Den sorte Opel Olympia kører på næsten fuld tank efter et lille røveri af benzin fra et Gestapo-depot i udkanten af Hillerød. Nu ruller de mod den vest-lige del af Nordsjælland med retning mod Asserbo. Citronen kører, Flammen sidder ved siden af, og på bagsædet sveder Bananen.
- Hvad var det egentlig, I skulle i Stockholm? spørger han.
- Op og hjælpe de høje herrer med at holde fokus, siger Flammen.
- Går I efter Hoffmann igen?
- Sjovt du spørger, Søren. Hvorfor var det nu, du ikke kunne være med i den aktion forleden?
Flammen fanger hans blik i bakspejlet.
- Det var min kone. Hun blev indlagt akut. Jeg var nødt til at være der.
- Akut? For hvad?
- Noget med nyrerne.
Flammen tænder en cigaret og stirrer ud på træ-erne, der farer forbi. Så siger han tænksomt, næsten som til sig selv:
- Og nu vil du gerne vide, hvornår vi prøver at ramme Hoffmann igen?
Bananen trækker på skuldrene.
- Lad mig sige det sådan, Søren: Når tiden er inde.
Bananen kan ikke lide Flammens tone og skifter emne:
- Hvor er vi egentlig på vej hen?
- Vi skal se, hvor Bent voksede op, siger Citronen.
- Er du vokset op heroppe? Hold da kæft, der er nogen, der kan!
Flammen giver Citronen et blik. Citronen sænker farten og sukker:
- Jeg skal pisse!
- Det skal jeg sgu også. Bananen ser helt lettet ud ved tanken om lidt frisk luft.
Citronen holder ind til siden, står ud og strækker sig. Bananen stiger også ud, Flammen bliver siddende og skubber sin dør op.
Bananen humper ud i rabatten, stiller sig til rette og lyner ned. Citronen kopierer hans opstilling en god meter ved siden af ham.
Bananen lader vandet gå, strålen slår ned i det tørre græs. Så trækker Citronen sin Luger op af lommen, afsikrer og peger den mod Bananens hoved.
Bananen fryser til is. Han stirrer skrækslagen på Citronen.
Han ved, det her er endestationen. At han ikke bliver mere end 28 år. At han har set sin mor, sin far, sin kone og sin lille søn for sidste gang. Han får tårer i øjnene, men det, der skal ske, er uafvendeligt. Det er for sent at gøre det om. Han skulle ikke have sladret. Han skulle ikke have forrådt sine kammerater, men han kan ikke ændre på noget nu. Det er for sent, alt for sent.
Han synker en klump.
- Undskyld, siger han stille.
Så flænger braget stilheden. Kuglen borer sig ind i tindingen og slår ud gennem hovedet på den anden side lige over øret. Den trækker et langt sprøjt af blod med sig, og det strinter stadig ud af hullet, da Bananen vælter sidelæns om på asfalten.
Citronen ser på ham. Han ligger bumstille, ingen spjæt. En lille rød sø samler sig om håret.
Citronen tager hans tegnebog og hans pistol, og med den ene fod skubber han den livløse krop ind i græsset. Et puf mere, og Bananen ruller ned i en lille grøft.
Så går han tilbage til bilen. Flammen tænder to cigaretter og propper den ene i munden på Citronen.
Han sætter Olympiaen i gear og sparker den op i omdrejninger.
Marker, hegn og spredte træklynger afløses af et stykke med tæt skov. De triller hen ad en grusvej, og dybt inde mellem stammerne kan han se den brune murede bygning, der var rammen om hans barndom. Det føles som uendelig lang tid siden. Han beder Citronen køre langsommere. Han vil gerne nærme sig forsigtigt. Have tid til at samle mod.
- Her er flot. Et lille paradis, siger Citronen.
- Mhm ...
- Er det dén, du skal overtage?
- Det var tanken.
