KAPITEL 21

FAITH HAVDE ALDRIG BETRAGTET SIG SELV som morgenmenneske, men da Jeremy var lille, var hun kommet ind i vanen med at møde tidligt på arbejde. Man kunne ikke vælge ikke at være morgenmenneske, når man havde en søn, der skulle laves morgenmad til, der skulle klædes på og ses efter i sømmene og sendes af sted, så han kunne stå ved busstoppestedet klokken senest 7:13. Havde det ikke været for Jeremy, ville hun måske have været en natteravn af den slags, der slæbte sig i seng langt efter midnat, men hendes normale sengetid havde snarere været klokken ti, selv efter at Jeremy var blevet teenager, hvor hans vågne timer havde været få og sjældne.

Af sine egne grunde mødte Will også altid tidligt på arbejde. Faith så, at hans Porsche holdt på den sædvanlige plads, da hun kørte ind i parkeringskælderen under City Hall East. Hun satte bilen i frigear og sad i et stykke tid og prøvede at justere sædet, så hun kunne nå pedalerne og rattet på samme tid uden at føle, at hun blev spiddet af rattet eller måtte strække benene helt ud for at nå pedalerne. Efter adskillige minutter lykkedes det hende omsider at finde den rette kombination, og et kort øjeblik overvejede hun at få sædet svejset fast. Hvis Will havde lyst til at køre i hendes bil igen, måtte han gøre det med knæene oppe om ørerne.

Det bankede på ruden, og hun så overrasket op. Sam Lawson stod uden for bilen med en kop kaffe i hånden.

Hun åbnede døren og kantede sig ud. Det føltes, som om hun havde taget ti kilo på i nattens løb. Om morgenen havde det været næsten umuligt for hende at finde noget tøj at tage på. Hun slæbte rundt på så meget vand i kroppen, at hun kunne fylde et helt bassin i Sea World. Heldigvis havde hendes svimmelhed på grund af Sam Lawson vist sig at være en virus, der kun levede i 24 timer. Hun havde ikke lyst til at snakke med ham nu, især ikke eftersom hun var nødt til at koncentrere sig fuldt ud om den dag, hun havde foran sig.

”Hej, skat,” sagde Sam og lod på sin sædvanlige rovdyragtige facon et blik glide op og ned ad hendes krop.

Faith tog sin taske på bagsædet. ”Det er længe siden.”

Han trak halvhjertet på skuldrene for at fortælle, at han blot var et offer for omstændighederne. ”Værsgo,” sagde han og rakte hende kruset. ”Koffeinfri.”

Faith havde prøvet at drikke lidt kaffe om morgenen, men alene lugten havde fået hende til at styrte ud på badeværelset. ”Nej tak.” Hun ignorerede kruset og gik væk fra ham, mens hun gjorde sit bedste for ikke at kaste op igen.

Sam smed kruset i en skraldespand og indhentede hende. ”Morgenkvalme?”

Faith kiggede sig om, bange for at nogen havde hørt ham. ”Jeg har ikke fortalt det til andre end min chef.” Hun prøvede at komme i tanker om, hvornår man egentlig skulle begynde at fortælle det. Der måtte gå et bestemt antal uger, før man kunne være sikker på, at barnet havde sat sig fast. Hun nærmede sig sikkert dette tidspunkt. Hun burde snart begynde at fortælle det. Skulle hun samle alle på én gang, invitere sin mor og Jeremy til middag, ringe sin bror op og sætte medhør på telefonen, eller kunne man bare udsende en anonym gruppemail og springe på et fly til Caraibien i et par uger for at slippe for reaktionerne?

Sam knipsede med fingrene foran hendes ansigt. ”Hallo, er du der?”

”Knap nok.” De rakte ud efter døren til bygningen på samme tid. Hun lod ham åbne døren og holde den for hende. ”Jeg har en hel del at tænke på.”

”Angående i aftes …”

”Det var rent faktisk i forgårs.”

Han lo. ”Ja, men jeg kom egentlig ikke til at tænke på det før i aftes.”

Faith sukkede og trykkede på elevatorknappen.

”Kom lige.” Han trak hende ind i et indhak på den anden side af elevatoren, hvor der stod en automat med tre rækker klistrede kager. Faith vidste det, uden at hun behøvede at se efter.

Sam skubbede hendes hår om bag ørerne. Faith trak det frem igen. Hun var ikke i humør til hans tilnærmelser så tidligt om morgenen. Hun var ikke sikker på, at hun nogensinde ville komme i det rette humør igen. Uden at tænke så hun op for at tjekke, at der ikke var et overvågningskamera, som holdt øje med dem.

”Jeg var en idiot forleden. Undskyld,” sagde han.

Hun hørte elevatordøren glide op og i igen. ”Det er i orden.”

”Nej, det er ikke.” Han lænede sig frem for at kysse hende, men hun trak ansigtet væk fra ham.

”Sam, jeg er på arbejde.” Hun tilføjede ikke resten af det, hun tænkte på, hvilket var, at hun var midt i en sag, hvor en kvinde var død, en anden var blevet brutalt mishandlet, og yderligere to kvinder var forsvundet. ”Det er ikke lige det rette tidspunkt.”

”Det er aldrig det rette tidspunkt,” sagde han, hvilket han også ofte havde sagt mange år tidligere, da de havde set en hel del til hinanden. ”Jeg vil gerne give det en ny chance sammen med dig.”

”Hvad med Gretchen?”

Han trak på skuldrene. ”Du ved, en form for helgardering.”

Faith sukkede og skubbede ham væk. Hun gik tilbage til elevatoren og trykkede på knappen. Sam lod hende ikke være i fred, så hun sagde: ”Jeg er gravid.”

”Ja, det kan jeg godt huske.”

”Jeg har ikke lyst til at knuse dit hjerte, men barnet er ikke dit.”

”Det betyder ikke noget.”

Hun vendte sig om mod ham. ”Prøver du at fortrænge nogle dæmoner, fordi din kone fik en abort?”

”Jeg prøver at få en plads i dit liv igen, Faith. Jeg ved godt, at det skal være på dine præmisser.”

Faith lo hånligt ad den bagvendte kompliment. ”Det forekommer mig, at jeg kan huske, at et af problemerne mellem os – ud over, at du er alkoholiker, at jeg er strisser, og at min mor så dig som Antikrist – var, at du ikke brød dig om, at jeg har en søn.”

”Jeg var jaloux på grund af al den opmærksomhed, du gav ham.”

Det var præcis, hvad hun på daværende tidspunkt havde beskyldt ham for. At høre ham indrømme det nu fik hende næsten til at tabe pusten.

”Jeg er blevet voksen,” sagde han.

Elevatordørene gik op. Faith sikrede sig, at elevatoren var tom og holdt en hånd frem for at forhindre, at dørene gled i. ”Jeg har ikke tid til at snakke mere med dig nu. Jeg har et arbejde, der skal passes.” Hun trådte ind i elevatoren og lod dørene glide i.

