KAPITEL 25

DET VAR HÅRDT AT SE PÅ Pauline McGhee, selvom hun sad med sin søn på skødet. Hendes mund var blevet flænset op, da hun bed sig gennem trådnettet, og hun kunne kun mumle, når hun med ømme og stramme læber prøvede at sige noget. En række bittesmå sting holdt huden på læberne sammen, så hun lignede et eller andet monster fra Frankenstein. Alligevel var det svært at have medfølelse med hende – måske fordi hun blev ved med at omtale Faith som ”hende luderen” og benyttede ordet oftere, end Will nogensinde havde hørt en mand gøre det.

”For helvede,” sagde hun. ”Jeg ved ikke, hvad jeg kan fortælle. Jeg har ikke set min familie i tyve år.”

Will rørte uroligt på sig i stolen ved siden af Faith. Hans arm var lagt i en slynge, som var bundet stramt ind til kroppen, og det var tydeligt at se, at han havde store smerter, men alligevel havde han insisteret på at være med til afhøringen. Faith kunne ikke bebrejde ham for gerne at ville have nogle svar. Desværre havde det dog hurtigt stået klart, at de ikke ville få dem fra Pauline.

”I løbet af de seneste tredive år har Tom boet i seksten forskellige byer,” sagde Will. ”Vi er faldet over forskellige sager i tolv af disse byer. Syv af sagerne handler om kvinder, som blev bortført og aldrig siden dukkede op. De forsvandt altid parvis. Altid to kvinder ad gangen.”

”Jeg ved fandeme godt, hvad parvis betyder.”

Will åbnede munden for at sige noget, men Faith gav hans knæ et klem under bordet. Deres sædvanlige taktik fungerede ikke. Pauline McGhee var en overlever, der var villig til at træde på alt og alle for at redde sig selv. Hun havde sparket Olivia Tanner bevidstløs for at være sikker på, at hun selv kunne flygte fra kælderen som den første. Hun ville have kvalt sin egen bror, hvis Faith ikke havde forhindret hende i at gøre det. Hun var ikke en person, man kunne trænge ind til ved hjælp af indlevelse og empati.

Faith tog en chance. ”Pauline, drop dit pis. Du ved, at du frit kan rejse dig og gå. Der må være en grund til, at du ikke gør det.”

Den sårede kvinde så ned på Felix og strøg ham over håret. Et kort øjeblik virkede Pauline McGhee nærmest menneskelig. Der var et eller andet ved drengen, der forandrede hende, så Faith pludselig forstod, at den hårde facade fungerede som et forsvar mod verden. Et forsvar, som kun Felix kunne trænge igennem. Drengen var faldet i søvn i sin mors arme, så snart hun havde sat sig ved konferencebordet. Hans tommelfinger søgte hele tiden op til munden, og Pauline fjernede den et par gange, før hun til sidst opgav at blive ved med det. Faith forstod udmærket, hvorfor hun ikke havde lyst til at lade sin søn ude af syne, men en afhøring var næppe en begivenhed, man havde lyst til at lade et barn deltage i.

”Havde du virkelig tænkt dig at skyde mig?” spurgte Pauline.

”Hvad?” spurgte Faith, selvom hun vidste præcis, hvad kvinden mente.

”På gangen,” sagde hun. ”Jeg ville have slået ham ihjel. Jeg ønskede at slå ham ihjel.”

”Jeg er politibetjent,” sagde Faith. ”Det er mit job at beskytte folk.”

”Selv ham?” spurgte Pauline vantro. ”Du vidste, hvad det svin havde gjort.” Hun løftede hagen og så på Will. ”Hør lige, hvad din makker siger. Min bror har slået over tyve kvinder ihjel. Synes du virkelig, at han fortjener en retfærdig rettergang?” Hun pressede læberne blidt ned mod Felix’ hoved. ”Du skulle have ladet mig slå ham ihjel. Jeg kunne have aflivet ham som den køter, han er.”

Faith svarede ikke, hovedsagelig fordi der ikke var noget at sige. Tom Coldfield havde nægtet at udtale sig. Han pralede ikke med sine forbrydelser, og han tilbød heller ikke at fortælle, hvor ligene lå begravet, selvom han på den måde måske kunne undgå at få en dødsdom. Han var fast besluttet på at blive dømt og sat i fængsel, efter al sandsynlighed på dødsgangen. Han havde ikke bedt om andet end brød og vand og sin Bibel, hvor siderne var fyldt med så mange tætskrevne noter, at ordene stort set var ulæselige.

