55

Lisa lå vågen og stirrede på den sovende mand ved siden af sig. Morgenlyset kastede bløde stråler på ham. Det var længe siden, hun havde haft en mand i sin seng. Der havde været ansigtsløs famlen i fremmede senge gennem de senere år, men hun var altid forsvundet, før dagslyset brød frem, som oftest uden at efterlade nogen oplysninger om sig selv. Den sikre måde at undgå afvisninger på. Dette eksemplar afgav en varme i hendes dyner og afsatte sine dufte på hendes krop, og et øjeblik spekulerede hun på, om hun endelig havde fundet den rigtige.

Han havde fundet sagen med den druknede officer, men samtalen med Hanishka var trådt i centrum i stedet. De var taget hjem sammen, og ingen af dem havde kunnet sove. Begge speedet af de mange timers arbejde og ude af stand til at falde ned. Endelig havde de elsket med en intensitet, der fik tiden til at stå stille. Hun trykkede på vækkeuret ved siden af sengen for at undgå, at det begyndte at ringe, og stod ud af sengen. Jacob mumlede tilfreds i søvne. Hun overvejede at lave morgenmad med pølser, scrambled eggs og tykke skiver af bacon. Men der var ikke tid. De måtte klare sig med noget hurtigt på vejen. Hun lod Jacob sove et kvarter længere, mens hun læste rapporten om Isa Nielsens forsvundne far.

Salaten i den sandwich, der kom til at erstatte morgenmaden, var ikke den mest livlige, hun havde stiftet bekendtskab med. Tomaterne var melede og havde opblødt det hvide brød indvendigt – en noget splattet affære. Jacob styrede efter hendes anvisning behændigt bilen gennem byens gader mod sektens tilholdssted. De havde igen ringet hjem til Trokic, men ingen havde taget telefonen, og mobilen gik fortsat automatisk på telefonsvarer, når hun ringede op. Hun kunne næsten ikke sidde stille ved tanken om at fortælle ham om de ting, de havde fundet frem til. Hun rynkede bekymret panden, for måske fartede kollegaen rundt alene – noget han under ingen omstændigheder var i stand til ret længe i den afkræftede tilstand. Eller var der ligefrem sket ham noget? Endvidere havde Agersund under opkaldet fået den tanke, at hun vidste, hvor han var, og ikke ville sige det, hvilket irriterede hende grufuldt.

– Du skal den vej.

Hun pegede fingeren ligeud i retning mod Dalgas Avenue, mens hun holdt telefonen op mod øret. I det samme blev den taget i den anden ende.

– Du lyder ung, sagde løjtnanten, da hun havde præsenteret sig og beklaget tidspunktet. Hun kunne høre, der blev skramlet med service i baggrunden. Morgenmad?

– Stemmen bedrager, smilede hun.

– Jeg er selv pensioneret nu.

– Det kunne jeg næsten regne ud. Vi søger oplysninger om én af dine befalingsmænd, der forsvandt for hen ved sytten år siden. Konrad Nielsen. Dit navn står i sagspapirerne.

– Jeg husker ganske udmærket Nielsen. Han gjorde tjeneste hos os i Vordingborg i over ti år. Vi havde meget tilfælles. Han var lystfisker ligesom jeg.

Hun kunne høre ham smile.

– Vi brugte det meste af vores fritid på det. Så det blev til et godt venskab over årene. Han gik virkelig op i det. Han lavede selv sin egen jolle. Af glasfiber. Malede den blå. Køn var den ikke, men han var enormt stolt af den. Den tog vi mange ture i, og vi holdt kontakten, efter han blev overflyttet til Jylland

– Hvornår var det?

– Hvornår han flyttede? Det var sidst i halvfjerdserne. Det var det år, hvor vi havde en af de værste vintre. Isvinter. Jeg husker det, fordi vi holdt nytårsaften sammen, kort inden han rejste. Ham og hans kone og min nu afdøde kone og mig. De kom op at skændes den aften, og vi tog hjem. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor folk vil diskutere deres forhold i andres påhør. Det blev pinligt.

– Hvad drejede det sig om? spurgte Lisa.

– Det husker jeg ikke længere.

– Hvordan var han ellers?

– En struktureret mand. Hmm ... meget disciplineret. Kvaliteter, der er gode, når man vil gøre karriere inden for forsvaret. En knap mand. Han mødte sin kone i London, mens han arbejdede derovre en periode som helt ung. Hun var ung pige i huset hos en britisk major, en af Konrads venner. Senere kom de der hver sommer.

– Hvad med datteren?

– Hvad med hende?

– Hvordan var hun?

– Vi så hende ikke meget. Hun var som regel inde på sit værelse, når vi var der.

– Snakkede han om hende?

– Nej, han talte sjældent om familien – det var mest antydninger. Men han forgudede hende, så meget ved jeg.

Lisa lagde en hånd på Jacobs lår ved siden af sig.

– Bemærkede du nogen form for adfærdsændring hos ham det år, han forsvandt?

– Nej. Men vi sås jo heller ikke rigtig længere. Der gik efterfølgende rygter om, at han havde taget sit eget liv.

– Hvad tror du?

– Det er utænkeligt, brummede løjtnanten.

– Hvad tror du så, der skete?

– Jeg tror, han tog jollen ud den dag, satte benet det forkerte sted og røg i havet med en pæn skid på, og når det endelig skal være, var det ikke den værste død for ham. Det var hans element.

– Fiskede han alene?

– Nej, han var som regel sammen med en kammerat. Eller sin datter. Men tilsyneladende ikke den dag. Det er alt, jeg ved. Jeg talte aldrig siden med hans familie. Jeg tror ikke, jeg kan fortælle dig mere.

Hun takkede ham for hjælpen i samme øjeblik, som Jacob kørte bilen op på fortovet foran den forsømte villa.