Historien om moriskerne, fra De Katolske Monarkers indtagelse af Granada og til den definitive uddrivelse for næsten 400 år siden, handler om en af utallige xenofobiske episoder i Spaniens historie. Andre eksempler er Almanzors angreb på jøder og kristne og De Katolske Monarkers velkendte fordrivelse af de spanske jøder. Ved fredsaftalen i forbindelse med overgivelsen af Granada blev der givet særdeles generøse betingelser for muselmændene, som kunne bevare deres sprog, tro, skikke, ejendomme og øvrighedspersoner. Men otte år senere indførte kardinal Cisneros tvangskristning af moriskerne samt borteliminering af deres kultur, oprettelse af nye, tunge beskatninger og ophævelse af deres administrative autonomi. De såkaldte nykristne blev udbyttede og forhadte, og deres gamle rettigheder blev drastisk indskrænket.
Moriskernes oprør i det pragtfulde bjergområde Alpujarras var konsekvensen af den konstante forværring af deres situation og er kendt gennem udførlige beretninger fra samtidige krønikeskrivere som Luis de Mármol Carvajal (Historia del rebelión y castigo de los moriscos del reino de Granada) og Diego Hurtado de Mendoza (Guerra de Granada hecha por el Rey de España Don Felipe II contra los moriscos de aquel reino, sus rebeldes: historia escrita en cuatro libros). Både morisker og kristne udviste stor grusomhed i denne krig, skønt moriskernes ugerninger er bedst kendt på grund af de kristne krønikeskriveres partiskhed. En af de få stemmer, der rejste sig – ikke for at undskylde, men dog forklare uhyrlighederne – var den spanske ambassadør i Paris. Af hans brev til kongen, der citeres i starten af kapitel to, fremgår det, at en hel landsby klagede over, at dens kvinder blev voldtaget af præsten, og at børnene blev født med præstens blå øjne, sådan som det er tilfældet for hovedpersonen i min roman. Der blev således også på den kristne side begået grusomheder. Også massakrer – med byen Galera som det mest hårrejsende eksempel – samt plyndring og udnyttelse af de besejrede som slaver hørte til dagens orden, og der er al mulig grund til at fæste lid til krønikernes beretninger om begivenheder som de over tusind kvinders og børns død i Juviles og den offentlige auktion over lige så mange i Granada.
Disse nedslagtninger blev begået af tropper bestående af soldater og befalingsmænd, der ikke tilhørte regulære styrker, og hvis eneste formål tydeligvis var personlig berigelse. I krønikerne er der gentagne episoder, som hovedsageligt handler om krigsbytte og dets fordeling, grådighed som eneste motiv samt mænd, der deserterer efter at have tilegnet sig tilstrækkeligt.
Ud over alt dette har jeg også i romanen tilstræbt at give et billede af livsbetingelser og konflikter på oprørernes side, indtil de – ladt i stikken af tyrkere og algierere, som det også senere skete – blev overvundet af de spanske tropper. Indtagelsen af hashish for at opildne den krigeriske ånd, brugen af blomsten stormhat som pilegift, Aben Humeyas ulykkelige endeligt som følge af hans svaghed for kvinder, hovenheden hos janitsharerne fra Algier samt visse korsarers tilbøjelighed for drenge står alt sammen at læse i de samtidige krønikeskriveres beretninger. Og i Juan Vernets værk Mahoma oplyses det, at ifølge arabisk overlevering havnede nogle af Profetens sabler i al-Andalus, som det er tilfældet i min roman.
Oprøret i Alpujarras endte med, at moriskerne fra Granada blev deporteret til andre af Spaniens riger. Af dem, der – som romanens hovedpersoner – blev ført til Córdoba, døde en syvendedel under denne exodus, som det afsløres i Juan Aranda Doncels arbejde Los moriscos en tierras de Córdoba.