Alligevel havde Faith vendt og drejet sig i sengen de seneste nætter, mens hun igen og igen gennemlevede de sidste sekunder på gangen. Nogle gange gav hun Pauline lov til at slå sin bror ihjel. Nogle gange endte det med, at hun måtte skyde hende. Hun brød sig ikke om nogen af scenarierne, men hun havde affundet sig med, at følelserne tilhørte den kategori, som kun tiden kunne hjælpe hende igennem. Processen med at komme videre blev yderligere hjulpet af, at sagen ikke længere var Faiths og Wills ansvar. Eftersom Matthias Thomas Coldfields forbrydelser var begået i indtil flere forskellige stater, var han nu FBI’s problem. Faith havde kun fået lov til at afhøre Pauline, fordi man mente, at der måtte være knyttet et særligt bånd mellem dem. Intet kunne have været mere forkert.

Eller måske alligevel?

”Hvor langt henne er du?” spurgte Pauline.

”Ti uger,” svarede Faith. Hun havde været lige ved at gå fra forstanden, da ambulancen ankom til Tom Coldfields hus. Hun havde ikke kunnet tænke på andet, end om hendes ufødte barn ville overleve eller ej. Selv da hun havde hørt hjertelyden banke fra ultralydsapparatet, havde hun ikke kunnet holde op med at græde og havde tryglet ambulanceredderne om at tage hende med på hospitalet. Hun havde været så overbevist om, at de tog fejl, og at der var sket noget frygteligt. Underligt nok havde den eneste, der havde kunnet overbevise hende om det modsatte, været Sara Linton.

På plussiden talte, at hele hendes familie nu vidste, at hun var gravid – takket være sygeplejerskerne på Grady, som under hele hendes ophold på skadestuen havde omtalt hende som ”den hysteriske gravide strisser”.

Pauline strøg Felix’ hår tilbage. ”Jeg blev så fed, da jeg ventede ham. Det var virkelig klamt.”

”Ja, det er svært at acceptere,” indrømmede Faith. ”Men det er det hele værd.”

”Ja, velsagtens.” Hun lod sine flossede læber glide hen over sin søns hår. ”Han er det eneste positive, man kan sige om mig.”

Faith sagde ofte det samme om Jeremy, men nu, hvor hun sad over for Pauline McGhee, kunne hun pludselig se, hvor heldig hun var. Faith havde sin mor, som elskede hende på trods af alle hendes fejl. Hun havde Zeke, selvom han var flyttet til Tyskland for at slippe væk fra hende. Hun havde Will, og hun havde – på godt og ondt – Amanda. Pauline havde ingen. Kun en lille dreng, som var desperat afhængig af hende.

”Da jeg fik Felix,” sagde Pauline, ”fik det mig til at tænke på hende. Judith. Hvordan kunne hun hade mig så meget?” Hun så op på Faith, som om hun forventede et svar.

”Jeg ved det ikke,” sagde Faith. ”Jeg kan ikke forestille mig, hvordan nogen kan hade deres eget barn. Eller et barn i det hele taget.”

”Jeg ved snart ikke, nogle børn er bare pisseirriterende, men ens eget barn …”

Pauline blev stille igen og forholdt sig tavs så længe, at Faith var ved at tro, at de var tilbage ved udgangspunktet.

Will brød tavsheden. ”Vi er nødt til at vide, hvorfor alt det her skete, Pauline. Jeg er nødt til at vide det.”

Hun stirrede ud ad vinduet, mens hun holdt sin søn tæt ind til brystet. Hendes stemme var så afdæmpet, at Faith måtte anstrenge sig for at høre hende. ”Min onkel voldtog mig.”

Faith og Will forholdt sig begge tavse og gav kvinden den tid, hun havde brug for.

”Jeg var tre år,” sagde Pauline, ”og siden fire og fem. Langt om længe fortalte jeg min bedstemor, hvad der var sket. Jeg troede, at kællingen ville redde mig, men hun vendte bare det hele imod mig, som om jeg stod i pagt med djævelen.” Hendes læber forvrængede sig i en bitter grimasse. ”Min mor troede på alle de andre, ikke på mig. Hun stillede sig på deres side. Som altid.”

”Hvad skete der?”

”Vi flyttede. Vi flyttede altid, når noget gik galt. Min far søgte om at blive forflyttet, og så solgte vi huset og begyndte forfra. Ny by, ny skole – men alligevel havnede vi altid i det samme lort igen.”

”Hvornår begyndte det at gå skævt med hensyn til Tom?” spurgte Will.

