8

En meter fra mig blev Trudi fældet af et skud fra et jagtgevær.

En anden rød blandede sig med det farvede røde hår, og hun stirrede tomt på mig. Bartenderen, Chuck, var kun såret, baren havde beskyttet ham lidt.

Eric lå oven på mig. Det var meget smertefuld på grund af min forslåede tilstand, og jeg begyndte at skubbe til ham. Så kom jeg i tanke om at han formodentlig ville overleve hvis han blev ramt. Men det ville jeg ikke. Så jeg tog taknemmeligt imod hans beskyttelse i de forfærdelige minutter angrebets første bølge varede, mens de igen og igen affyrede rifler og jagtgeværer og pistoler ind i patriciervillaen.

Jeg lukkede instinktivt øjnene så længe angrebet varede. Glas blev knust, vampyrer brølede, mennesker skreg. Støjen gjorde ondt ligesom den tidevandsbølge af et kor af hjerner i højeste gear der skyllede ind over mig. Da det begyndte at aftage, så jeg op i Erics øjne. Ufatteligt nok var han opstemt. Han smilede til mig. »Jeg vidste det ville lykkes mig at komme til at ligge oven på dig på en eller anden måde,« sagde han.

»Prøver du at gøre mig vred så jeg glemmer hvor bange jeg er?«

»Nej, jeg udnytter bare situationen.«

Jeg ålede mig og prøvede at komme ud under ham. »Uhm, gør lige det igen. Det var lækkert,« sagde han.

»Eric, den pige jeg lige talte med ligger en meter fra os og mangler en del af hovedet.«

»Sookie,« sagde han og var pludselig alvorlig, »jeg har været død i nogle hundrede år. Jeg er vant til det. Men hun er ikke død. Der er stadig en gnist af liv i hende. Skal jeg overføre hende?«

Jeg var så chokeret at jeg mistede mælet. Hvordan skulle jeg kunne træffe den beslutning?

»Hun er væk,« sagde han da jeg havde tænkt over det et stykke tid.

Mens jeg lå og stirrede op på ham, blev der helt stille. Det eneste man kunne høre, var Farrells sårede kæreste, der pressede begge hænder mod sit røde lår. Udenfor lød den fjerne lyd af biler der bakkede hurtigt ud og kørte hurtigt ned ad den stille forstadsvej. Angrebet var forbi. Jeg havde svært ved at trække vejret og kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle gøre. Der måtte da være et eller andet jeg burde gøre?

Dette var det tætteste jeg nogensinde havde været på krig.

Rummet var fuldt af de overlevendes skrig og vampyrernes rasende brølen. Små stykker af fyldet fra sofapuderne hang i luften som sne. Der var knust glas overalt, og den varme aftenluft strømmede ind. Adskillige af vampyrerne var allerede på benene og optog forfølgelsen, blandt andet Joseph Velasquez, bemærkede jeg.

»Ingen undskyldning for at blive hængende,« sagde Eric med et påtaget suk og rejste sig fra mig. Han så ned ad sig. »Mine skjorter bliver altid ødelagt når jeg er i nærheden af dig.«

»For helvede, Eric.« Jeg kom klodset på benene så hurtigt jeg kunne. »Du bløder. Du blev ramt. Bill! Bill!« Mit hår slaskede om mine skuldre da jeg drejede hovedet fra side og til side og gennemsøgte lokalet. Sidste gang jeg så ham, stod han og talte med en mørkhåret vampyr med en smuk hjerteformet hårgrænse. Jeg synes hun lignede Snehvide. Jeg rejste mig halvt op for at overskue gulvet og så hende ligge i nærheden af vinduet. Der stak noget ud af brystet på hende. Vinduet var blevet ramt af et skud fra et jagtgevær, og der var fløjet splinter ind i rummet. En af dem havde gennemboret hendes bryst og dræbt hende. Bill var ingen steder at se, hverken blandt de levende eller døde.

Eric tog sin gennemblødte skjorte af og betragtede sin skulder. »Kuglen sidder stadig i såret, Sookie,« sagde han sammenbidt. »Sug den ud.«

»Hvad?« sagde jeg måbende.

»Hvis du ikke suger den ud, heler den inde i mit kød. Hvis du virkelig er så sart, så find en kniv og skær den ud.«

»Men det kan jeg ikke.« Der var en lommekniv i min lille festtaske, men jeg anede ikke hvor jeg havde gjort af den, og jeg kunne ikke samle tankerne nok til at lede efter den.

Han blottede tænderne ad mig. »Jeg tog denne her kugle for dig. Nu kan du fjerne den for mig. Du er ikke nogen kujon.«

Jeg tvang mig selv til at være rolig. Jeg brugte den ødelagte skjorte som klud. Blødningen var begyndt at aftage, og jeg kunne akkurat se kuglen når jeg kiggede ind i det forrevne kød. Hvis jeg havde haft lange negle ligesom Trudi, ville jeg have kunnet få den ud, men mine fingre er korte og brede, og mine negle er klippet korte. Jeg sukkede opgivende.

