KAPITEL 19

WILL SPEKULEREDE PÅ, hvor mange mænd der lige nu var i hele verden, som kørte rundt i en bil og ledte efter en prostitueret. Måske hundred tusind, om ikke en million. Han så på Betty og tænkte, at han sikkert var den eneste, der gjorde det med en chihuahua på passagersædet.

Det håbede han i det mindste.

Han så på sine hænder på rattet og plastrene, som dækkede den flossede hud. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været indblandet i et alvorligt slagsmål. Det måtte ligge helt tilbage til dengang, da han stadig boede på børnehjemmet. Der var en bisse på børnehjemmet, som havde gjort hans liv til et helvede. Will var blevet slået af ham igen og igen, til det en dag slog klik for ham, og Tony Campano var endt med at få fortænderne slået ud, så han lignede et Halloween-græskar.

Han spillede lidt med fingrene. Sara havde gjort sit bedste, da hun gav ham plastrene på, men det var umuligt at undgå, at de begyndte at falde af. Han prøvede at tælle, hvor mange gange han som barn var blevet tilset af en læge. Han havde et ar på kroppen for stort set hvert eneste besøg, og han brugte dem som en påmindelse om aldrig at glemme navnene på alle de plejeforældre eller gruppeledere på børnehjemmet, der havde været så venlige at brække en knogle i hans krop, brændemærke ham eller give ham en flænge.

Han mistede overblikket over antallet, eller også formåede han bare ikke at holde fast i en tanke, fordi han hele tiden vendte tilbage til det blik, som Sara Linton havde set på ham med, da hun dukkede op i døren til sin lejlighed. Han vidste godt, at hun havde langt hår, men hun havde altid haft det sat op. I aften havde det hængt i løse krøller, der faldt som et vandfald ned over hendes skuldre. Hun var klædt i et par cowboybukser og en langærmet bomuldsskjorte, som havde fremhævet alle hendes umiskendelige fortrin. Hun havde kun haft strømpesokker på, og hendes sko havde ligget lige inden for døren, hvor hun havde sparket dem af. Hun havde duftet så dejligt – ikke af parfume, bare af sæbe. Varmt og dejligt. Da hun havde behandlet sårene på hans hånd, havde det krævet al hans viljestyrke ikke at læne sig frem og snuse til hendes hår.

Han kom til at tænke på en voyeur, som han havde pågrebet i Butts County et par år tidligere. Manden var fulgt efter kvinder ud på parkeringspladsen foran det lokale indkøbscenter, hvor han havde tilbudt dem penge for at få lov til at snuse til deres hår. Han kunne stadig huske nyhedsindslaget, hvor byens vicesherif havde været synligt nervøs foran kameraet. Det eneste, han havde kunnet finde på at sige til journalisten, var: ”Han har et problem. Et problem med hår.”

Will havde et problem med Sara Linton.

Han kløede Betty under hagen, mens han ventede på, at lyset skiftede til grønt. Hunden havde formået at indynde sig hos Saras to hunde, men Will var ikke så dum, at han troede, han selv ville have skyggen af chance hos hende. Ingen behøvede at fortælle ham, at han ikke var en mand af den type, som Sara Linton var interesseret i. For det første boede hun i et palads. Will havde sat sit eget hus i stand et par år tidligere og kendte udmærket prisen på alle de dejlige ting, han ikke havde råd til. Alene indretningen af Saras køkken måtte være løbet op i omegnen af halvtreds tusind dollars, hvilket var dobbelt så meget, som han havde brugt på hele sit eget hus.

For det andet var hun intelligent. Hun gik ikke og skiltede med det, men hun var læge. Man blev ikke optaget på medicinstudiet, hvis man var uintelligent, for ellers ville Will selv have været læge. Sara ville lynhurtigt finde ud af, at han var ordblind, og tanken gjorde ham glad for, at han sikkert ikke ville komme til at tilbringe særlig meget tid sammen med hende fremover.

Anna var begyndt at få det bedre og ville snart blive udskrevet fra hospitalet. Hendes søn havde det fint. Der var ingen verdens grund til, at Will skulle mødes med Sara Linton igen, medmindre han tilfældigt kom forbi på hospitalet en dag, hvor hun var på vagt.

Han kunne også håbe på, at han blev fyret. Han havde troet, at det var præcis, hvad Amanda kom for at gøre, da hun om eftermiddagen havde bedt ham om at følge med ud på trappen, men i stedet havde hun bare sagt: ”Det glæder mig at se, at du omsider viser lidt nosser.” Det var ikke ligefrem, hvad man forventede at høre fra sin chef, efter at man mere eller mindre havde banket en mand bevidstløs. Alle kom med undskyldninger for ham og dækkede over ham. Will var tilsyneladende den eneste, der mente, at han havde gjort noget forkert.

Han kørte over for grønt og fortsatte ind i et af byens mere lurvede kvarterer. Han var ved at løbe tør for steder, hvor han kunne lede efter Lola, og det bekymrede ham – ikke kun fordi Amanda havde bedt ham om at glemme alt om at møde op på arbejde dagen efter, medmindre han havde fundet luderen. Lola måtte have vidst besked om drengen. Under alle omstændigheder havde hun vidst besked om narkoen og de aktiviteter, der fandt sted i Anna Lindseys lejlighed. Måske havde hun også set noget andet, som hun bare ikke havde lyst til at fortælle om, fordi det kunne bringe hendes liv i fare. Eller måske var hun en af den slags iskolde og beregnende mennesker, der var ligeglade med, om et lille barn langsomt fik lov til at dø. Efterhånden måtte rygtet om, at Will var en strisser af den slags, der ikke holdt sig tilbage for at tæve folk, have bredt sig. Måske var Lola bange for ham. For helvede, der havde været et tidspunkt på gangen uden for lejligheden, hvor Will havde været bange for sig selv.

