KAPITEL 20

PAULINE VAR SULTEN, MEN DET KUNNE HUN godt håndtere. Hun forstod årsagen til smerterne i mavesækken og tarmene, når krampetrækningerne bredte sig i en formålsløs jagt på en hvilken som helst form for næring. Hun kendte smerterne og kunne godt abstrahere fra dem. Tørsten var dog noget andet. Det var umuligt for hende at ignorere den. Hun havde aldrig før måttet klare sig uden vand i så lang tid. Hun var desperat, parat til at gøre hvad som helst. Hun havde oven i købet tisset på gulvet og prøvet at suge det op, men det havde kun gjort tørsten endnu værre, så hun endte med at ligge på alle fire og hyle som en ulv.

Hun kunne ikke holde det ud længere. Hun kunne ikke klare at opholde sig ret meget længere i mørket, men hun vidste også, at hun ikke måtte lade det stige sig til hovedet og svøbe sig tæt om hende, så hun ikke kunne gøre andet end at krølle sig sammen og gå til af længsel efter Felix.

Felix. Han var den eneste grund til at holde sig i live og prøve at kæmpe sig fri, så røvhullerne blev forhindret i at adskille hende fra hendes lille dreng.

Hun lå på siden med armene bundet stramt ind til kroppen, mens benene strittede vinkelret ud fra kroppen. Hun løftede overkroppen og strakte hals, så hun kom til at ligge på den helt rigtige måde. Hun fastholdt stillingen og spændte i musklerne, til sveden sprang. Bindet om øjnene skar sig ind i huden, mens hun forberedte sig. Kæderne om hænderne raslede, da de blev spændt ud til det yderste, og før hun kunne nå at fortryde, kastede hun hovedet tilbage og hamrede det ind i væggen.

En voldsom smerte skar sig ned gennem hendes hals, og hun så helt bogstaveligt stjerner glide hen over sit synsfelt. Hun rullede stønnende om på ryggen og kæmpede for ikke at hyperventilere og besvime.

”Hvad laver du?” spurgte den anden kvinde.

De seneste tolv timer havde kællingen ligget på ryggen som et lig, apatisk og uden at reagere på noget som helst, men nu skulle hun så stille et spørgsmål?

”Hold kæft,” vrængede Pauline. Hun havde ikke tid til hendes pis. Hun rullede om på siden igen, så hendes overkrop lå parallelt med væggen, før hun skubbede sig et par centimeter længere frem. Hun holdt vejret, kneb øjnene i og hamrede hovedet ind i væggen igen.

”For helvede!” råbte hun, da hendes hoved eksploderede i smerte. Hun lod sig rulle om på ryggen igen. Blodet løb ned over hendes pande, trængte ind under bindet og fortsatte ind i øjnene. Hun kunne ikke blinke det væk og kunne heller ikke bare tørre det væk med hånden. Det føltes, som om edderkopper kravlede hen over hendes øjenlåg og prøvede at trænge ind i øjnene.

”Nej,” stønnede hun og mærkede, hvordan hun blev suget ind i en uhyggelig hallucination, hvor et mylder af edderkopper kravlede hen over hendes ansigt og gravede sig ind under huden for at lægge deres æg. ”Nej!”

Hun satte sig brat op og mærkede en sejlende fornemmelse på grund af den pludselige bevægelse. Hun stønnede igen, bøjede benene og lænede sig frem, så overkroppen hvilede på lårene. Hun var nødt til at genvinde kontrollen over sig selv. Hun kunne ikke lade tørsten overmande sig. Hun kunne ikke lade sløvheden få lov til at slå rod igen, så hun mistede enhver fornemmelse for, hvor hun var.

”Hvad laver du?” hviskede den fremmede kvinde, skræmt fra vid og sans.

”Lad mig være i fred.”

”Han hører dig bare og kommer.”