Udtrykket »at bide i det sure æble« fik en helt ny betydning for mig da jeg bøjede mig ned over Erics skulder.

Eric udstødt et langtrukkent støn da jeg sugede, og jeg mærkede kuglen falde ind i munden på mig. Han havde haft ret. Tæppet kunne næppe blive mere plettet end det allerede var, så selvom det fik mig til at føle mig meget hedensk, spyttede jeg kuglen ud sammen med det meste af det blod jeg havde i munden. Men jeg kunne ikke undgå at sluge noget af det. Hans skulder helede allerede. »Hele rummet stinker af blod,« hviskede han.

»Sådan,« sagde jeg og så op. »Det var det klammeste – «

»Dine læber er blodige.« Han tog mit ansigt i begge hænder og kyssede mig.

Det er svært ikke at kysse igen når man er i hænderne på en sand mester i at kysse. Og måske ville jeg have nydt det – nydt det mere – hvis jeg ikke havde været så bekymret for Bill; for det er sådan man reagerer på nærdødsoplevelser, det er en kendt sag. Man vil gerne mærke at man er i live. Selvom vampyrer slet ikke er levende, virker det som om de har det på samme måde, og Erics begær var tændt af alt det blod der var i lokalet.

Men jeg var bekymret for Bill, og jeg var rystet over volden, så efter et langt øjeblik hvor jeg glemte rædslerne omkring mig, trak jeg mig væk. Erics læber var blodige nu. Han slikkede dem langsomt. »Gå ud og led efter Bill,« sagde han med grødet stemme.

Jeg kastede endnu et blik på hans skulder for at se om hullet var begyndt at lukke. Jeg samlede kuglen op fra gulvet, selvom den var helt klistret af blod, og pakkede den ind i et stykke af Erics skjorte. På det tidspunkt virkede den som en god souvenir. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg tænkte på. Der lå stadig sårede og døde på gulvet, men de fleste af dem der stadig var i live, blev hjulpet af andre mennesker eller af de to vampyrer der ikke deltog i jagten.

Der lød sirener i det fjerne.

Den smukke hoveddør var splintret og gennemhullet. Jeg trådte til side da jeg åbnede den, i fald der skulle være en enkelt overfaldsmand tilbage ude foran, men der skete ikke noget. Jeg kiggede rundt om dørkarmen.

»Bill?« råbte jeg. »Er du okay?«

I det samme kom han slentrende ind i forhaven med en underligt lyserød kulør.

»Bill,« sagde jeg og følte mig gammel og dyster og grå. En kold rædsel, der i virkeligheden bare var dyb skuffelse, bredte sig i min mave.

Han stoppede brat.

»De skød på os og dræbte nogle af os,« sagde han. Hans hugtænder skinnede, og han strålede af ophidselse.

»Du har dræbt nogen.«

»For at forsvare os.«

»For at hævne dig.«

I det øjeblik var der en klar forskel på de to ting for mig. Han virkede forvirret.

»Du så ikke engang efter om jeg var okay,« sagde jeg. Én gang vampyr, altid vampyr. Man kan ikke give en tiger nye striber. Man kan ikke lære en gammel hund nye kunster.Alle de formaninger folk derhjemme havde serveret for mig på deres drevne dialekt, genlød i mine ører.

Jeg vendte mig om og gik ind i huset igen uden at ænse blodpletterne og kaoset og rodet, som om det var hverdagskost for mig. Nogle af de ting jeg så, kom jeg ikke i tanke om før en uge efter, hvor min hjerne pludselig præsenterede mig for et billede: et nærbillede af en knust hjerneskal eller en sprøjtende arterie. I det øjeblik var jeg kun optaget af at finde min taske. Jeg fandt den det andet sted jeg kiggede. Bill tog sig af de sårede så han ikke behøvede at tale med mig, og jeg forlod huset og satte mig ind i den lejede bil og kørte min vej trods min angst. Frygten over at være i det hus var større end min frygt for storbytrafik. Jeg kørte væk fra huset lige inden politiet ankom.

Da jeg havde passeret et par lyskryds, parkerede jeg foran et bibliotek og fandt et kort i handskerummet. Selvom min hjerne var så chokeret at den knap nok fungerede, og det tog mig dobbelt så lang tid som det burde, fandt jeg ud af hvordan jeg fandt lufthavnen.

Og så kørte jeg dertil. Jeg fulgte de skilte hvor der stod UDLEJNINGSBILER, og parkerede bilen, lod nøglerne sidde og gik. Jeg fik en plads på det næste fly til Shreveport, der gik inden for en time. Jeg takkede Herren for at jeg havde mit eget kreditkort.

Jeg havde aldrig prøvet en mønttelefon før, og det tog mig nogle minutter at regne ud hvordan den virkede. Jeg var så heldig at få fat i Jason, der sagde at han nok skulle hente mig i lufthavnen.

Tidligt næste morgen lå jeg i min seng.

Jeg begyndte ikke at græde før dagen efter.