KAPITEL 22
PÅ VEJEN UD TIL JAKE BERMANS HUS i Coweta County diskuterede Will med sig selv, hvor vred Faith ville blive, når hun fandt ud af, at han havde narret hende. Han var ikke sikker på, hvad der ville gøre hende mest rasende: Den direkte løgn, han havde fortalt i telefonen om, at Sam havde fundet den forkerte Jake Berman, eller at Will nu var på vej mod syd for at tale med manden alene. Det var udelukket, at hun ville have overholdt sin aftale med lægen, hvis Will havde fortalt, at den rigtige Jake Berman var i live, havde det godt og boede på Lester Drive. Hun ville have insisteret på at tage med, og Will ville ikke have kunnet finde på en god undskyldning for, at hun ikke gjorde det – ikke ud over at hun var gravid, havde fået konstateret diabetes og generelt havde rigeligt at se til og ikke behøvede at sætte noget på spil ved at tale med et vidne, som udmærket kunne tænkes også at være deres hovedmistænkte.
Men alle disse argumenter ville være prellet af på Faith som vand på en gås.
Will havde fået Caroline, Amandas assistent, til at krydstjekke Jake Berman med adressen på Lester Drive. Med de nye og afgørende oplysninger havde det ikke været særlig vanskeligt for hende at få adgang til flere informationer om Bermans baggrund. Huslånene stod i hans kones navn, og det samme var tilfældet med alle deres betalingskort samt regningerne for kabel-tv, lys, vand og varme. Lydia Berman var skolelærer. Jake Berman havde været arbejdsløs i en evighed og havde stadig ikke fundet et job. For atten måneder siden var han blevet erklæret konkurs med en gæld på en halv million dollars. Grunden til, at han havde været så svær at finde, kunne ganske enkelt være, at han forsøgte at gøre det svært for kreditorerne at finde ham. I lyset af, at Berman et par måneder tidligere havde været anholdt for blufærdighedskrænkelse, var det forståeligt nok, at han ønskede at holde lav profil.
På den anden side gav det hele også mening, hvis Berman var deres gerningsmand.
Wills Porsche var ikke specielt behagelig at køre i på lange ture, og han havde fået ondt i ryggen, da han endelig nåede frem til Lester Drive. Trafikken havde været værre end normalt, fordi en traktoranhænger var væltet og havde ligget på tværs af motorvejen, så trafikken var gået i stå i næsten en time. Will havde ikke haft lyst til at være alene med sine tanker, så da han krydsede grænsen til Coweta County, havde han været igennem samtlige radiostationer i området.
Han kørte op på siden af en anonym Chevy Caprice, der holdt lige inden for indkørslen til Lester Drive. En græsslåmaskine stak op af bagagerummet. Manden bag rattet var klædt i overalls og havde en kraftig guldkæde om halsen. Will genkendte straks Nick Shelton, en lokal feltagent fra Distrikt 23.
”Hvodden skær’ den?” spurgte Nick og skruede ned for bluegrassmusikken, som drønede ud af højttalerne. Will havde mødt manden et par gange før. Han var så stor en bonderøv, at man nærmest forventede, at han havde halm i skoene, men han var en grundig og pligtopfyldende efterforsker, der vidste, hvordan han skulle passe sit job.
”Opholder Berman sig stadig i huset?” spurgte Will.
”Ja, medmindre han har sneget sig ud ad bagdøren,” svarede Nick. ”Bare rolig. Han ser ud til at være en doven slyngel.”
”Har du talt med ham?”
”Jeg udgav mig for at være en havemand, der var ude for at lede efter arbejde.” Nick rakte ham et visitkort. ”Jeg sagde til ham, at jeg tog hundrede dollars om måneden, men han sagde, at han sgu godt selv kunne finde ud af at slå en skide græsplæne.” Han lo fnysende. ”Og det blev sagt af en mand, der stadig går rundt i pyjamas klokken ti om formiddagen!”
Will så på kortet, der var forsynet med en tegning af en græsslåmaskine og nogle blomster. ”Flot,” sagde han.
”Det falske telefonnummer er en fordel, så jeg ikke bliver kimet ned i tide og utide af damerne.” Nick lo igen. ”Jeg fik en god mulighed for at kaste et grundigt blik på den gode Jake, mens han holdt et mindre foredrag for mig om konkurrencedygtige priser på havearbejde. Der er ingen tvivl om, at det er ham, vi leder efter.”
”Var du indenfor i huset?”
”Nej, så dum var han heller ikke. Vil du gerne have, at jeg bliver hængende lidt endnu?”
Will overvejede situationen og tænkte, at hvis han havde givet Faith en chance, ville hun have haft ret: Man burde aldrig træde ind i en ukendt situation uden backup. ”Ja, hvis det er i orden? Bare bliv siddende i bilen og sørg for, at jeg ikke får hovedet skudt af.”
De lo begge en smule højere, end der egentlig var belæg for, sikkert fordi Will ikke havde sagt det for at være morsom.
Han rullede vinduet op og fortsatte hen ad vejen. For at gøre tingene lettere for ham havde Caroline ringet til Berman, før Will forlod kontoret. Hun havde præsenteret sig som en medarbejder fra det lokale kabel-tvselskab. Berman havde forsikret hende om, at han var hjemme og kunne lukke den tekniker ind, der var på vej for at ordne noget ved kabelboksen, så de også fremover kunne være sikre på at modtage signalet uden afbrydelser. Der var en lang række fiduser, man kunne benytte sig af for at sikre, at folk var hjemme, men historien med kabelforbindelsen var den bedste. Folk kunne klare sig uden alt muligt andet, men de havde som regel ikke lyst til at sætte livet på vågeblus i flere dage, mens de ventede på, at en tekniker fra kabelselskabet dukkede op.
Will tjekkede tallene på postkassen for at sikre, at de stemte overens med tallene på den seddel, Faith havde fået af Sam Lawson. Takket være MapQuest, som forsynede alle kørselsvejledninger med store pile – samt et par hurtige stop på tankstationer for at spørge om vej – var det lykkedes Will at navigere sig gennem den lille landsby uden at køre forkert mere end et par gange.
Alligevel sammenlignede han tallene på sedlen med tallene på postkassen for tredje gang, før han steg ud af bilen. Han kiggede på det hjerte, som Sam havde tegnet rundt om adressen, og endnu en gang undrede han sig over, at en mand, der ikke var far til Faiths barn, kunne finde på at gøre det. Will havde kun mødt manden en enkelt gang, men han brød sig ikke om ham. Victor var okay. Will havde talt i telefon med ham et par gange og havde siddet ved siden af ham under en ufatteligt kedelig prisuddelingsceremoni, som Amanda havde insisteret på, at de deltog i, fordi hun ville være helt sikker på, at der var nogen til at klappe, når hendes navn blev læst op. Victor havde gerne villet snakke om sport, men ikke om football og baseball, som var de eneste to sportsgrene, Will fulgte med i. Hockey var for yankee’er, og fodbold var for europæere. Han var ikke helt sikker på, hvordan Victor var begyndt at interessere sig for netop disse to sportsgrene, men det havde betydet, at samtalen mellem dem havde været temmelig træg. Hvad det end var, Faith havde set i manden, havde Will været glad, da han for et par måneder siden havde lagt mærke til, at Victors bil ikke længere holdt i Faiths indkørsel, når han kom for at hente hende på de dage, hvor de skulle møde i retten.
Naturligvis var Will ikke den rette til at bedømme andre menneskers forhold. Han var stadig øm i hele kroppen efter at have været sammen med Angie aftenen før. Det var ikke en behagelig form for ømhed, men snarere en ømhed af den slags, som gav ham lyst til at kravle i seng og sove i en uge. Han vidste dog af erfaring, at det ikke spillede nogen rolle, for lige så snart han begyndte at sætte den ene fod foran den anden og genopbygge et eller andet, der mindede om et liv, ville Angie vende tilbage, og han ville blive slynget tilbage til præcis det samme sted igen. Det var hans skæbne, og intet ville nogensinde kunne ændre noget ved det.
