7

Jeg vendte mig med stort besvær og kiggede på det selvlysende ur på natbordet. Det var ikke daggry endnu, men det ville snart komme. Bill lå allerede i sin kiste: Låget var lukket. Hvorfor var jeg vågnet? Jeg tænkte over det.

Det var noget jeg var skulle. Noget jeg måtte gøre. En del af mig var rystet over min egen dumhed da jeg tog shorts og en Tshirt på og stak fødderne i et par sandaler. Jeg så endnu være ud i spejlet, som jeg kun kastede et hurtigt blik i. Jeg stod med siden til det og børstede mit hår. Til min forbløffelse og glæde lå min taske på bordet i stuen. Nogen havde fundet den i broderskabets hovedkvarter i går aftes, Jeg stak min plastiknøgle ned i den og gik øm ned ad de tavse gange.

Barry var ikke på vagt længere, og hans afløser var for godt uddannet til at spørge mig hvorfor i himlens navn jeg rendte rundt og lignede en der var blevet kørt over af et godstog. Han prajede en taxa til mig og sagde til chaufføren hvor jeg skulle hen. Chaufføren så i bakspejlet. »Skulle du ikke hellere tage på hospitalet?« foreslog han usikkert.

»Nej. Der har jeg allerede været.« Det lod ikke til at berolige ham.

»Hvorfor hænger du ud med vampyrer hvis de behandler dig på den måde?«

»Det er mennesker der har gjort dette her mod mig,« sagde jeg. »Ikke vampyrer.«

Vi kørte. Trafikken var let, for det var lige før daggry en søndag morgen. Det tog kun et kvarter at komme tilbage til det sted jeg havde været aftenen forinden, broderskabets parkeringsplads.

»Kan du vente på mig?« spurgte jeg chaufføren. Han var en mand i tresserne med gråsprængt hår og en fortand der manglede. Han havde en skotskternet skjorte på med trykknapper i stedet for almindelige knapper.

»Det kan jeg vel godt,« sagde han. Han trak en af Louis L’Amours westerns frem under sædet og tændte loftslyset.

I lyset fra neonlamperne kunne man ikke se nogen spor efter aftenens begivenheder på parkeringspladsen. Der var kun et par biler tilbage, og jeg gik ud fra at de var blevet efterladt aftenen før. En af bilerne var formodentlig Gabes. Jeg spekulerede på om Gabe havde familie; det håbede jeg ikke. For det første var han sådan en sadist at han ville have gjort deres liv til et helvede, og for det andet ville de resten af deres liv skulle undre sig over hvordan han døde. Hvad ville Steve og Sarah Newlin gøre nu? Ville der være medlemmer nok tilbage af broderskabet til at fortsætte? Formodentlig var der stadig våben og forsyninger i kirken. Måske havde de hamstret til dommedag.

En skikkelse dukkede frem fra skyggerne ved siden af kirken. Godfrey. Han havde stadig bar overkrop, og han lignede stadig en sund sekstenårig. Kun de fremmedartede tatoveringer og øjnene var i modstrid med resten.

»Jeg er kommet for at se på,« sagde jeg da han var tæt på, selvom det måske ville have været mere præcist at sige »bære vidne«.

»Hvorfor?«

»Det skylder jeg dig.«

»Jeg er en ond skabning.«

»Ja, det er du.« Det kunne man ikke komme uden om. »Men du gjorde en god gerning da du reddede mig fra Gabe.«

»Ved at dræbe endnu et menneske? Min samvittighed kan knap nok skelne det ene fra det andet. Der har været så mange. Jeg skånede dig i det mindste for ydmygelsen.«

Hans stemme rørte mit hjerte. Det tiltagende lys på himlen var stadig så svagt at lysene på parkeringspladsen forblev tændt, og jeg iagttog det meget unge ansigt i skæret fra dem.

Pludselig begyndte jeg helt absurd at græde.

»Det er godt,« sagde Godfrey. Hans stemme var allerede fjern. »En til at græde for mig til slut. Det havde jeg ikke forventet.« Han gik i sikker afstand af mig.

Og så stod solen op.

Da jeg kom tilbage til taxaen, lagde chaufføren sin bog væk.

