- Vi holder kæft med det her, sagde sygehusets direktør, George Killian. - Så enkelt er det, vi holder vores kæft.
- Se nu optagelsen færdig.
- Du har fortalt, hvad der skete, jeg behøver ikke ...
- George. Se nu bare. Chefkirurg MacDonald pegede på pc'en på skrivebordet. - Det er anderledes, når man ser det.
Pc'ens filmprogram viste en optagelse fra et overvågningskamera. Det var fra akutafdelingen på Glenbrook Medical Center.
Der var stor aktivitet omkring sengen midt i billedet. Der var seks mennesker, alle med mundbind, kortærmede hospitalskitler og tynde handsker, der nåede helt op på overarmen.
To af personerne var mænd. De stod på hver sin side af sengen og lænede sig ind over den person, der lå i den.
Der var meget blod.
- Vi kan godt springe lidt frem, sagde MacDonald. Han trak markøren under filmen mod højre. - Sådan. Nu kommer det snart.
Nu var alt stille på skærmen, der var ikke noget, der bevægede sig. Killian blev rastløs. - Men der sker jo ikke noget ... Han rykkede to skridt baglæns. - Shit!
MacDonald smilede træt. - Det kan du sige. Han lænede sig frem og satte filmen på pause. -Vil du stadigvæk tie stille om det? Du er godt klar over, hvor store konsekvenser det kan få, hvis ...
- Er du da gal, sagde Killian, Han rystede på hovedet uden at flytte blikket fra skærmen med det fastfrosne billede. - Ikke et ord. Ikke til nogen som helst! Jeg mener det virkelig, ikke til en eneste, Mac.
- George ...
- Det er fandengaleme det værste, jeg nogensinde har set. Kan du forestille dig, hvordan det vil virke på en jury?
- George, prøv lige at høre, hvad jeg siger. Vi kan ikke ...
Killian vendte brat hovedet om mod MacDonald. - Vi kan, og vi skal! Forstår du det? Vi har ikke noget valg.
- Men tænk på, hvad der kan ske. Vi bryder, guderne må vide hvor mange love og regler.
- Hvor længe har vi to kendt hinanden?
- Hvad?
- Toogtyve år, Mac. Vi har kendt hinanden i toogtyve år, og alligevel stoler du ikke på mig.
- Det er ikke, fordi jeg ikke stoler på dig, det er ...
- Så hør på mig for en gangs skyld, gør, hvad jeg siger. Killian greb fat i MacDonalds underarm. - Det her må aldrig slippe ud. Heller ikke til pigen selv. Især ikke til pigen! For min og din skyld, Mac. For hospitalets skyld. Aldrig!
H.S. Thomas så frem til at komme hen på sit hotelværelse.
Han trængte til et brusebad. Og han glædede sig til at være alene efter at have siddet skulder ved skulder med andre mennesker i sammenlagt atten timer.
Det irriterede ham, at han ikke vidste, hvorfor han var i Salt Lake City, hvad der ventede ham. Hans bror havde ringet og bedt ham om at komme. Jeg har brug for dine talenter, havde han sagt uden at forklare sig nærmere.
Sætningen var urovækkende.
Hvad vidste hans bror om hans "talenter"?
Havde Olav Haakon virkelig fundet ud af, hvad han arbejdede med? Han burde ikke have kontakterne til det, han burde ikke have mulighed for at finde ud af den slags.
Medmindre der var sket en fejl. Hvis nogen af de få, der vidste noget, havde sagt noget forkert til de forkerte mennesker på et forkert tidspunkt. Eller et dokument var blevet lækket.
Der var kun ganske få dokumenter i H.S. Thomas' personalemappe, men alles tilværelse, selv hans, kunne kortlægges, hvis nogen virkelig satte energi ind på det. Og hvis det var lykkedes for hans bror, den naive forsker, at finde ud af noget, kunne det ikke være særlig svært.
Pokkers!
Hele situationen gjorde H.S. Thomas irriteret og rastløs.
Han fulgte strømmen af passagerer ud af flyet, ind i terminalen og hen mod bagageudleveringen. Mens han gik, trak han mobilen op af inderlommen på sin jakke. Han tændte den, tastede PIN-koden ind uden at kigge og lagde den tilbage igen.
Som regel rejste han bare med en kuffert, der var lille nok til at gå som håndbagage, så han slap for at vente ved rullebåndet sammen med alle de andre. Men i USA blev det betragtet som mistænkeligt at ankomme til landet uden indtjekket bagage. Det førte som regel til, at man blev undersøgt ekstra både i sikkerhedskontrollen og i tolden.
Han havde pakket en ekstra kuffert for et syns skyld, havde smidt noget tøj i den, som han formentlig ikke ville få brug for, nogle bøger, som han kunne læse, hvis han fik tid, og en sovepose, som faktisk kunne vise sig at blive nyttig.
Kufferten var grå og anonym, men han havde sat et lille gult klistermærke - en smiley - fast på den oppe ved håndtaget, så den var let at finde, hvis man vidste, hvad man kiggede efter.
Han tog den fra båndet og gik ud.
Han fandt en taxi og bad om at blive kørt til Holiday Inn på West North Temple Street.
H.S. Thomas tog mobilen frem og tjekkede, om han havde fået nogen beskeder eller opringninger, mens han sad på flyet.
Det havde han.
Der havde været en masse opringninger fra hans brors nummer. Først med ti minutters mellemrum, så en gang i timen de sidste fire timer.
Hvad fanden?
Var der sket noget? Var planen ændret?
Ikke at han vidste, hvad planen gik ud på. Hans bror havde nægtet at sige noget om det i telefonen.
- Det er vigtigt, havde han sagt. - Ellers havde jeg ikke bedt dig om det. Det ved du. Jeg fortæller dig det hele, når vi mødes.
- Skal jeg flyve den halve klode ...
- Kom nu bare, okay? Det er første gang, jeg beder dig om noget, Harald Sigurd. Kom nu bare. Og så med en mere dæmpet stemme, der dirrede let: - Jeg har brug for dine talenter.
Og her er jeg så, tænkte H.S. Thomas. Med mine talenter. Som han ikke burde vide noget om.
De to havde aldrig haft noget nært søskendeforhold. Aldersforskellen på ti år var for stor til, at de havde leget ret meget sammen som børn, og deres forhold var blevet endnu mere perifert, da de blev voksne - mest på grund af deres fundamentalt forskellige syn på livet.
Mens hans storebror var blevet forsker og gerne talte højt og længe om betydningen af at tænke på de kommende generationer, foretrak H.S. Thomas at leve sit liv uden særlig tanke for andre.
Han markerede brorens mobilnummer og trykkede på knappen med det grønne telefonrør.
Den mandsstemme, der efter to ring svarede på engelsk, var ikke brorens: -Yes, hello?
- Hvem taler jeg med? H.S. Thomas rettede sig vagtsomt op i sædet.
- Ah, sagde manden i den anden ende. - Mister Thomas, is it?
- Ja, og du taler i min brors mobiltelefon.
- Din bror? Yes, yes. Uhm, jeg er bange for, at jeg har dårlige nyheder, sir. Vi har prøvet at ringe i flere timer.
- Hvem taler jeg med?
- Oh, sorry. Der var ægte beklagelse i stemmen. Manden identificerede sig som politibetjent Stillwater ved Vernal City Police Department, Utah. Fire timer øst for Salt Lake City, sir. Han holdt en pause for at trække vejret, inden han fortsatte med mere kontrol over stemmen. Han gentog: Jeg er bange for, at jeg har dårlige nyheder, og så kom det.
H.S. Thomas lyttede først i stilhed, så hviskede han: - Men de andre...? Alle sammen...? Nej? Ikke dem alle sammen? Men du sagde ...
Han lyttede igen.
Stillwater forklarede det en gang til, langsommere: - Men din niece lever, sir, din niece lever.
- Min niece lever?
- Yes, sir. Eller... Jeg gik ud fra, at hun var din niece. Hun har sit studiekort på sig. Emma Thomas, står der.
- Det var fandens, sagde H.S. Thomas forbløffet. - Emma Thomas lever?
Emma vågnede og forstod, at hun ikke havde sovet, ikke nogen almindelig søvn i hvert fald.
Hun åbnede øjnene. Der var gråhvidt rundt omkring hende, tåget. Hun blinkede, men det hjalp ikke.
Det gjorde ondt i halsen, hendes mund var tør. Hun havde ikke lyst til at være vågen. Hun ville helst have lukket øjnene og sovet igen, sovet rigtigt.
Hun prøvede. Hun lukkede øjnene. Hun lå stille. Først fordi hun ville, så fordi hun ikke kunne andet.
Der var noget, der stak, kløede og irriterede, omme bag i hovedet, næsten omme i nakken. Det bevægede sig. Det gled. Smøg sig igennem hende og efterlod et glat, iskoldt spor.
Det var en lyd, en vished, en hvisken: Du kan ikke bevæge dig. Du kan ikke bevæge dig. Du kan ikke bevæge dig.
Pludselig voksede panikken i hende.
Det føltes, som om hun ikke kunne få vejret, som om hun var ved at drukne. Hun ville synke, men kunne ikke. Hun ville sparke fra sig og søge opad, opad, men hun kunne, ikke.
Hun åbnede atter øjnene og forsøgte at se. Alt var stadig gråhvidt, som om hun lå inde i en sky.
Hun blinkede flere gange. Det lykkedes hende at fokusere, men det gråhvide forsvandt ikke, det blev bare endnu skarpere, klarere. Det pakkede sig tæt omkring hende, lagde sig ind til hende, pressede sig ned over hendes ansigt og mund.
Hun ville skrige, hun ville råbe om hjælp, skubbe det væk, men hun kunne stadig ikke bevæge sig - ikke munden, ikke kæben, ikke hænderne, ikke benene.
Jeg dør, tænkte hun.
Men ingenting forandrede sig. Det samme gråhvide, det samme kvælende tryk mod ansigtet, den samme lammelse i kroppen og den samme panik i halsen. Det var der, hele tiden.
Hun lå i noget, der virkede som en evighed.
Hun døde ikke, så ville det være blevet værre og værre, hvis det ellers var muligt, og pludselig ville det have været overstået, og alt ville være blevet sort, eller hvad det nu bliver, når man dør.
Men hvad hvis...
Hvad hvis hun nu var død?
Hvad hvis det var sådan, døden var? Ikke sort og bevidstløs, men gråhvid og klaustrofobisk, en evighed med ingenting.
Jeg er død, tænkte hun, og tanken var skræmmende logisk.
Men hvordan døde jeg?
Hun huskede det ikke. De havde været glade på dinosaurcentret, alt havde været godt. Så ... ingenting.
Kunne hun virkelig være død, hvis hun ikke kunne huske det? I så fald måtte det være sket lige pludselig.
Til stede, smilende, glad, levende, og så var hun væk med et fingerknips, uden tid til at tænke.
Det kan ikke passe.
Hun var ved at sprænges. Hvis bare hun havde kunnet bevæge sig!
Det kan ikke være rigtigt Tag det nu roligt.
Måske var det bare en drøm. Eller måske havde hun drømt og var på vej ud af drømmen nu. Var der ikke noget med, at man altid drømte, når man sov?
Men hun havde ikke sovet!
Hun ville have vidst det, hvis hun havde sovet.
Voshh!
Et ryk og en lyd og et lys.
Hun ville vende hovedet væk, men lå ubevægelig.
Det gråhvide forsvandt. Og lys, lys! Hendes hjerne skreg. Det gnistrede hen over hendes hud, det kunne hun mærke, selvom hun ikke kunne mærke noget som helst andet mod kroppen.
-... breathing.
En bevægelse mod hendes pande, øjnene. Det var godt, det føltes friskt. Det var luft, der strøg hen over hende. Hun fik lyst til at le. Det betød ... det måtte betyde!
-... you hear me?
Så var der noget, der skyggede for lyset, noget mørkt og truende. Med fingre! Det var en hånd, en stor og stærk hånd. Hun mærkede varmen fra den og bevægelsen.
Lad være, lad være med at røre ved mig!
Men det gjorde den. Den kom helt tæt på hendes ansigt, og den tog fat i hende, det rykkede i hendes hoved.
- It's for your breathing, sagde en dyb, venlig stemme. - But you don't need it now.
Det kvælende pres mod ansigtet forsvandt. Hånden fjernede noget stort med bløde, buede former. Dele af genstanden var halvt gennemsigtige.
En iltmaske. Hun vidste det, uden at hun behøvede tænke.
Hun levede!
Masken forsvandt ud af hendes synsfelt. Et ansigt kom ind i det i stedet for. Solbrunt og rynket, med grå, bekymrede øjne.
- How do you feel?
Tyk amerikansk accent. Hun var stadig i USA.
Utah. Hun havde set dinosaurerne!
- Du må være tørstig, sagde ansigtet.
- Uhmm.
Først sekundet efter gik det op for Emma, at hun havde nikket. Den første bevægelse, efter at hun var kommet til sig selv.
Hun prøvede at bevæge hovedet igen. Det kunne godt lade sig gøre. Hun drejede det mod venstre, kiggede sig omkring. Et gråhvidt forhæng. Det var det, hun havde set på tidligere. Det var det, manden havde trukket til side, og nu stod han i åbningen med lyset i ryggen, det strømmede ind rundt om ham.
Hun kunne ikke se ret meget af det rum, hun befandt sig i. Hun kunne ane lyde, og hun mente, der gled skygger forbi bag forhænget, men hun var ikke sikker.
Det susede i hendes hoved og ører, og hun havde svært ved at forstå, hvad manden foran hende sagde, men han måtte være læge, og det måtte være et sygehus.
Hvad var der sket?
Han rakte hånden frem mod hende, han holdt et glas i den. - Drik lidt vand, sagde han.
Han holdt glasset mod hendes underlæbe. Hun åbnede munden alt, hvad hun kunne, men det var ikke nok. Måske gabte hun slet ikke op, for der kom ikke noget vand ind. Men hun mærkede læberne og hagen blive våde, og bare det føltes godt.
- Så, så, sagde han. - Åbn munden.
Men jeg kan ikke.
- Kom nu, sagde lægen.
Giv mig tid!
- Ja, det var godt, sagde han, og hun blev forbavset; hun vidste slet ikke, at hun havde prøvet at åbne munden.
Hun fik ikke ret meget vand. Tungen blev fugtet, og smerterne i hendes hals blev dæmpet, som når man smører en god, kølig creme på tør hud - men det var alt. Han lod hende ikke drikke alt, hvad hun havde lyst til.
- Forsigtig, sagde han. - Du kan få kvalme af det.
Hun prøvede at hoste og mærkede efter. Hun søgte ud i sig selv for at mærke, om der var noget galt, men kroppen gav ikke nogen tilbagemeldinger. Den var stille, svag, pakket ind i vat.
Hun spurgte, om hun var blevet lammet, hviskede hæst.
Lægen rynkede igen brynene, mens han hurtigt smilede og forsikrede hende om, at nej, det var hun ikke, men hendes krop havde fået en forfærdelig omgang knubs.
- Men hvorfor? hviskede Emma. - Hvad er der sket?
- Senere, sagde lægen. - Vi taler om det senere. Nu skal du bare hvile dig.
- Men mor? sagde hun. - Og far? Hvor er min familie henne?
Lægen svarede ikke.
Han tog en sprøjte fra et bord ved sengen. Han holdt den op og knipsede let på den, trykkede nogle dråber ud.
- Please, hviskede Emma. Men hun var så træt, så træt.
- Du skal hvile dig, sagde han.
- Nej, please ...
Han smilede til hende som til et barn, der ikke vil sit eget bedste.
Jeg er sytten, tænkte hun. Er det ikke det, jeg er, næsten sytten?
Der hang en pose med intravenøs væske i et stativ ved sengen. En tynd slange gik fra posen ind i Emmas hånd.
Lægen koblede slangen af, stak spidsen af sprøjten ind i den venflon, der sad på hendes hånd, og tømte sprøjten.
- Min familie? hviskede Emma.
Han svarede ikke.
Det sidste, hun så, var hans ansigt, mørkt og sammenbidt og dystert.
Næste gang Emma vågnede, sad Lillebror ved hendes seng.
Han så på hende, og hun lurede lidt på, hvor længe han havde været der, om han havde siddet der hele tiden, mens hun havde været bevidstløs, med blikket rettet mod hendes ansigt på jagt efter det mindste tegn på, at hun var ved at vågne.
Jeg er her, tænkte hun. Jeg forlader dig ikke.
Hun prøvede at smile til ham, men mærkede det samme pres mod munden og næseryggen som sidst. De havde givet hende iltmasken på igen. Hun orkede ikke at løfte hånden for at tage den af.
Emma rystede svagt på hovedet og håbede, at Lillebror ville forstå det. Jeg vil ikke have masken på.
Han gjorde ingenting.
Kan du ikke hjælpe mig med at tage den af?
Han kaldte heller ikke på en læge eller en sygeplejerske. Han så bare på hende med store, triste øjne.
Jeg må være mere syg, end jeg troede, tænkte Emma, og tanken forekom hende morsom, hun fik lyst til at le, det var absurd.
Hun ville række hånden ud og røre ved ham, trøste ham, men verden begyndte at flakke for hendes blik.
Lillebror blev utydelig, og hun kunne ikke bringe ham tilbage i fokus.
Hun tænkte nej, nej, men det var umuligt at stoppe det. Hun blev trukket ind i mørket, lukket inde. I nogle sekunder bankede hun mentalt på den massive væg, der lukkede sig foran hende, men så orkede hun ikke mere.
Hun overgav sig og blev belønnet med en enorm, sort lettelse, en tilladelse til ikke at tage sig af nogen verdens ting.
- Vi har bilen heromme bagved, sagde betjent Gubler.
- Det, der er tilbage af den. Vi tænkte, at det var bedst at vente med at køre den på skrotpladsen, til nogen fra familien havde været forbi. Man ved aldrig. Nogle gange vil folk gerne beholde noget.
Gubler tyggede skrå. Der sad noget brunt i hans mundvige. Han spyttede i blomsterbedet.
H.S. Thomas og Gubler stod uden for Vernal politis hovedkvarter. Det lå i den østlige ende af Main Street, fem minutter fra sygehuset.
Bygningen var lav og langstrakt.
Gubler viste vej ind på parkeringspladsen, hvor politibilerne stod tæt, gik rundt om hushjørnet og ind på endnu en parkeringsplads, hvor han standsede i det bageste hjørne, der var afskærmet fra husene bagved med høje træer.
Bilen var dækket af en grøn presenning og var næsten usynlig mod træerne. Gubler trak presenningen af, og der stod vraget, sammenpresset, til dels med indersiden udad, som et monument over, hvor brutal verden kunne være.
Detene sekund trækker du vejret, tænkte H.S. Thomas. Så ... ingenting.
- Det var bare så satans underligt, hvis du vil undskylde min sprogbrug. Gubler tog hatten af og førte underarmen hen over panden, inden han tog den på igen, - De kørte bare af vejen og lige ind i en stor sten. På en fin, jævn strækning. Frontalt mod stenen for at sige det på den måde, og du kan jo selv se, det var ikke småting, der skete.
Han nikkede hen mod bilens forende, en uigenkendelig masse af forvredet metal. H.S. Thomas kunne ikke se noget, der lignede en kølerhjelm, den var sikkert blevet flået af. Hele bilen var trykket sammen, den var mindst en meter kortere end før ulykken.
Nej, mere. Han studerede vraget. Den er kun halvdelen af den oprindelige længde.
- Bremsespor?
- Nej. Ikke noget som helst. Det er det, der er så fandens mærkeligt. Det ser ud, som om de kørte af vejen og lige ind i den der forbandet store sten uden så meget som at prøve at dreje udenom.