”Jake Berman bor i Coweta County.”

Hun var lige ved at få den ene hånd kappet af, da hun stak den ind mellem dørene. ”Hvad?”

Han tog sin notesbog op af lommen og skrev noget i den, mens han sagde: ”Jeg fandt frem til ham via hans kirke. Han er hjælpepræst og søndagsskolelærer. De har en rigtig god hjemmeside, hvor der er et billede af ham mellem en masse lam og regnbuer. Det hele er meget evangelisk.”

Faiths hjerne kunne slet ikke rumme oplysningerne. ”Hvorfor har du ledt efter ham?”

”Jeg ville se, om jeg kunne finde ham før dig.”

Faith brød sig ikke om den drejning, samtalen havde taget, og prøvede at neutralisere situationen. ”Hør her, Sam, vi har ikke noget, der bekræfter, at han er en skidt fyr.”

”Nej, du har velsagtens aldrig besøgt herretoiletterne i Mall of Georgia.”

”Sam …”

”Jeg har ikke talt med ham,” afbrød han hende. ”Jeg ville bare se, om jeg kunne finde ham, når ingen andre kunne. Jeg er træt af, at Rockdale klemmer hænderne sammen om mine nosser. Jeg ville meget hellere have, at det var dig, der gjorde det.”

Faith undlod at kommentere den sidste bemærkning. ”Giv mig lige formiddagen til at få talt med ham.”

”Jeg har jo sagt, at jeg ikke er på jagt efter en historie.” Han lo og blottede sine tænder. ”Betragt det som en øvelse i tillid, Faith.”

Hun kneb øjnene lidt sammen og stirrede på ham.

”Jeg ville se, om jeg kunne udføre dit job.” Han rykkede siden ud af notesbogen og blinkede til hende. ”Det var faktisk ikke særlig svært.”

Faith snuppede siden ud af hånden på ham, før han kunne nå at ombestemme sig. Han fastholdt hendes blik, mens dørene gled i, og pludselig stod hun og stirrede på sit eget spejlbillede på bagsiden af de blanke døre. Hun svedte allerede, men tænkte, at det også kunne skyldes graviditeten. Hendes hår var begyndt at kruse, for selvom det stadig kun var april, var temperaturen allerede godt på vej i vejret.

Hun så på sedlen fra Sam. Omkring adressen havde han tegnet et hjerte, hvilket hun på samme tid fandt både irriterende og rørende. Hun stolede ikke helt på, at han ikke var på jagt efter en historie om Jake Berman. Måske var Atlanta Beacon i færd med i al diskretion at forberede en artikelserie, hvor målet var at afsløre gifte kirkegængere, som stak pikken gennem huller i væggen på offentlige toiletter og helt tilfældigt faldt over voldtagne og torturerede kvinder på landevejene.

Kunne Berman være Paulines bror? Nu, hvor hun havde hans adresse, følte hun sig ikke så sikker. Hvad var sandsynligheden for, at Jake Berman havde fundet sammen med Rick Sigler, hvorefter de to mænd tilfældigvis havde befundet sig på vejen på præcis det tidspunkt, hvor Henry og Judith Coldfield kørte Anna Lindsey ned?

Dørene gled op, og hun trådte ud på gangen. Ingen af lamperne var tændt, og hun slog alle kontakterne ned, mens hun bevægede sig hen mod Wills kontor. Der trængte ikke noget lys ud under hans dør, men alligevel bankede hun på. Hans bil i parkeringskælderen røbede, at han befandt sig i bygningen.

”Ja?”

Hun åbnede døren. Han sad bag skrivebordet med hænderne foldet på maven. Lyset på kontoret var ikke tændt.

”Er alt okay?” spurgte hun.

Han besvarede ikke spørgsmålet. ”Noget nyt?”

Faith lukkede døren og foldede klapstolen ud. Hun så på Wills håndryg og kunne se, at der var kommet nogle flere skrammer til ud over de flænger, han havde fået, da han hamrede løs på Simkovs ansigt. Hun nævnte ikke noget om det, men gik direkte til sagen. ”Jeg har fået Jake Bermans adresse. Han bor i Coweta. Det er cirka tre kvarter herfra, ikke?”

”Hvis trafikken ikke er for slem.” Han holdt hånden frem for at se adressen.

Hun læste den højt for ham. ”Lester Street 1935.”

Han holdt stadig hånden hen over bordet. Af en eller anden grund kunne Faith ikke lade være med at glo på hans fingre.

”Fuck, jeg er fandeme ikke total idiot, Faith. Jeg kan godt læse en adresse.”

Hans stemme var så skarp, at hun mærkede de små nakkehår rejse sig. Will bandede kun sjældent, og hun havde aldrig hørt ham sige ”fuck” før. ”Hvad er der i vejen?” spurgte hun.

”Der er ikke noget i vejen. Jeg vil bare gerne se adressen. Jeg kan ikke deltage i afhøringen af Simkov. Jeg tager ud og finder Berman, og så kan vi mødes her igen efter din aftale.” Han spillede med fingrene. ”Godt, giv mig adressen.”

Hun lagde armene over kors. Hun ville hellere dø end give ham det lille stykke papir. ”Jeg ved ikke, hvad helvede det er, der er i vejen med dig, men du er nødt til at trække hovedet ud af røven og fortælle, hvad det handler om, for ellers har vi snart et alvorligt problem.”

”Faith, jeg blev kun født med to testikler. Hvis du gerne vil have en af dem, må du tale med enten Amanda eller Angie.”

Angie. Det var, som om dette ene ord tappede ham for al energi. Hun lænede sig tilbage i stolen og betragtede ham, stadig med armene over kors. Will stirrede ud ad vinduet, og hun kunne se et svagt omrids af arret på siden af hans ansigt. Hun brændte efter at få at vide, hvordan han havde fået det, hvordan huden på hans kæbe var blevet udhulet, men ligesom alt muligt andet var arret bare endnu et af de emner, de aldrig talte om.

Faith lagde sedlen på bordet og skubbede den over til ham.

Will kastede et flygtigt blik på den. ”Hvorfor er der tegnet et hjerte om adressen?”

”Det var Sam, der gjorde det.”

Will foldede sedlen og stak den i vestelommen. ”Ser I noget til hinanden?”

Faith havde ikke lyst til at benytte et ord som ”bolleven”, så hun trak bare på skuldrene. ”Det er kompliceret.”

Han nikkede på den måde, der var så typisk for dem begge, når samtalen nærmede sig noget personligt, som de ikke havde lyst til at diskutere nærmere.

Hun var pissetræt af skuespillet. Hvad skulle hun gøre om en måned, når hendes mave begyndte at vokse? Hvad ville der ske om et år, når hun kollapsede på jobbet, fordi hun havde regnet forkert, da hun opmålte sin insulindosis? Hun kunne sagtens forestille sig, hvordan Will ville komme med undskyldninger for hendes vægtforøgelse eller bare hjælpe hende på benene igen og sige, at hun skulle passe på med, hvor hun placerede fødderne. Han var så forbandet god til at lade, som om hele huset ikke brændte om ørerne på ham, selvom han på samme tid løb rundt og ledte efter vand for at slukke ilden.