Bermans hus var i ét plan, bygget i ranch-stil og lå på en forholdsvis stor grund. Huset så beboet ud, men ikke på den charmerende måde. Græsset var forvokset, og ukrudtet bredte sig uhæmmet i blomsterbedene. Den grønne Camry i indkørslen var møgbeskidt. Der var store mudderkager på dækkene, og resten af bilen var dækket af en film af snavs, der så ud til at have været der i et stykke tid. Der var monteret to autostole på bagsædet, og som i alle andre børnefamiliers biler var bagruderne fyldt med klistrede fingeraftryk. To gule, rombeformede skilte var ophængt i sideruderne og betød sikkert noget i retning af Børn i bilen. Will pressede en hånd ned mod kølerhjelmen. Motoren var kold. Han tjekkede uret på sin telefon. Klokken nærmede sig ti. Faith var sikkert hos lægen nu.
Han bankede på døren og ventede. Han tænkte på Faith igen og vidste, hvor rasende hun ville blive, specielt hvis Will snart ville stå ansigt til ansigt med morderen. Selvom det lige nu virkede, som om han ikke ville komme til at stå ansigt til ansigt med nogen. Der var ike nogen, der åbnede døren. Han bankede på igen. Da det stadig ikke gav noget resultat, tog han et skridt væk fra huset og så op på vinduerne. Alle gardinerne var trukket fra, og der var tændt en lampe hist og her. Måske stod Berman under bruseren? Eller måske var han fuldt ud klar over, at politiet prøvede at komme i kontakt med ham? Nicks klodsede forsøg på at udgive sig for at være havemand havde ikke været særlig overbevisende, men siden havde han siddet og ventet for enden af vejen i en time. I et område som dette havde telefonerne sikkert været rødglødende.
Han prøvede at ruske i fordøren, men den var låst. Han gik rundt om huset og kiggede ind ad vinduerne. Der var tændt lys for enden af gangen. Han var på vej hen til det næste vindue, da han hørte en lyd inde fra huset. Det lød, som om en dør blev smækket i. Han lagde hånden på pistolen i bæltet og mærkede de små nakkehår rejse sig. Der var noget, der ikke var, som det burde være, og Will var pinligt bevidst om, at Nick Shelton lige nu sad ude i sin bil og hørte radio.
Han hørte en umiskendelig lyd af et vindue, der smækkede hårdt i. Han løb om på bagsiden af huset og nåede lige at fange et glimt af en mand, der sprang gennem baghaven. Jack Berman havde bar overkrop og var kun iført et par pyjamasbukser, men havde dog nået at stikke fødderne i et par tennissko. Han så sig tilbage over skulderen, mens han løb forbi et stort gyngestativ og fortsatte hen mod et trådnetshegn i skellet til naboens grund.
”Pis,” mumlede Will og styrtede efter ham. Will var en god løber, men Berman var hurtig. Hans arme piskede frem og tilbage, og hans ben bevægede sig så hurtigt, at konturerne af dem blev udvisket.
”Det er politiet!” råbte Will, men i det samme fejlvurderede han højden på hegnet, så hans fod sad fast. Han væltede om på jorden og kæmpede sig hurtigt op på benene igen. Han så Berman løbe gennem den næste have og fortsætte forbi huset i retning af vejen. Will genoptog forfølgelsen, skar et par hjørner af og reducerede hele tiden afstanden mellem dem, mens han fulgte efter Berman hen over vejen.
Der lød en høj hvinen af bildæk, da Nick Sheltons Caprice satte sig i bevægelse. Berman sprang uden om bilen og hamrede en hånd hårdt ned i taget på den, før han fortsatte ind i endnu en baghave.
”For helvede!” bandede Will. ”Stands! Det er politiet!”
Berman fortsatte med at løbe, men han var en sprinter og ikke en langdistanceløber. Wills styrke, derimod, var hans udholdenhed. Han fik vejret igen, da Berman satte farten ned og prøvede at åbne en trælåge til en af naboernes haver. Han så sig tilbage over skulderen, fik øje på Will og begyndte at løbe igen. Men Berman var allerede stakåndet, og hans bens usikre bevægelser afslørede, at han snart ville være nødt til at give op. Alligevel havde Will ikke lyst til at tage nogen chancer. Da han kom tæt nok på, kastede han sig frem og væltede Berman om på jorden med en kraftig tackling, så luften blev slået ud af dem begge.
”Røvhul!” råbte Nick Shelton og sparkede Berman i siden.
I lyset af sin konfrontation med dørmanden i Annas ejendom dagen forinden ville Will have troet, at han ville have været lidt mere tilbageholdende i sin fremfærd, men hans hjerte hamrede så vildt, at han fik kvalme. Endnu værre var dog, at adrenalinet pumpede alle mulige grimme tanker op i hans hoved.
Nick sparkede Berman igen. ”Prøv aldrig at stikke af fra lovens lange arm, dit røvhul.”
”Jeg vidste ikke, at I var strissere …”
”Klap i.” Will begyndte at lægge Berman i håndjern, men han strittede imod og prøvede at vride sig fri. Nick løftede foden igen, mens Will pressede et knæ så hårdt ned i ryggen på Berman, at han kunne mærke ribbenene give efter. ”Lig stille!”
”Jeg har ikke gjort noget!”
”Var det derfor, du stak af?”
”Jeg ville bare ud og løbe en tur,” råbte han. ”Jeg løber altid en tur på det her tidspunkt.”
”I pyjamas?” spurgte Nick.
”Rend mig i røven.”
”Det er ulovligt at lyve for politiet.” Will rejste sig og trak ublidt Berman op på benene. ”Det giver fem år i spjældet, men på den anden side er der masser af bruserum i fængslerne.”
Berman blev kridhvid i ansigtet. Nogle af hans naboer havde samlet sig i nærheden. De virkede ikke specielt begejstrede … eller, bemærkede Will … medfølende.
”Alt er i orden,” råbte Berman til dem. ”Det hele skyldes bare en misforståelse.”
”Misforståelsen består i, at idioten troede, han kunne løbe fra politiet,” sagde Nick.
Will interesserede sig ikke for naboernes reaktion. Han pressede Bermans hænder op, så han blev tvunget til at bøje sig fremover, mens han blev ført hen mod vejen.
”Min advokat kommer til at høre om det her.”
”Sørg for også at fortælle ham, hvordan du flygtede fra os som en anden hysterisk kælling,” sagde Nick.
Will skubbede Berman ud på vejen og sagde til Nick. ”Melder du lige tilbage til stationen?”
”Skal jeg bede dem om at sende kavaleriet?”
”Jeg vil gerne have dem til at sende en bil, der kommer med blå blink og hylende sirener, så ingen i kvarteret vil være i tvivl om, at den er der.”
Nick sendte ham et hurtigt nik og slentrede hen mod sin bil.
”Du begår en fejl,” sagde Berman.
”Den eneste fejl er, at du prøvede at flygte fra et gerningssted.”
”Hvad?” Han vendte sig om og så oprigtigt overrasket på Will. ”Hvilket gerningssted?”
”Route 316.”
Han så stadig forvirret ud. ”Er det, hvad det her handler om?”
Enten var manden så god en skuespiller, at han fortjente at få en Oscar, eller også vidste han virkelig ikke, hvad Will talte om. ”For fire dage siden var du vidne til en bilulykke på Route 316, hvor en kvinde blev kørt ned af en bil. Efterfølgende talte du med min makker.”
”Jeg lod ikke bare offeret ligge. Der kom en ambulance. Jeg fortalte hende strisseren på hospitalet alt, hvad jeg havde set.”
”Du oplyste falsk telefonnummer og adresse.”
”Jeg var bare …” Han kiggede sig lidt om, og Will troede et øjeblik, at han ville prøve at stikke af igen. ”Få mig væk herfra,” bad Berman indtrængende. ”Kan du ikke bare tage mig med på stationen? Tag mig med ind på stationen, giv mig lov til at foretage en telefonsamtale, og så kan vi tale alt det her igennem.”
Will vendte ham om, men lod en hånd blive liggende på hans skulder for en sikkerheds skyld, hvis han skulle finde på at stikke af igen. For hvert skridt havde Will kunnet mærke, hvordan hans vrede byggede sig op. Berman lignede mere og mere bare en foragtelig væsel og ynkelig stakkel. De havde spildt de sidste to dage på at lede efter røvhullet – blot for at idioten havde fået Will til at jagte ham gennem halvdelen af kvarteret.
Berman vendte sig om. ”Kan du ikke tage håndjernene af, så jeg …”
Will vendte Berman så hårdt, at han var nødt til at gribe ham, før han røg direkte på næsen. Den nærmeste nabo stod i sin hoveddør og holdt øje med dem. Ligesom alle de andre naboer så hun ikke ligefrem ud til at være rystet over, at manden blev ført væk i håndjern.
