KAPITEL 18

DET VAR LANGT OM LÆNGE lykkedes Sara at få ryddet op. Hun kunne ikke huske, hvornår hendes lejlighed sidst havde taget sig så flot ud – måske da hun første gang besøgte den sammen med ejendomsmægleren, før hun flyttede ind. Engang havde Milk Lofts været et mejeri, som betjente de store landbrugsområder, der engang dækkede hele oplandet øst for byen. Bygningen var på seks etager, og på hver etage var der blevet indrettet to lejligheder, som var adskilt af en lang gang med vinduer i begge ender. Hovedparten af Saras lejlighed bestod af en såkaldt ”åben stue”, og køkkenet lå i direkte forlængelse af den kolossale opholdsstue. Hele den ene væg bestod af vinduer fra gulv til loft, som var allerhelvedes besværlige at pudse, men gav hende en fantastisk udsigt ud over hele byens centrum, når persiennerne stod åbne. I den bageste ende af lejligheden var der tre værelser, hvert med eget badeværelse. Sara sov naturligvis i det største af værelserne, men ingen havde nogensinde overnattet i lejlighedens gæsteværelse. Det tredje værelse brugte hun som kontor og opbevaringsrum.

Hun havde aldrig betragtet sig selv som typen, der boede i en ombygget fabriksbygning, men da hun flyttede til Atlanta, havde hun haft et behov for, at hendes nye liv skulle være så forskelligt fra det gamle, som det overhovedet var muligt. I stedet for at vælge en fin, lille bungalow mellem træerne på en af byens mange gamle, skyggefulde veje, havde hun valgt at flytte ind i en lejlighed, der reelt ikke var meget mere end en tom æske. Ejendomsmarkedet i Atlanta havde været helt i bund, og Sara havde haft et latterligt stort beløb til sin rådighed. Alt i lejligheden var nyt, da hun flyttede ind, men alligevel havde hun sat den i stand fra ende til anden. Alene prisen på køkkenet svarede til, hvad en familie på tre kunne leve for i et år. Når hun dertil lagde udgiften til det nærmest paladsagtige badeværelse, var det direkte pinligt, at hun havde været så rundhåndet, da hun udskrev checken.

I sit tidligere liv havde hun altid været meget forsigtig med sine penge og havde aldrig frådset på andre måder, end når hun hvert fjerde år købte en ny BMW. Efter Jeffreys død havde hun fået udbetalt en erstatning fra hans livsforsikring, og desuden havde hun hans pension, hans opsparing og overskuddet fra salget af hans hus. Hun havde ladet alle pengene stå i banken og havde følt, at det ville svare til at acceptere, at han var væk for altid, hvis hun brugte dem. Hun havde oven i købet overvejet at takke nej til den skattelettelse, hun blev tilbudt af staten, fordi hun var enke efter en politibetjent, som var død i embeds medfør, men hendes revisor havde protesteret voldsomt, og det havde ikke været kampen værd.

De penge, som hun hver måned sendte til Sylacauga i Alabama for at hjælpe Jeffreys mor, stammede således fra hendes egen lomme, mens Jeffreys penge stadig bare stod i den lokale bank til en elendig forrentning. Hun havde ofte overvejet at give pengene til Jeffreys søn, men det ville have været for kompliceret. Jeffreys søn havde aldrig fået at vide, at Jeffrey var hans rigtige far. Hun havde ikke lyst til at ødelægge drengens liv for derefter at overrække ham en sum, som for en ung mand, der stadig gik på college, svarede til en svimlende formue.

Så Jeffreys penge stod stadig bare i banken, akkurat som brevet stadig lå på hendes kaminhylde. Hun stod foran kaminen og pillede ved kanten af konvolutten og spekulerede på, hvorfor hun ikke havde lagt den tilbage i tasken eller stukket den i lommen igen. Under sit pludselige anfald af rengøringsvanvid havde hun bare løftet konvolutten op og tørret støvet af under den, da hun trak en klud hen over kaminhylden.

Hun så på Jeffreys vielsesring, der lå i den anden ende af hylden. Hun gik stadig med sin egen vielsesring i hvidguld, men hans college-ring med Auburn Universitys logo betød mere for hende. Den blå sten var ridset, og ringen var alt for stor til hendes finger, så derfor bar hun den i en lang kæde om halsen, på samme måde som en soldat bærer sit hundetegn. Ingen kunne se, at hun havde den på. Den var altid skjult under hendes tøj, tæt ved hjertet, så hun hele tiden kunne mærke den.