- I har tænkt på, om det var selvmord?
- Jo-o. Det har vi. Men det passer heller ikke rigtig. En fyr som din bror - det var ham, der kørte - kendt forsker på ferietur med familien. Radioen var tændt, eller anlægget i hvert fald. De hørte en lydbog. En af de unge fyre her på stationen sagde, at den var sjov. Vi skar afspilleren op.
Gubler spyttede igen brun tobakssovs ud. Splat, ned på asfalten. - Nej, sagde han, - der er ikke noget typisk selvmordspilot over det her.
- Måske fik han et ildebefindende?
- Ikke ifølge lægen. Han undersøgte ham. Fandt ikke noget. Nej, det er sgu underligt, ja. En mand som din bror. De har også ringet flere gange fra hans arbejde. Myndighederne. Det må være forsvaret, ikke sandt?
H.S. Thomas svarede ikke.
- Nå, sagde Gubler og tyggede. - Jeg tænkte, at jeg ville vise dig det her ... Han bøjede sig ned over vraget, rakte frem og rørte ved resterne af det, der engang havde været ryggen på det ene forsæde. - Hvis du kigger her, ser du det, der er rigtig underligt. Vi fik en fyr fra brandvæsenet herover. Han er ekspert i den slags ting, og han tog et kig på det og sagde, at det her ... Gubler klappede på resten af ryglænet. - Hvis man kigger godt efter, sagde fyren, så kan man se, at metallet er vredet fremad. Den forkerte vej. Der er kommet et tryk fra den forkerte retning. Næsten så man skulle tro, der var blevet sprængt en bombe på bagsædet. Der er bare ikke nogen tekniske beviser for det. Ingen rester af sprængstof eller brandmærker eller noget. Men han syntes alligevel, det så sådan ud. Som en bombe på bagsædet. Vi fandt pigen uden for bilen, hun var blevet slynget ud. Du kan se dér ... Gubler pegede. - Døren er blevet revet af.
- Men I har ikke fundet noget, der underbygger det med bomben?
- Nej, nej. Kun det bøjede metal.
- For mig ser det ud, som om der har været tryk i alle mulige retninger.
- Ja, det kan du jo godt sige. Man han er altså prof, ham fyren fra brandvæsenet.
- Går I videre med sagen?
- Nej, nej. Vi har jo ikke noget at gå videre med. Jeg siger bare, at det er fandens underligt. Betjent Gubler hev op i revolverbæltet. - Nå. Vi kan ikke gøre mere ved det. Vi har allerede lagt sagen til side. Jeg siger bare, at ... Det er fandegaleme underligt.
Tredje gang Emma vågnede, stod onkel Harry og Lillebror sammen ved hendes seng, og onkel Harry stirrede på hende med et underlig intenst blik, ikke sørgmodigt og trøstende som Lillebrors.
Hvad er der galt? tænkte Emma. Hvad har jeg nu gjort?
Hun havde lyst til at forsvinde ind i mørket igen, virkeligheden føltes ikke som et sted, hvor hun havde lyst til at være, men hun var ikke i stand til at gøre det.
Hun var vågen. Verden var ikke længere ulden og vag.
- Hej, sagde onkel Harry.
Han smilede ikke.
- Hej, hviskede Emma.
Hendes læber var tørre. Mundhulen endnu mere. Men hun havde ikke iltmasken på, og det måtte betyde, at hun havde fået det bedre.
Onkel Harry skiftede stilling. Han virkede utålmodig. Han stod ved fodenden af sengen, han kom ikke nærmere.
Hvad er der galt? tænkte Emma igen.
Hun havde aldrig forstået onkel Harry, men nu var han underlig, selv af ham at være.
Onkel Harry så ikke ud som en onkel Harry. Det havde han aldrig gjort. Han var høj og mørk og solbrændt. Han var slank om livet og bred over skuldrene.
Han var meget yngre end Emmas far. Ung nok til, at Nina, en af hendes veninder på basen i Nevada, havde fløjtet, da hun så et billede af ham. Hold da op, hvem er det? Og da hun fik at vide, at det var Emmas onkel, havde hun fniset og sagt: - Tænk at blive kysset godnat af ham.
- He-ej, havde Emma protesteret. - Hold lige op med det der.
Men hun havde godt selv kunnet se det. Selvom onkel Harry kunne være temmelig fjern og arrogant.
Det var det arrogante blik, han sendte hende nu, og hun kunne ikke forstå det. Hun var på sygehuset, og det var synd for hende! Og bortset fra det: Hvorfor var han der egentlig, sammen med Lillebror? Hvor var hendes mor og far?
Hun spurgte.
- Hvad med mor? sagde hun. - Og far?
Onkel Harry kiggede væk.
Lillebror kom hen ved siden af sengen, satte sig på stolen ved hovedenden, alleryderst, med hænderne samlet i skødet, underligt passiv. Som om han ville trøste hende, men ikke vidste hvordan. Han sagde ikke noget.
Det hele var forkert. Frygtelig forkert.
Der var sket en ulykke, et eller andet, som havde efterladt hende totalt mørbanket, og hendes forældre var der ikke, og der var ingen, der ville fortælle hende noget.
Og onkel Harry!
Han dukkede aldrig op, medmindre der var noget specielt på færde: konfirmation eller fødselsdag eller en eller andens begravelse.
- E-er de døde?
Hans blik gled tilbage mod hendes ansigt, men hun kunne ikke se noget i hans øjne.
- Du, sagde han. - Jeg ...
- Er min far og mor døde?
- Ja, sagde han.
- Nej, sagde hun.
- Jo. Han nikkede. - De er her ikke mere, sådan er det.
Emma trak vejret dybt og mærkede det hele gå i opløsning. Det var, som om en eller anden havde fundet den ene tråd, den ene nerve, som holdt sammen på hende, og nu rykkede i den, først forsigtigt.
Det kan ikke være sandt, det kan det ikke!
Men så blev der trukket hårdt i tråden, med en jævn, glidende bevægelse, og alt inden i hende faldt sammen, og hun vidste, at det alligevel var sandt.
En tiendedel sekund var der et billede i hendes hoved fra et tv-program, hun engang havde set, en dokumentar fra et afrikansk land. En mand havde hængt en gris op i et træ. Den var død, for den bevægede sig ikke. Så stak manden en kniv dybt ind i grisens mave og trak den nedad. Indvoldene væltede ud over den arm, der førte kniven, og ned på jorden. De dampede, de var våde.
Og det var sådan, Emma følte sig, livløs og tømt, da hun forstod, at hendes far og mor var døde.
Harry - H.S. Thomas - kiggede på pigen i sengen og var overrasket over, hvor ægte hendes sorg virkede.
Hendes ansigt fortrak sig, blev til en maske af stramme og forpinte træk. Det mindede ham om en af dæmonfigurerne på Notre Dame-kirken i Paris, en af gargoylerne.
Hun løftede hænderne og pressede håndfladerne mod hovedet. En lyd tvang sig vej ud mellem hendes læber. Først et stemt og dirrende nnnnnn, så ændrede det sig og blev til ordet nej, gentaget gang efter gang: nnnejnejnejnejnej.
Han fik lyst til at gå hen og røre ved hende, men stak hænderne i lommen og så væk.
Han hørte hende krumme sig sammen. Dynen raslede. Plasticslangen med intravenøs væske slog mod stativet.
Hun hev efter vejret, og han blev bekymret for, at hun skulle råbe eller begynde at græde så højt, at der kom nogen for at tjekke, og de ville se ham stå dér uden at gøre noget, uden at trøste.
Det ville virke mærkeligt, det ville vække opmærksomhed. Dem, der kom til at se det, ville kunne huske det.
Emma lå på enestue nu, hun var ikke længere på intensivafdelingen. Men døren stod åben, og der passerede mennesker forbi ude på gangen, både hospitalspersonale, patienter og besøgende.
Harry gik hen og lukkede forsigtigt døren. Så gik han tilbage til sengen.
Han så på Emma.
Hun lå i fosterstilling med knæene og håndfladerne presset mod brystet. Slangen med væske var strakt så langt ud, den kunne komme. Han håbede ikke, hun kom til at rive den ud og begyndte at bløde. Så ville han blive nødt til at tilkalde nogen.
Han så hendes ansigt i profil. Det var fortrukket og hektisk rødt. Fugtige øjenvipper, vådt ned ad kinderne, overlæben krængede sig opad.
Endnu en gang studsede han over, hvor ægte hendes sorg så ud til at være. Mærkeligt.
Er hun skør? tænkte han. Hun må da være klar over, at jeg ved det? Hun kan da ikke regne med at slippe godt fra det her?
Emma græd ikke mere efter den første dag, hun havde fået besked om sine forældres død.
Lillebror kom tit på besøg. Han sagde aldrig noget. De sad sammen og så dårlige tv-serier, læste eller lavede ingenting.
Emma håbede, at han fandt trøst i det. Hun var ikke sikker på, om hun selv gjorde. Efter den første dag, den med tårer, havde hun prøvet at holde tankerne og visheden på afstand. Hun prøvede at leve fra åndedrag til åndedrag, fra bevægelse til bevægelse.
Aldrig længere, aldrig mere end det.
Men hun klarede det ikke særlig godt, det gik hele tiden galt. Der var så meget, der ville blive forandret, og hun kunne ikke spærre for tankerne i sit hoved: Hvad skulle der ske med dem nu? Hvor skulle de bo? Og hvad var det egentlig for noget med Lillebror?
Ingen af lægerne eller sygeplejerskerne kommenterede hans tavshed. Emma gik ud fra, at tanken var at lade det gå over af sig selv, at Lillebror skulle have lov til at føle sig så "normal" som muligt.
Ikke nogen ekstra opmærksomhed.
Så hun sagde heller ikke selv noget om det.
Chokket, tænkte hun. På en måde har han det sikkert værre end mig. Han er så lille, chokket må være megetstørre for ham. Pludselig er der ikke længere nogen far og mor. Og hans storesøster har ligget i koma i dagevis.
Lillebror havde heldigvis ingen fysiske skader. Selv havde hun brækket begge ben foruden fire ribben og havde fået en kraftig hjernerystelse. Hun var blevet syet med i alt femten sting forskellige steder i baghovedet, og der var næsten ikke en centimeter på kroppen, der ikke var misfarvet af slag og stød.
Hun havde et langt ar syet med knudrede sting på venstre side af brystkassen. De havde åbnet hende og syet hende sammen igen.
De havde ikke givet hende noget spejl, og hun spurgte heller ikke efter det. Hun følte med fingerspidserne og vidste, at det stod skidt til med hendes ansigt. Der var ikke nogen idé i ligefrem at glo på det. Hun var deprimeret nok i forvejen.
- Hej, op med hovedet. Du har været heldig, sagde den læge, som hun havde set første gang, hun vågnede, ham med det læderbrune ansigt og de buskede, grå øjenbryn.
Han var chefkirurg og kiggede ind til hende med jævne mellemrum. Han hed MacDonald, var stilfærdig og beroligende at være sammen med, med smilerynker og runde, venlige øjne.
- Du har været fantastisk heldig, sagde han, - oven i alt det dårlige, der er sket. Det er et under, at du stadig lever. Tro mig.
Med onkel Harry var det lige modsat. De gange han kom på besøg, virkede han kølig og fjern, som om han i virkeligheden ikke havde tid til at være der.
Det eneste, der så ud til at interessere ham, var, om hun kunne huske noget om, hvad der egentlig var sket.
Han har mistet sin bror, tænkte Emma. Han sørger også. Det er ikke så underligt, at han spørger.
- Det ved jeg ikke, havde hun svaret. - Jeg ville ønske, jeg kunne huske ulykken, så jeg kunne fortælle dig om den, men det kan jeg ikke. Det er ikke engang sort, der er bare ... ingenting. Tomt.
- Tomt? Noget må du vel kunne huske.
- Der er ingenting. Forstår du det? Jeg har fået at vide, at der skete en bilulykke, men ... den findes ikke i mit hoved. Det er, som om jeg overhovedet ikke har været der.
- Jaså.
- Ja.
- Som om du ikke var der?
- Mmm.
- Det er interessant.
- Øh?
- Glem det.
Emma tænkte på, om det var hendes manglende evne til at huske ulykken, der fik ham til at opføre sig så afvisende over for hende. Var han irriteret over, at hun ikke kunne huske noget, over at hun ikke kunne give ham de svar, han ville have?
Ville han blive ved med at være på den måde? Hvordan skulle det så gå, hvis det var ham, der skulle have ansvaret for dem? Der var stadig et år, til hun fyldte atten og blev myndig.
Sidste gang han var der, havde hun spurgt ham direkte - om Norge, om hvornår de skulle hjem, hvor de skulle bo, hvordan de skulle ordne det hele.
Hun vidste, at penge ikke var noget problem, men hvem skulle tage sig af dem? Skulle han, onkel Harry, som altid havde holdt sig på afstand?
- Vi bliver her, sagde han.
- Hvad? sagde hun.
Hun sad halvt op i sengen med de gipsklædte ben som hvide træstammer foran sig.
- Vi bliver her, sagde han. - Indtil videre.
- I USA?
- Her. I Vernal.
- Men ... hvad skal vi lave her?
- Jeg har forskellige ting, jeg er nødt til at tage mig af. Vi bliver her et stykke tid. Jeg har købt et hus.
- Købt et hus?
Han trak på skuldrene. - Huse er billige lige nu. Finanskrisen og alt det dér. Det er bedre at eje end at leje. God investering på længere sigt. Priserne skal nok bevæge sig opad igen.
- Men skal vi blive her så længe?
- Jeg har begravet dem, sagde onkel Harry.
- Hvad?
- Jeg har begravet dem på kirkegården, her i Vernal.
- Nej!
- Jeg blev nødt til at træffe en beslutning. Familiegravstedet kan lige så godt ligge her.
- Men hvad med Norge ...?
- Jeg kommer ikke ret tit til Norge længere. Og jeg kan godt lide Vernal. Jeg kan lide Utah og Nevada. Her er stort og åbent.
- Men jeg ... vi. Emma gjorde en rådvild bevægelse hen mod Lillebror. - Vi er nordmænd. Det er du også.
- Det her er ikke for evigt, sagde onkel Harry. - Men lige nu er det sådan. Og USA er et godt land at være nordmand i. Rig nordmand. Han smilede glædesløst.
- Men ... begyndte Emma igen.
- Hvor længe har du boet i Staterne? afbrød han.
- Hvor længe? Hun måtte tænke efter. - Snart tre år, tror jeg.
- Og hvorfor det?
- Altså, på grund af min fars arbejde.
- Og hvor arbejdede han?
- I Nevada. Du ved jo godt...
- Så har du boet i Nevada-ørkenen i tre år, du taler flydende amerikansk, og du har helt sikkert mange venner her i Staterne. Hvad vil du tilbage til Norge for?
- Familie, hviskede Emma. - Folk ... og sådan.
- Familie? Jeg er den eneste voksne slægtning, du har tilbage. Dem, du har i Norge, er så langt ude, at du dårligt nok har mødt dem. Der er sikkert nogle grandkusiner eller et eller andet. Ikke nogen, du kender. Har du tænkt dig at flytte ind hos dem?
- Det var ikke det, jeg mente.
- Vi bliver her, sagde onkel Harry. - Jeg har under alle omstændigheder nogle ting, jeg skal have gjort.
Han rejste sig og gik uden at sige farvel.
Emma lå tilbage i sengen med en dirrende stilhed inden i sig. Hendes hænder lå slapt ned langs kroppen, men fingrene arbejdede. Hun pillede ved lagnet, trak nervøst i det.
De skulle bo i Vernal, i Utah, i USA. Sammen med onkel Harry.
Men han kan ikke lide mig. Han gør det, fordi han er nødt til det Han hænger på mig, og han har ikke noget valg.
Kunne det virkelig være, fordi hun ikke kunne huske noget? Nej, det troede hun ikke. Der måtte være noget mere, noget vigtigt, men hun fattede ikke hvad.
Det eneste, hun havde gjort, var jo at overleve.
H.S. Thomas ringede fra mønttelefonen i indkøbscentret. Da en stemme svarede Ja? sagde han: - Det er Harry. Ring til mig på det her nummer.
Han lagde på.
Ti sekunder senere ringede telefonen.
Han tog den. - Ja?
- Hvilket nummer har jeg ringet til?
- En telefon i Trondheim, sagde Harry.
- Rosenborg styrer.
- De gør faen, gør de.
- Du kunne godt have fortalt det, sagde stemmen i den anden ende, - inden du rejste ind i USA under dit eget navn.
- Det er et privat ærinde, Higgins. Hvordan står det til i Vauxhall Cross?
- Vi har allerede haft amerikanerne på nakken. De ringede direkte til C. Det var han ikke særlig glad for. De vil gerne vide, hvad du laver. Ikke noget for os, sagde C. Men han er bange for, at det alligevel falder tilbage på os, hvis du finder på et eller andet djævelskab.
- Jeg har brug for hjælp.
- Du sagde privat ærinde.
- Privat, og problematisk.
- Du ved lige så godt som jeg, at det britiske efterretningsvæsen ikke kan træde amerikanerne alt for meget over tæerne.
- I skylder mig en hel del. Efter alt det lort, jeg har lavet for jer.
- Ikke engang for din skyld, Harry. Især ikke for din skyld. Vi kan ikke støtte en freelancer, der er ude i et privat ærinde. Ikke i Staterne.
- Hvad kan du så gøre for mig?
- Officielt ingenting.
- Og uofficielt?
- Våben, der ikke kan spores. Info, som jeg kan skaffe fra andre end amerikanerne. Kontakter, til en vis grad.
- Jeg har brug for at få så meget som muligt at vide om Olav Haakon Thomas.
- Undskyld?
- Olav Haakon Thomas.
- Din bror? Forskeren?
- Ja. Han er død. En mistænkelig bilulykke uden for Vernal i Utah.
- Det var pokkers.
- Ja.
- Jeg beklager, Harry, jeg ...
- I de senere år har han arbejdet for amerikanerne på en base i Nevada, den ved Groom Lake. Jeg har været der og hentet hans ting. De satte vagter på mig og fulgte mig rundt. Jeg har brug for at vide så præcist som muligt, hvad han arbejdede med. Og jeg skal vide, om han har lavet nogen forespørgsler om mig, om han vidste, hvad jeg laver.
- Godt. Er der ellers noget?
- Jeg har brug for en erfaren kvindelig agent med kompetence som sygeplejerske, en der er vant til at være i felten.
- En feltagent?
Harry hørte det knirke, da Higgins rettede sig op i stolen.
- Hvad skal du bruge en feltagent til, Harry? SIS kan ikke hjælpe dig aktivt med en privat opgave på amerikanskjord.
- Hun skal passe på en ung pige, der betyder meget for mig, andet er det ikke. Du har sikkert en eller anden freelancer, der kan bruges.
- Det er muligt.
- Så find ud af det.
- Det må blive en indfødt, en amerikaner. En, der ikke har nogen tilknytning til os.
- Selvfølgelig.
- Hvor hurtigt? Og hvordan kommunikerer vi?
- Ring til mig på det her nummer om præcis to timer.
- To timer, gentog Higgins. - Lad os sige det.
De lagde på.
Harry dryssede rundt i butikscentret. Købte T-shirts og et par shorts. Prøvede cowboystøvler uden at finde nogen, han kunne lide. Spiste på Burger King, sad længe med en kop kaffe og læste USA Today på Starbucks.
Nøjagtig to timer efter de havde lagt på, gik han forbi mønttelefonen og tog den, næsten inden den havde givet lyd fra sig.