”Hader de dig, fordi du er bøsse?” spurgte Will. ”Eller fordi du nasser på din kone og lever af hendes indtægt?”
Berman snurrede rundt igen. ”Hvad helvede er det, du har gang i …”
Will vendte ham så ublidt endnu en gang, at han denne gang mistede balancen. ”Klokken er ti, og du går stadig rundt i pyjamas.” Han skubbede Berman gennem det høje græs i haven foran hans hus. ”Har du ikke nogen græsslåmaskine?”
”Vi har råd til at have en havemand ansat.”
”Hvor er dine børn?”
”I dagpleje.” Han prøvede at vende sig om igen. ”Hvad rager det egentlig dig?”
Will skubbede til ham igen og tvang ham til at fortsætte op gennem indkørslen. Han hadede manden af en lang række årsager, ikke mindst fordi han havde en kone og to børn, som sikkert elskede ham højt, men alligevel kunne han ikke tage sig sammen til at slå græsset eller vaske bilen for deres skyld.
”Hvor skal vi hen?” vrængede Berman. ”Jeg bad dig om at tage mig med på stationen.”
Will svarede ikke, men fortsatte bare med at skubbe ham op gennem indkørslen og pressede hans arme op, når han satte farten ned eller prøvede at vende sig.
”Hvis jeg er anholdt, er du nødt til at sætte mig i fængsel.”
De fortsatte om på bagsiden af huset, mens Berman protesterede hele vejen. Han var en mand, der var vant til, at folk rettede sig efter ham, og det virkede, som om det irriterede ham endnu mere at blive ignoreret end at blive kostet rundt med, så Will forholdt sig tavs, mens han skubbede ham hen mod terrassen.
Will ruskede i bagdøren, men den var låst. Han så på Bergman, hvis selvtilfredse smil afslørede, at han troede, han havde vundet en lille sejr. Vinduet, som manden var kravlet ud ad, var smækket i som en guillotine, og Will skubbede det op med en knagende lyd fra de billige fjedre.
”Bare rolig. Jeg skal nok vente herude,” sagde Berman.
Will vidste ikke, hvor Nick Shelton var. Han ventede sikkert ude foran huset og troede, at han gjorde Will en tjeneste ved at lade ham være alene med den mistænkte.
”Naturligvis,” mumlede Will. Han åbnede håndjernene i den ene side og låste Berman fast til havegrillen, hvorefter han hævede sig op i vindueskarmen og klemte sig ind gennem vinduet. Han stod i køkkenet, hvor det gennemgående indretningstema så ud til at være gæs. Gæs på tapetborten, gæs på viskestykkerne og gæs på tæppet under køkkenbordet.
Han kastede et blik ud ad vinduet. Berman stod udenfor og glattede sine pyjamasbukser, som om han var i færd med at prøve dem på i Macy’s.
Will gennemgik hurtigt huset, men fandt ikke andet end det, han havde regnet med. Et børneværelse med køjesenge, et stort soveværelse med tilhørende badeværelse, et køkken, en dagligstue og et arbejdsværelse med en enkelt bog i reolen. Will kunne ikke læse titlen på den, men han genkendte Donald Trumps ansigt på omslaget og gik ud fra, at bogen handlede om, hvordan man hurtigst muligt blev millionær. Berman havde tydeligvis ikke fulgt mandens råd. Selvom han – i betragtning af, at han havde mistet sit job og var blevet erklæret konkurs – måske alligevel havde gjort det.
Der var ingen kælder, og i garagen stod ikke andet end tre kasser, der så ud til at indeholde resterne af Jake Bermans gamle kontor. En klipsemaskine, et nydeligt skrivebordssæt, masser af papirer med skemaer og grafer på. Will åbnede skydedørene til terrassen og fandt Berman siddende under grillen med armen dinglende over hovedet.
”Du har ingen ret til at ransage mit hus.”
”Du flygtede fra mig. Det er den eneste undskyldning, jeg har brug for.”
Det virkede, som om Berman accepterede forklaringen, som selv i Wills egne ører lød solid nok, selvom han vidste, at det på alle måder stred mod loven at gøre det.
Will trak en stol ud fra bordet og satte sig. Luften var stadig kølig, og sveden på hans krop efter jagten på Berman begyndte at tørre i kulden.
”Det her er ikke fair,” sagde Berman. ”Jeg kræver at få oplyst nummeret på dit politiskilt, dit fulde navn og …”
”Vil du have det rigtige nummer, eller skal jeg bare finde på et, ligesom du selv gjorde?”
Berman var klog nok til at undlade at svare.
”Hvorfor stak du af, Jake? Hvor var du på vej hen i pyjamasbukser?”
”Jeg nåede ikke at tænke så langt,” mumlede han. ”Jeg har bare ikke lyst til at forholde mig til det her lige nu. Jeg har temmelig meget at tænke på.”
”Du har to muligheder. Enten fortæller du, hvad der skete den pågældende aften, eller også sætter jeg dig i fængsel – i pyjamas.” For yderligere at understrege truslen tilføjede han: ”Og det er ikke Coweta Country Club, jeg taler om. Jeg får dig overført direkte til Atlanta Pen uden at give dig lov til at skifte tøj først.” Han pegede på Bermans brystkasse, som hævede og sænkede sig i en blanding af panik og vrede. Det var tydeligt, at manden brugte en del tid på at pleje sin krop. Han var veltrænet, hans mavemuskler var veldefinerede, og hans skuldre var brede og muskuløse. ”Du vil hurtigt finde ud af, at alle de timer, du har tilbragt i træningscenteret, ikke har været spildt.”
”Okay, er det reelt, hvad alt det her handler om nu? Er du en eller anden homofobisk idiot?”
”Jeg er skide ligeglad med, hvem du sutter den af på rundt omkring på toiletterne.” Det var sandt nok, selvom Will sagde det med en skarp kant i stemmen for at antyde det modsatte. Alle havde et ømt punkt, og Bermans var hans seksuelle orientering, og i det pågældende øjeblik virkede det, som om Wills eget ømme punkt var, at det røvhul, som sad lænket til en Grillmaster 2000, var sin kone utro og forventede, at hun fandt sig i det og bare indtog rollen som trofast hustru. Den Oprah-agtige ironi ved det hele gik ikke hen over hovedet på Will.
”Gutterne i fængslet elsker, når der kommer nyt kød på bordet,” sagde han.
”Rend mig i røven.”
”Ja, det skal de nok gøre. De vil kneppe dig på steder, som du ikke anede kunne kneppes.”
”Skrid ad helvede til.”
Will lod ham skumme et øjeblik, mens han prøvede at få sine egne følelser under kontrol. Han koncentrerede sig om al den tid, de havde spildt på at lede efter idioten, mens de i stedet kunne have fulgt op på rigtige spor. Will opremsede en liste over hans overtrædelser. ”Du har modsat dig anholdelse, du har løjet for politiet, spildt politiets tid og lagt hindringer i vejen for politiets efterforskning. Du kan få ti år for det her, Jake – hvis dommeren vel at mærke fatter sympati for dig, hvilket dog er tvivlsomt, eftersom du har været anholdt før, og eftersom du fremstår som et arrogant røvhul.”
Det var, som om det omsider gik op for Berman, at han var i vanskeligheder. ”Jeg har børn.” Der var kommet en bønfaldende tone i hans stemme. ”To sønner.”
”Ja, jeg læste om dem i anholdelsespapirerne efter episoden i Mall of Georgia.”
Berman stirrede ned i betonbelægningen på terrassen. ”Hvad vil du have?”
”Sandheden.”
”Jeg ved ikke længere, hvad sandheden er.”
Det var tydeligt, at manden havde ondt af sig selv. Will havde lyst til at sparke ham i hovedet, men han vidste, at han ikke ville få noget ud af at gøre det. ”Du er nødt til at forstå, at jeg ikke er din terapeut, Jake. Jeg er ligeglad med dine samvittighedskvaler, eller at du har to børn, eller at du er din kone utro …”
”Jeg elsker hende!” råbte han og gav for første gang udtryk for en anden følelse end selvmedlidenhed.
Will slækkede lidt på presset og prøvede at få styr på sit temperament. Han kunne være rasende, eller han kunne få oplysninger ud af manden. Det var trods alt det, der var grunden til, at han sad der lige nu.
”Engang var jeg noget,” sagde Berman. ”Engang havde jeg et job og tog på arbejde hver morgen.” Han så op på huset. ”Engang boede jeg i et dejligt hus og kørte i en Mercedes.”