Alligevel tog hun Jeffreys vielsesring op i hænderne og kyssede den, før hun lagde den tilbage på hylden. I løbet af de seneste få dage var det på en måde lykkedes for hende at anbringe minderne om Jeffrey et nyt sted. Det var, som om hun gennemlevede sorgen forfra igen, denne gang bare på større afstand. I stedet for at vågne med en følelse af desperation og håbløshed, som det så ofte var sket i løbet af de seneste tre et halvt år, følte hun sig nu bare enormt trist, når hun vendte sig i sengen og så, at han ikke var der. Trist, fordi hun aldrig igen ville se ham smile. Trist, fordi hun aldrig igen ville holde ham i sine arme eller mærke ham inde i sig. Men hun var ikke længere sønderknust af fortvivlelse. Det var ikke længere, som om hver eneste lille bevægelse eller tanke krævede en kraftanstrengelse af hende. Hun havde ikke længere bare lyst til at dø. Det var ikke længere, som om der ikke var lys for enden af tunnelen.

Men der var også sket noget andet. Tidligere på dagen havde Faith Mitchell været direkte modbydelig mod hende, men alligevel havde Sara overlevet hendes angreb. Hun var ikke brudt sammen eller gået i tusind stykker. Hun var ikke gået op i limningen. Hun havde holdt sammen på sig selv. Det underligste var, at hun på sin vis kun følte sig tættere på Jeffrey på grund af det. Hun følte sig stærkere – mere som den kvinde, han i sin tid havde forelsket sig i, end som den kvinde, der var smuldret uden ham. Hun lukkede øjnene og kunne næsten mærke hans ånde i nakken, mens hans læber strejfede hendes hud så blidt, at en stille rislen bredte sig ned over hendes ryg. Hun forestillede sig så levende, at han lagde en arm om livet på hende, at det kom som en stor overraskelse for hende, da hun lagde en hånd på sin mave og ikke mærkede andet end sin egen varme hud.

Det ringede på døren, og hundene vågnede sammen med hende. Hun tyssede på dem, mens hun gik hen til samtaleanlægget og lukkede pizzabuddet ind. Betty, Will Trents hund, var hurtigt blevet accepteret af hendes to greyhounds, Billy og Bob. Da hun tidligere havde gjort rent, havde de tre hunde lagt sig i en stor bunke i sofaen og kun kigget sløvt op på hende af og til, når hun kom ind i stuen – og et par gange havde de sendt hende et skarpt blik, hvis hun larmede for meget. Selv ikke støvsugeren havde fået dem til at flytte sig.

Hun åbnede døren for at vente på Armando, som mindst to gange om ugen leverede en pizza til hende. Hun prøvede at sige til sig selv, at det var helt normalt, at de var kommet på fornavn med hinanden, og ofte gav hun ham alt for mange drikkepenge, så han ikke begyndte at beklage sig over, at han så mere til hende end til sine egne børn.

”Går det godt?” spurgte han, mens penge og pizza byttede hænder.

”Ja tak, det går strygende,” sagde hun, selvom hun igen havde rettet tankerne tilbage mod lejligheden og de tanker, hun havde været optaget af, før det ringede på døren. Det var så længe siden, hun havde formået at genkalde sig, hvordan det havde været at være sammen med Jeffrey. Hun havde lyst til at trække følelsen i langdrag, kravle i seng og lade sig opsluge af de dejlige minder.

”Ha’ en god aften, Sara.” Armando vendte sig om for at gå, men så afbrød han bevægelsen. ”Der er for resten en underlig fyr, der står og hænger nede foran indgangen.”

Hun boede midt i en storby, så i grunden var der ikke noget usædvanligt ved det. ”Er han bare sådan almindeligt underlig, eller er der grund til at ringe til politiet?”

”Jeg tror, han er strisser. Han ligner ikke ligefrem en strisser, men jeg så hans politiskilt.”

”Tak,” sagde hun. Han nikkede til hende igen og fortsatte hen mod elevatoren. Hun stillede pizzaen ind på køkkenbordet og gik hen i den modsatte ende af stuen. Hun åbnede vinduet og lænede sig ud. Og ganske rigtigt … seks etager længere nede kunne hun se en mandsperson, der i mistænkelig grad lignede Will Trent.