Han havde følt sig både lammet og følelsesløs, da han endelig nåede frem til Saras lejlighed. Det havde føltes, som om hjertet ikke engang slog i brystet på ham længere. Han havde tænkt på alle de mænd, der havde tævet ham, da han selv var barn. Al den vold, han havde været udsat for. Alle lidelserne. Og fordi han havde gennembanket dørmanden, var han ikke selv et hak bedre.

En del af ham havde haft lyst til at fortælle Sara Linton om episoden, fordi han havde håbet at se skuffelsen i hendes øjne, når hun med et enkelt blik lod ham vide, at hun aldrig nogensinde kunne acceptere det, han havde gjort, men i stedet var han blevet mødt med … forståelse. Hun erkendte, at han havde begået en fejl, men hun var ikke nået til den konklusion, at det definerede hans personlighed. Hvem konkluderede på den måde? Ikke noget andet menneske, Will nogensinde havde mødt. Ikke en kvinde, Will nogensinde ville kunne forstå.

Sara havde ret med hensyn til, at det altid var meget nemmere at gøre noget anden gang. Will havde selv oplevet det igen og igen i forbindelse med sit arbejde. Gengangere, som var sluppet godt fra at begå en forbrydelse én gang og besluttede sig for, at de lige så godt kunne tage chancen og prøve én gang til. Måske var det en del af menneskets natur at prøve at skubbe til grænserne. En tredjedel af alle, der blev anholdt for spirituskørsel, endte med at blive anholdt for den samme forseelse igen. Over halvdelen af alle dem, der blev anholdt i voldssager, havde tidligere været straffet for vold. Voldtægtsmænd tilhørte en af de grupper, hvor man oftest fandt gengangere, der gang på gang endte med at blive sendt tilbage til spjældet.

Will havde for længst lært, at det eneste, han skulle gøre sig nogen forhåbninger om at kontrollere i en given situation, var sig selv. Han var ikke et offer. Han var ikke en fange af sit eget temperament. Han kunne vælge at være et anstændigt menneske. Det havde Sara sagt. Hun havde fået det til at lyde så let.

Og derpå havde han trukket det akavede øjeblik i langdrag, da de sad sammen i sofaen, mens han stirrede på hende, som om han var øksemorder.

”Idiot.” Han gned sig i øjnene og ville ønske, at han kunne fortrænge minderne fra sine tanker. Det tjente ikke noget formål at tænke på Sara Linton. I sidste ende ville det alligevel ikke føre til noget.

Han fik øje på en gruppe kvinder på fortovet lidt længere fremme, alle klædt i forskellige antræk inspireret af mænds fantasier. Skolepiger, strippere og en transseksuel, der lignede moderen fra den gamle tv-serie Leave It to Beaver. Han rullede vinduet ned, og det virkede, som om der fandt en tavs forhandling sted i gruppen, mens de besluttede sig for, hvem der skulle gå hen til ham. Han kørte i en Porsche 911, som han selv havde bygget op helt fra bunden. Det havde taget ham næsten ti år at sætte bilen i stand, og det var, som om der gik yderligere ti år, før de besluttede sig for, hvem der skulle gå hen til ham.

Langt om længe kom en af skolepigerne slentrende hen mod ham. Hun stak hovedet ind i bilen, men trak det lige så hurtigt tilbage igen. ”Det kan du godt glemme alt om,” sagde hun. ”Jeg er fandeme ikke med på at bolle med en hund.”

Will stak hende en tyvedollarseddel. ”Jeg leder efter Lola.”

Hun vrængede munden af væmmelse og snuppede pengesedlen så hurtigt ud af hånden på ham, at han kunne mærke en brændende følelse mellem fingrene. ”Ja, den billige mær er uden tvivl med på at bolle med din hund. Hun er på Eighteenth. Ved det gamle posthus.”

”Mange tak.”

Pigen var allerede begyndt at spankulere tilbage til gruppen.

Will rullede vinduet op og foretog en U-vending. Han kunne se pigerne i bakspejlet. Skolepigen havde afleveret pengesedlen til sin beskytter, som siden ville aflevere den til hendes alfons. Will vidste fra Angie, at pigerne kun sjældent fik lov til at beholde de penge, de tjente. Deres alfonser betalte for deres kost og logi og tøj, og til gengæld skulle pigerne bare sætte liv og helbred på spil hver eneste aften ved at lokke pengene ud af kunderne. Det var en moderne udgave af slaveri, hvilket i bund og grund var ironisk, eftersom de fleste alfonser var sorte.

Han drejede ind på Eighteenth Street og satte farten ned, så bilen sneglede sig af sted, mens han nærmede sig en sedan, der holdt under en gadelygte. En mand sad bag rattet med hovedet lænet tilbage. Will ventede et par minutter, hvorefter et hoved dukkede op fra mandens skød. Døren gik op, og en kvinde prøvede at komme ud, men manden greb fat om hendes hår og holdt hende tilbage.