”Var du entreprenør?” spurgte Will, selvom han allerede havde fået det at vide, da Caroline havde fremskaffet mandens skattepapirer.
”Højhuse,” sagde han. ”Men så faldt bunden ud af markedet. Jeg var så heldig, at jeg trods alt kom ud af det med tøj på kroppen.”
”Er det derfor, du lader alting stå i din kones navn?”
Han nikkede langsomt. ”Jeg var ruineret. Vi flyttede hertil fra Montgomery for et år siden. Det var et forsøg på at starte på en frisk, men …” Han trak på skuldrene, som om det ikke tjente noget formål at fortsætte.
Will havde allerede tænkt, at mandens accent lød en smule dybere end de fleste andres i området. ”Er det der, du kommer fra? Alabama?”
”Det var der, jeg mødte min kone. Vi læste begge på universitetet. Lydia har hovedfag i engelsk. Det var mest bare en hobby for hende, indtil jeg mistede mit job. Nu underviser hun, og jeg er sammen med børnene hele dagen.” Han stirrede ud på legestativet, hvor gyngerne bevægede sig stille i vinden. ”Jeg var vant til at rejse meget,” sagde han. ”Det var sådan, jeg fik trangen ud af systemet. Jeg besøgte forskellige steder og fik afløb for mit behov, og så kom jeg hjem og var sammen med min kone og gik i kirke, og sådan fungerede det fint i næsten ti år.”
”Du blev anholdt for seks måneder siden.”
”Jeg fortalte Lydia, at det skyldtes en misforståelse. Der er masser af bøsser, der driver rundt i centeret og prøver at score heteroseksuelle mænd, og politiet slår hårdt ned på det. De troede, at jeg var en af slagsen, fordi … jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde til hende. Fordi mit hår var nyklippet og velplejet. Hun ønskede at tro på mig, så det gjorde hun.”
Will gik ud fra, at han var blevet tilgivet, og han rettede sin medfølelse mod den ægtefælle, hvis mand løj for hende og var hende utro. ”Fortæl, hvad der skete på Route 316.”
”Vi så, at der var sket en ulykke, og at der stod nogle mennesker på vejen. Jeg burde have gjort noget mere for at hjælpe. Den anden mand – jeg ved ikke engang, hvad han hedder. Han var uddannet ambulanceredder. Han prøvede at hjælpe kvinden, som var blevet ramt af bilen, mens jeg bare stod og prøvede at finde på en historie, jeg kunne fortælle min kone. Jeg tror ikke, at hun ville tro på mig, hvis det skete igen – uanset hvad jeg fandt på.”
”Hvordan havde du mødt ham?”
”Jeg var taget på bar for at se en kamp. Jeg så ham gå ind i biografen. Han så godt ud og var alene. Jeg vidste godt, hvorfor han var der.” Han sukkede dybt. ”Jeg fulgte efter ham ud på toiletterne, og vi besluttede os for at tage et andet sted hen, hvor der ikke var så mange mennesker.”
Jake Berman var ikke nogen nybegynder, og Will spurgte ikke, hvorfor han var kørt tre kvarter væk fra sit hjem for at overvære en kamp på en bar. Det var muligt, at Coweta lå et godt stykke ude på landet, men Will havde passeret mindst tre sportsbarer, efter at han var kørt af motorvejen, og der lå endnu flere inde i byen.
Will advarede ham: ”Du må have vidst, at det var farligt at sætte sig ind i en bil med en fremmed på den måde.”
”Jeg følte mig velsagtens ensom,” indrømmede manden. ”Jeg havde lyst til at finde en at være sammen med. Du ved, få en chance for at være mig selv. Han sagde, at vi kunne tage hans bil og måske finde et sted ude i skoven, så vi kunne få lidt mere end et par minutter sammen på toiletterne.” Han lo bittert. ”Tro det eller lad være, men stanken af urin virker ikke ligefrem som et elskovsmiddel på mig.” Han så Will i øjnene. ”Får du kvalme af at høre om det her?”
”Nej,” svarede Will, hvilket var sandt. Han havde hørt utallige vidner berette om tilfældige møder og meningsløs sex. Det spillede helt oprigtigt ingen rolle for ham, om det handlede om en mand eller en kvinde eller begge dele. Følelserne var de samme, og Wills mål var altid det samme og gik udelukkende ud på at få de nødvendige informationer, så han kunne opklare sagen.
Det var tydeligt, at Jake var klar over, at Will ikke havde tænkt sig at give ham ret meget mere snor. ”Vi kørte hen ad vejen, og ham fyren, jeg var sammen med …”
”Rick.”
”Ja, Rick.” Det virkede, som om han ville ønske, at han ikke kendte mandens navn. ”Rick kørte bilen. Han havde knappet sine bukser op.” Jake rødmede igen. ”Han skubbede mig væk. Han sagde, at der lå noget på vejen længere fremme. Han satte farten ned, og jeg kunne se, at det så ud til at være en alvorlig ulykke.” Han tav et øjeblik for at overveje sine ord og den strafskyldighed, de kunne være forbundet med. ”Jeg sagde, at han skulle blive ved med at køre, men han sagde, at han var ambulanceredder og ikke kunne forlade et ulykkessted uden at hjælpe. Det skyldtes velsagtens et eller andet professionelt æresbegreb eller noget i den retning.” Han tav igen, og Will gik ud fra, at han tvang sig selv til at huske, hvad der var sket.
”Giv dig bare al den tid, du har brug for,” sagde Will.
Jake nikkede og ventede et øjeblik. ”Rick steg ud af bilen, men jeg blev bare siddende. Der stod et ældre par på vejen. Manden tog sig til brystet. Jeg sad bare i bilen og stirrede ud ad vinduet, som om det hele var en film. Den ældre dame fandt en telefon frem – sikkert for at tilkalde en ambulance. Det var underligt, for hun holdt sig hele tiden for munden. Sådan her.” Han holdt sig for munden på samme måde som Judith Coldfield, når hun smilede. ”Det var, som om hun fortalte en hemmelighed, men der var ingen i nærheden, der kunne høre hende, så …” Han trak på skuldrene.
”Steg du også selv ud af bilen?”
”Ja,” svarede han. ”Langt om længe. Jeg kunne høre ambulancen komme. Jeg gik hen til ham den gamle mand. Henry, tror jeg, han hed.” Will nikkede. ”Ja, Henry. Han havde det ikke godt. Jeg tror, de begge var i chok. Judith rystede helt vildt på hænderne. Den anden mand, Rick, var gået i gang med at hjælpe den nøgne kvinde. Jeg så ikke ret meget på hende. Det var ikke et særlig kønt syn, vel? Eller … det var ubehageligt at se på hende, mener jeg. Jeg kan huske, at da deres søn kom, stirrede han bare på hende, som om han var lige ved at besvime.”
”Lige et øjeblik,” sagde Will. ”Var Judith Coldfields søn på ulykkesstedet?”
”Ja.”
Will gennemgik samtalen med Coldfield-familien i tankerne og spekulerede på, hvorfor Tom havde udeladt en så vigtig detalje. Der havde været masser af muligheder for, at han kunne komme til orde, selvom hans dominerende mor også havde været til stede. ”Hvornår ankom han?”
”Omkring fem minutter før ambulancen.”
Will følte sig latterlig, fordi han gentog alt det, manden sagde, men han var nødt til at være helt sikker på, at han forstod ham ret. ”Tom Coldfield ankom til ulykkesstedet før ambulancen?”
”Ja, og før politiet. De dukkede først op, da ambulancerne var kørt igen. Der var ikke et øje derude. Det hele var så brutalt. Vi stod velsagtens ved siden af den sårede kvinde på vejen i omkring 25 minutter, og der kom ikke nogen for at hjælpe hende.”
Will mærkede, hvordan en brik i puslespillet faldt på plads. Det var ikke den brik, de manglede for at opklare sagen, men den forklarede, hvorfor Max Galloway havde været så åbenlyst modvillig i forbindelse med at dele sine informationer med dem. Han måtte vide, at ambulancen var kørt med offeret, før politiet dukkede op. Faith havde haft ret hele vejen igennem. Der var en grund til, at Rockdale ikke havde faxet den første betjents rapport til dem, og forklaringen var, at de prøvede at beskytte deres egen røv. Politiets langsomme reaktionstid var et af de emner, de lokale tv-stationer opbyggede de fleste af deres indslag omkring. I Wills øjne var det dråben, der fik bægeret til at flyde over. Han ville sørge for, at Galloway blev tvunget til at aflevere sit politiskilt, før dagen var omme. Det var umuligt at vide, om der var andre beviser, som var blevet holdt tilbage eller – endnu værre – blevet tilintetgjort.