”Jeg var femten.” Hun trak på skuldrene igen. ”Jeg havde en veninde, Alexandra McGhee – det var hendes efternavn, jeg valgte, da jeg tog navneforandring. Vi boede i Oregon i et par år, før vi flyttede til Ann Arbor. Det var der, det for alvor begyndte med Tom … dengang det hele for alvor gik skævt.” Hendes stemme var blevet fraværende og apatisk, som om hun bare fortalte en triviel historie om noget, der var sket for en anden, og ikke var i færd med at afsløre detaljerne fra den mest forfærdelige periode i sit liv. ”Han var besat af mig. Nærmest forelsket i mig. Han fulgte efter mig og snuste til mit tøj og prøvede at komme til at røre ved mit hår …”

Faith prøvede at skjule sin væmmelse, men de billeder, som Paulines ord fremkaldte, fik det til at vende sig i hende.

”Pludselig holdt Alex op med at komme på besøg,” fortsatte Pauline. ”Vi var hinandens bedste veninde. Jeg forstod ikke, om jeg havde sagt eller gjort noget …” Hendes stemme fortonede sig. ”Men det var Tom, der gjorde hende fortræd. Jeg vidste ikke hvordan. Eller i det mindste vidste jeg det ikke i begyndelsen. Jeg skulle dog snart finde ud af det.”

”Hvad skete der?”

”Der var en bestemt sætning, som hun begyndte at skrive overalt, om og om igen. På sine bøger, under sålerne på sine sko, på håndryggen.”

”Jeg vil ikke fornægte mig selv,” gættede Will.

Pauline nikkede. ”Det var en øvelse, som en af lægerne på hospitalet havde givet mig. Jeg skulle skrive sætningen og overbevise mig selv om, at det var dårligt for mig at kaste maden op, når jeg havde spist … som om det ville få det hele til at forsvinde, hvis jeg skrev den samme forbandede sætning en million gange.”

”Vidste du, at Tom tvang Alex til at skrive den sætning?”

”Vi lignede hinanden,” sagde Pauline. ”Det var derfor, han så godt kunne lide hende. Hun var som en erstatning for mig – samme hårfarve, samme højde og cirka samme vægt, selvom hun så tykkere ud end mig.”

De samme kendetegn, som havde draget Tom mod alle de senere ofre. Alle kvinderne lignede hans søster.

Pauline fortsatte: ”Jeg spurgte ham om det – hvorfor han tvang hende til at skrive sætningen. Jeg mener, jeg var rasende på ham, ikke? Jeg råbte og skreg ad ham, men så slog han mig bare. Ikke bare en lussing, med knytnæve. Og da jeg lå på gulvet, begyndte han at lade endnu flere slag regne ned over mig.”

”Hvad skete der efterfølgende?” spurgte Faith.

Pauline stirrede tomt ud ad vinduet, som om hun var helt alene i rummet. ”En dag var Alex og jeg ude i skoven. Vi gik nogle gange derud efter skole for at ryge. Den dag, hvor Tom gennembankede mig, mødtes jeg med hende derude. I begyndelsen nægtede hun at sige noget, men så brød hun sammen og fortalte langt om længe, at Tom havde tvunget hende ned i vores kælder og havde gjort forskellige ting ved hende. Modbydelige ting.” Hun lukkede øjnene. ”Alex fandt sig i det, fordi Tom sagde, at hvis hun ikke gjorde det, ville han begynde at gøre det samme ved mig. Hun beskyttede mig.”

Hun åbnede øjnene og så på Faith med en overraskende intensitet i blikket. ”Alex og jeg talte om, hvad vi skulle gøre. Jeg sagde til hende, at det var nytteløst at fortælle noget til mine forældre, for det ville der ikke komme noget ud af. Så vi besluttede os for at gå til politiet. Der var en politimand, jeg kendte. Men Tom må være fulgt efter mig ud i skoven. Han havde en babyalarm, som han havde skjult inde på mit værelse. Han hørte, hvad vi snakkede om, og …” Hun trak på skuldrene. Faith havde ikke svært ved at forestille sig, hvad Tom havde lavet, mens han i smug hørte sin søster og hendes veninde tale med hinanden.

Pauline fortsatte: ”Under alle omstændigheder fandt Tom os ude i skoven. Han slog mig i baghovedet med en sten. Jeg ved ikke, hvad han gjorde ved Alex. Der gik et stykke tid, før jeg så hende igen. Jeg tror, han var i fuld gang med at få hende til at knække. Det var det værste af det hele. Var hun død? Slog han hende? Torturerede han hende? Måske havde han ladet hende gå, og måske holdt hun sig bare langt væk, fordi hun var bange for ham?” Hun sank en klump. ”Men det var ikke derfor.”

”Hvorfor så?”

”Han havde tvunget hende ned i kælderen igen for at forberede hende på noget, der var endnu værre.”

”Ingen kunne høre, at hun var dernede?”

Pauline rystede på hovedet. ”Min far var ikke hjemme, og min mor …” Hun rystede på hovedet igen. Faith var overbevist om, at de aldrig ville finde ud af, hvad Judith Coldfield reelt havde vidst om sin søns sadistiske lyster.