»Har de tændt bål derovre?« spurgte han. »Jeg synes jeg så noget røg. Jeg var lige ved at gå hen og se hvad der foregik.«

»Det er slukket nu,« sagde jeg.

Jeg tudede lidt, og bagefter stirrede jeg ud ad vinduet mens byen dukkede frem af mørket.

Da jeg var kommet tilbage på hotellet, lukkede jeg mig ind på værelset igen. Jeg tog mine shorts af og lagde mig på sengen, og mens jeg forberedte mig på at ligge vågen længe, faldt jeg i dyb søvn.

Bill vækkede mig på sin yndlingsmåde ved solnedgang. Min T-shirt var gledet op, og hans mørke hår rørte mit bryst. Det var som at vågne midt i forspillet, om jeg så må sige; hans mund slikkede meget blidt den ene halvdel af det han sagde var det smukkeste par bryster i verden. Han var meget forsigtig med sine hugtænder, der var helt fremme. Det var bare et af tegnene på hvor ophidset han var. »Har du lyst, ville du nyde det hvis jeg var meget, meget forsigtig?« hviskede han i mit øre.

»Hvis du behandler mig som om jeg var lavet af glas,« mumlede jeg vel vidende at han var i stand til det.

»Men det her føles ikke som glas,« sagde han og flyttede forsigtigt hånden. »Det føles varmt. Og vådt.«

Jeg stønnede.

»Så meget? Gør det ondt?« Han tog mere fat.

»Bill,« var det eneste jeg var i stand til at sige. Jeg satte læberne mod hans, og hans tunge fandt den velkendte rytme.

»Læg dig på siden,« hviskede han. »Så tager jeg mig af det hele.«

Og det gjorde han.

»Hvorfor er du halvt påklædt?« spurgte han bagefter. Han var stået op for at tage en flaske blod i køleskabet og var ved at varme den i mikroen. Han havde ikke taget noget af mit blod af hensyn til min udmattede tilstand.

»Jeg tog hen for at se Godfrey dø.«

Han så ned på mig med glødende øjne. »Hvad?«

»Godfrey mødte daggryet.« Det udtryk jeg engang havde fundet pinligt melodramatisk, flød nu ganske naturligt fra mine læber.

Der opstod en lang tavshed.

»Hvor vidste du fra at han ville gøre det? Hvordan kunne du vide hvor?«

Jeg trak på skuldrene, så godt det nu kan lade sig gøre når man ligger i en seng. »Jeg antog bare at han ville holde sig til sin oprindelige plan. Han virkede meget fast besluttet på det. Og han reddede mit liv. Det var det mindste jeg kunne gøre.«

»Var han modig?«

Jeg så Bill i øjnene. »Han døde meget tappert. Han længtes efter at dø.«

Jeg anede ikke hvad Bill tænkte. »Vi bliver nødt til at tage hen til Stan,« sagde han. »Og fortælle ham det.«

»Hvorfor behøver vi at tage hen til Stan igen?« Hvis jeg ikke havde være en voksen kvinde, ville jeg have surmulet. Bill sendte mig et af sine blikke.

»Du bliver nødt til at fortælle ham din side af historien så han bliver overbevist om at vi har gjort det vi skulle. Og så er der også spørgsmålet om Hugo.«

Det var nok til at gøre mig i dårligt humør. Jeg var så øm at tanken om at mere tøj end højst nødvendigt skulle røre min krop, gjorde mig dårligt tilpas, så jeg tog en lang, gråbrun kjole på uden ærmer i et let stof og stak fødderne i mine sandaler, og så var jeg klædt på. Bill børstede mit hår og gav mig øreringe på, for det var ubehageligt at løfte armene, og så besluttede han at jeg havde brug for en guldhalskæde. Jeg lignede en der skulle til fest på afdelingen for voldsramte kvinder. Bill ringede ned og bad om at få en lejet bil kørt frem. Hvornår den bil var dukket op i den underjordiske garage, anede jeg ikke. Jeg anede ikke engang hvem der havde bestilt den. Bill kørte. Jeg kiggede ikke ud ad vinduet mere. Jeg var dødtræt af Dallas.