”Pis,” mumlede Will og sprang ud af bilen. Han låste døren med fjernbetjeningen, mens han løb hen mod den anden bil og flåede døren op.

”Hvad helvede?” råbte manden uden at slippe sit tag om kvindens hår.

”Hej, skat,” sagde Lola og rakte en hånd ud mod Will. Han tog fat om den uden at tænke og hjalp hende ud af bilen, mens manden sad tilbage med hendes hår i hånden. Han bandede og smed parykken ud på vejen, mens bilen i det samme trak væk fra kantstenen og accelererede så hurtigt, at bildøren smækkede i.

”Jeg er nødt til at tale med dig,” sagde Will til Lola.

Hun bukkede sig for at samle parykken op, og i skæret fra gadelygten kunne han nærmest se helt op til hendes mandler. ”Jeg er faktisk på arbejde.”

”Næste gang du har brug for hjælp …” prøvede Will.

”Det var Angie, der hjalp mig ud, ikke dig.” Hun rettede på sin nederdel. ”Følger du ikke med i nyhederne? Strisserne fandt så meget narko i lejligheden, at hele verden kunne blive skæv. Jeg er fandeme en helt.”

”Balthazar klarer skærene. Drengen.”

”Baltha-hvad-for-noget?” Hun lavede en grimasse. ”For helvede, han havde vel ikke en chance for at overleve.”

”Du tog dig af ham. Han betød noget for dig.”

”Ja, måske.” Hun tog parykken på og forsøgte at få den til at sidde lige. ”Jeg har selv to børn, ikke? Jeg fik dem, mens jeg sad inde og fik lov til at være lidt sammen med dem, før staten tog dem fra mig.” Hendes arme var tynde og senede, og igen tænkte Will på Thinspo-videoerne på Paulines computer. Pigerne sultede sig, fordi de ville være tynde, men Lola sultede, fordi hun ikke havde råd til mad.

”Lad mig,” sagde han og rettede på parykken for hende.

”Tak.” Hun begyndte at gå hen ad gaden for at komme tilbage til sin gruppe, der bestod af den sædvanlige blanding af skolepiger og andre klichefyldte typer, men disse kvinder var ældre og mere forhærdede at se på. Livet som gadeluder blev hårdere og hårdere, jo højere nummeret på gaden var, og der ville sikkert ikke gå mange år, før Lola og hendes gruppe blev fortrængt til Twenty-first Street, hvor stemningen var så desperat, at politiet med jævne mellemrum sendte en ambulance ud for at hente de kvinder, der var døde i nattens løb.

”Jeg kan anholde dig for at lægge hindringer i vejen for opklaringen af en forbrydelse,” prøvede han.

Hun fortsatte med at gå. ”Måske ville det ikke være helt tosset at ryge tilbage i spjældet. Det er temmelig koldt herude i aften.”

”Vidste Angie besked om drengen?”

Hun stoppede.

”Svar mig, Lola.”

Hun vendte sig langsomt om. Hendes øjne granskede hans – ikke fordi hun ledte efter det rigtige svar, men fordi hun ledte efter det svar, han gerne ville høre. ”Nej.”

”Du lyver.”

Hendes ansigt var blottet for følelser. ”Er han virkelig frisk igen? Drengen, mener jeg.”

”Han er sammen med sin mor nu, og ja, jeg tror, han bliver helt frisk igen.”

Hun rodede lidt i sin taske og fandt en pakke cigaretter og nogle tændstikker. Han ventede, mens hun tændte en cigaret og tog et sug. ”Jeg var til en fest. En fyr, som jeg kender, havde fortalt om en fed lejlighed i en dyr og eksklusiv ejendom. Dørmanden var ikke noget problem. Han lukkede bare folk ind og ud. De fleste af dem, der var i lejligheden, var stinkende rige. Du ved … folk, der har brug for et uforstyrret sted i et par timer, uden at nogen stiller nogen spørgsmål. De kommer for at more sig, og dagen efter kommer der en rengøringskone og rydder op. De rige røvhuller, der ejer lejlighederne, vender tilbage fra Palm Beach, eller hvor fanden de nu har været, og ved ikke en skid om, hvad der er foregået.” Hun pillede et stykke tobak af tungen. ”Men denne gang var der noget, der gik skævt. Simkov, dørmanden, var kommet til at træde en eller anden i ejendommen over tæerne. De fyrede ham med to ugers varsel, og så begyndte han at lukke folk fra det lavere klientel ind.”

”Folk som dig?”

Hun løftede hovedet.

”Hvad var hans pris for at gøre det?”

”Det må du snakke med drengene om. Jeg dukker bare op og boller med dem.”

”Hvilke drenge?”

Hun pustede en stor røgsky ud af munden.

Will lod spørgsmålet ligge for ikke at presse for hårdt på. ”Kendte du den kvinde, der havde lejligheden?”

”Jeg har aldrig hverken mødt hende, set hende eller hørt om hende.”

”Okay, så du tog hen til lejligheden, Simkov lukkede dig ind, og hvad skete der så?”

”I begyndelsen var stemningen rigtig god. Som regel har vi været i lejlighederne længere nede i ejendommen, men det her var taglejligheden. Masser af rige kunder og dyre stoffer. Kokain og lidt heroin. Et par dage efter begyndte der også at komme crack på bordet og senere amfetamin. Derefter gik det bare jævnt ned ad bakke.”

Will tænkte på, hvor hærget lejligheden havde været. ”Det må være sket temmelig hurtigt.”