”Han kommer ikke!” bed Pauline hende af. Som for at bevise det råbte hun: ”Kom herned, dit røvhul!” Hendes hals var så hudløs, at anstrengelsen fik hende til at hoste, men alligevel blev hun ved med at råbe. ”Jeg prøver at flygte! Kom og stands mig, dit forpulede røvhul.”

De ventede og ventede. Pauline talte sekunderne. Der lød ingen skridt på trappen. Intet lys blev tændt, og ingen døre blev åbnet.

”Hvordan ved du det?” spurgte den fremmede. ”Hvordan ved du, hvad han laver?”

”Han venter på, at en af os skal bryde sammen,” sagde Pauline. ”Og det bliver ikke mig.”

Kvinden stillede endnu et spørgsmål, men Pauline ignorerede hende og lagde sig parallelt med væggen igen. Hun forberedte sig på at banke hovedet ind i væggen endnu en gang, men hun kunne ikke få sig selv til at gøre det. Hun kunne ikke gøre sig selv fortræd igen. Ikke lige nu. Senere. Hun ville holde en pause på et par minutter, før hun gjorde det igen.

Hun vendte sig om på ryggen, mens tårerne strømmede ned over hendes ansigt. Hun åbnede ikke munden, for hun ville ikke have, at den anden kvinde skulle vide, at hun græd. Den fremmede havde hørt hende klynke og hyle, mens hun gled rundt i sit eget pis. Den del af forestillingen var slut. Der ville ikke blive solgt flere billetter.

”Hvad hedder du?” spurgte den fremmede.

”Det kommer ikke dig ved!” brølede Pauline. Hun havde ikke brug for, at de blev gode venner. Hun tænkte kun på at komme væk, uanset hvordan, og hvis det betød, at hun måtte træde hen over liget af den anden kvinde for at komme ud i friheden, var hun parat til at gøre det. ”Gider du ikke bare holde kæft?”

”Fortæl mig, hvad du laver. Måske kan jeg hjælpe.”

”Du kan ikke hjælpe. Er du med?” Pauline vred sig om, så hun fik front mod den anden kvinde, selvom de befandt sig i totalt mørke. ”Hør her, søster. Der er kun én af os, der slipper ud herfra i live, og det bliver ikke dig. Er du med? Lort triller nedad, og jeg har ikke tænkt mig at være den, der sidder tilbage med lorten, når det her engang er slut. Er du med?”

Kvinden sagde ikke noget. Pauline lagde sig på ryggen og så op i mørket, mens hun prøvede at forberede sig på at slå hovedet ind i væggen igen.

Kvindens stemme var kun en hvisken. ”Du er fra Atlanta Thin, ikke?”

Paulines hals snørede sig sammen, som om der lige var blevet lagt en løkke om den. ”Hvad?”

”Lort triller nedad, og jeg har ikke tænkt mig at være den, der sidder tilbage med lorten, når det her engang er slut,” gentog hun. ”Det siger du hele tiden.”

Pauline bed sig i læben.

”Jeg er Mia3.”

Mia – slang for ”bulimia”. Pauline genkendte brugernavnet, men alligevel insisterede hun: ”Jeg aner ikke, hvad du snakker om.”

”Viste du mailen til dine kolleger?” spurgte Mia.

Pauline åbnede munden og koncentrerede sig om at trække vejret. Hun prøvede at lade være med at tænke på alle de andre ting, hun havde fortalt i Pro-Anna-gruppen på nettet. De desperate tanker, der hvirvlede rundt i hendes hoved og på en eller anden måde endte med at blive formuleret på tastaturet. Det føltes næsten som at grovæde, men i stedet for at tømme maven bagefter, var det bare hovedet, hun havde fået tømt. Når man fortalte andre om de pinefulde tanker, man havde – og vidste, at de også havde dem – var det på en måde lettere at stå op om morgenen.

Men nu var den fremmede kvinde ikke en fremmed længere.

”Viste du mailen til dem?” spurgte Mia.

