21

Et par dage forinden havde han set en bannerreklame for en mobiltelefon på banegården, hvor der med meterhøje røde bogstaver stod Get a Life. Han havde følt sig mærkelig stødt. Hvis et liv skulle forestille en tilværelse uden for arbejdstiden, så havde han ikke noget, tænkte han uden beklagelse. Og hvad nu, hvis det rent faktisk var fornøjelsen ved at løse den kriminelle sudoku, der var med til at få ham ud af sengen om morgenen? Det gav fint nok mening for ham. Nu var han dog hjemme halv ni og havde tid til at fordøje dagens information over en bid brød. Han åbnede forventningsfuldt køleskabet. De hvide hylder stirrede tilbage. Det var tomt bortset fra to dåseøl og en stump tyrkisk pølse. Han havde været overbevist om, at der havde været noget lam i hvidløg tilbage fra fredagen, men nu huskede han, at han havde spist resterne til frokost dagen før. Han stod ubeslutsomt en stund, og tog så pølsen ud og fandt en gryde frem til at svitse den i. I morgen ville han spørge Jacob, om han kom over til en ordentlig gullasch en af de nærmeste dage. Hvor meget han end nød at være alene, satte han pris på besøgende. Den selvvalgte ensomhed var dobbeltspektret. Den var nødvendig, et sted hvor han sorterede information. Han havde endnu ikke mødt den kvinde, der forstod det. De blev hurtigt jaloux på det sted, hvor han trak sig hen, og ønskede enten at blive indviet – hvilket forekom decideret intimiderende – eller trække ham ud. Ingen af delene havde noget heldigt udfald. Og alligevel forekom det ham indimellem tomt i huset. Han fandt en cd med Joe Satriani frem og lod en live-udgave af Time ruske sig igennem med sin tyngdefulde guitar. Han bildte sig ind, at han kunne høre rummet omkring guitaren. Han smilede for sig selv. Det føltes som et stå det sted i havet, hvor bølgen ramte.

Fem minutter senere kunne han indtage det noget begrænsede måltid bestående af tyrkisk pølse med ketchup og et stykke brød ved stuebordet i selskab med en stak papirer, han havde taget med hjem.

Milan. Han var grunden til, at Trokic søgte videre til kriminalpolitiet. Han havde været en ven af hans lillebror Mirko og han selv. Milan arbejdede som tømrer og boede i et ældre hus længere henne ad gaden. Da Trokic som teenager var begyndt at komme til Kroatien, havde de været sammen alle tre. Hængt ud på gaden. Set efter de samme piger. Ingen af dem kunne have forudsagt, hvad Milan gemte, Trokic mindst af alle. Da Mirko kørte galt med bilen, var det Milan, der tilbragte længst tid på hospitalet med at underholde og komme med bøger. Samtidig havde Milan sørget for, at lillebrorens noget ramponerede bil blev repareret, så den var køreklar igen, da han blev udskrevet. Det havde betydet noget for Trokic, at Milan var der, når han selv var i Danmark. Milan var i det hele taget populær i familien, for sin gavmildhed og hjælpsomhed med de trækyndige hænder. Men så kom krigen, og Milan ønskede at gøre sin indsats for Kroatien, selvom han ikke tidligere havde givet udtryk for modstand mod serbere eller anden politisk overbevisning. Det havde ganske enkelt ikke været temaet, når de var sammen.

Længe hørte familien intet fra ham. Trokic så ham kun en enkelt gang, hvor han var hjemme og besøge sin fætter og kusine, hvor Trokic boede. Milan havde ved den lejlighed medbragt en pose med en masse lækkerier, som guderne måtte vide, hvor han havde skaffet. Men der foregik så mange handler mellem soldaterne, vidste han. Vennen var i mellemtiden avanceret til officer og havde et pænt antal personer under sig, og beklagelserne over forholdene i hæren syntes at optage ham en del.

Selv da havde Trokic ikke observeret noget usædvanligt ved ham. Hans opvækst i Danmark blandt nogle af dem, der respekterede loven mindst, havde ikke forberedt ham. Krigen havde været slut i et år. Trokic havde mistet sin far og bror og havde brug for at dele smerten med nogen, der havde kendt dem. Under sit første besøg efter krigen spurgte han sin fætter, hvad der var blevet af Milan, men fik kun undvigende svar. Da han uforstående gik til sin kusine, fik han et kryptisk svar om, at varulve var mennesker, der opførte sig normalt det meste af tiden. Endelig måtte Trokic ty til en gammel ven af familien, der drev en velbesøgt bar, en træbarak i udkanten af byen, hvor de ofte havde været sammen.

De kaldte ham Varulven fra Medvednica. Der var beviser nok. Milans arbejde som officer havde givet ham en magtposition, der havde fået en anden side af ham frem. Man sagde, der fandtes vidneudsagn og videomateriale fra nærtstående i hæren, der bekræftede, at Milan egenhændigt havde mindst tres henrettelser på samvittigheden. Det var en af de få gange i sit liv, Trokic havde været lammet følelsesmæssigt. Ikke på grund af Milan, men fordi han havde tabt troen på andre mennesker.

Det bankede på døren. I formodning om at det var naboen, der kom for at klage over hans manglende klipning af hækken, kom han tøvende på benene og gik ud for at lukke op. I døren stod Lisa imidlertid i en tynd blomstret chiffonbluse med armene omkring sig i den kølige aften.