- Ja.
- Hvilket nummer har jeg ringet til? sagde Higgins.
- En telefon i Trondheim, sagde Harry.
- Rosenborg styrer, sagde Higgins. Og fortsatte: - Det her er det mest idiotiske kodeord, jeg nogensinde har hørt om. Arsenal giver Rosenborg røvfuld.
- Arsenal er et købehold.
- Rosenborg består ikke af andet end svenskere.
- Hvad har du fundet ud af?
- En pudsig ting, sagde Higgins. - Der er vistnok blevet sendt et bekymringsvarsel ud på din bror lige inden ulykken.
- Et bekymringsvarsel?
- Defense Intelligence Agency udsendte en "kontakt os, hvis I ser ham"-ting. Blød og forsigtig, men der var tydeligvis noget galt.
- Og ellers?
- Ja, jeg ved ikke, om din bror havde nogen anelse om, hvad du arbejder med, men der er meget, der tyder på, at han var højere på strå, end du tror. Så vidt jeg kan forstå, var han medlem af forskningsledelsen på Groom Lake. Han kan godt have haft tilstrækkeligt gode forbindelser til at finde ud af lidt af hvert om dig.
- Han var med i ledelsen? Så han var ikke selv aktiv forsker?
- Jo, i allerhøjeste grad. Med kvantefysik som speciale. Set fra et matematisk perspektiv, står der på nettet.
- Men hvad lavede han? Hvad var det mere præcist, han forskede i. Så vidt jeg ved, er kvantefysik et stort område.
- Stort er bare fornavnet. Et enormt område, som ingen af os dødelige forstår et suk af. Vent lidt... Nogle papirer raslede. - Her er definitionen ... Higgins læste: - Kvantemekanik er den del af fysikken, der fortæller os, hvordan atomer og molekyler er opbygget ... Bittesmå ting altså, djævelen i detaljen, du ved ...og hvordan de opfører sig. Alt stof og alle former for stråling kan beskrives ved hjælp af kvantemekanik.
- Det dér kunne jeg selv have fundet ud af ved at bruge to minutter på nettet. Du har ikke noget specifikt?
- Du ved godt, at basen ved Groom Lake er den, der bliver kaldt Area 51, ikke? Det mest hemmelige sted i hele USA. Ifølge alle dem, der elsker konspirationsteorier, var det dér, det amerikanske forsvar fragtede den UFO hen, der styrtede ned ved Roswell i 1947.
- Du spilder min tid.
- Det eneste, jeg siger, er... Higgins kluklo, -... at når det drejer sig om Groom Lake, må du regne med, at der kan foregå forskning, der er lidt ud over det sædvanlige. Og hvad det angår, befandt din bror sig lige i orkanens øje.
- Hvad mener du?
- Det her kan du ikke finde i de åbne kilder. Jeg ringede til en af vores egne folk inden for kvantemekanik - de kender jo hinanden, de nørder, der forsker med den slags - og han sagde, at din bror i de senere år havde brugt mere og mere af sin tid på en yderst speciel underteori.
- Underteori?
- En sidegren. Det her er stort set uforståeligt for os normale. Ham, jeg talte med, sagde, at det var ... Og jeg citerer: "En matematisk kendsgerning, som alligevel kun er en fjern mulighed." Forstår du det?
- Nej.
- Parallelle verdener, Harry. Din bror forskede i muligheden af, at der findes parallelle verdener.
- Det var fandens, sagde Harry.
- Ja, sagde Higgins. - Personligt har jeg mere end nok i denne ene.
Emma blev på sygehuset i to uger.
Da hun blev udskrevet, havde hun stadig begge ben i gips og overkroppen bundet ind i bandager. Hun sad i kørestol og måtte løftes over i onkel Harrys bil.
Han sagde, at den var ny, en Chrysler SUV. Det virkede mest, som om det var for at have noget at sige. Emma svarede ikke.
Hun kiggede ud ad vinduet, mens de kørte gennem byen. Mange af butikkerne og restauranterne havde dinosaurer udenfor som blikfang, både oppustelige dinosaurer og mere massive varianter. Selv uden for retsbygningen var der gigantiske statuer af dinosaurer.
Vernal var en lille by. Otte tusind indbyggere, havde Emma læst i brochuren på hospitalet.
Landskabet omkring byen var fladt, en blanding af prærie og ørken, så vidt hun kunne se.
Byen havde et firkantet net af gader, hvor alle firkanterne var omtrent lige store og alle vinklerne halvfems grader. Gaderne havde navne som West 300 Street, East 600 Street og North 200 East afhængigt af, hvor i byen de lå. Hovedgaden hed Main Street og havde fire kørebaner.
Emma og hendes familie havde brugt byen som udgangspunkt for deres udforskning af området omkring den: Dinosaur National Monument, Green River og det fantastiske naturområde Flaming Gorge, der havde fået navn efter de flammende røde klippevægge.
Onkel Harry drejede af fra Main Street. De kørte nordpå, forbi pæne lave huse med solsvedne plæner og grønne træer. Efter tre-fire minutter gjorde onkel Harry tegn med hovedet. - Der er det.
- Hvor?
- Det hvide.
- Hold da op, sagde Emma.
Huset lå for enden af gaden med hele byen foran sig og uden andet end prærie bagved.
Det var større end de fleste af de huse, de var kørt forbi: to etager og et loft oppe under tagrygningen. Der var en lang overdækket veranda foran ved trappen og hoveddøren og en velpasset have hele vejen rundt.
Godt klaret, tænkte Emma. Her, hvor der er så varmt og tørt.
Onkel Harry standsede i den asfalterede indkørsel til huset.
- Det var et ældre ægtepar, der boede her. Manden var fritidsgartner. Han fik et hjertestop i haven. Huset blev for stort til konen, og så flyttede hun hen til datterens familie. Og de havde vel også brug for de penge, de kunne få for huset.
- Fik han hjertestop i haven? sagde Emma.
- Man må lide for skønheden, sagde onkel Harry.
- Så han døde her i sin have?
- Ja.
- Det var trist, sagde Emma.
Onkel Harry trak på skuldrene. - Ting sker. Der er værre måder at dø på. Han havde i hvert fald noget omkring sig, som han var glad for. Et sted, han kunne lide.
- Men hvad skal vi stille op med den? spurgte Emma.
- Med hvad?
- Med haven?
- Ikke noget. Jeg har skaffet noget hjælp. Vi behøver ikke at gøre noget selv.
- Jeg kan godt hjælpe til, når jeg bliver rask.
- Ja, ja. Han standsede motoren og åbnede bildøren. Han lød ikke særlig interesseret. - Vi får se. Der er en ung fyr, der kommer og ordner den for os. Det er der ikke nogen grund til at bekymre sig om.
En kvinde kom ud af huset. Hun var omkring de tredive, gættede Emma på. Høj og blond og køn. Hun havde en slags uniform på: hvid bluse, hvid nederdel, hvide sokker og lette, hvide sko. Hendes hud var mørkebrun mod alt det hvide.
- Hun er her for at hjælpe dig, sagde onkel Harry. - Hun bliver boende hos os, så længe vi har brug for det.
- En sygeplejerske? spurgte Emma.
- Private nurse. Din egen personlige sygeplejerske. Hun skulle være meget diskret og dygtig. Og meget, meget dyr.
- Men jeg vil ikke have nogen sygeplejerske.
Onkel Harry sprang ud af bilen. - Hold nu op med det pjat. Der er stadigvæk et par uger, til du kan gå selv.
Du har brug for hjælp. Og du skal have genoptræning. Jeg har ikke tid til den slags. Men Holly, han nikkede hen mod den blonde kvinde, som var på vej hen mod dem med et stort smil på ansigtet og en kørestol foran sig, - hun er prof. Det skal nok blive godt.
Han lukkede døren og gik om på Emmas side af bilen. Så jeg har ligesom brug for en sygeplejerske? tænkte Emma og betragtede kvinden, der nu var nået hen til dem. Da onkel Harry åbnede Emmas dør, smilede hun og rakte hånden frem. - Jeg hedder Holly. Holly Roberts.
Selvfølgelig. Holly. Verdens dummeste blondinenavn.
- Hej, mumlede Emma. Hun tog hånden, trykkede den hurtigt og slapt.
- Vi skal nok få det godt sammen, sagde Holly.
- Mmmm, sagde Emma.
- Hvis du rykker lidt frem, sagde onkel Harry, - så løfter vi dig ned.
- Ja. Emma drejede ansigtet væk fra dem, men rykkede sig længere frem på sædet, så de kunne komme til.
Onkel Harry skulle til at sætte foden op på trinbrættet for at tage fat, men Holly var hurtigere. Hun stak en hånd ind under Emmas lår og lagde den anden arm rundt om hendes ryg. Hun trak hende ud og løftede hende ned i kørestolen. Det var hurtigt overstået.
Emma blev overrasket over, hvor stærk Holly var. Og nu hvor hun sad i den lave kørestol og ikke inde i bilen, kunne hun se, at Holly var endnu højere, end hun først havde troet, mindst en femogfirs - og at hun havde brede skuldre og slanke muskler.
- Det må jeg sige, sagde onkel Harry.
Holly smilede til ham. Til Emma sagde hun: - Jeg kan mærke, at du ikke har spist ret meget i den sidste tid. Du er let som en fjer.
Emma berørte uvilkårligt sit ansigt med fingerspidserne, strøg hårtjavser væk fra panden. Hun ville ønske, hun havde sat håret lidt pænere, men det var ikke så let med stingene i baghovedet og uden spejl.
Holly vendte kørestolen og skubbede den op ad indkørslen.
Min personlige sygeplejerske?
Emma skuttede sig. Skulle denne her kønne, lyshårede kvinde se hendes forslåede krop, hjælpe hende på toilettet og ud igen, måske oven i købet vaske hende.
Hun er alt for pæn. Der er noget galt.
Er der ikke nogen, der kan hjælpe mig ud af det her!
De kom ind i en stor, luftig entre. Til højre var der en bred trappe op til første sal. Til venstre en gang, der førte ind i stuen. I gangen var der flere døre, en af dem stod åben. Ud til køkkenet, kunne Emma se.
Farverne var lyse og venlige. Der stod blomster på et lille bord lige inden for hoveddøren, dugen nedenunder var rødternet. Der lugtede friskt. En svag susen lød fra klimaanlægget.
Jeg har set det her før, tænkte hun. Og jeg har mærket den samme fornemmelse.
- Soveværelserne er oppe ovenpå, sagde Holly. - Men vi har indrettet et værelse til dig hernede, som du kan bruge, indtil du får gipsen af og kan komme op ad trappen. Det er ned ad gangen, ind i stuen og til højre. Nu skal jeg vise dig det. Det ligger lige ved siden af et badeværelse, som du har for dig selv. Vi andre bruger det ovenpå.
- Fint, mumlede Emma og tænkte: "Vi andre." Hun skal være her hele døgnet Og onkel Harry. Lillebror og jeg skal bo sammen med dem. Juhu.
- Det er et stort hus, sagde Holly. - Der er god plads. Jeg tror, du kommer til at føle dig hjemme.
Lillebror havde stået ved siden af kørestolen. Nu gik han hen til trappen og løb op ad den uden at sige et ord. Onkel Harry kiggede ikke efter ham.
Det kan ikke fortsætte på den måde, tænkte Emma. Lillebror har brug for hjælp.
- Okay, sagde onkel Harry. Han lod Emmas taske falde ned på gulvet. - Jeg har nogle ærinder, jeg er nødt til at få ordnet. Holly viser dig rundt og hjælper dig med at komme på plads.
Umiddelbart efter hørte de bilen starte udenfor.
- Han har vist ikke meget tålmodighed med de huslige detaljer, sagde Holly.
- Han plejer at rejse meget, sagde Emma. - Jeg ved ikke, hvor han egentlig bor. Eller boede. Før alt det her.
- Det er nok lige så godt, at han er på farten. Holly smilede. - Så går han ikke i vejen for os. Det har mænd en tendens til.
Emma smilede afmålt tilbage. Hun orkede ikke den intime blink-blink, os piger imellem-tone, som Holly lagde op til. Den slags fungerede bedst mellem ligeværdige.
- Åh, for resten. Holly klappede sig på lommen foran på den hvide nederdel, stak fingrene ned og fiskede en mobiltelefon op. - Her, den er til dig. Så vidt jeg har forstået, mistede du din egen i forbindelse med ulykken.
- Tak. Emma tog imod den og kiggede på den. Det var en papirtynd Nokia. Hun havde aldrig set den model før. - Den er lækker.
- Vi har en bærbar pc inde i stuen, hvis du har brug for at tjekke telefonnumre på folk, inden du lægger dem ind, sagde Holly.
- Jeg tror, jeg kan huske de fleste.
Emma rynkede panden. Hun havde ikke måttet ringe i mobil fra sygehuset, hun havde heller ikke haft kræfter til det, så hun havde ikke brokket sig. Nu hvor hun havde muligheden og begyndte at tænke over det, var der faktisk kun én, hun havde lyst til at ringe til: Nina, hendes bedste veninde på basen i Nevada. Og hendes nummer kunne hun godt huske. Eller kunne hun? Tommelfingeren gled hen over tastaturet uden at trykke. Jo, det kunne hun.
- Kom. Holly greb fat om håndtagene bag på kørestolen. - Vi tager en sightseeing i stueetagen.
Emma var træt, hendes muskler gjorde ondt, og hun skulle på toilettet, men hun kunne ikke få sig selv til at sige det: Du, jeg skal tisse, og jeg har brug for hjælp.
Ydmygelsen brændte allerede i hendes kinder.
Holly kørte hende hen ad gangen, stoppede og pegede ud i det store køkken og fortsatte så hen til stuen.
Fem minutter efter havde Emma set det meste, inklusive det store område bag ved huset med fri udsigt over prærien.
Undervejs genkendte hun enkelte ting, et maleri, en vase, nogle andre småting, som onkel Harry havde hentet i huset på basen. Flere af farens gamle bøger stod i bogreolen i stuen.
Emma havde en underlig følelse i kroppen, som om der var noget, hun var gået glip af, noget, hun burde have husket. Den overvældede hende, første gang hun kom ind i stuen. Jeg har været her før, tænkte hun. Jeg kan bare ikke huske det.
Det kunne ikke passe, men hun var ikke i stand til at ryste følelsen af sig.
Det kunne lige så godt være noget, hun hørte og lugtede, som noget hun så. Men hun kunne ikke sætte fingeren præcis på, hvad det var, der gav hende oplevelsen af genkendelse.
Det må være tingene, sagde hun til sig selv. De ting, onkel Harry har hentet, det er dem, der gør, at det føles så velkendt Det er det, der hyler mig ud af den.
Men hun kunne tydeligt huske, at hun havde haft den samme fornemmelse før, uden for udstillingsbygningen i Dinosaur National Monument. En irriterende kløe, noget, der bevægede sig ude i øjenkrogen, en hvislen i baghovedet. En oplevelse af genkendelse, der virkede ulogisk og urovækkende, som ikke lod sig forklare eller bevise.
- Kan du lide dit værelse? spurgte Holly.
Emma kiggede sig omkring.
Det var stort ligesom alle de andre rum i huset. Og hvidmalet og lyseblåt som så mange andre steder. Sengen var bred og dækket af et sengetæppe med røde og hvide tern. Der stod et skrivebord foran vinduet og en bogreol ved den anden væg.
Der var ingen af hendes egne ting. Ingen bøger, ingen billeder. Ikke noget stereoanlæg, ingen cd'er. Hvorfor havde han ikke hentet hendes ting sammen med det andet? Behøvede han virkelig at gøre det hele så besværligt?
- Badeværelset er herinde, sagde Holly. Hun gik hen til døren ved siden af bogreolen og skubbede den op. Der var hvide fliser og lysegrå gulvbelægning. Toilettet stod næsten midt ude på gulvet, med håndtag på begge sider.
- Det er et handicaptoilet, sagde Emma.
- Er det ikke praktisk? sagde Holly.
- Men det var sådan et, de havde på sygehuset, sagde Emma.
- Din onkel fik det lavet. Det kostede en lille formue. Der var slet ikke badeværelse herinde i forvejen. Jeg tror, han sagde, at det oprindelig var pulterkammer.
- Åh.
Emma skulle tisse.
Hun sad i kørestolen og følte sig som en gigantisk mumie, gipsen på benene sluttede så højt oppe mod knæene, at hun ikke kunne bøje dem ret meget, og det var svært at bevæge overkroppen på grund af bandagerne. Og hun skulle tisse ... lige nu.
- Hvad er der? sagde Holly.
- Jeg skal, sagde Emma og nikkede hen mod toilettet.
- Okay, sagde Holly. - Hvor meget kan du klare selv?
- Jeg skal bare tisse.
- Ja, men jeg mener, hvis jeg hjælper dig over på toilettet, kan du så selv ordne tøjet?
- På sygehuset havde jeg bare sådan en natkjolelignende ting på. Det var meget nemmere.
- Sådan en skulle du måske også bruge her?
- Så syg er jeg heller ikke.
- Så gør vi det sådan her, sagde Holly og kørte Emma hen til toilettet. - Først løfter jeg dig derover, og så hjælper jeg dig med tøjet.
- Det klarer jeg selv!
- Er du sikker?
- Ja.
- Hvad er det, du klarer selv? Tøjet eller at komme over på toilettet? Eller begge dele?
- Jeg ... det ved jeg ikke. Behøver vi diskutere det her?
- Det er dig, der vil på toilettet.
- Jamen, altså!
- Du fik vel også hjælp på sygehuset. Hvorfor er det værre nu?
- Fordi, sagde Emma.
Fordi du er lyshåret og pæn og perfekt, fordi det er lige ved siden af mit værelse, fordi jeg bor her, det er mit liv, og jeg vil ikke have alt det her i mit liv, jeg vil ikke have, at det skal være sådan, så fjern det!
- Det ved jeg ikke, sagde Emma.
- Jeg tror, det er bedst, at jeg hjælper dig, sagde Holly. - Under alle omstændigheder skal du helst ikke anstrenge dig for meget.
- Men jeg vil ikke have hjælp. Jeg er næsten sytten år.
- Du har to brækkede ben. Og flere ribben som ...
- Jeg vil ikke have, at du trækker trusserne ned på mig! Er det virkelig så vanskeligt at forstå?
- Jeg er sygeplejerske.
- Jeg har kendt dig i ti minutter.
- Ja, men...
- Lad mig dog have lidt privatliv.
- Det er mit arbejde. Jeg har set alt, hvad ...
- Nej! Jeg vil ikke vide, hvad du har set.
- Jeg lukker øjnene.
- Nej, sagde jeg. Det er bare ... Nej!
- Okay. Holly løftede hænderne og trådte et skridt baglæns. - Godt. Det er dig, der er chefen. Så vendte hun sig om, gik ud af badeværelset og lukkede døren.
Emma havde ikke regnet med at vinde diskussionen. Hvad skulle hun nu gøre? Hun, som hverken var i stand til at bøje sig eller lette numsen.
Jeg vil ikke finde mig i, at det her skal være et problem!
Det var så uretfærdigt, så sindssygt ydmygende. Af alle mulige ting skulle hun have brug for hjælp til at gå på toilettet!
Hun kiggede på toilettet, prøvede halvhjertet at trække i linningen på sine bukser. Hun vidste, at hun ikke havde en chance.
Hendes overkrop var stiv af de stramme bandager, hænderne var kraftesløse, efter at hun næsten ikke havde brugt dem de sidste uger, og benene i gipsbandagerne stak frem, var hele tiden i vejen.
- Hjælp.