”Hey!” råbte hun. Han reagerede ikke, og hun betragtede ham et øjeblik, mens han vandrede rastløst frem og tilbage. Hun spekulerede på, om han havde hørt hende. Hun prøvede igen og hævede stemmen, som om hun var tilskuer til et bilvæddeløb. ”Hey!”

Langt om længe så Will op. ”Sjette sal,” råbte hun.

Hun så ham gå ind i bygningen og passere Armando, der i det samme kom ud og vinkede til Sara, mens han råbte et eller andet om, at han sikkert snart så hende igen. Sara lukkede vinduet og bad til, at Will ikke havde hørt ordvekslingen – eller at han i det mindste ikke ville bore yderligere i hendes spisevaner. Hun kiggede rundt i lejligheden for at tjekke, at alt så nogenlunde ordentligt ud. Midt i rummet stod to sofaer – den ene fyldt med hunde og den anden fyldt med puder. Hun bankede puderne og smed dem tilbage i sofaen på en måde, så hun håbede, at deres placering virkede kunstfærdigt skødesløs.

Takket være to timers knofedt var køkkenet nu funklende rent – selv kobberpladen på væggen over komfuret, som hun havde været så begejstret for, indtil hun fandt ud af, at der skulle to forskellige rengøringsmidler til for at holde den skinnende blank. Hun passerede fladskærmen på væggen og stivnede. Hun havde glemt at tørre skærmen af. Hun trak det ene ærme ud over hånden og gjorde det så godt, hun kunne.

Da hun åbnede døren, var Will på vej ud af elevatoren. Hun havde kun mødt ham ganske få gange, men alligevel kunne hun ikke undgå at bemærke, at han så frygtelig hærget ud, som om han ikke havde sovet i flere uger. Hendes blik strejfede hans venstre hånd, og hun lagde mærke til, at huden på knoerne var hævet og flosset, som om han gentagne gange havde hamret den ind i en eller andens tænder.

Det var af og til sket, at Jeffrey var kommet hjem med den samme slags skrammer på hænderne. Hun havde altid spurgt, hvad der var sket, og han havde altid løjet for hende. Hun havde tvunget sig selv til at tro på løgnene, fordi hun ikke havde haft det godt med tanken om, at han undertiden ikke holdt sig helt inden for lovens rammer. Hun ønskede at tro, at hendes mand var et helt igennem godt menneske. En del af hende havde lyst til at tro, at også Will Trent var et helt igennem godt menneske, så derfor var hun parat til at tro på alt, uanset hvilken historie han fandt på, da hun spurgte: ”Er du kommet til skade?”

”Jeg har tævet en mand. Dørmanden i Annas ejendom.”

Hans ærlighed kom bag på Sara, og der gik et øjeblik, før hun fandt ud af at formulere en reaktion. ”Hvorfor?”

Igen virkede det, som om han fortalte sandheden. ”Det slog klik for mig.”

”Har du fået ballade med din chef?”

”Egentlig ikke.”

Det gik op for hende, at hun bare lod ham stå ude på gangen, så hun tog et skridt ud til siden for at lukke ham ind. ”Den lille dreng er heldig med, at du fandt ham. Jeg tror ikke, han ville have overlevet endnu en dag.”

”Det er en bekvem undskyldning.” Han kastede et blik rundt, mens han fraværende kløede sig på armen. ”Jeg har aldrig slået på en mistænkt før. Jeg har truet dem så meget, at de troede, jeg ville gøre det, men jeg har aldrig rent faktisk gjort det.”

”Min mor har altid sagt, at der er en hårfin grænse mellem aldrig og altid.” Han så forvirret på hende, og hun forklarede. ”Når man har gjort noget skidt, er det lettere at gøre det igen næste gang og næste gang igen, og før man ved af det, gør man det hele tiden, og det strider ikke længere mod ens samvittighed.”

Det føltes, som om der gik et helt minut, hvor han bare stirrede på hende.

Hun trak på skuldrene. ”Det er op til dig. Hvis du ikke har det godt med, at du har krydset denne grænse, så lad være med at gøre det igen. Lad være med nogensinde at gøre det let for dig at gøre det.”