Hun slog opgivende ud med hænderne. ”Jeg er gravid.”

Hans øjenbryn skød op.

”Det er Victor, der er barnets far. Jeg har også fået diabetes. Det var derfor, jeg besvimede i parkeringshuset.”

Han virkede alt for chokeret til at kunne få et ord frem.

”Jeg skulle have fortalt dig det for lang tid siden. Det er det, min hemmelige aftale i Snellville handler om. Jeg skal tale med en læge, der skal hjælpe mig med at få styr på det her diabetes-halløj.”

”Er Sara din læge?”

”Hun har henvist mig til en specialist.”

”Det må betyde, at det er alvorligt.”

”Det er … en udfordring. Det gør kun det hele endnu mere kompliceret, at jeg har fået diabetes. Men det er ikke umuligt at få styr på tingene.” Hun var nødt til at tilføje: ”Det var i det mindste, hvad Sara sagde.”

”Vil du gerne have, at jeg tager med dig ud til lægen?”

Faith så et hurtigt glimt af Will, der sad i Delia Wallaces venteværelse med hendes taske i skødet. ”Nej, men tak for tilbuddet. Det er noget, jeg er nødt til at gøre på egen hånd.”

”Ved Victor …?”

”Nej, Victor ved ikke noget. Ingen ved noget ud over dig og Amanda, og jeg fortalte det kun til hende, fordi hun afslørede mig, mens jeg var ved at give mig selv en insulinindsprøjtning.”

”Skal du give dig selv indsprøjtninger?”

”Ja.”

Hun kunne næsten se, hvordan hans tanker myldrede med alle de spørgsmål, han havde lyst til at stille, men ikke vidste hvordan han skulle formulere.

”Hvis du gerne vil have en ny makker …” begyndte Faith.

”Hvorfor skulle jeg gerne ville have en ny makker?”

”Fordi det er et problem, Will. Jeg ved ikke, hvor stort problemet vil blive, men mit blodsukker svinger helt vildt op og ned, jeg har svært ved at styre mine følelser. Enten har jeg lyst til at bide hovedet af dig, eller også er jeg lige ved at bryde sammen i gråd, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal kunne passe mit job.”

”Det skal du nok finde ud af,” sagde han, fornuftig som altid. ”Det lykkedes mig at finde ud af det. Med hensyn til mit problem, mener jeg.”

Han var så eminent god til at tilpasse sig. Uanset hvad der skete af lort, uanset hvor forfærdelig situationen var, nikkede han bare og bevægede sig videre. Hun gik ud fra, at det var noget, han havde lært på børnehjemmet. Eller måske var det Angie Polaski, der havde banket det ind i ham. Det var en fantastisk overlevelsesevne at have, men som grundlag for et venskab var det allerhelvedes irriterende.

Men der var intet som helst, Faith kunne gøre ved det.

Will rettede sig op i stolen og prøvede som altid at få anspændtheden til at lette ved hjælp af en morsom bemærkning. ”Hvis jeg har noget at skulle have sagt, vil jeg hellere have, at du bider hovedet af mig, end at du begynder at græde.”

”I lige måde.”

”Jeg skylder dig en undskyldning.” Han var pludselig blevet alvorlig igen. ”På grund af det, jeg gjorde ved Simkov. Jeg har aldrig reageret på den måde før. Aldrig nogensinde.” Han så hende direkte i øjnene. ”Jeg lover, at det ikke vil ske igen.”

Faith kunne ikke sige andet end: ”Tak.” Naturligvis kunne hun ikke bifalde det, Will havde gjort, men det var svært at bebrejde ham det, når det var så tydeligt, at han allerede hadede sig selv for det, han havde gjort.

Det var Faiths tur til at prøve at lette stemningen. ”Lad os holde os langt væk fra rollerne som den gode og den onde strømer i et stykke tid.”

”Ja, dum strisser/strid strømer fungerer meget bedre for os.” Han stak hånden ned i vestelommen og gav sedlen med Jake Bermans adresse tilbage til hende. ”Vi må hellere ringe til Coweta og bede dem om at holde øje med Berman for at sikre, at han er den, vi leder efter.”

Tandhjulene i Faiths hjerne var temmelig lang tid om at bevæge sig i en ny retning. Hun så på Sams blokbogstaver og det tåbelige hjerte, han havde tegnet om adressen. ”Jeg ved ikke, hvorfor Sam tror, han kan finde manden på fem minutter, når hele vores it-afdeling ikke har kunnet finde ham på to dage.”

Faith fandt sin mobiltelefon frem. Hun orkede ikke at have besværet med at gå gennem alle de retmæssige kanaler, så hun ringede bare til Caroline, Amandas assistent. Hun boede nærmest på sit kontor og tog telefonen efter det første ring. Faith gav hende Bermans adresse og bad hende om at få den vagthavende i Coweta Country til at bekræfte, at der var tale om den Jake Berman, de var på jagt efter.

”Skal han tage ham med herind?” spurgte Caroline.

Faith overvejede spørgsmålet, men besluttede sig for, at hun ikke havde lyst til at træffe beslutningen på egen hånd. ”Skal de tage Berman med herind?” spurgte hun Will.

Han trak på skuldrene, men svarede: ”Vil det være klogt at advare ham om, at vi har rettet søgelyset mod ham?”

”Hvis en strisser banker på hans dør, bliver han advaret under alle omstændigheder.”

Will trak på skuldrene igen. ”Sig til dem, at de skal prøve at få hans identitet bekræftet på sikker afstand. Hvis han er den rigtige, tager vi ud og anholder ham. Giv det lokale politi mit mobilnummer. Vi kan køre, når du er færdig med at tale med Simkov.”

Faith gav beskeden videre til Caroline. Hun afsluttede samtalen, og Will vendte computerskærmen om mod hende, mens han sagde: ”Jeg har fået en mail fra Amanda.”

Faith trak tastaturet og musen over til sig. Hun ændrede farveindstillingen, så hendes nethinder ikke selvantændte, og dobbeltklikkede på filen. Hun opridsede indholdet for Will, mens hun læste. ”Teknikerne har ikke kunnet bryde koden på nogen af computerne. De siger, at det er umuligt at komme ind på chatsiden om anoreksi uden et password … siden er beskyttet af en eller anden avanceret kryptering. Dommerkendelsen angående Olivia Tanners bank bør være klar engang i eftermiddag, så vi kan se nærmere på hendes telefonsamtaler og dokumenter.” Hun bladrede lidt længere ned i teksten. ”Hmm.” Hun læste lidt videre i tavshed, før hun fortsatte. ”Okay, det her er måske noget, jeg kan prøve at vende med dørmanden. Teknikerne har fundet et delvist fingeraftryk på branddøren på gangen uden for penthouselejligheden. Højre tommelfinger.”