”Måske. Junkier er ikke ligefrem kendt for at udvise tilbageholdenhed.” Hun lo stille. ”Et par slagsmål brød ud. Nogle af tøserne blandede sig. Og så gik transvestitterne i aktion og …” Hun trak på skuldrene, som for at sige: Hvad havde du regnet med?

”Hvad med drengen?”

”Den første gang jeg var der, lå han inde i børneværelset. Har du selv børn?”

Han rystede på hovedet.

”Klogt valg. Angie er ikke ligefrem den moderlige type.”

Will havde ingen intentioner om at sige hende imod, for de vidste begge, at det var den skinbarlige sandhed. ”Hvad gjorde du, da du fandt drengen?” spurgte han.

”Det var ikke godt for ham at ligge i lejligheden. Jeg kunne se, hvad der var på vej. De forkerte mennesker var begyndt at dukke op. Simkov lukkede gud og hvermand ind. Jeg flyttede ham ud på gangen.”

”Ud i skralderummet?”

Hun lo. ”Der var ingen fare for, at nogen ville begynde at rydde op og smide affaldet ud.”

”Gav du ham noget at spise?”

”Ja,” sagde hun. ”Jeg gav ham noget af det, jeg fandt i skabene. Jeg skiftede hans ble. Det gjorde jeg også på mine egne børn, ikke? Som jeg sagde, får man lov til at beholde dem i et stykke tid, før de bliver adopteret væk. Jeg lærte alt om at made børn og alt det lort. Jeg tog mig godt af ham.”

”Hvorfor lod du ham ligge?” spurgte Will. ”Du blev anholdt på gaden.”

”Min alfons vidste ikke noget om det. Jeg havde fri og var bare ude for at more mig. Han fandt mig og gav mig besked på at tage på arbejde igen, og det gjorde jeg så.”

”Hvordan kom du op til lejligheden, så du kunne tage dig af drengen?”

Hun bevægede hånden op og ned. ”Jeg rev den af på Simkov. Han er okay.”

”Hvorfor fortalte du ikke, at der var et spædbarn involveret, da du ringede første gang?”

”Jeg regnede med, at jeg kunne tage mig af ham, når jeg blev løsladt igen,” indrømmede hun. ”Jeg gjorde det faktisk helt godt, ikke? Jeg mener, jeg tog mig af ham og madede ham og skiftede hans ble. Han er en sød lille dreng. Du har selv set ham, ikke? Så ved du også, at han er en sød, lille dreng.”

Den søde, lille dreng havde været alvorligt dehydreret og få timer fra at dø, da Will fandt ham. ”Hvor kender du Simkov fra?”

Hun trak på skuldrene. ”Otik er en gammel kunde.” Hun nikkede hen ad gaden. ”Jeg mødte ham her mellem alle millionærerne.”

”Jeg vil ikke ligefrem beskrive ham som en solid fyr.”

”Han gjorde mig en tjeneste ved at lukke mig ind. Jeg tjente helt godt deroppe og sørgede for, at drengen var i sikkerhed. Hvad ville du ellers have, at jeg skulle have gjort?”

”Vidste Angie noget om ham?”

Hun hostede, og Will hørte, hvordan det rallede dybt i hendes bryst. Det vendte sig i ham, da hun spyttede på fortovet. ”Det er du nødt til at spørge hende selv om.”

Lola svingede sin taske over skulderen og satte kursen tilbage mod sin gruppe.

Will fandt sin mobiltelefon frem og gik tilbage til bilen. Telefonen kunne næsten ikke hænge sammen længere, men det lykkedes ham at gennemføre et opkald.

”Hallo?” sagde Faith.

Will havde ikke lyst til at tale om det, der var sket om eftermiddagen, og han gav hende ikke en mulighed for selv at komme ind på det. ”Jeg har lige talt med Lola.” Han gav hende et hurtigt referat af det, hun havde fortalt. ”Simkov tilkaldte hende for at hjælpe hende med at tjene lidt ekstra penge. Jeg er sikker på, at han selv stak en pæn andel af fortjenesten i lommen.”

”Måske er det noget, vi kan bruge imod ham,” svarede Faith. ”Amanda vil gerne have, at jeg tager en snak med ham i morgen. Vi må se, om hans historie stemmer overens med Lolas.”

”Hvad har du fundet ud af om ham?”

”Ikke ret meget. Han bor i en lejlighed i ejendommens kælderetage. Ifølge aftalen skal han holde vagt fra otte aften til seks morgen, men der har været visse problemer på det seneste.”

”Det er sikkert derfor, de har fyret ham.”

”Hans straffeattest er ren. Hans bankkonto afslører ikke noget suspekt, når man tænker på, at han ikke betaler husleje.” Faith tav et øjeblik, og han kunne høre hende bladre i notesbogen. ”Vi fandt noget porno i hans lejlighed, men ikke alt for bizart og ikke noget med børn. Hans telefonsamtaler afslører ikke noget.”

”I mine ører lyder det, som om han er parat til at lukke hvem som helst ind for det rette beløb. Har Anna Lindsey kunnet fortælle noget?”

Hun fortalte ham om det ringe udbytte af samtalen med hende. ”Jeg ved ikke, hvorfor hun ikke vil sige noget. Måske er hun bange.”

”Måske tror hun, at hvis hun fortrænger det hele og nægter at tale om det, vil det forsvinde.”

