Mange mennesker brød sig ikke om at opdage at de delte planeten med vampyrer. På trods af at de altid havde gjort det – uden at vide det – blev disse mennesker fast besluttet på at udrydde vampyrerne lige så snart de indså at de var virkelige. De var ikke mere fintfølende i deres valg af måder at slå ihjel på end en lovløs vampyr.
Lovløse vampyrer var de konservative udøde; de havde lige så lidt ønsket at menneskene skulle kende til dem som menneskene selv havde. De lovløse nægtede at drikke det syntetiske blod, der var hovedingrediensen i de fleste vampyrers kost nu til dags. De lovløse mente at vampyrerne kun havde en fremtid hvis de vendte tilbage til at være hemmelige og usynlige. Lovløse vampyrer nedslagtede mennesker for sjovs skyld nu, fordi de faktisk frydede sig over at hævne den forfølgelse deres slags var blevet udsat for. De lovløse så det som en måde at overbevise de assimilerede vampyrer om at hemmelighed var den bedste fremtid for deres slags; og så også fordi forfølgelse var en måde at styre befolkningstallet på.
Nu fortalte Bill mig at der var vampyrer der blev ramt af forfærdelig anger eller måske kedsomhed efter et langt liv. Disse forsagere planlagde at »møde solen«, vampyrernes udtryk for at begå selvmord ved at blive oppe til efter solopgang.
Endnu en gang havde mit valg af kæreste bragt mig ned ad stier jeg ellers aldrig ville have betrådt. Jeg ville ikke have haft brug for at vide noget af alt dette, ville ikke engang have drømt om at være kæreste med en der uomtvisteligt var død, hvis jeg ikke havde været født med det handicap at være telepatisk. Jeg var en slags paria for menneskefyre. I kan slet ikke forestille jer hvor umuligt det er at være kæreste med en hvis tanker man kan læse. Da jeg mødte Bill, blev det den lykkeligste tid i mit liv. Men jeg havde helt sikkert været i flere vanskeligheder i de måneder jeg havde kendt ham, end i hele resten af mit seksogtyveårige liv. »Tror du så at Farrell allerede er død?« spurgte jeg og tvang mig selv til at koncentrere mig om den forhåndenværende krise. Jeg brød mig ikke om at spørge, men jeg var nødt til at vide det.
»Måske,« sagde Stan efter en lang pause.
»Måske holder de ham fangen et eller andet sted,« sagde Bill. »De kan godt lide at imponere pressen med disse her ... ceremonier, du ved.«
Stan stirrede længe frem for sig. Så rejste han sig. »Den samme mand befandt sig i baren og i lufthavnen,« sagde han nærmest for sig selv. Dallas-vampyrernes nørdede leder gik frem og tilbage i lokalet. Det var ved at drive mig til vanvid, selvom det var udelukket at sige det højt. Dette var Stans hus, og hans »bror« var forsvundet. Men jeg bryder mig ikke om lang og dyster tavshed. Jeg var træt, og jeg ville i seng.
»Men,« sagde jeg og gjorde mit bedste for at lyde frisk, »hvordan kunne de vide at jeg ville være der?«
Hvis der er noget værre end at en vampyr stirrer på en, er det at to vampyrer stirrer på en.
»At vide i forvejen at du ville være der ... der er en forræder,« sagde Stan. Luften i lokalet begyndte at sitre og knitre, så arrig var han.
Men jeg havde en mindre dramatisk idé. Jeg tog en blok og lagde den på bordet. »MÅSKE BLIVER I AFLYTTET,« skrev jeg. De stirrede begge to på mig som om jeg tilbød dem en Big Mac. Vampyrer, der hver især har ufattelige og indbyrdes forskellige kræfter, glemmer nogle gange at mennesket også har udviklet nogle evner. De to sendte hinanden et tænksomt blik, men ingen af dem kom med noget konkret forslag.
Nå, fanden tage dem. Jeg havde kun set det på film, men jeg regnede med at hvis nogen havde plantet en mikrofon i lokalet, havde de haft travlt og været skræmt fra vid og sans. Så mikrofonen ville være tæt på og ikke særlig godt skjult. Jeg smed den grå jakke og sparkede skoene af. Da jeg var et menneske og derfor ikke havde nogen værdighed at miste i Stans øjne, lagde jeg mig ned under bordet og begyndte at kravle fra den ene ende til den anden mens jeg skubbede stolene til side undervejs. For hundrede syttende gang den dag ønskede jeg at jeg havde taget bukser på.
Jeg var cirka to meter fra Stans ben da jeg lagde mærke til noget mærkeligt. Der sad en mørk klump på undersiden af det lyse træbord. Jeg kiggede så grundigt på den jeg kunne uden en lommelygte. Det var ikke gammelt tyggegummi.
Da jeg havde fundet det lille apparat, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kravlede ud i en noget mere støvet tilstand end før, og befandt mig lige for fødderne af Stan. Han gav mig hånden, og jeg tog den tøvende. Stan trak blidt i mig, eller det virkede blidt, men pludselig stod jeg på benene foran ham. Han var ikke særlig høj, og jeg så ham mere lige ind i øjnene end jeg havde lyst til. Jeg holdt fingeren op foran ansigtet for at være sikker på at jeg havde hans opmærksomhed, og pegede ind under bordet.
Bill forlod lokalet som et lyn. Stans ansigt blev endnu mere hvidt, og øjnene flammede. Jeg så alle andre steder hen end direkte på ham. Jeg havde ikke lyst til at være det syn han så mens han vænnede sig til tanken om at en eller anden havde placeret en mikrofon i hans mødelokale. Han var virkelig blevet forrådt, bare ikke på den måde han troede.
Jeg tænkte mig desperat om efter noget jeg kunne gøre for at hjælpe. Jeg smilede bredt til Stan. Jeg rettede automatisk på min hestehale og opdagede at mit hår stadig sad rullet omkring Hairagamien, selvom det ikke sad så pænt længere. Jeg fumlede med det, hvilket gav mig en god undskyldning for at kigge ned.
Jeg blev meget lettet da Bill dukkede op igen med Isabel og fyren der havde stået og vasket op, og som nu bar på en skål med vand. »Beklager, Stan,« sagde Bill. »Jeg er bange for at Farrell allerede er død, i lyset af det vi har fundet ud af her til aften. Sookie og jeg tager tilbage til Louisiana i morgen, hvis du ikke har yderligere brug for os.« Isabel pegede på bordet, og manden satte skålen fra sig.
»Det kan I lige så godt,« svarede Stan med en stemme der var kold som is. »Send mig en regning. Det insisterede din herre, Eric, på. Ham må jeg møde en dag.« Hans tonefald antydede at mødet ikke ville blive behageligt for Eric.
»Din idiot!« sagde Isabel pludselig. »Du har væltet min drink!« Bill rakte hånden forbi mig og tog mikrofonen under bordet og smed den ned i vandet, og Isabel forlod om muligt endnu mere svævende lokalet for at forhindre vandet i at skvulpe ud over siderne. Hendes ledsager blev tilbage.
Det var let nok. Og det var i hvert fald tænkeligt at den der lyttede med, var blevet narret af vores lille samtale. Vi slappede alle sammen af, nu hvor mikrofonen var væk. Selv Stan så en anelse mindre skræmmende ud.