Da vi nåede huset på Green Valley Road, så det lige så fredeligt ud som for to nætter siden. Men så snart vi blev lukket indenfor, myldrede det med vampyrer. Vi var ankommet midt i en velkommen hjem-fest for Farrell, der stod i dagligstuen med armene om en smuk ung mand, der nok var hele atten år gammel. Farrell havde en flaske TrueBlood O rhesusnegativ i hånden, og hans date havde en cola.

Farrell havde aldrig set mig, så han var meget glad for at møde mig. Han var klædt i cowboytøj fra isse til fod, og da han bøjede sig ned over mig, forventede jeg at høre sporer der ringlede.

»Du er så smuk,« sagde han ekstravagant og viftede med flasken med syntetisk blod, »at hvis jeg gik i seng med kvinder, ville du få min udelte opmærksomhed i to uger. Jeg ved godt at du tænker at du har blå mærker over det hele, men de understreger blot din skønhed.«

Jeg kunne ikke lade være med at grine. Ikke alene gik jeg som om jeg var firs, den ene side af mit ansigt var også sort og blå.

»Bill Compton, du er en meget heldig vampyr,« sagde Farrell til Bill.

»Det er jeg udmærket klar over,« sagde Bill med et smil der var en anelse køligt.

»Hun er modig og smuk!«

»Tak, Farrell. Hvor er Stan?« Jeg besluttede at sætte en stopper for strømmen af lovord. Det gjorde ikke alene Bill utilpas, Farrells unge ven var også ved at blive lidt for nysgerrig. Jeg havde tænkt mig at fortælle historien én gang til, og kun én gang.

»Han er inde i spisestuen,« sagde den unge vampyr, der havde ført stakkels Bethany ind i spisestuen første gang vi var der. Det måtte være Joseph Velasquez. Han var en nogle og halvfjerds, og hans latinamerikanske aner havde givet ham en spaniers mørke lød og sorte øjne, og at være vampyr gav ham et stirrende blik og en konstant lyst til at volde skade. Han lod blikket vandre rundt i lokalet mens han ventede på at der skulle opstå problemer. Jeg besluttede mig for at han måtte være fællesskabets vagtmester. »Han bliver glad for at se jer.«

Jeg så rundt på alle vampyrerne og de enkelte mennesker der var spredt rundt i husets værelser. Jeg kunne ikke se Eric. Jeg overvejede om han var taget tilbage til Shreveport. »Hvor er Isabel?« spurgte jeg Bill med lav stemme.

»Isabel bliver straffet,« sagde han så lavt at man næsten ikke kunne høre det. Han ville ikke tale højere om det, og når Bill mente at det var en god idé, vidste jeg at jeg hellere måtte klappe i. »Hun bragte en forræder med ind i fællesskabet, og det må hun betale en pris for.«

»Men – «

»Shhh.«

Vi kom ind i spisestuen, der var lige så fyldt som dagligstuen. Stan sad i den samme stol og var klædt i stort set det samme tøj som han havde på sidst jeg så ham. Han rejste sig da vi trådte ind, og den måde han gjorde det på, fortalte mig at det betød at vi nu blev betragtet som vigtige.

»Miss Stackhouse,« sagde han formelt og gav mig omhyggeligt hånden. »Bill.« Stan betragtede mig med sine matte blå øjne og gik ikke glip af et eneste blåt mærke. Hans briller var repareret med tape. Stan var meget omhyggelig med sin forklædning. Jeg overvejede at sende ham et penneetui til jul.

»Vil du ikke fortælle mig hvad der skete i går uden at springe noget over,« sagde Stan.

Det mindede mig uimodståeligt meget om Archie Goodwin der aflægger rapport til Nero Wolfe. »Bill kommer til at kede sig,« sagde jeg og håbede at slippe.

»Bill har ikke noget mod at kede sig lidt.«

Der var ingen vej udenom. Jeg sukkede og begyndte fra det tidspunkt hvor Hugo samlede mig op på Silent Shore Hotel. Jeg forsøgte at holde Barrys navn udenfor, for jeg vidste ikke hvordan han ville have det med at Dallas-vampyrerne kendte til ham. Jeg omtalte ham bare som »en piccolo på hotellet«. De kunne selvfølgelig nemt finde ud af hvem han var, hvis de ville.