Pauline sank en klump, selvom der ikke var andet end støv i hendes hals. Hun kunne ikke fatte, at den anden kvinde spurgte til hendes kolleger, mens de begge lå bagbundet i en kælder som et par skide slagtegrise. Hendes arbejde betød ikke en skid længere. Ingenting betød en skid længere. Mailen havde eksisteret i et andet liv, hvor hun havde haft et job, som hun kæmpede for at beholde, huslån og afbetalinger på en bil. De lå i en kælder og ventede på at blive voldtaget, tortureret og myrdet, men alligevel gik den anden kvinde op i, hvad der var sket med en forpulet mail.

”Jeg nåede ikke at ringe til Michael, min bror,” sagde Mia. ”Måske leder han efter mig.”

”Han finder dig aldrig,” sagde Pauline. ”Ikke her.”

”Hvor er vi?”

”Jeg aner det ikke,” svarede hun, hvilket var sandt. ”Jeg vågnede i bagagerummet på en bil. Jeg var bundet på hænder og fødder. Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde ligget der. Bagsmækken blev åbnet. Jeg begyndte at skrige, men så lammede han mig med strømpistolen igen.” Hun lukkede øjnene. ”Da jeg vågnede næste gang, lå jeg her.”

”Jeg var ude i min baghave,” sagde Mia. ”Jeg hørte et eller andet. Jeg troede, det måske var en kat …” Hun afsluttede ikke sætningen. ”Jeg lå også i et bagagerum, da jeg vågnede. Jeg ved heller ikke, hvor længe jeg havde ligget der. Det føltes som flere dage. Jeg prøvede at tælle timerne, men …” Hun tav, og stilheden blev hængende så længe i luften mellem dem, at Pauline ikke vidste, hvordan hun skulle fortolke den. Langt om længe fortsatte hun: ”Tror du, det var sådan, han fandt os? På chatsiden?”

”Sandsynligvis,” løj Pauline. Hun vidste godt, hvordan han havde fundet dem, og det var ikke på den skide chatside. Det var Pauline, der havde ført dem hertil. Det var hende og hendes store mund, der havde bragt dem i vanskeligheder. Hun havde ikke tænkt sig at fortælle Mia, hvad hun vidste. Det ville bare føre til flere spørgsmål, og med spørgsmålene ville følge beskyldninger, som Pauline vidste, at hun ikke kunne afværge.

Ikke nu. Ikke mens hendes hoved føltes, som om det var proppet med vat, og blodet, der dryppede ned i hendes øjne, føltes som små, behårede ben på millioner af edderkopper.

Pauline gispede efter vejret og prøvede at forhindre sig selv i at gå i opløsning igen. Hun tænkte på Felix og det smil, han havde set på hende med, da hun vaskede ham med den nye sæbe, som hun havde købt i en forretning i Colony Square i frokostpausen.

”Den ligger stadig i pengeskabet, ikke?” spurgte Mia. ”De vil finde mailen i pengeskabet og blive klar over, at du gav ham snedkeren besked på at måle elevatoren.”

”For helvede, hvilken rolle spiller det? Forstår du ikke, hvad der vil ske med os? Hvad så, om mailen bliver fundet? Det er fandeme en ringe trøst. ’Hun er død, men hun havde ret hele vejen igennem.’”

”Det vil være mere, end du oplevede, mens du var i live.”

De delte et øjeblik i gensidig medfølelse. Pauline prøvede at komme i tanker om de få ting, hun vidste om Mia. Hun skrev ikke ret mange beskeder i gruppen, men når hun gjorde det, ramte hendes overvejelser som regel plet. Ligesom Pauline og et par af de andre, der var aktive på siden, kunne Mia ikke holde klynkerne ud og sagde tingene lige ud af posen.

”De kan ikke knække os ved at udsulte os,” sagde Mia. ”Jeg kan klare mig i nitten dage uden mad, før min krop begynder at sige fra.”

