Det brænder i byens gader og ekkoer af skud mellem husmurene. Sommetider slår en tysk granat ned midt på kørebanen, og en markise eller et barnevognsbetræk perforeres af stålsplinter. Luften er mættet med sirener, roterende hyl fra ambulancer og brandslukningskøretøjer. Der bliver knaldet ruder med brosten, og butikker bliver rippet for varer. Her og der er der angreb på forretninger, hvis indehavere beskyldes for værnemageri. En skotøjshandel er overhældt med petroleum og udbrændt, en møbelforretning raseret med maling og smørsyre.
Både Citronen og Flammen ligger lavt, mens Folkestrejken raser i København.
Citronen bruger det meste af sin tid i oplandet omkring Køge, hvor han færger illegale af alle varianter over Øresund til Sverige. Flammen er gået i hi i sine kældergemakker i familien Bomhoffs villa ved Dyrehavens gamle ege. Han venter og venter. Plejer sine våben og holder skydningen ved lige. Drikker vin og hører nyheder om krigens gang på de svenske og engelske sendere. Af og til forsøder han ventetiden med stilfærdig sex med Karen. Det er dog ved at ebbe ud, for når de er sammen, er det ikke Karen han tænder på, men tanken om en anden. Han kysser Karen og trænger ind i hende med lukkede øjne og forestiller sig, at det er Ketty Selmer. Og selvfølgelig kan Karen mærke, at det ikke er, som det skal være. For et par dage siden havde hun sagt til ham, at det var, som om han levede bag en hinde, hun ikke kunne slippe igennem, og hun følte sig ikke ganske sikker på, at afstanden havde noget med krigen at gøre. Hvad skulle han sige? Han havde som en logisk forlængelse ventet, at hun ville gå ham på klingen - spørge, om han så en anden, men det havde hun ikke gjort. Måske var det ikke nødvendigt. Måske havde hun allerede aflæst ham. Blandt jalousiens mange masker havde Karen valgt den tavse og forsmåede, og hun havde sagt farvel med et stænk af bitterhed i de brune øjne. Han havde trukket på skuldrene, fordi han ikke havde vidst, hvad han skulle stille op. Det tossede var jo, at han ikke så en anden, men blot havde en vild og vanvittig lyst til det.
Han har besluttet sig til at opsøge Ketty Selmer igen. Han er ikke helt fri for at mærke en varm prikken i kødet, men han fortæller sig selv igen og igen, at han må og skal vide noget mere om hende. Hvad laver hun? Hvad er hendes forhold til Aksel Winther? Er Bent selv bare blevet en brik i et spil, hvor Ketty ryster terningerne?
Han krydser gennem en af de små gader fra Gammel Kongevej til Vesterbrogade. Han kan se Hotel Nordland længere fremme, og imellem ham og hotellet er to ambulancefolk ved at hale en såret kvinde ind i en bil fra Zonen. En mængde vrede stemmer prøver at forklare nogle betjente, hvad der er sket, mens de peger op mod et af hustagene. På vej hen mod hotellet får Flammen stukket et spritduplikeret opråb i hånden, og han læser:
"I løbet af formiddagen den 30. juni udbrød Folkestrejken i København. Samtlige fabrikker, virksomheder, forretninger, private og offentlige kontorer, sporvogne, S-tog, telefon, post og dagspresse standsede ... Schalburgfokenes stadige overfald på liv og ejendom og den tyske besættelsesmagts systematiske nedbrydning af lov og ret i landet har fået folkets tålmodighed til at briste ..."
Og kravene? Han finder dem nederst på siden: Schalburgkorpset skal fjernes fra landet, og undtagelsestilstanden og spærretiden skal ophæves.
Han er enig, men han har forbud mod at blande sig. Han smider sedlen fra sig og kigger på sit ur. Der er en time til, at udgangsforbuddet begynder. Fra klokken 20 til 05 i morgen tidlig vil det være livsfarligt at være på gaden. Han ved, at tyskerne skyder med skarpt på alt, hvad der rører sig i det forbudte tidsrum.