Da vi nåede til den del hvor Gabe sendte Hugo ind til Farrell og forsøgte at voldtage mig, strammede mine læber sig i et stift grin. Mit ansigt føltes så spændt at jeg troede det ville sprække.

»Hvorfor gør hun det?« spurgte Stan Bill, som om jeg ikke var der.

»Når hun bliver anspændt ...« sagde Bill.

»Javel.« Stan så endnu mere tankefuldt på mig. Jeg begyndte at ordne mit hår i en hestehale. Bill rakte mig en elastik han havde i lommen, og selvom det gjorde ret ondt, holdt jeg godt fast om håret så jeg kunne vikle elastikken tre gange rundt.

Da jeg fortalte Stan at hamskifterne havde hjulpet mig, lænede han sig frem. Han ville vide mere, men jeg ville ikke give ham nogen navne. Han faldt hen i tanker da jeg fortalte ham at jeg var blevet sat af på hotellet. Jeg vidste ikke om jeg skulle omtale Eric eller ej. Jeg udelod ham fuldkommen. Det var meningen at han skulle være i Californien. I stedet sagde jeg at jeg var taget op på værelset for at vente på Bill.

Og så fortalte jeg ham om Godfrey.

Til min forbløffelse lod Stan ikke til at forstå at Godfrey var død. Han bad mig gentage historien. Han drejede stolen rundt og så den anden vej mens jeg talte. Bill sendte mig beroligende blikke bag hans ryg. Da Stan vendte sig om igen, tørrede han øjnene med et lommetørklæde fuld af røde pletter. Så var det altså sandt at vampyrer kunne græde. Og at deres tårer var blodige.

Jeg græd også. Godfrey havde fortjent at dø for alle de århundreder han havde forgrebet sig på og dræbt børn. Jeg spekulerede på hvor mange mennesker der sad i fængsel for forbrydelser Godfrey havde begået. Men Godfrey hjalp mig, og Godfrey bar rundt på den tungeste byrde af skyld og sorg jeg nogensinde havde oplevet.

»Sikke en beslutsomhed og sikke et mod,« sagde Stan fuld af beundring. Han havde slet ikke sørget, men været fuld af beundring. »Det får mig til at græde.« Han sagde det på en måde der fortalte mig at det var ment som en stor hæder. »Da Bill identificerede Godfrey forleden nat, forhørte jeg mig lidt og fandt ud af at han tilhørte et fællesskab i San Francisco. De andre i hans fællesskab bliver kede af at få dette at vide. Og også over at han forrådte Farrell. Men sikke et mod at være i stand til at holde ord og gennemføre sin plan!« Det lod til at overvælde Stan.

Jeg havde bare ondt over det hele. Jeg rodede i min taske efter et glas smertestillende piller og hældte to ud i håndfladen. Stan gjorde tegn til den unge vampyr, der bragte mig et glas vand. »Tak,« sagde jeg til hans store overraskelse.

»Tak for din indsats,« sagde Stan pludselig, som om han lige var kommet i tanke om at han skulle opføre sig ordentligt. »Du har udført det job du blev hyret til og mere til. Tak for at du fandt Farrell og fik ham befriet i tide, det gør mig ondt at du kom så meget til skade undervejs.«

Det lød meget som en afskedssalut.

»Undskyld mig,« sagde jeg og satte mig frem i stolen. Bill gjorde en pludselig bevægelse bag mig, men jeg ignorerede ham.

Min frækhed fik Stan til at løfte sine tynde øjenbryn. »Ja? Honoraret bliver sendt til din repræsentant i Shreveport, som aftalt. I er velkomne til at blive og hjælpe os med at fejre at Farrell er vendt hjem.«

»Aftalen var at hvis jeg opdagede noget der afslørede at et menneske havde gjort noget galt. så skulle dette menneske ikke straffes af vampyrerne, men overlades til politiet. Så retssystemet kan tage sig af vedkommende. Hvor er Hugo?«

Stans blik gled fra mig op til Bill, der stod bag mig. Det så ud som om han uden ord spurgte Bill hvorfor han ikke kunne styre dette menneske bedre.

»Hugo og Isabel er sammen,« sagde Stan kryptisk.

