvinden tid til at tænke. ”Vi fandt nogle notesbøger på det sted, hvor du blev holdt indespærret. Den samme sætning blev gentaget igen og igen på siderne. ’Jeg vil ikke fornægte mig selv.’ Siger det dig noget?”
Hun rystede på hovedet igen.
Faith anstrengte sig for ikke at lyde bønfaldende. ”Kan du fortælle noget om angrebsmanden? Var der en speciel lugt, når han var i nærheden? Olie, benzin eller noget i den retning? Parfume? Kunne du mærke nogen form for ansigtsbehåring eller eventuelle fysiske …”
”Nej,” hviskede Anna og lod fingrene glide ned langs sin søns krop, til hun fandt hans hånd og holdt om den. ”Jeg kan ikke fortælle noget. Jeg kan ikke huske nogen detaljer, ingenting.”
Faith åbnede munden for at sige noget, men Amanda var hurtigere. ”Du er i sikkerhed nu, Anna. To bevæbnede politimænd har holdt vagt uden for døren, siden du blev indlagt. Ingen kan gøre dig fortræd længere.”
Anna drejede hovedet om mod sin søn og lavede en tyssende lyd for at berolige ham. ”Jeg er ikke bange for noget.”
Faith var overrasket over selvsikkerheden i kvindens stemme. Måske forholdt det sig sådan, at hvis man overlevede det, Anna havde været igennem, var man overbevist om, at man kunne klare alt.
”Vi tror, at gerningsmanden har bortført to andre kvinder,” sagde Amanda. ”At han lige nu gør det samme ved dem, som han gjorde ved dig.” Hun prøvede igen. ”En af de andre kvinder har også en søn, Anna. Hans navn er Felix. Han er seks år og savner sin mor. Jeg er sikker på, at hvor hun end er, tænker hun på ham lige nu og længes efter at holde ham i sine arme igen.”
”Jeg håber, at hun er stærk,” mumlede Anna. Hun hævede stemmen og sagde: ”Som jeg allerede har sagt mange gange, kan jeg ikke huske noget som helst. Jeg ved ikke, hvem det var, der gjorde det, eller hvor jeg blev ført hen eller hvorfor. Jeg ved bare, at det er forbi nu, og jeg prøver at lægge det hele bag mig.”
Faith kunne mærke, at Amanda var lige så frustreret, som hun selv var.
”Jeg vil gerne hvile mig,” sagde Anna.
”Vi kan vente,” sagde Faith, ”og komme tilbage om et par timer.”
”Nej.” Kvindens stemme var blevet skarp. ”Jeg kender mine juridiske forpligtelser. Jeg er parat til at underskrive en udtalelse eller sætte et kryds, eller hvad man ellers gør, når man er blind, men hvis I gerne vil tale med mig, må I træffe en aftale med min sekretær, når jeg er begyndt på arbejde igen.”
”Men Anna …” prøvede Faith.
Hun drejede hovedet om mod sin søn. Annas blinde øjne havde gjort dem usynlige for hende, men det var, som om hun med sine handlinger også prøvede at skubbe dem ud af sin bevidsthed.