Nederlaget, spredningen af moriskerne og de diskriminerende love, der stred imod ethvert forsøg på assimilation, kunne imidlertid ikke løse problemet. Dette fremgår af adskillige samtidige erklæringer, der foreslog gruopvækkende ‘definitive løsninger’. Som følge heraf fandt også mange sammensværgelser sted, som imidlertid alle slog fejl. Særligt graverende var sammensværgelsen i Toga, som romanen beretter om, og som mislykkedes på grund af de dokumenter, den engelske konge sendte til den spanske efter dronning Elizabeths død og den spansk-engelske venskabspagt. Historikeren Henry Charles Lea skriver i sit værk The Moriscos of Spain: Their Conversion and Expulsion, at de hundred tyve tusind dukater, moriskerne ved denne lejlighed havde lovet at betale for at sikre sig den franske konges støtte til oprøret, faktisk blev udbetalt i Pau, mens Domínguez Ortiz og Bernard Vincent i deres Historia de los moriscos; vida y tragedia de una minoría hævder, at de ikke blev betalt. Løftet om betaling synes i det mindste at være sandt. Af hensyn til handlingen har jeg valgt at lade dem realisere betalingen, idet denne fiktivt – gennem indtægterne fra falskmønteriet – fører til den økonomiske katastrofe, der især ramte Valencia, hvor banken gik fallit, og man måtte tilbagekalde de hundred tusinder af falske dukater, som cirkulerede. Dette falskmøntneri blev moriskerne direkte beskyldt for. Der var adskillige berbere i Toga, og dog skulle hjælpen ikke komme fra Algier eller Den Høje Port, men fra de kristne selv.
De lidelser, børnene gennemgik – og her taler jeg om moriskernes børn, der blev uskyldige ofre for deres folks tragedie – kunne fortjene et tilbundsgående studie. Referencerne til dem er legio. For det første er det en kendsgerning, at under krigen i Alpujarras blev børn under elleve år solgt som slaver til trods for den kongelige bestemmelse desangående; fra vort nutidige synspunkt kan det i øvrigt være svært at opfatte alle børn over denne alder som voksne. For det andet ved vi, at efter krigen blev børn af de deporterede morisker overdraget til kristne familier; dette fremgår af dokumenter, der redegør for retssager, som nogle af de selvsamme børn satte i gang, da de var blevet gamle nok, for at få deres frihed tilbage. For det tredje tog man igen børn som slaver efter oprørsforsøgene i de valencianske bjerge (Val de Laguar og Muela de Cortes). Endelig har vi dokumentation for, at børn under seks år blev holdt tilbage i Spanien, da den endelige uddrivelse fandt sted. Det fortælles, at da den drastiske forholdsregel var besluttet, lykkedes det nogle familier at få børnene til Frankrig (det var forbudt at transportere dem til Berberiet), og at andre familier omgik den kongelige ordre ved at gå om bord i skibe, der sejlede til kristne lande, for derefter at ændre kursen og tage til den afrikanske kyst. I romanen nævnes det, at flere hundred børn blev holdt tilbage i Sevilla. I Valencia kom tusind børn under kirkens varetægt, og vicekongens egen kone bortførte ved hjælp af tjenestefolk et uvist antal spædbørn, som hun opdrog for at hindre dem i at falde i Satans kløer, sådan som det ville være sket, hvis de var blevet ført til ‘maurerland’.
Efter uddrivelsen slog moriskerne fra byen Hornachos – et lukket, krigerisk samfund – sig ned og tog magten i korsarbyen Salé nær Rabat. I 1631 forhandlede de med den spanske konge om at overdrage ham byen på visse betingelser, herunder at man gav dem de børn tilbage, som man havde taget fra dem. Rige for rige, by for by finder vi utallige eksempler på samfund, der blev berøvet deres små børn.
Hvad angår antallet af morisker, som blev fordrevet fra Spanien, er angivelserne så forskellige, at det ville være desorienterende at citere forfattere, der mener det ene og andet. Ifølge Domínguez og Vincent er det mest korrekte tal nok tre hundred tusind mennesker. I øvrigt beskriver de fleste forfattere, der har studeret moriskernes historie (Janer, Lea, Domínguez og Vincent, Caro Baroja …) de massakrer, der fandt sted ved de deporteredes ankomst til Berberiet. En af dem anfører, at cirka en tredjedel af de deporterede fra Valencia blev dræbt ved ankomsten, og følger her Filip III’s krønikeskriver Luis Cabrera de Córdoba, som i bogen Relaciones de las cosas sucedidas en la corte de España desde 1599 hasta 1614 skriver ‘… og moriskerne er så rædselsslagne over den ilde medfart, deres brødre fra Valencia har fået i Berberiet, idet over en tredjedel af dem, der tog af sted, er døde, at meget få ønsker at tage dertil’. Samtidig fejrede kong Filip operationen og forærede sin yndling, hertugen af Lerma, hundred tusind dukater – der stammede fra moriskernes efterladte ejendele – ved hans bryllup med grevinden af Valencia.
