Kom nu, tænker Emma. Nu har vi været her længe nok.
Hun hører nogen tale japansk til venstre for sig, tysk til højre, spansk et sted bagved og amerikansk overalt. Et sammensurium af ivrige stemmer.
Væggene er beklædt med store tegninger af dinosaurer hele vejen rundt. Der er udstillet kopier af skeletter, der er glasmontrer med knogler og små tavler med historisk information.
Emmas far styrter omkring, fra letvægtskopien af sauropodens bagben til de mange områder af klippevæggen, hvor fossilerne ligger tæt ved siden af hinanden. Et puslespil, som ifølge forskerne vil blive til Stegosaurus, Diplodocus, Apatosaurus og mange flere, de fleste af dem planteædere.
Faren er overdrevent ivrig, næsten manisk, helt anderledes, end han plejer at være, og Lillebror farer af sted i hælene på ham.
- Se lige de tænder!
- Wa-auw.
Det er hendes far - forskeren, matematikeren - der udbryder det sidste. Han siger det i dyb beundring over de 150 millioner år gamle fossiler.
Emma ser på klokken. De har været her i tyve minutter, og farens og Lillebrors entusiasme er ikke blevet spor mindre i løbet af den tid. Det lover ikke godt.
Hun sukker.
Hun tænker, at det er flot, det er spektakulært, men det er ikke ligefrem noget, man gider stå og glo på i længere tid. Har man set det, så har man set det.
- Det giver ikke nogen mening, det dér, siger hendes mor.
- Hvad?
- At skynde på dem.
- Åh. Nej.
- Uanset hvad, så kommer det til at vare et godt stykke tid. Moren viser hende en grå folder med titel i rødt: What kind of bone is that? - Der står, at her er mere end seksten hundrede dinosaurknogler.
Bygningen over udgravningen består mest af glas, der lader den stærke ørkensol slippe igennem. Den sandstensklippe, som udgravningen er foretaget i, er gyldent orange.
Nationalparken hedder Dinosaur National Monument. I slutningen af dinosaurernes tidsalder omdannede stærke vandstrømme og forskydninger i kontinentalpladerne det tidligere næsten flade område til en labyrint af dybe flodlejer mellem lodrette sandstensvægge.
Langs bjergtoppene hakker klippesvalerne efter kokoner med sorte insekter og æder dem. Selv må svalerne prøve at undgå vandrefalkene, der når som helst kan dykke med næsten to hundrede kilometer i timen, hugge fat i en af dem og flyve bort med sit skrigende bytte.
Iiiii!
Den bygning, som Emma befinder sig i, The Quarry Visitor Center, ligger øverst på en glødende sandstensklippe. Området deroppe på toppen er ujævnt som et stykke papir, som nogen har krøllet sammen og bagefter gjort et halvhjertet forsøg på at rette ud igen.
Emma sukker igen og kigger rundt på de andre mennesker omkring sig. Det er mest midaldrende par og børnefamilier, ret få på hendes egen alder.
Jeg er for gammel, tænker hun. Næsten sytten og på tur med far, mor og Lillebror. Jeg skulle være blevet alene hjemme på basen, jeg skulle have haft Nina og de andre på besøg, jeg skulle have holdt fest.
Hun ser spejlbilledet af sig selv i en af glasmontrerne på væggen. Hun er klædt som næsten alle de andre besøgende: i shorts, T-shirt og løbesko. Nogle få stykker har jeans på, men hun gætter på, at det er fastboende eller folk fra tilsvarende ørkenområder, folk, der har lært at klæde sig på, så de holder varmen ude. Alle dem i jeans har mørkbrændte, rynkede arme.
Emma stryger en hårlok væk fra panden.
Hun har sit lange, mørke hår strammet bagud i en hestehale, men det er uregerligt og smutter tit ud af elastikken. Hun fortryder, at hun ikke fik det klippet inden ferien. Hun sveder, og det klør i hovedbunden. Samtidig får den tørre luft fra klimaanlægget hende til at fryse på arme og ben.