”Jeg ved ikke, hvor længe det stod på,” sagde Pauline, ”men til sidst endte Alex det samme sted som mig.”

”Hvor?”

”Under jorden,” sagde hun. ”Det var mørkt. Vi havde bind for øjnene. Han kom vat i ørerne på os, men vi kunne stadig høre hinanden. Vi var bundet på hænder og fødder. Alligevel vidste vi, at vi befandt os under jorden. Man kan smage det, ikke? Nærmest som en våd og beskidt smag i munden. Han havde gravet en hule. Det må have taget ham flere uger. Han havde altid godt kunnet lide at planlægge og kontrollere alt ned til den mindste detalje.”

”Var Tom sammen med jer hele tiden?”

”Ikke i begyndelsen. Han arbejdede velsagtens stadig på at skaffe sig et alibi. Han lod os bare være dernede i et par dage – bundet på hænder og fødder, så vi ikke kunne bevæge os, ikke kunne se noget og næsten ikke kunne høre noget. I begyndelsen skreg vi, men …” Hun rystede på hovedet, som om hun på den måde kunne tvinge minderne ud af hovedet. ”Han kom med vand til os, men ikke mad. Jeg tror, der gik omkring en uge. Jeg havde det okay. Jeg havde før klaret mig i længere tid uden at spise noget. Men Alex … hun brød sammen. Hun græd hele tiden og tryglede mig om at gøre noget for at hjælpe hende. Da Tom endelig dukkede op, bønfaldt jeg ham om at lukke munden på hende, så jeg slap for at høre på hendes beklagelser.” Hun tav igen, fortabt i minderne. ”Men så en dag var der noget, der ændrede sig. Han blev mere aggressiv.”

”Hvad gjorde han?”

”I begyndelsen snakkede han bare. Han gik op i alt muligt Bibel-halløj … alt muligt, som min mor proppede ind i hovedet på ham om, at han var en afløser for Judas, der havde forrådt Jesus. Hun sagde altid, at jeg havde forrådt hende. At hun havde opdraget mig til at blive en god datter, men at jeg havde vist mig at være rådden og havde fået hele hendes familie til at hade hende på grund af alle mine løgne.”

Faith gentog den sidste sætning, hun havde hørt Tom Coldfield sige: ”Åh, Absalom … jeg er opstået!”

Pauline skælvede, som om ordene skar sig gennem marv og ben på hende. ”Det stammer fra Bibelen. Amnon voldtog sin søster, og da han var færdig med hende, sendte han hende bort og kaldte hende en hore.” Hendes forrevne læber formede sig til noget, der lignede et smil. ”Absalom var Amnons bror. Han slog ham ihjel, fordi han havde voldtaget deres søster.” Hun lo skarpt. ”Desværre havde jeg kun én bror.”

”Har Tom altid været besat af religion?”

”Ikke almindelig religion, ikke på en normal måde. Han forvrængede Bibelen, så den passede til hans formål. Det var derfor, han holdt mig og Alex indespærret under jorden – så vi kunne få en chance for at blive genfødt ligesom Jesus.” Hun så op på Faith. ”Vanvittigt, ikke? Han kunne ævle løs i timevis om, hvor onde vi var, og at han ville frelse os. Nogle gange rørte han ved mig, men jeg kunne ikke se …” Hun skælvede igen, så hun rystede i hele kroppen. Felix rørte på sig, men hun tyssede stille på ham, til han faldt i søvn igen.

Faith kunne mærke sit hjerte hamre. Hun tænkte på sin egen kamp mod Tom og mærkede igen følelsen af hans varme ånde i øret, da han hviskede: ”Lad mig se dig kæmpe imod!”

”Hvad gjorde Tom, da han var færdig med at holde foredrag for dig og Alex?” spurgte Will.

”Ja, hvad tror du, han gjorde?” spurgte hun sarkastisk. ”Han anede ikke, hvad han foretog sig, men han vidste, at han elskede følelsen af at gøre os fortræd.” Hun sank en klump igen og fik tårer i øjnene. ”Det var første gang … for os begge to. Vi var kun femten. Piger gik ikke bare i seng med drenge dengang. Vi var ikke de rene engle eller noget, men vi var heller ikke ludere.”

”Gjorde han andet ved jer?”

”Han udsultede os. Det var ikke lige så slemt som det, han gjorde ved de andre kvinder, men det var slemt nok.”

”Affaldsposerne?”

Hun nikkede kort en enkelt gang. ”Han regnede os ikke for en skid. I hans øjne var vi ikke andet end udskud. Affald.”