»Isabel siger at I tror Farrell kan være blevet bortført af broderskabet,« sagde manden. »Måske kunne denne unge kvinde og jeg opsøge broderskabscenteret i morgen og prøve at finde ud af om de planlægger nogen arrangementer i den nærmeste fremtid.«
Bill og Stan betragtede ham eftertænksomt.
»Det er en god idé,« sagde Stan. »Et par vil virke mindre mistænkeligt.«
»Sookie?« spurgte Bill.
»Ja, I kan i hvert fald ikke tage derhen,« sagde jeg. »Jeg tænker at vi i det mindste kunne tjekke hvordan stedet er indrettet. Hvis I virkelig tror at der er en chance for at de holder Farrell fanget der.« Hvis jeg kunne finde ud af mere om situationen i broderskabscenteret, kunne jeg måske forhindre vampyrerne i at angribe. De havde helt sikkert ikke tænkt sig at tage ned på politistationen og melde Farrell savnet og opfordre politiet til at ransage centeret. Lige meget hvor meget Dallas-vampyrerne ønskede at holde sig inden for rammerne af menneskenes lovgivning, så de kunne høste fordelene af at være assimileret, vidste jeg at hvis en Dallas-vampyr blev holdt fangen i centeret, ville der være døde mennesker overalt. Det kunne jeg måske forhindre og samtidig finde ud af hvor den forsvundne Farrell befandt sig.
»Hvis den tatoverede vampyr er forsager og planlægger at møde solen og tage Farrell med sig, og hvis det bliver arrangeret gennem broderskabet, så må den falske præst, der forsøgte at gribe fat i dig i lufthavnen, arbejde for dem. Så ved de hvordan du ser ud,« påpegede Bill. »Du bliver nødt til at tage din paryk på.« Han smilede selvtilfreds. Parykken havde været hans idé.
En paryk i den hede. Fandens også. Jeg prøvede at lade være med at surmule. Det ville trods alt være bedre at klø i hovedbunden end at blive genkendt som en kvinde der stod i ledtog med vampyrer, mens jeg befandt mig i Solens Broderskabs Center. »Det ville være bedst hvis der er et andet menneske med mig,« indrømmede jeg, selvom jeg var ked af at bringe et andet menneske i fare.
»Dette er Isabels mand for tiden,« sagde Stan. Han var tavs et øjeblik, og jeg gik ud fra at han »beamede« til hende, eller hvad han nu gjorde når han kontaktede sine undersåtter.
Og Isabel kom ganske rigtigt svævende ind. Det måtte være praktisk at være i stand til at tilkalde folk på den måde. Man havde ikke brug for noget samtaleanlæg eller nogen telefon. Jeg spekulerede på hvor langt væk vampyrerne stadig ville være i stand til at modtage hans beskeder. På en måde var jeg glad for at Bill ikke kunne sende mig beskeder uden ord, for jeg ville føle mig for meget som hans slave. Kunne Stan tilkalde mennesker på samme måde som han tilkaldte sine vampyrer? Måske havde jeg i virkeligheden ikke lyst til at vide det.
Manden reagerede på Isabels tilstedeværelse på samme måde som en jagthund reagerer når den får færten af en vagtel. Eller måske snarere som en sulten mand der får en stor bøf serveret, og så må vente på at der bliver bedt bordbøn. Man kunne næsten se hans mund løbe i vand. Jeg håbede ikke jeg så sådan ud når jeg var sammen med Bill.
»Isabel, din mand har meldt sig frivilligt til at tage med Sookie hen til Solens Broderskabs Center. Kan han være overbevisende som mulig omvendt?«
»Ja, det tror jeg at han kan,« sagde Isabel og stirrede manden ind i øjnene.
»Inden du går – er der gæster i aften?«
»Ja, en fra Californien.«
»Hvor er han.«
»Her i huset.«
»Har han været i dette lokale?« Stan ville selvfølgelig foretrække at den der havde placeret mikrofonen, var en vampyr eller et menneske han ikke kendte.
»Ja.«
»Hent ham herind.«
Godt fem minutter senere vendte Isabel tilbage med en høj, lyshåret vampyr. Han må have været én halvfems eller måske endnu højere. Han var muskuløs, glatbarberet og havde en manke af hørgult hår. Jeg så ned på mine fødder og mærkede i samme øjeblik Bill stivne.
»Dette er Leif,« sagde Isabel.
»Leif,« sagde Stan glat, »velkommen til vores fællesskab. Vi har et problem her i aften.«
Jeg stirrede på mine tæer og ønskede mere end nogensinde at jeg kunne være helt alene med Bill i bare to minutter og finde ud af hvad fanden der foregik, for den vampyr var ikke nogen »Leif«, og han var heller ikke fra Californien.
Det var Eric.
Bills hånd kom til syne i mit synsfelt og lukkede sig om min. Han gav mine fingre et meget forsigtigt lille klem, og jeg returnerede det. Bill lagde armen om mig, og jeg lænede mig op ad ham. For fanden hvor jeg trængte til at slappe af.
»Hvad kan jeg gøre for at hjælpe?« spurgte Eric – nej, Leif – høfligt.
»Det lader til at nogen er kommet herind for at spionere.«
Det var en meget pæn måde at udtrykke det på. Stan ville holde det med mikrofonen for sig selv indtil videre, og i betragtning af at der sikkert var en forræder på stedet, var det nok en god idé.
»Jeg er gæst i jeres fællesskab og har ikke noget udestående med dig eller nogen af dine.«
Leifs rolige og oprigtige benægtelse var meget imponerende, når jeg nu vidste at hele hans tilstedeværelse var et bedrag for at fremme en eller anden mystisk vampyrsag.
»Undskyld mig,« sagde jeg og prøvede at lyde så skrøbelig og menneskeagtig jeg kunne.
Stan så temmelig irriteret ud over afbrydelsen, men til helvede med ham.
»Den, øh, tingest, må være blevet anbragt her før i dag,« sagde jeg og prøvede at lyde som om jeg var sikker på at Stan allerede havde tænkt over det. »Ellers kunne de ikke have kendt til detaljerne om vores ankomst til Dallas.«
Stan stirrede på mig uden noget udtryk i ansigtet overhovedet.
Når man har sagt a, må man også sige b. »Og undskyld, men jeg er virkelig træt. Kan Bill og jeg godt tage tilbage til vores hotel nu?«
»Vi får Isabel til at køre dig tilbage alene,« sagde Stan affejende.
»Nej, sir.«
Stans øjenbryn løftede sig bag de falske briller. »Nej?« Han lød som om han aldrig havde hørt det ord før.
»I overensstemmelse med vores aftale går jeg ingen vegne uden en vampyr fra mit eget område. Den vampyr er Bill. Jeg går ingen steder uden ham, ikke om natten.«
Stan stirrede igen længe på mig. Jeg var glad for at jeg havde fundet mikrofonen og på andre måde havde været til gavn, ellers ville jeg ikke have holdt længe på Stans område. »Tag af sted,« sagde han, og Bill og jeg spildte ikke tiden. Vi kunne ikke hjælpe Eric hvis Stan fik mistanke til ham, og vi kunne endda komme til at afsløre ham. Det kunne jeg meget nemt komme til med et enkelt ord eller en bevægelse når Stan stirrede på mig. Vampyrer har studeret mennesket i århundreder, på samme måde som rovdyr finder ud af så meget de kan om deres bytte.