Hun hviskede, så hun knap nok selv kunne høre det. Holly svarede ikke.
- Hjæ-ælp!
Det måtte Holly da kunne høre, hvis hun var inde i værelset ved siden af. Emma ventede. Der skete ikke noget. Nu skulle hun i faretruende grad på toilettet. Hvad hvis Holly var gået et andet sted hen, ud i køkkenet eller ind i stuen?
- Jeg har brug for hjælp nu-u-u!
Der gik nogle sekunder - tre, fire, fem - så bankede det på døren.
- Ja!
Holly stak hovedet ind. - Kaldte du?
- Jeg ... jeg kan ikke.
- Hvad for noget af det? Klare tøjet eller komme over på toilettet?
- Begge dele!
- Okay. Nu skal jeg vise dig, hvordan vi gør det.
Koncentreret og uden det mindste tegn på skadefryd kom Holly hen til hende. Hun forklarede, hvordan Emma skulle sidde i stolen, for at det kunne være så let som muligt at løfte hende. Og da det var overstået, hjalp hun Emma med tøjet, men hun holdt blikket rettet mod væggen. Så gik hun ind i værelset ved siden af og kom ikke tilbage, før Emma kaldte, og de gentog hele processen i omvendt rækkefølge.
- By the way, sagde Holly, da ydmygelsen endelig var overstået for denne gang, og hun trillede Emma ud fra badeværelset. - Du er ikke snart sytten. Du er sytten. Har du ikke fulgt med i kalenderen? Du fyldte sytten, mens du var indlagt, mens du var i koma. Tillykke med fødselsdagen.
Emma sad på sit værelse. Det var lykkedes hende at komme fra kørestolen over på sengekanten uden at bede om hjælp. Det gjorde stadig ondt i ribbenene og muskulaturen i hendes overarme. Det føltes virkelig sørgeligt at være gået glip af sin sytten års fødselsdag. Ikke selve festen, men det at hun var fyldt sytten, og der ikke var nogen, der havde sagt noget, at fødselsdagen havde været der og var gået igen, uden en lyd, uden at efterlade spor. Uden mor og far ...
Emma sad med den nye mobil i hænderne. Hun tastede nummeret til sin bedste veninde. Nina svarede på fjerde ring, lidt forpustet: - Ja? Hallo?
- Det er mig, sagde Emma dystert.
- Øhm?
Emma rømmede sig. - Det er mig. Emma.
- Ja-a?
- Jeg er kommet ud fra sygehuset. Du har vel hørt... Ja, du ved vel godt, hvad der er sket?
- Sorry, men...
- Onkel Harry har været der og rydde huset, tror jeg nok. Han har i hvert fald hentet nogle af tingene. Vi er flyttet, jeg tror ikke, vi kommer tilbage.
- Jeg ved ikke noget om nogen onkel Harry. Jeg kender ikke ...
- Jo, du kan da godt huske onkel Harry? Du syntes, han var lækker. Du sagde ...
- Og du hedder Emma? Emma hvem?
- Hold dog op!
- Jeg ved virkelig ikke ...
- Det er mig!
- Jeg tror, du har ...
- Det er Emma. Emma Thomas!
- ... fået forkert nummer, du må have fået forkert nummer.
- Nina! Det er mig!
- Jeg kender ingen, der hedder Emma.
- Vi har kendt hinanden i tre år!
- Undskyld, men ... Du må have trykket forkert.
- Det er ikke sjovt, det her.
- Jeg lægger på nu.
- Nina!
- Du skal ikke ringe til mig mere.
- Nina!
Men hun var væk.
Duut - duut - duut.
Emma stirrede irriteret på mobilen, som om det var den, der var problemet. Ninas nummer havde ligget på den gamle. Denne gang havde hun selv tastet det ind. Havde hun trykket forkert, var det bare derfor?
Nej. Den forklaring holdt ikke en meter. Hun havde jo genkendt Ninas stemme.
Hun vil ikke snakke med mig. Hvad har jeg gjort hende? Hun kan da ikke være gal på mig, bare fordi jeg har været ude for en ulykke. Jeg som ...
Hun var ikke i stand til at tænke tanken til ende: Jeg, som har mistet mine forældre.
Det var den samme synkende det-her-kan-ikke-væ-re-sandt-følelse, som hun havde haft på sygehuset, da onkel Harry stod og så på hende med et blik, der ikke indeholdt så meget som antydningen af medfølelse.
Det er mig, det er synd for, tænkte hun, mens en tung lammelse bredte sig i kroppen. Mig og Lillebror. Det er os, der har mistet nogen, det er os, der savner nogen. Det kan vel ikke være så svært at forstå?
Hun er alene.
Hun står uden for udstillingsbygningen i Dinosaur National Monument. Solen brænder på hendes skuldre.
Hun har ingen følelse af tid, hverken af hvornår det er, eller hvor længe hun har stået der.
Det føles, som om hun venter. Hun ved, at noget vil ske, og nu står hun der for at få bekræftet, at det faktisk sker.
De kommer, tænker hun.
Det er en tindrende klar tanke. Kort og præcis, et nålestik, men hun ved ikke, hvad den betyder. Alligevel godtager hun den som indlysende.
Selvfølgelig, tænker hun. De kommer.
Hun er urolig, men ikke bange.
Hun vender sig langsomt, hele vejen rundt. En gang, to gange. Hun ser glasbygningen, parkeringspladsen, bilerne og busserne, varmedisen, der dirrer over asfalten.
Jeg burde løbe min vej, tænker hun. Hvorfor løber jeg ikke?
Det gav et ryk i Emma. Hun rystede på hovedet og blinkede hurtigt, flere gange efter hinanden.
Hun sad ved køkkenbordet. Onkel Harry sad lige over for hende og læste i avisen. Hun kunne høre lyden af Holly et sted inde i stuen, hun nynnede en melodi, som Emma ikke kunne få fat i.
Lillebror var på vej ud af køkkenet. Han skulle sikkert op på sit værelse.
Emma sank en gang. - Faldt jeg i søvn?
Onkel Harry kiggede ikke op.
Hun mærkede panikken stige op i kroppen. Hendes mave gyngede, og halsen snørede sig sammen. - Har jeg været her længe?
Onkel Harry lod avisen synke ned på bordet.
- Har du hvad?
- Her ved bordet? Har jeg siddet her længe?
- Du ... Han flagrede med avisen, på nippet til at løfte den op for ansigtet igen. - Jeg sidder og læser. Vi taler om det en anden gang.
- Jeg ... det føltes, som om jeg døsede hen.
- Døsede hen? Her? Han smilede stramt. - Det er nok, fordi jeg er så sindssygt interessant, ikke? Et blik på mig, og så falder du i søvn?
- Jeg mente det ikke ...
- Klart nok. Sure.
Avisen blev løftet op imellem dem. Emma stirrede lige ind i et billede af et boligkvarter og en overskrift om krisen på boligmarkedet.
Hvorfor behandlede han hende på den måde? Hvorfor kunne han ikke lide hende? Han havde aldrig før været sådan. Fjern og uberegnelig, jo. Men ikke sådan - hård og afvisende.
- Jeg drømte, sagde Emma. - Eller det føltes, som om jeg drømte. Jeg huskede noget.
- Åh? Han lagde igen avisen fra sig og så på hende. - Du huskede noget?
- Fra ... før ulykken.
- Fra længe før eller lige før eller ...?
- Ikke så længe før, tror jeg, men det havde ikke noget med selve ulykken at gøre. Det var underligt, det føltes så mærkeligt.
- Hvad føltes mærkeligt? Han lænede sig frem med albuerne på bordet.
- Det ved jeg ikke, sagde Emma. - Det var bare en følelse eller noget, jeg tænkte. Jeg kan ikke rigtig forklare det.
- Prøv.
- Det er svært.
- Prøv nu bare at gøre det alligevel.
- Det var bare en underlig følelse. En ... en kobling i hovedet og kroppen. Det hænger ikke sammen, det passer ikke. Jeg tænker og føler ting, som ikke er der. På en måde.
- Du oplever ting, som ikke er der?
- Ja, lidt.
- Som for eksempel?
- Jeg tror, jeg har været et sted før, men så kan jeg ikke have været der alligevel. Jeg ved, at det ikke passer, men alligevel...
- Var det sådan noget, du huskede?
- På en måde.
- Ikke andet, noget mere konkret?
- Jo, det var oppe ved dinosaurstedet. Det føltes som ... Som om der var noget, der skulle til at ske.
- Men ulykken? sagde onkel Harry. - Huskede du noget fra selve ulykken?
- Nej, Du forstår ikke, hvad jeg mener. Ulykken og det lige inden er helt væk for mig, men jeg får nogle glimt... følelser.
- Glimt?
- Ja.
- Af hvad?
- Af... ting.
- Aha. Ting.
Onkel Harry blev siddende uden at sige mere. Han så skeptisk ud. Emma fik lyst til at forsvare sig, lægge hånden på brystet og sværge ved alt, hvad der var helligt, at det, som hun fortalte, var sandt.
Så røg det ud af hende: - Jeg tror, der er noget galt med mit hoved. Der er noget, der ikke føles rigtigt. Det er ikke ... normalt.
- Ikke normalt?
- Lad være med at gentage alt, hvad jeg siger! Du er jo alligevel ikke psykolog!
- Nej, sagde han. - Det er jeg ikke. Tror du, det er det, du har brug for? En psykolog?
- Det har jeg ikke sagt noget om.
- Hvad er det, der er galt? Har du fantasier? Du siger, at du ser ting, som ikke er der?
- Nej, det har jeg heller ikke sagt!
- Du sagde ...
- Jeg sagde, at jeg føler ting, at det føles på en bestemt måde, men at det ikke kan være sådan.
- En slags fantasi.
- Nej!
- Jeg kan ikke se forskellen, sagde onkel Harry.
- Jeg vil til læge, sagde Emma. - Ham den flinke på sygehuset. Kan du ikke ringe til ham?
- Til MacDonald? Han er chefkirurg. Jeg tvivler på, at han tager imod patienter til almindelig konsultation. Og hvis det er dit hoved, det er galt med, er han nok under alle omstændigheder ikke den rigtige.
- Så kan jeg selv ringe.
- Nej, hold nu op.
- Hvis du ikke ringer, så ringer jeg. Der kan da ikke ske noget ved at forsøge.
- Emma, tag det roligt. Jeg skal nok ringe. Jeg siger bare, at du må være forberedt på, at MacDonald måske ikke har tid. Måske får du en anden læge i stedet for.
- Men du ringer?
- Ja, ja. Onkel Harry nikkede. - Jeg ringer. Selvfølgelig gør jeg det. Vi må have dig undersøgt.
Pludselig var han ved at strømme over af velvilje.
Emma blev irriteret. - Du har slet ikke taget nogen af mine ting med fra huset.
- Undskyld? Han løftede et øjenbryn.
- Du var ude på basen, inde i huset. Du hentede nogle af tingene. Fars bøger og forskellige andre ting. Hun pegede ind mod stuen. - Men du tog slet ikke noget med fra mit værelse. Jeg håber, du i hvert fald tog nogle af Lillebrors ting med.
Han holdt en hånd i vejret, - Jeg beklager. Det hele var lidt stresset. Jeg må tage tilbage en anden gang.
- Du kunne da godt have spurgt, om der var noget, jeg gerne ville have.
- Selvfølgelig.
- Ja!
- Du må undskylde, Emma. Jeg er kun vant til at tænke på mig selv, ved du. Det tager lidt tid at, ja, vænne sig til det, at tænke anderledes.
- Ja, sagde hun, lidt mere tamt denne gang. Hvorfor var han pludselig blevet blød som smør? - Så gør du det altså næste gang, du kommer derud. Du tager mine ting med?
- Du vil ikke selv med derud?
- N-nej. Emma tænkte på telefonsamtalen med Nina. - Nej, det tror jeg ikke.
- Godt. Onkel Harry smilede og rejste sig. - Jeg går op og ringer til sygehuset. Så må vi se.
- Ja. Fint.
Hvad er det herfor noget? Hun kiggede efter ham. Der er et eller andet galt, når du pludselig bliver så flink. Hvad var det, jeg sagde, der pludselig fik dig tilat skifte stil? Var det, fordi jeg begyndte at kunne huske noget?
Emma opdagede, at der lå et halvspist stykke mad foran hende på tallerkenen. Ost og skinke. Hun havde ikke lyst til at spise mere. Hun manøvrerede kørestolen hen til køkkenbordet og stillede tallerkenen ved vasken.
- Du behøver ikke rydde op, lød Hollys stemme bag ved hende. - Det kan jeg gøre, ved du.
- Jeg er jo ikke invalid, sagde Emma. Og fortrød med det samme. Det var ikke retfærdigt over for Holly at snerre ad hende på den måde. Hun prøvede jo bare at hjælpe, selvom det føltes påtrængende og irriterende.
- Jeg er nødt til at foretage mig noget, sagde Emma - Jeg kan ikke bare nøjes med at blive skubbet rundt hele tiden.
Holly smed det halvspiste stykke brød i skraldespanden og stillede tallerkenen ned i vasken.
- Det forstår jeg godt. Men hverken dine ben eller din overkrop har godt af, at du bevæger dig for meget. Vi har en træningsplan, som du skal følge, indtil du får gipsen af om en uges tid, og en anden plan, som du skal følge bagefter. Vi er nødt til at have styr på de ting, du laver. Din muskulatur skal have tid til at vænne sig til forskellige bevægelser igen.
- Så pointen er ikke, at jeg skal hjælpe dig, fordi det er så forfærdeligt synd for dig. Overhovedet ikke. Pointen er, at jeg skal hjælpe dig, for at det ikke skal blive synd for dig, for at du ikke skal få det dårligere. Forstår du det?
- Ja, ja.
Holly studerede hendes ansigt. - Har du været oppe at skændes med din onkel?
- Nej. Emma skar ansigt. - Ikke rigtig.
- Men lidt?
- Det ved jeg faktisk ikke.
- Det må du da vide.
- Han virkede flink nok, da han gik.
- Så er det nok i orden, skal du se.
- Det ved jeg ikke. Emma vendte klodset kørestolen omkring for at komme ud af køkkenet. Hun stødte ind i køkkenbordet. Holly, spisebordet, det meste andet. - Shit!
Holly lod som ingenting. Emma kom fri og rullede hen over køkkengulvet med retning mod stuen.
- Prøv at køre ud i haven, sagde Holly. - Gartneren er her. Han er på alder med dig. Jeg tror, du vil kunne lide ham.
- Gartneren? Har vi en gartner på sytten?
- Måske lidt ældre. Holly smilede. - Han er sød. Snak lidt med ham. Du vil have godt af at tænke på noget andet.
Jeg tror, der er noget galt med mit hoved.
Det var en enorm lettelse, at pigebarnet selv havde sagt det, at han slap for at tænke mere over, hvordan det skulle lykkes ham at lokke det ud af hende, eller af andre, der kunne tænkes at vide noget.
Harry sad oppe i arbejdsværelset på første sal. For første gang i lang tid følte han sig opløftet, håbefuld.
Måske var der alligevel ikke nogen grund til at frygte for hende. Han var selvfølgelig stadig nødt til at undersøge sagen, på den måde var der ikke noget, der havde ændret sig. Men det kunne jo tænkes, at hun bare var forvirret, småtosset, som han havde tænkt den første gang ved hendes sygeseng, og at hun ikke havde nogen ondsindede planer.
Men det vigtigste var at finde ud af, hvad der faktisk var sket. Detaljerne om bilulykken var få og vage, og den lille smule, han havde fået at vide, stemte dårligt overens med det indtryk, han havde af sin storebror som en meget rolig og forsigtig chauffør.
Harry sad ved skrivebordet og tænkte: Men måske er det her det første skridt til at finde løsningen. At hun selv indrømmer det.
Han trak den øverste skuffe i skrivebordet ud og tog en lille metalæske frem, den var ikke ret meget større end en mobiltelefon, men firkantet og med en lang, smal stribe som display. Der stod: 1 recording. Press for play.
Harry trykkede på en tast på selve displayet, og der kom lyd ud af de to bittesmå højttalere, der sad i hver sin ende af boksen.
Emmas stemme, på flydende amerikansk: - Det er mig.
- Øhm?
Emma rømmede sig, - Det er mig. Emma.
- Ja-a?
- Jeg er kommet ud fra sygehuset. Du har vel hørt... Ja, du ved vel godt, hvad der er sket?
- Sorry, men ...
- Onkel Harry har været der og rydde huset, tror jeg nok. Han har i hvert fald hentet nogle af tingene. Vi er flyttet, jeg tror ikke, vi kommer tilbage.
- Jeg ved ikke noget om nogen onkel Harry. Jeg kender ikke ...
- Jo, du kan da godt huske onkel Harry? Du syntes, han var lækker. Du sagde ...
- Og du hedder Emma? Emma hvem?
- Hold dog op!
- Jeg ved virkelig ikke ...
- Det er mig!
- Jeg tror, du har ...
- Det er Emma. Emma Thomas!
- ... fået forkert nummer, du må have fået forkert nummer.
- Nina! Det er mig!
- Jeg kender ingen, der hedder Emma.
- Vi har kendt hinanden i tre år!
- Undskyld, men ... Du må have trykket forkert.
- Det er ikke sjovt, det her.
- Jeg lægger på nu.
- Nina.
- Du skal ikke ringe til mig mere.
- Nina!
Afspilningen stoppede, og det blinkede i displayet: No new recordings.
Onkel Harry spillede optagelsen en gang til, så blev han siddende og trommede med fingrene i skrivebordspladen.
Mærkeligt. Han tog metalboksen op og drejede den mellem fingrene. Nej, mere end mærkeligt. Umuligt.
Han lagde aflytningsudstyret tilbage i skuffen.
Hvad betød den samtale? Hvad kunne han få ud af den?
Han rystede svagt på hovedet. Han forstod det ikke. Det her havde han slet ikke været forberedt på.
Emma havde ringet til Nina, der tydeligvis var en pige på basen, og Nina havde sagt, at hun ikke kendte hende. Det første kunne onkel Harry forstå, det andet var ham fuldstændig ubegribeligt.
Hvad pokker var det, der foregik? Han kunne ikke finde noget indlysende svar. Det her stemte ikke, det var ikke logisk.
Nej.
Han rystede det af sig. Det måtte vente, indtil videre.
Først handlede det om at få gang i hjulene her i Vernal. Han tog mobilen og ledte ned gennem listen over kontakter, indtil han fandt nummeret til chefkirurg MacDonalds kontor.
Emma kiggede ud mellem gardinerne og prøvede at lyde uinteresseret: - Kommer han her tit?
- Nja. Holly kom hen og stillede sig bag ved hende. - Jeg tror, din onkel sagde en eller to gange om ugen. Alt efter behov.
- Ikke mere?
- Nej, men hvis du gerne vil have, at han skal lave noget særligt i haven, må han jo komme lidt tiere. Hvis du for eksempel vil have et springvand.
- Et springvand?
- Her er så tørt. Det ville være dejligt med et springvand, et stort og lidt indviklet ét. Så der skulle graves en masse.
- Aha, sagde Emma.
De stod inden for de dobbelte glasdøre ud til terrassen og haven. Gartneren havde blondt, pjusket hår og så knaldblå øjne, at de tydeligt kunne se dem tindre på ti meters afstand. Han gik og arbejdede i T-shirt og shorts. Han var brun.
- Du må hellere se at komme ud og hilse på ham, sagde Holly. Hun greb fat i håndtagene bag på kørestolen.
- Ikke nu, sagde Emma. - Ikke sådan som jeg ser ud, jeg har ikke gjort mig ordentligt i stand.