Pauline var imponeret. ”Jeg kan holde mig cirka lige så længe,” løj hun. Hendes rekord var tolv dage, hvorefter hun var blevet indlagt på hospitalet, hvor de havde proppet hende som en kalkun til Thanksgiving.

”Det er vand, det handler om,” sagde Mia.

”Ja,” sagde Pauline. ”Hvor længe kan du …”

”Jeg har aldrig prøvet at holde mig fra vand,” afbrød Mia hende og afsluttede hendes spørgsmål. ”Der er ingen kalorier i vand.”

”Fire dage,” sagde Pauline. ”Jeg har læst et sted, at man kun kan holde sig i fire dage.”

”Vi kan godt holde længere.” Det var ikke bare ønsketænkning. Hvis Mia kunne holde til ikke at spise noget i nitten dage, var der ingen tvivl om, at hun også kunne klare sig uden vand i længere tid end Pauline.

Det var det, der var problemet. Hun kunne holde længere end Pauline. Ingen havde kunnet holde længere end Pauline før.

Mia stillede det indlysende spørgsmål. ”Hvorfor har han ikke voldtaget os?”

Pauline pressede hovedet ned mod det kolde betongulv og prøvede at forhindre panikken i at bygge sig op igen. Det var ikke risikoen for at blive voldtaget, det handlede om. Det var alt det andet – spillet, pinslerne, perversiteterne … skraldeposerne.

”Han vil have, at vi skal være helt afkræftede,” gættede Mia. ”Han vil være sikker på, at vi ikke kan sætte os til modværge.” Mias kæder raslede, da hun bevægede sig. Det lød, som om hendes stemme kom nærmere, og Pauline gættede på, at hun havde vendt sig om på siden. ”Hvad lavede du? Lige før, mener jeg? Slog du hovedet ind i væggen?”

”Hvis jeg kan slå hul på gipspladerne, kan jeg måske få os ud. Der står i bygningsreglementet, at der skal være fyrre centimeter mellem lægterne i en skillevæg.”

Mia lød fuld af beundring. ”Måler du mindre end fyrre centimeter rundt om hoften?”

”Nej, din idiot. Jeg kan lægge mig på siden og klemme mig ud.”

Mia lo ad sin egen dumhed, men så henledte hun opmærksomheden på noget andet, der fik Pauline til at føle sig lige så dum. ”Hvorfor bruger du ikke bare fødderne?”

De tav begge, men Pauline mærkede noget, der byggede sig op i hende. Hendes mave trak sig sammen, og hun hørte sin egen latter i ørerne. En løssluppen og rungende latter, mens hun tænkte på, hvor forbandet dum hun havde været.

”For helvede,” sukkede Mia. Også hun begyndte at le. ”Ja, du er godt nok en tåbe.”

Pauline begyndte at vende sig, mens hun pressede skulderen ned mod gulvet. Hun trak benene op under sig og førte dem sammen, så kæderne ikke kom i vejen, når hun sparkede. Gipspladerne gav sig allerede i første forsøg.

”Idiot,” mumlede hun, denne gang henvendt til sig selv. Hun vendte sig om for at føre ansigtet hen mod hullet, så hun med tænderne kunne bide de løse gipsstykker af. Hun ville hellere dø med hovedet tyve centimeter omme på den anden side af væggen, end mens hun bare lå og ventede på, at røvhullet kom for at hente hende.

”Lykkedes det?” spurgte Mia. ”Gik der hul …”

”Klap i,” sagde Pauline og bed i skummassen inde i væggen. Han havde lydisoleret væggene. Det betød dog ikke noget, og hun fortsatte med at bide i skummet og fjerne stump efter stump, mens hun mærkede en desperat længsel efter frisk luft.