Han går ind på hotellet og finder trappen op til hendes værelse. Han banker på hendes dør. Ingen reaktion. Han banker igen.
- Ketty?
Stadig intet svar. Han finder sin lommekniv og skubber låsen op med bladet. Hun er der ikke. Han tænder en sengelampe og kigger sig omkring. Hendes kuffert står ved siden af klædeskabet. På skabslågen hænger en karrygul spadseredragt på en bøjle. En kjole er lagt ud på sengen. På det lille bord foran spejlet står forskellige sminkedåser og et vinglas med aftryk af læbestift. En tegning er stukket ned i spejlets ramme. Han trækker den ud og betragter den med en sær afklædt fornemmelse. Der er ingen tvivl - det er hans portræt i kul. Nede i hjørnet har hun oven i købet skrevet 'Bent'.
Han sætter sig på sengen og kigger på tegningen. Kroppen er mandig, rank, der er beslutsomhed i skuldrene. Men han er på ingen måde streng eller tilknappet. Den ene hånd er skødesløst stukket i bukselommen, og ansigtstrækkene er milde og bløde, næsten drengede. Bent smiler lidt. Er der noget jaget over hans blik? Måske, men han kan godt lide det.
I det samme hører han en nøgle blive sat i låsen. Ketty skubber døren op og er tydeligt overrasket over at se ham.
- Bent ...?
- Dav, Ketty.
- Hvordan er du kommet ind?
- Jeg fik lyst til at se dig!
Hun låser døren. Sætter håndtasken og tager overfrakken af. Hun ser mistroisk på ham, mens hun trækker den lange lyse paryk af. Under den er hendes eget kastanjebrune hår samlet med et bånd i nakken.
- Hvad er det her? spørger han og holder tegningen op.
Hun trækker på skuldrene. Finder en cigaret frem og fumler uroligt med lighteren, da hun tænder den.
- Hvorfor har du tegnet mig?
- Hvad vil du?
Han lyser op:
- Jeg har fødselsdag. Jeg vil vide, om du har lyst til at gå ud og spise sammen med mig?
- Hvem har sendt dig?
- Der er ingen, der har sendt mig. Jeg kom, fordi jeg gerne ville se dig.
Hun puster røg ud og ser på ham gennem et uldent slør.
- Hoffmann har lige udnævnt dig til at være tyskernes fjende nummer ét. Han har hævet dusøren til 20.000 kroner, og så kommer du her hen til mig. Er du vanvittig?
- All right! Jeg går!
Flammen smider tegningen på sengen og rejser sig.
- Nej, bliv her. Hoffmann anholder alle rødhårede mænd i byen for at finde frem til dig.
Flammen kommer til at grine.
- De har hentet vinhandleren for at få ham til at identificere dig. Lige nu defilerer over 200 rødhårede unge mænd forbi Svend Jensen inde på Dagmarhus. Det er meningen, at han skal nikke, hvis én af dem er dig.
Flammen tænder en Simon Artz og ser på hende.
- Du kan være rolig. Vinhandleren siger ingenting. Han er ok, siger hun.
- Og det ved du?
- Jeg ved sådan noget.
- Det gør du jo. Du ved meget.
- Du bliver nødt til at tage en hat på. Dæk dit hår eller få det farvet.
Han fnyser.
- Forstår du ikke, hvad jeg siger, Bent? Hoffmann vil have dig. Det virker, som om han er besat.
Hun finder en af sine hatte - en mørk kasket-ting. Rækker ham den.
- Okay, siger han og tager den på.
- Godt, griner hun.
- Jeg er sulten, og jeg har hørt, at hotellets restaurant er udmærket. Skal vi?
Da de kommer ned i receptionen, er der en ophidset stemning blandt en håndfuld af hotellets gæster. De har taget opstilling ved vinduet ud til gaden. Ketty og Flammen går hen for at se, hvad der foregår.