I begyndelsen udstrålede hans ansigt bare overraskelse, men så blev udtrykket blandet med noget, der lignede lettelse. I stedet for at vedkende sig det, der var sket, sagde han: ”Jeg håber ikke, at Betty har været til alt for meget besvær.”

”Hun har været super nem. Hun har slet ikke gøet eller noget.”

”Det var ikke min mening bare at overlade hende til dig på den måde,” sagde han.

”Det har ikke været noget problem,” forsikrede Sara ham, selvom hun måtte indrømme, at Faith Mitchell havde haft ret med hensyn til Saras motiver. Hun havde tilbudt at passe hunden, fordi hun betragtede det som en chance for at høre nogle flere detaljer fra sagen. Hun ville ønske, at hun kunne bidrage til efterforskningen med et eller andet. Hun længtes efter at føle sig nyttig igen.

Will stod bare midt på gulvet i sit krøllede jakkesæt. Vesten sad løst om maven på ham, som om han havde tabt sig på det seneste. Hun havde aldrig før set nogen se så fortvivlet ud.

”Vil du ikke sidde?” spurgte hun.

Han virkede rådvild, men til sidst satte han sig alligevel i sofaen over for hundene. Han sad ikke på den måde, som de fleste mænd normalt sad på – med spredte ben og armene slået hen over ryglænet. Han var en stor mand, men det virkede, som om han bestræbte sig på ikke at fylde mere end højst nødvendigt.

”Har du fået aftensmad?” spurgte Sara.

Han rystede på hovedet, og hun hentede pizzabakken og stillede den på sofabordet. Hundene virkede ovenud interesserede i indholdet, så Sara satte sig i sofaen sammen med dem for at holde dem på plads. Hun ventede på, at Will skulle tage et stykke pizza, men han sad bare over for hende med hænderne hvilende på knæene.

”Er det din mands ring?” spurgte han.

Hun vendte sig overrasket om mod ringen, som lå på den blankpolerede mahognihylde. Brevet lå i den anden ende af hylden, og et øjeblik blev Sara ramt af panik ved tanken om, at Will ville gætte, hvad konvolutten indeholdt.

”Undskyld,” sagde han. ”Jeg burde ikke være så nysgerrig.”

”Ja, det er hans,” sagde hun, og det gik op for hende, at hun havde siddet og presset sin tommelfinger ind mod vielsesringen og nervøst drejet den rundt og rundt.

”Hvad med …” Han lagde en hånd på sit bryst.

Sara efterlignede bevægelsen og følte sig afsløret, da hun fandt Jeffreys college-ring under den tynde skjorte og løftede den op. ”Det er noget andet,” sagde hun uden at komme ind på de nærmere detaljer.

Han nikkede og fortsatte med at lade blikket vandre rundt i stuen. ”Jeg blev fundet i en skraldespand.” Han sagde det helt ud af det blå, og bemærkningen kom bag på hende. ”I det mindste er det, hvad der står i min sagsmappe,” forklarede han.

Sara vidste ikke, hvordan hun skulle reagere, især da han efterfølgende lo forlegent, som om han havde fortalt en sjofel vittighed til et kirkeligt arrangement.

”Undskyld. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bare sagde det.” Han løftede et stykke pizza op af æsken og holdt hånden under det for at forhindre osten i at dryppe.

”Det er i orden,” sagde hun og lagde en hånd på Bobs hoved, da hunden stak snuden frem mod sofabordet. Hun forstod ikke engang, hvad det var, Will lige havde sagt. Han kunne lige så godt have fortalt, at han var født på månen.

”Hvor gammel var du?” spurgte hun.

Han ventede med at svare, til han havde tygget af munden. ”Fem måneder.” Han tog endnu en bid, og hun så hans kæber bevæge sig, mens han tyggede. I tankerne prøvede hun at forestille sig, hvordan han havde set ud, da han var fem måneder gammel. Han ville lige være begyndt at øve sig i at sidde ved egen hjælp og kunne genkende forskellige lyde.

Han tog endnu en bid og tyggede eftertænksomt. ”Det var min mor, der efterlod mig i den.”

”I skraldespanden?”