Isabel fulgte med os ud, og vi satte os ind i hendes Lexus for at køre tilbage til Silent Shore Hotel. Dallas’ gader var ikke helt tomme, men meget mere stille end da vi ankom til fællesskabet nogle timer tidligere. Jeg gættede på at der var under to timer til daggry.
»Tak,« sagde jeg da vi trillede ind under hotellets halvtag.
»Mit menneske kommer og henter dig klokken tre i morgen eftermiddag,« sagde Isabel.
Jeg undertrykte en trang til at sige »javel, frue!« og slå hælene sammen. Jeg sagde bare at det var fint. »Hvad hedder han?« spurgte jeg.
»Han hedder Hugo Ayres,« sagde hun.
»Okay.« Jeg gik ind i lobbyen og ventede på Bill. Han kom lige bag mig, og vi kørte op med elevatoren uden at sige noget.
»Har du din nøgle?« spurgte han mig da vi nåede døren til værelset.
Jeg halvsov. »Hvor er din?« spurgte jeg ikke særlig høfligt.
»Jeg vil bare gerne se dig finde din frem,« sagde han.
Jeg kom pludselig i bedre humør. »Måske kunne du finde den for mig,« foreslog jeg.
En mandlig vampyr med sort hår, der gik ned til livet, kom slentrende ned ad gangen med armen rundt om en buttet pige med rødt, krøllet hår. Da de var gået ind på et værelse lidt længere nede ad gangen, begyndte Bill at lede efter nøglen.
Han fandt den temmelig hurtigt.
Da vi var kommet indenfor, løftede Bill mig op i luften og gav mig et langt kys. Vi havde brug for at snakke sammen, for der var sket meget i løbet af den lange nat, men jeg var ikke i humør til det, og det var han heller ikke.
Det gode ved nederdele er, fandt jeg ud af, at de bare glider op, og hvis man ikke har andet på end en g-streng, kan den forsvinde i en fart. Den grå jakke lå på gulvet, den hvide ærmeløse bluse forsvandt, og mine arme lå om Bills hals inden man kunne nå at sige: »Knep en vampyr.«
Bill lænede sig op ad væggen til dagligstuen og prøvede at åbne sine bukser mens jeg stadig klyngende mig om livet på ham, da det bankede på døren.
»Fandens,« hviskede han i mit øre. »Gå væk,« sagde han højere. Jeg vred mig op ad ham, og han hev efter vejret. Han tog hårnålene ud af mit hår og lod det falde ned over min ryg.
»Jeg skal tale med dig,« lød en velkendt stemme på den anden side af den kraftige dør.
»Nej,« stønnede jeg. »Sig at det ikke er Eric.« Det eneste væsen i hele verden vi ville være nødt til at lukke ind.
»Det er Eric,« sagde stemmen.
Jeg slap mit greb om Bill, og han satte mig forsigtigt ned. Jeg trampede oprigtigt sur ind på soveværelset og tog min badekåbe på. Jeg gad fandme ikke knappe alt det tøj igen.
Jeg kom ud igen mens Eric var i færd med at sige til Bill at han havde klaret det godt her til aften.
»Og du var selvfølgelig fantastisk, Sookie,« sagde Eric og betragtede den korte, lyserøde badekåbe med et enkelt blik. Jeg så op på ham – op og op – og ønskede ham ned på bunden af Red River med sit fantastiske smil og gyldne hår og det hele.
»Nå,« sagde jeg ondskabsfuldt, »tusind tak for at du kom og fortalte os det. Vi ville slet ikke have kunnet sove uden et skulderklap fra dig.«
Eric virkede ganske upåvirket og fornøjet. »Åh, nej,« sagde han. »Forstyrrede jeg midt i noget? Er disse her – eller, det her – dit, Sookie?« Han holdt en sort snor frem, der engang havde været den ene halvdel af min g-streng.
»Kort sagt: Ja,« sagde Bill. »Var der noget du gerne ville tale med os om, Eric?« Is var intet i forhold til hvor kold Bill kunne lyde.
»Vi har ikke tid i aften,« sagde Eric med beklagelse, »for det er snart daggry, og der er ting jeg skal nå at undersøge før jeg sover. Men vi må mødes i morgen aften. Læg en besked til mig i receptionen når I har fundet ud af hvad Stan vil have jer til at gøre, så finder vi på noget.«
Bill nikkede. »Farvel,« sagde han.
»Du har ikke lyst til en godnatdrink?« Håbede han på at Bill ville byde ham på en flaske blod? Erics blik bevægede sig hen til køleskabet og så videre hen på mig. Jeg ærgrede mig over at jeg havde sådan en tynd nylonbadekåbe på i stedet for noget stort og frotteret. »Varm og frisk?« Bill var larmende tavs.
Hans blik blev hængende ved mig lige indtil han trådte ud ad døren og Bill låste den bag ham.
»Tror du han står og lytter udenfor?« spurgte jeg Bill da han bandt min badekåbe op.
»Jeg er ligeglad,« sagde Bill og bøjede sig ned og koncentrerede sig om andre ting.
*
Da jeg stod op ved ettiden om eftermiddagen, lå hotellet hen i stilhed. De fleste af gæsterne sov selvfølgelig også. Der kom ikke stuepiger på værelserne i løbet af dagen. Jeg havde bemærket sikkerhedsvagterne i går aftes – vampyrer. Om dagen måtte det være anderledes, for det var netop for at blive bevogtet i løbet af dagen at gæsterne måtte betale i dyre domme. Jeg ringede for første gang i mit liv til room service og bestilte morgenmad. Jeg var hundesulten, for jeg havde slet ikke fået noget at spise aftenen før. Jeg havde været i bad og pakket ind i en badekåbe da tjeneren bankede på døren, og da jeg var sikker på at han var den han gav sig ud for, lukkede jeg ham ind.
Efter bortførelsesforsøget i lufthavnen dagen før stolede jeg ikke på nogen. Jeg holdt pebersprayen ned langs siden mens den unge mand rettede maden og kaffekanden an. Hvis han tog så meget som ét skridt i retning af den dør som Bill sov bag i sin kiste, ville jeg spraye ham. Men Arturo var godt uddannet, og han ikke så meget som kastede et blik i retning af soveværelset. Han så heller ikke på noget tidspunkt direkte på mig. Men han tænkte på mig, og jeg stod og ønskede at jeg havde taget bh på inden jeg lukkede ham ind.
Da han var væk – og jeg, som Bill havde givet mig besked på, havde lagt drikkepenge på den regning jeg skrev under på – spiste jeg alt det han var kommet med: pølse og pandekager og en skål med melonkugler. Hold da op hvor smagte det godt. Det var ægte ahornsirup, og frugten var perfekt moden. Pølsen var vidunderlig. Jeg var glad for at Bill ikke var der til at få mig til at føle mig utilpas. Han brød sig ikke rigtig om at se mig spise, og han hadede når jeg spiste hvidløg.
Jeg børstede tænder og hår og gjorde makeuppen klar. Det var tid til at forberede mit besøg til broderskabscenteret. Jeg delte mit hår og satte det op, og tog parykken ud af æsken. Den var kort og mørkeblond og ret undselig. Jeg troede Bill var blevet vanvittig da han foreslog at jeg skulle anskaffe mig en paryk, og jeg undrede mig stadig over hvornår han var kommet på det, men jeg var glad for at have den. Jeg havde et par briller mage til Stans, der på tilsvarende vis skulle fungere som kamuflage, og dem tog jeg på. De forstørrede en lille smule i den nederste del af glasset, så jeg med god samvittighed kunne påstå at det var læsebriller.