Efter den første uddrivelse kom en række bekendtgørelser, der insisterede på deportering af dem, der kunne være blevet i Spanien eller være vendt tilbage, eller tillod enhver, som måtte pågribe dem, at slå dem ihjel eller tage dem som slaver. Det skal i øvrigt siges, at bekendtgørelserne om uddrivelse fra de respektive riger varierede, selv om forskellene ikke var store. Hvad angår romanen har jeg holdt mig til den første af bekendtgørelserne, den fra Valencia.
En enkelt bemærkelsesværdig undtagelse: Den 29. januar 1610 anmodede Córdobas byråd kongen om tilladelse til at lade to gamle, barnløse morisker, der var bidselmagere, blive i byen ‘til gavn for byen og dens ridekunst’. Bortset fra disse to gamle morisker, som skulle fortsætte med at tage sig af hestene, har der mig bekendt ikke været ansøgt om andre undtagelser, og jeg kender i øvrigt ikke Hans Majestæts svar på ansøgningen.
I 1682 blev blypladerne fra Sacromonte og pergamentet fra Turpianatårnet erklæret falske af pave Innocens XI, som havde fået dem i hænde ved ærkebiskop Pedro de Castros død. Vatikanet sagde imidlertid intet om relikvierne, som var blevet erklæret autentiske af Granadas kirke i år 1600, og som tilbedes den dag i dag. Situationen minder om den, romanens hovedperson oplevede. Dokumenterne af bly, som godtgjorde, at den og den knogle eller aske hørte til en bestemt martyr, blev erklæret falske af Vatikanet; relikvierne derimod, hvis troværdighed netop hvilede på disse dokumenter – hvorfor skulle noget aske fra en bjerghule ellers lige knyttes til Sankt Cecilius eller Sankt Ctesiphon? – blev fortsat betragtet som autentiske i overensstemmelse med den granadinske kirke.
I vore dage er de fleste forskere enige om, at blypladerne og pergamentet fra Turpianatårnet er forfalskninger foretaget af spanske morisker i et desperat forsøg på at finde bindeled mellem de to religioner, som ville være i stand til at ændre de kristnes syn på muselmændene uden at anfægte deres trosdogmer.
Der er også almindelig enighed om, at drivkræfterne bag hele denne konstruktion var de officielle oversættere fra arabisk, lægerne Alonso del Castillo og Miguel de Luna, hvoraf sidstnævnte skrev den historiske beretning Verdadera historia del rey Rodrigo med et positivt syn på den arabiske invasion af halvøen og sameksistensen mellem kristne og muselmænd. Hernando Ruiz’ medvirken i alt dette er fiktiv. Det er derimod ikke tilfældet for Pedro de Granada Venegas, som nævnes i forskellige studier, og som endte med at skifte sit adelige motto, det sejrsbevidste ‘Lageleblila’ – nasridernes wa la galib ilallah – ud med det kristne Servire Deo, regnare est. I 1608, kort før uddrivelsen, udkom licentiat Pedrazas bog, Antigüedad y excelencias de Granada, hvor han berømmer muselmanden og don Pedros forfader, fyrst Cidiyaya, for hans omvendelse efter det mirakuløse syn af et kors i luften. Adskillige adelige muselmænd havde på den ene eller anden måde held til at blive en del af det kristne samfund.
Forbindelsen mellem blypladerne og Barnabasevangeliet er en tese, der forsvares af Luis F. Bernabé Pons i hans arbejder Los mecanismos de una resistencia: los Libros Plúmbeos del Sacromonte y el Evangelio de Bernabé og El evangelio de San Bernabé. Un evangelio islámico español. Den har sin oprindelse i 1976, hvor man fandt en delvis afskrift fra det 18. århundrede af den formodede original på spansk, som man allerede havde skriftlige referencer til, især tunesiske. Den pågældende kopi opbevares på University of Sydney. Denne nye teori kunne imidlertid rejse tvivl om blypladernes angiveligt entydige mål: synkretisme mellem de kristnes og muselmændenes tro. Det forekommer sandsynligt, at forfatterne til Jomfruens Stumme Bog – hvis indhold ifølge prologen samt en anden af blypladerne skulle åbenbares af en arabisk konge – forudså tilsynekomsten af et nyt skrift, selv om der ikke er dokumentation for, at det skete. Om dette nye skrift var eller ikke var Barnabasevangeliet, hvis lighed med blypladerne er slående, er og bliver en hypotese. Hvad der derimod ikke er nogen hypotese, men blot et resultat af forfatterens fantasi, er sammenhængen mellem evangeliet og det fiktive eksemplar, der blev reddet fra Almanzors afbrænding af det prægtige bibliotek i kaliffernes Córdoba. En episode, der ulykkeligvis er sand, som så mange andre triste, barbariske bål i menneskehedens historie, hvor kundskab bliver genstand for fanatikeres had.