”Sig mig,” sagde Berman. ”Ville du gerne høre min historie eller hvad?”
Det gik op for Will, at han havde været fortabt i sine egne tanker, og han rettede opmærksomheden tilbage mod historien. ”Godt, så Tom Coldfield dukkede altså op,” sagde han. ”Og derefter ankom ambulancerne?”
”Først kom der kun én. De løftede den kvæstede kvinde op på en båre. Henry sagde, at han kunne vente, fordi han gerne ville følges med sin kone, og der var ikke plads til dem begge i den første ambulance. Der opstod lidt mundhuggeri omkring det, men Rick sagde: ’Kør nu. Kør bare!’, fordi han vidste, at kvindens tilstand var ovenud kritisk. Han gav mig nøglerne til sin bil og kørte med i ambulancen, så han kunne fortsætte med at hjælpe.”
”Hvor lang tid gik der, før den næste ambulance ankom?”
”Omkring ti minutter, måske et kvarter.”
Will regnede lidt på tallene. Der var gået omkring tre kvarter, siden ulykken havde fundet sted, og politiet var stadig ikke dukket op. ”Og hvad så?”
”Den anden ambulance tog Henry og Judith med. Deres søn fulgte efter i sin egen bil, og jeg stod alene tilbage på vejen.”
”Politiet var stadig ikke dukket op?”
”Jeg hørte sirenerne, lige efter at den sidste ambulance var kørt. Bilen holdt stadig på vejen – den, som det gamle par havde kørt i. Så der stod jeg bare helt alene på ulykkesstedet, ikke?” Han så på legestativet i haven, som om han forestillede sig, at hans børn legede i solen. ”Jeg tænkte på at køre Ricks bil tilbage og efterlade den uden for biografen. Der var jo ingen, der kendte mig, vel? Jeg mener, det ville have været umuligt at identificere mig, hvis jeg ikke var kørt ind på hospitalet og havde oplyst mit navn.”
Will trak på skuldrene, men det var rigtigt nok. Hvis Jake Berman ikke havde oplyst sit rigtige navn, ville Will ikke have siddet på hans terrasse lige nu.
Jake fortsatte: ”Jeg satte mig ind i bilen og satte kursen mod biografen.”
”Var det den retning, politibilerne kom fra?”
”Nej, de kom fra den modsatte retning.”
”Hvad fik dig til at ombestemme dig?”
Han trak på skuldrene og fik tårer i øjnene. ”Jeg var velsagtens træt af at stikke af. Stikke af fra … alt.” Han holdt sig for øjnene. ”Rick havde sagt, at de kørte ind til Grady, så jeg kørte op på motorvejen og satte kursen ind mod hospitalet.”
Tilsyneladende havde modet kort tid efter svigtet ham igen, men Will bestemte sig for ikke at nævne noget om det.
”Er den gamle mand okay?” spurgte Berman.
”Ja, han har det fint.”
”Jeg hørte i nyhederne, at kvinden også overlever.”
”Ja, hun er ved at komme sig,” sagde Will. ”Men det, hun var ude for, vil i al fremtid præge hendes liv. Hun vil ikke kunne stikke af fra det.”
Jake tørrede sig om øjnene med håndryggen. ”En lektie, som du mener, jeg bør tage ved lære af?” Hans selvmedlidenhed var vendt tilbage. ”Ikke fordi det interesserer dig en skid, vel?”
”Ved du, hvad jeg ikke kan lide ved dig?” sagde Will.
”Nej, vær så venlig at indvie mig i det.”
”Du er din kone utro. Jeg er ligeglad med, hvem du er hende utro med – du er hende stadig utro. Hvis du har lyst til at være sammen med andre, så gør det, men lad din kone få sit liv tilbage. Lad hende finde en, som virkelig elsker hende og forstår hende og har lyst til at være sammen med hende.”
Manden rystede bedrøvet på hovedet. ”Du forstår det ikke.”
Will afgjorde med sig selv, at Jake Berman var uden for rækkevidde. Han rejste sig og låste ham fri af grillen. ”Pas på med at sætte dig ind i biler sammen med fremmede.”
”Det er jeg færdig med. Jeg mener det. Aldrig igen!”
Han lød så overbevisende, at Will næsten troede på ham.
Will måtte vente, til han var kommet et godt stykke ud af Jake Bermans kvarter, før antallet af bjælker på telefonskærmen fortalte, at det var muligt at gennemføre en samtale. Selv da var modtagelsen dårlig, og han måtte holde ind til siden på vejen bare for at få et opkald til at gå igennem. Han ringede til Faiths mobiltelefon og hørte den ringe. Telefonsvareren slog til, og han afbrød forbindelsen. Han så på uret. 10:15. Hun var sikkert stadig hos lægen i Snellville.
Tom Coldfield havde ikke nævnt, at han havde befundet sig på ulykkesstedet, og dermed var der endnu en person, der havde løjet for dem. Han åbnede telefonen og ringede til oplysningen, som stillede samtalen videre til tårnet i Charlie Brown Airport, hvor en omstillingsdame fortalte, at Tom var gået ud for at ryge en cigaret. Will var på nippet til at bede hende om at overbringe ham en besked, da hun tilbød at give ham Toms mobilnummer. Kort efter hørte han, hvordan Tom Coldfield prøvede at overdøve larmen fra en jetmotor.
”Jeg er glad for, at du ringer, Trent,” råbte han. ”Jeg har lagt en besked til din makker tidligere, men jeg har ikke hørt fra hende.”
Will stak en finger i øret, som om det kunne hjælpe med at fjerne larmen fra et fly, der var ved at lette på den anden side af byen. ”Er der da noget, du er kommet i tanker om?”
”Nej, det er slet ikke noget i den retning,” sagde Tom. Brølet i baggrunden aftog, og Toms stemme vendte tilbage til et normalt leje. ”Jeg talte med mine forældre i aftes, og vi spekulerede på, hvordan det gik med efterforskningen.”
Der lød endnu et øredøvende brøl fra en jetmotor. Will ventede, til larmen aftog, mens han tænkte på, hvor vanvittigt det var. ”Hvornår får du fri fra arbejde?”
”Om cirka ti minutter, og så skal jeg hente mine børn hos min mor.”
Will tænkte, at han kunne slå to fluer ihjel med ét smæk. ”Kan vi mødes hjemme hos dine forældre?”
Tom ventede, til endnu et fly var passeret. ”Selvfølgelig. Det burde ikke tage mig mere end tre kvarter at køre hjem til dem. Er der da noget i vejen?”
Will så på uret på instrumentbrættet. ”Vi ses om tre kvarter.”
Han afsluttede samtalen, før Tom kunne nå at stille flere spørgsmål. Desværre afsluttede han også samtalen, før han havde nået at få den præcise adresse. Det burde ikke være svært at finde det pensionistkvarter, de boede i. Clairmont Street strakte sig fra den ene ende af DeKalb County til den anden, men der var specielt ét område i nærheden af Atlanta Veterans Administrations hospital, hvor pensionisterne havde samlet sig. Han satte bilen i gear, kørte ud på vejen og satte kursen mod motorvejen.
Mens han kørte, diskuterede han med sig selv, om han skulle ringe til Amanda og fortælle, at Max Galloway havde taget røven på dem endnu en gang, men hun ville bare spørge om, hvor Faith var, og Will havde ikke lyst til at minde hende om Faiths helbredsmæssige problemer. Amanda hadede svaghed af enhver slags, og hvad Wills egne problemer angik, var der ingen medfølelse at hente. Det var umuligt at vide, hvilke problemer hun ville lade regne ned over Faith, fordi hun havde fået diabetes. Will havde ikke tænkt sig at forsyne hende med yderligere ammunition.
Han kunne naturligvis ringe til Caroline, som efterfølgende kunne bringe oplysningerne videre til Amanda. Han holdt telefonen i hånden og bad til, at den ikke ville falde fra hinanden, mens han tastede nummeret til Amandas assistent.
Caroline brugte altid sin telefons vis-nummer-funktion. ”Hej, Will.”
”Må jeg bede dig om at gøre mig endnu en tjeneste?”
”Selvfølgelig.”