- Du ser da godt ud.
- Er du rigtig klog, jeg har benene i gips! Jeg ligner en isbjørn!
Holly skubbede dobbeltdøren op med kørestolen.
- Lad være! hvæsede Emma.
- Træf nye mennesker, sagde Holly. - Smil og vær glad. Det er verdens bedste medicin. Hav det godt.
Hun skubbede kørestolen ud på den flisebelagte sti, der gik gennem det meste af haven. Emma hørte dørene blive smækket bag sig.
- Ne-ej!
- Harry Thomas har lige ringet, sagde chefkirurg MacDonald. Han satte sig i en af de tre gæstestole foran det skrivebord, der tilhørte sygehusets administrerende direktør, George Killian. - Om sin niece, Emma.
- Nej, sagde Killian automatisk. Han løftede hånden op til munden. - Har de ... Ved de det?
- Jeg ved ikke, hvad de ved. Men jeg tvivler på det.
- Men, men ...
- Vi skulle ikke have gjort det, George. Vi skulle ikke have gjort det mod pigen. Jeg skulle aldrig have ladet mig overtale.
- Nu begynder du ikke igen. Killian så irriteret på ham. - Du lod dig ikke overtale. Du så realiteterne i øjnene . Hvad har du... Du har vel ikke sagt noget til Harry Thomas?
- Nej, George. Og det har de andre, der ved noget, sikkert heller ikke gjort. Alle har skrevet under på, at de skal holde hændelsen hemmelig. Men hvis vi skal have Thomas og Emma rendende ud og ind ad dørene her bagefter, så kan folk nemt komme til at tale over sig. Og det er lige før, jeg håber det. Det ville være det mest anstændige.
- Det mest anstændige? Nu skal du ikke begynde på noget, sagde jeg jo!
- Der er grænser for, hvor langt jeg vil strække mig, George.
- Ja, ja! Men hvad ville han, hvad sagde han, da han ringede?
- Han ville have mig til at se på Emma.
- Se på hende? Hvad ...
- Han ville have en tid til hende. Hun har det ikke så godt.
- Og du afslog selvfølgelig? Du bad ham prøve et andet sygehus? En specialist? Sagde, at hun var færdig her hos os?
- Jeg sagde selvfølgelig ja og bad dem komme i morgen.
- Men du sagde jo lige ... George Killian rejste sig og trådte ud på gulvet. Han tjekkede, at døren til kontoret virkelig var lukket, og halvt hviskede, halvt råbte til MacDonald: - Du sagde, at der var nogen, der kunne komme til at tale over sig, hvis hun og onklen blev fast inventar.
- Jeg ved godt, hvad jeg sagde, og det mener jeg stadig. Men jeg kan ikke afvise dem, når de beder om hjælp. Det er vores forbandede pligt at komme til bunds i det her.
- Men måske finder de ud af det.
- Ja, George, det kan godt være, de finder ud af det. Måske bliver jeg nødt til at fortælle dem sandheden. Fordi hendes helbredstilstand gør det uforsvarligt at tilbageholde oplysningerne. Måske.
- Men det er umuligt, det må du ikke.
- Og det burde jeg have indset lige fra begyndelsen.
At det ville være umuligt. Jeg skulle aldrig have sagt ja til dit forslag.
- Det kan ruinere os, ruinere mig og sygehuset.
- Det tror jeg ikke.
- Det kan du ikke vide. Hvad hvis han sagsøger os herfra og til evigheden?
- Harry Thomas er rig. Han har ikke brug for pengene.
- Det er de rige, der er de værste. Og måske vil han have hævn. Måske vil han have os begge to hængt i det laveste træ i skoven.
- George ...
- Jeg har tjekket Harry Thomas. Er du klar over det? Jeg har sat folk på ham. Ved du, hvad de fandt ud af?
- Nej.
- Ingenting, Mac. De fandt ikke ud af en eneste fucking ting. Manden er et spøgelse. Han er rig, det er sikkert nok. Arv, gamle penge. Skandinavisk, norsk. Men hvad han laver, hvem han kender, hvad han bruger sine penge til ... Ingen oplysninger! Jeg kan godt sige dig én ting, Mac. Det er ikke naturligt, at det er så umuligt at finde ud af noget om et menneske.
- Og hvad der er endnu værre... George Killian gestikulerede ophidset. - Jeg mener, det er her, det virkelig går galt. Hans bror, altså ham, der døde i ulykken, ham har jeg også prøvet at tjekke lidt op på, og det, der så skete, var, at jeg fik en høflig opringning fra Pentagon - fra forsvarsministeriet, Mac! - med spørgsmål om, hvad pokker jeg troede, jeg havde gang i, og om jeg ville være så venlig at afslutte mine undersøgelser med det samme. Forstår du, hvad jeg mener?
- Ja da, sagde MacDonald.
- Forsvarsministeriet!
- Jeg hørte det godt. Og de har en pointe. Du skulle ikke grave i andres liv på den måde. Det eneste, der er værre end ikke at finde ud af noget, er at finde ud af for meget.
- Situationen er ikke under kontrol. Vi må være forsigtige!
- Det går, som det går. MacDonald rejste sig fra stolen. - Jeg skal være på vagt om ti minutter. Vi må snakke sammen, når Thomas og Emma har været her i morgen.
- Lad være med at sige noget. George Killian holdt begge hænder op for sig med håndfladerne fremad. - Gamle ven. Lov mig, at du ikke siger noget.
MacDonald stoppede med hånden på dørhåndtaget. - Du skal ikke sige gamle ven til mig, George. Det kender vi hinanden for godt til.
Han åbnede døren og gik.
Der gik en flisebelagt sti fra terrassen rundt i haven. Emmas kørestol havde god fart på, efter at Holly havde skubbet den af sted, og hun var et godt stykke nede ad stien, inden hun fik den stoppet.
Gartneren havde opdaget hende.
Han stod fem meter fra hende med en havesaks i den ene hånd og et par havehandsker i den anden.
Han var pæn, syntes hun, rigtig pæn, men alligevel - han så først og fremmest sød ud.
Han smilede. - Hej.
- Åh. Hej.
- Ja. Han blev ved med at smile. - Jeg arbejder i jeres have. Mister Thomas ... Han gjorde en bevægelse op mod huset. - ... han er din onkel, ikke?
- Jo, sagde Emma.
- Han ansatte mig. Jeg laver den slags ting her i nabolaget. Jeg er ikke prof eller noget, men ... Jeg bliver hele tiden bedre.
- Ja, sagde Emma.
- Ja. Han flyttede vægten fra den ene fod til den anden. Han kiggede sig omkring. - Hvis der er noget, sagde han. - Noget, du vil have mig til at gøre, plante blomster eller et eller andet, så må du bare sige det.
- Ja, sagde Emma.
Han kiggede igen på hende. Emma slog blikket ned. Hold da op, hun måtte bare virke så underlig. Sad bare der og sagde ja. Hun blev nødt til at sige noget rigtigt!
- Har du set min lillebror? sagde hun. Hun kiggede sig omkring, lod, som om hun ledte.
- Ja-a, sagde han. - En lille, lyshåret knægt? Jeg tror, han løb om på den anden side af huset for lidt siden.
- Aha, sagde Emma. Hun nikkede længe, som om det var et stort mysterium, der var blevet opklaret.
- Åh, sorry. Han flyttede handsken over i venstre hånd sammen med havesaksen, smilede sit hvide, dejlige smil og kom nærmere. Han rakte højre hånd frem.
- Jeg hedder Daniel.
Hans greb var varmt og stærkt. Hun syntes, han holdt hendes hånd lidt længere end nødvendigt. Der gik ilinger - dejlige, spændte - op gennem hendes arm, op til skulderen og halsen. Hun var klar over, at hun begyndte at rødme.
- Jeg læste om det, sagde han, - i avisen. Om den ulykke, du var indblandet i.
- Ja, sagde hun.
- Bliver du ... Han så på kørestolen og benene i gips. Hun krympede sig. Gid fanden havde gipsen og kørestolen! - Hvordan går det, er du ved at få det bedre?
- Ja-ja, sagde hun hurtigt, som om han for alt i verden ikke måtte få indtryk af, at der var noget galt med hende. - Det her, det er bare lige nu, det går over, det er ikke noget problem.
- Åh. Han nikkede. - Det var da godt.
- Ja. Jeg skal have gipsen af om en uge.
- Og så er du i orden igen. Er det rigtigt?
- Ja, ja. Hundrede procent!
Patetisk, hun var bare så patetisk! Han kunne jo godt se, at hun ikke ville være fuldkommen rask om en uge. Hun sad jo bare dér som et andet vrag!
- Det var godt, sagde han igen.
Hun nikkede.
Han pegede med havesaksen. - Jeg må hellere se at komme videre.
- Ja.
- Skal jeg hjælpe dig?
- Hjælpe mig?
- Med stolen. Skal jeg ... altså, skubbe dig?
- Nej! Jeg vil ikke have hjælp! Hendes kinder brændte. - Jeg træner, tilføjede hun for at falde lidt ned efter den voldsomme impulsreaktion. - Altså, det tager jo lidt tid at lære det, så man er nødt til at gøre det selv, ellers ... Ellers bliver det jo aldrig ... Får man det aldrig. Lært.
- Åh. Okay. Han smilede og hilste med saksen op foran ansigtet. De blå øjne blinkede. - Vi må snakkes ved.
- Ja. Vi snakkes. Hun tog fat og begyndte at skubbe hjulene i gang. Det var tungt. Hun skulle have haft handsker på.
Han gik tilbage til rosenbuskene.
- Så tænker du over det, råbte han.
- Hvad for noget? Hun stoppede. Var glad for at få en undskyldning. Hendes arme gjorde allerede ondt efter ti sekunder.
- Om der er noget særligt, jeg skal gøre i haven.
- Åh, ja. Det er klart.
- Det er bare at sige til.
- Fint.
Emma skubbede sig tilbage på terrassen. Hun tænkte et øjeblik på, om hun skulle være blevet ved med at lade, som om hun ledte efter Lillebror, men skubbede det fra sig. Han kunne sikkert alligevel ikke huske noget af, hvad hun havde sagt. Hun havde nok ikke ligefrem virket særlig interessant.
Holly ventede med åben dør.
- Hvad mener du? Hun kom ud og satte sig på en havestol. - Skal vi bestille et springvand?
- Hvad? sagde Emma.
- Pengene er ikke noget problem, kan jeg forstå på din onkel.
- Nej, sagde Emma. - Det er rigtigt nok. Pengene er ikke noget problem. Hun tav lidt. Hun skottede ned gennem haven, ned mod det sted, hvor Daniel arbejdede. Så sagde hun: - Jeg synes faktisk, vi skal bestille et par stykker.
Den nat havde Emma en drøm.
Det vil sige, først var hun sikker på, at det var en drøm, men så var det, som om linjerne - den ene for virkeligheden og den anden for drømmen - krydsede hinanden en gang, to gange. Så lagde de sig ind over hinanden og smeltede sammen, og pludselig vidste hun ikke længere, hvad der var hvad.
Verden var en underlig blanding af hastige, feberagtige indtryk og lange, dvælende billeder. Hun genkendte både steder og handlinger, men hun kunne ikke sætte ord på det, der skete, havde ikke noget navn for stederne.
Dunk.
Hun mærkede et tryk mod kroppen. Hun blev presset bagover. Det var, som om hun sad i en rutsjebane, der accelererede voldsomt op mod toppen for at gøre hende næsten vægtløs i nogle tiendedele sekunder, idet vognen tippede ud over kanten, og hun stirrede ned i afgrunden, og...
Dunk-dunk.
Hun vågnede ved, at der blev banket på døren til hendes værelse, men hun var ikke sikker på, om hun vågnede fra drømmen eller i drømmen.
Hun prøvede skubbe sig selv op i halvt siddende stilling, men det lykkedes ikke rigtig for hende. Hun foldede hovedpuden dobbelt og lagde den under nakken, så hun var i stand til at holde hovedet oppe og se hen mod døren.
Dunk-dunk.
- Ja?
Der blev stille. Hun hørte sin egen vejrtrækning, mærkede hjertet slå, og hun tænkte: Jeg er bange, hvorfor er jeg bange? Og så bankede det igen.
- Hvem er det?
Stemmen skælvede på den sidste vokal, og hun rømmede sig - ehrm. Så blev dørhåndtaget langsomt drejet nedad, og Emma stirrede og stirrede, mens en besk smag af kobber bredte sig i hendes mundhule.
Harry lå og læste i en af de bøger, han havde taget med fra sin brors bogreol i huset på basen.
Hyperspace. Af professor, dr. Michio Kaku.
Bogen var interessant, men krævende, og han lod sig villigt distrahere, da han hørte noget nede fra stueetagen.
Han rakte hånden ud mod natbordet og trak mobilen hen til sig. Displayet viste 01:30. Var det allerede så sent? Hvorfor var der så lyde nedenunder? Var der nogen, der talte sammen?
Han lå stille og lyttede. En svag bas dirrede op gennem gulvbrædderne, gik fra helt dæmpet til lidt højere lydstyrke, og indimellem var der slet ikke noget at høre.
Jo, det måtte være stemmer.
I hvert fald én stemme.
Han var ikke i stand til at skelne lydene fra hinanden, det kunne godt være, de kom fra samme kilde.
Emmas værelse lå næsten lige neden under hans. Var det hende, der snakkede? Og i så fald med hvem?
Holly sov to døre fra hans værelse, og han ville have hørt det, hvis hun var gået forbi og ned ad trappen. Hun var en stor kvinde, og gulvet i træhuset knirkede.
Der blev stille igen, og denne gang blev stilheden ved. Det gjorde ham mere ængstelig, end lydene havde gjort.
Måske havde Emma fundet på noget dumt?
Han så det for sig i et hurtigt glimt: en ung krop livløs i sengen...
Hvis hun virkelig var så forstyrret, som han troede, kunne hun finde på hvad som helst.
Han slog tæppet til side og svingede fødderne ned på gulvet. Trak sine jeans på og gik ud på gangen og ned ad trappen.
Han kunne ikke høre andet end gulvbrædderne, der knirkede under hans fødder.
Døren svingede langsomt op.
Emma løftede hovedet fra puden for bedre at kunne se. Musklerne i hendes nakke gjorde ondt, og det virkede, som om hjertet kunne eksplodere for hvert slag.
- Hvem er det?
Et svagt, gult lys fra gangen sivede ind på hendes værelse, og Emma ventede når som helst at se silhuetten af en stor, mørk skikkelse i døråbningen.
Men ingenting skete.
Og ingen svarede hende.
Drømte hun alligevel?
Hun kiggede ned ad sig selv, hænderne, der var knuget fast om lagenet, de spændte underarmen, brystet, der hævede og sænkede sig stadig hurtigere. Nej, det kunne ikke være en drøm. I så fald var det en drøm, der var helt anderledes end alle andre drømme, hun nogensinde havde haft.
Hun kiggede op igen. Hvorfor skulle hun også være så hjælpeløs, så helt urimeligt bange!
Nu stod døren på vid gab, men der var ingen derhenne. Hun hørte sin egen skælvende stemme: - Halloo?
Så kom han frem. Han havde stået skjult omme bag væggen. Nu trådte han et skridt til siden, så hun kunne se ham, og et skridt frem, så han stod i døråbningen.
- Lillebror?
Han sagde ikke noget. Kiggede bare ned i gulvet. Hans ansigt lå i skygge.
- Hvad er der? Er du bange, har du drømt noget?
Han sagde stadig ingenting.
- Kom nu herhen, sagde hun med så blid en stemme, som hun kunne. - Kom, så hygger vi os lidt. Du kan ligge ved siden af mig.
Han rørte sig ikke.
- Kom nu, Lillebror.
Emma havde lyst til at gå hen til ham og lægge armene omkring ham, men det kunne jo ikke lade sig gøre med benene i gips og en overkrop, der var stiv af bandager. Hun tænkte på at prøve at komme over i kørestolen, men det ville tage tid og kræve kræfter, og hun havde en fornemmelse af, at det ville skræmme ham væk.
- Hvad er der? sagde hun. - Kan du ikke sove?
Så løftede han hovedet og så på hende. Hans øjne var store og blå og bange, og han havde et mærke højt oppe på den ene kind, en slags hudafskrabning, fra et fald - eller måske et slag?
- Lillebror!
Hun fik trukket sig op i siddende stilling. Det gjorde ondt rundt omkring i de brækkede ribben. Hun sugede luft ind mellem sine sammenbidte tænder.
- Er der... er der nogen, der har slået dig? Lillebror, kan du nikke for ja og ryste på hovedet for nej? Er der nogen, der har slået dig?
Han gjorde ingenting.
- Du er nødt til at svare, Lillebror? Jeg skal vide det.
Kan du ikke komme herind til mig? Hun rakte armene frem mod ham. Han blev stående et par meter væk, for hende en uoverstigelig kløft.
Men så forandrede hans øjne sig; de blev forsvarsløse og bedende som hos et udslidt, fanget dyr. Og han åbnede munden.
Der kom ikke en lyd, men han formede ordene så tydeligt med sine læber, at han lige så godt kunne have råbt dem: Hjælp mig.
- Åh gud. Hun løftede hånden op til ansigtet.
Det trængte ud i hele hendes krop: en intens kulde og træthed, en følelse af tab og fejltagelser og skam.
Hvordan kunne hun hjælpe ham, når hun bare lå dér? Men det værste var, at hun havde tænkt mere på pinlige toiletbesøg og kløe under gipsen end på Lillebror, der ikke havde andre end hende.
Hvordan havde hun kunnet opføre sig på den måde, så selvcentreret og snæversynet? Hvordan havde hun kunnet se Lillebror hver eneste dag uden at forstå, hvor skidt han i virkeligheden havde det?
Hjælp mig. Vil du ikke nok?
- Men jeg ved ikke ... Hvad kan jeg ...
Hjælp mig!
Det svimlede for hende. Det var, som om drømmen kom tilbage i en voldsom tidevandsbølge. Den slog ind over hende, drev al ilten bort, gjorde det vanskeligt at se, vendte op og ned på alting.
Hendes krop blev spændt.
Hælene slog hårdt ned i madrassen, hendes hænder knugede om lagenet.
Nej-nej-nej. Hvad er det, der sker med mig?
Hun vidste det ikke, hun kunne ikke svare, hun var kun i stand til at klamre sig fast som i krampe og håbe på, at det snart ville gå over.
Det næste, hun lagde mærke til, var, at en stemme virkelig talte til hende, hurtigt og højt. Først var hun ude af stand til at skelne ordene fra hinanden, men så kom skikkelsen ind på hendes værelse. Ansigtet blev tydeligt over en hvirvel af bevægelse, og stemmen trængte igennem til hende, strømmen af ord blev til små, klare dråber:
- Hvad ... er ... der?
- Nej-nej.
- Emma!
Onkel Harry greb hende i overarmen, hårdt. Smerten skød op i skulderen, så videre til rygraden og lige ind i hjernen, som et elektrisk stød.
- Sli-slip mig. De-det gør ondt.
Han slap.
Det smertede i hendes krop. Ikke bare der, hvor han havde holdt fast i hende, men overalt. I benene, i hænderne, i musklerne omkring de brækkede ribben. Hver millimeter af hende syntes at skrige på lindring.
- Hjælp mig.
- Hvad? Onkel Harry rettede sig op. Han så på hende, rynkede øjenbrynene. - Du har bare drømt. Du talte i søvne.
- Lillebror, sagde Emma.
- Det var en drøm.
- Hvor er Lillebror? Hun så sig omkring.
- Lillebror er ikke her, Emma. Slap nu af, prøv at falde i søvn igen. Der er ikke noget galt. Det var ikke noget.