Tom havde sagt det samme, da han lå på gangen. ”Var der ikke nogen, der savnede jer, mens Tom holdt jer indespærret i hulen?”

”De troede, vi bare var løbet hjemmefra. Det gør piger jo, ikke? De stikker bare af, og hvis forældrene fortæller, at pigerne er uopdragne, at de lyver hele tiden og ikke er til at stole på, så er det ikke noget, nogen går særlig højt op i, vel?” Hun lod dem ikke få en chance for at svare. ”Jeg er sikker på, at Tom fik jern på, når han løj for politiet og fortalte, at han ikke havde nogen anelse om, hvor vi var.”

”Hvor gammel var Tom, da det her skete?”

”Tre år yngre end mig.”

”Tolv,” sagde Will.

”Nej,” korrigerede Pauline ham. ”Han havde endnu ikke haft fødselsdag det pågældende år. Han var kun elleve, da det skete. Han fyldte tolv en måned senere. Min mor holdt en fest for ham! Det lille uhyre var lige blevet løsladt mod kaution, og hun holdt en fødselsdagsfest for ham.”

”Hvordan slap I ud af hulen?”

”Han lod os gå. Han sagde, at han ville slå os ihjel, hvis vi fortalte noget til nogen, men Alex fortalte det til sine forældre alligevel, og de troede på hende.” Hun lo fnysende. ”For helvede, de troede sgu på hende!”

”Hvad skete der med Tom?”

”Han blev anholdt. Politiet ringede, og min mor kørte ham ind på stationen. De kom ikke og hentede ham. De kom ikke for at anholde ham. De ringede bare til min mor og bad hende om at komme med ham.” Hun tav et øjeblik og samlede sig. ”Tom blev undersøgt af en psykiater. Der var al mulig snak om at sende ham til et fængsel for voksne, men han var kun et barn, og psykiaterne råbte og skreg op om, at han havde brug for hjælp. Tom kunne se meget yngre ud, når han ville – meget yngre, end han i virkeligheden var – og forvirret, som om han ikke forstod, hvorfor alle sagde så meget dårligt om ham.”

”Hvad besluttede dommeren sig for at gøre?”

”Tom fik en eller anden diagnose. Jeg ved ikke hvilken. Psykopat, sikkert.”

”Vi har hans papirer fra flyvevåbnet. Ved du godt, at han har aftjent sin værnepligt?” Pauline rystede på hovedet, og Faith sagde: ”Seks år, hvorefter han blev hjemsendt i stedet for at blive stillet for en krigsret.”

”Hvad betyder det?”

”Mellem linjerne betyder det sikkert, at flyvevåbnet ikke havde lyst til – eller ikke havde forstand på – at behandle folk med hans specielle lidelse, så derfor tilbød de ham at blive hjemsendt med æren i behold, hvilket han tog imod.” Tom Coldfields militærpapirer var formuleret på et bureaukratisk og uforståeligt kancellisprog, som kun gamle og garvede veteraner fra militæret kunne tyde. I sin egenskab af læge havde Faiths bror, Zeke, hjulpet med at gennemskue, hvad der egentlig stod i papirerne. Hovedet på sømmet havde været, at Tom aldrig var blevet genindkaldt for at blive sendt til Irak, selv da krigen var på sit højeste, og kravene til de indkaldte var blevet lempet så meget, at de stort set var ikke-eksisterende.

”Hvad skete der med Tom ude i Oregon?” spurgte Will.

Pauline svarede med afmålt stemme. ”Det var meningen, at han skulle indlægges på statshospitalet, men min mor talte med dommeren og sagde, at vi havde al vores familie østpå, så hun håbede virkelig, at vi kunne få ham overflyttet til et hospital der, så han kunne være i nærheden af alle de mennesker, der elskede ham. Dommeren gik med til det. De var velsagtens bare glade for at slippe af med os. Nærmest ligesom historien med flyvevåbnet, ikke? Ude af øje, ude af sind.”

”Sørgede din mor for, at han kom i behandling?”

”Nej, for helvede,” lo hun. ”Min mor gjorde fandeme bare det samme forfra igen. Hun sagde, at Alex og jeg løj, at vi var stukket af hjemmefra og var blevet mishandlet af en fremmed, men at vi bare prøvede at give Tom skylden, fordi vi hadede ham og ville have, at folk skulle have medlidenhed med os.”

Faith mærkede en knude i maven og spekulerede på, hvordan en mor kunne være så blind for sit eget barns lidelser.

”Var det på det tidspunkt, I ændrede jeres efternavn til Coldfield?” spurgte Will.