Skråt overfor i nr. 79 har en større menneskemængde åbenbart stormet DNSAP, det danske nazistpartis kontorer. Ruderne i bygningen er smadret. På øverste etage er gardiner og tapeter i flammer. Fra de øvrige etager flyver borde, stole, skabe, skriveborde, kartoteker, papirdynger, bøger og wc-cisterner ud af vinduerne og lander på gaden med høje brag. En del mennesker har sluttet kreds på Vesterbrogade. De koger af had og slynger opmuntrende tilråb op til hærværksmændene. To brandbiler er kommet ræsende til, men mængden danner en mur foran den brændende bygning og forhindrer slukningsarbejderne i at rulle slangerne ud.
Ketty stirrer på optøjerne med et træt blik, og da brandbilerne atter forlader scenen med uforrettet sag, retter Flammen på slipset og siger:
- Der er sgu ikke noget, der giver appetit, som at se folk more sig og have det sjovt!
Så stikker han armen ind under Kettys og trækker hende med ind i restauranten.
Der er kun få, spredte gæster i salonen. Flammen og Ketty sidder ved et bord midt i det hele. Han har stadig kasketten på, da han skubber tallerkenen til side og knipser liv i Ronson-lighteren. Tjeneren kommer med en ny flaske vin. Flammen smager og godkender den.
Udenfor lyder et højt drøn, som fra en eksplosion. Vinen skælver kort i glassene, og det gibber i Ketty. Endnu et knald, tættere på, og der går en trækning over hendes ansigt.
Flammen siger med dæmpet stemme:
- Hvad lavede du egentlig før krigen?
- Alt muligt forskelligt. Jeg dansede på et tidspunkt.
- Du dansede! Hvor?
- På Apollo-teatret. Jeg var dansepige. Ikke så pænt et sted, men det var sjovt. Virkelig sjovt. De andre piger var søde, og jeg mødte så mange mennesker. Hun smiler ved tanken:
- Det var også dér, jeg mødte Winther ...
Flammen skænker mere vin i glassene, akkompagneret af en ny eksplosion udenfor. Han spilder nogle dråber på dugen.
- ... Winther har hjulpet mig meget. Han har skaffet mig arbejde og steder at bo.
- Winther er en helt, siger han.
- Synes du?
- Ja, jeg beundrer ham. Han hjalp jøderne ud af landet ... han organiserede gruppen igen ... han er i kontakt med englænderne ... uden ham var der ikke noget ...
Ketty ser skeptisk på ham, mens fire tyske officerer kommer ind i restauranten. De sætter sig ved et bord. Flammen registrerer dem, men vender igen sin opmærksomhed mod Ketty.
- Hvorfor gør du det? nærmest hvisker hun.
- Gør hvad?
- Hvorfor slår du så mange ihjel?
- Nogen skal jo gøre det!
- Jamen, hvorfor slå ihjel?
- Jeg kan ikke lide dem.
Han drikker ud og skænker op igen.
- Min far sendte mig til Tyskland i 1939, mens de var i færd med at invadere Polen. Det var hele tiden hans mening, at jeg en dag skulle overtage hans værk ... du ved, Birkegården i Asserbo ... og derfor syntes han, at jeg skulle i lære som tjener og kok i Tyskland.
Han smiler syrligt:
- Min far hører til dem, der mener, at ufejlbarlig etikette og gode manerer ... sunde borgerlige dyder ... at alt dét har nået sit kulturelle højdepunkt i Tyskland ...
Han får ild på endnu en cigaret.
- På det hotel, jeg kom til i Thüringen, var direktøren nazist. Kokken var nazist. Mange af tjenerne var nazister. Hver eneste dag serverede jeg for nazister
- dumme svin alle sammen. På hotellet arbejdede der også en pige, hun var jøde. Det var der ingen, der vidste, for hun holdt det hemmeligt. Men en dag opdagede kokken det, og så stak han hende. Men først efter at have gennemtævet hende. Da politiet kom og hentede hende, hoppede han op og ned som en idiot af begejstring ...
