23
Huset lå på en af de sideveje, der stødte op mod skovens udkant. Det var et halvfjerdserparcelhus i to etager, der skilte sig ud midt i al den omgivende pæne danskhed, med en uterlig have af langt, vissent græs og sammenvoksede filtrede buske. Gavlen var malet i en kedelig lysebrun farve. Indimellem havde man lappet på malingen med en anden farve. Vinduerne var næsten uigennemsigtige af snavs, og stedet så på ingen måde indbydende ud. Han skuttede sig.
Manden, der åbnede døren, var skaldet og sidst i fyrrene. Han bar mørke cowboybukser med svaj, en orange hjemmestrikket sweater og træsko. Neglene trængte til at blive klippet, og om halsen bar han en metalkæde med det symbol, de havde fundet tegnet på et stykke papir i Anna Kiehls lejlighed.
– Goddag, sagde manden og målte Trokic i hele hans højde.
– Vicekriminalkommissær Trokic, præsenterede han sig og rakte sit id frem. Bag entreen kunne han skimte stuen, hvor kronragede mænd og kvinder bevægede sig tavst rundt i deres selvskabte virkelighed.
– Hanishka, sagde manden. Han gloede på skiltet. – Daniel? Det er et godt navn.
– Jeg har nogle spørgsmål i forbindelse med et drab begået i weekenden.
– Hvad har det med os at gøre?
– Jeg har brug for at få nogle oplysninger.
Hanishka åbnede døren helt op som svar, og Trokic fulgte efter ham ind i forgangen, en lille firkant med linoleum i firsertern.
– Vær venlig at tage dine sko af, sagde Hanishka i en tone, der ikke indbød til modsigelser.
Trokic tog de sorte sko af og trippede på det kolde gulv efter ham ud i et køkken, der bar præg af mange menneskers brug. Tekopper stod i horder rundt om vasken, og der lugtede besynderligt af noget, der fik ham til at tænke på kaninfoder. Han gøs, da han tænkte på aftenens mareridt. En mørk kvinde stod i bare tæer og hakkede gulerødder ved køkkenbordet og kiggede end ikke op, da de kom ind og brød freden. Trokic spekulerede på, hvad naboerne syntes om denne plet på ligusterkvarterets konformitet, og om deres postkasse blev sprunget over ved uddeling af invitationer til den årlige vejfest med frikadeller og fællessang.
Sekten var lokalt centreret omkring Hanishka, og den tog sit udspring i fortolkningen af Bibelen. Det var sådan mange af de store sekteriske bevægelser var opstået. En person med karisma, der studerede biblen og efterhånden inddrog flere og flere elever, havde Jacob sagt. Skulle Anna Kiehl have haft en relation til disse mennesker? Dette selvstændigt tænkende individ med sine stærke politiske overbevisninger? En antropolog? Han havde svært ved at tro det. Der måtte være tale om et studium, eller at sekten på anden vis havde krydset hendes vej.
– Vi er blot en lille del af en større flok, der vokser i styrke dag for dag over hele verden, sagde Hanishka, da han havde budt Trokic et glas af en afskyeligt lugtende urtete. – Vi studerer Bibelen og forsøger at holde os rene, og vi tror på, at Guds ord skal forstås i sin sammenhæng.
– Lidt som Jehovas Vidner? spurgte Trokic, mens han forsøgsvist nippede til drikken og spekulerede på, om han dermed fornærmede personen over for sig. Men den midaldrende selvudråbte apostel rystede blot på hovedet.
– Jehovas Vidner er en del af det rådnende samfund. Vi holder os ude af det.
Trokic spekulerede på, hvad kommunen ville sige til dén, om de hellige mennesker var i stand til at leve af åndelig luft, eller om de tog mod almisser fra samfundet.
– Lønnen for ydmyghed og frygt for Gud er rigdom og ære og guld, sagde Hanishka til det uudtalte spørgsmål. – Men hvordan kan jeg hjælpe dig, Daniel?
– Den Gyldne Ordens symbol blev fundet i en kalender hos en ung kvinde, der er blevet dræbt. Vi vil gerne vide, om der er nogen forbindelse mellem jer og hende.
– Som sagt tager vi ikke del i samfundet, og derfor er der ingen forbindelse mellem os og de skabninger, der stadig deltager. Der står i Åbenbaringen, at det kun ...
– Så længe I er bosiddende inden for dette samfund, skal I være politiet behjælpelig med informationer, afbrød Trokic, der hverken havde tid eller lyst til en længere udredning.
– Men det er vi heller ikke. Grænsen går uden for døren, påpegede Hanishka i et tålmodigt tonefald. – Herinde er du uden for samfundet. Og ...
– Vil du være venlig at svare på mine spørgsmål? Jeg har lidt travlt.
– Fordi dit navn er Daniel, vil jeg svare på det, der måtte støde dit hjerte. Vi kender ikke til en kvinde ved navn Anna Kiehl.
– Hvorfra ved du, hun hed det? Det har jeg ikke nævnt.
Hanishka stirrede snedigt på ham.
– Vi falder over en avis en gang imellem. Vores fisk fra havnen bliver pakket ind i den.
– Aha, sagde Trokic og løftede brynene. Han rakte ud efter sine cigaretter, men lagde pakken tilbage i lommen, da han modtog et skarpt blik fra manden på den anden side af bordet. Han var ikke imponeret over deres tilsyneladende godhed. Mange mennesker var blevet slået ihjel med Bibelen i hånden, og det var kun få år siden, et kvindeligt sektmedlem var død under en sadomasochistisk uddrivelse af urenheder. Ingen sekt så med venlige øjne på frafaldne. Og rummet var koldt og upersonligt.
– Hvad med dine disciple?
– Den Gyldne Ordens medlemmer har ingen hemmeligheder for hinanden, og vi opholder os altid her omkring.
– Vil du alligevel forhøre dem under jeres næste andagt eller møde, bøn eller hvad det nu hedder alt sammen – om nogen kender eller har hørt om hende?
– Naturligvis. Men svaret vil være det samme.
Trokic tog afsked med Hanishka og gik ned ad den lille ukrudtshærgede sti, der førte op til huset. Det sitrede i nakken på ham, da han stoppede op for at tænde en smøg, og hans hud blev kold. Han vendte sig med et ryk. I det ene vindue på førstesalen i det klodsede hus, kiggede et par øjne ned på ham fra et kronraget hoved. Ansigtet var gråt og øjnene tomme. Deres øjne mødtes kun et par sekunder. Trokic tog et skarpt drag af cigaretten. Han kunne gå ind i huset igen, men der var en hel hær af hårløse mænd derinde. Han ville ikke kunne kende dem fra hinanden. Så forsvandt skikkelsen fra vinduet.