– Hej? sagde han.

Hun lavede en usikker grimasse og rakte nogle papirer frem, hun havde holdt i hånden.

– Forstyrrer jeg? Det er lidt sent.

– No problem. Kom ind.

Hun gik ind i den korte gang og tog skoene af.

– Hvor er den sød.

Han fulgte hendes blik. Katten legede med en stump pølse på gulvet. Han havde på fornemmelsen, hans aftensmåltid var ovre. Madtyverier var jævnligt forekommende.

– Det er Pjuske.

– Jeg tænkte, at jeg ville smide de her papirer af hos dig på vejen hjem. Det har været lidt travlt ... jeg kunne ikke nå det før.

– Ja? Vil du have noget kaffe eller en øl?

– Nej tak, jeg har allerede fået en øl med Jasper, og jeg skal hjem. Jeg ville også lige sige ... hun trak vejret langt ind og gned sit ene håndled ... – at jeg først følte mig lidt kørt ud på et sidespor med computeren og uden makker.

Han gned sig i håret, mens han vejede sine ord.

– Det er mit job at sørge for, at vores ressourcer bliver udnyttet bedst muligt. Især fordi vi er pressede. Vi kan simp ...

– Det ved jeg. Jeg skulle lige til at tilføje, at jeg er glad for at have fået mulighed for at være med til noget med mere kød på end computere. Afhøringerne for eksempel ...

Der blev en pause, mens han tænkte.

– Du kunne få Jakob som makker. Han har arbejdet alene indtil nu ... NEC kunne ikke afse flere folk ... og det er mit ansvar, at få mest muligt ud af ham. Så kan du også lære noget af ham.

– Det lyder godt. Tak.

Hun så ud til at være tilfreds, for hun droppede emnet og kiggede sig i stedet omkring for til sidst at pege på et gadebillede, der fyldte det meste af siden på et af køkkenskabene.

– Er det dér, du kommer fra? spurgte hun.

– Jeg kommer her fra byen.

Trokic kørte en hånd gennem håret. – Men det er den by, hvor min far boede.

Lisa lagde hovedet på skrå og betragtede det nærmere.

– Det ser hyggeligt ud. Flotte nerier ... dem elsker jeg.

Så flyttede hun blikket.

– Jeg må hellere tage hjem. Det der er en rapport med bilag om det, jeg fik ud af pc’en i dag. Tak for snakken.

Han sank hen i sofaen og syntes godt om sin beslutning om at sætte de to kriminalassistenter sammen. Jacob ville sikkert kunne lide Lisa. Samme alder. Samme humor. Han var glad for, Jacob var kommet.

Først var han ikke klar over, hvor han var. Det var lyst omkring ham. Alt for lyst. Over ham trængte solens lys igennem et filtret gitter af skovens træer og ned på den snedækkede bund. Mod venstre kunne han ane den lille sø, dækket af is og omgivet af frostskarpe dunhammere.

Der var nogen bag ham. Han kunne høre den sagte puslen og fornemme en svag lugt af afføring. Skrabende lyde. Han fór sammen. Tøjet klistrede til ham. Så bevægede sneen sig foran ham, omkring ham, bugtede sig i klumper mod alle verdenshjørner, og det var alligevel ikke årets første krystalnedbør, men kaniner, askefarvede kaniner i tusindvis, der snoede sig i lange rækker hen mod søen. Han hev efter vejret, og de små, pelsklædte dyr vendte sig mod ham og viste deres små, skarpe tænder mod ham. Slet ikke gnavertænder, men lange, spidse syle bag de tilbagekrængede læber. Han snublede over den første kanin foran sig og mærkede, hvordan han knækkede en ryghvirvel på én af dem, da han trådte ned igen. Deres øjne glødede fra hulerne, og deres hvæsen steg.

Over ham havde himlen nu lyserøde og grå skyer, og han forsøgte at løbe ind imellem kaninerne, faldt ned i de kolde askepelse, i den hvide skov, og deres skrig steg til en høj lyd, mens mørket og en kimen vævede sig omkring ham.

Han vågnede med et voldsomt gib. På tæppet over ham lå papirer, rapporter i sagen, spredt ud over det hele. Han kiggede automatisk på uret. Den var lidt over elleve. Han havde sovet tre kvarter. Han kom op i siddende stilling og greb en stak papirer i deres flugt mod gulvet. På bordet stod en halvtom flaske rødvin. Det hamrede i hans tindinger, og sveden på hans ryg var blevet kold. Noget havde vækket ham. En lyd. Trokic virrede med hovedet. Han kunne stadig se de askefarvede dyr på gulvet, i kroge, under spisebordet. Han gned øjnene og rakte ud efter sine cigaretter. Langsomt forsvandt billedet af kaninerne, og gulvet var igen gulv. Så var lyden der igen. Telefonen.

Det var Agersund.

– Der er noget virkelig mærkeligt ved den sø, sagde han. – Vi har fået svar på analysen af skarntyden. Du havde ret. Det er overvejende sandsynligt, at den lille tørrede buket på Anna Kiehls bryst stammer fra den klase af planter, der gror tæt ved vandhullet.

– Tror du, vores drabsvåben ligger dernede?

– Det er et gæt. Vores drabsmand kender området. De planter er plukket tidligere på året. Måske i sommer eller endda i foråret. Så han færdes der. Vi sender et hold dykkere ned. Jeg vil vide, hvad der er i den sø.