Han går i stå. Ketty kigger på ham.
- Hvad gjorde du så?
- Jeg kunne ikke gøre noget. Hvad fanden skulle jeg gøre? fnyser han:
- Jeg strøg lige ud og brækkede mig. Jeg var så rasende, at jeg kunne springe i luften, og dagen efter pakkede jeg og rejste tilbage til Danmark.
Rundt om dem kommer flere tyske officerer ind og sætter sig ved ledige borde i restauranten. Ketty og Flammen dæmper stemmerne. De læner sig begge ind over bordet, støttende på albuerne.
- Var hun din kæreste ... pigen ...?
- Mhm ... nikker han.
- Hvad skete der med hende?
Flammen trækker på skuldrene.
- Jeg har ikke fortalt andre det her. Du er den første.
- Tak, smiler hun.
De ser længe på hinanden. Nipper til vinen. Ryger. Betragter hinanden med nysgerrige, næsten rørende blikke.
- Hvad med dig? spørger han.
- Det ved jeg ikke ...
Hun samler hænderne under hagen.
- ... ikke mere. Jeg ved det ikke mere. Det er blevet så svært. Det hele føltes så rigtigt i begyndelsen. Det føltes rent, man blev renset af at gøre noget. Endelig kunne man gøre modstand, gøre noget, som var rigtigt. Tage breve med, aflevere dem ... Det ene tog det andet, og det virkede på en sær måde, som om hele landet blev renset af krigen.
Hun sukker.
- Og nu ...? Nu ved jeg det ikke længere ... det hele er så ... gråt ...
Hun går i stå. Leder efter ordene.
- Jeg tror bare gerne, jeg vil overleve det her ...
Mens de har snakket, er restauranten langsomt blevet fyldt med tyskere. De er kommet sivende som ud af væggene, og Flammen får en følelse af at sidde midt i en ørnerede. Han hvisker:
- Jeg tror, vi stille og roligt skal se at komme væk herfra.
Hun nikker. De rejser sig og forlader restauranten på listefødder.
Bent lader sin pegefinger glide ned over hendes ansigt - over panden, øjnebrynene, kindbenet, den følger hagens runding. Hun vil sige noget, men han lægger fingerspidsen på hendes læber og kysser hendes varme hals.
Ketty ånder tungt og river jakken af ham. De står helt tæt. Hun knapper hans skjorte op, og han krænger blusen af hende.
Så hvid hendes hud er, som sne eller marmor ... fuldstændig som hans. Hvor de trænger til lys og varme! Til lange, ubekymrede dasedage ved stranden. Til sol, der gennemvarmer kroppen og blænder øjnene og brænder i huden. Kulør! Frihed! Flødeis! Det er det, de skal, når freden kommer. De skal til Asserbo og til stranden i Liseleje. Ham og Ketty, kun de to - det er dét, de skal! Ligge i det lune sand. Lade det våde hår dryppe på hinandens maveskind ... lytte til de dovne bølger, der flader ud og får sten og ral til at skurre med tunge klunk ...
Hun slikker ham på den nøgne skulder. Tungen glider over hans hud og ind i kanten af armhulen. Bent mærker en gysende fryd, der rejser hårene på hans arme. Hun er varm, vidunderligt varm! Han napper hende i halsen og knapper forsigtigt hendes bryst-holder op. Det stramme stof slipper sit tag i hende, han lemper den af, og hun flyder ud for øjnene af ham. De faste bryster med en hård ring af nødde-brunt. Han lukker munden om hendes brystvorte. Den spænder og stritter. Han bider let. Ketty gisper.
... og bagefter, når de er mætte af salt og sol, vil de slentre hjem til hotellet gennem plantagen, med armene om hinandens liv, og de vil støde hofterne sammen, når de går så tæt omslyngede, og de vil le indforstået som alle andre unge med håret og øjnene fulde af uskyld ... og deres tanker vil samle sig om dét ene ... og alt andet vil ophøre med at eksistere ...