Han nikkede. ”En mand brød ind i vores hus. Hun vidste, at han ville slå hende ihjel – og efter al sandsynlighed mig med. Hun skjulte mig i skraldespanden under vasken, og han fandt mig ikke. Jeg må have vidst, at jeg skulle ligge helt stille.” Han smilede skævt til hende. ”Da jeg besøgte Annas lejlighed her i dag, kiggede jeg i alle affaldsspandene. Hele tiden tænkte jeg på det, du sagde i morges … om at morderen havde anbragt affaldsposerne i ofrene for at sende en besked og fortælle hele verden, at de ikke var noget værd.”

”Det er indlysende, at din mor prøvede at beskytte dig. Hun forsøgte ikke at sende et budskab.”

”Nej,” sagde han, ”jeg ved det godt.”

”Fangede de …” Hendes tankevirksomhed var nærmest gået i stå, og hun kunne ikke engang finde ud af at formulere et spørgsmål.

”Fangede de ham, der gjorde det?” spurgte Will og afsluttede spørgsmålet for hende. Han lod blikket glide rundt i stuen igen. ”Fangede de ham, der dræbte din mand?”

Han havde stillet spørgsmålet, men han ledte ikke efter et svar. Han fremsatte bare den pointe, at det ikke spillede nogen verdens rolle, hvilket Sara selv havde følt helt fra det øjeblik, da hun fik at vide, at den mand, der havde arrangeret Jeffreys død, selv var afgået ved døden. ”Det er det eneste, alle politifolk går op i. Fangede de ham?”

”Øje for øje.” Han pegede på pizzaen. ”Er det okay, at jeg …”

Han havde allerede spist halvdelen af pizzaen. ”Ja, naturligvis.”

”Det har været en lang dag.”

Hun lo på grund af underdrivelsen, og han lo også selv.

Hun pegede på hans hånd. ”Vil du gerne have, at jeg skal se på den?”

Han så på skrammerne, som om det først da gik op for ham, at han havde slået hånden. ”Hvad kan du gøre?”

”Der er gået for lang tid til, at jeg kan sy flængerne sammen.” Hun rejste sig for at hente sin førstehjælpskasse i køkkenet. ”Jeg kan rense sårene, og du må hellere komme i gang med en antibiotikakur, så der ikke går betændelse i det.”

”Hvad med hundegalskab?”

”Hundegalskab?” Hun satte sit hår op med en elastik, som hun fandt i en køkkenskuffe, og lagde snoren med sine læsebriller om halsen. ”En menneskemund er et temmelig urent sted, men det er yderst sjældent …”

”Fra rotter, mener jeg,” sagde Will. ”Der var nogle rotter i den hule, hvor Anna og Jackie var indespærret.” Han kløede sig på højre arm igen, og nu gik det op for hende, hvorfor han hele tiden gjorde det. ”Man kan godt få hundegalskab fra rotter, ikke?”

Sara stivnede, mens hun var på vej til at løfte en rustfri skål ned fra et af køkkenskabene. ”Bed de dig?”

”Nej, de flygtede bare op over mine arme.”

”Løb der rotter op over armene på dig?”

”Bare to. Måske tre.”

”To eller tre rotter løb op over dine arme?”

”Det er virkelig beroligende, at du bliver ved med at gentage det, jeg siger – bare højere.”

Hun lo, men spurgte alligevel: ”Opførte de sig underligt? Prøvede de at gå til angreb på dig?”

”Nej, egentlig ikke. De ville bare gerne ud. Jeg tror, at de var lige så bange for mig, som jeg var for dem.” Han trak på skuldrene. ”Én af dem blev nede i hulen. Den gloede bare på mig, du ved, som om den holdt øje med, hvad jeg foretog mig. Men den kom aldrig i nærheden af mig.”

Hun tog læsebrillerne på og satte sig ved siden af ham. ”Smøg ærmerne op.”

Han tog jakken af og smøgede det venstre ærme op, selvom det var den højre arm, han havde kløet sig på. Sara undlod at kommentere det. Hun så på skrammerne på hans underarm. De var ikke engang så dybe, at det havde blødt fra dem. Det havde sikkert føltes en hel del værre, end det rent faktisk var. ”Jeg tror ikke, at der er sket noget.”

”Er du sikker? Måske var det derfor, jeg flippede ud i dag?”

Hun kunne se, at han kun delvist sagde det i spøg. ”Sig til Faith, at hun skal ringe til mig, hvis du begynder at få fråde om munden.”

”Du skal ikke blive overrasket, hvis du allerede hører fra hende i morgen.”