”Judith Coldfield ringede til alarmcentralen, og to ambulancer nåede frem til ulykkesstedet, før politiet i Rockdale ankom.”
”Det lyder ikke godt.”
”Nej,” sagde Will. Det var ikke godt. At Max Galloway havde løjet, betød, at Will havde måttet støtte sig til Henry og Judith Coldfields rekonstruktion af begivenhederne – i stedet for at få en rapport fra en erfaren betjent, der var mødt op på ulykkesstedet som den første og kunne fortælle, hvad han havde bemærket. ”Jeg vil gerne have dig til at fastslå tidspunkterne omkring ulykken nærmere. Jeg er sikker på, at Amanda gerne vil vide, hvorfor politiet var så længe om at nå frem.”
”Du ved vel,” sagde Caroline, ”at jeg vil være nødt til at ringe til Rockdale for at få tidspunkterne bekræftet?”
”Prøv at tjekke, hvad der er registret af samtaler på Judith Coldfields mobiltelefon.” Hvis Will kunne afsløre Rockdale Politi i at have løjet, ville det være endnu et våben, Amanda kunne bruge imod dem. ”Har du hendes nummer?”
”Fire, nul, fire …”
”Øjeblik,” sagde Will og tænkte, at det ville være nyttigt at have Judiths nummer. Han styrede med fingerspidserne på den ene hånd, mens han tog den lille digitale båndoptager op af lommen og tændte den. ”Fortsæt.”
Caroline oplyste Judith Coldfields mobilnummer. Will slukkede båndoptageren og holdt telefonen op til øret igen for at takke hende. Engang havde han haft et system, som gjorde det nemmere for ham at holde styr på alle de personlige oplysninger om vidner og mistænkte, men lidt efter lidt havde Faith overtaget ansvaret for alt, der havde med papirarbejde at gøre, så Will nu nærmest var fortabt uden hende. Han ville være nødt til at rette op på det, før de indledte arbejdet på den næste sag. Han brød sig ikke om at være så afhængig af hende, specielt eftersom hun var gravid. Hun ville sikkert holde fri i mindst en uge, når hun havde født.
Han prøvede at ringe til Judiths mobil, men han fik kun hendes telefonsvarer. Han indtalte en besked og ringede til Faith igen og lagde en besked, hvor han fortalte, at han var på vej ud til Coldfields hus. Han håbede, at hun ville ringe tilbage, så hun kunne give ham den præcise adresse på Clairmont Road. Han havde ikke lyst til at ringe til Caroline igen, fordi hun ville undre sig over, hvorfor han ikke skrev alle disse ting ned et eller andet sted. Desuden var hans mobiltelefon begyndt at udsende nogle underligt klikkende lyde. Han var nødt til at gøre et eller andet for at få den ordnet snart. Han lagde telefonen forsigtigt på passagersædet. Der var kun én snor tilbage om den, og det sidste stykke tape var faretruende tæt på at falde af.
Han lod radioen spille stille i baggrunden, mens han satte kursen ind mod byen. I stedet for at tage motorvejen ind gennem byen kørte han op på I-85. Trafikken omkring frakørslen til Clairmont var tættere end normalt, så han valgte at køre en lille omvej uden om DeKalb Peachtree Airport, hvilket bragte ham gennem en række kvarterer, der var så kulturelt forskellige, at det for selv Faith ville have været umuligt at læse nogle af skiltene uden for forretningerne.
Da han havde kæmpet sig gennem endnu et område med tæt trafik, fandt han omsider det rigtige kvarter og kørte ind i det første indhegnede boligområde over for VA-hospitalet, fordi han vidste, at det ville være lettest at finde det rigtige hus, hvis han greb det systematisk an. Portvagten var høflig, men navnet Coldfield stod ikke på hans liste over beboere. Det næste sted var resultatet lige så skuffende, men da Will nåede til den tredje bebyggelse, den dejligste af dem alle, havde han heldet med sig.
”Henry og Judith.” Manden ved porten smilede, som om de var gamle venner. ”Jeg tror, Hank er ude på golfbanen, men Judith bør være hjemme.”
Will ventede, mens vagten åbnede porten ved at trykke på en tast på sin telefon. Han så sig lidt om i det velplejede område og mærkede et stik af misundelse. Will havde ingen børn og stort set ingen familie. Han var allerede bekymret for sin egen pensionisttilværelse, og siden han modtog sin første lønningscheck havde han forsøgt at spare op. Han var ikke særlig risikovillig, så på den måde havde han heldigvis ikke mistet en formue på aktiemarkedet. Statsobligationer og andre sikre værdipapirer var det, han havde investeret hovedparten af sine hårdt tjente penge i. Han var skrækslagen ved tanken om at ende som en ensom, gammel mand på et deprimerende, statsejet plejehjem. Henry og Judith Coldfield havde en pensionisttilværelse af den slags, som Will drømte om selv at få – en venlig sikkerhedsvagt ved porten, nydelige og velholdte haver og et lokalcenter, hvor man kunne spille kort eller shuffleboard.
Naturligvis vidste han også, at Angie sikkert ville blive ramt af en eller anden forfærdelig sygdom, der lige akkurat ville holde hende i live længe nok til at æde hele hans pensionsopsparing op, før hun døde.
”Værsgo, unge mand!” Vagten smilede, så han kunne se hans flotte, hvide tænder under det buskede, grå overskæg. ”Drej til venstre lige inden for porten og derefter endnu en gang til venstre og derpå til højre, hvilket vil bringe dig ind på Taylor Drive. De bor i nummer 1693.”
”Mange tak,” sagde Will, selvom han ikke forstod andet end gadenavnet og nummeret. Manden havde vist med hånden, hvilken retning Will først skulle dreje i, så han fortsatte ind gennem porten og drejede i den anviste retning. Derefter anede han ikke, hvad han skulle stille op.
”Pis,” mumlede han, mens han sørgede for at holde sig under fartgrænsen på 20 km/t og kørte rundt om en stor sø, der var anlagt midt i området. Alle husene var i ét plan og lignede hinanden på en prik med de træbeklædte facader, garagerne til en enkelt bil og de forskellige dekorative figurer af ænder og kaniner, der prydede de veltrimmede plæner.
Mange af de ældre mennesker var ude for at gå en tur, og når de vinkede til ham, vinkede han tilbage og forsøgte at give dem det indtryk, at han vidste præcis, hvor han var på vej hen. Hvilket dog ikke var tilfældet. Han standsede bilen ud for en ældre dame i et lilla fritidssæt. I hænderne holdt hun et par skistave, som om hun var ude for at løbe langrend.
”Godmorgen,” sagde Will. ”Jeg leder efter Taylor Drive 1693.”
”Åh, Henry og Judith!” udbrød skiløberen. ”Er De deres søn?”
Han rystede på hovedet. ”Nej, dog ikke.” Han ville ikke alarmere nogen, så han sagde: ”Jeg er bare en god ven.”
”Sikke en dejlig bil, De kører i.”
”Mange tak.”
”Jeg er dog sikker på, at jeg aldrig ville kunne klemme mig ind i den,” sagde hun. ”Og hvis det alligevel skulle lykkes, er jeg sikker på, at jeg aldrig ville komme ud igen!”
Han lo sammen med hende for at være høflig, mens han i tankerne slettede bebyggelsen fra listen over de steder, hvor han gerne ville bo, når han gik på pension.
”Arbejder De sammen med Judith på centeret?” spurgte hun.
Will havde ikke været udsat for så mange spørgsmål, siden han havde forberedt sig til optagelsesprøven til GBI’s akademi. ”Ja, det gør jeg,” løj han.
”Jeg købte det her i deres lille butik,” sagde hun og pegede på sit fritidssæt. ”Man kan slet ikke se, at det ikke er nyt, vel?”
”Nej, det er virkelig flot,” forsikrede Will hende, selvom farven ikke mindede om noget, man kunne finde noget sted i naturen.
”Fortæl Judith, at jeg har noget mere tingeltangel, hvis hun vil sende varevognen forbi.” Hun sendte ham et sigende blik. ”I min alder har man ikke længere brug for så mange ting.”
”Det skal jeg nok.”
”Godt,” sagde kvinden og nikkede tilfreds. ”Fortsæt bare i den retning og drej derefter til højre.” Han fulgte hendes hånds bevægelse. ”Og så ligger Taylor Drive på venstre hånd.”
”Tusind tak.” Han satte bilen i gear, men hun standsede ham.