Onkel Harry trak sig baglæns ud af værelset.
Emma huskede en lignende situation, det måtte snart være mange år siden. Hendes mor havde trøstet hende efter et mareridt og så trukket sig forsigtigt baglæns ud af rummet med bløde bevægelser og varm stemme.
Onkel Harry var anderledes - mere kantet og rastløs. Det var tydeligt, at han ikke kunne lide at være der, og at han ikke havde noget, han havde lyst til at give hende. Ikke trøst, ikke nærhed.
- Sov nu, sagde han og lukkede døren.
Hun fangede et glimt af lettelse i hans ansigt, lige inden døren blev lukket igen, og han slap af med hende.
Emma blev liggende lidt, mens hendes muskler langsomt slappede af og faldt til ro.
Hun havde svært ved at tro, at hun havde drømt. Det første måske, men ikke det med Lillebror. Det havde været så livagtigt, ikke mindst hendes egne reaktioner, og hun huskede det stadig tydeligt. Normalt plejede hendes drømme at forsvinde for hende i løbet af nogle få minutter, sommetider sekunder.
Men...
Det måtte alligevel have været en drøm?
Onkel Harry havde sagt, at hun talte i søvne. Og hvis han havde stået dér og hørt det, kunne hun vel ikke benægte det?
Hun spekulerede lidt over det, frem og tilbage. Hun kom ingen vegne og faldt til sidst i søvn, udmattet i hovedet, men lidt bedre tilpas i kroppen.
Da Emma næste morgen trillede ud i køkkenet for at spise morgenmad, sad Lillebror allerede ved bordet. Han var færdig med at spise, bordet foran ham var tomt, og han sad med bøjet hoved og hænderne foldet i skødet.
Han kiggede op, da Emma kom ind i rummet. Deres ansigter var omtrent i samme højde.
Bønnen i hans øjne var den samme, som hun havde set om natten. Og det var det ophovnede sår øverst på hans kind også.
Han bevægede munden: Hjælp mig.
Mobiltelefonen ringede. MacDonald var forpustet, da han svarede. - Ja?
- Det er mig, sagde Killian. - Er du i gang med løbebåndet?
- Næsten ti kilometer, pustede MacDonald.
- Du er ikke rigtig klog, sagde Killian.
MacDonald lo kort: - Hæ!
- Det var i dag, hende pigen skulle komme? spurgte Killian.
- Det ved du jo godt.
- Hvornår er det?
- Halv ni.
- Hvad har du tænkt dig at sige?
MacDonald slukkede for løbebåndet med den frie hånd. Han trak det håndklæde til sig, der hang på motionscyklen ved siden af, og tørrede sveden af, mens han sagde: - George, det er en konsultation. Hun føler sig ikke godt tilpas. Det er det eneste, jeg ved.
- Men hvad har du tænkt dig at sige?
- Jeg har tænkt mig at høre, hvad hun har at sige.
- Du ved, hvad jeg mener.
- George ...
- Kom nu, Mac.
- Der er ikke noget svar på det, du spørger om. Situationen er ikke opstået endnu. Jeg ved ikke, hvad jeg siger, hvis ditten og datten. Hun er min patient, hendes onkel ringede, fordi de havde brug for en konsultation ud over det faste opfølgningsprogram. Jeg har tænkt mig at hjælpe, så godt jeg kan.
- Men vil du fortælle dem, hvad der skete?
- Det kommer an på, om det vil være en hjælp for dem eller ej. Om det er relevant. George, det her har vi allerede snakket om.
- Han sagsøger røven ud af bukserne på os. Hendes onkel. Jeg ved det bare, han er lige typen på det. Jeg er sikker, Mac. Han kan ødelægge os, sygehuset, det hele. Vi må for guds skyld undgå ...
- Ha' det, George. Nu skal jeg ud under bruseren.
- Så hør dog på, hvad jeg siger.
- Jeg har hørt det. Vi har snakket om det før. Der er ikke mere at sige.
- Men Mac! Du må i hvert fald love mig en ting, én ting!
- Ja? MacDonald stoppede ved døren ind til badet.
- Lad være med at sige noget i dag, bad George Killian. - Kan du ikke i det mindste love mig det? At du tænker dig godt om? Hør på dem, hjælp, så godt du kan, men tænk dig om, lad være med at fortælle dem sandheden i dag.
- Er du klar over, hvor meget du beder mig om? Hun er min patient, George. Jeg har forpligtelser.
- Jeg siger ikke, at du ikke skal hjælpe hende. Jeg siger bare ... George Killian tav, og MacDonald hørte ham trække vejret tungt, inden udbruddet kom: - For fanden da, Mac! Når det nu er så forbandet vigtigt, kan du da i det mindste love mig, at du tænker dig om til i morgen! Sig, hvad du vil, men ikke det. Tænk dig om!
- Okay, okay. MacDonald sukkede. - Jeg lover det, George. Jeg lover det. Du kan udsætte dit hjerteanfald til i morgen.
- Jeg ved, hvor samvittighedsfuldt du udfører dit arbejde. Men når vi nu er kommet ud i denne her situation ...
- George. Nu går jeg i bad ...
- Men jeg ønsker ikke, at du skal føle dig presset...
- Ha' det, George.
MacDonald trykkede på afbryderen.
Emma sad i bilen og tænkte på sin veninde Nina, der lod, som om hun ikke længere kendte hende, og på Lillebror og såret, som ingen ville tale om.
Hvad var det, der foregik? Hvorfor var der ingen, der reagerede på samme måde som hende selv? Hvorfor var hun i utakt med alt, hvad der skete omkring hende?
Ved morgenbordet havde onkel Harry ignoreret hendes spørgsmål om Lillebrors sår. Det var ikke i sig selv så overraskende, når man tog i betragtning, hvor meget onklens humør havde svinget i den sidste tid, men Holly havde heller ikke taget spørgsmålet op, og det var mere underligt. Hun var jo sygeplejerske, hun kunne da i det mindste have sat et plaster på såret!
- Er du sur? spurgte onkel Harry. Der var en antydning af morskab i hans stemme.
Emma kunne mærke, at hun blev provokeret, men hun gjorde sig umage for at svare roligt: - Nej, jeg er ikke sur, jeg er ikke nogen lille unge. Jeg er bekymret. Lillebror har slået sig, eller ... Hun drejede hovedet og så direkte på onkel Harry, - ... eller han er blevet slået, men der er ingen, der tager sig af det. Ikke dig, selvom du er hans onkel, og ikke Holly, selvom hun er sygeplejerske. I ryster bare på hovedet ad mig, som om jeg er hysterisk eller sådan noget. Hvad vil du have, at jeg skal sige? At jeg synes, det hele går fantastisk?
- Vi synes ikke, du er hysterisk. Onkel Harry kiggede til højre i et kryds. - Men det er svært for os at vide, hvordan vi skal gøre tingene, hvordan vi skal reagere. Det vil heller ikke være godt for dig, hvis vi begynder at blæse tingene op.
- At tage hensyn er vel ikke at blæse tingene op!
- Emma, Emma. Du har været igennem en hård periode. Det er stadig en hård periode. Du må stole på, at jeg og Holly gør det rigtige, selvom du måske ikke synes det lige i øjeblikket. Vi er ikke dumme, vi er ikke ufølsomme. Vi ønsker det bedste for alle.
- Men når Lillebror sidder dér og har slået sig, havde det vel ikke været så svært for dig at ...
- Vi er her nu. Onkel Harry drejede ind på den store parkeringsplads foran sygehuset.
- ... at gøre et eller andet, fortsatte Emma. - Du er da nødt til at gøre et eller andet.
- Ungdommeligt overmod. Onkel Harry fandt en ledig plads. - I tror, at alt kan klares i en håndevending.
Så bristede det for Emma. - Der sker vel ikke noget ved at interessere sig lidt for andre mennesker!
- Emma, jeg sværger. Han stoppede motoren og rakte hånden med nøglen i vejret. - Jeg tænker på det hele tiden, jeg skal nok gøre noget. Men det, som vi skal have klaret nu, det er også vigtigt. Endnu vigtigere, faktisk. Vi skal have forsikret os om, at du er rask. Eller hvis du ikke er rask, må vi finde ud af, hvad der er galt. Nu går vi ind til MacDonald og finder ud af det her, og så tager vi alt det andet bagefter. Okay?
Hun nikkede. Hun troede ikke på ham, men hun var klar over, at der ikke var nogen idé i at blive ved med at skændes.
Han hjalp hende ud af bilen og på plads i kørestolen, skubbede hende så op ad kørestolsrampen og ind ad hovedindgangen.
De meldte sig i receptionen. Onkel Harry gik hen til skranken og sagde, at de havde en aftale med chefkirurg MacDonald.
Emma kiggede rundt i forhallen. Femten-tyve mennesker sad og ventede i stole langs væggene og rundt om små borde. Der var mødre med syge børn, ældre ægtepar, der stirrede tavst frem for sig, enlige mænd fordybet i dagens aviser.
Et tv stod oppe under loftet i det ene hjørne. Der var nyheder, der var skruet op for lyden.
Emma havde bevidst undgået at se nyhedsudsendelser, efter at hun var vågnet på sygehuset. De amerikanske nyheder handlede først og fremmest om blod og ulykker. Det orkede hun bare ikke.
Det var heldigvis en politisk reportage, de sendte lige nu, en korrespondent rapporterede fra Washington. Han sagde flere gange "præsident Clinton".
Først tænkte Emma ikke over det. I USA var det almindeligt, at præsidenterne blev tituleret som president, så længe de levede. Hun havde hørt Bill Clinton blive kaldt "præsident Clinton" masser af gange, både på tv og ude mellem folk.
Men så gav det et ryk i hende.
Hvad?
Nu var reporteren ikke på skærmen længere. Der kom en livetransmission fra en pressekonference i Det Hvide Hus. På skærmen sås det kendte podie i presserummet, med talerstolen og det amerikanske flag i baggrunden.
En stemme havde netop sagt: - Ladies and gentlemen, the President of the United States. Og da døren til venstre i billedet gik op, var det Hillary Clinton, der kom ind.
Hun gik op på podiet, stillede sig bag den smalle talerstol, så ned et øjeblik - det virkede, som om hun tjekkede, at det var de rigtige papirer, der lå klar foran hende. Så kiggede hun op og smilede. På skærmen stod der President Hillary D.R. Clinton.
- Vi skal op på tredje sal, sagde onkel Harry.
Han greb fat om håndtagene bag på kørestolen.
- Det er Hillary Clinton, sagde Emma.
- MacDonald venter på os. Onkel Harry vendte kørestolen i den rigtige retning og skubbede. Emma vred sig og strakte hals for at få mest muligt af tv-udsendelsen med. - Vent lidt. Jeg vil se ...
- Prøv nu at koncentrere dig om, hvad du vil sige til MacDonald, sagde onkel Harry. - Okay?
- Men Hillary Clinton, sagde Emma. - Du så det også godt, gjorde du ikke?
- Så hvad?
Onkel Harry trykkede Op på knappen ved de to elevatorer. Den ene stod på tredje sal og den anden på fjerde. Nu begyndte de begge to at blinke, at de var på vej nedad, ned mod dem.
- På tv, sagde Emma. - Er det Hillary Clinton, der er præsident?
- Hvorfor spørger du om det?
- Kan du ikke bare svare mig?
- Jo. Elevatordøren gik op med et pling. Han skubbede hende ind og fulgte selv efter. - Selvfølgelig er det Hillary Clinton, der er præsident.
- Men hun tabte jo! Emma hamrede ned i rullestolen med begge næver. - Hillary tabte!
- Tabte hvad for noget?
- Der er ikke noget galt med mig, for det her ved jeg, det kan jeg huske! Hillary tabte til Barack Obama, hun blev ikke engang nomineret!
- Obama? sagde onkel Harry, kun mildt interesseret. - Jaså.
- Og Obama vandt over McCain. John McCain. Det er Obama, der er præsident.
Elevatordørene på tredje sal gled op. Onkel Harry skubbede hende ud. - Emma, tag det roligt.
De stoppede. Hun kunne høre på hans bevægelser, at han rettede ryggen. Så lo han dæmpet. - Obama? Ham den farvede senator, ham den tynde med de store ører. Hvor i alverden har du fået det fra?
- Det er jo det, jeg siger. Jeg ved ...
- Fokuser nu på grunden til, at vi er her, Emma. Han gav hende et lille klap på skulderen. Han var så nedladende, at hun fik lyst til at vende sig om i sædet og slå ham, men hun kunne ikke.
- Du siger selv, at dit hoved indimellem spiller dig et puds, at du husker ting, du ikke kan have oplevet. Var det ikke sådan?
- Men det her er anderledes, sagde hun mellem halvt sammenbidte tænder - Det her ved jeg.
- Jaså.
- Ja! Det her er ikke noget, som jeg tror, at jeg kan huske, eller tror, at jeg har oplevet. Det er noget, jeg ved. Forstår du det? Der er forskel ...
- Der er MacDonald.
Onkel Harry pegede.
Chefkirurg MacDonald kom hen ad gangen imod dem. Han smilede bredt og rakte hånden frem. - Emma! Hvor er det godt at se dig igen.
Emma tog hans hånd uden at udvise samme entusiasme, trykkede den og slap den hurtigt. - Hej.
MacDonald rynkede panden i retning af onkel Harry.
Onkel Harry lo kort. - Åh, vi har bare haft en lille politisk diskussion.
Emma tøede lidt op, da hun var kommet ind på MacDonalds kontor. Hun skubbede billedet af præsident Hillary Clinton på talerstolen fra sig. Det måtte hun finde ud af senere, hun kunne jo altid tjekke Wikipedia.
MacDonald kan hjælpe mig, tænkte hun. Hvis jeg forklarer det hele ordentligt, kan jeg få ham til at forstå det.
Hun blev opmærksom på, at både onkel Harry og MacDonald sad og så på hende. Hun havde svaret på nogle høflige rutinespørgsmål om sine ben og brystkassen, og hvordan hun havde det, og MacDonald havde smilet og sagt, at når det gik så godt, kunne hun måske slippe af med gipsen lidt tidligere end beregnet.
Nu sad han og onkel Harry og ventede på det, der var grunden til, at det her møde overhovedet var blevet aftalt.
- Mit hoved er blevet anderledes, sagde Emma. - Det kan ske, altså, sommetider har jeg sådan en følelse af, at tingene er sket før, at jeg har været nogle steder før, selvom jeg ikke kan have været det. At der er noget forkert ved det hele, at jeg genkender tingene, men der alligevel er noget, der glider fra mig. Jeg kan ikke få hold på det. Forstår du, hvad jeg mener? Hun ignorerede onkel Harry og kiggede på MacDonald.
Han nikkede. - Deja-vu, måske? Han smilede opmuntrende. - Det er det, man plejer at kalde det. Det er fransk, og det betyder allerede set. Det er ikke så usædvanligt, det sker for mange mennesker, en slags genkendelse, som ...
- Vent lige lidt. Emma holdt hånden op. - Jo, det er vel på en måde et deja-vu. Men det er bare så voldsomt, så virkeligt. Det er ikke normalt, det er helt sikkert. Det er ikke noget, der sker for mange mennesker, det er jeg sikker på. Der er noget galt med mit hoved.
- Jaså. MacDonald flyttede sig på stolen. - Er det noget, der er kommet efter bilulykken, eller havde du det ligesådan inden.
Emma løj: - Kun efter ulykken.
Hun havde også følt det inden. Hun huskede tydeligt den følelse, hun havde haft oppe ved dinosaurstedet.
Men hvis hun fortalte om det ... Den eneste måde at få MacDonald til at tage sig af det her var, hvis han troede, at der var sket noget med hende ved ulykken. At der var noget fysisk galt.
- Er du sikker på det? MacDonald så på hende, som om han vidste, at hun løj. - Kun efter ulykken?
- Ja. Emma rettede ryggen og løftede hovedet. - Efter ulykken.
- Godt. MacDonald vendte sig om mod den bærbare pc, der stod opslået til venstre for ham på skrivebordet. Han tog musen og klikkede, tastede noget - password og brugernavn gættede Emma på - og klikkede lidt mere med musen.
- Der er egentlig fuldt booket, sagde han, mens han læste på skærmen, - men mon ikke vi kan udskyde en patient eller to, så vi kan få det klaret i dag. Efter alt, hvad du har været igennem, vil det vel være rart at undgå ventetid.
- Få klaret hvad? spurgte onkel Harry.
- I første omgang en CT-scanning af hjernen. Og antagelig også en PET-scanning.
- En hvad? sagde Emma. Hendes stemme rystede en ganske lille smule. Måske skulle hun alligevel ikke have løjet?
- CT eller Computed Tomography, som det egentlig hedder, er en form for røntgenundersøgelse, bare mere avanceret. Det er den samme type stråler, men i større doser, og vi sætter det færdige billede sammen i computeren. Vi kan lave forskellige tværsnit, i tre dimensioner. Mens almindelig røntgen er bedst til at vise knoglevæv - og vi har jo allerede røntgenfotograferet dig fra top til tå - så viser en CT-scanning detaljer i det bløde væv i hjernen.
Det er vanskeligt at forklare, hvordan en PET-scanning virker. MacDonald smilede undskyldende. - Men det er også en billeddiagnostisk teknik. Altså en måde at tage billeder af din hjerne på. Bare med lidt andre virkemidler og lidt andre resultater end en CT-scanning. PET og CT supplerer hinanden og kan laves af den samme maskine i løbet af ganske få minutter.
- Hvad kan de her undersøgelser fortælle os? spurgte onkel Harry.
- Ikke alt, men meget. En lang række ændringer i hjernen kan påvises ved hjælp af PET og CT. Hvis I vil undskylde mig nogle minutter, sagde han og rejste sig fra sin plads bag skrivebordet, - så skal jeg få sat gang i hjulene, så vi kan få afklaret, hvor hurtigt vi kan gøre det.
Han gik forbi dem og ud af kontoret. Han lukkede døren efter sig.
Emma stirrede ud i luften. Hun fugtede læberne. - De vil undersøge min hjerne.
- Vorherre bevares.
MacDonald lænede ryggen op ad den lukkede dør og trak vejret tungt. Han fik efterhånden kontrol over sig selv, rystede på hovedet og trak en hånd gennem håret.
- Okay, rolig nu, hviskede han for sig selv, trak mobilen op af lommen og trykkede Kiilians direkte nummer.
MacDonald skubbede sig fri af døren, gik ned ad korridoren og stillede sig bag det første hjørne.
Sygehusdirektøren svarede: - George Killian.
- De er her, pigen og hendes onkel, og vi er nødt til at tage en PET og en CT så hurtigt som muligt.
- Hvad? Hvad siger hun? Hvad er der galt?
- Problemer med hukommelsen. Mulig hjerneskade.
- Shit! Shit, shit ...
- Hold nu kæft. Du bliver nødt til at tale med røntgenafdelingen og sørge for, at de udskyder nogle af dem, de har booket til i dag. Vi bliver nødt til at få hende undersøgt med det samme, vi kan ikke lade det her fortsætte i al evighed.
- Men vi har vel taget røntgen før?
- Ikke CT og PET, for pokker! Hun havde ingen symptomer på hjerneskade, og jeg ville ikke sætte så meget i gang, at hun og onklen blev mistænksomme. Ikke når du havde bestemt, at vi ikke skulle sige noget.
- Så det her er altså også min fejl? At du ikke har lavet de rigtige undersøgelser?