”Ja, det kan man måske vælge at gøre, hvis man har en følelsesmæssig modenhed som en seksårig.”

Will prøvede at lade være med at tage hendes udtalelse personligt.

”Vi kastede et nærmere blik på listen over de personer, der er blevet lukket ind i ejendommen,” sagde Faith. ”Der har været en kabelmontør og et par bude. Jeg har talt med dem alle sammen og også med ejendommens vicevært. Der er ikke noget at finde på nogen af dem. Rene straffeattester og solide alibier.”

Will satte sig ind i bilen. ”Hvad med naboerne?”

”Ingen lader til at vide noget. Disse mennesker er for velhavende til at involvere politiet.”

Will havde mødt typen før. De var ikke interesserede i at blive involveret i noget, og de ville ikke have deres navn i avisen. ”Kendte nogen af dem Anna?”

”Samme historie som med de andre. De, der kendte hende, kunne ikke lide hende.”

”Hvad med resultatet af teknikernes undersøgelser?”

”Det bør foreligge i morgen.”

”Og computerne?”

”Jeg har ikke kunnet finde ud af noget. Vores ransagningskendelse omfatter endnu ikke banken, så vi har ikke kunnet få adgang til Olivia Tanners mobiltelefon, BlackBerry eller arbejdscomputer.”

”Gerningsmanden er mere udspekuleret, end vi er.”

”Ja, jeg ved det,” indrømmede hun. ”Alt er begyndt at føles som en blindgyde.”

Der opstod en pause i samtalen. Will ledte efter noget at udfylde stilheden med, men Faith kom ham i forkøbet.

”Godt, Amanda og jeg skal afhøre dørmanden klokken otte i morgen tidlig, og bagefter har jeg en aftale, som jeg ikke kan aflyse. I Snellville.”

Will kunne ikke forestille sig, hvilket ærinde nogen kunne have i Snellville.

”Jeg regner med, at det tager en times tid. Forhåbentlig vil vi have fundet Jake Berman på det tidspunkt. Vi er også nødt til at tale med Rick Sigler. Han bliver ved med at smutte ud mellem fingrene på mig.”

”Han er hvid og først i fyrrerne.”

”Amanda fremsatte den samme pointe. Hun sendte et par mænd ud for at tale med ham tidligere i dag. Han var hjemme, og hans kone var der også.”

Will sukkede. ”Benægtede han, at han havde befundet sig på ulykkesstedet?”

”Tilsyneladende prøvede han at gøre det. Han ville ikke engang indrømme, at han havde været sammen med Jake Berman, hvilket peger mere og mere i retning af, at de to mænd ikke kendte hinanden på forhånd.” Faith sukkede. ”Amanda har sat Sigler under observation, men hans baggrund er ren. Ingen dæknavne, ingen dækadresser, født og opvokset i Georgia. Tolv års skolegang i Conyers. Der er ikke noget, der tyder på, at han nogensinde har været i Michigan – for slet ikke at tale om, at han skulle have boet deroppe.”

”Vi er kun faldet over det her med Pauline McGhees bror, fordi hun sagde til sin søn, at han skulle passe på sin onkel.”

”Ja, men hvad har vi ellers at holde os til? Hvis vi bliver ved med at støde panden mod en mur, ender vi sgu begge med at få en hjernerystelse.”

Will ventede et par øjeblikke. ”Hvilken aftale er det, du har i morgen?”

”Det er noget personligt.”

”Okay.”

Det var, som om ingen af dem efterfølgende kunne finde på noget at sige. Hvorfor havde det været så let for Will at åbne sig for Sara Linton, mens han kun med nød og næppe kunne føre en helt almindelig samtale med alle andre kvinder i sit liv – specielt med Faith?

”Jeg fortæller min hemmelighed, hvis du fortæller din,” prøvede Faith.

Han lo. ”Jeg tror, vi er nødt til at vende tilbage til begyndelsen. Med sagen, mener jeg.”

Hun kunne kun give ham ret. ”Hvis man skal finde ud af, hvad man overser, gør man det bedst ved at søge tilbage i sine egne fodspor.”

”Når du kommer tilbage efter din aftale, kan vi tage ud til Henry og Judith Coldfield og bagefter opsøge Sigler på hans arbejde for at snakke med ham, så han ikke flipper ud foran sin kone, og derpå kan vi gennemgå alle vidnerne – enhver, som har haft bare den fjerneste tilknytning til det her. Kolleger, håndværkere og den slags – hvem som helst, kvinderne kan have haft kontakt med.”

”Ja, det kan vel ikke skade,” sagde hun. Der opstod endnu en pause, og igen var det hende, der brød tavsheden. ”Er alt okay?”

Will var lige kørt ind i indkørslen foran sit hus. Han satte bilen i frigear og ville ønske, at et lyn skar sig ned fra himlen og slog ham ihjel på stedet.

Angies bil holdt i indkørslen.

”Will?”

”Ja,” lykkedes det ham at sige. ”Vi ses i morgen tidlig.”

Han afsluttede samtalen og stak telefonen i lommen. Lyset i stuen var tændt, og Angie havde glemt at slukke lyset på terrassen. Han havde både kontanter og sine betalingskort på sig. Han kunne overnatte på et hotel. Der måtte være et sted, hvor det var tilladt at medbringe hunde, eller måske kunne han skjule Betty under jakken.

Betty vågnede og strakte sig på sædet. Lyset foran huset blev tændt.