De kører ind på parkeringspladsen. Flammen stiger ud og slukker sit skod med spidsen af skoen. Han går langsomt op ad hovedtrappen og ind i receptionen. Ved siden af disken kan han gennem den åbne dør se ud i køkkenet. Folk, der skærer kød, én snitter grøntsager, en anden rører i en kæmpe gryde. En køkkenpige ser op, smiler til ham og løfter hånden til hilsen. Han vinker tilbage.
Så går han ind gennem restauranten, og helt oppe bagved, ved vinduerne med udsigt til skoven, sidder han: Hans far, den 55-årige Faurschou-Hviid. I stiligt blåt jakkesæt, hvid skjorte, med silkeklud i halsåbningen og det lyse hår redt tilbage med pomade. Han er midt i sin frokost og fører en sølvgaffel med et stykke rødt oksekød til munden.
- Dav, far.
Faren ser op, overrasket og med pludselig nervøsitet.
- ... Goddag, min dreng ...
De kigger hinanden an med en akavet tøven. Så sætter Flammen sig over for ham.
- Du skal smage den her, siger faren og skænker belevent:
- En ganske interessant grusinsk bondevin.
Han rækker glasset til Flammen.
- Lidt vel ung, men ikke dårlig ... betaling fra en tysk løjtnant på vej til orlov, siger faren og betragter sin søn.
Flammen ser længe på ham, tavs.
- Hvorfor kommer du? spørger faren.
- For at se, hvordan det går!
- Er jeg et mål?
- Nej, du er min far.
- Arh, nu skal du ikke overdrive din faderkærlighed! Hvad vil du så?
Flammen nikker mod et par tyske officerer, der sidder og spiser suppe inde i det store lokale:
- Du har mange tyske gæster?
- Sådan er det for alle hotelejere. Man bestemmer ikke selv sine gæster.
- Jeg har hørt, at Karl Heinz Hoffmann kommer her en gang imellem.
- Gestapochefen? Jo, det er da muligt. Det ved jeg såmænd ikke.
- Det ved du ikke?
- Der kommer så mange. Jeg går ikke op i folks nationalitet.
- Jeg vil gerne tale med ham.
- Jamen, efter sigende skulle han også være et dybt sympatisk menneske med stor indsigt og humoristisk sans, smiler faren og stikker gaflen i et par grønne snittebønner.
- Og morder for en besættelsesmagt ...
- Ja, ja, også det ...
Flammen drikker lidt af sin vin, mens faren tygger.
- Du kan godt lide dem, ikke?
Faren nikker bestyrtet i retning af officererne i restauranten:
- Dem? Nej, ikke dem! Tysk kultur og alt, hvad den har frembragt. Toner, ord, tanker ... de store vidunderlige ting, dem indrømmer jeg gerne, at jeg beundrer, men ellers ...
- Det må være en skuffelse for dig, at krigen er ved at vende, siger Flammen med en besk grimasse.
- Overhovedet ikke! Den pøbel, der fører an i Hitlers uværdige krig, den har jeg intet til overs for. Nej, jeg prøver bare at klare mig. Men det er du sikkert for ung til at forstå.
Faren lægger bestikket fra sig. Hans ansigt får et mildt træk over sig. Han ryster på hovedet og sukker:
- Du ... du min søn, du kører rundt og skyder folk ned. Spilder dit liv. Med dit hoved og din baggrund ... du kunne have drevet det langt, men nej ...
Han drikker af vinen og stiller glasset:
- Jeg kunne ikke ... hvordan skal jeg sige det? ... jeg kunne ikke nå dig. Jeg prøvede. Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Det var det samme med mor. Jeg ved, hun gerne ville ...
- Både Søs og jeg har flere gange hørt hende sige, at hun aldrig skulle have haft børn!
- Sikke noget sludder, Bent.
- Hun var én lang migræne ...
- Men du sender hende mange postkort. Altid når du er i Sverige ...
- Jeg holder meget af mor.
- Og hun gemmer dem troligt. I en lille papæske under et bræt i køkkengulvet. Gud ved, om de bliver penge værd en dag ...?
Flammens blik bliver mørkt. Han ser hårdt på sin far.
- Du sendte mig til Tyskland, lige da helvedet brød løs!