”Ved De hvad, næste gang vil det være meget lettere, hvis De, når De er kommet ind ad porten, først drejer til venstre og umiddelbart efter drejer til venstre igen og derpå …”
”Tusind tak,” gentog Will og satte bilen i bevægelse. Hans hjerne ville eksplodere, hvis han talte med flere af beboerne på dette sted. Han fortsatte langsomt frem og håbede, at han stadig bevægede sig i den rigtige retning. Hans telefon ringede, og han var lige ved at græde af lettelse, da han så, at det var Faith.
Han åbnede forsigtigt den skrøbelige telefon og holdt den op til øret. ”Hvordan gik det hos lægen?”
”Fint,” sagde hun. ”Hør her, jeg har lige talt med Tom Coldfield …”
”Om at mødes med ham? Det har jeg også.”
”Jake Berman må vente.”
Will mærkede sit bryst snøre sig sammen. ”Jeg har allerede talt med Jake Berman.”
Der blev stille i røret, alt for stille.
”Faith, jeg beklager. Jeg troede bare, at det ville være bedst, hvis jeg …” Han vidste ikke, hvordan han skulle afslutte sætningen. Hans greb om telefonen smuttede og fik en statisk knitren til at lyde i røret. Han ventede på, at støjen skulle forsvinde, før han sagde: ”Undskyld.”
Hun var pinefuldt længe om at lade øksen falde. Da hun omsider sagde noget, var hendes stemme afmålt og stram, som om ordene sad fast i halsen på hende. ”Jeg behandler ikke dig anderledes på grund af dit handicap.”
Det passede faktisk ikke, men det var ikke det rette tidspunkt at henlede opmærksomheden på det. ”Berman fortalte, at Tom Coldfield befandt sig på ulykkesstedet.” Hun begyndte ikke at råbe ad ham, så han fortsatte. ”Jeg vil tro, at Judith ringede til ham, fordi hun troede, at Henry havde fået et hjerteanfald. Tom fulgte efter ambulancen til hospitalet. Politiet dukkede først op, da de alle allerede var kørt.”
Det virkede, som om hun diskuterede med sig selv, om hun skulle begynde at råbe og skrige ad ham eller opføre sig professionelt. Som altid vandt den professionelle side. ”Det er derfor, Galloway har trukket os rundt i manegen. Han beskyttede bare deres egen røv.” Hun fortsatte videre til det næste problem. ”Og Tom Coldfield fortalte ikke, at han var på ulykkesstedet.”
Will ventede, mens mere statisk støj knitrede i røret. ”Nej, jeg ved det.”
”Han er først i trediverne, jævnaldrende med mig. Paulines bror var ældre, ikke?”
Will ville foretrække at tale med hende om disse ting ansigt til ansigt i stedet for gennem en knitrende telefon. ”Hvor er du?”
”Jeg holder lige uden for Coldfields hus.”
”Godt,” sagde han, overrasket over at hun var nået så hurtigt frem. ”Jeg er lige rundt om hjørnet. Vi ses om to minutter.”
Han afsluttede samtalen og lagde telefonen på sædet ved siden af sig. Endnu et kabel havde klemt sig ud gennem sprækken – denne gang et rødt kabel, hvilket sikkert ikke var et godt tegn. Han så op i bakspejlet. Skiløberen var på vej hen mod ham. Hun nærmede sig hastigt, og Will pressede bilen op på de maksimale 20 km/t for at komme væk fra hende.
Gadeskiltene var større end normalt, og bogstaverne på dem var funklende hvide på sort baggrund, hvilket var en forfærdelig kombination for Will. Han drejede fra så hurtigt som muligt uden at bekymre sig om at prøve at læse det første bogstav på skiltet. Faiths Mini ville springe i øjnene som et fyrtårn mellem alle de mange Cadillacer og Buicker, som pensionisterne lod til at foretrække.
Han nåede hen for enden af vejen, men der var ingen Mini at se. Han drejede ned ad den næste vej og var lige ved at køre frontalt ind i skiløberen. Hun lavede en håndbevægelse for at signalere, at han skulle rulle vinduet ned.
Han sendte hende et venligt smil. ”Ja?”
”Lige der,” sagde hun og pegede op på huset på hjørnet. Haven var omgivet af et nymalet, hvidt hegn, og på græsplænen stod en lille statue af en jockey. To store papkasser stod ved postkassen, hver med en tekst skrevet med sort tusch. ”Jeg håber ikke, at De skal have kasserne med i Deres lille bil.”
”Nej, heldigvis ikke.”
”Judith fortalte, at hendes søn ville komme forbi med varebilen senere.” Hun så op på himlen. ”Jeg håber ikke, han venter for længe.”
”Jeg er sikker på, at han snart kommer,” sagde Will til skiløberen. Hun virkede ikke så ivrig efter at holde gang i en samtale længere. Hun vinkede og fortsatte hen ad vejen.
Will så på kasserne foran Judith og Henrys hus og kom til at tænke på det affald, som Jacquelyn Zabel havde stillet ud på fortovet foran sin mors hus. Selvom papkasserne og de sorte affaldssække, som Jackie havde stillet udenfor, ikke havde været affald. Charlie Reed havde sagt, at han lige havde nået at sende en varevogn fra Goodwill væk, før Will og Faith var ankommet. Havde han ment, at der specifikt var tale om en vogn fra Goodwill, eller havde han bare brugt ordet som begreb på samme måde, som når folk kaldte papirlommetørklæder for Kleenex?
Hele vejen igennem havde de været på udkig efter en forbindelse, der rent fysisk bandt kvinderne sammen. Var Will nu bare helt tilfældigt snublet over denne forbindelse?
Hoveddøren i huset gik op, og Judith kom ud. Hun fortsatte forsigtigt ned ad trappen med en stor papkasse i armene. Will steg ud af bilen, skyndte sig hen til hende og nåede lige at gribe kassen, før hun tabte den.
”Tusind tak,” sagde hun. Hun var forpustet, og hendes kinder var blussende røde. ”Jeg har prøvet at få det her ud af huset hele formiddagen, men Henry har ikke været til megen hjælp.” Hun fortsatte ud til kantstenen. ”Stil den bare ved siden af de andre. Tom kommer forbi senere og henter dem.”
Will stillede kassen fra sig på jorden. ”Hvor længe har du arbejdet som frivillig på centeret?”
”Åh …” Det var, som om hun prøvede at regne sig frem til det, mens hun gik tilbage mod huset. ”Jeg ved det ikke. Siden vi flyttede hertil. Det er velsagtens et par år nu. Tak skæbne, som tiden flyver.”
”Faith og jeg så en folder forleden dag, da vi besøgte centeret. Der stod en række navne i den på forskellige firmaer, der støtter centeret.”
”De vil have noget for pengene. De støtter ikke velgørenhed, fordi de mener, at det er rigtigt at gøre det. Det er ikke andet end reklame for dem.”
”Der var et logo for en bank på den brochure, vi så.” Selv nu kunne han genkalde sig billedet af kronhjorten, som var gengivet nederst på siden i brochuren.
”Åh ja. Buckhead Holdings. De støtter os med flere penge end de fleste andre, men sagt i al fortrolighed er det stadig slet, slet ikke nok.”
Will mærkede en sveddråbe løbe ned ad ryggen. Olivia Tanner var prchef i Buckhead Holdings. ”Hvad med et advokatfirma?” spurgte han. ”Er der nogen advokatfirmaer, der tilbyder gratis retshjælp til beboerne på krisecenteret?”
Judith åbnede hoveddøren. ”Ja, der er et par advokatfirmaer, der hjælper os. Som du ved, er vi et krisecenter, der udelukkende henvender sig til kvinder. Mange af kvinderne har brug for hjælp til at udfylde skilsmissepapirer og få udstedt tilhold mod tidligere partnere eller ægtefæller. Nogle af dem har problemer med politiet. Der er mange triste historier.”
”Bandle & Brinks?” spurgte Will. Det var navnet på det advokatfirma, som Anna Lindsey arbejdede i.
”Ja,” sagde Judith og smilede. ”De hjælper os meget.”
”Kender du en kvinde ved navn Anna Lindsey?”
Hun rystede på hovedet, mens hun fortsatte ind i huset. ”Har hun boet på centeret? Jeg skammer mig over at indrømme, at der kommer så mange, at jeg næsten aldrig har tid til at tale med dem alle enkeltvis.”