Will vidste, at Faith dagen før havde brugt det meste af eftermiddagen på at finkæmme Anna Lindseys ejendom. ”Hvordan får man adgang til brandtrappen?”

”Enten gennem vestibulen eller via taget,” sagde hun og læste det næste afsnit. ”På brandtrappen i den bageste ende af bygningen blev der fundet et andet fingeraftryk, der svarer til det, der blev fundet på døren. De sender det op til politiet i Michigan, så de kan gennemgå deres database. Hvis Paulines bror har været anholdt før, bør der dukke noget op. Hvis vi kan få oplyst et navn, er vi allerede halvt i mål.”

”Vi bør undersøge, hvad der er udskrevet af parkeringsbøder i området. Man kan ikke bare parkere, hvor man vil. De er temmelig flittige med at udskrive bøder i Buckhead.”

”God idé,” sagde Faith og åbnede sit eget mailprogram for at sende anmodningen af sted. ”Jeg udvider området til at dække alle parkeringsbøder udskrevet i områderne omkring alle de steder, hvor ofrene sidst vides at have befundet sig.”

”Son of Sam blev afsløret af en parkeringsbøde.”

Faiths fingre fløj hen over tasterne. ”Du er nødt til at holde op med at se så meget fjernsyn.”

”Hvad skal jeg ellers lave om aftenen?”

Hun så på hans hænder og de nye skrammer.

”Hvordan fik han Anna Lindsey ud af bygningen?” spurgte han. ”Han kan ikke bare have løftet hende op på skulderen og være gået ned ad brandtrappen.”

Faith sendte mailen, før hun svarede. ”Der er alarm på branddøren. Alarmen ville være gået i gang, hvis nogen havde åbnet den. Tror du, at han bare tog elevatoren ned og forlod bygningen gennem vestibulen?”

”Det er et godt spørgsmål at stille Simkov.”

”Der er ikke dørmand på døgnet rundt,” mindede Faith ham om. ”Morderen kan have ventet, til Simkov fik fri, hvorefter han bare benyttede elevatoren. Simkov skulle også holde øje med bygningen, når han ikke var på vagt, men han gik ikke ligefrem op i sit job med liv og sjæl.”

”Og han blev ikke afløst af en anden dørmand?”

”De har prøvet at finde en dørmand mere i over seks måneder,” sagde hun. ”Tilsyneladende er det svært at finde nogen, som gider sidde på deres flade røv i otte timer hver eneste dag – hvilket også er forklaringen på, at de har fundet sig i så meget pis fra Simkovs side. Han var trods alt villig til at tage dobbeltvagter.”

“Hvad med båndene fra overvågningskameraerne?”

”Optagelserne bliver slettet efter to døgn.” Hun ventede et øjeblik, før hun tilføjede: ”Bortset fra dem fra i går, som lader til at være forsvundet.” Amanda havde sørget for, at de optagelser, der viste, hvordan Will havde smadret Simkovs ansigt ned i skranken, var blevet slettet.

Will rødmede af forlegenhed, men alligevel spurgte han: ”Fandt I noget i Simkovs lejlighed?”

”Vi endevendte alt. Han kører i en gammel Monte Carlo, der er utæt som en si, men vi fandt ingen kvitteringer for leje af et lagerrum ude i byen.”

”Han kan umuligt være Paulines bror.”

”Vi har været så fokuserede på det med hendes bror, at vi har været blinde for alt andet.”

”Okay, så lad os holde hendes bror ude af regnestykket. Hvad med Simkov?”

”Han er ikke særlig kvik. Jeg mener, han er ikke decideret uintelligent, men vores gerningsmand udvælger kvinder, som han kan undertrykke. Jeg siger ikke, at han ligefrem er et geni, men han er en jæger. Simkov, derimod, er bare en ynkelig nar, der gemmer porno under hovedpuden og bliver betalt i form af blowjobs for at lukke ludere ind i tomme lejligheder.”

”Du har aldrig før troet på det nyttige i at opridse en gerningsmands profil.”

”Du har ret, men vi famler i alle mulige retninger. Lad os koncentrere os om gerningsmanden,” sagde hun, hvilket normalt var Wills forslag. ”Hvad ved vi om ham?”

”Han er udspekuleret,” sagde Will. ”Han har sikkert en arrogant kvindelig chef, eller også er der mange arrogante kvinder i hans liv.”

”Det kan man stort set sige om hele Jordens mandlige befolkning nu om stunder.”

”Det siger du ikke?”

Faith opfattede hans bemærkning som en morsomhed og smilede. ”Hvilken type job har han?”

”Et job, som gør det muligt for ham at snige sig uden om vores radar. Han har fleksible arbejdstider. Det må kræve en hel del tid at holde øje med disse kvinder og blive fortrolig med deres vaner. Han må have et job, hvor han kan komme og gå, som det passer ham.”

”Lad os stille det samme kedelige spørgsmål én gang til: Hvad med kvinderne? Hvad har de til fælles?”

”Anoreksi eller bulimi.”

”Chatsiden.” Hun skød selv den sidste mulighed i sænk. ”Naturligvis kan ikke engang FBI finde ud af, hvem siden er registreret under. Ingen har kunnet bryde Paulines password. Hvordan skulle gerningsmanden kunne gøre det?”

”Måske er det ham, der har åbnet hjemmesiden for at bruge den til at finde ofre?”

”Hvordan skulle han finde frem til kvindernes rigtige identitet? Alle kvinder på internettet er høje, slanke og lyshårede. Og som regel tolv år og liderlige.”

Han sad og drejede sin vielsesring igen, mens han stirrede ud ad vinduet. Faith kunne ikke holde op med at glo på skrammerne på hans håndryg. Blandt retsmedicinere ville de gå under betegnelsen afværgelæsioner. Will havde stået bag en eller anden, som havde boret sine lange negle dybt ned i huden.

”Hvordan gik dit besøg hos Sara i aftes?” spurgte hun.

Han trak på skuldrene. ”Jeg hentede bare Betty. Jeg tror, hun var glad for at være sammen med Saras hunde. Hun har to greyhounds.”

”Jeg så dem selv i går morges.”

”Nå ja, det gjorde du også.”

”Sara er sød,” sagde Faith. ”Jeg kan virkelig godt lide hende.”

Will nikkede.

”Du skulle invitere hende ud.”

Han lo og rystede på hovedet på samme tid. ”Jeg tror ikke, at det vil være nogen god idé.”

”På grund af Angie?”

Han holdt op med at dreje ringen. ”Kvinder som Sara Linton …” Hun fangede et glimt af et eller andet i hans øjne, som hun ikke helt kunne tyde. Hun forventede, at han bare ville slå det hen, men han fortsatte: ”Faith, der er ikke nogen del af mig, der ikke er beskadiget.” Hans stemme lød tyk og grødet. ”Jeg tænker ikke bare på de ting, man kan se. Der er mere. Alvorlige skader.” Han rystede på hovedet igen, mere for sin egen skyld end for Faiths. Efter et stykke tid sagde han: ”Angie ved, hvem jeg er. En som Sara …” Hans stemme fortonede sig igen. ”Hvis du virkelig holder af Sara Linton, vil du ikke ønske, at hun skal lære mig at kende.”