Der er i øvrigt også foretaget studier over de kristne martyrer i Alpujarras på et senere tidspunkt end romanens. Den første episode, der er dokumenteret gennem ærkebiskop Pedro de Castros undersøgelser, daterer sig til året 1600. I akterne fra Ugíjar (1668), som gør rede for de fleste massakrer på kristne i Alpujarras, figurerer en dreng ved navn Gonzalico, som, før han led martyrdøden, kaldte sit offer for Gud ‘smukt’. Ritualet med at trække hjertet ud gennem ryggen, som beskrives i romanen, bliver citeret gang på gang af Mármol i hans krøniker som et udtryk for moriskernes grusomhed over for deres kristne ofre.
Córdoba er en vidunderlig by og er det største byområde i Europa, der er erklæret historisk verdensarv af UNESCO. Nogle steder kan man lade tankerne flyve og genopleve kalifatets strålende epoke, og et af dem er naturligvis byens moské-katedral. Det vides ikke med sikkerhed, om kejser Karl V udtalte de ord, der tilskrives ham, da han så det byggeri, han selv havde givet tilladelse til: ‘Jeg vidste ikke, hvad dette var; ellers ville jeg ikke have tilladt, at man nærmede sig det gamle; thi det, I bygger, er det, man kan se overalt, og det, I har ødelagt, var enestående i verden.’ Men sagen er, at katedralen – sådan som den blev til gennem flere forskellige projekter og til sidst indfattet i den gamle moskés søjleskov – er et kunstværk. Det er sandt, at lyset i muselmændenes helligdom blev dæmpet, linjerne brudt, og hele stemningen svækket, men meget af kalifatets værk er alligevel bevaret. Hvorfor blev den ikke revet ned som så mange andre moskéer for at give plads for en ny katedral? Måske er det værd at erindre – og se bort fra byrådsmedlemmers og adeliges mulige interesser – den dødsdom, rådet udstedte over folk, der vovede at arbejde på den nye katedral.
I de kristne kongers slot kan man stadig se ruiner og mærker i gulvet af inkvisitionens gamle celler, der ligger rundt om en af patioerne. Ved siden af ligger en anden bygning, som kan bringe gæsten tilbage i tiden: de kongelige stalde, hvor Filip II besluttede – og havde held med – at fremavle en ny race af hofheste, en race, der den dag i dag er den ypperste i landets hesteavl.
Fatimas Hånd, (al-hamsa) er en amulet i form af en hånd med fem fingre, som ifølge nogle repræsenterer troens fem søjler: trosbekendelsen (shahada), bønnen fem gange om dagen (salat), almisse (zakat), faste (ramadan) og pilgrimsrejse til Mekka mindst én gang i livet (hach). Men denne amulet findes også i jødisk tradition. Dette er hverken tid eller sted til at overveje dens oprindelse og endnu mindre til at diskutere virkningen af amuletter. Adskillige studier insisterer på, at ikke blot moriskerne, men tidens samfund som sådan, brugte amuletter og troede på al slags trolddom og hekserier. Allerede i 1526 omtalte rådet for Capilla Real i Granada smykket Fatimas Hånd, forbød sølvsmedene at fremstille det og moriskerne at bære det. Lignende regler blev vedtaget ved kirkemødet i Guadix i 1554. Der er adskillige eksempler på Fatimas Hånd i muselmændenes arkitektur, men det vigtigste i denne romans sammenhæng er nok hånden med de fem strakte fingre, der engang i 1348 blev mejslet ind i buen over Puerta de la Justicia i Alhambra. Det første symbol, der møder den besøgende på dette vidunderlige sted, er altså Fatimas Hånd.
Jeg vil slutte med at udtrykke min taknemmelighed over for alle, der på forskellig vis har hjulpet og rådet mig under arbejdet med romanen, ganske særligt min udgiver, Ana Liarás, hvis personlige engagement og indsats har haft en uvurderlig betydning, en tak, der også omfatter alle ansatte på Random House Mondadori. Og naturligvis tak til min første læser, min hustru og utrættelige kammerat, og til mine fire sønner, som stædigt vedbliver at minde mig om, at der er meget andet i livet end arbejde. Dem tilegner jeg denne bog til minde om alle de børn, der bar og ulykkeligvis stadig må bære konsekvenserne af en verden, hvis problemer vi er ude af stand til at løse.
Barcelona, december 2008