Hun åbner munden for at sige til sin mor, at hun ikke kan holde ud at være derinde længere, men opdager, at hun er alene. Moren er gået hen til faren og Lillebror, som peger, ler og snakker.
Emma forstår dem egentlig godt. Faren og Lillebror har drømt om det her i en evighed, om fossiler og knogler og rekonstruerede skeletter. Så lad bare dem blive ved. Selv gider hun ikke mere. Hun vil ud, selvom der er endnu varmere udenfor. Hun kan ikke holde ud at have så mange mennesker tæt omkring sig, og hun vil hellere have, at hendes krop bestemmer sig for at svede, punktum, end at den både sveder og fryser på samme tid.
Hun skynder sig ud.
Varmen er så stærk, at det næsten gør ondt i huden, men det er alligevel en lettelse. Hun trækker vandflasken op af den rummelige lomme i sine shorts og drikker, mens hun kigger sig omkring.
En grågrøn Stegosaurus i naturlig størrelse kigger på hende fra det ene hjørne af parkeringspladsen. Hun går ud af skyggen fra bygningen, ud i solen.
Og så mærker hun det for første gang.
Noget siler gennem hendes tanker, som sand siler gennem fingrene på en åben hånd.
Hvad?
Hun vender sig overrasket om, ser sig omkring. Hun når ikke at gribe det.
Hvad var det?
Men det er for sent. Sandkornene er væk, hånden er tom. Tanken, følelsen, kan ikke kaldes tilbage.
Emma rynker panden og føler pludselig ... Hun ved ikke. Det føles stærkt, men hun er ikke i stand til at sætte ord på det.
En slags tab?
Ja, måske.
At hun skulle have vidst, at hun skulle have været i stand til at holde fast. At hun er gået glip af noget vigtigt.
Begyndelsen, tænker hun, og de næste ord kommer så let, at hun et øjeblik tror, der står nogen ved siden af hende og hvisker. Det her er begyndelsen til enden.
Hun skynder sig ind i dinosaurcentret igen. Lige inden for døren stopper hun op, tøver, bliver stående.
Hun rynker panden og vender sig om, kigger ud på den asfalterede parkerings- og vendeplads. Biler og turistbusser, røde klipper og en stor Stegosaurus.
Og noget andet.
Noget, som hun har set eller hørt eller lugtet?
Men hvad?
Jeg ved det ikke.
Hvor kommer den følelse fra?
Jeg ved det ikke!
Har hun tabt noget, kan det være det? Tabt noget udenfor? Hun klapper på lommerne i sine shorts. Hun kan mærke mobilen og sin pung og vandflasken. Hun havde vist ikke andet med?
Nej.
Hun har øvet sig en hel del på at køre i den sidste tid, også på denne her tur, men det var hendes far, der kørte herud fra den nærmeste by, Vernal, og hun er sikker på, at det er ham, der har bilnøglerne.
Men følelsen af uro, af tab, slipper hende ikke. Hun trækker vejret dybt, skubber døren op og går ud i varmen igen.
Måske kan hun få øje på noget, der kan minde hende om, hvad der er galt, hvad der er smuttet fra hende, hvad hun har glemt.
Hun står på glohed asfalt, solen bager ned over hende, og skyggen er lille og kulsort omkring hendes fødder.
Hun tænker, at galt er et forkert ord. Det er ikke, fordi der er noget galt. Det er ...
Hun ser sig omkring. Der er ikke andet end biler og busser. Ingen andre mennesker. Brummen af motorer fra vejen op til udstillingsområdet, men ellers er der stille.
Det er noget, hun genkender, der er ikke noget galt.
Noget, hun genkender.
Et minde, en vished, men mere konkret om hvad? Og hvorfor får hun den følelse her, dybt inde i Dinosaur National Monument, en nationalpark i USA, hvor hun aldrig har været før?