Will mumlede stille, mens han løftede hunden op i armene. Han steg ud af bilen, låste den og begav sig op gennem indkørslen. Han åbnede lågen til baghaven og satte Betty ned i græsset, hvorefter han blev stående uden for huset i et par minutter og diskuterede med sig selv, før han besluttede sig for, at han opførte sig tåbeligt og tvang sig selv til at gå indenfor.

Angie lå i sofaen med benene trukket op under sig. Hendes lange, mørke hår var udslået på den måde, han bedst kunne lide det, og hun var klædt i en stramtsiddende, sort kjole, som fremhævede alle hendes former. Sara havde været smuk, men Angie var sexet. Hendes makeup var mørk, hendes læber blodrøde. Han spekulerede på, om hun havde gjort sig umage. Sikkert. Hun havde altid været god til at fornemme, når Will trak sig væk fra hende. Hun var som en haj, der lugtede blod i vandet.

Hun hilste på ham på samme måde, som Lola havde gjort. ”Hej, skat.”

”Hej.”

Hun rejste sig fra sofaen og strakte sig som en kat, mens hun kom ham i møde. ”Har du haft en god dag?” spurgte hun og slog armene om halsen på ham. Will vendte hovedet væk fra hende, men hun drejede det tilbage og kyssede ham på læberne.

”Lad være,” sagde han.

Hun kyssede ham igen, fordi hun aldrig havde brudt sig om at få at vide, hvad hun måtte eller ikke måtte.

Will forholdt sig så passiv som muligt, og til sidst fjernede hun armene fra hans hals.

”Hvad er der sket med din hånd?”

”Jeg har gennembanket en mand.”

Hun lo, som om det var en vittighed. ”Virkelig?”

”Ja.” Han støttede hånden på ryggen af sofaen. Et af plastrene var begyndt at falde af.

”Du har gennembanket en mand?” Hun tog ham alvorligt nu. ”Var der nogen vidner?”

”Ingen, som ikke kan holde mund.”

”Godt for dig, skat.” Hun stod lige bag ham. ”Jeg er sikker på, at det gjorde Faith våd i bukserne.” Hendes hånd bevægede sig ned over hans arm og lukkede sig om hans håndled. Hendes stemme ændrede sig. ”Hvor er din ring?”

”I min lomme.” Will havde taget den af, før han gik op til Sara. På daværende tidspunkt havde han narret sig selv til at tro, at han gjorde det, fordi hans fingre var så hævede, at ringen strammede.

Angies hånd ledte efter hans bukselomme. Will lukkede øjnene og mærkede dagen indhente sig. Ikke bare den dag, men de sidste otte måneder. Angie var den eneste kvinde, han nogensinde havde levet sammen med, og hans krop havde været ensom. Undertiden havde hans længsel efter hende været nærmest pinefuld.

Med fingrene rørte hun blidt ved ham gennem stoffet i lommen. Han reagerede omgående, og da hun hviskede blidt i øret på ham, måtte han tage hårdere fat om sofaen for ikke at falde.

Hun bed blidt i hans øre. ”Har du savnet mig?”

Han sank en klump og kunne ikke få et ord frem, da hun pressede sine bryster og resten af kroppen ind mod hans ryg. Han lænede hovedet tilbage, og hun kyssede ham på halsen, men det var ikke Angie, han tænkte på, da hendes fingre lukkede sig om ham. Det var Sara, han så for sig, og han mindedes, hvordan hun lukkede sine lange fingre om hans hånd, da de satte sig i sofaen. Han tænkte på duften af hendes hår, da han dristede sig til at læne sig frem et kort øjeblik, mens han så diskret som muligt tog en dyb indånding. Duften fra hende havde været så dejlig, tryg og indbydende. Hun duftede af alt det, han aldrig før havde ledt efter. Alt det, han aldrig kunne få.

Angie var holdt op med at kærtegne ham. ”Hvor har du været?”

Det lykkedes Will at lyne bukserne op. Han skubbede Angie til side og fortsatte tværs gennem stuen.

”Du har måske menstruation igen?” spurgte hun.

”Vidste du besked om drengen?”

Hun satte hånden i siden. ”Hvilken dreng?”

”Jeg er ligeglad med, hvad svaret er, men jeg vil høre sandheden. Jeg er nødt til at kende sandheden.”

”Og ellers gennembanker du mig?”

”Jeg kommer til at hade dig,” svarede han, og de vidste begge, at det var sandheden. ”Drengen kunne have været både dig og mig. For helvede, han var mig.”

Hendes tone var skarp og afvisende. ”Fordi hans mor efterlod ham i en skraldespand?”

”Valget stod mellem det eller at lade mænd misbruge ham, så hun kunne få penge til speed.”

Hun pressede læberne sammen, men nægtede at se væk. ”Okay, den sad,” sagde hun efter et stykke tid, for det var præcis, hvad Deidre Polaski i sin tid havde gjort med sin lille datter.

Will gentog spørgsmålet. Det eneste spørgsmål, der betød noget for ham at få besvaret. ”Vidste du, at der var et spædbarn i lejligheden?”

”Lola tog sig af ham.”

”Hvad?”

”Hun er et godt menneske. Hun sørgede for, at han havde det godt. Hvis hun ikke var blevet anholdt …”

”Lige et øjeblik.” Han holdt en hånd op for at bremse hende. ”Tror du virkelig på, at hun tog sig godt af ham?”