Hun placerede den rustfri skål i skødet på sig selv og pressede hans venstre hånd ned i den. ”Det kommer måske til at svie lidt,” advarede hun og hældte lidt brintoverilte over de åbne sår. Will ikke så meget som fortrak en mine, og hun benyttede sig af hans manglende reaktion til at gå lidt grundigere til værks.

Hun prøvede at aflede hans tanker fra det, hun foretog sig, og hvis hun skulle være helt ærlig, var hendes nysgerrighed også blevet vakt. ”Hvad med din far?”

”Der var visse formildende omstændigheder,” var det eneste, han sagde. ”Bare rolig. Børnehjem er ikke så slemme, som Dickens gerne vil have os til at tro.” Han skiftede emne og spurgte: ”Kommer du fra en stor familie?”

”Bare mig og min lillesøster.”

”Pete fortalte, at din far er blikkenslager.”

”Ja, det er rigtigt. En overgang arbejdede min søster sammen med ham i firmaet, men nu er hun missionær.”

”Sympatisk. I interesserer jer begge for andre mennesker.”

Sara prøvede at tænke på et nyt spørgsmål – et eller andet, som kunne få ham til at åbne sig – men hun kunne ikke komme i tanker om noget. Hun havde ingen anelse om, hvordan man skulle føre en samtale med en, der ikke havde en familie. Hvilke historier om rivaliseringer mellem søskende eller forældres bekymringer kunne man dele med dem?

Will så ud til at have lige så svært ved at finde ordene, eller måske valgte han bare bevidst ikke at sige noget. Uanset hvad sagde han ikke mere, før hun gjorde sit bedste for at anbringe en række plastre på kryds og tværs hen over knoerne.

”Du er en dygtig læge,” sagde han.

”Så skulle du se mig trække splinter ud.”

Han så på sin hånd og bøjede fingrene.

”Du er venstrehåndet,” sagde hun.

”Er det skidt?” spurgte han.

”Det håber jeg ikke.” Hun holdt sin venstre hånd op – den hånd, som hun netop havde brugt, da hun rensede sårene. ”Min mor siger, at det betyder, at man er klogere end alle andre.” Hun begyndte at rydde op i remedierne. ”Og nu, hvor vi alligevel taler om min mor, så ringede jeg til hende i forbindelse med det spørgsmål, du stillede. Hvem af apostlene var det, der erstattede Judas. Svaret er Matthias.” Hun lo. ”Jeg er sikker på, at hvis du finder en mand, der bærer rundt på det navn, har du sikkert fundet din morder.”

Han lo. ”Jeg kan udsende en efterlysning.”

”Sidst set iført kjortel og sandaler.”

Han rystede på hovedet og smilede stadig. ”Du skal ikke lave sjov med det. Det er det bedste spor, jeg er stødt på hele dagen.”

”Fortæller Anna stadig ikke noget?”

”Jeg har ikke talt med Faith siden …” Han viftede med sin sårede hånd. ”Hun ville have ringet, hvis der var dukket noget op.”

”Hun er slet ikke, som jeg troede i begyndelsen,” sagde Sara. ”Anna. Jeg ved godt, at det kan lyde underligt, men hun er temmelig afvisende og følelseskold.”

”Hun har været igennem en hel del.”

”Jeg ved godt, hvad du mener, men det handler om mere end det.” Hun rystede på hovedet. ”Eller måske er det bare min egen nærtagenhed, det handler om. Læger er ikke vant til at blive talt til, som om de er tjenere.”

”Hvad sagde hun til dig?”

”Da jeg kom ind til hende med hendes søn – Balthazar – jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Det var bare underligt. Jeg forventede ikke at få overrakt en medalje eller noget, men jeg troede, at hun i det mindste ville sige tak. Men hun bad mig bare om at gå.”

Will smøgede ærmet ned. ”Ingen af de bortførte kvinder har været særlig sympatiske.”

”Faith sagde, at der muligvis kan være en anoreksiforbindelse.”

”Ja, måske. Jeg ved ikke ret meget om det. Er anorektikere sædvanligvis ubehagelige mennesker?”