Hvad tog fanatikere på når de var sammen? Min meget begrænsede erfaring sagde mig at de normalt var konservative, enten fordi de var for optaget af andre ting, eller fordi de anså det for ondt at klæde sig smart på. Hvis jeg havde været hjemme, ville jeg være taget i Wal-Mart, det havde været perfekt, men jeg befandt mig på det dyre og vinduesløse Silent Shore Hotel. Men Bill havde sagt at jeg bare skulle ringe ned til receptionen og bede om alt hvad jeg havde brug for. Så det gjorde jeg.
»Receptionen,« sagde et menneske der forsøgte at efterligne en vampyrs kølige kontrol »Hvad kan jeg hjælpe med?« Jeg havde lyst til at sige at han skulle droppe det. Hvem gider være en dårlig efterligning af noget huset allerede er fuldt af?
»Det er Sookie Stackhouse i nummer tre hundrede fjorten. Jeg har brug for en lang nederdel i cowboystof, størrelse otte, en pastelfarvet bluse eller strikket top, samme størrelse.«
»Ja, frue,« sagde han efter et øjeblik. »Hvornår skal De bruge dem?«
»Hurtigt.« Det var sjovt, det her. »Faktisk så hurtigt som muligt.« Jeg var begyndt at nyde det. Det var skønt at købe ind på en andens repræsentationskonto.
Jeg så nyhederne mens jeg ventede. Det var de sædvanlige nyheder i en amerikansk by: trafikproblemer, problemer med byplanlægningen, selvmordsproblemer.
»En kvinde fundet død i en affaldscontainer i går aftes er blevet identificeret,« sagde nyhedsoplæseren med passende alvorlig stemme. Han vendte mundvigene nedad for at vise sin bekymring. »Liget af den enogtyveårige Bethany Rogers blev fundet bag Silent Shore Hotel, der er kendt som Dallas’ første hotel for udøde. Rogers blev dræbt af et enkelt pistolskud i hovedet. Politiet beskriver drabet som ‘en henrettelse’. Kriminalbetjent Tawny Kelner fortæller politiet at de følger adskillige spor.« Billedet på skærmen skiftede fra det påtaget alvorlige ansigt til et der var meget alvorligt. Kriminalbetjenten var midt i fyrrerne, vurderede jeg, en meget lav kvinde med en fletning ned ad nakken. Kameraet drejede så man også kunne se reporteren, en lille, mørk mand med et skræddersyet jakkesæt. »Kriminalbetjent Kelner, er det korrekt at Bethany Rogers arbejdede på en vampyrbar?«
Kriminalbetjentens panderynke blev endnu mere frygtindgydende. »Ja, det er korrekt,« sagde hun. »Men hun var ansat som servitrice, ikke som entertainer.« Entertainer? Hvad bestod en entertainers arbejde i på Bat’s Wing? »Hun havde kun arbejdet der i et par måneder.«
»Antyder det sted hun blev efterladt, ikke at der er vampyrer indblandet?« Reporteren var mere vedholdende end jeg ville have været.
»Nej, jeg tror tværtimod at stedet blev valgt for at sende en besked til vampyrerne,« snerrede Kelner, men så ud som om hun fortrød at hun havde sagt det. »Hvis du vil have mig undskyldt ...«
»Selvfølgelig, kriminalbetjent,« sagde reporteren, der stadig var lettere desorienteret. »Tom,« sagde han og så ind i kameraet, som om han kunne se hele vejen hjem til nyhedsværten i studiet, »der er tale om en provokerende sag.«
Hva’?
Det gik også op for nyhedsværten at reporteren vrøvlede, så han skyndte sig at gå videre til et andet emne.
Stakkels Bethany var død, og der var ikke nogen jeg kunne tale om det med. Jeg holdt tårerne tilbage; jeg følte knap nok at jeg havde ret til at græde over hende. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på hvad der var sket Bethany Rogers i går aftes efter at hun var blevet ført væk fra vampyrfællesskabet. Hvis der ikke var nogen bidmærker, kunne det ikke være en vampyr der slog hende ihjel. Der var ikke mange vampyrer der kunne afholde sig fra at drikke blodet.
Jeg snøftede grådkvalt og ked af det og satte mig på sengen og rodede i min taske for at finde en blyant. Til sidst fandt jeg en pen. Jeg brugte den til at kradse op under parykken. Selv i hotellets airconditionerede mørke kløede det. Efter en halv times tid bankede det på døren. Endnu en gang kiggede jeg gennem glughullet. Det var Arturo igen, denne gang med tøj over armen.
»Vi returnerer det du ikke vil have,« sagde han og rakte mig tøjbunken. Han prøvede at lade være med at stirre på mit hår.
»Tak,« sagde jeg og gav ham drikkepenge. Det her kunne jeg godt vænne mig til.
Der var ikke så længe til at jeg skulle møde ham Ayres-fyren, Isabels kæledægge. Jeg lod badekåben falde på gulvet hvor jeg stod, og så på det tøj Arturo havde haft med til mig. En bleg ferskenfarvet bluse med offwhite blomster, det kunne godt gå, og nederdelen ... hmmm. Han havde åbenbart ikke kunnet få en i cowboystof, og de to han var kommet med, var kakifarvede. Jeg gættede på at det ville være o.k., og tog en af dem på. Den sad for stramt til den ønskede effekt, men han havde heldigvis også taget en med et andet snit. Den passede perfekt til det indtryk jeg gerne ville give. Jeg stak fødderne i sandalerne, kom nogle små øreringe i ørerne, og så var jeg parat. Jeg havde endda en laset flettaske der passede til outfittet. Det var desværre den jeg brugte til daglig. Men den passede perfekt. Jeg tømte den for alt hvad der kunne identificere mig, og bandede over at jeg ikke havde tænkt over det før i stedet for i sidste øjeblik. Jeg overvejede hvor mange afgørende sikkerhedsforanstaltninger jeg mon havde glemt.
Jeg trådte ud på den tavse hotelgang. Den så ud præcis som den gjorde aftenen før. Der var ingen spejle og ingen vinduer, og følelsen af at være lukket inde var total. Det mørkerøde tæppe og det fædrelandskærlige blå, røde og flødefarvede tapet gjorde det ikke bedre. Elevatoren gled op da jeg trykkede på knappen, og jeg kørte ned alene. Der var ikke engang nogen elevatormusik. Silent Shore levede op til sit navn.
Der stod bevæbnede vagter på begge sider af elevatoren da jeg steg ud i lobbyen. De holdt øje med hotellets hovedindgang. Det var tydeligt at dørene var låst. Der sad et TV på dørene, som viste fortovet udenfor. Et andet TV viste et bredere udsnit af gaden.