”Efter det, der var sket med Tom, skiftede vi efternavn til Seward. Det var ikke helt let at gøre det. Der var bankkonti og alle mulige dokumenter, der skulle indsendes for at få lov til det. Min far begyndte at stille spørgsmål. Han var ikke begejstret for det, fordi det betød, at han rent faktisk skulle foretage sig noget, ikke? Gå ned til domhuset, tage kopier af vores fødselsattester og udfylde en masse formularer. De var i fuld gang med at ændre vores navn til Seward, da jeg stak af. Jeg vil tro, at de ændrede navnet tilbage til Coldfield, da de flyttede fra Michigan. Det var ikke ligefrem sådan, at myndighederne i Oregon holdt øje med Tom. Som de så det, var sagen afsluttet.”

”Hørte du nogensinde fra Alex McGhee igen?”

”Hun begik selvmord.” Paulines stemme var så blottet for følelser, at det løb Faith koldt ned ad ryggen. ”Hun kunne velsagtens ikke klare det længere. Sådan er der nogle kvinder, der er.”

”Er du sikker på, at din far ikke vidste, hvad der foregik?” spurgte Will.

”Han ønskede ikke at vide noget om det,” svarede Pauline. Det var umuligt nogensinde at få det bekræftet. Da Henry Coldfield hørte, hvad der var sket med hans kone og søn, var han blevet ramt af et voldsomt hjerteanfald og døde i ambulancen på vej til hospitalet.

Will fortsatte med at presse på. ”Din far bemærkede aldrig …”

”Han rejste hele tiden. Han var væk i ugevis, somme tider helt op til en måned. Selv når han var hjemme, var han aldrig for alvor hjemme. Han fløj ture i sit fly, gik på jagt eller spillede golf og beskæftigede sig udelukkende med de ting, han havde lyst til.” Paulines stemme blev hårdere og hårdere for hvert ord. ”De havde indgået en form for aftale, ikke? Hun havde ansvaret for huset og bad ham aldrig om at hjælpe med noget, og han kunne gøre, som det passede ham, så længe han bare kom hjem med lønningschecken og ikke stillede nogen spørgsmål. Dejligt liv, ikke?”

”Har din far nogensinde forbrudt sig mod dig?”

”Nej. Han var jo aldrig hjemme, så han kunne gøre det. Vi så ham stort set kun til jul og påske.”

”Hvorfor til påske?”

”Jeg ved det ikke. Det har altid været en helt speciel højtid for min mor. Hun farvede æg og hængte guirlander op og den slags. Hun fortalte Tom historien om, hvordan han var kommet til verden, hvor speciel han var, og hvordan hun så brændende havde drømt om at få en søn. Hvordan han havde fuldendt hendes liv.”

”Var det derfor, du valgte at løbe hjemmefra i påsken?”

”Jeg stak af, fordi Tom var begyndt at grave et nyt hul i baghaven.”

Faith gav hende et øjeblik til at samle tankerne. ”I Ann Arbor?”

Pauline nikkede og fik et fjernt blik i øjnene. ”Jeg kunne ikke genkende ham.”

”Da han bortførte dig?”

”Det skete så hurtigt. Jeg var bare så lykkelig for at se Felix. Jeg troede, jeg havde mistet ham. Først da begyndte min hjerne at slutte forbindelsen og indse, at det var Tom, der stod foran mig, men da var det allerede for sent.”

”Du genkendte ham?”

”Jeg mærkede ham. Jeg kan ikke beskrive det. Jeg vidste bare i hver eneste celle i min krop, at det var ham.” Hun lukkede øjnene et øjeblik. ”Da jeg vågnede i kælderen, kunne jeg stadig mærke ham. Jeg ved ikke, hvad han gjorde ved mig, mens jeg var bevidstløs. Jeg aner ikke, hvad han gjorde.”

Faith undertrykte en skælven. ”Hvordan fandt han dig?”

”Jeg tror, han altid har vidst, hvor jeg var. Han er god til at opspore folk, udspionere dem og kortlægge deres vaner. Jeg gjorde det velsagtens heller ikke særlig svært for ham, fordi jeg brugte Alex’ navn.” Hun lo glædesløst. ”Han ringede til mig på arbejde for omkring halvandet år siden. Hvad mener I? Hvad var sandsynligheden for, at jeg en dag tog telefonen, og at det var Tom, der var i den anden ende?”

”Vidste du, at det var ham, der ringede?”

”Nej, for helvede. Havde jeg vidst det, ville jeg have taget Felix med og være flygtet langt væk.”

”Hvad ville han, da han ringede?”

”Det har jeg jo fortalt. Han ringede for at få vores støtte til centeret.” Hun rystede vantro på hovedet. ”Han fortalte om stedet og sagde, at de havde brug for støtte, og at de var villige til at udstede en bekræftelse på støtte, hvor man selv kunne påføre beløbet. Vi har alle mulige rige kunder, som bare forærer deres møbler til velgørende organisationer, så de kan trække gaven fra i skat. Jeg hjælper dem, så de på den måde har det bedre med at smide en spisestue til halvtreds tusind dollars ud og købe en ny til firs.”