Faith kunne ikke finde på andet at sige end hans navn. ”Will …”

Han lo anstrengt. ”Vi må hellere holde op med at tale om det her, før der begynder at løbe mælk ud af brysterne på en af os.” Han tog sin mobiltelefon frem. ”Klokken er næsten otte. Amanda venter sikkert på dig i forhørslokalet.”

”Har du tænkt dig at følge med bag glasruden?”

”Jeg vil lige foretage et par opkald til Michigan og lade dem vide, at de ikke skal regne med at få et øjebliks fred, før de har undersøgt fingeraftrykkene fra brandtrappen i Annas ejendom. Kan du ikke ringe til mig, når du er færdig hos lægen? Hvis Sam har fundet den rigtige Jake Berman, kan vi tage ud og tale med ham sammen.”

Faith havde glemt alt om sin aftale hos lægen. ”Hvis han er den rette Jake Berman, bør vi anholde ham med det samme.”

”Jeg ringer til dig, hvis det er tilfældet. Ellers tager du bare ud til lægen, hvorefter vi begynder forfra helt fra bunden, som vi aftalte.”

Hun opremsede punkterne på deres liste. ”Henry og Judith Coldfield. Rick Sigler, Olivia Tanners bror.”

“Det skulle nok kunne holde os beskæftiget.”

”Ved du, hvad der går mig på?” Will rystede på hovedet, og hun fortsatte: ”Vi har stadig ikke modtaget rapporterne fra Rockdale County.” Hun holdt hænderne ud til siden, fordi hun vidste, at Rockdale var et ømt punkt. ”Hvis det er meningen, at vi skal vende tilbage til begyndelsen, er det præcis, hvad vi har brug for … den oprindelige rapport fra ulykkesstedet, som blev udformet af den politimand, der som den første mødte op på stedet, og derefter kan vi gennemgå detaljerne én efter én. Jeg ved godt, at Galloway sagde, at manden lige nu sidder og fisker i Montana, men hvis hans notater er gode, behøver vi ikke at tale med ham.”

”Hvad er det, du håber at finde?”

”Jeg ved det ikke. Men det går mig på, at Galloway stadig ikke har faxet rapporten til os.”

”Han er ikke ligefrem den hurtigste og mest ansvarsfulde mand, jeg kender.”

”Nej, men der har været en grund, hver gang han har holdt noget tilbage. Du sagde det selv. Folk opfører sig ikke bevidst så tåbeligt, uden at der er en logisk forklaring.”

”Jeg kan ringe til stationen og høre, om Galloways sekretær kan tage sig af det uden at involvere ham.”

”Du må også hellere få en eller anden til at kigge på de skrammer, du har på hænderne.”

Han så ned på sine hænder. ”Jeg tror, du har kigget rigeligt på dem.”

*

Ud over samtalen med Anna Lindsey på hospitalet dagen før havde Faith aldrig arbejdet direkte sammen med Amanda i en sag. Normalt var der altid et skrivebord mellem dem, og Amanda sad på den ene side og pressede fingerspidserne mod hinanden som en anden stram skolefrøken, mens Faith sad og pillede nervøst ved sine fingre på den anden side, mens hun aflagde rapport. Af samme grund havde Faith det ofte med at glemme, at Amanda havde kæmpet sig op gennem graderne i en tid, hvor kvinder i uniform ellers kun blev sat til at brygge kaffe og renskrive rapporter. De havde ikke engang lov til at bære våben, for cheferne troede, at hvis valget stod mellem at skyde en forbryder eller knække en negl, ville det sidstnævnte hensyn veje tungest.

Amanda havde været den første kvindelige betjent, der havde skudt denne teori i sænk. Hun havde stået i en bank for at hæve sin lønningscheck, da en bankrøver havde besluttet sig for at hæve et større beløb. En af bankassistenterne var gået i panik, og røveren var begyndt at slå løs på hende med skæftet på sin pistol. Amanda havde affyret et enkelt skud og ramt manden lige i hjertet med det, der blev omtalt som en K-5 – en henvisning til den midterste cirkel på skydeskiven på politiets skydebane. Engang havde hun fortalt Faith, at hun bagefter havde været nødt til at få sine negle ordnet.

Det ville have været en stor fordel for Otik Simkov, dørmanden fra Anna Lindseys ejendom, hvis han havde kendt denne historie. Eller måske alligevel ikke. Den lille prop udstrålede en aura af arrogance, selvom han var blevet tvunget til at skrue sig ned i en alt for lille, skrigende orange fængselsuniform og et par åbne sandaler, som omkring tusind fanger havde haft på før ham. Hans ansigt var hævet og forslået, men alligevel holdt han ryggen rank og skuldrene tilbage. Da Faith kom ind i forhørslokalet, sendte han hende et vurderende blik af den slags, en landmand sikkert så på sine køer med.

Cal Finney, Simkovs advokat, så demonstrativt på sit ur. Faith havde set ham i fjernsynet mange gange, og i reklamerne for hans praksis blev der altid spillet den samme irriterende jingle. Han var lige så flot i virkeligheden, som han var på skærmen. Uret på hans håndled kunne have betalt for hele Jeremys universitetsuddannelse.

”Undskyld, jeg kommer for sent.” Faith rettede undskyldningen mod Amanda, fordi hun vidste, at hendes holdning var det eneste, der betød noget. Hun sad på en stol over for Finney og var genstand for det misbilligende blik i Simkovs øjne, mens han åbenlyst stirrede på hende. Han var ikke en mand, der havde lært at respektere kvinder. Måske ville Amanda rette op på det.

”Jeg vil gerne takke, fordi du har indvilliget i at tale med os, Simkov,” begyndte Amanda. Hendes stemme var venlig og imødekommende, men Faith havde deltaget i tilstrækkeligt mange møder med sin chef til at vide, at Simkov allerede var i vanskeligheder. Amandas hænder lå stadig roligt på sagsmappen, men hvis Faith kunne støtte sig til sin erfaring, var der ingen tvivl om, at hun på et tidspunkt ville åbne mappen og slippe helvede løs.

”Vi har blot et par spørgsmål, vi gerne vil stille angående …” begyndte hun.

”Rend mig i røven,” brølede Simkov. ”Snak med min advokat.”

”Wagner,” sagde Finney. ”Jeg er sikker på, at du er klar over, at vi i morges har indsendt en klage over politiets brutale fremfærd.” Han åbnede sin mappe, tog en stak papirer op af den og smækkede dem hårdt ned i bordet.