”Nej, selvfølgelig ikke. Alle er forskellige. Faith spurgte om det samme i eftermiddag. Jeg fortalte, at man skal være meget viljestærk for at sulte sig selv på den måde, men man kan ikke sige, at alle anorektikere er usympatiske.” Hun tænkte lidt over det. ”Gerningsmanden valgte sikkert ikke disse kvinder, fordi de var anorektikere. Han valgte dem sikkert snarere, fordi de er usympatiske.”

”Hvis de alle er usympatiske, må det betyde, at han på en eller anden måde har kendt dem. Han må have været i kontakt med dem.”

”Har I fundet andre forbindelser ud over det med anoreksi?”

”Alle kvinderne er ugifte. To af dem har børn, en af dem hader børn, og den sidste drømte måske om at få et barn, men det vides ikke med sikkerhed.” Han tilføjede: ”Bankuddannet, advokat, ejendomsmægler og indretningsarkitekt.”

”Hvilken slags advokat?”

”Erhvervsadvokat.”

”Hun arbejder ikke med tvangsauktioner?”

Han rystede på hovedet. ”Og den banksatte var ikke beskæftiget med huslån. Hun var leder af bankens pr-afdeling og arrangerede fundraisingarrangementer og sikrede, at bankens direktør fik sit billede i avisen, når han blev fotograferet sammen med kræftsyge børn. Den slags.”

”De er ikke med i en eller anden støttegruppe?”

”Der er en chatside, men vi kan ikke få adgang til den uden et password.” Han gned sig i øjnene. ”Det hele kører bare rundt i ring.”

”Du ser træt ud. Måske vil en god nats søvn hjælpe, så du bedre kan gennemskue det hele.”

”Ja, jeg må hellere se at komme hjem.” Men han rejste sig ikke. Han sad bare og så på hende.

Hun mærkede, hvordan alle lyde med ét forsvandt fra rummet. Luften blev tyk og gjorde det næsten umuligt for hende at trække vejret. Pludselig blev hun bevidst om et pres mod huden fra ringen på fingeren, og det gik op for hende, at hendes lår rørte ved hans.

Will brød fortryllelsen, da han vendte sig for at tage sin jakke, som han havde lagt hen over ryglænet. ”Jeg må virkelig hellere se at komme af sted,” sagde han og rejste sig for at tage jakken på. ”Jeg skal ud og finde en luder.”

Hun var sikker på, at hun havde hørt forkert. ”Hvabehar?”

Han lo. ”Et vidne ved navn Lola. Det var hende, der tog sig af drengen og gav os et tip om Annas lejlighed. Jeg har ledt efter hende hele eftermiddagen. Jeg tror, at nu, hvor det er blevet mørkt, vover hun sig sikkert ud af sin hule.”

Sara blev siddende i sofaen og tænkte, at det sikkert var bedst at bevare en vis afstand mellem dem, så Will ikke misforstod hendes signaler. ”Jeg kan pakke resten af pizzaen ind til dig.”

”Det behøver du ikke.” Han gik over til den anden sofa, fiskede Betty op af den sammenfiltrede bunke og holdt hende ind til brystet. ”Tak for snakken.” Han tav igen. ”Angående det, jeg sagde …” Han tav igen. ”Måske er det bedst bare at glemme det igen, ikke?”

Hendes tanker for forvildet rundt for at finde på noget at sige, der ikke lød enten afvisende eller – endnu værre – som en invitation. ”Naturligvis. Det er ikke noget problem.”

Han smilede til hende igen og lukkede sig selv ud af lejligheden.

Hun lod sig falde ned i sofaen og sukkede dybt, mens hun tænkte på, hvad helvede det var, der lige var sket. Hun prøvede at søge tilbage gennem samtalen, mens hun spekulerede på, om hun havde sendt Will et tegn eller et ubevidst signal. Måske var der slet ikke noget at finde. Måske lagde hun bare alt for meget i det blik, han havde sendt hende, mens de sad i sofaen. Det hjalp naturligvis ikke ligefrem, at Sara havde tænkt frække tanker om sin mand ganske få minutter før Wills ankomst. Alligevel gennemgik hun hele samtalen mellem dem endnu en gang og prøvede at finde ud af, hvad det var, der havde ført frem til det ubehagelige øjeblik … eller om der reelt overhovedet havde været et ubehageligt øjeblik.

Først da hun kom til at tænke på, hvordan hun havde holdt hans hånd over skålen, mens hun rensede sårene på hans knoer, gik det op for hende, at Will Trent ikke længere havde sin vielsesring på.