”Pis!” råbte Pauline. Hun vendte sig igen, så hendes hofte befandt sig lige ud for hullet. Hun førte hænderne frem, men hendes fingre kunne kun lige akkurat nå ind på den anden side af gipspladen. Hun hev og flåede i skumfyldet, men så strejfede hendes fingre noget, der føltes anderledes. Hun svajede i ryggen og pressede hænderne så langt frem som muligt. Hendes fingre gled hen over en række sammenflettede metaltråde. ”For helvede da også!”

”Hvad er der?”

”Hønsenet.” Han havde pakket hele rummet ind i hønsenet for at forhindre dem i at flygte.

Pauline vendte sig igen og sparkede fødderne frem mod nettet, men sålerne under hendes sko blev bare mødt med urokkelig modstand. I stedet for at mærke trådnettet give efter var hun selv blevet skubbet adskillige centimeter hen over gulvet. Hun kantede sig tilbage for at prøve endnu en gang, mens hun vendte sig om på maven og pressede sine svedige håndflader ned mod cementen. Hun vendte sig om på ryggen igen, trak benene op under sig, samlede alle sine kræfter og sparkede ud efter muren. Igen mødte hun ikke andet end solid modstand, og endnu en gang blev hendes krop skubbet væk fra væggen.

”Åh, for helvede,” gispede hun og lod sig falde tilbage på gulvet. Tårerne vendte tilbage, og edderkoppernes ben kriblede igen hen over hendes øjenlåg. ”Hvad skal jeg gøre?”

”Kan du ikke nå nettet med hænderne?”

”Nej,” græd Pauline. Håbet ebbede mere og mere ud af hende for hver vejrtrækning. Hendes hænder var bundet alt for stramt ind til kroppen. Hønsenettet var placeret på bagsiden af lægterne, og det var umuligt for hende at nå det.

Gråden fik hende til at ryste i hele kroppen. Hun havde ikke set ham i årevis, men hun vidste stadig, hvordan han tænkte. Kælderen var hans opbevaringssted, et omhyggeligt forberedt fængsel, hvor han ville udsulte dem til total underkastelse. Men det var ikke det værste. Der ville være en hule et eller andet sted – en mørk hule i jorden, som han møjsommeligt havde udgravet med sine egne hænder. Kælderen ville knække dem, men hulen ville knuse dem. Røvhullet havde tænkt på alt.

Igen.

Det var lykkedes Mia at kæmpe sig hen til hende. Hendes stemme var helt tæt på, nærmest lige over Pauline. ”Klap i,” beordrede Mia og skubbede Pauline væk. ”Vi må bare bruge munden.”

”Hvad?”

”Det er bare tynde metaltråde, ikke? Hønsenet?”

”Jo, men …”

”Hvis man bøjer det frem og tilbage, knækker det.”

Pauline rystede på hovedet. Det var vanvittigt.

”Vi skal bare have ét af stykkerne til at knække,” sagde Mia, som om logikken var klar for enhver. ”Tag fat med tænderne og vrid metallet frem og tilbage. Før eller siden brister tråden, og så kan vi sparke hul igennem. Eller også må vi brække hvert eneste lille stykke af med tænderne.”

”Vi kan ikke …”

”Lad være med at fortælle mig, hvad jeg kan eller ikke kan!” Også Mias fødder var bundet sammen med kæder, men alligevel lykkedes det hende at sparke Pauline over skinnebenet.

”Av! For helvede …”

”Begynd at tælle,” beordrede Mia, mens hun kantede sig hen mod hullet i væggen. ”Når du når til to hundrede, er det din tur.”

Pauline havde ikke tænkt sig at hjælpe, for hun kunne ikke drømme om at lade den dumme kælling beordre hende til noget som helst, men i det samme hørte hun noget … en skurrende lyd af tænder, der hev og flåede i metal. To hundrede sekunder. Deres læber ville blive flænset op. Deres gummer ville hænge i laser. Det var umuligt at vide, om det overhovedet kunne lade sig gøre.

Pauline rullede om på maven og rejste sig op på knæene.

Hun begyndte at tælle.