Jeg troede at et forfærdeligt angreb måtte være under opsejling, og stivnede med galopperende hjerte, men efter nogle sekunder hvor der ingenting skete, gik det op for mig at de nok stod der altid. Det var derfor vampyrerne valgte at bo her og på tilsvarende specialhoteller. Ingen kunne komme forbi vagterne til elevatorerne. Ingen kunne få adgang til værelserne, hvor de sovende og hjælpeløse vampyrer lå. Det var derfor det var så ekstremt dyrt at bo på hotellet. De to vagter der havde vagt på det tidspunkt, var begge to enorme og klædt i hotellets sorte uniform. (Ho ho. Alle troede åbenbart at vampyrer var besat af farven sort). Vagternes pistoler så også gigantiske ud i mine øjne, men jeg er på den anden side heller ikke vant til våben. Mændene skottede til mig og fortsatte så med at stirre kedsommeligt frem for sig.
Selv receptionisterne var bevæbnede. Der stod haglgeværer i stativer bag skranken. Jeg spekulerede på hvor langt de ville gå for at forsvare deres gæster. Ville de virkelig skyde andre mennesker hvis de trængte ind? Hvordan ville loven se på det?
En mand med briller sad i en af de polstrede stole, der stod spredt ud over lobbyens marmorgulv. Han var omkring de tredive, høj og ranglet og havde sandfarvet hår. Han var i jakkesæt, en let, kakifarvet sommerhabit, et konservativt slips og hyttesko. Det var opvaskeren fra i går, ingen tvivl om det.
»Hugo Ayres?« spurgte jeg.
Han for op og tog min hånd. »Du må være Sookie? Men dit hår ... i går aftes var du da lyshåret?«
»Det er jeg også. Jeg har paryk på.«
»Den ser meget naturtro ud.«
»Godt. Er du klar?«
»Min bil holder udenfor.« Han rørte mig let på ryggen for at lede mig den rigtige vej, som om jeg ikke ville have lagt mærke til dørene ellers. Jeg satte pris på høfligheden, men ikke antydningen i det. Jeg prøvede at få en fornemmelse af Hugo Ayres. Han var ikke en der sendte mange signaler.
»Hvor længe har du været sammen med Isabel?« spurgte jeg da vi satte os ind i hans Ford Caprice og spændte sikkerhedsselerne.
»Hm, det må vel være omkring elleve måneder,« sagde Hugo Ayres. Han havde store hænder og fregner på håndryggene. Det overraskede mig at han ikke boede i en forstad og havde en kone med stribet hår og to børn.
»Er du fraskilt?« spurgte jeg impulsivt. Da jeg så smerten i hans ansigt, fortrød jeg det.
»Ja,« sagde han. »For ikke så længe siden.«
»Ærgerligt.« Jeg skulle til at spørge til børnene, men besluttede at det ikke kom mig ved. Jeg kunne læse ham godt nok til at vide at han havde en lille pige, men jeg kunne ikke se hvad hun hed, eller hvor gammel hun var.
»Er det rigtigt at du kan læse tanker?« spurgte han.
»Ja, det er det.«
»Så er det ikke så mærkeligt at de er interesseret i dig.«
Av, Hugo, det gjorde ondt. »Det er sikkert en stor del af grunden,« sagde jeg tonløst. »Hvad arbejder du med?«
»Jeg er advokat,« sagde Hugo.
»Så er det ikke så mærkeligt at de er interesseret i dig,« sagde jeg med den mest neutrale stemme jeg kunne præstere.
»Den var jeg vist selv ude om,« sagde Hugo efter en lang pause.
»Lad os glemme det. Lad os finde på en dækhistorie.«
»Kunne vi være bror og søster?«
»Det er ikke udelukket. Jeg har set søskende der lignede hinanden mindre end vi gør. Men jeg tror at et kærestepar ville forklare hullerne i vores viden om hinanden bedre hvis vi bliver adskilt og udspurgt. Ikke at jeg tror det vil ske, det ville komme meget bag på mig, men som bror og søster ville vi være nødt til at vide alt om hinanden.«
»Du har ret. Vi kan jo sige at vi har mødt hinanden i kirken? Du er lige flyttet til Dallas, og jeg har mødt dig i søndagsskolen i Glen Craigies metodistkirke.«
»Okay. Vi kan jo sige at jeg bestyrer en ... restaurant?« Med min baggrund fra Merlotte’s mente jeg at jeg kunne være overbevisende i den rolle hvis jeg ikke blev udspurgt alt for grundigt.
Han så en anelse overrasket ud. »Det er lige præcis anderledes nok til at lyde godt. Jeg er ikke nogen stor skuespiller, så jeg tror bare jeg holder mig til at være mig.«
»Hvordan mødte du Isabel?« Jeg var selvfølgelig nysgerrig.
»Jeg repræsenterede Stan i retten. Naboerne lagde sag an for at få vampyrerne smidt ud af området. De tabte.« Hugo havde blandede følelser over at have et forhold til en vampyrkvinde og var heller ikke helt sikker på at han burde have vundet sagen. Faktisk havde Hugo et dybt ambivalent forhold til Isabel.
Fedt, det gjorde hele udflugten meget mere skræmmende. »Kom det i avisen? At du var advokat for Stan Davis?«
Han så ærgerlig ud. »Ja, det gjorde det. For helvede, en på centeret kunne risikere at genkende mit navn. Eller genkende mig fra billederne i aviserne.«
»Men måske er det endnu bedre. Du kan sige til dem at du har indset at du tog fejl, efter at du har lært vampyrerne at kende.«
Hugo overvejede det, og de store, fregnede hænder bevægede sig rastløst hen over rattet. »Okay,« sagde han til sidst. »Som sagt er jeg ikke nogen stor skuespiller, men det tror jeg godt jeg kan klare.«
Jeg spillede konstant skuespil, så jeg var ikke alt for bekymret på mine egne vegne. At tage imod en bestilling på en drink fra en fyr og lade som om du ikke er klar over at han sidder og overvejer om du er blondine hele vejen ned, kan være en fremragende øvelse i at spille skuespil. For det meste kan man ikke bebrejde folk hvad de tænker indeni. Man bliver nødt til at sætte sig ud over det.
Jeg skulle til at foreslå advokaten at han skulle holde mig i hånden hvis tingene blev for anspændt i dag, så han kunne sende mig tanker jeg kunne reagere på. Men hans vægelsind, det vægelsind der stod ud fra ham som billig aftershave, fik mig til at tøve. Nok var han Isabels sexslave, måske elskede han hende endda og den fare hun repræsenterede, men jeg troede ikke at han var hendes helt og holdent.
I et øjeblik af ubehagelig selvransagelse overvejede jeg om det samme gjaldt Bill og mig. Men det var ikke det rette tidspunkt at overveje den slags. Jeg fik informationer fra Hugo, der fik mig til at overveje om han var helt pålidelig med hensyn til vores lille mission. Der var ikke langt derfra til at overveje hvor tryg jeg egentlig var i hans selskab. Jeg spekulerede også på hvor meget Hugo Ayres egentlig vidste om mig. Han havde ikke været i lokalet mens jeg arbejdede derinde aftenen før. Isabel forekom mig ikke at være snakkesalig. Det var tænkeligt at han ikke vidste ret meget om mig.
Langs den firsporede vej, der gik gennem en stor forstad, lå de sædvanlige fastfoodrestauranter og kæder af alle slags. Men efterhånden blev forretningerne erstattet af boliger og cementen af grønt. Trafikken var tilsyneladende utrættelig. Jeg ville aldrig kunne bo et sted der var så stort, og være tvunget til at leve med det hver dag.