Faith mærkede sit ansigt blusse, men Amanda virkede totalt upåvirket. ”Det forstår jeg, Finney, men din klient vil blive tiltalt for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde i en usædvanligt modbydelig sag. Mens han var på vagt, blev en af beboerne i ejendommen bortført. Hun blev voldtaget og tortureret. Det lykkedes hende kun lige akkurat at slippe væk med livet i behold. Jeg er sikker på, at du har set sagen omtalt i nyhederne. Hendes lille søn blev efterladt alene og var nær død, igen i den ejendom, hvor din klient arbejder. Offeret vil aldrig nogensinde genvinde sit syn. Du forstår velsagtens, hvorfor vi er en smule frustrerede over, at din klient ikke ligefrem har været særlig meddelsom med hensyn til, hvad det præcis var, der foregik i ejendommen.”

”Jeg ved ingenting,” insisterede Simkov. Hans accent var så kraftig, at Faith konstant måtte minde sig selv om, at han stadig talte engelsk. Han så på advokaten. ”Få mig ud herfra. Hvorfor er jeg blevet anholdt? Jeg er snart en velhavende mand.”

Finney ignorerede sin klient og spurgte Amanda: ”Hvor længe regner du med, at mødet her vil vare?”

”Ikke ret længe.” Hendes smil sagde det modsatte.

Finney lod sig ikke narre. ”Du har ti minutter. Hold spørgsmålene relateret til Anna Lindsey-sagen.” Han så på Simkov. ”Hvis du samarbejder nu, vil det kun være til din egen fordel under sagen mod politiet.”

Det kom ikke som nogen overraskelse, at udsigten til at få udbetalt en erstatning gjorde Simkov væsentligt mere samarbejdsvillig. ”Okay. Hvad er spørgsmålene?”

”Fortæl mig, Simkov,” fortsatte Amanda. ”Hvor længe har du opholdt dig her i landet?”

Simkov så på sin advokat, som nikkede for at fortælle, at han skulle besvare spørgsmålet.

”Syvogtyve år.”

”Du taler virkelig flot engelsk. Vil du sige, at du taler sproget flydende, eller vil du føle dig bedre tilpas, hvis jeg tilkalder en tolk?”

”Jeg taler flydende engelsk,” svarede han og pustede brystkassen op. ”Jeg læser amerikanske bøger og aviser uden problemer.”

”Du kommer fra Tjekkoslovakiet,” sagde Amanda. ”Er det ikke korrekt?”

”Jeg er tjekke,” sagde han, sikkert fordi hans hjemland ikke længere eksisterede. ”Hvorfor er det dig, der stiller spørgsmål til mig? Jeg har anlagt sag mod politiet. Det er dig, der burde besvare mine spørgsmål.”

”Man skal være amerikansk statsborger for at anlægge sag mod myndighederne.”

”Simkov opholder sig helt legalt her i landet,” indskød Finney.

”Du har taget min arbejdstilladelse,” tilføjede Simkov. ”Den lå i min pung. Jeg så, at du så den.”

”Ja, det gjorde du ganske rigtigt.” Amanda åbnede mappen, og Faith mærkede sit hjerte springe et slag over. ”Og det vil jeg gerne takke dig for. Det sparede mig for en del tid.” Hun tog sine briller på og læste højt fra en side i mappen. ”’Arbejds- og opholdstilladelser udstedt mellem 1979 og 1989, som ikke er forsynet med en udløbsdato, skal fornys inden for 120 dage efter modtagelsen af denne skrivelse. Alle udlændinge, der er i besiddelse af en arbejds- og opholdstilladelse, skal indsende en ansøgning om at få udstedt en permanent opholdstilladelse, blanket I-90, der træder i stedet for den tidligere erhvervede tilladelse, for ellers vil alle tidligere arbejds- og opholdstilladelser blive ophævet.’” Hun lagde siden fra sig. “Lyder det som noget, du har hørt før, Simkov?”

Finney holdt en hånd hen mod hende. ”Lad mig se det.”

Amanda gav ham skrivelsen. ”Simkov, jeg er bange for, at immigrationsmyndighederne ikke er i besiddelse af nogen form for dokumentation, der bekræfter, at du har udfyldt blanket I-90 for at få fornyet din opholdstilladelse.”

”Pis og papir,” sagde Simkov, mens han på samme tid så flakkende og nervøst på sin advokat.

Amanda gav Finney et andet dokument. ”Det her er en fotokopi af Simkovs arbejds- og opholdstilladelse. Som du kan bemærke, er der ikke nogen udløbsdato, og dermed har din klient ikke overholdt betingelserne for sin opholdstilladelse. Jeg er bange for, at vi er nødt til at lade sagen overgå til immigrationsmyndighederne.” Hun smilede sødt. ”Desuden modtog jeg et opkald fra Sikkerhedsministeriet i morges. Jeg havde ingen anelse om, at tjekkisk producerede våben hyppigt ender i hænderne på terrorister. Simkov, er det ikke korrekt, at du var ansat i metalindustrien, før du kom til USA?”

”Jeg var smed,” skød han tilbage. ”Jeg skoede heste.”

”Alligevel må det betyde, at du er i besiddelse af specialviden om fremstilling af metalredskaber.”

Finney mumlede en forbandelse. ”Du er simpelthen ufattelig. Ved du godt det?”

Amanda lænede sig tilbage i stolen. ”Jeg kan ikke huske det fra dine reklamer, Finney … men er du også specialist i immigrationslovgivning?” Hun fløjtede muntert og lød som en perfekt efterligning af jinglen fra Finneys tv-reklamer.

”Tror du virkelig, at du vil slippe godt fra at fælde ham på en formalitet? Se lige på ham.” Finney pegede på sin klient, og Faith måtte indrømme, at manden havde en pointe. Simkovs næse var blevet vredet ud til siden, da brusken i den blev smadret. Hans højre øje var så hævet, at han kun kunne åbne øjenlåget et par millimeter. Selv hans ene øre var blevet smadret, og en række grimme sting bredte sig ned over øreflippen på det sted, hvor Wills knytnæve havde fået den til at flække i to.

”Din underordnede bankede ham sønder og sammen,” sagde Finney, ”men det synes du måske bare er helt i orden?” Han forventede ikke at få et svar. ”Otik Simkov flygtede fra et kommunistisk regime og ankom her til landet for at begynde på en frisk. Synes du selv, at det, du udsætter ham for lige nu, er i overensstemmelse med ånden i Forfatningen?”

Amanda havde et svar parat på alt. ”Forfatningen er til for at beskytte uskyldige borgere.”

Finney smækkede sin mappe i. ”Jeg indkalder til en pressekonference.”

”Det skal være mig en fornøjelse at fortælle, hvordan Simkov tvang en luder til at give ham et blowjob, før han lod hende gå op for at tage sig af et døende, seks måneder gammelt spædbarn.” Hun lænede sig ind over bordet. ”Sig mig lige, Simkov. Lod du hende få et par minutter mere sammen med barnet, hvis hun slugte?”

Finney brugte et øjeblik på at ændre sin taktik. ”Jeg benægter ikke, at denne mand er et røvhul, men selv røvhuller har rettigheder.”