Faith kunne ikke engang fatte så store tal. ”Så du besluttede dig for at henvise dine kunder til centeret?”

”Jeg var skide træt af Goodwill. De oplyser en tidsramme som for eksempel mellem klokken ti og tolv. Hvem har tid til at vente på den slags? Mine kunder er millionærer. De kan ikke sidde hele formiddagen og vente på, at en eller anden hjemløs idiot dukker op. Tom sagde, at med krisecenteret kunne man aftale et helt præcist afhentningstidspunkt og være sikker på, at de overholdt aftalen. Og det gjorde de altid. De var venlige og velsoignerede, hvilket – tro mig – siger ikke så lidt. Jeg sagde til alle mulige, at de skulle bruge dem.” Det gik op for hende, hvad hun havde sagt. ”Jeg sagde det til alle mulige …”

”Herunder også de andre brugere af chatsiden?”

Hun svarede ikke.

Faith fortalte, hvad de havde fundet ud af i løbet af de seneste par dage. ”For et halvt år siden begyndte Anna Lindseys firma at tilbyde kvinderne på centeret gratis juridisk rådgivning. Olivia Tanners bank støttede med et stort beløb sidste år. Jackie Zabel ringede til centeret for at få hentet indboet fra sin mors hus. De må alle have hørt om centeret et eller andet sted.”

”Det vidste … det vidste jeg ikke.”

Det var stadig ikke lykkedes teknikerne at skaffe sig adgang til chatsiden. Sidens sikkerhedsforanstaltninger var alt for avancerede, og det var ikke længere særlig højt prioriteret hos FBI at bryde koden, eftersom gerningsmanden allerede sad i fængsel. Men Faith havde brug for at få det bekræftet. Hun var nødt til at høre det fra Pauline. ”Du skrev en besked om krisecenteret på chatsiden, ikke?”

Pauline svarede stadig ikke.

”Fortæl mig det,” sagde Faith, og af en eller anden grund havde det den ønskede effekt.

”Jo, jeg fortalte om centeret.”

Faith havde ikke været klar over, at hun holdt vejret. Hun pustede langsomt luften ud. ”Hvordan vidste Tom, at de alle sammen led af en spiseforstyrrelse?”

Pauline så op. Noget af farven vendte tilbage til hendes kinder. ”Ja, hvordan har I fundet ud af det?”

Faith overvejede spørgsmålet. De vidste det, fordi de havde efterforsket kvindernes liv og havde været lige så grundige som Tom Coldfield. Han havde skygget og udspioneret dem i deres mest intime øjeblikke, og ingen af dem havde vidst, at han gjorde det.

”Er den anden kvinde okay?” spurgte Pauline. ”Hende, jeg var sammen med.”

”Ja.” Olivia Tanner havde det godt nok til at nægte at tale med politiet.

”Hun er en sej kælling.”

”Det er du også,” sagde Faith. ”Måske vil det være godt for dig at tale med hende.”

”Jeg har ikke brug for hjælp.”

Faith orkede ikke at sige hende imod.

”Jeg vidste, at Tom før eller siden ville finde mig,” sagde Pauline. ”Jeg forberedte mig på det. Jeg øvede mig i at klare mig uden mad. Jeg ville være sikker på, at jeg kunne holde til det.” Hun forklarede sig lidt nærmere: ”Da det var mig og Alex, han havde spærret inde, udvalgte han den af os, der skreg højest, til at gøre fortræd. Den, der først brød sammen. Jeg sørgede for, at det ikke var mig. Det var sådan, jeg hjalp mig selv.”

”Spurgte din far aldrig din mor, hvorfor hun gerne ville have, at I tog navneforandring og flyttede?” spurgte Will.

”Hun sagde, at det var for at give Tom en chance for at få en ny begyndelse. For at give os alle en ny begyndelse.” Hun lo glædesløst igen og så på Faith. ”Det handler altid om drengene, ikke? Mødre og deres sønner. Op i røven med døtrene. Det er sønnerne, de elsker.”

Faith lagde en hånd på maven. Bevægelsen var blevet nærmest instinktiv i løbet af de seneste dage. Hun havde hele tiden troet, at barnet i hendes mave var en dreng – en ny Jeremy, som ville tegne og synge for hende. En ny, lille tumling, som ville puste brystkassen op, når han fortalte sine venner, at hans mor var strisser. En ny, ung mand, som var respektfuld over for kvinder. En ny voksen mand, som af sin eneforsørgende mor havde lært, hvor svært det var at være det smukke køn.