- Et eller andet måtte jeg gøre. Din uregerlighed, Bent, den var meget ødelæggende. Men nå, det er lige meget nu. Nu er du jo en helt, ikke?
Faren rejser sig, går over til et lille bord med en skuffe. Han trækker den ud og fisker en cigar op.
Han klipper spidsen af den, og Flammen synes et øjeblik, at han også ser en revolver i skuffen. Faren bliver stående, mens han tænder cigaren.
- All right. Hvis du vil tale godt om mig til dine kommunist-venner, og hvis du lover ikke at skyde Hoffmann her på hotellet, så skal jeg fortælle dig, hvad jeg ved.
Han ser på Flammen med sammenknebne øjne gennem røgen.
- Er det en aftale?
Flammen nikker, og faren sætter sig.
- Det er rigtigt, at Hoffmann kommer her. Med konen og børnene. Andre gange med sine elskerinder.
- Ved du, hvilken bil han kører i som privatperson?
- Altid forskellige biler. Han har som regel flere livvagter med.
Flammen stiller glasset.
- Fortæl!
- Jeg kan ikke sige, hvornår han kommer. Han kommer altid uanmeldt. Livvagterne holder parade ved værelset, de er tæt på ham, når han spiser. De lader ham ikke ude af syne.
Han pulser på cigaren.
- Han kan komme i morgen. Han kan komme om nogle uger. Han kan for den sags skyld være på vej nu for at spise frokost.
- Kunne han det?
Faren ser på sit ur og nikker.
- Ja, det kunne han godt.
Flammen ser ud ad vinduet, nikker for sig selv.
- Du har lige lovet, at det ikke bliver her på hotellet.
Han ser på sin far.
- Jeg skal nok sørge for, at du ikke får blod på skjorten.
- Jamen, det er storartet. Så ses vi efter krigen, min dreng.
Flammen forlader restauranten. Udenfor får han ild på en cigaret, mens han lokaliserer Olympiaen. Citronen har parkeret, så det er nemt at komme væk.
I det samme ser han en støvsky rejse sig fra grusvejen. Et par biler kommer buldrende ned mod hotellet. De kører ind på den fjerne ende af parkeringspladsen. To mænd stiger ud af en stor sort Mercedes. Den ene åbner bagdøren, og ud træder selveste Hoffmann.
Flammen holder vejret og fører hånden til lommen med Browningen. Så slukker den anden bil motoren, den er bemandet med fire livvagter, som tager opstilling i en halvkreds rundt om Gestapochefen. Flammen lader pistolen glide tilbage i lommen og begynder roligt at gå hen mod Citronen.
Endnu en person stiger ud af Hoffmanns Mercedes: Ketty Selmer. Flammen er chokeret over at se hende her og i selskab med Hoffmann og hans blodhunde, men han fortsætter men en linedansers koncentration sin bane mod Olympiaen. Ketty registrerer ham kort, men lader som ingenting.
De er på vej ind, og han er på vej væk, og de nærmer sig hinanden på gruspladsen foran Birkegården. Hoffmann taler med en af sine livvagter, mens Ketty holder blikket på Flammen. Begge fortsætter komediespillet, men da de passerer hinanden, drejer både hun og han kort ansigterne. De ser på hinanden med årvågne øjne.
Flammens hjerte pumper, og da han er forbi Ketty, småløber han hen til sin bil. Hoffmann og følge går ind på hotellet, mens Flammen og Citronen drejer ud på grusvejen og kører væk.
- Nå, da da. Var det ikke Hoffmann og din lille veninde? siger Citronen syrligt.
- Kør for fanden! Vi skal ind til Nordland!
Hele vejen ind til København er Flammen tavs og indelukket. Han gider ikke tale om sin far. Vil ikke snakke om hverken Hoffmann eller Ketty Selmer. Han sidder og ruger i sædet og brænder cigaretter af med en helvedes hastighed.
Et par timer senere kører de op foran Hotel Nordland, og da Flammen skal til at stige ud, siger Citronen vredt:
- Denne gang pløkker du hende fandengaleme!
Han svarer ikke, smækker bare døren i og går over mod tyskerhotellet.