- Nej! Det er mit ansvar, vi burde have lavet både PET-og CT-scanning, da hun var indlagt. Men vi gør det nu, og lige meget hvad vi finder, så skal hun have besked, hun skal vide det, hvis hun har fået en hjerneskade.
- Onklen knuser os.
- George!
- Ja, jeg er bare ...
- Skaf en tid i dag. Fokuser dog, mand.
- Okay, okay.
- Så hurtigt som overhovedet muligt.
- Jeg skal få jer på i løbet af to-tre timer.
- Godt.
- Hold mig informeret!
- Det kan du fandme regne med. MacDonald afbrød samtalen og stak mobilen i lommen.
Han gik tilbage gennem korridoren, stoppede uden for døren til kontoret og rømmede sig med en knytnæve for munden. Han stod der i to-tre sekunder, så åbnede han døren og gik ind.
Han smilede til Emma og sagde: - Jeg tror, vi kan få det overstået i en fart.
- Hvad skal der ske? Emma så på ham.
- Det er en helt ufarlig undersøgelse, fortsatte MacDonald. - Det drejer sig først og fremmest om at ligge så stille som muligt med hovedet inde i en scanner. Du har sikkert set det på tv. Ser du for eksempel House? Scanneren er en stor, firkantet maskine. Der er et cirkelformet hul i den. Du får en sprøjte med kontrastvæske, og så ligger du på ryggen med hovedet inde i hullet. Det er stort, så det føles ikke spor trangt og ubehageligt. Og så ligger du sådan, helt stille, mens billederne bliver taget. Det er hurtigt overstået.
MacDonald satte sig bag skrivebordet. Der kom en dæmpet lyd fra pc'en. E-mail fra Killian: PET/CT 13:00 eller 13:30. Endelig bekræftelse følger.
- Det ser ud til, at vi kan få tid til en undersøgelse ved ettiden. Jeg skal sørge for et værelse, hvor du kan være, mens du venter.
- Fint, sagde Emma.
- Hvad hvis undersøgelsen ikke giver noget svar? spurgte hendes onkel.
MacDonald mødte ikke hans blik. Onklen havde en skræmmende intensitet, en hårdhed, i både stemme og ansigt. MacDonald holdt blikket sænket, rettet mod skærmen, som om han var i gang med noget vigtigt.
- Hvis vi ikke får noget svar, vil det i sig selv være et svar, sagde han. - Og så har vi selvfølgelig mulighed for at følge op. Vi skal nok finde ud af det her, Emma. Stol på mig.
Harry orkede ikke at vente sammen med Emma. Der var flere timer til undersøgelsen.
Han fandt på en undskyldning, sagde, at han havde et ærinde, at han ville være væk et stykke tid, men hvis der var noget, hun skulle bruge, kunne han sørge for det først. Hun svarede ikke.
Han vendte sig om i døren til det værelse, hun havde fået tildelt, og så sig tilbage.
Hun sad i kørestolen ved siden af sygesengen. Han havde tændt fjernsynet, der sad oppe under loftet i det ene hjørne, men hun fulgte ikke med. Hendes blik var ude af fokus, hun stirrede blindt ud i luften.
Det var synd, at det var blevet på den måde. Hun var en køn pige, og der var masser af gods i hende.
Harry gik.
Nu skal du ikke blive sentimental, tænkte han. Du har ingen forpligtelser over for hende.
Han tog elevatoren ned til stueetagen og gik ud. Det var meget varmere, end da de kom. Han kunne godt lide det. Den tørre ørkenvarme var en påmindelse om, hvor langt fra Norge han befandt sig.
Han satte sig ind i bilen. Klimaanlægget gik i gang med en svag susen. Han svingede ud fra parkeringspladsen og kørte hjemad.
Han havde ingen planer, bortset fra at slippe væk fra den klaustrofobiske følelse, som Emma gav ham.
En kop kaffe, måske. Oppe på arbejdsværelset.
Harry kørte parallelt med Main Street og drejede ind på North 300 West. Han fik øje på bilen på lang afstand. Den holdt parkeret ved fortovet fem meter neden for huset, på den modsatte side af vejen. Bilen var mørk og havde røgfarvede vinduer, som man ikke kunne kigge igennem udefra.
Harry kørte forbi og drejede op mod huset. Han parkerede øverst i indkørslen, gik ud og stillede sig på fortovet.
Her var han fuldt synlig for naboerne og for de mennesker, der kom kørende på vejen. Han lod hænderne hænge løst ned langs siderne.
To mennesker steg ud af bilen. Begge var høje og klædt i habit. Den ene var lyshåret, den anden mørk.
Harry så et glimt af lysebrunt læder ved Den Mørkes hofte, da han rettede på jakken. Et revolverhylster.
De krydsede vejen, kom op på fortovet og stillede sig ved siden af ham. Den Mørke trak et læderhylster frem og lod klappen falde ned, så et lamineret id-kort kom til syne.
- Forsvarsministeriet, sagde han.
- Forsvarsministeriet er stort, sagde Harry.
- DIA, sagde Den Lyshårede.
- Åh, sagde Harry. - Sød forkortelse.
- Defense Intelligence Agency, sagde Den Lyshårede. - Militær efterretning. Men det er du jo udmærket klar over, mister Thomas, Vi ved, hvem du er - og du ved, hvem vi er.
- Det er muligt, sagde Harry. - Men jeg ved ikke, hvad I laver her.
- Vi vil have pigen, sagde Den Lyshårede.
- Jaså. Harry smilede. - Sidst jeg tjekkede, modtog jeg ikke mine ordrer fra Pentagon.
- Det her er for stort for dig, sagde Den Mørke. - Du har allerede problemer. Du har fjernet skriftligt materiale fra din brors hus på basen.
- Bøger, sagde Den Lyshårede.
- Vi skal have dem tilbage, sagde Den Mørke.
- Det må jeg nok sige. Harry kiggede med overdrevne hovedbevægelser fra den ene til den anden og tilbage igen. - Det er næsten som en tenniskamp.
- Du gør klogt i at tage det her alvorligt, sagde Den Mørke.
- Vi kan gøre dit liv til et helvede, sagde Den Lyshårede.
- Av, sagde Harry. - Min nakke.
- Du har ingen anelse om, hvad du er ved at rode dig ud i, sagde Den Lyshårede.
Harry grinede. - Er det den slags, I lærer på den hemmelige agentskole nu om stunder, at tale i filmklicheer?
Den Lyshårede og Den Mørke vekslede blikke. Den Lyshårede stillede sig med fødderne længere fra hinanden og hænderne på hofterne, så jakken blev trukket bagud, og revolverskæftet stak frem.
- Jeg kan dræbe dig, længe inden du når at få revolveren op af hylstret, sagde Harry. - Og dig. Han så på Den Mørke. - Dig skyder jeg med din makkers revolver. Hold nu op med alt det her pis. Fortæl mig præcis, hvorfor I er her, så skal jeg tage stilling til, om jeg vil samarbejde med jer. Og jeg kan love jer, at hvis jeg vælger ikke at samarbejde, så skal der nogen med langt større styrke end jer to til at tvinge mig.
Den Lyshårede og Den Mørke vekslede igen blikke.
Harry smilede bredere. - Nyforelskede?
Den Lyshårede fjernede hænderne fra hofterne, revolverskæftet forsvandt tilbage under jakken.
Den Mørke rømmede sig. - Vi ved, hvem du er, men vi finder os ikke i noget fra din side.
- Vi er tre professionelle mennesker, sagde Harry. - Så længe vi også opfører os sådan, burde vi ikke have nogen problemer.
- Hvad vil du med hende? spurgte Den Lyshårede.
- Jeg vil finde ud af, hvad der skete med min bror. Hvad vil I med hende?
- Det kan vi ikke fortælle dig.
- Så kan jeg ikke hjælpe jer.
- Mister Thomas, du bliver nødt til at forstå ...
- Hvorfor bliver jeg nødt til at forstå? Hvorfor kommer I her? Hvorfor vil I have Emma? Og de bøger, jeg tog, hvorfor vil I have dem tilbage? Hvorfor?
- Det kan vi ikke fortælle dig.
- Hvad pokker er det, der foregår?
- Det behøver du ikke at vide.
- Jeg giver ikke Emma og bøgerne fra mig uden at få noget for det.
- Vi kan sikkert finde en økonomisk ordning.
- Jeg vil ikke have penge, jeg har røven fuld af penge. Jeg vil have informationer.
De svarede ikke.
- Godt. Harry trak på skuldrene, vendte sig om og gik op ad indkørslen. Asfalten var kulsort, og han mærkede varmen stråle op gennem skosålerne.
En stemme bag ham sagde: - Hej!
Harry gik videre.
- Men for fanden da, mand!
Harry standsede ikke. Han var nået op til den store, overdækkede veranda ved hoveddøren. Han lagde hånden på gelænderet ved trappen.
- Han kan have noteret noget i bøgerne.
Harry blev stående.
Stemmen fortsatte, næsten bedende: - I de bøger, der handler om fysik.
Harry vendte sig om. - Jeg kan ikke huske, at der var nogen generelle fysikbøger mellem dem, jeg tog.
Den Lyshårede sank besværet. - Kvantefysik. Hyper-space. Og den slags.
- Og den slags, sagde Harry og grinede. - Det var da altid noget.
- Det var det område, din bror arbejdede inden for, sagde Den Mørke. - Han kan have noteret noget i bøgerne, mens han læste. Ideer, løse tanker. Alt hans arbejde var hemmeligstemplet. Det var en fejl, at den mand, der fulgte dig rundt på basen, lod dig tage bøgerne. Han troede bare, det var almindelige romaner, der stod i reolen.
- Så der var nogen, der jokkede i spinaten?
- Der var nogen, der jokkede i spinaten.
- Og Emma, hvorfor vil I have hende?
- Af samme grund som du vil.
- Og det er?
- Vi vil vide, hvad der skete.
- Hun kan ikke huske noget.
- Vi tror, at hun muligvis har forårsaget ulykken. Direkte eller indirekte. Under alle omstændigheder er hun nøglen til det hele.
- Men hun kan ikke huske noget.
- Det spiller ingen rolle. Din bror var en af vores førende forskere på et meget følsomt område. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at kortlægge den mindste detalje i forbindelse med dødsfaldet. Indtil videre ser det alt andet end normalt ud.
- Ulykker sker.
- Ikke denne her. Du kan fandme tro, den ikke bare skete.
- I kan få bøgerne, sagde Harry. Det ville der ikke ske noget ved. Han havde læst to af dem og bladret de andre igennem. Der var ingen hemmelige notater i dem.
- Vi er ude efter det samme, sagde Den Lyshårede. - Vi burde kunne samarbejde.
- Vent her, sagde Harry. Han vendte ryggen til dem og gik op ad trappen, ind i huset.
Holly Roberts stod i entreen og kiggede på ham. - Hvem er de to mænd?
- Senere.
- Hvor er Emma?
- På sygehuset. Jeg er bare lige hjemme et smut.
Harry gik forbi hende ind i stuen. Han fandt fire bøger, som han tog ud fra reolen. Så løb han op ovenpå, ind på arbejdsværelset, og hentede to til. Han ignorerede Holly, der stadig stod i entreen, og gik ud til agenterne.
- Her. Han lempede bøgerne over i favnen på Den Mørke. - Det er de eneste af de bøger jeg har taget, der kan have noget med hans arbejde at gøre.
- Er vi enige om pigen? spurgte Den Lyshårede.
- Nej, sagde Harry. - Hun er syg og medtaget, hun har det ikke godt. Der er ingen, der vinder noget ved, at hun bliver flyttet nu og bliver endnu mere stresset, og måske vil hun også tage skade af det. Hun skal være rask. Før er hun ikke til nogen nytte.
- Det er vi godt klar over. Vi er enige. Vi mener ikke nu. Når hun har det bedre.
Harry trak på skuldrene. - Vi får se. Om en uges tid.
- Så er du med om bord, du samarbejder med os?
- Jeg sagde: Vi får se.
- Det gælder faktisk nationens sikkerhed, sagde Den Mørke.
Harry lo. - Hun er jo bare et pigebarn.
- Du skal ikke undervurdere hende, sagde Den Mørke.
- Vi får se.
- Og du skal ikke undervurdere os, sagde Den Lyshårede. - Denne gang var vi høflige og klarede det ansigt til ansigt. Enkelte i ledelsen mener, at det har du fortjent. Næste gang vil vi næppe være lige så høflige, hvis du ikke samarbejder.
- Hun bliver hos mig den næste uge. Så får vi se, siger jeg.
- Godt. Den Mørke vendte sig halvvejs væk med bøgerne trykket ind mod brystet. - So long, mister Thomas.
Den Lyshårede blev stående nogle sekunder længere. Han gjorde en vag håndbevægelse ud mod nabolaget i al almindelighed. - Du må holde ekstra godt øje med det hele, når hun begynder at få det bedre.
- Åh? Harry hævede øjenbrynene.
- Der er måske flere, der er interesserede i hende. Og muligvis flere, der tænker, at det er bedst at vente, til hun bliver lidt mere frisk, i hvert fald til hun har fået gipsen af og kan gå. Den Lyshårede grinede. - Det er et helvedes besvær at kidnappe folk, der sidder i kørestol.
- Du har formentlig det, som vi kalder atrofi, sagde chefkirurg MacDonald.
De sad på hans kontor. Undersøgelserne var færdige for en time siden.
Emma havde ligge så stillet, hun kunne, på et smalt leje af hård plastic. Lejet blev justeret, så hendes hoved var inde i det store hul i den massive, mælkehvide maskine.
Hun lukkede øjnene, mens en stemme, som hun ikke kendte, forklarede, hvad der skulle ske, og sagde, at det ikke ville tage ret lang tid.
Hun hørte maskinen arbejde. Lyden mindede hende om farens scanner hjemme i huset på basen, den, hun sommetider selv havde brugt til at scanne alt fra træernes blade til sin egen håndflade - og engang Ninas numse i bikini.
Emma fik lyst til at grine højt for at vise, at der stadig var noget, der var morsomt, selv for hende, men i det samme sagde stemmen, at hun var færdig. Lejet blev trukket baglæns, og hun blinkede op mod lyset i loftet.
Bagefter bad MacDonald dem vente inde på det samme værelse som før, mens han fik hjælp til at analysere resultatet.
Emma havde zappet frem og tilbage mellem de nogleoghalvtreds kanaler på fjernsynet. Hun modstod fristelsen til at blive på en nyhedskanal for at se, om der kom mere om præsident Clinton, og foretrak ti minutter af en episode fra Venner, et kvarter af en genudsendelse af Heroes og slutningen på en gammel film, som hun ikke kendte.
Onkel Harry kom og gik. Man behøvede ikke at være tankelæser for at forstå, at han ikke brød sig om at være inde på værelset sammen med hende.
Han undskyldte sig med, at det var sygehuset; han havde aldrig brudt sig om sygehuse, sagde han.
Emma orkede ikke at tænke på ham.
Hun orkede ikke at tænke, punktum.
Nu sagde onkel Harry: -Atrofi? Og hun ville ønske, at han ikke havde sagt det. Hun ville ønske, at de kunne have siddet helt stille, længe. Lige til det forsvandt, det, der var galt. Det gjorde ting sommetider: De forsvandt af sig selv, hvis man ignorerede dem længe nok.
- Ja, sagde MacDonald.
Emma lukkede øjnene.
- Det vil sige celledød i dele af tindingelappen, i et område, der er vigtigt for den episodiske hukommelse.
- Celledød? Onkel Harrys stemme knækkede over på halvvejen.
Emma kneb øjnene hårdere sammen.
- Ikke meget, sagde MacDonald hurtigt. - Ikke ret meget. Men alligevel, det er usædvanligt hos et ungt menneske. Det er en type skade, som vi først og fremmest finder hos ældre.
- Hos ældre? Emma åbnede øjnene. - Hvad for nogle ældre?
MacDonald tøvede. - Nu må du ikke tage det her alt for bogstaveligt.
- Hvad mener du? Hvad for nogle ældre?
- Hos demenspatienter.
- Demens? Det er langt ude. Senile?
- Demenspatienter har problemer med hukommelsen, ja. De ...
- Er jeg senil? Kommer min hjerne til at ... til at holde op med at virke?
- Nej, nej. Tag det nu roligt. Det her er ikke så dramatisk, Emma. Det er specielt, det må jeg indrømme, og det stemmer overens med de symptomer, du fortalte om: følelsen af deja-vu, at det føles, som om nogle ting er sket før, selvom du ved, at det er de nok ikke.
Det her er ikke mit felt, og jeg vil nødig drage for vidtgående en sammenligning med demens. Jeg tror snarere, det har forbindelse med ulykken, skaden på dit hoved og muligvis det efterfølgende traume. Jeg kender en rigtig god specialist, som jeg kan få til at kigge på dig inden for et par dage.
- Men er det noget, der vil blive værre? spurgte onkel Harry.
- Som sagt, sagde MacDonald, - så tror jeg, at det skyldes ulykken, og så er det usandsynligt, at det vil blive værre. Det er ikke en sygdom i sig selv som hos demenspatienter. Snarere en skade som følge af det, Emma har været igennem.
Onkel Harry lænede sig frem i stolen. - Hvordan kan sådan noget ske i forbindelse med en bilulykke? Celledød i tindingelappen? Det sker vel ikke bare, fordi man får et slag i hovedet?
Lad være med at spørge om mere, tænkte Emma. Hold din kæft! Jeg vil ikke vide noget!
- Et slag i hovedet? MacDonald så himmelfalden ud. - Emma lå i koma, mister Thomas. Emma var ... Han stoppede. Det virkede, som om han tænkte sig om og så tog en beslutning. - Nej, jeg tror, vi venter med denne her samtale. Jeg tror, det er bedst, hvis vi først lader det bundfælde sig lidt, så kan vi tale videre i morgen. Inden da skal jeg sørge for at få lavet en aftale hos en specialist. Det her er ikke mit fagområde.
Onkel Harry løftede det ene øjenbryn. - Det tror jeg gerne.
- Hvad? sagde MacDonald.
- Celledød, sagde onkel Harry. - Hvem har hjulpet dig med at stille den diagnose. Når det ikke er dit fagområde, mener jeg.
- Jeg har konsulteret vores mand på området, doktor Harding, her på sygehuset.
- Men det er ikke ham, du vil aftale en tid hos?
- Nej. Jeg vil råde jer til at opsøge en ekspert i Salt Lake City. Jeg kan forsikre jer om ...
- Jeg vil hjem, afbrød Emma og prøvede at dreje kørestolen rundt. Hun stødte imod skrivebordet. - Jeg vil ikke høre mere!
- Ja. MacDonald rejste sig. - Det er nok bedre at fortsætte i morgen.
Onkel Harry rejste sig også. Han og MacDonald nikkede til hinanden. - I morgen, sagde Harry.
- Vi ringes ved, sagde MacDonald.
Emma stoppede halvvejs henne ved døren. Hun spurgte uden at vende sig: - Er det, jeg tænker, forkert?
- Undskyld?
- Mine tanker, er de forkerte?
- Nej, de er ikke forkerte, kan du nok forstå. Du må virkelig ikke opfatte det på den måde.
- Nej? Men hvis jeg tror, at jeg genkender noget, hvis jeg tror, at jeg har været et sted før eller set en ting før, så er det ikke sikkert, at det er rigtigt. Det er måske bare noget, jeg tror på grund af den dér ... den dér celledød.
- Sommetider, ja. Deja-vu er en typisk følge af den skade, som du har. Men skaden er ikke særlig fremtrædende, den behøver ikke at påvirke dit liv, Emma. Det kan sagtens blive godt.
- Men det er ikke sikkert, at det, mit hoved fortæller mig, er sandt?