Da vi nåede et stort kryds, satte Hugo farten ned og tændte blinklyset. Vi var på vej ind på en stor kirkes parkeringsplads; det havde i hvert fald været en kirke på et tidspunkt. Stedet var stort, i hvert fald efter Bon Temps’ standarder. I min lille del af verden var det kun baptister der kunne tiltrække så mange mennesker, og kun hvis de samlede alle deres menigheder. Bygningen var på to etager, flankeret af to lange, enetages bygninger. Det hele var bygget i hvidmalede mursten, og alle vinduerne var farvede. Der var en kemisk grøn græsplæne rundt om det hele, og en stor parkeringsplads.
På skiltet over den velplejede græsplæne stod der SOLENS BRODERSKABS CENTER – KUN JESUS STOD OP FRADE DØDE.
Jeg fnøs da jeg åbnede døren og steg ud af Hugos bil. »Det der er ikke rigtigt,« sagde jeg til Hugo. »Lazarus stod også op fra de døde. De idioter kan ikke engang deres Bibel.«
»Den indstilling må du hellere slå ud af hovedet,« sagde han advarende da han steg ud og låste bilen. »Ellers bliver du bare uforsigtig. De her folk er farlige. De har offentligt påtaget sig at overdrage to vampyrer til tapperne med den begrundelse at menneskeheden på den måde i det mindste kan få noget ud af en vampyrs død.«
»Arbejder de sammen med tapperne?« Jeg blev svimmel. Tapperne havde en ekstremt farlig levevej. De fangede vampyrer, bandt dem med sølvkæder og tappede deres blod for at sælge det på det sorte marked. »Har de folk derinde overladt vampyrer til tapperne?«
»Det har et af medlemmerne udtalt i et interview i en avis. Lederen gik selvfølgelig i nyhederne dagen efter og benægtede det på det kraftigste, men jeg tror bare det var et røgslør. Broderskabet dræber vampyrer på enhver måde de kan komme til, betragter dem som en ugudelig vederstyggelighed, og de er i stand til hvad som helst. Hvis du er en vampyrs bedste ven, kan de lægge stort pres på dig. Husk det når du er derinde.«
»Husk det også selv, hr. Dyster Advarsel.«
Vi gik langsomt hen til bygningen og studerede den mens vi gik. Der holdt cirka ti andre biler på parkeringspladsen, alt fra gamle og bulede biler til nye luksusbiler. Min favorit var en perlemorshvid Lexus, der var så flot at den næsten kunne have tilhørt en vampyr.
»Der er nogen der tjener godt på had,« bemærkede Hugo.
»Hvem står i spidsen for stedet?«
»En fyr ved navn Steve Newlin.«
»Jeg vil vædde med at det er hans bil.«
»Det ville forklare klistermærket på kofangeren.«
Jeg nikkede, Der stod: FJERN U’ET I UDØD. Fra bakspejlet hang en kopi – måske en kopi – af en pæl.
Der var travlt for en lørdag eftermiddag. Der var børn der gyngede og legede i et klatrestativ på en indhegnet gård på den ene side af bygningen. Børnene blev overvåget af en teenager, der kedede sig bravt og af til holdt op med at pille i sine negle og kiggede op. Det var ikke så varmt som dagen før – sommeren var ved at tabe sin sidste fortvivlede modstand, gudskelov – og døren ind til bygningen stod åben for at udnytte den smukke dag og de moderate temperaturer.
Hugo tog min hånd, og det gav et sæt i mig indtil det gik op for mig at han prøvede at få os til at ligne et kærestepar. Han var absolut ikke tiltrukket af mig, hvilket passede mig fint. Efter et øjebliks tilvænning lykkedes det os at se nogenlunde naturlige ud. Den fysiske kontakt åbnede Hugos tanker en anelse mere for mig, og jeg kunne mærke at han var nervøs, men fast besluttet. Han syntes det var ubehageligt at røre ved mig, hvilket var en lidt for stærk følelse til at jeg syntes det var rart; det var fint nok at han ikke var tiltrukket af mig, men det gjorde mig nervøs at han ligefrem følte væmmelse ved mig. Der lå noget bag den følelse, en grundlæggende holdning ... men der var folk foran os, og jeg koncentrerede mig om opgaven. Jeg kunne mærke mine læber forme deres sædvanlige smil.
Bill havde omhyggeligt ladet min hals være i fred i går aftes, så jeg behøvede ikke at bekymre mig om at holde bidmærker tildækket, og i mit nye outfit og på den smukke dag var det forholdsvis nemt at virke sorgløs da vi nikkede til et midaldrende par, der var på vej ud.
Vi gik ind i den dunkle bygning, ind i det der må have været søndagsskolen. Der var sat nye skilte op uden for lokalerne langs gangen, skilte hvor der stod: BUDGET OG ØKONOMI, MARKETING og et ildevarslende PRESSETJENESTE.
En kvinde i fyrrerne kom ud ad en dør længere nede ad gangen og vendte sig om mod os. Hun så sød og rar ud, havde en smuk hud og kort mørkblond hår. Den kraftige pink læbestift matchede de pink fingernegle, og underlæben stak en anelse ud, hvilket gav hende en overraskende sensuel udstråling; den var en underlig provokation på hendes behageligt runde krop. Hendes cowboynederdel og den tynde striktrøje, der var stukket omhyggeligt ned, svarede fuldstændig til min påklædning, og jeg gav mig selv et mentalt skulderklap.
»Kan jeg hjælpe jer?« spurgte hun med et forventningsfuldt udtryk i ansigtet.
»Vi vil gerne vide mere om broderskabet,« sagde Hugo og virkede fuldkommen lige så rar og oprigtig som vores nye ven. Jeg lagde mærke til at hun havde et navneskilt på, hvor der stod S. NEWLIN.
»Det glæder os at I er kommet,« sagde hun. »Jeg er direktøren, Steve Newlins, kone. Jeg hedder Sarah.« Hun gav Hugo hånden, men ikke mig. Nogle kvinder bryder sig ikke om at give andre kvinder hånden, så jeg lagde ikke noget i det.
Vi sagde pænt goddag, og hun slog med en velmanicureret hånd ud mod dobbeltdørene for enden af gangen. »Hvis I kommer med mig, skal jeg vise jer hvor vi gør tingene.« Hun lo lidt, som om tanken om at nå målsætninger var en anelse komisk.
Alle dørene på gangen stod åbne, og inde i lokalerne foregik meget lovlydige aktiviteter. Hvis Newlins organisation holdt nogen fangen eller foretog hemmelige operationer, foregik det i en anden del af bygningen. Jeg så så godt efter jeg kunne, fast besluttet på at suge oplysninger til mig. Men indtil videre fremstod Solens Broderskab lige så pletfrit indenfor som udenfor, og folk virkede hverken skumle eller luskede.
Sarah gik foran os med lette skridt. Hun holdt en lille bunke mapper ind mod brystet og talte over skulderen mens hun gik af sted med en fart der virkede afslappet, men faktisk var lidt svær at holde trit med. Hugo og jeg slap hinanden og måtte sætte farten op.