Jeg havde så lidt lyst til at vide hvad det betød. Men jeg var moralsk forpligtet til at gennemføre dette her. »Så du overholder altså ikke vores aftale?« sagde jeg vel vidende at det reelt var at udfordre Stan.

Der burde være et ordsprog der hed stolt som en vampyr. For det er de alle sammen, og jeg havde prikket til Stans stolthed. Vampyren var rasende over at jeg antydede at han var uhæderlig. Det var lige før jeg droppede det, så uhyggelig var han. I løbet af få sekunder var der intet menneskeligt over ham længere. Hans læber trak sig væk fra tænderne, hugtænderne var fremme, og hans krop krummede sig sammen og syntes at blive længere.

Efter et øjeblik rejste han sig og gjorde med et kort nik tegn til at jeg skulle følge med ham. Bill hjalp mig på benene, og vi fulgte efter Stan, der gik længere ind i huset. Stedet må have haft seks soveværelser, og dørene var lukket til dem alle sammen. Bag en af dem kunne man høre umiskendelige sexlyde. Den gik vi til min store lettelse forbi. Vi gik op ad en trappe, hvilket var meget ubehageligt for mig. Stan så sig ikke tilbage og satte ikke på noget tidspunkt farten ned. Han gik op ad trappen med præcis samme fart som ellers. Han standsede ved en dør der lignede alle de andre. Han låste den op. Han trådte til side og gjorde tegn til at jeg skulle gå ind.

Det havde jeg ikke lyst til – slet, slet ikke. Men jeg blev nødt til det. Jeg trådte hen til døren og kiggede ind.

Lokalet var bart bortset fra et mørkeblåt væg til væg-tæppe. Isabel var lænket til væggen i den ene side af værelset – med sølvlænker selvfølgelig. Hugo befandt sig ved den modsatte væg. Han var også lænket. De var begge vågne og kiggede selvfølgelig begge hen mod døråbningen.

Isabel nikkede som om vi mødte hinanden på gaden, selvom hun var nøgen. Jeg kunne se at hendes håndled og ankler var beskyttet så hun ikke blev brændt af sølvet, selvom kæderne stadig ville gøre hende svag.

Hugo var også nøgen. Han kunne ikke få øjnene fra Isabel. Han så akkurat op på mig for at se hvem jeg var, og så vendte blikket tilbage til hende. Jeg prøvede ikke at blive pinligt berørt, for det virkede som sådan en smålig ting at tænke på; men jeg tror det var første gang jeg så et andet voksent menneske uden tøj på, bortset fra Bill.

»Hun kan ikke drikke hans blod,« sagde Stan, »selvom hun er sulten. Han kan ikke gå i seng med hende, selvom han er afhængig af hende. Det vil være deres straf i flere måneder. Hvilken straf ville Hugo få i menneskenes retssystem?«

Jeg overvejede det. Hvad havde Hugo overhovedet gjort, som man kunne anklage ham for?

Han havde bedraget vampyrerne fordi han befandt sig i deres fællesskab i Dallas under falske forudsætninger. Han elskede ganske vist Isabel, men han forrådte hendes kammerater. Hmmm. Det var der ikke nogen lov imod.

»Han aflyttede spisestuen,« sagde jeg. Det var i hvert fald ulovligt. Det troede jeg i hvert fald at det var.

»Hvor lang tid ville han få for det?« spurgte Stan.

Godt spørgsmål. Ikke ret meget, gættede jeg. En jury bestående af mennesker ville måske endda føle at det var i orden at aflytte et tilholdssted for vampyrer. Jeg sukkede, hvilket var svar nok for Stan.

»Hvad ville han ellers blive straffet for?« spurgte han.

»Han førte mig til broderskabet under falske forudsætninger ... ikke ulovligt. Han ... altså, han ...«

»Præcis.«

Hugo flyttede ikke én eneste gang sit betagede blik fra Isabel.

Hugo havde været skyld i og tilskyndet til onde gerninger i lige så høj grad som Godfrey havde begået dem.

»Hvor længe lader I dem sidde her?« spurgte jeg.