- Emma, du kan ikke se bort fra dine egne tanker. Du må ...
- Så svar mig dog! Emma svingede stolen rundt. - Kan jeg stole hundrede procent på alt, hvad jeg tænker? Kan jeg være sikker på, at det, jeg tror er sket, faktisk er sket?
Der blev stille.
Emma stirrede på MacDonald. Onkel Harry kiggede først på Emma, så gled hans blik også over mod chefkirurgen. - Doktor?
- Nej, sagde MacDonald. - Du kan ikke være sikker på, at alt, hvad du tror er sket, rent faktisk er sket. Af og til vil din hukommelse spille dig et puds. Den vil narre dig til at tro, at noget er foregået på en bestemt måde, uden at den har noget grundlag for det.
- Jeg kan altså tro, at en ting sker, men i virkeligheden sker der noget helt andet? Jeg kan stå midt i noget, som jeg fuldstændig misforstår?
- Nej. MacDonald rystede på hovedet. - Nu trækker du den for langt. Der er ikke belæg for at udtrykke det så drastisk. Ikke med så lille en skade. Du har, så vidt jeg kan vurdere, en klar forståelse af virkeligheden her og nu, mens den skabes, mens tingene sker. Men du har enkelte problemer med det, som vi kalder din episodiske hukommelse. Det er noget, der er til at håndtere i det daglige. Det er ikke noget uoverstigeligt problem, Emma. Du husker af og til forkert, værre end det er det egentlig ikke.
- Egentlig ikke værre end det? sagde Emma.
Som om det kunne være værre ...! Jeg husker, at Obama er præsident, selvom han vistnok aldrig har været det.
Og jeg husker, at det her begyndte lige FØR ulykken, denne her følelse. Det begyndte oppe på dinosaurstedet. Skaden kan ikke have noget med ulykken at gøre!
Eller var det også forkert? Bildte hun sig bare ind, at det var startet inden ulykken, på samme måde som hun bildte sig ind, at Obama var præsident?
- Vi kører, sagde hun. - Jeg vil ikke høre mere.
På vej hen mod elevatoren blev hun overrasket over, at hendes øjne var tørre og hendes hoved klart. Hun tænkte, at det passede ikke, at erindringen om Obama som præsident var helt anderledes end den følelse af deja-vu, hun tidligere havde haft.
Hun kom i tanke om, hvad hun havde sagt til onkel Harry: Det her er ikke noget, som jeg tror, at jeg kan huske, eller tror, at jeg har oplevet. Det er noget, jeg ved. Der er forskel.
Hun trillede ind i elevatoren og vendte kørestolen. Onkel Harry kom ind og trykkede på knappen til stueetagen.
Dørene gled i, og elevatoren satte i gang, præcis hurtigt nok til, at maven svævede en tiendedel sekund.
Og Emma tænkte: Jo. Der er forskel Det ER der.
Da de kom hjem, tog onkel Harry Holly Roberts med op på arbejdsværelset for at informere hende. Emma kunne høre deres stemmer gennem gulvet, men hun kunne ikke skelne ordene.
Hun fik manøvreret sig ind i stuen, hen til dobbeltdøren ud til haven. Hun åbnede den og trillede ud på den flisebelagte terrasse.
Der var skygge helt inde ved muren. Hun kørte derind og vendte stolen, så hun havde udsigt over haven.
Hun var bange.
Da stolen var kommet på plads, da alt omkring hende var grønt og kønt og stille, skar det igennem hende; en pludselig kvalme, noget, der steg op i halsen, indtil det var ved at kvæle hende, og hjerteslag, der sparkede mod hendes ribben.
Jeg vil ikke!
Det kan ikke passe, at jeg er syg!
Det kan ikke være rigtigt!
Langsomt fik hun det bedre - eller måske vænnede hun sig bare lidt til det - og prøvede at tænke logisk: Hvor gik grænserne? Hvordan kunne hun vide, hvilke minder der var ægte, og hvilke der var løgn?
Det lød så uskyldigt, når MacDonald sagde, at "det er bare din hjerne, der spiller dig et puds", men i virkeligheden var det ikke "et puds", der var tale om.
Det, som hendes hjerne af og til serverede for hende, var løgn. Lodret løgn. Den var ude af kontrol, og hun måtte finde en måde at skelne mellem løgn og sandhed på.
Det, der sker lige nu, tænkte Emma. Om et minut - ja, om et sekund - er det blevet til minder? Hvordan kan jeg vide, at jeg husker det rigtigt?
Jeg er ikke engang sikker på, at jeg kan huske, hvad MacDonald sagde, ikke rigtig. Måske sagde han noget helt andet, end jeg tror. Måske husker jeg forkert. Måske sagde han, at jeg er ved at blive senil, at min hjerne rådner.
Eller ... Hvis hun nu skulle forestille sig det allerværste: Hvad hvis det hele bare var noget, hun bildte sig ind? Hvad hvis alt, hvad hun så omkring sig, alt, hvad hun troede, hun havde oplevet de sidste uger, bare var en løgn, hendes hjerne fortalte hende?
Måske ligger jeg i koma, måske er jeg slet ikke vågnet. Det kan være, det hele er en drøm, en mellemverden, som jeg er i, indtil jeg enten vågner eller dør.
Og pludselig huskede hun med foruroligende klarhed en af de første tanker, hun havde haft, da hun var ved at vågne - hvis hun da overhovedet var vågnet - på sygehuset: Hvad hvis hun virkelig var død? Hvad hvis det allerede var sket? Hvad hvis det var sådan her, døden var?
En anderledes verden, hvor folk ikke forstod hende, hvor Lillebror ikke kunne tale.
Det kløede under gipsen, og det gjorde ondt i brystkassen, men det behøvede ikke at betyde, at hun levede. Der var vel ingen, der kunne vide sig sikre på, at det ikke gjorde ondt at være død? Måske var det det, der var helvede, at det gjorde ondt?
- Forstyrrer jeg?
Hun for så meget sammen, som gipsen og bandagerne tillod. Og reagerede med vrede, fordi hun garanteret havde siddet og set dum ud: - Lad dog være med at komme listende på den måde! Altså!
- Åh, undskyld, sagde Daniel.
Den unge, pæne gartner.
Nej! Emma knyttede næverne, så neglene skar ind i kødet. Var der ingen grænser for, hvor rædselsfuld denne her dag skulle være? - Nej, nej. Hun holdt hånden op foran øjnene og prøvede at få samling på sig selv. - Det var ikke dig, jeg mente. Jeg ... jeg troede, det var min lillebror, men ... Hun lo opgivende. - Han taler jo ikke længere. Åh, altså. Hun trak pegefingeren hen under begge øjne. Hun græd ikke, men det føltes, som om det var på vej. - Det hele er så fucked up. Undskyld.
Daniel stod to meter fra hende. Han lænede sig op ad en spade og smilede forsigtigt. Han trak hånden gennem håret. - Nej, din bror er ikke specielt snakkesalig.
- Han har ikke sagt noget siden ulykken. Sikkert på grund af chokket.
- Åh, sagde Daniel.
Så sagde de ikke mere.
Emma ville så gerne finde på noget, noget kvikt og vellykket, der kunne få ham til at tænke pænt om hende. Men der var ikke noget, der ville falde på plads i hendes hoved. Hun var helt tom, og hun vidste, hvordan hun så ud: en forpjusket, panisk og grim pige i kørestol.
- Jeg kan bare gå igen, sagde Daniel. - Hvis du hellere vil være i fred.
- Nej! Jeg mener ... Nej, nej. Jeg har det bedre nu.
- Okay. Han rømmede sig. - Det er godt.
- Så ... Emma gjorde en hjælpeløs bevægelse ud mod haven. - Du arbejder?
- Ja. Han smilede og rettede sig op, strakte ryggen. - Hende miss Roberts, sygeplejersken, hun sagde, at I gerne ville have nogle springvand. Et stort og måske to-tre små, sagde hun. Det er en stor opgave, jeg kommer til at være her meget i den kommende tid.
- Det lyder godt.
Sig dog noget kvikt! Hun fugtede læberne. Sig dog for fanden noget, der er værd at høre på! Men hendes hoved nægtede fortsat at samarbejde. - Godt, at du har arbejde og alt muligt, mener jeg.
- Ja, der er ellers ikke så meget arbejde for tiden, så det er godt, at der bliver mere at lave her hos jer. Før i tiden var der mange flere, der betalte for at få hjælp i haven. Du ved, inden krisen, inden bankerne gik konkurs og alt det dér.
- Ja.
- Det er en lille by. Der er ikke så meget at vælge imellem, når man er vokset op her.
- Nej.
- Men jeg kan lide at være udendørs, kan lide at være i gang. Det er bedre end Burger King.
- Ja.
- Men ... Han så på hende, knaldblå øjne. - Nå, jeg må hellere fortsætte med at grave. Med springvandene.
- Ja.
- Okay. Så snakkes vi ved.
- Vi snakkes ved. Hun hviskede det kun lige netop.
Han tøvede, så hilste han med den kasket, som hun først nu opdagede, at han holdt i den ene hånd, han vendte sig om og gik ned gennem haven med spaden i den anden.
Hun stirrede ned i skødet, foldede hænderne og klemte fingrene sammen, indtil smerterne trak op gennem hendes underarme. Og hun tænkte, at hun sikkert ikke fortjente bedre, når hun var så fej. Når hun ikke engang turde tale med en, som hun godt kunne lide.
Den aften tilbød Holly hende "noget at sove på", men Emma sagde nej tak.
Bagefter fortrød hun. Hun lå længe, inden hun faldt i søvn, og da søvnen endelig kom, var den urolig. Et tyndt, sort slør, der blev trukket hen over og igennem hende, og som ikke engang dækkede hende helt.
Så var der noget, der insisterede, forstyrrede, prikkede i hende. Det ville ikke give hende fred. Det tog et stykke tid, før hun blev klar over, hvad det var. Det bankede på døren.
Hun kæmpede sig vågen. Hun tog mobilen, der lå på natbordet, og trykkede på en tast, så der kom lys i displayet. 03:10.
Det blev ved med at banke. Dunk-dunk.
Emma hævede sig op på albuerne. Det gjorde ondt i hendes ribben. Hun stoppede to puder ind under ryggen. - Hvad er der?
Dunk-dunk.
- Lillebror? Er det dig?
Hvis hun bare kunne have stået op, være gået hen til døren og have åbnet.
- Så kom dog ind!
Hun blev pludselig rasende, helt urimeligt rasende, og lige så urimeligt bange. Det var midt om natten! Hun var træt! Der var noget galt inde i hovedet på hende! Hun havde benene i gips, og hendes overkrop var viklet ind som en mumie!
Shit!
Så mærkede hun lugten. Den ramte hendes ansigt, tung og sød og kvalmende. Den krøb ind i mundhulen, pressede sig mod øjnene. Forrådnelse.
Lugten mindede hende om gammelt burgerkød, der var blevet liggende for længe i skraldespanden uden for huset på basen. Hun kunne se fluerne, der blåsorte og fede summede under ørkensolen.
Døren blev skubbet op, så den åbnede sig fem-ti centimeter.
Ikke en lyd fra rummet udenfor.
Emma hørte sin egen vejrtrækning, anstrengt, stødvis. Lugten af råddent kød syntes at klæbe sig fast til ganen og halsen. Den gled ned gennem hende, som noget fysisk, som noget blødt og levende, og sivede ud i mavesækken.
Der blev skubbet til døren en gang til. Denne gang svingede den helt op, og stanken blev stærkere, hun mærkede den varme bølge slå gennem sin krop.
Hun brækkede sig. Hun holdt en hånd for munden, kæmpede for at synke væsken og de bløde klumper, der skyllede op gennem halsen.
Lyset fra stuen glødede omkring den lille skikkelse i døråbningen.
- Lillebror, sagde Emma halvkvalt.
Han sagde ingenting.
Han kom hen imod hende. For hvert skridt han tog, blev lugten stærkere, og da hun så rigtigt på ham - da han var kommet langt nok ind i værelset til, at lyset derude ikke længere brændte ham til en sort silhuet, da så hun, at ansigtet havde store, dybblå, skurvede pletter, at øjnene sad dybt inde i hovedet, og at kinderne hang slapt ned. Det var, som om huden og kødet indenunder snart ville begynde at dryppe - klisj, klisj - ned på T-shirten.
Han rakte hænderne frem mod Emma. Huden var ved at skrælles af fingrene, hun så de hvide knogler indenunder, og da han åbnede munden og mimede det samme som sidst - Hjælp mig - var de få tænder, der var tilbage, ikke andet end små, sorte stumper.
Hun skreg.
Hun skreg på onkel Harry, og hun skreg på Holly, hun skreg på hjælp, og hun skreg til Lillebror - Hvad sker der? Hvad sker der? - og hun rakte hænderne frem for at tage hans, for at dække ham, helbrede ham, samtidig med at hun indvendig sank ned i noget bundløst og mørkt, noget afmægtigt.
For hun drømte ikke. Hun vidste instinktivt, at det her var virkeligt, at det skete. Og at ingenting længere kunne hjælpe Lillebror.
- Han er her ikke!
Hun mærkede det klemme om sine overarme. Hun stirrede ind i onkel Harrys øjne, tæt ved sine egne. Han ruskede i hende. - Du har drømt! Nu må du holde op med at skrige!
- Jeg har ikke ... begyndte hun med ru stemme.
- Emma, hold nu op. Du skal holde op!
- Vi er nødt til at hjælpe ham, hviskede hun. - Han har brug for os.
- Du har drømt.
- Nej!
- Som du vil. Han trak sig baglæns. Han havde stået med det ene knæ oppe i sengen, og madrassen gyngede, da vægten af ham forsvandt. - Tag tøj på, så kører vi en tur.
- Det er midt om natten, jeg vil ikke ...
Onkel Harry ignorerede hende. Han vendte sig om. Nu så Emma, at Holly stod i døråbningen. Hun havde en hvid T-shirt på, der nåede ned midt på de nøgne lår.
- Giv hende tøj på, sagde onkel Harry.
Holly nikkede.
- Vi skal ud at køre, sagde onkel Harry og gik.
Emma råbte efter ham: - Jeg vil ikke! Kan du forstå det? Jeg vil ikke!
Hans trin forsvandt hen over gulvet i stuen.
- Det er bedst, at du gør, som han siger, sagde Holly. - Det er vigtigt.
- Det er jeg ligeglad med.
- Emma, vær nu sød. Jeg lover, at du ikke kommer til at fortryde det.
- Ved du da, hvad han vil?
- Det tror jeg.
- Men så fortæl mig det dog!
- Du skal selv se det.
- Du kan vel sige, hvor vi skal hen!
- Det er ikke farligt. Der er ikke nogen, der vil gøre dig noget ondt. Det bliver godt for dig. Det er jeg sikker på.
- Nå, men okay så!
Emma gav op. Hun kunne høre på sin egen stemme, at hun råbte og brokkede sig som en lille forkælet unge, men hun kunne ikke gøre for det. Det var så sindssygt uretfærdigt alt sammen.
Der var ingen, der troede på hende. Ingen!
- Men Lillebror, sagde hun. - Der er nogen, der må hjælpe Lillebror. Vi kan da ikke bare køre fra ham.
- Jeg bliver her, sagde Holly. - Det skal nok gå alt sammen. Det skal nok gå.
Hun hjalp Emma med at få et par løse joggingbukser på og den bluse, der hørte til. - Det varer ikke ret længe nu, sagde hun, - så kan du komme af med gipsen.
- Det klør helt vildt, mumlede Emma.
Holly smilede og strøg hendes hår væk fra panden, samlede det i en pjusket hestehale. - Jeg synes, du er tapper, sagde hun. - Meget tapper.
Emma fik lyst til at sige, at hun ikke var nogen lille unge, men hun kunne godt lide at have Holly i nærheden, og hun kunne lide, at Holly kunne lide det. Pludselig var tårerne kun et par blink væk, og hun vendte hovedet den anden vej. - Tak.
Holly hjalp hende ud til bilen. Det var mørkt og koldt. Holly lagde en ekstra jakke omkring hende.
De kørte ned til Main Street og krydsede den. De fortsatte sydpå. Emma spurgte flere gange, hvor de skulle hen, men onkel Harry svarede ikke.
Hun kiggede ud ad vinduet. Der var ingen gadelygter her uden for centrum, og mørket lå dybt bag husene langs vejen.
Efter nogle minutter drejede onkel Harry af til venstre, kørte ind på en tom parkeringsplads og standsede. Han åbnede døren og stod ud. Han bevægede sig hurtigt og kraftfuldt; Det var tydeligt, at han var rasende.
Han sagde ikke noget, mens han hjalp hende ned i kørestolen, og hun havde opgivet at spørge.
Hun kiggede sig omkring, men kunne ikke finde ud af noget særligt om det sted, hvor de befandt sig. Det var dårligt oplyst, og der var kun sparsom bebyggelse, men det virkede, som om der var flere ganske små lyskilder spredt ud over det, der velsagtens var ørken.
Onkel Harry trillede hende hen over parkeringspladsen og ind på en asfalteret vej.
Emma missede mod mørket. De svage lyskilder var som små, fjerne stjerner, bortset fra at de så ud til at blinke kun nogle få centimeter overjorden, og altid lige ved siden af en stor, rugende skygge.
Længere fremme var der en gadelygte. Den var cirka to meter høj, og lidt bag ved den kunne Emma skimte en skraldespand i forsiret smedejern og en vandhane med flere vandkander stillet pænt på række ved siden af.
Så gik det op for hende.
Vandkander, så folk kunne vande de blomster, de havde plantet.
De var på en kirkegård.
De svage, lysende pletter var olielamper, der var tændt ved nogle af gravene. De funklede inde i glasbeholdere af forskellig form og farve, der skærmede dem mod vind og vejr.
- Nej, sagde hun.
- Her, sagde onkel Harry og pegede op over hendes hoved. Hun kunne ikke se på hvad. Han stoppede kørestolen ved kanten af græsset. Han kom hen foran hende og bøjede sig ned, tog fat under hendes lår og bag hendes ryg, løftede hende op. Hun holdt ham om halsen.
- Nej, sagde hun.
- Nu skal du se, sagde han.
- Jeg vil ikke.
- Jamen nu gør vi det.
Han vaklede ind i mørket med hende. Hun var bange for, at han skulle falde. Der var ingen små lys der, hvor han gik. Gravstenene var i forskellig bredde og højde. Tunge skygger, som han slingrede af sted imellem. Hun drejede hovedet ind mod hans skulder, ville ikke se noget.
Så standsede han.
Han trak vejret tungt, sank ned på knæ og lod hende glide ned i græsset. Det var koldt og fugtigt.
Han rodede i lommerne på sin jakke, trak mobilen frem og trykkede på en tast, så lyset i displayet blev tændt. Så holdt han den hen til den nærmeste gravsten.
- Se, sagde han. - Her ligger de.
Men hun ville ikke.
- Du skal se på den, sagde han. Han tog fat under hendes hage med stærke fingre. Tvang hendes hoved op. - Nu stopper det!
Og hun åbnede øjnene.
I det svage, hvide lys fra displayet så hun teksten på gravstenen, først nogle ord på engelsk, så nogle på norsk - og tre navne. Hun blinkede for at holde tårerne tilbage. Hun var ude af stand til at tænke andet end nej, nej.
Olav Haakon Thomas.
Sofia Thomas.
William Thomas.
- Kan du se det? Onkel Harry råbte. Hans fingre gjorde ondt mod Emmas kæbe. - Lillebror er død, William er død. Han døde ved ulykken. Jeg ved det. Jeg har begravet ham her. Kan du så for fanden fatte det!