Amanda sendte Simkov et isnende smil. ”Kun hvis de er amerikanske statsborgere.”

”Det her er ufatteligt, Amanda.” Finney virkede oprigtigt frastødt. ”Det her kommer til at indhente dig en dag. Det ved du godt, ikke?”

Amanda havde indledt en eller anden form for stirrekonkurrence med Simkov, som fik hende til at lukke øjne og ører for alt andet i rummet.

Finney rettede opmærksomheden mod Faith. ”Hvordan har du det med det, der foregår her, betjent? Hvordan har du det med, at din makker gennembanker et vidne?”

Faith havde det alt andet end godt med det, men det var ikke det rette tidspunkt at komme med undvigende svar. ”Jeg er specialagent. Betegnelsen ’betjent’ anvendes normalt om en patruljerende politibetjent.”

”Det her er utroligt. Atlanta er blevet det nye Guantánamo Bay.” Han vendte sig om mod Simkov. ”Otik, lad dem ikke koste rundt med dig. Du har dine rettigheder.”

Simkov stirrede stadig på Amanda, som om han troede, at han på en eller anden måde kunne få hende til at bryde sammen. Hans øjne flakkede rundt i hendes ansigt, mens han prøvede at vurdere hendes modstand. Langt om længe nikkede han kort. ”Okay. Jeg dropper mit sagsanlæg. Sørg for, at de dropper alt det her pis imod mig.”

Finney ville ikke høre tale om det. ”Som din advokat må jeg råde dig til at …”

”Du er ikke hans advokat længere,” afbrød Amanda ham. ”Er det ikke korrekt, Simkov?”

”Jo, det er korrekt.” Han lagde armene over kors og stirrede stift på hende.

Finney mumlede endnu en forbandelse. ”Det her er ikke slut endnu.”

”Det tror jeg nu, det er,” sagde Amanda. Hun tog bunken med papirerne om sagsanlægget mod politiet.

Finney forbandede hende igen og inkluderede Faith for en sikkerheds skyld, mens han rejste sig og forlod rummet.

Amanda lod dokumenterne om sagsanlægget dumpe ned i papirkurven. Faith hørte en høj hvislen, da papirerne svævede gennem luften. Hun var glad for, at Will ikke var der, for uanset hvor meget begivenhederne stred mod hendes samvittighed, var Wills samvittighed i fuld gang med at tage livet af ham. Finney havde ret. Takket være en formalitet var Will netop sluppet godt fra at gennembanke en mistænkt. Hvis ikke Faith havde stået ved siden af ham på gangen dagen før, ville hun måske have haft det anderledes lige nu.

Hun genkaldte sig billedet af Balthazar Lindsey, der lå i skralderummet et par meter fra sin mors penthouselejlighed, og det eneste, hun kunne tænke på, var flere undskyldninger for Wills opførsel.

”Godt,” sagde Amanda. ”Skal vi gå ud fra, at der også findes visse æresbegreber blandt kriminelle, Simkov?”

Simkov nikkede anerkendende. ”Du er en barsk kvinde.”

Amanda virkede glad for komplimenten, og Faith kunne se, at hun nød at befinde sig i et forhørslokale igen. Det kedede hende sikkert til døde at deltage i organisationsmøder og diskutere budgetter og diagrammer dagen lang. Der var ikke noget at sige til, at det var hendes foretrukne hobby at være på nakken af Will.

”Okay, fortæl mig om de aktiviteter, der fandt sted i lejligheden,” sagde hun.

Simkov trak på skuldrene og slog ud med armene. ”Rige mennesker rejser hele tiden. Nogle gange lejer jeg deres lejligheder ud til en eller anden. De låner lejligheden, hygger sig lidt med …” Han lavede samlejebevægelser med hænderne. ”Otik får lidt penge. Rengøringsdamen kommer dagen efter, og alle er glade.”

Amanda nikkede, som om det var et helt naturligt arrangement. ”Hvad skete der i Anna Lindseys lejlighed?”

”Jeg tænkte … hvorfor ikke tjene lidt ekstra? Mr. Regus – det er det røvhul, der bor i nummer 9A – fandt ud af, at der foregik noget. Han ryger ikke selv og kom hjem fra en af sine forretningsrejser og fandt et brændemærke fra en cigaret på gulvtæppet. Jeg havde godt selv set det, selvom det ikke var noget særligt. Men Regus begyndte at skabe problemer for mig.”

”Og så blev du fyret?”

”To ugers opsigelse, god anbefaling.” Han trak på skuldrene igen. ”Jeg har allerede et andet job på hånden i nogle byhuse ovre i nærheden af Phipps Plaza, hvor der er vagt på 24 timer i døgnet. Et virkelig stilfuldt sted. Jeg og en anden skal dele vagterne mellem os. Han tager dagvagterne, og jeg tager nattevagterne.”

”Hvornår gik det op for dig, at Anna Lindsey var forsvundet?”

”Hun kommer altid ned med sin søn klokken præcis syv om morgenen, men så en dag dukkede hun ikke op. Jeg tjekkede boksen, hvor beboerne kan lægge en besked til mig … for det meste klager, når de ikke kan få et vindue op eller ikke kan finde ud af at få fjernsynet til at fungere. Det er ikke en del af mit job at tage mig af den slags, vel? Nå, men der lå en seddel fra Lindsey, hvor hun fortalte, at hun tog på ferie i to uger. Jeg gik ud fra, at hun allerede var taget af sted. Som regel fortæller beboerne, hvor de skal hen, men måske tænkte hun, at eftersom jeg ikke længere ville være der, når hun kom tilbage, kunne det være lige meget.”

Det stemte fint overens med det, Anna havde fortalt. Amanda spurgte: ”Var det sådan, hun normalt kommunikerede med dig? Ved hjælp af skriftlige beskeder?”

Han nikkede. ”Hun kunne ikke lide mig. Hun sagde, at jeg var doven.” Han vrængede på munden af væmmelse. ”Hun fik ejerne til at købe en uniform til mig, så jeg lignede en anden abe. Hun fik mig til at tiltale hende med ’ma’am’, som om jeg var et lille pattebarn.”

Det lød, som om det passede fint sammen med den profil, de havde opridset for ofrene.

“Hvordan kunne du vide, at hun var væk?”

”Jeg så hende ikke komme ned. Normalt tager hun hen for at styrketræne, går ud for at handle eller går en tur med den lille, og hun har brug for hjælp til at få barnevognen ind og ud af elevatoren.” Han trak på skuldrene. ”Jeg tænkte bare, at hun nok allerede var taget af sted.”

”Godt, du gik altså ud fra, at Anna Lindsey ville være bortrejst i to uger,” sagde Amanda, ”hvilket passede nøjagtigt sammen med datoen for din opsigelse.”

”Præcis,” sagde han.

”Hvem ringede du til?”