”Han har det fint igen, ikke? Jeg har ringet til Grady et par gange. Mor og søn er blevet genforenet.”

”Du har ringet til Grady?” Han stirrede vantro på hende. ”For helvede, Angie. Han er kun et lille spædbarn. Han ville være død, hvis vi havde ventet længere.”

”Men det gjorde I ikke, og han lever stadig.”

”Angie …”

”Folk tager sig altid godt af spædbørn, Will, men hvem tager sig af mennesker som Lola?”

”Du går højere op i en narkoluders ve og vel, mens der ligger et spædbarn i et skralderum og sulter ihjel?” Han lod hende ikke svare. ”Okay. Det slutter her for mig.”

”Hvad helvede skal det betyde?”

”Det betyder, at det er slut mellem os. Det betyder, at snoren på din yoyo er sprunget.”

”Rend mig i røven.”

”Jeg er færdig med at se dig komme og gå. Jeg er færdig med at lade dig tage røven på mig og stikke af midt om natten for at komme tilbage efter en måned eller et år og prøve at slikke mine sår.”

”Du får det til at lyde så romantisk.”

Han åbnede hoveddøren. ”Jeg vil gerne have, at du forsvinder ud af både mit hus og mit liv.” Hun rørte sig ikke ud af stedet, så han tog et par skridt frem og begyndte at skubbe hende hen mod døren.

”Hvad laver du?” Hun puffede til ham, men da han ikke rokkede sig ud af stedet, slog hun ham. ”Hold fingrene fra mig, for helvede!”

Han løftede hende op i armene bagfra, men hun sparkede bare ud efter døren, så den knaldede i.

”Ud!” sagde han og prøvede at række ud efter dørhåndtaget, mens han stadig holdt om hende.

Angie havde været gadebetjent, før hun blev ansat ved kriminalpolitiet, og hun vidste instinktivt, hvordan hun skulle få ham til at miste balancen. Hun sparkede hårdt ud med foden og ramte ham i knæhasen, så benene gav efter under ham og sendte ham i gulvet. Will gav ikke slip, men trak hende med ned, og de lå på gulvet som to ophidsede kamphunde.

”Slip mig!” råbte hun, mens hun sparkede og slog ud efter ham og prøvede at bruge alle dele af kroppen til at forvolde ham smerte.

Will vendte hende om på maven og pressede hende fladt ned mod gulvet. Han tog fat om hendes hænder og tvang dem sammen, så hun ikke kunne stritte imod længere. Uden at tænke førte han den ene hånd ned og flåede hendes trusser af. Hendes negle borede sig ind under huden på hans håndryg, mens han stak fingrene op i hende.

”Dit røvhul,” hvæsede hun, men hun var allerede så våd, at Will næsten ikke kunne mærke sine fingre glide ind og ud. Han fandt det rigtige sted, og hun bandede højlydt igen og pressede ansigtet ned mod gulvet. Hun havde aldrig fået udløsning sammen med ham. Det var en del af magtspillet mellem dem. Hun pressede altid hver eneste dråbe ud af hans sjæl, men hun havde altid nægtet at lade ham gøre det samme ved hende.

”Hold op,” råbte hun, men hun var begyndt at presse underlivet op mod hans hånd og spænde mere og mere i kroppen. Han lynede bukserne ned og trængte ind i hende. Hun prøvede at spænde musklerne i underlivet, men han stødte bare hårdere til og tvang hende til at åbne sig. Hun stønnede og sukkede stille, da han gradvist trængte dybere og dybere ind. Han løftede hende op på alle fire og stødte så hårdt og hurtigt ind i hende, som han kunne, mens han tog fingrene til hjælp for at ophidse hende endnu mere. Hun begyndte at stønne højere – en dyb og guttural lyd, han aldrig før havde hørt fra hende. Han fortsatte med at støde hårdt op i hende og var ligeglad med, om han gav hende blå mærker over hele kroppen eller forvoldte hende smerte. Da hun omsider kom, strammede hendes underliv sig så hårdt sammen om ham, at det næsten gjorde ondt at være inde i hende. Hans egen udløsning var så voldsom, at han endte med at kollapse stønnede på gulvet oven på hende, udmattet og øm i hver eneste del af kroppen.

Han lod sig rulle om på ryggen. Angies hår hang i sammenfiltrede tjavser ned foran ansigtet. Hendes makeup var udtværet. Hendes vejrtrækning var lige så tung og anstrengt som hans.

”For helvede,” mumlede hun. ”For helvede da.” Hun prøvede at række en hånd ud og røre ved hans ansigt, men han skubbede den bare væk.

Det føltes, som om der gik flere timer, mens de lå side om side på gulvet og stønnede. Will prøvede at mærke enten anger eller vrede, men han kunne ikke føle andet end udmattelse. Han var så led og ked af alt det, der foregik mellem dem. Angie tvang ham altid ud i ekstremer, og endnu en gang tænkte han på, hvad Sara havde sagt. Lær af dine fejl.

Angie Polaski lignede den største fejl, Will nogensinde havde begået i sit ynkelige liv.

”For helvede.” Hendes vejrtrækning var stadig stakåndet. Hun rullede om på siden og førte en hånd op under hans skjorte. Hendes hænder føltes varme og svedige på hans hud. ”Hvem hun end er, så hils hende fra mig og sig tak,” sagde hun.

Han stirrede op i loftet. Han havde ikke lyst til at se på hende.