Bygningen viste sig at være meget større end jeg troede. Vi var gået ind i den fjerneste ende af den ene fløj. Nu gik vi tværs gennem det tidligere kirkerum, der som enhver anden stor sal var indrettet til møder, og videre ind i den anden fløj. Denne fløj var inddelt i færre og større rum; det tættest på kirkerummet, havde tydeligvis været præstens kontor. Nu sad der et skilt på døren med påskriften G. STEVEN NEWLIN, DIREKTØR.
Det var den eneste lukkede dør jeg havde set i bygningen.
Sarah bankede på og gik ind efter at have ventet et øjeblik. Den høje, ranglede mand bag skrivebordet rejste sig og smilede til os med et udtryk af glad forventning. Hans hoved så ud som om det var for lille til kroppen. Øjnene have en sløret blå farve, næsen var en anelse kroget, og håret var næsten lige så mørkt som hans kones og med sølvstænk. Jeg ved ikke hvordan jeg havde forventet at en fanatiker ville se ud, men i hvert fald ikke sådan som han så ud. Han så nærmest ud som om han var lidt forbløffet over sit eget liv.
Han havde været i færd med at tale med en høj kvinde med stålgråt hår. Hun var iklædt slacks og bluse, men så ud som om hun ville have været bedre tilpas i en formel dragt. Hun var imponerende flot sminket og utilfreds over et eller andet – måske over at vi afbrød.
»Hvad kan jeg hjælpe jer med?« spurgte Steve Newlin og gjorde tegn til at Hugo og jeg skulle sætte os. Vi satte os i et par grønne læderarmstole, der stod foran skrivebordet, og Sarah satte sig uopfordret i en mindre stol, der stod op ad væggen. »Undskyld afbrydelsen, Steve,« sagde hun til sin mand. »Kunne I tænke jer en kop kaffe? En sodavand?«
Hugo og jeg så på hinanden og rystede på hovederne.
»Skat, det her er – jeg har vist ikke engang fået spurgt hvad I hedder?« Hun så på os med et charmerende brødebetynget udtryk.
»Mit navn er Hugo Ayres, og dette er min kæreste, Daisy.«
Daisy? Var han gået fra forstanden? Jeg blev med besvær ved med at smile. Så fik jeg øje på vasen med margueritter på bordet ved siden af Sarah, og forstod i det mindste hvor han havde det fra. Vi havde allerede begået en stor fejl; det burde vi have talt om på vejen. Hvis broderskabet havde plantet mikrofonen, ville de også kende navnet Sookie Stackhouse. Gud være lovet at Hugo havde regnet det ud.
»Sarah, kender vi ikke Hugo Ayres?« Steve Newlins ansigt var et perfekt billede på undren – panden var en anelse rynket, øjenbrynene hævet spørgende og hovedet på skrå.
»Ayres?« sagde den gråhårede kvinde. »Jeg hedder forresten Polly Blythe, jeg er broderskabets ceremoniofficer.«
»Det må du undskylde, Polly, jeg blev distraheret.« Sarah lænede hovedet tilbage. Også hun rynkede panden. Så blev den glat igen, og hun smilede til sin mand. »Var det ikke en Ayres der repræsenterede vampyrerne i University Park?«
»Det var det jo også,« sagde Steve og lænede sig tilbage og lagde benene over kors. Han vinkede til en eller anden, der gik forbi ude på gangen og flettede fingrene omkring knæet. »Det er spændende at du kommer og besøger os, Hugo. Tør man håbe på at du har fået øjnene op for den anden side af vampyrspørgsmålet?« Tilfredsstillelsen emmede ud fra Steve Newlin som stank fra et stinkdyr.
»Når du nu så rigtigt udtrykker det på den måde – « sagde Hugo, men Steve fortsatte ufortrødent:
»Den blodtørstige side, vampyrernes mørke side? Har du opdaget at de er ude på slå os alle ihjel, at herske over os med deres hæslige levevis og tomme løfter?«
Jeg vidste at mine øjne var store som tekopper. Sarah nikkede tankefuldt og så stadig lige så rar og udtryksløs ud som vaniljebudding. Polly så ud som om hun var ved at få en eller anden form for dyster orgasme. »Evigt liv her på jorden lyder godt, ikke sandt,« sagde Steve – han smilede stadigvæk – »men du mister din sjæl, og når vi til sidst får fat i dig – ikke mig måske, men min søn eller mit barnebarn engang – så banker vi en pæl igennem dig og brænder dig og så vil du for alvor være i helvede. Og det bliver ikke bedre af at blive udsat. Gud har et helt særligt hjørne til vampyrer der har brugt mennesker som wc-papir og skyllet ...«
Adr. Det her gik hurtigt ned ad bakke. Og det jeg kunne læse af Steves tanker, var ikke andet end denne endeløse, triumferende selvtilfredshed iblandet en god del snuhed. Ikke noget konkret eller oplysende.
»Undskyld mig, Steve,« sagde en dyb stemme. Jeg vendte mig i stolen og fik øje på en flot, sorthåret mand med karseklip og muskler som en bodybuilder. Han smilede til alle i lokalet med den samme venlighed som alle de andre også udviste. Tidligere havde det gjort indtryk på mig. Nu syntes jeg bare at det var klamt. »Vores gæst spørger efter dig.«
»Gør han? Jeg kommer om et øjeblik.«
»Det er nok bedst at du kommer med det samme. I har ikke noget mod at vente, vel?« Hr. Karseklip sendte os et bønfaldende blik. Hugo tænkte på et meget dybt sted, en forbipasserende tanke, som virkede meget underlig på mig.
»Jeg kommer når jeg er færdig med mine gæster, Gabe,« sagde Steve meget bestemt.
»Men Steve ...« Gabe var ikke villig til at give op så let, men Steve sendte ham et lynende blik og satte sig op og foldede benene ud, og Gabe forstod beskeden. Han sendte Steve et blik der var alt andet end hengivent, men han gik.
Udvekslingen var lovende. Jeg spekulerede på om Farrell befandt sig bag en eller anden låst dør, og jeg kunne se mig selv vende tilbage til fællesskabet og fortælle Stan præcis hvor hans bror blev holdt fanget. Og så ...
Åh åh. Så ville Stan angribe Solens Broderskab og dræbe alle medlemmerne og befri Farrell, og så ...
Du godeste.
*
»Vi ville bare vide om I har nogen arrangementer i den nærmeste fremtid, som vi kunne deltage i, noget der kan give os en idé om hvad jeres programmer går ud på.« Hugos stemme var diskret spørgende, ikke mere. »Måske kan miss Blythe fortælle os det.«
Jeg lagde mærke til at Polly Blythe skottede til Steve inden hun svarede, og at hans ansigt var tillukket. Polly Blythe var meget glad for at blive spurgt om noget, og hun var meget glad over at Hugo og jeg var kommet til broderskabet.
»Vi har meget snart nogle arrangementer,« sagde den gråhårede kvinde. »I aften har vi en særlig natandagt, og bagefter holder vi vores sædvanlige daggrysritual om søndagen.«
»Det lyder spændende,« sagde jeg. »Bogstavelig talt ved daggry?«
»Ja, præcis. Vi ringer til vejrtjenesten og det hele,« sagde Sarah og grinede.
»Vores daggrysandagter glemmer man ikke,« sagde Steve, »de er utroligt inspirerende.«
»Hvilken slags – hvad sker der?« spurgte Hugo.
»Du ser beviset på Guds kraft lige for øjnene af dig,« sagde Steve med et smil.