Will fulgte efter hende indenfor og kiggede sig om. Indretningen var præcis, som han havde forventet ude fra vejen. Fra en stor dagligstue var der adgang til en terrasse med udsigt ud over søen. Køkkenet lå i den samme side af huset som garagen, og i den anden side lå soveværelserne. Alle dørene på gangen var lukkede. Det mest overraskende var måske, at det virkede, som om et påskeæg var eksploderet i huset. Overalt var der små dekorationer. Figurer af kaniner i pastelfarvet tøj var opstillet på samtlige overflader, og små kurve med plasticæg på kunstigt grønt plasticgræs var spredt ud over hele gulvet.
”Påske,” sagde Will.
Judith strålede. ”Det er den tid af året, jeg holder næstmest af.”
Will løsnede sit slips og mærkede, hvordan han var begyndt at svede over det hele. ”Hvorfor?”
”Genopstandelsen. Jesu genfødsel, der rensede os for alle vores synder. Tilgivelse er en stor og forvandlende gave. Det ser jeg hver eneste dag på centeret. Disse stakkels, nedbrudte kvinder. De håber på frelse. De er ikke klar over, at det ikke er noget, man bare kan pege på og få. Tilgivelse er noget, man skal gøre sig fortjent til.”
”Gør de sig alle fortjent til det?”
”Når jeg tænker på dit erhverv, er det sikkert et spørgsmål, du selv bedst kender svaret på.”
”Nogle kvinder fortjener ikke tilgivelse?”
Hun holdt op med at smile. ”Folk vil gerne tro, at vi ikke længere lever i en bibelsk tid, men vi lever stadig i et samfund, hvor kvinder bliver udstødt, ikke?”
”Som affald?”
”Det er måske en smule hårdt udtrykt, men vi træffer alle vores valg.”
Will mærkede flere sveddråber løbe ned over ryggen. ”Har du altid elsket påsken?”
Hun rettede på en sløjfe på en af kaninerne. ”En del af forklaringen er velsagtens, at Henrys arbejde betød, at han kun havde fri i påsken og julen. Det var altid en meget speciel tid for os. Elsker du ikke selv at være sammen med din familie?”
”Er Henry hjemme?” spurgte han.
”Ikke lige nu.” Hun drejede uret på sit håndled. ”Han er altid for sent på den. Han mister så let tidsfornemmelsen. Planen er, at vi skal hen på lokalcenteret, når Tom har hentet børnene.”
”Arbejder Henry også på krisecenteret?”
”Åh, nej.” Hun lo stille og fortsatte ud i køkkenet. ”Henry har alt for travlt med at nyde tilværelsen som pensionist. Men Tom er flink til at hjælpe. Han beklager sig ofte, men han er en god dreng.”
Will kom i tanker om, at Tom havde været ved at reparere en græsslåmaskine, da de havde mødt ham i butikken på centeret. ”Arbejder han for det meste i forretningen?”
”Åh, nej. Han hader at arbejde i forretningen.”
”Hvad laver han så?”
Hun tog en svamp og tørrede køkkenbordet af. ”Sådan lidt af hvert.”
”Hvad, for eksempel?”
Hun holdt en pause i aftørringen. ”Hvis en kvinde har brug for juridisk hjælp, kontakter han en af advokaterne. Hvis et af børnene kommer til at spilde, tager han en klud og tørrer op.” Hun smilede stolt. ”Jeg sagde jo, at han er en god dreng.”
”Ja, det lyder sådan,” svarede Will. ”Hvad laver han ellers?”
”Åh, som sagt lidt af hvert.” Hun tav og tænkte over det. ”Han koordinerer afhentningen af de ting, folk forærer til os. Han er rigtig god til at tale i telefon med folk. Hvis det lyder, som om han taler med en, som kunne tænkes at ville give lidt mere, kører han en tur ud til dem i varevognen, og ni ud af ti gange kommer han tilbage med en dejlig check, som er blevet lagt oveni. Jeg tror, han elsker at komme ud og tale med folk. Når han er på arbejde i lufthavnen, bestiller han jo ikke andet end at sidde og glo på blinkende prikker på en skærm. Kunne du tænke dig et glas iste? Limonade?”
”Nej, ellers tak,” svarede han. ”Hvad med navnet Jacquelyn Zabel? Har du hørt det før?”
”Det får en klokke til at ringe, men jeg kan ikke sige hvorfor. Det er ikke et helt almindeligt navn.”
”Hvad med Pauline McGhee? Eller måske Pauline Seward?”
Hun smilede og holdt sig for munden. ”Nej.”
Will tvang sig selv til at fare lidt mere lempeligt frem. Grundreglen i ethvert forhør gik ud på at bevare roen, fordi det var svært at se, om et andet menneske var anspændt, hvis man selv var det. Judith var blevet tavs, efter at han havde stillet det sidste spørgsmål, så han gentog det. ”Pauline McGhee eller Pauline Seward?”
Hun rystede på hovedet. ”Nej.”
”Hvor ofte kører Tom ud og henter ting hos folk?”
Judiths stemme lød anstrengt munter. ”Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har min kalender liggende et eller andet sted. Normalt noterer jeg det i den.” Hun åbnede en af køkkenskufferne og begyndte at rode i den. Hun var synligt nervøs, og han vidste, at hun kun havde åbnet skuffen for at have noget at holde sig beskæftiget med, så hun ikke behøvede at se ham i øjnene, mens hun fortsatte med at sludre. ”Tom er så gavmild med sin tid. Han er meget engageret i en ungdomsgruppe i kirken. Og hele familien hjælper som frivillige i suppekøkkenet en gang om måneden.”
Will lod hende ikke få lov til at køre ud ad et sidespor. ”Er Tom alene, når han kører ud for at hente folks ting?”
”Ja, medmindre det drejer sig om en sofa eller noget andet stort.” Hun lukkede skuffen og åbnede en anden. ”Jeg aner ikke, hvor min kalender er. I årevis drømte jeg om, at min mand ville være noget mere hjemme, og nu driver han mig til vanvid ved at lægge alle mulige ting de forkerte steder.”
Will kiggede ud på vejen og spekulerede på, hvad der blev af Faith. ”Er børnene her?”
Hun åbnede en anden skuffe. ”De sover til middag i den bageste ende af huset.”
”Tom sagde, at han ville mødes med mig her. Hvorfor fortalte han ikke, at han befandt sig på ulykkesstedet, da Anna Lindsey var blevet kørt ned?”
”Hvabehar?” Hun så forvirret på ham et øjeblik, før hun tilføjede: ”Jeg ringede til Tom, så han kunne komme og se til Henry. Jeg troede, han havde fået et hjerteanfald, og at Tom gerne ville være der, så …”
”Men Tom fortalte ikke, at han var der,” gentog Will. ”Og det gjorde du heller ikke.”
”Det betød …” Hun slog ud med hånden for at afvise det. ”Han ville gerne være hos sin far.”
”De kvinder, der blev bortført, var forsigtige kvinder, som ikke åbnede døren for alle og enhver. De åbnede kun døren for folk, de stolede på. Folk, som de vidste, de ville få besøg af.”
Hun holdt op med at lede efter kalenderen. Hendes tanker stod malet i ansigtet på hende. Hun vidste, at et eller andet var gruelig galt.
”Hvor er din søn, Judith?” spurgte Will.
Tårerne pressede sig på i hendes øjne. ”Hvorfor stiller du så mange spørgsmål om Tom?”
”Han skulle mødes med mig her.”
Hendes stemme var kun en hvisken. ”Han sagde, at han var nødt til at tage hjem. Jeg forstår ikke …”
I det samme var der noget, der gik op for Will – noget, som Faith havde sagt i telefonen. Hun havde allerede talt med Tom Coldfield. Grunden til, at hun ikke var dukket op endnu, var, at Tom havde sendt hende ud til det forkerte hus.
Will gjorde sin stemme skarp og alvorlig. ”Judith, jeg er nødt til at vide, hvor Tom er lige nu.”
Hun holdt sig for munden, og tårerne strømmede ned over hendes kinder.
Der hang en telefon på væggen, og Will flåede røret af. Han ringede til Faiths mobil, men hans finger var kun nået til det sidste ciffer, da han mærkede en lammende smerte i ryggen fulgt af den værste muskelkrampe, han nogensinde havde oplevet. Han førte en hånd op til skulderen for at lede efter en bule, men kunne ikke mærke andet end et stykke hårdt og koldt metal. Da han så ned, stak den blodige spids på noget, der ikke kunne være andet end en stor køkkenkniv, ud af hans bryst.