Han løsner bæltet, og bukserne stryger ned. Hun lukker hofteholderen op og ruller de lange nylonstrømper af. Hans lem peger lige op i luften, hendes skød er mørkt og filtret. De falder ned på sengen, og han begraver sit hoved mellem hendes ben.
... og de vil kredse om hinanden, som to kloder i et lukket magnetfelt ... lukke alt andet ude ... og der vil kun være varmen og duften af krop og smagen af svedig hud ... kun det ene ... et sultent begær, der brænder hul på de hinder, som holder på væskerne ... og de vil stille, stille begynde at sive ...
Han slikker de mørke læber og stikker tungen ind i det hemmeligt foldede ... hun er som blomsterblade, der krøller i varmen ... silkehåret kildrer hans næse, og nu jager han, som en skarv i styrtdyk, sin tungespids ind i hende. Hun messer hæst og safter som en ridset frugt ... de første dråber ... og hans tunge smager af hav ... af salt ... af ....
... og de vil mærke kroppene give efter for det syngende blod ... musklerne, der stemmer sig op ... nerverne, der sitrer ... huden, der gløder, hidsigt og hedt som på randen af en vulkan, der i sit indre samler den glødende lava til en sø af boblende ild ...
De elsker. Bent mellem Kettys ben. Hans hvide røv stiger og synker, slår og slår som på en imaginær tromme. Hendes bryster vipper, og hun skiftevis presser og klemmer sine lår sammen, rytmisk om hans lænd, som en næve, der spændes, eller en stor gispende muskel. De røde negle kører hen over hans rygs stramme hud. De ridser. Stikker. River. De piner varmen helt ud i det yderste af huden. Han gisper. Hun spænder som en bue i kroppen og borer neglene ind i hans kød. Han støder, hårdere og hårdere. Hendes vejrtrækning er hektisk og med hurtige sommefugleslag. Hans stemme bliver hæs og klagende.
... og de vil ikke være andet end to nøgne kroppe, alene i et mægtigt øde, glidende med de lange bølger, der vokser og falder, stiger og synker ... fortabte og forelskede ude på det sorte dyb ...
Så eksploderer solen, og kødet giver efter. De bæres gennem øjnenes hvide flimmer ... mod en frihed, der er kort og levende som en drøm ... og de kastes af bølgen ... flyver et øjeblik som engle mellem arrige måger, mens luften flænges af høje skrig ... så falder de ... og lander udmattede i en grav af hvide lagener i Hotel Nordlands stille mørke.
De ligger ved siden af hinanden, begge nøgne i mørket. Af og til falder et gyldent skær over deres ansigter - når de suger på cigaretterne, og gløderne et øjeblik vokser.
Ketty kravler langsomt hen til ham og lægger sig helt tæt og blødt mod hans krop. Han stryger sin hånd over hendes hår.
- Du må love mig en ting, siger hun.
Han ser på hende.
- Du må love mig, at jeg ikke skal hjælpe dig i din egen krig. Med informationer, eller noget. Du må aldrig bruge mig på den måde. Vil du love det?
- Ja.
- Du må love mig noget mere. Hvis ikke krigen snart holder op, så må du tage med mig til Sverige og blive dér sammen med mig.
- Det er ikke sikkert, at krigen holder op foreløbigt.
- Vil du det?
Hun tegner med fingeren mellem hårene på hans bryst.
- Ikke, Bent? Vi vil kunne få et hus og bo der, og vi kunne gå ud hver aften uden at være bange.
- Er du da bange?
- Ja.
- Det behøver du ikke være.
- Gør jeg ikke?
- Jeg passer på dig!
- Gør du?
Han kysser hende, og de ligger og kigger ud i mørket, mens gaderne igen genlyder af korte eksplosioner og hylende sirener.