”Jeg har bollet med dig i treogtyve år, skat, men alligevel har du aldrig taget mig på den her måde før.” Hendes fingre gled hen over kanten af hans nederste ribben på det sted, hvor huden var arret efter et brændemærke fra en cigaret. ”Hvad hedder hun?”

Will svarede stadig ikke.

”Fortæl mig, hvad hun hedder,” hviskede Angie.

Wills hals snørede sig smertefuldt sammen, da han prøvede at synke. ”Der er ingen.”

Hun lo højt og vidende. ”Er hun sygeplejerske eller strisser? Luder?”

Will sagde ikke noget. Han prøvede at skubbe Sara ud af hovedet. Han havde ikke lyst til at have hende i sine tanker nu, fordi han vidste, hvad der var på vej. Han havde scoret ét point, men han vidste, at Angie ikke var tilfreds, før hun havde scoret ti.

Han krympede sig, da hun fandt en følsom nerve på hans arrede hud.

”Er hun normal?” spurgte hun.

Normal. De havde brugt ordet på børnehjemmet til at beskrive alle, der ikke var som dem selv – børn med familier, børn med et liv. Børn, hvis forældre ikke havde tævet dem eller behandlet dem som dyr eller ladet andre misbruge dem seksuelt.

Angie fortsatte med at lade fingrene glide rundt om brændemærket. ”Kender hun til dit problem?”

Will prøvede at synke igen. Hans hals var som sandpapir, og han følte sig syg.

”Ved hun godt, at du er sinke?”

Han følte sig fanget under hendes finger, som fortsatte med at kredse rundt om det runde ar, hvor den brændende cigaret havde fået huden til at smelte. Netop som han troede, at han ikke kunne holde det ud længere, holdt hun op, førte læberne hen mod hans øre og lod fingrene glide op under hans ene skjorteærme. Hun fandt det lange ar, der bredte sig op over armen på det sted, hvor barberbladet havde flænget huden op.

”Jeg kan stadig huske blodet,” sagde hun. ”Jeg kan huske, hvordan du rystede på hånden, mens barberbladet skar sig gennem huden. Kan du også selv huske det?”

Han lukkede øjnene, men et par tårer pressede sig ud. Selvfølgelig kunne han huske det. Hvis han koncentrerede sig intenst nok, kunne han stadig mærke, hvordan spidsen af det skarpe metal havde ramt knoglen, fordi han vidste, at han skulle presse bladet dybt ind … dybt nok til at ramme blodåren og sikre, at det blev gjort rigtigt.

”Kan du huske, hvordan jeg holdt om dig?” spurgte hun, og han kunne stadig mærke hendes arme om sig, selvom hun ikke holdt om ham nu. Hun havde svøbt hele sin krop om ham, nærmest som et tæppe. ”Der var bare så meget blod.”

Det havde dryppet ned over hendes arme, ben og fødder.

Hun havde holdt så hårdt om ham, at han næsten ikke kunne få vejret, og han havde elsket hende højt, fordi han vidste, at hun forstod, hvorfor han gjorde det – hvorfor han var nødt til at sætte en stopper for det vanvid, der udspillede sig omkring ham. Hvert eneste ar på hans krop, hvert eneste brændemærke og knoglebrud – Angie vidste alt om ham, akkurat som hun også vidste alt om sig selv. Hver eneste hemmelighed, Will havde, gemte Angie også et sted dybt inde i sig selv. Hun klamrede sig til dem, som om det gjaldt livet.

Hun var hans liv.

Han gispede. Hans mund var stadig knastør. ”Hvor længe?”

Hun lagde hænderne på hans mave. Hun vidste, at hun havde fået ham tilbage. Det var kun et spørgsmål om at knipse med fingrene. ”Hvor længe hvad, skat?”

”Hvor længe vil du have, at jeg skal elske dig?”

Hun svarede ikke lige med det samme, og han var på nippet til at stille spørgsmålet igen, da hun sagde: ”Er det ikke titlen på en country-sang?”

Han vendte sig om og betragtede granskende hendes øjne for at lede efter et tegn på venlighed, som han aldrig havde set før. ”Kan du ikke bare sige hvor længe, så jeg kan tælle dagene, til jeg ved, at det vil være endegyldigt forbi mellem os.”

Hun lod en hånd glide ned over siden af hans ansigt.

”Fem år? Ti år?” Hans hals snørede sig sammen, som om han havde slugt glasskår. ”Kan du ikke bare sige det, Angie? Hvor lang tid skal der gå, før jeg kan holde op med at elske dig?”

Hun lænede sig frem og placerede læberne ud for hans øre igen. ”Det kommer aldrig til at ske.”

Hun skubbede sig op fra gulvet, glattede kjolen og tog sine sko og trusser på. Will lå på gulvet, mens hun åbnede døren og forlod huset uden at bekymre sig om at se sig tilbage. Han bebrejdede hende ikke. Angie så sig aldrig tilbage. Hun vidste, hvad hun lod bag sig – akkurat som hun altid vidste, hvad der lå forude.

Will rejste sig ikke, da han hørte hendes skridt på trappen udenfor, eller da hun startede bilen i indkørslen. Han rejste sig ikke, da han hørte Betty kradse på hundelemmen, som han havde glemt at åbne. Han rørte sig ikke ud af stedet for noget. Han blev liggende på gulvet hele natten, indtil solens stråler trængte ind ad vinduerne og fortalte, at det var på tide at tage på arbejde.