Ælle bælle dig fortælle ...
Det er utrolig irriterende. Som om huden kribler og krabler det sted på hendes ryg, hvor hun ikke selv kan nå, og hun har ingen væg, hun kan gnubbe sig op ad, ikke noget langt, hun kan bruge til at klø sig med.
- Uh!
Hun tramper i asfalten og kigger sig hurtigt omkring, da det går op for hende, hvor barnligt det må have set ud. Men hun er stadig den eneste, der er her.
Hun skynder sig ind igen. Det giver ikke nogen mening at stå dér og gå helt op i sømmene af irritation.
Hun tænker, at det nok vil gå over, bare hun finder forældrene og Lillebror.
De er fortsat videre frem i det store rum med fossilerne i klippevæggen. Emma går hen til dem. Hendes mor kigger på hende og løfter øjenbrynene. - Hvordan går det?
- Joh. Emma prøver at virke rolig. - Men vi skal vel snart heller ikke blive her så meget længere?
- Vi har tid nok, siger faren uden at fjerne blikket fra fossilerne i klippevæggen. Han udpeger noget for Lillebror. - Se den dér, siger han. - Det er en rygplade fra en Stegosaurus. Kan du se den?
- Ja, ja. Lillebror nikker, mens han synker sit mundvand.
- Jeg er enig med Emma, siger moren. - Vi skal snart til at tænke på at køre tilbage. I er vel også ved at være sultne.
- Vi har jo lige spist frokost, siger faren.
- Det er tre timer siden. Vi spiste tidlig frokost. Og det tager også et godt stykke tid at køre tilbage igen.
- Tid, siger faren. - Her står vi midt i millioner af års historie, og så tænker I kvinder bare på timer og minutter og mad.
- Jeg er kødæder, smiler moren, - og jeg er ved at være sulten. Du må hellere passe på. Hun vifter med pegefingeren i retning af faren.
Han ser på hende og ler. Så glider hans blik tilbage til fossilerne i klippevæggen, og han siger drømmende: - Tid. Tid er noget underligt noget.
Moren ler også. Hun puffer til ham med albuen.
- Og det er, hvad forskeren har at sige? At tid er noget underligt noget?
Faren lader den ene hånd glide rundt om livet på hende og slår ud med den anden.
- Det eneste, der betyder noget, siger han med høj Romeo-under-balkonen-stemme, - er den tid Jeg er sammen med dig, min elskede.
Emma himler med øjnene. Lillebror lader, som om han stikker en finger i halsen. - Urgh.
- Hvad med børnene? spørger moren. Hun blinker til dem.
- Børnene? siger faren. - Åh, gud, er det vores? Jeg troede bare, det var nogle, der fulgte efter os for at tigge mad og slik.
- Ja, siger moren. - Det gør de også.
- Og tøj og PS3 og iPods, siger faren.
- Og pc på værelset, siger moren.
- Åh nej, har du sluppet dem indenfor i huset? Har du givet dem deres egne værelser?
- Folk kigger på os, siger Emma.
Lillebror fniser. - De forstår garanteret ikke norsk.
- Endnu værre, siger Emma. - De tror måske, at far og mor mener det seriøst.
- Altså at de er på den? sprutter Lillebror. - Sådan rigtigt!
- Ja, overvej lige det. Emma roder op i hans korte, lyse pandehår. Han ser op på hende med de klareste blå øjne i verden og smiler det bedste smil, hun ved.
Hun smiler tilbage og føler sig bedre tilpas. Næsten helt okay. Men kun næsten.
Uroen er der stadig. Hun trækker vejret lidt hurtigere, end hun plejer. Hun er sikker på, at der er sket noget vigtigt med hende.
Og den tanke, der kom ud af ingenting, står stadig ubehageligt tydelig for hende: Det her er begyndelsen, begyndelsen til enden.