Nu bad Faith til, at hun ville få en datter. Alle de kvinder, de havde mødt i forbindelse med sagen, havde lært at hade sig selv, længe før de var kommet i kontakt med Tom Coldfield. De havde været vant til at nægte deres krop alt lige fra næring til varme og noget så grundlæggende som kærlighed. Faith ville vise sit barn en anden vej. Hun ønskede at få en pige, som hun kunne opdrage til at elske sig selv. Hun ønskede at se denne pige vokse sig til en stærk kvinde, der kendte sit eget værd. Og hun håbede ikke, at nogen af hendes børn nogensinde skulle møde et menneske, der var så bittert og skadet som Pauline McGhee.

”Judith er indlagt på hospitalet,” sagde Will til Pauline. ”Kuglen passerede lige forbi hendes hjerte.”

Kvindens næsebor vibrerede. Hun fik tårer i øjnene, og Faith spekulerede på, om der stadig var en del af hende – uanset hvor lille denne del var – der længtes efter at knytte et bånd mellem mor og datter.

”Jeg kan tage med dig hen og besøge hende, hvis du gerne vil,” tilbød Faith.

Pauline lo fnysende og tørrede vredt tårerne væk. ”Glem det, for helvede. Hun har aldrig været der for mig, og jeg har fandeme ikke tænkt mig at være der for hende nu.” Hun rettede lidt på sin søns hoved på skulderen. ”Nå, jeg må hellere komme hjem med ham.”

”Hvis du bare kunne …” prøvede Will.

”Bare kunne hvad?”

Han havde ikke noget svar til hende. Pauline rejste sig, gik hen til døren og baksede for at åbne den, mens hun holdt Felix i armene.

”FBI vil sikkert sætte sig i forbindelse med dig,” sagde Faith.

”FBI kan rende mig i røven.” Det lykkedes hende at få døren op. ”Og det samme kan I.”

Faith så hende gå hen ad gangen og flytte Felix over på den anden skulder, da hun stillede sig foran elevatorerne. ”For helvede,” sagde hun stille. ”Det er svært at have ondt af hende.”

”Du gjorde det rigtige,” sagde Will.

Faith så sig selv på gangen i Tom Coldfields hus igen – med pistolen rettet mod Paulines hoved, mens Tom vred sig på gulvet. De var ikke uddannet til blot at såre en mistænkt. De var uddannet til at affyre en hurtig salve, så kuglerne flænsede sig ind i den øverste del af brystkassen.

Amanda Wagner, derimod, affyrede bare en enkelt kugle, som forvoldte skade nok til at sende offeret i gulvet uden at slå vedkommende ihjel.

”Hvis du kunne gøre det om, ville du så lade Pauline slå Tom ihjel?” spurgte Will.

”Jeg ved det ikke,” indrømmede hun. ”Jeg kørte på automatpilot. Jeg gjorde bare det, jeg er uddannet til at gøre.”

”I lyset af det, Pauline har været igennem …” begyndte Will, men afbrød så sig selv. ”Hun er ikke særlig sympatisk.”

”Hun er en iskold kælling.”

”Det overrasker mig, at jeg ikke har forelsket mig i hende.”

Faith lo. Hun havde mødt Angie på hospitalet, da Will var vågnet efter operationen. ”Hvordan har mrs. Trent det?”

”Hun er sikkert ved at tjekke, at præmien på min livsforsikring er blevet betalt.” Han fandt sin telefon frem. ”Jeg sagde til hende, at jeg ville være hjemme omkring klokken tre.”

Faith sagde ikke noget om den nye telefon eller det hærgede udtryk i hans ansigt. Hun gik ud fra, at Angie Polaski igen var blevet en del af Wills liv. Hun var velsagtens nødt til at vænne sig til hende på samme måde, som man affandt sig med en irriterende svigerinde eller sin chefs uforskammede datter.

Han skubbede stolen tilbage. ”Jeg må vel hellere komme af sted.”

”Skal jeg køre dig hjem?”

”Jeg går bare.”

Han boede kun et par husblokke fra stationen, men det var mindre end 72 timer siden, han havde været igennem en stor operation. Faith åbnede munden for at protestere, men Will bremsede hende.

”Du er en dygtig strisser, Faith, og jeg er glad for, at du er min makker.”

Der var kun få ting, han kunne have sagt, som ville være kommet mere bag på hende. ”Mener du det?”

Han lænede sig frem og kyssede hende oven på hovedet. Før hun kunne nå at reagere, sagde han: ”Hvis du nogensinde ser Angie ligge oven på mig på samme måde, så lad være med at give hende en advarsel først, okay? Bare tryk på aftrækkeren.”