Stan trak på skuldrene. »Tre eller fire måneder. Vi giver selvfølgelig Hugo mad. Men ikke Isabel.«

»Og hvad så bagefter?«

»Vi lader ham gå først. Han får en dags forspring.«

Bill greb fat om mit håndled. Han ville ikke have at jeg stillede flere spørgsmål.

Isabel så på mig og nikkede. Hun syntes det var retfærdigt, lod hun til at sige. »Okay,« sagde jeg og holdt hænderne frem foran mig. »Okay.« Så vendte jeg mig om og gik langsomt og forsigtigt ned ad trapperne.

Jeg havde mistet lidt af min integritet, men jeg anede ikke hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere forvirret blev jeg. Jeg er ikke vant til at tumle med moralske problemstillinger. Enten er det forkert at gøre en ting, eller også er det ikke.

Men der var en gråzone. En del ting hørte hjemme i den gråzone, for eksempel at jeg gik i seng med Bill selvom vi ikke var gift, eller når jeg sagde til Arlene at hendes kjole var pæn selvom den fik hende til at se ud ad helvede til. Faktisk kunne jeg slet ikke gifte mig med Bill. Det var ikke lovligt. Men han havde heller ikke spurgt mig.

Mine tanker kredsede uroligt om det stakkels par i soveværelset ovenpå. Overraskende nok havde jeg meget mere ondt af Isabel end af Hugo. Hugo havde trods alt gjort noget forkert. Isabel havde kun gjort sig skyldig i efterladenhed.

Jeg havde god tid til at fortabe mig i tilsvarende nytteløse tanker, for Bill havde det hylesjovt til festen. Jeg havde kun været til en blandet vampyr-menneskefest én eller to gange før, og det var en blanding der stadig føltes ret uvant efter bare to år med lovlig vampyrisme. At drikke åbenlyst – altså suge blod – fra mennesker var totalt forbudt, og jeg kan fortælle at denne regel på det strengeste blev overholdt hos Dallas-vampyrerne. Indimellem så jeg et par forsvinde ovenpå, men alle menneskene lod til at komme sunde og raske tilbage. Det er jeg sikker på, for jeg holdt øje med dem og talte efter.

Bill havde været assimileret i så mange måneder at det åbenbart var rigtig fedt for ham at være sammen med andre vampyrer. Så han fortabte sig i samtaler med den ene og den anden vampyr, mindedes sin tid i Chicago i tyverne og diskuterede investeringsmuligheder i forskellige vampyrselskaber rundt om i verden. Jeg var så fysisk udmattet at jeg var fuldt tilfreds med at sidde på en sofa og kigge på mens jeg nippede lidt til min screwdriver. Bartenderen var en sød ung fyr, og vi snakkede lidt om barer. Jeg burde have nydt mit afbræk fra at servere på Merlotte’s, men jeg ville gladelig have taget min uniform på og taget imod bestillinger. Jeg var ikke vant til alt for store ændringer i min daglige rutine.

Så satte en kvinde der måske var lidt yngre end mig, sig ved siden af mig i sofaen. Det viste sig at hun var kæreste med vampyren Joseph Velasquez, der optrådte som våbenmester, og som var taget ud til broderskabscenteret med Bill aftenen før. Hendes navn var Trudi Pfeiffer. Trudis hår var sat op i højrøde pigge, næsen og tungen var piercet, og makeuppen var makaber, inklusive sort læbestift. Hun fortalte mig stolt at farven hed Grav Råd. Hendes cowboybukser var så lavtaljerede at jeg spekulerede på hvordan hun kunne sidde ned i dem. Måske havde hun dem på så man kunne se hendes navlering. Den lette, uldne top var meget kort. Det tøj jeg havde på den aften med mænaden blegnede i sammenligning. Man kunne se rigtig meget af Trudi.

Hun var ikke så bizar at tale med som hendes udseende gav indtryk af. Trudi gik på college. Ved at lytte helt legalt til det hun fortalte, fandt jeg ud af at hun virkelig syntes at hun viftede tyren om næsen med den røde klud ved at være kæreste med Joseph. Tyren var nok hendes forældre, gættede jeg på.

»De ville absolut foretrække at jeg gik ud med en sort,« sagde hun stolt til mig.