Det lød virkelig, virkelig ildevarslende. »Wow, Hugo,« sagde jeg, »lyder det ikke spændende?«
»Helt sikkert. Hvad tid begynder natandagten?«
»Klokken 18.30. Medlemmerne skal være her inden de vågner.«
Et øjeblik så jeg nogle søvnige menighedsmedlemmer for mig. Så gik det op for mig at Steve ville have at medlemmerne skulle komme inden vampyrerne vågnede for natten.
»Men hvad sker der når menigheden går hjem?« kunne jeg ikke lade være med at spørge.
»Ah, du kan ikke have været til natandagt som teenager!« sagde Sarah. »Det er rigtig sjovt. Alle har soveposer med, og så spiser vi og laver lege og læser Biblen, og så er der en prædiken, vi bliver i kirken hele natten.« Jeg bemærkede at broderskabet i Sarahs øjne var en kirke, og jeg var temmelig sikker på at resten af ledelsen var af samme opfattelse. Hvis det lignede en kirke og fungerede som en, så måtte det også være en kirke, lige meget hvad skattereglerne sagde.
Jeg havde været til et par natandagter som teenager, og jeg havde næsten ikke kunnet holde det ud. En hel bunke børn låst inde i en bygning hele natten under skarp overvågning og udstyret med en endeløs strøm af film og junkfood, aktiviteter og sodavand. Jeg havde lidt hele vejen gennem det mentale bombardement af teenageres hormonstyrede tanker og impulser, skrigeriet og de hysteriske tilfælde.
Dette her ville være anderledes, sagde jeg til mig selv. Her var der tale om voksne mennesker, målrettede voksne mennesker endda. De ville næppe omgive sig med en million chipsposer, og der ville nok også være sørget for ordentlige sovearrangementer. Hvis Hugo og jeg tog med, ville vi måske få en mulighed for at gennemsøge bygningen og redde Farrell, for jeg var sikker på at det var ham der skulle møde daggryet om søndagen, hvad enten han ville det eller ej.
»I er meget velkomne til at deltage,« sagde Polly. »Vi har masser af mad og brikse.«
Hugo og jeg så usikkert på hinanden.
»Skal vi ikke begynde med at give jer en rundtur i bygningen, så kan I se hvordan det hele ser ud? Så kan I beslutte jer bagefter,« foreslog Sarah. Jeg tog Hugos hånd og blev mødt af et slag af tvivl. Jeg blev meget bekymret over Hugos splittede følelser. Lad os komme væk herfra, tænkte han.
Jeg opgav min tidligere plan. Hvis Hugo var så meget i vildrede, skulle vi ikke være der. Spørgsmålene kunne vente til senere. »Lad os tage hjem til mig og pakke vores soveposer og hovedpuder,« sagde jeg glad. »Ikke, skat?«
»Jeg skal også give katten mad,« sagde Hugo. »Men vi kommer igen klokken ... 18.30, sagde I?«
»Sig mig, Steve, har vi ikke nogle underlag tilbage ude på lageret? Fra dengang det andet par opholdt sig her nogle dage?«
»I er meget velkomne til at blive indtil de andre kommer,« sagde Steve opfordrende og smilede så strålende som nogensinde. Jeg var klar over at vi blev truet, og jeg vidste at vi blev nødt til at komme væk, men det jeg læste i mr. og mrs. Newlins tanker, var en mur af beslutsomhed. Polly Blythe syntes at være nærmest skadefro. Jeg var ikke meget for at bore dybere, nu hvor jeg var klar over at de havde mistanke til os. Jeg lovede mig selv at jeg aldrig ville vende tilbage hvis vi bare kunne komme væk derfra. Jeg ville droppe at være detektiv for vampyrer, jeg ville bare passe baren og gå i seng med Bill.
»Vi bliver virkelig nødt til at gå,« sagde jeg høfligt, men bestemt. »Stedet her har gjort stort indtryk på os, og vi vil meget gerne deltage i natandagten, men vi kan lige nå at ordne nogle ærinder inden da. I ved hvordan det er når man arbejder hele ugen. Alle de små gøremål der hober sig op.«
»Men de løber jo ingen vegne, de er der stadig når natandagten er forbi i morgen!« sagde Steve. »I skal begge to blive.«
Der var ingen måde at slippe ud af det på uden at afsløre det hele, og det ville jeg ikke være den der gjorde, ikke når der stadig var et håb om at vi kunne slippe derfra. Der var masser af mennesker i nærheden. Vi drejede til venstre da vi kom ud af Steve Newlins kontor, og vi gik ned ad gangen med Steve slentrende bag os, Polly til højre for os og Sarah forrest. »Kan jeg låne dig et øjeblik, Steve?« eller »Steve, Ed siger at vi skal lave om på ordlyden i det her!« råbte folk hver gang vi passerede et åbent kontor. Men ud over en blinken eller en umærkelig ændring i hans smil, reagerede Steve Newlin, så vidt jeg kunne se, ikke ret meget på det.
Jeg spekulerede på hvor længe bevægelsen ville eksistere hvis Steve forsvandt. Jeg kom til at skamme mig over mine tanker, for det jeg mente var: Hvis Steve blev dræbt. Jeg var begyndt at tro at enten Sarah eller Polly ville træde i hans sted hvis de fik lov, for de lod begge to til at være lavet af stål.
Alle kontorerne stod på vid gab og var aldeles troskyldige, hvis man accepterede det grundlag organisationen var skabt til at være troskyldig på. De ansatte lignede alle sammen gennemsnitlige, lidt mere end sædvanligt renskurede amerikanere, og der var endda nogle enkelte der ikke var hvide.
Og en der ikke var menneske.
Vi gik forbi en tynd, latinamerikansk kvinde på gangen, og da hun skottede til os, fangede jeg en mental signatur jeg kun havde set én gang før. Hos Sam Merlotte. Denne kvinde kunne skifte form, ligesom Sam, og hun spærrede øjnene op da hun fik færten af at jeg var »anderledes«. Jeg prøvede at fange hendes blik, og et øjeblik stirrede vi på hinanden mens jeg forsøgte at sende hende en besked, og hun prøvede at undgå at modtage den.
»Har jeg fortalt jer at den første kirke der lå her, blev bygget i begyndelsen af tresserne?« sagde Sarah da den lille kvinde skyndte sig ned ad gangen. Hun så sig over skulderen, og jeg mødte hendes blik igen. Hendes blik var bange. Mit sagde: »Hjælp.«
»Nej,« sagde jeg overrasket over samtalens pludselige drejning.
»Bare et lille stykke længere,« sagde Sarah lokkende. »Så har vi set hele kirken.« Vi var kommet til den sidste dør på gangen. Den tilsvarende dør i den anden fløj førte udenfor. Udefra så det ud som om fløjene var placeret helt symmetrisk i forhold til hinanden. Det havde jeg åbenbart ikke haft ret i, men alligevel ...
»Det er søreme et stort sted,« sagde Hugo venligt. Den tvivl han havde haft, lod til at være væk. Faktisk virkede han ikke længere spor bekymret. Kun en der var helt uden psykiske evner kunne undgå at være bekymret over situationen.
Det måtte Hugo så være. Helt uden psykiske evner. Han så meget interesseret til da Polly åbnede den sidste dør, der lå for enden af gangen. Den burde føre udenfor.
I stedet førte den nedad.