”Alfonsen. Ham, der døde.” Det virkede, som om Simkov for første gang skruede lidt ned for arrogancen. ”Han var faktisk ikke så slem. De kaldte ham Freddy. Jeg ved ikke, hvad hans rigtige navn var, men han var altid ærlig over for mig. Ikke ligesom nogle af de andre. Hvis jeg sagde to timer, overholdt han det og kom ned efter to timer. Han betalte selv for rengøringsdamen. Der var ikke noget pjat med ham. Nogle af de andre prøver at presse mig. De prøver at forhandle om prisen og forlader ikke lejligheden på det aftalte tidspunkt. Men så ringer jeg måske ikke til dem, når der en anden gang er en ledig lejlighed. Freddy indspillede engang en musikvideo i en af lejlighederne. Jeg har holdt øje med den i fjernsynet, men jeg har aldrig set den. Måske kunne han ikke finde en agent. Det er svært at trænge igennem i musikbranchen.”

”Festen i Anna Lindseys lejlighed kammede over,” sagde Amanda og fastslog blot, hvad de alle allerede vidste.

”Ja, tingene kammede over,” sagde han. ”Men Freddy var en fin fyr. Jeg tog ikke derop for at tjekke, hvad der skete. Hver eneste gang jeg bruger elevatoren, kommer der altid en og siger: ’Åh, Simkov, kan du ikke lige se på dit eller dat i min lejlighed?’ ’Kan du ikke vande mine blomster?’ ’Vil du ikke lufte min hund?’ Det er ikke en del af mit job, men når man bliver trængt op i en krog på den måde, hvad kan man så gøre? Skulle jeg bare bede dem om at rende mig i røven? Nej, det vil nok ikke være så smart. Derfor bliver jeg som regel siddende bag min skranke og siger, at jeg ikke kan hjælpe med noget, fordi jeg skal holde øje med indgangen og ikke kan lufte deres forbandede hund.”

”Lejligheden lignede jeg ved ikke hvad,” sagde Amanda. ”Det er svært at forestille sig, at den kunne komme til at se sådan ud i løbet af bare en enkelt uge.”

Han trak på skuldrene. ”Nogle mennesker har bare ikke nogen respekt for noget. De skider i hjørnerne som hunde. Der er ikke noget, der kan overraske mig længere. De er fandeme alle sammen som en flok dyr og er parat til at gøre hvad som helst for at kunne stikke en nål i armen.”

”Hvad med drengen?” spurgte Amanda.

”Hende luderen … Lola. Jeg troede, hun skulle derop for at betjene en kunde. Freddy var der jo, og Lola havde et blødt punkt for ham. Jeg vidste jo ikke, at han var død. Eller at Lindseys lejlighed var blevet smadret.”

”Hvor tit tog Lola derop?”

”Jeg holdt ikke regnskab med det. Et par gange om dagen. Jeg regnede med, at hun fik lidt at styrke sig på af og til.” Han gned sig under næsen og snuste luften ind – et universelt tegn for at sniffe kokain. ”Hun er ikke så slem. Hun er et godt menneske, der bare er blevet trukket ned i lortet på grund af uheldige omstændigheder.”

Det var, som om det ikke faldt Simkov ind, at han selv var en del af disse uheldige omstændigheder. ”Har du bemærket noget usædvanligt i ejendommen i løbet af de seneste to uger?” spurgte Faith.

Simkov værdigede hende ikke et blik, men spurgte Amanda. ”Hvorfor begynder hun pludselig at stille spørgsmål?”

Faith havde før prøvet at blive hånet og ignoreret, men hun vidste, at det var nødvendigt at holde Simkov i kort snor. ”Du vil måske hellere have, at jeg henter min makker og lader ham tale med dig?”

Han fnyste, som om tanken om endnu en gennembankning ikke spillede nogen rolle for ham, men alligevel besvarede han Faiths spørgsmål. ”Hvad mener du med ’usædvanligt’? Det er Buckhead, vi taler om. Der foregår hele tiden usædvanlige ting.”

Anna Lindseys penthouselejlighed havde sikkert kostet et sted omkring tre millioner dollars. Kvinden boede ikke ligefrem i en ghetto. ”Så du nogen fremmede luske rundt?” pressede Faith på.

Han slog afvisende ud med hånden. ”Der er fremmede overalt. Det er en stor by.”

Faith tænkte på morderen. Han måtte have fået adgang til bygningen for at kunne lamme Anna og bortføre hende fra lejligheden. Det var tydeligt, at Simkov ikke ville gøre det let for dem, så derfor prøvede hun at bluffe. ”Du ved godt, hvad jeg taler om, Otik. Lad være med at løbe om hjørner med mig, for så beder jeg fandeme min makker om at komme tilbage og gøre dit grimme fjæs endnu grimmere.”

Han trak på skuldrene igen, men endnu en gang var det, som om noget ved hans udstråling ændrede sig. Faith ventede, og langt om længe sagde han: ”Somme tider går jeg ud for at ryge en smøg omme bag ejendommen.”

Brandtrappen, der førte op på taget, lå på bagsiden af bygningen. ”Hvad så du?”

”En bil,” sagde han. ”Sølvfarvet, fire døre.”

Faith prøvede at kontrollere sin reaktion. Både Henry og Judith Coldfield og familien fra Tennessee havde set en hvid sedan forsvinde i høj fart fra ulykkesstedet. Det havde været halvmørkt. Måske havde de troet, at den sølvfarvede bil var hvid. ”Skrev du registreringsnummeret ned?”

Han rystede på hovedet. ”Jeg så, at stigen til brandtrappen var slået ned. Så jeg gik op på taget.”

”Via trappen?”

”Jeg tog elevatoren. Jeg har et dårligt knæ og ville ikke kunne klare at gå op ad trappen. Der er 23 etager i ejendommen.”

”Hvad så du oppe på taget?”

”Der lå en sodavandsdåse. En eller anden havde brugt den som askebæger. Der lå en hel masse skodder i den.”

”Hvor lå den?”

”På kanten af taget, lige ved trappen.”

”Hvad gjorde du med den?”

”Jeg sparkede til den,” svarede han med endnu en skuldertrækning. ”Jeg så den ramme jorden. Den eksploderede nærmest som …” han pressede hænderne sammen og skubbede dem brat fra hinanden. ”Det var et temmelig imponerende syn.”

Faith havde gennemgået området bag bygningen og finkæmmet det fra ende til anden. ”Vi har ikke fundet hverken cigaretskod eller en sodavandsdåse bag bygningen.”

”Det er jo det, jeg siger. Dagen efter var det hele væk igen. En eller anden havde ryddet op.”

”Og den sølvfarvede bil?”

”Den var også væk.”

”Og du er sikker på, at du ikke så nogen suspekte mænd, der luskede rundt uden for bygningen?”

Han sukkede dybt. “Ja, jeg er. Det har jeg jo sagt. Bare Root Beerdåsen.”

”Hvilken Root Beer?”

”Sodavandsdåsen. Doc Petersons Root Beer.”

Præcis, hvad de også havde fundet i kælderen i huset bag Olivia Tanners.