Jeg prøvede at se passende imponeret ud. »De hader virkelig dødskult, hva’?«

»Om de gør!« Hun nikkede flere gange og viftede ekstravagant med sine sorte fingernegle. Hun drak Dos Equis. »‘Kan du ikke blive kæreste med en der er levende,’ siger min mor altid.« Vi grinede begge to.

»Men hvad med dig og Bill?« Hun vippede med øjenbrynene for at understrege hvor sigende spørgsmålet var.

»Hvad mener du ...?«

»Hvordan er han i sengen? Jospeh er fucking utrolig.«

Det kom ikke ligefrem bag på mig, men det irriterede mig. Jeg overvejede det et øjeblik. »Det glæder mig på dine vegne,« sagde jeg til sidst. Hvis hun havde været min gode veninde Arlene, ville jeg måske have blinket og smilet, men jeg havde ikke tænkt mig at diskutere mit sexliv med en fuldkommen fremmed, og jeg havde bestemt ikke lyst til at høre om hende og Joseph.

Trudi kæmpede sig på benene for at hente sig en øl mere og begyndte at snakke med bartenderen. Jeg lukkede lettet og træt øjnene og mærkede nogen sætte sig ved siden af mig i sofaen. Jeg kiggede til siden for at se hvem jeg nu havde fået selskab af. Eric. Fedt.

»Hvordan har du det?« spurgte han.

»Bedre end jeg ser ud.« Det var løgn.

»Har du set Hugo og Isabel?«

»Ja.« Jeg så ned på mine hænder, der var foldet i skødet.

»Passende, synes du ikke?«

Jeg fornemmede at Eric prøvede at provokere mig.

»På en måde, jo,« sagde jeg. »Forudsat at Stan holder sit løfte.«

»Det sagde du ikke til ham, håber jeg.« Men Eric så bare ud som om tanken morede ham.

»Nej, det gjorde jeg ikke. Ikke helt. I er alle sammen så forbandet stolte.«

Han så overrasket ud. »Ja, det er vi nok.«

»Kom du bare for at holde øje med mig?«

»Til Dallas, mener du?«

Jeg nikkede.

»Ja.« Han trak på skuldrene. Han havde en skjorte på med et lysebrunt og blåt mønster, og skuldertrækningen fik hans skuldre til at se enorme ud. »Det var første gang vi lånte dig ud. Jeg ville være sikker på at tingene gik glat, uden at behøve være her officielt.«

»Tror du Stan ved hvem du er?«

Tanken lod til at interessere ham. »Det er ikke utænkeligt,« sagde han til sidst. »Han ville sikkert have gjort det samme hvis han var mig.«

»Tror du fremover at du kan lade mig blive hjemme og lade mig og Bill være i fred?« spurgte jeg.

»Nej. Du er alt for nyttig,« sagde han. »Og for øvrigt håber jeg at du vil få øjnene mere op for mig jo mere du ser til mig.«

»Som et mareridt?«

Han grinede, men han så på mig med et blik der ikke var til at tage fejl af. Fandens også.

»Du ser specielt lækker ud i den kjole uden noget indenunder,« sagde Eric. »Hvis du forlod Bill og tog mig i stedet af din egen fri vilje, ville han acceptere det.«

»Men det kommer ikke på tale,« sagde jeg, og i det samme opfangede jeg noget i udkanten af min bevidsthed.

Eric skulle til at sige noget, men jeg lagde hånden over munden på ham. Jeg flyttede hovedet fra side til side for at prøve at få det bedst mulige signal; det er sådan jeg bedst kan forklare det.

»Hjælp mig op,« sagde jeg.

Eric rejste sig uden et ord og hev mig forsigtigt på benene. Jeg kunne mærke at jeg rynkede brynene.

De var hele vejen rundt om os. De havde omringet huset.

Deres tanker var kørt helt op i en spids. Hvis Trudi ikke havde ævlet løs tidligere, ville jeg måske have hørt dem da de omringede huset.

»Eric,« sagde jeg og prøvede at fange så mange tanker jeg kunne da jeg pludselig kunne mærke at der blev talt ned, åh gud!

»Smid jer ned!« skreg jeg så højt jeg kunne.

Alle vampyrerne adlød.

Så da broderskabet åbnede ild, var det menneskene der døde.